• Ingen resultater fundet

Digitaliseret af | Digitised by

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Digitaliseret af | Digitised by"

Copied!
141
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Bramsen, Alfred.

Titel | Title: Genierne, Ensidigheden - Styrken -

Svagheden : en Undersøgelse.

Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Gyldendal, 1889 Fysiske størrelse | Physical extent: 122, [2] s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

(2)

ammvrnrnim

mmmmaismmss

ymmMmmmmmmm

. . . : . . : !

' . ' . • in' •••; •• • • ••'••• •*!

(3)

0 2 V o é

(4)
(5)

(6)

.

,

(7)
(8)

G E N I E R N E

ENSIDIGHEDEN - STYRKEN - SVAGHEDEN

E N U N D E R S Ø G E L S E

A F

A L F R E D B R A M S E N

K Ø B E N H A V N

GYXDENDALSKE B O G H A N D E L S F O R L A G ( F . H E G E L & S Ø N )

F R . B A G G E S B O G T R Y K K E R I

I889

/ 9 / /

(9)
(10)

T^t Brudstykke af foreliggende Arbejde har været

^ trykket i «Tilskueren »s Aargang 1887; dette Stykke fremtræder imidlertid her i en stærkt omarbejdet og"

langt fyldigere Form. Emnet er forøvrig baade saa tillokkende og righoldigt, men samtidig saa lidet be­

handlet hidtil, at denne Undersøgelse ingenlunde maa opfattes som udtømmende, men kun som et Bidrag til en ny Opfattelse af enkelte Sider hos de ejendomme­

ligste Skikkelser i Kulturhistorien, hos hine Aander, hvor alt er betydeligt, saavel Svaghederne som Styrken.

Ved Nytaar 1889.

A . B .

(11)
(12)

G E N I E R N E

I

Contemporains de tous les hommes Et citoyens de tous les lieux.

aar man en stjærnekiar Nat betragter Himlen, synes Stjærnernes Hær utallig, men i Virkeligheden er de synlige Stjærners Antal kun

et Par Tusend.

Om­

trent paa samme Maade gaar det os, naar vi skal til at holde Mandtal over de

berømte Mænds

Hær. De til­

syneladende uendelige Rækker svinder ved nøjere Eftersyn ind, og der bliver tilbage næppe 500 «Udødelige»1).

Naar Tallet viser sig at være saa ringe, er det givet, at ligesom der er mange Stjerner, der ikke ses, saaledes er mangt et Geni forbleven uænset. Ti det gælder om Hjernekraft ligesom om de andre store Kræfter — Varme, Lys og Elektricitet — at de til en­

hver Tid er tilstede i uhyre Kvantiteter udover hvad der i et givet Øjeblik benyttes eller tilsyneladende be-

^ Opgivelserne varierer mellem 4 og 5 Hundrede. I iHereditary Genius« anslaar Galton Antallet af historisk berømte Mænd til circa 400. Amerikaneren Beard har henimod 500 paa sin Liste.

(13)

2 Geniernes ringe Antal.

nyttes, saa at det kun er en Brøkdel, der direkte kommer Menneskene til Nytte. Det er jo nemlig i de sjældneste Tilfælde, at den

skabende Evne

er parret saaledes med de fornødne

Midler,

med

Heldet

og især med

til­

strækkelig Energi,

at det kan komme fuldt til Udvikling.

Er denne

Konstellation

imidlertid tilstede, og bliver Resultatet et historisk berømt Navn, kan vi ogsaa være sikre paa dets Ægthed som paa enhver af de synlige Stjærners Existens — enhver af dem betyder en Ver­

den, hvis Lys svarer til dens Størrelse og dens Afstand fra Sol og Jord. Paa Historiens Himmel gaar de for­

lorne Berømtheder ud som Meteorer; de Navne, som føres fra Slægt til Slægt, maa være kædede til Stordaad eller genial Tænkning. De Værker, der skylder Rutine eller Imitation deres Tilblivelse, kan ligesaa lidt skaffe den Berømmelse, som det

oprindelig

frembragte giver, som Maanen kan træde i Solens Sted.

Blandt de mange fra Fortiden overleverede forkerte Meninger om Genierne, er der enkelte, som det synes grumme vanskelig at ramme en Pæl igennem, man støder paå dem endog hos Skribenter, der ikke er

bange for at ryste Overtro af sig. Der er saaledes den, at Verdens betydeligste Mænd dø tidlig. Den ellers saa moderne Forfatter

Mor eau

(de Tours) skriver:

«Oraklet havde Ret i at «Gudernes Yndlinge dø tidlig,»

ti Sandheden heraf bekræfter sig stadig i vor Tid lige som i Fortiden».

Forsøger man imidlertid at nævne Exempler her- paa, kan man tælle dem paa sine 10 Fingre:

Mozart

(14)

Deres høje Alder. 3

og

Schubert

(36 og 31),

Raphael

(37),

Pascal

(39),

Byron, Keats, Shelley

og

Bums

(37, 25, 30, 34), men det glemmes at

Thorvaldsen

blev 74,

Gluck

og

Jenner

75,

Haydn, Rossini

og

Handel

77,

Euripides, Galileo, Corneille, Lamartine

78,

Schelling

79,

Kant

80,

Harvey

81,

Plato, Goethe

82,

Viet. Hugo

83,

Voltaire, Newton

84,

Franklin

85,

Calderon

87,

Michel Angelo

89,

So- phocles, Hobbes

90,

Tizian

99.

Affatter man en Liste over Historiens berømteste Personer og for hver enkelts Vedkommende noterer hvor gammel han eller hun blev, vil man komme til det Re­

sultat, at Gennemsnitsalderen ingenlunde er lavere, men

snarest højere,

end andre Menneskers. Selv Præsterne, som ellers udgør den mest sejglivede af Hjernearbejdernes Klasser, overgaar dem ikke. Paa en saadan Liste over 500 store Genier er

Gennemsnitsalderen

lidt over 64 Aar, og det behøves vel ikke at siges, at

Raphael, Correggio, Schiller, Lessing

og de andre — ovenfor næv­

nede — der døde forholdsvis unge, alle er tagne med.

Forfatter man en Liste over «danske Genier» med Alderen vedføjet, kommer man til et meget lignende Resultat1).

Nedenstaaende Liste omfatter 21 Digtere og For­

fattere, 4 Komponister, 15 Filosofer og Videnskabs­

1) Maalestokken for Berømmelse bliver selvfølgelig en anden, naar man holder sig indenfor et enkelt Lands, et enkelt Samfunds Grænser.

Benyttes det internationale Maal, har vi kun faa Berømtheder, nemlig Tyge Brahe, Niels Stensen og Thorvaldsen — H. C.

Ørsted og H. C. Andersen.

(15)

4 Danske Genier.

mænd, 3 Krigere, 3 Statsmænd, 9 Kunstnere og 4 Gejst­

lige. Gennemsnits-Alderen for hver Gruppe er vedføjet i Parenthes.

Andersen, H. C Baggesen

Blicher Evald, J Goldschmidt Gyllembourg, Fru Hauch

Heiberg, P. A Heiberg, J. L Holberg Hertz

Hostrup (nulevende). . . . Vlngemann

Jacobsen, J. P. . . . Kaalund

Miiller, Pal.- Møller, Poul

> Staffeldt, Schack- Winther, Chr Vessel, H X Øhlenschlager

70 Forchhammer • 71

61 Kierkegaard, S . 42

65 Madvig . 82

37 Petersen, N. M • 71

68 Rømer, Ole . 66

83 • 4sy

83 . 48

72 Stenstrup (nulevende). . . 76

69 Steffens . 70

70 Vedel, A. S . 74

72 Worm, Ole . 66

7i Ørsted, A. S . 82

73 Ørsted, H. C • 74

38

67 . 67 44 57 80 43

7i

Bernstorf, A. P. . Griffenfeldt Struensee

[361 (64.8) . 62

. 62

• 35 159 (53)

988 (65.9)

Bissen, sen

Eckersberg 73

Købke 38

Lundbye 3° 5

Marstrand 63

Roed 80

Skovgaard 58

Thorvaldsen 74

Harsdorff 64

Gade (nulevende) 72

Hartmann (nulevende) . . 83

Kuhlau 46

Weyse 68

Bartholin Brahe. .

269 (67)

• 64

• 55

55o (61)

Juel, Niels. . . 68

Rantzau, D 40

Tordenskjold 29

137 (45-7)

Grundtvig 89 ^

Mynster 79

Martensen 7^

Tavsen, Hans 67

31 1 (77-8)

(16)

Levedygtighedens Aarsager. 5

Gennemsnitsalderen af disse 59 er

64. Aar.

Til­

føjelsen af de ganske faa Navne, der mulig kunde være Tale om, vil ikke forandre det endelige Resultat i nogen mærkelig Grad1). løvrigt er 4 af de opførte Personer endnu i Live, hvilket bliver i Favør af et lidt højere Tal.

Forklaringen

paa berømte Personers mærkelig store Levedygtighed er ikke saa ganske simpel. Den Løs­

ning, der ligger lige for, at Hjernearbejde er sundt, og at derfor Livet forlænges jo bedre og mere Hjernen benyttes, er ikke fyldestgørende. Grundene er vistnok flere. For det første udgaar de store Genier i Alminde­

lighed fra

sunde

og

levedygtige Forfædre.

Geni og Levedygtighed staar i en vis Forbindelse med hinanden.

For at en betydelig Mand skal kunne opstaa, maa en dobbelt Række mer eller mindre

kraftige

Fædre og Mødre kæmpe Kampen for Tilværelsen og gaa sejerrig

«ud deraf.

Hvor svagt Geniet end undertiden selv er, For­

ældrene og Bedsteforældrene er i Reglen stærke eller bliver i hvert Fald gamle. Store Mænd har, som vi siden skal se, som oftest nervøse om ikke

sinds-

syge

Slægtninge,

men det nervøse Temperament gør mere sejglivet end noget af de andre Temperamenter.

') Saafremt danske Forhold og som en Følge deraf ogsaa Tallene, der opereres med, ikke var saa smaa, vilde man ved at etablere en Rangforordning indenfor de udvalgtes Rækker, opnaa endnu mere slaaende Resultater. Udsøger man nemlig et halvt Hundrede af det halve Tusend verdensberømte Personer, la créme de la créme, vil man overraskes ved at finde, at Gennemsnitsalderen for d e m e r o v e r f o !

(17)

6 Levedygtighedens Aarsager.

Sandsynligheden er for, at den berømte Mand ikke vil kunne sætte nye store Mænd ind i Verden, maaske faar endog den Slægt han tilhører sin Afslutning med ham:;

men den Stamme, paa hvilken han er en Gren, maa være kraftig, og den indeholder som oftest Geni enten i bunden eller virksom Form. Da nu Levedygtighed er

arvelig,

og store Mænd hyppig har gamle Forældre, har vi altsaa her en Forklaring paa den høje Alder de opnaar.

Man vil desuden overalt i Naturen lægge Mærke til den Lov, at

jo højere Organismernes Udvikling bliver, desto sferre Levedygtighed og desto mindre Frugtbarhed finder man.

Ligesom Frugtbarheden formindskes og Levetiden forlænges efterhaanden som vi gaar fra Fisk til Krybdyr, fra Krybdyr til Fugle, fra Fugle til Pattedyr, saaledes finder vi ganske det samme Forhold naar vi gaar fra de lavere Racer til de højere, fra de enkelte*

mindre udviklede Individer — Muskelarbejderne — til de højere udviklede — Hjernearbejderne — og til de højest udviklede —

Genierne.

Dernæst følges en god Konstitution og en god Hjerne gærne ad. Hjernen er jo en Del af Legemet, og dens og Musklernes Udvikling gaar oftest Haand i Haand. Skøndt det strider imod den gængse Mening er det ikke desto mindre Tilfældet, og en stor og kraftig Hjerne i et lille svagt Legeme er en Monstrøsitet.

Træffer man en lille, fintbygget Skabning med en mægtig Hjernebygning, forbavses man som naar man ser et spinkelt Træ, der tynges helt ned til Jorden af en Masse

(18)

Levedygtighedens Aarsager. 7

Frugt. Overalt i Naturen ser man denne Vexelvirkning mellem de enkelte Dele og Organer, og den er en Nød­

vendighed for alt organisk Livs Trivsel. Tag uden at søge ud et Hundrede betydelige Mænd, maal dem og vej dem, og de vil vise sig at være bredere, højere og tungere end Hundrede almindelige Dumrianer. Lige­

ledes er de herskende Klasser overalt baade i bar­

bariske, halvt og helt civiliserede Lande større og tungere end de øvrige. De Monstrøsiteter, hvor Geniet gemmer sig i et lille Legeme, er saa sjældne, at de netop be­

kræfter Reglen.

Det er blevet sagt og det er sandt, at der skal en anselig Portion

Mod

og

Vilje

til at blive berømt. Ud­

præget Energi er maaske ogsaa den af alle Egenskaber, der er uundværligst for den, der vil opnaa et udødeligt Navn; og Viljekraft bidrager til Livets Forlængelse. I Kampen for Tilværelsen er det hvad Englænderen kalder

the stiff upper Up,

der sejrer; de frygtsomme og til­

bageholdne skydes tilside eller trædes ned. Viljens Indflydelse paa Livets Længde er ubestridelig. Tager man to Mænd, som i øvrigt af Naturen er ganske ens udrustede og ens stillede, vil den af dem, der besidder det kraftigste Mod og den stærkeste Vilje leve længst.

Enhver Læge med Erfaring vil vistnok kunne bevidne at Folk dø, som lige saa godt kunde have levet,

hvis de havde villet,

og at mange gaar omkring som Pa­

tienter, der kun mangler medfødt eller erhvervet Vilje­

styrke for at komme sig.

Der er ganske vist Felter indenfor Kunstens Om

(19)

8 Arbejdsdygtigheden.

raade, hvor man undertiden ser enkelte glimrende Be­

gavelser opnaa Berømmelse uden nogen tilsyneladende større Anspændelse af Viljen; men Hæderspladserne i Kunstens Tempel indtages dog af dem, der har naaet Højdepunktet gennem den store og vedholdende Villen, der overalt er en Maalestok for et Menneskes Livskraft1).

«Le génie n'est qu'une longae patience», har Bufifon træffende sagt. De berømte Mænd bliver berømte fordi de ikke vil være ukendte, de bliver gamle fordi de ikke vil dø.

De største Aander arbejder ogsaa meget ofte be­

tydelig lettere end andre.

Ser man nøje til, vil det vise sig, at de slider mindre for at frembringe det store Værk, end de fleste andre for at frembringe det langt ringere. Meget af det største Arbejde frembringes uden Kraftspild; det er netop et af Geniets Kendemærker at det virker næsten avtomatisk. En uimodstaaelig indre Trang driver det virkelige Geni til at tænke, skrive eller handle-). Det store Genis Virksomhed er derfor næsten

!) Lionardo, som i Følge sin enestaaende universelle Begavelse bedre end Nogen maa have været forberedt til at løse de største kunst­

neriske Opgaver, lader sig imidlertid ikke nøje med mindre end Aar til at gøre sine berømte Arbejder færdig. Hver enkelt af Apostelhovederne paa den berømte Freske, fremstillede en Type, som udfordrede sit særegne Studium. Utallige Overvejelser og Studier gik forud for Udførelsen. Han søgte ikke paa maa og faa, nej han ransagede Naturen tor at finde netop det, der svarede til hans Tanke.

2) «Ich halte diesen Drang vergebens auf,

der Tag und Nacht in meinem Busen wechselt.

Wenn ich nicht sinnen oder dichten soli, so ist das Leben mir kein Leben mehr.»

Goethes «Tassoi>.

(20)

Værdsættelsen af Værket. 9

som en naturlig Funktion. En

Tietgen

tumler sine mang­

foldige og forskelligartede store Selskaber og Forretninger med langt større Ro og med mindre synlig Kraftudfol­

delse end mangen en lille «Grosserers sin ubetydelige Geschåft. «Smaat Tryk trætter Øjet og Bagateller irri­

terer Sindet mest» hedder et fremmed Ordsprog, og det er ogsaa som om Gnidningsmodstanden tiltager jo nærmere paa Livet Tingene rykker. Det er vistnok mindre slidfuldt at regere et Kongerige end at være Familiefader. Geniet er som oftest af Naturen i høj Grad virksomt, men Virksomheden er som Legatospil paa en Violin fra en gammel italiensk Mester.

Deraf kommer det at enkelte af de allerstørste Ge­

nier har estimeret deres egne Værker i saa ringe Grad.

Thi vi er tilbøjelige til at værdsætte vort Værk i For­

hold til det

Slid,

det har kostet os at frembringe det.

Verdens største Digter,

Shakespeare,

var vistnok den af Alle, der var mest ligegyldig for sine Værkers Offenlig- gørelse og deres fremtidige Skæbne1).

II

Genialitet gaar ikke i Arv,

meget berømte Per­

soner faar ikke meget berømte Børn — denne Lov har

J) Det er formodenlig ogsaa af den Grund at Geniet ikke altid kender sit eget Værk igen. Explr.: Goethe overfor Werther; Byron er­

indrede ikke hvad han havde skrevet, det kom og gik med Øje­

blikket. Voltaire udbrød engang ved Opførelsen af et af sine Dramaer: «Har jeg skrevet det?»

(21)

IO Geniets Slægt.

næppe ret mange Undtagelser. Et af de smukkeste af de — iøvrigt sjældne — Exempler paa direkte Arvelig­

hed af

meget usædvanlig

Begavelse, afgiver den

Back'ske

Slægt. Den bestod af ikke mindre end et halvt Hun­

drede Musikere, deriblandt én eminent,

Johan Sebastian,

og flere betydelige. Joh. Sebastian havde blandt mange Børn fire, der udmærkede sig som Musikere, men Ingen af dem kan taale Sammenligning med den berømte Fa­

der. Den ældste og ubetinget højst begavede,

Vilhelm Friedemann,

gik tilgrunde som en Følge af væsenlige Mangler i Karakteren, og hos

Philip Emanuel

— Ska­

beren af Sonaten — mærkes Dekadencen bl. A. ved en Hensyntagen til Samtidens Smag, som et virkeligt stort Geni intet kender til.

Hos os har vi

J. L. Heiberg,

der er fremgaaet af betydelige Forældre, men som rigtignok selv er Slægtens

i

sidste Skud. Endvidere synes Begavelsen at være arvelig i enkelte af vore Kunstnerslægter (Bissens, Skovgaards o. fl.). Men hvem kender

Tyge Brahes, Niels St ens en s, Holbergs, Øhlenschldgers, H. C. Andersens, Paludan-Milllers, Thorvaldsens, Grijfenfeldts. Ørsteds, Rasks

eller

Søren Kierkegaards

Børn? Enten var der slet intet Afkom eller det forsvandt i den store Vrimmel af Hverdagsmennesker. Overalt i Verden og til alle Tider fra

Perikles

til

Napoleon

gælder det samme.

Spørger man om

Geniets Søskende,

bliver Svaret, at der grumme sjældent kan paavises Tilfælde hvor, som hos

A. S.

og

H. C. Ørsted,

to Brødre begge rager højt op over Omgivelserne. Det er især sjældent at

(22)

Betydelige Søstre.

berømte Mænd har geniale

ældre

Brødre. Naar flere Brødre er usædvanlig begavede, er det næsten altid den ældste af dem, der bliver den berømteste. Perimod er det næppe fuldt saa sjældent at en højtbegavet

ældre Søster

gaar forud for den geniale Broder, omtrent som en løst henkastet Skizze gaar forud for det endelige Kunstværk.

Langt hyppigere er det dog en

yngre

Søster der i af­

dæmpet Form har hans Intelligens og tildels hans Ka­

rakter. I det Hele taget er man i paafaldende mange Tilfælde istand til at spore en Lighed i Naturel mellem de berømte Personer og deres kvindelige Slægt. For­

holdsvis mange meget geniale Mænd har havt betyde­

lige Søstre, ikke faa har havt betydelige Døtre, og et ikke ganske ringe Antal kan udlede deres Begavelse fra den mødrene Side.

Af hele

Tyge Brahes

Slægt — han havde 9 Sø­

skende — stod Ingen ham i aandelig Henseende saa nær som hans, 10 Aar yngre. Søster

Sophie.

De to dannede som et Kuld indenfor den øvrige Familie, misforstaaet af den, men desbedre forstaaende hinanden indbyrdes, og skønt de var skilte ved en betydelig Aldersforskel, kunde de i en meget tidlig Alder dele hinandens Interesser. I J. L. Heibergs interessante Mo­

nograf «Sophie Brahe» kan man læse en Oversættelse fra Latin af hendes skønne og sindrige Digt «Urania til Titan». Paa hende kan anvendes

Saint-Beuves

Ord om

Frederik den Stores

Søster, Markgrevinden af Bai- reuth: «Hun hørte til dem blandt Geniernes Søstre, som har faaet deres Andel af den samme hellige Ild, der

(23)

12 Betydelige Søstre.

hos den berømte Broder slaar ud i Flammer, men som hos hende brænder renere.»

Ogsaa

Øhlenschldgers

Søster

Sofie

(gift med A. S.

Ørsted) er den eneste af Slægten, der gør sig bemærket ved sin Aand og sit Vid.

Niels Stensens

Søster er Bedstemoder til

Jacob Winsløw,

der vandt et europæisk Navn som Læge, og som synes at have lignet sin store Grandonkel ikke saa lidet af Karakter. Han gik lige­

som Steno over til Katholicismen, hvoraf Følgen blev at Fædreland, Slægt og Venner slog Haanden af ham.

Corneilles

Søster

Martha

var en betydelig Kvinde, som blev Moder til

Fonten elle. Pascal

havde to Søstre, hvoraf især

Jaqueline,

den yngste, var højtbegavet og lignede Broderen meget. V. Cousin har skrevet en Bog om hende.

Diderots

Søster omtales af Saint-Beuve som en Slags «kvindelig Diogenes».

Goethes

yngre Søster

Cornelia

var en af Ydre snarest frastødende, men højst original og intelligent Kvinde.

Peter den Stores

ældre Søster

Sophie

var som bekendt den eneste af hans Søskende, som lignede ham saavel i Intelligens som i Ærgerrighed.

Napoleon den istes

yngste Søster

Elisa

lignede ham mere end nogen af hans øvrige Søskende baade af Indre og Ydre; hun var «et mandligt Hoved, en stærk Sjæl, en virkelig Suveræn»1).

Flere berømte Mænd har havt betydelige Døtre.

Tulha

var Ciceros,

Julia

Cæsars, den lærde

Hypatia

1) Som det siden skal blive paavist existerer der en uomtvistelig Forbindelse mellem Sindssyge og Genialitet, og det er en Kends­

gerning at ikke faa geniale Mænd har havt sindssyge Søstre.

(24)

Døtre og Mødre. 13

Theons Datter, og man behøver ikke at gaa tilbage til Sigurd Fofnersbanes Datter

Svanhild

for at finde tilsvarende Exempler, ti Dronning

Margrethe

er Valde­

mar Atterdags,

Leonora Christina

Kristian den Fjerdes Datter.

Dronning

Christina

er Datter af Gustav Adolph, Mad.

de Sta'él

er Neckers Datter.

Charlotte Corday

nedstammede i lige Linje fra Corneille.

Det er sørgeligt saa lidet der som oftest vides om Geniets Forældre, og det er derfor ikke let at skulle dømme om fra hvilket af de to Udspring den særlige Evne i de enkelte Tilfælde hovedsagelig kommer. Det

synes

i en Mængde Tilfælde som om

Moderens

Ind­

flydelse har været den stærkeste.

Thorvaldsen

lignede ubetinget mest sin Moder, ligesaa

Evald,

og meget tyder paa at det var fra Moderen at

Øhlenschldger,

ligesom

Goethe, Schiller, W. Scott

og flere store Digtere, arvede det dybe Følelsesliv, Inderligheden og Fantasien.

Grundtvigs

Moder, en dygtig, djærv og myndig Kvinde, var Søster til

Henrik Steffens

1 Moder, og

Thomasine Gyllembourg''s

Søster er Moder til

Carl Bernhard.

For­

bindelsesleddet mellem vore to Skuespiller-Genier,

Mi­

chael Rosing

og

Michael Wiehe,

er Rosings Datter, Wiehes Moder. Tilfælde som disse er særlig lærerige, ti hvorvel det synes at være en Regel, at Dekadencen er uadskillelig fra Geniet, at Farerne og Slappelsen voxer omkap med Storheden, ser man undertiden Genialiteten vaagne op paany — under et nyt Navn — efter at den ligesom har hvilet ud i kvindelig Form.

(25)

14 Geniets kvindelige Slægt.

At

Gracherne

væsenlig havde deres Moder

Cornelia

at takke for deres Storhed kan vel næppe betvivles.

Ligesaalidt at

Napoleon

slægtede sin Moder

Lætitia Ramolino

paa i Karakter og Viljestyrke langt mere end sin Fader Karl Bonaparte, der var svag og ubetydelig.

Mange andre berømte Mænd bl. A.

Baco, Condorcet, Cuvier

og

James Watt,

har bevislig havt ualmindelig begavede Mødre.

Resultaterne

af Undersøgelser i denne Retning bliver at den geniale Personlighed foruden at være sin Slægts Kulmination ofte er dens Afslutning, og at det er yderst sjældent at se store Mænd følge efter hinanden i samme Slægt. Endvidere, at hvor der ved Siden af den emi­

nente Person — enten umiddelbart forinden eller umid­

delbart efter ham — øjnes en Skikkelse, hvis Evner er i nær Slægt med hans, er det hyppigst en Kvindes.

Op til Geniet, som har udviklet Slægtens særlige Evne til dens Højdepunkt, samtidig med at han bliver Aar- sagen til dens Goldhed eller Dekadence, fører der ikke sjælden fra begge Sider ligesom Trin, paa hvilke Evnen skimtes i sin første Opblussen, eller ses gløde med et svagere men dog ejendommeligt Skær.

(26)

Evnens Begrænsning. 15

III

En Sonnet kan jeg ikke sætte sammen, men Italien kan jeg sammenføje.

Cavour.

Der fortælles at man engang i den berømte franske Maler

Ingres'

Nærværelse med Begejstring omtalte et af hans Billeder, hvortil han meget tørt bemærkede;

«Nej, saa skulde De høre mig spille Violin!»

Hos betydelige Mænd træffes undertiden en saadan mærkværdig unaturlig Lyst til at bryde ud fra det, der nu engang er deres rette Domæne, og om ikke faa be­

rettes, at de har udtalt deres dybe Beklagelse over ikke at være slaaede ind i en helt anden Retning, hvor de sikkert troede Berømmelsen ventede dem. Hos Enkelte skriver denne Fribytterlyst sig muligvis fra en Over­

vurdering af egne Evner, der jo heller ikke er ualmin­

delig udenfor Geniernes snævre Kreds. Hos Andre be­

roer Tilbøjeligheden maaske snarere paa en trodsig Lyst til at gøre Oprør mod den Evnernes naturlige Begræns- ning, af hvilken fremragende Personer sandsynligvis endnu mere end Hverdagsmennesker fra Tid til anden føler sig stærkt trykket.

Det er formodenlig tildels dette Faktum, der har forledet Folk i Almindelighed til at tro, at et mangesidigt Geni er en langt hyppigere Fremtoning end det virkelig er Tilfældet.

Der er to Muligheder,

enten

kommer Geniet til Verden med en mangesidig, usædvanlig Evne, saa at det væsenlig afhænger af ydre Forhold i hvilken enkelt

(27)

i6 Er Geniet mangesidigt?

Retning hele Energien skal koncentreres.

For Geniet er intet svært,

det er Ynglingens — og vistnok ogsaa den populære — Opfattelse, som desuden støttes af enkelte berømte Skribenter1).

Eller

Geniet tiltrækkes, tidlig eller sent, afgjort og uimodstaaelig, af én bestemt Art Virksomhed, hvorigennem den

særlige

Naturgave kommer for Dagen, der giver Besidderen det store For­

spring fremfor andre.

Studiet af Biografierne bekræfter afgjort den sidste Opfattelse. Det er nemlig kun ganske enkelte Genier, som

Goethe

og i endnu højere Grad

Lionardo da Vinci,

der har udvist en mangesidig,

forskelligartet

og

virkelig mægtig

Evne, med andre Ord en tydelig udtalt Mulighed for at kunne blive

epokegørende

paa flere vidt forskellige Omraader, saasom Statskunst, Videnskab, bildende Kunst, Musik etc.

Lionardo

er sikkert det

eneste

slaaende Exempel paa

videnskabelig

Kapacitet af første Rang forenet med storartet

kunstnerisk

Evne. Denne eminente Kunstner vilde ikke usandsynlig være bleven ligesaa berømt en Fysiker som hans Landsmand

Galileo,

hvis han ude­

lukkende havde helliget sig til videnskabelig Forskning.

Selv om vi kun holder os til det, der foreligger fra

1) I sin bekendte Bog «On heroes, heroworship etc.» hævder Carlyle gentagende denne Opfattelse. Om Geniet skal blive Digter, Profet, Statsmand, Religionstifter etc., afhænger, efter hans Mening, hoved­

sagelig af den Verden han fødes i, af de ydre Omstændigheder langt mere end af enestaaende Anlæg i en enkelt Retning. «I confess, I have no notion of a truly great man that could not be all sorts of men.»

(28)

Lionardos enestaaende Mangesidighed. 17

hans Haand, er det uomtvistelig- at han — ganske vist i en primitiv Form — anteciperede flere af Nutidens største Opdagelser. Han er den hydrauliske Videnskabs Fader, han var godt paa Veje til at forklare Bølge­

bevægelsen, var Opfinder af camera obscura, anvendte endog Damp som Drivkraft og var paa Mathematikens Omraade adskillig forud for sine Samtidige. Endvidere kan det nævnes, at f. Ex. den af ham opfundne Sav, den Dag idag — altsaa circa 400 Aar efter — benyttes i Carraras Marmorbrud, og at hans Maskine til Tilvirk­

ning af lovværk ifølge Sagkyndiges Dom er ligesaa sindrig som de der for Øjeblikket benyttes dertil. Ikke at forglemme hans berømte «Trattata della Pittura», som endnu i vor Tid kan være Kunstneren til Nytte.

Lionardo

var samtidig Maler, Billedhugger, Arkitekt, Ingeniør, Digter, Musiker og videnskabelig Forsker.

Hos hans Landsmænd træffer man i det Hele taget flere Exempler paa Mangesidighed og stærkere Tilløb mod Universalgenialitet end andetsteds.

Galileo

skal saaledes have været i usædvanlig Grad musikalsk og digtei isk begavet, og

Benveuuto Cellini

blev som be­

kendt antaget i Clemens den Syvendes Tjeneste paa engang som Guldsmed og Fløjtenist. Han gjorde sig desuden senere bemærket ved sit ikke ganske ubetyde­

lige Digtertalent.

Michel Angelo

var jo ogsaa saavel

Billedhugger, Maler, Arkitekt

som

Digter,

og

Salvator Rosa

forenede med sin maleriske Evne en hel Del lyrisk og musikalsk Begavelse

Kun ganske faa af vort Lands betydeligste Mænd

(29)

i8 J. L. Heiberg og Thorvaldsen.

har vist stor mangesidig Evne.

Joh. Ludv. Heiberg

er den mest alsidige. Han var efter eget Sigende bleven 27 Aar inden han endnu vidste om han skulde vælge at blive Digter, Læge, Naturforsker, Diplomat eller Land­

inspektør. Allerede dengang havde han faaet Stykker opførte paa det kongelige Theater, havde skrevet en æsthetisk Doktordisputats, var en ivrig Naturforsker, Mathematiker og Korttegner og havde desuden studeret Medicin i et Par Aar. Under sit første Ophold i Paris ernærede han sig endog i nogen Tid ved at give Under­

visning i Guitarspil og udgav en — som han selv iøvrigt indrømmer «højst fuskeragtig» — Komposition. Naar man erindrer, at Heiberg til forskellige Tider var Lektor i Sprog, Filosof (Hegelianer), Forfatter af mangfoldige Skuespil, lyrisk og filosofisk Digter, Kunstkritiker, Docent i Logik og Æsthetik, Theaterdirektør og Naturforsker, er det ej saa forunderligt at hans Værker udgør et meget broget Hele, hvoraf allerede nu kun en Brøkdel har almindelig Interesse. Hvormange mon af den yngre Slægt vilde ane at Heiberg har skrevet lange astrono­

miske Afhandlinger, eller hvem vilde bryde sig om at kende hans Opfattelse af «den menneskelige Friheds, i Fald det ikke var den samme berømte Mand der har givet os «En Sjæl efter Døden» og Vaudevillerne?

Thorvaldsen

er i denne Henseende Heibergs dia­

metrale Modsætning.

Han

har vist næppe været i Tvivl om han skulde vælge Kunstnerens, Forfatterens eller Lægens Virksomhed, Naturen valgte

strax

for ham.

(30)

Goethe. 19

Men som han staar der for os i sin

geniale

Enkelthed, virker han — nærmest som et storartet Naturfænomen

— betagende og overvældende i langt stærkere Grad end Heiberg med sit overstrømmende, mangesidige

Ta­

lent,

der sikkert til Gengæld har virket stærkt blæn­

dende paa Samtiden.

Om

H. C. Andersens

Verdensry skriver Georg Brandes træffende: «Det Hele beror paa, at han saa udelukkende er hvad han er, ikke Lærd, ikke Tænker, ikke Bannerfører, ikke Stridsmand, som flere af vore øvrige Digtere, men

udelukkende Poet>->.

Man fristes ogsaa til at spørge, mon ikke

Michel Angelos

Sonnetter vilde være ukendte, hvis deres For­

fatter ikke samtidig havde været Italiens største Billed­

hugger, og mon

Rousseaus

Navn vilde nævnes i Musikens Historie, hvis han ikke havde gjort sig berømt paa an­

den Maade? Selv

Goethes,

altid stærkt fremhævede videnskabelige Fortjenester har dog vistnok antaget

noget

for uforholdsmæssige Dimensioner som en Følge af at de er knyttede til Tidens største Digternavn.

Hans Bidrag til Morphologien (eller som han selv kalder den «Metamorphosen») røbede unægtelig en glimrende Opfattelses-Evne overfor de til hverandre svarende For­

mer i Plante- og Dyreverdenen, en Evne, som

Haeckel

synes at beundre i allerhøjeste Grad, eftersom han — tysk affektert — anbringer et Motto af Goethe over hvert Kapitel af »Menneskets Udviklingshistorie». Hans

«Farvelære» var imidlertid ikke alene forkert, men den

2*

(31)

20 Kunsten og Naturforskningen.

aabenbarede ogsaa Manglen af en vis Evne, som den virkelig store Forsker ikke godt kan undvære1).

Naturstudiet havde sikkert en langt mægtigere

til­

bagevirkende

Betydning for hans egen kunstneriske Pro­

duktion end for Videnskaben.

Goethe

selv havde et aabent Blik derfor naar han skriver: «Og saaledes var jeg — næsten uden selv at lægge Mærke dertil, naaet over paa et fremmed Felt, fra Poesien til den bildende Kunst, og fra denne igen til Naturforskningen. Hvad der egenlig kun skulde være Hjælpemiddel tiltrak mig nu som Formaal. Men jeg gjorde dog, efter længe nok at have dvælet i de fremmede Regioner, et lykkeligt Tilbagetog til Kunsten» 2).

Denne Udtalelse indeholder en stor Sandhed, thi paa en

vis

Maade staar saavel Maleren som Digteren sig ved at være mangesidig. De kan saaledes begge høste meget Udbytte af fyldige Naturstudier, naar de blot ikke driver Studiet som Videnskabsmanden, der har det Formaal at samle en Mængde nøjagtig Kundskab, men derimod for at udvide deres poetiske og maleriske Syn, for Relationernes og de nye Indskydelsers Skyld.

De undgaar paa den Maade Snæversynetheden og den idelige Selvgentagelse, som er saa hyppig. Det er der­

1) «Er geht iiberhaupt in seinen naturwissenschaftlichen Arbeiten dar- auf aus, das Gebiet der sinnlichen Anschauung nicht zu verlassen, jede physikalische Erklarung musz aber zu den Kraften aufstiegen, und die konnen nie Objecte der sinnlichen Anschauung werden, sondern nur Objecte des begreifenden Verstandes.»

Helmholtz: Physiol. Optik p. 267.

2) Såmmtliche Werke, Bd. 39, p. 457.

(32)

Musikernes Ensidighed. 21

imod næppe engang heldigt at Maleren ræsonerer godt om Naturfænomenernes Aarsager, eller at Digteren op­

træder som Autoritet i Spørgsmaal af rent historisk eller ethisk Art.

Musikerne

synes alle Vegne at være de mindst mangesidige. De har i højere Grad end nogen anden Gruppe af skabende Aander udelukkende helliget sig til Dyrkelsen af det enkelte Kunstfelt. Der har levet adskillige geniale Kunstnere og Forskere, som har røbet mere end almindelig Begavelse i musikalsk Retning, men det vil vistnok være umuligt at udpege mere end en ganske enkelt eminent Musiker, hvis Navn har præget sig dybt paa noget andet Frembringelses Omraade.

Herhjemme har vi blandt nulevende betydelige Mænd en

Marinemaler,

der er bleven til en fortrinlig

lyrisk

Digter, og tre fine, skarpsindige

Kunstkritikere,

hvoraf de to tillige er

Skuespil-Forfattere,

den tredje

Maler.

Men ingen af vore største Komponister har præsteret noget værdifuldt paa andre Omraader, og i den øvrige Verden har ganske vist

Schumann

leveret en Del god Musikkritik,

Berlioz

skrevet nogle læse­

værdige Memoirer og de morsomme «Soirées de l'Or- chestre», og den usædvanlig fintdannede

Mendelssohn

skænket os sine yndefulde Breve; men det er dog kun

Richard Wagner's

dramatiske Digtning og stilfulde kri­

tiske Arbejder, der tynger mærkbart ned paa den

lite- rcere

Vægtskaal.

Det er Besiddelsen af helt uensartede og samtidig

mægtige Evner, der er saa sjælden,

Dobbeltstjærnerne,

(33)

22 Dobbeltstjærner.

Digter-Maleren, Statsmand-Digteren, Komponist-Forskeren etc. Nøjes man med mindre, regnes alle de Tilfælde med, hvor mer eller mindre

beslægtede

Evner forenes i samme Person, kommer naturligvis adskillig flere Navne med.

Mesterskab i Literaturens to Udtryksformer: Verset og Prosaen, har saaledes ikke faa berømte Skribenter besiddet; vi minder om to af de allerstørste,

Goethe

og

Hugo.

Herhjemme turde foruden J. L. Heiberg

Holger Drachvtann

maaske komme i Betragtning. Det er imidlertid betegnende at vore største Prosaister,

Holberg, Seren Kierkegaard

og

Goldschmidt,

enten slet ikke kunde skrive Vers eller gjorde det højst maadelig, hvor­

imod f. Ex. Heibergs Prosa rimeligvis

netop paa Grund af

hans store Versekunst, ikke naaede saa højt som hines.

Der er ogsaa en Del Exempler paa at bildende Kunstnere har udmærket sig baade som Malere og Billedhuggere. Blandt vore egne kan nævnes den ældre

•»

Bissen,

der først var Maler og tog Guldmedaillen for et Billede, Malerne, Prof.

Roed

og

Krøyer,

der har gjort enkelte fortrinlige Portrætbyster.

Ikke faa berømte Skribenter har udvist Evne til at behandle vidt forskellige Emner. I Tyskland er

Les- sing,

i Frankrig

Diderot,

de mest slaaende Exempler derpaa. Den sidste, der baade var Filosof og Roman­

forfatter, behandlede med ligestor Lethed historiske, kunstneriske og mekaniske Problemer. Blandt berømte Videnskabsmænd har Filosoferne

Pascal, Descartes, Leib-

(34)

Tilsyneladende Mangesidighed. 23

nitz

og

Kant

givet værdifulde Bidrag til Mathematiken;

særlig var Leibnitz en sjælden mangesidig Aand (Jurist, Politiker, Lærd).

H. C. Ørsted

har skrevet sin betyde­

lige Bog «Aanden i Naturen», og

Franklin

var næsten ligesaa betydelig som Forfatter som videnskabelig Op­

dager.

Hvad det imidlertid kommer an paa er om vi i slige Tilfælde ogsaa virkelig staar overfor

ar tsfor skellige

Evner. I mange Tilfælde er det næppe saaledes,

Hol­

berg

f. Ex. er jo ganske vist saavel Komedieforfatter som Historieskriver, men han er alligevel ikke — og det er hvad det her kommer an paa — paa én Gang Digter og

Lærd

1

).

Han er historisk Skribent, men Betingelserne for et

kritisk Kildestudium

savner han. Det er hans Samtidige,

Gram,

der er vor epokegørende kritiske Hi­

storieskriver. Holberg har derimod en stor Gave til at fortælle, han oplyser og moraliserer, og han forstaar — som man kunde vente af Komediernes vittige Forfatter

— at krydre Fortællingen med meget Lune'2).

I det 17de Aarhundrede synes ellers de store Lærde herhjemme at have været svært mangesidige.

Niels Stensen

gør vigtige anatomiske Opdagelser (Ørespyt- kertlens Kanal og Svedkertlerne) og er desuden Grund­

lægger af den moderne Videnskab: Palæontologien.

') Paludan-Miiller: Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede.

2) Ogsaa hos Voltaire, Schiller og enkelte andre berømte Skribenter finder man — og maaske i endnu højere Grad — lignende For­

trin og Mangler hvor de optræder som Historieskrivere.

(35)

24 Grundtvig.

Oluf Worm

er først Professor i Græsk, derefter i Fysik og senere i Medicin, og vinder Berømmelse som Stifter af det nordiske Oldstudium (Musæum Wormianum).

Ole Rømer,

den berømte Opdager af Lysets Forplantnings Hastighed, er Professor i Mathematik og senere Politi­

mester i København.

Dertil er at bemærke, at en saadan Mangesidighed vilde

nu

være utænkelig. Den indsamlede Kundskabs- masse i de forskellige Videnskabsgrene var dengang endnu saa ringe, at en dygtig Mand kunde ikke blot glimre, men virkelig gøre god Nytte endog i meget for­

skellige Retninger.

Vender vi os til Nutiden forekommer en Natur som

Grundtvig

os ved første Blik meget alsidig. Han er Præst, Digter, Mytholog, Historieskriver, Politiker og Filosof. Men hans Virksomhed som mythologisk og historisk Skribent bar rigtignok grumme lidet tilfælles med hvad der

nu

forstaas ved sammenlignende Religions- Forskning og videnskabeligt historisk Studium. Den bestod egenlig mest i mythologisk

Digtning

og

poetisk

Behandling af enkelte historiske Afsnit. Heller ikke som Politiker aabenbarer Grundtvig nye Sider af sin Aand. Han var i Virkeligheden konservativ, men han søger at

udnytte

den Situation, som opstaar ved Grund­

lovens Givelse i sin Livstankes Tjeneste. Hans Op­

fattelse af Videnskab er ligesaa romantisk som hans Livsanskuelse i det Hele. Denne i høj Grad geniale Aands Styrke er saaledes i Grunden temmelig stærkt begrænset, Mangesidigheden er mest tilsyneladende.

(36)

Beethoven og Michel Angelo. 25

I det Hele taget vil man ved nøjere Betragtning vist­

nok ofte finde Ensidigheden indenfor den tilsyneladende Mangesidighed, og i enkelte Tilfælde omvendt: Mange­

sidighed indenfor det der strax forekommer os enkelt og udelt. Der er jo nemlig forskellige Maader at være mangesidig paa. Hos nogle sættes et tilsyneladende stort Apparat i Bevægelse, og Virksomheden foregaar paa meget forskelligartede Felter. Dette udelukker dog ingenlunde at Begrænsningen kan spores tydelig.

Michel Angelo

er som Maler, Arkitekt og Billedhugger overalt den samme gigantiske, overvældende og dog

ensidige

Kunstner, med ét Ord, han er allevegne

michelangelosk.

Paa den anden Art Mangesidighed — som er langt sjældnere — afgiver

Beethoven

et storartet Exempel.

Der er næppe den Stræng i Menneskets Sjæleliv, som hans geniale Finger ikke har anslaaet. De andre store Komponister bliver ensidige i Sammenligning med ham.

Chopin

lever og aander i Smertens Rige,

Mozart

i sit store, lyse og aabne Kongerige, og vor ejendommeligste Komponist,

Hartmann,

er Hersker i den lille nordiske Enklave. Har man hørt en enkelt af deres fremragende Kompositioner, genkender man let Komponisten igennem de øvrige Værker; hvad man hører er Chopinsk, Mo- zartsk eller Hartmannsk; en bestemt

Genre.

Men hvor skal Grænsepælen sættes i Beethovens Tonerige?1)

J) Beethoven a tout ressenti et tout exprimé. Les emotions simples et naives d'une jeunesse confiante, puis les épreuves, le courage qui les surmonte, le combat, la victoire et la joie heroique, enfin

(37)

26 Statsmand og Forsker.

Fra dette Synspunkt staar Beethoven altsaa som den Mangesidige; men hans Universalitet er af en ganske særlig Art. Lad os, for at se Forskellen, tænke os en Musiker, der glimrer ved en Færdighed paa flere meget forskellige og fortrinlige Instrumenter, som almindelige Begavelser næppe naar paa et enkelt. Og en anden, der kun spiller et enkelt Instrument, der imidlertid er af enestaaende Finhed og Konstruktion og desuden har et mægtigt Antal forskellig spundne Strænge, paa hvilke han med uovertruffen Virtuositet forstaar at udtrykke hele sit rige Følelsesliv. Er dette ikke omtrent For­

holdet mellem de fleste saakaldte Universalgenier og Beethovens Mangesidighed?

Der har levet et ikke ringe Antal Statsmænd og praktiske Politikere, der samtidig har været Literater eller Lærde, og som derved danner tilsyneladende Und­

tagelser fra Loven om Geniets Ensidighed. Hos os har vi f. Ex.

Anders Sandøe Ørsted,

som er den store Jurist i Forbindelse med den praktiske Politiker. Men ogsaa som Jurist var

det Praktiske, det Positive,

Ørsteds Særkende. Han havde derimod ikke den Evne gennem Tankekombinationer at kunne antecipere Erfaringen, som netop karakteriserer de store

spekulative

Aander. Han kendte ej heller til den Fordybelse i Tanken med rent

les défaillances d'une åme brisée par la lutte, les déceptions d'un amour malheureux, le renoncement aux terrestres affections, la soif de l'idéal, la contemplation céleste, la conversation solitaire de rhomme avec son Dieu, voila la cercle immense que parcourut eet universel genie.

H. Barbedette: Beethoven.

(38)

Statsmand og Digter. 27

intellektuelle Formaal for Øje, som træffes hos den ge­

niale Forsker. Ja, efter hans egne Tilstaaelser at dømme, synes det som om han har været meget nær ved at blive Præst istedetfor Jurist. Det strandede nok paa, at han ikke i sin Ungdom var fuldt saa orthodox som senere1).

Ved nærmere Betragtning vil det vise sig, at be­

rømte Literater som

Baco, Guizot, Lamartine — Madvig,

i al for høj en Grad har manglet Betingelser for at kunne naa op i første Række blandt Statsmænd. Eller omvendt, at Mænd med afgjort

praktisk

Geni — som

Julius Cæsar, Richelieu, Frederik den Store, Disraeli

— har

brugt

Literaturen som et Slags Pendant til deres politiske Virksomhed. Ved Læsning af f. Ex. Disraelis Romaner faar man et bestemt Indtryk af, at han ved deres Hjælp gjorde Propaganda for sine politiske Ideer.

Digteren Disraeli er i Tjeneste hos Politikeren Beacons- field. I Romanen «Contarini Fleming» udbryder Helten:

«Vilde Du maaske heller være Homer end Julius Cæsar, Shakespeare end Napoleon? Nej, der er Ingen, som vilde det, ti vi er

Handlingens

Mænd og vor stærkeste, egenlige Sympathi tilhører den store Daad!»

Der existerer desuden hos os Alle en vis Tilbøje­

lighed til at overvurdere disse berømte Personligheders

') I Fortalen til sine »Abhandlungen« skriver han om sig selv: <Der Verfasser ist kein eigentlich Gelelirter, sondern ein Geschaftsman, welcher neben zahlreichen Amts Geschaften, soweit es Zeit und Vermogen erlaubten, die Bekanntschaft mit der Wissenschaft sich zu erhalten und die Resultate eines grostentheils durch practische Arbeiten veranlaszten Nachdenkens mitzutheilen gesucht hat.>

(39)

28 Geniets Begrænsning.

Strejftog paa fremmede Territorier. Naar en stor Stats­

mand og Hærfører som

Cæsar

eller en berømt Politiker som

Disraeli

søger Hvile og Forfriskning ved literære Sysler, vil Beundrernes Skare ufravigelig sørge for at overdrive deres Frembringelsers Betydning.

Sigter vi paa den Maade alle Arter tvivlsom og uegenlig Mangesidighed fra, og stilles der desuden en bestemt Fordring om

virkelig Originalitet

paa flere end ét Omraade, bliver der saare faa Navne tilbage. Man skal nemlig lægge Mærke til at netop hos mange af dem, der i Almindelighed har været ansete for Mange­

sidige, har det skortet endel paa

skabende

Kraft, paa Evne til at frembringe

fuldt originalt

Arbejde. Og dette er jo Betingelsen for at kunne komme i første Linje.

Begrænsningen ligger i Geniets Væsen.

Vi bruger nok Fællesbetegnelsen Geni, og en skabende Fantasi er ogsaa Fællesgrundlaget for al Art originalt Arbejde;

men det maa fastholdes at den Form af skabende Evne, der skal til for at gøre et Menneske til Digter, hverken vil kunne gøre ham til Maler eller til videnskabelig Op­

dager. Frembringelsesprocesserne er nemlig ligesaa for­

skellige som Frembringelserne selv.

Vi saa' hvorledes selv den ellers saa vidunderlig udstyrede

Goethe

ikke formaaede at omgaa den natur­

lige Begrænsning, men ogsaa hvorledes hos

Michel

Angelo

saavel Malerens som Billedhuggerens Storhed kommer for Dagen netop paa de samme Punkter: de meget talende Stillinger og Bevægelser. Sagen er, at

(40)

Normal Mangesidighed. — Genial Ensidighed. 29

Genierne ikke blot tilhører højst forskellige Arter — den fødte Poet drives uimodstaaelig til at digte, den fødte Maler glæder sig instinktmæssig over Farver, og har en ualmindelig fin Opfattelse af dem — men

hvert enkelt Geni er en ganske enestaaende Kombination af genidannende Elementer.

At f. Ex.

Zahrtmann

er født til paa Lærredet at fremstille for os Episoder af interes­

sante Hedengangnes Sjæleliv kan ligesaa lidt betvivles som at

Niels Petersen Mols'

sjældne Sympathi for og Forstaaelse af Dyrene, og

Julius Paulsens

ejendomme­

lige Syn paa Naturen, anviser dem hver sin særlige Retning i vor Nuticfs Kunst.

Geniets Kraft betyder derfor Kraft, der koncentreres og rettes mod et særligt Maal, dog ikke ifølge nogen bevidst Villen, men ifølge uimodstaaelig Lyst og Anlæg.

Den store særlige Evne maa levendegøres af dyb Fø­

lelse for at give sit største Udslag.

Er Mangesidighed sjælden forbunden med Genius, synes den langt oftere at gaa Haand i Haand med det man plejer at kalde

Talent.

Forstaar man ved Talent en ualmindelig Evne til at

tilegne sig

en Idé og give den nye Anvendelser, er det klart at den Art Begavelse ikke behøver at være snævert begrænset i Omfang.

Man skulde tværtimod snarere formode at Talent — naar vi forstaar det saaledes — vilde

udelukke

eminent Begavelse i

én særlig Retning,

eftersom denne næsten altid vil være tilbøjelig til at opsluge al anden Interesse.

Talent er, om man vil, noget mere

normalt

end Geni, ti det er baseret paa en fortrinlig Hjerne, men

(41)

30 Abnorm Ensidighed.

alligevel en Hjerne, der ligner den Gennemsnitlige hvad Tilpasning til de mangfoldige Funktioner og Afpasning af Ligevægten i det Hele angaar. Den er blot langt kraftigere end Hjerner i Almindelighed. Genius derimod synes — som vi siden skal se — at nærme sig uhyggelig stærkt til det

abnormt ensidige.

IV

Aiildhood shows the man, as morning shows the day.

Milton.

Hvis Geniet virkelig rummede en

flersidig

usæd­

vanlig Evne, kunde vi ikke vente at finde en

udpræget

og

uimodstaaeiig

Tilbøjelighed i én bestemt Retning hos de meget Unge, de vordende Berømtheder. Saa- fremt det altsaa kan paavises at der hos det overvejende Antal af dem, paa et meget tidligt Livs Stadium, findes en saadan afgjort Lyst og Evne — maaske endog saa udpræget og stærk, at den i mange Tilfælde bryder igennem

trods

Forældres og Omgivelsers Modstand vil Loven om Geniets Ensidighed faa en ny og kraftig Støtte.

En Undersøgelse af dette Spørgsmaal har imidlertid ogsaa i andre Henseender betydelig Interesse. At Geniet skulde aabenbare sig allerede i Individets tidlige Aar er nemlig ingenlunde hvad man paa Forhaand kunde slutte sig til fra en

almindelig

Betragtning af Naturen. 1 i

(42)

Tidlig Modenhed. 31

rundt om os ser vi de lavere Arter udvikle sig og naa deres Afslutning hurtigere end de højere stillede. Vi Mennesker er jo selv de langsomst udviklede og senest modne, og hos de ædlere Menneskeracer ses desuden en endnu senere Modenhed end hos de lavere, noget der fremgaar af en Sammenligning mellem vore Børn og Negrenes eller Eskimoernes. Fremgang i Civilisation synes saaledes at modvirke tidlig Modenhed. De gro­

vere Væv udvikler sig ogsaa hurtigere end de finere — Hjernen er den sidste og langsomste i den Henseende.

Kvinden er tidligere udviklet end Manden. Tidlig Mo­

denhed tyder med andre Ord paa et mindre højt bio­

logisk Trin.

Skønt alt dette er utvivlsomt og desuden i Over­

ensstemmelse med vore Instinkter, er det dog ikke umuligt at forene den foran omtalte Kendsgerning at Genierne lever længe, med den at de som en Regel ogsaa er tidlig udviklede, saakaldte «Vidunderbørns Vi har nemlig ogsaa paavist at meget geniale Personer næsten aldrig faar meget geniale Børn, at de tværtimod enten intet Afkom har eller at dette som oftest er svagt.

Genierne, der er særlig tidlig modne, kan maaske be­

tragtes som de sidste af deres

Art

— fra dem daterer Degenerationen sig. Deres tidlige Modenhed kan —

trods

deres Genius — anses for Dekadencens Forløber.

Besvarelsen af Spørgsmaalet om Geniernes tidlige Modenhed maa for det første indbefatte paalidelige Med­

delelser om

udprægede Anlæg

i særlig Retning, i Barn­

dom og tidlig Ungdom, men ogsaa om det

afgerende

(43)

32 Imitation, Originalitet, Rutine.

Tidspunkts

Indtrædelse. Ved dette Udtryk forstaas Mo­

denhedens Øjeblik, «da den betydelige Mand gaar om­

bord paa et Skib, han selv har tømret, for at sejle Ver­

den rundt — da han griber den Violin, han selv har konstrueret, for derpaa at spille en af

ham selv

kom­

poneret Melodi». I den tidlige Ungdom — inden 20 Aars Alderen — maa vi nemlig ikke vente at træffe egenlig

originalt

Arbejde. I den Alder

imiterer

Geniet

a7idre,

i den ældre Alder derimod

sig selv.

Værkerne før 20 Aar er derfor i Reglen mer eller mindre Imita­

tion, Værkerne efter 40 som oftest

Rutine.

Det er alt- saa det Tidspunkt da det første Værk fremkom, som — strax eller længe efter — har bidraget til Grundlæggelsen af Ryet, der her interesserer os.

Bildende Kunstnere.

Begynder vi med vore bildende Kunstnere, er der først

Thorvaldsen,

om hvem der fortælles, at da hans Lærer i Tegning, Flaadebilledhugger Willerup, gav Drengen den Opgave at udskære et Løvehoved, tog T., som endnu ikke havde set en levende Løve, uvilkaarlig et Kattehoved til Forbillede, og kom aldrig videre end til at gengive Kattens Hoved hver Gang Læreren bad om en Løves. Han vandt kun 16 Aar gammel den lille Sølvmedaille for et Relief, og da han senere skulde konfirmeres, blev han paa Grund af sine højst mangel­

fulde boglige Kundskaber sat nederst; men da Præsten hørte at det var ham, der havde faaet Sølvmedaillen, blev han rykket op og tiltalt med «Monsieur», en Titel,

(44)

Bildende Kunstnere. 3 3

der dengang var paa Mode. Omtrent 20 Aar gammel faar han begge Guldmedailler; intet af disse Arbejder røber imidlertid hans senere mægtige Originalitet, de er ganske traditionelle. Ogsaa

Lundbye, Roed

og

Købke,

der alle udstiller som 16—18 Aars Ynglinge, begynder ligesom Thorvaldsen allerede som Drenge paa kunstnerisk Virksomhed. Derimod maa saavel

Bissen

og

Harsdorff

som

M ar strand, Eckersberg

og

Skovgaard

overvinde Forældrenes Modstand forend de kommer paa deres rette Hylde. Bissen skal være Snedker, Harsdorff Officer og Marstrand Student; Eckersberg og Skov­

gaard bliver sat i Malerlære og maa paa Grund af For­

ældrenes smaa Kaar ernære sig som Malersvende sam­

tidig med at de udstiller deres første Billeder. Ikke desto mindre aflægger de alle meget tidlig tydelige Be­

viser paa ualmindelig Begavelse. Eckersberg faar 22 Aar gi. begge Sølvmedailler og den lille Guldmedaille, og Marstrand, der allerede som Dreng røbede et ejen­

dommeligt Lune i sine — i teknisk Henseende selv­

følgelig mangelfulde — Tegninger, udstiller da han er 18 Aar. Den 19-aarige Skovgaards tidligst udstillede Billede købes af Akademiets Præses. Harsdorff vinder den store Guldmedaille i sit 20de Aar, Bissen i omtrent samme Alder, den store Sølvmedaille for et Billede og Guldmedaillen for et Relief 3 Aar senere.

Spørges der om i hvilken Alder det første virkelig

selvstændige

og

anerkendte

Kunstværk frembringes, finder vi at

Købke

kun var 23 Aar da han malede sit lille Mesterværk «En gammel Sømand», som Maleri­

3

(45)

34 Thorvaldsens sene Modenhed.

samlingen først længe efter erhverver,

Lundbye

malede da han var 24 Aar flere Billeder, som Malerisamlingen besidder (det Indre af en Kostald, Kystparti ved Ise- fjord).

Marstrand

vækker stor Opmærksomhed 21 Aar gi. med et Billede, som Kunstforeningen køber, og

Skov­

gaard

er en fremragende Kunstner som 25-aarig ^Nord­

skoven ved Jægerspris», Malerisamlingen).

Roeds

for­

træffelige Billede «Afsked fra Toldboden», som Kunst­

foreningen køber, er fra hans 26de Aar.

Harsdorff

er en selvstændig, højt anset Kunstner i sit 30te Aar, paa hvilket Tidspunkt han bliver Professor ved Akademiet.

Eckersbergs, Bissens

og

Thorvaldsens

første virkelig betydelige Arbejder kommer frem noget senere, nemlig henved eller omkring det 30te Aar, Thorvaldsen, hvis Kulmination ikke er saa tydelig udtalt som andre store Geniers, er ogsaa noget trægere i Udvikling end disse.

I det 27de Aar (1797) rejser han til Italien, og det er Skuet af den antike Kunst der giver Stødet til hans Udvikling.

«Jeg er født den 8de Marts 1797, sagde han senere, indtil da levede jeg ikke». Hans første berømte Ar­

bejde «Jason» er fra det 32te Aar, og at dette er en sen Udvikling fremgaar af en Sammenligning med andre af Verdens største bildende Kunstnere. Berømte Ar­

bejder findes f. Ex. af

Correggio, Michel Angelo, Lian- ar do, Raphael

og

Van Dyck

fra det 20de til 22de Aar, af

Rubens

fra hans 23de, af

Rembrandt

og

Velasquez

fra deres 24de Aar.

Et sjældent Exempel paa sen Udvikling er

Chri­

stopher Wren,

St. Pauls Bygmester. Han gjorde sig

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

I de tilfælde, hvor der fra det centrale niveau er givet ekstrabevillinger beregnet til specifikke områder, har der ikke været noget incitament til, hverken for amter eller

Der har nok været en tra- dition for, at de ikke produktionsrelaterede omkost- ninger ikke blev fordelt ud på de enkelte omkost- ningsobjekter (f.eks. aktiviteter eller

Hvor pressesystemets meningsdannelse forudsatte ideologisk konfrontation, bygger meningsdannelsen omkring samordnings- problemerne på skabelsen af visse fælles idealer

Bechmann og Nielsen (2017) nævner, at disse resultater blandt andet kan være en konsekvens af, at investorer historisk ikke har haft tilstrækkelig fokus på eksempelvis klimarelateret

For det andet spurgte Højesteret, om det vil være foreneligt med EU-retten, at danske domstole i en sag mellem en arbejdstager og en privat arbejdsgiver om betaling af en

lidt over 22 britisk tid, da valgstederne lukkede, og BBC udsendte en exit poll, der viste, at De Kon- servative lå til at vinde valget med 316 mandater (og der dermed tegnede

struktur, proces og kultur. Empirisk bygger artikel på en lang række interviews med centrale aktører i og omkring det danske EU-formandskab foretaget siden begyndelsen af 2010

I en uddannelse, som uddanner til en profession, hvor en af kompetencerne består i at forstå andre mennesker – at se verden, som den ser ud for dem, vi forsøger at hjælpe, så