Det koster bajere!

Det koster bajere!

Af

Bregenhøj

Det var engang for etpar år siden atjeg kom i en underlig situation. Pinligt

nærmest, overrumplende og blokerende. Jeg har det med at huske den slags situationer,de dukker opaf sig selv medmellemrum, og så vender og drejer jeg problemerne, og undertiden finder jeg faktisk en løsning på dem flereår

efter.Og løsningen kommer når jeg mindstventerden,når jeg tænkerpånoget heltandet, nårjegeroptagetafethelt tredie problem,når jeg har oplevetnoget nyteller når jegerved atfalde isøvn. Dennegangvarjegoptaget afen teori,

en ide_om, at traditioner ^som i det ydre ikke ligner hinanden særligt meget, alligevelersymboler for ensartede menneskelige forhold^-deterligesommed

ordene»Geld«, »money« og »penge«, de lignerikke hinanden ret meget, men debetyder detsamme.Detvil sige,atmine ideer hjalp mig tilatforståetgam¬

melt problem, ogdeterdenne forståelse, somjeg egentlig vil beretteom.

Vel,mit problem startede medfølgende begivenhed: Somled i entv-udsen-

delse produceret af fjernsynets aktualitetsafdeling varjeg med et tv-filmhold

imarken, forjeg skulle sige nogle kloge ord i deretteetnologiske omgivelser.

Normalt har jeg ingen ting med tv at gøre, jeg var ny i gruppen, i en slags

»fremmedmiljø«. Fotografenoghans assistent havdesatkameraetop, og som interesseretamatørfotograf listede jeg mig til atkigge i objektivet. »Detkoster bajere!« lødenpå engangbebrejdendeogtriumferendestemme,»han kiggede

i kameraet!« Allesopmærksomhed rettedes mod mig, ogjegrødmedeog mum¬

ledenoget forvirret ^om, atjegbare ^var interesseret i at se baggrundsmotivet

foroptagelsen, ogfølte mig i øvrigt rigtig dum ogoverlistet. Menenregel^var

en regel, og til den lokale kros stegte rødspætter måtte jeg give en omgang.

Jeg blev imidlertidtrøstetmed, atvi kun var etlille 7 mands tv-holdogikke

et af de store som til direkte udsendelser. Og derpå diskede tv-folkene op med andreregler afsammeskuffe,somviste hvad manmåtte eller måskemest hvadman ikkemåtte, nårmanvarmedlem afettv-hold. Og anretningen blev krydret med anekdoterompolitikereogandet godtfolk,som ogsåvarkommet galt afsted.

Hermedvarjegikke blottrøstet,jegvar nuogså indviet i^endel afettv-holds arbejdsform, ogjeg følte migmereakcepteret og merehjemme i gruppenend

tidligere. Ogjeg holdt kæftmed, at jeg i den pinlige situation et kort sekund

havde overvejet at nægte, for det ville sikkert have været meget uheldigt for

vort samarbejde. Ellers forløb alt uden skærmydsler, jeg var naturligvis lidt

mereforsigtig med hvad jeg foretog mig, og efter noglevellykkede optagelser togvi hjem i enmegetkammeratlig atmosfære.

Da jeg næste dagkom ud på Dansk Folkemindesamling berettede jeg om hændelsen,og det gav anledning til en diskussionom disse »fjollede reglers«

funktion. Det blev blandt andethævdet, atdet varfor at de alle kunnedrikke nogle flere bajere^-underforstået, end de var tørstige til. Derved blev det for

såvidt,menjeg kunne ikkebefrimig forenfornemmelse af,at den forklaring

ikke^var tilstrækkelig-jegkunne bare ikke formulere nogenanden funktion,

ogdet nagede mig.

En gangda ruelsen plagede migogjeg forsøgte atendevende problemetpå

ny, skrev jegomhændelsen til min søsteroghendes mand, ^som arbejder i den tidligere engelske koloni Kenya. Og jeg fik at vide i deressvar, atdet kendte

de godt, for hvis min søster viste sig i den lokale club, så skulle min svoger

giveenomgangtil alle nærværende medlemmer! Igen^en afdisse tåbelige regler

med samme konsekvens, en forsyndelse mod gruppens regler bødes med ^en

omgangtil gruppensmedlemmer. Men i sidste eksempel erdetklart, atreglen

ikke kunertil for omgangensskyld alene, menogså foratholde kvinder borte

fraklubben,som naturligvis efter engelsk forbillede^{er en ren}mandeklub. Men

hvisregleni dette tilfælde haren »fornuftig« årsag,så måtte der også findesen

regulærårsag i mit egentlige problem! Jegvarpå sporetafnoget.

01 som det egentlige motiv for reglen måtte forkastes, og jeg tænkte mit problem igennem igen og forsøgte at huske andre af de eksempler, som tv- folkene berettede. Mine fornyede overvejelser ledte til følgende resultat: Hvis

vi havde haften traditionsoptegnelse, så havde den måskeset sådan ud: Den

som kigger i filmkameraets objektiv skal give en omgang. Det kan vi over¬

sættetilmerealmene termer,f. eks.: Dender overtrædergruppensreglerbliver

straffet. Et typisk eksempel med direkte tilknytning til nærværende problem

erdetkryptogramsomståratlæse i bl.a. ennordkøbenhavnsk bar: DDSSGEO,

den der spørger,skal give enomgang! Vikender også fra folkeminderne regler

som: Den der_syr i julen får buldne fingre. Baggrunden for denne sidste regel

eri korthed, at julen ^{var en} hellig periode, ^og for at vi kan erkende hellige perioder må de på håndfast vis skille sig fra dagligdags perioder, og derfor

skaber^man reglerder symboliserer helligdage gennem atforbyde arbejde som

erdagligdags.Menhvorfor hedder reglen ikke: Den der^syri julen skal giveen

omgang? Det erder flere grunde til, og en er, attraditionen atgiveomgange hører til et bestemt økonomisk system, der kræver kontanter eller dertil sva¬

rende midler. Ogdetvarpå den tid da reglen varaktuel i høj grad forbeholdt mænd,menssyningvarforbeholdt kvinder. En anden årsager,athelligdageer

indstiftet afguderne eller Gud, deter altså højeremagtersom har bestemt, at

manikke må _sy. Det er også højere magter som bestemmer hvem som skal

blive syge, og så har nogle snusfornuftige mennesker udlagt sagen således, at hvismansyr i julenså blivermannok straffet meden sygdom, oghvad er da

merenærliggende end atman stikker sigog fårenbulden finger? Mengrund¬

ideen er den samme: Den der overtræder gruppens (og Guds) regler bliver

straffet.

»Densomkigger i filmkameraets objektiv skal giveenomgang« eraltså i sin

form heltligandre reglersom vi kender frafolketraditionen.Men dener også

lidt anderledes somvi kanse, hvis vi ændrer lidtpå den: Manmåaldrig kigge

i filmkameraetsobjektiv, for så kommermantilatgiveenomgang.Forskellen ligger i, at der i det konkrete tilfælde ^er én undtagelse, »man« er alle andre

endfilmfotografen! Og sådanvarprincippet også imangeaf deandre»fjollede regler«somtv-folkenegengav.

Detfører til følgende tolkning: Når produceren har fortalt teknikerne, hvori

opgaven består, og hvilket indtryk han vil give seerne, så er alle indforstået med,atdeyder deres bedste,ogingen behøver frygte, atandreholdmedlemmer

skalkigge dem overskulderen. Ideologien i denne regel kan altså udtrykkes

således: Vi er suveræne på hver vort tekniske felt, og det er en indiskutabel forudsætning for atvi kan fungere sammen. Eller sådan: Vi er afhængige af hinanden,fordi viproducereren vare,der kræver fleremenneskersforskellige

tekniske fagkundskaber. Dette betyder også, at reglen er en »kodificering« af almindelig fagforeningspolitik. Konklusionen måtte blive,atdeuskrevneregler

som tv-folkene berettede om i almindelighed, og den som jeg blev offerfor

i særdeleshed, erudformet sådan, atde forhindrer tv-holdets medlemmer i at blandesig ihinandens fagområde^-d.v. s. dette erreglensegentlige funktion.

Nu vardergået hul på bylden, reglenvar ikke længereufornuftigog fjollet,

og så kom deren massebiomstændigheder flydende så der efterhånden dan¬

nedes et hele. Der kunne nemlig også på anden måde argumenteres mod, at reglen fungerersom enundskyldning foratdrikkeover tørsten:Fordetførste

forklarer en sådantolkning ikke, hvorfor der altid erénpå holdet, som disse regler ikke gælder. For det andet forklarer tolkningen kun delvis, at det som oftestgår ud over nyemedlemmer i gruppen. Jegvar udenforstående og der¬

medet»letoffer«, fordijeg ikke kendte reglerne,menhvis detvarfor bajernes skyld, så kunne de da have lavet en masse åndssvage regler, som udenfor¬

stående med 100 °/osikkerhed villeovertræde, ogsåvar det jo enrigtigfidus.

Men når man først kendte én regel, så kendte ^man også princippet i mange andre, så fraetdruk-synspunkt ville detvære en dårlig regel. Reglenfungerer

meget bedre som et optagelsesritual: Enhver som er ny i en gruppe vil ^nære

envisusikkerhed medhensyn tilgruppens spilleregler, menhar hanførst fået

en over næsenog en forklaring, er han allerede lidt mere sikker og lidt mere

med. Enhver, som erny i^{en gruppe,} vil være entrussel og skal følespå tæn¬

derne^-kan han indordnesig under kollektivetsnormerellerej?

Min_svogerseksempelogkryptogrammet DDSSGEOerogså enillustration af, at det ^er gruppetilhørsforholdet der understreges. Min svoger skal ikke

komme med sine nordiske ideeromdemokrati ogligeberettigelse, entener han

medlem _ogoverholder reglerne, eller også først en advarende bøde ogderpå

udelukkelse efterjantelovens principper. En barerofteetstamværtshus, grup¬

per af kliker der kender hinandenogkommer der fordi desynes om selskabet

og stedet, det er deres værtshus, og så har de en hemmelighed sammen, de

kender kryptogrammet i modsætning til førstegangsgæster. Hvis det sociale

pres ertilstrækkeligtstortoghvisgruppen oggruppetilhørsforholdetertilstræk¬

kelig betydende ogforpligtende, så vilennyankommen klodrian give denfor¬

langteomgang-eller blive frosset ud.

Også tv-folkene antydede, at de havde midler til at fåkluddermikler til at makke ret,menmidlernevarret svære atskelne fra »tekniske uheld« med be¬

lysning, klipning, sminkning^oglignende,ogsåvardesådan indrettet,atofferet

først erkendte fadæsen, når udsendelsen gik i æteren. Men hvis offeretopfat¬

tedesammenhængen,varhan advaret forenandengangs skyld.

Men tv-folkene berettedeogså omreglerder næstenudelukkende varrettet mod aktualitetsafdelingens egne, og dette eksempeler endnumere »klassisk«

i sintilsyneladende fornuftsblottede udformning: Nårman erude medoptage¬

vognforatlavedirekte udsendelser, skalmangå ind i^vognenmedvenstreben først, ellers koster detenkassebajere.

Detserikkesærlig logisk ud, ogjeg har desværre ikke yderligereoplysninger

udover,atdirekte TV-A-udsendelserfratransmissionsvognerrelativt sjældne,

mankan til envis grad sige, at det er katastrofevognen somrykker ud. Men

det ^ertil gengæld etvæsentligt faktum. Er de uskrevne regler nemlig til daglig udtryk for gensidig afhængighed, så har man ikatastrofesituationen brug for yderliggående regler. Reglerne behøver ikke udtrykke dengensidige afhængig¬

hed direkte,mengørdet indirekte vedatunderstrege detextremei situationen

- manarbejder underpres ogalt skal fungereperfekt. Derforertabuerneogså

helt extraordinære og straffen tilsvarende høj. Hertil kommer, at nye TV-A-

folk veden sådanlejlighed kan få derestekniske ilddåb,^oghvis deså samtidig

gøretfejltrin når de entrertransmissionsvognen, er derekstra anledningtil at fejreetgodt resultat bagefter. Hermederde blevetindviede, deerblevetrigtige

medlemmer af aktualitetsafdelingen, ligesomman optages igruppenved først

atjokke ienkollegas spinatbed^ogderefter blive indviet iden uskrevnekodex.

Vi har således to normer hvis overtrædelse straffes: at krænke en kollegas

»suverænitet« _og at begå (symbolske) fejltrin ien presset situation- hvor alt

skal klappe første gang, fordi man ikke kan tage »scenen« om - det vil sige

hvor^manskal bevare hovedet koldt for enhverpris. Nyereetnologisk forskning

gørdet berettiget atkaldedisse normereller forbud for moderne tabuer, men

pladsen udelukkerenfyldig argumentation for dette standpunkt.

Menhvorfor netopbajere? Ja, her må vi nok førstselidtpå regler^ogstraf

foratovertræde dem ietalmentperspektiv. Vi vilstartemedenpåstand: Alle regler-skrevne såvelsomuskrevne^-erskabt af mennesker foratde kanholde

orden på dem selv ogderes omgivelser. Man får 20 kr. i bøde, hvis mangår

overfor rødt lys,menreglener lavet foratholde orden i dendel af vorestil¬

værelsesom udgøres af trafikken, ikke for atskaffe penge i statskassen. Det

sidsteeret»biprodukt«ogkunne lige så godt eller enddamererelevanterstat¬

tes af nogle timers tvunget trafikarbejde, som for eksempel »skolepatrulje«,

både ved skoler_ogved sportsbegivenhederogandre hal-arrangementer.Derfor

erreglernes funktionogstraf foratovertrædedemtovidtforskellige ting, som ikkebørsammenblandes.

Iældre tidvarretsmaskinerietmeresimpelt end i dag,menmåskeogsåmere

menneskeligt, specielt når vi tænker på forgangne tiderslandsbysamfund. Straf¬

fen foratovertrædegruppens normer varbøde inaturalier: atgiveenomgang til »fællesskabets« medlemmer. Islutningen af 1700tallethavde landsbylagene

i Skåne samme system: »De bøder eller 'vider' som bylaget modtog ... le¬

veredes in natura,i ølog brændevin« (1). Og den straffedevarselvmedtilat svinge krusene. Med denne skik kanvi sammenlignetraditionenatsendefolk

skæmtsomme »gaver« i juleperioden, for eksempel en halmdukke. Dukken

»sendtesnemlig aldrig ud udenatværeforsynet medetsåkaldtpas (skudsmål)

i lommen... Var der_{nogen som}havde lavettossestregerellergjortsigumulig,

så kunne han være sikkerpå, at han fik et ordentligt pas« (2), det vil sigeet sviendedårligt skudsmål,^enirettesættelse. Manforsøgteatfange giverenafen sådan traditionel irettesættelse, men ofte forsvandt denne imørket. Lykkedes

det imidlertid, så skulle den irettesatte modtager give traktering, og det var ofte brændevin.

Af ovenstående to eksempler kan vi udlede, atville man være med i fælles¬

skabet, var der ingen mulighed for at undslå sig. Til gengæld ser vi i første eksempel-i modsætning til det moderne samfundsstraffepraksis^-atsynderen

selv varmed ved bødens fortæring, manunderstregede således, at han stadig

varennødvendig del af helheden. Det er naturligvis også meningen i detmo¬

derne samfund,men manmangleri høj grad det synligebevis påatdetforhol¬

dersigsådan, det håndgribelige symbol fattes. Til det andet eksempelkan det bemærkes,atdet berettesomdisseirettesættelsestraditioner, atman varmeget ivrig efter atgive traktering. For sagen er, atmani al venskabelig munterhed

har fået en kammeratlig påmindelseom, atman som medlem af fællesskabet

er underlagt en vis gensidig kontrol. Ingen ved sin fornufts fulde brug ville

finde på at benægte dette, man ville tværtimod søge at bekræfte det ved at

»betale«somved andreslige påmindelser, det vil sige give hæderlig traktering

til _gavens eller hilsnens overbringer. Hvis dette mislykkedes havde man den mulighedatlade »Sorteper« gå videre, altså selvatdeltagesomkontrollantog eventueltfå traktering. At undlade at bringe gaven videre er et lige så stort brudpå fællesskabetsnormer somatundladeatgive traktering.

Men dissejuletraditioner harflereparallellermedvoremoderne tabuer. For eksempel fortælles det i nogle optegnelser udtrykkeligt, atdetvar enstorskam

at ladesig fange, når manhavde været ude med halmdukken eller en tilsva¬

rende traditionel hilsen. Dette kan vi tolkesom entilkendegivelse af, atdetvar

enstiltiendeoverenskomst,atmanhavderet ogpligt tilatøvegensidig kontrol

- et træk vi genfinder i små lokalsamfund, hvor alle kender alle, men ingen

kalder dette forhold ved sitrettenavn.Det anonymeikontrolforanstaltningerne

fremtræderogså ved,atdukkegiverne kunneværemaskerede, eller vedatstruk¬

tureltlignende skikke bestående afmaskeredes besøg i landsbyens huse havde

ogharsammefunktion. Som et næppe tilfældigt sammenfald hermedkandet

nævnes, at »det koster bajere« eller »manmå ikke ...« og lignende kan op¬

fattessom»anonyme«imperativer.

Ved disseårligt tilbagevendende statusopgørelservardissebesøg ellerhilsner

iøvrigt dobbelttydige, såledesatfor få eller formange henvendelser (irelation

tiletskønnetgennemsnit) varaf det onde.Såblevfolknervøseogtænkte hvad

de^{mon nu}havdegjort galt. Og deterklart udfra den tankegang,at etmedlem

af en gruppe, som aldrig bliver påmindet om, at han er en del af en helhed,

nemtkan tro, at de andre holder ham udenfor. Mens et medlem, somfår for

mangepåmindelser, føler, atdeandreerefter ham.

Disse få lighedspunkter mellem moderne taburegleroggamle skikke er her tilstrækkelige. Detgennemgående og fælles træk ergensidighed. Derfor er der

noget fundamentalt rigtigt og psykologisk tilfredsstillende ved, at man soner sinbrøde vedatgive øl eller anden trakteringtil dengruppe,man erafhængig

af. Selv om man er tvunget til at »give« en omgang, så er det positivt, at de

andre tager imod - for derved kan man forvente, at de også i påkommende

tilfældegiver. Og alleervidnerpå, atboden blevgivet ogaltgik for sig efter

fælles overenskomst. Alle kan dervedføledetbekræftet,atsynderen akcepterer reglerne, hvilket indebærer, at han anerkender vort fællesskab og dermed os

som sinevennerellerarbejdskammerater.

Idetøjeblikmanville opkræve bod i form afpenge, ville denpositivesociale

ogpsykologiske samværssituation gå i opløsning. Detteskyldes dels, at der er

knyttet helt forskellige associationer til detatbetaleenomgang ogdetatbetale

endaler til hvert medlem i gruppen, ogdels atdet medførerto vidtforskellige

»betalingssituationer«. I det første tilfælde får den dømte kvitteringer i kraft

afglade ansigter, fysisk nærhed, akcept og tryghed i gruppen, i detandet til-

fældefår hanetneutralttak udenafslappetsamvær,hvilket kan give anledning

til usikkerhed _og mistro. Hvorpå opløsningstendenserne holder deres sni¬

gende indtog.

Vedet tilfældegik det op for mig,at et gammelt personligt problem havde lighedspunkter med en del af mit øvrige forskningsmateriale. Og derfor blev jeg i stand tilatfortolkeogforklare problemet for mig selvoghermed forhå¬

bentligogså for Dem. Mange af de sider jeg har fremdraget kunne yderligere belyses med teoretiske overvejelser,men det vil jeg ventemed til jeghar fået

Deresoplevelse eller kommentar.

1 Orvar Löfgren: Arbetsgillen bland skånska bönder. Skånska årsfester, s. 17, udg. af

N.-A. Bringéus, Lund 1973. 2 N.-A. Bringéus: Låt osslustiga vara. Om skånska jul¬

upptåg. Skånska årsfester,s.165-67,udg.af N.-A.Bringéus, Lund1973.

Summary

A round

of beer

Thebackground for this investigation isanincident which happenedtothe authorafew

years ago. For the first time in his life he was to be interviewed for atelevision pro- gramme and had to this end accompanied a tv-team of technicians and a reporter to the locality in question, the island of Agersø where the DanishFolklore Archives had

done field work for _{3 years on} the local mumming tradition. During the preparation

for the interview the author looked into theobjective of the film camera and was im- mediately and muchtohis surprisefineda roundofbeer by the restof thegroup.The

actual "fautpas" and the punishmentseemed in some way out of proportion and the puzzlementturned intoascientific "why?"

Theanalysisof the incident rejects drinkingasbeing the underlyingreasonfor the rule

- rulesregulate human behaviourand donotin themselves produce anything.

Theproblem isseen interms of thenewcomerand thegroup.Theepisode gives the

groupachancetoexplain its rules,and thenewcomer getsthe opportunitytoshow that

heacceptsthe rules of thegroup.The particular rule "Youshallnotlook into theobjec¬

tive of the film camera!"and other such rules of television techniciansalways apply to allbutonememberandthuscodifythe division of labourinstitutionalized by thewor- kers' unions.The rule is termedamoderntaboo and functionsas aninitiationmechanism andamaintenance of everymanin his position.

Thereasonwhy all violationof such rules inevitably resultsinaroundor atreatseems tobea socio-psychologicalone.If oneaccepts the jurisdiction ofthe group and wants

to become or remain a member because membership is importantin various ways a round has evidentsymbolic values, indicating that the"sinner" is still necessaryto the

groupand the groupisnecessary totheindividual. This palpablesymbolic value seems tobe essential.