Prinsesserne på ærten
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Nr. 17/2006
25. august 63. årgang
Om kort tid er det første skoledag på landets pædagogseminarier. Men hvorfor det studium? Hvad er drømmene? Ambitionerne? Og forventningerne? Vi tegner et portræt af tre forskellige menne- sker, der alle har valgt at læse til pædagog.
De nye studerende
Social pædagogen
Pædagogisk arbejde med
hjerneskadede børn
ISSN 0105-5399 Ansvarshavende:
Forbundsformand Kirsten Nissen Redaktion:
Lone Marie Pedersen (redaktør) Kurt Ladefoged Jens Nielsen Karianne Bengtsen Blem
Layout:Bodil Hesselbo Stillingsannoncer:
Lene Jensen, Datagraf Auning AS, Energivej 75, 8963 Auning Tlf. 8795 5555, fax 8795 5544 annoncer@datagraf.dk Læserindlæg, artikler og anmeldelser er ikke nød- vendigvis udtryk for redak- tionens eller organisatio-
nens mening. Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt stof.
Alle artikler i Socialpæda- gogen kan desuden findes i bladets elektroniske arkiv på internettet www.sl.dk Adresse:
Socialpædagogen Brolæggerstræde 9, 1211 København K Tlf. 3396 2800 kl. 10-15,
Telefax: 3396 2998 redaktionen@sl.dk www.sl.dk Abonnement:
Abonnementspris 2006:
768,00 kr. inkl. moms (26 numre)
Løssalg: 35,00 kr. + porto Tryk og produktion:
Datagraf Auning AS Oplag: 44.626 i perioden 1.7.04-30.06.05
Redaktionen af 17/06 er afsluttet d. 17.8.06.
Deadline for læserbreve og stillingsannoncer for 18/06, der udkommer den 8. sep- tember er mandag den 28.
august kl. 12.
Deadline for 19/06 er man- dag den 11. september kl.
12.
Forsidefoto:
Vibeke Toft
„Et godt uddannel- sesforløb handler i høj grad om at få teori og praksis til at
hænge sammen.
Det, I lærer på semi- nariet, skal I også have chancen for at udfolde i det daglige
arbejde.“
Socialpædagogen
Medlem af Dansk Fagpresseforening
Uddannelsen til pædagog har længe været Danmarks største videregående uddannelse, og igen i år ser vi, at rigtig mange unge gerne vil være pædagoger.
Over 5000 har søgt pædagogseminarierne som første prioritet, og langt de fleste er blevet optaget. Det be- tyder næsten 5000 nye studerende. Nogle af jer vil vi i de næste par år møde som praktikanter på de soci- alpædagogiske arbejdspladser.
I SL er vores opgave ikke alene at sikre socialpædago- gerne en god løn og ordentlige arbejdsforhold. Vi ar- bejder også for at gøre socialpædagogernes arbejde mere synligt for omverdenen. Indsatsen blandt sam- fundets mest udsatte grupper fortjener i den grad anerkendelse og respekt.
Og den indsats begynder jo allerede, når I studerende kommer ud i praktik og måske for første gang står an- sigt til ansigt med svært handicappede mennesker, stofmisbrugere eller udsatte børn og unge, som har brug for jer til at komme videre i livet.
SL er også et fagligt fællesskab. På www.sl.dk og i fag- bladet Socialpædagogensamler vi ny viden om udvik- lingen af vores fag og vores måde at arbejde på. Vi- den, som I forhåbentlig kan bruge både under ud- dannelsen og efter.
I har valgt et fag i rivende udvikling. Og jeg er ikke i tvivl om, at det socialpædagogiske arbejdsområde vil vokse i årene, der kommer. Samtidig vil de faglige krav til vores indsats vokse. Vi skal lære stadig mere og mere på det teoretiske felt, alt imens omgivelserne forventer, at vi kan håndtere store forandringer på arbejdspladsen.
Et godt uddannelsesforløb handler i høj grad om at få teori og praksis til at hænge sammen. Det, I lærer på seminariet, skal I også have chancen for at udfolde i det daglige arbejde.
Arbejdspladserne har ansvaret for at sikre, at I møder virkeligheden. Samtidig skal I som studerende have tid til fordybelse og til at reflektere over oplevelserne i hverdagen. Tillidsrepræsentanterne spiller en vigtig rolle på vores arbejdspladser. De er også jeres tillids- folk. Brug dem, når I kommer i praktik.
Velkommen til.
Dette nummer af Socialpædagogen sendes ud til alle de nye studerende ved landets pædagogseminarier.
Det faglige fællesskab begynder nu
Foto: Vibeke Toft
Af Kirsten Nissen forbundsformand
s. 4
HJERNESKADEDE BØRN
Prinsesserne på ærten
s. 8
UDDANNELSE
Mand, børn og hus – og studerende
s. 10
UDDANNELSE
Jeg har fundet min ro
s. 12
UDDANNELSE
Den lige vej
s. 13
KOMMUNALREFORMEN
Ø-kommuner får dispensation
s. 14
PULJEMIDLER
Indsats for udstødte virker
s. 16
HJEMLØSE
Succes for skæve boliger
s. 19
DEBAT
s. 20
SYNSPUNKT
Er ekstra personale altid godt?
Indhold
Foto: Vibeke Toft
En ært kan blive flad, når tre prinsesser skiftes til at lægge sig på den og sove. I Virum ligger Bør- necenter for Rehabilite- ring, der er det eneste sted i Danmark, som tager sig af udredning og tværfaglig genoptræning af børn og unge, som har fået en hjerneskade.
Strukturreformen kræver større kommuner, og derfor skal kommuner på under 20.000 indbyggere samarbejde med en anden kommune om at drive sociale institutioner. Men det gælder ikke for ø-kommunerne, der helt ned til 7.000 indbyggere har fået dispensation til at drive en række sociale institutioner.
s. 4-7
Arkivfoto: Brian Karmark/Scanpix
Det kan ikke bare lade sig gøre at stoppe ned- turen. Nej, mange af projekterne for hjemløse, misbrugere og psykisk syge har på kort tid givet brugerne et bedre liv, hvor hverdagen igen begynder at hænge sam- men, viser rapport om erfaringerne i 316 pro- jekter landets over.
s. 13
s. 14-17
Socialpædagogen
Prinsesserne på ærten
HJERNESKADEDE BØRN■– Hvilken dag er det i dag?
Kis Lund kigger på de tre piger, der sidder sammen på madrassen på gulvet.
– Onsdag. Cecilie svarer sikkert.
– Det er rigtigt. Og i går var det...?
– Tirsdag, lyder det lige så sikkert igen.
– Og i morgen er det så...?
– Torsdag. Ingen slinger i valsen. Fredag, lørdag og søndag volder heller ingen van- skeligheder.
– OK. Så vil jeg gerne have nogle ord, som starter med s?
– Slange.
– Stine.
– Sol.
Cecilie, Dea og Veronica kan bare det pjat. Og det skal de også, når man tænker på, at de er henholdsvis otte, otte og seks år gamle. Men for Cecilie har det været helt naturligt altid at svare „søndag“, når hun blev spurgt om ugedagene.
Både Cecilie, Dea og Veronica har en erhvervet hjerneskade. Cecilie fra en hjer- nebetændelse, Dea fordi hun har fået bort- opereret den ene halvdel af hjernen for at overleve en meget voldsom epilepsi. Og Veronica efter en MRF-vaccine som helt lille.
Pigerne er alle i et genoptræningsforløb på Børnecenter for Rehabilitering i Virum nord for København. Her skal de lære el- ler genindlære nogle af de færdigheder, der gik tabt, da deres hjerne tog skade – typisk motorik, sprog, hukommelse og op- mærksomhed, grundlæggende skolefær- digheder som at læse, regne og skrive, ev- nen til at indgå i sociale sammenhænge med andre børn, evnen til at overskue og planlægge og udføre dagligdags færdighe-
der som at tage tøj på, rydde op på værel- set osv.
Med andre ord skal de på mange måder starte forfra.
En lamineret ært
Det er dagens anden time på centret – på skemaet står „legegruppe“ for de tre piger.
De har netop overstået sproggruppen, som i dag blev ledet af en af centrets ergotera- peuter. Nu tager socialpædagog Kis Lund over. Og der står eventyr på programmet.
– Der var engang en konge, en dronning, en prins og en prinsesse...
Kis har taget små fingerdukker op af en lille, blå legekuffert og fortæller det klassi- ske eventyr Prinsessen på ærten. Dea var ikke med til det i sidste uge, men alle tre har godt af at få repeteret historien. Kis spiller eventyret igennem med fingerduk- kerne. Og giver så historien videre til Vero- nica, mens hun tager nogle Boardmaker- billeder frem til at støtte fortællingen.
Blandt andet en meget flad, lamineret ært.
– En aften blev det et forfærdeligt tor- denvejr, fortsætter Veronica.
Er dobbelt ramt
Som socialpædagog er det Kis Lunds vigtig-
Socialpædagogen
Fakta om BCFR
Som det eneste sted i Danmark til- byder Børnecenter for Rehabilite- ring i Virum både udredning, intensiv tværfaglig genoptræning og lokalba- seret rehabilitering til børn og unge, som har fået en hjerneskade – et såkaldt fase 3-tilbud. Genoptrænin- gen finder sted enten i centret eller ude i barnets lokalmiljø. Genop- træningen kræver en høj grad af specialisering. Derfor arbejder per- sonalet tværfagligt og tæt sammen om det enkelte barn. I øjeblikket er ti børn under intensiv genoptræning, ti børn i lokalbaseret genoptræning og et barn i udredning hos BCFR.
BCFR overgår 1.1.2007 fra at være institution under Københavns Amt til at tilhøre Region Hovedstaden.
Læs mere på www.bcfr.dk
En ært kan blive meget flad, når tre rigtige prinsesser skiftes til at lægge sig på den og sove. Socialpædagog Kis Lund bruger eventyr og teater, når hun genoptræner børn med erhvervede hjerneskader.
Overindlæring og tværfaglighed er nøgleord i hendes arbejde
Af Tina Juul Rasmussen, journalist Foto: Vibeke Toft
Victoria er dybt koncentreret, mens Kis Lund arbejder med at træne de færdig- heder, der gik tabt, da Victorias hjerne tog skade.
kan matche jævnaldrende børn både fag- ligt, socialt og fysisk så vidt det overhovedet er muligt. Sammen med stedets anden so- cialpædagog, Gudrun Tengmark, tilrette- lægger Kis Lund alle forløb. Gudrun Tegn- mark har lang erfaring i arbejdet med børn med kognitive og sociale vanskeligheder og har derfor mange samtaler med de mel- lemstore og store børn.
– Hvis et barn er fem år, ved vi jo, hvad barnet skal kunne set i forhold til en nor- mal udvikling. Men når et barn har fået en hjerneskade og har mistet nogle grund- læggende færdigheder, må vi „overind- lære“ en masse begreber og kompensere for den tabte tid i deres udvikling, hvis de for eksempel har ligget på hospitalet i et år – plus det skaden har ødelagt oveni. Man kan sige, at de er dobbelt ramt, og det er vores opgave at hjælpe dem med at ind- hente det tabte. Vi skal give dem et koste- skaft i ryggen – følelsen af at „det kan jeg“, forklarer hun.
Cecilie, Dea og Veronica er i den mindste børnegruppe. Deres alder betyder, at de bedste lærer ved at lege tingene ind.
– Fordi de er så små, kan jeg ikke bare snakke med dem om det. Jeg skal observe- re, hvordan de leger – komme ind og fange dem i legen og træne med dem uden, at de opdager, at det er det, jeg gør.
– Hvis jeg for eksempel vil lave et eventyr med dem, skal jeg først læse det op, så de lærer det at kende. Så tager jeg dukker med ind og spiller stykket for dem, og til sidst spiller de det selv. Og så trækker jeg mig gradvist ud. De skiftes til at være for ek- sempel bukkebrusen, og jeg får det motori- ske ind, hver gang de skal over broen til sæteren. Jeg laver det typisk tre gange, så
Kommer til Afrika
– Nu skal vi bygge et slot, bekendtgør Kis.
De tre piger er helt med. Nu kender de eventyret og vil gerne selv spille rollerne.
Kis lægger fire toppede plasticplader i for- skellige størrelser og tre små, flade ud på gulvet. Tilsammen bliver det en lille for- hindringsbane, pigerne skal over – gå fra plade til plade, hoppe med samlede ben fra måtte til måtte og gå hen over en lille bænk. For enden af banen hænger et blåt gardin på væggen – og udgør de fremmede lande, den arme prins må rejse rundt i for at finde sin prinsesse. Et vattæppe bliver sengen, den ægte prinsesse senere skal so- ve i.
Rollerne fordeles efter lidt diskussion, og spillet går i gang.
– Hvilket land kommer prinsen først til, spørger Kis Dea, som er blevet prinsen.
– Afrika!
Kis er prinsessen i Afrika bag gardinet.
Næste stop er Sydpolen. og til sidst Tyrkiet.
Det er en sur, tyrkisk prinsesse, som ikke vil gifte sig med prinsen.
– Ut a min kiosk, råber hun efter prinsen.
Hjemme på slottet igen banker det på døren. Den lille prinsesse står udenfor, drivvåd. Hun kommer ind og lægger sig til at sove på de hundrede madrasser og dy- ner. En højlydt snorken breder sig i rum- met.
– Hvordan har du sovet, spørger Kis, som nu er dronningen og vækker prinsessen.
– Fint! Øh, nå nej... Jeg er gul og blå over det hele, konstaterer Veronica.
– Se... det er en rigtig prinsesse. Der var nemlig en ært nedenunder, konstaterer Kis og hiver ærten ud. Den rigtige ært er
– Du har bare et problem, for jeg vil ikke giftes med dig, griner Veronica.
Den tværfaglige udfordring Kis Lund har arbejdet på Rehabiliterings- centret i seks år. Og i den tid har hendes job forandret sig væsentligt – fra det mo- nofaglige til det tværfaglige. I dag har Kis timer sammen med både ergo- og fysiote- rapeuterne, psykologerne, lærerne og tale- pædagogen.
– Det er den største udfordring, fordi det hele tiden stiller krav til mig om at udvikle mig. Jeg skal være åben for ny læring og vi- den og kunne se, at jeg kan bruge det i mit arbejde. Vi bruger hinandens færdigheder, og jeg kan godt gå ind og tage en bevægel- sestime alene, hvis fys’en eller ergo’en ikke er her, siger Kis Lund.
Elsker bolden under fødderne Børnene bytter roller. Som timen skrider frem, bliver de mere sikre i historien. For at udfordre dem motorisk bytter Kis stenene ud med en „vulkan“ – en hoppepude, hvor de skal præstere ti hop med samlede ben, inden de kan komme videre i eventyret.
Cecilie har tydeligt problemer med at ko- ordinere sine bevægelser samtidig med, at hun taler – og ryger ned af vulkanen.
Stemningen er efterhånden kommet højt op. Eventyret er slut, alle har været både prins, prinsesse og hjælper. Det er tid til at lande, puste ud og få lidt massage. Pigerne lægger sig på en rullemadras på gulvet. Der bliver lidt tumult om hvem, der skal ligge i midten, men det løser sig. Kis tager resolut fat.
– Jeg er ikke nogen baby, siger Dea, da Kis flytter på hende.
Roligt begynder Kis at give Veronica boldmassage med en Ballstick. Stille kører den op og ned af ryggen, ned på benene og ud på fødderne.
– Mange har svært ved at mærke, hvor deres krop starter og slutter i forhold til rummet. Nogle skal sidde helt tæt op ad en væg, forklarer Kis.
Og der bliver hurtigt helt stille i rummet.
Indtil Veronica siger:
– Jeg elsker bolden under fødderne.
Bred pædagogisk rolle
– Min pædagogiske rolle er bred, fordi jeg skal favne børn i alle aldre og tilpasse træningen dertil. Og jeg kan have alle al- dersgrupper i løbet af én dag, siger Kis Lund.
De ældste (14-18 år) skal have kognitiv, affektiv træning og arbejde med det emo- tionelle. De har det særligt svært med de sociale relationer.
– Vi træner med dem i at være sammen med andre, så de ikke føler sig så ander- ledes. Vi har samtalegrupper for de unge,
Socialpædagogen
Udvalgt til VISO
Børnecenter for Rehabilitering (BCR) er udvalgt som en af de specialinstitutioner i den kommende Region Hovedstaden, der bliver tilknyttet den nyetablerede Vi- dens- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) med afsæt i centrets ekspertise i at rådgive om og udrede børn med erhvervede hjerneskader.
– Tilknytningen til VISO giver os mulighed for at bruge det nye landsdækkende fo- rum strategisk til at udbrede viden om og indsigt i de problemstillinger, der knytter sig til børn med erhvervet hjerneskade til det „professionelle Danmark“ – samtidig med at vi som institution kan udvikle os fagligt i samspil med andre specialister på området, siger Dorte Gottlieb, leder af BCR.
Hun glæder sig også over, at der med VISO er sikret en vis statslig grundfinanse- ring af rådgivningen og udredningen på dette „ultraspecielle område“, som hun ud- trykker det:
– Børn med erhvervet hjerneskade er en målgruppe, som let risikerer at blive over- set, hvis ikke det økonomiske grundlag er til stede i kommunerne. Men med til- knytningen til VISO følger et par årsværk til os, og det skulle gerne være med til at sikre, at børnene ikke helt bliver glemt.
hvor de kan komme ind og „få luft“. Det kan være svært „derude“, men her må man være lige så ked af det, man vil. Mange op- lever, at deres tidligere kammerater falder fra, når de opdager, hvad hjerneskaden har gjort ved dem. Derfor arbejder vi også i børnenes nærmiljø.
Til mellemgruppen på 10-14 år bruger Kis Lund blandt andet rollelege og trin-for- trin-metoden – lærer dem for eksempel, hvordan man ser ud, når man er ked af det ved hjælp af billedplancher og små histori- er: Hvorfor er pigen på billedet mon ked af det og udenfor? Hvordan var det sidst, du selv var ked af det? Eller ikke var med?
– På den måde får vi gradvist lukket op, så
de også kan tale om, at de for eksempel har været bange for at dø, at de sørger over den mor, som døde i trafikulykken. Vi viser, at vi kan rumme det – siger: „Det forstår jeg godt“ og ikke: „Det er også så synd for dig“.
– Men det er en stor udfordring, at bør- nene spænder så vidt aldersmæssigt. Det betyder, at jeg skal kunne lave mange ting, men det er også en stor glæde, at jeg kan finde ud af det. Pædagogisk er det det mest udfordrende job, jeg har haft, konstaterer Kis Lund.
Dea og Cecilie er opdigtede navne, men re- daktionen er bekendt med pigernes rigtige identitet. Veronica optræder ikke anonymt.
Socialpædagogen
– Der var engang en konge, en dronning, en prins og en prinsesse... Kis Lund har taget små fingerdukker op af en lille, blå legekuffert og fortæller det klassiske eventyr Prinsessen på ærten.
Noter
Nyt it-værktøj til institutioner
Nye tider, nye computere… Som en del af kommunalreformen får samtlige 55 sociale institutioner i den kommende Region Mid- tjylland et nyt, tidssvarende it-system. Ind- førelsen af de samme socialpædagogiske it-værktøjer skal gøre det lettere at udvek- sle informationer om brugerne – både insti- tutionerne imellem og mellem de enkelte institutioner og regionens centraladmini- stration. Det nye system skal gøre det let- tere for de ansatte at gøre det mere enkelt for de ansatte at lave deres daglige notater og optegnelser og lettere for brugere og pårørende at følge med i hverdagen på in- stitutionen. Hidtil har kun halvdelen af de sociale institutioner overhovedet haft et so- cialpædagogisk fagsystem.
jni
Godt liv til misbrugere
Kvit misbruget og fået godt tilbud om livs- kvalitet: Massage, svømmeundervisning, tai chi, kostvejledning og fodpleje. Sådan lyder et nyt fremstød i Kolding Kommune, hvor værestedet De Frie Fugle vil forsøge at give de tidligere misbrugere et sundere liv uden misbruget. Den sunde livsstil kommer ikke af sig selv, når man tager misbruget væk, mener lederen af De frie Fugle, Hanne Dam. „Deres krop skal vækkes og det sam- me skal deres lyst til at gøre noget godt for sig selv“, siger hun. Projektet løber over fi- re år og har fået støtte fra både Sygekas- sernes Helsefond og Socialministeriet.
jni
Penge til overvægtige børn
Overvægt hos børn er et stigende problem, som kan medføre flere livsstilssygdomme.
Derfor har Kulturministeriet og Socialmini- steriet i fællesskab besluttet at give godt ni millioner kroner til 35 idrætsprojekter for overvægtige børn fordelt over hele landet.
Pengene kommer fra puljen „Idræt for van- skeligt stillede børn“, som er oprettet til idrætsforeninger. Til efteråret udmøntes der yderligere midler, fra den i alt 40 millioner kroner store pulje, til børn med handicap og børn, der er anbragt udenfor hjemmet.
kab
Når Helle Bjærre begynder på pædagogseminariet, betyder det ikke blot en ny hverdag for hende selv. Men også for manden og børnene. Og for økonomien, når indtægten fremover skal komme fra SU.
Så familiens puslespil skal lægges – og gå op
Af Karianne Bengtsen Blem Foto: Palle Skov
UDANNELSE■Om kort tid skal Helle Bjærre i gang med at svede over studiebøgerne.
Og den kommende lektielæsning kan en- ten blive med to små rollinger på tre og seks år hængende rundt om sig, eller det kan blive om aftenen, når poderne sover, og mørket sænker sig.
Men pædagog – dét vil hun være. Også selvom økonomien bliver en ganske an- den, når hun kommer på SU. For Helle Bjærre og hendes mand har købt brugt bil og hus i Brande, nu hvor det ældste barn skal starte i skole.
– Men det er dét, jeg vil. Jeg har da over- vejet at tage merituddannelsen, men jeg har ikke lyst til at afskrive praktikken, for jeg vil gerne prøve noget andet end nor- malområdet i løbet af uddannelsen, siger hun. Og så glæder hun sig i øvrigt til at bli- ve en del af studiemiljøet på Jelling Semi- narium.
– Vi er lige flyttet, og vi har ikke rigtig fået
en omgangskreds her, så jeg håber at lære nogen at kende på seminariet, som jeg kan blive venner med.
Og Helle Bjærre mener kun, at det er økonomien, der kan give anledning til be- kymring. Der er nemlig også fordele ved at læse på det her tidspunkt i hendes liv.
– For det at jeg læser, mens vi har små børn, gør, at jeg for eksempel har nemme- re ved at blive hjemme, når et af børnene er syge. Min egen mor læste, da jeg var barn, så det ligger mig ikke så fjernt. Vi må passe det ind efter familien, og jeg må lave lektier, når børnene sover. Så har jeg jo et par timer helt for mig selv.
Det virker
Helle Bjærre er 29 år, og har endnu ikke ta- get en uddannelse. For de sidste seks år har hun arbejdet som pædagogmedhjælper i en daginstitution. Og hun har i mange år vidst, at hun ville være pædagog.
– Det er udviklingen, jeg brænder for. For de situationer, hvor man kan se på barnet, at man har opnået noget med sit arbejde, fortæller hun og nævner fra årene som pædagogmedhjælper:
– For eksempel føler jeg, at et mål er nået, når et barn, der bliver afleveret, slipper sin mor. Så er der opnået en tillid. Det er enormt tilfredsstillende, at det man sætter i værk, har en virkning. Og det bekræfter mig i, at det er rigtigt, det jeg gør.
Helle Bjærre fik i sit arbejde mere og me- re indflydelse. Hun deltog i forældrekon- sultationer og var med til ansættelsessam- taler.
– Men jeg kunne mærke lysten til at få noget mere fagligt fyldt på. Flere gange har jeg tænkt, hvorfor gør vi egentlig, som vi gør. Jeg har jo lært en masse af de pædago- ger, jeg har arbejdet sammen med, men jeg vil gerne kende teorierne bag, siger hun.
– På den måde kan jeg også deltage mere i pædagogiske diskussioner. Hidtil har jeg holdt mig tilbage, fordi jeg ikke har haft noget at have mine meninger i.
Helle Bjærre forudser da også, at uddan- nelsen vil give en anden status overfor for- ældrene men understreger, at hun har følt, at forældrene på hendes arbejdsplads har sat meget pris på hende.
Sommerfugle i maven
Udover at Helle Bjærre forventer, at skulle knokle sig igennem en masse teori, forven- ter hun også af de kommende tre og et halvt år at stifte bekendtskab med områ- der, hun ikke kender.
– Derfor har jeg ikke lagt mig helt fast på, hvad jeg vil arbejde med senere hen. Jeg kender jo for eksempel ikke noget til han- dicappede og SFOer. Så jeg håber i praktik- ken at få lov til at prøve noget nyt.
Og når ungerne er afleveret om morge- nen den 1. september, er det en spændt Helle Bjærre, der stiger om bord i toget og kører til Jelling.
– Jeg har helt sikkert sommerfugle i ma- ven den dag. Fordi jeg skal møde mange nye mennesker og fordi jeg skal tilpasse mig et nyt sted, forudser hun.
kab@sl.dk
Socialpædagogen
Dine kommende kolleger
Om en uge er det første skoledag for de 4541 studerende, der begynder på pædagogseminarier rundt omkring i Danmark. Tre et halvt år venter forude med lektier, praktik, eksamen, sparsom økonomi og medstuderende. Socialpædagogenhar plukket tre af de nye studerende ud, og brin- ger her interviews med tre forskellige mennesker, fra tre forskellige steder i landet og fra hvert sit sted i livet, der nu finder ind på samme vej – pædagoguddannelsen.
kab
Mand, børn og hus – og
studerende
Socialpædagogen
Socialpædagogen
Erik Istrup har mærket efter, skippet sit faste job, ændret retning og sætter sig på skolebænken i en alder af 44 år. Processen hen imod
beslutningen har været årelang
Af Karianne Bengtsen Blem Foto: Palle Skov
UDDANNELSE■Han ved godt, at der er stor sandsynlighed for, at han bliver den ældste i klassen. At nogle af hans kommende medstuderende nok er kommet til verden nogenlunde samtidig med, at han var i fuld sving med karrieren som elektroniktekni- ker. Men det gør ikke spor. Erik Istrup har taget en beslutning. Han vil være pædagog.
– Jeg er 44 år, jeg har fundet min ro, fun- det mig selv. Og skal jeg finde en løsning, finder jeg den inde i mig selv, siger han, der bor alene.
Og den 1. september går Erik Istrup ind ad døren på pædagogseminariet i Åbenrå til første skoledag.
Slap af med stressen
Egentlig startede det hele på en sommerfe- rietur til Skotland i 1999. Gennem knap ty- ve år havde Erik passet sit faste job som tekniker. Og været glad for det. Men der- ovre i Skotland skete der noget med ham.
– Det var som om, at der faldt noget ud af min mave. Noget tungt, fortæller han – lidt søgende efter de rette ord for den følelse, han oplevede.
– Jeg er sikker på, at det var stress, jeg dér slap af med. Det var tydeligt. Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle samle sådan noget op igen. At jeg skulle være opmærk- som på, hvordan jeg følte og tænkte, og hvad andre gjorde ved mig, siger Erik Istrup.
Og fra dén sommer begyndte en proces hen imod den beslutning, han nu har taget,
om at uddanne sig til pædagog. Få år efter oplevelsen i Skotland spørger en ven Erik Istrup, om han vil med til en åben hus-dag på en healerskole. Og besøget dér ender med, at han over to år tager en healerud- dannelse.
– Samtidig begynder jeg at mærke et be- hov for at arbejde med mennesker i stedet for med teknik. Det kommer ligesom „sni- gende“, og jeg føler mig mere og mere
„menneskelig“.
Et nødvendigt onde
Den 1. december 2005 siger Erik Istrup sit arbejde op. Uden at vide, hvad han egent- lig så vil. Kort tid efter sender arbejdsfor- midlingen ham på jobsøgningskursus. På det kursus skal han blandt andet prøve at søge job uopfordret, og så tager han ud på en skole for dampbørn. Få dage senere er han ansat.
– Jeg havde ikke nogen erfaring – jeg hav- de ikke andet end mig selv. Så når jeg står i
en situation, skal jeg ind og mærke efter for at finde en løsning.
I dag, et halvt år efter, er Erik Istrup sik- ker på, at det er sådan et job, han skal ha- ve, når han er færdig med pædagoguddan- nelsen. En uddannelse som han – indrøm- met – gerne vil have overstået, så han kan komme ud og „bidrage med noget“.
– Teorien er et nødvendigt onde. Der er selvfølgelig en masse ting jeg ikke ved, så jeg ser på teorien på samme måde, som de basisfag, jeg skulle lære som tekniker, siger han.
Erik Istrup vælger dog trods alt at tage den almindelige pædagoguddannelse fremfor en netbaseret, fordi han gerne vil have den daglige kontakt med sine med- studerende.
– Og jeg glæder mig meget til at møde dem, jeg skal læse sammen med og høre om deres liv, understreger han og siger, at han ikke har nogen forventninger til studi- et.
– Jeg er nok lidt speciel på det område.
Normalt stiller man jo nogle forventninger op, og kan så bagefter bedømme, om man har fået det ud af det, man forventede. Jeg går bare ind i det, så behøver jeg ikke be- dømme noget, og så kan jeg bare tage, hvad jeg kan bruge.
Erik Istrup ser ingen problemer i, at skul- le starte på en uddannelse i en forholdsvis sen alder.
– Jeg har en tryg formodning om, at det nok skal lykkes, og så har jeg den livsind- stilling, at hvis noget føles rigtigt, så tager jeg et valg, indtil der er noget andet, der fø- les rigtigt. Det behøver ikke være et varigt valg. Jeg har tillid til livet og til, at der ikke kan ske noget ved at kaste sig ud i det, siger han.
– Det er bare med at turde. Og i dag ved jeg godt hvem jeg er – så vidt jeg ved, tilføjer han.
kab@sl.dk
Socialpædagogen
Jeg har fundet min ro
– Jeg har en tryg formodning om, at det nok skal lykkes, og
så har jeg den livsindstilling, at hvis noget føles rigtigt, så tager jeg et valg, indtil der er noget andet, der føles rigtigt.
Det behøver ikke være et varigt valg. Jeg har tillid til livet og til, at der ikke kan ske
noget ved at kaste sig ud i det.
Erik Istrup
UDDANNELSE■Hun har vidst siden 10. klas- se, at hun ville være pædagog. Nu er hun 19 år, og for et par måneder siden fik hun studenterhue sat på hovedet. Hvor en del af hendes klassekammerater fra gymnasiet tager ud at rejse, får sig et arbejde eller no- get helt tredje, er Katrine Larsen fast be- sluttet. Og for få måneder siden flyttede hun sammen med kæresten i Hillerød, kun tre minutter fra seminariet, hun skal gå på.
Tæt på familien i Gilleleje. For Katrine Lar- sen vil være pædagog, så hun kan lige så godt komme i sving, mener hun.
– Jeg vil bare godt være færdig med ud- dannelsen, så jeg kan komme i gang med det, jeg virkelig vil arbejde med, konstate- rer hun og erkender, at hun godt kan tviv- le på, om hun ville komme i gang, hvis hun havde været ude og arbejde et par år forin- den. Så ville hun have svært ved at tage sig sammen til det. Derfor har hun taget et par job her i sommerferien, så hun har lidt at supplere SUen med.
Mere barnlig
At hun er ung på studiet, ser hun ikke som
nogen ulempe – hun kan jo lære af dem med arbejdserfaring. Og der er også nogle fordele ved det, mener hun.
– Vi, der kommer direkte fra gymnasiet, har også noget at give. Vi er vant til at læse, vant til lektierne, til eksaminerne og til at tage notater. Det er ikke noget nyt for os, siger hun. Og Katrine Larsen er ikke be- kymret for at stå som færdig pædagog i en alder af 23 år.
– Jeg tror min alder er en fordel i forhold til at lege med børnene. Jeg har nok en me- re barnlig side end de øvrige pædagoger, forklarer hun. Det har hun oplevet i som- merferiejobbet som medhjælper på Skolen ved Skoven i Hillerød – en skole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder.
– Jeg kører gerne i mooncars og sidder nede i sandkassen med børnene. Og jeg kan længe blive ved med at være ung sam- men med de børn, jeg arbejder med, siger Katrine Larsen.
Det er en udviklingshæmmet morbror,
Socialpædagogen
Den lige vej
En sommerferie har været eneste pause mellem studentereksamen og pædagogseminariet, som Katrine Larsen nu begynder på. Hun foretrækker nemlig at gå den lige vej gennem uddannelsessyste- met, så hun hurtigst muligt kan komme ud og arbejde
Af Karianne Bengtsen Blem Foto: Kasper Wenstrup
der gennem Katrine Larsens opvækst har inspireret hende til at blive pæda- gog. Hun er fascineret af det, der er anderledes, og det er da heller ikke da- ginstitutionsområdet, der er målet for hendes uddannelse. Men hun vil gerne prøve det hele af i praktikken. Både at arbejde med børn og voksne. Og i øvrigt er det også praktikken, hun ser mest frem til. For det med bøgerne og fore- læsningerne er ikke så meget hende.
Ser folk an
Katrine Larsen regner med at være ner- vøs, når hun tropper op på Hillerød Seminarium.
– Jeg bliver nervøs over alle de nye mennesker. Men det er noget, jeg helst gemmer lidt væk, siger hun og håber, at der bliver arrangeret en form for RUS- tur, der kan ryste de nye studerende lidt sammen.
– Jeg skal lige se folk lidt an, så slapper jeg af bagefter.
Men senere satser Katrine Larsen på at blive en af de aktive studerende på se- minariet. En af dem der for eksempel ar- rangerer fester. Så hun ser frem til studi- estarten og har også forventninger til de kommende år som studerende.
– Jeg regner med at komme til at lære en hel del om mig selv. For eksempel om hvordan jeg tackler forskellige situatio- ner med andre mennesker, siger hun.
kab@sl.dk
Socialpædagogen
Ø-kommuner på helt ned til 7000 indbyggere har fået dispensation til at overtage en række sociale institutioner for handicappede. Struktur- reformen kræver ellers større kommuner. Til gengæld må de små kommuner vænne sig til at blive overvåget
Gitte Rebsdorf
KOMMUNALREFORMEN■Både Ærø og Lan- geland har fået dispensation til at over- tage og drive en række sociale institutio- ner for handicappede. Kommuner på un- der 20.000 indbyggere skal ellers som føl- ge af strukturreformen indgå et forplig- tende samarbejde med en anden kommu- ne om sådanne institutioner. Men sund- hedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har undtaget de små ø-kommuner fra denne regel.
– Det er noget særligt, at ø-kommuner- ne får lov at drive visse institutioner. Ellers kan disse opgaver kun varetages af enhe- der med et større befolkningsgrundlag end ø-kommunerne har. Det er besluttet som led i kommunalreformen. Men fra politisk hold har man ønsket at tage hen- syn til de særlige forhold, der er for ø- kommunerne, siger kontorchef i Inden- rigsministeriet, Lise Brandi-Hansen.
Beskeden fra Indenrigsministeriet bliver da også mødt med tilfredshed hos Ø-kom- munerne. På Langeland, der har cirka 14.000 indbyggere, kan man nu se frem til at overtage ansvaret for et amtsligt be- skæftigelsestilbud for udviklingshæmme- de samt til at fortsætte driften af fem bo- fællesskaber for fysisk og psykisk handi- cappede.
– Dispensationen betyder, at vi kan tage os af vores egne borgere. Samtidig bliver vi i stand til at bevare nogle institutioner på Langeland. Det giver arbejdspladser, siger formand for Sammenlægningsudvalget på Langeland, Knud Gether (T).
Slår institutioner sammen På Ærø overtager kommunen ansvaret for institutionen Værkstedsgården, som er et amtsligt beskæftigelsestilbud til udvik- lingshæmmede. Derudover har Ærø fået dispensation til at fortsætte driften af tre
bofællesskaber. Ifølge kommunaldirektør Lars Rud giver det en række fordele for øen.
– Vi har for eksempel fået mulighed for at slå tre af institutionerne sammen. Da der er tale om den samme gruppe, nemlig udviklingshæmmede, giver det god me- ning. Vi forventer, at det både vil betyde et bedre tilbud til vores borgere og en bespa- relse på kommunebudgettet. Hvis vi kan nøjes med én leder i stedet for tre, bør det alene give en besparelse, siger Lars Rud.
Politikerne på Ærø forventes at tage en- delig stilling til fusionen i løbet af efter- året.
Men som beskrevet tidligere i Social- pædagogenså er der en vis bekymring for, at så små kommuner overtager ansvaret for de sociale institutioner. Forskningsle- der på Amternes og Kommunernes Forsk- ningsinstitut, Akf, Henrik Christoffersen har tidligere peget på, at der er en risiko for, at så små kommuner ikke har til- strækkelig med kapacitet til at udvikle og støtte institutionerne.
Den risiko er man tilsyneladende op- mærksom på fra politisk hold. For af bre- vet til ø-kommunerne fremgår det, at dispensationen er givet med det forbe- hold, at Indenrigsministeriet løbende skal kontrollere, at opgaverne bliver varetaget tilfredsstillende. Ø-kommunerne skal in- den udgangen af 2008 forelægge ministe- riet en evaluering af forløbet. Hvad disse evalueringer skal indeholde, bliver fast- lagt af ministeriet. I sidste ende rummer evalueringerne også en mulighed for at begrænse ø-kommunernes kompetence, påpeger kontorchef i Indenrigsministeri- et, Lise Brandi-Hansen.
– Netop fordi der er tale om særlige for- hold, er det et krav, at ø-kommunerne er med til at evaluere, hvordan de udfører opgaverne. I lyset af en sådan evaluering kan vi på et senere tidspunkt se på dispen- sationernes omfang og dermed ø-kom- munernes muligheder for at udføre opga- ver selv, siger Lise Brandi-Hansen.
Evaluering afskrækker dog ikke de små kommuner.
– Vi har ikke noget imod evalueringer.
Det har vi også på andre områder. Vi føler os ikke overvåget. Når man sætter noget nyt i gang, er det kun naturligt at evalue- re efter et stykke tid, siger kommunaldi- rektør på Ærø, Lars Rud.
Ø-kommuner får dispensation
– Vi, der kommer direkte fra gymnasiet, har også noget at
give. Vi er vant til at læse, vant til lektierne, til eksaminerne og til at tage notater. Det er ikke noget nyt
for os, siger hun.
Katrine Larsen
En stor del af de mange projekter for de meste udsatte grupper af hjemløse, psykisk syge og misbrugere hjælper brugere ud af elendigheden, viser rapport
Af Jens Nielsen
Arkivfoto: Brian Karmark/
Scanpix
PULJEMIDLER■Det nytter rent faktisk. Det er den korte udlægning af en analyse af 316 store og små projekter, der landet over arbejder med de socialt mest udsatte.
Det handler ikke kun om at samle folk op og forhindre, at de får det værre. En stor del af projekterne arbejder målrettet på at forbedre livskvaliteten for de borgere, der trækkes med komplicerede sociale proble- mer, som ofte omfatter både psykisk syg- dom, misbrug og hjemløshed. Og det lyk- kedes for en stor del af projekterne at nå deres mål.
Sådan lyder vurderingen fra Lars Messell fra Videns- og Formidlingscentret for Soci-
alt Udsatte. Han har forfattet rapporten med det ikke helt mundrette navn:
Tværgående rapport 2005 – redegørelse for tendenser i 12 af Socialministeriets pul- jer målrettet særligt vanskeligt stillede so- cialt udsatte voksne. Analysen er lavet for Socialministeriet, der ønsker at holde øje med, hvordan det går med de cirka 500 millioner kroner, ministeriet hvert år ud- deler til arbejdet med de særligt udsatte grupper. Og Lars Messell er opmuntret over resultatet:
– Det har været en positiv overraskelse at se, at så mange af projekterne direkte sy- nes at forbedre brugernes livskvalitet og hjælpe dem til en tilværelse, der er mindre præget af social marginalisering. Og for nogles vedkommende resulterer i, at de kommer på helt ret køl igen, siger han.
Den mere ambitiøse del af projekterne, der sigter på at få brugerne på ret køl igen, udgør cirka halvdelen af de 316 pro- jekter.
Her forsøger man for eksempel at få re- etableret kontakten til brugerens familie eller at gøre brugeren selvforsørgende. Og der er altså en del gode erfaringer i de en- kelte projekter, som kan samles og bredes ud til andre, vurderer Lars Messell.
Nødhjælp eller varigt løft
Rapporten fra VFC Socialt Udsatte er en årlig tilbagevendende analyse, og denne anden udgave dækker altså det arbejde, projekterne har udført i 2005. Projekterne har fået deres penge fra 12 forskellige pul- jer, og de fleste af dem løber over en 4-årig periode fra 2004 til 2007. Det vil sige, at de fleste af projekterne i rapporten løber på andet år. Nogle er dog først startet op i 2005.
Projekterne koncentrerer sig i alt væsent- ligt om et eller flere af fem hovedformål:
– Botilbud og bostøttetilbud.
– Beskæftigelses- aktiverings, væresteds- eller undervisningstilbud.
– Udvikling af indsatsen.
– Brugerinddragelse og -indflydelse.
– Behandlingstilbud.
Det siger sig selv, at der i mange projekter er flere af disse formål i spil på én gang.
Dels fordi man satser på en helhedsorien- teret indsats, dels fordi man arbejder pa- rallelt med det praktiske og det teoretiske, hvor man evaluerer og metodeudvikler på den konkrete indsats.
De grupper, projekterne er rettet mod, er – ikke overraskende – præget af meget komplekse sociale problemer. mange bru- gere har dobbelt- eller triple-diagnoser. De er for eksempel både hjemløse og psykisk syge, eller de kan have såvel et misbrug, være psykisk syge og hjemløse.
I en række tilfælde sætter man fra de so- ciale myndigheder og projekterne ind mod et af problemerne – at få fjernet misbruget for eksempel. Man kan kun forhindre dem i at få det værre, det vil sige forhindre den totale udstødelse, hvor de helt mister kon- takten med de sidste muligheder for at få hjælp og måske dør en tidlig død.
Men i halvdelen af de undersøgte projek- ter er ambitionerne altså større. Her vil man ikke bare forhindre brugerne i at gå helt til bunds – her handler det om at bry- de den onde cirkel, hindre tilbagefald og skabe varige forbedringer i brugerens liv.
En slags kvarterløft på individuelt plan, kunne man sige.
Effektiv udslusning
Et eksempel: Et vigtigt redskab til at sikre
Socialpædagogen
Indsats for udstødte virker
Lars Messell: Tværgående rap- port 2005 – redegørelse for ten- denser i 12 af Socialministeriets puljer målrettet særligt vanske- ligt stillede socialt udsatte voks- ne. Rapporten kan downloades fra www.vfcudsatte.dk
varige forbedringer for hjemløse, viser erfa- ringerne fra projekter, er en ordentlig ud- slusning efter opholdet på § 94-boformen.
Indsatsen i projekterne er blandt andet rettet mod unge hjemløse, der måske dårligt har nået at have egen bolig, før de blev hjemløse og endte på herberget.
Opholdet på § 94-boformen er tænkt som midlertidigt, men mange vender tilba- ge, fordi ikke magter at bo for sig selv. Ud- slusningsprojekterne sigter derfor på at sørge for, at der er tilbud til den nu tidlig- ere hjemløse, der kan hjælpe ham eller hende med at fastholde livet med foden under eget bord.
Hvis udslusningen skal være effektiv, kræver det, at kommunens socialforvalt- ning til fulde forstår omfanget og karakte- ren af brugerens problemer. Det kan som nævnt være nødvendigt at lære ham eller hende at bo i egen lejlighed: at få købt ind, ryddet op, betalt regninger og få et or- dentligt forhold til naboerne. Der kan
med andre ord være brug for en bostøtte- ordning.
Og hvis den tidligere hjemløse for alvor skal blive selvforsørgende, kræver det også en uddannelses- og/eller job-indsats. Igen kræver det særlige vilkår. Uddannelsen skal målrettet den enkeltes behov, og job- bet skal være på en arbejdsplads, der kan rumme alle de vanskeligheder, brugeren kan have med at passe sit arbejde og leve op til de krav, der stilles.
Det lyder alt sammen meget logisk, men netop fordi det kræver et samarbejde mel- lem en række forskellige instanser, er der risiko for at falde igennem. Og her har ud- slusningsprojekterne altså vist sig at være det, der kan få indsatsen til at hænge sam- men.
In- eller eks-?
Udslusningsprojekterne er et konkret eksempel på et centralt succeskriterium for projekterne: Lykkes det at vende eksklu-
sion til inklusion? Noget ret centralt i den socialpædagogiske indsats, må man vel sige.
Rapporten peger på, at det er svært at trække en meget skarp grænse mellem til- tag, der går efter det direkte inkluderende, og tiltag, der skal forhindre yderligere eks- klusion. At arbejde med inklusion vil sige at fjerne eller minimere betydningen af de faktorer, der ødelægger den enkeltes mu- lighed for at have et godt liv. Når man fo- rebygger yderligere eksklusion handler det om at sørge for, at disse risikofaktorer ikke slår yderligere igennem.
Med andre ord: Hvis målgruppen i pro- jektet har fået det bedre, tæller det i rap- porten som en inkluderende effekt. Har man stoppet nedturen og sørget for, at målgruppen ikke har fået det værre, er der tale om forebyggelse af eksklusion.
Men rapporten er som nævnt forsigtig med at drage bombastiske konklusioner, men én ting står klart. Fra 2004 til 2005 er inklusionsperspektivet blevet langt mere fremherskende. Mens det i 2004 var målet for 41 procent af projekterne, så havde 54 procent af projekterne i 2005 inklusion for øje. Ambitionsniveauet synes altså at være steget betydeligt.
Det er ikke særlige målgrupper, som in- klusionsindsatsen er rettet mod, og ser man på de formål, de enkelte projekter har, så er det kun i aktiverings- og beskæf- tigelsesprojekter, at inklusionsperspektivet er altdominerende. Det betyder selvfølge- lig ikke, at inklusion ikke er en parameter i andre typer af projekter, men i de arbejds- markedsorienterede projekter er det altså et centralt succeskriterium – formodentlig fordi den type projekter så at sige er de sid- ste i kæden på vej på et ’normalt’ liv.
Kommet for at blive?
Når projekterne bliver spurgt, om de har nået deres mål, svarer rigtigt mange ja – selvom de fleste altså kun har været i gang i halvdelen af projektperioden. 223 af de
Socialpædagogen
Projekterne for de udsatte grupper af hjemløse, misbrugere og psykisk syge formår ikke kun at forhindre, at brugerne får det dårligere. I halvdelen af projekterne lykkes det at give brugerne et bedre liv og øge deres chancer for at vende tilbage til en tryggere hverdag.
De skæve boliger til de hjemløse og andre udsatte er en succes – der er bare ikke nok af dem
Af Jens Nielsen
HJEMLØSE■Udefra ser de måske ikke altid ud af meget, men for beboerne i de skæve huse er de guld værd. De hjemløse får en overskuelig bolig, hvor der er plads til at være den, man nu er. De får et fællesskab.
Og de får et sted at høre til – og det skaber tryghed og giver mod på livet.
Det er den positive melding i rapporten
’Boliger og hjem for særligt udsatte’, som analyseinstitutterne CASA og Bascon har lavet for Socialministeriet. Rapporten er en opfølgning på en større gennemgang af 217 skæve boliger i 25 boligafdelinger fra 2004. Denne gang har man genbesøgt 10 afdelinger med i alt 88 boliger for at tjekke udviklingen siden det første visit.
Socialpædagogen
En tredjedel af projekterne betegner tilli- ge deres hidtidige erfaringer som værdiful- de. Og de værdifulde erfaringer er også gjort i projekter, der endnu ikke har nået deres mål: Halvdelen af dem mener, at de allerede har høstet brugbar viden.
For at kunne betegne erfaringer som værdifulde, skal man i projektet for eksem- pel have opnået bedre resultater end for- ventet: Brugerne har ikke alene undgået at få det værre – de har fået det bedre. Det kan også være, at man har overvundet for-
sende nok – hvis projektet er gået efter pla- nen og har vist sig bæredygtigt.
Tilbage står så det evige spørgsmål, når det handler om puljestøttede, tidsbegræn- sede projekter: Hvad sker der, når pulje- midlerne er brugt? Hvordan er mulighe- den for at forankre projekterne til varige indsatser? Vil kommunerne og amterne gøre dem til blivende tilbud.
Forankringen kan ske på flere måder:
Medarbejderne bliver måske opkvalificeret gennem projektet, og deres nye viden for-
instanser, der er etableret gennem projek- tet, kan forhåbentlig også fortsætte uden projektet.
Her halvvejs i den fireårige periode har halvdelen af projekterne kunnet give et bud på, om de kan blive blivende tilbud.
Og ud af de 158 projekter oplyser 94, at de er kommet for at blive, mens yderligere 59 har svaret, at de formodentlig forankres.
Kun to svarer, at de definitivt ikke bliver kørt videre.
jni@sl.dk
Succes for skæve boliger
De skæve boliger giver de hjemløse meget mere end et hjem. De får også et fællesskab og en støtte, der gør at deres hverdag kan hænge sammen. Her er det vinterstemning i Ellehjørnet på Ellebjergvej i Valby, fotograferet af socialvicevært Henrik Larsen.
Og rapportens konklusioner vækker til- fredshed hos socialminister Eva Kjer Han- sen (V):
– Den viser, at indsatsen mod hjemløs- hed virker. De skæve boliger giver de ud- satte grupper et alternativ til at skulle ind- passe sig i almindeligt boligbyggeri. Der- med får de udsatte en livskvalitet, som de ofte ikke har oplevet i lang tid. De er blevet mere selvhjulpne, konstaterer ministeren.
Og sandt er det, at de udsatte har taget boligformen til sig. Mere end halvdelen af dem, 54 procent, har boet i boligerne, siden den blev etableret., og 70 procent har boet der i mere end et år.
Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, er ligeledes glad for de skæve boliger, som han sammenligner med ældre-kollektiver.
– De hjemløse vil gerne bo i dem. Set fra mit synspunkt er det en succes i sig selv.
Det gode ved boligformen er, at de skæve huse fungerer som en slags positive ghetto- er, siger han til Kristeligt Dagblad.
Et rygstød
Det, der gør boligerne ’skæve’ og ander- ledes, er først og fremmest muligheden for social støtte. Der er tilknyttet sociale vice- værter, som er bindeledet til forvaltningen, og som er støtteperson for både den enkel- te beboer og for beboergruppen som hel- hed.
Ja, og så er der tale om mindre boliger, på størrelse med et kollegieværelse eller -lej- lighed eller en plejehjemsbolig. En del af dem er fritliggende træhuse af den præfa- brikerede slags, men der er også skæve bo- liger i etagebyggeri, i villakvarterer og en enkelt husbåd.
Når de fleste beboere er så tilfredse med at bo i de skæve boliger, er det, fordi det at have fået et eget hjem har haft betydning for dem på flere planer.
For mange har det været rygstødet til at klare flere ting selv – at tage ansvar for eget liv på sig (igen). Boligformen gør også hver- dagen mere overskuelig, fordi nogle af de faciliteter, beboerne har brug for, findes på stedet: vaskerum, sygepleje, døgntilbud, so- cialrådgiver, depot.
I starten var der en del fællesskab bebo- erne imellem. Det gav en del konflikter og klager. Nu er der måske mere tale om et nabofællesskab, hvor man er sammen, hvis man har lyst, men hvor det også er ok at lukke sin dør.
Og så virker de skæve boliger for mange som et trinbræt, hvor de lærer at bo i egen bolig, før de tager endnu skridt og flytter i en almindelige almen bolig. Også beboere, der ellers var vurderet til at skulle have støtte gennem lang tid, viser sig at kunne klare sig selv efter relativt kort tid.
Tiden i de skæve boliger gør også, at mange får øjnene op for, hvilken hjælp de egentlig har brug for. De bliver bedre til at bruge bostøtten og få det optimale ud af hjælpen, og de bliver – med tiden – mere bevidste om, at de faktisk har brug for me- re permanent eller langvarig hjælp.
Byggeri gået i stå
Ordningen med de skæve boliger blev søsat i 1999 under Nyrup-regeringen og er siden blev forlænget, så den fortsætter til 2008.
Indtil videre er der bygget 372 boliger, men i 2005 gik byggeriet nærmest helt i stå. Kun 12 nye skæve huse blev det til.
Blandt andet har Københavns Kommune haft meget svært ved at finde egnede byg- gegrunde, mens andre kommuner er til- bageholdende med udgifter på grund af kommunalreformen og de usikre øko- nomiske forhold i de nye storkommuner og regioner.
I Rådet for Socialt Udsatte vurderer for- mand Preben Brandt ellers, at der er behov for yderligere mellem 900 og 1.100 skæve boliger.
– Den første begejstring over projektet har lagt sig, og der er en kommunal opfat- telse af, at ’vi er i fuld gang med at forbed- re forholdene for de hjemløse’, siger Pre- ben Brandt til Kristeligt Dagblad.
Myndighederne er i værste fald ved at miste interessen for hjemløse, advarer han og opfordrer til, at afskaffelse af hjemløs- hed gøres til en officiel målsætning.
jni@sl.dk
Socialpædagogen
Rapporten kan downloades fra www.social.dk – klik ind på
’Udsatte voksne’ og derefter på ’Hjemløse’
– De hjemløse vil gerne bo i dem. Set fra mit synspunkt er det en succes i sig selv. Det gode ved boligformen er, at de skæve huse
fungerer som en slags positive ghettoer.
Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte
Noter
Efterskole for unge med særlige behov
Den ligger i Karise på Sydsjælland, og den har netop modtaget det første hold elever – Danmarks første efterskole med tilbud til såvel unge med Downs Syndrom, forskel- lige former for autisme og andre specielle behov. Og behovet har åbenbart været stort. De 60 pladser for 2006-2007 er for længst besat, og forstander Henrik Friis regner også med, at de 74 pladser, der er næste år, snart er besat. Skolen er startet af en gruppe forældre med Downs-børn.
Læs mere på www.karise-efterskole.dk.
jni
Kommunerne mangler folk
Det kniber med at finde personale til den sociale sektor i de nye kommuner. Særligt er der problemer med at finde ansatte til ældreplejen og på socialrådgiver-områ- det. Jyllands-Posten har spurgt de 98 nye kommuner, og ikke overraskende er det særligt udkantskommunerne, der har svært ved at få besat stillingerne. Det har fået Hvidebæk Kommune, der bliver en del af den nye Kalundborg Kommune, til at indføre rekrutteringstillæg for socialrådgi- vere, og over for avisen siger borgmestre, at sådanne tillæg også kan være nødven- dige andre steder.
jni
Landbruget er lukket land for de svage
Dansk landbrug har traditionelt været rummelige over for svage borgere, der el- lers har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Men der er blevet langt mellem de socialt ansvarlige land- mænd, mener Arbejdsmarkedscentret Ringkøbing Fjord. De store, industrialise- rede landbrug stiller store krav til speciali- sering og selvstændighed, og her passer de ressourcesvage borgere ikke ind, siger afdelingsleder Rigmor Fjord til Landbrugs- rådets blad FoodCulture. Centret har der- for fået stadigt sværere ved at finde ar- bejdspladser til de svage borgere.
jni
Socialpædagogen
Deltagerkredsen er: Institutionsledere og ledende hjemmevej- ledere med kompetence og ansvar for såvel det pædagogiske ind- hold, økonomi, administration som personaleledelse.
Pris: Deltagelse i konferencen og landsmødet, overnatning på enkeltværelse koster 2250 kr., på dobbeltværelse 2120 kr. Delta- gelse i landsmødet alene er gratis.
Tilmeldingsfrist: Den 29. oktober 2006.
Landsmødet, ifølge vedtægterne, afholdes torsdag den 30. no- vember, i tidsrummet fra kl. 10.00 til kl. 13.00.
Herefter er der konference. Konferencen afsluttes fredag den 1.
december kl. 13.00, herefter frokost og hjemrejse.
Det endelige program, opkrævning af deltagergebyr og øvrigt del- tagermateriale, udsendes efter tilmeldingsfristen.
Konferencetema: Ledernes løn og løndannelse.
Oplægsholdere på konferencen:
Kurt Klaudi Klausen, Carsten Strøby Jensen, Niels Ville- moes, Dorthe Petersen, Peter Bramsnæs, Calle Bork Thams og Kirsten Nissen
Torsdag den 30. november
Først på eftermiddagen, 3 korte indlæg med efterfølgende debat.
SL’s forventninger til Ledernes lønudvikling v/ Kirsten Nissen, SL’s forbundsformand
Fremtidens løndannelse
Kommunernes syn på løndannelse lokalt og centralt
v/ Peter Bramsnæs, Løndirektør i KL
Hvordan forhandles der løn i kommunerne?
– erfaringer med lønforhandlinger i Nordborg Kommune v/ Calle Bork Thams, Chef for handicap og socialpsykiatri i Nordborg Kommune
Sidst på eftermiddagen
Ledernes position og løn (strategi) efter kommunalre- formen
Et foredrag af Dorthe Petersen, lektor ved institut for ledelse – Handelshøjskolen i København.
Samfundets nye spilleregler - Hvad afgør ledernes løn?
Refleksioner og „fortolkninger“ over dagens oplæg v/ Niels Villemoes, cand. Merc. , Handelshøjskolen i Århus Dagen afsluttes med en festmiddag og underholdning
Fredag den 1. december Arbejdspladsens rammer
Hvordan udvikler vi kompetencer og arbejdspladser i sam- spil med nye medspillere, både faglige, administrative og po- litiske?
v/ Carsten Strøby Jensen, FOAS Københavns Universitet Ledere, mellemledere og sjakbajser i det offentlige Hvad karakteriserer ledelsessituationen når kommunalre- formen træder i kraft?
Foredrag af/ Kurt Klaudi Klausen, professor ved Syddansk Uni- versitet
SL’s Landsdækkende ledersektion
Den 30. november – 1. december 2006, H.C. Andersen Hotel Odense Claus Bergs Gade 7, 5000 Odense C, tlf. 66147800
Tilmelding til landsmøde og konference, den 30. november. – 1. december 2006, Radisson SAS, H.C. Andersen Hotel Odense, Claus Bergs Gade 7, 5000 Odense C.
Navn: _________________________________________Cpr.nr: ______________________ Telefon privat: ________________________________
Privatadresse: ___________________________________ Postnummer: ________________By: ___________________________________________
Arbejdsplads: ________________________________________________________________Stilling: _______________________________________
Adresse: _______________________________________Postnummer: _________________By: ___________________________________________
EAN nr. (skal udfyldes)__________________________Telefon arbejde: ____________________________________________________________
Jeg deltager kun i landsmødet, sæt kryds
❏
Jeg deltager i landsmødet og konferencen, ønsker enkeltværelse (2250 kr.), sæt kryds
❏
Jeg deltager i Landsmødet og konferencen, ønsker dobbeltværelse (2120 kr.), sæt kryds
❏
Jeg ønsker at bo sammen med:________________________________________________________________________________________________
Tilmeldingen sendes senest den 28. oktobertil: SL, Brolæggerstræde 9, 1211 København K, Socialfaglig afdeling, att.: Kurt Schimmell. Tilmeldingen er bindende.
Du kan også tilmelde dig på:
www.sl.dk/kalender
Os imellem
Socialpædagogen
Ahmet Demir
Cand.pæd. & familieterapeut foredragsholder, konsulent Søstjernevej 27, 2650 Hvidovre Mobil: 2097 4356
Mail: ahmet@ahmetdemir.dk Web: www.ahmetdemir.dk (Modtaget d. 9.8.2006)
I vores verden er der konstant konflikter mellem lande og grupper, og der er mange forklaringer på krige. Det vi nu er vidne til i mellemøsten, specielt krigen mellem Isra- el og Hizbollah, Libanon, viser nogle ube- skrivelige konsekvenser for familier, børn og unge, som bliver ofre for den menings- løse krig. Efter min mening handler krige blandt andet andet om magt.
Selv om vi som socialarbejdere i Dan-
mark er langt borte fra krigsområderne, har vi dog også et medansvar. Vort medan- svar handler konkret om at tage ordentlig vare på de børn, unge og familier, der er berørt af den ufattelige krig, som vi ser ko- ster mange uskyldige menneskeliv.
Jeg har den opfattelse, at mange af de børn, unge og familier vi møder i forbin- delse med vort pædagogiske arbejde, har brug for at kunne sætte ord på deres indre smerte. Jeg tænker på nogle af de børn der møder til første skoledag efter sommerferi- en, som vi kender som velfungerende ele- ver. Men her efter sommerferien har nog- le af eleverne koncentrationsvanskelighe- der.
Efter min mening må vi som professio- nelle virkelig lytte og reagere på deres uventede eller ændrede adfærd og støtte
dem og skabe rum for, at de kan tale, blandt andet om deres tab. Et nært familie- medlem, en god nabo eller en bekendts tab sætter på sin vis betydelige spor i vores sjæl.
I det øjeblik vi forsøger at støtte disse børn og unge, kunne familien være med til, at deres positive udvikling fastholdes, at de for eksempel passer deres skole eller hvad de nu er i gang med.
I det store perspektiv har den danske re- gerings aktion for at støtte danske stats- borgere i Libanon haft stor betydning for disse familier, og ikke mindst for deres børn og unge. Jeg vil følge op på den dan- ske regerings aktion med, at en etniske fa- milie sige følgende: „både jeg og en stor del af mine landsmænd er utroligt glade og taknemmelige for den danske støtte“.
Nej til krigen
EFTERLYSNING!
Jydsk Pædagog-Seminarium i Randers efterlyser pædagoger, der er færdiguddan- net på seminariet indenfor de sidste 10 år.
Seminariet har til september 10 års jubilæum, og der afholdes en stor jubi- læumsdag
fredag den 8. september
hvor uddannede pædagoger er velkomne til at deltage.
Dagen er inddelt i etaper, hvor der fra 12-16 vil være workshops v. nuværende studerende, underholdning og fællesaktiviteter.
Om aftenen fra kl. 19.30 er der fest på seminariet for nuværende studerende, pædagoger uddannet på seminariet og ansatte.
Billetter til aftenfesten kan købes i seminariets reception. Nærmere oplysninger om arrangementet kan fås på tlf. 87102200.
JYDSK PÆDAGOG-SEMINARIUM RANDERS
Leder Merete Råschou siger farvel
Efter 35 år i Specialbørnehaven på Wagnersvej har Merete valgt at gå på pension.
I den anledning vil det glæde os at se tidligere som nuværende børn, forældre, kollegaer, sam- arbejdspartnere, familie, venner med flere til:
Reception
fredag d. 1. september 2006 Kl. 14 – 16
I Specialbørnehaven Wagnersvej 23, 2450 Kbh. SV
Debat
Socialpædagogen
Læserbreve:
Socialpædagogen er forpligtet til at optage alle læserbreve fra medlemmer. De må højst fylde 400 ord, svarende til cirka 2.000 anslag. Læser- breve med injurierende indhold kan afvises.
Synspunkter:
Bringes efter en redaktionel vurdering. Vi optager kun synspunkter fra medlemmer og abonnenter. Synspunkter må højst fylde 2.000 ord sva- rende til cirka 10.000 anslag.
Læserbreve og synspunkter der bringes i bladet offentlig- gøres også på internettet.
Vi modtager helst indlæg pr. e-mail: redaktionen@sl.dk,
men indlæg kan også sendes til: Socialpædagogen, Brolæggerstræde 9, 1211 Kbh. K, tlf. 3396 2800.
Deadline for læserbreve til nr. 18/06 er mandag den 28.
august 2006 kl. 12.00.
Af Christa Karlson, Dina Georges, Ena R. Nielsen, Finn Højslet, Gitte J. Nielsen, Katharina Høgsted og Marianne K. Bergenhagen
Er det nødvendigvis godt med en større nomering? Er det godt for den pædagogiske faglighed, at der indimellem er tid til at gå fra og fordybe sig i noget? At have tid til, at give et barn der har be- hov for dette, lidt ekstra nærvær og tid? Eller vil børnene føle sig
„mandsopdækket“ og blive uselv- stændige og ude af stand til at foretage egne beslutninger? Det har studerende fra Gedved Semi- narium sat sig for at undersøge i udviklingsprojektet, der hedder pædagogiske handlemuligheder, hvor vi samarbejdede med Højvangskolens SFO
Forventningerne var helt i top, da vi ankom syv pædagogstuderende fra Gedved Seminar og skulle samarbejde med SFO’en. Vi havde mulighed for, at være i SFO’en syv uger, to gange om ugen. I SFO’en lavede vi aktiviteter med børnene, hvor vi tog udgangspunkt i de Mange Intelligenser (MI). Vi havde på forhånd planlagt de aktiviteter, vi havde til hensigt at lave med børnene.
Fordele ved en større normering
„Fordelen ved en større normering er, at vi som pædagoger via vores kompetencer, har
større muligheder for at give børnene nogle redskaber til konfliktløsning og skabe sociale relationer. Med det mener vi, at vi har mulig- hed og tid til at gå fra og fordybe os i hvad bør- nene har brug for“, siger Katharina Høgsted, der er 4. semester studerende på projektet.
Samtidig skal vi være opmærksomme på ik- ke at indskrænke børnenes handlekompeten- cer i konfliktsituationer. Vi er bange for, at børn der føler sig iagttaget vil bliver uselvs- tændige, for der vil jo altid være en voksen i nærheden, der lige kan løse problemet.
Tid til nærvær = bedre nomering!
Vi har nemlig erfaret, at vi hurtig kan komme til, at springe ind mellem to børn og løse kon- flikten for dem. Vi forsøgte derfor at give dem længere snor, for at se om de selv kunne løse den.
Børnene skal jo lære, at der skal være plads til alle og så er det vel den bedste måde, at lære det på?
Vi kan som pædagoger ikke tilgodese alle børnene, hvis normeringen ikke er optimal.
De børn der har dårlige sociale relationer, har brug for ekstra tid og nærvær fra persona- let. Det har vi observeret i SFO’en, hvor de let kan blive overset i mængden.
Vi var omstillingsparate
Vi vil gerne afsløre allerede nu, at det absolut ikke bare var børnenes MI der blev udfordret, men så sandelig også vores.
Hver anden tirsdag skal børnene i Hallen, 1
