7 års ulykke betyder man får ulykke om 7 år

7 års ulykke betyder ^man får ulykke om 7 år

- den lille overtro og

barnet i det senmoderne samfund

Af Birgitte Rørbye

En længere samtaleerigang mellem mig (b) ogmin datter(i), optaget for

et par år siden, da jegvar 51, Iben 17, ogmin ^mor 80. Foranos liggeren lille illustreretbog-»barnets bog«-Iben har lavet som9-årig, ^sombeskri¬

ves indgående nedenfor.

Folklorister vil vel sige, at det vi snakker om er den lille overtro eller hverdagens magi. Begge begreber knæsat afIørn Piø i »den lille stribede«

fra Politikens forlag, hvor han så levende fortæller^om dekulturhistoriske

rødder for dagligdagens overtro, som næsten alle praktiserer (Piø 1973, 3, jf. Piø 1963). Menvores samtale handler ogsåom generationer ^ogmenne¬

sker i dagens Danmark, hvor angst, tillid og risiko udgør sider afen til¬

værelse, hvert enkelt menneske må forholde sigtil livet igennem.

b: (1) togdu dem ligealvorligt altsammen?

i: nejdet gjordejegda ikke.

Altså den der

manmå ikkefløjte ved bordet

detvardafuldkomment åndssvagt

ogjegblevmegetsurda mormor engangsagde det til mig

ogvistogså ked afdet

fordi hun blev vredoveratjegfløjtede vedbordet

- du blevogsåsurkanjeghuske b:på dig!?

i: nejpåmormor

overhunsagde det.

Det^varnogetpjat

detvarvildt overdrevet

ogdet^syntesjegda^varhelt åndsvagt.

Menden skulle da med

b: densyntesduvarpjattet

i:ja

menden der underenstige

ogstillenyesko på bordet

ogsådan nogletingdet^var...

Den lille overtro

udspiller sig i

grænseland

Som fremhævet af mange modernitetsforskere erdet en af grundbetingel¬

sernei det senmoderne samfund,atvi somenkeltpersoner må foretage valg på valg i stadignye grupper(bla. Giddens 1997). Iogmedatvalgeneerble¬

vet så personlige, slipper vi for ^mange traditioners snærende bånd. Men samtidig må vi også undvære traditionernes sikkerhedsnet. Paradoksalt nok

har dette tab affasteritualermedført, atforbrugetaf traditioner ervokset.

Lige somvi forbrugervarer, ervi blevet forbrugere i traditionernes super¬

marked (Rørbye 1997). Men i det moderne samfund ^savner traditionerne

denforankringogkontinuitetsomkendetegnede deres brug i de førmoderne samfund, hvor visse traditioner udgjorde en fælles og nødvendig kulturel

basis for det sociale liv. I dag bruger vi nogle traditioner tilatbinde bånd til dem, vi ønskerat opretholde ogudvikle enkontakt ogettillidsforhold til.

Andre traditioner anvender vi til attrække grænsermed, eller bane en vej

gennem konflikter eller kriser. En ikke ubetydelig del af de traditioner vi forbruger tjener imidlertid det særlige formål atskabe uopmærksomhed: At

ladeværemednoget, atglemme det,sebort fra det,oversedet. Sommoder-

nitetsforskeren Anthony Giddens udtrykker det: »Den »begivenhedsløse«

karakter, derpræger detmeste af hverdagslivet, eret resultat afen kyndig opmærksomhed, somkun lang indlæring kan skabe.« (Giddens 1997, 152).

At lære at beherske sin opmærksomhed udgør derfor ^en væsentlig del af

ethvert barnsopvækst. Udenattænkenærmere overdet,lærer viat tagesko påogbindevores snørebånd, samletingopdererknust, eller vaske osnår

vi erblevet snavsede. Kompetencen erforøvrigt ikke aldersbetinget. Utal¬

lige erde eksempler på kultursammenstød ^somkan illustrere betydningen

af kunsten atkunne håndtere detbegivenhedsløse, det vil sige det vi inden

forenkultur iroog mag forholderosuopmærksomme, ligegyldigeog pas¬

sive ^overfor. Men somandre^-de fremmede ^-kan mene errigt på betyd¬

ning (Douglas 1973).

Mange af de indforståede traditioner, jeg henregner til den lille overtro udspiller sig i etgrænselandmellem detmeningsgivende og det tilfældige,

mellem begivenhed og det begivenhedsløse, mellem opmærksomhed og

ligegyldighed. Den lille overtro retter fokus modhverdagsadfærdoghver- dagsoplevelsersom er»skæbnesvangre«, her forståetpå den måde, atdeer

jv»VXsfa cny

toxAtrffl \Mr c4& W

*3-6**

uJLvftbi. <M Udlyds o<k irvtfK Vaf uLykkc.

»7årsulykke det betyderatmanfåren ulykkeom 7år«. Barnetsbog1988,

svangre med en betydning, der rækker ud over situationen, hvor tingene sker, ogind i fremtiden. Set med traditionernesbriller omformer den lille

overtros indforståede traditioner det tilfældige, begivenhedsløseogligegyl¬

dige til begivenhedskonstruktioner, derfortjener fuld opmærksomhed. Der¬

med udgørindforståede traditioner også et særligt vanskeligt tilgængeligt

felt for ethvertindivid, dersombarnet eller den fremmedeprøverat fåstyr på enomverden, somi udstrakt graderlagttilrette af andre.

Hvormåmanegentlig fløjte^ogsættesko fra sig? Hvordan skal^{man pas¬}

serestiger, forholde sig til ^sorte katte ellerpyntejuletræ? Og hvordan kan

detgå til,atensdejligemormorforvandler sig tilenophidset dame, nårbar¬

nebarnetmuntertfløjterenglad melodi underenhyggelig søndagsfrokost?

Gaven

Min ogmin datters del af denne historieombarnet ogden lilleovertroi det

senmodernesamfundbegyndte for knap 10 år siden. 1 1988 fik jeg^enhånd¬

skrevet_oghåndkoloreret bog i julegave af min dengang 9-årige datter.

Mange vil nokmene, atdetprodukt hun havde fremstillet, ligneretind¬

samlingsarbejde inspireret afen folklorist. Men selv kendte hun intet til

Piøs lilleovertro,ogforøvrigt kunne hun på dette tidspunkt hellerikke læse

den slags bøger. Og for migvar gaven en overraskelse. Folkloristenhavde

slet ikke væretrådspurgt. Begreberneovertro ogmagi findes da heller ikke

i hendesbog. Detgørderimod de uheldssvangre ord: 7års ulykke.

De mange

ubesvarede spørgsmål

7 års ulykke står faktisk på hver eneste side. Også på nr. 12 (se oversigt

nedenfor), hvor hun gengiver, hvadengammel mand ved bussen harsagt:

mandagsvejr girfredags vejrogfredags vejr girsøndagsvejr

engammel mandved bussen

7årsulykke det betyderatmanfår ulykke^om 7år (12).

Mandensmeddelelse, dergengiverenvelkendt vejrregel, lægger unægtelig

ikke _optil, atder skal stårnogetsomhelstom 7 års ulykke ogendnu min¬

dre til overvejelser over hvad udtrykket betyder. Tværtimod: Sådanne udtryk tænker»man«velslet ikkenærmere over. Jeghari hvert fald aldrig

setnogen gøredet i Dansk Folkemindesamlingsmangeforskelligartedekil¬

der til den lilleovertro.

Menbarnet spekulerede tydeligvis. Eller gjorde hun? Måskevardetkun

enslags »omkvæd«,hun indførte foratfa»system«i sagerne?Ja,sådanvar der så mangespørgsmål, somtrængte sig på, hvergangjeg studerede bar¬

netsbog.

Detvarunægtelig etspændende produkt, somoverraskede og fascinere¬

de folkloristeni mig. Selvom mange af anvisningerne refererertil almene

ogvelkendte forestillinger, så far de ofte en lille drejning. F.eks. kan den

sortekat bådeløbe_oggåovervejen (nr. 15). Og den med stigenermed ito anvisninger(nr. 2)og(nr. 13), såjeg pludselig blivernødt til atovervejeom uheldeterude, nårmangår underenstige(nr. 2)ellerigennemenstige (nr.

13). Spændende erogså forekomsten af for mig ukendte forestillinger om fødselaren, der ikke mårejse sig først^-somgode værtsfolk ellersgør(nr.

8) eller uheldet ved etglas som ikke går i stykker (nr. 5). For slet ikke at glemme de overraskende konsekvenser afensort stregi panden (nr. 14) og

betydningen af hvor vigtigt det^erat pyntejuletræ rigtigt(nr. 10). Forellers

erde der: de 7 årsulykke! Ogsammeskæbnesvangre virkning har det,hvis

du forærer en firkløver væk (nr. 16). Hertil kommerat materialet er helt

enestående deri, at det er et selvstændigt produkt skrevet og tegnet af så

lille etbarn. I afslutningskapitlet Folk fortæller^om den lille ^overtro, hvor

IørnPiø harmedtaget materiale fra forskellige aldersgrupper er»børnene«

udelukkende repræsenteret af 15-årige, der i en stil har haft til ^opgave at skriveom»overtro ivoredage« (Piø 1973, 251).

Men selv om min faglige nysgerrighed var stor, var der ikke noget at

gøre.Barnetmenteikke,atgaven varnoget, der skulle snakkesom.Hendes bogvarjo færdig.Nukunne jeg jo bare bruge den!

Fra ét materiale til to materialer

Minlyst til spørgsmålerdog ikke aftaget med årene. Og dajeg foretårs tid

siden^-endnu engang-togbarnets bog frem,^varsituationen^enanden. Nu

varbåde hun ogjeg nysgerrige. Derforsatteviosned, ^ogjeg fik lovatstil¬

le nogle af mine mange spørgsmål med båndoptageren kørende. På den

mådevoksedeetnytmateriale frem. Selvomder hele tiden refererestil bar¬

netsbog(somhun kan huske,men ellers ikke harsetsiden), kredsersamta¬

len på båndet om de aktuelle refleksioner, somtilbageblikket vækker. Det

vilsige detnyemateriale består afendialog. Herkredser viomrationalitet, årsagssammenhængeogdetatværebange.Til min historieomdet moderne

menneskes forhold til det skræmmende og risikofyldte hører derfor ikke

kun ét, men tomaterialer: barnets bog fra 1988, og samtalen mellem den

unge ogden midaldrende fra 1996.

Barnets

bog

Barnetsbogerpå 16 A4sider (12 lyseguleog4hvide), bundetsammenmed

tosløjfer af rødtgarn gennemhuller lavet medenhullemaskine. Hver side

i bogen erbygget op omkring en anvisning. Der er noget man bør undgå

ellernoget man skal gøre. De fleste anvisningerstarter med ordene »Hvis

man ...«eller»Manmå ikke ...«.Dettilbagevendende motiv på hvereneste

side er dog, hvad det betyder, hvis alt ikke går, som det skal. Her erbud¬

skabet kort oggodt: 7 års ulykke! Sommetidererderogså medtaget det hun

kalder»en historie«. Det vilsige etuddybende eksempel, eventuelt i form

afen illustration. Herudover findes deren del personoplysninger, samt en enkelt datering: august 88. Selv om gaven erblevet gjort færdig optil jul,

vidstejeg således fra starten, atarbejdet med bogen stodpå i længere tid.

Alle anvisninger er forsynet med udsmykninger. På de gule ark ^er alle

illustrationertegnet ogfarvelagt, medens billedernepå de hvide ark enten

erholdt i sort (blyant eller kuglepen) ellertegnetmed rødunderstregnings-

pen.Når anvisningerne neden for gengives i kursiv med minstavemåde, tje¬

nerdet læseligheden, samtidig med athun har bedt mig om det. For over¬

skuelighedens skyld har jegnummereretdem fortløbende.

BARNETS BOG

1. tremå ikke tændeen tændstiksamtidig

7års ulykke

denførste dør ikke, den anden dør heller ikke, men den sidstedør

2. hvis mangår underenstige

7års ulykke Sia

3. ^manmå ikkevære 13til bords

7årsulykke Henning

4. man må ikkefløjte ved bordet

7årsulykke Mormor

5. hvisman taberetglas udenatdet gåristykker

7årsulykke Zara

6. hvisman læggernyeskooppåbordet

7års ulykke Evafra skovtroldene

svarBo gørdet, for han skulle bindesinesnørebånd

Farvestrålendeforsideillustration isort, rødt^oggrønt. Barnets bog 1988, anvisningnr. 1.

dtA-

^*1%, dtøC é>$lh^

7. hvisman slårenparaplyopinden for

7års ulykke ^Dea

8. hvisfødselaren rejser sigførstfra fødselsdagbordet

7års ulykke ^Kiraugust24 88 ingen historie

9. hvisetspejl gåristykker

7års ulykke ^Dea

10. nårmanpynterjuletræskal^manstartemed hjerterne

7årsulykke

11. man må ikkespilde salt på bordet

7årsulykke ^Mormor

men mankan nåatredde det hvismankasterlidt saltovervenstreskulder

men hvisman ikke gørdet græderman en ganginden aften Henning

12. mandagsvejr girfredags vejrogfredags vejr girsøndagsvejr

engammel mand ved bussen 7års ulykke det betydermanfår ulykke

om 7år

13. hvismangårigennem en stige

7årsulykke

14. hvisman haren sortstregipanden

7årsulykke Sanne

15. hvismanser ensortkatløbe ellergåovervejen

7års ulykke Zara

16. hvis dugirenfirkløver^som du selv harfundet tilen anden

7års ulykke Mette

Rørbye 1998

Personerne i barnets

bog

I bogen gives der i femten tilfælde oplysning om personer og ito tilfælde

hartoforskelligepersonerrelation tilsammeanvisning(nr.6og 11). Deter således kun i forbindelse med 3 anvisninger, der ikke medtagespersonop¬

lysning (nr. 1, 10og 13). Denne omhyggelighed^varén af de første ting jeg

K\

^rvth Plaf*

#0 ch^- CyUfcK- foab^-oUX. s,iltr U<<Arv

En af de mange hverdagssituationer, hvor referencen ^er etjævnaldrende

barn (her Mette). Barnets bog 1988, anvisningnr. 16.

undrede mig over, da jeg fik gaven. Selv kendte jeg jo intettil bogens til¬

blivelse ogblev aldrigtagetmed på råd.»Hvorfa'enskulle du vide det fra«,

som hun udbryder under ^vores samtalen, da jeg alligevel ^spørger. Selv

menerhun, detskyldes indflydelse fra skolen(enlilleskole), hvormanind¬

prentede vigtigheden afatkunne dokumentere detman siger(bla. når bør¬

nene skrev iskolebladet).

Personernes ^{navne er}genkendelige for^os begge. Deviser, at barnet har

relateret sine oplysninger til jævnaldrende børn og ældre mennesker. Bør¬

nene er hendes kammerater fra skolen (8 børn) og vejen, hvor vi bor (2 børn). De ældre mennesker»engammel mand ved bussen« (1 anvisning,en situation hun ikkelængere kan huske),samthendesmormor(2anvisninger)

oghendes morfars bror (2 anvisninger), somhun begge kender indgående.

Omtalterderimod hverken min far ellerbror, somhunkenderlige så godt.

I det hele taget har hun ikke henvist til nogen fra min generation. Det er børne-_ogbedsteforældregenerationenogikke forældregenerationen, derer repræsenteret.

Et barn

på feltarbejde

Under samtalen undrerjeg migover, at hverken min far eller brorer om¬

talt.

i: detvarfordi de ikke sagde sådan noget b: spurgtedu dem?

i: nej

deterjo ikke^nogetjegharspurgtom <>

dender medatfløjte

deterikke énjeghar gået hen ^ogspurgtmormor om deternogetjegkunne huske ihvertfald

b:fordi hun sagdeatman ikke måttegøredet

i:ja hun blevsurnemlig

men morfar hanerikke sådan énsomfyrer sådan nogetaf

detvarandretinghan interesseredesigfor

Først da går det op for mig, ^at de mange navne sjældent refererer til et målrettetindsamlingsarbejde,ogatbogen ikkeerudtryk foretplanlagtfelt¬

arbejde, menresultat afetbetydelig merekompliceret forløb end jeg fore¬

stilledemig, da jeg fik den. Dethun har gjorteratiagttage situationer,som denhvormormorblev _{sur, og}lytte ogspekulere, når der ellers skete noget

somvakte hendes undren. I folkloristisk fagsprogerproduktet således pri¬

mært vokset frem somresultat afen-formodentlig ret langvarig^-obser¬

verende deltagelse. Først i sidste fase, da hun fik travlt, fordi hun havde

bestemt, athunsomjulegave ville laveenillustreret bog tilmig,erhun gået

overtil interviews. Som hunsigeretandet sted:

i:det harjonokværetfordijeghargået^oghørt nogle afdem

ogsådan hartænkt lidtoverdem uden atlæggenogetrigtigtidem.

Også efterhånden har jegsyntesjegkunne^endel

så harjegsyntesjegkunne såmangeatjegkunne skrive dem ned

også harjegskrevet nogle afdem ned.

Og så efterhånden

så harjegnok gået^ogspurgtfolk, ^om de kunne nogleflere

- b:ja,sådan ^optilatdet skulle bruges^somjulegave

-i:ja

- b:fordidu må ha haft travltiden sidste delafperioden

- i:ja-men det havdejegogså Det løse ark

Udoverjulegaven fik jeg kort tid efterudleveret et enkelt ark, med yder¬

ligeretreeksempler uden illustrationer, udsmykning og personoplysninger.

Kort oggodt lyder de således udskrevet med min stavemåde:

17. nårengammel hundgørskalman seud afvinduet

18. hunde_ogadelsfolk lukker ikke døren eftersig

19. tohunde kan ikke kan ikkeenes om etben_ogtofriere kan ikkeenes om

en brud

De tre eksempler (der alle refererer til hunde, ^som hun var omgivet af til hverdag) ernedskrevet i samme periode, men ikke kommet med i bogen.

Hvorfor? Ja det kan hun ikkehuske,menvigætterpå, athunsyntesde faldt

udenfor,og/ellerathun har haft så travlt,athun ikke kunnenåatskrive dem

udpå enkeltark, forsyne dem med tegning,etc.

Sortstreg

i panden

Under samtalen holder vi os tættil bogen ^{og en} rekonstruktion af barnets forestillinger, da vi kommerind på »den sorte streg i panden« (nr. 14). Vi

har netop snakket om anvisningerne på løsbladet, som ikke kom med i bogen, ordsprogsagtige kalder hun dem. Men da jeg antyder, at den sorte streg i panden heller ikke ligner, siger hun fra. Samtalen falderi to forløb

afbrudt af andre refleksioner.

b: prøv og sepå den Sanne harsagt, den mednummer14

hvis manharen sortstregipanden

b: 7 årsulykke?

i:ja hvad med det?

b:jamen det kunne daogså ligne »ordsprogene«

i: nej

b:betyder densorte streg 7års ulykke?

i: altså

ja (pause)

b: men detersjovt,

fordijeghar hørtsortestregerbetødnogetheltandet

i: hvad har du hørt?

(pause)

- atman lyver?

Detharjegogså hørt, deterrigtignok

Men hvad mente barnet? Da vi genoptager drøftelsen om den sorte streg

senereisamtalen,ogjeg igen antyder,atde 7 årsulykke virker påklistrede,

erden_unge ikke tvivl om svaret:

i:nej, ikke medSanne

b: omatdu ikkemente^... <>

i:jamen detmentejeg

b: detmentedu

i: deterjoførstsenerehenjegharfået^atvide

atdetmestnormale er, atmanforbinder det med^atlyve

Idet vi kredserom før og nu, får vi således afvejet to forskellige forklarin¬

ger. Somvoksneerbåde hunogjeg fortrolige medtolkningen»atlyve«som for^osbeggeeruden alvorogofte siges lidt spøgende ogdrilagtigt til den,

der har fået noget sort i ansigtet. Men barnet kendte den ikke. For hende

varslede den sorte streg»7 års ulykke«.

At

få

ulykke

har gjort for 7 år siden

Menvardet så igrunden så slemt, det med de7års ulykke? Ja, detvardet.

Svaret falderhurtigtog eruden ethvert forbehold:

b: kan du huskeidag^om du^varbangefor de her 7 års ulykke

i:jameget-jahelt vildt.

Sprogligt set refererer udtrykket »7 års ulykke« både til et tidsperspektiv (7 år) ogtil enbegivenhed (ulykke). Af samtalenfremgår det, atdet^varde

7år, somoptogbarnet.

\AÅft ho4\ HJflC JQMfi tp jpe*

9-

khd tUtøkfal

^0\ $fv\s 'tåfaXftJoldiht*

<: •

'ju^r

°^Jtir d& -f®*" ^M/U W^>

sjkj 1W^raA

IA _tk.

Skopå bordet^-erdetBo eller Iben?Barnets bog 1988, anvisningnr. 6.

i:jegspekuleredemegetom detvarulykke isyvår ellerulykke om 7år

ogjegsyntesdet virkede helt ulideligt hvis det skulleværeulykkei 7år

detvarheltutroligtmegetjo <>

b:jegsynesdetservældig skræmmende ud nårjeglæser detpå den måde

i:jamenjegvarmegetbangefor det kanjeghuske

Til barnets tidsovervej eiser hørte ikke alenespørgsmålet omhvornårulyk¬

kenkommer, menogså hvorlænge denvarer.

i: når detkom omsyvår såvardetikkenogetmedatdet varede 7 år

så vardet barenogetsomkom det syvende år

så varede det måske kun etårellerenmåned det varede så ikke syvår derfra

så man kanselvfølgeligsige, det^erda slemt nok

atgå^ogventeisyvår på^atfå ^en ulykke^man har^gjortfor 7 år siden

mendet resultererså ogsåiatdet ikkevarer syvår

men varerkortere tid

Detskal således forstås heltbogstaveligt, når barnet i forklaringentil anvis¬

ningnummer 12noterer, at7 års ulykke betyderulykke om 7år.

Det gør

jeg aldrig!

Hvadulykkerne egentlig bestod i, har tilsyneladendeoptagethende mindre.

Og dog. Ivoressamtale kommer vi umiddelbart efter ind pådøden,og ang¬

stenforat forvoldeandres død. Selvomjeg egentlig ^synes,atjeg med mit spørgsmål lægger^optil atsnakkeomnogetlettere, holderhun fast ved den dybe alvor:

b: det vilsigedu harværetreelt bange for nogle afde herting

mendet varvelikke alle i:jamen jegvar...

harjegdenhermedatstille sko på bordet?

b:ja-derovre <>

i:ja, ogden-dengørjegaldrig.

Det gørjegaldrig.

Gentagelserneerpå deresegen måde med til at markere den særlige alvor

somknytter sig til anvisningnr. 6 (hvisman læggernyeskooppå bordet^-

7års ulykke).

i:Detharjegsåseneremodereret til hvisman lægger skopå bordet

sætternyesko på bordet

så betyder det død ifamilien

b: ikke dødfor den dergørdet vel?

i: nejdød i familien

b: bare ifamilien

i:ja <>

b: deter enafdemjegheller ikke^gør

jeghar hørtatdet sommetidernæstenskulle være en selv

i: nej, nej

ja, man kansigeman erskyldiatderer enderdørifamilien

såmanpåfører andre det

mendetskulle ikkegå ud^{over en}selv hvadjeghar hørt

ogdeterjopåsin vis værre ikke

Igentematiserer samtalen^etfør-nu perspektiv, hvornyereflektionererkom¬

mettil. Før betød det 7 årsulykke, ^nu erdet modereret til død i familien.

Den truende ulykke er ikke længere noget abstrakt, men tværtimod noget helt konkret ogforfærdeligt, fordi derertaleom både dødog skyld.

Afledningsmanøvrer

Skoenepå bordeter enaf hverdagsmagiensmange »klassikere«. I sinarti¬

kel om skoene i»Denlilleovertro« dererpå ikke mindre end 6 sider, skri¬

ver Iørn Piø indledende: »Den almindeligste overtro om sko eller støvler,

træsko eller tøfler erden, at man ikke må sætte dem på bordet. Man siger

det varsler fortræd, skænderi eller alvorligere former for ulykker, og det gælder ganske særligtnye sko« (Piø 1973). Her erdet interessantatlægge

mærke tilatbarnet^-ligesomi bogen^-knyttersin forestilling (nr. 6) til^nye sko, medensjeg selv(ogforøvrigt også mine forældre) kun har lært anvis¬

ningenatkende somsko i almindelighed.

b: du hargjortdig såmangeovervejelser.

Herhenneerdet de nyesko

i:jamen deterogsånyesko

b:ja, deterikke bareat sætteskopå bordet

i: nejdet^erikke, det^{er nye}sko

b:ja

i: det^ernyesko

De personer, der refereres til i anvisningen, erda heller ikkefamilien, men to6-7årige børn i klassen under hende: EvaogBo. Idettesomi flere andre

tilfælde i barnetsbog,ertraditionen således ikke vandret fra de ældregene¬

været knyttet til situationer, somhun har lagt mærke til ogspekuleretover.

Detgælder f.eks. ogsånr. 5 (hvis man taberetglas uden atdet gåristyk¬

ker) og nr. 8 (7 års ulykke hvisfødselaren rejser sigførst fra fødselsdag¬

bordet), der beggeerknyttettilklassekammerater.

Da den 17-årige på bordet foran os får øje på tegningen til anvisningnr.

6,hvorman seretbarn med benet oppepå bordet, siger hun:

i: den der, den kanjeggodt huske

detvarfordijegselv gjorde dettrorjeg

jegmenerselv^{jegsatteetpar nye}sko^oppå bordet

også tænkte jegoverdet der: det måmanfaktisk ikke vel

Dabarnetpå billedet bærerensløjfe i håret^-enmarkering hun flere steder

i bogen bruger for piger- kan barnet såmænd godtvære hende selv. Men

overbilledetrefereresderogså til enandensituation, somhun ikke længe¬

re kan huske. Her står der: »Bo gør det for han skulle binde sine snøre¬

bånd«.

Nu kan de fleste voksne sikkert huske, at det her med at lære atbinde

snørebånd slet ikkevarnogenletsag.Alle hjælpemidlervarvelkomne.Men

atdet skullevære lettere at sættefødderne op påetbord end f.eks. enstol,

harjeg umiddelbartsværtved at sættemig ind i. Vi blir da også enige ^om,

atvibruger stolen, hvis det eraktuelt i dag. Mengørvi det i grunden, for¬

di det er lettere? Eller har vi begge lært vores lektie af traditionen, for at undvigeet truende varsel?

Den 17-årige har lettere ved atindleve sig i barnets vanskeligheder, som måske kunne føre til, at den truende situation med de nye sko på bordet

nemmereopstod foretbarn:

i: når detvar manskulle bindesitsnørebånd så skulleman helst-

daerdetrart athave benetnogenlunde højtop så du ikke skalbøje dig helevejen ned

Ved voresgennemlytning af båndet får den malende beskrivelse af barnets vanskeligheder med »højtop« og»hele vejen ned«^osbegge tilattænke på

Alice ieventyrland, da hun har vokset sig så ^{stor, at}hun ikke længere kan

nå sine fødder. Vednærmereeftertanke kannu også jegindse, atenalmin¬

delig stol må virke høj formange mindre børn, der står på gulvet med et flagrende snørebånd, derergåetop. Siddendepå en stol har dehaftmeget

nemmerevedat lægge benenepå bordet^ogfa modhold. Som Bo ^gørdet!

Menkommer det så tilatgå galt for Bo? Nej, siger den 17-årige^oggår i

gangmedatfortælle^omdemangeafledningsmanøvrer, dererså kendeteg¬

nende for den lilleovertro:

i:så vardet OK,for sårørte man ved skoen

så stod den der ikke helt alene

detvarligesom hvisdusatte etparskoogså gikfra dem

men hvis dusattedemhurtigt

også tænkte overdet: der må de joikke stå

ogdusattedem nedpå gulvet

også sattebenetop oglavede eteller andet ved det

så vardetjo ikke detsamme somatstille sko på bordet

så vardet bareenfunktion

bordetvartilathjælpe

Eksempleteretblandt flere fra samtalen med den 17-årige,somviseratbar¬

netgjorde sigmangeindgåendeogpraktiskeovervejelserommulighederne

for atafvende et truende varsel. Men i gaven til mig blev de ikke skrevet

ned. I barnets bog omtales kun éneneste afledningsmanøvre inr. 11, hvor

der stårat»mankan nåatredde det, hvis man kaster lidt salt overvenstre skulder«. Ellers fastholdeskategorisk de 7 års ulykkesom den uafvendeli¬

gefølgevirkning.

Hvorforfa 'en begynder

sidde

fløjte ved bordet?

I slutningen afvores samtale drager den 17-årige selv nogle vigtige kon¬

klusioneromsammenhængen mellem det usandsynlige, det mærkelige og detfarlige:

i: altså^-

enafde gennemgribendetingved alle de her 7årsulykke^er

attingeneerrelativt usandsynlige.

Hvorfor skulle derværetremennesker

der tænder^en tændstikpåpræcissammetid, ikke?

Hvorforerdet så uheldigt^atman ligepræcisbliver 13 tilbords

nårdettiteratman kommer_parså ^man bliverenten 12 eller 14?

Hvorfor fa 'en begynder^man atsidde^ogfløjte ved bordet

nårmansidder ogspiser, ikke?

Deterdaegentlig også en lidt mærkeligtingafgøre, ikke?

Og hvisman taberetglas

så erdettemmelig sandsynligt det gåristykker, ikke?

b: ^... deterdetmærkelige

i:på^en eller anden måde:

detmærkelige bliver også nogetfarligt.

Menhvad kanman så stille _opmod »det farlige«? Havde jeg kunhaft bar¬

netsbogog detraditioner, der omtales i den,varsvaretblevet: »ingenting«.

Anvendes en simpel indholdsanalyse bliver budskabet entydigt: er skaden sket, vil ulykken komme og sommetider vil du på denne måde blive den

indirekte årsag til andres ulykke. Derfor vil der ikke alene skenoget sørge¬

ligt, men skyldfølelsen vil også puste dig i nakken. Og det er det værste,

somden 17-årige understreger: dette atværeskyld i andressorg ogulykke.

Tilbageblikket viser imidlertid, atogså barnet så udveje.

Veje ud af

handlingslammende

I samtalen beskrives ikke mindre endtre forskellige veje ud af^en overtro, der vil diktere dethandlingslammendebudskab: ulykkeom 7 år.

Lettestatkommeomvederdeanvisninger, hun opfatter^somligegyldigt pjat, skjulte forsøg på at få styr på børn eller rent og skært uforståelige (f.eks. nr. 1 om tændstikkerne, nr. 4 om at fløjte, nr. 5 om glasset og nr. 8

om fødselaren). Nr. 14 om den sorte streg i panden kommer senere til at høre med til denne _gruppe, lige som nr. 13: hvismangårgennem en stige.

»Detkanmanjo ikke«, somhun indvender i samtalen.

Da hun ikke kan tage denne første gruppe alvorligt, er de naturligvis

nemme nokatkomme uden om. Menogså i detilfælde, hvor anvisninger¬

neberører hende dybere,prøverbarnetatfinde udveje. Isamtalen omtales yderligere to udveje. Mest iøjnefaldende er afledningsmanøvrerne, hvor nogle er mere individuelle (som omtalt i forbindelse med nr. 6), medens

andreertillært tradition(som i nr. 11)

Den sidste af hendesudveje vil jeg beskrive sometmodangreb. Det hun kæmper imod,ertraditionernes forsøg på atfastholde hendesopmærksom¬

hed. Her vender hunsig modenlivsnerve i de indforståede traditioner,nem¬

lig deres blik for begivenheder! Når den lille overtro kaster spotligth på noget hverdagsagtigt og siger: dette betyder noget, rives det beskyttende hylstersomkendetegner hverdagen i stykker. Detsomførvarbegivenheds¬

løst, fremstårnuladet medbetydning, oveni købetenskræmmende betyd¬

ning, der i bogen fremtrædersometvarsel: ulykke om 7 år! Barnets mod¬

angreb består iat gå den modsatte vej aftraditionerne. Detvil sige at gøre détbegivenhedsløst,somtraditionen hævderer enuheldssvanger begivenhed.

Snyd traditionerne!

Første ganghunnævnermetodeneriforbindelsemedtolkningen af de 7 års ulykke. Her siger hun tilsyneladende temmelig ulogisk, uden atjeg forstår nogetsomhelst:

i: det, atdet kom <om 7år> det kunne så være atman til den tidvarholdt opmedatbegyndeattælle

også troede ^man ikke detvarderfor

ellereteller andet

Anden gang i samtalen, hvor hun kommer ind på kunsten at skærpe sin opmærksomhed for detbegivenhedsløse, handler det ikke om at ladevære medattælle, men omatkunne tie stilleogholdeopatgørenoget.Hersiger

hun^mere sammenfattende:

i: ... detmærkelige bliver ogsånogetfarligt

deterdet handlerom

(pause)

sådanerdetjo medmangeting

det^man ikke kanforklare

om detsigerman:

så laderviværeattalemere om det så laderviværemedatgøredet.

Hvisdu talerom det, såerdetfarligt.

Deterfarligt.

Disse forsøg på ^at »snyde traditionerne« og deres skræmmende blik for begivenheder, far mig til at tænke på den franske hekseforsker Jeanne Favret-Saada, som gennemførte et langvarigt feltarbejde i Sydfrankrig. I bogen »Ordene, dødenogforgørerne« (1980)understreges-ligesomi cita¬

tet - betydningen af ords begivenhedsskabende karakter, ^som i forening

medtraditioners blik formønstreoggentagelser kan blive bestemmendefor,

hvordan_nyeulykker opstårogudvikler sig. Ienverden med levendehekse¬

forestillinger,menerFavret-Saada,atdet øjeblikerafgørende, hvoreneller

anden med autoritetsiger: »Denne serie af ulykker harenårsag, deudgøret

mønster og skyldes ikke tilfældigheder. Her kræves fuld opmærksomhed,

for hvadderforegår.« I Favret-Saadas undersøgelse beskrives de alvorlige

konsekvenser bla. i forbindelse medenkvindeshensygnenogdød påetpsy¬

kiatriskhospital, efterathun erblevet afsløretsomheks i alles øjne^-også

sine egne(Favret-Saada 1980; Hastrup 1986).

Sombåde Anthony Giddens og JeanneFavret-Saada fremhæver på hver

deres måde, er dette at kunne styre opmærksomhed og uopmærksomhed

altsånogetuhyre vigtigt. Mendetgørdet ikke lettere og slet ikkeuproble¬

matisk for den enkelte.Navnlig ikke når det drejer sigometbarn i detsen¬

moderne samfund, hvor det hører til sjældenhederne, at der findes mere almentanerkendte_ogfælles regler for, hvad der kræveropmærksomhed,^og

fuldstændig hverdagsagtige petitesser, hvor hun tilsyneladende lærer mest

af kammeraterne inden for børnenes kreds, men også noget af de ældre generationer. Menalvoren bliver ikkemindre af det. Og når deindforståede

traditionerikke alene ermed til at skabe et blik for ulykker, men også vil

indlære hende i ^enskyldfølelsefor andresulykkeogdød, ja, såtrorjeg, den

17 årige gørret, når hun udser sig opmærksomheden for det begivenheds¬

løse-glemslen i alle dens former^-til sitvåben mod traditionenstvang:

i: detsommoralen erved alle de der:

hvisdu kommer udfor^nogetmærkeligt

skal du ikketænkeoverdet

så skal du prøveatglemme detigen på nogle af dem skal du måske handle

menpå andre kan du ikkegørenoget b: hvaderdetfornogen

i: hvadfor nogen?

b: man skal prøveatglemme

i:jamen det^erdem alle^sammen

hvaderdet du ikkeforstår?

- altså du skalselvfølgeligprøveatundgå^tingene

men når du hargjortdet...

(pause)

så ville du ikkenødvendigvis føleatden ulykke du kommer udfor

varnogetdu selvvarskyldi.

Ogdeter værre.

Den lille overtro i det senmoderne

samfund

I indledningscitatet omtalte jeg en situation, hvorethyggeligt frokostbord

foretkortøjeblik forvandles tilenmindre krigsskueplads. Indigneret siger repræsentanternefor detoyngregenerationer nej tilat overtageentradition,

som tydeligvis spilleren væsentlig rolle for kvinden i den ældste genera¬

tion. Ikampenom, hvad det betyderatfløjte ved bordet, havde traditionen ingen autoritet.Viskulle ikke vælge den, fordi detvartradition. Som deter

typisk for mennesker idet senmodernesamfund valgte vi imidlertid afper¬

sonlige årsageratrespektere den, fordi vi holder af minmor. Passivtover¬

togvi kendskabet til forestillingen udenatgøre dentilvores oglagrede den på en hylde i vores supermarked for traditioner, hvorfra den hentes frem

ved passende lejligheder som »tradition-for-hvad-man-ikke-gør-fordi- nogen-bliver-kede-af-det«. Hverken jeg eller min datter har glemt densiden

ogrespekterer den begge i dag, når vi ellers husker det.

Helt anderledesalvorligt forholder vi^ostil nogle af de andre traditioner,

vi drøfter. Faktisk bliver vibegge temmelig tankefulde efter samtalen, da det går^op for ^os, at barnets spekulationer ikke kun gjaldt ulykker, men skyld

forulykker.

Dajeg fik min julegave forsnart10år siden, så jeg ikke denne alvor. Fag¬

ligt set fascinerede bogen mig særligt af kulturhistoriske årsager. Først og fremmest fordi den gav enoverbevisende dokumentation af»levende tradi¬

tioner«.Men også fordi, den varet interssant vidnesbyrdom, atbørnikke

alene lærervittigheder, sange og anden børnefolklore af deres kammerater,

menogså sådannogetsomden lille overtro.

Samtalenviser,atbogen ogsåvarled i barnetsmodningsproces i det^sen¬

moderne samfund. Blindt at acceptere traditioner som autoritet kunne der

ikke være tale om (jfr. Brembeck& Johansson 1996). Tværtimod var bar¬

net i fuld gang med at danne sig sin egen mening om vilkårene for til¬

værelsen ienrisikofyldt omverden. Når hun registrerede anvisningerne og deresbetydning,vardet også foratkunnetagekampenopimod dem. Som

barnaf modernitetenvarhun i fuld gangmed selvatfinde ud afnoget. Også

denudvej atvæbnesig med intens opmærksomhed for detbegivenhedsløse

foratkunnesnyde nærgående traditionerogderes urimeligeblik for skræm¬

mendebegivenheder.

Note

1 Dette ogandre kursiverede citater i artiklenstammerfra udskriften fraensamtale mellem mig (b)ogmin datter(i)optagetpå bånd oktober1996. Foretagesder spring i citatet iforhold til ud¬

skriftenangives dette medtegnet: o.

Anvendt litteratur

Brembeck, Helene & Babro Johansson(red) 1996. Postmodern barndom. Skrifter från Etnologi¬

skaforeningen i Västsverige 23. Göteborg.

Douglas, Mary 1973 (1970).Naturlige Symboler. København.

Favret-Saada, Jeanne 1980(1977). Deadly Words. Wichcraft in Bocage. (Les Mots,lamort,les sorts). Cambridge.

Giddens, Anthony 1997 (1991). Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under sen¬

moderniteten. København.

Hastrup, Kirsten 1986: Hekseri ogpsykiatri. Et eksempel fra Frankrig. Sygdomsbilleder. Me¬

dicinsk antropologiogpsykologi. RedigeretafPeterElsass ogKirstenHastrup. København,

15-32.

Piø,Iørn: Denlilleovertro.Håndbogomhverdagens magi. København 1973.

Piø,Iørn:Bank under bordet.Femsmå kapitler af dagligdanesovertro.København 1963.

Rørbye,Birgitte1997. Kan traditioner køre i hvid limousine?Traditionerer mangeting.Festskrift

til Iørn Piø. Else Marie Kofod ogEske K. Mathiesen (red). FDFm 88. 303-312.