MENNESKERETTIGHEDERNE STYRKES I DANMARK
5.1 ADGANG TIL BOLIG
Mange faktorer spiller ind i forhold til den enkeltes adgang til en passende bolig.
Økonomiske ressourcer er afgørende for at kunne erhverve sig en ejer- eller andelsbolig eller for at kunne leje dyre privatudlejede boliger, men også ikke-økonomiske ressourcer som socialt netværk og gode kontakter til personer og institutioner, som på dele af boligmarkedet afgør fordelingen af boliger, har betydning for adgangen til en passende bolig.93
Både privat udlejning og den almene boligsektor spiller en afgørende rolle for, at personer, der ikke har midler til at erhverve sig en ejer- eller andelsbolig på markedsvilkår, har mulighed for at få en passende bolig. Det skyldes, at
huslejereguleringen i et vist omfang holder huslejen nede på det private marked for udlejning, og at almenboligsektoren er reguleret med henblik på at sikre et huslejeniveau, som lav- og mellemindkomstgrupperne kan betale.
5.1.1 DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE
Adgangen til en passende bolig for mindre bemidlede personer er omfattet af statens forpligtelse til at sikre den fulde virkeliggørelse af retten til bolig. Staten har en særlig forpligtelse til at indrette forholdene på en sådan måde, at særligt udsatte og marginaliserede grupper, der har vanskeligt ved på egen hånd at anskaffe sig en passende bolig, alligevel har mulighed for at få en passende bolig.
For at sikre alle menneskers adgang til en passende bolig må staten afholde sig fra at vedtage diskriminerende lovgivning eller praksis, ligesom staten er forpligtet til at beskytte mod private udlejeres diskrimination af boligsøgende.
Da FN’s ØSKR-komité undersøgte Danmarks gennemførelse af ØSKR i 2011, udtrykte komitéen bekymring over, at migrantarbejdere og andre udsatte eller marginaliserede grupper, herunder romaer, oplever barrierer i forhold til at realisere retten til en passende bolig. Komitéen udtrykte også bekymring over manglen på sociale boliger.94 Komitéen anbefalede blandt andet, at Danmark
KAPITEL 5
22
træffer alle passende foranstaltninger med henblik på at sikre adgang til
passende boliger for udsatte og marginaliserede grupper, herunder indvandrere og romaer, for eksempel ved at sikre, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til at øge udbuddet af sociale boliger.95
Racediskriminationskomitéen har flere gange beskæftiget sig med skiftende regeringers strategier mod ”ghettoisering” og udsatte boligområder. Komitéen beklagede i 2010 de danske myndigheders manglende indsamling af viden om, hvilken effekt disse strategier har på etniske minoriteters ret til frit at vælge bopæl.96
I 2015 udtrykte komitéen igen bekymring over de mulige utilsigtede
konsekvenser, som indsatsen kan have for minoritetsgrupper og socialt udsattes adgang til bolig. Komitéen udtrykte bekymring over brugen af de særlige
udlejningsredskaber samt at få af de berørte har fået tildelt erstatningsbolig (se nedenfor om udlejningsredskaber og erstatningsbolig).97
I relation til det private udlejningsmarked udtrykte komitéen i 2015 bekymring over, at personer med et mellemøstligt klingende navn statistisk set skal sende 27 procent flere ansøgninger end personer med danskklingende navne for at have lige så gode chancer for at få et positivt svar.98
5.1.2 DANSKE FORHOLD PRIVAT UDLEJNING
Privat udlejning udgør omkring 17 procent af det danske boligmarked. Privat udlejning spiller en stor rolle for mobiliteten og fleksibiliteten på boligmarkedet, og der er stor gennemstrømning i boligerne. Privat udlejning bruges ofte som en midlertidig bolig i ’boligkarrieren’, eksempelvis børn, der flytter hjemmefra, unge og par, der flytter sammen eller bliver skilt.99
Beboerne i den private udlejningssektor står oftere uden for arbejdsmarkedet eller har lavere indkomst end gennemsnittet, men er ikke, i samme grad som i den almene sektor, præget af socialt ressourcesvage beboere. De professionelle udlejere (der har udlejning som deres hovedbeskæftigelse) står for udlejningen af 53 procent af det samlede antal boliger, mens privatpersoner med udlejning som bierhverv står for udlejningen af 8 procent af boligerne. Endelig ejer pensionskasser, selvejende fonde, stiftelser med videre en stor andel af udlejningsboligerne, ligesom ejendomsvirksomheder (med udlejning som sidebeskæftigelse) og byggevirksomheder tillige er repræsenteret blandt de private udlejere.100
De private udlejere har ikke nogen boligsociale forpligtelser, og i de senere år er der sket en stigning i huslejeniveauet. Huslejen i den private boligudlejning er som udgangspunkt reguleret og omkostningsbestemt, og lejere kan blandt andet indbringe huslejens størrelse for de kommunale huslejenævn. Ved
23 gennemgribende renovering/modernisering af boligen kan udlejeren dog
fastsætte huslejen efter markedspriserne. Huslejereguleringen har derfor mindre og mindre betydning på det private marked.101
Lejernes Landsorganisation har foretaget en undersøgelse af, hvor ofte private udlejningsboliger moderniseres ved fraflytning og vurderer på den baggrund, at 42.000 af de 188.000 private lejeboliger i såkaldte storhuse (ejendomme med mere end 6 udlejningsboliger) over de seneste 10 år er blevet gennemgribende moderniseret. En modernisering medfører, ifølge Lejernes Landsorganisation, en gennemsnitlig huslejestigning på 80 procent. Organisationen frygter, at
muligheden for at udlejerne kan tjene flere penge på at modernisere lejligheder ved fraflytning fører til unødige moderniseringer, og at antallet af private lejeboliger, som personer på de lave sociale ydelser kan betale, falder.102 Den danske ligebehandlingslovgivning forbyder diskrimination på baggrund af køn eller race og etnisk oprindelse.103 Lovgivningen forpligter både
erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende, når de udlejer en bolig ved offentlig annoncering. Det betyder, at direkte eller indirekte forskelsbehandling på baggrund af køn, race eller etnicitet som udgangspunkt ikke er tilladt ved udlejning af private boliger, når dette sker gennem offentlig annoncering.
Ligebehandlingsnævnet har behandlet en enkelt klagesag over
forskelsbehandling på baggrund af etnicitet i forbindelse med privat udlejning.
Nævnet fandt, at klageren var blevet udsat for direkte diskrimination, da udlejeren havde afvist at udleje til klager, alene fordi udlejeren på baggrund af klagers navn antog, at denne ikke var etnisk dansker, og at udlejeren ikke ønskede at leje ud til ”ikke-danskere”.104
En undersøgelse fra 2008 viste, at 18 procent af de private udlejere ikke ønskede at leje ud til etniske minoriteter.105 Den nu nedlagte Enhed for Antidiskrimination i Ankestyrelsen foretog efter debat i pressen om diskrimination på baggrund af etnicitet en kortlægning af diskrimination på det private boligmarked.
Kortlægningen dokumenterer, at diskrimination på baggrund af etnicitet finder sted i den private udlejningssektor. Kortlægningen finder, at ansøgere med mellemøstligt klingende navne i snit skal sende 27 procent flere ansøgninger end ansøgere med danskklingende navne for at have lige så gode chancer for at få et positivt svar. Kortlægningen finder, at etnisk forskelsbehandling særligt rammer mandlige boligsøgende.106
Ankestyrelsens Enhed for Antidiskrimination havde bebudet, at man på baggrund af kortlægningen i 2015 ville iværksætte indsatser mod diskrimination på det private udlejningsmarked. Enheden blev imidlertid ved regeringsskiftet i 2015 nedlagt som selvstændig enhed og indsatsen mod diskrimination på
integrationsområdet er nu forankret i Styrelsen for International Rekruttering og Integration under Udlændige-, Integrations- og Boligministeriet, mens indsatsen
24
mod diskrimination af mennesker med handicap er forankret i Ankestyrelsen under Social- og Indenrigsministeriet.
Der har så vidt vides ikke som bebudet været iværksat indsatser mod
diskrimination på det private udlejningsmarked i 2015, og der ses heller ikke at være planlagt sådanne indsatser i 2016.107