• Ingen resultater fundet

DK Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og s&aring

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "DK Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og s&aring"

Copied!
81
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)Digitaliseret af | Digitised by. Forfatter(e) | Author(s): Titel | Title: Bindbetegnelse | Volume Statement: Udgivet år og sted | Publication time and place:. Optagelseshjemmet i Struer. Julehilsen 1943-1947 1943-1965. DK Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.. UK The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author.

(2) & JULEHILSEN fra Øpfagelses/ijernmef i Struer Nummer 1. December 1943. Jul i Hjemmet. 1. Aargang.

(3) Wm, y-. JW. ]ukn har bragt velsignet Bud! Alen det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at JTIuerden skulde skriues i mandtal. (Denne første Jndskriuning skete, da Kuirinius uar Eandsbøuding i Syrien.) Og alle gik for at lade sig indskriue, buer til sin By. Og ogsaa Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Hazaretb, til Judæa, til Dauids By, som kaldes Betblebem, fordi ban uar af Dauids Rus og Slægt, for at lade sig indskriue tillige med Tllaria, sin trolouede, som uar frugtsommelig. Hlcn det skete, medens de uare der, bleu Ciden fuldkommet til, at bun skulde føde. Og bun fødte sin Søn, den førstefødte, og suøbte bam og lagde bam i en Krybbe, tbi der uar ikke Rum for dem i Rerberget. Og der uar Ryrder i den samme 6gn, som laa ude paa marken og boldt Hatteuagt ouer deres Rjord. Og se, en Rerrens Gngel stod for dem, og Rerrens Rerligbed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Gngelen sagde til dem: „frygter ikke; tbi se, jeg for­ kynder eder en stor Glæde, som skal uære for bele folket. Cbi eder er i Dag en frelser født, som er den Rerre Kristus i Dauids By. Og dette skulle 3 baue til Cegn: 3 skulle finde et Barn suøbt, liggende i en Krybbe." Og straks uar der med Gngelen en bimmelsk Rærskares mangfoldighed, som louede Gud og sagde: „JEre uære Gud i det bøjeste! og fred paa Jorden! i mennesker Uelbebag !" Og det skete, da Gnglene uare farne fra dem til Rimmelen, sagde Ryrderne til buerandre: „Eader os dog gaa til Betblebem og se dette, som er sket, builket Rerren bar kundgjort os." Og de skyndte sig og kom og fandt baade maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben, men da de saa det, kundgjorde de, buad der uar talt til dem om dette Barn. Og alle de, som børte det, undrede sig ouer det, der bleu talt til dem af Ryrderne. men maria gemte alle disse Ord og oueruejede dem i sit Rjerte. Og Ryrderne uendte tilbage, idet de priste og louede Gud for alt, buad de baude børt og set, saaledes som der uar talt til dem. Cukas 2,1—20..

(4) Bladet. ®n Reformator +. Vi har længe næret Ønske om at faa udsendt en lille. Mortensaften for 460 Aar siden blev der i den lille By Eisleben i Tyskland født en lille Dreng. Hjemmet var ikke særlig vel* staaende; men der var dog ikke just Fat* tigdom tilstede. Faderen, Hans Luther, var Bjergværksarbejder, en dygtig Mand for Re* sten, og senere blev han ogsaa ret velstaa* ende. Han og hans Hustru blev enige om, at den lille Dreng skulde hedde Martin efter Dagens Helgen. Da Drengen voksede til, viste han sig hur* tigt at være i Besiddelse af gode Evner, hvor* for han ogsaa fik Lov til at komme til Bo* gen, og efter at han i 1505, kun 22 Aar gi., havde taget Magistergraden ved Erfurts Uni* versitet, begyndte han efter Faderens Ønske at studere Jura. Det var dog ikke den Vej, den unge Mar* tin havde Lyst til at gaa, og efter flere alvor* lige Begivenheder i sit Liv, brød han af fra sin juridiske Løbebane og blev Munk, meget mod sin Faders Ønske. Faderen var meget vred; men det hjalp ikke — Martin Luther mente, at han ved at studere Jura handlede i Modstrid med sin Samvittighed, og at han paa denne Maade aldrig kunde faa Fred med Gud, og denne Fred vilde han for enhver Pris eje. Han traadte derfor ind i Augustinerklo* steret, et Eremitkloster i Erfurt, og nu be* gyndte der et helt nyt Liv for den unge Mand. Som Munk kom han til at gennemgaa me* get, fordi han ikke kunde faa den Fred med Gud, som han saa inderlig længtes efter at faa i Eje. I Klosterverdenen fik han, selv om det ikke var det, han havde tragtet efter, en straa* lende Løbebane. Efter faa Aars Forløb blev han Professor ved Universitetet i Witten* berg; men stadig havde han ikke Fred i sin. Hilsen her fra Hjemmet i Form af et Blad, som skulde være Bindeled mellem Hjemmet og de store Børn, samt tidligere Medarbejdere og Venner af Hjemmetmen vi har samtidig haft ikke saa faa Betænkelig­ heder ved at gøre det. Nu har vi imidlertid taget Mod til os, og det før­ ste Nummer følger hermed. Bladet vil udkomme i fri Rækkefølge og foreløbig een Gang aarlig ved Juletid, saa det kan vedlægges Juleposten. Bladet er først og fremmest tænkt for Hjemmets „egne" ude omkring i Landets forskellige Egne, hvor de end færdes; men vi tillader os alligevel at sende det ud til enkelte Venner af Hjemmet i Haab om god Modtagelse.. 3.

(5) Samvittighed. Saa en Dag, mens han sad og forberedte sig til en Forelæsning, han skulde holde for Studenterne, blev Guds Ord plud* selig levende for ham. Hidtil havde han prø* vet paa at vinde Fred med Gud ved egne gode Gerninger, saadan lærte Munkene nem* lig; men nu oplevede han, at det kun var ved Overgivelse til Guds Naade, at man kunde faa den rette Fred i Eje. Luther blev i den følgende Tid mere og mere sikker paa, at Troen var det eneste Mid* del til Frelse, og det var ogsaa det, der præ* gede de 97 Teser, han i 1517 slog op paa Slotskirkens Dør i Wittenberg. I den følgende Tid arbejdede Luther sær* lig paa at komme Afladshandelen til Livs. Ved at købe Aflad kunde man faa Efter* givelse for Kirkens Straf, for Synder, man havde begaaet, og Synder, man vilde begaa. Dette blev i Afladskræmmernes Mund ofte til, at man ogsaa fik Guds Tilgivelse og Af* kortelse af Opholdet i Skærsilden. — Man forstaar godt, at det var lige stik imod Lu* thers Opfattelse af den rette Maade at leve Livet paa. Ved denne Kamp, som Luther førte, paa* drog han sig mange mægtige Fjender, og det var ogsaa dem, der iværksatte saa store Forfølgelser baade imod ham og imod hans Tilhængere, for der var dog nogle, der mente, at Luther havde Ret. Men Luther var ikke bange, han stod frimodigt op imod baade Kejseren og Paven, og da man stævnede ham til Rigsdagen i Worms, hvor man vilde have ham dømt, sagde han frimodigt: »Om der saa er lige saa mange Djævle i Worms, som der er Tagstene paa Husene, saa vil jeg dog derhen«. Disse Ord vidner om, at der stod en Mand bag ved, som ikke var bange for at sige sin Mening, og som ikke fryg* tede for at ofre sit Liv for sin Overbevis* ning. Luthers Mod og Udholdenhed viste sig at faa revolutionerende Betydning, ikke alene. for Kirken i Tyskland, men ogsaa for den kristne Menighed i andre Lande. Ogsaa herhjemme i Danmark maa vi takke Luther for, hvad han har udrettet. 1536 er et Mærkeaar i den danske Kirkes Historie. Da lykkedes det for Luthers Tilhængere i Danmark at faa hans Kirketanker gennem* ført her. Mens Luther sad som »Fange« paa Wart* burg, gennemførte han en fortræffelig Over* sættelse af det nye Testamente, og det maa vi ogsaa takke ham for, da flere danske Over* sættere har benyttet Luthers tyske Oversæt* telse som Kilde for deres Arbejde. Selv om vi ikke alle kender lige meget til Luther og hans Arbejde, saa ved vi dog alle, at han har skrevet sin lille Katekismus, hvori han har behandlet Hovedstykkerne i den kristne Tro. Hovedparten af Danskerne hører da ogsaa til den lutherske Folkekirke. 1546 døde Luther, efter at han havde ud* ført et enestaaende Arbejde. — Han saa vel ikke selv saa store Frugter af sit Arbejde, men i de ca. 500 Aar, som er gaaet, har hans Tanker gaaet sin Sejersgang ud over Jor* den. Vald. Andersen.. 4.

(6) Midt i en Mørketid I denne Juletid tænder vi mange Lys, men ogsaa i det daglige maa Lyset være i Or= deri. Saadan læste jeg forleden i en Annonce, og det gav mig egentlig noget at tænke paa. Det gælder ikke alene om, at det Lys, der ved Menneskers Snilde og Opfindsomhed er skabt til at tjene os, maa skinne til Gavn for os alle, nej, det gælder først og fremmest om, at Lyset fra det høje faar Lov at skinne og lyse i denne Mørketid, hvor vi famler os frem. Først da kan vi øjne en Mening med hele Tilværelsen. Ondskabens Aandemagter raser i Verden som ingensinde før. Der hades og der myr= des, der skabes Trods, der saas Tvivl — og mange mister Renheden i denne Tid, og For* ældre begræder deres Børn. Der forfølges, og mange uskyldige maa lide, der udtæn= kes djævelske Kngsplaner, og der gengæU des, der tales om Pengerigelighed, og der tales endnu mere om de Varer, vi ikke kan faa i Tiden. — Ja, der er Nød, saa det for= slaar. — Vel nok mere aandelig end timelig Nød, og den er tilsyneladende i Stigning. Lad os blot tænke paa den smertefulde Uvis= hed, som piner mange Mennesker i Dag. — For mange er Troen paa Gud og Troen paa Mennesker borte, og der spørges atter og atter: Hvor er Vejen, hvordan skal jeg finde gennem alt dette, mon der i det hele taget er Vej frem længere . . .? Jo, vist er der Vej frem gennem dette Mørke. Vi har Bibelens. Ord og Bønnens Vej at ty til, og her øjner vi en Vej ud af Miséren, en Vej ud af Ver= dens Nød, ja, det er forøvrigt den eneste farbare Vej for os i Dag, som for alle tid= ligere Slægtled. Vi kan f. Eks. tænke paa en Mand som Kong David. For ham var alle Veje ofte spærrede, og Fjenderne var mange, men han kendte Vejen opad og blev hjulpet. I førnævnte Annonce stod der endvidere: »Det er af største Betydning, at Drivkraf= ten er i Orden«. Drivkraften. Ja, i alt, hvad der sker, ligger der en Kraft bagved, og jo stærkere og bedre denne Kraftkilde er, desto bedre Resultatet. Dette gælder ogsaa med Hensyn til Børneopdragelsen, enten vi nu tænker paa det private Hjem, eller vi tæn= ker paa vore store Fælleshjem: OpdrageU seshjemmene. Alt, hvad vi forlanger af vore Børn, det være sig i Skolen, i det praktU ske Arbejde eller i deres Fritid, det maa vi først selv være gaaet ind under, og Driv= kraften i Arbejdet blandt Børnene og de unge maa først og sidst være den sande Kærlig= hed til Barnet. Intet godt og varigt bygges op ved Uret og Undertrykkelse heller ikke inden for Børneforsorgen. Der maa i alle Forhold bygges paa Tro og Tillid, Tro og Tillid til, at det gode i Barnet, trods Neder= lag og Fejl (ogsaa fra vor Side), tilsidst maa sejre, for det gode maa og vil sejre. Vi er midt i en Mørketid, men Julen med.

(7) dens Budskab om Fred, Liv og Glæde staar for Døren. — For mange bliver det dog en Jul, hvor der maa savnes en eller flere i Fa= miliens Kreds, da der i Aar kan siges at have været en forholdsvis stor Høst. Vi tænker paa dem, der saa tappert satte Livet ind for Danmarks Ære, enten det nu var paa Ha= vet eller herhjemme. Rygterne svirrer, og der kan i et Nu ske saa meget, men lad os sta= dig være tro mod Danmark, og lad det være vor stadige Bøn, at Danmarks Børn og unge, ja, alle, maa komme ud af dette alle Tiders største Krigsopgør uden alt for mange Skram= mer og Saar, ja, lad det være vor stadige Bøn.. gode Tilrettelæggelse, som skyldtes Hr. og Fru Grønne. — Desværre blev Vejret ikke særlig godt om Søndagen, men det var der jo ingen, der kunde gøre for. Vi maatte selv* følgelig med til Broindvielsen, og vi var alle mere eller mindre spændt paa at se Konge* familien, som skulde aabne Broen. Enkelte vilde helst være blevet i Teltene, hvor der var tørt, men med godt Humør drog vi alle ned til Festpladsen, hvor der var pyntet med Flag og rejst en Tribune for de kongelige og Talerne. Efter flere Taler, bl. a. af Amt? manden, talte Kongen, og efter Talen kørte han over Broen, som dermed var indviet. Vi skulde selvfølgelig se det hele og fulgte derfor med Strømmen, selv om Regnen pla* skede ned, men vi kom dog over paa den anden Side og tilbage igen, selv om Træng* selen var stor. — Den Aften gik vi tidligt i Seng, grundet paa det daarlige Vejr, men man kunde selvfølgelig ikke falde i Søvn; thi der blev snakket og pludret en Del. Næste Dag var Vejret bedre. Solen skin* nede, og vi var alle glade for det godeVejr. Først fik vi Morgenmad, derefter gjorde vi Teltene i Stand, og saa kunde vi gøre, hvad vi vilde. Nogle tog til Broen igen, andre fik Tiden til at gaa med Haandbold; og der blev filmet, jo, Grønne har nu altid haft nogle gode Ideer, og blandt dem fik han den at anskaffe sig et Filmskamera, saa han kunde tage levende Billeder, men der var een, som vi aldrig kunde faa til Filmen, det var Henry Vester, maaske havde han paa Fornemmelsen, at han ikke egnede sig som Filmsstjerne, men om Middagen var Herremanden gaaet hen for at tage sig en Lur, og der overraskede vi ham og kan i Dag præsentere en Stjerne fra Vestjylland. Ja, der blev optaget meget paa Filmen den Dag, og vi maa sige, at det ikke er saa tos* set endda. Afskedens Time nærmede sig, og vi skulde bryde op, som vi naturligvis ikke var saa. •»Det er blandt Folk et gammelt Ord: Hver Djævel har sin Tid; Men vist er det, enhver har tabt, som gik mod Gud i Strid«.. K. Grønne.. Erindringer fra Vildsundbrocns indvielse Paa store Indbydelseskort modtog hver af os Indbydelse til at deltage i en Week*end til Vildsund. Deltagerne startede i flere Afdelinger, da nogle var beskæftiget i Forretninger og ikke kunde starte Lørdag Aften og derfor maatte træde Pedalerne dertil, og der var Carl og jeg de heldige; men der var een, som maatte gøre os Selskab, og selvfølgelig tager vi ikke fejl af, hvem det var. Da vi kom hjem fra Arbejde Lørdag Aften, kom den altid smi* lende Fuldmaane, Svend Børge, os i Møde, og han var glad for, at vi skulde cykle, saa han paa denne Maade kunde gøre os Sel* skab. Vi startede Søndag Morgen, selv om Vej* ret ikke var særlig gunstigt, men vi kom da dertil, og vi var alle glade for Turens. 6.

(8) glade for, men jeg tror nok, at vi alle har været glade for denne Tur, hvor vi har haft Lejlighed til at være sammen som gode Ven? ner og Kammerater, og hvor vi fik Lejlig* hed til at se det gode Forhold mellem Grøn* nes og de store Børn. — Denne uforglem# melige Tur vil vi altid bevare som et godt Minde om den Tid, vi var hos Grønne og Hustru paa Struer Optagelseshjem.. i Midten. Hans Blik er alvorligt og gen= nemtrængende, hans Øjne ligner Solstraaler, saa ingen kan se ind i dem paa Grund af deres Glans. Naar han truer, vækker han Frygt, naar han formaner, tiltrækker han. Han kan og= saa være munter, men med Værdighed. Man siger, at ingen har set ham hverken le eller græde. Hans Tale henriver dem, som hører ham. Af Udseende er han den smukkeste Mand, man kan se eller tænke sig. Hans Moder skal være en af de smukkeste Kvin* der i Judæa. Hvis du, o Cæsar, ønsker at se ham, saa underret mig, og jeg vil straks sende ham til dig. Han har aldrig lært noget, men kan dog al Lærdom udenad. Han kommer gaaende, barbenet og barhovedet. Mange ler ham ud, men de, som hører hans Lære, beundrer ham og skælver for ham. Man siger, at et saa* dant Menneske endnu aldrig er set eller hørt her i Landet. Efter hvad Jøderne for* tæller mig, har ingen givet saa vise Raad som denne Jesus. Mange Jøder betragter ham som en Gud og tror paa ham, men der findes ogsaa mange, som anklager ham for mig og siger, han er Modstander af din Majestæt, o, Cæsar. Man paastaar, at han aldrig har gjort nogen noget ondt, derimod meget godt. De, som omgaas ham, bevidner, at de har mod= taget store Velgerninger af ham og er ble* vet helbredede for Sygdomme. Men jeg er beredt at høre dine Befalin* ger og vil gøre, som du vil. Givet i Jerusalem i den 11. Maaned, 7. In= diktion. Din Majestæts trofaste og lydige Statholder i Judæa, Publius Lentulus.. Josef G di.. Jeg har erfaret, o Cæsar! Et mærkeligt Brev, der omtaler, hvorledes Jesus i Virkeligheden saa ud, er fundet i Familien Cesarinis Arkiv og offentliggjort i mange Blade og Tidsskrifter Verden over. Brevet stammer fra Kristi Tid og er skre= vet af Statholderen i Judæa, Publius Lentulus, Pontius Pilatus' Forgænger, og er stilet til Kejser Tiberius, der regerede Aar 14—37e. Kr. I Oversættelse lyder Brevet saaledes: Jeg har erfaret, o Cæsar, at du ønsker at vide det, som jeg her beretter dig: Den Mand, du spørger mig om, nyder stor Anseelse her og hedder Jesus. Folk kalder ham en Profet, men hans Disciple kalder ham for Guds Søn, Himlens og Jor? dens Skaber og alle Tings Skaber, som er og var i Verden. Sandelig, o Cæsar, vi hører daglig forunderlige Ting om denne Jesus. Han gør døde levende igen, han helbreder syge bare med et Ord. Han er af Middelhøjde og meget smuk af Udseende. Hans Haar har Farve som en moden Nød og er kæmmet glat ind til Ørerne, men ned fra Ørerne er det aske* farvet eller endnu lysere. Han har efter Nazaræernes Skik Haaret delt i Midten. Panden er hvælvet og aaben, Kinderne glatte, og hans Aasyn præges af dyb Alvor. Næse og Mund er regelmæssige. Hans Skæg er tæt ligesom Haaret, men ikke langt, og delt. 1.

(9) Naar gyldent Korn paa Marken gynger, og Træerne staar i den smukkeste Pragt. Naar Fuglene af Hjertet synger, da har Sommeren Magt. Naar Dagene bliver mørke og smaa, og Varmen begynder at svinde, skal Bonden bag Ploven til at gaa, og Efteraarets Tid er inde. Naar Luften ej mere er varm og lun, og Havet brøler mod høje Klinter,. ÅÅRETS G Å NI G. da falder Sneen i bløde Dun, og saa er det Vinter.. Naar Træerne grønnes, og Kornet gror, og alt springer ud i straalende Pragt,. Men efter Vinteren kommer varmere Dage,. da er der sket et Under saa stor',. og alt vaagner frem af Vinterens Hi.. som staar med det gode i Pagt.. Naar der kun er Tø og Sjap tilbage, da er Vinterens Tid forbi.. Det er atter blevet Foraar, og man nyder den smukke Tid,. Ja, saadan svinder Aaret i Danmark hen;. bvor alt om en dejlig Sommer spaar,. er man ked af Sommer kommer Vintertid;. mens Fuglene kvidrer med Flid.. det er ej det samme og samme igen. Derfor: Pris Herrens Værk med Flid.. Da springer ud et spraglet Blomstervæld, Chresten Waagner.. mens Fuglene kvidrer saa smukt. Selv om Dagen gaar paa Hæld, er Foraarsglæden aldrig slukt.. 8.

(10) <Sl IjcJC. ET TRIST DØDSFALD. TIL, LÆRER SØRENSEN. Erik Daugaard Sørensens pludselige Død den 29. Marts greb os alle dybt.. Hjemmets nuværende Formand, Købmand A. Stengaard, Herning, har i Hjemmets Aarsberetning for i Aar skrevet en smuk Hilsen i Anled­ ning af Lærer O. Sørensens Fratræden som For­ mand for Plejehjemsforeningen. Vi gengiver Slut­ ningen af Artiklen:. Erik omkom som bekendt ved en Eksplos sionsulykke paaGaarden NørredaliFousing, hvor han tjente. Erik blev begravet fra Odder Kirke ved en smuk og gribende Højtideligs hed. — Efter Salmen »Under dine Vingers Skygge« talte Pastor Meldgaard, der gav. »Jeg synes derfor, og det er vi sikkert alle enige i, at vi har Grund til at sige Lærer Søren­ sen Tak for de Aar, han har villet paatage sig Hvervet som Formand for Plejehjemsforeningen. Han har flere Gange givet Udtryk for, at han havde haft Glæde af Gerningen, og naar han nu har ment at skulle trække sig tilbage, saa har han nok gode Minder fra den Tid. Det er det, som man kan faa, naar man har med Børn at gøre, og vi vil ønske for ham, at han endnu maa have nogle gode Aar tilbage, hvor han kan glæde sig over Minderne. — Tak!«. Udtryk for den Deltagelse, der samler sig om Eriks Forældre og Søskende, som fik det pludselige Sorgens Budskab om den Ulykke, der var sket. Erik vidste ikke, hvilke Følger det havde, at han rørte ved den Gras nat, som han fandt paa Marken, og ved Sprængningen gik han straks ind i Bevidst« løsheden. Erik har i de Aar, han har været i Vestjylland, været i gode Hænder og under gode Hænders Paavirkning, og hans nærs meste vil med Tak tænke herpaa og bevare alle gode Minder. Videre udtalte Pastor Meldgaard, at det,. Vi vil ogsaa gerne her fra Hjemmet føje vor Tak til. Vi kan slet ikke andet. Lærer Søren­ sen har været os en ualmindelig god Formand, der trods den høje Alder levede helt og fuldt med i Arbejdet til Gavn og Hjælp for de mange Børn og unge, som i Aarenes Løb har haft deres Gang her.. det gælder om for os Mennesker, er at være i Guds gode Hænder i Liv og Død. Jordfæstelsen fandt Sted paa Odder ny Kirkegaard, hvor Højtideligheden sluttede med, at Folketingsmand Harbo Andersen bragte en hjertelig Tak for den store tagelse.. Dels. Eriks Besøg her i Hjemmet blev sjælds nere, eftersom han voksede til; men baade hans Kammerater i F. D. F. og vi her husker ham bl. a. som den gode Historiefortæller, der helt forstod at rive en Forsamling med, naar han fortalte. Særlig huskes en Soms meraften ude ved Vesterhavet, hvor han ved et Lejrbaal paa en god og fornøjelig Maade underholdt Sognets Beboere. Mindet om hans Tid her vil leve længe blandt hans Kammerater og hos os.. 9.

(11) Aaret, der svandt Onsdag d. 14. Juli viedes i Nr. Nissum Kirke: Frk. Tinne Arntsen, Nr. Nissum, til Lærer Olaf Bendtsen. Søndag d. 8. Aug. viedes i Roum Kirke: Frk. Agnes Hansen til Gartner Verner Chri* stensen. Søndag den 31. Oktober viedes i Vorup Kirke ved Randers: Frk. Anne Marie Pe* dersen, Vorup, til Josef Gai. Og endelig Søndag d. 14. Novbr.: Frk. Maren Jensen, Humlum, til Gartner Karl Chr. Larsen. Vi har forlængst gratuleret ovennævnte med Brylluppet, men vi vil gøre det igen og ønske dem Lykke og Guds Velsignelse over deres Fremtidsgerning.. Aarets første Dag begyndte med et Jubi= læum, idet Lis Poulsen havde været her i Hjemmet i lOAar. Dagen fejredes hos Fa= milien i Humlum. Jubilaren modtog i Da? gens Anledning en lille Erkendtlighed som Tak for god og trofast Tjeneste gennem Aarene. •. Søndag d. 11. April havde vi Konfirma* tion, og Flaget var til Tops. Chresten Waag* ner blev konfirmeret. — Ligeledes havde vi Konfirmation Søndag d. 3. Oktober, hvor Vera Rasmussen, Rigmor Olesen og Hen* ning Knudsen blev konfirmeret. Vi havde to gode Festdage sammen med Børnene og deres Paarørende. •. 10.

(12) Høstfesten. Der maa da blive bestilt noget. Der er i Aarets Løb spist ca. 850 Stk. 8 Punds Rug* brød og ca. 150 Tdr. Kartofler.. Endelig oprandt den store Dag. Længe havde vi glædet os til den, og vi blev hel* ler ikke skuffede. — Drengene og Pigerne havde indøvet Sketch og Sange til at gøre Aftenen festlig med. Gymnastiksalen skulde pyntes med Efter* aarets Blomster og Løv, og smaa Kornneg af Markens Afgrøde savnedes heller ikke. Salen var indrettet som en stor Dagligstue, og der var meget hyggeligt. Festen skulde begynde Kl. 19,30 og Gæ* sterne indfandt sig omtrent præcis. Efter en kort Velkomst forevistes et Par udmærkede Farvefilm, hvorefter vi sang enkelte Sange, og saa kom Kaffebordet. Om Eftermidda­ gen havde Frøknerne Jensen og Poulsen staaet i Køkkenet og svedt i stride Strømme, de havde bagt mellem 300 og 400 Æble* skiver, og de gik nu alt Køds Gang tillige med meget andet godt Bagværk. Efter Kaffebordet saa vi »Ti smaa Nig* gerboys« og flere andre Smaasketch, og Pi* gerne sang nogle Sange. Derefter læste Grønne et Telegram fra Kongen, som var indløbet efter 26. Septbr. Oplæsningen paahørtes staaende, hvorefter vi sang »Kong Kristian«. Grønne sluttede den udmærkede Aften med Andagt. Deltager.. •. Med Rationeringen har det gaaet godt i det forløbne Aar takket være gode Venners Hjælp. Særlig har det knebet med Havre* gryn og med Sukker i Syltetiden. Vi har et Par Gange forsøgt med Øllebrød i Ste* det for Havregrøden om Morgenen, men det er ikke faldet heldigt ud, idet Børnene ikke for Guld vil undvære deres Havregrød. •. Hvad der hører med til Efteraarets Ar* bejde er Nedplukning af Frugten i Haven og Indhøstning af Roefrøet. Frøroerne har givet rigtig godt i Aar, og Æblehøsten har været henimod Rekordhøst, saa vi har maat* tet anskaffe os mange nye Frugtkasser, men det var ikke billigt, da Frugtkasser er ste* get med ca. 300 Procent. Saa har vi ganske vist ogsaa al den dejlige Frugt at glæde os ved i Vinter. Med November Maaned gaar vi over til Vinterdrift. Da begynder bl. a. de hyggelige Hjemmeaftener. Mandag for de voksne og Tirsdag for Børnene. Disse Aftener har stor Betydning for Sammenholdet. Der synges og spilles, læses op og afholdes Konkurren* cer osv., og til disse Aftener maa alle være hjemme. Det er ogsaa Juleforberedelsernes og For* ventningens Tid, og Børnene skal nok sørge for den rigtige Julestemning.. •. Der har i Aarets Løb ikke været saa mange Skoler og Foreninger paa Besøg som tid* ligere — og ærlig talt, det er ogsaa helt rart at faa et lille Pusterum.. • •. Der er i Aarets Løb (indtil nu) afsendt ca. 1600 Breve og Pakker, hvoraf ca. 550 var til Børnenes Forældre og paarørende. Alene Hjemmets Julepost til »de store Børn« drejer sig om flere Hundrede Breve og Pakker. — Det er et stort Arbejde, men en endnu større Glæde at sende alle disse Hilsener ud, og en Del af Børnene faar overhovedet ikke. Sundhedstilstanden blandt Børnene har været ualmindelig god i det forløbne Aar, og det er værd at sige Tak for. •. Ved Folketællingen d. 5. Novbr. var den daglige Husstand nøjagtig 75 Mennesker. •. 11.

(13) andre Julegaver tilsendt, da mange jo hver* ken har Far eller Mor eller nogen, der vil kendes ved dem. Denne Julehilsen skal ogsaa være en Ap* pel til alle I Børn, der endnu har jeres For* ældre, om at skønne paa det, og ogsaa en Paamindelse til de Forældre, der paa en eller anden Maade har faaet deres Børn paa Af* stand, og som maaske saa smaat er i Færd med at glemme deres Barn, om at sende de* res Dreng eller Pige en Hilsen i det mind* ste til Jul. Vi vil ogsaa benytte Lejligheden til at takke de mange Forældre, vi i Aarets Løb har haft Forbindelse med, for godt Sam* arbejde.. tælle, at der ogsaa er indrettet en Plads til Hesten i Stalden ved Svinene, saa nu behø* ver »Prins« ikke længere at føle sig ene. Til sidst skal der nævnes, at vi i den gamle Kostald haaber at faa indrettet et Sløjdlo* kale, men foreløbig er det kun et Ønske. •. Det vil være paa sin Plads under disse Linier at bringe vor Bestyrelse, vor tidligere Formand, Lærer O. Sørensen, og vor nuværende Formand, Købmand A. Stengaard, samt Kassereren, Vej­ assistent Støvring Jensen, vor hjerteligste Tak for den gode Hjælp og Bistand i Aaret, der nu rinder ud. Det har trods Krigens Gru og Ond­ skab været et godt Aar for os. Ogsaa en Tak til hver en Ven af Hjemmet. Det giver Styrke udadtil med gode Venner og trofaste Naboer. Ligeledes en stor Tak til alle Medarbejdere, baade tidligere og nuværende, for godt og tro­ fast Arbejde for Børnenes Vel. Og sidst vil vi takke alle I Børn, store og smaa, baade I derude i Pladserne, I, der er i Lære, og I herhjemme, for de mange Smil og Opmuntringer, ogsaa gennem jeres Breve og Be­ søg. Der kan somme Tider være et og andet, I maaske ikke synes om, enten fordi I ikke har kunnet, eller fordi I ikke har villet forstaa vi voksne, og vi har vel ogsaa nu og da grebet fejl, men lad os alle huske, at der er een, der aldrig fejler, og ham har vi altid Lov at hen­ vende os til, nemlig Himlens Gud. Han følger jer, selv naar vi maaske giver op, eller vi ikke mere véd, hvor I er. Gud velsigne den kommende Jul for os alle. — Gid den maa bringe Fred i Hjerte, Sjæl og Sind midt i en Tid, hvor Ufreden raser i Ver­ den som ingensinde før.. Ved Bestyrelsens Velvillighed har vi faaet Lov til at gøre en Del Forandringer i Ud* bygningen, da den megen Plads dér som bekendt udnyttes meget daarligt. Medhjæl* per Gustav Christensen, der rejste paa Have* brugsskole 1. Novbr., har staaet for Murer* arbejdet og vi andre »Haandværkere« for det øvrige Arbejde. Vi har faaet et vældigt fint Pakkerum ud af det, og et vittigt Hoved foreslog straks, at vi skulde kalde det »Butikken«, hvilket slet ikke er saa tosset et Navn til Rummet, da der i »Butikken« baade er Hylder, Diske og Vægte. Der er ogsaa blevet en dejlig Cyklestald og et Skyllerum, saa det nu ikke længere er nødvendigt at staa i Vaskehuset med Ren* gøring af Kartofler og Grøntsager. Der bliver ogsaa Plads til et Vaskerum til Drengene. Dette Rum er dog ikke fær* digbygget, da Bestyrelsen skal se paa Mon* teringen, og der er da ogsaa Grænser for, hvad vi selv kan lave, men naar det bliver færdigt, saa har Drengene ikke længere no* gen Undskyldning, naar Ørerne og »Grab* berne« ikke er rene. Saa maa vi endelig ikke glemme at for*. Ja, glædelig og velsignet Jul! Eders. Sigrid og Knud Grønne.. M.CHRISTENSENS BOGTRYKKERI STRUER. 12.

(14) JULEHILSEN /r<3 Gpiageldeél)iemmei i Struer. Nummer 2. December 1944. 2. Aargang. \. ••. , •' <:-. Jul i Hjemmet Julebudet til dem, der bygge * n ^,;^ulebud under Storm og Torden her i Mørket og Dødens Skygge, , mtelder og giver Fred paa Jorden, det er det Lys, som aldrig slul^t 'F^ed til at stride vor Strid med Mod, jager det stigende Mulm paa FlilJ red til at vente paa Enden god, aabner Udsigten fra det lave, højt under Medbør og dybt i Sorgen trøster mildelig mellem Grave. Fred for baade i Gaar og i Morgen. Julebudet i Vintrens Vaande, det er Gud Faders varme Aande, Menneskefaldet til Frelse vendt, Menneskets Adel paany erkendt, Hjertets Ret til at kæmpe og vinde evigt fastslaaet trods hver en Fjende.. Julebudet til dem, der græde, det er Vældet til evig Glæde. Glæd dig da kun, hver Menneskesjæl, stinger end Ormen endnu din Hæl! Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit Hoved og tak for Livet!.

(15) GT- BÆRN'€R-F(PDT-I-B€Tli6H€H Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at Alverden skulde skrives i Mandtal. (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien.) Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By. Og ogsaa Josef gik op fra Galilæa, fra Nazareth, til Judæa, til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, hlev Tiden fuldkom= met til, at hun skulde føde. Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, thi der var ikke Rum for dem i Herberget. Og der var Hyrder i den samme Egn, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: »Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. Thi eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.« Og straks var der med Enge= len en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbe= hag!« Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: »Lader os dog gaa til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os.« Og de skyndte sig og kom og fandt baade Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben. Men da de saa det, kundgjorde de, hvad der var talt dem om dette Barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. Og Hyr= derne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, saaledes som der var talt til dem. Lukas 2,1—20..

(16) EN STORDAAD vad mon du egentlig tænker paa, naar du paa en eller anden Bygning faar Øje paa de fire Bogstaver K.F. U.M.? Jo—o, siger du, det er deroppe, man kan faa en Kop Kaffe, eller hvor man kan bo og spise i kortere eller længere Tid. Ja, det kan være meget rigtigt; men bag disse fire Bogstaver ligger noget helt andet, en lang og dejlig Historie. Og jeg vil gerne prøve paa i en 10—15 Minutter at fortælle dig lidt af den, saa kan du jo tænke over den og siden fortælle til andre, hvad du har faaet ud af den, og om det har haft nogen Betydning for dig. Ovre i Vestengland levede en Gang i Be* gyndelsen af Aar 1800 en Mand og hans Kone i en lille Udflyttergaard. Jorden var mager og sandet, og der var megen Hede; men disse Forhold gjorde Folkene flittige og nøj* somme. De fik i Aaret 1821 en lille Dreng — for Resten Nr. 8 — som de kaldte George med Efternavn som Familien: Williams. Da han var 15—16 Aar skulde han til at lære noget; hans Ønske var at blive Manu* fakturhandler. Det nye, fine Tøj har sikkert staaet som en dejlig Drøm for den lille fat* tige Dreng. Det lykkedes da ogsaa ret hur* tigt for ham at komme i Gang, skønt, som hans Chef sagde, han var lille og splejset, men rask og rødkindet! Han var dog ikke saa god og rar, som han kunde have været, for han siger om sig selv, at han dengang var en tankeløs, sorgløs, gudløs, bandende ung Fyr, og i det vil vi ikke ligne ham — vel? Naa, selvom han var nok saa splejset, saa lærte han hurtigt at blive en dygtig Expe* dient. Han gik saadan op i Forretningens Drift, at han i sin Fritid gik rundt og hørte sig selv i Priser og om, hvordan han skulde. behandle den og den Kunde. Han noterede altid ivrigt op paa Papirslapper, naar han fik en eller anden Ting at vide, og det resul* terede i, at hans Lommer struttede af »Pris* lister«! Jo, han var helt rigtig! Men saa sker der noget, som fik en om* væltende Betydning for ham. Han havde en Tid gaaet og lagt Mærke til to gode Kam* merater, han havde, troende Mennesker, og han følte, at der var en stor Forskel paa ham og dem: De var paa Vej mod Himlen, mens han var paa Vej mod Fortabelsen. En Af* ten, han kom hjem fra Kirke, knælede han ude i Bagbutikken og sagde til Gud, at nu vilde han være hans og gøre hans Villie, og det var en hel og fuld Overgivelse. Nu tog hans Liv helt andre Retninger.— Nu søgte han de troende Kammerater; nu arbejdede han for at vinde flere for Gud, og det lykkedes for ham, saadan, at de snart var en stor Flok paa 12, der arbejdede sam* men. Deri 6. Juni 1844 stiftede George Willi* ams den første K. F.U. M.: Kristelig For* ening for unge Mænd. Det var under smaa Kaar, de begyndte; men Herren lagde sin Velsignelse i Arbejdet og gjorde det forun* derlige, at der kom flere og flere til, saa der efter faa Aars Forløb var en stor Flok i For* eningen, der samledes om to Ting: Bibel og Bøn. Saa arbejder de videre — og inden længe vaktes der Røre over det ganske Land om denne Forening, ja, ud over hele Jorden. — Saa hurtigt gaar det, at Mænd fra Europa og Amerika i 1855 —kun 11 Aar senere — enes om at oprette K.F.U.M.er, hvis Formaal skal være at »samle unge Mænd, som anerken* der Herren Jesus som deres Gud og Frelser.«. 3.

(17) Paa den Tid var George Williams blevet Underdirektør i Firmaet, men det varer ikke mange Aar, før han er Enechef i det store Firma. Han oplever den Ære at blive adlet af Dronning Victoria og at blive udnævnt til Æresborger i London. — Du skal her lige høre et lille Træk om ham: Efter hans Død fandt man et Stykke Papir, hvorpaa han ved Nytaarstid 1855 havde skrevet: »Herren hjælpe mig til at fatte Be# slutninger — og han give mig Naade til at holde dem! Derefter følger 10 Ting, han be# slutter at ville gøre, og her skal nævnes de to første: Jeg vil købe et Vækkeur og være ude af Sengen, før det holder op med at ringe. Jeg vil læse og overveje et Stykke af Guds Ord hver Morgen og tilbringe nogen Tid i Bøn. I Sandhed, et Par gode Beslutninger. Vi springer nu frem til Aar 1905, da hol* der K. F. U. M. Verdenskonference i Paris, og der er den 84*aarige Stifter med, og han skal tale til den store Forsamling. Han faar ogsaa begyndt paa Talen, men gaar straks i Staa. Da var det, som om Kærligheden og Nidkærheden til de unge fik hans dalende Livs Lys til at blusse op, og han raabte ud over den lyttende Mængde: »Den sidste og dyrebareste Arv, jeg efterlader mig, er »Kri# stelig Forening for unge Mænd«. Jeg testa# menterer den til eder, I kære unge Mænd fra de mange Lande, at I maa fortsætte og udvide den«. Et Par Uger efter døde han, og Drengen fra den fattige Bondegaard blev begravet i en Marmorsarkofag i Sankt Paulskirken i London, hvor han nu hviler efter sin travle Livsdag. Til Slut kan jeg lige fortælle dig, at før denne Verdenskrig var der i K. F. U. M.s Verdensforbund ca. 10,000 Foreninger med over 1,500,000 Medlemmer! Store Tal, der taler for sig selv om George Williams Ar* bejde. O. Bendtsen.. Idet vi udsender andet Nummer af vor »Julehilsen«, føler vi Trang til at sige Tak for den gode Modtagelse, Bladets Læsere gav første Nummer. Vi har faaet saa mange Hilsener og Til# skyndelser til at fortsætte, saa vi med lidt større Frimodighed vover os i Gang med andet Nummer. En skriver: »I kunde ikke sende en bedre Julehilsen end det Blad; det er en udmær# ket Ide; derigennem kan vi »gamle« jo sta# dig faa vore Spørgsmaal besvarede. Tak for det!« En anden skriver: »Jeg siger hjertelig Tak for den dejlige Julehilsen fra jer gennem Bla= det, I sendte. Jeg blev vel nok glad og smi# lede genkendende til Juletræet og Nissehue set og det altsammen i Gymnastiksalen. Og Indholdet er vel nok ogsaa godt, det var en glimrende Idé, jeg glæder mig allerede til næste Nummer til næste Jul. — Det er saa morsomt at se alle de kendte Navne og læse jeres Hilsen til os store Børn. Jeg forstaar jer saa godt og ved ogsaa godt, at der var enkelte Ting, jeg kunde ønske anderledes, da jeg var derhjemme, men jeg forstaar og* saa godt nu, eftersom jeg bliver ældre, hvor# for det netop skulde være saadan. Det er et stort Ansvar, I har, og det maa ikke altid være let at styre det altsammen. — Jeg vil haabe, at vi store Børn ikke maa skuffe jer og glemme det, I indprentede i os om at gøre det gode, saa I ikke skal faa Sorg eller Skam af os paa nogen Maade!« En tredie skriver, at han gerne vil betale lidt til Bladet. Det har han ogsaa faaet Lov til, og vi siger Tak til ham og til alle, som har støttet Bladet ogsaa med Artikler. Bogtrykker Christensen fortjener Tak for smukt udført Arbejde, og det er vort Haab, at Bladet kan fortsætte i samme LTdstyr som hidtil.. 4.

(18) nogle Indtryk fra Tinland. 7 Foraaret 1942 blev det ved en Aftale mel* lem den danske og den finske Gartnerfor* ening bestemt, at danske Gartnere kunde faa Lejlighed til at komme til Finland for at arbejde i de derværende Gartnerier. Jeg søgte om det og blev antaget, og efter at have faaet udleveret Pas og faaet Bagagen kontrolleret paa Hovedbanegaarden, afrejste jeg den 2. April over Helsingør—Helsing* borg med Jernbanen gennem Sverrig til Stockholm, hvortil jeg naaede næste Dags Morgen. Der var meget stille i Stockholm den Dag, det var nemlig Langfredag, og Kirkeklokkerne kaldte til Gudstjeneste. Der* fra skulde jeg videre med Skib til Aabo; vi sejlede ved Middagstid. Turen gik nu op gennem Stockholms Skærgaard, der har en. -. anselig Længde, vel op imod 100 km; det tog i alt Fald adskillige Timer, før vi naaede ud i Aalandshavet. Her mødte vi svær Is, og efterhaanden som vi kom frem, blev det vanskeligere for Skibet at bryde igennem, og Farten blev efterhaanden langsommere, indtil vi til sidst maatte opgive at sejle vi* dere. Vi ventede saa paa den finske Isbry* der, som var paa Vej fra Aabo. Vi befandt os i Nærheden af Aalandsøerne, og flere af Skibets Passagerer, deriblandt jeg, benyttede Ventetiden til smaa Udflugter til nogle af Smaaøerne i Nærheden. Isen laa tyk og fast helt ind til Skibet, saa det var let at foretage en Landgang. Øerne er bevoksede med Naa* letræer, og Klipperne rager op her og der; men enkelte Steder fandtes ogsaa dyrket Jord. Noget af det første, vi saa, var et Par Børn i 4 til 6 Aars Alderen, som øjensynlig af deres Moder var sendt til Købmanden med en Kurv for at hente Varer. Og de færdedes som enhver paa disse Egne om Vinteren paa Ski. De saa forundret paa os, da det jo for dem var en Op* levelse at se fremmede Men* nesker, det var et Pust ude fra den store Verden. — Vi vendte imidlertid tilbage til Finsk Landskab.

(19) Finsk Badstue. Skibet, og ud paa Natten kom den finske Isbryder og banede Vej for os frem, og efter knap 2 Døgns Forløb lagde vi til i Havnen ved Aabo. — Der boede jeg paa et Hotel til den følgende Dag og rejste derefter med Jern? bane og siden med Rutebil eller Linie Auto, som man kalder Rutebilerne i Finland, til jeg naaede mit Bestem* melsessted, der laa ca. 60 km Nord for Hangø, der ligger omtrent 100 km Vest for Helsingfors. Jeg boede hos Sekretæren for Finlands Gartner* forening, Konsulent Kalervo, hos hvem jeg var antaget som Trægaardsmester. Her fik jeg en meget hjertelig Modtagelse baade af Hr. og Fru Kalervo. — De overra* skede mig ved at kunne tale nogenlunde Dansk; de havde begge opholdt sig nogen Tid i Danmark under deres Uddannelse. Paa Grund af Krigen var den mandlige Ungdom indkaldt til Krigstjeneste, og den var erstattet med kvindelig Arbejdskraft, saaledes ogsaa i Gartnerierne; og hvor jeg arbejdede, var der 3 kvindelige Elever, nogle Drenge samt nogle ældre Folk, baade Mænd og Kvinder til Hjælp. Man prøver selvfølgelig at iagttage mange Ting, naar man kommer til et fremmed Land og Folk. Jeg synes, der bestaar et jævnt og fint Forhold mellem det finske Folk ind* byrdes og en udpræget Venlighed overfor Danske. Der er efter min Mening gode Ar* bejdsforhold, og der er et godt Forhold mel* lem Arbejder og Arbejdsgiver. De fleste Steder i Finland har man en Bad* stue eller »Sauna«, som det hedder paa Finsk, og her faar man hver Uge sit dejlige Damp* bad. Lørdag Eftermiddag holder man tidlig op med Arbejdet og gaar saa til »Sauna«.. . v < -k •• Man har et særligt Rum, som er indrettet til dette Brug. Herinde staar en Beholder fyldt med Sten, hvorunder man saa fyrer op. Naar Stenene er tilstrækkeligt varme, slaar man Vand over dem, og derved udvikles der Dampe. I Løbet af forbavsende kort Tid drives Sveden frem over hele Kroppen, og saa pisker man sig med Birkeris; bagefter tager man det kolde Gys under en Bruse, eller man triller sig i Sneen. Efter saadan en Omgang føler man sig særdeles godt tilpas, og jeg tror, det er til stor Gavn for Sund* heden, og jeg vil ønske, at man her i Lan* det vil indføre en lignende Form for Bad* ning. Noget af det første, de finske Solda* ter foretog sig, naar de bag Fronten havde indrettet deres Kvarter, var at bygge en »Sauna«, hvilket viser, hvor stor Pris de sæt* ter paa at kunne faa deres Saunabad. Krigens haarde Skæbne og Vilkaar føltes som en tung Byrde for det finske Folk, og i mange Hjem fandtes en tom Plads efter en, som gav sit Liv i Kampen for Finlands Frihed og Selvstændighed. — Vi har jo alle gennem Beretninger hørt om finske Mænd og Kvinder, der har udført Bedrifter, som har skaffet dem hele Verdens Beundring og Respekt; og noget af det, som jeg selv har følt, og som jeg synes, vi ogsaa her i Dan*.

(20) mark trænger til at forstaa, er, at der er Vær* dier, der betyder mere end materiel Velvære og trygge Kaar — her kan vi lære meget af Finland. Den 6. Decbr. 1942 deltog jeg i en Fest paa Finlands 25 Aars Selvstændighedsdag, og her kom det meget stærkt til Udtryk, hvor meget Friheden og Selvstændigheden betød for dem. Dagen blev iøvrigt højtide* ligholdt ved Flagning og Gudstjeneste i Kir* kerne; thi ogsaa mange i det finske Folk forstaar, og ikke mindst i denne skæbne* tunge Tid, at de har Brug for Gud, som er den eneste, der kan føre deres Sag og hjælpe dem igennem alt det svære. Maatte det danske Folk for Alvor erkende det samme og forstaa vort Lands dybeste aandelige Be* hov og søge sin Kraft hos den største af alle Førere, da tør vi tro paa Danmarks Fremtid med nyt Haab. Verner Kristensen.. liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii i i i r_. Vårt land, vårt land, vårt fosterland! Ljud hogt, o dyra ord! Ej lyfts en hojd mod himlens rand, ej sånks en dal, ej skoljs en strand mer ålskad ån vår bygd i Nord, an våra faders jord! 0 land! du tusen sjoars land, dår sång och trohet bgggt, dår livets haf oss gett en strand, vår forntids land, vår framtids land! var for din fattigdom ej skyggt! var fritt, var glatt, var tryggt!. "IIIIIIIIIIIIIIIII I I I I I 'IMIIMIM!IIMIIillHirillrilll!l!l!IIIIIIIIIIMIi:iim| l l ! | l l |||||l!llllj||!lir. Hilsen fra en gammel Elev Johannes Sinkbæk, Ribe, har uden Ops fordring sendt os følgende Hilsen, som vi med Glæde giver videre til Bladets Læsere:. a jeg sidste Aar til Jul modtog Bladet: »Julehilsen fra Hjemmet«, tog jeg den Be* slutning at ville sende en Hilsen til alle, som læser Bladet. Jeg kom til Hjemmet som 10 Aars Dreng, og siden jeg er kommet der* fra, har det været mig en stor Glæde hvert Aar at sætte mig paa min Cykel og køre langs Vestkysten, — og mit Maal var altid Hjemmet i Struer, hvor jeg altid blev mod* taget godt. Døren til Hjemmet har altid staaet aaben for os gamle Elever, og fra det Sted kan jeg altid hente Minder frem baade fra det gamle Forstanderpars Tid og det nuværende. Mit Hjerte fyldes altid med Tak, naar jeg ser den blanke Fjord ved Hjemmet, og naar jeg kom* mer sammen med gamle Venner. Ja, mange af eder er maaske gifte. — Alle, som læser dette Blad, beder jeg modtage en Hilsen og Tak for alle de Aar, vi har været sammen. — Jeg er maaske den, der bedst kan huske Hjemmet fra mange Aar tilbage. — Jeg mindes stadig de dejlige Skoletimer i den lille Stue, de dejlige Timer kommer aldrig tilbage. Igen i Aar kom jeg til Hjemmet for at hente Minder, og en af de første Aftener, jeg var deroppe, blev vi trakteret med Æble* skiver og meget andet godt. Til Slut vil jeg ønske, at Grønnes maa faa Glæde af dette Blad til os store Børn, som har traadt vore Barnesko paa dette skønne Sted ved Limfjorden. En Tak og Hilsen! Johannes Sinkbæk, Ribe..

(21) - -rZ_ -0^^:25. w. <> -. '~3^. 'rænserne mellem Landene er lukkede, man kan ikke rejse ud og se frem­ mede Lande og deres Skikke; men du har vel næppe set alf her i vort eget kære Land. Saa lad os foretage en Rejse, endda en Rejse, som ingen kan forbyde os, nemlig. En Rejse paa Stedet en Rejse i Fantasiens Rige Tankerne har frit Spil, de gaar paa vild Flugt bort fra Hverdagen, og. En Sommeraften befinder vi os ved det gamle Øm Kloster ved Mos Sø. Mosekonen bryg* ger, det suser i Trætoppene, en enlig Gøg kukker, og dens Mage slaar en Skoggerlatter op, hver Gang Manden holder Pause, ude paa Søen sejler en Kano forbi, man hører en Mandolins sprøde Klimbretoner. Hør er det ikke »O, Santa Lucia«?. wt be|t«i*etr 00 i jUuxt 1172. Det er en Dag i Juli; den blide Vind vif* ter Varme ned fra oven. Hen ad en Mark* vej kommer 13 Mænd travende; der er en hel. 8.

(22) Støvsky omkring dem. Mændene er klædte i graa Vadmelskjortler, der næsten naar til Jorden, paa Fødderne har de Sandaler, om* kring Kappen har de et Reb som Bælte, og i dette hænger der et Krucifiks. Deres Ho* vedtøj hænger ned ad Ryggen og blotter der* ved en nybarberet Maane. Under venstre Arm har hver en Bibel og i højre Haand en Stav. Da de kommer til den lille Halvø, udbryder deres Anfører, Abbed Jens: »O, cara insula! her vil vi bygge og bo og rejse et Tempel til Guds Ære«. Allerede Dagen efter er man travlt beskæf* tiget med at bygge. Abbed Jens laver Teg* ninger og viser dem til de andre, se her: »Vi bygger et Kloster til os selv, det skal have 13 Celler, for vi skal hver have vort Værelse; der bliver desuden Spisestue og Køkken for* neden, men ovenpaa skal vi have Hospital; vi laver 4 Rum, de tre skal have 4 Senge hver, og den fjerde skal være Operations* stue. Uden for Sygestuerne skal der være en bred Gang ud til det frie. Over for Klo* steret bygger vi en Kirke, og her er Tegnin*. gen til denne. Eet stort Rum med et Alter mod Øst, og foran Alteret skal der være en Grav. Vinduerne skal være høje og smalle, og der skal være kulørte Ruder.« Næste Foraar stod alle Bygningerne fær* dige. Der var et Kloster, en Kirke, en Heste* stald og en Avlsbygning. Det var en Fest* dag, da det hele skulde indvies, og mange af Egnens Bønder var kommet til Stede. Da Kirkeklokkerne tav, stod Abbed Jens frem og sagde: »Til Guds Ære har vi byg* get dette, og vi haaber, at hans Velsignelse maa hvile over Stedet. Hvis nogen af jer skulde blive syge, saa kom til os. Lad være med at gaa til Smeden for at faa trukket Tæn* der ud, I faar bare Betændelse af hans snav* sede Tænger, men kom til os; lad være med at lukke de syge ind i Alkoverne, det gør bare Sygdommen værre, men kom til os, vi vil med Guds Hjælp gøre alt, hvad vi kan, for jer.« Det varede ikke længe, inden der kom Patienter, og mange blev raske; den friske Luft og Renlighed var god Medicin, og til* lige fik man Lægedraaber, som Munkene forstod at lave af vilde Planter: Kamille, Lægebaldrian, Digitalis, Krusemynte og lig* nende. Ja, Honning kunde i mange Tilfælde være god Medicin. Selv svære Sygdomme, der krævede store Operationer, turde man binde an med, saaledes Hjernesvulster, bræk* kede Ben, Brok og lignende, og man er i mange Tilfælde kommet godt fra dem. Dagen igennem havde man travlt. Haven skulde passes, der skulde vaskes, Gudstje* nesten skulde passes, Bibler blev afskrevet med sirlig Skrift, de syge skulde passes, Lægeplanter skulde samles. — Man havde næppe Tid til at passe Dagens tre tarvelige Maaltider, som bestod af Brød og Vand, lidt Frugt og en enkelt Gang Fisk. En Nat, ovenpaa en travl Dag, hører Ab* bed Jens i sin Celle, at der er nogen, der rumsterer ovre i Hestestalden. Hurtig er han oppe, griber et Sværd og løber derover. Her er to Hestetyve i Færd med at trække He s. 9.

(23) stene ud; men de faar Øje paa Abbed Jens og skynder sig af Sted. De faar dog Lejlig* hed til at tage seks Heste med sig; men den bedste Ridehest er tilbage, og paa den sæt* ter Abbed Jens efter dem. I Nærheden af Ry naar han dem, deres Heste er trætte, og de er klar over, at de ikke kan undslippe; men de er muligvis stærkere end Abbed Jens; de vender Front imod ham for at bruge de* res Sværd. Under Fægtningen opnaar den ene at give Abbed Jens et haardt Slag over højre Arm, den brækker; men Jens tager Sværdet i den venstre Haand og fægter, saa Røverne maa tage Flugten, efterladende He* stene. Abbed Jens kom hjem med Hestene, men Armen var brækket. Den lærde Broder Martin maatte nu i Gang som Kirurg, Armen blev sat sammen, men den blev sat skævt. Det er som med Klokker det ringer i Luften over vor By, det er, som det synger og klinger fra liflige Harper i Sky. Se op, det er Englenes Skarer, der tilbyder Glæde enhver, og tusinde Arner svarer: »Vi trænger til Glæden her.«. sammen, og Abbed Jens maatte gaa med den skæve Arm Resten af sine Dage. Nogle Aar efter døde Abbed Jens; han blev begravet i Graven foran Alteret. Sommeraftenen er kølig, Duggen lægger sine Perler overalt i Græsset, en enlig Fly* ver fortæller, at nu er vi i det 20. og ikke i det 12. Aarhundrede. Og du, kære Læser, vil maaske sige: »Dette her er bare Digt«, men jeg kan saa anbefale dig at tage til Ste* det og selv se efter, om det, jeg her har for* talt, ikke skulde passe. Paa flere Maader kan vi spore deres Arbejde; de har lært os me* get paa Lægevidenskabens Omraade; deres Arbejde for Guds Riges Udbredelse kan vi ogsaa spore, og vi bør være disse Munke dybt taknemmelige. Gottfred Møller.. Saa aabner vi højt vore Døre og nejer os hver især, og Glæden bliver des større, jo mindre vi alle er. Kun dér, hvor Barnligheds=Luen sig spejler i alles Blik, kun dér er en Sangbund i Stuen for Englenes Julemusik.. 10. Var Aaret for mange en Kæde af lønlige Savn og Brist, det slutter dog nu med Glæde, Gud gemte det bedste til sidst. Fra Himlen Velsignelser dryppe til Sal og til fattigste Skjul. Men har du i Hjertet en Krybbe, saa faar du det bedste til Jul..

(24) 1. Vor Fader Aax dCg.5 i sit VmcLu. Denne lille Sang er blevet til paa en ret. Da ser han pludselig langt, langt borte et. ejendommelig Maade. Den er skrevet af Pa=. enligt Lys, der blinker svagt gennem Mør=. stor Vilh. Gregersen, og Pastor Thorlacius Ussing, hvis Fader var Nabopræst til Gre=. ket. Lys paa denne Tid af Døgnet, hvor. gersen, fortæller i sin Bog »Højtider« om. forstod det ikke. Men saa lysnede det brat. dens Tilblivelse:. for ham: Hans Hustru — ja, hende — det. Mennesker ellers var gaaet til Ro! Nej, han. »Præst i en trist Hedeegn vest for Hol=. var nok hende, der, angst for ham, der var. stebro blev han [Gregersen] en Aften i for=. ude i et saadant Herrens Vejr, havde sat en. rygende Vejr hentet ud til en syg Husmands=. tændt Lampe op i Præstegaardens Gavlvin=. kone, der boede ved Mosen nær Hestbæk. due. En varm Strøm af Taknemmelighed. Gaardene. Ad elendige Hede= og Moseveje,. skød sig igennem ham, for det Lys, det vel=. der kringlede sig gennem Lindtorp=, Sorte=. signede Lys dér langt borte, talte sit stille. mose og Gjedmose, naaede Præsten endelig. Sprog til ham om hendes Kærlighed og —. derud. Sygebesøget tog Tid, og det blev sent,. Angst. Han tog Kurs mod det Lys, for saa. inden Præsten kunde komme af Sted. Hus=. maatte Naur By jo ligge i den Retning, fandt. manden vilde endelig følge. Nej, han klarede. virkelig ogsaa Vejen igen; men medens han. den nok. Manden skulde dog skaanes for den. nu tryggere gik frem ad den, fødtes i hans. Tur en Gang til. Nej, han klarede den nok.. Sjæl de Tanker, der er blevet Trøst for mere. En halv Time senere var han vild midt ude i Lindtorp Mose. Stavrede rundt i Mør=. end een forknyt Sjæl ude i Livets Moser ved Nattetide:. ket derude, vidste hverken ud eller ind, gik. Vor Fader har Lys i sit Vindu',. snart i Øst, snart i Vest, prøvede en ny Ret=. det skinner af Natten frem,. ning, lige haabløst det hele: Vej sporet var tabt. Og da han havde tumlet saadan om=. det lyser saa mildt og venligt og kalder os alle hjem.«. kring en Stund og een til, fløj Angsten paa ham, Dødsangsten, for sæt han gik til her= ude i Ødet langt fra Mennesker. Han prø= vede at bede, men det duede ikke, fornam han nok, for han kunde ikke ret hvile i Bønnen.. 11.

(25) Aaret, iler svandt tidligere Formand, Købmand Stengaard, Herning, og Kreditforeningsrepræsentant J. M. Jensen, Snejbjerg. Den sidste har siddet i Bestyrelsen siden omkring 1918 og har saa* ledes fulgt Hjemmet i dets Arbejde og Vækst helt fra den Tid, da Hjemmet kun var en Vinkelejendom med Stuehus og Stald ud i et. Udviklingen tog til, og der blev Brug for mere Hjælp i Foreningen. — Købmand Stengaard traadte til med Energi og Kærlig* hed til det store Arbejde, det var, at være Bindeled mellem Foreningen og de mange konfirmerede Plejebørn. Dette gjorde ham selvskreven til Formand, da der siden maatte vælges en ny. — Desværre blev Købmand Stengaard syg nogen Tid efter Valget, saa han kom ikke til at virke som Formand mere end et Aars Tid; men vi har Grund til at sige baade Købmand Stengaard og. Man har i den senere Tid ofte hørt om den store Pligthugst i Landets Skove, og man har hørt, at mange af de gamle Kæmpeege er gaaet til paa Grund af Udtyndingen. Det er med Vemod, man ser denne Udvikling gaa for sig. De gamle Ege staar som Garan* ter og vidner om Ægthed og Soliditet; de tager Stødet af, hvis Storme og Uvejr sæt* ter ind. Foreningens Medlemskreds er billedligt talt at sammenligne med en Skov af ældre og yngre Træer. Der er gennem Aarene fæl* det meget i Skoven, men der er plantet unge Træer, hvor de gamle Kæmper stod. Ogsaa inden for Bestyrelsen er der sket Hugst i det forløbne Aar. To Mænd, som hver for sig har betydet en hel Del for vor Forening, har trukket sig tilbage paa Grund af Alder og svigtende Helbred, nemlig vor. 12.

(26) Sparekassekasserer Jensen, der var Forman* dens Sekretær, en hjertelig Tak for Samar* bejdet i den forløbne Tid. Førstelærer Gerh. Nielsen, Tarm, valgtes til Foreningens og dermed ogsaa til Hjem* mets Formand. Vi har allerede mange Be* viser paa, at Lærer Nielsen vil arbejde videre i det gode Spor, som Foreningen har været ledet i hidtil. Tak. Hjemmets Kasserer for* tjener ogsaa en Tak for alt det Ekstraarbejde, der har været paa Grund af den store Over* belægning i Øjeblikket. En Kæmpeeg, der har trodset Storm og Uvejr, er gamle Lærer Sørensen. Stormen har i det forløbne Aar rusket haardt i Egen, men endnu staar den. Sygdom har været til Huse, og Frk. Sørensen har haft en haard Tørn. Gud give, at de begge maa faa Kræf* ter til at bære, hvad der saa end maatte komme.. savnes, og de blev nu serveret til Kaffen til* lige med andet Bagværk. Efter Kaffen opførte nogle af Børnene et Par Sketch, og Frk. Aagaard Rasmussen un* derholdt os med Musik. — Derefter læste Grønne et Takketelegram fra Kongen, og man sang »Kong Kristian«. Gartner Agger takkede paa egne og de øvrige GæstersVegne, fordi de ogsaa i Aar maatte være med til Høstfesten. Til sidt blev der igen sunget et Par Sange, og Grønne sluttede den vellykkede Aften med Andagt. K. L.. ^©ter. Ved Høstfesten indkom der Kr. 140,98, og hele Beløbet gaar ubeskaaret til Bladet, da alle Gevin* ster i Tombolaen var fremkommet paa den Maade, at hver af Medhjælperne gav mindst 10 Ting. Vi har Grund til at sige Tak for denne Haandsræks ning. Ogsaa Tak til Frk. Aagaard Rasmussen for den dejlige Musik, som vi blev underholdt med.. Høstfesten Trods disse vanskelige Tider fik vi ogsaa i Aar en Høstfest, og der kan næppe være nogen Tvivl om, at den i Aar var mindst lige saa festlig, som den har været de fore* gaaende Aar. Dagen var ventet med Spænding og Læng* sel, men endelig oprandt den. Som noget nyt paa Programmet var en Tombola, hvis Formaal var at støtte Jule* nummeret. Den gjorde vældig Lykke, og i Løbet af en halv Time var alt udsolgt. Det foregik i Legestuen. Nu var alle Gæsterne efterhaanden kom* met, saa den egentlige Fest kunde begynde. Vi samledes i Gymnastiksalen, der var ind* rettet som en stor, hyggelig Dagligstue. Sa* len var meget smukt pyntet med smaa Korn* neg og Efteraarets Blomster og Løv. Først bød Grønne Velkommen. Derefter blev der sunget nogle Sange og forevist en smuk Farvefilm. Heller ikke i Aar skulde Æbleskiverne. *. Lørdag den 11. November fejrede Hjemmets For« mand, Førstelærer Gerh. Nielsen og Hustru Sølvs bryllup. tf«. Bladets Forsidebillede er hentet fra sidste Aars Juleudsmykning i Gymnastiksalen. •. Den daglige Husstand var en enkelt Dag i Marts Maaned oppe paa 85, hvilket er Rekord for Hjem« met. — Vi glæder os til den Dag, da vi atter kan komme ned paa normal Belægning.. 13.

(27) NX\\H. i. I"/Y/. d. i. Fællesbrev til alle store Børn. # *. i Legestuen blev sat paa Plads allerede 1. December, og hver Dag efter Middag aab* nes der en Dør eller Luge i Skibet, og fra Middag til Kaffetid er Lyset tændt i Skibet, saa dets mange Herligheder aabenbares for Børnene. Julekalenderen med et Vers til hver Dag findes i Spisestuen. Der er stor Travl* hed i Køkkenet med Bagningen. Drengene er ogsaa med efter Tur til at bage Peber* nødder, men jeg kan tænke mig, at det er bedst, de bager de brune... Julepynten er vi ikke kommet til i det Øjeblik, da Brevet skrives. Juletræet er hel* ler ikke hentet i Skoven, men ifølge Tradi* tionen, som vi indførte for et Par Aar siden, vil den, der henter Træet i Skoven, være klædt ud som Julenisse fra det Øjeblik, han passerer Ledet. Børnene vil ganske sikkert ogsaa i Aar modtage Julemanden med Be* gejstring. I Stalden gaar der en dejlig Gris og ven* ter paa Slagtekniven, og naar Slagteren er her, ved Børnene, at Julen staar for Døren. Noget af det, der ogsaa følges med Spæn* ding, er, naar Postsækken de sidste Dage før Jul gaar livligt frem og tilbage med Breve og Pakker, som Juleaften bringer Bud fra Slægt og Venner fra nær og fjern. I ved jo, hvordan selve Juleaften forløber, saa den gaar vi let hen over. Vi haaber, trods Rejse vanskeligheder, at se mange af jeri Julen. Lad os nu fortælle lidt om, hvad der er sket af særligt i Aarets Løb. Der var Kon* firmation d. 2. April, hvor Børge blev kon* firmeret; og atter Konfirmation den 1. Ok* tober, hvor Irmgart, Grethe, Edith og Else blev konfirmerede. Vi havde to gode Dage sammen med Slægt og Venner. Margit og. 'tCcQ.KQ. V.mno.h.! Naar Sigrid og jeg i Aar beslutter os til at skrive et Fællesbrev til jer, maa I ikke tro, at vi glemmer det lille Julebrev, som hver enkelt af jer plejer at faa; men det lader sig jo ikke gøre at skrive saa langt et Brev til hver enkelt som dette — da det jo vil være uoverkommeligt nu ind under Jul, hvor der er saa meget andet at ordne. Den egentlige Juletravlhed begyndte i Aar ca. 1. December. Børnene herhjemme — ca. 65 ialt — skrev deres Ønskesedler Søndag den 3. December, og I kender Stemningen en saadan Dag. — Sigrid og jeg gik Dagen derpaa straks i Gang med at købe Julega* ver. Vi mente selv, at vi var i meget god Tid i Aar — men det modsatte viste sig at være Tilfældet. Der var allerede stort Ryk* ind i Forretningerne. Nu gjaldt det saa om nogenlunde at følge Ønskerne paa Sedlerne, men det var nu ikke saa let en Sag, da mange af de Ting, som stod paa Sedlerne, slet ikke fandtes i Forretningerne. Der var Ønsker lige fra et Penalhus til en Bondegaard, og han, der havde ønsket sig en Bondegaard, fik den sandelig ogsaa. Naa, det var maaske en sær Maade, vi fik begyndt Brevet paa, men I maa jo huske paa, at det, der optager os i denne Tid op mod Jul, ogsaa er Julegaverne, da det jo er en Del af Julen; men lad os med det sam* me slaa fast, at det ikke er det egentlige; Julen maa først og fremmest forberedes i Hjerterne. Vi vil fortsætte med at fortælle, hvad vi har travlt med nu ind under Jul. Juleskibet. 14.

(28) Gunnar har i dette Aar holdt Bryllup. Vi ønsker til Lykke. Ogsaa inden for Medhjæl* pernes Kreds har der fundet Bryllup Sted, idet Marie Kirkensgaard Madsen d. 25. No* vember viedes til Henry Nielsen, og den 2. September i Skern Kirke Sygeplejerske Anna Jeppesen til Diakon Kjærgaard. Vi ønsker ogsaa disse to Par til Lykke og byder Kjær* gaards Velkommen til Samarbejdet blandt os. — Der er ved Bestyrelsens Forstaaelse og Velvilje i Aarets Løb gjort en Del Foran* dringer og Forbedringer. Først skal nævnes, at der er blevet indrettet et udmærket Til* flugtsrum i Haven med Plads til ca. 80 Men* nesker. Rummet, der maaler ca. 5X9 m, er indrettet saadan, at det efter Krigen uden Forandring kan benyttes til Opbevaringssted for Havesagerne. Et stort Savn vil dermed være afhjulpet, da vi jo altid har manglet Kælderplads. Saa har vi af forhaandenværende Materia* ler faaet stablet et Par Brændselsskure paa Benene; de er ganske udmærkede til For* maalet. Det kommer os til Gode, at vi er Nabo til Teglværket, idet Teglværksejer Jen* sen gratis har stillet Sten til Raadighed, og vi vil benytte Lejligheden til at sige ham Tak ogsaa for de mange Sten, som vi gen* nem Aarene har faaet til Vejmateriale. Jeg kommer til at tænke paa det, som er fyldt i Husene, Tørvene og Brunkullene. Uha! hvor det dog svinder af Beholdningen, og vi sparer dog saa godt, vi kan. Vi har ogsaa Grund til at være taknemlig over, at vi fik Brændselet saa godt i Hus; det ser jo ikke saa godt ud med Brændselssituationen for vort Land; en streng Vinter vil bringe Nød og Kulde i mange Hjem. Med Beklædningen er det, takket være Manufakturhandlernes store Velvilje, gaaet rigtig g°dt; men det kan ikke nægtes, at Situationen tilspidses Dag for Dag, og det er ikke morsomt længere for Sigrid at skulle købe Tøj til saa mange. Hun har klaret det godt til nu, det vil jeg som den første skrive under paa, og hun fortjener en Tak for det.. Den daglige Husholdning har allerede ta* get et stort Hul i Budgettet, men der skal jo ogsaa meget til for daglig at mætte fir* sindstyve Mennesker, og vi er indtil i Dag alle gaaet mætte fra Bordet, og her er atter Grund til at sige Tak. Ogsaa i det forløbne Aar har Gymnastik* salen været flittigt benyttet. Først og frem* mest bruger vi den selv; men ogsaa mange af Byens Ungdoms* og Sportsforeninger ny* der godt af Salen, da det meget længe har været den eneste brugbare Gymnastiksal i Byen. Der er iøvrigt ved Bestyrelsens Vel* villighed opstillet Bomme i Gymnastiksalen, saa Salen nu maa siges at være med Tiden. Gymnastikinspektøren udtalte ogsaa sin Til* fredshed med Nyerhvervelsen, da han sidst var paa Inspektion. Ja, vi maa vist til at fatte os noget mere i Korthed, men der er endnu saa meget at fortælle, og mange af jer er jo saa langt borte og kan ikke følge med paa nært Hold, saa I vil jo nok have mest muligt at vide. — Vi kan for Resten fortælle, at en af Hjem* mets gode Venner længe har ønsket at for* ære Hjemmet et eller andet, og nu skal I høre, hvad det blev til. Han har skænket et moderne Hustelefonanlæg opstillet og klar til Brug. Det var en dejlig og nyttig Gave, som vi siger Giveren hjertelig Tak for. Der er nu skabt bedre Forbindelse mellem Ho* vedbygningen og Spædbørnsafdelingen. Det kan ogsaa have sin Betydning under de nu* værende Forhold. Moster er jo ogsaa ved at være oppe i Aarene. Hun er slet ikke saa rask mere, men hvis vi kender hende ret, skal hun nok trods alt faa Tid og Kræfter til at sende mange ensomme Børn og gamle en lille Julehilsen. Hun har en forunderlig Evne til at huske netop de Mennesker, som man almindeligvis har lettest ved at glemme. Iøvrigt kan det vist ikke vare saa længe, in* den Moster maa lægge op, da Kræfterne simpelthen ikke længere slaar til. Sundhedstilstanden i Hjemmet har ellers været god i det forløbne Aar. — Børge har. 15.

(29) været paa Sygehuset for Gulsot i ca. 3 Maa* neder, men han er nu atter rask. Herudover har alle klaret sig pænt paa nær jeg selv, der jo blev opereret for Blindtarmsbetænd* else i Februar Maaned. Ca. 3 Maaneder ef* ter blev min Broder Holger opereret for Blind* tarmsbetændelse ogsaa paa Holstebro Syge* hus, og kan I tænke jer, ca. 3 Maaneder se* nere blev min Broder Christian i Mejrup ogsaa opereret paa samme Sygehus. — For hans Vedkommende gjaldt det dog ikke Blindtarmen, men derimod hans højre Arm. Vi er nu atter raske alle tre og kan passe vort Arbejde hver paa sit Sted. Da Sigrid og jeg en Dag var ude at besøge Christian paa Sygehuset, kunde Sygeplejersken ikke lade være at spørge til, hvor mange Brødre jeg havde, da det var rart at vide det for alle Tilfældes Skyld, jeg kunde blot svare, at vi kun var tre Brødre, og dersom vi skulde blive ved, som der var begyndt, saa blev det min Tur til at komme af Sted næste Gang. Naa, nogen Spøg skal der jo til. Forleden Dag, Sigrid og jeg var i Byen for at købe Julegaver, kom der en Forret* ningsmand hen til os og sagde: »Jeg vil alle* rede nu ønske Dem begge og hele Flokken en glædelig Jul; naar vi har haft en god Tid nu ind under Jul, saa ønsker min Kone og jeg ogsaa, at andre skal have det sammel« Og han efterlod en Hundredekroneseddel i min Haand. — — En saadan Gave giver mindst tredobbelt Glæde: Først glæder det ganske bestemt Forretningsmanden at give, og det glæder min Kone og jeg meget, at der tænkes paa vore Børn — og endelig vil det skabe Glæde hos Børnene, naar de til Jul alle vil nyde godt af Sedlen. Endnu en Gang Tak til Giveren. Ogsaa Tak til de øv* rige, som har glædet Børnene og os nu i Juletiden. Krigen raser videre paa sjette Aar, og der kæmpes haardt paa alle Fronter; men der skimtes dog Lys forude. Det er meget tænke* ligt, at vi skal gennemgaa svære og rystende Ting inden Afslutningen, alt tyder paa det,. men saa gælder det om, at vi holder sam* men, i hvad der saa end sker, som det og* saa var Tilfældet inden for de gamle Munke* ordener under Forfølgelserne i de første Aar* hundreder. De stod svære Prøvelser igen* nem, og de af Brødrene, der undgik at lide Martyrdøden, gik styrkede ud af Kampen. Ligesom Sammenholdet mellem os Danske betyder alt for Nationen, hvis den skal be* staa, saaledes ogsaa for det enkelte Hjem. Vi har her i Hjemmet haft den Lykke at mærke Sammenholdets Betydning og Gode. Sammenhold giver Styrke, skaber Glæde, bygger op og udretter meget, hvorimod ned* brydende Kræfter i Folket, saavelsom i Hjem* met, volder Skade, som vanskeligt, om ikke umuligt, kan genoprettes. Lad os være paa Vagt over for forraadende og nedbrydende Kræfter i Hjemlivet saavelsom i det store Fællesliv: Danmark. Lad os sammen bære Byrderne, som Dag for Dag maaske lægges tungere og tungere ogsaa paa vore Skuldre. Naa, nu maa Brevet sluttes, men forinden vil vi lige sende dig, kære Ven, som sidder i Fængselet, en særlig Hilsen. Tak for dine mange Breve i Aarets Løb, jeg kunde have Lyst til at gengive et og andet af Indholdet, men det maa være. Vi ønsker dig en god og velsignet Jul, trods alt. Ja, vi kan faa en god Jul, trods alt. Trods al den Ondskab og Raahed, man hører om. Vi maa minde hinanden om Julens Bud* skab. Hvad er saa dette Budskab? Er det om noget af alt det, som vi kan sætte Jul foran, f. Eks. Juletræ, Julelys, Julemad, Jule* gaver, Juleferie, Julehandel osv. — Nej, det alene giver ikke en fredfyldt Jul. Den egent* lige Juleglæde er Jesus Kristus, og ved at modtage ham faar vi den allerbedste Jule* gave. Vi vil ønske jer alle en rigtig glædelig og velsignet Jul; og saa haaber og tror vi, at det nye Aar vil bringe os den Fred, som vi alle saa meget længes efter. Kærlig Hilsen! Jeres Venner Sigrid og Knud Grønne.. 16.

(30) JULEHILS fra QpiageLéeél)jemmet i Str u e r Nummer 3. December 1945. 3. Aargang. i8#t* %%'%. Kirke ma<e. Julen har Englelyd,. Ret i en salig Tid. Sorg er til Glæde vendt,. Vi med Fryd. Kom han hid;. Klagen endt!. Os barnlig paa Gud Fader Forlader;. Til levende og døde Genløde. Vor Glæde skal hver Tunge Udsjunge •,. Vi oar i Nød saa længe,. De Ord, der for saa vide. Syng m e d G u d s E n g l e s k a r e. Dog hørte han uor Bøn,. Til alle Tider hen. Paa Jesu Fødselsdag. Han ued, hvortil vi trænge,. Om ham, som tog vor Kvide. Om Fred, trods Nød og Fare,. V o r F r e l s e r b l ev G u d s S ø n ;. O g g a v os F r y d i g e n .. Gud Faders Velbehag,. Thi uil ui alle sjunge. G i k n e d f o r os i D ø d e n. Som vil al Sorgen vende. Med Hjerte og med Tunge. S o m Sol i A f t e n r ø d e n ,. Til Glæde uden Ende,. Et: Ære være Gud. Og stod i Morgengry. B æ r os p a a B ø r n e v i s. For sit Julebud!. O p f o r os p a a n y .. Ind i Paradis..

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Når der en dag ikke længere tørres net ved stejlepladsen vest for havnen, når mændene ikke længere går i bådene i de tidlige morgen­ timer, og når fiskerbådene ikke

Postkontrollør Aage Olesen, Nykøbing: Naturligvis har jeg en Masse Ønsker — heldigvis — ellers var der jo ikke noget ved det hele, men de allerfleste af mine Ønsker er af rent

Konsulent i Planteavl for Hjørring Amts landøkonomiske Selskab, Hjørring Amts Hmfr.. og Hvetbo

Jeg synes ikke, jeg kan mindes at have savnet legekammerater nogensinde, men jeg tror nok, at det kunne bevises rent statistisk, at antallet var stærkt stigen­ de i den

Birckners grav som synonym for Korsør Som overfartsby kom Korsør til at spille en - om m an så m å sige - for­ bigående rolle i den m eget rejsende digters liv, m en det ville da

Ved Vesterport stod folk, som hørte hjemme på Vesterbro, for­ hindrede ved vandet og kunne ik­ ke komme over uden at blive vå­ de op over livet, og fra enkelte huse hørte man

Landskabet begyndte ligesom at blive lidt anderledes, og efter no­ gen tid så vi en å sno sig nede i en dal, og nogen sagde: »Skive!« Nu hvor alting gik så godt, skulle vi minsandten

Tæppet blev og Gaarden kneb det for Principalen og Personalet a t blive taget af Bordet, og det blev Børnenes Opgave a t bringe færdig til a t komme i Festtøjet, Kunder blev ved at