Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Ukraine og vestens hykleri
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
En artikel fra KRITISK DEBAT
Ukraine og vestens hykleri
Skrevet af: Jens Jørgen Nielsen | Offentliggjort: 15. april 2014
En sand mediestorm har raset over det meste af verden siden november 2013. Scenen har været Ukraine. Fortællingen har været den, som + 40 generationerne har været fortrolige med fra den kolde krig, nemlig fortællingen om EU og NATO som garanter for alt tænkeligt godt, for sikkerhed, for frihed, for retssikkerhed, social lighed, økonomisk udvikling, uddannelse osv. På den anden side står mørkets hær, Rusland med mørkets fyrste, Vladimir Putin, i spidsen og truer alt det gode.
Medier om Ukraine og Rusland
En sand mediestorm har raset over det meste af verden siden november 2013. Scenen har været Ukraine. Fortællingen har været den, som + 40 generationerne har været fortrolige med fra den kolde krig, nemlig fortællingen om EU og NATO som garanter for alt tænkeligt godt, for sikkerhed, for frihed, for retssikkerhed, social lighed, økonomisk udvikling, uddannelse osv. På den anden side står mørkets hær, Rusland med mørkets fyrste, Vladimir Putin, i spidsen og truer alt det gode, vogtende over sit eget russiske fængsel, som er karakteriseret ved det det modsatte af os: nemlig ufrihed, fattigdom, korruption, arbejdsløshed osv. Ukrainerne står angiveligt lige på fronten mellem det gode og det onde, de forsvarer vores frihed og værdier, derfor bør vi støtte dem moralsk og måske også militært. Med få undtagelser har medierne i nærmest døgndrift kørt denne fortælling.
Retfærdigvis skal det dog siges: med nogle undtagelser. Denne artikels forfatter har bl.a. flere gange haft mulighed for at nuancere dette billede på flere TV kanaler.
Jeg har mulighed for at følge med i både vestlig og russisk mediedækning af hele Ukraine-
problematikken. Der er tale om to helt forskellige fortællinger, narrativer, som det hedder lidt mere akademisk. Man kunne godt reflektere over, på hvilket grundlag politikere egentlig træffer
beslutninger. Jeg har snakket med et par politikere og – i øvrigt også danske journalister, som indrømmer, at de stort set intet ved om hverken Ukraine eller for den sags skyld Rusland. Den amerikanske forsker Angela Stendt har netop udgivet en bog, hvor hun påviser, at vi gennem de forløbne 20 år har forsømt at holde vores viden om Rusland à jour (The Limits of Partnership: U.S.- Russian Relations in the Twenty-First Century, 2014). Med Sovjetunionens fald var det angiveligt slut med at skulle granske Rusland, for nu var de jo lige som os, var enige med os i alt væsentligt.
Det har for længst vist sig ikke at være tilfældet, der er et stort behov for at forstå Rusland, men forsvindende få taler russisk i Vesten i dag sammenlignet med tiden under den kolde krig. Så vidt Angela Stendt.
Janukovitj afviser EU aftalen
Denne artikel vil have fokus på vestens store ansvar for situationen i Ukraine samt Vestens interesser og motiver. Med Vesten mener jeg især EU og NATO. Vesten er ikke ansvarlig for alt, men har dog spillet en større rolle for udviklingen i Ukraine end politikerne normalt vil indrømme.
Lad os begynde med aftalen med EU, som Ukraines præsident Viktor Janukovitj afviste at underskrive i november 2013. I stedet underskrev han en aftale med Rusland, der i hvert fald umiddelbart var betydeligt mere attraktiv end EU-aftalen. Det burde være normal procedure.
Janukovtj var valgt i et åbent valg, som ingen anfægtede dengang i 2010, det samme gjaldt det ukrainske parlament. Aftalen med Rusland gav ganske god mening – uden at jeg skal gå ind på detaljeret at opveje fordele og ulemper ved de to aftaler. EU-aftalen gav ikke grønt lys for
medlemskab men indebar en betydelig åbning af toldgrænser for varer fra EU. Umiddelbart ville det have betydet at f.eks. tyske varer ville udkonkurrere de ukrainske, et græsk scenarie uden finansielt sikkerhedsnet kunne ligge i svøb her. Hvis aftalen med EU var blevet en realitet, ville Rusland
selvfølgelig blive tvunget til at skærpe sin toldkontrol. Rusland har ikke sådanne aftaler med EU- landene. Så det er indlysende og burde have været ukontroversielt. Ikke desto mindre sværtede mange EU-politikere Rusland til for at føre handelskrig mod ’lille stakkels Ukraine’.
Aftalen med Rusland og afvisningen af EU-aftalen katalyserede et voldsomt oprør mod Janukovitj og den siddende regering. Protesten var omfattende og vedholdende. Man lagde i begyndelsen især mærke til unge mennesker, studerende og arbejdsløse, som drømte om Ukraine som medlem af EU, et land befriet for korruption, hvor unge mennesker får en ordentlig løn for et ordentligt arbejde, hvor alle kan studere, og hvor der er retssikkerhed. Altså den gamle fortælling om EU som frelser for al verdens dårligdomme, som Ukraine ikke selv har kunnet befri sig fra. Det er rørende at se så mange ret naive mennesker, måske skulle de prøve at snakke med unge fra Grækenland, Spanien og andre lande. At EU skulle være befriet fra korruption vil nok være en overraskelse for alle undtagen de mest blinde supereuropæere. Drømmen om i broderskab at synge med på Beethovens ’Ode til Glæden’ på en blå baggrund med gule stjerner er og bliver en urealistisk drøm. Bortset fra det, så vil Ukraine under ingen omstændigheder kunne blive medlem af EU i en overskuelig fremtid. Ukraine opfylder meget langt fra betingelserne. For det andet har EU ikke finansielle muskler til at optage landet. EU har nok andet at se til. Det betyder ikke, at korruptionen ikke var og er et kæmpestort problem i Ukraine. Og protesterne mod korruption var absolut legitime.
Janukovitj foreslog allerede i november 2013 en trepartsforhandling mellem Ukraine, Rusland og EU. EU-landene afviste forslaget nærmest fnysende. Det kunne der bestemt ikke blive tale om.
Hvorfor ikke? Det er et relevant spørgsmål i dag, hvor Ukraine nærmest ligge i ruiner og måske er på vej til en borgerkrig à la Jugoslaviens i 1990’erne. Som gamle amerikanske udenrigspolitiske koryfæer har gjort opmærksom på, så kan problemerne i Ukraine kun løses gennem en fælles forståelse mellem Rusland og EU (og NATO). Både Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski – begge kendte koldkrigere – har gjort opmærksom på det umulige i, at Ukraine enten kommer helt ind i den russiske fold eller helt ind i den europæiske. Det vil i givet fald splitte landet. Landet er kulturelt og etnisk delt i en østlig russisk-domineret og vestlig ukrainsk del. Som nation hænger landet ikke sammen, har ikke nogen samlende fortælling – og har ikke på noget tidspunkt haft en samlende leder. Det forklarer i et vist omfang det kiksede ved den ukrainske stat.
EU-politikerne med EU's udenrigsminister Catherina Ashton i spidsen valgte altså at afvise tilbuddet om trepartsforhandlinger med Rusland og Ukraine. Til fordel for hvad? Ja, det blev klart de følgende måneder. EU-politikerne satsede entydigt på Maidan-demonstrationerne – på den store plads i Kievs centrum. Måske rørte det nogle af EU-politikerne, at folk på gaden var begejstrede for EU, viftede med bannere helt frivilligt. Det er vi ikke direkte forvænt med i EU-landenes hovedstæder. Men linjen var klar: EU støttede et regimeskifte, og endda et regimeskifte fra en regering, som var demokratisk valgt. Hvorfor mon? EU ønskede som nævnt ikke at optage Ukraine, men EU ønskede heller ikke, at Ukraine skulle falde til Rusland. EU ønskede altså at sætte en kæp i hjulet på
Ruslands planer om en toldunion. Rusland må ikke blive for stærkt! Anden logik er vanskelig at få øje på.
Maidan-bevægelsen
Tingene begyndte at udvikle sig på Maidan Pladsen. Efterhånden kunne man se de forskellige segmenter af demonstranter. Vestlige journalister elskede det unge segment, som håbede på at EU ville give dem arbejdspladser og uddannelse. De ville være en del af det europæiske fællesskab med de fine værdier logoer, flag, hymner m.m. De unge ukrainere havde ikke megen kontakt med
virkeligheden. 10 år forinden gennemlevede Ukraine den Orange Revolution, som angiveligt skulle skabe dette vestlige tilhørsforhold, som de unge drømte om. De store helte fra dengang: Viktor Jusjenko og Julia Timosjenko stod som det smukke ukrainske par i disse år med et perspektiv som det baltiske. Gennem lidelser og ofre under russisk dominans ville de bringe Ukraine ind i den
europæiske familie. Men hvorfor bragte Jusjenko så ikke Ukraine ind i EU på dette tidspunkt? Fordi EU ikke ønskede Ukraine, og fordi de vestlige orienterede ledere var ligeså korrupte som de østligt orienterede ledere. Det er den barske virkelighed. Få år senere var drømmen under alle
omstændigheder brudt helt sammen. De to var dybt splittede. Timosjenko havde desuden beriget sig på bedste oligark-vis i samarbejde med russere, hun havde stukket mange millioner i egen lomme og været involveret i meget lyssky affærer. Med andre ord: vestvendte politikere er ikke garant for opgør med korruption og misregimente.
Et andet segment viste sig i stærkt stigende grad på Maidan Pladsen. For det første var der Fædrelandspartiet, det var den fængslede Julia Timosjenkos parti, og lederen var den unge nyliberale bankmand Arsenij Jatsenjuk. Dette partis linje var klar, EU-tilknytning, privatisering og IMF lån med bl.a. pant i statslige virksomheder. Men helt andre bevægelser viste sig også og kom snart til helt at dominere Maidan. Det var partiet Svoboda samt den paramilitære gruppe Pravyi- sektor, som betyder Højre-sektoren. Partiet Svoboda er oprindeligt dannet som et socialt
nationalistisk parti - i 2004 tog det navneforandring til Svoboda (betyder Frihed), som lød lidt bedre i vestlige ører. Partiets leder Oleh Tjahnibok er fra den vestlige del af Ukraine og partiet står for en ekstremt nationalistisk orientering. Svoboda har kontakter til NPD i Tyskland og skandinaviske halvfascistiske bevægelser. Partiet ønsker at bekæmpe alt russisk og skabe en enhedsstat, hvor ukrainsk er det eneste talte sprog, at forbyde organisationer og medier, som er russisk venlige, og desuden at retsforfølge politikere, som har forfulgt russiske interesser. Historisk orienterer partiet sig efter berygtede skikkelser som bl.a. Stepan Bandera, som under 2. Verdenskrig var aktiv i bekæmpelse ikke bare af Sovjetmagten men også af jøder, russere, polakker ikke mindst, ungarer m.m. I december 2012 vedtog EU-parlamentet en udtalelse, hvor de advarede mod partiet og karakteriserede det som ”ekstremt nationalistisk, antisemitisk og xenofobisk”. Ironisk nok er Svoboda ikke en varm tilhænger af EU.
Den anden aktør på Maidan Pladsen var Højre Sektoren. Lederen var Dmitro Jarosj. Denne
organisation er den egentlige muskel bag den ukrainske revolution. Jarosj’s folk er bevæbnede, han selv har givet udtryk for nødvendigheden af en krig mod Rusland. Højre Sektoren besatte
regeringsbygninger, patruljerede inde det ukrainske parlament og opførte sig voldeligt og i det hele taget i modstrid med alt, hvad der står i lærebøger om vestligt demokrati og retslighed. Det var også denne sektion, som fremstillede bomber, som forsynede Maidan med våben i en ekstremt
nationalistisk sags tjeneste. Det var i realiteten også dem, som vesten støttede, satte deres lid og forhåbninger til. Udtalelser om Svoboda og Højre Sektor-folkene som kryptofascistiske blev uden et ord afvist af vestlige politikere som russisk propaganda, flere lod sig fotografere sammen med dem. I det hele taget kom der i disse måneder en strøm af vestlige politikere til Maidan for at give moralsk støtte. Russerne holdt sig helt tilbage, men kritiserede dog de vestlige politikere for at blande sig i et andet lands interne affærer.
Væbnet revolution
Temmelig forudsigeligt eskalerede situationen på Maidan. Der var absolut ikke tale om ’fredelige demonstrerende’, som mange vestlige politikere påstod - formentlig mod bedre vidende.
Demonstrationerne kunne ikke sammenlignes med demonstrationer i vestlige lande. Der var tale om stærkt bevæbnede grupper med en mere end almindelig betænkelig dagsorden. Tingene tog fart i løbet af februar måned. Flere og flere drab på civile men også på politifolk skræmte EU-politikerne.
Et forsøg på mægling kom d. 21. februar, hvor udenrigsministre fra tre EU-lande fik en aftale på plads mellem Maidan og Janukovitj, som etablerede et politisk kompromis. Det indebar nyvalg til både parlamentet og præsidentposten i løbet af efteråret 2014, en ændring af forfatningen og andre ting. Vladimir Putin havde lagt pres på Janukovitj for at underskrive aftalen. Men man havde ikke taget Maidan ordentligt i ed, i hvert fald ikke Højre Sektoren. De afviste aftalen og gik til handling.
De tog sagen i egen hånd. Hændelsesforløbet er ikke helt præcist kortlagt, men Højre Sektoren
fjernede i hvert fald regeringen og præsidenten. Janukovitj og andre medlemmer af regeringen flygtede og påstod, at de var truede på livet, hvilket lyder sandsynligt. Janukovitj blev afsat helt i modstrid med den ukrainske forfatning. Ændringen af forfatningen var også forfatningsstridig.
Ny regering og præsident
En ny præsident og regering kom til. Præsident blev Aleksander Turtjinov, og statsminister blev den unge liberale bankmand Arsenij Jatsenjuk. Medlemmer af den nye regering kom fra det liberale Fædrelandsparti, men mange tunge poster blev besat af Svoboda partiet og Højre Sektionen. Den første beslutning, som den ny regering vedtog, var at fjerne status for det russiske sprog. En grotesk beslutning, hvis hensigten skulle være at styrke statens enhed. Selv om den nye præsident afviste at underskrive beslutningen, var man i den østlige og sydlige del af Ukraine forfærdede. De havde allerede set, hvordan den regering og den præsident, som ikke mindst sad på deres stemmer, var blevet fjernet ved, hvad man kan kalde et militært kup. Og denne kup-regering udnævnte dem allerede til fjender. Og nu begyndte østukrainerne også deres egne små Maidan-møder.
Lokalregeringen på Krim gjorde ansatser til at iværksætte en folkeafstemning om tilhørsforhold til Rusland. Det er et ønske, som er meget ældre en Maidan konflikten. Det handler ikke kun om flådestationen, som er uhyre vigtig for Rusland, men befolkningen er grundlæggende russisk sindede – og har reelt altid været det. Som den nye statsminister på Krim, Sergej Aksjonov, sagde det i et TV-interview: ”Der eksisterer ikke retsstatslighed i Kiev længere. Der er ikke nogen forfatning at overtræde, den er sat ud af kraft og den nuværende politiske ledelse er ikke lovlig.
Derfor har vi ret til at gøre, som vi gør”.
I den østlige del af Ukraine er der et forhøjet spændingsniveau. Mange bevæbnede Højre Sektor folk er kommet derud for angiveligt at skabe orden i en overvejende russisk-talende og russisk-sindet region. Det har givet og giver stadig mange sammenstød. Det er specielt Højre Sektorens folk, som går rundt og tager sagen i egen hånd, som f.eks. da næstformanden for parlamentets kommission for pressefrihed gennembankede en TV-direktør, fordi han havde vist et klip fra en tale af Putin. TV- direktøren fik brækket kraveben og næse. De lagde selv afstraffelsen ud på nettet, hvor jeg har set den. Der er masser af sådanne eksempler, som burde få pæne vestlige politikere til at gyse. I skrivende stund udvikler situationen sig hele tiden, hver gang jeg ser TV.
Man skal også huske på, at spændingerne ikke kun er etniske og sproglige. Det østlige Ukraine er hjemsted for Ukraines industribælte. Den del af landet står for den største del af BNP og for en meget stor del af eksporten. Lang det meste, som produceres i det østlige Ukraine, eksporteres til Rusland. Et EU-medlemskab vil alt andet lige skade dem betydeligt og formentlig skabe en stor arbejdsløshed.
Hvad der vil ske i den nærmeste fremtid er ikke så rart at tænke på. Der er alt for meget deja vu fra Jugoslavien-krigene. En ’failed state’ med et svagt og korrupt statsapparat, økonomisk og social opløsning og stigende etnisk polarisering var elementer fra 1980’ernes Jugoslavien, som bidrog til både opløsning og borgerkrig.
Så Ukraine er præget af en dyb ustabilitet. Spørgsmålet er, om situationen er det, som EU ønskede.
Et ustabilt Ukraine med meget lange udsigter til en afbalanceret økonomisk vækst og social udvikling det er i hvert fald det reelle resultat. Til gengæld er krigsspøgelset rykket betydeligt nærmere. Vi taler en evt. borgerkrig, hvor Rusland er involveret, og så er perspektivet meget mere skræmmende end Jugoslavienskrigene i al deres gru. Ultimativt er der atomvåben i spil. Men mindre kan også gøre det. Højre Sektoren siges at have inspiceret lagre med kemisk krigsførelse i Ukraine.
Nogle af Højre Sektorens folk er blevet arresteret i Rusland. Det er den mest truende situation nogen sinde siden 2. verdenskrig. Det groteske er, at hvis det ukrainske scenarie fortsætter ad den skræmmende vej, som jeg har skitseret, så vil EU-landene og USA antageligt blive ved med at straffe
Rusland – og på den måde forværre mulighederne for at løse Ukraine krisen ad fredelig vej.
Ruslands ansvar og position
Men hvad med Ruslands ansvar, er det ikke Rusland, som med annekteringen af Krim har brudt alle internationale normer og dermed truet de vestlige landes frihed? For det første: Rusland har lige som andre lande - og ikke mindst store lande - bestemte nationale interesser. I hvert fald accepterer vi reelt, at USA og NATO-landene har ret til at definere deres sikkerhed og at gå ind i lande uden accept fra de pågældende landes regeringer samt at ændre landegrænser igen uden at spørge regeringerne. Jeg nævner bare bombningerne af Serbien i 1999, aktiv støtte til Kosovos
selvstændighed fra Serbien under den serbiske regerings protest, Irak, Afghanistan, Libyen osv. Alt sammen er det eksempler på, at store magter definerer deres sikkerhedsmæssige interesser og handler ud fra disse på trods af et teoretisk folkeretsligt og FN-mandat. Så moralsk set er NATO og USA ikke i en position til at fordømme andre.
Rusland har været påfaldende tilbageholdende under hele Maidan perioden. Rusland er ikke gået ind i Øst Ukraine. Rusland accepterede anmodningen fra Krims folkevalgte forsamling om at blive optaget i den russiske føderation. En hjørnesten i Ruslands sikkerhedspolitik er modstanden mod NATO’s udvidelse i det tidligere sovjetiske magtområde. Russerne har ingen tillid til NATO, langt det store flertal af russere synes, at NATO skulle have opløst sig selv sammen med Sovjetunionen.
Ukrainsk og georgisk NATO-medlemskab er et ekstremt skrækbillede for russerne. Jeg boede i Rusland i foråret 1999, da NATO bombede Serbien. Det blev vist i russisk TV og skolebørn tegnede billeder af situationen. Det er det russiske prisme på situationen. Russerne vil risikere en krig pga.
Krim, vil EU og NATO det? Nej, det er ikke så vigtigt for os.
På Krim afholdt man da i det mindste en folkeafstemning, de færreste vil formentlig påstå, at et stort flertal af Krims befolkning ikke ønsker at komme ind i Rusland. Folkeafstemninger holdt man ikke i Jugoslavien, da grænserne blev trukket, heller ikke i Kosovo. International ret åbner faktisk op for, at områder kan vælge sig ud af en stat, det skete i Kosovo, og det kan ikke udelukkes, at det vil kunne ske i tilfældet Krim. At beskrive situationen, som om russerne invaderede et område mod befolkningens vilje, er under ingen omstændigheder dækkende.
Løsninger?
Så hvor ligger løsningen på hele den komplekse situation i Ukraine? Der er flere planer. For det første er der det geopolitiske aspekt. EU og NATO-landene har vægret sig ved at anerkende Rusland som en stormagt med egne interesser. Rusland er ikke den dikkende lammehale, som det på mange måder var i 1990´erne. Fra 1999 har Rusland ændret både syn på Vesten og på sin egen rolle i den globale verden. Og det har ikke noget med personen Putin at gøre, selv om han personificerer ændringen. Ændringen har en meget bred opbakning i det russiske samfund – både i elite og befolkning. Russerne har mistanke om, at EU er et forværelse til det NATO-medlemskab, som de er så voldsomme modstandere af. Henry Kissinger mener, at Krim er russisk interesseområde, lige som den østlige del af Ukraine er det. Det virker absurd, når især USA kritiserer Rusland for at have interesser i grænseområderne. USA har lige siden Monroe-doktrinen i 1823 nærmest forbudt andre større magter at have interesseområder på det amerikanske kontinent. Under Cuba-krisen i 1961 var USA nærmest klar til at tage en atomkrig på sagen. Man skal også være opmærksom på, at The World Community, bestående især af NATO-landene ikke tæller de fleste mennesker i verden. Indien støttede Rusland og Kina forholdt sig neutral, og her taler vi om ca. 2½ mia. mennesker, og vi taler om lande, som er betydeligt stærkere end for 10-15 år siden.
EU opnår ikke noget positivt ved en deltagelse i sanktionerne mod Rusland. Tværtimod vil EU- landene skyde sig selv i foden, fordi USA og især Kina vil nyde godt af splittelse mellem Rusland og EU. Så for EU haster det med at få genetableret kontakter til Rusland - af økonomiske,
sikkerhedspolitiske og politiske grunde. En aftale mellem EU og Rusland om, at Ukraine forbliver
neutralt - altså ikke medlem af NATO - kunne være et forslag i forlængelse af Kissingers
pragmatiske analyse og et opgør med den håbløse linje, som Catherine Ashton lagde i november 2013.
På den korte bane handler det om at få stabiliseret den ukrainske regering. Og det sker bestemt ikke i øjeblikket med Højre Sektoren i fuld bevæbning på Maidan og rundt om i landet. Mange af de bevæbnede medlemmer er ved at gå over til regulær berigelseskriminalitet. Men det er jo
revolutionens avantgarde, gjort stuerene af EU og USA's stiltiende accept. At afvæbne dem bliver en ganske vanskelig sag. Det ukrainske politi er lige begyndt at stoppe deres aktiviteter, og det kan ikke undgå at blive blodigt. Maidan folket har allerede angrebet det nye parlament og smadret ruder, lige som der har været skudvekslinger. En indrømmelse af, at EU-politikerne begik en undladelsessynd ved at acceptere de højreradikale, ville være ganske klædeligt. En forståelse mellem EU og Rusland ville lette en stabilisering af Ukraine. For det er i høj grad stormagtsspillet, som har bidraget til at splitte landet. Jeg sætter også lidt håb til OSCE-organisationen, der som konfliktforebyggende organisation bør få en større rolle i Ukraine – især bør der være fokus på situationen i den østlige del af Ukraine. Den idiotiske nationaliseringspolitik, hvor man er begyndt at omskrive historiebøgerne, fjerne statuer af f.eks. russiske forfattere og opsætte statuer af
kontroversielle vestukrainske politikere fra 2. verdenskrig, bør der gribes ind over for. Alternativet er en udvikling á la den, som vi kender fra Kroatien, Bosnien og Kosovo.
Sanktionerne fører det forkerte sted hen. Det gælder både for forholdet mellem Rusland og EU og for selve Ukraine, som vil lide specielt meget under hele denne politik.
