• Ingen resultater fundet

Hvad betyder klasse? En rekonstruktion af klassebegrebet med henblik på en analyse af sammenhængen mellem klasser og politisk deltagelse i Danmark

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Hvad betyder klasse? En rekonstruktion af klassebegrebet med henblik på en analyse af sammenhængen mellem klasser og politisk deltagelse i Danmark"

Copied!
493
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Danish University Colleges

Hvad betyder klasse? En rekonstruktion af klassebegrebet med henblik på en analyse af sammenhængen mellem klasser og politisk deltagelse i Danmark

Harrits, Gitte Sommer

Publication date:

2005

Link to publication

Citation for pulished version (APA):

Harrits, G. S. (2005). Hvad betyder klasse? En rekonstruktion af klassebegrebet med henblik på en analyse af sammenhængen mellem klasser og politisk deltagelse i Danmark. Politica.

General rights

Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.

• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.

• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal

Download policy

If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.

(2)

Ph.d.-afhandling

Hvad betyder klasse?

En rekonstruktion af klassebegrebet med henblik på en analyse af sammenhængen mellem klasser og

politisk deltagelse i Danmark

Gitte Sommer Harrits

August 2005

(3)

Vejleder: Jørn Loftager

(4)

Indholdsfortegnelse

Liste over tabeller ... 6

Liste over figurer ... 8

Forord ... 10

Kapitel 1: Klasser og politisk deltagelse i det moderne samfund ... 12

Kapitel 2: ”At finde en måde….”: Epistemologi, approach og design ... 18

Epistemologiske udfordringer i forholdet mellem videnskab og social praksis ... 18

Samfundsanalyse og klasseanalyse ... 25

Socioanalyse som kritisk teori ... 30

Afhandlingens overordnede design ... 33

I. DEL: KLASSERNE OG DET SOCIALE RUM Kapitel 3: Traditionelle konstruktioner af klasser og social stratifikation ... 36

Kapital og arbejde ... 36

Klasser, stænder og partier ... 41

Social status og rang ... 45

Kategorier og klassifikationer ... 47

Klassestrukturen i de kapitalistiske samfund ... 49

Differentieringen af arbejdskontrakten ... 54

Klassernes død og genopstandelse ... 57

Livsformernes segmentære relationer ... 61

Udfordringer for klasseanalysen ... 65

Kapitel 4: Relationer mellem positioner: Det sociale rum som ramme for analysen af klasser i det moderne samfund ... 68

Den sociale ordens mange differentieringer ... 68

De dominerende kapitalformer ... 69

Klasserne i det sociale rum ... 74

Klasserne i Danmark ... 77

Kapitel 5: Den empiriske konstruktion af det sociale rum i Danmark ... 80

Datagrundlag ... 80

Udvælgelse af indikatorer ... 82

Erhvervsklassificering ... 87

Det sociale rum ... 90

Multipel korrespondanceanalyse ... 90

De primære differentieringer ... 91

Det sociale rums egenskaber ... 97

Fordelingen af erhvervskategorier ... 90

Konstruktionen af klasserne ... 100

(5)

Tabel-beskrivelse af klasserne i det sociale rum ... 101 Sekundære karakteristika ... 101 Konklusion ... 105

(6)

II. DEL: KLASSERNE OG DEN POLITISKE PRAKSIS Kapitel 6: Sammenhængen mellem det sociale

og det politiske i en politologisk kontekst ... 107

Klassebevidsthed, klasseinteresser og politiske holdninger ... 108

Politisk kultur ... 115

Diskurs, hegemoni og konstruktionen af identitet ... 119

Politisk deltagelse og demokratisk ulighed ... 122

Medborgerskabets politiske autonomi ... 126

En teori om det politiske felts relative autonomi ... 130

Kapitel 7: Det politiske felt og den politiske smag ... 132

Praksis og habitus som handlingsteoretisk udgangspunkt ... 132

Habitus og afstanden til nødvendighed ... 136

Det generelle feltbegreb: Kraftfelt og kampfelt ... 141

Feltet som rummet af mulige positioneringer ... 144

Kausalteoretisk ekskurs: Homologier og opgøret med en lineær kausalitet ... 147

Produktionsfelter og forbrugsfelter ... 151

Det politiske produktionsfelt ... 154

Politisk deltagelse og det politiske forbrugsfelt ... 156

Forventninger til den empiriske analyse ... 158

Forventninger til den objektiverende analyse (opus operatum) ... 159

Forventninger til den subjektiverende analyse (modus operandi) ... 159

Analysedesign: Korrespondanceanalyse og kvalitative interviews ... 162

Bourdieus bidrag til den politiske sociologi ... 163

Kapitel 8: Den strukturelle homologi mellem det sociale rum og det politiske forbrugsfelt ... 165

Definition og operationalisering: Politisk forbrugskapital ... 165

Definition og operationalisering: Politiske deltagelsespraktikker ... 170

Andre mulige egenskaber ved det politiske forbrugsfelt: Opfattelsen af politiske og demokratiske værdier ... 173

Konstruktionen af det politiske forbrugsfelt ... 173

Homologien mellem det sociale rum og det politiske forbrugsfelt ... 187

Andre sociale karakteristika ... 194

Konklusion ... 201

Kapitel 9: Politisk habitus ... 204

Overklassens distance og refleksive politiske praksis ... 204

Æstetikkens distancerede iagttagelse og den kulturelle kapitals selvfølgelige potentiale ... 204

Den politiske illusio: Elitens politiske magt ... 210

Den økonomiske kapital og markeringen af politikkens grænse ... 214

(7)

Opsummering: Kampen om det politiske ... 219

Middelklassen mellem engagement og passivitet ... 220

Værdien af den kulturelle kapital ... 221

Politik som det, der bare er der ... 225

Opsummering: Middelklassens polarisering ... 232

Den dominerede klasse: Selveksklusion og fraværet af illusio ... 233

Livsbane-effekter og afstanden til nødvendighed ... 233

Kollektiv organisering som politisk forbrugskapital ... 239

Den totale (selv)eksklusion ... 243

Opsummering: Dominans og muligheder for modstand ... 248

Konklusion: Den politiske habitus og den politiske illusio ... 250

Kapitel 10: Konklusion og perspektivering ... 254

Et epistemologisk klassebegreb ... 254

Det moderne samfunds mange differentieringer ... 257

Klasser og stænder: Hvordan forstå klassernes betydning i dag? ... 260

Inklusion og eksklusion: Magt og dominans i det politiske felt ... 264

Appendiks A: Om korrespondanceanalyse ... 269

Korrespondanceanalysens logik ... 269

Simpel korrespondanceanalyse ... 271

Multipel korrespondanceanalyse ... 278

Analyserne i afhandlingen ... 280

Appendiks B: Det kvalitative forskningsinterview ... 282

Kvalitativ interviewmetode ... 282

Tematisering ... 284

Design ... 285

Interviewet ... 290

Transskribering ... 294

Analyse ... 294

Verificering ... 296

Rapportering ... 298

Interviewpersonerne ... 298

Appendiks C: Surveymateriale og diverse tabeller ... 312

Beskrivelse af datamaterialet til de kvantitative undersøgelser ... 312

Diverse tabeller ... 313

(8)

Appendiks D: Analyse af surveydata fra Medborgerundersøgelsen ... 351

Den deskriptive analyse: Konstruktionen af det sociale rum ... 351

Udvælgelse af indikatorer til beskrivelse af det sociale rum ... 351

Erhvervsklassificering ... 355

Det sociale rum ... 359

Fordelingen af erhvervskategorier ... 364

Konstruktionen af klasserne ... 366

Tabel-beskrivelse af klasserne i det sociale rum ... 367

Sekundære karakteristika ... 370

Konklusion ... 373

Sammenhængen mellem det sociale og det politiske forbrugsfelt ... 373

Operationalisering: Politisk forbrugskapital ... 373

Operationalisering: Politiske deltagelsespraktikker ... 377

Konstruktionen af det politiske forbrugsfelt ... 381

Homologien mellem det sociale rum og det politiske forbrugsfelt ... 399

Andre sociale karakteristika ... 406

Konklusion ... 409

Litteraturliste ... 410

The meaning and Importance of Class: Reconstructing the Class Concept and Analysing the Importance of Class for Political Participation in Denmark ... 420

(9)

Liste over tabeller

Tabel 2.1: Afhandlingens overordnede design ... 34

Tabel 5.1: Indikatorer på økonomisk kapital ... 83

Tabel 5.2: Indikatorer på kulturel kapital ... 84

Tabel 5.3: Sekundære karakteristika ... 86

Tabel 5.4: Anvendte spørgsmål ved konstruktion af erhvervskategorier ... 89

Tabel 5.5: Egenværdier og forklaret variation ... 92

Tabel 5.6: Forklarende og forklarede modaliteter i det sociale rum ... 95

Tabel 5.7: Klasserne i det sociale rum ... 101

Tabel 5.8: Beskrivelse af klasserne i det sociale rum ... 102

Tabel 8.1: Indikatorer på politisk forbrugskapital ... 166

Tabel 8.2: Indikatorer på politisk deltagelse ... 171

Tabel 8.3: Egenværdier og forklaret variation, politisk forbrugsfelt ... 177

Tabel 8.4 Det politiske felt, politiske forbrugskapital, forklarende og forklarede modaliteter ... 180

Tabel 8.5: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker, forklarende og forklarede modaliteter ... 185

Tabel 8.6 Korrelationen mellem positionen i det sociale rum og det politiske forbrugsfelt ... 192

Tabel 8.7: Andre sociale karakteristika ... 195

Tabel A.1: Kontingenstabel ... 272

Tabel A.2: Kontingenstabel, tænkt eksempel ... 272

Tabel A.3: Rækkeprofiler ... 273

Tabel A.4: Kolonneprofiler ... 273

Tabel A.5: Indikatormatrix ... 278

Tabel B.1: Ideelle kendetegn for interviewpersoner ... 285

Tabel B.2: Faktiske kendetegn for interviewpersoner ... 287

Tabel B.3: Interviewguide ... 292

Tabel B.4 Kodeliste til kvalitativ kodning ... 295

Tabel C.2: Numerisk output for aktive modaliteter i det sociale rum ... 318

Tabel C.3: Tabelbeskrivelse af det sociale rum ... 320

Tabel C.4: Numerisk output for supplerende modaliteter i det sociale rum ... 323

Tabel C.5: Tabelbeskrivelse af sek. karakteristika ved det sociale rum .... 324

Tabel C.6: Numerisk output, politiske felt, politisk forbrugskapital ... 326

Tabel C.7: Numerisk output, politiske felt, politiske deltagelsespraktikker ... 331

(10)

Tabel C.8: Numerisk output, politisk kapital som passive modaliteter

i konfigurationen af politiske deltagelsespraktikker ... 334

Tabel C.9: Numerisk output, politiske deltagelsespraktikker som passive modaliteter i konfigurationen af politisk kapital ... 338

Tabel C.10: Det sociale rum som passive modaliteter i konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 341

Tabel C.11: Det sociale rum som passive modaliteter i konfigurationen af politiske deltagelsespraktikker ... 343

Tabel C.12: Andre sociale karakteristika som passive modaliteter på konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 345

Tabel C.13: Interaktionseffekter, kategorier af klasse+køn, klasse+alder og klasse+sektor som passive modaliteter på konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 347

Tabel D.1: Indikatorer på økonomisk kapital ... 352

Tabel D.2: Indikatorer på kulturel kapital ... 353

Tabel D.3: Sekundære karakteristika ... 354

Tabel D.4: Erhvervskategorier ... 355

Tabel D.5: Anvendte spørgsmål ved konstruktion af erhvervskategorier .. 358

Tabel D.6: Egenværdier og forklaret variation, sociale rum ... 361

Tabel D.7: Forklarende og forklarede variable i det sociale rum ... 361

Tabel D.8: Numerisk output for aktive modaliteter i det sociale rum ... 363

Tabel D.9: Klasserne i det sociale rum ... 366

Tabel D.10: Tabelbeskrivelse af det sociale rum ... 367

Tabel D.11: Numerisk output for supplerende modaliteter i det sociale rum ... 371

Tabel D.12: Tabelbeskrivelse af sekundære karakteristika ved det sociale rum ... 372

Tabel D.13: Indikatorer på politisk forbrugskapital/political efficacy ... 374

Tabel D.14: Indikatorer på politisk deltagelse ... 377

Tabel D.15: Egenværdier og forklaret variation, politiske forbrugsfelt ... 384

Tabel D.16: Numerisk output, Politiske felt, politisk forbrugskapital ... 386

Tabel D.17: Det politiske felt, politisk forbrugskapital, forklarende og forklarede modaliteter ... 390

Tabel D.18 Numerisk output, politiske felt, politiske praktikker ... 393

Tabel D.19: Det politiske felt, politisk forbrugskapital, forklarende og forklarede modaliteter ... 397

Tabel D.20: Det sociale rum som passive modaliteter på konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 402

Tabel D.21: Det sociale rum som passive modaliteter på konfigurationen af politiske deltagelsespraktikker ... 404

(11)

Tabel D.22: Korrelationen mellem position i det sociale rum

og det politiske forbrugsfelt ... 405 Tabel D.23: Indikatorer på klasse og sektor ... 406 Tabel D.24: Andre sociale karakteristika i konfigurationen af politiske

deltagelsespraktikker ... 408

(12)

Liste over figurer

Figur 3.1: Wrights model for klasseanalysens mikro-

og makroelementer samt de kausale relationer herimellem ... 50

Figur 3.2: Wrights typologi for klassestrukturen i moderne kapitalistiske samfund ... 52

Figur 3.3: Goldthorpes klasseskema og den formodede regulering af arbejdskontrakten ... 55

Figur 3.4: Group-Grid typologien og de fem livsformer ... 63

Figur 4.1: Klasserne i det sociale rum ... 75

Figur 5.1: Det sociale rum, individfordeling ... 91

Figur 5.2: Det sociale rum ... 92

Figur 5.3: Erhvervsfordelingen i det sociale rum ... 98

Figur 5.4: De sekundære karakteristika i det sociale rum ... 104

Figur 7.1: Habitus og livsstile ... 146

Figur 7.2: Teoretisk forventning til strukturen i det politiske forbrugsfelt ... 160

Figur 8.1: Det politiske felt, politisk forbrugskapital, Individplot 1. og 2. dimension ... 175

Figur 8.2: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker, Individplot 1. og 2. dimension ... 175

Figur 8.3: Det politiske felt, politisk forbrugskapital, Individplot 1. og 3. dimension ... 176

Figur 8.4: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker, Individplot 1. og 3. dimension ... 176

Figur 8.5: Det politiske felt, politisk forbrugskapital ... 179

Figur 8.6: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker ... 183

Figur 8.7: Homologien mellem det sociale rum og konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 189

Figur 8.8: Homologien mellem det sociale rum og konfigurationen af politiske deltagelsespraktikker ... 190

Figur 8.9: Homologien mellem andre sociale karakteristika og konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 197

Figur 8.10: Konfigurationen af politisk forbrugskapital beskrevet med hensyn til interaktionen mellem klasse og køn ... 198

Figur 8.11: Konfigurationen af politisk forbrugskapital beskrevet med hensyn til interaktionen mellem klasse og alder ... 199

Figur 8.12: Konfigurationen af politisk forbrugskapital beskrevet med hensyn til interaktionen mellem klasse og sektor ... 200

(13)
(14)

Figur B.1: Eksempel på brev til interviewperson ... 289

Figur D.1: Det sociale rum, individfordeling ... 359

Figur D.2: Det sociale rum ... 360

Figur D.3: Erhvervsfordelingen i det sociale rum ... 365

Figur D.4: De sekundære karakteristika i det sociale rum ... 370

Figur D.5: Det politiske felt, politisk forbrugskapital, Individplot 1. og 2. dimension ... 381

Figur D.6: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker, Individplot 1. og 2. dimension ... 382

Figur D.7: Det politiske felt, politisk forbrugskapital, Individplot 1. og 3. dimension ... 383

Figur D.8: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker, Individplot 1. og 3. dimension ... 383

Figur D.9: Det politiske felt, politisk forbrugskapital ... 385

Figur D.10: Det politiske felt, politiske deltagelsespraktikker ... 392

Figur D.11: Homologien mellem det sociale rum og konfigurationen af politisk forbrugskapital ... 400

Figur D.12: Homologien mellem det sociale rum og konfigurationen af politiske deltagelsespraktikker ... 401

Figur D.13: Homologien mellem andre sociale karakteristika og konfigurationen af politiske deltagelsespraktikker ... 407

(15)

Forord

Denne afhandling er resultatet af et ph.d.-stipendium, der inklusiv en barselsorlov og en vis overskridelse af tidsfristen har varet på ”den gode side”

af 4 år. Det har været hårdt, sjovt og fagligt udfordrende! Selvom jeg selvfølgelig påtager mig det fulde ansvar for indholdet, så kunne afhandlingen ikke været blevet til uden hjælp og støtte fra en lang række mennesker, og dem skylder jeg alle en stor tak.

Det gælder for det første dem, der har bidraget med empiriske data. En stor tak rettes derfor til Dansk Data Arkiv, som har stillet to surveys til rådighed, og til Jørgen Goul Andersen, der har været behjælpelig i forbindelse med datafiler og med forskellige spørge- og kodeskemaer. Videre rettes en stor tak til de atten interviewpersoner, der var villige til at fortælle mig om deres syn på politik og politisk deltagelse og om deres liv og baggrund i det hele taget. Også tak til de mange i min omgangskreds og familie, der gjorde sig umage for at finde frem til de relevante interviewpersoner. Endelig takkes Aarhus Universitetsfond for at stille midler til rådighed for gennemførelsen af interviewene.

For det andet skylder jeg min studentermedhjælp Martin Bæk Carstensen tak for med sikker hånd at have transskriberet de atten interviews, og min sekretær Lone Winther for kompetent og grundigt arbejde med korrektur og opsætning af teksten. Tak for din tålmodighed Lone!

For det tredje skylder jeg en række kollegaer og institutioner tak for faglige kommentarer gennem hele ph.d.-forløbet såvel som i forbindelse med den endelige afhandling. Det gælder Institut for Statskundskab i Århus, og især kredsen af ph.d.-stipendiater. Også min afdeling – Afdelingen for Sociologi og Metode – og forskningssektionen Sociologisk Forum skal have tak for mange gode kommentarer, konstruktiv kritik og for faglig inspiration i det hele taget. Samtidig rettes en tak til Department of Political Science and International Studies på University of Birmingham og Professor David Marsh, der gjorde et ophold på et britisk universitet i foråret 2002 muligt. Og endelig skal Martin Munk og Annick Prieur have en stor tak for deres faglige kommentarer, støtte og opmuntring til arbejdet med at forstå og anvende Bourdieus politiske sociologi.

Jeg skylder desuden flere kollegaer en særlig tak for deres tid og villighed til at diskutere faglige problemstillinger, undervisning og livets små og store spørgsmål. Det gælder Pia Vedel Ankersen, Vibeke Lehmann Nielsen, Marie Østergaard Sørensen, Lene Mosegaard, Kim Sønderskov, Morten Greve, Michael Bang Petersen, Simon Calmar Andersen, Christian Sørensen, Lars Thorup Larsen, Rune Stubager, Rune Slothuus, Asbjørn Sonne Nørgaard,

(16)

Carsten Bagge Laustsen og Jens Peter Frølund Thomsen. Sidst, men bestemt ikke mindst, gælder det min vejleder Jørn Loftager, der gennem hele forløbet har fundet en balance mellem faglig støtte og frihed, der har været særdeles befordrende for projektet og min faglige og personlige udvikling. Jeg har aldrig tvivlet på din faglige interesse, jeg har glædet (og ømmet) mig over dine kritiske kommentarer, og jeg har nydt den tillid, du har vist mig.

Mine gode venner og tidligere studiekammerater skal også have tak for deres oprindelige opmuntring til at søge ph.d.-stipendiet, og for deres interesse for projektet og utallige forsøg på at fastholde mig på at kunne sige noget relevant uden for en snæver faglig kontekst. En særlig varm tak til Stefan Herman, fordi han deler min sociologiske begejstring og er en uundværlig god ven.

Slutteligt skal min familie have stor tak for deres opbakning, interesse, støtte og omsorg gennem hele forløbet. Tak til Kirsten og Flemming Harrits og til min far og mor, Henrik og Karen Sommer, fordi I altid er der, også når det brænder på, når børnene skal passes og de praktiske ender skal mødes.

Tak til mine to dejlige børn, Anna og Kristian, der aldrig nogensinde lader mig i tvivl om, at der er vigtigere ting i livet end at skrive ph.d.-afhandling!

Og, til sidst en kærlig tanke til min mand, Jens Folke Harrits. Din betydning i mit liv – fagligt og personligt – kan ikke rummes i disse linjer.

Aarhus Universitet, august 2005 Gitte Sommer Harrits

(17)

Kapitel 1

Klasser og politisk deltagelse i det moderne samfund

Denne afhandling handler om klasser i Danmark. Den handler om klasserne forstået som sociale strukturer og positioner, der har betydning for menneskers dagligdag og praksis, deres værdier, opfattelser og holdninger.

Især handler den om klassernes betydning for, på hvilken måde mennesker opfatter politik, og hvordan de i praksis forholder sig til og diskuterer politik.

Den grundlæggende påstand er, at der er en sammenhæng mellem klasseposition og politisk deltagelse, således at der især blandt de dominerende klasser er en aktiv politisk deltagelse, og således at der til en domineret klasseposition er knyttet en reel fare for at blive ekskluderet fra det politiske.

Synspunktet er således, at klasser i Danmark fortsat er en væsentlig del af den sociale orden, og at denne sociale orden fortsat reproduceres i kraft af menneskers sociale praksis og handlinger. Skal man forstå, på hvilken måde magt- og dominansrelationerne i Danmark systematisk reproduceres, og hvilke konsekvenser dette har blandt andet for demokratiet, må man derfor anlægge et klasseperspektiv.

Umiddelbart kan det på alle måder synes problematisk at hævde klasseanalysen som nødvendig for den sociologiske og politologiske forståelse af det danske samfund. Teoretisk er klasseanalysen – især den marxistiske klasseanalyse – blevet kritiseret for på en række punkter at tilbyde et utilstrækkeligt og utilfredsstillende udgangspunkt for analyser af sociale strukturer og social praksis (Beck, 1992; Pakulski & Waters, 1996a; Pakulski

& Waters, 1996c; Pakulski & Waters, 1996b; Pakulski, forthcoming). Den sociale ordens multidimensionalitet og kompleksitet kræver, lyder argumentet, at man i stedet for klasser fokuserer på individualisering, refleksiv identitetsdannelse og kompleks ulighed. Empirisk er klasseanalysen blevet afvist som en relevant (eller tilstrækkelig) beskrivelse af de systematiske mønstre i for eksempel politiske holdninger eller politiske deltagelsesformer (Andersen & Andersen, 2003; Andersen, 2003; Andersen, 2004). Politiske holdninger og politisk deltagelse analyseres i stedet typisk på baggrund af værdier og ud fra en mere atomiseret forståelse af sociale ressourcer som for eksempel uddannelse. Videre beskrives mønstrene i den politiske deltagelse som forholdsvis lige, hvorfor tesen om den systematiske reproduktion af magt- og dominansrelationer afvises (Andersen, 2004a: 299- 313).

Hertil kommer, at klasserne ikke længere ser ud til at være en så bastant del af menneskers identitet og den politiske mobilisering, som det tidligere –

(18)

især for arbejderklassen – har været tilfældet. Sat på spidsen udtrykte Anders Fogh Rasmussen, hvad mange senere har opfattet som essensen af folketingsvalget i 2001:

Folketingsvalget den 20. november var historisk. […] Valget var et opgør med den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre. Det var et opgør med den gammeldags opdeling af mennesker efter, hvilken erhvervsgruppe, uddannelsesgruppe eller socialgruppe de tilhører. Det var et opgør med opdelingen i ”der er dem, og der er os”. Det var et opgør med klassekampen (Anders Fogh Rasmussen, Åbningstale til Folketinget, 4/12 2001).

Men fraværet af klasseterminologien er også påfaldende hos for eksempel Socialdemokraterne. Her tales der ikke længere om hverken arbejderne eller middelklassen, men i stedet om socialdemokratiske værdier som frihed, lighed og solidaritet (Socialdemokraterne, 2004). Og selvom ”klassekampen”

blev et tema ved formandsvalget i 2005, så understregede debatten, at socialdemokraterne betragter klassebegrebet som en noget forældet term i den politiske diskussion.

Alligevel synes klasseperspektivet ikke fuldstændigt udryddet. I valgkampen til Folketingsvalget 2005 blev for eksempel Det Radikale Venstre

”genfødt” som det nye klasseparti i Danmark. Blot var det ikke en traditionel klasse, men ”den kreative klasse” forstået som skuespillere, kunstnere, forskere m.fl., som partiet efter eget udsagn målbevidst forsøgte at mobilisere. Forståelsen af den sociale orden som rummende en sådan klasse var hentet fra den internationale forskning, hvilket blandt andet blev diskuteret i Mandag Morgen:

Floridas bog har været omdelt i den radikale folketingsgruppe, og partiet har justeret sin retorik og signaler, så de bedre favner Den Kreative Klasses værdier. ”Jeg er meget optaget af Floridas tænkning”, siger partiets leder Marianne Jelved. ”Det er jo nogle grupper, som også tidligere har søgt mod Det Radikale Venstre, men det er mere karakteristisk i dag. Og vi er mere bevidste om, hvad det betyder for os om parti. Vi arbejder meget med at inddrage kreative kræfter i den politiske proces, og når vi forud for valget har fremlagt vores fremtidsvision ”Det Kreative Danmark”, går der en lige linje tilbage til Floridas analyse” (Stokholm, 2005: 23).

Samtidig bød valgkampen i februar 2005 igen på både økonomiske og fordelingspolitiske diskussioner, og valget blev ikke i samme grad som i 2001 et spørgsmål om værdipolitik. Analyserne af, hvorfor vælgerne stemte som de gjorde, har derfor, under såvel som efter valgkampen, taget udgangspunkt i både værdier og i mere håndfaste interesser funderet i de sociale positioner.

(19)

Afhandlingen anerkender dog hverken de mange umiddelbare grunde til at forkaste klasseperspektivet som forældet, eller de ”gryende” tegn på klasseperspektivets genkomst. Hvad angår de forskellige tilløb til at reintroducere en klasseanalytisk forståelse af den politiske praksis, synes det således især at være et problem, at dette sker på baggrund af ad hoc analyser, og ikke på baggrund af et samlet teoretisk perspektiv. Når Den Kreative Klasse udråbes til at være ”det helt nye”, og Det Radikale Venstre spås som denne klasses politiske udtryk, sker dette ikke med blik for, hvordan andre klasser eller andre dele af den sociale struktur kan indplaceres i argumentet.

På denne baggrund er det afhandlingens påstand, at klasseanalysen, for at kunne tilbyde et tilstrækkeligt og interessant analytisk udgangspunkt, må forandres. Dermed hævder jeg, at den traditionelle klasseanalysen lider af en række grundlæggende problemer og således står over for tre grundlæggende udfordringer.

For det første må en ny klasseanalyse kunne forholde sig til den måde, klassebegrebet fungerer på i menneskers hverdagsliv og hverdagssprog. Det er et grundlæggende vilkår for samfundsvidenskaberne, at vores genstand ikke blot foreligger ”i virkeligheden”, men skabes og fortolkes i denne virkelighed. Når vi iagttager den sociale virkelighed er der altså tale om en iagttagelse af noget, der allerede har mening, eller som allerede er udtryk for en iagttagelse af noget andet. Omvendt vil samfundsvidenskabelige analyser og begreber sjældent kunne eksistere uden konsekvenser for genstanden.

Tværtimod vil resultater, analyser og begreber umiddelbart have en effekt på menneskers oplevelse og fortolkning af verden. Dette forhold, som Giddens har kaldt dobbelt-hermeneutisk, er uomgængeligt, og det stiller derfor nogle krav til den måde, samfundsvidenskabelige teorier og analyser konstrueres på.

For klasseanalysen stiller der sig yderligere den udfordring, som man kunne kalde trippel-hermeneutisk, at klassebegrebet udover at være en del af et videnskabeligt såvel som et hverdagsligt begrebsapparat også er en del af den politiske kamp om legitime måder at fremstille verden på. Når Anders Fogh Rasmussen er optaget af at aflyse klassekampen, siger det noget om, at det for ham ikke er ligegyldigt, om klassebegrebet bliver omdrejningspunkt for vore daglige politiske klassifikationer af forskellige grupper med tilhørende identitet og interesser. Og det siger noget om, at det ikke er et spørgsmål, der udelukkende kan afgøres empirisk – enten eksisterer klasserne eller også eksisterer de ikke. En analyse af klasser i det moderne samfund kan ikke ignorere den måde, hvorpå mennesker taler (eller ikke taler) om klasser, hvad enten det foregår som en del af deres hverdagsdiskurs eller inden for

(20)

det politiske felt. Derfor må en ny teoretisk ramme for klasseanalysen kunne håndtere denne udfordring.

For det andet må en ny klasseanalyse forholde sig til forandringerne i den sociale orden. De traditionelle klasseanalytiske perspektiver er udviklet i en tid, hvor det moderne samfunds struktur forekom forholdsvis entydig. Uanset at der hersker stor uenighed om, præcist på hvilken måde forandringerne udmærker sig, så synes der dog at være enighed om, at den generelle sociologiske beskrivelse af samfundet må forandres. Nogle har karakteriseret udviklingen som funktionel differentiering og hæfter sig ved kompleksitets- stigningen og forskellige samfundsområders øgede autonomi. Andre hæfter sig ved individernes frisættelse og refleksivitet, mens andre igen fokuserer på globalisering og forandringer i den internationale orden.

Der har endvidere været stor uenighed om den relevante terminologi.

Begreberne om post-modernitet, senmodernitet og hypermodernitet er blot nogle eksempler på, hvorledes sociologer har forsøgt at markere transformationerne. Jeg vil bestræbe mig på at holde afstand til denne terminologiske diskussion. Vigtigt for nærværende forehavende er nemlig især konstateringen af, at moderniteten i de seneste 20-30 år har transformeret sig væsentligt i kraft af dels introduktionen af nye træk og dels accelerationen af træk, der altid har været karakteristiske for moderniteten.

Af samme årsag har jeg valgt fortsat at anvende termen ”det moderne samfund” (se også Mortensen, 2004). Men når man vil analysere klasser, er det i første omgang udviklingen i den sociale orden eller sociale struktur, der er vigtig at have sig for øje. Derfor vil jeg nogle gange anvende termen ”det funktionelt differentierede samfund”, og det er da også dette træk ved udviklingen af det moderne samfund, jeg primært vil hæfte mig ved. Denne iagttagelse af det moderne samfund som funktionelt differentieret står i delvis modsætning til den marxistiske forståelse af det moderne samfund som kapitalistisk. Hvilke konsekvenser dette har for klasseanalysen og forståelsen af udbytning eller magt og dominans, vil jeg komme nærmere ind på i den teoretiske diskussion.

Det er altså påstanden i afhandlingen, at det giver mening fortsat at tale om klasser. Dette indebærer i og for sig to påstande, nemlig på den ene side en empirisk påstand om, at der stadig er ”noget” i den sociale virkelighed, der kan karakteriseres som klasse-, magt- og dominansrelationer. Samtidig påstås det på den anden side, at analysen og afdækningen af dette ”noget” er afhængig af dets teoretiske begrebsliggørelse. Forandringer i den sociale orden giver, set fra dette perspektiv, derfor ikke nødvendigvis anledning til at afskaffe klasseanalysen, men derimod at forandre den væsentligt.

(21)

Disse to påstande hænger afgørende sammen med den sidste store udfordring for klasseanalysen, nemlig udviklingen inden for samfundsviden- skabernes epistemologi, og mere præcist hvad Habermas (1999) har kaldt den pragmatiske vending. Jeg vil i næste kapitel mere udførligt redegøre for afhandlingens epistemologiske grundlag. Dog skal det her nævnes, at de traditionelle klasseanalyser er begrænset af en række teoretiske og epistemologiske problemer. Blandt de mest tydelige kan nævnes determinisme, essentialisme og en teleologisk historieopfattelse, der mest udpræget gør sig gældende i dele af den marxistiske tradition (jf kap. 3).

Mere udbredt er det, at hele måden problemstillingen formes på, medfører en række aporier, for eksempel i forholdet mellem strukturer og aktører, mellem materialitet og symbolik, mellem autonomi og determinans og mellem mikro- og makroanalyser. Påstanden om, at klasseanalysen må gives en ny teoretisk udformning for at kunne håndtere analysen af de empiriske fænomener, kan derfor suppleres med en påstand om, at der må tilvejebringes et nyt epistemologisk fundament for tilfredsstillende at kunne håndtere denne teoretiske begrebsliggørelse.

Som det fremgår, bliver sigtet med afhandlingen dobbelt. For det første introduceres et nyt perspektiv på klasse- og dominansrelationer, og for det andet bringes dette perspektiv i anvendelse i analysen af menneskers opfattelse af politik og deres politiske deltagelse. Sammenhængen mellem de to formål er dels den, at de empiriske analyser illustrerer og validerer de teoretiske diskussioner, dels den at udviklingen af et nyt teoretisk perspektiv udgør forudsætningen for besvarelsen af det empiriske spørgsmål om den politiske deltagelses fundering i den sociale orden.

Man kan således opstille tre problemstillinger, der må håndteres i nævnte rækkefølge. For det første en teoretisk-analytisk problemstilling, der angår identifikation af epistemologiske og teoretiske problemer i traditionelle tilgange til analysen af klasser og analysen af sammenhængen mellem klasser og politisk praksis. Diskussionerne i relation til denne problemstilling begrunder introduktionen af et nyt perspektiv. Hernæst en deskriptiv problemstilling, der angår beskrivelsen af klasserne og den sociale orden i Danmark i dag, og som forudsætter introduktionen af et nyt klassebegreb. Og endelig en kausal problemstilling, der angår forklaringen af forskellene i politisk deltagelse med udgangspunkt i klasseforskellene, herunder en deskriptiv kortlægning af forskellene i politisk deltagelse samt introduktionen af et perspektiv til at håndtere forståelsen af kausalitet og forholdet mellem strukturer, handling og individers selvforståelse.

Afhandlingens første del beskæftiger sig primært med den deskriptive problemstilling, mens afhandlingens anden del behandler den kausale

(22)

problemstilling. De teoretisk-analytiske diskussioner af traditionelle tilgange til forståelsen af klasser såvel som af forholdet mellem sociale strukturer og politisk praksis indleder de respektive dele i afhandlingen.

De teoretiske diskussioner vil – med afsæt i Pierre Bourdieus sociologi – præsentere en samlet analytisk ramme, der kan fastholde den sociale orden som differentieret både i funktionelle systemer (eller felter), og i klassepositioner med forskellige magtressourcer. Med baggrund i forståelsen af den funktionelle differentiering bliver det således muligt at udvikle et klassebegreb, der udvider forståelsen af strukturelt funderede magtressourcer til også at gælde kulturel kapital, og i forlængelse heraf at præsentere en flerdimensional model for klassestrukturen. Med begrebet om det politiske felt præsenteres en tilgang til analysen af det politiske, der kan håndtere den politisk-institutionelle autonomi samtidig med, at forståelsen af homologien mellem det sociale og det politiske fastholdes. Hvad angår sammenhængen mellem den sociale struktur og den politiske praksis præsenteres endvidere med begrebet om habitus som en dispositionsstruktur en handlingsteori, der kombinerer en ekstern forståelse af handlinger som determinerede med en finalistisk forståelse af handlinger som begrundede. Sammen med begrebet om den politiske smag giver habitusbegrebet således anledning til en processuel forståelse af sammenhængen mellem sociale strukturer og menneskers handlinger, og handling betragtes således i sin sociale kontekst men opfattes samtidig som viljesbestemt.

De empiriske analyser gennemføres på baggrund af kvantitative analyser af surveymateriale og kvalitative analyser af 18 interviews. Resultaterne bekræfter for det første den overordnede påstand om sammenhængen mellem klasseposition og politisk praksis, dvs. påstanden om homologien mellem det sociale rum og det politiske felt. For det andet betyder det flerdimensionale klassebegreb, at analysen kan pege på en række interessante mønstre i den politiske deltagelse. Det ser således ud som om, at det ikke kun er mængden af kapital men også sammensætningen af kapital, der har betydning. Endelig, og for det tredje, peger især de kvalitative analyser på forskellene i politisk smag og på nogle af de processer, der er med til at skabe de afdækkede struktureringer.

Med udgangspunkt i disse resultater vil afhandlingens demokratiske perspektiver afslutningsvist blive diskuteret. Hvilken betydning har de fundne mønstre for vores forventninger til udviklingen i den politiske deltagelse, og på hvilken måde kan resultaterne bruges til at pege i retning af relevante politiske diskussioner?

På denne måde søger afhandlingen også at bidrage til diskussionen af en af de mere kritiske konklusioner af magtudredningens analyser af den

(23)

politiske deltagelse i Danmark. I en opsummerende artikel skriver Jørgen Goul Andersen:

Det andet spørgsmål er, om man kan finde mekanismer, der kan kompensere for og helst udbygge den forbindelse mellem befolkning og politiske beslutningstagere, der er eroderet som følge af organisationernes professionalisering og partiernes forfald som fora for bred demokratisk deltagelse. Det sidste kan man beklage, men næppe genoprette; tendensen er den samme i stort set alle lande. Men hvordan kan man så skabe et støre spillerum for offentlig debat om policy-udvikling og politiske beslutninger?

Kan man overvinde de mekanismer, der har været drivende for, at det er gået i modsat retning? Det er tvivlsomt (Andersen, 2004b: 414).

Med en øget forståelse af forskellige menneskers konkrete relationer til det politiske felt og de strukturelle og processuelle aspekter heraf, vil afhandlingen forsøge at levere et væsentligt bidrag til besvarelsen af netop dette spørgsmål.

(24)

Kapitel 2

”At finde en måde ...”:

Epistemologi, approach og design

Den teoretiske utilfredshed med klasseanalysen, som er udgangspunktet for denne afhandling, tager udgangspunkt i en bestemt opfattelse af, hvordan samfundsvidenskab, sociologi og politologi kan og skal forme sig. Sagt på en anden måde, så er der forud for arbejdet med afhandlingens problemstillinger truffet en række grundlæggende epistemologiske og teoretiske valg. Det er disse valg og deres begrundelser, som her skal præsenteres og diskuteres. Videre diskuteres afhandlingens opfattelse af forholdet mellem samfundsvidenskab og politik, dvs. den samfundsviden- skabelige analyses normative islæt eller implikationer. Endelig præsenteres nogle overvejelser vedrørende det analysedesign, der udgør rammen for afhandlingens strukturering. Det konkrete design for de forskellige empiriske analyser præsenteres i de efterfølgende kapitler.

Epistemologiske udfordringer i forholdet mellem videnskab og social praksis

Det grundlæggende epistemologiske spørgsmål, der stiller sig for samfunds- videnskaberne, har med gyldigheden af vores viden at gøre. Hvordan kan vi hævde det, vi hævder, om den sociale virkelighed? Dette umiddelbart enkle spørgsmål afstedkommer en hel række problemkomplekser, videnskabs- teoretiske traditioner og diskussioner, som jeg ikke skal komme ind på her (se Harrits, 2001). I stedet vil jeg koncentrere mig om den pragmatiske position, som ligger til grund for afhandlingen, og som kommer til udtryk hos blandt andet Habermas og Bourdieu.

I en videnskabsfilosofisk diskussion af forudsætningerne for og konsekvenserne af hans egen sociologiske position, peger Habermas (1999) på, hvordan de grundlæggende epistemologiske vilkår stiller sig anderledes i dag end tidligere. Denne forandring tilskriver Habermas, hvad han kalder den pragmatiske vending, hvilket markerer transformation fra et erkendelsesteoretisk til et pragmatisk paradigme.

Det erkendelsesteoretiske paradigme var karakteriseret ved at opfatte erkendelse og viden som et afspejlings- eller repræsentationsforhold. Således blev forskellige problemstillinger om realisme helt centrale, epistemologisk i form af spørgsmålet om sandhed og ontologisk i form af spørgsmålet om verdens (eller samfundets) eksistens og beskaffenhed. Årsagen til denne grundproblemstilling skal især søges i den usikkerhed, som adskillelsen

(25)

mellem subjektet (jeg’et) og objektet (verden) medførte. Forud for det erkendelsesteoretiske paradigme herskede en langt mere intern og indforstået relation herimellem, og inden for dette metafysiske paradigme opstod spørgsmålet om gyldigheden af vores viden derfor aldrig. Med Descartes’

grundlæggende tvivl introduceredes afstanden mellem det erkendende subjekt og objektet for erkendelse, og herefter blev viden som repræsentation problematisk. Samtidig introduceredes den løsning, der har været dominerende lige siden, nemlig funderingen af (videnskabelig) erkendelse i individets rationalitet. Uanset interne familiestridigheder mellem for eksempel rationalister og empirister, der påpegede erfaringen som grundlaget for erkendelsen, så fastholdtes denne figur også i de mere modne udgaver af det erkendelsesteoretiske paradigme. Hos for eksempel Popper eller Hempel (se for eksempelBernstein, 1983; Bohman, 1991kap 1), hvis argumenter i mere eller mindre bevidst form indgår som fundament hos mange samfundsvidenskabelige forskere, var det netop den samfundsvidenskabelige metode og rationalitet, der skulle sikre den videnskabelige erkendelses objektivitet og sandhed.

Karakteristisk for det erkendelsesteoretiske paradigme var endvidere det ontologiske spørgsmål om verdens (eller samfundets) eksistens. På trods af uoverensstemmelserne mellem en empirisk realisme, der udelukkende hævdede eksistensen af det, vi umiddelbart kan sanse (for eksempel fysiske substanser eller individer og deres handlinger), og en transcendental realisme, der accepterede eksistensen af ikke-iagttagelses fænomener, som må beskrives teoretisk (for eksempel elektroner eller sociale strukturer), var det karakteristisk for det erkendelsesteoretiske paradigme, at det ontologiske spørgsmål stillede sig på netop denne måde. Når viden er repræsentation, bliver det afgørende, at det vi ved, rent faktisk også er det, der ”er”.

Fordi det erkendelsesteoretiske paradigme på denne måde var præget af en grundlæggende tvivl, forårsaget af afstanden mellem det erkendende subjekt og det objekt, der skal erkendes, formede udfordringen eller kritikken af paradigmet sig som en skepticisme eller relativisme. Det gjaldt såvel Berkeleys klassiske metafysiske skepticisme angående verdens eksistens, som Barnes og Bloors ”strong programme” (Barnes & Bloor, 1982), der på et socialkonstruktivistisk grundlag satte spørgsmålstegn ved videnskabernes rationalitet og gyldighed. Det gjaldt endvidere specifikt inden for ånds- og samfundsvidenskaberne, hvor hermeneutikken udfordrede den naturalistiske tilgang til studiet af menneskers liv og handlinger og i stedet fremhævede forståelse og mening som det centrale. Fælles for disse udfordrende positioner var, at den grundlæggende figur om erkendelse som et repræsentationsforhold mellem et subjekt og et objekt fastholdtes som ideal,

(26)

hvorefter dens umulighed hypostaseredes. (Bernstein, 1983: 1-8, 51-171).

Derfor hævdedes relativisme over for rationalitet, antirealisme overfor realisme og over for studiet af mennesker og samfund som objekter hævdedes studiet af dem som subjekter.

I stedet for denne fastholdelse af en erkendelsesteoretisk problemstilling peger Habermas på, hvordan den pragmatiske vending formulerer såvel svaret som spørgsmålet på en ny måde. Med en parafrase fra Richard Bernsteins klassiske bog om bevægelsen hinsides objektivisme og relativisme kan man sige, at det pragmatiske paradigme bevæger sig imod en konversation der rummer praksis, dialog, dømmekraft og rationel argumentation som sine centrale elementer (Bernstein, 1983: 223-231).

Hermed forlades modstillingen mellem en absolut objektiv sandhed og et ligeså absolut fravær af sandhedens mulighed. I stedet for at fokusere på viden og erkendelse som afspejling eller repræsentation af et eksternt forhold, betragtes viden som et mellemværende mellem subjekterne, altså et socialt og intersubjektivt fænomen, der samtidig forholder sig til en omgivende social eller fysisk verden. At viden er konstrueret (sprogligt, institutionelt, socialt etc.) er således ikke invaliderende og relativerende men tværtimod grundvilkåret for erkendelsen.

Grundproblemstillingen bliver nu gyldigheden af vores viden, og den grundlæggende udfordring er ikke længere en fuldstændig skepticisme vedrørende verdens eksistens eller relativisme vedrørende sandheden af vores erkendelse men hævdelsen af en udelukkende kontekstuel gyldighed. Den radikale kontekstualisme, som den ses hos for eksempel Rorty og Derrida (Rorty, 1980; Rorty, 1982; Staten, 1985), afviser realismeproblemstillingen som havende filosofisk relevans, idet den ikke kan have konsekvenser for den måde, hvorpå vi kan diskutere og bestemme sandhed (Rorty, 1980: 374ff)).

Sandhed skal ikke bestemmes som overensstemmelse med en ekstern virkelighed men som resultatet af vores intersubjektive valideringsprocedurer, og sandhed er derfor altid sandhed for nogen eller for

”os”. Dermed fastholdes (i hvert fald hos Rorty) behovet for rationelle argumenter og metoder i produktionen af videnskabelig erkendelse, dog med det forbehold at erkendelsen kun kan hævdes som gyldig inden for den kulturelle og historiske sammenhæng, hvor den er produceret.

Habermas anerkender på den ene side den kontekstualistiske kritik af det erkendelsesteoretiske paradigmes grundlæggende figur, og han bifalder det pragmatiske paradigmes transformation af problemstillingen. Men på den anden side afviser han kontekstualismen som løsning; snarere må den ses som det pragmatiske paradigmes specifikke udfordring. I stedet for diskursernes eller paradigmernes inkommensurabilitet bygger Habermas'

(27)

forståelse på en opfattelse af erkendelse og teoretisk refleksion som historiske læreprocesser (Habermas, 1999: 21, 36-40, 240-245). Endvidere skitseres en pragmatisk relation mellem den videnskabelige diskurs og menneskers sociale og intersubjektive praksis, idet videnskabelig erkendelse må ses i lyset af den funktion, viden har i og for praksis. Fordi vi i vores praksis besidder en

”intuitiv” realisme, dvs. en praktisk og intuitiv forståelse af, at verden eksisterer, kan et kontekstualistisk sandhedsbegreb ikke fungere. Vi kan så at sige ikke benytte os af videnskabelige resultater, som når vi for eksempel sætter os op i et fly eller underkaster os medicinsk behandling, med en refleksiv viden om, at resultaterne kun er gyldige ”for os” eller ”lige nu”.

Snarere end at være filosofisk problematisk er Rortys sandhedsbegreb derfor umuligt som grundlag for en social praksis.

Disse to forhold gør tilsammen, at Habermas præsenterer en toleddet og processuel forståelse af erkendelse (Habermas, 1999: 261-266). I praksis er vi hele tiden henvist til at handle, dvs. vi interagerer med hinanden og forholder os til den sociale og fysiske verden på en praktisk (dvs. forholdsvist ureflekteret) måde. Netop derfor opererer vi her med et ubetinget sandheds- begreb og en intuitiv realisme. Men på nogle tidspunkter støder vores viden på ”modstand” fra verden, dvs. der opstår tvivl på det praktiske niveau om, hvorvidt vores viden er tilstrækkelig. Når vores viden således mister livsverdenens selvfølgelighed, må vi skifte perspektiv til niveauet for (videnskabelig) diskurs. Viden og erkendelse er således ikke et abstrakt eller ahistorisk spørgsmål om at ”kende” verden, men pragmatiske læreprocesser motiveret af vores sociale ”behov”. Samtidig kan vi ikke betvivle verdens eksistens, idet vi i praksis konstant er i kontakt med den.

I modsætning til praksis opererer vi inden for den videnskabelige diskurs med en refleksiv indstilling. Vi er klar over, at vi aldrig kan komme i direkte kontakt med objektet for vores erkendelse, og at vi derfor må retfærdiggøre vores vidensfordringer med rationel argumentation. Men formålet med den videnskabelige produktion er at tilvejebringe ny, indforstået viden, der kan udgøre et adækvat handlingsgrundlag for praksis, og netop denne pragmatiske (og sociologisk-funktionelle) fundering af videnskaben kan bruges som quasi-transcendentalt referencepunkt for diskussionen af gyldighed. Vi kan nemlig ikke afslutte vore forsøg på at retfærdiggøre og validere den videnskabelige erkendelse, førend der ikke er mere at sige og vi kan skifte perspektiv tilbage til praksis. Med dette eksterne referencepunkt kan det epistemiske sandhedsbegreb, hvor gyldighed sættes lig med rationel konsensus ”for os”, afvises, uden at det absolutte sandhedsbegreb fra det erkendelsesteoretiske paradigme reintroduceres.

(28)

I forhold til den specifikke samfundsvidenskabelige problemstilling angående forholdet mellem videnskabelig iagttagelse af subjektive eller sociale praksisser og disse praksissers selvbeskrivelser, præsenterer den pragmatiske vending ligeledes en reformulering. Hvor den traditionelle antinaturalisme i form af for eksempel hermeneutikken eller fænomenologien typisk har introduceret en grundlæggende ontologisk dualisme mellem natur og kultur, og således har privilegeret subjektiv forståelse af kulturelle og sociale ytringer og strukturer, der introducerer Habermas en forsigtig ontologisk monisme kombineret med en epistemisk og metodisk pluralisme.

Livsverdensprocesserne og de naturhistoriske udviklingsprocesser er principielt forenelige men ikke gensidigt oversættelige. Derfor må man på en gang fastholde den ontologiske sammenhæng og en epistemisk og metodisk forskellig tilgang. Dette gør sig gældende i forskellen mellem naturvidenskabernes eksternt iagttagende indstilling og åndsvidenskabernes deltagerperspektiv, der må hævdes som lige gyldige (Habermas, 1999: 32- 40). Samtidig gør det sig gældende i hævdelsen af begge disse perspektiver som nødvendige i studiet af det sociale, hvor de fremstår som parallelle til det dobbelte begreb om samfundet som på en gang system og livsverden (Habermas, 1981: Bd. II, 180, 225ff). Når samfundsvidenskaberne analyserer det sociale, skal man således både kunne gå ”bagom ryggen” på individerne og behandle det sociale ”som ting”, samtidig med at man skal kunne honorere deltagerperspektivets gensidige forståelse af individers selvbeskriv- elser og handlingsbegrundelser.

Om end stilen er en anden, placerer også Bourdieu sig efter den pragmatiske vending. Ligesom hos Habermas funderes den videnskabelige erkendelse nemlig i et pragmatisk og sociologisk blik for videnskabens historiske og sociale betingelser og udvikling. Videnskaben betragtes som en social praksis og et felt, der qua sin historiske udvikling har formået at konstituere sig selv med et vist mål af autonomi og rationalitet (Bourdieu, 2000), samtidig med at det som alle andre felter er karakteriseret ved en række sociale grundvilkår, blandt andet en magtstruktur og en illusio (Bourdieu, 1988).

Dette giver videnskaben en række epistemiske muligheder og begrænsninger. Videnskaben er grundlæggende kendetegnet ved en distance til det praktiske liv. Denne distance er givet i en materiel og social priviligering (den skolastiske position), der praktisk gør det muligt for videnskaben at kunne koncentrere sig om sig selv uden at skulle tage hensyn til livets praktikaliteter (Bourdieu, 1998: 128-129; Bourdieu, 2000: 206). Den skolastiske position udgør den epistemologiske forudsætning for det skolastiske blik, dvs. videnskabens evne til at frembringe en neutraliseret,

(29)

analytisk og logisk sammenhængende viden om praksis, der ikke er givet i og med denne praksis selv (Bourdieu, 1998).

Hermed betones netop forskellen mellem teoretisk viden om det sociale, og det sociales funktionsmåde i praksis, herunder den praktiske selvforstå- else. Forskellen er blandt andet skabt af videnskabens mulighed for systematisk at indsamle og analysere empirisk materiale og for at synkronisere forskellige elementer og dermed afdække sociale strukturers funktionsmåde (se blandt andet analyserne iBourdieu, 1990). Bourdieu understreger, at forudsætningen for produktionen af videnskabelig viden er et epistemologisk brud med den praktiske viden eller common sense, og han betoner således det epistemologiske og rationelle fremskridt, som viden- skaben frembyder.

Men samtidig påpeger Bourdieu de begrænsninger, videnskaben er underlagt. Problemet er, at den skolastiske position og disposition ikke medreflekteres i forskningens praksis, hvilket kan have som konsekvens, at de modeller og teorier, videnskaben qua sit distancerede blik kan producere, projiceres ind i den sociale praksis (Bourdieu, 1998: 113). Sagt på en anden måde kan forskeren have en tendens til at tro, at de strukturer og sammenhænge (opus operatum), hun kan afdække, netop fordi hun står uden for praksis og råder over bestemte teknikker, er den egentlige sandhed om praksis, dvs. den måde hvorpå praksis skabes på og leves på i praksis (modus operandi). Men det er netop en fejlslutning og udtryk for videnskabens epistemiske doxa på denne måde at privilegere det universelle og distancerede på bekostning af det konkrete og det praktiske.

På denne baggrund opstiller Bourdieu en treleddet forståelse af samfundsvidenskabelig erkendelse, eller tre former for teoretisk viden (Bourdieu, 1973: 53-54; Bourdieu, 1977; Munk, 1990). For det første fænomenologisk viden, der ønsker at beskrive det sociale på samme måde som aktørerne i det sociale selv opfatter og beskriver det. For det andet strukturalistisk eller objektivistisk viden, der eksplicit bryder med common sense og forsøger at opstille teorier, der går ud over forståelsen hos de sociale aktører selv. Og endelig for det tredje prakseologisk viden, der udfører et andet brud med videnskabens skolastiske blik og tendensen til at projicere teorierne ud i det sociale. Dette sker bl.a. i kraft af udnyttelsen af den fænomenologiske indsigt i menneskers hverdagsliv og praksis (Bourdieu, 2000: 50, 145).

I og med dette andet brud kan samfundsvidenskaberne forklare ikke kun de objektive strukturer, der ligger til grund for det sociale (opus operatum), men også den måde hvorpå disse strukturer virker i praksis, som strukturerede og strukturerende dispositioner, der reproducerer og forandrer

(30)

de objektive sociale strukturer (modus operandi).. Netop ”denne dobbelte sandhed på et objektivt og et subjektivt plan […] er den egentlige sandhed om den sociale verden” (Bourdieu & Wacquant, 1996: 236; se også Bourdieu, 1999: 607-626).

Konkret betyder det, at forskningsprocessen kommer til at bestå af to momenter. Først må samfundsvidenskaben bryde med common sense og forsøge at konstruere en objektiv model for de sociale strukturer, institutioner, aktører mv. Derefter må videnskaben bryde med denne objektivistiske konstruktion og forbinde den til de praktiske aspekter af det sociale, til aktørernes dispositioner og handlinger såvel som til deres selvforståelse og deres forståelse af det sociale. Denne lidt bastante opdeling skal dog udelukkende forstås analytisk. I den praktiske forskningsproces vil de forskellige momenter og brud ofte være sammenvævede

Far from being, as certain ‘initiatory’ representatives of the ‘epistemological break’ would have us believe, a sort of simultaneously inaugural and terminal act, the renunciation of first-hand intuition is the end product of a long dialectical process in which intuition, formulated in an empirical operation, analyses and verifies or falsifies itself, engendering new hypothesis, gradually more firmly based, which will be transcended in their turn, thanks to the problems, failures and expectations which they bring to light (Bourdieu 1988, p. 7).

Dette citat peger endvidere på de anvisninger for den praktiske forsknings- proces og sikringen af resultaternes gyldighed og validitet, som Bourdieu opererer med, og som i høj grad er præget af hans pragmatiske udgangspunkt. På den ene side er der ikke tvivl om, at Bourdieu hævder et krav om, at teoretiske påstande skal konfronteres med et empirisk materiale og således sandsynliggøres. Denne sandsynliggørelse tager på den anden side ikke (kun) form som klare falsifikationsforsøg a la positivismen, men ligger snarere i den grundige konstruktion af den empiriske genstand ved hjælp af de teoretiske begreber og forskellige metoder (Bourdieu, 1984: 257-465).

Men de videnskabelige teorier må endvidere vise deres frugtbarhed i kraft af det andet brud og konfrontationen med en fænomenologisk indsigt i praksis, herunder aktørernes selvforståelse. Dette skal ikke forstås på den måde, at der nødvendigvis skal være overensstemmelse mellem de objektivt konstruerede teorier og aktørernes opfattelser, men snarere at disse forskellige repræsentationer af virkeligheden på en meningsfuld måde skal kunne forbindes. Når Bourdieu således ikke ønsker at arbejde efter strenge, positivistiske metoderegler har det i høj grad noget at gøre med, at han ønsker at producere prakseologisk viden, og at han i sin epistemologiske

(31)

position og forskningsmæssige praksis har indoptaget måder at producere og retfærdiggøre teori på, der stammer fra de fænomenologiske og hermeneutiske forskningstraditioner. Man kan derfor sige, at forsknings- processens andet brud kommer til at supplere valideringen af teorierne.

Når dette er sagt, er det væsentligt at fastholde, at Bourdieu betoner videnskabens historiske rationalitet og epistemologiske forrang i produktionen af viden. Der er på ingen måde tale om poststrukturalistisk kontekstualisme. De videnskabelige resultaters gyldighed sikres i kraft af den videnskabelige praksis, blandt andet i forskellige metoders evne til at sammenkoble større mængder af empirisk materiale (hvilket også er et nyttigt redskab i bruddet med common sense-opfattelser), men også i forskerens habitus og praktiske sans for forskningen som håndværk, i hendes

”epistemologiske årvågenhed” og i den rationelle argumentation og sociale interaktion med andre forskere (Bourdieu & Wacquant, 1996; Bourdieu, Chamboredon & Passeron, 1991).

Opsummerende kan afhandlingens epistemologiske udgangspunkt formuleres som en pragmatisk position, der refleksivt forsøger at håndtere forskellen mellem videnskab og social praksis. Dette betyder på den ene side, at videnskabens rationalitet og evne til at iagttage det sociale eksternt og objektivt anerkendes, og på den anden side, at samfundsvidenskabelige modeller også må perspektiveres ud fra et deltagerperspektiv. Endvidere betyder det, at forskningsprocessen og resultaterne må valideres såvel i konfrontationen med et empirisk materiale (herunder aktørernes selvforståelse) som ved nøje at fremlægge design, metoder etc. til kritisk inspektion fra forskersamfundet.

Samfundsanalyse og klasseanalyse

Som det er fremgået, er den pragmatiske position kendetegnet ved en udpræget refleksivitet vedrørende den videnskabelige videns status.

Videnskabelig viden (inklusiv prakseologisk viden) er konstruerede modeller, der sætter os i stand til bedre at navigere i praksis. Fordi modellerne på denne måde har ”virkeligheden” som sit referencepunkt, er alle modeller ikke lige gode, og det er derfor afgørende at være omhyggelig med den videnskabelige konstruktion af modellerne. Men distancen til praksis er et grundvilkår, og videnskaben opnår aldrig fuldstændige eller ”sande”

repræsentationer af verden. Faktisk kan man sige, at gjorde den det, så ville erkendelsesindholdet gå tabt, ligesom for eksempel navigationskort kun er noget værd, hvis de sammenfatter en bestemt type af information i en fortættet og forenklet model.

(32)

Dette udgangspunkt er vigtigt at erindre sig, når det mere specifikke grundlag for afhandlingens opfattelse af samfundsanalyse præsenteres. Inden for en pragmatisk horisont bliver det nemlig uinteressant at diskutere det ontologiserende spørgsmål om, hvad samfundet består af, eller om det overhovedet eksisterer. I stedet anerkendes det, at den samfundsmæssige virkelighed er en kompleks størrelse, der giver anledning til flere forskellige måder at beskrive det på. Det grundlæggende spørgsmål bliver så i stedet, hvilke beskrivelser, der er de mest hensigtsmæssige.

Som antydet ovenfor, tager jeg udgangspunkt i en toleddet forståelse af det sociale som henholdsvis livsverden og system. Eller rettere, jeg fastholder Habermas’ formulering om, at samfundet må begrebsliggøres samtidigt som livsverden og system: ”Ich möchte deshalb vorshlagen, Gesellschaften gleiczeitig als System und Lebenswelt zu konzipieren” (Habermas, 1981: Bd.

II, 180). Dette dobbelte perspektiv skal indfange den egenskab ved det sociale, at det på en og samme tid fremstår som ”Gemeinschaft” og

”Gesellschaft”. På den ene side findes altså et niveau af socialitet, der har med menneskers hverdagsliv, erfaringer og kultur at gøre, hvor individer forholder sig til hinanden, begrunder og argumenterer og derved integrerer en normativ social orden. På den anden side findes også et niveau af normfri socialitet, dvs. handlinger, der ikke umiddelbart forholder sig til en normativ kontekst, men som qua for eksempel arbejdsdelingen og den sociale kompleksitet giver anledning til forskellige autonome og emergente ordner af systemisk integration, der fremstår med en vis grad af objektivitet over for det enkelte individ.

Klassiske sociologer som Marx, Durkheim og Simmel beskrev alle forskellige aspekter af denne normfrie socialitet eller samfundsmæssiggørelse, som også siden har været udgangspunktet for for eksempel funktionalistiske og systemsteoretiske analyser (for eksempelLuhmann, 1997). I en analyse af kritisk teori skitserer Seyla Benhabib endvidere, hvordan forståelsen af dette aspekt griber helt tilbage til Hegel:

Now Hegel discovers that the second perspective [that sees meaning in social life to reside in the perspective of a third, of an observer-thinker, GSH] – which I shall refer to as ”transsubjectivity” from now on – is generated by transformations undergone by society in the modern world. In the Natural Law essay, he traces the emergence of a sphere of economic activity whose laws and functioning often escape the intentions and knowledge of social actors, as well as constraining what they can do and how they can live their lives. […]

This functionalist perspective on social life, which Durkheim identifies with the sociological perspective per se, is required by the reality of modern market economics: individuals’ activities, unknown to them and often unwilled by

(33)

them, result in law-like regularities, which are intelligible to an observer- thinker (Benhabib, 1986: 31).

Som det fremgår, er denne transsubjektive sociale orden uvægerligt koblet til såvel moderniteten som til en bestemt epistemologisk position, nemlig videnskaben som ekstern iagttager. Tilsvarende knyttes forståelsen af den intersubjektive, normative orden, hvis udvikling og rationalisering analyseres hos blandt andet Habermas (1981), til et forståelsesorienteret deltager- perspektiv.

Hos Bourdieu behandles spørgsmålet om den grundlæggende samfundsopfattelse primært indirekte i form af diskussionen af de tre former for viden. Her fremgår det, at Bourdieu i hvert fald epistemologisk kan tilslutte sig den komplementære opfattelse af iagttager- og deltager- perspektivet. Men også mere substantielt kan Bourdieu siges at reproducere en toleddet samfundsforståelse. Man kan ved nærmere eftersyn nemlig udlæse to forskellige opfattelser af det sociale hos Bourdieu. På den ene side beskrives det sociale (med henvisning til Cassirer) som relationelt konstitueret samtidig med, at en substantialistisk opfattelse afvises kategorisk (Bourdieu, 1998: 3-9; Vandenberghe, 1999; Emirbayer, 1997). Som jeg senere skal vise, præger denne relationelle analytiske strategi de fleste af de begreber, der indgår i Bourdieus objektiverende analyser af det sociale. På den anden side beskrives det sociale også som praksis1 (især Bourdieu, 1990).

Praksisforståelsen betoner det sociales historiske og processuelle karakter:

”Practice unfolds in time […]” (Bourdieu, 1990: 81), og dets prærefleksive eller praktiske logik (Bourdieu, 1990: 86). Bourdieus praksisforståelse

1 Med hensyn til termen praksis skal bemærkes følgende: Dels kan det franske

“pratique” (som det engelske “practice”) betyde såvel praksis som praktik. Da praksisbegrebet været nærmest monopoliseret af den marxistiske (hegeliansk inspirerede) tradition med betydningen “indbegrebet af menneskenes materielle virksomhed”, og da denne marxistiske betydning af begrebet ligger et stykke fra Bourdieus forståelse, foretrækker flere danske forskere at tale om Bourdieus praktikteori og praktikbegreb (fx Munk, 1990). Anvendelsen af praktikbegrebet og begrebet sociale praktikker i stedet for social praksis understreger således det specifikke (ikke-marxistiske) fokus, hvormed Bourdieu anvender begrebet (Munk, 1990: 4; Petersen, 1994: 70-71). Man må dog være opmærksom på, at Bourdieu også henviser til Marx’s brug af praksisbegrebet i Feurbachteserne (for eksempel Bourdieu, 2005: 168), og i den nyeste danske oversættelse af Udkast til en praksisteori anvendes således konsekvent begrebet ”praksis” og ”praksisser”. Jeg har i afhandlingen valgt at forbigå disse terminologiske spidsfindigheder og anvender derfor såvel praksis-begrebet som begrebet praktikker i den samme betydning.

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Jeg vil i denne undersøgelse af sammenhængen mellem Skaberånd og Helligånd i Grundtvigs teologi også belyse dette spørgsmål forstået som et veksel-

Dog skal det fremhæves, at i forhold til de fleste spørgsmål oplevede et flertal af respondenterne (i gennemsnit 55 %) ikke en effekt på de anvendte indikatorer. Som tidligere

Sammenhængen mellem Individuelindkomst og Religiøsitet var ikke lige så stærk som mellem Samfundsøkonomi og Religiøsitet, men det betyder nødvendigvis ikke, det

Når vi ser på andelen, der mener, at de har for få lektier, viser tabellen en positiv sammenhæng før reformen, mens perioden efter reformtidspunktet har en negativ sammenhæng mellem

Abstracts: Hvilken forskningsbaseret viden kan identificeres om sammenhængen mellem matema- tiklæreres klasseledelse og elevers deltagelse i læringsfællesskabet? Reviewet stiller

Andelen, der har eller er i gang med en kort videregående uddannelse, er for arbejder- og underklassen steget fra 1997 til 2012, mens den er faldet for personer

Dette har den konsekvens, at borgmesteren selv er med til at skabe forudsætningerne for sin egen udøvelse af politisk lederskab ved at danne relationer til andre politiske

En besvarelse af disse spørgsmål kunne ikke blot lede til en bedre forståelse af vores nære politisk-ideologiske fortid og bidrage til en diskussion af samfunds-