KØBET KOMPARATIVT
En oversigt over retsreglerne om løsørekøb i en række vestlige lande
4. udgave
E I N A R H A R C K S F O R L A G
K Ø B E N H A V N
1967
S K R I F T R Æ K K E G
ERHVERVSRETLIGE SKRIFTER
U N D E R R E D A K T I O N A F P R O F E S S O R J A N K O B B E R N A G E L
7
OLE L A N D O
K Ø B E T KOMPARATI VT
F O R E N I N G E N T I L U N G E H A N D E L S M Æ N D S U D D A N N E L S E
E I N A R H A R C K S F O R L A G
K Ø B E N H A V N
D ette er et forsøg p å at give en sam m en lig n en d e fre m stillin g af re g lern e om løsørekøb i en ræ k k e lan d e i V e st
eu ro p a sa m t USA. B a g g ru n d e n fo r fre m stillin g e n er s k a n d in av isk ret, som i sine h o v e d træ k fo ru d sæ tte s b ek en d t.
Der er isæ r lag t væ gt p å a t b esk riv e re tte n i E n g lan d , T y sk lan d , USA og F ra n k rig . R etten i S panien, P o rtu g a l, d er i nogen g rad bygger p å fra n s k re t, er ik k e frem stillet, h eller ik k e re tte n i G ræ k en lan d , d e r h a r lighed b åde m ed ty sk og fr a n s k ret. D isse lan d es re t e r u d e la d t tild els af p lad sh en sy n .
F re m stillin g e n skal både tje n e som læ rebog og som h å n d bog. F r a m it arb e jd e ved jeg, a t den ik k e fu ld tu d vil k u n n e gøre fy ld est til noget af disse fo rm å l. D et er m in trø st, at E rn s t R abels »Das R echt des W a re n k a u fs« , d er h a r v æ ret m it forbillede, er fo r o m fa tte n d e som læ rebog og fo r k o r t
fa tte t som håndbog, n å r det foreliggende problem ik k e er g anske sim pelt.
D en foreliggende lille bog er tre d ie udgave, id et de fø rste to u d g av e r u d k o m i stencil fo r 7 og 4 å r siden. Selv om d er således ligger flere å rs o v erv ejelser bag fre m s til
lingen, er det san d sy n lig t, a t den lid e r af ad sk illig e m a n g ler og fejl. Jeg h åb e r, a t læ sern e vil gøre m ig o p m æ rk so m p å dem .
S tip e n d ia t cand. ju r . In g a Steen Je n se n og la n d s re ts s a g fø rer Niels T h. K jølbye h a r g en n em læ st m a n u s k rip te t og fo reslået en ræ k k e fo rb ed rin g er. K jølbyes h jæ lp h a r v æ ret sæ rlig v æ rd ifu ld , bl. a. fo rd i h a n h a r u n d e rv ist e fte r en tid lig ere udgave af bogen. Jeg b rin g e r dem begge m in b edste tak .
E nd elig m å næ vnes den b ety d n in g , som S can d in av ian - A m erican L egal S em in ar i 1965 havde fo r m in fo rstå else
af de i USA gæ ldende re g le r 0111 løsørekøb. Jeg e r p ro fesso r F o lk e S ch m id t og a n d re svenske ko lleg er tak n em m elig for, a t jeg k u n n e væ re m ed.
K øbenhavn i o k to b er 1965.
Ole L an d o
Forord til 4. udgave
I d en n e udgave h a r d er v æ ret fo retag et en ræ k k e m in d re æ n d rin g e r, som for stø rsted ele n s v ed k o m m en d e skyldes fo rsla g fr a p ro fesso r ved H an d elsh ö g sk o la n i S tockholm K n u t R odhe. E fte r a t d et e r blevet bestem t, a t bogen sk al væ re o b lig ato risk læ sestof fo r de stu d e re n d e til civiløko
n o m ek sam e n ved S tockholm s H andelsh ö g sk o la, som »läser tili högre betyg«, h a r p ro fesso r R odhe, p re c e p to r G u n n a r K arnell og am a n u e n s fru H olm berg u d a rb e jd e t den o rd liste, som findes bag i bogen, og som sk u lle lette tile g n el
sen fo r svenske læ sere. Jeg er dem alle m eget ta k n em m elig fo r deres in d sa ts.
K øbenhavn i o k to b er 1966.
Ole L a n d o
Side
L it t e r a tu r f o r t e g n e l s e ... 9
K a p ite l I. A lm in d elig t om koberetten og om retsreglernes placering i systemerne ... 11
K a p ite l II. A ftalers indgåelse A. T ilb u d og sv a r p å t i l b u d ...15
B. F o r m ...22
G. P aro l E v id en ce R u l e ...23
K a p ite l I I I . F arens (risikoens) overgang. P risen A. R isiko og e je n d o m s r e t ... ..25
B. T ran s p o rtk la u s u le r og r i s i k o ...28
1. A fs e n d e ls e s k ø b ... ..28
2. A n k o m s tk ø b ... ..29
C. P r i s e n ...30
1. P risa fta le n er b i n d e n d e ... ..30
2. P risen , h v o r a fta le herom ikke er t r u f l e t ... ..30
a. S k a n d in av isk og ty sk r e t ... ..30
b. F ra n sk r e t ...31
c. A n g lo -am erik an sk r e t ...31
K a p ite l IV. A lm in d e lig t om m isligholdelse, »Breach of contracts og »Forderungsverletzung«, i henholdsvis d a n sk, am erika n sk og tysk ret A. D an sk r e t ... 33
B. U C G ... 33
C. T y sk r e t ... 35
D. S a m m e n f a tn in g ... 36
K a p ite l V. M isligholdelse a f kontrakten A. Sæ lgeren lev e rer ikke v a re n i r e tte t i d ... .37
1. K o b ers a d g an g til a t hæ ve k ø b e t og til a t k ræ v e v a ren le v e re t . . . . 37
a. R e tte n til a t hæ ve k ø b e t ... .37
b. K ø b ers r e t til a t kræ ve v a ren l e v e r e t ...43
c. R e k l a m a t i o n ... .44
2. K øbers r e t til e r s t a t n i n g ...45
a. G en u sk ø b : 1°. T y sk re t. 2°. F ra n sk re t. 3°. R e tte n i S to rb rita n n ie n og USA. 4°. S a m m e n f a tn in g ... .45
b. S p e c ie s k ø b ... .49
c. E rs ta tn in g e n s beregning, n å r k ø b e t h æ v e s ...50
B. K ø b esu m m en b etales ikke i re tte t i d ...51
1. Sælgers ad g an g til a t hæ ve k ø b e t ...51
a. K a n sæ lger hæ ve e fte r v a ren s o v e r g iv e ls e ? ... .52
b. A n d re b etin g elser for a t hæ ve k ø b e t ... .52
Side
2. Sæ lgers r e t til e r s t a t n i n g ... 53
a. K ø b e t o p reth o ld es ... 53
b. K ø b e t h æ v e s ... 54
3. R e k la m a tio n ... 55
4. Sælgers tilb a g eh o ld sre t, s ta n d sn in g sre t og u d ta g e ls e s re t... 55
a. T ilb a g e h o ld s r e tte n ... 56
b. S ta n d s n in g s r e tte n ... 57
c. U d ta g e ls e s r e tte n ... 58
C. K ø b ers fo rd rin g s h a v e rm o ra ... 59
1. I n d l e d n i n g ... 59
2. D e sæ rlige v irk n in g e r af kø b ers m an g len d e m e d v i r k e n ... 61
a. Sæ lgerens o m so rg sp lig t ... 61
b. Sælgerens re t til a t sælge tin g e n til a n d en s i d e ... 61
c. Sælgers p lig t til a t s æ l g e ... 62
3. M islig h o ld e lse sv irk n in g e r... 62
a. Dom til a t a fta g e t i n g e n ... 62
b. H æ v e b e fø je ls e n ... 62
c. Selvhjæ lpssalg og e r s t a t n i n g ... 63
D. M angler ved s a lg s g e n s ta n d e n ... 65
1. T y s k r e t... 65
a. H v a d er en m a n g e l ? ... 65
b. V irk n in g ern e af en m a n g e l... 65
c. U delukkelse af m a n g e lsb e fø je ls e rn e ... 66
2. F ra n sk r e t... 67
a. H v a d er en m a n g e l ? ... 67
b. V irk n in g ern e af en m a n g e l ... 67
c. U delu k k else af m angelsbefojels e r n e ... 68
3. E ngelsk og am erikansk r e t... 69
a. H v a d er en m a n g e l ? ... 69
b. V irkningerne af en m a n g e l ... 72
c. Sælgers ad g an g til afh jæ lp n in g af m a n g le r ... 73
d. U delukkelse af m angelsbeføjelserne i ø v r i g t ... 73
4. S a m m enfatning ... 75
I Tekst og noter er de citerede værker forkortet ved de kur
siverede ord.
Almén T: Om köp och byte af lös egendom, 4. uppl. Stockholm 1960.
Atiyah: The Sale of Goods, London 1957.
Aubry et Ran: Droit civil fran çais, Tome 4 og 5, Paris 1947 og 1948.
Baumbach-Duden: Handelsgesetzbuch. 15. Aufl., München und Berlin 1962.
Benjamin on Sale. A treatise on the law of sale of personal pro
perty, 8th edition, London 1950.
Chalmers’ Sale of Goods Act 1893, 14th edition, London 1963.
Colin et Capitant: Cours élémentaire de droit civil francais, Tome II, 2. édition, Paris 1952.
Colin et Capitant: Traité de droit civil, Tome II, Paris 1959.
Corbin on Contracts, Vol. 1-8, St. Paul, Minnesota, 1951.
Enneccerus - Kipp - Wolff: Lehrbuch des bürgerlichen Rechts, 2. Band, Recht der Schuldverhältnisse, Tübingen, 1958.
Graue: Die mangelfreie Lieferung beim Kauf beweglicher Sa
chen, Heidelberg 1964.
Palandt: Bürgerliches Gesetzbuch, 22. Aufl., München und Ber
lin 1963.
Planiol et Ripert: Traité pratique de droit civil francais, 2.
édition 1952 (især er benyttet bind 6, 10 og 12).
Portin: Om köparens d röjsmål, Helsingfors, 1962.
Rabel: Das Recht des W arenkaufs, Bd. I-II, Berlin 1957 og 1958.
Rép. civile: Dalloz: Encyklopédie juridique: Répertoire de droit civil, Paris 1951 ff.
Rép. eommerciale: Dalloz: Encyklopédie juridique, Répertoire de droit commerciale et des sociétés, Paris 1956 ff.
Restatement of the Law, Contracts. Vol. 1-2. American Law Institute, St. Paul 1932.
R ipert: Traité élémentaire de droit commercial. 5 édition par René Roblot. Tome 1-2. Paris 1963. (Ripert-Roblot) .
Rodhe Lärobok: Knut Rodhe, Lärobok i obligationsrätt, Stock
holm 1966.
Rodhe: Knut Rodhe: Obligationsrätt, Stockholm 1956.
Schmitthoff: The Export Trade, 4th edition, London 1962.
Soergel-Siebert: Bürgerliches Gesetzbuch, Stuttgart, Bind I 1959, Bind II 1962.
Some Comparative Aspects of The Law Relating to Sale of Goods, British Institute of Comparative and International Law. International and Comparative Law Quarterly, Sup
plem entary Publication No. 9, London 1964.
Uniform Commercial Code (UCC) 1962 Official Text w ith Comments, Philadelphia & Chicago 1963.
Ussing, Køb, 3. udgave, København 1962.
La v ente commerciale de merchandises. Études de droit com- merciale publiées sous la direction et avec une preface de Joseph Hamel, Paris (Dalloz) 1951.
Waelbroeck: Le transfert de la propriété dans la vente d ’objets m obiliers corporels, Bruxelles 1961.
Williston on Sales, Revised Edition, Vol. 1-4. New York 1948, 1964 supplements.
Almindeligt om køberetten og om retsreglernes placering i systemerne [1]
I re tssy ste m e rn e u n d e r den f r a n s k e familie, og d et vil h e r sige i fra n sk , ita lie n sk , belgisk og h o lla n d sk r e t , [2]
lin d es re g le rn e om køb i de b orgerlige lovbøger (code civ il).
F le re af b estem m elsern e, f. eks. re g le rn e om p a rte rn e s fo rsin k else, s tå r i lovbøgernes alm in d elig e del om k o n tr a k te r ; re g le rn e om p ris, levering, v an h jem m el, m an g ler m. m. er specielle for køb og d e rfo r o p tag et i det sæ rlige a fsn it om køb (f ra n s k c. c. a rt. 1582—1701). I den fra n sk e handelslovbog code de com m erce, er d er k u n en en k e lt bestem m else om køb m ellem h an d len d e , n em lig a rt. 109, se h ero m n e d e n fo r K apitel II B. D erim o d er d er ved sen ere love, ved h a n d e lsb ru g og ved re ts p ra k s is in d fø rt en ræ k k e vigtige sæ rre g le r for h a n d e ls k ø b .[3 ].
S y stem ern e u n d e r den t ys ke familie, og det vil h e r sige tysk, ø strig sk og sv e jtsisk re t følger s to rt set sam m e b an er.
R eglerne om køb fin d es i T y sk la n d i den b orgerlige lov
bogs alm indelige a fsn it om sk y ld fo rh o ld (BGB §§ 241—
361), dels i de sæ rlige a fsn it om køb (BGB §§ 433—515).
1. Se R a b e l I s. 19 ff., h v is f r e m s tillin g e r f r a 1936.
2. Se om » r e ts f a m ilie r n e « , L a n d o : O m de s to re e u ro p æ is k e r e ts s y s te m e r og om in d d elin g en i a f r e ts s y s te m e r i f a m ilie r , J u r i s t e n 1965, s. 37 ff.
3. S åled es g æ ld e r n o g le a f de a lm in d e lig e r e g le r om h a n d e ls a k te r , f. eks. b e s te m m e ls e rn e om r e n te s a ts e n , om b e ta lin g , o m fo ræ ld e ls e og om a d g a n g t i l v o ld g ift f o r h a n d e ls k ø b , m en ik k e f o r c iv ile k øb, se H o u in i C o m p a r a tiv e A s p e c ts, s. 17 og R ip e r t- R o b lo t I n o . 347 ff.
Om sæ rlig e k u ty m e r og r e ts p r a k s i s om h a n d e ls k ø b , se n e d e n f o r K a p ite l VA 1 ( f a c u lté de r e m p la c e m e n t) . I I ta lie n , h v o r d e r ik k e læ n g e re fin d e s n o g e n h a n d e ls lo v b o g , s t å r b e s te m m e ls e r n e om k ø b i Co dice c iv ile f r a 1942.
M an h a r i ty sk , ø strig sk og sv e jtsisk lovgivning b e stræ b t sig for, så v id t det v a r gørligt, a t opstille alm engyldige re tssæ tn in g e r og at følge d en sy ste m a tik a t b rin g e disse alm engyldige reg ler fo ra n de specielle. D e rfo r s tå r de re g ler, d er gæ lder både fo r køb og fo r a n d re k o n tra k te r i de in d led en d e og de specielle re g le r om køb i de senere a fsn it af bogen om sk y ld fo rh o ld .
I H an d elsg esetzb u ch (H G B ), som gæ lder i T y sk la n d og Ø strig, er d e r givet en ræ k k e sæ rre g le r om h a n d e ls k ø b .[4]
I S vejts, hv o r ingen h andelslovbog findes, og h v o r alle be
stem m elser om køb er o p tag et i Obligationenrecht, fin d es d er ligesom i de sk a n d in a v isk e købelove en ræ k k e specielle re g le r fo r h an d e lsk ø b .
I England, S k o t l a n d og I rl and sa m t i de fleste d o mi ni o n s findes lovregler om løsørekøb i Sale of Goods Act fr a 1893 (i det følgende fo rk o rte t som SGA) , og i 35 af USA’s s ta te r fa n d te s de, fø r The Uni form Commercial Code kom til, i den m ed SGA n æ rt beslæ gtede Uni form Sales A c t (U n.
S .A .). B åde SGA og Un. S. A. bygger p å re tsp ra k sis, p å C o mm o n L a w og Eq u it y, og begge in d e h o ld e r b estem m elser både om fo rh o ld e t m ellem p a rte rn e og om sæ lgers og k ø b ers fo rh o ld til tre d ie m a n d . R eglerne ta g e r isæ r sigte p å h a n d e le n s køb, m en d er er m eget få bestem m elser, som alene gæ lder køb fra en h a n d le n d e el. lig n .[5 ].
I 44 af U S A’s s ta te r er re g le rn e om køb n u o p tag et i a fsn it (A rtic le ) 2 i T he Uni form Commerci al Code (f o rk o r
te t UCC), som e r s ta tte r Uni form Sales A c t i de s ta te r, h v o r den n e h a r v æ ret g æ ld e n d e .[6 ].
T he Uniform Commercial Code m o d e rn ise re r a m e ri
k a n s k k ø b eret og b rin g e r den n æ rm e re til den k o n tin e n ta le , isæ r til den tyske. A dskillige af dens reg ler er specielle for h an d elsk ø b . E n d v id ere findes d er i A rticle 2 om køb
4. Se §§ 373 og 374 (k ø b e rs f o r d r in g s h a v e r m o r a ) § 375 (s p e c if ik a - tio n s k ø b ) § 376 (fix -k ø b ) §§ 377 og 378 ( r e k la m a tio n o v e r m a n g le r ) § 379 (k ø b e rs p lig t t i l a t o p b e v a re v a r e r , h a n v il a fv is e ) og
§ 380 (b e re g n in g a f k ø b e s u m e f te r v æ g t).
5. Se SG A s e c tio n 14 (1) og (2 ).
6. Se h e ro m M illa rd R u u d og Ole L a n d o : T h e U n ifo rm C o m m e rc ia l Code, T fR 1965 s. 3.
foruden regler om købeaftalens indhold og virkning også bestem m elser om dens form og indgåelse.
UCC’s forfattere har forsøgt at skrive loven således, at den kan forstås af købmænd uden ju ridisk uddannelse.
Article 2 om køb og salg er forfattet i en »kronologisk«
orden. Bortset fra afsnit 1, der handler om em nets afgræ ns
ning og bringer en række definitioner, er reglerne søgt frem stillet i den tidsm æ ssige rækkefølge, hvori de melder sig for parterne. A fsnit 2 handler om indgåelsen af købet, afsnit 3 om aftalens fortolkning, afsnit 4 om overgangen af ejendom sretten til den solgte vare og afsnit 5 om aftalens opfyldelse. I afsnit 6 om tales de forskellige former for m is
ligholdelse af kontrakten (breach) og afsnit 7 om handler den krænkede parts beføjelser (rem edies) i anledning af
»breach«.
Sproget i UCC er iøvrigt søgt gjort så sim pelt og enkelt, at købmænd skulle kunne forstå det. Behovet for kon
sekvens og eksakthed har dog m edført en række d efin iti
oner og henvisninger til andre lovsteder, der gør det um u
ligt at forstå loven så let, som man forstår en sim pel brugs
anvisning. E nkelte af reglerne er blevet særdeles kom pli
cerede, også for jurister, se f. eks. section 9—103.
Delegerede fra en række lande både i Øst og Vest har i Haag udarbejdet og er enedes om to konventioner om køb, begge un
dertegnet den 1. juili 1964.[7] Den ene giver fælles materielle regler om køb (Den internationale købelov), den anden fælles materielle regler om indgåelse af aftaler om køb (Den interna
tionale købeaftalelov). Lovene er ikke sat i kraft i noget land endnu, men udsigterne til, at fællesmarkedslandene vil tiltræde dem, anses for gode.
Selv om de to love kun gælder for internationale løsørekøb, og det vil i praksis sige udenrigshandelens køb, vil de næppe blive verdenslove. USA vil sandsynligvis ikke antage dem; arne-
7. Se herom R ab els Z e itsch rift fü r a u slä n d isc h e s un d in te rn a tio n a le s P rivatrech t 29, 1965, H eft 1, der h eit er v ie t o m ta len a f de to k o n v en tio n er m ed de in te rn a tio n a le lo v e, og som fo ru d en k o n v en
tio n e rn e s te k st in d eh o ld er a r tik le r om dem a f v. C aem m erer, R iese, Z w eigert og D robnig. K on ven tion ern e er en d vid ere o m ta lt i C om p arative A spects og i Svensk J u r isttid n in g 1965 s. 248 ff. (a f Jan H elln er, A lgot Bagge og Eric E ssén ).
rikanerne kritiserer dem for at være livsfjerne. De er, hævder amerikanerne, en række mellemløsninger mellem en række euro
pæiske købelove, der alle er mellem 160 og 60 år gamle, og som ikke tager stilling til de problemer, der møder den internationa
le handel af i dag. Lovene er ikke som The Uniform Commercial Gode blevet til efter indgående undersøgelser af, hvordan han
delen i dag foregår. De er begrænset til forholdet mellem køber og sælger og regulerer ikke som UCC retsforholdet til tredie- mand. Det er især banker, finansieringsselskaber og andre, som har lånt sælger eller køber penge imod sikkerhed i godset, som har behov for ensartede regler.
I Europa er man næppe indstillet på at gøre UCC til en ver- denslov for køb og salg. UCC er nok påvirket af kontinental ret, men den er dog så stærkt forankret i den amerikanske retstradition og i the Common Law, at den ikke vil kunne anta
ges af de kontinentaleuropæiske lande.
Aftalers indgåelse [1]
A. Tilbud og svar på tilbud
1. Nordi sk rets regler om tilbud og svar på tilbud findes i de nordiske aftalelove (dansk aftalelov af 8 /5 -1 9 1 7 ). Ho
vedreglen er, at tilbud er bindende for afgiveren, når det kommer til tilbudsinodtagerens kundskab. Det ophører at være bindende, hvis tilbudsm odtageren afslår det, eller hvis det antagende svar først når frem til tilbudsgiveren, efter at den fastsatte eller legale akceptfrist er udløbet. Tilbud og svar på tilbud kan tilbagekaldes, og tilbagekaldelsen er gyldig, hvis den kom m er frem til den anden part, inden eller sam tidig med, at tilbudet eller svaret på tilbudet kommer til hans k u n d skab .[ 2 ]
Man har i skandinavisk ret villet lade tilbudsgiveren være bundet af sit tilbud, først og frem m est fordi det letter tilbudsm odtagerens adgang til at disponere i tillid til til
budet. Hvis tilbudet kunne tilbagekaldes, efter at det var kom m et til tilbudsm odtagerens kundskab, ville hans dispo
sitioner ikke være sikre. Han kunne f. eks. ikke sælge til
budte varer.
Forsinket eller uoverensstem m ende accept anses som af
slag i forbindelse med nyt tilbud. Dette gælder dog ikke, hvis tilbudsm odtageren tror, at det antagende svar er kom met rettidigt frem, eller at det var i overensstem m else med tilbudet, og tilbudsgiveren må indse, at m odtageren troede, at hans svar var rettidigt eller overensstem m ende. I så fald skal tilbudsgiveren uden ugrundet ophold give m eddelelse
1. L ittera tu r: R ab el I, II T eil.
2. Om de næ rm ere regler h e n v ises iø v rig t til H. U ssin g, A ftaler, 3. udg. s. 29 ff.
om, at han ikke vil være bundet af svaret; gør han ikke det, anses han for bundet af svaret med det indhold, det har.
Reglen om, at en uoverensstem m ende accept kan blive bindende for tilbudsgiveren, er i skandinavisk teori og praksis blevet udstrakt til også at gælde tilfælde, hvor til
budsm odtageren meget vel ved, at hans svar indeholder ændringer eller tilføjelser, men hvor disse ændringer ikke væ sentligt ændrer tilbudet. Hvor f. eks. svaret indeholder tilbudsm odtagerens trykte forretningsbetingelser, vil disse ofte blive anset for at gælde, selv om tilbudsm odtageren ved, at hans betingelser indeholder ændringer i eller til
føjelser til tilbudet. Det sam m e gælder form entlig de til
fælde, hvor tilbudet indeholder ét sæt og svaret et andet sæt
»alm indelige betingelser«. Her vil svaret med dets betingel
ser kom m e til at gælde, m edm indre tilbudsgiveren straks erklærer, at han ikke vil antage den uoverensstem m ende accept. [3 ].
2. T y s k ret indeholder i Bürgerliches Gesetzbuch §§ 130 og 145 ff. regler, der stort set svarer til de skandinaviske.
I tysk ret bliver dog et tilbud bindende for tilbudsgiveren, såsnart det er kom m et frem til tilbudsm odtageren, og ikke som i skandinavisk ret, først når det er kom m et til hans kundskab. Samme regler som i tysk ret gælder i svejtsisk og østrigsk ret.
De tyske regler om uoverensstem m ende accept stem m er stort set overens med de skandinaviske. Det følger iøvrigt af BGB § 155, at en bindende aftale er indgået, selv om parterne ikke har opnået enighed om alle punkter. Ved strid im ellem tilbudsgivers og tilbudsm odtagers »alm inde
lige betingelser« gælder modtagerens, m edm indre tilb ud s
giveren protesterer. [4 ].
3. De anglo-amerikanske regler, der findes i Common L a w , er på flere vigtige punkter forskellige fra de skan
dinaviske.
3. Se om A fta lelo v e n s § 6 , stk. 2, v. E yben og C arsten S m ith : H oved
p u n k ter i fo rm u eretten s. 11, NRT 1938 s. 259 og NJA 1949-609.
Se også V a h lén : A vtal och to lk n in g , s. 119 ff. (143) og H. U ssin g : A ftaler, s. 68, n o te 1 1 1 .
4. Se P a la n d t, Anm. 5 a t il § 157 s. 124.
Tilbudet binder efter gældende ret ikke tilbudsgiveren, end ikke når der er fastsat en bestem t frist for dets anta
gelse. Grunden er, at en person efter common law ikke kan være ensidigt bundet af et løfte, uden at han har fået til
sagn om en m odydelse (consi derat i on). Efter angelsaksisk ret kan tilbudet altså frit tilbagekaldes, så længe det ikke er blevet akcepteret. Det anses dog i England for at være en dårlig handelsm oral at tilbagekalde et tilbud, der er nået frem til modtagere.
På den anden side kom m er aftalen i stand i det øjeblik, tilbudsm odtageren har afgivet sin akcept til post- eller telegrafvæ senet eller anden budbringer, som tilbudsgiveren har godkendt, når dette blot er sket inden for akceptfristen.
Aftalen er sluttet, selv om akcepten ikke kom m er tilbuds
giveren i hænde, idet den går tabt undervejs. Dette hænger sam m en med, at postvæ senet eller budet efter anglo-ameri- kansk ret er tilbudsgivers repræsentant, dersom det anta
gende svar er overgivet budbringeren med tilbudsgivers sam tykke, og at en accept i anglo-am erikansk ret anses for at være overgivet til tilbudsgiveren selv, så snart den er overgivet til en af hans repræsentanter.
Det har været om stridt, hvorvidt tilbudsm odtageren kun
ne tilbagekalde sin akcept, f. eks. ved at sende et telegram, der når hurtigere frem til tilbudsgiveren end det brev, der antager tilbudet. Det antages im idlertid i engelsk littera
tur, [5] at aftalen er endelig afsluttet på det tidspunkt, da det antagende svar er overgivet til postvæ senet eller et bud, og man derfor ikke efter dette tidspunkt kan tilbagekalde akcepten.
Reglen om, at tilbud kan tilbagekaldes, indtil det er antaget, gælder dog ikke de såkaldte »firm offers«, der om handles i den am erikanske Uniform Commercial Code. Lo
vens section 2—205 foreskriver, at en »handlendes tilbud om at sælge eller købe varer, som frem sættes skriftligt og underskrives af tilbudsgiveren, og som udtrykkeligt går ud på, at det er et fast tilbud, ikke kan tilbagekaldes, selv om løftem odtageren ikke har lovet eller givet nogen mod-
5. B e n ja m in s. 83.
2 Købet k om p arativt
ydelse (for lack of consideration).« Bestem m elsens formål er ifølge kom m entaren at im ødekom m e tilbudsgiverens al
vorligt m ente ønske om at gøre sit tilbud bindende. At denne hensigt findes, skal, hvor hele dokum entet er skre
vet af løftegiveren, frem gå af hans underskrift på doku
m entet; i de tilfælde, hvor det faste tilbud står i en for
mular, som tilbudsm odtageren bruger, skal det faste til
bud afgives på den måde, at tilbudsgiveren specielt sætter sit navn ved den særlige passus, som fastslår, at tilbudet er fast. D isse formregler har været prisen for at nå et skridt henim od de mere rationelle regler om tilbud, som findes i tysk og nordisk ret.
Reglen om , at tilbud er bindende, har kun et begrænset anvendelsesom råde. Den gælder kun tilbud, som frem sæ ttes af en handlende, og den gælder kun skriftlige tilbud. E nd
videre er akceptfristen begrænset; tilbudet er kun binden
de i den tid, det holdes åbent eller, hvis ingen sådan tid er fastsat af tilbudsgiveren, da inden for en rim elig tid, dog at akceptfristen aldrig må overstige 3 måneder.
Efter de alm indelige regler i USA og England er svar på et tilbud ikke noget antagende svar, hvis det indeholder nogen som helst ændringer eller tilføjelser til tilb u d et.[6]
Mange dom stole har dog ikke gennem ført denne regel helt strengt. I nogle tilfælde har man opfattet en tilføjelse i en akcept som værende blot en venlig henstilling, f. eks. hvor det tilføjes, at man ville være taknem m elig, hvis varen blev afsendt inden ugens udgang. Hvor tilføjelsen indeholder en betingelse, som må anses for underforstået, eller som gæl
der ifølge lovens deklaratoriske regler, er også dette blevet anset for et antagende svar og ikke for et nyt tilbud.
Med disse m odifikationer har hovedreglen, der kræver fuldt overensstem m ende akcept, bestået. En tilføjelse eller en ændring i tilbudet har som hos os været et afslag i for
bindelse med et nyt tilbud. Den bagved liggende grund har været den samme som i skandinavisk ret. Løftem odtageren skulle ikke kunne prøve at opnå bedre vilkår ved sine til-
6. Se herom næ rm ere 1 Corbin §§ 82—87, 89—94.
føj eiser, for så, når dette ikke gik, at falde tilbage på det oprindelige tilbud og akceptere dette.
UCC ændrer im idlertid denne regel. Efter section 2—
20 7[7] er et svar, hvori tilbudet antages, et antagende svar, selv om det indeholder tilføjelser eller ændringer. Hvis tilbudsm odtageren kun vil antage tilbudet med de på
gældende tilføjelser eller ændringer, må han gøre sin accept udtrykkeligt betinget af, at hans tilføjelser eller ændringer bliver akcepteret af tilbudsgiveren.
Tilbudsm odtagerens ændringer eller tilføjelser til til
budet bliver dog, hvis forhandlingerne foregår m ellem handlende, til en del af kontrakten, m edm indre tilbuds
giveren inden for en rim elig tid gør indsigelse, eller det i hans tilbud har stået, at tilføjelser og ændringer ikke vil blive antaget, eller de pågældende ændringer eller tilføjel
ser i væ sentlig grad vil ændre tilbudet.
Lovens regler gælder både for de tilfælde, hvor løfte
m odtageren bevidst frem sætter ændringer, og for de til
fælde, hvor løftem odtageren tror, at han blot gentager tilbudet.
Der står ikke noget i loven om, hvad der gælder for af
taler med ændringer og tilføjelser, hvis en af parterne ikke er handlende, eller hvis de nævnte ændringer og tilføjelser betyder en væ sentlig ændring i tilbudet, men i kom m en
taren forklarer lovens forfattere, at ændringer og tilfø jel
ser, som i væ sentlig grad ændrer kontrakten, kun bliver en del af denne, hvis tilbudsgiveren udtrykkeligt antager.
7. Section 2—20 7 (1 ) »A d e fin ite and sea so n a b le e x p ressio n o f a ccep t
ance or a w r itten co n firm a tio n w h ich is sen t w ith in a reason ab le tim e op erates as an acceptan ce even th o u g h it sta tes term s ad
d itio n a l to or d iffe re n t from th o se o ffered or agreed up on, u n less acceptance is e x p r essly m ade c o n d itio n a l on a ssen t to th e a d d itio n a l or d iffe re n t term s.«
T he a d d itio n a l term s are to be con stru ed as p ro p o sa ls for ad d itio n to th e contract. B etw een m erch an ts such term s becom e part o f th e con tract u n le ss :
(a ) th e o ffer ex p ressly lim its acceptan ce to th e term s of th e o ffer, (b ) th e y m a te r ia lly a lter it, or
(c) n o tific a tio n o f o b jectio n to th em has alread y been given or is given a reason ab le tim e a fter n o tice o f th em is received.«
2 *
d em .[8] Hvis tilbudsgiveren ikke antager ændringerne, synes reglen at være den, at tilbudsm odtageren er bundet til tilbudet, således som det er foreslået af tilbudsgive
ren. [9 ].
Den tiltagende anvendelse af trykte kontraktsform ularer har gjort problemet om den uoverensstem m ende akcept aktuelt og har skabt behov for en regel som lovens. I
»kampen om formularen« søger tilbudsgiver og tilbuds- m odtager hver at få sin form ular gjort til den gældende.
Tilbudsm odtageren løber m åske den største risiko ved den løsning, som loven giver. Han kan blive bundet af en kon trakt, som afviger fra den, som han havde håbet eller ven
tet, fordi tilbudsgiveren nægter at antage de tilføjelser eller ændringer, som følger af en anvendelse af tilbudsm odtage- rens formular. Reglen om tilbudsm odtagerens bundethed gælder dog kun, hvor der foreligger en udtrykkelig antagel
se fra hans side. Hvor hans svar ikke er en endelig akcept, m en kun et eller flere trin på vej im od en kontraktind
gåelse, fører dette foreløbige svar ikke til en endelig kon
trakt. Endvidere kan løftem odtageren, hvis han kun vil antage kontrakten med sine egne tilføjelser eller ændrin
ger, udtrykkeligt gøre sin akcept betinget af, at løftegive
ren går ind på hans ændringsforslag.
Fransk og italiensk ret indtager i spørgsm ålet om løfte
giverens bundethed et m ellem standpunkt m ellem engelsk og ty sk /sk a n d in av isk ret. Et tilbud vil normalt ikke være bindende for afgiveren. Hvis han fastsæ tter en akceptfrist, er tilbudet bindende i fransk ret, når det kom m er til til
budsm odtagerens kundskab og akcepteres inden for den fastsatte frist. Antages tilbudet inden for den fastsatte eller
»legale« frist, forpligter det afgiveren, men spørgsm ålet er da, hvorvidt akcepten kan tilbagekaldes. Er dette ude-
8. P u n k t 3 i K om m en tarer t il § 2—207.
9. I sagen R oto L itli, Ltd. v. F. P. B a rtlett & Co., 297 F. 2 d 497 (1st.
Cir. 1962), næ gtede retten at godkende købers påstan d om , at lo v en m åtte fo rto lk es så led es. D enne dom er b le v et k ritiser et, se 111 U niv. o f P e n n sy lv a n ia L aw R ev iew 132 (1 9 6 2 ); 76 Harvard Law R eview 1481 (1963).
lukket, når svaret er afsendt, eller afskæres tilbagekaldel
sen først, når akcepten er nået til tilbudsgivers kundskab?
Dette er ikke endelig afgjort i fransk ret, selvom tenden
sen i nyere tid går i retning af at anse kontrakten for ende
lig indgået, når svaret er afsendt. Er man forsigtig, må man som modtager af et fransk tilbud regne med, at ens antagende svar ikke kan tilbagekaldes, når det er afsendt til tilbudsgiveren. Som tilbudsgiver må m an regne med, at den franske tilbudsm odtager vil kunne tilbagekalde en akcept efter sam m e regler, som gælder i Skandinavien.
Efter italiensk ret kan et tilbud alm indeligvis tilbage
kaldes. Hvis en vare er bestilt, og sælger har forberedt dens tilvirkning eller anskaffelse, inden bestillingen tilbage
kaldes, kan han dog kræve skadeserstatning. Dette gælder også i fransk ret.
5. Efter Den internationale Købeaftalelov af 1. juli 1964, art.
5, stk. 2, er et tilbud tilbagekaldeligt, indtil det er akcepteret.
Dette gælder dog ikke, hvis tilbagekaldelsen ikke er foretaget af god vilje eller i overensstemmelse med god forretningsskik.
Det gælder heller ikke, hvis tilbudet indeholder en akceptfrist eller angiver, at det er fast eller utilbagekaldeligt. Et tilbud an
ses for fast eller utilbagekaldeligt, hvis dette følger af omstæn
dighederne, af de forudgående forhandlinger, af en særlig prak
sis parterne imellem eller af sædvane.
Den teoretiske hovedregel er herefter den, at et tilbud er tilbagekaldeligt, men bestemmelsen i art. 5 er således affattet, at den praktiske hovedregel meget vel kan blive, at tilbud er uigenkaldelige.
I de øvrige regler om tilbud og akcept følger den interna
tionale købelov stort set reglerne i de skandinaviske aftalelove.
Art. 7, stk. 2, indeholder en regel om den uoverensstemmende akcept, som har lighed med den, der har udviklet sig i svensk, norsk og dansk ret. Et svar, der indeholder tilføjelser, begræns
ninger eller ændringer er at anse for et afslag i forbindelse med et nyt tilbud. Men hvis svaret er ment som antagende, men som indeholder ændringer eller tilføjelser m. m., som ikke væsentlig ændrer tilbudets vilkår, anses det antagende svar for en akcept og ti'lbudsmodtagerens vilkår for gældende, medmindre tilbuds
giveren straks gør indsigelse.
B. Form
I Storbritannien, Skandinavien og T yskland stilles der ikke krav til købeaftalens form. Køb kan indgås m undtligt m ellem nærværende parter, telefonisk, telegrafisk eller ved brev. Kan aftalen bevises, er form en uden betydning for dens gyldighed eller gennem tvingelighed. [ 10]
I nogle af de engelske dominions og i flertallet af de ameri kanske stater er den skriftlige form en betingelse for, at aftaler, hvis genstand har en vis m indsteværdi (oftest m ellem 50 og 500 d ollars), skal kunne gennem tvinges ved dom stolene, medm indre de er helt eller delvis opfyldt fra en af parternes side, jfr. section 4 i Uniform Sales Act.
Kravet om skriftlighed er opfyldt, hvis »some note or m em orandum in w riting of the contract be made and signed by the party to be charged, or his agent in that behalf«. D isse regler, der stam m er fra en gamm el engelsk lov, The Statute of Frauds fra 1677, blev ophævet i E ng
land i 1954. The Statute of Frauds blev indført for at for
hindre svig i kontraktforhold, men man indså hurtigt, at kravet om skriftlighed, snarere end at forhindre, frem m ede svigen, og efter næsten 300 år førte denne indsigt i England, men ikke i USA, til, at reglerne så godt som helt ophævedes.
Efter the Uniform Commercial Code section 2—201 er kravet om skriftlighed, som gælder for køb til en værdi af
$ 500 eller mere, blevet m odificeret i flere henseender.
Således kan en handlende, efter at have indgået en m undt
lig aftale med en anden handlende, sende denne et kon traktudkast, som bliver til en endelig kontrakt, hvis den ikke afvises inden 10 dage efter m odtagelsen. Er sælgeren i henhold til en m undtlig aftale begyndt at fabrikere varer, der frem stilles specielt til den pågældende køber, kan kø
beren heller ikke afvise aftalen.
I Frankrig er ved aftaler til en værdi af over 50 frcs.
skriftlighed en betingelse for, at der ved dom stolene kan
10. Se Den in te rn a tio n a le K øbelov, art. 3 og Den in te r n a tio n a le K øbe- a fta le lo v , art. 15, h vorefter in gen form kræ ves.
tillades ført bevis for aftalens eksistens. Ligesom anglo
am erikansk ret følger man i fransk ret ikke det skandina
viske og tyske princip om, at dom stolene frit kan bestem me, hvilke beviser de vil tillade ført. Kravet o m sk riftlig
hed findes i c. c. art. 1341, men gælder ikke for handels
køb (c. com. art. 109); kan man i de civile køb frem vise en eller anden skriftlig optegnelse o m handelen fra m odpar
tens hånd, vil denne, selv o m den er ret form løs, kunne antages som bevis. Lignende regler gælder i Sydam erika, dog at skriftlig form i de fleste stater der også kræves i handelskøb.
C. Parol Evidence Rule [11]
I engelsk og am erikansk ret gælder der en særlig regel om, at dom stolene ikke vil tillade parterne i en kontrakt at føre bevis o m andet end det, som står skrevet i kontrakten (T he Parol Evidence R u le). Hvis en kontrakt fremtræder som det dokum ent, der på alle punkter regulerer forholdet m ellem parterne, er det kun det skriftlige i kontrakten, som kan bevises. Hvad parterne skriftligt eller m undtligt m åtte have aftalt før eller s amt idi g m e d , at kontrakten blev indgået, er uden betydning for dom stolen, selv o m det kunne bevises. Bevis o m senere aftale — m undtlig såvel som skriftlig — kan derimod tillades ført, medm indre denne senere aftale skal være skriftlig, se f. eks. Uniform Sales Act, section 3. I så fald tilstedes bevis o m senere m undtlig aftale ikke.
I USA fortolkes the Parol Evidence Rule ret venligt overfor den part, der vil påberåbe sig en aftale, som ikke findes optaget i kontrakten. I praksis er reglen efterhånden blevet begrænset til de tilfælde, hvor tillæ gsaftalen klart strider imod kontraktens skrevne ord; hvor aftalen blot supplerer kontrakten, afskæres bevis for den kun, hvor kontrakten på det pågældende punkt udtøm m ende har re
guleret forholdet. UCC section 2—202 er i overensstem m else med denne praksis.
11. Se 3 Corbin § 26.
Senere m undtlige aftaler er som regel gyldige, m edm in
dre parterne i deres kontrakt har bestem t, at den kun kan ændres ved skriftlig aftale. En sådan aftale er bindende i England og i de fleste af USA’s stater. Den opretholdes som gyldig i U C C section 2—209.(2)
The Parol Evidence Rule gælder ikke i system erne un
der de skandinaviske, franske eller tyske fam ilier. Kan en part bevise, at der er aftalt ændringer eller tilføjelser til kontraktens skriftlige indhold, skal dom stolene rette sig efter det aftalte.
Farens (risikoens) overgang. [1] Prisen
A. Risiko og ej endoms r et
Spørgsmålet om, hvem af parterne, der bærer faren for va
ren, har mistet en del af sin betydning, efter at transportfor
sikring er blevet almindelig. Denne forsikring dækker ikke ale
ne købers udgifter til den tabte eller forringede vare, men og
så en vis avance. At en part bærer faren for varen har dog stadig betydning: Han må betale transportforsikringen, med
mindre andet er aftalt, han må føre forhandlinger med as
surandøren o m forsikringssummens udbetaling, hvis varen be
skadiges eller går tabt undervejs, og han må bære det tab, som forsikringen ikke dækker, eller skaffe det dækket hos trans
portøren.
I skandinavi s k ret er ejendom sretten og farens overgang fra sælger til køber ikke knyttet til sam m e stadium i kø
bets afvikling.
E j endo ms re t t en går over på køber på forskellige st adi er, alt efter som der er tale o m købers beskyttelse over for sælgers kreditorer, o m hans beskyttelse over for andre om sætningserhververe eller o m sælgers beskyttelse over for køberens kreditorer eller om sætningserhververe. I dansk ret får køberen af en individuelt bestem t ting beskyttelse over for sælgerens kreditorer allerede ved aftalens ind
gåelse, m edens sælgeren først m ister sin beskyttelse over for den usolide kreditkøber og hans kreditorer, når købe
ren har fået varen i sin besiddelse.
Risikoen går i reglen over ved leveringen, d. v. s. når sælger har opfyldt sin pligt til at skaffe køberen besiddelse af salgsgenstanden, f. eks. overgivet varen til fragtføreren.
Dette gælder i skandinavisk ret både ved species- og genus
køb.
1. L itteratu r: Se G. Lagergren: D eliv ery o f th e G oods and T ran sfer o f P rop erty and R isk, S tock h olm 1954.
R ab el I s. 317 ff. og II s. 290 ff.
I flere frem m ede retssystem er går ej endomsret t en over på køber på ét stadium i alle de nævnte relationer. I Fr ank
rig er dette stadium ved specieskøb aftalens indgåelse.
Ved genuskøb er det indgåelsen i forbindelse med varens udskillelse (individualisering) til køberen. I anglo-ameri- kan s k ret overlades det til køber og sælger selv at bestem me, når ejendom sretten går over. Når parterne intet har aftalt o m dette spørgsmål, falder man tilbage på en for- m odningsregel, som man går ud fra stem m er med, hvad parterne ville have aftalt. Ved specieskøb er der en for
m odning for, at ejendom sretten går over ved aftalens ind
gåelse. Ved genuskøb kræves det tillige, at sælger fore
tager en bindende individualisering. Ved køb mod doku
m enter kræves i reglen yderligere, at dokum entet skal være overgivet eller afsendt til køber.
I landene uden for Skandinavien er der ikke udform et et begreb levering, til hvilket bl. a. risikoovergangen er knyttet. Dette hænger sam m en med, at risikoovergangen ikke er forbundet med sælgers opfyldelse af sin pligt til at skaffe køber besiddelse af salgsgenstanden, men med ejen dom srettens overgang.
Under indflydelse af en rom erretlig kilde anser man i en lang række lande, heriblandt i nogle stater i US A, [2]
i England, [3] og i Frankrig, [4] at risikoen går over på køber sam tidig med, at ejendom sretten går over. »Casum sentit dominus« — ejeren får varens undergang at føle.
Da ejendom sretten til en »genusvare« tidligst går over ved en bindende individualisering, og da individualiseringen i et afsendelseskøb ofte først bliver bindende ved varens overgivelse til fragtfører, vil resultatet ofte blive det sam me som det, der følger af den skandinaviske regel o m risikoovergangen i afsendelseskøb, se kbl. § 17 og § 10.[5]
The Uniform Commercial Code ændrer på visse punkter
2. Un. S. A. se c tio n 22.
3. SGA section 20.
4. Cc art. 1138, 2 og art. 1583.
5. R abel II s. 291 ff. og I s. 317. Også Den in te rn a tio n a le K øbelov a f 1. ju li 1964 kn ytter risik oovergan gen til lev erin g en , se art. 97, stk. 1 sm h. m. art. 19.
de hidtil gældende regler i USA. Efter hovedreglen i sec
tion 2 -5 0 9 (3 ) går faren over på køber, når sælger tilbyder denne levering. Er sælger handlende, går faren dog først over, når køber m odtager varen. Da køber som regel skal hente varen hos sælger, går faren da, hvis sælger er hand
lende, over på køber ved overgivelsen til denne. Skal sælger afsende varen, går faren ifølge section 2—509 (1 ) (a) over ved overgivelsen til fragtfører. Skal sælger levere varen på et bestem t sted, går faren ifølge section 2—5 0 9(1) (b) over, når sælger eller fragtfører tilbyder køber levering på dette ste d .[6]
I t ys k ret går ej endomsret t en og risikoen over på køber ved tingens overgivelse til d en n e.[7] Ved afsendelseskøb går risikoen dog allerede over ved varens forsendelse, d. v. s. når sælgeren har overgivet den til fragtfører eller speditør. Reglen gælder både species- og gen u skøb .[8]
Af interesse for udenrigshandelen er endvidere spørgsmålet om fareovergangen ved salg af varer, der er »svømmende« på sælgers risiko. I næsten alle de fremstillede systemer gælder det, at risikoen går over på køberen allerede fra det tids
punkt, da varerne blev overgivet til bortfragteren (rederen, fragtføreren eller jernbanen). Hvis A har solgt en vare til sæl
geren B på cif vilkår, og varen er undervejs, da B sælger den til køberen C, bærer G altså faren allerede fra det tidtpunkt, da varen blev indladet. Dette gælder dog næppe, hvis B vidste eller burde vide, at den var blevet beskadiget eller var gået til grun
de, da han solgte varen til C. [9]
For så vidt angår varer i trediemands besiddelse, hvor sælger ikke skal foretage sig noget for at skaffe køber besiddelsen af dem, f. eks. varer, der ligger og indtil videre skal blive liggende i et oplagshus, går faren ved en individuelt bestemt ting over, nar aftalen indgås.[10] Denne regel er i hvert fald fælles for Skandinavien, England, Frankrig og — bortset fra salg pa negotiable oplagsbøviser — også for Tyskland. For genusvarer kræver man yderligere i disse lande, at der er foretaget den
6. Se også W illis to n § 448 c, p. 675 og Corbin § 1233.
7. BGB § 446, se R ab el II s. 309 ff. (3 1 0 ).
8. BGB § 447, se R ab el II s. 311.
9. Se R ab el II s. 338, A lm én s. 177, note 20 og Den in te rn a tio n a le K øbelov art. 99.
10. Se U ssin g , s. 48, A lm én s. 183, E nneccerus II s. 416, P a la n d t § 433, n ote 2 A, a og § 931.
fornødne individualisering af det købte parti. Efter UGG section 2-509(2) går faren over, når depositaren har anerkendt kø
berens ret til at få godset i sin besiddelse; hvis der er udstedt negotiabelt dokument for godsets modtagelse, går risikoen over, når køber har modtaget dokumentet. Sidstnævnte regel gælder så vidt ses også i Tyskland. [11]
I alle lande er reglerne o m risikoens overgang fravigelige, og brydes i vidt om fang af kutym e. Hvor transportklausu
ler anvendes, fraviges i flere tilfæ lde reglerne o m risikoens overgang. De bringes da, som vi straks skal se, i nær over
ensstem m else med de skandinaviske regler.
B. Transportkl ausul er og risiko
Det tidspunkt, hvor risikoen for varen går over fra sæ l
ger til køber, falder ved anvendelsen af følgende klausuler norm alt sam m en med det, man i Skandinavien kalder leve
ringen.
I. Afsendelseskøb
De alm indeligste klausuler ved afsendelseskøb, hvor varen sendes bort fra leveringsstedet, er: c.i.f., f.o.b., f.a.s.
og f.o.r.
I skandinavisk ret betyder c.i.f.-klausulen (fransk c.a.f.) ingen ændring i den alm indelige regel i købelovens § 10, hvorefter faren for salgsgenstanden ved afsendelseskøb går over fra sælger til køber ved overgivelsen til fragt- fører eller, hvis varen skal forsendes med skib, og havnen ligger på sælgers plads, når varen er kom m et inden for skibssiden. C.i.f. anvendes her i reglen ved søtransport, men kan også bruges ved landtransport, jfr. kbl. § 64.
I de fleste frem m ede retsforfatninger anvendes c.i.f.- klausulen kun ved søtransport. [12] Dette medfører, at faren først går over, når varen er kom m et inden for skibs
siden, også i de tilfælde, hvor en selvstæ ndig fragtfører transporterer varen frem til afskibningsstedet. Hvis et »re
ceived for shipm ent«-konnossem ent er udstedt af fragt-
11. E nneccerus II s. 416, P a la n d t § 433, note 2 A, a.
12. Se R abel II s. 327 ff., In coterm s 1953, Nr. 6, A 6.
føreren, går risikoen i am erikansk og tysk ret over på køberen fra det tidspunkt konnossem entet udstedes. I en
gelsk ret går faren først over, når varen er bragt o m bord, og et »on board«-konnossem ent er blevet udstedt. Fælles for disse landes ret er altså, at sælgeren ligesom ved f.o.b.
bærer faren for en eventuel landtransport til indskibnings- stedet, også når dette ligger uden for sælgers plads. Det sam m e gælder efter Incoterms 1953 nr. 4 A, 4 og enkelte danske slutsedler. Omvendt findes der i c.i.f.-form ularer i Canada og USA — især brugt i det indre af landet — hvor faren går over ved varens overgivelse til fragtføreren på sælgers p la d s.[13] I sådanne tilfælde udstedes der på sæ l
gers plads et gennem gangskonnossem ent til transport over land og sø.
Det er en international regel, at faren ved f.o.b.-køb (am erikansk f.o.b.-vessel) går over, når varen er kom m et inden for skibssiden, jfr. kbl. § 62, og ved f.a.s.-køb, når den er anbragt langs med skibssiden (alongside s h ip ) .[14]
F.o.r. (free on rail) eller frit på bane medfører efter dansk og svensk ligesom efter engelsk og tysk ret ingen ændring i den gældende skandinaviske regel, hvorefter risikoen går over på køberen, når varen af sælgeren er overgivet til jernbanen. I fransk, amerikansk og norsk ret kræves det ydermere, at en kvittering (fragtbrev) er udleveret til afladeren. I amerikansk indlandskøb betyder f.o.b. (i modsætning til f.o.b.-vessel) det samme som frit på jernbane.
2. A n k o m s t k ø b . [ 15]
De alm indeligste klausuler ved ankom stkøb, hvor varen af sælger skal sendes til leveringsstedet, er: leveret (frit, franco, free delivered, franco rendu) jfr. kbl. § 65, ex ship og ex quay.
I alle disse tilfælde er ankom ststedet leveringssted. F a ren for varen går over, så snart varen er kom m et frem og kan afhentes af køber.
13. R abel II s. 327 ff.
14. R abel ibid.
15. R abel II s. 329 ff., hvor det næ vnes, at risik oen u n d ertid en kan være delt.
Ved klausulen ex ship skal varen dog efter skandinavisk i modsætning til engelsk ret og Incoterms være bragt i land ved sælgers foranstaltning, og ved klausulen ex quay skal sælger altid bringe varen i land og toldklarere den. Incoterms kalder derfor klausulen ex quay (duty paid), og i Frankrig kaldes den »à quai dédouané« i modsætning til en anden klausul
»à quai sous douane«. Klausulen bruges sjældent i Skandina
vien.
s a mm en f a t ni n g :
Det internationale køb er i reglen et forsendelskøb af en genusydelse. Ved afsendelseskøbene er, som vi har set, forskellene m ellem skandinavisk og frem m ed ret i praksis ret små, og anvendelsen af c.i.f., f.o.b. eller f.a.s. k lau su lerne vil yderligere udviske forskellene. Anlcomstkøb kræ
ver overalt særlig aftale, det vil sige vedtagelse af en klausul, hvorefter risikoen flyttes hen til ankom ststedet.
Også her er forskellene i klausulernes betydning meget små. Vil man være helt sikker mod overraskelser, kan man vedtage Incoterms 1953.
De ovenfor frem stillede regler o m risikoens overgang forudsætter, at købets afvikling ikke udsættes for forstyr
relser. Sælgers m isligholdelse og købers fordringshaver- mora vil skubbe risikoens overgang i den ene eller den an
den retning. Herom gælder regler i de fleste lande, der ikke afviger meget fra, hvad skandinaviske regler fører til, se herom kbl. §§3 7 og 58.
C. P risen . [16]
1. I reglen bestem m er parterne varens pris, når aftalen indgås. Med de undtagelser, som følger af prislove og sær
lige forskrifter imod udnyttelse og prisåger, er aftalen om prisen gyldig og bindende overalt i Vesteuropa.
2. a. Hvor parterne ikke har truffet nogen aftale o m pri
sens størrelse, må i skandinavi s k ret køber betale, hvad sælger forlanger, medm indre han kan godtgøre, at den for
langte pris er ubillig, jfr. kbl. § 5. I Ty s kl an d tilkom m er
16. L itteratu r, se R ab el II s. 2 ff.
det også sælger at bestem m e prisen, men det antages, at sælger må godtgøre, at hans prisforlangende er rim eligt. [17]
b. Ifølge f ran s k, belgisk, østrigsk og hollandsk ret er en gyldig aftale ikke kom m et i stand, så længe prisen ikke er fastsat. [18] Manglende p risfastsæ ttelse m edfører altså, at kontrakten bliver ugyldig. Det sam m e gjaldt tidligere i Italien, men efter nyere praksis [19] kan prisen fastsæ ttes af dom stolene »efter handelsbrug og billighed«.
Er der i aftalen givet retningslinier for prisfastsæ ttel
sen — afgørelse af trediem and, henvisning til m arkeds
pris eller til sædvanlig pris — er dette i alle de ovennævnte lande tilstræ kkeligt for kontraktens opretholdelse. I F r ank rig vil aftalen dog falde bort, hvis trediem and nægter at fastsæ tte p risen .[2 0].
I Svej t s kræves det blot, at prisen kan bestem m es på en eller anden måde, f. eks. ved dens m arkedspris. [21]
c. I anglo-amerikansk ret gjaldt oprindeligt som i de ro
m anske retssystem er en regel om, at prisen enten skulle være fastsat ved aftalen, eller at der skulle være anvist veje til dens fastsæ ttelse. I m odsat fald kunne købeaftalen ikke gøres gældende. Senere har dom stolene oftere og oftere været tilbøjelige til at formode, at en rim elig pris er aftalt.
Både The Sale of Goods Act og The Uniform Sales Act [22]
bestem m er nu, at køberen, hvis ingen pris er aftalt, skal betale en rim elig pris.
I pagt med den tidligere retstilstand er det dog stadig både i SGA og Un. S. A. bestem t, at hvor prisfastsæ ttelsen er overladt til trediemand, falder aftalen bort, hvis tredie
mand ikke vil eller kan fastsæ tte prisen. [23] Det samme gælder ifølge retspraksis, hvis parterne har overladt pris-
17. Se R ab el II s. 9. Dem in te rn a tio n a le K øbelov art. 57 siger, at sæ lger kan fo rla n g e den pris, han sæ d v a n lig v is forlan ger ved andre salg a f denne vare, som er in d gået på sam m e tid . D enne regel dæ kker dog ikke a lle tilfæ ld e, hvor prisen ikke er fa sts a t.
18. F ran sk c. c. 1583 og 1591, H ollan d BW 1494, R ab el II s. 7.
19. Se R ab el II s. 8 f.
20. C. c. 1592.
21. OBL art. 184, 3 og 212, 1.
22. SGA, see. 8 (2 ). Un. S .A . sect. 9. (4 ).
23. SGA sect. 9, Un. S .A . sect. 10.
fastsæ ttelsen til senere overenskom st, og sådan overens
kom st ikke n å s.[24] Er varen leveret, og har køberen ikke afvist den, må han dog betale en rim elig pris.
I de stater, hvor U C C er indført, gælder nu følgende til dels nye regler:
Section 2-305 bestemmer, at domstolen, hvor en bestemt pris ikke er aftalt, skal fastsætte denne til den rimelige pris.
Betingelsen er dog som hidtil, at det oplyses, at parterne havde til hensigt at afslutte et køb, selv o m prisen ikke blev fastsat;
oplyses dette ikke, anses en købeaftale ikke for at være indgået.
Kan retten herefter fastsætte en pris, skal denne pris være den rimelige pris i føilgende tilfælde:
1) hvor intet er aftalt o m prisen
2) hvor prisen skal fastsættes ved nærmere overenskomst mellem parterne, og de derefter ikke kan blive enige og 3) hvor prisen skal fastsættes efter markedsprisen eller efter
en anden målestok, eller skal afgøres af trediemand, og en sådan prisfastsættelse ikk finder sted.
Reglen o m den rimelige pris gælder ikke, hvor det overlades til sælger eller til køber at fastsætte prisen, men da må den ikke være ubillig, og dette gælder også, hvor sælgeren eller køberen skal have fuld frihed til at fastsætte prisen. Hvor en handlende skal fastsætte prisen, betyder billighed (good faith) ifølge loven »honesty in fact and observance of reasonable commercial standards of fair dealing i the trade«. Den part, som skal fastsætte prisen, har dog nogen frihed. Hvis f. eks.
den rimelige pris for en brugt bil er $ 1.000, kan den pris, som herefter fastsættes, være $800 eller $ 1.200, uden at det bliver ubilligt.
24. Se Bogert, B ritton and H aw k lan d : Sales and Secu rity , (C aseb ook ) 4th ed. 1962 p .6 1 .
