Jyrjev Polski 28.IV.1917 Kære Herr Rasmussen!
Endelig begynder der da at komme Livstegn fra Danmark. For et Par Dage siden havde jeg en Pakke Aviser (Hovedstaden fra 21.III104) et Brev fra min Kæreste og en Pakke Bøger (x),105 begge Dele afsendt af Dem. Vi har det alle godt. Der var to Officerer her, hvoraf den ene var Ungar og den anden udgav sig for en Nevø af Kammerherre v.
Juel.106 De blev dog syge begge to! Det er imidlertid en meget lang Historie, som De maa faa Enkelthederne af lidt over lang. Den ene af dem stod under særligt Opsyn for gamle Historier i Sibirien, hvor han efter hvad jeg selv og andre har set sort paa hvidt, nok har til-bragt den længste Tid i Arrest. Han var som sagt fra Ungarn, den an-den har heller ikke havt sine Papirer før og her er hans Rygte bleven
104 Hovedstaden var den avis, som N.H. Rasmussen valgte at sende til fangerne i Frankrig, England og Rusland (Rasmussen 1927, s. 106).
105 Skrevet således i brevet.
106 Axel Rudolph var af tysk afstamning og nedsatte sig efter krigen som redaktør i Köln. Han skrev 12.4.1922 en kronik i Politiken med en beskrivelse af opholdet i Jyr-jev-Polski, hvor FC fremstilles som “Sønderjydernes anerkendte Fører, og sandelig, han gjorde et stort Arbejde for at bringe den danske Lejr op til det, den senere blev:
En Mønsterlejr med hensyn til Disciplin, Punktlighed og Fred.”
endnu værre. Kommandanten sagde til mig, at han ikke kunde for-staa, hvordan saadanne Elementer kunde komme blandt os. Rudolf har udgivet sig overfor Russerne under 4 forskellige Navne, v. Axel, v. Juel, v. Jossel og ovennævnte, han var aktiv tysk Officer i Marinen, men som Elev af Krigsakademiet kom han til Infanteriet, Indehaver af Jernkorset I. og II. Klasse, af det oldenborgske Kors o.s.v. Ja, De skulde bare høre hans Bedrifter. Jeg kunde skrive utallige Ark om hvad han har forbrudt og bringe ligesaa mange Vidner herfra Lej-ren med de russiske Officerer i Spidsen. Da han rejste, rev han et Danmarkskort i Stumper og Stykker og smykkede sig med de omtalte Ordensbaand (han efter Sigende har købt i Sibirien) – Efter hvad jeg her har kunnet erfare, staar han ikke i Forbindelse med andre i København end en Grosserer Stilling, som han dog aldrig har omtalt til os. Men det kunde jo nok interessere os at vide, om han virkelig var en Nevø af v. Juel og om han har været Marineløjtnant i Tyskland.
Her har han hverken opført sig som Officer eller som Medlem af en god dansk Slægt. Det er ingen personlig Mening af mig eller Dan-skerne, men af alle Officerer og Mandskaber her i Lejren. Saa noget maa der være om det, kan De forstaa. Hvis vi havde været overbevist om hans oprigtige danske Sindelag, var han maaske ikke bleven syg, men naar man her undr vore Forhold i det Hele kan tvivle paa ens Nationalitetsfølelse, kan man være sikker paa, at der er noget ikke helt i Orden. Os andre er der aldrig en der har fattet Mistanke til og det Indtryk vi har efterladt, kan vi nok være bekendt at lade Eder der-hjemme faa at høre. Jeg tvivler paa om omtalte vilde glæde sig naar I fik hans Historier at høre.
Men nu ikke mere om denne Sag denne Gang. Forhaabentlig hø-rer vi snart lidt Godt fra Dem. Vi har det alle godt. J. Wolff og B. Jør-gensen er ikke kommen tilbage. [U] er i Samara, hvor Boj er ved vi ikke.107 Næste Gang skriver jeg Dem om den dejlige Tid vi oplevede i Paasken. Hilsen alle Venner og Velgørere paa det hjerteligste fra os alle, om muligt ogsaa Familierne og vær selv allerhjerteligst hilset fra
Deres taknemmelige Frits Clausen
107 Boj Jørgensen.
August 1917 til N.A. Jensen108 [N.A. Jensens uddrag]
…
Jeg fulgte dem til Banegaarden.109 Det gik med sang. I kamp! I kamp!
lød det begejstret fra deres Læber. Jeg tænkte paa, om man kunde gaa i Kampen for Friheden med saadanne Kammerater. Da kunde man frejdigt gaa Kuglerne i Møde og falde med den danske Menig-mands Ord paa Læberne: O Herre Gud, saa skulde jeg endda i dette Liv den glæde ha’. For efter min Mening er det den dejligste død, for Fædreland og Frihed. Men den glæde faar vi nok ikke. Den Tid, da man tænkte paa Landets nød og Smærte før paa sig – i Danmark – det var ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i Fortiden. Danmark vil helst købe Sejre uden Blod og Sværd, men derved vil Idealerne gaa tabt, og vi vil ende som en Gullaschnation, vi, den stolte Vikingeslægt ……. Men tilbage til Tjekkerne. Den halve By fulgte dem. Unge Piger bragte de Frivillige Blomster; selv havde de allerede smykket sig før. Saa sang de Marseillaisen og den bøhmiske Hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en Tale, jeg kyssede vore 5 Venner fra Huset og gav dem alle et fast Haandtryk med inderlige ønsker om Sejr og Hæder og en lykkelig Hjemkomst til et lykkeligt og frit Fædreland. – Stemningen hos de Frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Naar man blot har været 3 Dage ved Fronten ved man, hvad det vil sige at gaa frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før.
Men de holder nok ud. Det vil ikke være rart for de Tyskere, der fal-der i fal-deres Hænfal-der, men Danskerne har de lovet mig at give pardon.
Tænk, om ens Forbøn kunne redde en Landsmand!
Ja, saa er der endnu et udmærket Træk. Af de Menige maatte Skrædderne og en Snedker ikke komme med. Men de havde dog faaet Tilladelse til at gaa med paa Stationen. Man anede, at de vilde smutte med og passede derfor godt paa dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra Fron-ten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.
…
108 Uddraget er trykt hos Jensen 1926, s. 168f. og det originale brev har ikke kunnet lokaliseres. Det er ikke i Jensens arkiv med materiale til Ventetider i Landsarkivet for Sønderjylland.
109 Det var de tjekkiske krigsfanger. Se tillige det følgende brev af 31.8.1917.