Tyskekvase og danskerstævn mellemfolkelig kulturudveksling i den sydlige del af Østersøen i det 18.-20. århundrede

Tyskekvase og danskerstævn

Mellemfolkelig kulturudveksling

den sydlige del af

idet 18.-20. århundrede

Af

Rudolph

Itysk historisk-kulturgeografisk forskning harmanlængenæsten udelukkende

forsket i denudveksling af kulturelementer og nye fænomener, somvar rele¬

vantefor depolitiskogøkonomisk førende overklasselag i de forskellige om¬

råder. Manundersøgte udbredelsen af handelensoghåndværkets institutioner,

udbredelsen afgenstande med kunstnerisk udsmykning, af motiverogformer

indenfor litteratur _ogmusik, og man studerede udbredelsen af modedragtens forskellige elementer såvel som særtræk ved rets- og militærvæsen. I 1962 publicerede Reinhard Peesch (Berlin) ^en fængslende studie over kulturelle udvekslingsprocesser i den maritime folkekultur i Østersø-området, en studie,

som stadig har fuld gyldighed på dette område. Ud fra fire eksempler, hentet

fra områdernefiskeri, fiskehandel og havneteknik (repræsenteret af de tyske betegnelsermanz, krabbjkraaw, kååsogfitt) gjorde han opmærksom på virk¬

ningen af den specielle, maritime kulturudveksling, som har fundet sted i den

hanseatiske søhandels blomstringstid, og som i perioden 13.-16. århundrede

kan sporesi såvel øst-vestligsom i nord-sydgående retning.

Somknudepunkter for formidlingen, »Kultur-markedspladser« såatsige, ud¬

pegede Peesch den tidstemporærekystbosættelser^-af fed-typen, somviken¬

der fra Skanør _og Falsterbo - som kun var beboet og i brug i sildefangst¬

tiden (1).

Naturligvis ophørte sådanne maritime aktiviteter ikke, da Østersø-hanse¬

stædernesøkonomiske magtfraogmed det 16.århundrede gik hastigt tilbage.

Ud fra materiale, som den nuværende etnologiske feltforskning stadig kan få tagi, kanmanfastslå,atmani det 19.århundrede harat gøremeden nyblom¬

strendeperiode for kulturudvekslingen over Østersøen. Til belysningaf disse

processer viser den metode, som Peesch brugte ^- den såkaldte »ord-sag¬

forskning«- sig ligeledes anvendelig. Innovationerne i den folkelige maritime kulturisåveldet tyskesom det danskekystområdeanalyseres med hensyn til

deresoprindelse. Udgangspunktet vilværede folkelige redskabsbetegnelser, der

u

Kvasen »Helene« af Stettin. Fra:

Dittmer-Lieckfeldt-Romberg: Mo¬

toren und Winschenfurdie See- und Kiistenfischerei, bd. 2, fig. 32, s.57.

MiinchenjBerlin 1911.

sågodtsomaltid visersigatværeordforbindelser, hvorappellativet viserhen

til ^en oprindelse på den anden side af Østersøen. Herkan etnologien ganske

vist kun sjældent støtte sig til de foreliggende trykte dialektordbøger, da de

ikkeertilstrækkelig grundige, når det gælder det maritimesagområde. Istedet bygger vivorundersøgelse på dialektale tyske ^ogdanskeredskabsbetegnelser,

som stammerfra_egne optegnelser i forbindelse med enetnologisk registrering

affiskeredskaber, fangstmetoder, bådebyggeri^ogsmåskibsfart, somblev fore¬

tagetfor det tidligere Institut fur deutsche Volkskunde af ReinhardPeesch og

Wolfgang Rudolph i årene 1955 til 1969 i DDR'skystområde,altså strækningen

mellem Trave_ogOder (2). Om forholdene langs dedanske kyster harvi fået

et værdifuldt supplerende materiale gennem oplysninger fra fagkolleger ved

søfartsmuseerneiHelsingørogEsbjerg (3).

Tyskekvase

d'dn'scher Däken

Omkring midten af det 18. årh. dukker ordet kvase, qvaseførste gang oppå dansk, nærmerebestemtpå Bornholm. Det betegneret skib, som er indrettet specielt tiltransportaf levendefisk,og somnavnligsættesind i forsyningen af

destoremarkeder ibyerne, i dettetilfældeKøbenhavn. Den første Bornholmer-

kvase blev bygget 1758 i Wolgasti Pommern, hvor sådanne specialskibe alle¬

redelænge havde væreti brug (4). Der hed dequatzen. Dette ords etymologi tyderpåhollandsk oprindelse. Åbenbarthar såvel handelen med levende fisk

somtransportenaf dem ispecialfartøjervundet indpas i de gamlestoreØster-

Forstavnen af en pommersk kvase

^/j/ fra

Wolfgang Rudolph fot.

sø-havnebyermed Holland som udgangspunkt, ligesom jo også den engelske ferskfisktransport mellem HarwichogLondon kan føres tilbage tilhollandske impulser. Detvar enhollænder, somi 1619 afChristianIVfik privilegiumpå

handel med levende fisk vedhjælp af waterskibe. Siden det 18.århundrede har

så antallet afkvaser eller quatzentilfisketransportværet stadig stigendesåvel

i Pommernsom i Danmark. Det sidste sted finderman enbemærkelsesværdig koncentration af kvaser i defarvande, der liggernærmestved den tyske kyst, nemlig på Sydfyn (ved Svendborgsund og Fåborg) og på Bornholm. Centret

for denpommerske kvasefartvarStettin, hvor fiskehandlerfirmaetJacob, som fra ca. 1860 var det førende, på et vist tidspunkt havde næsten 100 kvaser

i fart (5).

Besætningerne, i det mindste skibsførerne på handelskvaserne, var erfarne fagfolk, hvis viden m.h.t. fiskeri sikkert ofte lå højere end den almindelige folkelige standard. Til forskellig tid og på mange forskelligesteder har disse skippere ikke alene udøvet handelsfunktioner, men også formidlet tekniske

kundskaber inden for fiskeri _ogsøfart, i form af personligkontakt fraskib til skib, fra mand til mand. Fra Nordjylland berettes: »Det stigende antal fiske¬

kvaser, dersøgtetilFrederikshavn foratfå ladning, medførte enintensivering

i fiskeriet ...«. Som et særligt bemærkelsesværdigt aspekt fremhæves: »Un¬

der fiskeriet havde fiskerne deres ophold ombord i kvaserne« (6). Yder¬

ligere beviser giver flere beretninger fra de statslige fiskeriopsynsmænd i det

daværendetyske riges kystområder. Deberetter f. eks. 1881 omintroduktionen

af etbund-slæbenet i farvandene omkring Rugen, »indført for omkring 5 år

siden på foranledning af kvaseskippere fra Stettin.« Omkring 1895 formidlede

andre kvaseskippere fra firmaet Jacob de afgørende impulser til kuriske og litauiske fiskere fra Kurisches Haff til at indføre såvel ålefiskeri med lang¬

liner af Oderhaff-type som bygning af særlige krogbåde. Også i de sydlige

danske farvande, som hydrologisk i mange henseender ligner de pommerske

Haff'er_ogBodd'er, har kvaseskipperne fraPommerngivet stødet til indførelse

afmeremoderne fiskeredskaber, fangstteknikker og både, først og fremmest indførelsenaf åledrivvoddet. Det drejer sigom ennetposeaf form som enfir¬

kantet sæk-på nedertyskzees-somfra en tomastet sejlbåd slæbes hen^over grunden, mens båden driver for vinden. Denne fangstmetodevar indtil 1860-

erne ukendt ved de danske kyster. Ålen havde man indtil da ene og alene

fisket med små håndvod med tilsvarenderinge udbytte.

Beretninger om disse forhold, formidlet afpommerske kvaseskippere, som købte_opved Lolland, Falster, Sydfyn ogi Limfjorden, fandtgehør hos driv-

vodsfiskerne i farvandene ved Barth, Stralsund, Greifswald og Riigen, hvor

metoden at drive for vinden med vodsækken længe havde været i brug. Men

sikkertlige så længe havde denne specielle fremgangsmåde ogsåværet stærkt begrænset af de restriktioner i antal af udøvende, somkøbstædernesog statens fiskerimyndigheder havde indført. »Overtallige«^ungefiskere måttevente,indtil

etdriwodsnummerblevledigt ved dødsfald eller invaliditet. Den, der ikke ville

vente, eller^sommåske havderagetsig ind i stridighedermed fiskeriinspektio¬

nen, han havdepå den tid ingen anden mulighed endat udvandre til etandet revier,helst i udenlandske farvande. Derfor kan det ikke undre,atet stortantal driwodsfiskere fra Pommern udvandrede til Danmark i åreneomkring 1870.

Nogle fiskede der kun i sæsonen, hyppigt i nær kontakt med stationerede

handelskvaser. Andrelejede sig ind hos danske familier, giftede sig ogsåmed

danskepigerogblev danske statsborgere. Ihverttilfælde førte de deres vodog de både, der^var udviklet specielt til denne fangstmetode, med sig. De pom¬

merske driwodsbåde, somikke ertilat tage fejl af, blev af de danskefiskere

kaldt tyskekvase eller drivkvase. Ældre eksemplarer blev fra 1872 opkøbt af

danskere. Med demsommodelbyggedemanderpåogså drivkvaser på danske værfter, og i den forbindelse blev konstruktionen af dammen, det gennem-

skyllede lastrum, væsentlig forbedret. Dennetekniske innovation blev omkring

århundredskiftet - takket være de fortsatte familiekontakter mellem de ud¬

vandrede _og driwodsfiskerne hjemme, men sikkert også med besætningerne på handelskvaserne som mellemmænd^- formidlet tilbagetil den pommerske kyst, hvor man hurtigt overtog ideen i den såkaldte dån'scher Däken eller

Dammdäken (nedertysk däken — dansk dam) og fremover udrustede alle nybyggede drivkvaser med den (7).

\

Drivkvasefra Rugen. Wolfgang Rudolph fot.

Dänenmors _og

Dänenstäben

Ibegyndelsen af 80'erne i forrige århundrede vedtog den preussiske regeringet økonomisk og socialt program til ophjælpning af fiskeriet i provinsen Pom¬

merns østlige kystområde. I 1882 blev de første søgående, men endnu åbne

bådekøbt iBlekinge for midler fra dette fondogstillet tilrådighed forfiskere

fraKolberg, Rugenwaldermunde ogStolpmunde. Det drejede sigom sejlbåde

af densydsvensketype, somkaldes eka, ^oghvis platgattedehæk afsluttes med

et lille spejl. Deøstpreussiske fiskere varikke særlig godt tilfredse med disse fartøjer. Deres opmærksomhed rettede sig derfor med stigende interesse mod

den danskekoster, enbåd medudpræget spidsgattethæk, hvormed bornholm¬

ske fiskere fra midten af 80'erne dukkede _op ved den pommerske kyst forat drive fangst på stør og laks (8). Takket ^være de ^penge, der ^var tjent på de

svenskebåde, varmani Østpommern efter 1895 i stand til atkøbe de første

kostere fra Bornholm. »I disse dækkedebådevardernu også indbygget køjer

til fiskerne. Det betød et fremskridti sundhedsmæssig henseende« (9). Denne innovationsproces varpå ingen måde enestående på den tid.Alleredeomkring

1870 havde svenske fiskere fra den skånske østkyst hentetnymodensbåde af

typenØresundskoster til Vitemölleog Hörviken,ogomkring 1880 erderogså

enkelteeksemplerpå, atdanske kostere købes af fiskere i Holsten, somhavde

Plan af kuteren »Rugenwaldermiinde 17« (bygget 1894 på Bornholm). Fra:

Dittmer-Lieckfeldt-Romberg: Motoren und Winschen fur die See- und Kiist- fischerei, bd. 1, fig. 49, s. 98. MunchenjBerlin 1911.

lært dem at kende, når deres danske kolleger i høstsildetiden opererede med

sådannefartøjer inden for synsvidde af øen Fehmarn. Karakter af en masse¬

foreteelse fik innovationen dog først på den østpommerske og vestpreussiske kyst mellem Dievenow og Hela. På alle pladser langs den sydlige Østersø¬

kyst priste de tyske fiskere fartøjerne af koster-type for deresstoresødygtighed

ogdet, atde varbekvemmeatbo i trods den ringe plads. »Denyekuttere på

9-12 m's længde blev i begyndelsen endnu bygget på Bornholm af danske bådebyggere i en kvalitet, som på den tid var uopnåelig for tyske småskibs¬

byggere. Endnu idag [1930]er enhel række af disse danskefartøjer i god stand

og i brug. Med denne type som udgangspunkt bygger østpommerske både¬

byggerenumed held kutterepå værfterne i Wollin,Dievenow,Kolberg, Rugen¬

waldermiinde_ogStolpmunde« (10).

Den innovationsproces, som der her er gjort rede for, er i etnologisk hen¬

seende symptomatisk. Ved den sydlige Østersøkyst gjaldt på den tid endnu i fuldt mål degamle regler, hvorefter fiskeren i vid udstrækning havde indfly¬

delsepå udformningen af de vigtigste produktionsmidler. Han alene bestemte,

omen nybådformskulleantagesellerafvises. Derfor blev det ikke Blekinge¬

egen, som varanbefaletfrastatslig side,men derimod den danske koster, som

Kuteren »De liitt Dan«, arbejdsbåd for den maritim-etnologiske feltforskning

iDDR. WolfgangRudolph fot.

blev forbilledet vedbygningen af de tyske Østersøkuttere. Den sidste originale

danskerbåd ved DDRs kyster bruges stadigvæk ved den maritime feltforsk¬

ning,som drives af det kulturhistorisk/etnologiske forskningsområde ved cen¬

tralinstituttet for historie under Akademie der Wissenschaften i Berlin. Siden den blev købt på den nordsjællandske kyst i 1933 er den lille, kun 7 m lange

kutter blev kaldt de liitt Dån. Overalt, hvor den lægger til, beundrer fiskerne

formen på dens hæk: »Hei hett'n schäunen Dänenmors« (hun har ^en smuk danskermås!).

I det 19.århundredevarsluppen, galeasen^og skonnerten de typiskefartøjer

i denfolkelige småskibsfart i farvandene ved den mellemste del af den tyske Østersøkyst. I Slesvig-Holsten dominerede derimod jagten. Slup, galease ^og

skonnert havde i storudstrækning de sammekarakteristika ved skroget over

vandlinjen, nemlig den konkavt indsvungne preussiske stævn og den frem¬

springende firkantede eller rundgattede hæk, hvorrorstammenvarførtgennem

enrorbrønd. Anderledesmedjagterne: de havde konvekst krummede stævne,

ogderes platgattede hæk afsluttedes afet smukt udseende, stort, hjerteformet spejl, hvortil roretvarfastgjort udenbords. På begge formervarbordene sam¬

menføjet i kravelteknik.Kun ved Oderhaff^varderetregionaltsærpræg: klink-

Skibsbillede af jagtskonnerten »Sturmvogel« fra Neu Reddevitz på Riigen (bygget 1905iSeedorfpå Riigen).

bygning selv af de større jagter og galeaser. Med hensyn til sejlegenskaber

turde alle de hernævntetyperværejævnbyrdige. Men da den begyndende kon¬

kurrence medkystfragtdamperne,somblev indsat i stigende tal, blev besvaret

af sejlskipperne med ^en nedskæring af besætningerne som første spareforan¬

staltning, så viste den traditionelle »preussiske« skonnert-rigning (med tre ekstra råsejl på fokkemasten) sig som urationel i forhold til jagtriggen uden råsejl.

I 90'erne vakte de danske »jagtskonnerter«, som blev bygget i Marstal og ved Svendborgsund, opmærksomhed hos de tyske skippere. På Fyn og Ærø

varman-åbenbart efterimpulser fra degaffelskonnerter, somblev bygget på østkystenaf USA ^-gået overtil at bygge fragtskibene med skarpere spante¬

former for_ogagterogmedenstejlere kimming i bunden.På de ofte kun korte

ruterogi de hyppigt stærkt snoede sejlløb i den sydlige Østersøløb disse dan¬

ske skonnerter kendeligt hurtigere end skibe af sammestørrelse med »preus¬

sisk« form. Meget hurtigt fulgte på de pommerske værfter bygningen af nye skibe nach dån'schem Schick. Det ^var fra 1898 tilfældet i Barth, Seedorfpå Riigen, Anklam, NeuwarpogWollin. Siden da viste alle de fartøjer, somvar

bygget dér, jagtformensdanske stævn ogdanske spejl. Et af de første af den slags fartøjer på Rugen, den i 1898 søsatte galease, tilhørende skipper Carl

Spejlhæk på fragtjagten »Juno« af Sylvin på Rugen (bygget 1924 i Barth).

Wolfgang Rudolphfot.

Steinbrink, fik det for denne nyskabelse karakteristiske navn »Carl brich

Bahn«. Den danske form øvede også indflydelse på de klinkbyggede jagter,

somvarkarakteristiske forOderhaff;også de fik påsammemåde danskerstævn

og hjertespejl. Ganske særlig hurtigt slog endelig den i Danmark udviklede

tremastede jagtrigning på skonnerter igennem. I 1903 blev det første fartøj riggetpå den måde påÆrø; alleredeetår senereblev denne nydannelse også

indførtpå de pommerske værfter (11).

Alpha,

Omkring århundredskiftet havde Skandinavienogisær Danmark for mekani¬

seringen af småskibsfarten og fiskeriet på den tyske Østersøkyst en lignende betydning, ^somi sin tid England havde haft formekaniseringen af den inter¬

nationaleskibsfartvedhjælp af dampmaskinen. Deterejendommeligt,atman hidtil næppeharværet opmærksom på denne kendsgerning i litteraturen om teknikkens historie. Kulturhistorikeren måanalyseresmå ogspredte oplysnin¬

ger ogsavnernavnlig historiske informationeromdesmåmotorfabrikker, som alleredenæstenheltergået i glemmebogen. Noget bedre står det tilmedbeva¬

relsen af degamle maskiner imuseerne, i hvert fald i Danmark, hvorFiskeri-

Petroleumsmotoren

„DAN"

bedste Motor til Fiskeribrug.

Bemærk vorstoreUdstilling, Stand Nr. I,paa

Fiskeri- ogMotorudstillingen.

Aktieselskabet

P.Jørgensens „Dan" Molorl'abriker Bragesgade 10 Kjøbenhavn L. Telf. 8006og8007.

Annonceforglødehovedmotoren»Da««, Illustreret Tidendenr. 42, 1912.

og Søfartsmuseet i Esbjerg besidder ikke mindre end 20 skibsmotorer. I de

maritimt orienteredemuseer i DDRfindes i øjeblikket 10 gamle glødehoved¬

motorer.

I kort begreb så udviklingsforløbet således ud: I 1892 blev på den tyske Nordsøkyst (i Bremen) for førstegangudrustetenkutter med petroleumsmotor

aftysk fabrikat, og derpå i 1894 den første fragtbåd, fra Amrum i Nordfris-

land.Begge forsøg faldt utilfredsstillende udogsatteikkegangitekniske frem¬

skridtpå dette område.Etsådant kom førstca. 10årseneretakketværestærke impulser fra Skandinavien. Dér havde små mekaniske værksteder i mange

havnebyer siden 1895 optagetfremstillingen af bådmotorer efter englænderen Akroyds glødehovedsystem. I Sverigeregnes firmaerne Bolinder (Stockholm)

og Skandia (Lysekil) for pionerer på glødehovedmotor-området. De mest kendte danske fabrikker var: Brødrene Houmøller i Frederikshavn (System

»Alpha«), P. Jørgensen i København (System »Dan«), R. KramperogJørgen¬

seni Horsens(System »Gideon«), H. Callesen iÅbenrå,SørenseniÅlborgsamt endnunogle i GrenåogHundested. I hele Danmark blev fra 1896til 1898 frem¬

stilletca. 50 bådmotorer, men i 1902 allerede 240. I 1905 vartallet oppepå 730,og fra 1906nåede årsproduktionen ^{op over}de tusinde. Denneudvikling

indvirkede også på det tyske Østersøfiskeri. I årsberetningen for det tyske

hav- _ogkystfiskeri for 1901/02 rapporteresførstegang om, hvorledes det går

medmotoriseringen: »Tre fiskere fra Möltenort ved Kiel har udrustetet større fartøj med motordrivkraft foratkunne drivefiskeri istørreafstand fra kysten.«

I den næsteårsberetning fra 1902/03 hed det: »I Østersøområdet blev adskil¬

lige fiskefartøjer, somhører hjemme i bugterne vedKiel og Eckernförde, ud¬

rustet med petroleumsmotorer. Også nogle fiskere ved kysten af Svansen og Probstei (i Holsten) har ladet deres fartøjer indrette med motordrivkraft. De

fleste af dissemotorer stammerfraDanmark.« For 1903/04rapporteres: »En særlig opmærksomhed viser fiskerne de godt afprøvede petroleumsmotorerfra

Danmark« (12). I 1907 hed detetandetsted: »Imellemtidenhavdeanvendel-

senafmotorerifiskefartøjertaget et så stort opsving i Danmark, atdet fore¬

komnyttigt atstudere forholdenedér« (13). Sammeår så udbredelsen afmo¬

torbåde til fiskerived dentyskeØstersøkyst således ud (14):

Motoriseringen af fiskefartøjereraltså fra første færdganske tydeligt sket uden hjælpeforanstaltninger fra myndighedernes eller de faglige organisationers side,

menhar væretspontant styretaf eksemplerne fra den dagligepraksis.

Det, derinteresserer kulturforskeren, er - udover dateringen afprocessens

forskellige stadier - mindre de tekniske enkeltheder end omstændighederne omkring formidlingen afeninnovation. Menomdettekanman dog kun hente

sparsomme oplysninger i motor- og fiskerilitteraturen. Vi får blot at vide, at danskemontørerpå de leverende firmaersvegnehar virket ityske havne,ogat

»Deutsche Seefischerei Verein« fra 1907 på nogle centrale fiskeripladser har givet »særlig undervisning i anvendelsen afmotor« inden forrammerneaf sit uddannelsesprogram (15).

Fra vore interviews med de ældste endnu levende pionerer inden for båd¬

motoriseringen ved vi endvidere,atdetyske fiskere i årene før 1914oftesejlede

overØstersøen til Danmark ellerSydsverige foratfå maskiner installeret, for

athente reservedele eller for atgøre brug af danske ogsvenske mekanikeres

know-how i omstridte spørgsmål. Et sidste genskær af denne periode lyser

endnu op, nårvorehjemmelsmænd-i mindetomderesbarndomsdage^-taler

om oplevelser med de pålidelige skandinaviske maskiner med^{en varme} og et engagement, som man ellers sjældent mærker hos fiskere. Derfor er det for¬

ståeligt, atén af disse pionerer kunne sige: »Forosbørnlød alfabetet dengang

således: Alpha, Bolinder, Callesen, Dan «.

Därischet lisen

Henimod slutningen af 20'erne dukkede temmelig uformidlet enny form for ålelysteropi Wismar^-i folkemunde kaldet datdan'sche lisen. Mere interes¬

sant end de konstruktive detaillerer den sociale dimension ved denne nyhed

i bestanden af fiskeredskaber ved dentyske Østersøkyst (se billedets.106). Den

danske lyster blev indført af besætningerne på de små danske fragtfartøjer,

som dengang i ret stort tal regelmæssigt anløb havnen i Wismar. Matroserne

fordrevpå bestemte tiderventetiden i havnen medatstangeål fra rælingen,fra

Slesvig, Holsten ogLubeck ^{47 både}

1 båd 19 både

1 båd 9 både

Mecklenburg

Pommern ..

Westpreussen Ostpreussen

Ålejernet med pigge ^er fra gammel tid velkendt på beggesider af Østersøen,

medens ålesaksen med de savtakkede tungerertrængtsydpå fra Danmark.

skibsjollen eller fra kajen ^- akkurat ligesomhavnearbejdere i Wismar gjorde

det i arbejdspauserne, eller ligesom pensionisterne eller de arbejdsløse. Ved sammenligning af fangstudbyttet viste det danske ålejern sigatvære detmest effektive, ogdetblev derformeget hurtigt overtagetafwismarerne. Via lejlig-

hedsfiskerne og skolebørnene nåede ikke så få af disse lystre også ind i red-

skabsbestanden hos erhvervsfiskere i Wismar_ogilandsbyerne omkring bugten.

Nu_ogdaersådanne jern også blevet efterlavet af smede i Wismar. Ved midten

af 30'ernegikålestangningen af forskellige grunde betydeligt tilbage, såledesat begge redskabsformer stadig sjældnere blevtageti anvendelse.

Dette sidste eksempel på en innovation på de maritime arbejdsredskabers

område henleder igen vor opmærksomhed på det problem, som også Peesch rejste i slutningen af sin afhandling, nemlig spørgsmålet om, hvorman finder

»kultur-markedspladserne« for formidlingen af sådanne nyheder. Fordet 19.

og begyndelsen af det 20. århundrede bør vort svar naturligvis blive mere

præcist, end når det drejer sig om hansetidens 13.-16. århundrede. Termen

»havn«^erikketilstrækkeligsomlokalisering af omsætningsstedet.På tale kom¬

mer, som vore eksempler tydeligt viser, båd- og småskibsværfterne, maskin¬

værkstederne, men også sådanne steder som skipperkahytten og mandskabs-

lukafetpå handelskvaser^ogfragtskibe. Rækken af lokaliteter, hvor den mari¬

time kultur formidles _og udveksles inter nationes, er endnu længere. Dertil hørerf.eks. også - under åben himmel - »die Börse«, læskuret, hvor gamle søfolk mødes i nærheden afkajen. Dertil hører også havneknejperne såvelsom

captn's room hos skibsekviperingshandleren. Og, ikke at forglemme, de små kaffestuer, hvor handelskonernefrafiskemarkedetvarmedesig,sømandshjem¬

meneog logihusene, tatovérstueraeogværkstederne hos sejl- ogkompasmage¬

ren,rebslageren, blokkedrejerenogskibslanternebyggerenogendeligogså for¬

stuen,jamåske endog kontoret hos havnemyndighederne ^oghos lodserne. Om

dette funktionelleaspekt ved institutioner af den slagserder hidtil ikkeanstillet undersøgelser. Deterpå høje tid atforetage dem.

Noter_oghenvisninger:

1 Reinhard Peesch: Kulturströmungen in den Kiistenzonen der siidlichen Ostsee.

DeutschesJahrbuchfttrVolkskunde 8,1962,s.3-29. 2 Materialetfindesnui arkiverne i AkademiederWissenschaften,DDR,nærmerebestemt i Centralinstituttet for historie, Afdelingen forkulturhistorie/etnologi. 3 Ensærlig tak til kollegerne Dr. Henning Hen¬

ningsen og Christian Nielsen, Handels- og søfartsmuseet på Kronborg, Alan Hjorth Rasmussen, Fiskeri- ogsøfartsmuseet i Esbjerg, og professor Bjarne Stoklund, Institut for europæiskfolkelivsforskning i Brede. 4 Wolfgang Rudolph: Segelboote der deut¬

schesOstseekiiste, Berlin 1969, kapitletom råsejlerne fraOderhaff. 5Holger Rasmus¬

sen: Kvaseskipper fra Bøjden, Odense 1975, s. 9-13. 6 smsts. s. 19. 7 Om de tysk-

danske maritime kulturkontakter,som omkring 1870 førte til indførelsen af drivvoddet og drivkvasen i Danmark, forbereder Alan Hjorth Rasmussen en særlig undersøgelse.

8 Wolfgang Rudolph anf. arb., kapitlet om de første Østersø-fiskekuttere. 9 Otto Marquard: Die Entwicklung der ostpommerschen Seefischereifahrzeuge. Mitteilungen

des Deutschen Seefischereivereins 46, 1930,s.254. 10 smsts. s.254. 11 Detfortjener opmærksomhed,atden firemast-rigning,somi 1913/14 førstegangblev benyttet påjagt¬

skonnerten iDanmark, ikke blevovertagetaf tyskeskibsbyggere.Omudviklingen af de

små tyskefragtskibe giver Hans Szymanski: Deutsche Segelschiffe, Berlin 1934, bedst

besked. 12 Mitteilungendes Deutschen Seefischereivereins 19,1903,-21, 1905. 13 H.

O.Lttbbert: Die Einfiihrung von Motor und Schernetz in die deutsche Segelfischerei,

Berlin 1906, s.2. 14 Mitteilungen des Deutschen Seefischereivereins 23, 1907, s. 441.

15 Sieboldsu. Block: DieEinfiihrungvon Motorund Schernetz in diedeutscheSegel¬

fischerei(Ostsee),Berlin 1907,s.22, 42.

Zusammenfassung

Interethnischer Kulturaustausch in siidlichen Ostseeraum währenddes 18. bis 20.Jahrhunderts

1962 hat Reinhard Peesch im »Deutschen Jahrbuch fiir Volkskunde« (Berlin) auf das

Netzwerk interethnischer Kontakte aufmerksamgemacht,dieim 13.bis 16. Jahrhundert

einen lebhaften Kulturaustausch der Kiistenbewohner des stidlichen Ostseeraumes -

sowohl in Ost-West- als auch in Nord-SUdrichtung ^- möglich machten. Aus der pom-

mersch-mecklenburgjschen Mundart des deutschen Kiistengebietes stellte er mehrere Lehnwörter_vor, die noch heute auf Relikte dieser mittelalterlichen maritimen Kultur¬

kontakte hinweisen. Peesch konstatierte, daB seinerzeit die sogenannten Fitten - nur während der Heringsfischerei saisonal genutzte Kiistensiedlungen mit iiberregionalen Marktcharakter-die Wirk_ungszentren diesesinterethnischen Austauschprozesseswaren.

Entsprechende Vorgänge hatesauch noch später in der maritimen Kultur des siidlichen Ostseeraumes gegeben, vornehmlich zwischen Dänemark und Deutschland sowie um-

gekehrt Fiirdas 19. undbeginnende20.Jahrhundert können solche RelationenanHand der volkssprachlichen Bezeichnungen fiir nautische Novationen nachgewiesen werden, wobeientsprechende Appellativa aufdieHerkunft der Sachgiiter hinweisen: z.B. tyske- kvase, dänscher Dåken, Dänenstäben, Dänenmors, dänschet lisen. Im behandelten Zeitraum fungierten in erster Linie maritime gewerbliche Einrichtungen (Hafengast- stätten, Shipchandlerläden,Tätowierstuben),maritimeHandwerkstätten(Werften, Segel- machereien,Motorenschlossereien) sowie nautischeBehörden (Hafenämter,Lotsenstatio-

nen, Fischereiaufsichtsstellen) als Kommunikations- und »Umschlag«plätze des inter¬

nationaler maritimen Kulturaustauches. Die Erkundung dieses funktionalen Aspekts derartiger »Medien« stellt einwichtiges Desiderat der maritim-ethnologischen Forschung

dar.