Flygtninge i Holsted og Aastrup
AfL. G.Ipsen
Ifortsættelse afartiklerne iårgangene1984 til 1986om»Flygtningelejre i Ribeamtefter 1945«
bringes i denneårgangen beretningom flygtningelejrene ved Holsted/Aastrup Det doku¬
mentariskemateriale, dererlagt til grund for beretningenerbeklageligvismegetfragmenta¬
risk ogufuldstændigt;mangearkivaliereriårenes løb forsvundeteller blevettilintetgjort.
Skulle denne artikel medvirketil,atsupplerende dokumentation kommer frem i dagens lys,
erBlåvandshuklokalhistoriske arkivmegetinteresseret iathørenærmereherom.
Islutningen afmarts1945komde førsteflygt¬
ninge til Holsted; de blev indkvarteretpåEf¬
terskolen (ungdomsskolen) ogTeknisk skole (SiD), desuden blev der oprettetlazaret i pri¬
vatehjem. I Holsted byvarder indledningsvis
216 ogiFøvling27,dels i forsamlingshuset (nu nedrevet) dels på enejendom i Bobøl. Flygt¬
ningene var overvejende gamle mænd, kvin¬
der ogbørn, som i første omgangikke blev modtaget med åbne arme. Efterhånden ac¬
cepterede man,atdeogsåvar mennesker,og mennesker inød. -
Administrator for flygtningene i Holste¬
dområdetvardaværende kæmner A. A. Niel¬
sen. Desværre er der ikke bevaret arkivalier
fra denneadministration, der kanbelyse for¬
holdene; men på lokalhistorisk arkiv i Hol¬
sted findes bl.a.nogle lærebøger,der blevan¬
vendt i den skoleundervisning, som hurtigt
blev etableret.
En af de ting man frygtede i forbindelse
med de tyske flygtninges ophold i Danmark
var, at de kunne medbringe smitsommesyg¬
domme, der kunne bredesig ilokalbefolknin¬
gen. Påetvist tidspunkt opskræmtes befolk¬
ningenafentarmsygdomsepidemi,ogdetgav
anledning til en inspektion i lejren, hvorfra
»Vestkysten« den 14. september 1945 bragte følgende artikel:
Flygtninge-Lejren bør Hyttes fra Holsted By
Megen Utilfredshed med,atder ikke holdes ordentlig Opsyn med Lejren,hvissanitære
Forhold ikkeergode
Flygtningenekunde Byttestiltoubenyttede Barakkeri Aastrup
Beboerne i HolstedByer—som vi omtalte
forleden—megetopskræmteoverden Tarm¬
sygdom-Epidemi, der raser i Byen og dens Omegn,ogsomallerede har kostetflere Men¬
neskeliv. Derermegen Utilfredshed med, at det civile Luftværn, som har Tilsynet med
Flygtningelejrene,tillader,atderfindesto tys¬
keFlygtningelejremidt i Byen uden Bevogt¬
ningog—ihvertFald for denenes Vedkom¬
mende — højst utilfredsstillende sanitære Foranstaltninger. Deterikke bevist,atEpide¬
mien stammer fra Flygtninge Der har ikke
kunnet paavises Tyfus-, Paratyfus- eller Dysenteri-Baciller, men nye Prøver er ind¬
sendt tilSeruminstituttet,og manventerSvar
derfra hverDag.
EtBesøgi Lejren
Viaflagde i GaaretBesøg i Holsted, hvorvi
badBylederen inden for Modstandsbevægel¬
sen,LandinspektørJørgensen, om atvise os
Flygtningelejrene Landinspektør Jørgensen
har selv for otte Dage siden mistet sin lille 2'A-aarige DatterpaaGrund af den ukendte Tarmsygdom.
Sammen besøgte vi Cold Mortensen, Hol¬
sted, der har haftetParhundredeMavesyg¬
domme tilBehandlingiden sidste Tid.
—Defleste Tilfældeerganske lette, udtaler Lægen — og minder fuldstændig om de
Aastrup
Kolorine-Tilfælde, der saa ofte forekommer paadenne Aarstid. Men der harværetenkelte megetsværeTilfælde iblandt, ogaf disse har
femmedført Døden. I detreTilfældevardet Børn, de toandrevar en midaldrendeKone, derdøde treDagefør sit Sølvbryllup, og en
gammelmand.
Sygdommens Art ikke fastlagt
— Mener De, at Smitten kommer fra Flygtninge-Lejren?spørgervi Lægen.
—Sygdommens Arterikke klarlagt, ogde hygiejniske Forhold i Flygtningelejrene eraf
ensaadanBeskaffenhed,atder særdeles let vil kunne spredes en Epidemi derfra. Men jeg
trorsom Dr. Turgeniusfra Seruminstituttet,
somforledenvarherovre foratsepaa.Forhol¬
dene, at Epidemi fra Flygtnings-Lejrene —
Flygtningelejrenesplacering iHolstedby.
med de sanitære Forhold, der findes og de meget vidstrakteSmittemuligheder, der der¬
veder—vildeblivelangtmereondartetend
dennuværendeEnvirkelig Tyfus- eller Dysen¬
teri-Epidemi vilde blive katastrofal underde
herskende Forhold.
Renligheden indvendigt i Husetharnatur¬
ligvis mindre Interessefor de omkringboen¬
de end »Udenomsbekvemmelighederne«,
somstinkerlangt bort. Dertil kommer,atAf¬
løbetfra Køkkenet siver bort fraHuset i en aaben Rende
Flygtningenegaarogkommersomde vil
Det værsteerimidlertid, at deroverhovedet ingen Isoleringfinder Sted af Tyskerne Der
findes nokOpslagom,atde ikkemaa gaaud,
men detanfægter dem ikke detfjerneste De
færdes ude baade vedDagogved Nat.
Bylederenfortalteos, manhavegrebetnog¬
le afFlygtningepigeme i at holde en Slags
Bordel uden forByen, ogdererdesværreen
DelMænd, der interesserersig for dem.
Dereroverhovedetikke Vagt ved Lejrene,
og man har ingen Straffeforanstaltninger
overfordem, derovertræderUdgangsforbu¬
det. Selvfølgeligovertræder de det i vid Ud¬
strækning.
ToBarakker,der kunde tagesi Brug LandinspektørJørgensen bados se paatoBa¬
rakker, som Tyskerneharopført vedenNød¬
flyveplads i Aastrupen halv Snes Kilometer
fra Holsted. Han mente, at de udmærket
maatte kunne bruges som Lejr i Stedet for
Centrum af Holsted. Vi kørtesaa derud og fandt to udmærkede murede Barakker med
Eternit-Tag. I hver Barakvarderstørre ogmin¬
dreVærelser, hver med KomfurogKakkelovn,
udmærketegnettil Flygtninge-Beboelse Der mangler blot nogle Ruder i Vinduerne, forat
derkan skeIndflytning. MidtpaaGaardsplad-
senfindesenBrønd og enPumpe
DerermindstenKilometer til dennærme¬
steNabo,saaher vilFlygtningene ikke kunne
gøre Fortræd. Der vil ikke være overdaadig
Plads til200Personer,mende vil kunnevære derligesaavel,somdekanværeide Bygnin¬
ger, denu har beslaglagt Og de vil her ikke
kunne betyde den Smittefare, de gør i Hol¬
sted, hvor de bor midtiByenogfærdestæt op ad Beboerne
Da vikørtetilbage til Holsted,saa vi ider-
kanten afByen fire kvindelige Flygtninge i
Færd medatplyndreetÆbletræ ienHaveud
mod Vejen. Det varhøjlys Dag men saa var Æblernenaturligvisogsaalettereatseendom Natten,somFlygtningene eller faar Skyld for
atbenytte til Togter i Haverne
I oktober 1945 blev flygtningene fra Hol¬
sted flyttet til den tidligere tyske nødflyvep-
lads vedAastrup, hvor de blev indkvarteret i
dederliggende barakker efteratdevarblevet nødtørftigt istandsat. Pastor Høgsbro Øster¬
gaard blev administrator for denne lejr og
som hjælper blev blandt flygtningene udpe¬
geten tidligere lærer fraKönigsbergområdet
hr. Karl Wallner.
Denne lejr eksisterede kun kort tid; i mid¬
ten afmartsmåned udsendte Luftværnskon-
toreti Ribeenkortfattet meddelelseom,at pr.
15.3.1946 erAastruplejren rømmet ogflygt¬
ningene overført tillejren ved Esbjerg.
Et kapitel i HolstedogAastrupvarslutog hos mangeidagmåskeenddagået i glemme¬
bogen. Men hos den generation,somien mo¬
den alderoplevede besættelsestiden og den efterfølgende flygtningeperiode har den tid
efterladterindringer,somaldrig kan eller skal
viskes ud. I densammenhæng skylder vi efter¬
tidenatvideregive de oplevelserogerfaringer
vigjorde,når det gjaldt behandling afmenne-
Totyskeflygtningefamilier iAastruplejren (Marts1946)
Yderst tilhøjre Karl Wallner.
sker dervarinød. Fru ElisabethThygesen Kri¬
stensen, Gråsten, hvis far under krigen var
dyrlægeogformand for sundhedskommissio¬
nen, har skrevet følgende beretning, som - ikke mindstpåbaggrundafden eksisterende flygtningesituation - ikke kan undgåatsætte mangetanker i ganghos læseren:
Nårman følertrangtil atvideregivenoget afdet, som man har oplevet, erder nok en
ting, der ikkemå glemmes: værdien afvoreer¬
faringer kan vi ikke give videre efter forgodt¬
befindende. Vimåværeindforståetmed-vi li¬
denskabelige skyggemanere-atandre drager
det itvivl,sombetydersåmegetforos;måske
eraltdømt tilforgængelighed,ogvoreforsøg påatgøre nogetuforgængeligtermåske kun
etudtryk forethåbløstoprørmodnoget,som
vi i alhemmelighed erkendererforgæves. Al¬
ligevel trorjeg, atman sommetider skal give
efter fortrangen,ogdetfølgendeeretforsøg på at fastholde indtryk fra en periode, som
måske nok ergået i glemmebogen for de fle¬
ste.
I slutningen af Marts 1945 viste krigen en nyside afsit ansigt i Holsted. Selvom perio¬
denvarforløbet relativtfredeligt,såvarde fle¬
ste nok grundigttrætte af de tyske soldaters tilstedeværelse, der havde jo været nogen uafbrudt siden den 9.April, forskelligemæng¬
der, forskellige våbenarter, men altid afløste
detenehold detandet,ogstadig flere husevar blevetbeslaglagt.På detnævntetidspunktvar
byen og omegnen spækket med pansertrop¬
peri desorteuniformer,ognårmanlyttede til
denengelske radio, kundemanjoikke frigøre
Flygtningebaraki Aastrup(Marts 194Ö)
sigfor tankenom,atdekunde blivesatind iet afgørendeslagnetopomkring linienKolding- Esbjerg.Lydenaf soldaterstøvlervarefterhån¬
den blevetendel afdagligdagen,ikkemindst
nårmanboede iethus, derlåtætvedgaden.
Jegnævnerdet, fordi det faktiskvarlydenaf
helt andrefodtrin,derpå dennegråogkolde dagfik mig tilatseudogmødeetsyn, somjeg stadigkansefor mig. Trætte,med øjneder li¬
gesomikke ænsedeomgivelsernekomenlille
flok mennesker langsomt gående, slæbende påkufferterogbylter,ogbagest idetteoptog
komenhestevogn med deflygtninge,der hav¬
deværetforgamleogsvagelige til attilbage¬
lægge detre km fra stationen tilfods. At det
varflygtningevarikke tilat tagefejl af, selvom
vipådettidspunktnæppehavde hørtomdem
ogda slet ikke,atderskulde kommenogentil
Holsted.Jeg ved ikke nøjagtigt, hvor mange dervar,måskeca.50. Til fordel for demrøm¬
medesoldaternedettidligere bibliotek i Nør¬
regade, der i sin understeetageogsårumme¬
de tekniskskole,men bestemt ikkevarnogen
storbygning. Til atbegynde medtogværne¬
magtensig vel nok lidt af dem,menfa dageef¬
terbefrielsenvarde sidstetyske soldater væk,
ogsåmåtte de danske myndigheder træde til.
Minfarvari sinegenskab af dyrlæge formand
for den daværende sundhedskommission,og
somsådan måttehan iførste omgangovertage tilsynet med dem-jeg kom med hamsomtolk.
Havdemangåetmed den tanke,atnufiktys¬
kerne hvad de havdefortjent, såvardetsvært
atholde fastved den,nårmansåde forhold, de levedeunder. De havdetagoverhovedet, de
fikmad, dervaringen,der mishandlede dem
■menellers—Hvertaf desmårum varfyldtop med køjesenge, der stod så tæt, atbeboerne
næppekunde kommeomvedhverandre,som sengetøj tjente nogleelendige tyndegrå tæp¬
per. Om dagen frembød køjesengene den
enestesiddemulighed. Dervarnogle, der hav¬
de ondt af, at flygtningene på det tidspunkt giksåmegetude, menjegved ikke, hvor de i dagtimerne ellers skulde have gjort af sig selv
eller deresbørn.Bygningenvarkakkelovnsfy-
ret, ogde, der kundegå så langt, havde lovat samle brænde i Bjøvlund plantage, men det
varjo ikke store mængder, de kunde slæbe hjem, ogdetvaretstortproblem for dem at holde varmen og samtidig fa luftet ud i de
overbefolkede rum. Som sagt måtte de i be¬
gyndelsengå ud,ogmåskeblev der knytteten¬
kelte kontaktertillokalbefolkningen, isærvel
blandtbørnene,mendet skete nok i detskjul¬
te, ogda flygtningene senere blev overflyttet
til den nuværendeungdomskostskole,og ram¬
merne for deresbevægelsesfrihed blev stærkt
indskrænket,gik de ligesom i glemmebogen,
vel også fordi det drejede sig om stilfærdige mennesker, der ikke gav anledning til episo¬
der. Min farkomigennemsin stilling ikontakt
mednogleaf dem, fortrinsvis dem, derstod
for uddelingen af sæbe, levnedsmidler etc Blandt dem huskerjeg hr. Stepputatmed det
lille Hitleroverskæg. Jegtrornok, athan selv opfattede sig selv som en slags overflygtning
afen vis betydning. Efteralderen atdømme
kan han vist godtværeblevet brugt i »Folke¬
stormen«, men han havdealtså klaret frisag.
En hel anden type var hr. Neander, der var nervøs ogbeskeden,men ikke servil. Han og
hansnogetyngrekonevarmegettaknemmeli¬
ge over,atdeogderes lillebarn havdereddet
livet, så havde de desuden reddetnoget, der
for dembetød umådeligmeget ■ en samling
noder! Veden lejlighed hvor mineforældre -
deresmegetnationale sindelag tiltrods-hav-
de ladet deres gode hjerter løbeaf med dem
og en aften inviteret dette par hjem, vardet
for Neanders aftenens højdepunkt, atde fik lejlighed tilatbenyttevoresklaver. Despillede firhændigt-ogdetvarvirkeligen nydelseat høre dem spille, detvarmusik påetvirtuost plan. Hr. Neander hed John til fornavn, det
varhanganske stolt af, han havde noken op¬
rindelsemed rod i detskandinaviskeogtalte
faktisk ogsåetslagsskandinavisk. Hanhavde også andre talenter, han forærede mineforæl¬
dreennydelig akvarel afengårdi VesterHol¬
sted, den harjeg stadig. Til hjælp ved afvej¬
ningoguddelingaf deforskellige ting havde
de tomænd en ung pige, somjeg kom til at kende nærmere Det lå måske nok deri, at
manhavdemeretillid til enaf sin egen gene¬
ration,samtidig med atman ligesom kom til
at drage en sammenligning mellem vore skæbner. Elisabeth Selewskisskæbnevarmå¬
ske ikke så forskellig fra andre flygtninges -
måske heller ikke værre, men stillet overfor den med min egen tryggetilværelsesom bag¬
grund, kunde jeg ligesom ikke komme uden
omden. Somsagtvarvinæstenlige gamle. Eli¬
sabeths far havde været befragter i Danzig,
gennemsitarbejdevarhan kommeti kontakt
med mangeudefra,ogdethavdemåske givet
ham etandet syn på Nazismen. I hvert fald
havde hunaldrigværetmedlem afnogen na¬
zistiskorganisation.Hendessøstervardød af
tuberkulose,ogdethavdemankunnet bruge
til atholde E.udenforden tvungne tjeneste.
Faderenvarblevetindkaldtsom folkestorms- mand,ogda Elisabeth oghendes morFik be¬
skedom,atdehavdeenhalv timetilatkomme
vækfra dereshjemogforlade Danzig,nåede
dekun atlægge en seddel på køkkenbordet.
Han fik den nu aldrig, for inden krigen var forbi, var han død aftyfus. Hun ogjeg fik
snakketmegetsammen, ogafogtil lykkedes
detmigatfastukketsmåpakkertilhende, selv-
Flygtninge i
omjegmå indrømme,atjeg hvergang var ry¬
stende ræd for, at det skulde blive opdaget- detvarjostrengtforbudt-men alligevel føler jeg det den dag i dagsomenaf mine undladel¬
sessynder, atjeg ikke gjorde mere Men som førnævntblevflygtningens bevægelsesfrihed betydeligmereindskrænket,således måttede
ikkegåi kirkemere,ogdet har sikkertværet et
savnfor mangeaf dem, for ikke mindst de æl¬
dre syntes athente styrke i den danske guds¬
tjeneste; selvom demåskeikke forstodsåme¬
getaf den, følteman,atderesærbødige alvor
i kirken bundede iengammel rodfæstet kris¬
tendom. Man kan vel næppe forestille sig,
hvordan det har været at leve uden nogen form foråndeligpåvirkning-bøger, blade el¬
ler aviser eksisteredejoikke-ihvert fald ikke
idesmålejre Jeg havde nogle fa tyske bøger,
ogdemlånte jeg ud,men detvarjoså lidt,og
igen var der spørgsmålet om den strengere isolation, derjo desværreogsåvistesigathave
sin berettigelse, da der blandt flygtningene
udbrødenondartetDifteritis, der blandt sine ofreogså talte et dansk barn, hvis forældres
havestødte op til skolens. En skønne dagvar skolen tom, flygtningene var blevet flyttet, i
førsteomgangtil Aastrupogderfraseneretil
andrestørrelejre-tilbage blev fire, der havde
faet deres hvilested i Holsted, men ikke det sidste, for i 1966 blev deoverflyttet til Oksbøl
ogde beskedne gravstenerfjernede fra Hol¬
stedkirkegård-også den lille hvidemarmor¬
plade, der fortalte, at»hier ruhetunserSon-
nenschein BärbelGohl«, Bärbel blev vist kun omkringetår, såhendesmornåedeikkeatha¬
vesin solstråleretlænge. Sommetider passe¬
rernogle ansigterrevyforen,nårmantænker påden tid. Hvad blev der af lille Dieter, der i
sin lille hættefrakkesom enlille nisse charme¬
redesigind hosfolk i byen,ogden høje gamle
aristokratiske mand-af folk ibyen døbtgre¬
ven, der altidgik alene - hvad skete der med
ham? Hjemkom jo ingen af flygtningene, og det var vel det bitreste ved den skæbne, der blev dem til del.
Derergåetmangeårsiden den tid,og man¬
getingergået i glemmebogen,mendajeg stif¬
tede bekendtskab med Arne Gammelgårds bog »Mennesker i Malstrøm«, dukkedemeget opigen. Egendigharjeg fundetmegetfamen¬
nesker, der har interesseretsig for dennespe¬
cielle side afbesættelsestiden, ogdetgavmig anledningtil atanalysere mineegne følelser
ogmin indstilling til dette problem. Detvar
dengang som nu en ambivalent holdning,
manhavde til dettespørgsmål-manstod med
envidenomNazityskland,som5års besættel¬
se havde givet, med forbindelserne til mod¬
standsbevægelsen • og med skrækken for at blive»hængtud«ogdeevt.følger heraf-ogpå
den anden sidevarder denrentmenneskeli¬
geside afsagen.Jeg har aldrig rigtigt kunnet
klarebegreberne kollektiv skyld ogkollektiv
straf-mankunnemåskenok sede 1400 pan¬
sersoldatersom enforhadtenhed, men over¬
for de enkelteflygtningeskæbnervardetsvært
atopretholde gengældelsestanken. Kaj Munk siger ietaf sine breve »Jeg har altid holdt med
taberne«.Jegtrornok, atjegmere eller min¬
dre bevidstføltenogetafden tanke, samtidig
med atjeg f.eks. måtte spørge, hvorfor Elisa¬
bethSelewski ogikke jeg blevramt af denne
skæbne. I medlidenheden blandede sigogså
skamfuldhedenover ensegenmangelpåmod
tilatgøre mere-en følelse, der faktisk endnu
dendag i dag sidderså dybt ien,atmanånde¬
lig talt »kigger sig omkring«, inden man ved¬
går sin interesse for den side af besættelsesti¬
den.
LeifGuldmannIpsen,f. 1922,pens.oberstløjtnant, kom¬
mandant i Oksbøllejren 1977-1982, Krarupsvej 7, 6840 Oksbøl. Hartidl. skrevet»Oksbøllejrengennem 50år«
(1979)ogflere artikler til »Fra Ribe Amt«.
