Formidling af arbejderkultur

Formidling afarbejderkultur

AfAnnette Vasström

At formidle betyder at overføre ^og fortolke ^et budskab fra ^{en gruppe} af

mennesker til enanden, entenvedhjælp af lyde tegnogfagtereller i form

af materielleobjekter.

Et eksempel på den klassiske form for formidling er fortællingen. Her er mediet forformidlingen det talte ord,ogformidlingen sker i ensituation af samtidighed, i en direkte kontakt mellem budbringer/medie og modta¬

ger/publikum. Budskabet kan også overføres gennemnedskrevne ord eller tegn, hvor overførslen af budskab fra mediet/fortolkeren til modtageren (læseren) kanfindested ietuendeligttidsperspektiv^-budskabet sigter ikke

kunpå nutidenmenogså på »eftertiden«. Endelig kan budskaber formidles

gennemden materielletingsverden, vedatsammenstilleogudstille de fysi¬

skeobjektersommennesker har skabtogbrugt i tidens løb i hverdagsliv ved

ceremonier ogfester, i profane ^somsakrale sammenhænge.

Museerne - de kunsthistoriske som de kulturhistoriske ^- er institutioner,

somarbejder med menneskers tingsverden. Formuseerne er de materielle genstande ikke alene envigtig kilde til viden om tidligere tideres kulturer

menogså det primære middel forenfortolkningogformidling af viden^om

denkulturarv,museerne ersattil at varetage.

Genstande som kilde til _og

udsagn

kultur

Eralle de mangeting rundt omkringpå^museernevirkeligt nødvendige?Og

hvad erdettingenerummerfor budskaber somikke kan formidles gennem ord eller billede?Disse »håndgribelige« ting, hvadfortæller de os?

Museer opbygger samlinger af genstande. Samlingerne består af ting,

somengang indgik ienspecifik sammenhæng ude i den »virkelige« virke¬

lighed. Påmuseetplukkes de ud af deres sammenhæng, defineres, katego¬

riseres _og far et genstandsnummer. Genstanden indgår nu i en ny - en

»museal«virkelighed, dener blevet »musealiseret« sometnummeri sam¬

lingen.

De mangegenstande rundt omkring påmuseerneshylderrummer mæng-

der af lagret information om produktion, brug og nedslidning igennem

deres livsforløb. I deresudgangspunkt fortæller deomselve produktionen,

- om materiale ogfremstilling. De fortællerom brug ogfunktion til hver¬

dagogved højtiderogde fortæller ogsåom gradvis slitage, degraderingog denendelige kassation. Når ting havner påmuseumskyldes detnetop, atde

er»puffet ud« af de »aktive« gestandes virkelighed. De har ophørt med at fungere, fordi de var slidtop, varblevet upraktiske, forældede, umoderne.

Ved dette kritiskepunkt i genstandenes livsforløb bliverdeentenkasserede

ogdestrueres eller tilføjes nytliv,entenpå det frie marked f.eks. på loppe¬

markedet eller antikvitetsmarkedet, eller som museumsgenstand. En gen¬

stand kan gennemgå flere sådanne brugs-cykler og hver gang det sker vil

den fåtillagten nyværdi. Museerneer enintegreret del af detmarkedsom

opgraderer ogværdisætter genstande; for de kulturhistoriske museers ved¬

kommende gælder dette især fordi genstandene formuseerne rummer øge¬

de informationerjo flere »brugsforløb« de har gennemgået.

Det er denne genstandens indlejrede information om brug og funktion

såvel somsymbolsk indhold, somdetermuseetsopgaveatforløseogfor¬

midle. Genstanden fortæller ikke umiddelbart disse ting »af sig selv«, de

skal ofte fravristes den vedhjælp af andre kildegrupper.

De udsagn som skal aflokkes genstandene handler ikke blotom tingene

selv^-dehandleri sidste instansommenneskenebag tingene, dem derpro¬

ducerede, dem derbrugte dem, holdt af dem, tillagde dem betydningog om

dem, der tilsidst kasseredetingene Men også omde mennesker der støvede tingene af, reparerede demogbrugte dem inyesammenhænge, tillagde dem

nyebetydningerog om dem, der til sidstbragte tingene ind til^museet.

Menhvorfor kan vi så ikke bare nøjes medat indsamle oplysningerom disse mennesker gennemfotografierogarkivalier, eller vedat »bånde« TV

og Radio? Harvi ikkenok af kildemateriale uden vi behøver alle de ting,

som desuden tagervældig meget plads op? Hvad erdet egentlig, tingene fortæller, somvi ikke kan faoplysninger fra andre steder?

Hvis vi gjorde det tankeeksperiment, at vi afskaffede alle museer og

»gemte på« historien i form af arkivalier, fotografierog film ^-alle de 2- dimensionelle, »flade« kilder, så ville museerneuden tvivl opstå igen fordi tingene berørerospå en anden måde end både ord ogbilleder. De ertre¬

dimensionelle, eksisterer i tid og i rum, som vi selv gørdet. De formår at tale til mange andresanserend den visuelle: de erstoflige, mankansnuse tildem,røreved dem,ogdefylder! Deerpåtrængende, ogstiller krav tilos

omatblive begrebet, forstået.

De fortællerosførst ogfremmest,atde harværetdele afenhelhed, afen

kontekst,ensammenhæng, somvinukun kan observere i brudstykker,men de fortæller^osogså atdenne helhed harværet virkelighed for mennesker-

engang- og i sig bærer de budskaberom dennevirkelighed, somkan for¬

tolkesafos. Genstandeneindgår dermed ienkommunikation mellem nutid

og fortid,^-deertegnietsprog, kulturenssprog, somoverfører budskaber

itid_{og rum.}Disse budskaberer enintegreret del af kulturen,og museernes

fortolkning ogformidling afhænger derfor afhvilken kultur- ogsamfunds¬

opfattelse fortolkningen hviler på.

Kulturbegreb

arbejderkultur

På Arbejdermuseet havde vi ^{engang en}medarbejder i registreringsafdelin-

gen. Hanvarmegethistorisk interesseret ^og optagetafatstudere arbejder¬

klassens_og-bevægelsens historie, især med henblik på det politiske niveau

i klassekampen. Han arbejdede på museetefter egetønske, men oplevede

vist nok lidt afetkulturchock ved konfrontationen med de genstande han

fik i hånden. Set med hans øjne havde arbejderne generelt en rystende dårlig smag, oghan mentedetvarforkert afmuseet at indsamle og bevare genstande som udadtil fortalteom, hvor dårlig ^{en smag}arbejderne faktisk havde; set fra hans synspunkt medvirkede vi herigennem til en nedvurde¬

ring af arbejderkulturen, vi burde i stedet kun udstille de »gode« arbejder¬

hjem, de progressive hjem, hvormanhavde indrettet sig i overensstemmel¬

semed funktionalismens idealeromdetlyse, lettq,funktionelleogpraktiske hjem uden præg af nostalgi og forvirret stilblanding, der kunne røbe småborgerlige tilbøjeligheder.

Detvoresmedarbejder i virkeligheden spurgte om var: erarbejderkultu¬

ren nu også fin nok tilatkomme på museum?Burde vi ikke nøjes med at vise det unikke vedarbejderkulturen,ogsågemmeden dårligesmag, defat¬

tige hjem, og det snavsede arbejdstøj? Burde man ikke kun udstille arbej¬

dernes søndagskultur, fanerne, sammenholdet, organisationskulturen for dogat»hæve« arbejderkulturenoppå det niveau, hvor denkunne tålesam¬

menligning med andre kulturer?

Museumsverdenen har sitegetsociale hierarki afhængigt af, hvilken del af

markedetmuseerneertilkoblet. Kunstmuseerne indtager her^enhelt speci¬

elposition i kraft af deres legitimering af kunstværkers værdiakkumulation.

Menogså de kulturhistoriskemuseerindtager forskellige positioner i kraft

af deres samlingers omfang og indhold. Nationalmuseet, der rummer de samlingersomlegitimerer Danmarksom ennationalstat, indtagerendomi¬

nerendeposition i hierarkiet i relation til f.eks. Arbejdermuseet. Dettemær¬

kes helt ned i dagligdagen, fordi folk kontakter os om genstande, de ikke

selv finder finenoktilatkommepåNationalmuseet^-de fornemmeristedet

atArbejdermuseet, »deter vores museum,herertingene gode nok«: Hvis

IArbejdermuseets udstilling om arbejderfamilien i 1950erne har museet indrettetenlejlighed med møblertypiskeforperioden. (Foto: Allan Schnip-

per,Arbejdermuseet).

vi ikkenetoptogimodogudstillede de ydmyge ting, hverdagens ting, så vil¬

le vi ^væremed til at cementerehierarkiet.

Hvis vistræbte efterat»hæve«udstillingernes stil-indhold,ogrensede ud

blandt»rædslerne«, ville vi bekræfte arbejderkulturen som en underordnet

kultur i forhold tilden mere rigtige og nationale kultur. Derfor udstiller vi

med stor fornøjelse de mange ting, de slidte, mærkelige kuriøse ting, som

»vores«mennesker harbrugt, har samlet påogholdt af. Gjorde vi ikke det¬

teville viacceptere, at rettentilatdefinere det»rette«livden »rigtige« kul¬

turlåudenforarbejdernes rækkevidde.

Museumsloven pålægger museerne at bevare og dermed også at definere

»kulturarven«. Denne kulturarv blev indtil for ganske nylig defineret som omfattende denkunsthstoriske, denarkæologiskeogden førindustrielle kul¬

tur,mens industrialismens kultur først i de sidste tiårerblevetgenstand for

en egentlig indsamlingspolitik. Den organiserede arbejderbevægelse har dog efterhånden kunnet udfordre den dominerende kulturs opfattelse af det rigtige^-det korrekte livoghar tilkæmpet sigenpositionindenforendel af

den dominerende kulturs bastioner. Arbejdermuseets etablering for 10 år

siden er en logisk konsekvens af denne kamp om retten til selv at kunne

definere sin fortid som endel af den nationale kulturarv.

Formidling afarbejderkultur

Den arbejderkultur Arbejdermuseet skal formidle til en omverden ersåle¬

des enkultur, der harværetprægetafenkonstant kamp om at sikresig en

placering i relation til den dominerende kultur, en kamp der nogen gange harført til en acceptaf den dominerende kultusnormer, mens det i andre

tilfælde har væretmuligt atetablere en mere offensiv modkultur. Kampen

føres ikke blotpå etoverordnet politiskog økonomisk plan menhelt ind i hverdagen, hvor denprægerde sociale relationer og kulturelle udtryksfor¬

mer. Dennekampom rettentilatdefinere sitegetlivogsin egenkultur bør

præge selve formidlingssituationen, somjo i sig selv indebærer en legiti¬

mering af arbejderkulturen i relation til dendominerende kultur.

Formidlingen er en kommunikativ proces derenten kan ^være præget af belæring^-af en-vejskommunikation^-elleraf interaktionogdeltagelse. De

klassiskemuseumsudstillingervari høj grad udtryk for de belærende,typo- logiserende holdninger, hvor genstandene blev brugttilatdemonstrere den vestlige civilisations udvikling fra det enkle til det komplicerede. Her var det den dominerende kultursombelærte omsin egenoprindelse ogfunda¬

ment, hvorudviklingen var ennaturlig, uundgåelig udviklingsproces.

På Arbejdermuseet har vi i stedet arbejdet med den interaktive formid¬

ling, ogbestræbt ospå at arbejde med etudstillingssprog, hvorgenstande¬

ne indgår ien sammenhæng, som gør demumiddelbart genkendelige. Det¬

te fører til et andetudstillingssprog end tidligere, etsprog hvor detaljernes mængde skal overbevise ^og vække minder så ^man genkender forskellige situationer, og gennemgenkendelsen også forstår, hvad der fortælles. Her¬

ved kommer udstillingen til at indgå i en dialog med de mennesker, som

besøgermuseet.

PåArbejdermuseetkanpublikum groft inddelesi togrupper-delsgrup¬

pen af»osselv«-af lønarbejderne, arbejderfamilierne-somselverbære¬

reaf denkultur,museetfortællerom, dels »de andre«, udenforstående, med

rod ienanden kultur. Hvor »de andre« forbliverpublikum, betragtere, såer gruppenaf»osselv«, arbejderfamilierne,enforudsætning formuseetseksi¬

stens,-deterfra denne gruppemuseethentersin videnom arbejderkultu¬

reni_{dens mange} forskellige variationer.

Samspillet medpublikum giver mange forskellige formidlingsmulighe- der, hvilket der gives eksempler på i det følgende. Der er imidlertid også

klare begrænsnninger i museets muligheder for at indsamle og formidle

viden om centrale elementer i arbejderkulturen, ogderfor harmuseet ned-

Publikum i Udstillingen om familien Sørensen. (Foto: Allan Schnipper, Arbejdermuseet).

satenprojektgruppe, som udvikler mulighederneforetheltnytmuseums- center, der kan dække de områder, Arbejdermuseet har vanskeligt ved at formidle.

Familien Sørensen ^- historien ^{om en} »ægte«

arbejderfamilie

Ibegyndelsen af 1990 blev vi påmuseet spurgt,omvivarinteresserede iat overtage en komplet lejlighed, som havde stået praktisk taget urørt siden

1915. Lejligheden havde tilhørtenarbejdsmandoghansfamilie,og famili¬

ensnæstyngste,dennu92-årigeYrsa, skulle flyttepå plejehjem. Museet far

ofte henvendelser om atovertagemøblerogandet indbo,men somregel er der kun tale omdele afetmøblement: spistebordogstole,ensofa eller lig¬

nende. Hervardermulighed forat overtageogudstilleenhel lejlighed med komplet inventar.

Historien om Yrsas lejlighed viste sig at være en historie om en helt almindelig arbejderfamilie, derengangi forrigeårhundrede flyttede fra Ian-

YrsaSørensens hjem på GI. Kalbrænderi- vej. Her havde hen¬

des familie boet

siden 1915. Museet overtoglejligheden i

1990 og den ^er nu

opstillet på Arbej¬

dermuseet. (Foto:

AllanSchnipper)

det ind til byen for at fa bedre muligheder. Familien bestod af brænderi¬

arbejderP. M. Sørensen,hans kone de 8 børn de efterhåndenskaffede sig. I

1915 flyttede de ind ienlejlighed på GI. Kalkbrænderivej påØsterbro. Ind¬

til da havde de boet mangeforskellige steder påØsterbro, men i denne lej¬

lighed blev de boende, ogda forældrene døde overtogbørnene lejligheden.

Derblev imidlertid ikke ændretpå møbleringen ellerpå lejlighedens udstyr

og den giver derfor et godt billede af den ufaglærte arbejder lejlighed i begyndelsen af dette århundrede, etmiljø det ellers ervanskeligt atdoku¬

mentere, forditingene erforsvundet-slidtopellerkasseret.

Museet lod derfor Yrsas lejlighed være den røde tråd i udstillingen om Familien Sørensen*en udstilling, der til forskel framuseets øvrige perma¬

nente udstillingerom perioder i arbejderklassens historie, fokuserer på en

Stuen i Yrsas hjem. Her trakteredes familien på kaffe, kaffebrød^ogchoko¬

ladepastiller ved særlige begivenheder, ^som dengang dronning Elizabeth besøgte byen. Fra stuevinduetvarder fint udkig til kortegens rute ad Ndr.

Frihavnsgade. Foto:Allan Schnipper, Arbejdermuseet.

konkret familie, og familiens liv igennem flere generationer i et arbej¬

derkvarter i København. Familiener»autentisk,og lejlighedenerdet, men

enstordel afudstillingen eropbygget omkring rekonstruerede miljøer, for

at fortælle om den hverdag, familien levede i igennem mere end 100 år:

Vandringen fra landet til byen i forrige århundrede, jagten påen lejlighed omkring århundredeskiftet, fritidslivetog arbejdslivet. Udstillingenanven¬

der såledesforskellige metoder tilatskabeenautencitetoggenkendelighed,

delsi form af den»ægte«mennogetnedslidte lejlighed dels iform af kopi¬

erogrekonstruktioner. Udstillingen problematiserer dermed også opfattel¬

senaf»detægte«,for i hvilken situation oplever vi detmest»ægte« miljø?

Idengamle dames nedslidte barndomshjem, eller imuseetsandreudstillin¬

germed rekonstruerede hjem fra 30'erneog50'erne.

Havnearbejderudstillingen

udstilling

»autentisk« situation

Iefteråret 1991 åbnedemuseetensærudstillingomhavnearbejdet^oghavne-

arbejdernes vilkår. Ofte planlægges udstillinger inspireret af jubilæer eller

andremærkedage; menher varudstillingen inspireret af interne diskussio¬

nerpåmuseet, førstogfremmest forårsaget afetbehovforat dokumentere

og beskrive arbejdsprocesser, som netop nu undergik kraftige ændringer

somfølge afnyteknologi. Museethavdemegetfa genstande fra havnelivet,

ogikkenogen særligstorviden herom. Udstillingensemneblev fastlagtca.

1V2 år føråbningen, og i løbet af dette tidsrum lavede vi samtidigetdoku¬

mentations- og indsamlingsprojekt. Gennem havnearbejdernes fagforening

fikvi etmeget tæt samarbejde med havnearbejdernes efterlønsklub^ogmed

»Havneklubben af 1980« som organiserer Frihavnens arbejdere. Frihavnen

er langt den størte arbejdsplads i havnen i dag. Desuden fik vi hjælp fra arbejderne i den »gamle« havn, der idag kun omfatter Sydhavnen. Havne¬

arbejderne stillede^optil flere interviews såvel enkeltvis somigrupper. De hjalp^osmedatfinde gamle arbejdsredskaber^ogarbejdstøj frem, de gav os

gode rådom, hvordan enrigtig »længe« skulle lægges i en strop, viste os hvordanmanbedstarbejdede med »hooksene«, når dervartale om sække- gods eller kassegods, og fortalte os mange gode historier fra havnemiljøet

omarbejdskampe ogsammenhold, ^om»farligt gods«, der kunne koste hel¬

bred ogliv,og omden »til tider lidt letsindigeomgangmed godset«,somde

selvudtrykte det, der kunne give udbytte i form af kaffebønner,nyetennis¬

sko,arbejdstøj, nogle dråber whisky, eller hvadmansådan ellerstrængtetil.

Undersøgelsen bragtemegetmateriale ind tilmuseet:beretninger såvelsom

genstande. Det blev en udstilling som formidlede på mange forskellige

»planer«, bl.a. fordi selve emnet: havnen, tvang os til at vælge en anden

form end en opbygning af autentiske miljøer. I stedet valgte viatfokusere på afgørende situationer i havnearbejderens hverdag: udmønstringen til arbejdet centreret omkringen spændende figurgruppe, skabt af billedhug¬

geren Lisbet Stevens, skibslasten, fuld af kaffesække i færd medatlosses,

og varmestuen hvor et af sjakkene far udbetalt dagens akkordløn, mens andrestadig sidderogventerpåatfaenaften eller natte-tjans. Som kontrast

til disse tre miljøer skitserede udstillingen den moderne havnearbejder i containerhavnen, med moderne arbejdstøj, walkie-talkie og papirerne om den nye 2-årige havnearbejderuddannelse fremfor sig. Udstillingen var imidlertid kun halvdelen afformidlingen, idet vi produceredeet diasshow

som introduktion tiludstillingen, en antologiog enbilledkalender. Endelig

fikvi etableretetmegetfint samarbejde med havnearbejderne, idet^{en grup¬}

pe på 10 »efterlønnere« stillede sig til rådighed somguider. Hver tirsdag i

heleudstillingsperioden kunne skoleklasser således gennemgå udstillingen

sammenmedto havnearbejdere, somselv havdeprøvetdet hele: mønstrin¬

gerne, ventetidenogdet hårde slid, menogså spændingen omkring hvilket

Tidligere havnearbejderLeo Bjergsted viseren skoleklasse rundt i udstil¬

lingen 16tons, der skildrede arbejdetihavnen. (Foto: Allan Schnipper).

skibmankom udpåogendelig^-glædenovergodt kammeratskabog sam¬

menhold underkonfliktsituationer.

Udstillingen afprøvede enrække nye formidlingsformer på en gang, og isærvores stampublikumsyntespåmangemåder, detvar en sværudstilling.

Vi udfordrede mange tabuer. Fordet første startede udstillingen med dias¬

showet. Det betødat rummet henlå ihalvmørke, hvilket forvirrede endel.

Dernæsthavde vi medvilje opbygget havnemiljøet således,atden besøgen¬

de under sinrundgang i udstillingen uundgåeligt måtte gå ind mellem møn-

stringsgruppens figurer, ogderved selv bliveen del af sjakket. Overfor sig

så den besøgende så formandens barske mine ogpegende finger ^- erdet mig, han mener? Omkring mønstringsgruppen lå der opstablet kasser, sil¬

detønder ogsække, såmannæstensnubledeoverdem. Sildetønderog-kas¬

ser spredte en velsignet lugt, så udstillingen lugtede i hvert fald ikke af

»museum«. At træde ind igennem denne del af udstillingen i tæt kontakt

med figurer og genstande og med sildelugten i næsen virkede ^som sagt

skræmmende på en del ^gæster, og vores opsynspersonale bebrejdede os

kraftigtvoresforsøg på fornyelse af udstillingsformen. Selvvarvi imidler¬

tid glade for de kraftige reaktioner, fordi de demonstrerede atudstillingen

ikke kunneundgåatpåvirke publikum,^-ensituationsomi højeste gradvar

tilsigtet.

Arbejdermuseet

forsamlingsbygning,

formidling

gennem

brug

Arbejdermuseets største »genstand« ^erselve den bygning, museet ligger i:

Arbejdernes Forenings og Forsamlingsbygning. Opført i 1879 for at give arbejderne husly mod politisk forfølgelseerden i sig selvet monumentover

arbejdernes kamp mod den dominerende kultur, den udgør^etdomæne, der

i bogstaveligste forstand blev erobret fra borgerskabet. Huset rummede i

over 100 årkontorlokaler og festlokaler for forskellige greneaf den organi¬

serede arbejderbevægelse, og arbejdet med at fylde nogle af bygningens

rum med aktiviteter, derligger tætpå husets oprindelige funktioner en af

museetsvigtigste formidlingsopgaver i dag. Dennegenoplivning^-revitali- sering ^- sker i tæt samarbejde med husets mange forskellige brugere, og aktiviteterne strækkersig fraarrangementaf møderoggeneralforsamlinger

overteater- og koncertforestillinger til højtideligearrangementersomLO's kulturpris-overrækkelseogden tidligere LO-formands begravelse. Revitali- seringen indebærer førstog fremmest aktiviteter i huset, menogsåen gen¬

skabelse afde autentiske rammer, somrestaureringen af den gamle festsal

og indretningen afetklassiskdansk ølhalle-miljø i kælderen. Museets pla¬

cering i forsamlingsbygningen har derfor defineretmange afmuseetsakti¬

viteter, menplaceringen begrænser også mulighederne forat formidle den væsentlige del af arbejderkulturen, som knytter sig til selve arbejdslivet.

Museets lokaler er helt enkelt for små til at fremvise de lange rækker af

maskinersom varkarakteristiske forindustriproduktionen.

DOKKEN. Om

planerne for

oplevelsescenter

iKøbenhavn

Siden 1990 har Arbejdermuseet arbejdet med atudvikle et nyt museums-

koncept, Dokken,museums- ogferiecenter. Ideenmed projekteteratskabe muligheder for at formidle en vigtig del af arbejder- og industrikulturen:

selvearbejdslivet i dets farlige,skræmmende,ogfascinerende facetter.Den

nyeteknologi^ersamtidigt vedatudsletteresterneaf den gamle industrikul¬

tur,_ogoveraltiEuropaarbejdes der derfor med projekter omkring bevaring

afindustrimiljøer. IDanmark har Miljøministeriet først indenfor de seneste år foralvor faetøjneneopfor betydningen afatbevare gamle produktions¬

anlæg, ogderergennemførten række bevaringsplanerog fredninger, som

Museetsfestsal^{er ram¬}

me ommangeforskelli¬

ge arrangementer i lø¬

bet af året. Her er der

dækket _op til morgen- bord iforbindelse med

arrangementet »Kam¬

mermusik med birkes«

en søndag formiddag.

(Foto: Allan Schnip- per).

f.eks. fredningen afen stor del af Orlogsværftets produktionsbygningerpå Holmen, medsmedje, tørdokogkraner.

Deternetopdisse bygninger Arbejdermuseet har planerom atgenbruge

tiletnytindustri-oghavnemuseum. Detnye museums- ogferiecenter fore¬

slåsopbyggetsometoplevelsescenterefter efterinternationale forebilleder,

hvoroplevelserne i museetkan kædessammenmedenrække andre aktivi¬

tetersombådture udpå Øresund, ophold ienaf de ferielejlighedersombyg¬

ges i tilknytning til museet, besøg i butikker og restauranterpå området,

eller blot slentreture langs kajerne i det meget charmerende miljøpå Hol¬

men.

Museethararbejdet med planerne ica. 5 år, ^ogundervejserde oprinde¬

lige tanker blevet ændreten del, menhovedindholdet i oplevelsesmulighe¬

derneligger fast. Museetskal formidle industri-ogtransportarbejdets histo¬

rie_{gennem en}række udstillingerogarbejdende værksteder, medetrepara- tionsværft for ældrejernskibesom encentral del afmuseet.

Formidlingen bliver det vigtigste i museumscenteret. Med inspiration fra

udlandet arbejdes der således med fireforskellige formidlingsteknikker: et

multimedieshow omhavnens ogHolmens historie, et»dark ride« igennem

etskibsværft, hvor debesøgende kører ivogne gennem enrække scenerier,

et»eksperimentarium« for industriarbejde, hvor derbliver mulighed forat

SmedenKaj Larsenudsmeder^enøjebolt afetstykkejern ihavnevæsnets^nu nedlagte smedje på Refshalevej i Københavns Havn. (Foto: Allan Schnip- per).

afprøveenrække teknikkerogarbejde medemner somarbejdsmiljøogfor¬

urening, ogendelig de arbejdende værksteder i tilknytning til reparations- værftet, hvor der blivermulighed foratkomme på besøg under ledsagelse

afkyndige guider. Museet skal desuden^{rumme en} række ^mere »traditio¬

nelle«udstillinger, der vil gørebrug af det udstillingssprog,som alleredeer udvikletpå Arbejdermuseet. Disse udstillinger vil fortælle om havne- og

transportarbejdet og om nogle af de mange varegrupper, som er passeret gennemhavnen, f.eks.erder planerometkaffemuseum i tilknytning tilcen¬

teret.

Museumscenteret vil, hvis planerne lykkes, blive afet omfang som er

usædvanligt for danskemuseer. Derfor vil det ogsårumme ressourcertil at indsamle ogformidle viden ^omindustrikulturen påenrække områder, som

numåopgives, fordi de simpelthenerfor ressourcekrævende. Idagervi nok

instillet på at frede en del typiske piler markante indsutrianlæg, mens maskinerne ogandet inventar skrottes. Detbetyder,atindustriernes facader bevares, mens indholdet: produktionsapparatet, der lagde grunden til sam¬

fundets nuværenderigdom,ogsamtidigt sled på arbejdernes kroppeogsjæ-

le, det forsvinder. Det bliversvært ati fremtiden fortælle kommendegene¬

rationer om denne del afkulturen, som dog prægede mere end 100 år af

dansk historie. Industriproduktionen lagde grunden til velfærdenogtil den fagligeogpolitiske mobilisering af arbejderne. Etmuseumscentersomkan

fortælledén historie, ogsamtidigt være med til at fastholde en del af den viden,somhar sin rod iindustriarbejdet, kan blive envigtig faktor når det gælderom at fastholde industrialismens historie. Den historie er også en værdifulddel af den danske^-og den fælleseuropæiske^-kulturarv ogden

erenafforudsætningerne foratforstå det danske^-ogdet europæiske sam¬

fund,somdetfungerer i dag.

På DOKKEN som på Arbejdermuseet vil museumsdriften imidlertid

baseresigpå desammeprincipper, hvormuseetvil bestræbe sig påat opret¬

holde endialog med sine brugere. Det,somskal dokumenteres, bevaresog

formidles, er enlevende kultur, ogi dette arbejde erdet ikke muligtat for¬

holdesig neutral, hverken når der indsamles, forskes eller formidles. Netop i relation tilarbejderkulturensom enhovedsageligt domineretkultur under¬

lagt andregruppersbedømmelse af værdier i levevisoglivsstil-bliversel¬

veformidlingenetindlæg ienform for kamp-kampenomrettentilatdefi¬

neredet »rigtige« liv.

Summary

Interpretation of workers culture

Isworkingclass culture fine enogh for museums? The article addresses the questionofourcurat- ors'attemplesatdefining the cultural heritage worthy of being preserved forposterity. TheWor¬

kers' Museum inCopenhagen considers its main objectivenotonlytocollectand exhibit artefacts representing thewayof life of workingclass families through generations but alsotoexplain the birth of this culturethroughaprolongedatruggletoclaimaposition in society and hence the rig¬

httoashare inour commonDanish culturalheritage. The notionogworkingclass cultureas acul¬

tureof theoppressed playsanimportant role for thewayin whichworkingclasscultureispres¬

entedthrough exhibitions and activitiesatthemuseum.Theauthor cites three examplesandout- lines theplans foranewproject developedonthe basis of the Workers' Museum'sownexperi-

encewith collections and exhibitions.