førende internationale tidsskrift for både det, vi i dag kalder økonometri, og for teoretisk økonomi.
Ragner Frisch sad som redaktør af Econometrica frem til 1954, og Socialøkonomisk Institut blev verdens måske førende økonomiske institut. Det var også Frisch, der startede med at bruge begrebet makroøkonomi og sondringen mellem ma-kro- og mikroøkonomi. Hans egne bidrag inden for dynamiske teoretiske og statistiske analyser var centrale for udviklingen af både økonometri og produktionsteori.
Det var derfor helt naturligt, at da der i 1969 blev indført en Nobelpris i økonomi, så var Ragnar Frisch og Jan Tinbergen de første, der fik prisen netop for at kombinere teori og statistiske analyser.
Professor Erik Lundberg sagde i sin begrundelse for prisen:
To the layman, it may seem somewhat reckless to seek, without support from experiment, for laws of development within these extremely complicated processes of economic change, and to apply for this purpose the techniques of mathematical and statistical analysis. However, the attempts of economists to construct mathe-matical models relating to strategic economic relations, and then to specify these quantitatively with the help of statistical analysis of time series, have, in fact, proved successful. It is precisely this line of economic research, mathematical economics and econome-trics, that has characterised the development of this discipline in recent decades. It is therefore only natural that when the Bank of Sweden’s Prize in Economic Science dedicated to the memory of Alfred Nobel is awarded for the first time, it should be to the two pioneers in this field of research: Ragnar Frisch of Norway, and Jan Tinbergen of Holland.(Lundberg, 1969)
Da Frisch i 1969 fik Nobelprisen, var udviklingen nået langt væk fra 1930’ernes famlende forsøg på at etablere en økono-metrisk fagdisciplin. Økonometri var et etableret fag med egne lærebøger, egne kurser ved de fleste økonomistudier og egne lærestole ved førende institutter. Det var fagets ideologi, at den økonomiske teori skulle levere modeller, hvis parametre økonometrien estimerede ved hjælp af matematiske-statistiske metoder. Som Trygve Haavelmo (1911-1999 og prismodtager i 1989) formulerede det allerede i 1944:
Økonometrien og Nobelprisen i økonomi
Forfatteren ser her nærmere på økonometrien, den teoretiske økonomi, de matematiske modeller og kombinationen med statistiske analyser – som var fagområderne for en række af de første økonomer, der fik tildelt Nobelprisen. Artiklen ser også på feltet over til de empiriske undersøgelser, som grundlag for økonomiske modeller og årsagssammenhænge, der blev mere og mere fremherskende i takt med adgang til stadig øget regnekraft og tilstede-værelsen af flere og flere data.
NIELS KÆRGÅRD Professor emeritus Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi Københavns Universitet Email:nik@ifro.ku.dk
HENNING BUNZEL Lektor emeritus Institut for økonomi, Aarhus Universitet Email:hbunzel@econ.au.dk
26 SAMFUNDSØKONOMEN NR. 2 SEPTEMBER 2017 – ØKONOMETRIEN OG NOBELPRISEN I ØKONOMI
The method of econometric research aims essentially at a con-junction of economic theory and actual measurements, using the theory and technique of statistical inference as a bridge pier.”.
(Haavelmo, 1944, p. iii).
Man så derfor med foragt på “measurement without theory”.
Det var teoriens modeller, der skulle estimeres, alt andet var
”ad hoc’eri”. Og Frisch er da også i sin Nobel-forelæsning meget kritisk overfor de rent empiriske skoler:
The schools, however, had an unfortunate and rather naive belief in something like a ”theory-free” observation. “Let the facts speak for themselves”. The impact of these schools on the development of economic thought was therefore not very great, at least not directly. Facts that speak for themselves talk in a very naive language. (Frisch, 1971).
To Nobelprismodtagere i periferien af den økonometriske tradition, men af central betydning for de makroøkonometriske modellerne bør nævnes. Begge er eksempler på, at data først bliver virkelig værdifuld, når de er organiseret i forhold til en økonomisk teori. Richard Stone (1913-1991) fik i 1984 en nobelpris for sin indsats inden for udvikling af nationalregn-skaberne. For nationalregnskaberne er input-output tabeller afgørende, og derfor bør input-output-modellernes fader Was-sily Leontief (1905-1999), der fik prisen allerede i 1973, også nævnes her.
Skabelsen af konsistente nationalregnskabsdata, Keynes teo-retiske arbejder og det banebrydende arbejde i Cowles Com-mission i Chicago i 1939-1955 er grundlaget for den store betydning af makroøkonometriske modeller frem til midten af 1970’erne.
De makroøkonometriske modeller
Flagskibet for økonometrien omkring 1969 var helt klart de makroøkonometriske modeller. Det var en- eller flersektor udgaver af den keynske makromodel, estimeret ved hjælp af nationalregnskabstal ved brug af maximum-likelihood og vari-anter af mindste kvadraters metode.
Her var det afgørende, at computerne langt fra havde nutidens regnekraft, og at data normalt var nationalregnskabstal for efterkrigstiden, dvs. kun 20-25 år. Det var derfor afgørende, at de relationer, der skulle estimeres, var simple. Det var bl.a. det, den økonomiske teori blev brugt til. Man fik af den f.eks. at vide, at forbruget afhang lineært af disponibel indkomst og må-ske formuen. Det var en afgørende og nødvendige forenklinger.
Modeller af denne type kaldes ofte modeller af Klein-Tinber-gen-typen efter de to hovedpionerer inden for denne forsk-ningstradition. Jan Tinbergen (1903-1994) byggede allerede i
1930’erne bl.a. for Folkeforbundet modeller af den hollandske økonomi og af USA og UK. Lawrence Klein (1920-2013) fortsatte efter krigen modelarbejdet. Tinbergen delte som nævnt den første Nobelpris i økonomi med Frisch i 1969, og Lawrence Klein fik prisen i 1980.
Et statistisk hovedproblem ved estimation af disse modeller er deres simultane karakter. Det er ikke sådan, at indkomsten bare bestemmer forbruget; forbruget er også en del af den samlede efterspørgsel og dermed med til at bestemme ind-komsten. At det gav skæve estimater, hvis man så bort fra disse simultaniteter, påviste Trygve Haavelmo allerede i 1943.
Formuleringen af stokastiske simulatene makromodeller, betingelser for og metoder til at estimere parametrene i de simulatene modeller var i centrum for økonometri forsknings-programmet i Cowles Commission under ledelse af Haavelmo og Koopmans med deltagelse af Klein, (Christ 1992). De før-ste modeller var estimeret ved hjælp af mekaniske regnemaski-ner, hvorfor man ikke kunne benytte maximum-likelihood på hele systemet, men udviklede Limited Information Maximum Likelihood. Den første makromodel, som blev estimeret med LIML, var Klein’s 16 ligninger model for USA, 1921-1941 (Klein 1950)1. Simultanitetsbias, den begrænsede regnekraft og de korte tidsserier, gav sidst i 1960’erne og først i 1970’erne anledning til udvikling af et væld af andre listige estimations-metoder: Two-stage Least Square, Three-stage Least Square osv.
Makroøkonometriens senere udvikling
I midten af 1970’erne skete der en lang række ting, der satte den daværende etablerede økonometri under pres. Milton Friedmans monetarisme (se Sandeman’s artikel i dette num-mer af Samfundsøkonomen) blev en alvorlig konkurrent til den keynesianske makroteori, og en del yngre forskere og stude-rende tilsluttede sig marxistiske økonomiske teorier. Der var derfor ikke længere enighed om en etableret økonomisk teori, man kunne bruge som fundament for de empiriske modeller.
Det blev mere naturligt i stedet at bruge empirien til at teste, hvilken teori der var den rigtige. Clive W.J. Granger (1934-2009 og nobelprismodtager i 2003, jf. nedenfor) udviklede derfor et testbart kausalitetsbegreb, Granger-Kausalitet, der basalt set gik ud fra, at hvis værdien af en variabel er med til at forklare værdien af en anden variabel i næste periode, så er den første variabel årsag til den anden, Granger (1966). Christo-pher A. Sims (f. 1943 og prismodtager i 2011) testede i 1971 om indkomsten bestemte pengemængden eller pengemængden indkomsten, dvs. en af hovedkonflikterne mellem keynesianere og monetarister.
Når man overhovedet fik den tanke, at de emperiske undersø-gelser kunne klare sig uden et økonomisk-teoretisk fundament
NOTE 1 Ni af de forskere, som var tilknyttet Cowles Commission 1939-1955, modtog Nobelprisen i økonomi: Trygve Haavelmo, Tjalling C. Koop-mans, Kenneth Arrow, Gerard Debreu, Lawrence Klein, Harry Markowitz, Franco Modigliani og Herbet Simon. Har vi brug for en sådan ny forskergruppe til at bringe økonometri og makro økonomi videre? Se Hylleberg’s artikel i dette nummer af Samfundsøkonomien)
og måske endda stille sig til dommer i teoretiske konflikter, så skyldes det utvivlsomt i betydelig grad tilstedeværelsen af flere data og mere regnekraft. Man gik i højere og højere grad over til kvartals- og månedstal i stedet for årstal. Man fik derved længere og bedre dataserier. Samtidig øgedes regnekraften, så de større datamængder kunne håndteres. De empiriske analy-ser fik derved så stærk en udsagnskraft, at de til syneladende kunne klare sig uden støtte af teoretiske argumenter, og en ny tidsseriemodel blev udviklet, ARIMA-modeller (Autoregressive integrated moving average modeller).
Men den øgede regnekraft var ikke uden omkostninger. Man kunne let afprøve en lang række forskellige specifikationer af f.eks. en forbrugsfunktion, og det resultat, der blev offentlig-gjort, kunne således kommer til verden ved ‘data mining’ eller
‘cherry picking’, som nogen af skældsordene blev. De alminde-lige signifikationsgrænser var selvfølgelig ubrugealminde-lige, hvis den viste sammenhæng ikke var et statistisk eksperiment, men det bedste af adskillige hundrede forsøg.
Navnlig David F. Hendry (f. 1944) spillede en central rolle i 1970’ernes nyudvikling af den økonometriske teknik. Hvor man før startede med at etablere en grundmodel og så ekspe-rimenterede med ekstra variable, blev der nu under slagordet
”from general to specific” argumenteret for, at alle relevant variabler skulle med fra starten, og man fjernede så trinvis insignifikante variable. Herved undgik man problemet med systematisk søgning for variable (og inkonsistente estimater på grund af udeladte, relevante variable). Man testede netop ikke mange forskellige modeller, men startede med en stor, generel model, der indeholdt alle potentielle variable.
Samtidig blev dataserierne så gode, at man kunne håndtere det lange og det korte sigt samtidigt, det skete med de såkaldte
”error correction”- eller fejlkorrektionsmodeller, hvor man i en kortsigtsrelation, dvs. en relation med sammenhæng mellem årligt svingende vækstrater, indførte en variabel, der ikke var i vækstrater, men i de variables niveau. Denne niveauvariabel skulle trække udviklingen hen imod en langsigtsligevægt. I en relation, hvor ændringen i forbruget forklares med ændringer i indkomsten, kunne forholdet mellem forbrug og indkomst indgå, ud fra en betragtning om, at selv om der er en stor stigning i indkomsten, så modereres stigningen i forbruget måske, hvis forbrugets niveau i forvejen er meget højt i forhold til niveauet for indkomsten. Også på dette område var David Hendry en pioner, så det forekommer rimeligt at spørge, om han ikke burde have haft en Nobelpris for sin indsats. Men det har han altså ikke fået.
De nye makroøkonomiske tanker om rationelle forventninger, der også kom frem midt i 1990’erne, forstærkede problemerne for den klassisk økonometriske strategi, jf. Lucas (1976)2. Som
nævnt ovenfor var udeladelsen af mange variable et centralt bidrag fra den økonomiske teori til estimationen; forbruget afhænger af indkomsten, ikke af eksporten eller investerin-gerne. Men hvis forbruget afhænger af den rationelt forventede indkomst, så afhænger den af alle modellens variable også eksport og investering, og derfor skal alle variable være med i alle ligninger.
Alt dette gjorde det fristende helt at droppe de teoretiske a priori restriktioner og lave en lineær tidsseriemodel, hvor alle variable var med i alle ligninger, og hvor teoriens eneste bidrag var valget af, hvilke variable modellen skulle omfatte.
Hvor Ragnar Frisch jf. ovenfor talte om: ‘Facts that speak for themselves talk in a very naive language’, så blev slagordene for de moderne økonometrikere i højere grad ‘Allowing the Data to Speak Freely’, se Hoover, Johansen og Juselius (2008). Også på dette område var Christopher A. Sims en pioner med en Econometrica-artikle fra 1980, se Sims (1980), og siden da har hans VAR-modeller (Vector Autoregressive modeller) været et slagkraftigt redskab i økonometrikernes værktøjskasse.
Lange tidsserier, store datamængder, kombination af langt og kort sigt og rigelig med regnekraft har nået sit højdepunkt i de kointegrationsmodeller, der i 2003 gav Robert F. Engle (f.
1942) og Clive W.J. Granger (1934-2009) Nobelprisen. Der blev lagt vægt på, om tidsserier var stationære eller stationære i ændringer. Tidsserier har ofte en trendmæssig udvikling, og den langsigtede sammenhæng er altså mellem trendprægede tidsserier. Men her vil let optræde tilfældig korrelation. Så al-mindelig korrelationsanalyse bør derfor normalt foregå mellem stationære tidsserier, og det vil ofte kræve, at man går over til at estimere i ændringerne fra kvartal til kvartal, altså kortsig-tede sammenhænge. Er der en langsigtet sammenhæng mellem trendede niveauvariable, må det vise sig ved, at residualerne i denne sammenhæng er stationære (altså uden trend). I sin mest simple form var ideen da, at betragte residualerne i langsigtsrelationen som indikator for afvigelsen fra ligevægt, og så bruge dem som forklarende variabel i kortsigtsrelationen.
Man kunne f.eks. estimere sammenhængen mellem forbrug og indkomst først, og så i den egentlige estimation forklare ændringer i forbruget ved hjælp af ændringer i indkomst og så residualerne fra niveaurelationen.
Estimationen af kointegrationsmodellerne er af Søren Johansen (f. 1939) perfektioneret til en samlet estimation af første og an-det trin i én samlet estimation i en flerdimensional VAR-model ved hjælp af en maximum likelihood metode. Søren Johansen var i 1990’erne den meste citerede i verden i de økonomiske tidsskrifter og er utvivlsomt den dansker, der har været tættest ved den økonomiske Nobelpris, men da Nobelkommiteen i 2003 fandt tiden moden til at belønne kointegrationsteorien, valgte man altså pionererne Robert Engle og Clive Granger.
NOTE 2 Om Robert Lucas Jr. se Sandemans artikel i dette nummer af Samfundsøkonomen.
28 SAMFUNDSØKONOMEN NR. 2 SEPTEMBER 2017 – ØKONOMETRIEN OG NOBELPRISEN I ØKONOMI
Modsat spilteorien, hvor man har givet priser til rene matema-tikere som John Nash og Lloyd Shapley, jf. Keiding og Leth Hougaards indlæg i dette nummer, har man i økonometrien aldrig givet til rene statistikere.
Mikroøkonemetrien
Med den øgede regnekraft, store stikprøveundersøgelser og re-gisterdata for hele befolkningen udvikledes også en ny gren af økonometrien. Hvor næsten al økonometri i de tidligere faser byggede på nationalregnskabstal eller i hvert fald tidsserier for et aggregeret marked, så er mikroøkonometrien kommet til at spille en større rolle med estimation af modeller over tiden for alle enkeltindivider eller enkeltvirksomheder, herunder sam-menflettede serier for arbejdere og virksomheder.
Dette blev blåstemplet af Nobelkommiteen med en pris til Gary S. Becker (1930-2014) i 1992 , James J. Heckman (f.
1944) og Daniel L. McFadden (f. 1937) i 2000 og Angus Deaton (f. 1945) i 2015; Becker for mikroanalyser af individers adfærd, Heckman for metoder til analysering af selektive stik-prøver, McFadden for håndtering af diskrete valg og Deaton for analyser af forbrugsvalg, fattigdom og velfærd.3
Både Heckman og McFadden var meget matematisk-statistiske økonometrikere, og de bidrag, de fik Nobelprisen for, var statistisk metodemæssige. Men de brugte selv deres metoder i praksis. I dag er Heckman i brede kredse mest kendt for Heckman-kurven, der viser, at afkastet af investeringer i børns udvikling bliver større og større, jo tidligere i børnenes liv investeringerne foretages; børnenes karriere her i livet bliver i høj grad afgjort i vuggestuen, hvis ikke allerede i den præna-tale fase. At lappe på det med ekstraundervisning i skolen eller senere jobtræning er ekstremt dyrt og ineffektivt.
Endnu mere anvendelsesorienteret, men også inden for mikro-økonometrien, er 2010 prisen til Peter A. Diamond (f. 1940), Dale T. Mortensen (1939-2014) og Christopher A. Pissarides (f. 1948) for deres arbejde med arbejdsmarkedet og søgeteori.
Hvor arbejdsløshed og beskæftigelse tidligere blev analyseret som rene makrobegreber, jf. f.eks. Philipskurven, så er ar-bejdsmarkedsanalyser i høj grad blevet mikroanalyser, hvor man kan følge det enkelte individs ansættelse og fyringer, og søgeprocessen fra fyring til ansættelse. Her har Danmark med de udbyggede registerdata særlige muligheder for at følge de enkelte individer på arbejdsmarkedet, og Dale T. Mortensen er da også den eneste Nobelprismodtager i økonomi, der har haft en formel tilknytning til det danske forskningsmiljø. Han var fra 2006 til sin død i 2014 knyttet til Aarhus Universitet som deltids gæsteprofessor.
Afslutning
Ser man på de økonometrikere, der har fået Nobelprisen i økonomi, tegner de et næsten totalt billede af økonometriens
historie fra 1930’erne til i dag, fra Ragner Frisch til James Heckman. Det er svært at være meget uenig i valgene. Men de har fået prisen med meget forskellig forsinkelser. Haavelmo’s banebrydende artikler kom i 1943-44, men han fik først prisen i 1989. Granger og Engles banebrydende artikel om kointegra-tion kom i 1987, og prisen for den kom allerede i 2003. Der er tydeligvis nogle fagområder, Nobelkommiteen har været meget hurtigere til at anerkende end andre.
Udviklingen er løbet hurtigt videre på nogle felter, mens andre problemstillinger er blevet stående. Simultanitet og forholdet mellem økonomisk teori og statistisk estimation er permanente problemstillinger, så Haavelmo’s artikler fra 1940’erne var på en eller anden måde stadig aktuelle næsten 50 år efter. David Hendrys artikler om fejlkorrektionsmodeller og ”general to specific”-strategien fra 1970’erne kom til at stå som »kun«
forløbere for kointegrationsmodellerne, og man valgte da at give prisen til Granger og Engle for perfektioneringen af disse modeller, selv om det var Hendry, der startede udviklingen og nok var 1970’ernes mest nytænkende økonometriker.
Der er i denne artikel foretaget en række valg af afgrænsning, der kan diskuteres. F.eks. kunne Lars Peter Hansen (f. 1952), der fik Nobelprisen for ”empirical analysis of asset prices”
sammen med Eugene F. Fama og Robert J. Stiller i 2013, oplagt rubriceres som økonometriker; han har bl.a. udviklet estimationsmetoden GMM (Generalized Method of Moment Estimator), der kræver færre forudsætninger vedrørende forde-lingerne end traditionelle maximum likelihood-metoder.
Det er også oplagt, at en række ikke-økonometriske teorier som Robert Lucas’ rationelle forventninger og Milton Friedmans monetarisme og metodesyn, f.eks. i Friedman (1953), der af videnskabs-historikere er blevet omtalt som det 20. århund-reds mest indflydelsesrige videnskabsfilosofiske værk inden økonomien, har haft større indflydelse på den økonometriske forskning end de fleste økonometrikere.
Man kan også spørge, hvem der endnu ikke har fået prisen?
Hvilke retninger der står for tur. Når man ser på den praktiske modelbygning, er de anvendte generelle ligevægtsmodeller AGE- og DSGE-modellerne kommet til at spille en helt cen-tral rolle. Her kunne den tredje af de store Oslo-økonomer Leif Johansen (1930-1982) med MSG-modellen (Multi Sectoral Growth-model) helt tilbage fra 1960 have været en naturlig kandidat, men han døde for tidligt til, at det kunne blive ak-tuelt. Man kan jo også sige, at al den grundlæggende teori for disse modeller er udviklet af teoretikere som Arrow og Debreu.
Det er også oplagt, at det mikroøkonometriske område med panel-data og fixed effect-modellerne er et område, der har præget de seneste årtiers økonometri i så høj grad, at det godt kunne fortjene en pris mere. Engle modtog sin Nobelpris især
NOTE 3 Selv om James Tobin fik sin Nobelpris i 1981 for helt andre ting, bør hans Tobit-model fra 1958 nok nævnes her. Den var sammen med Logit-modellen, den klassiske måde at håndtere trunkerede variable og diskrete valg.
for tidsvariende volatility, som er knyttet til fejlledet. I mikro-modeller er heterogenitet i fejlledende af stor betydning ved siden af sammenhængen i middelværdierne. Idag kan man så-ledes estimere fordelingen af virkningen på alle personer af en økonomisk politik (Pedro Carneiro et.al 2001), ikke kun virk-ningen for det gennemsnitlige individ. Man kan kun generere den observerede lønfordeling fra søgemodellen ved at antage en fordeling af egenskaber for arbejdere og/eller virksomheder.
Indtil videre er det svært at udelede teroretiske, ligevægtsmo-deller med sådanne fordelinger for individer og virksomheder, men man kan forvente, at disse teorier kan danne grundlag for en mere rig makroteori end de nuværende teorier, som bygger på den repræsentative agent.
LITTERATUR:
Box, G. E. P. & G. M. Jenkins (1970), Time Series Analysis: Forcasting and Control, Holden-Day, San Francisco.
Carneiro, Pedro, Karsten T. Hansen, og James J. Heckman, Removing the Veil of Ignorance in assessing the distributional impacts of social policies, Swedish Economic Policy Review 8 (2011), side 273-301.
Christ, Carl F., The Cowles Commission’s Con-tributions to Econometric at Chicago, 1939-1955, Journal of Economic Literature, Vol. 32, No. 1, side 30-59.
Debreu, Gerard (1959), Theory of value - An Axiomatic Analysis of Economic Equilibrium, John Wiley & Sons, Inc.
Friedman, Milton (1953), The Methodology of Positive Economics, optrykt i Essays in Positive Economics, Chicago University Press, Chicago.
Frisch, Ragnar (1933), Editorial, Econometrica, vol. 1, side 1-4.
Frisch, Ragnar (1971), From Utopian Theory to Practical Applications: The Case of Econome-trics, (Nobellecture), Oslo, (Partly printed in
Frisch, Ragnar (1971), From Utopian Theory to Practical Applications: The Case of Econome-trics, (Nobellecture), Oslo, (Partly printed in