Danish University Colleges
Psykomotorisk behandling og wellness til personer med demens Evaluering af erfaringer
Stamp, Anne Schinkel; Frausing, Kristian Park
Publication date:
2017
Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Stamp, A. S., & Frausing, K. P. (2017). Psykomotorisk behandling og wellness til personer med demens:
Evaluering af erfaringer. Psykomotorikuddannelsen. VIA University College.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal
Download policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
Psykomotorisk behandling
og wellness til personer med demens
Evaluering af erfaringer
INDHOLD
1 Introduktion 3
1.1 Kort om projektet 3
1.2 Rapportens opbygning 4
2 Om projektets evalueringsmetode 4
2.1 Datagrundlag 4
2.2 Praktiske udfordringer ved evalueringen 5
3 Hvad sker der i behandlingen? 6
3.1 De studerendes beskrivelse af behandlingen 7
4 Konklusioner 8
4.1 Beboernes udbytte 8
4.2 De studerendes udbytte 14
4.3 Den praktiske gennemførelse af projektet 18
5 Fremadrettet / anbefalinger 21
5.1 Anbefalinger til udvikling af projektet 21
5.2 Anbefalinger til fremadrettet forskning i forbindelse med projektet 22
6 Bilag 24
6.1 Bilag 1: Opslag om talentforløb 24
6.2 Bilag 2: Arbejdsramme (Behandlingsguide) 25
Psykomotorisk behandling og wellness til personer med demens
1 Introduktion
Projektet Psykomotorisk behandling og wellness til personer med demens indledtes som et samarbejde mel- lem VIA Psykomotorikuddannelsen og Randers Kommune i efteråret 2014. På baggrund af positive tilbage- meldinger blev det besluttet af lave en grundigere evaluering af projektet. Denne rapport beskriver samar- bejdet og resultaterne af evalueringen. Rapporten har til formål at danne grundlag for en optimering og vide- reudvikling af samarbejdet og for en eventuel igangsættelse af projektrelaterede forskningsaktiviteter.
1.1 Kort om projektet
De psykomotoriske behandlinger af personer med demens blev påbegyndt i efteråret 2014 som et samar- bejde mellem VIA Psykomotorikuddannelsen og Træning/aktivitet i Område Syd, Randers Kommune, på initiativ af den psykomotoriske terapeut ansat i denne afdeling.
Samarbejdet har en dobbelt hensigt. For det første at tilbyde de medvirkende plejecentres beboere deltagel- se i en stimulerende aktivitet centreret om ’den gode oplevelse’. Deltagelse i behandlingen tilvejebringer muligheden for at blive stimuleret ikke blot fysisk gennem den manuelle behandling, men også psykisk og socialt gennem nærvær og uforstyrret samvær. For det andet er formålet at give de studerende muligheden for at træne deres færdigheder samt at få indsigt i demensområdet. Antallet af personer, som rammes af demens, er stigende, og det er væsentligt dels at udvikle indsatser, der kan forbedre tilværelsen for såvel folk med demens samt de personer, som omgiver dem, dels at synliggøre, at det er et område, hvor man som sundhedsprofessionel kan gøre en stor forskel.
Behandlingerne er foregået på to plejecentre, der i denne rapport er anonymiseret som Plejecenter 1 og Plejecenter 2, idet rapporten er offentligt tilgængelig. På Plejecenter 1 har der pr. januar 2017 kørt tre hold, og på Plejecenter 2 har der kørt to hold. Den primære målgruppe er som udgangspunkt beboere med let til moderat demens, men der har også deltaget en beboer med svær demens, som har haft stor gavn af be- handlingen. En nærmere beskrivelse af behandlingerne følger i rapportens afsnit 3.
Pladser som terapeuter i behandlingsforløbet bliver udbudt til de studerende som led i VIA Psykomotorikud- dannelsens talentforløb (bilag 1). De studerende tilbydes mulighed for at erhverve sig kompetencer inden for ældreområdet. De studerende sender motiverede ansøgninger, og på baggrund heraf udvælges til hvert
Forfattere: November 2017
Anne Schinkel Stamp
VIA Psykomotorikuddannelsen ASST@VIA.DK
Kristian Park Frausing
VIA Psykomotorikuddannelsen og VIA Aldring & Demens KRFH@VIA.DK
forløb fire studerende til at deltage. Foruden erfaringen opnår de en udtalelse til deres eksamensbevis. Det er et forudsætningskrav, at deltagende studerende har bestået deres eksamen i psykomotorisk behandling.
Denne er placeret efter modul 7 ud af uddannelsens 14 moduler på 2009-studieordningen, der var gældende under projektet.
Evalueringen af projektet er finansieret af hovedområdet VIA Sundhed og VIA Psykomotorikuddannelsen.
De medvirkende plejecentre har venligst ladet deres personale stille op til interviews, mens Træning/aktivitet i Område Syd har været behjælpelige med at formidle kontakt til interviewdeltagere.
1.2 Rapportens opbygning
I afsnit 2 redegøres der for projektets evalueringsmetode. Her bliver der redegjort for hvilke metoder, der er anvendt til dataindsamlingen, hvem der har deltaget, hvilken empiri, der blev genereret samt hvilke udfor- dringer der har været i forhold til at gennemføre evalueringen.
I afsnit 3 præsenteres selve den psykomotoriske behandling af de deltagende beboere med demens. Her redegøres for det oplæg, de studerende har fået, og der inddrages data fra evalueringsundersøgelsen til at beskrive, hvordan de studerende udmønter det i praksis.
I afsnit 4 præsenteres de centrale resultater af evalueringen. Den er opdelt i hovedafsnit vedrørende bebo- ernes udbytte, de studerendes udbytte og praktiske forhold vedrørende gennemførelsen af behandlingerne.
Rapporten afsluttes med afsnit 5, hvor der gives anbefalinger til det videre samarbejde, både i forhold til den psykomotoriske behandling af plejecentrenes beboere og til et eventuelt forskningsrelateret samarbejde om effekten af behandlingerne.
2 Om projektets evalueringsmetode
Evalueringen af projekt Psykomotorisk behandling og wellness til personer med demens er gennemført i foråret og sommeren 2016 med efterbearbejdning af de indsamlede data i efteråret 2016. Evalueringen er foregået i dynamisk relation med projektets fortsatte afvikling og evaluering således at tidlige input fra evalu- eringen er indgået i den videre udformning af behandlingsforløbet og dets evaluering.
Evalueringen består af følgende dele:
- Fokusgruppeinterviews med personale på de deltagende plejecentre - Fokusgruppeinterviews med deltagende studerende
- Indhentning af sceniske beskrivelser fra deltagende studerende
Der var desuden planlagt en indsamling af løbende registreringer af personalets vurdering af de demente beboeres udbytte. Dette kunne dog ikke gennemføres, jf. afsnit 2.2.
Intervieweren har forud for evalueringen overværet en studerende gennemføre en behandling.
Formålet med evalueringen er at undersøge såvel de deltagende beboeres som de studerendes udbytte samt at identificere muligheder for at optimere den fortsatte afvikling af behandlingsforløbene som både livs- kvalitetsfremmende tilbud til demente beboere og studieelement på VIA Psykomotorikuddannelsen.
2.1 Datagrundlag
Fokusgruppeinterviews med personale
Fem fokusgruppeinterviews blev planlagt til gennemførelse i projektperioden, tre med personalet på pleje- centrene og to med deltagende studerende. Ét interview på et deltagende plejecenter blev planlagt som del
af en pilotfase, mens yderligere to interviews, ét på hvert af centrene, blev planlagt som opfølgning på for- årets behandlingsforløb.
Spørgsmålene i fokusgruppeinterviewene angik for begge gruppers vedkommende deltagernes oplevelse af forløbet, deres oplevelse af beboernes udbytte og deres vurdering af den praktiske gennemførelse af projek- tet samt anbefalinger til fortsættelse af tiltaget. Personalet blev desuden bedt om at forholde sig til dette be- handlingsforløb sammenlignet med andre aktiviteter, plejehjemmets beboere kan deltage i.
Fokusgruppeinterviews med studerende
Ét fokusgruppeinterview blev gennemført i pilotfasen. Tre studerende fra to forskellige tidligere hold deltog.
Alle havde deltaget i forløb på Plejecenter 1.
Efter forårets forløb blev der gennemført et interview med de deltagende studerende. Fire studerende deltog, mens en enkelt, der ikke kunne deltage, stillede op til individuelt interview på et senere tidspunkt.
Foruden de fælles spørgsmål omtalt i afsnittet ovenfor, blev de studerende spurgt, om de havde været ude for situationer, der var svære at håndtere samt om, hvad de selv fik ud af at deltage i forløbet.
Sceniske beskrivelser
De studerende på forårets behandlingshold blev bedt om at udfærdige hver to sceniske beskrivelser i løbet af deres behandlingsforløb. Der blev afholdt et møde mellem projektmedarbejderne og de studerende, hvor metoden blev gennemgået, og de studerende fik nærmere instrukser samt en referencetekst om metoden.
De sceniske beskrivelser er brugt som input i fokusgruppeinterviews med de studerende og til at give indsigt i de studerendes oplevelse af behandlingen. Der påtænkes et videre analysearbejde med disse ud over denne rapport.
2.2 Praktiske udfordringer ved evalueringen
Afviklingen af behandlingerne foregår som et samarbejde mellem VIA Psykomotorikuddannelsen og afdelin- gen Træning/aktivitet. Ved evalueringen var der imidlertid behov for at inddrage det daglige plejepersonale på centrene. Dette blev gjort med kontaktpersoner i Træning/aktivitet som mellemled. Der blev indhentet accept fra plejecentrenes ledelse til, at personalet kunne stille op til interviews.
I praksis opstod der visse vanskeligheder med at gennemføre evalueringen, hvilket gav sig udslag i, at det personale, der skulle deltage i interviewene, i nogle tilfælde ikke mødte op eller mødte op uden at kende til projektet.
Fokusgruppeinterviewet med personalet i pilotfasen afslørede vanskeligheder med at forholde sig til beboer- nes reaktion på behandlingerne givet den tidsmæssige distance til de seneste behandlinger på de deltagen- de centre. Nogle ansatte havde efter aftale med den psykomotoriske terapeut på afdelingen taget nogle uformelle noter om deres oplevelse af beboernes udbytte. Det blev besluttet at afprøve dette som en måde at fastholde oplevelsen af behandlingernes virkning på beboerne frem mod fokusgruppeinterviewene. Per- sonalet efterspurgte herefter en retningslinje eller et skema, så de lettere kunne tage notaterne. Der blev derfor udarbejdet et skema, som personalet blev bedt om at udfylde før og efter hver behandling. Skemaet bestod af fire spørgsmål, der skulle besvares på en skala fra 1-5 og angik beboerens aktivitetsniveau, agita- tion, tilpashed og udbytte af behandlingen. Desuden blev personalet bedt om at identificere beboerens do- minerende følelsesmæssige tilstand, fx glad, trist, vred eller forvirret. Formålet med registreringsskemaet var at fastholde personalets oplevelse af behandlingernes virkning på beboerne med henblik på uddybning i fokusgruppeinterviewene. Skemaerne skulle indsamles ugentligt af en kontaktperson i Træning/aktivitet og siden overleveres til projektmedarbejderne.
Det kunne dog ikke lade sig gøre at gennemføre denne del af evalueringen, og interviewene viser, at mens nogle ikke kendte til skemaerne, oplevede andre dem som en ekstra opgave, en belastning og uoverskueli-
ge. Det foreslås af personalet at korte skemaet ned og eventuelt lade studerende og personale udfylde det i fællesskab.
Foruden personalets eget bud på årsagen, formoder vi, at udfordringerne med at gennemføre evalueringen også skyldes for lavt informationsniveau som følge af manglende inddragelse af personalet i projektet som sådan. En briefing af personalet om projektet og evalueringsmetoden vil kunne medvirke til at løse udfor- dringerne.
3 Hvad sker der i behandlingen?
Som ramme om behandlingsforløbet bliver de studerende udstyret med en guide (se bilag 2) forfattet af den psykomotoriske terapeut fra kommunens aktivitetsteam tilknyttet plejecentrene. Her bliver trinnene i behand- lingen beskrevet i punktform under nedenstående overskrifter:
- Lokalet gøres klar - Beboeren hentes - Ind i lokalet - Behandling - Afrund - Evaluering
Lokalet bliver på forhånd klargjort med stearinlys, vand, musik og praktiske redskaber til behandlingen så- som varmepuder, tæpper m.m. Den studerende henter beboeren på afdelingen og følger vedkommende tilbage igen efter endt behandling. Under behandlingen bliver beboeren hjulpet til rette på en stol med fod- skammel, puder og tæppe.
Den studerende instrueres i at bruge faste greb op langs hænder, arme, skuldre, nakke, ben og fødder og eventuelt inddrage redskaber som fodruller og bløde bolde i den fysiske stimulering. Der lægges op til brug af creme på hænderne og eventuelt hår- og ansigtsmassage, hvis det er beboerens ønske. I oplægget frem- hæves det, at selve berøringen er det centrale og ikke tonusregulerende greb.
Der lægges vægt på at være i løbende kontakt med beboeren, så behandlingen kan tilrettelægges efter dennes behov. Den studerende bliver bedt om særligt at være opmærksom på beboerens nonverbale reak- tioner i form af kulør, spændinger, åndedræt m.m., som de har lært i undervisningen.
Når beboeren følges tilbage, briefer den studerende personalet om, hvordan det er gået.
Foruden den skriftlige instruktion har de studerende et opstartsmøde med kontaktpersonen i aktivitetsteamet og får vist afdelingen.
De studerende skulle behandle to og to. De studerende mødte op med deres makker og klargjorde det rum, behandlingen skulle foregå i, hvorefter de hentede de tilmeldte beboere og behandlede dem samtidigt.
De studerende behandlede otte gange af 30-45 minutters varighed. Med afhentning og tilbagelevering optog de deltageren i omtrent en time. Det fremgår af interviewene, at graden af interaktion i løbet af behandlin- gerne var meget varierende alt efter personlighed og grad af demens. Dette gælder både interaktionen mel- lem studerende og beboer som interaktionen beboerne imellem, hvilket der nogle gange måtte tages hensyn til ved fx at placere dem, så de ikke kiggede på hinanden.
I praksis blev retningslinjerne tilpasset situationen. I nogle tilfælde blev deltageren behandlet alene i sin egen lejlighed. I sådanne tilfælde inddrog de studerende personalet for at blive introduceret og undgå at beboeren oplevede det som uønsket indtrængen. I andre situationer var det ikke muligt at gennemføre behandling af den sædvanlige beboer, hvilket førte til, at der ved personalets mellemkomst var andre beboere, der fik til- buddet.
3.1 De studerendes beskrivelse af behandlingen
De studerende beretter, at beboerne i forbindelse med den psykomotoriske behandling og wellness får nær- vær, opmærksomhed og kontakt. De får kropslig kontakt og får stimuleret sanserne, og de mødes med inte- resse og med tid og ro til at blive set, lyttet til og snakket med. Det beskrives, hvordan det tilstræbes, at be- handlingen og det mellemmenneskelige møde finder sted i en tryg og rar stemning, hvor den studerende hele tiden er opmærksom på de signaler, verbale som nonverbale, beboerne sender. Dette giver ifølge de studerendes udsagn rum for at være til stede sammen i nuet og at møde det enkelte menneske.
Jeg fik at vide på forhånd, at min ikke ville snakke eller havde snakket i meget lang tid ,og hun var meget i sin egen verden. Hun var meget slemt dement. Så jeg havde på forhånd ikke regnet med, at der ville komme nogen verbal interaktion mellem os på nogen måde (…) Jeg lavede ikke en decideret behandling, hvor jeg gik ind i musklerne, men min behandling bestod i simpelthen rigtigt meget interaktion, øjenkontakt og simpelthen kramme hende, markere med mine hænder på hendes krop og give hende varme. Vi havde vildt meget øjenkontakt undervejs, og ofte så søgte hun blikket. Når hun så fandt ro, så kiggede hun lidt væk igen, og så fandt hun mit blik. Så vi snakkede ikke sammen. Jeg sagde nogle få ord, men der kom ik- ke noget tilbage og så var det bare meget stille. Hvor jeg bare markerede og var der. Nærværende.
Den der kvalitet af at få lov til at være så tæt, at have fysisk kontakt og have øjenkontakt. Nogle gange skulle der ikke siges noget. Så sad vi bare og kiggede på hinanden (…) Jeg tænker; ”hvornår får vi lov til det?” (…) at sidde i sådan et ordløst rum og så bare få lov til at kigge én ind i øjnene og så bare at der er én, der ser et lag dybere, ikke (…) Det der med at blive genkendt og set.
Nærværet, det har simpelthen været kernebegrebet for den her behandling, jeg har givet i hvert fald (…) At have givet hende det, at jeg har været til stede sammen med hende.
De studerende beretter om, at nogle af beboerne var utrygge, når de skulle over til behandlingen, idet de formentlig ikke kunne huske at have været i situationen før. Det forsøgte de studerende at tage hånd om, og de observerede, at beboerne blev afslappede og rolige i løbet af behandlingen.
Hun var lidt nervøs hver gang, og det var sådan lidt forvirrende for hende, for vi skulle gå et stykke for at komme derhen. Hun blev sådan ret urolig. Jeg prøvede at berolige hende undervejs og holde hende lidt i hånden og tog lidt om hende for at vise lidt omsorg og at jeg var der for hende, med ord også, og sagde at
”jeg er her hele tiden, og jeg følger dig tilbage igen”. Hun var meget nervøs, når vi skulle derned, men når hun så kom til at sidde i stolen, og jeg så tog hendes hånd, og hun kunne genkende den creme også. Det virkede bare rigtigt godt. Og så begyndte hun også at snakke lidt også, og så med berøringen så faldt hun helt til ro og lukkede øjnene nogle gange også, og faldt næsten i søvn.
Hun var meget skeptisk, når jeg skulle hente hende, og hun var faktisk også ret bange. Det blev jeg selv- følgelig også bedre til at agere i og tackle, så selvfølgelig blev det jo mildere med tiden (…) Men at hun så bliver rigtigt fortrolig, og som jeg snakkede om før, vi får indbyrdes tillid, og der kommer noget nærvær og hun bliver rolig, og når vi så går på turen tilbage, så begynder hun at snakke og fortælle (…) så ville hun gerne fortælle og høre om mig… og så spurgte jeg hende også ind sådan; ”Jeg kommer igen i næste uge, og så kommer jeg og henter dig igen, og har du lyst til det igen”. ”Ja det ville hun bare gerne”, det ville hun rigtigt gerne. Så havde jeg også lidt en vished om; ”Okay, så næste gang når du siger, at det har du ikke lyst til, så ved jeg, at det vil du faktisk gerne, men det er fordi, at du ikke ved, hvad vi skal, og det er utrygt fordi jeg kommer som ny hver gang”. Så var det nemmere for mig at lokke hende lidt mere, og det sagde hun hver gang at det ville hun glæde sig til, og ”Ja, det ville hun gerne”. Og personalet udtrykte også, at hun var rigtigt glad for det.
4 Konklusioner
Nedenfor gennemgås resultaterne af projektet, som de erfares af personalet på plejecentrene og de delta- gende studerende. Den overordnede overskrift er, at begge grupper oplever det som et meningsfuldt og udbytterigt forløb, som de deltagende beboere har gavn af. Derudover er det et givende forløb for de stude- rende, som både får fagligt og personligt udbytte. Gennemførelsen af behandlingsforløbene har dog ikke været problemfri, og informationsniveauet hos personalet på afdelingerne og de studerendes integration samme sted udpeges som to af de centrale områder, der skal forbedres.
4.1 Beboernes udbytte
Både personalet og de studerende beretter samstemmigt om positivt udbytte for flere af de beboere, som har deltaget i behandlingen. Der er høj grad af overlap mellem personalets og de studerendes tilbagemel- dingerne vedrørende beboernes udbytte. Der er enighed om, at det for flere af beboerne synes at have væ- ret en god oplevelse at deltage i behandlingerne, som har udgjort gode stunder. Derudover berettes bl.a.
om, at behandlingerne har afstedkommet glæde og taknemmelighed hos beboerne, foruden ro og afslappet- hed. Der gives desuden eksempler på, at behandlingerne muligvis har været medvirkende til at forbedre søvn og appetit. I forbindelse med behandlingerne ses eksempler på, at beboerne er blevet stimuleret til at fortælle livshistorier, og som behandlingsforløbene er skredet frem har flere studerende erfaret, at beboerne har udtrykt genkendelse ift. både de studerende og behandlingen. Den sociale kontekst, som har været rammen for behandlingerne, synes for nogle beboeres vedkommende at have bevirket, at de er livet mere op. Nogle af de nævnte udbytter knytter sig primært til selve behandlingssituationen, mens andre synes at række lidt ud over denne, hvilket beskrives med udsagn som at beboeren var meget afslappet, veltilpas, aktiv, opløftet, glad eller rolig, når vedkommende kom fra behandlingen. Det tyder således på, at udbyttet ikke alene begrænser sig til det tidsrum, hvori behandlingen finder sted, men at det i et vist omfang varer ved, når beboeren kommer tilbage fra behandlingen. Hvor længe har dog ikke været muligt at afdække i forbindelse med disse interviews.
Der kunne ikke konstateres et positivt udbytte for alle de deltagende beboere, og for nogle beboeres ved- kommende vurderede personalet på baggrund af deres reaktioner på behandlingen, at det var mest hen- sigtsmæssigt, at de udgik af projektet og gav plads til andre, som kunne tænkes at have bedre gavn af at deltage.
Som nævnt i afsnit 2.2 har der været nogle praktiske udfordringer mht. at få tilbagemeldinger fra personalet vedrørende beboernes udbytte af behandlingen. Oplysningerne fra personalet har derfor været sparsomme.
Størsteparten af de udsagn, som vil blive præsenteret nedenfor, stammer således fra, hvorledes de stude- rende, som har udført behandlingerne, har oplevet og tolket beboernes reaktioner, samt fra de tilbagemel- dinger de studerende har fået fra personalet i den periode, hvor forløbet har fundet sted. Det til trods opnås der samlet set gennem fokusgruppeinterviews med både personalet og de studerende indblik i væsentlige observationer og refleksioner vedrørende beboernes udbytte. Dette vil blive uddybet med illustrative citater fra henholdsvis personale samt studerende i det følgende og vil blive præsenteret under overskrifterne gode stunder, kontakt til følelser, ro og afslappethed, søvn og appetit, genkaldelse og genkendelse samt gensidig- hed.
Gode stunder
Et af formålene med at tilbyde psykomotorisk behandling og wellness til personer med demens er at øge livskvaliteten for dem med udgangspunkt i den gode oplevelse. De studerende giver generelt udtryk for, at det er deres indtryk, at det har været en god oplevelse for beboerne at deltage i projektet. De baserer dette på både deres observationer undervejs i behandlingen, på tilkendegivelser fra beboerne selv samt på tilba- gemeldinger fra personalet. De studerende beskriver bl.a., at de erfarede, at deltagerne blev afslappede og rolige undervejs i behandlingen, eller at de livede op, og de tolkede bl.a. dette som udtryk for, at de nød be-
handlingen og de stunder, som beboeren og den studerende havde sammen centreret omkring nærværet og den fysiske berøring.
Det jeg har oplevet det var, at det var gode stunder, og det var det, der betød allermest for mig, og min fornemmelse var, at det var det, der betød allermest for hende.
Jeg havde også indtryk af, at min beboer nød det her med at få den kropslige kontakt og fulde opmærk- somhed på hende.
Hun fik også lige de der stunder, hvor man kunne mærke, at hun virkeligt var fokuseret på behandlingen og sådan slappede af. Og blev stille.
Hun var bare så opmærksom på, hvad jeg gjorde hele tiden. Hun sagde ikke meget, men hun kiggede meget med og synes egentligt, det var helt vildt spændende.
Jeg kunne jo se, at hun livede mere op på mange områder.
Han havde meget med, at han skulle tage min hånd og så give et kys på den. Så lige sådan et kys; ”Det er dejligt”, og han blev ved med at gentage det her; ”Det er dejligt, oh, det er dejligt”. Jamen det blev gentaget mange gange, og så kunne jeg fortsætte behandlingen.
Personalet beskriver ligeledes, hvordan behandlingerne har udgjort gode stunder for flere af beboerne. Det beskrives bl.a. med udsagn som at den ældre livede lidt op over at skulle over til behandlingen, var glad for at komme over i de hyggelige omgivelser, nød det, havde det rart i situationen eller havde rigtigt meget glæ- de af det.
I nuet, der nød hun det.
At man har det rart i situationen, det synes jeg også er dejligt at se. Nydelsen og roen over dem lige i den korte time der.
Når han så kommer tilbage [fra behandlingen] så kommer han tilbage med et stort smil om munden og vir- ker glad og tilfreds (…) måske en halv time, så er velværen ude af kroppen igen, så har han glemt alt om det, men han kom da tilbage og var glad og havde haft en god oplevelse… det kunne man da mærke på ham.
Der er ifølge personalet også eksempler på, at den ældre selv har udtrykt over for dem, at det var godt og rigtigt dejligt at være til behandlingen.
Kontakt til følelser
Der er adskillige eksempler på, at behandlingerne har affødt følelsesmæssige reaktioner hos de deltagende beboere. Flere udsagn fra både personale og studerende peger på, at behandlingen fx har vagt glæde. Det udtrykkes bl.a. med vendinger som at beboeren virker til at være begejstret for at få behandling og hun var så glad for det sidst og fortalte om det dagen efter. En af beboerne gav den studerende chokolade den sid- ste gang og udtrykte, at hun havde været så glad for behandlingen. Det er desuden de studerendes oplevel- se, at flere beboere har reageret med taknemmelighed over at modtage behandlingen, og at flere har vist tegn på at blive bevægede undervejs.
Der var blandt andet en gang, hvor hun sad sådan lidt med vand i øjnene og sagde, at hun ikke var vant til at få behandling, medmindre hun havde ondt. Så det her med at kunne tænke det som at hun også bare skulle have lov til at modtage noget godt.
Jeg oplever klart en større taknemmelighed [fra de deltagende beboere end fra folk, som ikke har de- mens].
Når jeg fik øjenkontakt med ham, så kunne jeg jo godt mærke, at der var sådan… der var kærlighed i det eller der var taknemmelighed i det. Og der var også en enkelt gang, hvor han sådan lige blinkede til mig og
først tænkte jeg; ”arh, det er lidt for mærkeligt”, men så kunne jeg også godt tænke; ”jamen det er en tak- nemmelighed og det er hans måde at vise det på”, fordi han ikke siger; ”ej, hvor er det dejligt”.
Det tyder på, at behandlingen kunne medvirke til, at beboeren kom mere i kontakt med sine følelser, som følgende citat fra en af de studerende indikerer.
Hun virkede sådan til at komme mere i kontakt med hendes følelser, komme dybere ned, og hun svingede pludseligt meget ofte med hendes humør. Jeg oplevede flere gange, hvor hun begyndte at sidde og græde undervejs, og gangen efter var hun rigtigt glad (…) Jeg tænker bare sådan generelt, at hun bare virkede til at komme meget mere i kontakt, fordi hun fik den her opmærksomhed, og fordi der var nogle der faktisk rørte ved hende (…) Så snart der faktisk kommer noget kontakt, så kan der virkeligt ske noget. For alle har jo behov for det.
Nogle af de studerende har fået direkte tilkendegivelser fra personalet om, hvordan beboerne har reageret på behandlingen. En enkelt studerende fortæller, at personalet fortalte hende, at den beboer, hun behandle- de, et par gange blev mere vred eller ekstrovert efter at have været til behandlingen.
Nogle gange efter at hun havde været der, så blev hun sådan meget vred og meget mere ekstrovert i sit udtryk. Om det havde været det [behandlingen], eller det havde været noget andet, det tror jeg ikke rigtigt at hverken de eller jeg kunne konkludere (…) De havde svært ved at få hende til at sove faktisk (…) Jeg kan da godt forestille mig, at når hun bliver stimuleret på en anden måde, end hun er vant til, så kan det åbne op for et eller andet, som ingen ved, for hun er jo ikke i stand til at sætte ord på. Men det giver bare meget god mening i forhold til mennesker generelt, at når vi går ind og stimulerer og berører, både fysisk og psykisk, så kan det ske noget.
Ro og afslappethed
Et af de udbytter, som fremhæves af både de studerende og personalet, er ro og afslappethed hos flere af de beboere, som deltog i projektet. Flere studerende beretter samstemmende, hvordan de i løbet af behand- lingen observerede, at der indtrådte en kropslig og mental ro og afslappethed, som behandlingen skred frem.
Altså i starten blev der snakket rigtigt meget, og hun skulle lige fortælle mig hele verdenssituationen (…) og så samtidigt prøvede jeg engang imellem at [rette beboerens opmærksomhed] hen imod kroppen, mod nogle sansninger, spørge ind til hendes sansninger, og det gjorde at der skete en ændring i aktivitetsni- veauet i forhold til at tale. For lige pludseligt blev det ikke – det er selvfølgeligt klart min oplevelse – lige pludseligt blev det ikke som sådan en grammofonplade, der bare kørte omkring køerne på marken og alle de her ting. Jeg havde faktisk en oplevelse af, at hun også forholdt sig til de her ting (…) Det startede så- dan lidt mere hektisk, og så lige pludseligt kom det ned i sådan en langt større ro (…) så skete der noget i forhold til det her med at foden blev nysgerrig og hånden…
Lige så snart jeg gik om bag ved hende og arbejdede, hvor hun ikke kunne se mig, så blev hendes ånde- dræt dybere, og hun talte ikke så meget. Hun faldt ind i sådan en mere stille tilstand.
Jeg kunne tydeligt mærke, at hun blev mere afslappet og rolig.
Det berettes af en studerende, hvordan en af beboerne selv begyndte at verbalisere, at hun oplevede at få ro i kroppen i forbindelse med behandlingen, og at hun glædede sig til at få behandling. Ligeledes gives ek- sempel på, at en af beboerne tilkendegav, at hun selv begyndte at benytte sig af kropslige metoder, introdu- ceret i forbindelse med den psykomotoriske behandling, for at dæmpe kropsligt uro om natten og bedre søv- nen.
Og jo mere behandling hun får, jo mere sådan helt fysisk kunne jeg se, hun lukkede øjnene, og vejrtræk- ningen ændrede sig og sådan nogle ting, og så begyndte hun faktisk at verbalisere, hvad hun oplever. Hun kan mærke, hun får ro i kroppen (…) at det var rigtigt rart (…) til at hun faktisk siger; ”uh, jeg glæder mig til
at få…”, nu kan jeg ikke huske om hun sagde behandling eller massage eller hvad hun sagde, og hun kunne beskrive, hvor hun havde ondt henne, og hvor det stammede fra. Hun havde gigt ud i fingrene, og hun kunne mærke, at det sådan kom omme fra skuldrene. Det blev hun sådan opmærksom på under for- løbet.
Jeg kunne mærke de gange jeg havde været der for eksempel om torsdagen eller fredagen, og så kom tid- ligt ugen efter i nogle af de første dage… hun var mere afslappet og ikke nær så spændt. Og nogle gange så var der gået en hel uge eller mere, og der sagde hun også; ”Arh, de sidste par dage der havde hun godt nok ikke lige sovet så godt”.
Det tyder således på, at roen og afslappetheden for nogles vedkommende varede ved udover selve behand- lingssituationen, hvilket også følgende citater fra personalet indikerer.
Engang imellem vandrer han meget. Og de dage, hvor de [psykomotorikstuderende] havde været der, der var han faktisk meget rolig og kunne stilles med at sidde og nyde lidt tv og sidde med benene oppe, hvilket ikke sker så tit. Så der tænkte vi, det måske handlede om, at han havde fået lidt ro i kroppen, mens de havde været der.
Hun er sådan en lidt forvirret dame, der godt kan køre lidt op. Hun har været vældigt afslappet, når hun kom tilbage.
Jeg har så prøvet at spørge lidt mere ind til; ”Jamen har du har uro i dine ben [efter behandlingen]?” fordi hun er sådan én, der har uro. ”Nej nej, det havde hun ikke.” Så altså, det har jo haft nogen virkning, ikke også.
Søvn og appetit
Udsagn fra de studerende peger på, at behandlingen måske kan medvirke til at bedre søvn og appetit for nogle af deltagerne. En af de studerende beretter om, hvordan hun har fået tilkendegivelser fra personalet om, at den beboer, hun behandlede, bl.a. var begyndt at sove bedre, få mere energi og bedre appetit. En anden studerende beretter om, at den beboer, hun behandlede, tilkendegav, at hun var begyndt at sove bedre om natten og nu selv kunne gøre brug af kropslige greb, som hun havde stiftet bekendtskab med un- der behandlingen, til at fremme ro, hvis hun vågnede om natten.
Tilfældigvis var hende der stod for det deroppe [på plejecenteret] til stede anden gang, jeg kom, hvor hun [beboeren] begyndte at grine og sige noget. Hvor hun [den ansatte] kom hen til mig og sagde, at det havde hun ikke oplevet før. Og ellers løbende samlede de op hver gang, hvor enten hun eller personalet kom hen og fortalte at [beboeren] var begyndt at spise mere eller sov bedre og virkede mere glad. De havde heller ikke set hende sådan vinke til nogen før. Jo selvfølgelig, men for meget meget meget lang tid siden (…) Det lød til at forløbe sig over et par dage i hvert fald. Specielt det her med madindtag. Jo, hun havde også virket mere rolig, fordi normalt så havde der været problemer med at få hende til at sove, fordi hun var me- get anspændt og bange. Hun var nemmere at få til at sove, hun virkede mere tryg, sagde de.
Nå jo og selvfølgelig at de [personalet] også sagde, at hun var begyndt at spise meget mere, altså gene- relt, hun havde fået lyst til at spise mere og havde fået mere energi, hun var ellers træt generelt. Jeg sy- nes, det var fantastisk, så lidt der skulle til, på så kort tid, hvor der faktisk skete en udvikling. Også bare det at der behøver ikke altid være snak eller noget verbalt ind imellem. At det også bare virkeligt meget er no- get med at skabe tryghed og have en kontakt.
Min [beboer] talte meget om at hun havde ekstremt meget uro i sine arme og ben. Hun sov helt vildt dårligt om natten, og jeg ved ikke om det bare er noget, hun har sagt for at gøre mig glad, men hun sagde selv at hun var begyndt at sove bedre, og når hun så nogle gange vågnede om natten så kunne hun gøre de der tryk på armene (…) Hun var i hvert fald begejstret; ”Hun kunne sove og…”, der var ikke det, hun ikke kun- ne. Og hun kiggede op på motionscyklen og sagde; ”Det kunne jo godt være, at hun også skulle til at cyk- le”, så det nævnte jeg overfor ergoterapeuten og tænke at; ”det kunne være man skulle bruge det som springbræt til at komme op og få bevæget sig”, for det gjorde hun ikke.
Genkaldelse og genkendelse
Reminiscensterapi omhandler forskellige måder, hvorpå man kan aktivere erindringer hos personer med demens. Erfaringer fra nærværende projekt peger på, at den relationelle og kropsligt baserede behandlings- tilgang, beboerne her stifter bekendtskab med, måske kan være medvirkende til at stimulere beboeren til at fortælle livshistorier, og at dette muligvis vil kunne fremme velbefindende.
Hvis jeg behandlede hende på hendes arm, så kunne hun komme til at kigge ned og få øje på hendes ring og så fortalte hun, at den her har jeg fået… det var nogle ret vilde historier hun havde, så jeg tror ikke…
men hun havde i hvert fald haft et godt kærlighedsliv (…) Så havde hun sådan et glimt i øjet.
Det beskrives, at nogle af de studerende blev overraskede over at erfare, at deres borgere ved afslutningen af første behandlingssession ikke kunne huske, hvad de lige havde lavet med de studerende, men at de efterfølgende oplevede en udvikling i retning af, at beboeren kunne huske den studerendes navn eller huske, hvad de skulle sammen. En studerende oplevede til sin egen og angiveligt også personalets overraskelse, at den beboer, hun behandlede, og som hun var blevet oplyst om, at hun ikke skulle forvente nogen reaktion fra, begyndte at reagere med hvad hun tolkede som genkendelse, når de sås. Den udvikling, som blev ob- serveret hos en beboer igennem behandlingsforløbet, gav hos en af de studerende anledning til en erken- delse af, at demensen ikke er en stationær tilstand, men at der kan vækkes noget hos personen med de- mens.
Vi havde lavet behandling med dem allerførste gang, hende og en anden, og vi havde været ved siden af hinanden, og vi fulgtes så med dem tilbage igen. Da vi så sagde farvel, så kunne de faktisk ikke huske, hvad vi havde lavet. Vi stod bare og kiggede på hinanden [de studerende]; ”shit mand, hvad..?”, og så til hvordan det egentligt udviklede sig; ”nå, kommer du i dag, hvor rart” (…) Hun kunne klart genkende mig fra gang til gang, og hun spurgte om, hvornår vi kom igen.
Jeg spurgte nogle gange; ”Ved du godt, hvor vi skal hen nu?”, og det anede han ikke, altså selvom vi stod ved elevatoren eller uden for døren ved det rum, hvor vi behandlede. Han vidste ikke hvad det var, vi skul- le… men hans arme… han tog sådan fat omkring sine underarme og gjorde sådan her, jeg havde også gjort det på ham et par gange, også for at sige at vi skal ned… ”jeg skal røre ved dine arme”, og så gjorde han det selv (…) Det kom bare, når jeg kom og hentede ham. Så på en eller anden måde huskede hans krop måske hvad der foregik.
Jeg var meget spændt på det, fordi de sagde på forhånd, at jeg skulle ikke forvente nogen som helst reak- tion fra hende. Fordi at hun ikke kommer med nogen reaktion til hverdag. Altså overhovedet. De kunne knapt nok få kontakt til hende. Men jeg oplevede en kæmpe udvikling, altså på de få gange, som jeg var sammen med hende, hvor at, jamen bare det med øjenkontakten. Jeg kunne tydeligt se på hende, altså til at starte med, at hun var utryg, altså virkeligt utryg og meget skeptisk, selvom hun selvfølgelig ikke vidste hvem jeg var – og hvordan bare øjenkontakt, altså jeg kunne se, der blev skabt en ro. Og hvordan vores kommunikation altid foregik over øjenkontakt. Så snart hun var… måske ikke vidste hvor hun var, eller føl- te sig utryg, så søgte hun mit blik. Og jeg kunne se, at så snart hun faldt til ro, så kiggede hun væk igen og fokuserede på noget andet. Og der skete det – fordi jeg havde forventet at hun selvfølgelig ikke ville kunne kende eller huske mig fra gang til gang, fordi hun var meget dement – men jeg oplevede at allerede gan- gen efter jeg kom, at der… som en af de ansatte så også så… at hun sad i sin kørestol og så fik hun øje på mig og så begyndte hun at grine, eller smile helt vildt og begyndte at sige en masse ord, som ikke gav mening, men bare begyndte at pludre en hel masse. Så for mig virkede det til at hun sagtens kunne kende mig. Hvor så også de ansatte sagde efterfølgende, at de ikke havde set hende reagere sådan, eller bare i det hele taget reagere, i meget lang tid. Og hun begyndte at vinke hver gang jeg så hende, eller når jeg skulle sige farvel eller hej til hende igen.
Gensidighed
Tilbagemeldinger fra studerende og personale indikerer, at behandlingerne kan være med til at dække nogle sociale behov og for nogle beboeres vedkommende bevirke, at de synes at live lidt op i forbindelse med
behandlingerne. En studerende udtrykker, hvordan hun efter behandlingssessionerne kunne observere hos den beboer, hun behandlede, at der havde været interaktion, der havde været liv, der havde været nærvær, der havde været udveksling og så lignede hun lige én, der var tyve år yngre. Noget tilsvarende blev observe- ret hos en beboer, som normaltvist angiveligt ikke interagerer så meget.
Jeg har jo talt med ergoterapeuten derude om, hvordan han ellers er. Han er meget stille og siger næsten ikke noget. Måske synger han lidt, men jeg opdagede bl.a., at én af dagene, da jeg kom derhen, hvor han sad i lænestolen og sov, så vågnede han og sagde; ”Der har vi jo S. [navn på den studerende]. Og han si- ger normalt ikke sådan noget, altså han interagerer ikke på den måde med andre mennesker normalt, og den sidste gang jeg var der spurgte han mig også om ting, altså sådan om hvor jeg boede henne og hvor- for jeg ikke kom mere og sådan noget (…) Så der blev hurtigt en eller anden åbning i vores relation, hvor han… ja, det ved jeg ikke, hvad det var, han fandt frem, men han kunne i hvert fald sige mere, end han el- lers gør.
Det beskrives ydermere om en beboer, som normalt ikke siger så meget, at han varmede lidt op og begynd- te at joke med de studerende og de andre beboere, som modtog behandling samtidigt med ham.
Der var en af gangene, hvor vi behandlede alle fire sammen, hvor han kunne se tre andre damer, der var han virkeligt i hopla. Vi fik at vide, vi var smukke, og da vi gik, sagde han; ”I er sgu dygtige.” Han lavede sådan sjov, fordi først så fik han sagt, at vi var smukke, os der sad her ved siden af, og så senere så spurgte min beboer så; ”er vi ikke også smukke eller søde”, eller sådan et eller andet, og så sagde han så;
”arh, bob-bob”, der vidste han ikke lige helt, hvad han syntes. Så han havde det også sjovt med det. Det var sjovt at se.
Undervejs i behandlingsforløbet når flere af de studerende til den erkendelse, at behandlingen ikke alene kan være med til at opfylde nogle behov for bl.a. nærvær og fysisk berøring for beboerne, men at den også bliver et rum, hvor beboerens behov for at give noget til andre mennesker kan komme i spil og blive mødt.
Det var ved at gå over min grænse, fordi jeg ikke vidste hvad hun ville med det, når hendes hænder be- gyndte at klemme på mine arme (…) Jeg gik så til, jeg tror det var ergoterapeuten, jeg snakkede med det om, hvor hun så siger; ”jamen de har også et stort behov for at give noget omsorg” (…) Så også lige så meget det at give noget, og få lov at give noget.
De [en studerende og en beboer] kunne godt sidde sådan i fem minutter og holde i hånd. Hun holdt meget igen, beboeren, og [den studerende] kunne ikke flytte sin hånd, og så lod hun jo være og kunne mærke, at nu var det det, der var behovet, og de sad bare og holdt i hånd, og det var faktisk i tavshed, hvor de bare sad og holdt i hånd, hvor beboeren egentligt holdt rigtigt godt fast og [den studerende] hun havde bare hendes hånd der og var bare, altså… var bare i det. Det synes jeg også bare virkeligt var et fint øjeblik.
Jeg synes faktisk, det var et vildt rørende øjeblik, hvor de bare sad og holdt hinanden i hånden. Det er li- geså meget det at give noget… men det var jeg ikke klar over inden.
Manglende udbytte
Det var ikke hos alle deltagerne, at personalet kunne konstatere et positivt udbytte. Det beskrives, at de hos en meget dement dame ikke kunne registrere nogen effekt, men at det ikke udelukkede, at hun havde haft glæde af berøringen. Der var desuden beboere, hvor personalet af og til måtte hjælpe med at få dem til at sidde stille, hvilket ikke altid gik godt, og hvor de konkluderede, at beboeren ikke havde haft noget ud af at deltage i behandlingen, og derfor udgik af behandlingsforløbet.
Denne ene blev også meget irritere indimellem [i forbindelse med berøring] og ville faktisk helst slippe. Det fik hun selvfølgelig også lov til (…) Hun ville gerne tilbage på sin vante plads, og så var det sådan, det var.
Den ene gik så ikke så godt (…) fordi hun var meget motorisk urolig og blev så skiftet ud med en anden, hvor man kan sige at det var et godt bytte, fordi han havde rigtigt meget fornøjelse af det.
De studerende beskriver, hvorledes de indimellem har oplevet at blive mødt med afvisning fra beboeren i forbindelse med at skulle behandle, og at det således for nogle beboeres vedkommende kunne variere fra gang til gang, hvordan de reagerede på at skulle til behandlingen.
Jeg har fået en afvisning; ”Nej, jeg vil ikke behandles”. En klar afvisning (…) med både kropssprog og det hele. Lige så begejstret han var, da han var glad for det her behandling, så har jeg bare fået; ”Nej, nej!”, både med hånden og det hele.
Jeg oplevede også en gang, hvor jeg kom ind og skulle hente hende (…) der sagde hun nej. Der var hun mere sådan afvisende, og så vendte hun sig om og lagde sig sådan med ryggen til mig.
Jamen der var forskel på hans dage, fordi der var nogle dage… så skulle vi synge hele vejen ned til dér, hvor vi skulle være, nærmest danse derned, og så var der nogle dage, hvor han næsten ikke sagde noget og bare var sådan mut.
Personalet kommer med overvejelser ift., at berøring kan være grænseoverskridende for folk, som måske ikke er vant til eller bryder sig om at blive berørt, ligesom det fremføres, at behandlingen måske ikke egner sig så godt til beboere, som er urolige. Omvendt fremhæves det også, at behandlingen måske netop kunne tænkes også at virke godt for en som måske er lidt forkrampet og motorisk urolig.
4.2 De studerendes udbytte
Generelt svarer de deltagende studerende, at det har været en udbytterig oplevelse at deltage med vendin- ger som ”en rigtig, rigtig god oplevelse”, ”helt vildt fedt at komme til at behandle på en helt anderledes måde end vi kender det fra modul 7”, ”helt enormt givende”, ”det var rigtig fedt. Jeg havde en rigtig god oplevelse”
samt at give udtryk for lyst til at fortsætte behandlingerne efter projektets afslutning. Der er ingen, der udtryk- ker sig negativt om selve behandlingsforløbet, om end der oplevedes udfordringer, som vi vil komme ind på senere.
På tværs af interviewene træder en række læringsudbytter frem. Disse kan opdeles i nogle overvejende fagligt orienterede udbytter, hvoraf de mest centrale er de studerendes erfaringer med relationen som ar- bejdsområde, deres læring om demens og selve det at forberede sig til og behandle beboere med demens, samt nogle mere personligt orienterede udbytter, som angår motivation for såvel behandling i det hele taget som at arbejde med aldring og demens specifikt foruden oplevelsen af at gøre noget for nogen og et følel- sesmæssigt udbytte i form af ydmyghed, taknemmelighed og respekt. Hvert af disse uddybes med illustrative citater herunder.
Fagligt udbytte Personligt udbytte
Træning af relations- og observationskompetencer Øget motivation
Læring om demens Ydmyghed, taknemmelighed og respekt
Tilpasse generel teoretisk viden til praksissituationer med en særlig målgruppe
Oplevelsen af at gøre noget for nogen
Det faglige udbytte
For de studerende synes der umiddelbart at være tale om en paradoksal erfaring af ikke at kunne bruge deres hidtidige uddannelse til at håndtere opgaven. Flere steder nævnes, at den studerende enten ikke har den nødvendige viden eller ikke kan bruge den viden, vedkommende er i besiddelse af. Det giver sig udtryk
på lidt forskellige måder. Helt konkret peges der eksempelvis på en manglende forhåndsviden om demens.
Den manglende viden om selve målgruppens situation vanskeliggør den faglige refleksion over behandlings- forløbet. Andre kommentarer drejer sig i højere grad om de generelle forudsætninger for at gå til opgaven. Et sted nævnes det, at det teoretiske grundlag, den studerendes praksisudøvelse hviler på, ikke synes relevant i denne sammenhæng. Et andet sted pointeres den lignende erfaring, at når man først står i behandlingssi- tuationen, kan man ikke bruge sin forhåndsviden. Det giver i første omgang nogle udfordringer i mødet med den demente beboer, hvor den studerende må finde andre veje.
Så rent faglig refleksion kunne jeg godt være lidt udfordret på, da jeg så heller ikke havde sat mig ind i alt det her med demens.
Der er rigtigt meget teori, som vi er blevet præsenteret for, og som man bare ikke kan bruge her.
Da jeg så begynder at behandle hende her, så kan jeg ikke bruge alt det, så derfor må jeg bare være.
Som det fremgår af ovenstående citat, har løsningen været ”at være”, hvilket i første omgang altså ikke af alle identificeres som en faglig kompetence. De studerende bevæger sig ind i overvejelser om at lægge for- håndsviden fra sig og arbejde med at være åbent til stede i behandlingssituationen, og der reflekteres over, hvilke meningsfulde mål et behandlingsforløb som dette kan have. I den videre uddybning bliver det klart, at der alligevel er tale om, at de studerende trækker på et bredt spektrum af deres lærte færdigheder og kom- petencer, særligt vedrørende observation, nonverbal kommunikation og relationskompetencer, og forfiner disse i processen. Her har projektet både givet anledning til at afprøve en viden og nogle færdigheder, de studerende besidder, men også at lære disse færdigheder bedre at kende og udvikle dem. Erfaringerne med nærvær står centralt for flere studerende, og de deltagende studerende giver tilsammen et billede af en pro- ces med refleksioner over intuitionens rolle i forhold til teoriens og planlægningens, og det afslører sig, at de gør meget for at tilpasse behandlingen til den demente og tænker i etablering af relation først.
Jeg blev opmærksom på, hvor meget jeg kunne bruge mine observationsteknikker i forhold til at aflæse hendes signaler, og hvor meget jeg kunne bruge mine relationskompetencer, hvis man kan sige det sådan, i forhold til... altså hvor vigtigt det var, at jeg fik skabt en god kontakt til hende, altså for overhovedet at kunne komme tæt på hende.
Jeg kiggede i hvert fald meget efter vejrtrækningen. Hun havde meget sådan høj vejrtrækning. Den kom ikke helt ned i maven, men så efter et stykke tid og vi havde behandlet og vi havde talt lidt, og jeg synes at det virkede, at jeg sådan hele tiden fortalte hende ”nu gør jeg det her, nu gør jeg det her”, sådan der var en forberedelse, så fik hun sådan en vejrtrækning, hvor jeg tænker; ”okay, nu slapper hun faktisk af, mens hun sidder her og er ikke sådan på vagt. Det var noget, jeg kiggede rigtigt meget efter.
Man kigger næsten automatisk op på øjnene for lige at se… fordi der ikke bliver sagt noget, så kigger man lige op på øjnene, hvis man er i gang nede ved benene, så kigger man lige op i øjnene for at få den re- spons man måske har behov for som behandler for at finde ud af, om det nu er rart eller om det er ubeha- geligt…
Jeg er helt overbevist om, at hun responderede på hvor nærværende jeg var (…) Noget af det, jeg brugte meget som indikator, det var åndedrættet og hendes øjne.
Der skete i hvert fald et eller andet, at se hendes blik og hendes hånd, det var bare sådan virkelig, altså hun klemte bare fast, at jeg skulle blive her. Så jeg lærte også hurtigt på den måde at læse, hvad hun hav- de behov for, og hvad hun ikke havde behov for samtidigt.
Det tog noget tid, inden vi lige fik tunet os ind på hinanden, men så længe jeg havde respekt for hende signaler, så synes jeg, det endte godt hver gang.
Det italesættes, at erfaringerne med nærvær kan opleves som givende for også de studerende, idet der er mulighed for ’bare at være’, hvilket modstilles oplevelsen af at skulle præstere på studiet. Det giver for en
studerende også anledning til refleksion over hele formålet med den psykomotoriske behandling, også i en bredere kontekst end blot arbejdet med mennesker med demens.
Men noget af det jeg også bare tænker, som er lærerigt og interessant i forhold til det her, det er også det der med: Er det målbart? Vil vi gerne et eller andet sted hen? Vil vi gerne have, at de skal have en bestemt reaktion? Vil vi gerne have, at de skal komme til at tale igen? (…) Og der synes jeg netop, at det her, det var sådan et eller andet rum for, at ”nej, det skulle vi ikke”. Altså, vi skulle bare være der (…) der var gode stunder, og det var det, der betød allermest for mig, og min fornemmelse var, at det betød allermest for hende. (…) Men er det tilstrækkeligt at hun, som dement, har nogle gode oplevelser? Eller skal hun blive mindre dement? Der er milevidt til forskel, synes jeg. Og der var bare, lidt ligesom, vil vi gerne sætte et ben i akse, fordi det skal i akse, eller kan vi lade det være, hvor det er? Det der med, tør vi som faggruppe at lade tingene være, som de er?(…) og det må være det samme med mine andre klienter.
Et væsentligt udbytte af deltagelse i behandlingsforløbet har været øget indsigt i demens, hvor de studeren- de har fået erfaringer med demensens manifestation i konkrete personer, herunder den svigtende hukom- melse, som omtalt i afsnit 4.1. Dette forbindes ofte med terapeutens overvejelser om sin tilgang, hvor de studerende er blevet prøvet i at tilpasse deres viden og færdigheder til en målgruppe med særlige forudsæt- ninger. Det kan dreje sig om afstemning af terapeutens tilgang og hele formålet med behandlingen, hvor nogle nævner, at greb, tonus og akser i første omgang skubbes i baggrunden til fordel for etablering af den tillidsfulde relation, fordi det opleves som hele forudsætningen for at kunne arbejde med beboerne, og hvor kontakten nogle gange er selve målet, jf. også ovenstående citat om den gode oplevelse som formålet. Til- pasning af tilgangen gør sig også gældende i sprogliggørelsen af terapeutens fremgangsmåde. Mens en forklarer, at kontakten i højere grad bliver baseret på det kropslige, fortæller en anden, at vedkommende stiller færre spørgsmål til klienten, fordi svarene er ’i øst og vest’. I stedet lærer de studerende at kommuni- kere, hvad de gør, og at fokusere på at aflæse kropssproget hos beboeren. Det nævnes, at det at man i dette forløb skulle formulere sig til nogle udenforstående i forhold til træningen på uddannelsen, hvor be- handlingen italesættes over for indforståede medstuderende, udviklede formidlingskompetence.
…hvor udfordret man kan være på den ene side og hvor frisk, sådan umiddelbart frisk, man kan være på den anden. Altså sådan, den der fuldstændigt diametrale modsætning, der kan være, mellem at have en kontakt og så i næste øjeblik ikke vide, hvem jeg er. Og så alligevel få skabt en relation.
Så kom det bag på mig, at hun ikke kunne genkende den. Det blev jeg meget overrasket over. Men så kunne hun så alligevel pludselig huske noget, der så var sket dagen forinden. Det kunne hun så stadig hu- ske dagen efter.
Jeg skulle bruge lidt tid på at berolige hende og genfortælle: ”Hvor er det, vi skal hen og hvad er det, vi skal lave.” Det der med lige at lægge en hånd på: ”Det var det her, vi lavede. Kan du huske det her med fingrene?” Sådan prøve at simulere de der ting, så der skal bruges sådan lidt ekstra tid på lige at gøre hende sikker.
Det kan desuden fremhæves som et udbytte, at de studerende har fået erfaring med at indgå på en arbejds- plads. Dette har primært været forbundet med udfordringer for de studerende og vil blive behandlet nærmere i afsnit 4.3.
Det personlige udbytte
Også på det mere personlige plan har de studerende fået et udbytte, blandt andet vedrørende motivationen for selve faget. En studerende siger, at hun er begyndt at elske behandling igen. For hende har behandlings- forløbet været en afveksling fra bestræbelserne på at prøve at ”forstå kroppen med hovedet” for i stedet at få mulighed for at ”interagere med den”. Temaet øget motivation gør sig imidlertid også gældende for ældre- og demensområdet som potentielt arbejdsfelt, hvor flere studerende oplever en nyligt opstået interesse som følge af deres egne, konkrete erfaringer med de demente beboere. Aldring og demens vedkendes ikke at have den største tiltrækningskraft på forhånd, men at være et givende område.
Og, altså i det faglige, på det tidspunkt, der tror jeg, at der var jeg lidt udfordret på at se, jamen, hvor bærer det her hen? Hvad gør det i virkeligheden? Fordi jeg oplevede meget af undervisningen til og med [forløbet med demente personer] og også efter har været meget rettet hen mod sådan teoretisk forståelse: Jeg skulle forstå kroppen. Hvor det her ligesom var anderledes, fordi det mere handlede om, at jeg skulle san- se og jeg skulle være (...) Rent personligt så var det der, jeg begyndte at elske behandling igen. Jeg havde fået det sådan lidt med behandling, at jeg var på en måde lidt træt af det fordi, ja, så skal jeg gøre det her og det her, men for mig var den en krop som jeg i virkeligheden gerne vil tale med, men jeg skulle forstå den med mit hoved, frem for at interagere med den.
Jeg har ikke en oplevelse af, at ældreområdet er det sted, hvor vi som studerende er sådan mest interes- serede i at komme i praktik. Det kan være sådan lidt udfordrende. Sådan, hvad er det egentlig vi kan lave med dem også? Og jeg synes, det var vildt givtigt at prøve at mærke også, at jeg kan give en god behand- ling og gøre noget godt for et andet menneske, uden at jeg arbejder i konkrete muskelgrupper (…) Altså det var bare noget helt, helt andet. Så også at mærke, at der er bare så mange nuancer af en behandling.
Der er for de deltagende studerende også hvad man kunne kalde et mere personligt givende og måske lige- frem personlighedsudviklende udbytte. I mødet med beboerne har de studerende oplevet fornemmelsen af at gøre en forskel på et område, de ellers ikke anså for muligt at gøre en hel masse indenfor, hvilket både har givet dem indsigt i deres fags muligheder og øget deres motivation for at arbejde med ældreområdet, jf.
citaterne ovenfor. Mødet med de demente beboere har imidlertid også gjort indtryk på de studerende på en måde, der rører dem og kalder på følelser som ydmyghed, respekt og taknemmelighed. Dette er over for alderdommen og ældre mennesker, men også over for selve det at være i kontakt med et andet menneske.
Det indebærer også oplevelsen af, at andre kan have behov for at give omsorg som allerede omtalt i afsnit 4.1, som kunne være en grænseoverskridende oplevelse for terapeuten, indtil situationens betydning blev afkodet. En studerende generaliserer sin erfaring til en øget ydmyghed over for en hvilken som helst krop eller person. Samtidig oplever de studerende, at de også selv bliver genstand for større taknemmelighed end ved andre klientgrupper.
Jeg synes, det var fantastisk, så lidt der skulle til på så kort tid, hvor der faktisk skete en udvikling. Også bare det, at der behøver ikke altid være snak eller noget verbalt ind imellem. At det også bare virkelig me- get er noget med at skabe tryghed og have en kontakt. Ja, så jeg havde en god oplevelse.
Og jeg oplevede også at blive virkelig rørt af det og se, at hun blev rørt af det. Så, altså, jeg har virkelig kæmpe respekt for alderdommen generelt og en ydmyghed. Det kan godt være, at halvdelen af de histori- er, hun fortalte, ikke passede, men… de var gode, og jeg valgte bare at snakke med på dem, og så kunne jeg se, hun blomstrede.
Hun ville gøre noget for, at jeg skulle føle, at jeg havde givet hende en god behandling. Så det var virkelig ægte. Det var fedt.
Og hun gør eller siger ikke noget. Og jeg gør eller siger… jo, jeg gør selvfølgelig noget, men jeg siger ikke noget. Og så ligger jeg bare mærke til, at her sidder jeg bare. I interaktion med et andet menneske. Og hun sidder også bare. Jeg kan ikke sige, at der sker noget bestemt, andet end at jeg bare sådan oplever en kontakt med øjeblikket (…) Det var bare sådan en følt oplevelse. Og det skete faktisk flere gange, at ”li- ge nu” det kunne opstå.
Jeg tror bare, det er det med at få lov at møde et andet menneske. Altså det med at blive inviteret. Altså, fordi det er en anden verden, og det er specielt.
Det var som om, at det var noget, vi opbyggede, og vi havde sammen. Sådan oplevede jeg det i hvert fald.
Det gik ud over, at jeg kom og lavede behandling med hende og fik sådan den her dimension, at vi også mødte hinanden.
4.3 Den praktiske gennemførelse af projektet
Det er allerede omtalt i afsnit 3, at behandlingerne i praksis fraveg oplægget i rammedokumentet. I dette afsnit vil vi derfor fokusere mere på såvel personalets som de studerendes oplevelse af den praktiske gen- nemførelse af projektet samt på deres overordnede evaluering af forløbene.
Den praktiske gennemførelse fra personalets perspektiv
Det er generelt blevet oplevet positivt fra personalets side, at der er kommet studerende i huset for at tilbyde psykomotorisk behandling og wellness til beboerne, og de studerende beskrives som meget imødekommen- de og lærevillige. Det anføres tillige, at de studerende også vil kunne lære personalet noget, hvad angår fysisk stimulering af beboerne, fx i form af små massagelignende berøringer i nakke og skuldre. Det har ikke været forstyrrende, at de er kommet som udefrakommende, som skulle vises til rette, hvad angår praktiske ting som lokalebrug m.m.
Det anføres, at det er en fordel, at der er et uforstyrret lokale, hvori behandlingen kan foregå. Dette har væ- ret tilfældet nogle steder, mens behandlingen andre steder har fundet sted bag afskærmninger på en gang, hvilket ikke opleves som optimalt, da der kan være meget uro på afdelingen.
Det nævnes, at det ikke er noget problem, at skulle have beboerne klar til at komme til behandling, men at det kun er rart, at der findes et tilbud om psykomotorisk behandling og wellness. Det anføres dog, at beboer- ne nogle gange ikke var stået op, når de studerende kom. Det nævnes, at stabilitet fra de studerendes side samt faste aftaler vedr. tidspunkter, lokale etc. er vigtigt, da det er sket, at misforståede aftaler eller afbud fra de studerende har ført til, at beboere har meldt fra til behandlingen.
Nogle af beboerne har været tilbageholdende over for at gå med over til behandlingslokaliteten. I den forbin- delse nævnes det bl.a., at det kunne være hensigtsmæssigt, om de studerede havde mere viden om de- mens, så de følte sig mere sikre på, hvorledes de kunne tackle eksempelvis den situation, at beboeren ikke vil med over til behandlingsrummet. I den situation har personalet indimellem måttet hjælpe til. Personalet har også indimellem måttet hjælpe til, hvis nogle af beboerne har været meget urolige. Det foreslås, at be- handlingen ville kunne finde sted i egen lejlighed hos de, som er utrygge over at skulle bevæge sig over i andre rammer. Ligeledes foreslås det, at de studerende kunne møde op før behandlingsstart med henblik på at få en snak om den beboer, de skal have i forløb.
En del af behandlingerne har fundet sted midt i personalets vagtskifte, således at personalet ikke har haft mulighed for at kunne følge, hvordan den enkelte beboer har haft det henholdsvis før og efter behandlings- sessionen. Som en fra personalegruppen udtrykker det så får man ikke et billede af, hvordan det egentligt er.
Hvor godt det egentligt er. Det fremhæves, at det ville være hensigtsmæssigt med en struktureret overleve- ring fra de studerende til personalet efter behandlingssessionen, for at personalet kan få indblik i, hvordan beboeren har reageret i selve behandlingssessionen, ligesom tilbagemeldinger fra aftenvagter om hvordan de ældre har haft det senere på dagen vil være nyttigt ift. at få et mere klart billede af, hvordan de reagerer på behandlingen efterfølgende. Sådanne overleveringer har angiveligt manglet.
Nogle steder har behandlingerne fundet sted om formiddagen, og andre steder har de fundet sted om efter- middagen. Der er blandt personalet ikke generel enighed om, hvornår på dagen, det ville passe bedst, lige- som nogle anfører, at helt faste og skemalagte tidspunker fungerer bedst, mens andre udtrykker, at det ville være optimalt, hvis behandlingen kunne finde sted, når behovet herfor opstår hos den enkelte beboer.
Det nævnes, at personalet ikke har været så involveret i behandlingen; at de ikke har vidst, hvordan den foregik, og hvad den specifikt bestod i, og at mere viden herom ville gøre det nemmere for dem at vurdere, hvem der kunne tænkes at profitere bedst af behandlingstilbuddet.
Vi kan jo som regel ikke spørge beboerne, for de ved jo ikke, hvad de siger ja og nej til. Så vi er jo nødt til efter bedste evne at sige, at vi tror, den og den ville have gavn af det.
Personalets evaluering
Personalet udtrykker sig overordnet set meget positivt om projektet. De fremhæver bl.a., at de psykomotorik- studerende har tid til den enkelte beboer i en udstrækning, som personalet ikke selv har. De rolige rammer for behandlingen fremhæves, ligesom vigtigheden af at beboerne i forbindelse med behandlingen modtager uforstyrret opmærksomhed, interesse og nærvær betones. Det påpeges, hvordan der blandt nogle beboere kan være behov for opmærksomhed, som kan være svære for personalet at nå at dække i en travl hverdag, og det fremhæves således som en kvalitet, at der i forbindelse med behandlingen er tid og ro til at være med og gøre noget godt for den enkelte beboer. Ydermere fremhæves vigtigheden af berøring for både fysisk og psykisk velbefindende
Jeg kan se at der er nogen, der tager sig fuldt ud af den ene person. Der er ro omkring dem, og der er varme, og der er stille musik, og der er nogen der bare ER der. Vi andre, vi er der jo også, og så er der en telefon, der ringer, og så er der en anden beboer, der skal hjælpes (…) Det, tror jeg, betyder rigtigt meget, når man er dement: At de mærker, at man er der, og at man har tiden til dem, og at der bliver gjort noget kun for dem. Det må være guld værd.
De får den der enetid, de får den opmærksomhed, de får lidt berøring, de får lidt stille og rolig musik, der er helt ro på. De kan mærke, der er tid til at være der.
Tit så kommer vores kræfter jo til at ligge på dem, der er mest urolige. Og det er jo faktisk lidt synd for dem, der egentligt sidder og higer efter at få lidt opmærksomhed.
Jeg synes, det [behandlingen] er en god idé, fordi al berøring gør sådan, at man slapper bedre af, og man vokser også lidt, ikke? Bliver glad og positiv og føler tryghed i det.
Jeg tror også bare, at det er godt lige at være i nogle varme hænder.
Det nævnes at der ikke findes så mange andre tilbud til beboere med demens, og at beboerne kan blive urolige, når de har været til tilbud ude af huset. Det værdsættes derfor, at der findes et tilbud i huset, som er målrettet beboere med demens, uagtet at ikke alle synes at profitere af det.
Det er et super godt tilbud til vores ældre mennesker, fordi der ikke er ret meget til de demente. Og en- gang imellem lykkes det, og andre gange lykkes det ikke. Men alene det, at der er tilbuddet, det synes jeg altså er meget værd
Det vurderes desuden, at også beboere, som ikke har demens, ville have gavn af behandlingen, ligesom der åbnes op for, at elementer af det, de psykomotorikstuderende gør i forbindelse med behandlingssessioner- ne, måske ville kunne implementeres af personalet i hverdagen.
Det kunne også være at der var nogle gode idéer, som vi kunne bruge i dagligdagen? For eksempel lige massere dem lidt. Det behøver ikke at være ret meget; lige lidt i nakken.
Den praktiske gennemførelse fra de studerendes perspektiv
Som allerede omtalt er der et forhold vedrørende de studerendes forhåndskendskab til demensområdet. De ved ikke meget om det, og en af deres første udfordringer angår således selve forberedelsen til behandlin- gerne.
Det beskrives dog samtidig, at der var en fin introduktion og opbygning af forløbet med gode rammer, god introduktion og vejledning. Den meget lavpraktiske instruktion beskrives som god at læne sig op ad. Der kunne dog godt bruges en nærmere introduktion til arbejdspladsen, idet der nogle gange opstod forvirring om, hvor man skulle henvende sig, og hvad man skulle gøre, hvis beboeren fx ikke var der.
Koordineringen med den deltagende afdeling er i det hele taget et nøglepunkt for de studerendes oplevelse, og det kan aflæses, hvordan de studerende oplever usikkerhed, når overleveringerne fra deres perspektiv
