INDHOLD 1

(1)

ADRESSE COWI A/S Parallelvej 2

2800 Kongens Lyngby

TLF +45 56 40 00 00

FAX +45 56 40 99 99

WWW cowi.dk

UDGIVELSESDATO November 2015

UDARBEJDET Inge Stupak, Asger Strange Olesen

INDHOLD

1 Indledning 2

2 Opsamling 2

3 Indledning 4

3.1 Stigende bekymring for træbrændsler

bæredygtighed 4

3.2 Hvad forstås ved træbrændslers bæredygtighed? 5 4 Certificering og regulering af træbrændslers

bæredygtighed 7

4.1 Internationale processer for bæredygtig skovdrift 7

4.2 Skovcertificeringssystemerne 8

4.3 Biomassecertificeringssystemerne 12

4.4 Nationale systemer 16

BILAG

Bilag A Kilder og litteraturhenvisning 21

Bilag B Tidslinje for forskellige initiativer med relevans

for træbrændslers bæredygtighed 28

Bilag C Legalitets- og bæredygtighedskriterier –

Storbritannien 29

Bilag D Bæredygtighedskrav – Nederlandene 31

ENERGISTYRELSEN

BÆREDYGTIGHED OG

CERTIFICERING AF BIOMASSE

(2)

2/31 BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE

1 Indledning

Formålet med dette notat er, at 1) forklare hvorfor ’træbrændslers bæredygtighed’

er blevet et centralt tema i den offentlige debat, både internationalt og nationalt, 2) hvordan certificeringssystemerne har udviklet sig, 3) hvordan de og anden regulering definerer bæredygtighed i denne sammenhæng, og 4) hvordan man ved hjælp af disse systemer og anden regulering kan dokumentere biomassens bæredygtig- hed.

Med regulering menes i denne sammenhæng hele komplekset af offentlige politikker, lovgivning, bekendtgørelser, vejledninger og retningslinjer, internationale kon- ventioner og processer (eksempelvis Biodiversitetskonventionen eller Forest Euro- pe processen for bæredygtig skovdrift), samt en række private reguleringsinitiati- ver, specielt skov- og biomassecertificering, men også eksempelvis handelsaftaler og virksomhedspolitikker for indkøb af bæredygtig biomasse.

Specielt certificeringssystemerne operationaliserer deres forståelse af bæredygtig- hedsbegrebet i en hierarkisk struktur, der i sin fulde udgave indeholder såkaldte principper, kriterier, indikatorer og verifikatorer. Almindeligvis forestås et princip som en fundamental sandhed eller lov, der er udgangspunkt for yderligere tænk- ning eller handling (f.eks. bevarelse af økosystemets integritet). Et kriterium er en standard, som princippet kan vurderes imod (f.eks. bevarelse af økosystemets processer eller biodiversitet), og en indikator er en variabel, som kan måles med det formål at indikere status for et givent kriterium (f.eks. ændring i genotypiske hyp- pigheder). Endelig er en verifikator de data eller den information, som skal indsam- les for fastslå værdien af en given indikator (f.eks. måledata, kort, planer, inter- views, besigtigelse, lovgivning, eller certificering).

Anden international eller national regulering stiller lignende krav, men bruger ikke nødvendigvis denne struktur. Lovgivning er eksempelvis struktureret i kapitler, pa- ragraffer og stykker. I dette notat bruges begrebet ’bæredygtighedskriterier’ bredt om alle former for reguleringskrav, der vedrører træbrændslers bæredygtighed.

Notatets målgruppe er personer med en grundlæggende indsigt i brugen af fast biomasse til energiformål i EU, inklusiv VE-direktivet fra 2009 om ”fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder” (EF Direktiv 2009/29/EC) og EU anbefalingerne fra 2010 om ”bæredygtighedskrav for anvendelsen af fast og gas- formig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling” (KOM/2010/11) (se også notat: EU politikker med betydning for bæredygtighed af fast biomasse). Desuden er det en fordel at besidde en basal indsigt i, hvad certificering er. Notatet er udarbejdet med udgangspunkt i både offentliggjorte kilder og litteratur, manuskripter indsendt til publicering, certificeringsstandarder og andre tekniske dokumenter, samt relevant lovgivning medio maj 2015. Arbejdet er finansieret af Energistyrel- sen.

2 Opsamling

Bæredygtige træbrændsler

›

Der er sket en øget anvendelse af træ til energi siden oliekrisen i 1970erne.

Fra år 2000 er importen af træpiller og flis øget betydeligt. Udviklingen drives af energi- og klimapolitikken.

(3)

BÆREDYGTIGHED OG CERTIFICERING AF BIOMASSE 3/31

›

Intensiteten i biomassefjernelsen fra skov i Danmark er øget siden 1980erne, og specielt energisektoren har øget anvendelsen. Flere NGO'er (WWF, Greenpeace, Birdlife, osv.), både herhjemme og i udlandet, bekymrer sig om, hvorvidt et øget pres på biomasseressourcerne vil lede til uønskede effekter på eksempelvis økosystemernes kulstoflagre og biodiversitet, eller endda overudnyttelse og skovrydning.

›

Bæredygtighedsbegrebet har tre overordnede dimensioner: miljø, sociale forhold og økonomi. For alle tre dimensioner er der også her et fordelingsaspekt i rum og tid. For træbrændsler ser man konkret på, hvordan deres produktion og anvendelse direkte og indirekte påvirker en lang række miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer.

Certificering og regulering af træbrændslers bæredygtighed

›

Der findes en række internationale processer for bæredygtig skovdrift på rege- ringsniveau, som tilsammen dækker stort set alle lande i verden. Den pan- europæiske proces, også kaldet Forest Europe, er grundstenen i certifice- ringsordningen Programme for the Endorsement of Forest Certification (PEFC), mens Forest Stewardship Council (FSC) standarden ikke er direkte koblet til disse processer. FSC er et internationalt skovcertificeringssystem, mens PEFC er en paraplyorganisation, der godkender nationale skovcertificeringssystemer, hvis de opfylder de krav, der er udstukket i de internationale PEFC dokumenter.

›

10,7% af verdens skove er certificerede efter enten FSC eller et PEFC system, med en andel på henholdsvis ca. 40% og 60% af det samlede certificerede skovareal. Det er den gængse opfattelse at FSC stiller strengere bære- dygtighedskrav end PEFC, men forskellene er blevet mindre med årene, og det er ikke velundersøgt, hvor store de nuværende forskelle er i forskellige lande.

›

Flere af biomassecertificeringssystemerne støtter sig til skovcertificeringssystemerne, når det gælder bæredygtig skovdrift, men kan derudover indeholde yderligere kriterier for drift og arealanvendelsesændringer. VE-direktivets krav til flydende biobrændsler og EU's anbefalinger fra 2010 for faste og gasformige biobrændsler vil være indeholdt.

›

Hverken skov- eller biomassecertificeringsordningerne indeholder krav om en bestemt reduktion af drivhusgasemissionerne, men eksempelvis Sustainable Biomass Partnership (SBP) foreskriver at energiselskaberne opgør drivhusgasemissioner, for dermed at dokumentere overholdelse af eventuelle nationale minimumskrav til emissionsreduktion. SBP har til formål at bygge bro mellem EU medlemslandenes nationale krav.

›

Nationale systemer for bæredygtig biomasse findes i Danmark, Belgien, Ne- derlandene og Storbritannien i 2015. I Belgien, Nederlandene og Storbritanni- en er de fastlagt af regeringerne, mens de i Danmark er udarbejdet af branchen selv. Overholdelse af de indeholdte bæredygtighedskrav er en forud- sætning for, at der kan opnås forskellige former for statsstøtte til visse typer af biomassebaseret produktion af varme og elektricitet.

›

De nationale systemer i Danmark, Nederlandene og Storbritannien støtter sig op ad skovcertificeringssystemerne, når det gælder bæredygtig skovdrift. I

(4)

Nederlandene skal biomassen i praksis være certificeret af FSC eller opfylde lignende krav, mens Danmark og Storbritannien accepterer både FSC- og PEFC-certificeret biomasse. VE-direktivets krav til flydende biobrændsler og EU's anbefalinger for faste og gasformige biobrændsler fra 2010 vil være indeholdt, og der stilles minimumskrav for reduktion af drivhusgasemissionerne, set i forhold til et fossilt referencebrændsel. Reduktionsmålene varierer mellem medlemslandene, og for forskellige driftsenhedsstørrelser, og strammes evt. over tid.

3 Indledning

3.1 Stigende bekymring for træbrændslers bæredygtighed

Træ har altid været en vigtig energikilde, men anvendelsen blev mindre i takt med, at brugen af fossilt brændsel vandt frem for ca. 150 år siden. I Danmark nåede forbruget af træ til energi et minimum i begyndelsen af halvfjerdserne, umiddelbart før oliekrisen satte ind. Herefter steg brugen igen, og anvendelsen til fjernvarme og kraftvarmeproduktion er stadigt stigende (Energistyrelsen, 2014). Udover at indgå i energipolitikken, som en vedvarende energikilde med høj forsyningssikkerhed, er anvendelse af træbrændsler også blevet et centralt virkemiddel i klimapolitikken.

Generelt set har udviklingen medført, at intensiteten af biomassefjernelsen fra skoven er steget. I perioden fra anden verdenskrig til begyndelsen af firserne var det mest almindeligt blot at høste stammerne til fremstilling af forskellige træprodukter og papir. I begyndelsen af firserne startede man med at flise især heltræer fra tyn- dinger i nåletræsbevoksninger, samt hugstaffald fra renafdrifterne, for at bruge det som brændsel i energiforsyningen (Energistyrelsen, 2014; Danmarks Statistik, 2013). I de senere år er det også blevet mere almindeligt at fjerne og anvende hugstaffaldet i løvtræsbevoksninger (Stupak & Raulund-Rasmussen, 2015).

Indtil årtusindskiftet bestod det danske forbrug af træ i energisektoren således overvejende af hjemligt produceret flis, men siden år 2000 er der sket en betydelig stigning i importen af især træpiller og til dels også træflis (Energistyrelsen, 2014).

Importen sker især fra Østeuropa, Norden, Vesteuropa og Nordamerika, men i industrien er man også opmærksom på mulige potentialer i andre verdensdele (se notat 5: ’Biomassepotentialer i Danmark, EU og globalt). Inden for EU importerer specielt Storbritannien, Nederlandene og Belgien store mængder træpiller, overvejende fra Nordamerika, til el og varmeproduktion.

Den stigende internationale handel med især træpiller har pustet til debatten om, hvorvidt træbiomassen er produceret på en bæredygtighed måde. Selvom man i øjeblikket overvejende benytter affald fra træindustrien, samt hugstaffald og lavkvalitetstræ fra skoven i træpilleproduktionen, så bekymrer både energiprodu- centerne og NGO'erne sig om, hvorvidt den stigende efterspørgsel på træpiller og træflis vil lede til overudnyttelse eller skovrydning, især i områder, der mangler regulering eller er plaget af ulovlig hugst og anden manglende håndhævelse af lovgivningen.

(5)

Også i Nordamerika er biomassens bæredygtighed et følsomt emne. Både i Cana- da og USA er der bekymring for om naturskove vil blive konverteret til plantager med lavere kulstof- og biodiversitetsindhold, hvis efterspørgslen på træ til træpille- produktion stiger (Pinchot Institute, 2013). Bekymringerne omfatter eksempelvis også udtag af hugstaffald og betydningen af den derved øgede næringsstofeksport for jordens frugtbarhed. EU og den europæiske energiindustri følger situationen, og specielt industrien har presset på for at få etableret lovgivning eller anden regulering, der kan sikre at den indkøbte biomasse accepteres som værende bæredygtig.

3.2 Hvad forstås ved træbrændslers bæredygtighed?

Bæredygtighedsbegrebet har mindst tre dimensioner: miljø, det sociale, og øko- nomi (Figur 1). Det har også en tidsmæssig dimension, i det anvendelse af res- sourcerne ikke bør ske hurtigere, end de kan forny sig. Dette fremgår også Brundt- landsrapporten (United Nations, 1987), som indeholder en af de tidlige og mest accepterede definitioner af bæredygtighed: ‘Bæredygtig udvikling er udvikling, som opfylder den nuværende generations behov, uden at bringe fremtidige generatio- ners muligheder for at opfylde deres behov i fare’. Selvom begrebet er intuitivt let at forstå, kan det kan være yderst komplekst at operationalisere og implementere i praksis.

Figur 1. Illustration af bæredygtighedsbegrebets tre dimensioner.

Danske retningslinjer fra 1985 for høst af marginale træressourcer giver et finger- peg om, at bæredygtighed konkret handler om bevarelse eller forbedring af skovens biogeokemiske processer (kulstof-, næringsstof, og vandkredsløb) samt bevarelse af alle de organismer, som lever i skoven og er afhængige af disse processer (Skovstyrelsen, 1985; Billeschou & Klitgaard, 1985). De sociale og socioøkonomi- ske faktorer kan også være en stor udfordring i forbindelse med skovdriftens bæ- redygtighed, ikke mindst i udviklingslandene.

Ud over de nævnte faktorer har klimaproblematikken sat fokus på faktorer, der ligger uden for selve skoven. Skovdriften kan påvirke det globale klima både positivt ved optag af CO2 fra atmosfæren og negativt ved nettoudledning af drivhusgasser (se notat 3: Kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO2-neutralitet). Eksempelvis er skovrydning i troperne skyld i ca. 12% af de globale menneskeskabte, årlige drivhus- gasudledninger (van der Werf et al., 2009).

Drivhusgasemissioner sker ikke blot i forbindelse med skovdriften, men også i re- sten af forsyningskæden, fra dyrkning og høst i skoven, til transport og forarbejd-

(6)

ning samt i konverteringen til energi. I alle de involverede led kan der potentielt være miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer, der bør overvejes, for at bio- energien kan betegnes som bæredygtig. Det er dog forskel på, hvor store de typi- ske miljømæssige, sociale og økonomiske påvirkninger er forskellige steder i for- syningskæden (Figur 2).

Figur 2. Generisk livscyklusvurdering af et teoretisk landbrugsbioenergiprodukt for forskelli- ge bæredygtighedsaspekter i forsyningskædens forskellige led (Miller, 2010). Søjlens højde indikerer påvirkningens relative størrelse. Areal- og gødskningsbehovet er stort i dyrknings- leddet, mens forbruget af vand også kan være betydeligt i forarbejdningsfasen. Hvad angår drivhusgasemissioner sker der for det illustrerede produkt en nettofjernelse af CO2 fra atmo- sfæren i dyrkningsleddet, mens der sker en nettoemission i forarbejdnings- og konverte- ringsleddet. For træbrændsler vil kvælstofbelastningen typisk være meget lav.

Generelt er der også stigende fokus på de indirekte effekter, både i forhold til indirekte arealanvendelsesændringer (Indirect Land Use Change, ILUC), og indirekte effekter for fødevare- eller andre træprodukter baseret på samme råmateriale (Indi- rect Wood Use Change, IWUC og Indirect Fuel Use Change, IFUC) (se notat 4:

Livscyklusvurderinger og CO2-beregningsværktøjer for fast træbiomasse).

I forhold til træbrændslers bæredygtighed kan det være nyttigt at inddele i primære, sekundære og tertiære brændsler (Röser et al., 2008). De primære træbrændsler omfatter biomasse, der kommer direkte fra skove plantager eller andre resourcer i landskabet, mens sekundære brændsler er affald fra træindustrien. Tertiære brændsler består af træ, der har udtjent sin anvendelse i et andet træprodukt, og for denne ressource vil det oftest være vanskeligt eller umuligt at spore træbio- massens oprindelse tilbage til skoven og dermed vurdere dens samlede bæredyg- tighed. Generelt anses risikoen ved anvende dette træ dog for at være lille i forhold til de miljø- og ressourcemæssige fordele ved anvendelse og genanvendelse af træaffaldet. Dette er gælder også inden for skovcertificeringssystemerne, hvor det tertiære affaldstræ (såkaldt ’post-consumer material’) typisk kan indgå direkte under labels af typen ’mix’ eller ’recycled’.

Skov- og biomassecertificeringssystemer operationaliserer som sagt deres konkre- te forståelse af bæredygtighedsbegrebet ved at formulere hierarkiske strukturer af principper, kriterier, indikatorer og verifikatorer (FAO, 2010; Lattimore et al., 2009).

Oftest specificerer flere kriterier indholdet af et givet princip, og flere indikatorer

(7)

anvendes for at vurdere status af et givet kriterium. Definitionen af begreberne kan variere mellem forskellige certificeringssystemer, og det er ikke altid, at alle ni- veauer i hierarkiet anvendes.

4 Certificering og regulering af træbrændslers bæredygtighed

I dette kapitel gives et overblik over udviklingen og indholdet af følgende typer af regulerende systemer med relevans for træbrændsler bæredygtighed:

1 De internationale processer for bæredygtig skovdrift, som har sammenhæng med specielt de krav, som stilles i PEFC systemerne.

2 Skovcertificeringssystemerne, der ligesom de internationale processers standarder ikke er specifikke for slutanvendelsen til bioenergi. Skovcertifikatet dækker i princippet alle skovens produkter og råmaterialer, eksempelvis gavn- træ, flis, brænde, mos og bær.

3 Biomassecertificeringssystemerne, som er udviklet med henblik på at dokumentere biomassens bæredygtighed, når den bruges til energi, men som i nogle tilfælde også kan anvendes til forsyningskæder med andre slutanven- delser.

4 EU medlemslandes nationale systemer for bæredygtig biomasse til energi i Danmark, Storbritannien, Nederlandene og Belgien. Disse systemer baserer sig evt. på krav fra de offentlige indkøbspolitikker for bæredygtigt træ.

4.1 Internationale processer for bæredygtig skovdrift

De grundlæggende, moderne principper for bæredygtig skovdrift, The Forest Prin- ciples, blev først formuleret på Riokonferencen om Bæredygtig Udvikling i 1992.

Man nåede ikke til en bindende international aftale på området, og af samme årsag fulgte en række andre initiativer, specielt de internationale processer for bæredyg- tig skovdrift, samt flere af de private skovcertificeringsordninger.

Der findes i alt ti internationale processer for bæredygtig skovdrift, som dækker forskellige dele af verden (Castañeda, 2000). Den paneuropæiske proces, som nu hedder Forest Europe, er, sammen med Montreal processen og International Tro- pical Timber Organisation (ITTO), de mest gennemarbejdede processer. Montreal processen er arealmæssigt den største. Den omfatter ca. 83% af verdens tempere- rede og boreale skove, mens ITTO dækker vigtige tropiske skovområder i det me- ste af Sydøstasien. Rusland er medlem af både Forest Europe og Montreal processen.

Den paneuropæiske proces formulerede i 1993 en af de oftest citerede definitioner på bæredygtig skovdrift: ’The stewardship and use of forests and forest lands in a way, and at a rate, that maintains their biological diversity, productivity, regenera- tion capacity, vitality and their potential to fulfil, now and in the future, relevant eco- logical, economic, and social functions, at local, national and global levels, and that does not cause damage on other ecosystems’ (Helsinki konferencen, Resolution

(8)

H1). I 1998 blev denne definition konkretiseret i seks kriterier for bæredygtig skovdrift, sammen med en række af tilhørende kvantitative og kvalitative indikatorer, og et sæt forklarende retningslinjer for skovplanlægning og skovdrift (Lissabon konferencen, Resolution L2).

EU og dets medlemslande har forpligtet sig til at implementere bæredygtig skovdrift, som formuleret i Forest Europe-processen. Med den brede konsensus, der gennem årene er opnået omkring processens kriterier og indikatorer, er det logisk når EU’s Ministerråd i rådskonklusioner om EU’s Skovstrategi slår fast, at processen bør danne grundlag for et hvilket som helst nyt initiativ, der måtte ønske at analysere, anvende eller tilpasse kriterier og indikatorer for bæredygtig skovdrift til nye situationer.

4.2 Skovcertificeringssystemerne 4.2.1 Udbredelse og historie

Stort set al certificeret skov i verden er certificeret under enten Forest Stewardship Council (FSC) eller Programme for the Endorsement of Forest Certification (PEFC). I 2015 er i alt 10,9% af verdens skovareal certificeret. Det svarer til i alt 433 mill. ha, hvoraf 2% er certificeret under både PEFC og FSC, 58% kun under PEFC, og 40% kun under FSC (Fernholz et al., 2015). Der er stor forskel på, hvor store dele af skovarealet, der er certificeret i de enkelte verdensdele og lande (Figur 3). I Europa er 107 mill. ha eller 63% af skovarealet certificeret, og de tilsvarende tal for Nordamerika og CIS landene er på henholdsvis 221 mill. ha (36%) og 56 mill. ha (7%). I Afrika, Asien og Sydamerika er i alt 37 mill. ha skov certificeret, eller 1,0-2,4%, med den mindste procentdel i Afrika. I alt 30% af verdens produktion af rundtræ er certificeret, ca. 14% henholdsvis fra Nordamerika og Europa, og under 1% fra hver af de andre verdensdele (Fernholz et al., 2014).

FSC-certificeringssystemet blev udviklet og lanceret omkring 1993 med World Wildlife Fund (WWF) som den primære drivkraft. I industrien opfattedes FSC som NGO-styret, og derfor valgte den amerikanske træindustri hurtigt at udvikle deres eget skovcertificeringssystem, Sustainable Forestry Initiative (SFI). Med dannelsen af et skovcertificeringssystem under Canadian Standards Association (CSA) i 1996 fik også Canada et alternativ til FSC. I 1999 dannede organisationer fra elleve lande i Europa paraplyorganisationen Pan European Forest Certification Council, nu Programme for the Endorsement of Forest Certification (PEFC). I år 2000 kunne man således for første gang i Finland, Sverige, Norge, Tyskland og Østrig certifice- re ’bæredygtig skovdrift’ under nationale systemer godkendt af PEFC (se også bilag A for en tidslinje). I dag er 37 nationale skovcertificeringssystemer fra 36 lande godkendt under PEFC, inklusiv SFI og CSA. Alle kontinenter, undtaget Afrika, er repræsenterede med godkendte PEFC systemer.

(9)

Figur 3. Den relative andel af skovarealet, der er FSC og PEFC certificeret i forskellige lande (UNEP, 2009). Bemærk dog at fremstillingen er behæftet med en vis usikkerhed. Det er uklart, om der er taget højde for dobbeltcertificering, og et land som Canada har store area- ler med vildmark og anden skov, der ikke er under egentlig forstlig drift, idet arealerne er for fjentliggende eller uproduktive i kommerciel forstand (C.T. Smith, pers. komm.). Baseret på Certification Canada (2014) og NRCan (2014) vurderes det at mindst 69% af den skov un- der egentlig skovdrift er certificeret af en eller flere skovcertificeringsordninger (se evt. bilag 1).

4.2.2 Bæredygtighedskrav og dokumentation

Den internationale FSC standard for bæredygtig skovdrift fra 1996 indeholder ti principper (Tabel 1) med i alt 56 kriterier defineret under disse principper. Indikato- rer til at måle og evaluere kriterierne formuleres på nationalt niveau af de nationale FSC organisationer. I nogle lande har man flere FSC standarder med samme principper og kriterier som i den internationale standard, men med forskellige indikatorer tilpasset subnationale forhold. Eksempelvis har Canada standarder for forskellige skovregioner, og i Columbia er der tre FSC standarder for henholdsvis natur- skov, plantager og bambusskov. I lande, hvor der ikke findes en national FSC organisation, certificeres skov efter en såkaldt 'interim standard,' der også indeholder de internationale FSC principper og kriterier. Det har hidtil været certificeringsfir- maet, som formulerede og tilpassede indikatorerne til nationale forhold med ind- dragelse af berørte nationale interessenter gennem høringer. Disse lande kan have forskellige 'interim standards', én for hvert certificeringsfirma, der opererer i lan- det.

Tabel 1. Principper henholdsvis kriterier for bæredygtig skovdrift i den internationale FSC stan- dard og den internationale PEFC standard.

De 10 FSC principper: De 7 PEFC kriterier:

1. Overholdelse af love, aftaler og FSC principper 2. Skovenes ejendomsforhold, brugsrettigheder og

1. Vedligeholdelse og forbedring af skovressourcer- nes og deres bidrag til de globale kulstofkredskøb

(10)

ansvar

3. Oprindelige folks rettigheder

4. De lokale samfund og skovarbejdernes arbejds- mæssige forhold og rettigheder

5. Skovens ydelser

6. Miljømæssige påvirkninger fra driften 7. Skovdriftsplaner

8. Overvågning og vurdering

9. Bevarelse af skove med særlig høj bevaringsværdi 10. Plantet skov og plantager

2. Vedligeholdelse af skovøkosystemernes sundhed og vitalitet

3. Vedligeholdelse og tilskyndelse af skovenes pro- duktive funktioner (træ og andre produkter) 4. Vedligeholdelse, bevaring og passende forbedring

af skovøkosystemernes biologiske diversitet 5. Vedligeholdelse, bevaring og passende forbedring

af skovenes beskyttende funktioner i skovdriften (især jord og vand)

6. Vedligeholdelse af andre socioøkonomiske funktioner og forhold

7. Overholdelse af love

Et arbejde med en omfattende revision af FSC standarden er ved at tage sin af- slutning. En opdatereret standard med reviderede principper og kriterier er vedtaget, sammen med et sæt internationale generiske FSC indikatorer (FSC, 2015).

Disse dokumenter skal anvendes når overførsel af indholdet til de nationale standarder er sket, hvilket forventes at ske i efteråret 2015. De nye generiske indikatorer bliver obligatoriske for interimstandarderne og vil også danne basis for udarbej- delsen af de nationale indikatorer. De nationale FSC organisationer er dog ikke forpligtigede til at anvende dem slavisk, men kan tilpasse dem eller udelade dem, hvis de ikke er relevante. Processen med at revidere den danske FSC standard startede i 2012, og den har afventet den internationale proces, som nu netop er afsluttet.

PEFC’s internationale standard for bæredygtig skovdrift blev revideret i 2010. De seks første kriterier er stadig identiske med de seks kriterier fra Forest Europe- processen (Tabel 1). Standarden indeholder også indikatorerne fra retningslinjerne for skovplanlægning og skovdrift fra Forest Europe’s Lissabon-konference, men de er nu blevet omformuleret og udvidet med en række nye indikatorer. Certificering under PEFC kan kun finde sted i lande med et nationalt PEFC organ og en PEFC- godkendt certificeringsordning. Standarderne i de nationale PEFC-

certificeringsordninger kan defineres og formuleres mere frit end de natoinale standarder under FSC, men de skal respektere de relevante internationale processer for bæredygtig skovdrift (4.1), overholde et antal nøglekonventioner fra Interna- tional Labour Organization (ILO), lige som de skal være i overensstemmelse med kravene i den internationale PEFC-standard for bæredygtig skovdrift. I praksis fore- tages en grundig vurdering af overensstemmelsen mellem kravene i den nationale standard og i PEFC’s internationale standard. Mange af de nationale PEFC- standarder er struktureret efter de seks kriterier fra Forest Europe-processen, men ofte med andre med andre indikatorer (Stupak et al., 2011). Enkelte er struktureret efter FSC standardernes principper og kriterier, og atter andre har en unik national struktur, hvilket gælder eksempelvis den danske PEFC standard (PEFC Danmark, 2012).

Almindeligvis opfattes FSC’s krav til bæredygtig skovdrift som mere omfattende end PEFC’s. Der har da også tidligere været betydelige forskelle i forhold til eksempelvis biologiske, økologiske og sociale kriterier (Sample et al., 2003), eksem- plevis oprindelige folks rettigheder, sociale forhold, konvertering af skov, brugen af eksotiske arter og genetisk modificeret materiale. Med den sidste revision af PEFC standarden er forskellene mellem de internationale standarder dog blevet mindre, selvom der stadig kan være væsentlige forskelle mellem FSC og PEFC på nationalt niveau. Det tager tid før de nationale standarder er opdaterede, så de er i overensstemmelse med nye internationale standarder, og forskelle kan bestå, idet både FSC og PEFC giver et vist rum for national fortolkning. I Storbritannien har

(11)

man således valgt at have identiske krav i FSC og PEFC standarderne, mens kravene i andre lande kan afvige en del mellem de to systemer (Stupak et al., 2011).

En sammenligning, af hvor godt FSC og PEFC dækker de offentlige danske kriterier for indkøb af bæredygtigt træ, viser, at de to systemer stort set opfylder disse kriterier lige godt (Nature Agency, 2014). De nye nationale systemer for bæredyg- tig biomasse (se afsnit 4.4) i Danmark og Storbritannien anerkender da også både FSC og PEFC certificeret biomasse som værende bæredygtig, mens det Neder- landeneske system lægger op til, at kun FSC certificeret materiale umiddelbart anses for at være bæredygtigt (NEPCon, 2015).

Kontrollen med overholdelse af kriterierne i både FSC og PEFC systemerne sker ved, at en uvildig, kompetent og akkrediteret, uafhængig tredje part forestår certificering og årlig kontrol og revision efter relevante internationale retningslinjer for certificering vedtaget af The International Organization for Standardization (ISO). I FSC ligger akkrediteringsanvaret hos Accreditation Services International (ASI), som med jævne mellemrum kontrollerer, at certificeringsfirmaerne overholder FSC’s akkrediteringskrav. I PEFC ligger akkrediteringsanvaret hos nationale organisationer, hvilket åbner for en mere uensartet akkreditering.

En NGO-undersøgelse fra USA viser, at der i FSC systemet bruges mere tid på kontrollen af de certificerede skove end i det PEFC-godkendte SFI (ForestEthics, 2014). Andre undersøgelser indikerer, at SFI-indikatorerne gennemsnitligt er mere operationelle, og at SFI-revisorerne er mere krævende i forhold til krav om, at skovdriften løbende skal forbedres (UPM, 2005). Der findes dog ikke mange un- dersøgelser af kontrolprocessens kvalitet, og endnu færre af hvad eventuelle forskelle betyder for den reelle opnåelse af standardernes bæredygtighedsmål.

4.2.3 Drivhusgasbalancer

Enkelte nationale skovcertificeringsstandarder indeholder hensigtserklæringer og frivillige anbefalinger om, at skovdriftsenheden bør bidrage til målene i Klimakon- ventionen til forbedring af det globale kulstofkredsløb (Stupak et al., 2011). Even- tuelt foreslås det, at der udarbejdes et kulstofbudget for skovdriftsenheden, eller at der bakkes op om en beregning af kulstofbalancer for hele den træbaserede sektor. Ud over dette opmuntrer enkelte nationale standarder til, at der sker en kulstof- lagring i bevoksninger og jord, eller at man producerer træbrændsler til substitution af fossilt brændsel. Denne type anbefalinger er dog langt fra almindelige i skovcer- tificeringsstandarderne.

Ingen skovcertificeringssystemer kræver således, at der opgøres drivhusbalancer, selvom PEFC har et samarbejde med Sustainable Biomass Partnership (SBP) (se afsnit 4.3) om udviklingen af et opgørelsessystem. FSC engagerer sig istedet i klimaproblematikken ved at støtte op om og supplere andre initiativer, eksempelvis i forhold til sikring af den sociale og miljømæssige bæredygtighed i kulstofprojekter under WWFs Gold Standard, der genererer kulstofkreditter til kulstofmarkedet (se notat 3: Kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO2 neutralitet). De engagerer sig også i design og implementering af FNs programmer for reduktion af emissioner fra skovrydning (UN REDD+ programs) (FSC, 2012).

(12)

Både FSC og PEFC fremhæver således, at et skovcertifikat generelt betyder, at skoven ikke konverteres til anden arealanvendelse (PEFC indikator 1.11, siden 2010, og FSC kriterium 6.10, siden 1994), og at der laves en driftsplan eller noget tilsvarende (f.eks. PEFC indikator 1.1, 1.2 og 1.3, og FSC princip 7 og 8), som sig- ter mod at skovens økologiske processer og produktionskapacitet vedligeholdes eller forbedres på langt sigt (PEFC kriterium 1 og indikator 1.9, FSC kriterium 5.6 og 6.3). Dette kan ses om en proxy for, at kulstoflageret i skoven ikke falder på lang sigt, men det er ikke en garanti. Driftsplanen skal også sikre en lang række andre hensyn, der potentielt kan komme i konflikt med et ensidigt fokus på størrel- sen af skovens kulstoflager. I Danmark giver Skovloven eksempelvis mulighed for etablering af lysåbne arealer i skoven, såsom stævningsdrift og græsning (§9, stk.

1) og andre åbne arealer (§10, stk. 4), der er levested for sjældne og truede arter med behov for både lys og læ.

Driftsplaner betyder heller ikke nødvendigvis, at biomasse kan høstes uden en så- kaldt kulstofgæld (se notat 3: Kulstofkredsløb, kulstofgæld og CO₂-neutralitet), eksempelvis hvis skoven har en skæv aldersfordeling i den betragtede periode. Det bør dog indgå i betragtningerne, at begrebet kulstofgæld kan være mindre anven- deligt i de mange situationer, hvor der er stor usikkerhed omkring grundlæggende antagelser i beregningen af gælden. Selv mindre ændringer i forudsætninger og antagelser kan føre til store forskydninger i alternative scenariers tilsyneladende klimavenlighed (Taeroe et al., 2015). Derfor bør sådanne beregningerne testes for deres følsomhed i forhold til de mest usikre antagelser, og i det hele taget anvendes med stor omtanke.

4.3 Biomassecertificeringssystemerne 4.3.1 Udvikling og udbredelse

Siden begyndelsen af 2000-tallet er der opstået flere systemer, der certificerer eller verificerer biomassens bæredygtighed (se Bilag A for en tidslinje). Da importen af træpiller til Europa tog fart i begyndelsen af 2000-tallet, udviklede den europæiske energiproducent Essent (nu RWE) i samarbejde med Skall International (nu Cont- rol Union Certifications) Green Gold Label (GGL) systemet. I Belgien udviklede Electrabel/Laborelec (GDF SUEZ, nu engie) Laborlec Biomass Verification Proce- dure, og den britiske elproducent Drax fik deres egen bæredygtighedspolitik for indkøb af biomasse til energi.

I Nederlandene nedsatte man i 2006 den såkaldte Cramer-kommission, som skulle opstille bæredygtighedskriterier for faste, flydende og gasformige biobrændsler.

Kommissionen afrapporterede deres arbejde året efter (Cramer Commission, 2007), og på den baggrund blev der udarbejdet mere operationelle kriterier af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for både virksomheder, regeringen og NGO’er. Processen blev faciliteret af NEN, som svarer til Dansk Standard, og der blev lavet en brancheaftale om at udvikle et certificeringssystem. Dette internationale certificeringssystem, NTA 8080, er i dag operationsdygtigt under NEN, og alle væsentlige aktører i branchen i Nederlandene har tilsluttet sig. I alt er 37 Neder- landeneske og 1 tysk virksomhed NTA 8080 certificerede. De fleste af disse virk-

(13)

somheder producerer biogas, mens 9 af dem producerer træbrændsler (se også 4.4.3 for den nye nationale nederlandeneske aftale).

Parallelt med vedtagelsen af VE-direktivet nedsatte både European Committee for Standardization (CEN/TC 383) og ISO (ISO/PC 248) tekniske komitéer, der skulle udvikle standarder for bæredygtig bioenergi. Udvikling af både CEN og ISO standarder kræver konsensus, hvilket er en styrke, når de først er vedtaget. Men det kan også betyde en lang udviklingsfase. CEN komitéen har foreløbigt vedtaget standarder for flydende brændsler, og ISO komitéen har netop frigivet det første udkast til en standard for både flydende, fast og gas-formige brændsler (ISO 13065:2015).

Med vedtagelsen af VE-direktivet i 2009 forpligtigede EU Kommissionen sig på en vurdering af et eventuelt behov for bæredygtighedskriterier for faste og gasformige biobrændsler. I 2010 anbefalede EU Kommissionen i første omgang, at de enkelte medlemslande skulle udforme deres egne nationale bæredygtighedskriterier og verificeringssystemer for faste og gasformige biomassebrændsler, dog således at de nationale kriterier er i overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne for flydende biobrændsler i VE-direktivet. I Storbritannien, Belgien og Nederlandene er der indført national lovgivning, mens man i Danmark har valgt at lave en frivillig brancheaftale. I andre lande har man endnu ikke set et presserende behov for et nationalt system. I et arbejdspapir fra 2014 (SWD/2014/259) vurderede Europa- Kommissionen at risikoen, for at der opstår markedsforvridninger på grund forskellige systemer i de forskellige medlemslande, på kort sigt kan håndteres med de nuværende redskaber. Kommissionen forventes dog snarest at påbegynde et arbejde, som skal danne grundlag for EU’s biomassepolitik for perioden efter 2020 og frem til 2030 (se notat 1: EU politikker med betydning for bæredygtighed af fast biomasse).

Allerede før EU medlemslandene begyndte udviklingen af deres nationale systemer, fik fraværet af egentlige EU kriterier for faste og gasformige biobrændsler de største europæiske energiproducenter (RWE, Drax, e.on, DONG Energy, HOFOR, Vattenfal, og engie) til at gå sammen i Initiative Wood Pellet Buyers (IWPB) for at udarbejde en brancheaftale med fokus på træpillekvalitet, handelsbetingelser og bæredygtighedskriterier. I 2013 blev Sustainable Biomass Partnership (SBP) dannet på baggrund af erfaringerne fra IWPB. SBP forsatte arbejdet ved at skabe et certificeringssystem for træpillers bæredygtighed, som med tiden skal harmonisere de enkelte energiselskabers individuelle verificeringssystemer og politikker.

4.3.2 Bæredygtighedskrav og dokumentation

Mens skovcertificeringsordningerne certificerer individuelle eller grupper af skovdriftsenheder, så certificerer GGL typisk træpilleproducenten, der også er ansvarlig for overholdelse af kriterierne for bæredygtig skovdrift. De første producenter er nu certificerede under SBP systemet, som lægger op til, at det i princippet kan være hvilket som helst led i forsyningskæden, der certificeres og dermed også tager ansvar for overholdelse af kriterierne for bæredygtig skovdrift.

Både GGL og SBP accepterer FSC og PEFC certifikater som dokumentation for bæredygtig skovdrift (

(14)

Som noget nyt i forhold til FSC og PEFC, inkluderer SBP en risikobaseret tilgang til dokumentation og verificering. I første omgang klassificeres biomassen til én af tre kategorier: lav risiko, uspecificeret risiko eller specificeret risiko. Næste skridt er en verificeringsprocedure, der placerer biomasse med uspecificeret risiko i en af de andre to kategorier. SBP accepterer herefter biomasse med lav risiko, mens biomasse, der ikke kan klassificeres til denne kategori afvises. Hverken FSC eller PEFC bruger i øjeblikket en risikobaseret tilgang i skovcertificeringen, men FSC er i gang med omfattende nationale vurderinger i forhold til ’Controlled Wood’ (FSC National Risk Assessments). ’Controlled Wood’ er det ucertificerede træ, som kan indgå i certificerede træprodukter, der markedsføres under såkaldte mix-labels.

PEFC’s sporingssystem (chain-of-custody) indeholder også en risikobaseret pro- cedure til verificering af træets legalitet, som det kræves under EU's tømmerfor- ordning om ’fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning’ (EU Forordning 995/2010). Potentielt kan en øget anvendelse af risko- baserede tilgange øge omkostningseffektiviteten, idet revisionsindsatsen koncen- treres der, hvor risikoen og behovet er størst.

Tabel 2). I erkendelse af, at kun en lille del af verdens skovareal er certificeret, har man også udarbejdet egne kriterier for bæredygtig skovdrift, der med tiden så vidt muligt skal tilpasse sig PEFC’s og FSC’s standarder og processer (SBP, 2015).

Samtidig tilsigtes det, at SBPs bæredygtighedskriterier også omfatter samtlige EU medlemslandes bæredygtighedskrav til fast biomasse, inklusiv EU anbefalingerne fra 2010, der også omfatter VE-direktivets krav (se Tabel 2, og notat 1: EU politikker med betydning for bæredygtighed af fast biomasse).

Biomassecertificeringssystemerne indeholder ingen grænseværdier for reduktion af drivhusgasemissionerne, men eksempelvis foreskriver SBP at energiselskaberne opgør drivhusgasbalancen for at overholdelse af varierende nationale emissi- onsreduktionskrav kan dokumenteres. NTA 8080’s beregningsmetode bygger på VE-direktivet, EU anbefalingerne fra 2010, Biograce m.m., og GGL beregningsmetode henviser til VE-direktivet og NTA 8080 (se notat 4: Livscyklusvurderinger og CO2-beregningsværktøjer for fast træbiomasse). Da SBP’s mål er at udvikle et redskab, som gør det muligt at dokumentere overholdelse af alle nationale krav, vil metodologien afhænge af de krav, som EU medlemslandene stiller til beregningerne.

Som noget nyt i forhold til FSC og PEFC, inkluderer SBP en risikobaseret tilgang til dokumentation og verificering. I første omgang klassificeres biomassen til én af tre kategorier: lav risiko, uspecificeret risiko eller specificeret risiko. Næste skridt er en verificeringsprocedure, der placerer biomasse med uspecificeret risiko i en af de andre to kategorier. SBP accepterer herefter biomasse med lav risiko, mens biomasse, der ikke kan klassificeres til denne kategori afvises. Hverken FSC eller PEFC bruger i øjeblikket en risikobaseret tilgang i skovcertificeringen, men FSC er i gang med omfattende nationale vurderinger i forhold til ’Controlled Wood’ (FSC National Risk Assessments). ’Controlled Wood’ er det ucertificerede træ, som kan indgå i certificerede træprodukter, der markedsføres under såkaldte mix-labels.

PEFC’s sporingssystem (chain-of-custody) indeholder også en risikobaseret pro- cedure til verificering af træets legalitet, som det kræves under EU's tømmerfor- ordning om ’fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning’ (EU Forordning 995/2010). Potentielt kan en øget anvendelse af risko-

(15)

baserede tilgange øge omkostningseffektiviteten, idet revisionsindsatsen koncen- treres der, hvor risikoen og behovet er størst.

Tabel 2. Hovedtemaer for kriterier for bæredygtig biomasse i henholdsvis VE-direktivet og EU's anbefalinger fra 2010, samt i forskellige certificeringsordninger. For en fuld forståelse af kriterier- ne bør de originale dokumenter læses. CPET: UK Central Point of Expertise on Timber.

EU's VE-direktiv (EU Direktiv 2009/28/EF) og EU anbefalinger fra 2010 (KOM/2010/11) VE 17.2 Drivhusgasemissionsbesparelser (35-60%)

VE 17.3 Råmateriale må ikke komme fra områder med høj biodiversitet, eller fra områder, der er konverteret til anden arealanvendelse efter 1. januar 2008 og havde en høj biodiversitet

VE 17.4 Råmateriale må ikke komme fra områder, der er konverteret til anden arealanvendelse efter 1. januar 2008 og havde et højt kulstoflager før konverteringen.

VE 17.5 Råmateriale må heller ikke komme fra drænet tørvejord, der ikke var drænet tidligere.

VE 17.6 EU Landbrugspolitikkens (CAP) kriterier for god landbrugsmæssig praksis NTA 8080-1:2014 (bemærk at dette kun er et udkast)

Generelle krav og retningslinjer Bæredygtighed

5.1 Generelt 6.1 Generelt

5.2 Beskrivelse af processer 6.2 Drivhusgasemissioner (reduktioner, højt kulstoflager) 5.3 Beskrivelse af tidsperiode 6.3 Konkurrence med fødevarer og lokal biomasseanvendelse

(lokale priser, effektiv materialebrug, lavrisiko iLUC,) 5.4 Data og information 6.4 Biodiversitet (bevarelse, restaurering, styrkelse) 5.5 Høring af berørte parter 6.5 Miljø (jord, overfladevand, luft, affald) 5.6 Love and reguleringer 6.6 Velstand

5.7 Overvågning, malinger, analyse, evaluering og forsatte forbedrin- ger

6.7 Velfærd (arbejdsforhold, kontakt med berørte parter og ansat- te, ejendomsforhold og brugsrettigheder, lokalbefolkningens velfærd, virksomhedens integritet)

Green Gold Label (GGL)

GGLS2 Landbrug GGLS5 Skovdrift GGLS7 Naturbevarelse^* ved arealan- vendelsesændringer

P1 Integreret langsigtet bæredyg-

tig planlægning Langsigtede brugsrettigheder

til skov og skovressourcer Konverteret areal må ikke have høj naturbevaringsværdi

P2 Drift er baseret på arealan-

vendelsesplanlægning Driftsplaner Klare, nye, langsigtede naturbevarings- fordele

P3 Jordens bevarelse og rehabili-

tering Miljøpåvirkninger Parker, offentlige haver og grønne

områder P4 Sikring ferskvandsforsyning og

kvalitet. Overvågning og vurdering

P5 Landbrugsdriften Plantager

P6 Bæredygtig planteernæring til forøgelse af fødevareprodukti- onen

Andre ressourcer end natur- skov og plantager (skov <5 ha, rabatter og parker).

P7 Arealer med høj biodiversitet

(VE 17.3) Arealer med høj biodiversitet (VE 17.3)

P8 Arealer med højt kulstoflager

(VE 17.4) Arealer med højt kulstoflager (VE 17.4)

P9 Tørvejord (VE 17.5) Tørvejord (VE 17.5) P10 Råmateriale dyrket i EU skal

overholde CAP (VE 17.6) Sustainable Biomass Partnership (SBP)

Lovlig sourcing Bæredygtig sourcing

P1.1 Forsyningsbasen er defineret P2.1. Bevaringsværdige skove eller arter (CPET S8c).

P1.2 Lovlig brugsret (CPET2 L1) P2.2 Skovøkosystemets funktioner (CPET S5 & 8b).

P1.3 Overholdelse af love (CPET L2) P2.3 Vedvarende produktivitet (CPET S6) P1.4 Betaling af licenser & afgifter

(CPET L3) P2.4 Skovøkosystemets sundhed og vitalitet (CPET S7).

P1.5 Overholde CITES (CPET L4) P2.5 Oprindelige og lokale folks rettigheder (CPET S9).

P1.6 Høst overtræder ikke traditionel-

le og borgerrettigheder P2.6 Mekanisme til konfliktløsning (CPET S10).

P2.7 Arbejdstagers rettigheder (CPET S11).

P2.8 Arbejdsmiljø og sikkerhed (CPET S12).

P2.9 Bevarelse af kulstoflageret på middel til lang sigt.

P2.10 Genetisk modificerede træer anvendes ikke

(16)

4.4 Nationale systemer

Blandt EU medlemslandene har Danmark, Storbritannien, Nederlandene og Belgi- en indført systemer med kriterier for både reduktion af drivhusgasemissionerne og bæredygtig skovdrift i forbindelse med anvendelse af træ til el og varme. Italien har desuden indført kriterier for emissionsreduktion, og Ungarn for bæredygtig skovdrift, mens Polen har vedtaget en politik om, at rundtræ anvendt i energiproduktio- nen ikke kan modtage statstilskud til vedvarende energi (SWD/2014/259).

4.4.1 Danmark

I Danmark har Dansk Energi og Dansk Fjernvarme udarbejdet en brancheaftale om bæredygtig flis og træpiller, som blev accepteret af den danske regering i 2014.

Aftalen skal være fuldt implementeret i 2019. Bæredygtighedskriterierne bygger på CPET kriterierne fra den britiske indkøbspolitik for bæredygtigt træ (UK Govern- ments Timber Procurement Policy (TPP)). I Danmark er man allerede bekendt med CPET kriterierne, som siden 2013 også har dannet udgangspunkt for den danske stats indkøbspolitik for bæredygtigt træ (Brack, 2014; Naturstyrelsen, 2015). I Stor- britannien anvendes CPET kriterierne også som grundlag for tildeling af tilskud til vedvarende energi (4.4.2). To store danske energiproducenter, DONG Energy og HOFOR, er medlemmer af SBP og regner med at verificering af brancheaftalens kriterier kommer til at foregår via dette nye certificeringssystem (DONG Energy, 2014), der også har taget udgangspunkt i CPET kriterierne (se afsnit 4.3).

4.4.2 Storbritannien

I Storbritannien blev krav til faste brændslers bæredygtighed introduceret under Renewables Obligation (RO) i april 2009. For at opnå statsstøtte krævedes det, at elproducerende operatører under 1 MW skulle indsende information til den britiske energimyndighed, OFGEM, om deres biobrændslers bæredygtighedsegenskaber.

Fra april 2011 blev det påkrævet, at operatørerne skulle indberette yderligere information om arealanvendelse og drivhusgasemissioner for deres faste biobrænds- ler. Lovgivning på området blev vedtaget i 2013, med ikrafttræden fra den 5. febru- ar 2015. Bæredygtighedskravene bliver lovpligtige fra 5. oktober 2015. For at opnå statsstøtte til varme og elektricitetsproduktion under henholdsvis Domestic og Non- Domestic Renewable Heat Incentive (RHI), og RO kræves der således fra 2015 dokumentation for kriteriernes overholdelse for al fast biomasse, der anvendes på anlæg med en kapacitet på over 1MW for varmeværker og 1 MWh for kraftværker.

Under RO er der defineret otte forskellige typer af biomasse, og der gælder ulige kriterier alt efter hvilken type af biomasse, der er tale om (Tabel 3). Kravene er opdelt i tre grupper. Den første er kriterierne for besparelser på drivhusgasemissionerne og den anden arealanvendelseskriterierne fra VE-direktivet. I EU anbefalingerne fra 2010 angives arealanvendelseskriterierne som også værende relevante for biogas og anden fast biomasse end træ. Hvis biomassen er træ eller et træpro- dukt, gælder de samme kriterier for bæredygtig skovdrift, som gælder under den britiske UK Government Timber Procurement Policy (TPP), de såkaldte CPET kriterier. Kriterierne er også gengivet i Timber standard for heat and electricity (se også Bilag C). De bygger på FSC og PEFC standardernes krav og er i overensstemmelse med EU’s tømmerforordning (EU Forordning 995/2010).

(17)

I Storbritannien skal sekundær biomasse overholde de samme krav som primær biomasse, mens biologisk affald og tertiær biomasse er udtaget fra CPET reglerne.

Den skal dog stadig overholde krav om legalitet som beskrevet i EU's tømmerfor- ordning. Energiafgrøder og biomasse anvendt til flydende biobrændsler er også undtaget fra CPET reglerne. Disse vil blive godkendt som bæredygtige, hvis de opfylder kravene i det såkaldte Energy Crops Scheme (ECS) eller andet som svarer til kravene i denne ordning. ECS kræver blandt andet en miljøvurdering og stiller forskellige miljømæssige minimumskrav.

Tabel 3. Brændselsklassifikation med tilhørende lovpligtige afrapporteringskrav for faste og gas- formige biobrændsler under UK Renewables Obligation (RO) og Renewables Heat Initiative (RHI) (OFGEM, 2014).

Biomassekategori, dvs. produkter af: Arealanvendelseskriterier (AK)

og bæredygtig skovdrift (TS) Drivhusgasemissioner (GHG)

1 Affald Undtaget Undtaget

2 Biomasse fra affald Undtaget Undtaget

3 Forarbejdningsaffald Ikke træ - undtaget fra AK Kun emissioner fra forarbejdning og indsamling

Træ - TS rapporteres

4 Landbrugsaffald AK og TS Rapporteres Kun emissioner fra forarbejdning og indsamling

5 Hugstaffald fra skovbrug AK og TS Rapporteres Kun emissioner fra forarbejdning og indsamling

6 Affald fra parker og landskaber Ikke træ - undtaget fra AK Kun emissioner fra forarbejdning og indsamling

Træ - TS rapporteres

7 Affald fra akvakultur og fiskeri AK og TS Rapporteres Kun emissioner fra forarbejdning og indsamling

8 Produkter og sekundære produkter AK og TS Rapporteres Livscyklusemissioner

Den britiske verificeringsprocedure accepterer to former for dokumentation for kriterierne for bæredygtig skovdrift. Såkaldt ‘Kategori A’ dokumentation kræver, at træet er certificeret efter en af myndighederne godkendt certificeringsordning, typisk FSC eller PEFC. Såkaldt ’Kategori B’ dokumentation kræver, at overholdelse af de samme bæredygtighedskriterier dokumenteres på en måde, der svarer til certificering i Kategori A. Forskellige typer af dokumentation kan indgå, og myndig- hedernes vurdering af denne dokumentation vil ske fra sag til sag. Eksempelvis accepteres FLEGT licenser som dokumentation for krav om biomassens legalitet, men ikke for krav om bæredygtighed (se Timber standard for heat and electricity).

Storbritannien fastsatte allerede i 2011 nationale krav under RO, som kræver en besparelse i drivhusgasemissionerne på mindst 60% for biomassebaseret elproduktion relativt til fossilt brændsel. Beregningen laves ved hjælp af The UK Solid and Gaseous Biomass and Biogas Carbon Calculator. Efter 2015 er beregningen en forudsætning for at opnå støtte under RO (se notat 4: Livscyklusvurderinger og CO2-beregningsværktøjer for fast træbiomasse).

Sammen med arealanvendelseskriteriernes ikrafttræden gælder det også, at biomassebaseret varmeproduktion, som opnår støtte under RHI, skal opfylde et krav om reduktion af drivhusgasemissionerne på 34,8 g CO₂-ækvivalenter per MJ varme, eller en 60% reduktion i forhold til de gennemsnitlige emissioner fra fossil energiproduktion i EU (som for RO). Under RHI er der forskellige dokumentations- krav alt efter, om der er tale om biomasse indkøbt til varmeværker, privat opvarmning, eller om der anvendes egen biomasse. Generelt anbefales det at The UK Solid and Gaseous Biomass and Biogas Carbon Calculator anvendes til beregningen af drivhusgasemissionerne (se notat 4: Livscyklusvurderinger og CO2-

(18)

beregningsværktøjer for fast træbiomasse). Installationer med en kapacitet mindre end 1 MW vil også kunne bruge standardværdier fra EU anbefalingerne fra 2010, dog undtaget biometan til nettet. Alle varmeproducenter, undtaget husstande, skal indberette overholdelse af bæredygtighedskriterier og drivhusgasbesparelser til OFGEM på kvartalsbasis. Alternativt kan indberettes til den såkaldte Biomass Suppliers List, som videregiver oplysningerne til OFGEM.

4.4.3 Nederlandene

Den 18. marts 2015 indgik den nederlandske energisektor (Energy Netherlands) og ledende NGO’er (Greenpeace, Nature & Environment, WWF og Friends of the Earth) en aftale om bæredygtig biomasse, der indeholder tre komponenter: 1) klassifikation og bæredygtighed, 2) en chain-of-custody, der kræver certificering af biomassen, samt 3) en tidsplan for aftalens implementering. Den 30. marts blev disse krav fastlagt ved lovgivning (WJZ/15024397, Netherlands Enterprise Agency, 2015).

De nederlandske myndighederne har i en årrække udbetalt støtte til fremme af vedvarende energi, herunder bioenergiprojekter, under den såkaldte SDE+ ordning. SDE+ efterfølger en række lignende ordninger siden 2003, og består i et tilskud, der kompenserer for prisforskellen mellem den fossile og den vedvarende energi. Tilskuddet gives i 2, 8, 12 eller 15 år, afhængig af teknologien. I 2015 kan man få tilskud til produktion af vedvarende elektricitet, gas, varme eller kraftvarme fra en række specificerede biomassebaserede teknologier, hvoraf nogle skal opfylde de nye nationale kriterier for bæredygtig biomasse for at få tilskud. Det gælder værker, hvor biomasse anvendes til termisk konvertering eller samfyring med kul i kraftværker (Rijkdienst voor Ondernmend, 2015).

I forhold til vedvarende varmeproduktionen kan dokumentation for overholdelse af kriterierne ske enten på regionalt niveau eller for den enkelte skovdriftsenhed. Veri- ficering for driftsenheder, der er større en 1000 ha, kan dog kun ske ved certificering af den enkelte driftsenhed. Fra 2026 skal al dokumentation ske for de enkelte driftsenheder, uanset deres størrelse. I forhold til vedvarende el- eller kraftvarmeproduktion skal dokumentationen ske for de enkelte skovdriftsenheder, hvis de er på mere end 500 ha. Fra 2020 gælder dette krav uanset enhedens størrelse.

Lovgivningen definerer syv forskellige kategorier af biomasse, og der gælder forskellige bæredygtighedskriterier alt efter hvilken type af biomasse, der er tale om (Tabel 4). Kravene er opdelt i tre grupper, som omhandler henholdsvis klima og energi, skovdrift, samt sporingsmekanismen (chain-of-custody), med i alt 16 principper for bæredygtighed (Bilag C). Disse er igen udmøntet i en række mere specifikke kriterier. Alle syv biomassekategorier skal helt grundlæggende være legale, der skal være en sporingsmekanisme og krav til besparelser på drivhusgasemissionerne skal dokumenteres og overholdes. Kriterier for beregning af kulstofgæld og det fulde sæt af kriterier for bæredygtig skovdrift skal kun overholdes for primær skovbiomasse fra såkaldte store og små skovdriftsenheder, mens hugstaffald fra multifunktionelle skove og landbrugsaffald, som eksempelvis halm, blot skal overholde krav i forhold til vedligeholdelse af dyrkningsgrundlaget (jordkvalitet). Sekun- dær og tertiær biomasse skal overholde krav om besparelser på drivhusgasemissionerne, men ikke andre bæredygtighedskriterier. Nederlandene har også inkluderet kriterier for indirekte arealanvendelsesændringer (ILUC), men kun for primær

(19)

skovbiomasse fra store driftsenheder på mere end 500 ha. Endelig er EU anbefalingerne fra 2010 inkluderet i kravene.

I lovgivningen kræves en reduktion af drivhusgasemissionerne på 70% for elektricitet og 60% for varme (Bilag C). Formodentlig skal man anvende det beregnings- redskab myndighederne udgav i 2011. Den bagvedliggende beregningsmetode er kompatibel med og bygger på NTA 8080’s beregningsmetoder for drivhusgasbalancer (NL Agency, 2011).

Tabel 4. Biomassekategorier med de tilhørende bæredygtighedskriterier (WJZ/15024397; Nether- lands Enterprise Agency, 2015). Et X betyder, at kriterierne gælder for den pågældende kategori.

N/A betyder, at kriterierne ikke er relevante eller at risikoen er vurderet til at være lille, således at kriteriet ikke gælder for denne kategori. SFM: Bæredygtig skovdrift. GHG: drivhusgasemissioner, ILUC: indirekte arealanvendelsesændringer. De oprindelig dokumenter bør læses for en fuld for- ståelse af de enkelte kategorier.

Biomassekategori SFM GHG Kulstof-

gæld iLUC Jord-

kvalitet Overholdelse

af love Chain-of- Custody II.P2-

II.P7 I.P1 &

III.P4 I.P2 I.P4 II.C3.1³ II.P1-

III.C3.1b⁴ III.P1-III.P3

1 Træ fra store skovdriftsenheder X X¹ X¹ X^1,2 X¹ X¹ X¹

2 Træ fra små skovdriftsenheder X X X N/A X X X

3 Hugstaffald fra multifunktionelle

skoves N/A X N/A N/A X X X

4 Landbrugsaffald (halm osv.) N/A X N/A N/A X X X

5 Affald fra fødevare- og træindustri N/A X N/A N/A N/A X X

6 Biologisk affald N/A X N/A N/A N/A X X

7 Affald fra natur og landskabspleje N/A X N/A N/A N/A X X

1 Disse kriterier er en delmængde af det fulde sæt kriterier for bæredygtig skovdrift (SFM), se bilag B

2 Gælder kun for ny-kultiverede dyrkningssystemer i kort rotation, som decideret producerer biomasse til energi, se bilag B

3 C3.1a gælder for kategori 1 og 2, C3.1b gælder for kategori 3-7, Se bilag B

4 P1 (SFM) gælder for kategori 1 og 2, se bilag B

4.4.4 Belgien

I Belgien har der i over ti år været to systemer i anvendelse, som stiller visse sim- ple krav, for at en energioperatør skal kunne kalde sin biomassebaserede energiproduktion for bæredygtig og dermed opnå statsstøtte. Ud over disse systemer er der en regionalt bestemt prisstraf (afgift), i form af reduceret tildeling af certifikater for hver produceret KWh, der ikke ved certificering dokumenterer opfyldelsen af visse bæredygtighedskrav.

I Wallonien reduceres antallet af tildelte certifikater alt efter hvor stor eller lille emissionsbesparelsen er i forhold til et naturgasfyret kraftværk med en effektivitet på 55% (Ryckmanns & André, 2010). Hvis C betegner CO₂-emissionen for en given ressource og E betegner energieffektiviteten, så beregnes reduktionen i antallet af certifikater som forholdet mellem Cbioenergi/Ebioenergi og Creference/Ereference. Hvis energieffektiviteten for træpiller er 35%, bliver reduktionen (forsimplet) 30/35 delt med 251/55, det vil sige 0,19 eller 19% (inputværdier fra Tabel 5). I Bruxelles regi- onen anvendes et lignende system.

Tabel 5. Referencespecifikke CO₂-emissioner i Wallonien (Ryckmanns & André, 2010).

Brændsel Specifik CO₂-emission

kgCO₂/MWh primær energi Ikke fossil ressource

Vind/sol 0

Kornafgrøder 22

(20)

Træ 23

Træpiller af hugstaffald 30

Energipil 45

Rapsolie 65

Biodiesel 80

Fossil reference

Naturgas 251

Gasolie 306

Let fyringsolie 310

Fuelolie 320

Kul 385

I Flanderen anvender man et andet system, hvor man reducerer antallet af certifikater, der kan opnås per kWh bioenergi, ud fra mængden af fossil energi, der medgår til at producere biomassen. Dette system kræver ingen fossil reference.

Certifikaterne indgår også her i et kvotesystem, der sikrer, at de virksomheder, der har certifikaterne, opnår prisfordele.

Belgium har også kriterier for bæredygtig skovdrift, som for eksempel ikke tillader at træ egnet til anden træindustri bruges til el-produktion (SWD/2014/259).

(21)

Bilag A Kilder og litteraturhenvisning

WJZ/15024397. Regeling van de Minister van Economische Zaken van 27 maart 2015, nr. WJZ / 15024397, houdende wijziging van de Algemene uitvoeringsrege- ling stimulering duurzame energieproductie en de Regeling aanwijzing categorieën duurzame energieproductie 2015 in verband met de opname van de duurzaam- heidscriteria voor het gebruik van vaste en gasvormige biomassa en enkele tech- nische aanpassingen. Staatscourant, Nr. 9096, 30 maart 2015, The Netherlands, 20 s. https://zoek.officielebekendmakingen.nl/stcrt-2015-9096.html

Billeschou, A. E., Klitgaard, O., (1985). Økologisk forsvarlig udnyttelse af marginale træressourcer - Skovstyrelsens retningslinjer for statsskovene. Skoven, 12:374- 375.

Biodiversitetskonventationen. Convention on Biological Diversity.

https://www.cbd.int/

Biomass Suppliers List (2015). http://biomass-suppliers-list.service.gov.uk/

Brack, D. (2014). Promoting Legal and Sustainable Timber: Using Public Procure- ment Policy. Energy, Environment and Resources. Research Paper. Chatham House, The Royal Institute of International Affairs, London, The United Kingdom, 24 s.

http://www.chathamhouse.org/sites/files/chathamhouse/field/field_document/20140 908PromotingLegalSustainableTimberBrackFinal.pdf

Castañeda, F. (2000). Criteria and indicators for sustainable forest management:

international processes, current status and the way ahead. Unasylva 203(51):34- 40. ftp://ftp.fao.org/docrep/fao/x8080e/x8080e06.pdf

CEN/TC 383. Sustainably produced biomass for energy applications. European Committee for Standardization.

http://standards.cen.eu/dyn/www/f?p=204:7:0::::FSP_ORG_ID:648007&cs=1982A 0D5C34BE492340A89EBA0E159CEE

Certification Canada (2014). Certification Summary. Canada-wide - SFM - Year- end 2014. Certification Canada.

http://certificationcanada.org/en/statistics/canadian-statistics/

COM(2013) 659 final. Meddelelse fra Kommissionen til Europa-parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsrådet. En ny EU- skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor.

http://ec.europa.eu/agriculture/forest/strategy/index_en.htm

Council of the European Union (2015). New EU Forest strategy: conclusions adopted by the Council. Presse 297.

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/agricult/1426 85.pdf

Cramer Commission (2007). Testing framework for sustainable biomass, Final re- port from the project group "Sustainable production of biomass. Commissioned by

(22)

the Energy Transition's Interdepartmental Programme Management (IPM), The Netherlands, 72 s. http://www.sustainable-

biomass.org/dynamics/modules/SFIL0100/view.php?fil_Id=857

Danmarks Statistik (2013). SKOV6: Hugsten i skove og plantager i Danmark efter område, træsort og areal (1990-2013). http://www.statistikbanken.dk

Dansk Energi og Dansk Fjervarme (2014). Brancheaftale om sikring af bæredygtig biomasse (træpiller og træflis). http://www.danskfjernvarme.dk/vi-

mener/pressemeddelser/141204godt-bytte-baeredygtig-biomasse-frem-for-fossile- braendsler

Direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, http://eur-lex.europa.eu/legal-

content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32009L0028&from=EN

Domestic Renewable Heat Incentive (RHI). Office of Gas and Electricity Markets (OFGEM). https://www.ofgem.gov.uk/environmental-programmes/domestic- renewable-heat-incentive

DONG Energy (2014). DONG Energy Programme for Sustainable Biomass Sourc- ing. DONG Energy, Denmark

http://assets.dongenergy.com/DONGEnergyDocuments/com/Responsibility/Docum ents/2014/DONG_Energys_Programme_for_Sustainable_Biomass_Sourcing_DA.

pdf?WT.mc_id=baeredygtig-biomasse-2015

Drax. Sustainability policy. http://www.drax.com/biomass/sustainability-policy/

Energistyrelsen (2014). Energistatistik 2013. Energistyrelsen, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, København, Danmark, 60 s.

http://www.ens.dk/sites/ens.dk/files/info/tal-kort/statistik-noegletal/aarlig- energistatistik/energistatistik2013.pdf

Energy Crops Scheme (ECS). Farming and food grants and payments – guidance.

Energy Crops Scheme: terms and conditions of your agreement. UK Government.

https://www.gov.uk/energy-crops-scheme-terms-and-conditions-of-your-agreement FAO (2010). Criteria and indicators for sustainable woodfuels. Food and Agricul- ture Organization of the United Nations (FAO), Rome. FAO Forestry Paper 160, 103 s. http://www.fao.org/docrep/012/i1673e/i1673e00.htm

Fernholz, K., Kraxner, F., Novoselov, I., Oliver, R., Tissari, J. (2015). Policies shap- ing forest products markets, 2014-2015. In: UNECE/FAO, 2015. Forest Products Annual Market Review 2014-2015. United Nations Economic Commission for Eu- rope, Geneva, Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO), Rome. s. 11-23. http://www.unece.org/forests/fpamr2015.html

FLEGT (2015. EU FLEGT facility. http://www.euflegt.efi.int/home/

ForestEthics (2014). Peeling Back the Eco-Labels: A Comparison of FSC and SFI Forest Certification Program Audits in Canada. Forest Ethics, 17 s.