THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

75V 1) • <YVt e*A/> TV

^<*M

3

I . v

\V>

^GL.BIBL. KEE. \o" 'hil- D A N S K E A F t < >

"iuin >?r

V I L H E L M M A R S T R A N D

GRÆNSE

SPØRGSMAALET

5. Aabent Brev til

den danske Rigsdag

K Ø B E N H A V N D E N 2 0 . O K T O B E R 1 9 4 7

""y

^{, v o}

J. JØRGENSEN & CCX KØBENHAVN

L

ige fra befrielsen i 1945 har mange gode og betydelige mænd gjort, hvad der stod i deres magt for, at vor selvfølgelige støtte til Danskheden i Sydslesvig ikke fik statspolitiske følger. Andre har ikke haft denne indstilling.

De første finder deres standpunkt klart og tydeligt udtrykt i trontalen af 9. maj 1945, hvis ord herom som bekendt lød: »Regerin­

gen, som staar paa den nationale selvbestem­

melsesrets grund, er af den opfattelse, at Dan­

marks grænse ligger fast«.

Henvisningen til selvbestemmelsesretten, der i 1919 skaffede Danmark Nordslesvig tilbage, gav standpunktet en naturlig afrunding og baggrund. Ikke et øjeblik faldt det de først­

nævnte ind, at den spænding, der rent logisk er mellem udsagnets to dele, kunde faa prak­

tisk betydning, dertil var Danskheden i Syd­

slesvig for faatallig. Bjørn Kraft har i nat

3

oplyst, at han gik med til det sidste, fordi det første for ham var garanti for, at der stadig var en dør aaben for et initiativ fra Sydsles­

vig.

Der har været stærkt delte meninger om det betimelige i, at Statsministeren under ind­

tryk af sindelagsskiftet i Sydslesvig udtalte:

»Sydslesvig genvundet, det er kampens maal«.

Udtalelsen førte til en krise, der udløstes i noten af 19. oktober 1946, hvor man tog det positive skridt til fordel for Danskheden i Sydslesvig, at bede de allierede magter om 1) at bringe flygtningepresset mod den dan­

ske grænse til ophør og 2) at foranledige Syd­

slesvig administrativt adskilt fra Holsten.

Flygtningepresset er endnu ikke blevet blot formindsket, men der menes at være mulig­

hed for en væsenlig afspænding i løbet al det kommende aar. Der maa fra dansk side uden ophør arbejdes derpaa, ti ikke alene har indkvarteringen i sig selv været en næsten ulidelig byrde. Ulemperne er blevet yderligere forøget ved, at flygtninge i stor stil er ansat som embeds- og bestillingsmænd, ofte med forbigaaelse af hjemmehørende. Administra­

tionen er heller ikke blevet delt, og de talrige overgreb, der har fundet sted mod den dansk­

4

sindede del af befolkningen, viser, at lands- regeringen i Kiel, i hvilken Holstenerne har det overvejende flertal, ikke yder befolknin­

gen det personlige værn, den har krav paa.

Ikke-opfyldelsen af de danske ønsker har ført til stigende uro, baade i Sydslesvig og herhjemme. Voksende kredse har følelsen af, at det ikke vedblivende kan gaa paa denne maade, og udenrigsminister Gustav Rasmus­

sen har inat udtalt, at den politik, der gen­

nem oktobernoten er fastlagt som Danmarks politik i dette spørgsmaal, muligvis ikke er tilstrækkelig, og i saa fald maa tages op til revision. Først maa den prøves til bunds.

At den danske regering ikke, før en saadan revision har fundet sted, kan gøre de danske Sydslesvigeres videregaaende ønsker til sine

turde være umiddelbart indlysende.

Statsministeren har ved forskellige lejlig­

heder peget paa nødvendigheden af en saadan revision. Det er fra modpartens side blevet bebrejdet ham i usædvanlig skarpe ord som brud paa trufne aftaler. Den hævder, at det under forhandlingerne om oktobernoten ud­

trykkeligt blev sagt, at dens indhold var det yderste, man kunde strække sig til.

Rigtigheden heraf er der ingen grund til

at betvivle. Det er dog for dem, der ikke har deltaget i forhandlingerne, vanskeligt heraf at udlede, al modpartens fortolkning af ok­

tobernoten er den eneste tilladelige. For efter­

tiden vil forhandlingerne under vejs være glemt. For de allierede magter, som noten er sendt til, kendes de ikke; for dem er kun no­

tens ordlyd afgørende. Efter den ligger der ikke i noten videregaaende krav, men der er holdt en mulighed aaben, og denne mulighed maa naturligvis vokse i samme grad, som de i noten udtrykte ønsker ikke tages til følge.

Noten fremkom som bekendt som svar paa en henvendelse hertil, i hvilken langt videre­

gaaende muligheder var tilbudt os.

De, der bebrejder Knud Kristensen hans udtalelser, er naturligvis ganske klare over, at ethvert demokratisk styre er betinget af 1) ret­

ten til frit at udtale sig, 2) loyal efterlevelse af de aftaler man træffer, selv om de ikke falder sammen med det, man personligt me­

ner. Tiden og begivenhederne maa saa vise, om ens egen opfattelse vinder sejr eller lidt efter lidt omformes til at falde sammen med modpartens. De benytter sig ogsaa selv deraf.

Skarpheden i kritiken maa derfor hænge sam­

men med en udpræget frygt for, at eftergiven­

6

hed paa dette punkt kan være dødsensfarlig for Danmarks fremtid.

Oprigtigheden i denne opfattelse er der in­

gen grund til at betvivle. Ord, som, at Tysk­

land igen vil blive stærkt, og at vi fra Nord­

slesvig ved, at der maa regnes med illoyalitet fra det tilbageblivende tyske mindretal, er ofte udtalt, og der kan ikke ses bort fra disse indvendinger.

Noget helt andet er, at faren overdrives. Et stærkt Tyskland strider ikke mod danske in­

teresser. For det Tyskland, der var imod Hit­

ler, er der endnu hjærte nok i Danmark til at ønske en god fremtid — det sagde Hedtoft, og ingen vil være uenig med ham deri, selv om de ikke kan deltage i de slutninger, han deraf drog. I Nordslesvig er det ogsaa gaaet bedre, end de fleste idag synes at have øjne for. Byerne er blevet danske, og den tyskhed, der viste sig illoyal, maa være blevet skuffet af den maade, de blev tilsidesat paa af Hitler.

De haabede igen at blive førende i Nordsles­

vig, de blev kun 5te kolonnefolk.

Og endnu mere overdrivelse er der i udta­

lelserne om, at vi ikke skal være marodører, der plyndrer det slagne Tyskland. Nej, natur­

ligvis skal vi ikke gøre mod andre, hvad vi

7

ikke ønsker gjort mod os selv, men hvem kan sige, at vi gør det? Vi har ingen krav rejst, skønt vi har et tilgodehavende i krænket rets­

følelse, og i penge af rent astronomisk stør­

relse. Det, talen er om, er blot, hvordan vi bedst støtter landsmænds krav om ret til at leve somi fri mænd i deres egen hjemstavn.

Det hører ingen steder hjemme at sige, at der intet grænsespørgsmaal forelaa for os mellem krigene. Det har været der hele tiden, og allerede saa tidligt som i 1919 har ihvert- fald jeg udtalt, at den udvikling, der nu er indtraadt, maatte komme.

Det var i 1919 en nødvendighed at dele Slesvig — vi indrømmede dengang, at Syd­

slesvig folkelig set var tabt. Det var smærte- ligt, det var et offer, vi ikke var villige til at bringe i 1864. Ved kun at ønske det, der fri­

villigt sluttede sig til os, ved i 1945 igen at afslaa at modtage Sydslesvig af de allieredes haand, skabte vi baggrunden for det mirakel, vi nu ser ske for vore øjne, at der finder et sprogskifte sted, ingen »realpolitiker« vilde have troet var muligt.

Og nu hører vi af Christmas Moller, at be­

folkningen slet ikke har nogen »ret til afstem­

ning«. Trontalens ord derom er en ren »frase«.

8

Og han har været udenrigsminister med den opgave at lede Danmarks udenrigspolitik efter trontalens ord, har gang paa gang bedyret, at han har gjort sit yderste for at hjælpe de danske i Sydslesvig. Og nu siger han, at de ord, der for dem var et lysglimt i mørket, blot er en »frase«.

Det lød ikke godt, ejheller hvad der skete i nat, hvor en anden politiker sagde: »jeg skal rigtignok ikke røbe private samtaler, gjorde jeg det, saa vilde jeg kunne fortælle et og andet om indre uenighed og lignende«? Det er det, vi menige vælgere, for hvem et ord gærne skulde være et ord, for hvem rigsda­

gens medlemmer gærne skulde staa som eks­

empler værd at følge i den offenlige debat, føles som slag under bæltestedet.

Nu skal vi have valg. Sydslesvig vil komme til at spille en stor rolle i valgkampen, ikke fordi nogen i og for sig ønsker valg paa dette spørgsmaal, men fordi det maa klares, om det, rigsdagen enedes om, er ord, der staar vilje bag, eller ord, der kun er ord.

Lorenz Biichert senior, der har fortalt om, hvordan han fra tysksindet og tysktalende blev dansk, skrev i Flensborg Avis for den 1ste oktober iaar, at han under et møde her

9

i landet blev slaaet af et paa mødet udtalt ønske om »garanti for den Sydslesvigske be­

vægelses ægthed og holdbarhed«. Han tænkte meget over, om han ikke kunde skaffe en saadan garanti. Han talte med mange derom.

Og saa endte han med at skrive: »Vi kan ikke yde garanti for denne udviklings ægthed, va­

righed og holdbarhed«.

Vilde en Tysker ikke have garanteret ægt­

heden med store ord? Ja, jeg spørger blot?

Han endte naturligvis ikke med denne nega­

tive erklæring. Saa havde han ikke været Dansker. Han endte med de skønne ord, at det, Sydslesvigerne trænger til, er: varme} til­

lid og tro.

Mange i dette land har denne varme, denne tillid, denne tro. De vil gærne lade den strøm­

me ned til dem, der trænger dertil.

Skal vi nu ikke, baade for Sydslesvigs og vor egen skyld, høre op med gensidigt at be­

skylde hinanden for mangel paa national fø­

lelse, for aktivisme og chauvinisme, og alt saadan noget, og lige modsat regne med, at hver enkelt af os gør spørgsmaalet op, saa godt de formaar det.

Ved i aand og sandhed at respektere hin­

andens afgørelser, vil rigsdagen kunne gen­

10

vinde den agtelse, dens enkelte medlemmer burde være selvskrevne til, kun i den sidste tid har gjort det saa forfærdelig svært at bevare.

Er der nogen, der tør hævde, at en saadan disciplin, en saadan gensidig tro og tillid til hinanden vil skade vort lands fremtid? Hvor skulde det kunne gøre det?

4. oktober 1947.

Vilhelm Marstrand.

EFTERSKRIFT

To aar er gaaet, siden jeg i »Information«

og »Børsen« foreslog en ordning, der paa en for Danmark praktisk gennemførlig maade fjærnede alle flygtninge og alle direkte nazi­

stiske elementer fra Sydslesvig.

Intet af dette er sket. Vanskelighederne har oversteget besættelsesmyndighedernes evner og kræfter. Flygtningene er ikke fjærnet, flere og flere af dem har faaet stemmeret. Embe­

der og bestillinger er i udstrakt grad givet til dem, og overgrebene mod den danske befolk­

ning er blevet stadig større og kraftigere.

11

Fra engelsk side er spørgsmaalet ikke be­

handlet, som vi gærne saa det behandlet. De har det for svært, og de forstaar slet ikke vor stilling. Vi har i mellemtiden set, at de ikke engang forstaar den i det langt mere overskuelige spørgsmaal, den danske land­

brugsproduktion.

Modstanden har dog ikke kuet den stedlige befolkning. Kravet om danske skoler er ikke mindsket, og alle, der har været med i arbej­

det for Danskheden i Sydslesvig, taler om den lykke, det har været for dem at mærke, hvor de fyldte et savn, hjalp paa aandelig nød. De har følt sig rige derved.

Og heroppe har vi i oktobernoten fundet et enigt udtryk for vore onsker. Desværre dog kun for vore ønsker. Bliver de ikke opfyldt, hvad saa? Det er det, der er spørgsmaalet.

I oktobernoten blev der givet udtryk for en god dansk villie.

Spørgsmaalet er, om det er nok, hvis de i noten udtrykte ønsker ikke opfyldes? I be­

svarelsen af dette spørgsmaal maa hver en­

kelt tage personligt standpunkt. Det gaar ikke an her at frakende afgørelsen hos dem, der mener det modsatte af en selv, menneskelig værdi. Der er paa forhaand ingen grund til

at gaa ud fra, at motiverne hos modparten er mindre rene end ens egne, er mindre fyldt af ønsket om at gøre det for vort land og dets fremtid mest rigtige.

Det kan gøre valget svært for mange, der har tillid til mænd og kvinder i begge lejre.

Begge lejre ønsker at gaa retfærdighedens vej. Det skal vi naturligvis vedblive med. Re­

sultatet maa blot ikke blive, at vi udleverer de dansksindede til tysk forfølgelse. Det vil være til skade for os, og vi vil ikke selv kun­

ne holde til det.

Christmas Møller har for at undgaa den fejl, Krieger begik i 1864, begaaet den mod­

satte fejl: ikke at have øre for det, der gro­

ede dernede, ligesaalidt som han ved Englands- altalen havde øre for prisudviklingen og der­

for sluttede den daarligste handelstraktat, Danmark vist nogen sinde har sluttet.

Det sidste kommer vi dog nok over; moti­

verne for at slutte den, at række England en hjælpende haand som tak for alt det, Eng­

lands indsats havde betydet for os, var gode nok.

Det første kommer vi derimod ikke over, hvis vi nu griber fejl.

Et standpunkt skal tages, og det kan ikke

13

være urigtigt herunder at spørge, hvad tjener livets formaal bedst: at tage vanskelighederne op, at vise tillid, tro og varme, eller at gaa af vejen for vanskelighederne for at tilveje­

bringe en sikkerhed, der under ændrede for­

hold maaske alligevel ikke frembyder den sikkerhed, man ventede?

Christmas Møllers meninger kan være lige saa oprigtigt mente, de være vil, de er blot­

tet for folkelig samfølelse, og de er blottet for tro pact retten.

Nu siger han for at dække over udtalelsen, at selvbestemmelsesretten blot er en »frase«:

Skulde Bornholmerne have ret til at stemme for Sverige? Han føler sig sikker paa, at alle vil sige nej, og saa er det rigtige, at alle, der har deres retsbegreber i orden, uden tøven vil sige: Ja, naturligvis, hvis vi i uforstand skulde gøre dem saa kede af os, at dette øn­

ske opstod.

Det er vor ret at gøre vort styre saa godt, at dette ikke sker, og mon ikke vi har betalt lærepenge nok til at have lært, at vil Syd­

slesvig stemme sig hjem til Danmark, saa maa det være for igen at blive dansk, og der­

efter vor opgave at fastholde denne Dansk­

hed. Vi fastholdt Danskheden i Nordslesvig,

14

•

skulde vi saa ikke ogsaa kunne gøre det i Sydslesvig?

Jeg har vejet for og imod, jeg har taget det standpunkt, som i mine øjne er det ene­

ste virkeligt forsvarlige, at vi maa søge gen­

nemført oktobernotens krav: fjærnelse af flygtningene og adskillelse af Sydslesvig fra Holsten. Skulde prisen herfor være selvstyre under dansk overhøjhed, saa mener jeg, al man med glæde skal betale den.

Færøspørgsmaalets løsning viser her vej.

Ved at give hinanden haandslag paa ikke at ville vige fra rettens vej tror jeg, at hoved­

parten af Sydslesvigs befolkning igen kan blive dansk.

Der er efter manges mening kludret meget i dette spørgsmaal, men hovedlinien har nu alligevel været holdt ren og klar. Det er ikke vore ønsker, der skal være det afgørende, men den hjemmehørende befolknings.

Bliver der ved en fri afstemning udtalt øn­

ske om selvstyre under dansk overhøjhed, saa er der ingen grund til at tabe hovedet. En nøgtern vurdering viser da, at det vil der vindes mere ved end der kan tabes, for slet ikke at tale om tabet ved, at Østprøjserne forbliver i Sydslesvig.

15

Jeg tror, at ret i det lange løb altid sejrer over den raa magtudøvelse. Det er hoved­

punktet i agitationen for ikke at gaa over oktobernotens krav. Det giver ret beset det modsatte resultat. Det er nu, det skal vises i gærning, at denne tro er stærk nok til at kunne bære os over tvivlens hav.

Varme, hvem vil ikke gærne vise varme?

Tillid, hvem vil ikke gærne vise tillid? Det er nu, det skal afgøres, om man ogsaa har kræf­

ter til at tro, at alt dette er til nytte, baade for os, og for den verden, det vil være et exempel til efterfølgelse.

20. oktober 1947.

Vilhelm Marstrand.

16