KLIMAHANDLINGENS KOMMUNIKATIONS
MASKINE
En analyse af
klimahandlingsdiskursen og muligheden for at skabe kommunal klimahandling.
UDARBEJDET AF:
ELISE HARTVEDT KNUDSEN (133396) OG HELENE BREINHOLT SØNDERGAARD (134194)
CAND. SOC. POLITISK KOMMUNIKATION OG LEDELSE KANDIDATAFHANDLING, CBS
VEJLEDER: NIELS THYGE THYGESEN 17/5 - 2021
ENGELSK TITEL: CLIMATE ACTION’S COMMUNICATION MACHINE SPROG: DANSK & NORSK
Abstract
Present thesis explores whether communication on climate in danish municipalities enables climate action. Today, there is a call for climate action in politics and society and a discourse is emerging on cities’ ability to create said action, herein achieving the Paris Agreement. In Denmark, the project DK2020 – Climate plans for Denmark aims to create local climate action based on the Paris Agreement’s objectives of achieving net-zero emissions by 2050. Middelfart Municipality is a pilot- participant in DK2020 and in 2020 they implemented a climate action plan. Analysing this case, the thesis aims to answer the research question “What happens to Action, when communicating about municipal climate action?”
The thesis is built on empirical research combining document analysis and qualitative interviews from the DK2020 project group and Middelfart Municipality. It is based on a post structural approach, enabling a focus on dynamic structurers and communication’s constitutive consequences. The thesis’
main parts consist of two analyses and a discussion.
In the first analysis, we use Ernesto Laclau & Chantall Mouffe’s discourse theory to analyse how DK2020 ascribes meaning to climate action and municipal responsibility. We conclude that the discourse overfills the notion of climate action through problem/solution structures creating climate action as a multi-solution. The first analysis becomes input for the second analysis, as we observe that DK2020 positions itself as premises for the municipalities’ premises.
In the second analysis, we observe how Middelfart Municipality attach to the premises offered by DK2020. The analysis draws on Niklas Luhmann’s systems theory. We conclude that the Climate Plan and climate communication seeks to change the administrative system’s observations to include climate action through processual and potentializing steering technologies.
In the discussion we question whether the communication on climate action enables climate action.
Here, we emphasised that the communication heightens the complexity in Middelfart Municipality in three ways. Through creating steering paradoxes, potentializing and polyphonic climate communication. These complexities create a climate communication machine which responds to complexity by creating more climate communication, thus enabling the communication to continue indefinitely. We argue that communication on climate action risk decoupling action from communication. Finally, we relate our findings to regenerative sustainability, presenting a potential for including a 2. order perspective.
Motivasjon
Denne avhandling er motivert av vår interesse til å gjøre en forskjell innenfor klima og miljø, da vi anser det som den største og viktigste menneskelige utfordring i vår tid. Gjennom arbeidserfaring fra Kommunekredit i Danmark og Miljøstiftelsen ZERO i Norge, har vi begge lært betydningen av at klimakrisen i større grad skal løses på kommunalt nivå, og sett hvilket ansvar kommuner har blitt tildelt i klimakampen. Kommuner iakttas som en nøkkel til å løse de klimatiske utfordringene vi står overfor, da de har egne forutsetninger og muligheter til å skape ‘klimahandling’. Vi er interessert i hvordan kommuner håndterer klima i et ledelsesperspektiv, og hvilke utfordringer de står overfor.
Kommunal klimaledelse handler ikke lenger om ‘ildsjeler’ som drives at personlig engasjement, men avhenger av en strukturell omstilling som forankrer klima i flere beslutningsområder i kommunen.
Avhandlingen består ikke av vitenskapelige løsninger på klimakrisen, men vi ønsker snarere å bidra med et strategisk ledelsesblikk for hvordan klimakommunikasjon skaper noen bestemte former for handling. Med utdannelsesbakgrunnen fra Politisk Kommunikation og Ledelse, har vi fått blikk for hvilke kompleksiteter og utfordringer som oppstår med styring. Med vårt engasjement for klimaledelse på kommunalt nivå, ønsker vi nettopp å bidra med dette blikket.
Prosjektet DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark er interessant som case for dette speciale, fordi initiativet har oppnådd stor resonans i danske kommuner. 66 ut av 98 kommuner har forpliktet seg til DK2020’s og påbegynt utarbeidelsen av kommunale klimahandlingsplaner som lever opp til Parisavtalens målsetninger. Tiden er inne for at danske kommuner skal ta ansvar for å skape klimahandling på lokalt nivå. Vi ønsker at se på hvordan det endrer danske kommuner når de påtar seg ansvaret, og om det bidrar til handling.
Avslutningsvis ønsker vi å gjøre leseren bevist om at avhandlingen kombinerer dansk og norsk skriftspråk med tydelig oppdelte avsnitt. Vi er to venninner som gikk inn i speciale-samarbeidet med premisset om avhandlingen kan bidra med noe til både Danmark og Norge. Å skrive på eget morsmål har også gitt personlig karakter og mulighet for utfoldelse til avhandlingen.
God leselyst!
Indholdsfortegnelse
KAPITEL 1: INDLEDNING 1
DK2020–KLIMAPLANER FOR HELE DANMARK 2
PROBLEMFORMULERING OG UNDERSPØRGSMÅL 3
LESEVEILEDNING 4
KAPITEL 2: ANALYSESTRATEGI 5
VIDENSKABSTEORETISK POSITIONERING 5
2.1.1 EPISTEMOLOGISK ORIENTERET VIDENSKABSTEORI 7
ANALYSESTRATEGI PÅ 2. ORDEN 7
DISKURSANALYSE –LACLAU &MOUFFE 9
2.3.1 DISKURS OG ARTIKULASJON 9
2.3.2 FEM ANALYSESTRATEGISKE BEGREPER 11
2.3.3 DISKURSTEORETISK ANALYSESTRATEGI 14
ORGANISATIONSANALYSE -NIKLAS LUHMANN 15
2.4.1 ORGANISATIONSSYSTEMER 15
2.4.2 FIRE ANALYSEBÆRENDE BEGREBER 16
2.4.3 SYSTEMTEORETISK ANALYSESTRATEGI 22
KOMBINATORIK 22
UNDERSØGELSESDESIGN 24
KAPITEL 3: METODE OG DATAINNSAMLING 25
KVALITATIV METODE 25
VALG AV CASE OG INFORMANTER 25
3.2.1 SEMISTRUKTURERT INTERVJU 27
ETISKE VURDERINGER OG DATABEHANDLING 28
3.3.1 DOKUMENTANALYSE 29
AVGRENSNING 29
KAPITEL 4: DISKURSANALYSE 31
EKVIVALENSKJEDER 32
4.1.1 LOKALT GLOBALT ANSVAR 32
4.1.2 NETTO NULL 34
4.1.3 LOKALE KLIMARISICI 35
4.1.4 MERVERDI 36
4.1.5 NØDVENDIGE MÅLSETNINGER 38
4.1.6 AKTØRINNDRAGELSE 39
4.1.7 OPPSAMLING 40
PROBLEM/LØSNINGSSTRUKTURER 42
KOMMUNALT ANSVAR – KLIMAHANDLINGSPLANER SOM KOMMUNAL STRATEGI 44
4.3.1 KOMMUNEN SOM IMPLEMENTERINGSMUSKEL 46
4.3.2 KOMMUNEN SOM FACILITATOR 47
DELKONKLUSION 48
KAPITEL 5: ORGANISATIONSANALYSE 50
SYSTEM/OMVERDEN ANALYSE 51
5.1.1 KLIMASYSTEMETS IAGTTAGELSE AF OMVERDEN 52
5.1.2 2. ORDENS STRATEGIER 57
5.1.3 KLIMASYSTEMET 58
STYRINGSTEKNOLOGIER 60
5.2.1 FRAMSKRIVINGER 62
5.2.2 SAKSFREMSTILLING 64
5.2.3 MUS OG LUS 67
5.2.4 TILSKUDD MED GRØNNE KRAV 68
5.2.5 DIALOG 70
5.2.6 TVERRFAGLIGE ORGANISERINGER 71
5.2.7 OPPSUMMERING 73
DELKONKLUSION 75
KAPITEL 6: DISKUSJON 78
STYRINGENS PARADOKSER 79
6.1.1 STYRING SKAPER UTSTYRLIGHET 79
6.1.2 PROSESS UTEN HANDLING 80
KLIMAHANDLINGENS POTENSIALISERING 81
6.2.1 FREMTIDENS FREMTID 81
6.2.2 ÅPNE SAKLIGHETER 81
6.2.3 DEN DOBBELTE ROLLE 82
POLYFONISK KLIMAKOMMUNIKASJON 82
OPPSAMLING 83
KAPITEL 7: KONKLUSION 85
KAPITEL 8: PERSPEKTIVERING 89
REGENERATIV LEDELSE PÅ 2. ORDEN 90
VIDERE UNDERSØGELSE 92
LITTERATURLISTE 93
BILAGSLISTE 96
Kapitel 1: Indledning
I juni 2020 vedtog Folketinget Danmarks første klimalov, som skal sikre en 70%
reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990 og et klimaneutralt Danmark i 2050. Danske kommuners klimaplaner og indsatser er afgørende for at nå målet, og DK2020 kommunerne går forrest
(Realdania, 2021)
Klima og bæredygtighed er på den politiske dagsorden på både nationalt og kommunalt niveau.
Danmark fik i 2020 sin første klimalov, og per dags dato er 66 kommuner i gang med kommunale klimaplaner. Debatten om klima og bæredygtighed er præget af et kald på handling nu. Der har siden Brundtlandrapporten i 1987 været politisk fokus på, at det haster at skabe bæredygtig udvikling, mens jordens tilstand løbende er forværret (Caradonna, 2020). Det er netop argumentet, at vi nu skal gå fra snak til handling, der er baggrund for blandt andet den danske klimalov (Lov om Klima, 2020).
Motivationen for at skabe klimahandling er også baggrunden for Parisaftalen fra 2015, hvor 196 medlemslande i FN’s klimakonvention (UNFCCC) underskrev målsætningen om at stræbe mod en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader, og dermed have en netto-nul udledning af emissioner i 2050. Både nationale regeringer og byer verden over har taget målsætningen til sig. Igennem by- initiativet C40 har 94 af verdens megabyer forpligtiget sig til at arbejde for at opnå Parisaftalens mål (Nygård & Hidalgo, 2019). Siden 2019 har C40 fokuseret på mindre byers betydning for at skabe resultater.
Byernes klimahandling iagttages som et nødvendigt supplement til at skabe den nødvendige handling.
I Kommunernes Landsforenings klimaudspil om CO2-reduktion tilskrives de danske Kommuner ansvar for den grønne omstilling. Argumenterne er, at kommunerne er tættere på borgerne og virksomheder, og er landets største bygningsejer og største offentlige arbejdsgiver. De har ansvar for samlede prioriteringer på tværs af sektoropdelte hensyn og kender de lokale forhold bedst (Kommunernes Landsforening, 2020). Det er forståelsen af det kommunale ansvar og muligheder for at understøtte klimahandling, som ligger til grund for projektet DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark.
Med fokus på at klimahandling i danske kommuner er nødvendigt for at nå Danmarks forpligtigelser i Parisaftalen opstår spørgsmålet om, hvordan kommunerne skal løfte denne opgave. Det er ikke en myndighedsopgave fra staten, men et ansvar som kommunerne frivilligt påtager sig. Ansvaret
kommer som en følge af taktskiftet i diskussionen om hvem, der skal handle på klima. Kommunal klimahandling anses som en mulighed for at skabe den konkrete klimahandling, som der er behov for.
Med specialet ønsker vi at undersøge dette nærmere og spørge ind til, hvordan Danske kommuner lader sig påvirke af denne diskurs og undersøge, hvordan det påvirker den kommunale administration at forholde sig til klima. Hvordan implementeres klima i kommunerne, på en måde så det skaber klimahandling?
DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark
Til at undersøge denne undring tager specialet udgangspunkt i casen DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark (Herefter DK2020). Projektet er et samarbejde mellem Realdania, den grønne tænketank CONCITO, det internationale klimanetværk C40, Danske Regioner og KL. Ambitionen bag projektet er “at sætte skub i indsatsen for at opfylde Parisaftalen på kommunalt niveau” (Faktaark om DK2020, bilag 11, s. 4). DK2020 projektet retter fokus mod kommunernes betydning og rolle i klimaomstillingen i Danmark. I de deltagende kommuner, er projektet forankret på det højeste politiske niveau, idet ansøgningen om deltagelse afhænger af godkendelse fra borgmester og byråd (Ibid.)
Projektet tilbyder kommunerne rammeværket Climate Action Planning Framework (CAPF), som skal bistå byer med at planlægge og implementere klimaplaner med baggrund i Parisaftalen. DK2020 bidrager med rådgivning, sparring og vidensdeling til at udvikle det lokale klimaarbejde mod målsætningen om netto nul for kommunen som geografisk område inden 2050 (Faktaark om DK2020, bilag 11, s. 1). Det er op til den enkelte kommune, hvordan den enkelte klimaplan udformes.
Efterfølgende skal den godkendes af C40.
I 2019 forpligtede 20 pilotkommuner sig til at deltage i den første fase af projektet. Den anden fase af projektet startede i december 2020 med yderligere 46 deltagende kommuner. Inden årsskiftet 2020 var 66 ud af Danmarks 98 kommuner med i DK2020 projektet, og har dermed besluttet sig for at udvikle en klimahandlingsplan, som tager de nødvendige skridt for at blive klimaneutral og modstandsdygtig senest i 2050 (Faktaark om DK2020, bilag 11, s. 3).
En af pilotkommunerne i DK2020 er Middelfart Kommune, som fik godkendt deres klimaplan af C40 i december 2020. Middelfart Kommune har udarbejdelsen en 88 sider lang klimaplan og har en
ambition om at være en af de mest progressive kommuner i arbejdet med forebyggelse og tilpasning af klimaforandringerne (Partnerskabsaftale, bilag 9). I deres klimaplan skriver de følgende:
Middelfart Kommune vil være én af de danske kommuner, der overgår i historien som en af de mest proaktive klimakommuner i arbejdet for at nå målene om netto-nul udledning. Vi vil være Danmarks førende klimakommune –vi går foran, præger udviklingen og involverer borgere, foreninger, skoler, virksomheder, arbejdsmarked m.v. i konkrete initiativer, som styrker fællesskaber og understøtter den grønne omstilling
(DK2020 Klimaplan MK, bilag 14, s. 4).
Af citatet fremgår det, hvordan Middelfart Kommune ønsker at gå forrest i klimaarbejdet, hvor kommunens vision og målsætning bærer præg af gennemslagskraft og resonans i kommunen. Alt dette skaber en god grobund for at undersøge, hvordan forpligtigelsen til DK2020 ændrer Middelfart Kommune som organisation.
Problemformulering og underspørgsmål
Med udgangspunkt i den ovenstående problematik, vil specialet forsøge at besvare følgende problemformulering:
Hvad sker der med handlingen, når der kommunikeres om kommunal klimahandling?
For at svare på problemformuleringen vil specialet struktureres efter to delanalyser og en diskussion, som baseres på følgende spørgsmål:
1. Hvordan tilskrives mening til klimahandling og kommunalt ansvar gennem DK2020?
2. Hvordan ændres Middelfart Kommunes iagttagelse af deres omverden og dem selv, når de knytter an til DK2020, og hvordan ændrer det måden de opererer som organisationssystem?
3. Hvilke konsekvenser har Klimasystemets procesorienterede styring for Middelfart Kommunes muligheder for at skabe klimahandling?
Leseveiledning
I denne delen vil avhandlingens oppbygning bli presentert, for å gi lesere en oversikt over specialets sammensetning og struktur. Avhandlingen er inndelt i 8 delkapitler, bestående av en rekke underoverskrifter. Avhandlingen er skrevet på både dansk og norsk.
Kapittel 1 er avhandlingens innledning som består av vår undring, hvor vi presenterer valg av case og problemformulering etterfølgende. Kapittel 2 er avhandlingens analysestrategi og presenterer den poststrukturalistiske vitenskapsteoretiske rammen for avhandlingen. Videre blir Niklas Luhmann, og Ernesto Laclau og Chantelle Mouffes teoretiske analysebegreper presentert, hvor deres samspill blir beskrevet med et kombinatorikkavsnitt. Kapittel 3 består av metode og empiriske datainnsamling, samt en redegjøring for teoretiske og empiriske avgrensinger. Kapittel 4 er Delanalyse 1:
Diskursanalysen, som tar i bruk Laclau og Mouffes diskursteori til å besvare analysespørsmålet Hvordan tilskrives mening til klimahandling og kommunalt ansvar gennem DK2020? Første delanalyse (4.1) omhandler hvordan klimahandlingsdiskursen struktureres gjennom forskjellige nodalpunkter og elementer. Deretter vil den andre delanalysen (4.2) analysere hvordan diskursens agonist trer frem gjennom problem/løsningsstrukturer. Siste analysedel (4.3) analyserer hvordan kommunalt ansvar har endret seg gjennom DK2020, og hvordan klimahandlingsplanene er utgangspunktet for en kommunal strategi. Kapittel 5 er delanalyse 2: Organisasjonsanalysen, som tar i bruk Luhmanns systemteori til å besvare analysespørsmålet Hvordan ændres Middelfart Kommunes iagttagelse af deres omverden og dem selv, når de knytter an til DK2020, og hvordan ændrer det måden de opererer som organisationssystem? Analysens første del (5.1) er system/omverden- analysen, hvor klimasystemets iakttagelser av omverden analyseres, og især hvordan administrasjonen i Middelfart Kommune trer frem som normalsystemet. Den andre analysedel (5.2), analyserer hvordan klimasystemet beslutter overfor omverden, gjennom operasjonalisering av forskjellige styringsteknologier, og hvordan det potensialiseres på en særlig i måte. Kapittel 6 er diskusjonen som tar utgangspunkt i arbeidsspørsmålet Hvilke konsekvenser har Klimasystemets procesorienterede styring for Middelfart Kommunes muligheder for at skabe klimahandling? Vi drøfter hvordan Klimasystemets prosessorienterte styring medfører tre forskjellige former for kompleksitet, og hvilke konsekvenser det har for muligheten til å klimahandle. I kapittel 7 blir avhandlingens iakttagelser konkludert, mens vårt bidrag til den regenerative ledelsesform vil perspektivers basert på våre empiriske funn i kapittel 8.
Kapitel 2: Analysestrategi
Formålet med dette kapitel er at præsentere specialets analysestrategiske ramme. Det vil sige at gøre rede for de analysebærende begreber, som gør os i stand til at åbne problemfeltet op og svare på problemformuleringen. Først præsenteres specialets videnskabsteoretiske afsæt og præmissen om analysestrategier på 2. ordens iagttagelser. Næst inddrager vi Ernesto Laclau & Chantall Mouffes diskursteori som baggrund for vores analysestrategi for analysen af projektet DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark. Derefter trækker vi på Niklas Luhmanns systemteori til at udvikle analysestrategien for specialets anden analyse af Middelfart Kommunes implementering af Klimaplanen 2020.
Videnskabsteoretisk positionering
Dette speciales problemfelt ligger op til et videnskabsteoretisk afsæt i poststrukturalismen, fordi vi ønsker at spørge ind til, hvordan kommunikation konstituerer det sociale fremfor at dømme, hvorfor dette sker. Dermed understøtter den poststrukturalistiske tilgang os i at besvare vores problemformulering og analysespørgsmål. Vi bliver i stand til at undersøge, hvordan DK2020 får konstitutive konsekvenser i Middelfart Kommune igennem særlige former for kommunikation og meningstilskrivelse. Poststrukturalismen, og i særdeleshed de teoretikere, vi vælger at fokusere på, lader os stille skarp på den genstand, vi analyserer i de forskellige analyser. Ved at spørge hvordan fremfor hvorfor, bliver vi i stand til at fæstne blikket på henholdsvis diskursen om klimahandling og Middelfart kommune som organisation uden at skulle henvise til ydre omstændigheder og normativt vurdere vores fund.
Vi vil i det følgende aktivere det poststrukturalistiske afsæt på to måder. Først vil vi bruge det til at iscenesætte Laclau & Mouffe og Luhmann i en poststrukturalistisk kontekst og fremhæve, hvordan poststrukturalismen viser sig på forskellig vis i henholdsvis diskursteorien og systemteorien. Derefter vil vi argumentere for poststrukturalismens tomme ontologi og dennes fordel for vores analyse.
Poststrukturalismen er en udbygning af strukturalismen. De to traditioner har et fælles udgangspunkt i strukturbegrebet, mens poststrukturalismens forskydning af netop strukturbegrebet adskiller dem. I strukturalismen indtager Ferdinand Saussure en særlig position med tegnbegrebet. Han brød med den tidligere forståelse af, at en betegnet (fænomenet ko) havde fået navnet ud fra nogle iboende egenskaber. I stedet argumenterede han, at det er vilkårligt, at en betegner (eksempelvis lydbilledet ko) skal betegne netop fænomenet ’ko’, og at tegnbegrebet dermed er vilkårligt (Esmark et al., 2006
virkelighed. Samtidig argumenterede han også, at meningstilskrivelsen til tegnet baserer sig på en fast struktur. Heri ses strukturalismens grundlæggende distinktion, som er tegn og struktur. På baggrund af denne er den analytiske ambition i strukturalismen at blotlægge den struktur, der gør det muligt at skabe en sammenhæng mellem betegner og betegnede (Ibid., s. 19).
Esmark, Laustsen & Andersen (2006) argumenterer, at baggrunden for at tale om et strukturbegreb ligger i den symbolske orden. Idéen om en sådan symbolsk orden kommer fra Jacques Lacan, som sondrer mellem det imaginære, det reelle og det symbolske. Det symbolske ses som noget, der ligger dybere end de to andre niveauer (s. 13). Det symbolske er det, som vi ikke kan tilgå, og som kun stiller sig for os i medieret forstand – enten på det imaginære eller det reelle niveau. Dette er grundlæggende for poststrukturalister, fordi det konstituerer en ’mangel’ som kan forsøges at betegnes. Uden denne mangel ville der ikke være et arbitrært forhold mellem det betegnede og betegneren.
Forskydningen af strukturbegrebet indebærer, at idéen om centrerede strukturer forkastes. I stedet anskues det, at samfundet består af en række delstrukturer, som er decentrerede og ufuldstændige.
Fordi den lukkede struktur forkastes, bliver der et endnu større fokus på strukturens centrering (Ibid., s. 28). Den analytiske ambition forskydes til at fokusere på, hvordan en række forskellige delstrukturer kommunikerer og tilskriver mening til en strukturs centrum.
I dette speciale betyder forskydningen, at vi i stedet for at analysere, hvordan DK2020 og Middelfart Kommunes implementering heraf er en konsekvens af en fast underlæggende struktur, kan fokusere på bredere på, hvordan diskursen og systemer skabes.
Vores analyse baserer sig på to forskellige teoriapparater, som iagttager de dynamiske strukturer i samfundet på forskellig vis. For Laclau & Mouffe opstår de dynamiske strukturer som diskursive artikulationer, der forsøger at betegne forholdet mellem indhold og udtryk. Med denne teori bliver vi i stand til at iagttage meningsfuldhed som konstrueret af sprog og diskurs, og erkendelsesinteressen bliver hermed at vise kontingens i en given diskurs (Hansen, 2006, s. 53).
I Niklas Luhmanns systemteori bliver strukturbegrebet et redskab til at iagttage systemer, fordi komplekse systemer netop danner strukturer. Da vi aldrig kan se systemerne, som ligger bagved, bliver strukturer måden at iagttage systemet. Strukturer for Luhmann eksisterer kun, når de bliver brugt (Luhmann, 2000, s. 328 fra Esmark s. 228). Netop derfor er der tale om forskydningen fra strukturalisme til post-strukturalisme. Strukturerne er ikke fastlagte, men kontingente og foranderlige.
For Luhmann dukker de dynamiske strukturer altså op som hændelser og kommunikation, hvorigennem et system kan iagttages.
For både Luhmann og Laclau & Mouffe gælder det, at der altid er en forskel imellem det, vi iagttager, og det, der faktisk er (det symbolske niveau). Det betyder, at der altid er kontingens til stede, og dermed er der tale om dynamiske strukturer.
2.1.1 Epistemologisk orienteret videnskabsteori
Med specialets afsæt i poststrukturalismen arbejder vi med en epistemologisk orienteret videnskabsteori fremfor en ontologisk orienteret. Vi tager ikke for givet, at vores analyseobjekt eksisterer på et ontologisk plan (Andersen, 1999, s. 14). Med andre ord søger vi ikke at frembringe en objektiv viden om DK2020 Klimaplanen, klimahandling eller Middelfart Kommune. Ved at tage udgangspunkt i en tom ontologi, bliver vi i stand til at spørge, hvordan verden kommer til syne på en særlig måde igennem særlige iagttagelser (Esmark et al., 2006). Ved at spørge ind til hvordan undersøger vi i specialet, hvordan Middelfarts Kommune træder frem på en særlig måde, når de forpligtiger sig til DK2020 og klimahandling. Vi bliver ligeledes i stand til at iagttage det sociale og fastholde vores blik på det, præcis som det træder frem for os, uden at bedømme det.
Analysestrategi på 2. orden
Specialets poststrukturalistiske afsæt lægger fundamentet for at arbejde med analysestrategier.
Analysestrategi handler grundlæggende om at vise, hvordan vi som analytikere gør det sociale iagttageligt på en bestemt måde og i denne proces gør os blinde for andet. Analysestrategi er dermed en strategi for, hvordan vi anlægger et bestemt blik og derigennem konstruerer andres iagttagelser som objekt for egne iagttagelser. Herved får vores iagttagelser status af 2. ordens iagttagelser – altså iagttagelser af iagttagelser som iagttagelser (Andersen, 1999, s. 14). Konkret betyder det, at vores analyse vil forstå DK2020 og Middelfart kommunes kommunikation som et udtryk for, hvordan de iagttager, og at dette speciale bliver et udtryk for vores iagttagelser.
Iagttagelsesbegrebet er funderet i forskelstænkning. Andersen (1999) formulerer det således, at iagttagelser er operationer, der referer til en forskel. Sagt på en anden måde får en iagttagelse mening af at markere noget, men ikke noget andet: “At iagttage er at mærke noget indenfor rammen af en forskel” (s. 109). Udfordringen, eller præmissen er, at man i iagttagelsen altid iagttager med en forskel. Denne kan man som iagttager dog ikke se. Det er den blinde plet, som vi må være bevidste om. Hvordan vi gør os selv i stand til at iagttage det, findes der ikke en universel opskrift på. Nærmere
er der i en analyse tale om valg og fravalg med konsekvenser og særlige blinde pletter (Andersen, 1999, s. 14).
Vores analysestrategi er dermed kontingent og må argumenteres for. Den kunne have set anderledes ud, og have endt i en anden analyse. Kontingensen gør det nødvendigt at argumentere for de valg, som vi har taget i dette speciale. Det vil vi gøre i præsentationen af vores to analysestrategier ved at fremlægge iagttagelsespunkterne for vores delanalyser og diskussion. Med andre ord: Med hvilke teoretiske begreber gør vi os selv i stand til at iagttage iagttagelser som iagttagelser på en særlig måde? I analysestrategien bliver teori altså et program for, hvordan vi konstruerer vores genstand og hvordan vi bliver iagttagere (Andersen, 1999, s. 11). Nedenfor er et overblik over, hvordan vi gør os selv til i stand at iagttage genstanden på forskellige måder, afhængig af analysens ramme:
Figur 2.2 – Iagttagelse af specialets genstand
Af figuren fremgår det, at vi igennem specialets to analyser og diskussionen får blik for klimahandling i kommunen på tre forskellige måder. I den første analyse får vi blik for klimahandling gennem iagttagelsespunktet nutidig diskurs om klimahandling. Det gør vi gennem empiri fra DK2020- projektet i form af interviews, dokumenter og webinarer. I anden analyse træder klimahandling frem Middelfart Kommunes operationer gennem kommunikation om klimahandling. Her er vores empiriske afsæt interviews og dokumenter. I specialets diskussion får vi øje på klimahandling i
kommunen som kompleksitetsskabende på baggrund af specialets analyser. De teoretiske afsæt som indgår i figuren, bliver præsenteret i dette kapitel, mens de empiriske valg præsenteres i kapitel 3.
Det er i forbindelse med denne figur nærlæggende at henlede opmærksomheden på, at vi igennem denne iagttagelseskonstruktion skaber blinde pletter for os selv. Disse vil vi fokusere på i afhandlingens afgrænsning i kapitel 3.
Diskursanalyse – Laclau & Mouffe
Følgende avsnitt vil presentere den analysestrategiske ramme for diskursanalysen, som har til formål å besvare analysespørsmålet: Hvordan tilskrives mening til klimahandling og kommunalt ansvar gjennom DK2020? For å svare på analysespørsmålet tar vi utgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori. Teorien gjør oss i stand til å undersøke hvordan DK2020 artikulerer bestemt innhold til klimahandling, og hvordan de anskuer kommunalt ansvar.
Iakttagelsespunktet for denne analyse er diskursen om klimahandling i DK2020 nettverket. Laclau og Mouffes teori består av den grunnleggende antakelsen om politiske diskurser som alle sosiale forhold baseres på, og hvordan vi konstant prøver å fiksere mening gjennom artikulasjon som ikke er forutbestemt (Laclau, 2002, s. 14). Med diskursteoriens premiss om en flytende og dynamisk struktur mellom innhold og utrykk, vil diskursanalysen anvendes til å iaktta hvordan DK2020 fyller klimahandlingsdiskursen med forskjellig innhold. Likeledes brukes den til å iaktta hvilke elementer DK2020 velger å trekke grenser til i meningstilskrivelsen av klimahandling.
Følgende avsnitt vil presentere utvalgte begreper fra diskursteorien. Begrepene diskurs, artikulasjon, element, nodalpunkt, tom betegner, ekvivalenskjede og agonisme vil være bærende begreper for avhandlingens første analyse. Begrepene er primært hentet fra Laclau og Mouffe sine verk Hegemony and Socialist Strategy (1985) og Det radikale demokrati – diskursteoriens politiske perspektiv (2002), samt Allan Dreyer Hansen og Niels Åkerstrøm Andersen sine fortolkninger av Laclau og Mouffe.
Selv om begrepene blir presentert separat, er det betydelig å forstå de i sammenheng til hverandre, og hvordan de vil anvendes i analysen. En sammenfatning av begrepenes analysestrategi vil bli presentert avslutningsvis.
2.3.1 Diskurs og artikulasjon
Laclau og Mouffe iakttar alt som diskursivt, hvor diskurser kun kan konstitueres ut fra andre diskurser og ikke fra noe “ikke-diskursivt” (Hansen, 2017, s. 338). Det betyr at vi ikke kan tilgå noe sosialt uten at det er diskursivt mediert. Diskursbegrepet bygger på de poststrukturalistiske premisser, som
understreker poenget om foranderlige og dynamiske strukturer (Hansen, 2005, s. 179). Laclau og Mouffe (1985) beskriver diskurs således:
[…] we will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory partice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse (Laclau og Mouffe, 1985, s. 105).
I sitatet fremgår det hvordan artikulasjon brukes til å forklare hvordan det etableres relasjoner mellom elementer, som skaper en totalitet av forskjeller og dermed fikserer en bestemt mening i diskursen.
Det er alltid en språklig og begrepsmessig formidling av vår omverden, og vi kan ikke erkjenne noe uten at det befinner seg innenfor en spesifikk diskurs (Hansen, 2004, s. 349). Artikulasjonen har muligheten til å sammenkoble forskjellige elementer således at identiteten og betydningen kan forandres. Diskurs kan derfor forstås som en forståelses- og handlingshorisont, hvor innholdet får en bestemt betydning av å inngå i nettopp denne diskurs (Hansen, 2004, s. 442). Eksempelvis får frihet ulik betydning avhengig av hvordan det artikuleres i en sosialistisk eller liberalistisk diskurs.
Diskursteorien peker derfor på hvordan den sosiale verden er kontingent (det kunne vært annerledes), og hvordan objekter kan miste sin vanlige betydning og få en helt ny. I avhandlingen ses dette i at klimahandling kan tilskrives mening på en rekke forskjellige måter. Det blir dermed interessant å undersøke hvordan DK2020 artikulerer innhold til klimahandlingsdiskursen og med hvilke konsekvenser.
I forbindelse med diskursbegrepet dukker oppdelingen mellom diskurs og det diskursive felt opp.
Diskursteorien tar utgangspunktet i en ufullstendig struktur mellom uttrykk og innhold, og henter inspirasjon fra Saussures tegnbegrep. Forholdet mellom betegner (uttrykk) og deres betegnede (innhold) er vilkårlig. En diskurs er en midlertidig stabilisering av denne relasjon, også kalt fiksering av mening. Her vil det alltid vil være et overskudd av mening som ikke blir forsøkt fiksert.
Overskuddet av mening kalles det diskursive felt (Laclau, 2002, s. 24). Distinksjonen mellom det diskursive felt og diskurs er skillet mellom flytende og fikserte (eller delvis fikserte) relasjoner. De elementer som ikke er aktuelt å inkludere i diskursen befinner seg dermed ufiksert i det diskursive felt.
I første analyse arbeider vi dermed med strukturer som aldri lukker seg om seg selv, hvor det krever en diskursiv fiksering for når noe blir fast satt. På samme tid er det en kontingent relasjon, fordi det
som blir fastsatt på én måte, kunne ha vært fastlås på mange andre måter (Andersen, 1999, s. 92).
Diskursanalysen undersøker dermed kampen om å fiksere et bestemt meningsinnhold.
2.3.2 Fem analysestrategiske begreper
For å undersøke hvordan DK2020 tilskriver spesifikk mening til klimahandlingsdiskursen, har vi valgt å ta utgangspunkt i begrepene fiksert element, nodalpunkt, tom betegner, ekvivalenskjede og agonisme, som diskursanalysen stiller til rådighet. Begrepene vil bli presentert i de følgende avsnitt.
Fiksert element, nodalpunkt og tom betegner
Den diskursive kamp handler om hvilke uttrykk som skal bindes til hvilket innhold. Det skal forstås som en flytende masse av mening, hvor den flytende karakter kalles flytende uttrykk (floating signifiers) (Andersen, 1999, s. 94). Flytende uttrykk betegnes også som elementer, som ikke lar seg artikulere fullstendig (Laclau og Mouffe, 1985, s. 105). De er dermed flertydige og ikke fiksert i en bestemt diskurs. Hvis elementer inngår i en diskurs, velger vi å bruke begrepet fiksert element, hvor de får en bestemt betydning avhengig av hvordan de sammenkjedes i relasjoner gjennom artikulasjon.
Ved å undersøke artikulasjonene av klimahandlingsdiskursen, får vi blikk for relasjonen mellom de flytende elementene, hvor betydningen fikseres avhengig av hvilke elementer de bindes sammen med.
Enhver diskurs forsøker å dominere det diskursive feltet ved å stanse flyten gjennom artikulasjon.
Begrepet nodalpunkt, også kalt knutepunkt, brukes til å forklare når enkelte betydninger blir fiksert for en tid (Laclau, 2002, s. 62). Laclau og Mouffe kaller nodalpunkter for “de priviligerede punkter for denne partielle fiksering”, som forsås som sentrum i diskursen (Laclau, 2002, s. 62). Nodalpunktet symboliserer en foreløpig fiksert betydning, fordi de andre elementene i feltet fikseres rundt dette punktet (Hansen, 2005, s. 187). Nodalpunktene har betydning for hvordan de fikserte elementene kan forstås.
I denne avhandlingen bruker vi begrepet nodalpunkt til å iaktta hvilke sentre som artikuleres i klimahandlingsdiskursen. Vi iakttar nodalpunktene som de mer fremtredende elementer i en ekvivalenskjede. Vi kondisjonerer nodalpunktene som hyppig fremtredende elementer, som brukes til å legitimere DK2020's meningstilskrivelse av klimahandling. I dette specialet er nodalpunktene som strukturerer klimahandlingsdiskursen eksempelvis nødvendige målsetninger og lokal klimarisici.
DK2020 artikulerer spesifikt innhold og mening til nodalpunktene, som igjen tilskriver særlig mening til elementene i relasjon til klimahandling.
Når et nodalpunkt blir overfylt med så mye forskjellig mening at det mister sin partikularitet, kaller Laclau & Mouffe det for et tomt uttrykk eller en tom betegner (empty signifier) (Husted & Hansen, 2017, s. 462). Den tomme betegner kommer til å representere helheten og stå for meningsinnholdet i et større politisk prosjekt. Uttrykket, eller det konkrete elementet, blir tømt for mening når partikulariteten løsriver seg fra bindingen av et spesifikt innhold (Hansen, 2005, s.187). Den tomme betegner kan ikke betegnes ut fra en spesifikk betegner, men får mening gjennom dens totalitet.
Laclau mener den tomme betegner har egenskapen til å definere en diskurs, da den er i stand til å mobilisere og representere en felles identitet, fordi den nettopp ikke betyr noe spesielt (Husted og Hansen, 2017, s. 462). Den tomme betegner kan dermed strukturere ekvivalenskjedens meningsidentitet, hvor innholdet kan forenes til en felles motstand mot konkurrerende krefter.
Begrepet tom betegner er utgangspunktet for denne avhandlings første analyse. Vi vil i analyse 1 undersøke hvordan det tomme uttrykket klimahandling tilskrives mening gjennom ekvivalenskjeder, elementer og nodalpunkter, og hvordan det tilskrives så mye forskjellig innhold at det blir overfylt.
Ekvivalenskjede
Som beskrevet tidligere har artikulasjon mulighet til å sammenkoble forskjellige elementer sammen i relasjoner, som utgjør en diskurs. Laclau og Mouffe kaller denne sammenkjedingen av elementer for ekvivalens. En ekvivalenskjede er en sammenkjeding av flere elementer, som settes i relasjon og i forhold til et nodalpunkt (Laclau og Mouffe, 2002, s. 81). Elementenes forskjellighet utviskes gjennom deres ekvivalente relasjon og konstrueres som likheter, på grunn av deres forskjellighet fra noe annet. De forskjellige elementene har ikke nødvendigvis noe med hverandre å gjøre, men kobles sammen gjennom det tilhørighetsforholdet som den diskursive strukturen gir. Jo mer utvidet ekvivalenskjeden er, jo mer overfylt blir innholdet som elementene settes i relasjon til. Et viktig poeng er hvordan elementene samles til en felles identitet, og settes i motsetning til en ekskluderende grense (Andersen, 1999, s, 95). Diskursen konstruerer grensen ved å ekskludere hva den ikke er, og skaper dermed en felles adskillelse for diskursen.
Ekvivalensbegrepet vil brukes til å illustrere konstruksjonen av en felles identitet i DK2020- prosjektet. Analysen vil undersøke hvordan de diskursive meningstilskrivelsene av klimahandlingsdiskursen sammenkobler en ekvivalensrelasjon bestående av en rekke forskjellige nodalpunkter og elementer. Begrepet ekvivalens vil brukes til å forstå hvordan DK2020 etablerer en spesifikk forståelse av prosjektet, og hva de setter som motsetning til diskursen.
Agonisme og funksjonell metode
For å undersøke hvilket innhold klimahandlingsdiskursen avgrenser seg fra, vil vi bruke motstandsbegrepet om agonisme, som er en videutvikling av Laclau og Mouffes antagonisme-begrep.
Den opprinnelige antagonismen beskrives som: “en relation, der umuliggjorde, at den identitet ‘kunne være, hvad den var’ ” (Laclau og Mouffe, 2002, s. 31). Det betyr at en diskurs ikke kan eksistere hvis den andre diskursen er i stedet, fordi parten ikke aksepterer den andres identitet. Det er først når diskursen italesetter grensen til det ytre som en trussel, at antagonismen er i spill. Antagonisme brukes dermed til å illustrere en meget fiendtlig og konfliktfull relasjon, hvor det er en kamp om hvilken mening som skal dominere (Ibid.). Innenfor klimahandlingsdiskursen vil antagonisten være de identitetene som ikke anerkjenner klimautfordringene og som ikke ønsker å delta i klimakampen.
I dette speciale ønsker vi snarere å analysere hvordan DK2020 kjemper om en bestemt identitet til klimahandling, uten at den står i konflikt mot en fiende de ikke aksepterer. Bruddet er ikke i relasjon til at kommunene ikke aksepterer klimautfordringene, men nærmere mot måten det handles på. Vi har derfor valgt å bruke agonismebegrepet, som Mouffe videreutviklet etter Hegemony and Socialist Strategy i 1985. Mouffe (2002) påpeker hvordan uenigheter og konflikter i en demokratisk orden ikke medfører at de forskjellige identitetene forhindrer hverandre i å være det de er. Agonisme innfanger dermed en type relasjon mellom posisjoner som deler et sett av spilleregler, men som er uenige om de konkrete politiske målsetningene som skal realiseres innenfor disse reglene (Laclau & Mouffe, 2002, s. 31). Motstanderne kjemper mot hverandre for å få sin mening til å dominere, men det påvirker ikke opponentens rett til å kjempe for sin. Agonisme handler dermed om en relasjon mellom motstandere, mens antagonisme består av en relasjon mellom fiender. Agonisme vil brukes til å illustrere hvordan DK2020's artikulasjoner trekker en grense for hva klimahandling ikke er, og dermed iverksetter en bestemt form for klimahandling.
I tillegg vil vi bruke Morten Knudsens (2014) lesning av Luhmanns funksjonelle metode til å kondisjonere når vi iakttar en agonistisk grensedragning. En funksjon er enheten av problem og løsning, og med den funksjonelle metode leter vi dermed etter problem/løsningsstrukturer, og hvordan grensen trekkes hertil (Morten Knudsen, 2014, s. 21). Løsningen gjøres til en del av ekvivalenskjeden, mens problemet oppstilles som diskursens motstandsforhold. Som Knudsen (2014) fremhever, så er løsningen ikke en løsning a priori. Det er løsningen på et spesifikt problem og den dukker opp når den konstitueres som en løsning (s. 27). Denne ledeforskjell har betydning for hvordan avhandlingens gjenstand Klimahandling dukker opp som en diskursivt konstruert løsning på et eller
flere artikulerte problem(er). For oss får noe status som et problem når DK2020 tydelig italesetter elementer som hindring for å oppnå målet om Parisavtalen. Hermed blir problem/løsningsstrukturene en del av DK2020’s meningstilskrivelse og identitet. Dette harmonerer med Laclau & Mouffes forståelse av det politiskes paradoksi – at en løsning alltid er et problem for en annen diskurs, og at dynamikken driver den sosiale meningstilskrivelse. I sitatet “For så vidt som de [sociale relationer]
problematiseres, vil de ændre karakter fra sociale til politiske relationer” (Laclau og Mouffe, 2002, s.
29), ses det hvordan problematiseringen er en grunnstein i politikk, og dermed at den ene løsning blir til en annens problem.
2.3.3 Diskursteoretisk analysestrategi
Avhandlingens første analysedel har til formål å vise hvordan DK2020 nettverket konstruerer en spesifikk meningstilskrivelse av klimahandling gjennom prosjektet DK2020 - Klimaplaner for hele Danmark. Vi har derfor valgt å ta i bruk fem analysestrategiske begreper som diskursteorien stiller til rådighet, som i sammenheng vil kunne svare på analysespørsmålet til analyse 1. Nedenfor visualiseres analysestrategibegrepene i en samlet modell:
Model 2.3.3 – Diskursteoretisk analysestrategi
Modellen overstående viser hvordan nodalpunkt, fiksert element og ekvivalenskjede brukes til å definere DK2020's klimahandlingsdiskurs. Den tomme betegner klimahandling, konstrueres ved å fastsette forskjellige nodalpunkter, hvor DK2020's artikulasjoner fikserer elementer i en ekvivalent meningsrelasjon. Med Andersens (1999) premiss om at det aldri er selvsagt når en diskurs kan kalles en diskurs, er det et analysestrategisk valg å kondisjonere klimahandlingsdiskursen når DK2020
artikulerer elementer som vitenskap og sosioøkonomiske effekter i relasjon til klimahandling.
Summen av meningstilskrivelsen til den tomme betegner etablerer en bestemt identitet innenfor diskursens ekvivalenskjede. Den funksjonelle problem/løsningsstrukturen i modellen anvendes til å undersøke hvilke elementer diskursen avgrenser seg fra, og hvordan agonisten utgjør potensielle problemer som står i motsetningsforholdet til klimahandling.
Organisationsanalyse - Niklas Luhmann
I det følgende afsnit vil vi præsentere den analysestrategiske ramme for specialets organisationsanalyse. Organisationsanalysen anvendes i specialets anden delanalyse til at undersøge, hvordan Middelfart Kommune implementerer DK2020 Klimaplanen. Iagttagelsespunktet for denne analyse er dermed Middelfart Kommunes kommunikation om klimaplanen.
Vi ønsker at besvare følgende analysespørgsmål: Hvordan ændres Middelfart Kommunes iagttagelse af deres omverden og dem selv, når de knytter an til DK2020, og hvordan ændrer det måden de opererer som organisationssystem?
Vi henter de analysebærende begreber i Niklas Luhmanns systemteori. Med henblik på analysens erkendelsesinteresse fokuserer vi på Luhmanns organisationsteori om organisationer som systemer samt hans styrings- og teknologibegreb. Systemerne strukturerer sig ved at skelne mellem sig selv og en systemintern omverden, fastlægge beslutningspræmisser og skabe mening gennem kommunikation.
De følgende afsnit vil præsentere udvalgte begreber fra systemteorien. Begreberne organisationssystem, system/omverden, styringsteknologi, beslutning og mening er bærende begreber for specialets anden analyse. Begrebsapparatet for analyse 2 tager udgangspunkt i uddrag fra Niklas Luhmanns værker, samt Niels Åkerstrøm Andersen, Justine Grønbæk Pors, Holger Højlund, Morten Knudsen og Niels Thyge Thygesens fortolkninger af specifikke begreber.
2.4.1 Organisationssystemer
Niklas Luhmanns systemteori baserer sig på en forståelse af samfundet, som gør os i stand til at iagttage systemer og kommunikation. Luhmann iagttager samfundet som bestående af sociale systemer, der er rekursivt forbundne netværk af kommunikation. Samfundet består således af kommunikation, der kommunikerer. Dermed kan det, vi som analytikere se og undersøge, flyttet fra aktører og enkeltpersoner til systemer og kommunikation. Vi ser ikke på Klimachefen i Middelfart Kommunes intention med sin kommunikation, men nærmere på kommunikationen i sig selv netop
som den optræder. I stedet for at analysere, hvordan Middelfart Kommune mest effektivt opnår målsætningerne i Klimaplanen analyserer vi, hvordan Middelfart Kommune kommunikerer om sig selv som et klimaorienteret system og hvilke udfordringer dette løser eller skaber.
I systemteorien er der tre former for sociale systemer. Overordnet er der samfundssystemer og som en del af disse findes interaktionssystemer og organisationssystemer. Vi vil i dette speciale fokusere på organisationssystemer.
Som alle former for sociale systemer er organisationssystemer autopoesiske kommunikations- systemer, der trækker en grænse mellem systemet og omverden. For at være i stand til at skabe selvreferencer (autopoesis) må systemet trække en grænse eller forskel til alt det, systemet ikke er.
Det betyder, at organisationssystemet producerer sig selv ud fra det, systemet allerede er. Det betyder også, at alt det, der er internt i systemet, er skabt af systemet selv (Åkerstrøm Andersen & Pors, 2018, s. 27). Det gælder både forventninger til systemet og systemets omverden. Begrebet om autopoesis gør os i stand til at iagttage, at et organisationssystem ikke kan forandres udefra – det kan kun ændres gennem selvreferencer.
2.4.2 Fire analysebærende begreber
For at undersøge, hvordan Middelfart Kommune knytter an til DK2020's kommunikation om klimahandling og skaber mening af denne internt i organisationen vi vil at tage udgangspunkt i fire analysebærende begreber fra systemteorien: System/Omverden, styringsteknologier, beslutninger og mening. Disse vil blive præsenteret i de følgende afsnit.
System/Omverden
I første del af analysespørgsmålet spørger vi ind til, hvordan Middelfart Kommunes iagttagelse af deres omverden og dem selv ændres, når de knytter an til DK2020. Organisationer udvikler sig hele tiden og kan lade sig irritere af omverden Det sker ved, at systemet indgår i strukturelle koblinger til andre systemer (Luhmann, 1997a, s. 74). Vi vil bruge systemanalysens ledeforskel system/omverden til at analysere, hvordan Middelfart Kommunes trækker nye grænser mellem system og omverden, når de strukturelt kobler sig til DK2020’s kommunikation. Med denne forskel fokuserer vi på den grænse, som systemet kommunikativt trækker mellem sig selv og omverden. Vi får blik for, hvordan kommunen lader sig irritere af omverdens impulser ved at genindføre skellet mellem system/omverden. Denne genindføring, også kaldet et re-entry er vist i den følgende figur:
Figur 2.4.2.1 – Reentry af system/omverden
Af figuren fremgår det, hvordan organisationssystemet bliver i stand til at iagttage omverden ved at indføre skellet mellem system og omverden på system siden af forskellen. Der skabes en re-entry, idet system/omverden forskellen genindføres i det rum, der blev skabt af den tidligere system/omverden forskel. Med et re-entry skabes en “uløselig ubestemthed”, idet den genindførte forskel både er den samme som, og forskellig fra, den første forskel (Åkerstrøm Andersen & Pors, 2018, s. 30). Det vil sige, at den systeminterne omverden er ens med omverden på ydersiden af forskellen, men den er på samme tid forskellig, idet den er farvet af systemets egen forståelse.
Når omverden fremtræder systeminternt som en del af systemets autopoesis, kan det kommunikeres om. Organisationssystemets autopoetiske betingelser betyder, at systemet trækker grænsen på baggrund af, hvad det allerede er. Dette skaber nogle blinde vinkler i iagttagelsen. Det betyder, at Middelfart Kommune har blik for en del af deres omverden, men ikke helheden.
Det er kontingent, hvordan grænsen mellem system og omverden drages. Det vil sige at grænsen hverken er nødvendig eller umulig. Idet den på samme tid har konstitutive konsekvenser for, hvordan systemet opererer, åbnes der for at analysere hvordan grænsedragningen skabes. Hvilke iagttagelser i systemet ligger til grund for grænsedragningen? På baggrund af kontingensen vil vi iagttage, hvordan Middelfart Kommune begynder at iagttage sin omverden på en ny måde, og hvordan det giver anledning til at kommunikere og operere på nye måder.
I analysen fokuserer vi på det subsystem, vi vil kalde Klimasystemet. Det er herfra kommunens kommunikation om klima kommer. Vi interesserer os for, hvordan dette subsystem iagttager dele af Kommunen som sin omverden, og herved forsøger at irritere omverden til at koble sig på klimasystemets kommunikation. Ved at iagttage, hvordan Klimasystemet trækker grænsen mellem system og omverden får vi blik for, at systemer opererer med flere grænser (Åkerstrøm Andersen,
2003, s. 314). Dette blik på flertal af grænser giver os blik for en stigende kompleksitet i Middelfart Kommune.
I denne analyse træder genstanden for specialet ‘klimahandling’ dermed frem som Klimasystemets iagttagelse af sin omverden og grundlaget for systemets kommunikation.
Styringsteknologi
I anden del af vores analysespørgsmål spørger vi ind til, hvordan der sker ændringer i kommunens operationer, når klimasystemet trækker en særlig grænse til omverden. For at besvare dette spørgsmål, vil vi at iagttage, hvordan Klimasystemet forsøger at styre på andre dele af kommunen med konsekvenser for muligheden for at tage beslutninger. For at få blik for styringen som en proces, vil vi bruge Niklas Luhmanns begreb om styring og styringsteknologier. Vores formål med at inddrage styringsbegrebet er at iagttage, hvordan styringsteknologier opstiller særlige rum for beslutninger og spiller sammen med kommunikationens iagttagelse af skellet mellem system/omverden.
Styringsteknologier styrer over en forskel. Luhmann skriver at “steering designates a very specific use of distinctions, namely the attempt to reduce the difference” (Luhmann, 1997b, s. 43). Det vil sige, at formålet med styringen er at minimere en forskel, som styringsteknologien stiller til rådighed.
Hvorledes der faktisk styres, og forskellen minimeres, afhænger af det modtagende system. Som Andersen & Pors (2018) formulerer det: “Der bliver kun styring, hvis det system, som forsøges styret, styrer sig selv på en sådan måde, at det finder ’den styrendes’ kommunikation meningsfuld og gør den til element i egen selvstyring” (s. 49). Med systemteoriens begreb om styring får vi dermed blik for, at styring er selvstyring. En topledelse kan lave en strategi, men hvordan denne strategi iagttages og opleves i forskellige afdelinger (subsystemer) i organisationen, kan ikke styres (Luhmann, 1997b, s. 48). I analysen bliver blikket for styring som selvstyring brugt i forbindelse med styringsteknologierne, hvor vi iagttager, hvordan nogle typer af teknologier i højere grad end andre ligger op til selvstyring.
Præmissen for at inkludere styringsteknologi som et bærende begreb i analysen er erkendelsen af, at det er teknologierne, der styrer ledelse, nærmere end det er lederne, der styrer gennem teknologierne.
Styringsteknologier skaber særlige muligheder for at lede, idet de sætter bestemte betingelser for ledelse (Thygesen, 2004, s. 137).
I specialet vil vi iagttage de styringsteknologier, der er italesat i forbindelse med Middelfart Kommunes Klimaplan. Vi kalder styringsteknologi, når der er tale om en teknologi, der forsøger at
styre over en forskel med en intention om at styre. Styringsintention forstår vi som Thygesen (2003):
“Intention skal forstås som en begrundelse, der i beslutningen værdisættes gennem afvisning af dets alternativ” (s. 301).
Beslutning
Organisasjoner kommuniserer i beslutninger. En betydelig del av Luhmanns organisasjonsteori består av den grunnleggende antakelsen om beslutningen og dens kontingens. Morten Knudsen (2014) beskriver beslutninger med premisset om, at det er et overskudd av muligheter og kontingens, hvor man ikke vet hva beslutningens konsekvens blir (s. 324). Det er to typer av kontingens. Den åpne og den fikserte. Den åpne kontingens finnes før en beslutning er besluttet, mens den fikserte kontingens finner sted etter beslutningen er besluttet, og tar form av at beslutningen kunne have vært annerledes (Højlund & Knudsen, 2003, s. 38). Luhmann beskriver dette problemet som et grunnleggende paradoks, fordi det kontingente premisset resulterer i at alle beslutninger alltid kunne ha vært besluttet forskjellig (Ibid.). Det betyr at det alltid vil være en usikkerhet i hvordan det reageres på beslutningene som tas, og om neste beslutningene lar seg disiplinere av de tidligere beslutningene (Knudsen, 2014, s. 321).
Beslutningen blir dermed en beslutning idet den tar stilling til forskjellige forventninger til organisasjonen og herved absorberer usikkerhet (Åkerstrøm Andersen & Pors, 2018, s. 81).
Beslutningen arbeider med konstruksjoner av alternativer, som åpner opp for noen valg (Højlund &
Knudsen, 2003, s. 27). Beslutningen kan ikke selv beslutte om den fikserer forventninger. Det bestemmes først når den neste beslutning anerkjenner forventningen (Åkerstrøm Andersen & Pors, 2018, s. 82).
Organisasjoner kommuniserer i beslutninger og strukturerer seg selv ved å fastlegge beslutningspremisser. I et organisasjonssystem skapes beslutningspremisser når beslutningene knyttes rekursivt til hverandre. Strukturen forstås ved at tilslutningsmulighetene begrenses. Det får beslutninger til å fremstå som mer besluttsom. Eksempelvis er myndighetsoppgaver et beslutningspremiss idet det tydelig defineres at kommuner skal utføre en rekke oppgaver. Dermed forstås det internt i forvaltningen at det allerede er fastlagt en beslutning, som den etterfølgende kommunikasjonen knytter an til. Beslutningspremisset fungerer som en innsnevring av mulighetsrommet ved å forskyve kontingensen og få beslutningen til å fremstå som ‘nødvendig’.
Vi bruker begrepet beslutninger til å iaktta hvordan det skapes særlige muligheter for å ta beslutninger i organisasjonssystemet, når det kommuniseres om klimahandling.
Mening - Aktualitet og potensialitet
I denne avhandlingen blir begrepet mening betydelig i samspill med beslutninger, da det er beslutninger som beslutter en aktualitet, og åpner opp for en potensialitet. I Middelfart Kommune vil vi undersøke hvordan implementeringen av Klimaplanen skaper noen bestemte dimensjoner for potensialiseringer i kommunen.
Sosiale systemer kommuniserer gjennom mediet mening. Kommunikasjonens vilkår er at systemer alltid møter verden som kompleks. Det er et overskudd av mening. Meningsbegrepet er aldri fikserbart, men snarere flytende og ustabilt (Andersen, 1999, s. 120). Mening illustreres gjennom forskjellen aktualitet og potensialitet. Mening er det aktuelle som består av muligheter, hvor aktualiseringen potensialiserer nye muligheter frem i tid (Ibid.). Andersen (1999) forklarer hvordan det aktualiserede alltid står i sentrum for kommunikasjonen, og står overfor en horisont av mulige aktualiseringer, dvs. potensialitet (s. 121). Et betydelig poeng er hvordan det aktuelle og det potensielle kun kan eksistere i forhold til hverandre: “Meaning is the link between the actual and the possible; it is not one or the other” (Luhmann, 1986, s. 102, sitert i Andersen 1999). Det aktuelle og potensielle består av en gjensidig forbindelse, hvor det dynamiske og flytende forholdet hele tiden blir aktualisert av ny kommunikasjon og produksjon av mening.
Det finnes tre meningsdimensjoner innenfor kommunikasjon som vi vil bruke til å iaktta hvordan det potensialiseres i tid-, sak- og sosialdimensjonen.
Tidsdimensjonen opererer i spenningen mellom nåtid/fremtiden, og omhandler hvordan det kommuniseres i tid (Andersen, 1999, s. 144). I en organisasjon gjør tidsdimensjonen seg synlig når grensen for hvilke muligheter det finnes for utvikling, avhenger av ledernes og medarbeidernes fantasi om hva som er mulig(Andersen, 2017, s. 103). Styringsteknologier styrer innenfor fire tidsdimensjoner:
HVA ER? HVA ER MULIG?
NÅ Nåtidens nåtid Nåtidens fremtid
OM 10 ÅR Fremtidens nåtid Fremtidens fremtid Tabell 2.4.2.4.1 - Meningens tidsdimension
Av tabellen ovenstående fremgår hvordan mening opererer i forskjellige tider. Å ta utgangspunkt i
‘hva en organisasjon er nå’, setter tiden i nåtidens nåtid. Å undersøke ‘hva som er mulig nå’, setter nåtidens fremtid i spill, da nåtiden baseres på hva vi vet i fremtiden. Spørsmålet ‘hva er om 5 år’
setter tiden som fremtidens nåtid, hvor fremtiden tar høyde for det vi kjenner til nå. Sist styres
fremtidens fremtid med utgangspunkt i ‘hva som er mulig om fem år’, hvor fremtiden består av ukjente horisonter.
Saksdimensjonen omhandler valget av gjenstand og beslutningspremiss for kommunikasjonen og styringen, hvor det struktureres etter forskjellen dette/alt annet (Andersen, 1999, s. 144). Forskjellen skaper mening ved å kun aktualisere dette som står på innersiden, hvor alt annet settes tydelig utenfor kommunikasjonen:
Figur 2.4.2.4.2 – Meningens saksdimensjon
Figuren illustrerer hvordan forskjellen mellom dette/alt annet gjør det tydelig hvilken sak det kommuniseres mening om. Med saksdimensjonen får vi blikk for hvilke saker klimakommunikasjonen styrer på, og med hvilke konsekvenser.
Den sosiale dimensjonen fokuserer på identitetene til kommunikasjonsdeltakerne, hvor mulighetshorisonten åpnes i spenningen mellom distinksjonen oss/dem (Andersen, 1999, s. 144). Det sosiale trer frem i hvordan kommunikasjonen gjør noen til et oss, hvor andre anses om irrelevante.
Figur 2.4.2.4.3 – Meningens sosialdimensjonen
Forskjellstegningen ovenstående viser hvordan ‘oss’ iakttas til forskjell fra ‘dem’, hvor forventningene til ‘de andre’ gir mening ut fra forventingene til ‘oss selv’ (Andersen og Pors, 2014, s. 39). Den sosiale dimensjonen gir oss mulighet til å undersøke hvilke sosiale identiteter klimakommunikasjonen konstruerer.
2.4.3 Systemteoretisk analysestrategi
Specialets anden analysedel har til formål at vise, hvordan Middelfart Kommune ved at knytte an til DK2020 begynder at operere og styre på nye måder. I denne analyse træder genstanden
‘klimahandling’ frem som Klimasystemets iagttagelse af sin omverden og grundlaget for systemets kommunikation. Vi tager fire analysestrategiske begreber fra systemteorien i brug til at besvare analysespørgsmålet for analyse 2. Nedenfor vises sammenhængen mellem de fire begreber:
Figur 2.4.3 - Systemteoretisk analysestrategisk
Figuren viser, hvordan system/omverden forskellen træder først i analysen. Vi vil iagttage noget som
‘omverden’, når der internt i systemet drages en forskel mellem systemet og omverdenen.
Eksempelvis når Klimachefen Morten Westergaard italesætter “normalsystemet” udenfor hans del af organisationen. Med begrebet om styringsteknologier kan vi iagttage, hvordan systemets operationalisering af grænsedragningen skaber forskellige former for styring i Middelfart Kommune.
Disse styringsteknologier sætter mulige rum for beslutninger på en særlig måde, som vi vil analysere ved hjælp af de tre meningsdimensioner tid, sag og social.
Kombinatorik
Som præsenteret, vil vi i dette speciale bruge to teoriapparater til at besvare vores problemstilling. De er valgt, fordi vi ved at kombinere disse muliggør forskellige iagttagelser af specialets genstand, klimahandling. Herved bliver vi i stand til at belyse, hvordan den særlige måde, som DK2020 projektet tilskriver mening til klimahandling påvirker, hvordan Middelfart Kommune opererer og forsøger at skabe styring.
Ved at benytte en diskursteoretisk analysestrategi i den første delanalyse kan vi iagttage artikulationen af en nutidig klimahandlingsdiskurs, og hvordan DK2020 tilskriver en særlig mening til kommunalt ansvar. Laclau og Mouffe tilbyder begreber til at åbne empirien op som meningstilskrivende og
iagttage modsætningsforhold i diskursen. Empirien træder frem som meningsfyldte artikulationer.
Samtidig tillader Laclau og Mouffe et fokus på samtidsdiskursen fremfor eksempelvis Luhmans semantikanalyse, som har et historisk fokus. Vi ønsker at iagttage diskursen, som den træder frem i dag igennem DK2020. Når vi iagttager empirien som artikulationer bliver vi blinde for andet.
Eksempelvis gør Laclau og Mouffe os ikke i stand til at sige noget om, hvordan denne diskurs om klimahandling ændrer kommunerne.
For at få blik for dette, inddrager vi Luhmanns organisationsteori i en systemanalyse, hvorved vi iagttager, hvordan organisationer opererer igennem at drage forskelle og skabe beslutningspræmisser gennem styringsteknologier. Diskursanalysen vil i specialet fungere som baggrund for systemanalysen i anden analyse. Vi iagttager, at den diskursive meningstilskrivelse til klimahandling skaber forudsætninger for Middelfart Kommunes operationer. Dette gøres ved at iagttage diskursen som en betydningsramme, der skabes og gøres tilgængelig i Middelfart Kommunes omverden, som organisationen kan knytte an til. I en systemanalyse fremstår empirien for os som en række af forskelsdragninger og re-entries igennem kommunikation. Vi bliver dermed i stand til at iagttage, hvordan systemets grænsedragning har betydning for, hvordan der forsøges at skabes styring i Middelfart Kommune. Luhmanns systemteori er ligeledes stærk på at give blik for, at der på samme tid findes et flertal af grænsedragninger, re-entries og potentialiseringer. Dermed kan vi få blik for en voksende kompleksitet i Middelfart Kommune som en konsekvens af anknytningen til DK2020.
Undersøgelsesdesign
Specialets undersøgelsesdesign er afbilledet i det følgende:
Figur 2.6 - Undersøgelsesdesign
Af figuren fremgår det, at specialets genstand klimahandling vil belyses igennem to forskellige analysestrategier og en diskussion. På den måde vil vi blive i stand til at besvare specialets problemformulering.
Kapitel 3: Metode og datainnsamling
I det følgende kapittel vil vi presentere avhandlingens valg av metode og datainnsamling, med utgangspunkt i en kvalitativ tilgang, bestående av semistrukturert intervju og dokumentanalyse. De metodiske vurderinger og valg ved innsamling av empiri er betydelig for analysen, da empirien muliggjør det problem som skal under søkes gjennom iakttagelser av andres iakttagelser (Andersen, 1999, s. 14). I en del av den analysestrategiske litteratur avskrives mer tradisjonelle metoderegler med begrunnelsen at metodikken i sin stivhet forsøker å få tilgang og innfange en virkelighet som selvfølgeliggjøres (Andersen, 1999, s. 13). På samme tid mener vi metodelitteraturen består av vesentlige vurderinger om hvordan vi som analytikere kan tilgå og innsamle vår empiri. Vi følger Hansens (2003) argumentasjon om å sette metoden i kontekst til vår epistemologisk orienterte tilgang, så vi kan bruke de metodiske innsikter som god bakgrunn for vår empiriinnsamling (s. 54–
56).
Kvalitativ metode
Empirisk forskning handler om å samle inn observerbare opplevelser fra verden, og bruke dataen til å svare på spørsmål, eller å utvikle og teste ideer (Punch, 2013, s. 3). Det finnes flere måter å innsamle dataen på. Denne avhandlingen tar utgangspunkt i kvalitativ metode, hvor innsamlingen består av ikke-numerisk data, som vanligvis uttrykkes i form av tekst.
Vi tar i bruk metodisk triangulering, hvor intervju og dokumentanalyse kombinerer ulik datainnsamling (Punch, 2013, s. 158). Intervju brukes som en kilde til viten om sosiale aspekter, idet intervju er en god tilgang til menneskers konstruksjon av virkeligheten (Punch, 2013, s. 144). Vi vil kombinere kvalitative intervju og dokumentanalyse for å innsamle empirien, hvor metodene skaper forskjellige innsikter og utfyller hverandres blinde pletter. Ved å kombinere tilgangene ønsker vi å undersøke hvordan prosjektansvarlige og ledere iakttar gjenstanden for specialet – klimahandling - og implementeringen i Middelfart kommune. Den kvalitative metode understøtter dermed specialets epistemologiske tilgang. Begrunnelse for valg av case, informanter og dokumenter vil bli presentert i følgende avsnitt.
Valg av case og informanter
Punch (2013) beskriver hvordan case-studie omhandler å studere et område i detalj, hvor det overordnede målet er å utvikle en full forståelse av fenomenet. Med metoden ønsker vi å forstå en case i dybden, og få blikk for dens kompleksitet og kontekst (s. 120). Punch begrunner casestudie
