april – oktober 2007.
Projektgruppen består af:
Birgitte Tørring, Anne-Mette Støvring og Annegrethe Nielsen – alle Sundheds CVU Nordjylland
Projektet er støttet af:
Udviklingsrådet ved Sundheds CVU Nordjylland,
projektnummer: 4447-07U
Indhold:
1. Indledning ... side 3 2. Beskrivelse af evalueringsprojektet – resume ... side 4 3. Beskrivelse af kommunikationstræningsprojektet i Nordjyllands
Amt ... side 6
4. Erfaringer fra kommunikationstræningsprojektet ... side 10 5. Spørgeskema-undersøgelsen ... side 14 6. Fokusgruppe-undersøgelsen ... side 22 7. Sammenfatning ... side 28 8. Perspektiver ... side 31 9. Litteraturliste ... side 32
Bilag:
Det anvendte spørgeskema
1. Indledning
Denne rapport er en beskrivelse af et udviklingsprojekt som er udarbejdet af en projektgruppe på Sundheds CVU Nordjylland i tiden maj – oktober 2007.
Projektgruppen har bestået af udviklingskonsulent Birgitte Tørring, adjunkt Anne-Mette Støvring og lektor Annegrethe Nielsen – alle Sundheds CVU Nordjylland.
Rapporten er blevet til på baggrund af et gruppearbejde hvor gruppens medlemmer har bidraget på forskellig vis. Birgitte Tørring har således været ansvarlige for den konkrete tilrettelæggelse af dataindsamlingen og har desuden stået for udførelse af fokusgruppe-
undersøgelsens dataindsamling. Anne Mette Støvring har været konsulent på udarbejdelsen af spørgeskemaet og har efterfølgende været ansvarlig for at bearbejde spørgeskemadata og beskrive resultaterne af denne del af evalueringen. Annegrethe Nielsen har stået for
bearbejdningen af data fra fokusgrupperne og sammenskrivning af den endelige rapport efter drøftelser i projektgruppen. Endelig er undersøgelsens resultater på forskellige tidspunkter drøftet med vejleder på evalueringsprojektet, psykolog Hanne Dauer Keller, tidligere Aalborg Universitet, nu BST-Jylland og proceskonsulent ved Sundheds CVU Nordjylland, Niels Viggo Hansen.
Rapporten er bygget op som følger:
Først er evalueringsprojektets formål, metode og hovedkonklusioner beskrevet kort. Dernæst beskrives kommunikationstræningsprojektet som evalueringen har beskæftiget sig med. Det er forsøgt i afsnit 3 at give en beskrivelse af hvilke intensioner der lå bag måden hvorpå
kommunikationstræningen var tilrettelagt og i afsnit 4 beskrives det hvilke konkrete erfaringer der er gjort med at implementere dette i praksis
Den empiriske del indledes i afsnit 5 med beskrivelsen af spørgeskemaundersøgelsen og følges op i afsnit 6 med fokusgruppeundersøgelsen. I afsnit 7 sammenfattes resultaterne og de metodiske overvejelser diskuteres. Endelig sluttes rapporten i afsnit 8 med en perspektivering af resultaterne af evalueringen. Bagerst i rapporten findes en litteraturliste og som bilag er det anvendte spørgeskema vedlagt.
For denne rapports endelige udformning har undertegnede, Annegrethe Nielsen, været den ansvarlige og det er jeg derfor også for eventuelle fejl og mangler.
Nordjylland, oktober 2007, Annegrethe Nielsen, projektleder
2. Beskrivelse af evalueringsprojektet - resume
Formål
Projektets overordnede formål var at støtte udviklingen af viden om hvilke metoder der kan an- vendes til at kvalitetsudvikle kommunikationen mellem jordemoder og gravide kvinder/ par.
Det skulle desuden diskuteres i hvilket omfang resultaterne herfra kan overføres til andre om- råder af sundheds-/behandlingssystemet.
Mindre overordnet var projektets formål at undersøge og vurdere erfaringerne med kommunikationstræning af jordemødre - et afholdt kommunikationstræningsprojekt for samtlige jordemødre i det tidligere Nordjyllands Amt gennemført i tiden 1. juni 2006 – 1. maj 2007.
Evalueringsprojektet tilstræbte at undersøge:
o Deltagernes oplevelser af og tilfredshed med den indledende kursusdag og den gennemførte vejledning med udgangspunkt i videooptagelser af kommunikation med kvinder/familier o Deltagernes udbytte af kurset i forhold til praktisk anvendelse i konsultationskommunika-
tionen
Resultatet af projektets analyser opsummeres, sammenholdes og rapporteres i forhold til at kunne beskrive om og i hvilken grad der kan argumenteres for at denne form for kommunika- tionstræning kan fungere og virke efter hensigten i forbindelse med et kvalitetsudviklingsfor- mål for jordemoderens kommunikative arbejde.
Metode
Projektets metode har været såvel kvalitativ som kvantitativ, og projektet repræsenterer dermed et forsøg på at anvende kvantitative og kvalitative evalueringsmetoder i et samarbejde på tværs af såvel metoder som professionsuddannelser.
Den kvantitative del har bestået i indsamling og bearbejdning af data genereret gennem besvarelser af et spørgeskema indeholdende især lukkede spørgsmål med muligheder for at uddybe svaret. Spørgeskemaet er uddelt til samtlige jordemødre der har deltaget i hele forløbet (i alt 81) og tilstræber at indsamle viden om deltagernes oplevelser af og tilfredshed med den indledende kursusdag, anvendelsen af video og den gennemførte vejledning med udgangs- punkt i videooptagelser af kommunikation med kvinder/familier.
Den kvalitative del har bestået i gennemførelse og bearbejdning af data genereret gennem fokusgruppeinterviews med en mindre gruppe deltagere. Der blev gennemført 3 interviews med deltagelse af i alt 7 deltagere i løbet af foråret 2007 og hensigten var at indsamle viden om såvel deltagernes oplevelse af træningsforløbet som deltagernes udbytte af kurset i forhold til praktisk anvendelse i konsultationskommunikationen. Dette er suppleret af kvalitative udsagn fra besvarelser af spørgeskemaets muligheder for at uddybe svarene.
Metodisk har udfordringen i projektet været at gennemføre de to dataindsamlinger og efterføl- gende få dem til at supplere hinanden i forhold til at belyse projektets problemstilling.
Et problem i forhold til spørgeskemaundersøgelsen har været at svarprocenten har været rela- tivt lav, nemlig 43% og det er usikkert om de der har svaret, er repræsentative for gruppen af jordemødre.
Et tilsvarende problem eksisterer i forhold til fokusgrupperne idet kun i alt 7 deltagere deltog (planlagt antal deltagere: 7 – 15) på trods af at der blev afholdt 3 interviews (planlagt antal: 2).
De praktiske problemer med at kontakte deltagerne og koordinere møderne er grunden til dette.
Det er interessant at hovedindtrykket af deltagernes oplevelse af forløbet fremstår mere positivt igennem spørgeskemaundersøgelsen end gennem fokusgrupperne. Dette kan skyldes flere forhold. For det første kan det skyldes at de der deltager i fokusgruppen ikke har udfyldt spørgeskemaet – at der er tale om nogle andre deltagere. Dette virker usandsynligt da
deltagerne i grupperne selv har meldt sig og altså udtrykker interesse for evaluering. For det andet kan det skyldes måden at spørge på – spørgsmålene i spørgeskemaet lagde umiddelbart op til en positiv respons på spørgsmålene fordi det var det forventelige. I fokusgruppen bliver deltagernes opfattelser mere nuancerede og både positive og negative aspekter af forløbet bliver eksponeret. I denne forståelse supplerer de to metoder hinanden fordi den mere kritiske forståelse udtrykkes i interviewet. Endelig kan det hænge sammen med evalueringsformen.
Det er en interessant iagttagelse og metodisk pointe hvis det er tilfældet at resultatet af evalueringer har tendens til at være mere konforme hvis de udføres ved hjælp af spørgeskema end hvis deltagerne engageres i en samtale – og det kan denne evaluering tyde på.
Hovedresultater
Evalueringen viste at næsten alle deltagere i kommunikationsforløbet efter deltagelsen i
forløbet har oplevet en større opmærksomhed på deres egen kommunikation i forbindelse med svangreomsorgen. Særligt forhold omkring det ønskelige i at tydeliggøre målsætning, form og indhold i kommunikationen med kvinden/familien, bliver fremhævet af deltagerne sammen med en øget bevidsthed på egen professionelle rolles problemer og muligheder i svangreom- sorgens kommunikation.
Anvendelsen af videooptagelser og gruppediskussion blev generelt vurderet positivt af delta- gerne og flere gav udtryk for at deres skepsis overfor især videooptagelsen, er reduceret efter forløbet. Mange deltagere udtrykte ønske om at bruge disse redskaber igen – enten i en
struktureret sammenhæng eller i løsere selv-organiserede kollega-grupper. Dette vurderes som et særdeles positivt resultat af projektet. Der er ingen tvivl om at det at anvende video-
optagelser af egen praksis som værktøj i forbindelse med udvikling af kommunikations-kvali- fikationer samt den indsigt og erfaringsudveksling der ligger i at se hinandens kommunikation med kvinderne, har fremmet mange jordemødres muligheder for at opfatte kommunikations- situationen som en professionel opgave der kan udvikles struktureret.
Generelt finder jordemødrene det vigtigt at arbejde med kommunikation og når engagementet i projektet og det oplevede udbytte har varieret synes det at være udtryk for utilfredshed med projektets rammer – at deltagelse var tvunget af ledelsen og at nogle fandt at der var afsat for lidt tid til forberedelse. Desuden er der flere der giver udtryk for forventninger om mere person- lig vejledning end projektet har kunnet give – dette er delvist grundet i projektets design.
Det er vanskeligt at vurdere de deltagende jordemødres direkte læring genereret i projektet, men der er ikke noget der tyder på at jordemødrene oplever store konkrete forbedringer af deres kommunikation. Flere gav udtryk for at de var blevet opmærksomme på både generelle og specifikke forhold de gerne ville ændre, men at de ikke oplevede at kunne gennemføre ændringen i deres konkrete praksis. En del angiver mere konkrete inspirationer og ideer som er genereret ved at se andre jordemødres opgaveudførelse på video og som de har kunnet eller forventer at kunne anvende i deres egen kommunikation.
Det aktuelle kommunikationstræningsforløbs succes afhænger naturligvis af de forventninger man med rimelighed kan have. Alt i alt vurderer vi at projektet kan evalueres positivt således at den læring der er genereret, står i et rimeligt forhold til tid der er anvendt i projektet – for den enkelte jordemoder: ca. 1½ dag. Det er interessant at der fra deltagerne peges på flere mulige forbedringer af kommunikationen som de er blevet opmærksomme på, men ikke har implementeret i deres arbejde. Det kunne pege på behovet for at udforske muligheder og barrierer for implementering af såvel konkrete som mere generelle ændringer i den professionelle kommunikation.
Igennem evalueringen er der produceret en viden af betydning for en videreudvikling af under- visnings- og træningsmetoden og dens anvendelse i kvalitetsudviklingen af den professionelle kommunikation mellem jordemoderen og kvinden/familien.
3. Beskrivelse af kommunikationstræningsprojektet i Nordjyllands Amt
Kommunikationsprojektet i det daværende Nordjyllands Amt blev besluttet og igangsat i løbet af februar - april 2006.
Projektet var initieret af jordemoderledelsen i Nordjyllands Amt og udformet konkret i et samarbejde mellem Sundheds CVU Nordjylland og Jordemoder Nordjylland. Projektet er beskrevet i artiklen Kommunikation er ikke en privatsag, I Tidsskrift for Jordemødre 1/2007.
Baggrund for projektet
Kommunikation med brugerne er en opgave som sundhedssystemet har vanskeligt ved at løse med et tilfredsstillende resultat hvilket blandt andet illustreres af at en stor del af alle patient- klager i det danske sundhedsvæsen omhandler dårlig kommunikation (Ammentorp et al., 2006). At det ikke bare er det danske sundhedssystem der har problemet dokumenteres af blandt andre Brown (2006) (Brown et al., 2006:pp 20).
Kommunikation med brugerne er også et særligt emne i sundhedsuddannelserne og i
professionernes videreuddannelse (Kurtz, Silverman & Draper (2005), introduction). En grund til denne særstatus er at kommunikation er en færdighed som man i vid udstrækning har udviklet allerede før man påbegynder uddannelsen til sundhedsprofessionel. Så det at kommunikere som repræsentant for sundhedsvæsnet trækker i høj grad på færdigheder som individet har tilegnet sig udenfor det professionsrettede uddannelsessystem, og det er for nogle vanskeligt at definere præcist hvad forskellen er på kommunikation som en privat og som en professionel færdighed. Desuden er kommunikation en færdighed der ikke kan læres udtømmende. Man må som sundhedsprofessionel acceptere at uanset hvor meget opmærksomhed man har på træning af netop professionelle kommunikationsfærdigheder, bliver man aldrig udlært og kan altid lære mere. Disse træk ved kommunikation som færdighed er i modsætning til rigtig mange andre færdigheder der læres som en del af en professionsuddannelse indenfor sundhedssektoren og som trænes i løbet af den professionelle uddannelse eller i den professionelle praksis.
En anden grund til at kommunikation er særligt at arbejde med, er at det er et emne der involverer mange følelser og som går tæt på de involveredes selvforståelse. Nogle
professionelle opfatter det at være god til at kommunikere som en slags moralsk kvalitet hos den enkelte snarere end en færdighed der skal læres, og det giver anledning til en vis
berøringsangst overfor emnet.
I dette projekt blev det derfor valgt at arbejde med kommunikationsfærdigheder med et problemorienteret fokus på kommunikationen i praksis og ved at forsøge at involvere den pågældende sundhedsprofessionelle i problemløsningsaktiviteter snarere end at prøve at måle den enkeltes optræden og vurdere den. Kurtz, Silverman & Draper (2005:2-6) beskriver denne tilgang til kommunikationstræning som ’problembased’ og som en ’skill oriented rather than attitude oriented approach’. Som også Heritage & Maynard (2006:20) gør opmærksom på, kan mange af de vanskeligheder der opstår i den konkrete kommunikation mellem patienter og professionelle i den kliniske praksis, gøres mere håndterbare gennem kommunikationsanalyser.
Disse kan sætte fokus på ikke bare spørgeteknikker og opmærksomhed på anvendelse af et forståeligt sprog, men også eksplicitere paradokser og dilemmaer der er indeholdt i den medicinske praksis og som kan vanskeliggøre samarbejdet mellem brugere af
sundhedssystemet og de sundhedsprofessionelle.
Begrundelsen for at anvende videooptagelser er ikke kun praktisk selv om videooptagelser også har mange praktiske fordele frem for eksempelvis observation. Det man ser i
videooptagelserne, er eksempler på professionel håndtering af forskellige opgaver i klinikken.
Man ser i højere grad hvad der faktisk foregår og arbejder derfor ikke bare ud fra en beskrivelse af situationen fra en af de involverede parter. Videoen kan på denne måde betragtes som et
stykke empiri som den enkelte stiller til rådighed som eksemplarisk udgangspunkt for en analyse og diskussion i gruppen.
At bruge gruppediskussion som vejledningsform har den store fordel at konsultationen bliver åbnet for andres blik – det gælder i det her tilfælde både kollegers og udefrakommende. Det er en væsentlig og god mulighed – ikke mindst for faggrupper hvor arbejdet ofte foregår uden tilstedeværelse af kolleger. Anvendelsen af grupper til kommunikationsvejledning anbefales af flere grunde af blandt andre Kurtz, Silverman & Draper (2005) – her skal særligt pointeres betydningen af deltagelse af en ikke-kollegial gruppeleder hvilket giver mulighed for at højne kvaliteten af vejledningen, samt at det at udføre vejledningen i små grupper øger
sandsynligheden for at indsatsen har varig effekt. Det at bruge gruppediskussioner betyder også at hver enkelt deltager får lejlighed til at diskutere flere forskellige problemstillinger end hvis der kun skulle tages udgangspunkt i en enkelt videooptagelse.
De overordnede betragtninger om kommunikation mellem brugere og sundhedsprofessionelle har generel betydning også for jordemødre, men specifikt er der for forskellige faggrupper problemstillinger der er særligt væsentlige, ligesom generelle problemstillinger har forskellige konkrete udformninger indenfor forskellige dele af sundhedsvæsnet.
I et notat fra Sundhedsstyrelsen hvor amternes implementering af retningslinjerne for svangre- omsorg fra 1998 blev evalueret (Sundhedsstyrelsen, 2002), fremhæves og kritiseres det at det især er jordemoderens opgaver der er blevet nedprioriteret i svangreomsorgen: færre
jordemoderkontakter, mindre tidsforbrug ved kontakterne, færre barselsbesøg og
hjemmebesøg, manglende tilbud om fødselsforberedelse og for lidt tid til den enkelte fødende.
Det blev i notatet pointeret at det særligt var livsstilsændrende (med særligt henblik på
rygestop) og netværksskabende aktiviteter der var for lidt af i jordemoderens arbejde. Man kan sige at det udtrykker nogle af forventningerne til jordemoderens arbejde i konsultationen at man fra Sundhedsstyrelsens side særligt nævner rygning og skabelse af netværk som
prioriteringer for jordemoderen, da disse aktiviteters pædagogiske karakter stiller store krav til jordemoderens evner.
Sundhedsstyrelsens notat konkluderer på det lave antal konsultationer jordemoderen har med kvinden, men selv når jordemoderen mødes med kvinden, kan det være vanskeligt at leve op til forventningerne. I 2002 omtalte Tidsskrift for Jordemødre (1/2002) en
observationsundersøgelse hvor en antropolog havde observeret jordemoderkonsultationer, og han konkluderede at jordemødre ofte undgår emner om livsstil og risiko hvis de dermed undgår at virke provokerende på kvinderne (Haahr, 2001). I 2005 konkluderer en rapport fra
Sundhedsstyrelsen at hvis man skal give en god information om risiko, er det vigtigt at give plads til fortolknings- og forhandlingsprocesser der har betydning for at forstå informationen og ikke mindst for at kunne relatere den til dit eget liv. At brugeren kan relatere informationen til sit eget liv, er afgørende for at kunne handle. Dette stiller store krav til jordemoderens evner til målrettet kommunikation og til hendes evne til at indgå i dialog med brugerne om deres ønsker og om forskellige forestillinger om deres liv.
Det er åbenbart også svært for mange kvinder at forstå hvorfor de skal gå til jordemoder. I 2004 viste en undersøgelse fra Vestsjællands Amt at mange kvinder ikke rigtig kunne se formålet med at gå til jordemoder i løbet af graviditeten. Undersøgelsen fra Vestsjællands Amt er beskrevet i Tidsskrift for Jordemødre (9/2005). Jordemødrenes opgave består med andre ord ikke bare i at engagere sig i samtaler med gravide kvinder og deres familier om relevante emner, men i høj grad også i at definere egen opgave overfor brugerne.
Disse – og sikkert også andre – konkrete diskussioner af jordemødrenes kommunikations- opgaver var medvirkende til ønsket om at lave kommunikationstræning for jordemødrene i Nordjylland Amt. Anvendelsen af videooptagelser af konsultationer forekom oplagt, da det i forbindelse med indførelsen af kliniske eksaminer i empatisk kommunikation for de studerende – som i Nordjylland indebærer at de studerende ’går op i’ en videooptagelse af deres
konsultationskommunikation – var blevet tydeligt for nogle af jordemødrene at brugen af video gav oplagte læringsmuligheder.
I arbejdet med jordemødrenes kommunikationsfærdigheder, var det hensigten at have et problemorienteret fokus på kommunikationen i jordemoderkonsultationen og forsøge at involvere den pågældende jordemoder i problemløsningsaktiviteter i en gruppe af kolleger snarere end at prøve at måle den enkeltes optræden og vurdere den. Det betød at der i vejledningen fokuseredes på hvad det var for en opgave jordemoderen skulle løse. Det kunne være opgaver som: forsøg på at motivere til livsstilsændring, støtte til den prænatale
psykologiske tilknytning til barnet eller at give information om igangsættelse af fødslen. Det kunne også være forsøg på at finde ud af om de gener kvinden beskriver, er symptomer på noget sygeligt – altså en diagnosticering og eventuel visitering til yderligere undersøgelser og behandling. Når opgaven kan identificeres, kan den måde jordemoderen har forsøgt at løse opgaven på, også diskuteres; det kan diskuteres hvordan det konkret fungerede og hvilke andre muligheder der kunne have været for at løse den opgave. Denne måde at snakke om kommunikation på, flytter fokus fra den enkeltes moralske og psykologiske status og over på den opgave der skal løses, og de muligheder der er til stede for at løse opgaven. Dermed støttes muligheden for en åben og kreativ problemløsning i gruppen.
Brugen af konkrete udgangspunkter for diskussion giver gode muligheder for at diskutere opgaveløsning på flere niveauer. En opgave som mange jordemødre finder svær, er kostrådgivning af overvægtige gravide. Når diskussionen kan tage udgangspunkt i
videooptagelsen af konsultationen, kan man se et eksempel på hvordan en jordemoder kan tage dette emne op med den gravide og jordemoderen kan selv få en fornemmelse af hvordan hendes eventuelle ubehag ved at stå i den svære situation giver sig udtryk. Hun kan tage udgangspunkt i de enkelte små situationer i videoen og bede om inspiration fra andre til at tackle netop denne situation – eller med sin demonstration på videoen selv inspirere andre. Det er ofte i gruppevejledningen sket at der er blevet udvekslet konkrete fif jordemødrene imellem i disse diskussioner og det bliver derved også en vigtig erfaringsopsamling på et helt konkret niveau.
At tage udgangspunkt i den konkrete situation med den overvægtige gravide kan også give anledning til en diskussion om hvad der egentlig er jordemoderens opgave i forhold til de overvægtige – hvordan skal den forstås? Og hvilke succeskriterier kan en jordemoder have for en kostvejledning med en kvinde der er overvægtig – både på et generelt plan og med den kvinde som medvirker i videoen? Dermed kan generelle diskussioner af jordemødres
samfundsmæssige opgaver og håndtering af samfundsmæssige problemer og dilemmaer introduceres i gruppediskussionen.
Design
Alle menige jordemødre i det daværende Nordjyllands Amt – knap 100 – deltog i projektet.
I 4 grupper à 25 deltog jordemødrene i undervisning à 3 lektioner. Undervisningen foregik på Sundheds CVU Nordjylland i Aalborg på datoerne: 9. juni, 1.. september og 27. november 2006 samt 2. februar 2007.
Efterfølgende optog de deltagende jordemødre en samtale med en kvinde eller en familie i forbindelse med enten svangrekonsultation, udskrivningssamtale eller barselssamtale. Enkelte optog i stedet åben konsultation eller fødeafdelingens modtagelse. Det blev aftalt at
videooptagelserne skulle have en længde af maximalt 20 minutter – længden af en typisk svangrekonsultationssamtale. Jordemoderinstitutionen i Nordjylland havde selv det fornødne udstyr til videooptagelsen og de to ledende jordemødre påtog sig opgaven at kopiere
optagelserne og sende kopien til vejlederen samt at distribuere originalen tilbage til den jordemoder der havde optaget den og til den vejledningsgruppe som hun var i.
Jordemoderlederne stod også for inddeling af vejledningsgrupper som det kunne lade sig gøre i forhold til skemalægningen.
Udover videoen fik vejlederen tilsendt en beskrivelse af samtalens formål og den kvinde som deltog i samtalen i det omfang jordemoderen havde gjort sig tanker om dette før samtalens start. Papiret var tænkt til at tjene som afsæt for vejledningssamtalen i gruppen ved at lægge op til en evaluering af kommunikationen der tager sit afsæt i hvilke kommunikationsopgaver der skal løses, og hvilken strategi og hvilke teknikker der anvendes i den konkrete samtale for at løse den opgave.
I tidsrummet mellem optagelsen og vejledningen var det hensigten at jordemoderen skulle se sin egen samtale på video og at alle gruppemedlemmer så vidt muligt skulle se hinandens optagelser som forberedelse til vejledningen i gruppen.
Gruppevejledningen var bygget op omkring grupper på 3-5 jordemødre der i et tilsvarende an- tal timer (1 time pr. deltager) skulle diskutere den kommunikation som udføres på videoen un- der ledelse af vejlederen der i alle tilfælde var Annegrethe Nielsen.
4. Erfaringer fra kommunikationstræningsprojektet
I dette afsnit vil erfaringerne fra kommunikationstræningsforløbet blive beskrevet og der vil blive gjort rede for nogle af de valg der er truffet undervejs. Dette afsnit skal således ses som en opsummering af de erfaringer som vi har gjort med at planlægge og udføre selve
kommunikationstræningen af jordemødre i Nordjylland.
Det administrative:
Selve projektet blev igangsat meget hurtigt gennem kontakt mellem ledelsen af
jordemodervæsnet i Nordjyllands Amt og Videns- og udviklingscentret ved Sundheds CVU Nordjylland.
Kommunikationen mellem ledelsen og vejlederen har været direkte og let-tilgængelig via e- mail. Der har ikke været problemer i planlægning og udførelse der har virket hindrende på projektets forløb. Selv om projektet altså blev organiseret meget hurtigt og der var mange aktører med forskellige opgaver der skulle passe sammen, har projektets organisering i det store og hele fungeret, vurderer vi.
Der var visse vanskeligheder med at få formidlet projektets elementer. En del jordemødre vidste ikke at de skulle udfylde et papir om målet med deres samtale og deres opfattelse af kvindens behov. Der har for enkelte været noget usikkerhed om hvad og hvor meget af en konsultation der skulle filmes (nemlig det hele). Der har også været vanskeligheder med at få optaget videoerne og få dem distribueret til alle i grupperne i tide til at alle kunne få lejlighed til at se dem. Nogle arbejder ikke med basis i Aalborg eller Hjørring jordemodercenter og kommer der sjældent og dette har givet nogle problemer. Mange har været afhængige af at kunne se videoerne hjemme i deres fritid. Dette betyder at nogle ikke har set dem på grund af manglende udstyr, andre har ikke set dem fordi de ikke syntes de har haft eller har villet bruge den fornødne tid.
Det er sket enkelte gange at jordemødrene ikke har været opmærksomme på hvor vejledningen skulle foregå og er mødt op et forkert sted.
Tidsmæssigt har der været nogle problemer i normeringen. Deltagerne har ikke normeret tid til forberedelse af vejledningen, og flere af deltagerne har ved vejledningen angivet at de ikke har haft tid eller ikke har haft lejlighed til at forberede sig. Videoerne har typisk været længere end de planlagte max. 20 minutter hvilket også har medvirket til at gøre forberedelsen og
vejledningen mere tidspresset end de ellers ville have været.
Samtlige jordemødre der i perioden arbejdede i Nordjyllands Amt havde obligatorisk deltagelse i projektet – noget der har præget projektet i alle faser og har været diskuteret meget i
forløbet.
Undervisningen:
Undervisningen havde form som 3 timers klasseundervisning for grupper på ca. 25 jordemødre.
Undervisningen foregik på Sundheds CVU Nordjylland i Aalborg på datoerne: 9. juni, 11.
september og 27. november 2006 samt 2. februar 2007.
Indholdet af undervisningen skulle spille sammen med vejledningen så der i undervisningen ville blive fremlagt teorier og begreber som var relevante i forhold til senere at analysere og diskutere konkret kommunikation. Emnerne var som følger:
Den professionelle samtales roller
Samtalens forløb
At lytte
At spørge
Formidling af information og gode råd
Hvad kan vi bruge video til?
Der blev taget udgangspunkt i følgende litteratur:
Holm, Ulla (2003): Empati for professionelle;
Eide Tom og Hilde Eide (2004): Kommunikasjon i praksis;
Mabeck, Carl Erik (2000): Samtalen med patienten og Metze, Erno & Jørgen Nystrup, (1985): Samtale træning.
Det var svært at vælge stof ud til undervisningen og vanskeligt at fastlægge niveauet. I og med at deltagelse var obligatorisk, var det et vigtigt mål at ingen skulle føle at dette var for svært, og det blev derfor valgt at koncentrere undervisningen om det ret basale og vigtigste.
Tidsrammen var også en vigtig faktor – 3 lektioner er ikke meget så stram prioritering af stoffet var nødvendigt. Dette var også en konsekvens af rekvirentens ønske om at der skulle vises video i undervisningen og at underviseren tolkede dette som et krav om at der gerne skulle vises lidt fra samtlige film for at respektere de deltagendes mod i forhold til at stille sig til rådighed.
Underviseren oplevede selv undervisningsseancerne positivt. Særligt anvendelsen af de 6 video-klip der illustrerede forskellige af undervisningens pointer, fungerede fint. Det var en vældig god ide at inddrage disse i undervisningen – det skabte engagement og gjorde det mere tilgængeligt at forestille sig selv at skulle optages – hvad alle deltagerne skulle på et senere tidspunkt. Det var dog også meget tidskrævende så det var underviserens oplevelse at der næsten var for meget teoretisk stof i forhold til tidsrammen. I alle undervisningssituationerne var der enkelte deltagere der stillede spørgsmål og inddrog eksempler fra deres egen praksis og dette skabte dialog i undervisningen og betød at underviseren fik en vis feedback på den oplevede relevans af de introducerede teorier.
Optagelsen af video:
Selve optagelsen af videoerne fungerede tilsyneladende godt. Der har været nogle problemer med det tekniske, men det har ikke (fået lov til) at være en hindring.
Mange jordemødre har givet udtryk for at det er en helt tilfældig optagelse de har lavet. Nogle har efterfølgende – ved vejledningen - talt om at det har de fortrudt fordi der var andre – særlige - ting de gerne (hellere) ville have talt om i gruppevejledningen. Måske er det kommet bag på dem hvor konkret situationsbestemt vejledningens udgangspunkt ville være – dette burde der nok være informeret bedre om.
I interviewene og i spørgeskemaet bliver deltagerne spurgt hvordan det var at anvende
videooptagelser og her beskrives oplevelser af det at optage sig selv på video der spænder fra at ’det var OK og hurtigt blev glemt’ til at ’det var en stor barriere og at det skabte en del kunstighed i samtalen’.
Mange af deltagerne (nok ca. 1/3) udfyldte ikke papiret om mål med samtalen. Der var
tydeligvis en vis uklarhed om hvad der skulle stå på papiret. Nogle enkelte troede der skulle stå et kommunikationsmål for dem selv (snakke mindre, spørge åbent) hvor papiret egentlig var tænkt som en tydeliggørelse af samtalens mål der kunne danne udgangspunkt for både jordemoderens egen refleksion over samtalen og for vejledningen i grupperne. Når der var beskrevet et mål, var det typisk at der var tale om ret konkrete og mere diffuse mål i en blanding. Adspurgt kunne mange ikke rigtigt forholde sig til om de nåede målet – dette kan også hænge sammen med en forståelig tilbageholdenhed: at de ikke ville spille for tydeligt ud hvis vejlederen og kollegerne nu havde en anden holdning. Måske skulle papiret have indeholdt en rubrik med overvejelse over om målet mon blev nået for at give anledning til en refleksion som kunne udfoldes i gruppediskussionen for at sikre at deltagerne havde været gennem denne refleksion på forhånd. Dette havde dog stillet større krav til forberedelsen og en del af deltagerne syntes - som nævnt - allerede det var meget som det var.
Forberedelse af vejledning:
Deltagernes: Deltagernes forberedelse til gruppevejledningen var meget varieret. Som allerede beskrevet havde ca. 2/3 af deltagerne udfyldt papir om målet med samtalen. Nogle havde slet ikke gjort noget som helst (enkelte). Omkring halvdelen havde set deres egen film og nogle af de andres, men ikke alle. Cirka lige så mange havde set samtlige film. Flere fortalte at de havde set dem mens de havde lavet noget andet eller at de havde set dem om morgenen før vejledningen. Der var også et eksempel på at en jordemoder havde set alle film undtagen sin egen fordi hun syntes det var meget ubehageligt at skulle se sig selv.Kun få af deltagerne havde gjort sig egentlige refleksioner over samtalen og det var tydeligvis nyt for rigtig mange at skulle knytte fortolkningerne til konkrete iagttagelser i videoen. Det er også svært og det kræver at man har set ret grundigt på den – noget de færreste sikkert har haft mulighed for.
Vejlederens: Vejlederens forberedelse til gruppevejledningen var normeret til en time pr.video og denne normering var baseret på et gæt som ikke viste sig helt at holde helt stik. I og med at videoerne i tilgift var længere end antaget (gennemsnittet var 25 minutter i modsætning til de aftalte max. 20), har der været en overskridelse af forberedelsestiden på ca. 50% og det er tvivlsomt om det kan gøres hurtigere. Erfaringen er altså at det er muligt se videoerne igennem og forberede sig til gruppevejledningen med en tidsfaktor 3 i forhold til videoens længde.
Forberedelsen gik ud på at se videoen igennem og notere samtalens form, struktur og indhold på et niveau så der kunne diskuteres et par udvalgte kommunikations-problemstillin- ger på baggrund af videoens samtale. I forberedelsen indgik ikke en nærmere analyse af personlig kommunikationsstil eller lignende da dette dels ville have krævet flere gennemsyn af videoen som der ikke var afsat tid til, dels fra vejlederens side ikke skønnedes
hensigtsmæssigt i de gruppesammenhænge hvor vejledningen skulle foregå.
Vejledningen:
Vejledningen indledtes i alle tilfælde med rundstykker og kaffe. Der var reserveret lokaler og udstyr og det praktiske fungerede udmærket. En enkelt gang var alle deltagerne taget på CVU’et mens vejlederen var i Hjørring på jordemodercentret og flere gange var en enkelt af deltagerne gået forkert – den slags kan næppe undgås. To gange måtte en jordemoder udgå af vejledningsgruppen fordi hun skulle deltage i en fødsel – dette kan næppe heller undgås.
Det var oprindelig planen at grupperne skulle sammensættes efter de deltagendes ønske.
Dette ville sikre at deltagerne i gruppen forhåbentlig valgte kolleger de følte sig trygge ved som gruppefæller og muligvis også at ambitionsniveau for diskussionerne og
gruppemedlemmernes forforståelser havde været harmoniseret i en vis grad indenfor
grupperne. Af logistiske grunde blev denne plan dog hurtigt forkastet og grupperne sammensat efter pragmatiske (’hvem kan hvornår’) kriterier. Det blev derfor af vejlederen vurderet at være særlig vigtigt at være opmærksom på om der var gruppedeltagere der oplevede at blive ubehageligt eksponeret i processen. Dette forhold har betydet at nogle mulige diskussioner ikke blev rejst i grupperne.
Gruppediskussionen lykkedes det i nogle tilfælde ikke at få etableret i tilstrækkelig grad.
Hensigten var at få rejst en diskussion af enkelte problemstillinger med udgangspunkt i de tilstedeværende videoer og det var vigtigt at udgangspunktet skulle være problemstillinger som jordemoderen selv havde oplevet eller kunne opleve ved forevisningen. Dette var vigtigt for at sikre at de konkrete kommunikationssituationer repræsenteret af videooptagelsen ikke fik karakter af eksempler på abstrakte kommunikationsproblemer, men derimod reelt dannede udgangspunktet for gruppens analyse.
Jordemødrene var ofte ikke forberedt på dette, og vejlederen oplevede det som et problem aldrig på forhånd at vide hvilket forberedelsesniveau der kunne forventes af en konkret gruppe.
Samtidig oplevede vejlederen som allerede beskrevet de tilfældigt sammensatte grupper som sårbare.
Opfølgningen:
Mange af jordemødrene efterspurgte en opfølgning på projektet – både i jordemodercenterregi og som en direkte forlængelse af projektet. Det har været meget positivt at få muligheden for at præsentere den abstraherede oplevelse af jordemodersamtalens kommunikationsproblemer ved 1½ time lange ’fyraftensmøder’ for jordemødre og ledelse på Aalborg Sygehus den 14.
august og igen den 26. september i Hjørring Jordemodercenter. Det er planen at der skal afholdes et tilsvarende møde den 13. november i Aalborg.
Opfølgning i jordemodercenterregi er efterspurgt af flere. Hvis jordemødrene skal arbejde videre med kommunikationen, vil det kræve at der er tid til og fokus på denne del af jobbet som også mange af deltagerne påpeger gennem evalueringen.
5. Spørgeskema-undersøgelsen
Formål
Formålet med denne evaluering var at indsamle deltagernes opfattelser af
kommunikationsforløbets indhold, målopfyldelse og udbytte samt rammer, struktur og form, se evt. spørgeskema (vedlagt som bilag).
Materiale og metoder
Denne evaluering er foretaget på baggrund af 35 udfyldte spørgeskemaer. Der deltog i alt 81 jordemødre fordelt på 4 hold i kommunikationsforløbet. Heraf besvarede 35 (43 %) den skriftlige evaluering. Deltagelsen varierede fra 6 (30 %) til 12 (48 %).
Datakilden – spørgeskemaet bestod af 17 spørgsmål, heraf 15 lukkede spørgsmål og 2 åbne samt 6 ”uddyb gerne-spørgsmål”. 5 spørgsmål skulle besvares ja/ nej, mens 10 spørgsmål blev besvaret ved afkrydsning på en VAS-skala 1-5, hvor 1 er identisk med besvarelsen ”i maget lav grad” og 5 tilsvarende ”i meget høj grad”. Spørgsmålene var ordnet i 6 blokke og drejede sig om evaluering af henholdsvis kommunikationsforløbets formålsopfyldelse, - indhold, -
deltagerforudsætninger, - relevans for praksis, - pædagogiske metoder og praktiske forhold omkring kommunikationsforløbet.
Spørgeskemaerne og en frankeret svarkuvert blev uddelt af vejlederen i forbindelse med gruppevejledningen og besvarelserne er indsendt umiddelbart – og frem til en måned – efter kursets afvikling. Der er ikke blevet rykket for yderligere besvarelser eftersom det først efter projektets afslutning blev klart at det – på grund af Udviklingsrådets bevilling - blev muligt at behandle spørgeskemaerne systematisk.
Data blev indtastet og behandlet i Microsoft Excel. Der blev på baggrund af de 35 besvarelser lavet optællinger og diagrammer hvor dette vurderedes at være illustrerende. Disse data blev yderligere uddybet og præsenteret med udvalgte illustrative eksempler fra de kvalitative, uddybende besvarelser.
Resultater
I det følgende vil deltagernes besvarelse blive belyst som:
A. Evaluering af kommunikationsforløbets formålsopfyldelse B. Evaluering af kommunikationsforløbets indhold
C. Evaluering af deltagerforudsætninger
D. Evaluering af kommunikationsforløbets relevans for praksis E. Evaluering af kommunikationsforløbets pædagogiske metoder F. Evaluering af praktiske forhold omkring kommunikationsforløbet
Der vil i de enkelte afsnit blive præsenteret data målt på VAS-skala (1-5 hvor 1 ”angiver i meget lav grad” og 5 angiver ”i meget høj grad”), samt dikotome data (ja/nej), de enkelte afsnit blive suppleret af deltagernes kommentarer sorteret i temaer hvor det er muligt.
Præsentationen følger kronologien i det anvendte spørgeskema og hvert afsnit afsluttes med en konklusion.
A. Evaluering af Kommunikationsforløbets formålsopfyldelse
33 deltagere svarede ”Ja” og en deltager svarede ”Nej” til at være blevet mere opmærksom på egen kommunikation i forbindelse med svangreomsorgen.
De udviklingsmuligheder deltagerne beskriver sig om følgende 5 temaer:
1. Spørgsmål og mål med samtalen
Større bevidsthed omkring målet med samtalen
Bedre til at spørge ind til problemet
Bedre til at lytte – ikke konkludere, men stille mere uddybende spørgsmål
En bedre strukturering af den begrænsede tid – forklaring af både spørgsmål og gensvar
2. Indhold i samtalen
Større opmærksomhed på valg af emner
Større fokus på målet med samtalen frem for hyggesnak
Mere bevidsthed om hvilken type og betydning de spørgsmål jeg stiller har for kvinden
3. Lært af videooptagelsen
Visse ting tydeliggøres ved hjælp af videooptagelser, således at jeg bliver opmærksom på hvad der reelt er til nytte for den gravide
Jeg ville faktisk gerne have haft endnu mere kritik
Jeg er mere opmærksom på mit kropssprog, at stille åbne spørgsmål, at afgrænse tidsrammen i samtalen osv. Jeg vil gerne optage en konsultation på DVD igen.
4. Opmærksomhed på kropssprog og stemmeføring
Tænke mere på mit kropssprog
Lære at holde pauser – huske at følge op på de ”guldkorn” klienten kommer med
Har tidligere jævnt været opmærksom på hvad jeg foretager mig
kommunikationsmæssigt. Arbejdet med det jeg mener, kan være mine svage sider, eller et svagt punkt – nu også opmærksom på andre ting
5. Teknikker og redskaber i kommunikationen
At blive mere opmærksom på at tolke mere på hvad der ligger bag spørgsmål fra kvinden
Synes jeg har bedre redskaber til at tage fat på især barselssamtaler, men også forhold til at få bedre indblik i patienten via åbne spørgsmål
At spørge mere ind til følelser
Deltagerne har overvejende en oplevelse af at kurset har bidraget til disse nye handlemuligheder:
Konklusion: A. Evaluering af Kommunikationsforløbets formålsopfyldelse Næsten alle deltagere har opnået en større opmærksomhed på egen kommunikation i forbindelse med svangreomsorgen. Det er især forhold omkring målsætning og indhold i samtalerne der fremhæves som udviklingsmuligheder, men også en øget opmærksomhed på eget kropssprog og arten af anvendte spørgsmål. Over halvdelen af deltagerne mener at kurset har bidraget til dette i høj eller meget høj grad.
B. Evaluering af Kommunikationsforløbets indhold
Deltagernes oplevelser af hvad der i forbindelse med kurset havde gjort særligt indtryk samler sig om følgende 4 temaer:
1. Indhold i samtalerne
At man kan snakke så meget at patienten ikke får noget med hjem fordi det kun omhandler informationer Hvordan gennemgang af journalen måske er temmelig overflødig og mest for vores egen skyld
2. Kropssproget
Det at kropssproget har så stor en afspejling
Det er meget lærerigt at se hvordan andre jordemødre kommunikerer Jeg er mere afhængig af modpartens kommunikationsevner/ iver end jeg har været bevidst om
3. Læring i forbindelse med videosekvenserne
Hvor forskellig vores kommunikation er
Virkningen af videooptagelserne var større end jeg havde troet
Interessant at betragte sig selv i en arbejdssituation for eksempel kropssprog Tilbagemeldingen på de individuelle samtaler gav stort udbytte 4. Læring af og om kollegaer
At vi selv om vi arbejder meget selvstændigt også er meget ens i de måder vi kommunikerer på
Spændende at se hvordan andre håndterer samtalerne den mulighed har vi jo ikke til dagligt. Godt at få bekræftet at man gør det godt nok
Deltagernes oplevelser af hvad der i forbindelse med oplægget fra kursusformiddagen kunne bruges i forhold til svangreomsorgssamtalen samler sig om følgende 4 temaer:
1. Indhold i samtalerne
Jeg har brugt oplægget i konsultationen lige siden – for eksempel at definere samtalen/konsultationens indhold overfor patienten
I forhold til at præcisere tidsrammen, mål og behov for samtalen 2. Spørgeteknik
Bruge bestemte spørgsmål når jeg søger bestemte oplysninger/svar fra kvinden Ved at tænke over hvilke spørgeteknikker jeg anvender i samtalen.
Jeg har brugt oplægget ved at holde teorien bag op imod min egen ageren i konsultationen
3. Læring af og om kollegaer
Se hvordan andre gør i praksis. Gode eksempler på kommunikation – flere handlemuligheder
Godt at ……sproget - specielt i læreprocessen i forhold til at lytte og lære af hinandens læringsoplevelser
4. Begrænset eller ukonkret udbytte/anvendelse af oplægget
Jeg tænker ikke på kursusoplægget når jeg er i samtaler men jeg tror det har lagret sig i det ubevidste
Ikke konkret i forhold til planlægningen af en jordemoderkonsultation. Der er jeg blevet bekræftet i at jeg gør det rigtige
Jeg er kun uddannet for 2 år siden så der var mange gentagelser som var gemt væk og som er fantastisk god viden – så det var godt at få genopfrisket – især om ”at lytte” og ”at spørge”
Konklusion: B. Evaluering af Kommunikationsforløbets indhold
Deltagerne på kurset oplyser at det der på kurset har gjort særligt indtryk på dem var den læring der skete i forbindelse med at se sig selv og andre på video, samt de efterfølgende diskussioner. Flere deltagere oplyser at de har kunnet bruge kursus-oplægget til at reflektere over spørgeteknik og indhold/afgrænsning af samtalerne.
C. Evaluering af deltagerforudsætninger
Deltagernes oplevelser af hvad de er blevet bedre til i forbindelse svangreomsorgssamtalen samler sig om følgende 4 temaer:
1. Opmærksomhed på egen rolle og reaktioner
Jeg er blevet mere opmærksom på hvordan patienten opfatter mig. Hvordan de reagerer. Jeg skal spørge mere
Større opmærksomhed på egne reaktioner i forhold til forskellige problemstillinger 2. At bestemte svar afledes af bestemte spørgsmål
Åbne spørgsmål – lytte opmærksomt
At bruge affektive spørgsmål
At stille åbne spørgsmål og turde være direkte i forhold til følelsesmæssige problemstillinger
Især oplægget om gensvarsmodeller inspirerede mig – forsøger større opmærksomhed herpå
3. Opmærksomhed på kvindens/parrets behov
Kan bedre se værdien i at kunne lytte og rumme de følelser der bliver præsenteret
Jeg mener jo altid at have inddraget faderen. Men dette kan jeg måske gøre i endnu højere grad
Kropssproget (patientens og mit eget) – tiden – at definere tidsramme, skabe plads til kvindens/parrets behov for samtale om et bestemt emne
4. Begrænset eller ukonkret udbytte i forhold til svangreomsorgssamtalen
Ikke nogen erfaring endnu
Ja det er jeg sikker på men kan ikke komme på noget konkret
18 deltagere svarede ”ja” til spørgsmålet: ”Er der noget du er kommet til at tænke på som du ikke tænkte på før”? Deltagernes oplevelser af hvilke nye tanker de har efter kurset samler sig om følgende 4 temaer:
1. Strukturering af samtalerne
At tidsramme samtalen
Især at klargøre rammerne, så den gravide ved hvad hun/de kan forvente/få til konsultationen
Barselssamtalens indhold samt dennes relevans på den måde den kører nu 2. Opmærksomhed på kvindens/parrets behov
At tillægge det subjektive i kvindens følelser større værdi
I samtalen med kvinden for eksempel lade være med at forudsætte at det går nok være mere åben og behandle alle ”problemer” ens, små eller store
At stille åbne spørgsmål – at spørge om parret har specifikke spørgsmål/forventnin- ger til samtalen
3. Spørgeteknik og kropssprog
Spørgeteknikker (kognitiv/emotionel) – god refleksion af konsultationer/barselssam- taler så disse bliver mere optimale
Kropsholdning – bevægelser – hvordan andre ser mig
Ja om den formulering jeg benytter i min kommunikation bliver modtaget som jeg selv tror den gør – eller forstår kvinden/parret informationen anderledes
4. Begrænset eller ukonkret udbytte i forhold til ”nye tanker”
Nej men jeg er blevet mindet om en masse ting jeg godt vidste i forvejen
Meget af det vi havde i oplægget har jeg hørt før, men det blev præsenteret så jeg fik mod på at øge fokus på teknikken igen
Nej, ikke så meget konkret, men godt at få genopfrisket teori og sætte det i forhold til praktiske eksempler
Konklusion: C. Evaluering af deltagerforudsætninger
Deltagerne oplyser at de er blevet bedre til at stille spørgsmål, de er mere opmærksomme på at spørge ind til kvindens behov og følelser og har opnået en øget opmærksomhed på egen rolle og reaktioner.
D. Evaluering af Kommunikationsforløbets relevans for praksis
Deltagernes oplevelser af hvilke nye handlemuligheder kommunikationsforløbet har bidraget med samler sig om følgende 4 temaer:
1. En øget bevidsthed om egen rolle og kommunikation
Mere bevidst om indhold og dermed også flere handlemuligheder i konsultationen
Ja, den måde hvorpå jeg har fået videregivet information på, er kommet der kommet positiv/og negativ kritik på – ved negativ kritik har jeg fået eksempler på anden kommunikationsmetode
2. Bekræftelse af aktuel adfærd
Egentlig ikke men måske bekræftet i de kvaliteter og positive sider i min egen måde at kommunikere
Ja god opfriskning, blevet bevidst om de spørgsmål jeg stiller
Har fået inspiration, som jeg vil forsøge at omsætte til handling over den næste tid 3. Refleksioner over video som udviklingsressource
Videooptagelse er et rigtig godt redskab til at blive opmærksom på samtalens forløb.
Jeg er blevet opmærksom på mange ting da jeg så mig selv
Ja jeg har fået redskaber til at evaluere min egen kommunikation, for eksempel er jeg bedre til at analysere samtalen nu, så hvis jeg optager mig selv på DVD er jeg sikker på at jeg vil lære af det
Over halvdelen af deltagerne oplevede at have fået inspiration i høj eller meget høj grad til ”at lytte” og til ”at stille spørgsmål”. Hvad angik det at ”strukturere svangreomsorgssamtale”, ”at have overblik over samtaleforløb” og ”at formidle information” fordelte besvarelserne sig sil begge sider med flest med den neutrale score 3.
Konklusion: D. Evaluering af Kommunikationsforløbets relevans for praksis
Mange deltagere oplyste at have fået inspiration til nye handlemuligheder især til at lytte og stille spørgsmål. En del af deltagerne oplyser nye handlemuligheder i form af især inddragelse af videosparring i praksis mens andre blev bekræftet i at deres aktuelle adfærd i praksis var anerkendt.
E. Evaluering af kommunikationsforløbets pædagogiske metoder
29 deltagere svarede ”ja” på spørgsmålet ”Har du oplevet sammenhæng mellem oplæg, udarbejdelse af videosekvens og diskussion i gruppen”?, 2 svarede ”nej”, mens 4 ikke besvarede spørgsmålet.
Deltagernes oplevelser af sammenhæng samler sig om følgende 3 temaer:
1. Synspunkter forankret i videosekvenserne
Især mellem video og diskussion, dejligt at se andres videoer
Fint med en videosekvens af gangen. Alle videoer er relevante for alle (forbavsende hvordan man kunne ”se sig selv” på alle videoer)
2. Synspunkter forankret i undervisningen
Det var et meget velforberedt forløb og Annegrethes undervisning viser tydeligt rigtigheden/vigtigheden af info og underbygning ved hjælp af videoklip, samt skriftlig information (udleveret på forhånd) meget flot engagement fra lærerens side 3. Synspunkter vedr. sammenhæng generelt
Synes der var fin sammenhæng – der gik dog lidt lang tid mellem oplægget og sparringsdiskussionen
Det er for kort, jeg mener at skal man arbejde med kommunikation skal det være et længerevarende og intenst kursus hvor man får viden og redskaber der kan udvikles
32 deltager svarede ”ja” på spørgsmålet ” Havde du glæde af diskussionerne i gruppen”?
Deltagernes oplevelser af sammenhæng mellem oplæg, udarbejdelse af videosekvens og dis- kussion i gruppen samler sig om følgende 3 temaer:
1. Udbytte af kollegaers feed-back
Fordi det er nyttigt at få at vide, hvad andre tænker om ens samtale og man tager det meget til sig hvad andre siger fordi det foregår i et dagligt forum
Godt med input og løsningsforslag fra kollegaer
Utrolig godt at få andres ”øjne” på sin kommunikation, at få eksempler på hvordan ting også kan siges
2. Udbytte af at se kollegaer arbejde
Man kan altid lære noget af andres måde at gøre tingene på Især følge feed-back og at se andres konsultationer
Fandt ud af hvor tingene kunne gøres anderledes 3. Udbytte af at diskutere fælles relevante temaer
Det var meget lærerigt at udveksle ”hvad der er svært” og ”hvad der er godt” med kollegaer
Spændende faglige debatter. Godt at få diskuteret egne synspunkter med andre
Det var godt at snakke med andre om, hvad samtalen kan indeholde og hvordan man kan gøre den mere spændende og oplysende
Det var ikke det vigtigste. Vi havde tendens til at klappe hinanden på ryggen og ikke være ”for kritiske”. ÆrgerligtOver halvdelen af deltagerne oplevede rammerne i høj grad eller meget høj grad passende for forløbet. 10 deltagere bevarede spørgsmålet med den neutrale score 3.
Alene 10 deltagere oplevede at tale med sine kollegaer om kommunikation i høj grad eller meget høj grad. 15 gav besvarelsen 3.
D. Praktiske forhold omkring kommunikationsforløbet
Der var en overvejende ”i meget høj grad” tilfredshed blandt deltagerne med det tekniske udstyr, og en tilsvarende overvejende tilfredshed med den vejledning deltagerne modtog i forbindelse med udarbejdelse af videosekvenser.
Har den tidsmæssige ramme omkring kommunikationsforløbet været passende?
I hvilken grad har I som kolleger snakket om kommunikationsforløbet?
0 2 4 6 8 10 12 14 16
Den tidsmæssige ramme Snak med kollegaer om kommunikation
1:I meget lav grad 2
3 4
5: I meget høj grad
Konklusion på spørgeskemaundersøgelsen (samlet)
Næsten alle deltagere har opnået en større opmærksomhed på egen kommunikation i forbindelse med svangreomsorgen. Det er især forhold omkring målsætning og indhold i samtalerne der fremhæves som udviklingsmuligheder, men også en øget opmærksomhed på eget kropssprog og arten af anvendte spørgsmål. Over halvdelen af deltagerne mener at kurset har bidraget til dette i høj eller meget høj grad.
Deltagerne på kurset oplyser at det der på kurset har gjort særligt indtryk på dem var den læring der skete i forbindelse med at se sig selv og andre på video, samt de efterfølgende diskussioner. Flere deltagere oplyser at de har kunnet bruge kursus-oplægget til at reflektere over spørgeteknik og indhold/afgrænsning af samtalerne. Deltagerne oplyser desuden at de er blevet bedre til at stille spørgsmål, de er mere opmærksomme på at spørge ind til kvindens behov og følelser og har opnået en øget opmærksomhed på egen rolle og reaktioner. En del af deltagerne oplyser nye handlemuligheder i form af især inddragelse af videosparring i praksis mens andre blev bekræftet i at deres aktuelle adfærd i praksis var anerkendt.
Næsten alle de deltagende jordemødre oplevede en god sammenhæng mellem kursets enkelte dele. Og næsten alle deltagerne oplevede stor glæde af samværet med kollegaer i forbindelse med kurset. Det var især et stort udbytte af at se kolleger arbejde, få feed-back fra kollegaer i forbindelse med videosekvenserne og at diskutere fælles fagligt relevante temaer der blev oplyst.
6. Fokusgruppe-undersøgelsen
Formål
Formålet med denne evaluering var at finde ud af hvordan det har været for deltagerne at deltage i kommunikationstræningen, hvad de har lært af at deltage og hvilke perspektiver de ser i forhold til at arbejde med professionel kommunikation.
Metode
Der blev foretaget 3 interviews. I 2 af fokusgrupperne deltog 3 jordemødre, i en fokusgruppe deltog kun en enkelt. Alle interviewede er jordemødre og i alt 7 har således deltaget i
fokusgrupper. Af de 7 jordemødre havde de 4 deltaget i vejledningsgrupper sammen 2 og 2.
Der er altså repræsentanter tilstede fra 5 vejledningsgrupper i alt. Nogle jordemødre er interviewet umiddelbart efter de har deltaget i vejledningsgruppen, andre i op til 8 måneder efter deltagelse i vejledningen.
Intervieweren er Birgitte Tørring på baggrund af følgende interview-guide:
A.
Forskningsspørgsmål: Oplevelsesmæssig vinkel – hvordan var oplevelsen af at deltage?
Interviewspørgsmål:
Hvordan har det været at åbne konsultationen for hinanden?
Hvordan har det været at åbne den for en der kommer udefra?
Hvordan har det været at anvende video i den forbindelse?
B.
Forskningsspørgsmål: Hvordan – og om – jordemødrene kan bruge det de har lært?
Interviewspørgsmål:
Kan I fortælle om en konkret situation hvor I har brugt redskaber eller elementer som har indgået i kurset? eller
Er der redskaber eller elementer fra kurset som I har med jer og har anvendt i jeres praksis?
C.
Forskningsspørgsmål: Hvordan tænker jordemødrene om kvalitet i professionel kommunikation? Hvordan afbalancerer de hensynet til jordemødres forskellighed (som individer) overfor hensynet til at yde generelt god service?
Interviewspørgsmål:
Kan I forestille jer at I bliver mere ens når I arbejder med kommunikationsredskaber og -aspekter? og
Ville det være en støtte for jer – tror I – hvis der var en instruks for hvordan man skulle kommunikere? og
Kunne I forestille jer, at det at arbejde med video og evaluering af disse, kan sætte fokus på kommunikationsaspekter, som ville kunne anvendes i forhold til udarbejdelse af
standardisering af svangresamtalen?
D.
Forskningsspørgsmål: Hvilken betydning har dette projekt haft i forhold til at arbejde med professionel kommunikation i konsultations- og barselssamtalen? Hvilke perspektiver kan jordemødrene se for at arbejde videre med dette og har de ideer til måder at arbejde videre på?
Interviewspørgsmål:
Hvordan forestiller I jer at I skal arbejde med kommunikationsredskaber og –aspekter fremover i jeres arbejde?
Kunne I forestille jer at der ville være områder hvor dette ville være af særlig relevans?
Synes I det har været en god ide at prioritere dette projekt?
E.
Forskningsspørgsmål: Hvilken effekt – om nogen - har det haft at deltage i kurset? Hvilken effekt har det (mere generelt) at arbejde med kommunikation på udkommet og kvaliteten af jordemødrenes arbejde?
Interviewspørgsmål:
Tror I kvinderne vil opdage, at I har været igennem dette forløb?
Hvordan viser eventuelle forandringer i forhold til den kommunikative praksis sig for kvinderne i jeres praksis?
Ville der være nogen (typer af) kvinder der specielt ville lægge mærke til det?
Resultater
A. Forskningsspørgsmål:
Oplevelsesmæssig vinkel – hvordan var oplevelsen af at deltage?
Kun en enkelt af de interviewede synes at det var ubehageligt at blive optaget på video. Af de andre bliver der brugt ord som ’pinligt’ og ’ubehageligt at se sig selv’ om de forventede reaktioner, men det virker ikke som om det i praksis har været slemt. Af flere bliver det fremhævet som et positivt resultat af projektet at alle nu har prøvet at bruge video fordi redskabet i sig selv kan være en barriere for eventuelt at anvende det en anden gang.
Der er enighed om at det har været positivt at se hvordan andre gør, de fleste har oplevet at tingene bliver gjort forskelligt og at man kan blive inspireret på denne måde. Det bliver
fremhævet at jordemødre arbejder meget alene og det kan netop derfor være vanskeligt at få den slags inspiration fra hinanden – her kan videooptagelser være en mulig løsning på dette.
En enkelt interviewet foreslår at videooptagelser på fødestuen skal være et fast tilbud for jordemødrene.
Der er ikke tegn på at der er nogen der synes det har været meget overskridende at vise videoen for kollegerne. Det har ikke været ligegyldigt, men heller ikke slemt. En enkelt nævner usikkerhed omkring hvorvidt ledelsen skulle se den. Nogle fortæller at de har gjort sig ekstra umage med at lave en god præstation fordi den skulle vises i personalegruppen. Det bliver endvidere nævnt at et meget forskelligt erfarings- og kompetenceniveau kunne have gjort det svært at åbne sig for gruppen, men ingen har konkret oplevet det.
Ingen af de interviewede har oplevet det som vanskeligt at vise videoen til en
udefrakommende vejleder. De forklaringer der kommer frem i interviewene fremhæver følgende grunde til dette: vejlederen er allerede kendt (som ufarlig) og har bedømt dem før, vejlederen giver positiv kritik, selvsikkerhed hos jordemoderen selv gør det nemt, oplevede at få noget nyt at vide – derfor var det det værd. I det omfang deltagerne havde forestillet sig at det ville være vanskeligt og ubehageligt at anvende videooptagelser, er de blevet overbevist om at det er ikke så slemt og at det er nyttigt. Flere jordemødre har ideer til hvordan man kunne anvende video i kvalitetsudvikling af forskellige opgaver.
Indholdsmæssigt har oplevelsen af udbyttet som det fremstår i fokusgrupperne, været blandet.
Flere af de interviewede troede at de skulle vurderes og have noget at vide af vejlederen om deres personlige kommunikation, men oplevede ikke at få det eller oplevede ikke at få det i det omfang de havde ønsket og forventet det. Samtidig må man konstatere at udbyttet og
tilfredsheden åbenbart ikke umiddelbart har at gøre med graden af forberedelse da de som angiver at have fået lidt eller ingenting ud af det, tæller både meget forberedte og slet ikke forberedte. Nogle har været negative overfor projektet fordi det har været tvunget at deltage og nogle har følt sig mistænkeliggjort af ledelsen.
Deltagernes oplevelse af gruppediskussionen – som efter planen skulle være den væsentligste del af vejledningen – fremstår her meget forskellig, men desværre er der flere der ikke har oplevet den som givende i den forstand at de mener der enten ikke har fundet
gruppediskussion sted eller at det ikke har gjort så stort et indtryk. Det er bemærkelsesværdigt at vejlederens oplevelse af hvorvidt diskussionen i gruppen var givende og engagerende, ikke viser sig når deltagere fra forskellige grupper vurderer det i fokusgruppen.
B. Forskningsspørgsmål:
Hvordan – og om – jordemødrene kan bruge det de har lært?
De virker som om jordemødrene generelt er blevet bekræftet i at de gør det ret godt. Man kan overveje om dette resultat kan have sammenhæng med en forventning om at få det modsatte at vide af leder, af vejleder eller af kolleger – dette er sikkert tilfældet for nogle. Der er måske også en tendens til at have fået nogle (måske negative) fordomme om hinanden afkræftet i forbindelse med at have set og diskuteret hinandens videoer. Nogle jordemødre fortæller om at have set kolleger der havde gode samtaler, men hvor de ikke selv kunne blive inspireret på grund af individuelle forskelligheder.
Det væsentligste jordemødrene generelt har fået med sig, er muligheden for at lave bedre samtaler ved at strukturere dem noget mere og være mere målrettede og mere tydelige og bevidste om målet for samtalen. Her angiver de fleste af de interviewede jordemødre at de har lært noget/fået ny inspiration.
Et par af jordemødrene nævner specifik inspiration fra andre i gruppen som de har taget til sig eller som de tror de kunne blive inspireret af.
Ingen af de interviewede jordemødre mener at deltagelsen i projektet i sig selv har forandret deres kommunikation, men flere mener at det har skabt opmærksomhed omkring vigtigheden af at have fokus på den dimension i jordemoderens faglighed. Flere af jordemødrene gør opmærksom på at det er vigtigt at følge projektet op hvis det skal få vedvarende effekt. Flere gør opmærksom på muligheden for at kombinere det med kollegial faglig sparring og
supervision.
C. Forskningsspørgsmål:
Hvordan tænker jordemødrene om kvalitet i professionel kommunikation? Hvordan afbalancerer de hensynet til jordemødres forskellighed (som individer) overfor hensynet til at yde generelt god service?
De fleste af jordemødrene mener at der er forskelle på forskellige jordemødres kommunikation og at det er i orden eller uundgåeligt at det er sådan. En enkelt jordemoder giver dog udtryk for at der ikke er væsentlige forskelle. Måske er der tale om at der er forskel på omfanget af de forskelle der er tale om, eller måske er der forskel på opfattelsen af professionalisme hos jordemødre. Men der er bred enighed om at der er mange ting der kan – og skal – være lige godt uanset hvilken jordemoder man kommer hos, så gode kommunikationsredskaber kan og bør den enkelte jordemoder tage til sig og tilpasse i forhold til sin egen personlighed.
Personlige forhold der kan spille ind på jordemoderens kommunikation er både kæpheste – som man taler med alle om uanset kontekst – eksempler på dette er seksualitet og rygning (hvis jordemoderen selv er ex-ryger). Omvendt kan der være forhold som man selv har problemer med og som man derfor ikke taler med nogen om uanset kontekst – eksempler på dette er rygning og alkohol. Andre ting der ifølge de interviewede er personafhængige er om
jordemoderen taler om følelser med kvinden og om jordemoderen viger tilbage for potentielle konflikter. Jordemoderens egen holdning spiller også ind – eksempler på dette er holdningen til abort eller holdningen til kønsroller.
Der bliver sat ord på den dobbelthed at det både er en nødvendighed at der er et spillerum for den enkelte jordemoder for konkret at tilpasse samtalen i situationen, samt at spillerummet kan være en sovepude fordi det betyder at det for en jordemoder kan lade sig gøre at undlade at blive konfronteret med det man har svært ved (at tale om).
Nogle jordemødre nævner at anvendelsen af video gør det muligt at eksplicitere nogle af kom- munikationsvanskelighederne som optræder i konkrete situationer – eksempelvis
kostvejledning, samtale med forældre til tidligere dødfødt barn eller vejledning af studerende.
Dette kunne støtte en erfaringsudveksling og inddragelse af teori der kunne kvalificere, støtte og ensrette indsatsen på specifikke områder.
D. Forskningsspørgsmål:
Hvilken betydning har dette projekt haft i forhold til at arbejde med professionel kommunikation i konsultations- og barselssamtalen? Hvilke perspektiver kan jordemødrene se for at arbejde videre med dette og har de ideer til måder at arbejde videre på?
Alle jordemødre var egentlig interesserede i at anvende video igen – gerne i forbindelse med en form for gruppe kollega-supervision med udgangspunkt i bestemte temaer. Det bliver nævnt af flere at det er vigtigt at deltagelsen er frivillig, men det opfattes også som et positivt
udgangspunkt for sådan en indsats at alle har været tvunget igennem dette forløb så alle har prøvet video og alle har fokus på kommunikation i en eller anden grad. Flere bemærker at det er vigtigt at dette fremadrettede arbejde prioriteres – også af ledelsen hvis det skal virke.
En jordemoder der har det lidt svært med at blive filmet, foreslår at man kunne anvende observation som et alternativ. Heller ikke denne jordemoder er dog afvisende overfor at bruge video igen. En anden jordemoder går i den anden grøft og foreslår permanent videooptagelse af såvel konsultation som fødsler. Der er med andre ord stor variation i opfattelsen af at bruge video fremover i arbejdet med kommunikation.
Emner indenfor kommunikation som jordemødrene mener med fordel kunne behandles i kollega-supervionsgrupper er:
snak om parforholdet i konsultationen
kostvejledning
samtaler omhandlende døde spædbørn
at lære om spørgeteknikker
samtaler med rygere og overvægtige
udvikling af barselssamtalen
Der er stor uenighed om hvorvidt projektet er en god prioritering. Emnet: kommunikation er vigtigt og det er godt det prioriteres, synes alle. 3 af jordemødrene synes formen på dette projekt ikke har været så god og at der dermed er tale om en forkert prioritering. Manglen på konkret evaluering af egen kommunikation fra vejlederen peges der særligt på i denne forbindelse. Andre synes det har været en god og rigtig prioritering og mener det er flot af ledelsen at have taget emnet kommunikation op på denne måde.
En af de utilfredse foreslår at der skulle have været inddragelse af deltagende jordemødre i planlægningsfasen – noget der ikke har været.
