Der var engang et egensindigt barn, som ikke gjorde, hvad dets mor sagde. Derfor syntes den kære Gud ikke om det og lod det blive sygt, og ingen læge kunne hjælpe det, og i løbet af kort tid lå det på døds- lejet. Da barnet var sænket i graven og jorden var kastet til, så kom dets lille arm pludselig igen til syne og strakte sig op i luften, og da de lagde den ned og kastede ny jord på den, så hjalp det ikke, og den lille arm kom op igen den ene gang efter den anden. Så måtte mode- ren selv gå til graven og slå den lille arm med spanskrøret, og da hun havde gjort det, så trak den sig tilbage, og barnet havde endelig fred under jorden.
Brødrene Grimm
Det egensindige barn
Passage 52 – 2005
© Peter Mouritzen og Roald Als Knokkel-hånden 1988, Apostrof
