Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): De Danske Armeniervenner.
Titel | Title: Beretning
Bindbetegnelse | Volume Statement: 1909 Udgivet år og sted | Publication time and place: 1909
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
DE DANSKE ARMENIERVENNER
B E R E T N I N G
1909.
/
( t7 7. 12 tø ;
\ . ' /
K ø b e n h a v n .
W . J . Christensens Bogtrykkeri, Pustervig 4.
I 9 I O .
D e t a r m e n s k e F o l k .
190S—1909.
D
e Begivenheder, der fandt Sted i Styrelsen af det tyrkiske Rige, Sommeren 1908, har ændret Fremtidskaarene for alle dets Folkefærd.Den europæisk paavirkede Del af Officersstand-og Embeds- verden, støttede af dyb Misfornøjelse i næsten alle Lag af Be
folkningen, tog med et Slag Magten fra den islamitisk-reaktionæie Kreds, der med Sultanen stadig arvede Riget og Herlighederne og udhulede dets Velfærd.
Alle borgerlige Friheder gaves og et Rigsparlament sammen
kaldtes. Det forpinte armenske Folk kunde endelig aande friere og de tunge Blodofre, det fremfor andre maatte bringe i Kampen mod de styrtede Magthavere, blev nu regnet det til Ære, ja, det for kort Tid siden utrolige skete: En i Omfang mægtig, af Constantinopels mange Nationer, kristne og ikke kristne, sammensat Skare, vandrede med den armenske Gejstlighed i Spidsen ud til Kæmpegraven, hvor de 6000 myrdede fra Augustdagene 1896 ligger, og medens Præsterne sang, steg en Følelse af Broderskab og fælles Maal gennem tu sen der af Sind, der før var som Ulve
mod hverandre. Saadan talte de døde!
Udover det hele Rige er Styrelsen forandret. Vold, Over
greb og Mord sker ikke saa uhindret som før. Breve fra Van, fraErzerum og Urfa fortæller alle om den Fred, der nu er kommen over Agerdyrkerens Sind; han ved, at den Høst, Maiken givei, bliver hans egen. Byernes forskræmte og forfulgte Kristne be
høver ikke længere at frygte Fængsler og Pinsel, Gadeis og
_ 8 _ BIBLJOTHECA REGIA
HAFN1ENSIS
- 3 -
Huses Ræveører er huggede af — og selv lange Veje udenfor Byen kan man færdes trygt. Sammenslutninger til fælles Hjælp taales og rundtom opstaar Forbund til at fremme Velfærd og Oplysning.
Men den frygtelige Tilstand, der i over 20 Aar har ruget i de armenske Stamlande har efterladt saa dybe Spor, at et Slægtled eller to maa dø, før Folkelivet kan genvinde sin Sundhed, desuden er heller ikke Friheden kommen uden Lidelser for Armenerne. Den slagne Fjende vidste godt. hvor dens Hævn skulde ramme, om han fik Styrke til at slaa igen, og Ulykken vilde, at Abdul Hamid endnu i sin Undergang kunde bruge sit giftige Bid. En hastig Soldaterrevolte bragte ham Magten i Constantinopel og Dele af Riget, hvor Venner af ham endnu havde Indflydelse, i netop en Uge, fra 13 — 20 April 1909, inden Forfatningspartiet havde generobret Hovedstaden og afsat Sultanen.
Næppe følte Abdul Hamid Tøjlerne i sine Hænder, før han lod Telegrafen bringe Bud ud: Dræb de Kristne! Men kun i én Provins, Adana, det gamle Kilikien, som har en stor armensk Befolkning, sad en saa ryggesløs Styrer, at han lod Befalingen udføre. Over 20,000 ulykkelige, Mænd, Kvinder og Børn maatte dø paa Tyrannens Bud — og hvordan — ja, saadan som Men
nesker maa dø, naar de myrdes ene for at tilføje dem en modbydelig og smærtefuld Død. Dem, der læste derom, ønsker helst at lade Mindet forsvinde.
Sværme paa tusender af plyndrede og hjemløse Armenere søgte Redning bort fra den mishandlede Landsdel og fandt ofte kun Sult og Sygdom og Død i fremmede Egne.
Der er ikke Tvivl om, at Tyrkiets nye Herrer vil Lov og Orden — vil en vis Frihed for alle, men under en Centralmagt, der kan hindre Rigets Spaltning. Denne Centralmagt søges i et stærkt tyrkisk Kærneparti — og de øvrige Folk maa nøjes med den Frided, de indenfor en saadan Ramme kan naa. Undertiden er det for ussel en Maade, man vil indløse berettiget Klage.
For det armenske Folk er et af de brændende Spørgsmaal Generhvervelsen af de Jorder, der tabtes, da den store Menneske- jagt for 15 Aar siden fandt Sted. Hundrede tusender af Tønder Land, hvorfra Ejerne med Mord og Brand dreves væk, faldt i Hænderne paa Kurder og Tyrker, og nu har de i Aar og Dag skaltet med armensk Eje som var det deres eget. Forhen var
_ 4 -
al Klage forgæves. Kan til en ringe Grad har de nye Herskere givet efter ved at tiibyde de overlevende Armenere Erstatning f'jærnt borte i andre asiatiske Dele af Riget — derved opnaar Tyrkestyret at svække det armenske Folk og undgaar Forstyrrelser ved at uddrive Røverne. Men nden Yaklen har den armenske Patriark- og Notabelforsamling nægtet deres Samtykke til at splitte Folket yderligere. Derfor staar dette endnu uafgjort.
De to øverste Stillinger i det armenske Folk har skiftet Indehavere. Den gamle og haardt prøvede Hairik Khrimean, Katholikos og Overhyrde i Etjmiadzin i russisk Armenien, døde, og i hans Sted sidder nu Izmirlian paa Kirkens Højsæde. Han har levet mange Aar som en Fange i Jerusalem for sin modige Trodsen i de onde Dage. Som Patriark i Konstantinopel og Overhoved for alle Tyrkiets Armenere har den lærde, fint udviklede Turian, forhen Leder af Kirkehøjskolen i Bethynien og Biskop i Smyrna, afløst den smidige men lidet folkeyndede Ormanian, hvem den bitre Lod var tilfalden at værge den armenske Kirke og Folket mod en Abdul Hamids Had og Forfølgelse.
En sørgelig Retsstrid og betegnende for det nuværende Styres Ængstelse, har for Tiden tvungen Turian og Notabel
forsamlingen til at nedlægge deres Myndighed. Anledningen er den Maade den ungtyrkiske Regering er optraadt overfor Myr
derierne i Adana.
I en Art Operetteretfærdighed har Krigsretten i Adana
„opfattet" de af den afsatte Sultan og hans Embedsmænd udførte Myrderier som blodige Gadesammenstød mellem lige skyldige Bander. En Del af de saakaldte Førere fra hver Side er udtagne
— og dømte til Døden —. Nog]e unge Armenere, der tappert har værget deres Næres Liv — nogle sølle Menneskeslagtere blandt hundreder af ligeskyldige paa den anden Side —. Herimod har de armenske Myndigheder protesteret og samtidig udpeget de virkelige Skyldige.
Der er Mørke nok og Utryghed endnu derude, men det er dog et Daggryets Tid, hvor der med ganske anden fortrøstning kan arbejdes paa Fremgang. Saalænge vor lille Kreds føler hjælpsomme Sind herhjemme vil den ikke lade Hænderne hvile.
— De samme Savn og Mangler — Fattigdom, Uvidenhed og Smuds — kalder paa Hjælpen — og saa kommer vi, saalænge vi kan.
5
V i r k s o m h e d e n i 1 9 0 9 .
I det forløbne Aar er Virksomheden fortsat som hidtil.
Hovedpunktet i denne er stadig de ulykkeligt stillede Børns Underhold paa Børnehjemmet i Uifa.
Frk. Jeppe sysselsætter Børnene ved forskelligt Arbejde, hvorved de kan hjælpes til at blive dygtige Haandværkere — til Gavn baade for dem selv og deres By.
Megen Nød er der stadig i Armenien, bl. a. som Følge af Myrderierne i Adana (se Skildringen omstaaende). En væsentlig Del af Frk. Jeppes Arbejde er derfor gaaet ud paa at hjælpe syge og fattige Armeniere, hvortil hun ad privat Vej har mod
taget en Del Hjælp her fra Danmark.
En stor Sorg har vi haft i det svundne Aar ved Frk. Else Kjærsgaards Død, hvorom der andetsteds i dette Blad er skrevet nærmere.
Foruden de sædvanlige Bidrag har Komiteen haft en særlig Indtægt ved den Bazar, der afholdtes i Foraaret. Der solgtes paa denne kun armenske Genstande, som blev sendt hertil fra Urfa. Disse Bazarer har stor Betydning ikke blot ved at skaffe en Indtægt til Hjælp for Virksomheden, men ogsaa derved, at man ved at forudbestille de til Bazaren nødvendige Genstande kan skaffe en Del fattige Armeniere Arbejde og Fortjeneste. Den næste Bazar afholdes i Marts 1910.
Komiteen bringer alle dem en Tak, der har hjulpet med til at skaffe lidt Lindring i et ulykkelig stillet Folks Nød.
De danske Armeniervenners Kreds havde i Sommer den Sorg at miste en af deres yngste Medarbejdere, Frøken Else Kjersgaard, Datter af Ingeniør og Dige Inspektør Kjersgaard, Maribo.
E l s e K j e r s g a a r d .
- 6 -
I Efteraaret 1907 udsendtes hun for at virke ved Vaisen- huset i Urfa. Allerede tidligere havde Frk. Kjersgaard for sit Helbreds Skyld foretaget en Rejse til Siam, hvor hun da ogsaa under et halvaarigt Ophold i Singapore genvandt sit Helbred.
Paa denne Rejse grundlagdes hendes Kærlighed til den solrige Orient, „hvor hver Dag er et Æventyr", som hun skev i sin første Glæde over det. Hertil kom hendes store Kærlighed til og Forstaaelse af Børn. „Børn er Børn alle Vegne og lige dejlige overalt", som hun skrev til de danske Armeniervenner, da hun udtalte sit Ønske om at komme til at arbejde blandt de forældre
løse Børn i Armenien.
At netop Armenien maatte blive hendes Arbejdsplads, blev hende klart under et Foredrag af Forfatteren Aage Meyer-Bene- dictsen, hvor han skildrede Armeniernes Nød og fortalte om de store Børneskarer, der tiggende sig frem drev om paa Lande
vejene, efter at deres Forældre var dræbt og deres Hjem ødelagt.
— Da blev det hendes største Længsel at komme til Armenien og række Børnene og det ulykkelige Folk en hjælpende Haand — og hun henvendte sig til de danske Armeniervenner med en ind
stændig Bøn om at blive optaget og udsendt af dem. Hun gjorde straks et godt Indtryk paa Komitéen ved sin rolige Fremtræden og sine klare, forstandige Udtalelser. Henved et halvt Aars Tid tilbragte hun da i Berlin for under Dr. Lepsius Tilsyn at ud
dannes til sin Gerning. Sommeren 1907 gennemgik hun derefter et Kursus i Landvæsen paa Kærehave Husmandsskole ved Ringsted.
Efter et fornyet Besøg i Berlin blev hun af Dr. Lepsius erklæret moden til at overtage et Arbejde ved Yaisenhuset i Urfa — efter ogsaa at have faaet Lægeattest for, at hendes Helbred tillod det.
30te November 1907 forlod hun København for over Berlin, hvor hun skulde tage Afsked med det tyske Missionsselskab, at naa Holland og der gaa om Bord i Skibet Bintang.
Styrelsen for det østasiatiske Selskab havde vist den Velvilje at tilstede hende fri Rejse med dette. Hr. Aage Meyer-Bene- dictsen sejlede med samme Skib for at foretage en Rejse i Indien.
Efter en lykkelig Rejse naaede Frøken Kjersgaard i Januar 1908 Urfa, der viste sig for hende i Frost og Sne og Solskin og straks vandt hendes Hjerte. Da hun saa alle de sortøjede Børn i Yaisenhuset, som hun nu skulde arbejde iblandt, og mærkede
- 7 -
Orientens brogede, glade Liv om sig, følte hun sig lykkelig. „Det er det rigtige Liv for mig, ved jeg", skrev hun hjem. Med Tiden følte hun dog, at der under den sollyse, glade Overflade i Orien
tens Liv skjuler sig megen Sorg og Nød. Tillige maatte hun arbejde under vanskelige Forhold, idet, som det desværre oftere er Tilfældet i Missionsarbejdet, de forskellige Synspunkter for Mission traadte op imod hinanden og derved virkede hæmmende.
Sommeren blev hende en Prøvelsens Tid. Den stærke Hede skaffede hende Gang paa Gang Feber. Hendes Medarbejder ved Yaisenhuset Frøken Karen Jeppe var paa denne Tid i Dan
mark, saa en stor Del af Ansvaret for Vaisenhuset hvilede paa Frøken Kjersgaard, der endnu ikke kendte Forholdene og Sproget grundigt — tillige arbejdede de ved denne Tid under meget van
skelige pekuniære Forhold. Daglig saa hun en Sult og Nød omkring sig, som hun ikke havde Midler til at afhjælpe. Hun saa Børn, der græd af Sult — og havde ikke Brød at give dem. Hvorledes hendes Evner voksede herunder ses af hendes Breve fra denne Tid, der bærer Yidne om fast Mod og en sjælden Frejdighed.
Den Ro, der var saa ejendommelig for hende, gjorde hende ogsaa særlig skikket til Livet i Orienten, hvor alt bevæger sig i en vis majestætisk Ro.
I Aarets Løb følte hun dog, at Hindringerne blev for store, og da hun tillige gentagne Gange hjemsøgtes af heftig Feber, søgte hun, efter Frøken Jeppes Hjemkomst, Foraaret 1909, over til den tyske Klinik i Urfa, hvor hun under den fortræffelige Dr. Vischers Omsorg nød en kærlig og omhyggelig Pleje. Hun udtalte dog gentagne Gange, at hun ikke havde tabt Modet, men ønskede at fortsætte sin Gerning i Armenien. Da Sommerheden kom, tog Feberen stærkere fat. De tænkte da at skaffe hende til de køligere Bjergegne i Libanon — og hun foretog den be
sværlige Rejse fra Urfa til Aleppo — en Vej, der tilbagelægges ved 4 Dages Kørsel, i en tung Oksevogn, i brændende Solhede henover Eufratsletten. Da viste det sig, at hun havde færre Kræfter, end man troede — og ved Ankomsten til Aleppo følte hun sig meget syg. Den tyske Mission modtog hende der og plejede hende med stor Omhyggelighed — men hendes Kræfter var udtømt. Hun hensov stille og roligt midt i Juli 1909.
Det er blevet os fortalt, hvorledes hun den sidste Dag laa
- 8 -
smilende og nynnende i Sengen og med troesfrejdig Forventning gik Døden i Møde. — Da Budskabet om hendes Død i August Maaned naaede Danmark, vakte det dyb Sorg hos hendes For
ældre, Sødskende og Venner.
De danske Armeniervenner vil bevare hendes Minde i trofast Erindring.
Margrethe S.
Regnskabs-Oversigt for Aarene 1908—1909.
1908.
Januar 1. Kassebeholdning 2.106 18
Aarlige Bidrag 1.073
En Gang for alle 3.140 48
Renter og Bonus 104 04
Kr. . 6.423 70
Samtlige Udgifter 3.027 82
Decbr.31. Kassebeholdning 3.395 88
1909.
Januar 1. Kassebeholdning 3.395 88
Aarlige Bidrag , 1.467 50
En Gang for alle 3.696 10
Renter og Bonus 112 95
Kr. . 8.672 43
Samtlige Udgifter 5.990 15
Decbr.31. Kassebeholdning , 2 682 28
