Udvikling af vejledning af unge med særlige behov for
vejledning
for UU-vejledere og gennemførelsesvejledere i ungdomsuddannelser
inspirationshæfte
Udvikling af vejledning af unge med særlige behov for
vejledning
inspirationshæfte for UU-vejledere og gennemførelsesvejledere i ungdomsuddannelser
Udgiver
Videncenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning Ansvarshavende redaktion
Carla Tønder Jessing
Videncenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning ctj@viauc.dk • www.vejledning.net
Copyright
© 2008 Videncenter for
Uddannelses- og Erhvervsvejledning Layout
VIA Kommunikation • ordrenr. 333 Tryk
CC Tryk i/s ISBN
978-87-92412-03-4
Indhold
Forord ... 5
1.0 Indledning ... 6
2.0 Unge med særlige behov for vejledning ... 8
2.1 Hvordan afgrænses og forstås ”unge med særlige behov for vejledning”? ... 8
2.2 Hvordan mødes de unge af uddannelsessystemet? ... 9
2.3 En kontekstuel forståelse ... 10
2.4 Konkrete vejledningstiltag ... 11
3.0 Sven Mørchs projektmodel ... 13
4.0 Udvikling af kollektiv vejledning rettet mod elever med fravær ved overgangen til EUD ... 16
4.1 Det aktuelle projekt ... 17
4.2 Præcisering af problemet med inddragelse af kontekstteori og indsatsteori ... 18
4.3 Mål og resultater ... 19
4.4 Plan og indsats ... 20
4.4.1 Før gruppevejledningen ... 20
4.4.2 Under gruppevejledningen ... 21
4.5 Evaluering af projektmål ... 22
4.5.1 Anbefalinger til udvikling af gruppevejledning ... 24
4.6 Anbefalinger til fremtidige projekter ... 25
5.0 Kvalificering af overgangen til EUD ... 26
5.1 Problembestemmelse ... 26
5.2 Kontekstteori ... 27
5.3 Resultater ... 27
5.4 Indsatsteori ... 27
5.5 Erfaringer ... 29
5.5.1 Uddannelsesplaner ... 29
5.5.2 Kompetenceafklaring ... 30
5.5.3 Samarbejdsrammen for kvalificering af de unges overgang spiller en væsentlig rolle ... 32
5.6 Udviklingsperspektiver og anbefalinger ... 33
6.0 Udvikling af tværsektorielt samarbejde ... 34
6.1 Hvad er problemet? ... 35
6.2 Hvilken indsats er der behov for? ... 35
6.3 Hvilket resultat skal opnås? ... 35
6.4 Indsatsteori: Hvad virker og hvorfor? ... 36
6.5 Erfaringer ... 36
6.5.1 Betingelser for samarbejdet ... 36
6.5.2 Vejledningsfaglige vurderinger ... 37
6.5.3 Dialog ... 40
7.0 Opsamling og diskussion ... 41
7.1 Opsøgende vejledning og udvikling af redskaber og metoder til kollektiv vejledning ...42
7.2 Samarbejde mellem overgangsvejledere og gennemførelses- vejledere med henblik på kvalificering af uddannelsesplanerne ...43
7.3 Tværsektorielt samarbejde ...44
8.0 Anbefalinger til fremtidige projekter med udvikling af særlig vejledning ... 45
Litteratur ... 47
Forord
Dette hæfte er et resultat af VUE-projektet: ”Vejledning af unge med særlige behov for vejledning”.
Projektet har primært været et udviklingsprojekt, hvor tanken har været, at der i samarbejde med re- præsentanter for UU-centre og lokale ungdomsuddannelser skulle idégenereres, udvikles, afprøves og evalueres forsøg med tværsektorielle vejledningsaktiviteter for udvalgte målgrupper med særlige behov for vejledning i overgangen til ungdomsuddannelserne.
Der har været arbejdet med tre modeller udviklet lokalt tre forskellige steder i landet. Det overordnede mål har været at styrke overgangsvejledningen mellem grunduddannelse og ungdomsuddannelse.
Dette hæfte skal inspirere andre vejledere, der har lyst til at gå i gang med forskellige former for ud- viklingsarbejde i relation til vejledning om overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. De tre meget forskelligartede udviklingsarbejder har taget afsæt i, hvad de involverede vejledere havde påtrængende interesse for og ønske om at udvikle. Tilsammen danner de en vifte af problemstillinger og eksempler på udviklingsfelter af generel interesse. Erfaringerne præsenteres i tillempet og fremadrettet form i anonymiseret udgave, da projekternes søgende og åbne karakter ikke skulle begrænses af hensyn til offentliggørelsen.
Adjunkt, phd. Jette Larsen
•
Professionshøjskolen VIA, projektmedarbejder i VUE Adjunkt, cand.pæd.ant. Barbara Day
•
Professionshøjskolen VIA, projektmedarbejder i VUE Lektor Lis Boysen
•
Professionshøjskolen København, projektmedarbejder i VUE Lektor, cand.scient.soc. Morten Anker Hansen
•
Professionshøjskolen VIA, projektmedarbejder i VUE
1.0 Indledning
Bekendtgørelse om vejledning1 prioriterer vejledning af elever med særlige behov for vejledning. Et be- greb, der volder vanskeligheder at definere og afgrænse i praksis. Sammenhængen mellem definitioner og den vejledning, der modsvarer definitionen, er også kompleks2.
Men sammenholdt med målet om, at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, sætter det fokus på styrkelse af vejledningen i overgangen for unge, der viser sig at få særlige behov i relation til at kunne se mening i og træffe valg af en ungdomsuddannelse. Da langt de fleste unge faktisk påbegynder en ungdomsuddannelse, men frafaldet efterfølgende er betydeligt, skal fokus i lige så høj grad rettes mod mulighederne for, om en bedre vejledning, herunder forventningsafstemning, kan imødegå en del af det tidlige frafald. Derfor er det tværsektorielle samarbejde vigtigt.
Udvikling og differentiering af vejledning af unge med særlige behov for vejledning, herunder sam- arbejde dels mellem overgangsvejledere og gennemførelsesvejledere, dels mellem uddannelses- og erhvervsvejledere og de øvrige instanser, der er involveret i den unge, ses som et væsentligt element i formindskelsen af frafaldet.
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)3 understreger betydningen af en fokuseret og differentieret vej- ledning rettet mod forskellige grupper af unge. Af andre anbefalinger af relevans for dette projekt kan nævnes bedre brug af uddannelsesplaner (præcise krav til indholdet og brug i indledende fase af ung- domsuddannelserne), opsøgende vejledning og udvikling af redskaber og metoder til kollektiv vejled- ning for at opnå bedre ressourceudnyttelse.
EVA anbefaler desuden en systematisk dataoverførsel mellem overgangsvejlederne og uddannelsesinsti- tutionerne med oplysning om, hvorvidt der er behov for at støtte den pågældende unge. Dette angives som ”en forudsætning for at nå gruppen af unge med særlige behov for vejledning, som netop er defi- neret ved deres behov for støtte”4.
1 Gældende i projektperioden: Lov nr. 559 af 06/06/2007 Gældende, LBK nr. 770 af 27/06/2007 Historisk
2 Dette projekt bygger på et andet videncenterprojekt: Identifikation af unge med særlige behov for vejledning.
Se www.vejledning.net
3 Danmarks Evalueringsinstitut 2007: ”Vejledning om valg af Uddannelse og erhverv”
4 Danmarks Evalueringsinstitut 2007: ”Vejledning om valg af Uddannelse og erhverv” side 10
Formålet er både
at skabe progression i vejledningen og
•
at sætte hurtigt og målrettet ind med støtte, f.eks. ved ordblindhed
•
Dette hæfte giver et bidrag til, hvordan vejlederne kan arbejde med, at vejledningslovens fokus på de særlige behov for vejledning og samarbejdet herom udmøntes i vejledningspraksis. De tre udviklingspro- jekter har beskæftiget sig med henholdsvis:
Udvikling af kollektiv vejledning for elever, der har fravær fra starten af deres ungdomsuddannelse
•
(projekt for en vejledningsenhed, bestående af tre gennemførelsesvejledere på en teknisk skole) Kvalificering af overgangen til EUD gennem bedre overførsel af information om den unges behov og
•
gennem kompetenceafklaring som led i at afklare behov for særlig vejledning (tværsektoriel gruppe bestående af UU-vejleder og to gennemførelsesvejledere fra samme enhed)
Udvikling af tværsektorielt samarbejde via dialogforum (tværsektoriel gruppe bestående af UU-vejle-
•
der og to gennemførelsesvejledere fra henholdsvis handelsskole og teknisk skole)
2.0 Unge med særlige behov for vejledning
Der er gennemført og analyseret fire fokusgruppe-interviews med vejledere på forskellige ungdomsud- dannelser og UU-centre for at belyse, hvordan vejledere forstår overgangsvejledning i forhold til unge med særlige behov for vejledning. Vi søgte svar på: ”Hvordan gruppen i praksis afgrænses, forstås og mødes af de involverede vejledere”.
2.1 Hvordan afgrænses og forstås
”unge med særlige behov for vejledning”?
Der formuleres ikke en definition af særlige behov for vejledning i nogen af interviewene. Der arbejdes hverken set på tværs eller i de enkelte institutioner med en fast definition af særlige behov for vejled- ning. Nogle steder udtrykkes der klart, at vejlederne ikke arbejder efter en fast definition. De mener ikke, at det giver mening eller kan lade sig gøre.
Gruppen med særlige behov for vejledning ses som fleksibel eller flydende. Særlige behov for vejledning er udtryk for livsbetingelser. Livsbetingelser er netop noget, som er bevægeligt og foranderligt. Det bliver særlige behov for vejledning derfor også.
Typiske udtalelser om særlige behov for vejledning lyder:
”Det faglige er ikke nødvendigvis det, der gør, at man er i en gruppe med særlige behov – som regel er det et samspil mellem personlige, sociale, faglige, kammeratskabsmæssige og hjemlige forhold.”
”Ondt i livet, fagligt svage, usikre og sårbare unge, unge som mangler personlige og sociale kompetencer, dårligt socialt netværk, ensomme unge.”
”Det er svært at definere, hvem der er frafaldstruet, der er også risiko for stigmatisering.”
Forståelsen af unge med særlige behov for vejledning som en særlig gruppe kan udlægges som et mangelsyn. Det er vigtigt at kunne se, om de unge er i problemer. Men hvis dette bliver det eneste per- spektiv, vil det give et for ensidigt billede af de unge, hvor faren for stigmatisering er nær. Risikoen er at fastholde unge som hjælpeløse og dermed afhængige af hjælp, f.eks. fra vejlederne.
2.2 Hvordan mødes de unge af uddannelsessystemet?
Nogle UU-vejledere mener, at der er skabt unødvendige barrierer i ungdomsuddannelserne. De giver udtryk for, at de faglige uddannelser har bevæget sig mod en større grad af boglighed. Det kan have baggrund i det politiske niveaus forsøg på at kvalitetsudvikle og løfte faglighed.
Eksempler på interviewudtalelser:
”Mange uddannelser gøres meget boglige. Der kunne godt være nogle praktiske fag, som man senere kan bygge oven på.”
”Det faglige udvalg på X-købing ungdomsuddannelsescenter har besluttet, at man skal have 6 i alle fag.”
Karaktersystemet er blevet en kilde til sortering af unge, også på de faglige uddannelser. Det betyder, at der ikke bliver plads til en ”misser”, og det kan betyde et yderligere pres på ikke-bogligt orienterede uddannelsessøgende. Den ”unødvendige bogliggørelse”, som det formuleres af nogle af UU-vejlederne, kan tolkes som et partsindlæg af én institution om en anden institution. Det kan dog også tolkes som empati og forståelse for mange af de unge, vejlederne møder. En forståelse som ikke tager udgangs- punkt i, at de unge har individuelle mangler, men tværtimod retter blikket mod, hvilke betingelser omgi- velserne (her uddannelsesinstitutionerne) stiller til rådighed.
I forbindelse med dette peges på et andet aspekt som medvirkende til, at der bliver skabt særlige behov for vejledning i forhold til nogle unge. Det handler om, at skolekulturen har udviklet sig i retning af en individualisering. Det betyder, at det bliver sværere at finde støtte og hente ressourcer i et fællesskab el- ler kammeratskab. Her kommer de unge, som ikke er bogligt mindede, igen i en situation, der kan udløse særlige behov for vejledning. Som vejledere fra EUD siger:
”De unge har behov for at føle sig som en del af et fællesskab, men EUD er blevet meget individualiseret.”
2.3 En kontekstuel forståelse
Vejledernes dilemma med at skulle definere elever med særlige behov for vejledning og samtidig se på, at systemet medkonstruerer særlige behov, udfoldes af Gudmundsson og Jensen5. De har gennemført omfattende forskning i unge med særlige behov (ikke for vejledning, men i en generel forståelse).
Gudmudsson og Jensen finder, at de krav, der stilles af skolerne, (med)skaber de særlige behov. I deres forståelse lægges der vægt på, hvordan systemerne møder de unge, og derudover fremhæves komplek- siteten i de særlige behov.
Deres empiriske materiale understøtter, at man skal være forsigtig med diagnoser – det er først i de forskellige forløb, som de unge deltager i, at deres evner viser sig og udvikles. De unge forandrer sig i mødet med de tilbud, de deltager i. Det vil sige, at en forståelse af konteksten er vigtig.
Materialet fortæller om mangel på netværk, om nye former for social marginalisering og om begrænset social kapital. De unge er ikke blevet udstyret med evner til at skabe sociale forbindelser og relationer, hvorfor rum for fællesskabsdannelser i institutionerne bliver vigtige.
De fleste unge i undersøgelsen er ”praktisk orienterede”. Men kommunikations- og samarbejdsvanske- ligheder blokerer ofte for en udvikling af den praktiske orientering. Barriererne i forhold til udvikling og overgang til voksenlivet behøver altså ikke at være ”boglige”. Og der er stor forskel på, om ”boglige svagheder” hænger sammen med en praktisk orientering eller med et lavt selvværd.
Ungdomsforskeren Sven Mørch6 fremhæver i tråd hermed, at unges integration i samfundet handler om mange aspekter af deres liv, hvor det i stigende grad overlades til de unge selv at finde ud af, hvad de skal kunne senere i livet og hvilke kompetencer, de skal forlade undervisningssektoren med. Så samtidig med at der er en stigende opmærksomhed på, at de unges udvikling er central, opstår der en usikkerhed med hensyn til, hvad de mere præcise udviklingsmål er. En usikkerhed, som ofte fører til, at udviklings- målene knyttes mere til den enkelte end til den fremtid, som de skal kunne klare sig i.
Forudsætningen for at være i stand til at klare de mange udfordringer synes knyttet til, at unge har suc- ces i uddannelsessystemet og udvikler en positiv selvopfattelse og tro på sig selv. Og her er det tydeligt, at alle ikke står ens.
5 Gudmundsson, G.; Jensen, N.R. 2005: Pædagogik for unge med særlige behov:
En forskningsbaseret udredning om, ”hvad der virker”. DPU
6 Mørch, S. 2007: ”Unges læring”. Artikel i Ungdomslivet i forandring s. 49 – 89. Ungdomsringen 2007
2.4 Konkrete vejledningstiltag
Vejlederne nævner det at være opsøgende som væsentligt. Det kan være, når de unge er startet på ungdomsuddannelserne, eller inden de starter, f.eks. ved at tilbyde gruppevejledning. Screening og
”spotningsskemaer” nævnes i sammenhæng med opsøgende arbejde. F.eks. bliver uddannelsespapirer screenet for, om der er unge, der kan få særlige behov for vejledning, og disse opsøges derefter.
På teknisk skole kan kompetenceafklaringen bruges til at få øje på særlige vejledningsbehov:
”I løbet af de første 14 dage skal teknisk skole finde ud af, hvad det er for elever, vi har med at gøre, og hvordan de arter sig i forskellige sammenhænge. Vi gennemfører screening f.eks. i dansk og lader dem udføre praktiske opgaver – eleverne vurderes mht.
tilgang til opgaven, selvhjulpethed, forståelse, håndelag, omgængelighed, engagement etc. Det giver et billede af, hvordan eleven fungerer, også socialt.”
Screeningen kan medføre, at eleven tilbydes et 40 ugers specielt grundforløb for at give de unge struk- tur og ro til at afklare sig selv i forhold til det videre uddannelsesforløb.
Den nye kontekst, som eleven befinder sig i på ungdomsuddannelsen, kan stille helt nye krav, men også åbne helt nye muligheder for eleven.
Det bliver tydeligt, hvis man tænker på, hvor forskelligt den samme unge kan opleves i forskellige sam- menhænge: Familie, skole, klub, praktik. Der er forskel på, hvordan man forventes at agere i de forskel- lige sammenhænge, og hvilke forskellige muligheder og rammer de unge har for handling.
Det perspektiv, som man anlægger gennem sin praksis som vejleder, udpeger de aspekter af de unge, man finder relevante. F.eks. er der, som beskrevet overfor, på den ene side elever, som har brug for hjælp. Måske ligefrem i form af, at de skal screenes for ”svagheder”, som de ikke selv er klar over, at de har, i forhold til at kunne gennemføre en bestemt uddannelse. På den anden side kan disse bestræbelser udvikle eller cementere en fortælling om eleven som én, der har svært ved at gennemføre en uddan- nelse uden en hjælp. Heri ligger faren for stigmatisering.
Med dette er der optegnet et dilemma, som vejledere må inddrage i deres overvejelser omkring indsats i forhold til særlige behov for vejledning.
Mørch påpeger, at den største udfordring består i, at ”problemunge” ikke skal ses som unge med pro- blemer, men som unge i problemer. Det betyder, at man ikke skal starte sin opmærksomhed med at ud- pege unge, men med at se på, hvilke former for udfordringer, som unge står i. Man må se på (Mørch)7:
Hvilken ”opgave” eller situation er den enkelte stillet over for?
1.
Hvilke betingelser råder den enkelte over? Altså hvilke muligheder er der for handling?
2.
På hvilke måder bruger (vælger) den enkelte de betingelser, som han/hun har til rådighed?
3.
7 Mørch, S. (2003): Projektbogen - Teori og metode i projektplanlægning. Rubikon 1993. 3. udgave
3.0 Sven Mørchs projektmodel
Vi har valgt at bruge Sven Mørchs projektmodel som inspiration for både, hvordan vi vil foreslå, at man tænker udviklingsprojekter i relation til vejledning af unge med særlige behov for vejledning, og som skabelon for fremstilling af de tre udviklingsprojekter, vi har deltaget i sammen med UU- og gennemfø- relsesvejledere.
Mørch8 definerer et projekt som en planlagt og organiseret aktivitet, som har til formål at håndtere en opgave eller et problem på en sådan måde, at der opnås en forandring.
Baggrunden for projekttankegangen skitseres:
Vi ønsker at gøre noget, uden at vi er helt klar over, om det vi gør, er det rigtige. Vi forsøger os frem
•
Vores forsøg må planlægges og koordineres, især når der deltager flere parter, selv om vi til dels kan
•
være usikre på, om vores projekt nu også løser alle de problemer, som vi er optagede af
Projektets resultater må gøres klare, så vi kan vurdere, om det var et ”godt forsøg”, og om vi skal
•
prøve igen på samme måde
Inden man går i gang med at lave en plan, må man overveje:
Hvad er
1. problemet?
Hvilken form for
2. indsats skal udvikles og gennemføres?
Hvad vil det sige at opnå
3. resultater?
8 Ibid, s. 73
Overvejelserne om forløbet kan anskueliggøres i følgende figur:
Modellen kan forekomme kompliceret, men skal forstås som inspiration til, hvordan man kan overveje, planlægge, gøre erfaringer med og evaluere sin indsats.
En af modellens hovedpointer er at udvikle mål for det problem, man arbejder med, før man beslutter hvilken indsats, man vil sætte i værk. Det særlige er, at man ikke går direkte fra problem til plan og gen- nemførelse af indsats.
Modellen arbejder med tre hovedbevægelser:
Fra problem til succesmål 1.
Fra succesmål til indsatsplanlægning 2.
Fra indsatsplanlægning til resultater 3.
Resultater
Problem Plan Indsats Succes-
mål Indsatsteori
Kontekstteori b
d
f
a e
c
Overvejelser Eksempler
a
Det første trin er problembestemmelsen, hvor Mørch understreger, at man skal tage udgangspunkt i, hvordan problemet ser ud for målgruppen (altså de unge). Det er ikke dem, der er et problem, det er dem, der skal have løst et problem.
Det er et problem, at der er så meget frafald fra EUD.
For de unge kan det være et problem, at de ikke får en uddannelse.
b
For at blive klogere på dette må man tænke kontekstuelt: Hvad er det for komplekse sammenhænge, de unge befinder sig i, hvordan påvirker disse de unges handlemuligheder, og hvordan kan konteksten påvirkes? (kontekstteori)
De unge befinder sig i et uddannelsessystem, som stiller krav til deres formåen. Kravene kan være svære at leve op til. Uddannelsessystemet kunne give de unge andre betingelser for at leve op til kravene.
c
Når problemet er nærmere bestemt, må man overveje, hvad det er for resultater, man ønsker sig skal komme ud af projektet. Hvad vil være
succesmål?
Målet er at flere unge gennemfører en uddannelse.
d Hvad kan så være en passende indsats for at nå disse mål, hvordan vil diverse tiltag forventes at virke? (indsatsteori)
Kompetenceafklaring og en efterfølgende særlig vejledningsindsats vil gøre det muligt for flere unge at få bedre betingelser for at gennemføre uddannel- sen, fordi …
e
Efter alle disse overvejelser udarbejder man så sin plan for indsatsen. Samtidig hermed udarbejder man rammer for en evaluering, da man nu har en idé om, hvilke resultater man vil opnå med de(n) specifikke indsats(er).
Der laves en plan for at igangsætte kompetenceafklaring og efterfølgende vejledningssamtaler.
Der laves også en plan for, hvordan begge dele evalueres i forhold til, om de bevirker,
at flere unge gennemfører.
f Indsatsen gennemføres, resultaterne evalueres.
Hvis der ikke er flere unge, der gennemfører, tages det op til overvejelse, om problemet og konteksten er rigtigt opfattet, om indsatserne er det, der skal til, og om der er andre mål, der skulle sigtes efter.
Modellen viser, at overvejelser i ét område har indflydelse på andre områder, så man løbende justerer og kvalificerer sin tænkning om indsatsen. Forestillinger om problem, indsats og resultat ændrer sig, efterhånden som de kvalificeres af teori og erfaringer med indsats.
Mørch pointerer gang på gang, at de unges egen indsats og erfaringsdannelse må komme i centrum!
Følgelig må de unge inddrages i planlægningen af mål og midler og indgå i evalueringen. Her er den unges udsagn omkring forløbet en vigtig tilbagemelding i vejleders evaluering.
4.0 Udvikling af kollektiv vejledning
rettet mod elever med fravær ved overgangen til EUD
Hvis man ser på elevernes behov for vejledning som noget kontekstafhængigt, vil skiftet til og starten på teknisk skole (eller en anden ungdomsuddannelse) skabe nye og andre udfordringer og eventuelle behov for vejledning. Et første indicium på, at eleven kan have et særligt vejledningsbehov, kan være et højt fravær.
Fraværet kan være udtryk for mange forhold, men bliver også et problem i sig selv, da en vis deltagelse er krævet på mange forløb for at få det godkendt og dermed kunne gå videre. Fravær ses ofte som en forløber for frafald. Derfor ses det som en opgave for vejledningen at samtale med og vejlede de unge med betydeligt fravær.
Samtalerne kan have indhold gående fra
oplysninger om/indskærpelse af konsekvenserne af fraværet via
•
undersøgelse af, om der er ligger særlige forhold til grund for fraværet, og evt. iværksættelse af
•
støtte til ændring af disse til
vejledning om udslusning/skift af uddannelse
•
Problemstillingerne omkring fravær kan rumme flere temaer i relation til vejledningen særlig vejledning for særlige grupper
•
intern organisation
•
– opgaver for vejledere
– opgaver for ledelse/administration – opgaver for kontaktlærere
– hvordan formidler vejlederne til lærerne?
fælles udvikling i vejledergruppen
•
I det følgende beskrives et eksempel på udvikling af særlig vejledning for særlige grupper, nemlig elever med for højt fravær. Fremstillingen er inspireret af Mørchs projektmodel, som beskrevet i forrige afsnit.
4.1 Det aktuelle projekt
Baggrunden er et projekt involverende tre fuldtidsvejledere fra en teknisk skoles vejledningsenhed.
Projektet drejede sig om udvikling og afprøvning af systemisk inspireret gruppevejledning i forhold til frafaldstruede grundforløbselever.
Projektet startede ved skoleårets begyndelse i august 2007 og blev afsluttet med evaluering i december.
I perioden blev der løbende afholdt møder mellem vejledere og VUE-medarbejdere.
Der er gennemført en serie gruppevejledninger med forskellige elever. Tre af disse under overværelse af en VUE-medarbejder med efterfølgende fælles refleksion. Sluttelig afholdt VUE-medarbejderne tre evalueringssamtaler: Med vejlederne, med nogle af de deltagende elever og med lederen af vejlednings- enheden. Den præsenterede model er udviklet med inspiration fra projektets proces og resultater.
De indledende overvejelser inden igangsætningen var som følger:
Hvad er problemet?
1.
• Opfølgning på fravær optager meget af vejledernes tid, samtidig med at mål og effekter er uklare.
• De unge vurderes som havende et særligt behov for vejledning i forhold til at kvalificere deres valg, få øget selvindsigt og større afklaring. Det kan være med henblik på fastholdelse og nedsættelse af fravær eller evt. støtte til skift til produktionsskole, VUC, hf eller andet, de kan trives med.
Hvilken form for indsats skal udvikles og gennemføres?
2.
• Vejlederne har lyst til at undersøge, om vejledningen af elever med meget fravær både kan blive bedre og mindre ressourcekrævende ved brug af systemisk gruppevejledning.
Hvad vil det sige at opnå resultater?
3.
• At elevens incitament til at komme på skolen øges, eller at de træffer et andet valg, dvs. at der bliver færre elever med fravær.
• At tiden til fraværssamtaler udnyttes bedre.
4.2 Præcisering af problemet
med inddragelse af kontekstteori og indsatsteori
Ifølge Mørchs model kvalificerer deltagerne i projektet deres overvejelser inden igangsættelse. Dette kan foregå gennem læsning af teori, studier af internt materiale, samtaler med involverede, supervision eller anden rådgivning/vejledning. I dette projekt foregik der en skriftlig udveksling mellem vejlederne og VUE-deltagerne, hvor VUE stillede spørgsmål til udspillene. Endelig afholdtes et møde, hvorefter der blev konstrueret en projektbeskrivelse. Teoristudier indgik i mindre omfang.
Vejlederne i udviklingsprojektet havde en hypotese om, at fravær kunne ses som et symptom på en form for mistrivsel, og at mistrivslen må ses i sammenhæng med mange forskellige faktorer eller sagt på en anden måde:
Fraværet kan have mange forskellige årsager, der kan være knyttet til den enkelte elev, til hans/hendes omgivelser uden for skolen eller til skolemiljøet, og have sammenhæng med mere generelle samfundsbetingelser eller -tendenser.
I processen diskuterede og ekspliciterede vejlederne deres forforståelser om fravær og mistrivsel og blev nysgerrige på at se det fra elevernes side for bedre at kunne vejlede og støtte disse
Hvordan forstår eleverne fraværet, hvorfor giver det mening for dem
•
at blive hjemme, og hvordan kan det give mening for dem at komme i skole?
Hvilken rolle spiller læringsmiljøet?
•
I Mørchs model ville man dernæst overveje resultater og succesmål for derudfra at kunne vælge den bedste indsats. Her interesserede vejlederne sig på forhånd for en bestemt indsats, nemlig systemisk inspireret gruppevejledning, både teorien bag og udvikling af den praktiske udmøntning af denne.
I denne tankegang (Harck)9 ser man på problemet i sammenhæng med de relationer, man indgår i. Fo- kus er på de relationer, der fremkalder og opretholder et problem, frem for på problemet som problem.
Forandringspotentialet ligger i den måde, man forstår og forholder sig til problemet på. Hvis man forstår et problem på en anden måde, giver det nye handlingsmuligheder.
9 Harck, Trine H. (2004): Gruppevejledning i et systemisk perspektiv : en guide til en vejledningsmetode for unge med særlige behov for vejledning i ungdomsvejledningen. Vejle Kommunes forlag
I en gruppevejledning i systemisk perspektiv kan man eksempelvis arbejde med Synergi-effekt, fællesgørelse
•
Spejling i andre, behov for anerkendelse
•
Eksternalisering af problemstillingen, holde problemet ud fra kroppen
•
En struktureret personlig udvikling
•
– Muligheder, fortælling, refleksion (problemet løses ikke, men forstås anderledes og giver nye handlemuligheder)
4.3 Mål og resultater
Efter at have kvalificeret forestillingerne om kontekst- og indsatsteorier kan målene præciseres. I dette projekt med afprøvning af systemisk gruppevejledning overfor unge med for meget fravær blev det til:
At elevens incitament til at komme på skolen øges – eller at de træffer et andet valg.
•
Arbejdet skulle gerne munde ud i, at eleverne støttes i
– At foretage et kvalificeret valg, der giver mening, også på længere sigt!
– At få handlingsmuligheder til at drage konsekvenser:
Personlige
Uddannelsesmæssige
Og at der sker en forventningsafstemning
At vejledernes forståelse af, hvad der kan være af betydning for elevernes incitament til at komme,
•
bliver dybere – og formidles til lærerne
At få afprøvet gruppevejledningsmodellens styrker og svagheder, også med henblik på vejledning af
•
andre grupper
At de samlede vejledningsressourcer bruges optimalt
•
4.4 Plan og indsats
Når målene og sammenhængen mellem problem, mål og indsats er blevet tydeligere, kan man udar- bejde sin plan for indsats.
I det aktuelle projekt blev der lagt op til et forløb, hvor hver elevgruppe med stort fravær blev tilbudt op til tre gruppevejledninger med ca. én uges mellemrum. Efter hver gruppesamtale ville der blive taget stil- ling til, om det var ønskeligt med flere samtaler.
Vejlederne udpegede i samarbejde med lærerne unge med stort fravær på de forskellige grundforløb.
Disse unge blev tilbudt gruppevejledning ud fra arbejdstesen om, at fraværet skyldtes mistrivsel.
4.4.1 Før gruppevejledningen
Der blev udarbejdet en plan for, hvordan vejledningen skulle organiseres.
Hovedpunkterne, som også kan bruges i andre projekter, kan ses nedenfor:
Det er vigtigt før gennemførelsen at overveje og aftale:
Hvordan skal der samarbejdes med kontaktlærere
•
Hvordan skal der sammensættes grupper
•
Hvordan vil man præsentere en rammekontrakt, f.eks. omhandlende tavshedspligt
•
Det skal være frivilligt, om man vil deltage
•
Invitationen skal være både skriftlig og mundtlig. For at forventningsafstemme kan et indkaldelses-
•
brev f.eks. omfatte – Dato, tidspunkt
– Orientering om gruppevejledning – ”hvad vil de blive udsat for”
– Tilbagemeldingsfrist
Vejlederne skal overveje, hvilke temaer man vil bringe ind i gruppen. F.eks.:
Hvordan er rammerne på arbejdsmarkedet?
•
Hvad er det, der er det fede ved at blive hjemme?
•
Hvad er mine drømme/mål?
•
Hvad er mine ressourcer?
•
Hvad er mine forhindringer?
•
Kan jeg trække på de kompetencer, jeg bruger i sammenhænge uden for skolen?
•
Hvad er min drøm om et job?
•
Hvad er det bedste ved den her uddannelse?
•
Fortæl en historie om noget, der var rigtig spændende at være med til…
•
Hvad tror du, der er godt ved at blive f.eks. tjener?
•
Hvad skal en tjener kunne?
•
Hvordan lærer du det, en tjener skal kunne?
•
Hvad har du let ved/svært ved i forhold til det?
•
4.4.2 Under gruppevejledningen
Væsentligheden af nedennævnte forhold blev understreget i processen
Fokus for den enkelte samtale afklares via proceskontrakt. Det er vigtigt ikke at have for mange
•
dagsordener. Der må ikke være for mange ting i spil – fokus skal være på én ting ad gangen, der så kan anskues fra mange forskellige vinkler
Det er vigtigt at være klar over og tydeliggøre:
•
– Hvem har ejerskab til dagsordenen – hvilken vej skal samtalen forløbe – Hvilket perspektiv lægges på samtalen:
et tilbageskuende (fravær – hvorfor) eller et fremadrettet (hvad kan vi gøre) Der skal gives TID til refleksion mellem spørgsmål
•
Synergi kan opnås ved at få deltagerne til at reflektere i forhold til deres forskellige udsagn
•
Hvis flere vejledere deltager i gruppevejledningen, er det vigtigt med en klar rollefordeling. Ikke for
•
mange vejledere pr. gruppevejledning – men gerne to i starten pga. læringsaspektet
4.5 Evaluering af projektmål
Ifølge Mørchs model vil det afgørende være, om problemet var løst for ”slutmålgruppen”, nemlig eleverne. Målet i relation til eleverne var formuleret som nedenfor:
At elevens incitament til at komme på skolen øges – eller at de træffer et andet valg.
Arbejdet skulle gerne munde ud i, at eleverne støttes i at foretage et kvalificeret valg, der giver mening også på længere sigt, og at få handlingsmuligheder til at drage konsekvenser.
Eleverne havde forskellige oplevelser af at have deltaget i gruppevejledning. Som positivt blev fremhæ- vet, at man fik lejlighed til at tænke over tingene under vejledningen – og at det var en god oplevelse at være flere. Det var godt at forholde sig til hinandens overvejelser om fravær og det sociale i at komme på skolen.
Det blev drøftet en del, om det var bedst at være til gruppevejledning med nogen, man kendte, eller med nogen, man ikke kendte:
Det kan være godt at være sammen med nogen, man kender, hvis man har samme problemer
•
– f.eks. er mobning noget universelt
De unge oplevede, at man efter første samtale kender hinanden, hvorfor man kan begynde
•
at fortælle hinanden om sig selv. Der er skabt fortrolighed At man ikke kender nogen kan også være en beskyttelse
•
Nogle elever udtrykte, at de fik tænkt over nogle ting i forbindelse med fravær og senere ansvar i for- hold til mester, medens de var til gruppevejledning.
En elev havde tænkt over, at det er spild af pladser bare at blive væk. Det er synd for dem, der ikke fik en plads. Måske skal der tjekkes mere op på ansøgninger, og det vil være godt, hvis det kan afgøres tidli- gere i grundforløbet, om man har valgt forkert. Så kan en anden evt. nå at komme ind på uddannelsen.
Eleverne gav i øvrigt udtryk for, at de så samtalerne om fravær som et læreranliggende og ikke en vejle- deropgave, da lærerne kendte eleverne og kunne følge fraværet. Først når fraværet var meget alvorligt, skulle det være en vejlederopgave!
Én af deltagerne mente, at det eneste, der kom ud af gruppevejledningen, var at komme senere hjem!
Men at selve formen var ok ...
Mål i relation til vejledernes perspektiv var:
At vejledernes forståelse af, hvad der kan være af betydning for elevernes incitament til at komme,
•
bliver dybere – og formidles til lærerne
At få afprøvet gruppevejledningsmodellens styrker og svagheder, også med henblik på vejledning af
•
andre grupper
At de samlede vejledningsressourcer bruges optimalt
•
Vejlederne udtrykker, at de gennem samtalerne er blevet klogere på, hvorledes de unge tænker om fravær og årsager.
F.eks. bliver eleverne væk ved problemer i undervisningen i stedet for at tage problemerne op. Det
•
kan give vejlederne et etisk dilemma at skulle håndtere, at eleverne samstemmende begrunder deres fravær med en ”dårlig lærer”
Et andet eksempel er, at for eleverne er det ok med fravær, når det er planlagt (f.eks. juleindkøbstur)
•
Det var først ved gruppevejledning efter stort fravær, at det gik op for nogle elever, hvad konsekven-
•
serne var ved stort fravær, f.eks. at man ikke kunne gå til eksamen
Fravær kan være begrundet i mistrivsel – men er tilstedeværelse på den anden side udtryk for trivsel?
•
Som vejleder må man spørge til elevernes eget livsperspektiv: Det du gør, er det det, du vil?
Som projektet forløb, fik det mere og mere karakter af et metodeudviklingsprojekt for vejlederne. Ud fra dette perspektiv kan følgende refleksioner fremhæves:
Vejlederne oplevede, at fokus i gruppevejledninger bevægede sig fra at være bagudrettet med fokus
•
på ”hvorfor fravær?” til at blive mere fremadrettet. En fremadrettethed i forhold til elevernes selv- indsigt og i den forbindelse overvejelser over, hvad eleverne selv kunne gøre. Men også en fremad- rettethed i forhold til hvad skolen kunne gøre, f.eks. at give tilbud om gruppevejledning tidligere i fraværsforløbet
Der skal gives tid til, at eleverne kan reflektere over spørgsmålene, hvis det skal medføre, at de opnår
•
selvindsigt omkring deres uddannelsesforløb. Det er vigtigt, at det er eleverne selv, der finder løsnin- ger på problemstillingen
I en travl hverdag kræver forberedelse af gruppevejledning tid. Det kræver tid at være forstående
•
i forhold til elevernes perspektiv. Til gengæld giver det udbytte i dagligdagen at komme så tæt på hinandens perspektiver og metoder, som man gør, når man giver fælles vejledning
I projektets løb blev følgende især udviklet rollefordeling mellem vejlederne
•
tidsperspektivet i samtalerne (pauser til refleksion mellem spørgsmål)
•
at lade eleverne forholde sig til hinandens udsagn
•
mindre anvendelse af strategiske og lineære spørgsmål,
•
og mere anvendelse af åbne spørgsmålstyper
4.5.1 Anbefalinger til udvikling af gruppevejledning
Som inspiration til andre, der ønsker at udvikle vejledningsindsatsen af unge med særlige behov for vej- ledning via gruppevejledning, fremhæver vejlederne nogle opmærksomhedspunkter og faldgruber.
Opmærksomhedspunkter
Det er hensigtsmæssigt, at gruppevejledning introduceres tidligt i forløbet
•
Vejledning med elever, der kommer frivilligt, er mere givende
•
Det er nødvendigt med et tæt samarbejde med kontaktlærerne og administrationen
•
Det er vigtigt at gøre sig og organisationen klart, hvilket vejledningsbegreb, der arbejdes ud fra
•
Faldgruber Uklare rammer
•
At stille ledende spørgsmål
•
At stille sandhedssøgende spørgsmål, der er udtryk for en årsag-virknings-tænkning
•
Ikke at give tid til, at eleverne kan få lov til at tænke sig om mellem spørgsmålene
•
Eleverne kan ”farve” hinanden ved, at den første, der siger noget, kommer til at sætte dagsordenen
•
4.6 Anbefalinger til fremtidige projekter
Generelt understregede projektets forløb væsentligheden af (bl.a. med afsæt i Mørchs projektmodel), at følgende overvejelser inddrages i projektplanlægningen:
Hvordan er udviklingsprojektet forankret i organisationen?
•
Hvordan bliver resultaterne forankret i organisationens videre arbejde?
•
Det er vigtigt med klare mål for og afgrænsninger af projektet
•
Der skal i en hektisk hverdag sættes ekstra tid af både før, under og efter et metode- og kompeten-
•
ceudviklingsprojekt
Det kan være hensigtsmæssigt med et startkursus i de væsentlige vejledningsmetodiske tilgange. I
•
det nævnte eksempel f.eks. et kursus i, hvorledes der kan arbejdes med cirkulære spørgsmål samt det at styre en gruppevejledning
Udefrakommende konsulenter er med til at forpligte processen og kan generere udvikling ved at
•
”udfordre” deltagerne
Det er vigtigt at afklare og afgrænse vejledningsopgaver og samarbejdsflader i relation til pædagogi-
•
ske og administrative opgaver
5.0 Kvalificering af overgangen til EUD
– gennem bedre overførsel af information om den unges behov
og gennem kompetenceafklaring som led i afklaring af behov for særlig vejledning
Dette eksempel på udvikling af vejledningstiltag bygger på et projekt rettet mod kvalificering af over- gangen til EUD. Dels gennem bedre overførsel af information om den unges behov og dels ved at inddrage kompetenceafklaringen i at afklare behov for særlig vejledning. Projektet blev gennemført i perioden august 2007-juni 2008 af en projektgruppe bestående af én UU-vejleder, to gennemførelses- vejledere fra en afdeling af en teknisk skole samt to videncentermedarbejdere.
UU-vejleder, gennemførelsesvejledere og VUE-medarbejdere arbejdede sammen om en kontinuerlig erfaringsopsamling. Vejlederne gjorde erfaringer i praksis, og perspektiver for videreudvikling blev ud- forsket, udfordret og nedfældet af VUE-medarbejderne i forbindelse med afholdelse af projektmøder.
Erfaringerne præsenteres her med udgangspunkt i Mørchs projektmodel (se afsnit 3) for at give inspira- tion til, hvordan man kan gribe lignende udviklingsprojekter an.
5.1 Problembestemmelse
Indkredsning af problemet tager udgangspunkt i, at det for mange unge er et problem, at de ikke for- mår at gennemføre uddannelsen. En del af problemet kunne handle om, at der i starten af deres forløb på EUD ikke er klarhed over deres nuværende kompetencer og deres behov for kompetenceudvikling, der er nødvendig i forhold til de krav, uddannelsen stiller til elevernes faglige, sociale og personlige formåen.
5.2 Kontekstteori
De unge befinder sig i en uddannelsesmæssig kontekst, hvor de forventes at være afklaret i forhold til, hvad uddannelsen indebærer, og hvor der stilles konkrete krav til deres kompetencer. Der kan for nogle elever være krav, som de ikke umiddelbart kan leve op til. Konsekvensen kan være, at de dropper ud af uddannelsen. Projektet arbejder ud fra en tese om, at uddannelsessystemet (her EUD i samarbejde med UU-centret) via særlig vejledning har mulighed for at hjælpe de unge til at danne bro mellem deres nuvæ- rende kompetencer og de kompetenceområder, som kræves af uddannelsen.
UU-centret og ungdomsuddannelsesinstitutionerne10 i området har indgået en samarbejdsaftale, der har til formål, ”at de unge … får en vejledning, der sætter dem i stand til at vælge den uddannelsesbane, der bedst tjener deres personlige uddannelsesmål. Midlet hertil er et tæt samarbejde … Nøgleordene for dette samarbejde er tillid, fleksibilitet, åbenhed og god planlægning.”
5.3 Resultater
Projektet søger metoder, der sikrer, at den enkelte unge og uddannelsessystemet får større klarhed over den enkeltes behov for kompetenceudvikling med det resultat, at der derudfra kan tilrettelægges særlig vejledning.
5.4 Indsatsteori
Projektet arbejder ud fra, at frafald kan modvirkes ved, at den enkeltes behov for kompetenceudvikling klarlægges for både systemet og den unge. Man har en tro på, ”at unge mennesker med den rigtige vejledning kan optimere deres uddannelsesvalg: De får et sikrere grundlag for at vurdere egne kompe- tencer, en bedre indsigt i krav og muligheder stillet af de forskellige ungdomsuddannelser og dermed en mindsket risiko for skuffede forventninger og dermed frafald.”11
10 Anonymiseret
11 Samarbejdsaftalen mellem UU-centret og ungdomsuddannelsesinstitutionerne i området
Det eksisterende, uformaliserede samarbejde mellem UU- og EUD-vejledere gør, at de med lethed kan kontakte hinanden i situationer, hvor elever har vanskeligheder ved at gennemføre uddannelsen.
Ligeledes fungerer det godt, at teknisk skole afholder informationsaftener og indledende samtaler med kommende elever og deres forældre. Men i lyset af det store frafald fra uddannelsen synes det nødven- digt med yderligere tiltag12 for at give de unge bedre betingelser i overgangen. Gennemførelsesvejledere efterlyser bl.a. beskrivelser af de unges behov for personlige kompetencer og mener, at større kend- skab til disse behov inden starten af uddannelsen vil gøre en bedre vejledning mulig. Ligeledes mener gennemførelsesvejledere, at det er nødvendigt at få mere præcise oplysninger fra UU-vejlederen, fordi kendskab til den unges støttebehov er nødvendigt for at modvirke frafald.
Vejlederne regner med at kunne kvalificere overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse på to punkter:
Tiltag, der sikrer bedre videregivelse af information
1. 13 om den enkelte unges ressourcer og behov for
særlig støtte, herunder:
• at uddannelsesplanerne indeholder mere fyldestgørende redegørelser for den unges kompetencer og støttebehov, f.eks. dokumenterede behov (som udløser SPS og/eller mentorstøtte)
• at UU-vejledere i højere grad kontakter uddannelsesstedet direkte, inden eleven starter uddannelsen, hvis der er andre oplysninger, der kan orientere den nye uddannelse om behov for særlig vejledning14
12 Se evt. Danmarks Evalueringsinstitut 2007:
”Vejledning om valg af Uddannelse og erhverv” afsnit 4.3 om samarbejde og sammenhæng 13 Ibid. Afsnit 4.3 om samarbejde og sammenhæng
14 Såvel UU-vejledere som gennemførelsesvejledere er opmærksomme på, at overførsel af information kan være stigmatiserende og give anledning til fejlopfattelser. Man skal knytte etiske overvejelser til sin vurdering af, hvilke informationer, der udleveres, og der skal være en professionel håndtering og vurdering af,
hvad der er behov for at overføre til hvem og hvordan
Sikring af, at såvel den unge som gennemførelsesvejlederen kender elevens styrker samt behov i 2.
forbindelse med såvel faglige som sociale og personlige kompetencer gennem:
• grundigere afklaring af de unges kompetencer, når de påbegynder uddannelsen
• indblik i elevernes behov for særlig vejledning, således at kontaktlærere og vejledere kan drøfte behovene i individuelle samtaler med eleverne15
• samtaler, der understøtter elevens erkendelsesproces således, at eleven opnår større forståelse for sine ressourcer samt behov for kompetenceudvikling i forhold til uddannelsens krav og fordringer
• tilrettelæggelse af passende grundforløbslængde og indplacering på hold, der svarer til elevens niveau og behov16
5.5 Erfaringer
5.5.1 Uddannelsesplaner
Øget fokus på uddannelsesplanerne som et redskab til overførsel af væsentlige informationer om de unges ressourcer og behov giver mere kvalificerede planer
Større opmærksomhed på videregivelse af relevante oplysninger bevirker, at UU-vejlederne i højere grad beskriver og dokumenterer særlige behov, lige som de unge i større omfang noterer i planerne, hvad der kan vanskeliggøre gennemførelse og hvilke behov, de evt. har for særlig støtte.
15 Kompetenceafklaring synes at vise, om den enkelte har behov for særlig vejledning, eksempelvis i form af trekantssamtaler mellem elev, faglærer og vejleder for at afklare, om eleven er i stand til at gennemføre forløbet eller evt. har behov for et andet forløb (som f.eks. EGU, produktionsskole e.l.)
16 Formodningerne er baseret på de første erfaringer med afprøvning af dette tiltag (kompetenceafklaring), hvor den skærpede opmærksomhed på den enkeltes kompetencer dannede grundlag for hensigtsmæssige vurderinger, bl.a. i forhold til placering i klasser og tilrettelæggelse af den enkeltes forløb på henholdsvis 20, 30 og 40 uger
På teknisk skole er man tilsvarende mere bevidst om at bruge planerne. På baggrund af oplysninger i planerne indkaldes kommende elever til screening for at afdække evt. ordblindhed. Screeningen giver mulighed for allerede inden starten af uddannelsen at søge om SPS for på denne måde at ”være på forkant”.
Denne øgede opmærksomhed på nødvendigheden af at kende til elevens særlige behov ser ud til at give eleverne bedre betingelser, idet der på et tidligt tidspunkt, altså i overgangen, kan sættes ind med sær- lig vejledning på baggrund af deres egne eller vejlederens (evt. klasselærerens) bemærkninger i planen.
Disse bemærkninger om særlige behov kan udløse støtte fra starten af forløbet, f.eks. i form af mentor- støtte eller særlig opmærksomhed i forbindelse med forskelligartede behov.
5.5.2 Kompetenceafklaring
Overgangen kan kvalificeres ved kompetenceafklaring i starten af uddannelsen
De unges betingelser for at gennemføre en uddannelse ser ud til at kunne kvalificeres ved en kompeten- ceafklaring, som viser både elever, lærere og vejledere, hvordan deres formåen matcher uddannelsen.
Således har kompetenceafklaringen betydning for, hvilken vejledning de får i forhold til deres mulighe- der for at tilegne sig nødvendige kompetencer. Kompetenceafklaring giver et hensigtsmæssigt afsæt for en særlig vejledning ved at afdække:
Behov for særlig undervisning
•
– en forholdsvis stor del af eleverne får i forhold til niveaukravene i faget dansk vejledning om muligheder for at blive screenet af AOF for at se, om de pga. ordblindhed har brug for særlig undervisning
Behov for længere forløb
•
– nogle elever skønnes at have behov for længere forløb. Men det afklares først, ofte i en samtale mellem eleven og kontaktlæreren, om den unge er interesseret i uddannelsen (og indstillet på at leve op til dens krav)
Behov for andre uddannelsesforløb
•
– f.eks. produktionsskole, hvis der er behov for mere afklarende forløb Kompetencer på det praktiske område
•
– kan give vejlederen kendskab til ressourcer, som giver god grund til at yde hjælp på boglige områder for at gøre gennemførelse mulig
Behov for personlige og sociale kompetencer
•
– f.eks. når en elev ser ud til at mangle selvstændighed, udviser stor usikkerhed eller holder sig meget tilbage. Den efterfølgende vejledning kan rettes mod behov, der giver anledning til særlig opmærksomhed. Således kan det lade sig gøre at hjælpe eleven med at opbygge de
kompetencer, som er nødvendige for at trives og magte uddannelsen, f.eks. ved at modvirke problemer med isolation eller at udvikle samarbejdsevner
Behov for forældresamarbejde
•
– giver et godt grundlag for et tæt samarbejde med forældre Behov for hjælp til personlige problemer
•
– synliggøres for såvel den unge som for vejlederen. Det er vigtigt også i forbindelse med fraværsproblemer, at den unge kan få hjælp til at løse disse problemer
Elevernes oplevelse
Vejlederne vurderer, at eleverne er positive over for at blive vurderet, indplaceret og vejledt i forbindel- se med kompetenceafklaring17. Det opleves ikke som stigmatiserende, fordi det omfatter alle. Det virker som om, de kan godt lide at blive ”checket op på”, og at de synes, forløbet er velovervejet fra skolens side og en god start på uddannelsen.
De fleste virker ikke overraskede over resultaterne, og i dialogen om deres forventninger giver de udtryk for, at vurderingerne stemmer godt overens med deres selvopfattelse.
Mens de fleste elever har styr på deres kompetencer på boglige områder som dansk og matematik, har mange ikke et særlig godt kendskab til deres kompetencer på praktiske områder. Her tjener afklaringen til at give indblik i, hvad uddannelsen drejer sig om, og hvad den vil kræve af dem.
Andre erfaringer
Ud over den direkte virkning, som kompetenceafklaring har for særlig vejledning, har den en indirekte virkning ved at give lærerne et bedre kendskab til eleven. Dette kendskab styrker lærerens muligheder for at samarbejde med vejlederen i tilrettelæggelsen af undervisning, der svarer til elevens forudsætnin- ger og behov.
17 Lignende erfaringer har man med kompetenceafklaring på Århus Tekniske Skole.
Se Erhvervsskolelæreren 5/2008 s. 10-11. Artikel af Mikkel Kamp
Disse erfaringer ligger i tråd med andre erfaringer med kompetenceafklaring. På andre tekniske skoler har man erfaring med, at screeningsmetoder koblet sammen med en matematikprøve, en tekstprøve og en opgave i værkstedet giver yderligere mulighed for at teste elevens kognitive funktioner samt teste for personlige og sociale problemer.
Resultaterne bruges i den efterfølgende vejledning af såvel eleven som kontaktlærer og faglærere, for at undervisningen kan tilrettelægges efter pædagogiske strategier, der imødekommer elevens kognitive formåen.
Styrken ved metoden er, at eleverne oplever, at man får øje på dem. De føler sig set! Den måde, eleven bliver set på, ligger i tilgangen i introduktionssamtalen: Ud fra den her test, du har lavet, ser det ud som om, du har problemer med at… Hvordan klarer du dig egentlig? Har du udviklet nogle strategier, du kan bruge? Er der noget, vi kan hjælpe dig med? F.eks. kan nogle gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at de får anerkendelse. Er det noget, vi skal fortælle til din lærer?
Fordelen ved denne screeningsmetode er, at den får sat et fokus, et grundlag og et afsæt for en sam- tale. Eleverne har ikke modstand, og resultatet vendes, så samtalen kan dreje sig om, hvordan man kan kompensere for en kompetence, der ikke er stærk. Herudover er den hurtig og elektronisk.
5.5.3 Samarbejdsrammen for kvalificering af de unges overgang spiller en væsentlig rolle
Det er en væsentlig erfaring fra projektet, at samspillet mellem UU-vejleder og gennemførelsesvejleder med bistand udefra – i et tidsmæssigt rum fri for andre dagligdags gøremål – giver en ramme, der frem- mer kvalificeringen af de unges overgang. Det handler om at skabe et tværsektorielt rum for gensidig erfaringsudveksling, refleksion og dialog, men også om sparring, udfordring og perspektivering. Viden- centermedarbejdernes spørgsmål til gældende praksis og forståelser bevirker, at diskussionerne får struktur og retning, lige som fokus rettes mod relevante problematikker for at finde mere dybtgående forståelser og løsninger. Således fungerer samarbejdet som en frugtbar ramme for at udvide forståelsen af, hvordan uddannelsesplaner og kompetenceafklaring kan anvendes som redskab til kvalificering af overgangen.
5.6 Udviklingsperspektiver og anbefalinger
Projekterfaringerne peger på en række behov og muligheder for yderligere kvalificering af overgangen ved hjælp af uddannelsesplaner og kompetenceafklaring.
Kvalificering af uddannelsesplanerne
De nye uddannelsesplaner, som elever påbegynder arbejdet med i 8. kl., giver anledning til et grundi-
•
gere forarbejde. Det kan anbefales, at klasselærerne i samarbejde med UU-vejleder udnytter mulig- heden for at støtte eleverne i at formulere eventuelle behov for særlig vejledning
På baggrund af en formodning om, at der er sammenhæng mellem fravær i grundskolen og på EUD,
•
kan det anbefales at indarbejde mulighed for at videregive informationer om elevens eventuelle pro- blemer med fravær i uddannelsesplanen. Således vil vejleder fra starten af uddannelsen kunne være opmærksom på og drøfte disse problemer med eleven
Det kan anbefales, at elevens eksamenskarakterer fra grundskolen videregives til EUD, bl.a. for at
•
lette meritgivning
Kvalificering af kompetenceafklaringsmetoder
En generel bedre udnyttelse af kompetenceafklaring til også at afklare vejledningsbehov i den nye
•
kontekst (ungdomsuddannelse) kan anbefales
Vejlederne kan med fordel involveres i kompetenceafklaring, ved at kontaktlærere og vejledere plan-
•
lægger og gennemfører forløb i samarbejde. Det kan anbefales at overveje en model, hvor vejleder deltager og derved får et styrket grundlag for den efterfølgende vejledning af eleverne
Selv om det er ressourcekrævende, kan det anbefales at tilrettelægge
• løbende kompetenceafkla-
ringsforløb for de ofte mere uafklarede elever, som optages uden for de almindelige startperioder i august og januar
Videreudvikling af tværsektorielt samarbejde
For bedst muligt at udvikle vejledningstiltag, som giver de unge gode betingelser for at gennemføre
•
en uddannelse, kan det anbefales at videreudvikle samarbejdet mellem UU-centrene og ungdomsud- dannelserne – herunder at tage op til vurdering, om der er behov for andre slags tiltag, der kvalifice- rer overgangen
6.0 Udvikling af tværsektorielt samarbejde
Vejledning af unge i overgangen til en ungdomsuddannelse varetages af forskellige instanser, forankret i forskellige sektorer. Et væsentligt led i at målrette denne vejledning mod unge med særlige behov for vejledning er at sikre sammenhæng og kvalitet i de vejledningsmæssige muligheder, der tilbydes den unge. Begge dele fordrer, at vejledningsinstanserne koordinerer og i samarbejde udvikler vejlednings- indsatser, så de på bedst mulig måde møder de unges behov.
Evalueringsrapporten om vejledning om valg af uddannelse og erhverv, 2007 anbefaler i denne sammen- hæng18:
”… at UU-centrene og ungdomsuddannelserne indgår lokale aftaler om et systematisk samarbejde om frafaldstruede elever, herunder tilbagemeldinger til UU-centrene ved den første advarsel i tilfælde af for højt fravær. I samarbejdsaftalerne skal der indgå nogle fæl- les definitioner af tegn og indikatorer, der kan anvendes i identificeringen af de frafalds- truede elever.”
I det følgende beskrives erfaringer fra et projekt rettet mod udvikling på dette område. To uddannelses- institutioner (en handelsskole og en teknisk skole), et UU-center og videncenteret indgik i projektet i et forløb over en periode på ca. 6 mdr. fra september 2007 til februar 2008.
To gennemførelsesvejledere, en overgangsvejleder samt to videncentermedarbejdere etablerede et dialogforum, der mødtes på skift på de forskellige institutioner, for i samarbejde at identificere behov og muligheder for kvalificering af vejledningstiltag rettet mod unge med særlige behov for vejledning.
Dialogen afdækkede en række forskellige betydningsfulde aspekter.
I dette afsnit sættes fokus på styrkelsen af samarbejdet institutionerne imellem i forhold til, hvordan UU-vejledere inddrages i vejledningen af de unge, som anses for frafaldstruede på ungdomsuddannel- serne.
Som inspiration for andre, der vil arbejde med lignende problemstillinger, fremdrager vi indledningsvist centrale elementer i den tænkning, der ligger til grund for projekterfaringerne. Dernæst præsenteres delprojektets væsentligste erfaringer, som kan give idéer til opmærksomhedspunkter i forhold til udvik- ling af samarbejde på tværs af institutioner.
18 EVA 2007: Evalueringsrapporten om vejledning om valg af uddannelse og erhverv, s. 60
6.1 Hvad er problemet?
Unge, der dropper ud af uddannelse, får måske ikke den særlige vejledning, som de har behov for. For uddannelsesinstitutionerne er det et problem, at der er forholdsvis mange elever, som ikke gennemfø- rer uddannelsen.
I det aktuelle geografiske område er der en UU-vejleder ”udstationeret” på de fleste af ungdomsuddan- nelserne. Såvel elever som lærere og vejledere på uddannelsesstederne kan træffe UU-vejlederen én gang om ugen på ungdomsuddannelsen. Men det viser sig, at denne indsats ikke fungerer efter hensig- ten. UU-vejlederen bliver ikke brugt i større omfang, og der er unge, der dropper ud uden at have fået særlig vejledning, hverken i relation til muligheder for fastholdelse eller udslusning til andre aktiviteter.
6.2 Hvilken indsats er der behov for?
Det kunne tænkes, at elever på et tidligere tidspunkt i ungdomsuddannelsen skulle vejledes i forhold til problemer med at klare uddannelsen, og at dette skulle ske ved en mere koordineret indsats, hvor UU-vejledere i højere grad samarbejder med gennemførelsesvejledere. Gennemførelsesvejleder og over- gangsvejleder kan samarbejde mere optimalt, hvis de jævnligt møder hinanden og taler sammen.
6.3 Hvilket resultat skal opnås?
Bedre samarbejde mellem UU-centret og de lokale gennemførelsesvejledere kan tænkes at modvirke frafald på den enkelte uddannelsesinstitution og fra uddannelsessystemet som sådan – med det resul- tat, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse.
6.4 Indsatsteori: Hvad virker og hvorfor?
Det ikke er nok, at UU-vejlederen er udstationeret på ungdomsuddannelserne for at opnå de ønskede resultater. For hvordan skal der samarbejdes? Hvad skal indholdet være i samarbejdet? Skal der være en struktur på samarbejdet?
Her tænker projektgruppen, at der er behov for dialog mellem vejlederne, og at det netop er i dialo- gen, at der skal udformes en fælles forståelse for, hvordan gennemførelses- og overgangsvejlederen skal samarbejde om en fælles opgaveløsning. Tanken er, at et dialogforum gør det muligt at bringe de relevante parter sammen for at udveksle synspunkter, idéer og ikke mindst forslag til tiltag, som kan forbedre samarbejdet mellem vejlederne og institutionerne.
Dialog som rammen for udvikling af nye indsatser tænkes således at kunne føre til bæredygtige løsnin- ger, bl.a. fordi de relevante parter ud fra en fælles forståelse bedre kan trække på hinandens ressourcer, når de udformer indsatser.
6.5 Erfaringer
Erfaringer fra projektet peger på en række aspekter, som kan bidrage til den videre udvikling af tvær- sektorielle samarbejdsformer rettet mod vejledning.
6.5.1 Betingelser for samarbejdet
Det er vigtigt at afklare og forholde sig til, hvilke barrierer der kan være, og hvordan de kan håndteres I løbet af projektet blev det mere og mere tydeligt, at en åben dialog mellem instanser fra respektive institutioner er væsentlig for at etablere og styrke et tværsektorielt samarbejde, fordi dialogen bringer de dimensioner, som betinger samarbejdet, frem i lyset. Uden belysning forbliver disse betingelser ofte ukendte barrierer for samarbejdet. De væsentligste betingelser i denne sammenhæng handler om for- hold i de respektive organisationskulturer og forhold vedrørende institutionernes forskellige interesser.
Organisationskultur
Forskellige organisationskulturer præger bl.a. synet på vejlederrollen. Nye organisatoriske forhold kræver måske en omdefinering og nytænkning af vejlederrollen. Et eksempel fra udviklingsprojektet er, hvordan UU-vejlederen efterlyser informationer om elever fra folkeskolen i uddannelsesplanerne.
Her undrer UU-vejlederen sig over, hvordan det kan være, at disse informationer ikke bliver skrevet i uddannelsesplanerne. Men lærerne i folkeskolen oplever det måske som en selvfølge, at man kan tage en snak om det, som man altid har gjort. Her handler det om forskellig kultur omkring skriftlig- hed og det at ”snakke om tingene”.
Institutionsinteresser
I forskellige institutioner kan der være forskellige interesser, som kan have indflydelse på samarbej- det på tværs af institutionerne. Det kan eksempelvis betyde, at der er forbehold over for samarbejde med andre, som repræsenterer andre – og måske modsatrettede – interesser. Uddannelsesinstitutio- ner, som er økonomisk afhængige af elever, har andre interesser at varetage end UU-centre. Det kan give anledning til forskellige opfattelser af, hvem der har ”kunderne”. Det kan opleves sådan, at en UU-vejleders vejledning kan være problematisk, hvis den fører til, at den unge vælger en helt anden uddannelse end det, som den pågældende uddannelsesinstitution kan tilbyde, fordi man herved mister en ”kunde”.
Når betingelserne for samarbejdet bliver klarlagt, bliver det muligt at tilrettelægge indsatser, der ba- seres på ressourcerne i de respektive institutioner. Samtidig udformes indsatserne med respekt for de betingelser, som parterne må handle inden for.
6.5.2 Vejledningsfaglige vurderinger
Det er vigtigt, at vejledningsfaglige vurderinger
ligger til grund for en fælles forståelse af opgaven og rollefordelingen
For at kunne vejlede bedst muligt er det nødvendigt at skabe en fælles forståelse for, hvad det er for en vejledning, de unge har behov for. Ligeledes er det afgørende, at der er klarhed over, hvilken rolle de respektive parter har i opgaveløsningen.
a. Fælles forståelse:
Hvad er opgaven? Hvordan kan vi samarbejde om at løse den?
En tidligere indsats i forhold til frafaldstruede elever, der inddrager de ressourcer, som UU-centret besidder, fordrer at gennemførelses- og UU-vejleder har en fælles forståelse af, hvordan de kan sam- arbejde, for at eleven får den vejledning, der er behov for, og på det tidspunkt, hvor behovet opstår.
Det drejer sig bl.a. om at få klarhed over, hvad man gør i praksis, og tale om, hvorfor man gør det, for dernæst at forholde sig til, om der er behov for ændringer.
Et eksempel på, hvordan vejledere kan opnå fælles forståelse, illustreres i nedenstående model for elevens uddannelsesforløb, som skitserer en praksis, hvor UU-vejleder først bliver inddraget i for- bindelse med elevens ophør på uddannelsen. Den stiplede pil anskueliggør muligheden for at ændre praksis, således at samarbejdet starter på et tidligere tidspunkt.
Skolegang/ Start på Problemer som f.eks. viser sig ved
grunduddannelse ungdomsuddannelse fravær, manglende deltagelse etc. Ophør
Gennemførelsesvejledning Overgangsvejledning med henblik på at undgå frafald (UU)
Modellen illustrerer, at UU-vejleder ofte først inddrages, når ophør nærmer sig eller er sket. På det tidspunkt har UU-vejlederen begrænsede muligheder i forhold til de ofte komplekse problemstillin- ger. Det kan f.eks. dreje sig om lavt selvværd, eleven kan have svært ved at se mening med uddannel- sen etc.
I projektets dialog mellem gennemførelses- og overgangsvejleder bliver det tydeligt for vejlederne, at UU-vejlederen – for at kunne bidrage med sit kendskab til den unge og sine ressourcer som insti- tutionsuafhængig – skal ind i vejledningen, allerede når gennemførelsesvejlederen starter vejledning af en frafaldstruet elev. Det kan være både ved, at gennemførelsesvejlederne diskuterer problemer med UU-vejleder og ved, at UU-vejleder vejleder eleverne direkte.
b. Rollefordeling:
Hvem har hvilke ressourcer at trække på? Hvordan kan disse ressourcer bedst spille sammen?
Der kan være usikkerhed om, hvornår UU-vejlederen skal ind i billedet, og hvordan dette skal foregå.
Det handler om at bruge kompetencer og ressourcer optimalt ved at have en fælles forståelse af, hvilke opgaver vejlederne fra forskellige sektorer kan og skal løse.
Forudsætningen for at få klare linier om rollefordeling er, at vejledere kender og kan tale direkte om hinandens forskellige opfattelser. Hermed bliver det f.eks. muligt at komme ud over skeptiske posi- tioner som: ”Hvorfor skal UU-vejleder ind på vores gebet? Hvad kan han/hun?” (underforstået: som vi ikke selv kan). Eller: ”Hvorfor bliver jeg ikke brugt, når jeg nu er der? Hvorfor bliver jeg ikke inddra- get noget før, inden den unge stopper helt, når jeg nu er der?”
UU-vejlederen vil gerne have fat i potentielle drop-outs, men det anses som ’et minefelt’ af gen- nemførelsesvejlederne. Gennemførelsesvejlederne er allerede i gang med disse elever, så det kan forstås som om, UU-vejlederen blander sig og vil overtage deres arbejde. Det er også svært at afgøre hvornår præcist, der er behov for, at UU-vejlederen træder til.
Åben dialog, hvor vejledere til stadighed bestræber sig på at opnå klarhed over rollefordeling, gør det muligt at opbygge tillid til hinandens arbejde.
