Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Engle og løver kan redde liv

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

Du spørger mig, om du ikke bare skal glemme, om det ikke går over, hvis bare du tager dig sammen. Ja, og det er mange år siden, og du kunne også bare … og hvis du nu havde gjort ...

”Jeg har mand og børn, jeg har ingen grund til at have det så dårligt. Mine forældre siger også, jeg altid har pustet tingene op, været besværlig, haft en svag karakter.”

”Det er kun mig selv, jeg har at takke for, at jeg havnede i prostitution. Det kan godt være, du siger, der altid er en god grund til, at man gør, som man gør, men det gælder altså ikke for mig. Jeg vidste, hvad jeg gjorde!”

Du er en af de mange, der fylder rummet ud med sjæle- smerte, sår, der bløder, usynlige sår, sår, der vrider tanker og følelser, sår, der giver alverdens symptomer, fysiske og psykiske. Sår, som gør, at du har et helt forvrænget billede af dig og af din omverden, sår, der styrer dig, din hverdag, dit liv, samværet med andre og dig selv. Hvordan du har det, er det kun dig, der kan mærke, eller du kan få hjælp til at sætte ord på, hvordan det er inde i dig, og ofte er alle nuan- cerne gemt i kaos, angst, depression, fysiske smerter.

Hvordan du har det indeni, hvad der fylder i tanken og følelserne, og hvordan realiteten ser ud, lige dér kan spænd-

vidden være meget stor. Du har det, som du har det, men det behøver ikke at have noget med her og nu at gøre, for bliver verden set igennem barn- dommens briller eller ud fra de fejlkodninger, der er kommet ind i det indre system, bliver det vanskeligt at se realiteterne.

Måske kan jeg være din rejseguide, din stifinder, dit vidne, hende, der kan bære at være sammen med dig, uagtet hvilke tanker eller følelser der måtte komme. Det er dig, som har svarene, jeg kan i bedste fald være vejviser, gå ved din side, opmuntre og inspirere, lade dig fornemme håbet, være med til at synliggøre ukendt land inden i dig. Vise dig, at det er muligt at finde en vej i livet, at din fortid ikke be- høver bestemme over dig livet ud, at du kan få hjælp til at

”rejse hjemmefra” på et indre plan, så du i højere grad kan få indflydelse på dit eget liv i dag, hvor du er voksen. At hjælpen findes og nogle gange der, hvor det mindst ventes.

Og at man ikke kan ”regne den ud”, tage sig sammen, glemme, komme over det eller præstere en personlig forflytning/

ændring.

I det følgende vil cases/erindringsbilleder være udgangspunkt for en beskrivelse af, hvordan beskyttelsesmekanismer eller mobilisering af beskyttelsesmekanismer kan fun- gere. Denne artikel vil fokusere på opdagelse, synliggøre det

Beskyttelsesmekanismer indgår i overlevelsesstrategien, når børn udsættes for overgreb. Her sammenskrives historierne fra fire kvinder, der blev misbrugt som børn, og som psykologen har mødt i sin klinik.

Misbrugt Af Christel Helleshøj

(3)

geniale ved overlevelsesstrategier, vel vidende at dette kun er en del eller et aspekt af en helhed og et mangesidet pro- blemkompleks.

Jeg har fået tilladelse til at benytte eksempler fra kvinders historier, kvinder, jeg samarbejder med eller har haft i lang- varige terapeutiske forløb. Modige kvinder med ressourcer.

Kvinder, som har overlevet seksuelle overgreb fra før sko- lealderen og op igennem barndom og ungdomsliv. Kvinder, der er i søgning for at finde deres vej i livet. Overgrebene blev udført af primær omsorgsperson, fædre eller anden tæt familierelation. De fire kvinder, jeg refererer til her, har en aldersspredning mellem 36 og 78 år.

Spørgsmålet til kvinderne, som har minimum to års te- rapi bag sig, er: Vil du fortælle om nogle af dine overlevelsesstrategier, hvordan og hvornår du anvendte dem som barn, sådan som du i dag kan se tilbage på dem. Det vil sige, hvordan de hjalp dig (deres funktion)?

Ud fra det materiale, jeg med stor tak har modtaget, vil jeg udvælge afsnit og gå ind i teksten og gøre den aktiv, så temaet ”overlevelsesstrategier/beskyttelsesmekanismer” bliver belyst. Hensigten er at synliggøre og ære denne meka- nismes genialitet og berøre genialitetens modsætning, det fængsel, det er i voksenlivet. For at sikre anonymiteten er nogle facts og situationer ændret.

Kvindernes egen historie

”Der er en lyd – en puslen henne ved døren, jeg ved, ”den onde mand” er på vej. Min krop stivner, jeg mærker kulden begynde at sprede sig, jeg kan ikke bevæge mig. Kalder på Bobo, jeg mærker dens bløde pels omkring mig. Bobo tager mig med ud på øen, der ligger ude i vandet, i sikkerhed.

Godt, jeg nåede at kalde på Bobo, tænker jeg, inden jeg for- svinder ind i min rejse, væk fra faren, væk fra smerten.”

Pigen er seks-syv år, krænkeren er hendes far. Pigens ner-

illustrAtioner: lisBetH eugenie CHristensen

(4)

vesystem reagerer per automatik, hun stivner, og hun bliver kold, hun ”går død”, hun er lammet. På samme tid fungerer et andet plan i psyken, pigen er i stand til at være aktiv på et fantasiplan, hun bliver bragt i sikkerhed af Bobo, samtidig med at bjørnens pels beskytter hende mod fysisk smerte. Selv beskriver den voksne pige, kvinden, det meget præ- cist:

”En af de første overlevelsesstrategier, jeg husker, var, at jeg var i stand til at forestille mig, at der kom en stor brun bjørn og hjalp mig. Jeg gav den navnet Bobo, og den fulgte mig helt op igennem livet i livstruende situationer. Bjørnens funktion var at beskytte mig imod at mærke, når min far

”tændte af” og afstraffede mig fysisk eller udsatte mig for seksuelle overgreb. Jeg kunne ved at tage af sted med Bobo gøre mig følelsesløs og forsvinde over i en anden bevidst- hedstilstand, så jeg distancerede mig fra min afmagtsfølel- se og hjælpeløshed i situationen. Ved at benytte denne teknik huskede jeg heller ikke hændelsesforløbet følelsesmæs- sigt og detaljeret, og på den måde lykkedes det mig at for- trænge de smertefulde erindringer.”

Ud over kvindens præcise beskrivelser og analyse kan det fremhæves, hvordan barnet arbejder på at holde noget ud, som ikke er til at holde ud. Pigen dissocierer, går væk fra kroppen, og så kalder pigen sin far ”den onde mand”. Ved at gøre det, deler hun sin far i to, så hun kan rumme noget, der ikke er til at rumme, så hun kan håndtere noget, der ikke er til at håndtere.

Nogle gange skete overgrebene ikke kun om natten, men

også sidst på dagen inden spisetid, og middagssituationen blev pinefuld for pigen:

”Luften er helt tynd ligesom is, jeg er på vagt, alle ser helt almindelige ud, det kører rundt i mit hoved, jeg skal kaste op, det er uvirkeligt, mine dyr skal hjælpe mig.”

Den nu voksne kvinde fortæller helt klart, hvad pigen gør for at udholde denne situation. Hun skriver:

”Spisesituationerne blev belastende for mig, stemningen var anspændt, og jeg troede nogle gange, jeg var ved at blive skør. Tidsfornemmelsen vaklede, når min mor kaldte os til bords, da jeg ikke vidste, hvornår min far havde forladt mit værelse efter det seksuelle overgreb. Det hele forekom uvirkeligt, og jeg fik til tider tanker om, at det kun var sket i min fantasi, fordi familien nu var samlet ved bordet, og alle så almindelige ud og lod, som om intet var hændt. Jeg havde til gengæld ondt i maven og kunne ikke spise min mad, hvilket kunne udløse fysisk afstraffelse og familiekon- flikt. Jeg udviklede en teknik, hvor jeg forestillede mig, at vores servietringe var hunde, der kunne hjælpe mig med at spise den mad, som voksede i munden på mig. Senere opfandt jeg nogle prærierotter, jeg kunne ”tilkalde”. De spiste så min mad. Jeg forestillede mig, at maden var smukke bjerg- landskaber (hvor prærierotterne levede) og lavede dermed maden om til noget andet end det, den var, så jeg kunne få spist den og slippe for at være i kontakt med mine foræl- dre.”

Rundt om bordet – eller imellem familiemedlemmerne – sker der en masse i det usagte. Pigen mærker stemningen, hun har en vældig lydhørhed i forhold til sine omgivelser.

Pigen er vænnet til at være på vagt, aflæse signaler, forsøge at tænke strategisk, tro, hun kan styre situationer, uden at hun selvfølgelig kan. Samtidig er det ikke til at orientere sig, for det hænger ikke sammen. Faderen lader, som om det, der netop har fundet sted – ofte oralsex – ikke har fundet sted, og pigen skal indgå i dette ”laden som om” for ikke at vække faderens vrede. Igen kommer dyrene pigen til hjælp, så hun magter at spise maden, som hun ikke kan spise.

Opvækst i dyrerige

Kvinden fortæller i det terapeutiske forløb, hvordan hendes kærlighed og hendes intuitive fornemmelse for dyr har hjul- pet hende, fordi hun i sin fantasi har kunnet benytte sig af dyrenes kvaliteter. Hun skriver:

”Jeg havde fra ca. seksårs-alderen opbygget nærmest en hel zoo med mange vilde dyr i min fantasi. De fulgte mig i perioder overalt i huset og uden for huset. Jeg fortalte det aldrig til nogen. Min tante og onkel havde boet i Sydame- FAKTA En bog om overgreb

Der henvises til bogen Søren Egert (red.):

Livslange forløb. En antologi om psykologers arbejde med seksuelt misbrugte. Servicesty- relsen, 2009. Her giver en række psykologer indblik i deres terapeutiske arbejde med voksne mænd og kvinder, der som børn blev udsat for seksuelle overgreb. Den aktuelle artikel er hentet herfra.

Bogen er gratis – se www.servicestyrelsen.dk.

Samme sted finder man i bladet ”Social Fo- kus” 6/2008 et interview med artiklens for- fatter.

(5)

rika og Afrika og havde haft flotte dyrebøger med hjem til mine søskende og mig. Min onkel havde læst og forklaret meget om livet i andre lande og i Afrika, så det hjalp mig åbenbart at låne dyrenes egenskaber, så jeg kunne føle mig stærkere rustet til den uforudsigelige hverdag og realitet, der var min.

Løven havde styrke, og til tider fantaserede jeg om, at den kunne slå min far ihjel ved at flå ham med sine kraftige klø- er. Giraffen hjalp mig med at kunne se højt oppe over træ- kronerne i skoven, så jeg kunne forholde mig til eventuelle farer. Geparden var hurtig, smidig, stærk og modig. Gepar- den kunne camouflere sig, så den næsten var usynlig, og så pludselig slå hurtigt til og hjælpe mig. Prærierotterne kunne komme og spise min mad fra tallerkenen, hvis maden voksede i munden. Flodhesten kunne svømme med mig på sin ryg, så vi kunne flygte, når vi var ude at sejle.

Næsehornet kunne stange min far, og dens hud var så tyk, at selv om nogen kildede mig (i skridtet), kunne jeg ikke mærke det. Zebraen kunne jeg ride væk på og flygte/for- svinde ud over sletterne. Aberne kunne jeg føle mig fri sammen med, lege og klatre sammen med dem i skoven eller i haven. Uglen var klog og kunne sætte sig i et træ og lade, som om den så og hørte, men egentlig sov den og ”fik fred”, mens den spekulerede på, hvad den skulle stille op med alt det rod og kaos, der var inde i hovedet.

Papegøjen kunne kommunikere og synge, uden at andre forstod ”sproget”, og derved undgik jeg at komme til at røbe hemmeligheden. Elefanten var klog og kunne huske alt, så der ikke gik kludder i bogholderiet og løgnene om hemmeligheden. Delfinerne svømmede jeg og legede med under vandet, hvor min fars lyde og råb blev fjerne og svage, imens jeg kunne bevæge mig ubesværet og let i vandet.”

At pigen har en umiddelbar fornemmelse, tillid og kær- lighed til dyr, gør, at hun suverænt kan alliere sig med dyrene i sin fantasi og omsætte deres kvaliteter til overlevelsesstrategier i sin uforudsigelige, utrygge og traumatiserede hverdag. En alliance, hun ikke kun mobiliserer i fantasien, men en alliance, hun formår at bruge i forhold til de dyr, hun møder på sin vej i barndommen – og senere i voksenlivet.

Jeg er et lillebitte fnug –

Andre overlevelsesmåder tager andre former. En kvinde be- retter om en situation i sin opvækst:

”Jeg kan ikke se noget, bogstavelig talt er jeg blind. Jeg mærker på muren med mine fingre og ved, jeg er tæt på min families lejlighed. Jeg tæller murstenene. Jeg er tom in-

deni, jeg kan se mig selv udefra. Jeg er på vej til en overnat- ning hos min familie, min mor siger, det er så godt, at de vil være sammen med mig.”

Pigen er syv-otte år og ved, hvad der venter hende hos familien, der vil tage sig af hende. Kvinden fortæller, at hun periodevis blev blind og næsten altid, når hun skulle overnatte hos familien, hvor onklen misbrugte hende seksuelt.

Og fordi hun i udgangspunktet må være fyldt med alle mu- lige forskellige følelser af frygt, vrede, afmagt/magtesløshed, som ikke er til at rumme for et lille barn, gør hun sig tom, samtidig med at hun dissocierer, dvs. går ud af kroppen og ser sig selv udefra. Kvinden fortæller, hvordan hun kunne se ned på pigen og give hende et navn, så det ikke havde noget med hende at gøre.

En anden kvinde fortæller, hvad hun oplevede/så/blev mødt af, umiddelbart efter at hendes stedfar havde misbrugt hende seksuelt, da hun var syv-otte år gammel:

”Jeg er et lillebitte fnug, næsten som et snefnug, jeg kan mærke, at jeg er ved at forsvinde, blive væk. Jeg holder fast i en usynlig tråd, jeg er helt alene i verden. Pludselig mær- ker jeg en varme, jeg åbner øjnene og ser lys. En engel står for enden af min seng, står i det smukkeste lys, hun lyser hele værelset op. Jeg er ikke overrasket, ikke bange. Jeg fø- ler mig trøstet, er rolig indeni. Jeg ved langt inde i mig selv og uden ord, at jeg en dag vil være ok. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg ved, at der er én med mig. Jeg kan mærke eng-

(6)

lens kærlighed helt inde i min forfrosne krop. Jeg ved inde i hjertet, at det ikke er min skyld.”

Kvindens erindring om mødet med englen havde været fortrængt i mange år. I forbindelse med, at hun havde brug for et vidne på de overgreb, hun havde været udsat for og derfor satte ord på situationer, stod det en dag lysende klart for hende, at der var ”en”, som havde været med hende, en, der elskede hende og ville hende det godt. Kvinden tegnede englen og havde den med sig i lang tid, indtil den blev en naturlig del af hende og hun kunne give englen til nogle, der havde brug for at vide, at de ikke er alene.

En anden kvinde fortæller:

”Jeg blev som barn manipuleret i religionens navn, for at min far kunne sikre sig, at jeg ikke røbede det seksuelle mis- brug. Jeg troede derfor ikke, at ’den rigtige Gud’ ville kunne elske mig og hjælpe mig (da jeg også følte mig skyldig, forkert, anderledes og beskidt), så derfor opfandt jeg en ’Dy- renes Gud’ i min fantasi. Jeg tænkte, guden ville kunne elske mig, som jeg var, eftersom jeg aldrig havde gjort dyrene fortræd, men troede, jeg i samvær med mennesker havde svigtet, skuffet og såret andre. Jeg bad til, at min ’Dyregud’

ville kunne beskytte mig. Jeg havde også fra de første seksuelle overgreb begyndte en fornemmelse af, at der var en usynlig ’indianerengel’ med mig, som jeg kunne bede om hjælp og søge trøst hos, så jeg ikke følte mig helt alene.”

Det første engle-eksempel viser, hvordan et barn åbner sig imod det, som er større end, og tager imod det, der kommer. Andre børn kan fortrænge en sådan hændelse, og det kan så nogle gange ske, at oplevelsen/billedet/fornemmel- sen dukker op i et terapeutisk forløb og manifesterer sig med et brag, så det ikke er til at komme uden om. På trods af, at voksne ofte ønsker at forstå, analysere og forklare alt, så er der hændelser, som det ikke er mennesker beskåret at forstå eller forklare, det er bare, som det er. Kvinden i det første engle-eksempel kalder det selv en ”nådegave” og er ikke i tvivl om, at englen redede hendes liv.

Bidrag til overlevelse

De psykologiske mekanismer, som det ses af eksemplerne, er mangfoldige, kreative, nuancerede og geniale, og de sør- ger for, at barnet ”overlever” et traume, her seksuelle overgreb og vold, overlever noget, barnet dybest set ikke kan overleve og som barnet ikke har nogen indflydelse på, ikke er skyld i eller har nogen bestemmelse over.

Eksemplerne har forhåbentlig givet et lille bidrag til det, der er denne artikels intention, nemlig at belyse og synlig- gøre beskyttelsesmekanismernes genialitet, at det er fanta-

stisk, i udgangspunktet, at et barn er i stand til at mobilise- re overlevelsesstrategier og beskyttelsesmekanismer. At det har været nødvendigt for barnet, på grund af de barske be- tingelser barnet har haft, berører og bevæger én dybt.

At barnets integritet, evne til nærvær, samvær, grænse- sætning – at sige ja og nej, at stole på egne iagttagelser og fornemmelser, personlige relationer etc. læderes, er ikke denne artikels vinkel og vil derfor ikke blive uddybet her.

For dog at antyde spændvidden imellem overlevelsesstrategi (forstået som noget unikt og genialt), når mekanismer- ne mobiliseres i barndommen, og den begrænsning, det kan fremtræde som i voksenlivet, vil der i det følgende blive skitseret nogle sammenhænge og eksempler.

Alle voksne har, uagtet hvilken opvækst de har haft, usynlige sår (eller blå mærker på sjælen) med sig. Da der ikke findes perfekte forældre, findes der heller ikke børn, som bare er blevet set og favnet og har fået ja og nej i perfekte doser. Forældre gør det, de kan finde ud af at gøre, og som forældre er man både gode og dårlige. Nogle børn får mere af det gode end af det dårlige, for andre børn er det om- vendt, sådan er det bare. Hvis man for eksempel har et stort ønske om kun at være en god forælder (som mange har), så lukkes muligheden for at se/opdage, hvor du rent faktisk er uhensigtsmæssig i forhold til dine børn, og muligheden for at ”rette ind” eller søge hjælp og støtte elimineres.

Voksenlivet

Det, der i sit udgangspunkt er genialt ved beskyttelsesmekanismer, kan i voksenlivet blive et fængsel, blandt andet fordi beskyttelsesmekanismerne gør, at man hele tiden går til begrænsningerne frem for til mulighederne. Beskyttel- sesmekanismen fungerer som en automatpilot, dukker op i situationer, hvor du mindst venter det, og det kan være vældig uhensigtsmæssigt.

Det terapeutiske arbejde, hvor man ikke skal gøre noget, men opdage noget, består blandt andet i at lære mekanis- merne at kende, så det med tiden bliver et valg, om man for eksempel lukker, trækker sig, gør sig ligeglad, intellektuali- serer, laver afstand, lader som om etc.

Kvinden med alle dyrene kan måske være med til at syn- liggøre den anden side af det geniale, nemlig dér, hvor me- kanismen bliver et problem, det vil sige en begrænsning.

Kvinden er sammen med sin mand. Parret har en eller anden uoverensstemmelse, og kvinden bliver aktiveret i ”bar- nestoffet”. Rent faktisk tror hun, at hun ikke er ok, at hun er forkert og ond, og at manden nok vil forlade hende, når han opdager, hvor ”forfærdelig” hun er. Bagefter opdager

(7)

kvinden, at hun ”lavede uglen”, dvs. var til stede uden at være til stede. Samtidig rørte ”løven” på sig, og hun begyndte at slås og argumentere.

Kvinden, der gjorde sig blind, når hun skulle overnatte hos familien, hvor hun også blev udsat for seksuelle overgreb, fortæller, at hun den dag i dag en sjælden gang bliver

”blind”. Som regel sker det, når hun registrerer stemninger, reaktioner, meninger, som hun bagefter kan se har gjort hende meget usikker eller magtesløs, hvorefter blindheden er indtrådt. På spørgsmålet om, hvorvidt det i nogle situationer kunne være ok at gøre sig blind, ler hun og siger:” Ja, hvis jeg skulle komme i samme situation som Lord Nelson, så sætter jeg også kikkerten for det blinde øje.”

For voksne er det væsentligt at opdage, at man ikke er sin beskyttelse/overlevelsesstrategi, at der er meget mere ”at gå på” omme bagved. Det kan næsten sammenholdes med for- nemmelsen af at have en jakke på, der er to numre for lille – den strammer. Som regel ved man godt, der er meget mere

at gå på indeni, at man kun lever en del af sig selv ud, og det er præcist sådan, det er. Jo flere overlevelsesstrategier, jo mere har man pakket sig sammen – og desto mere er der at pakke ud!

Hvis man ikke har problemer eller føler nogen begræns- ninger inden i sig, kan man jo ikke gøre noget, og dermed har man i sandhed et problem. For som voksen er der ikke længere nogen, der kan bestemme over én eller gøre ”sådan og sådan ” ved én, for vi har jo nogle helt andre mulighe- der, i og med at vi voksne, selv om det kan drille i følelsen, der fortæller én noget andet. Realiteten eller facts er én ting.

Hvordan vi har det (hvad der fylder i følelsen og tanken), er noget helt andet. Man kan jo ikke ”have det forkert”, eller man kan jo ikke ”føle forkert”. Det behøver bare ikke at have noget med realiteterne her og nu at gøre.

Christel Helleshøj, cand.psych.

Privatpraktiserende psykolog