Livet paa
Fanø i Midten af forrige
Aarhundrede.
Af Etatsraadinde Sine Qodskesen (f) i København.
er er talt og skrevet skønne og dybe Ord om
Danmark, om vort lille Øland, svømmende i de
brusende Bølger, og disse Ord har prist alt, hvad det
rummer af mildt og fredeligt og af mørkt og ensomt
— og, i Sandhed, saa lille vort Land er, det ejer dog
mange Forskelligheder, og vi kan blive gamle, før vi
lærer at kende vort Fædreland rigtig til Bunds.
Jeg er kommen i Tanker om at ville skrive noget
om en enkelt Del deraf, som er ret ejendommelig, men indtil nu, i den allersidsteTid, har staaet som ukendt
for en stor Del af Befolkningen her i Landet. Det er den lille 0 Fanø, der ligger i Vesterhavet, ved den jyske Kyst, ikke langt fra Ribe.
Ja, det véd nu alle — og i de sidste Aar vides
det ogsaa baade her og i Udlandet, at Fanø har de dejlige Bade med det friskeste Bølgeslag og den blø¬
deste, skinnende hvide Sandbund, at man der kan bo
flot og bekvemt, faa udmærket Forplejning, høre stor¬
artet Musik, danse og more sig paa alle Maader i det
mest fashionable Selskab — kortsagt: opnaa alt, hvad
man ønsker sig — naar man kun har Penge nok til
at tilfredsstille Ønskerne.
Men i Midten af forrige Aarhundrede, da havde
122 SINE GODSKESEN
Fanø et ganske andet Udseende, og her saas ikke
mange Mennesker om Sommeren, ud over Øens egen
Befolkning, der levede paa sin ejendommelige Manér,
som den ogsaa, i Forbigaaende sagt, holdt for den
eneste rigtige, og for hvilken „Fastlandsfolkenes" Be¬
greber og Skikke stod langt tilbage. Talrig var Be¬
folkningen jo ikke, og meget sjælden forøgedes den
ved indvandrede fra Fastlandet, hvilke hovedsagelig
bestod af de faa Embedsfamilier, der jo som oftest
ikke opholdt sig mange Aar paa Øen.
Fanø er kun to Mil lang og ikke bred, og saa godt
som alle dens Indbyggere boede den Gang samlede
i to smaa Byer, Nordby paa Nordsiden, og Sønderho
paa den sydligste Spids. Imellem de to Byer laa kun
et Par Gaarde, hvis Ejere dyrkede Jorden og altsaa
holdt Heste og Vogn, der da kunde lejes af andre
Folk paa Øen. Kørevejen mellem Byerne gik gennem Midten af Landet, der for Størstedelen var bevokset
med Lyng; men vilde man gaa, hvad mange gjorde,
foretrakman oftest Vejen langs Strandkanten, da Sand¬
bunden her var haard og fast, og den tillige var smuk¬
kere. Indenfor den laa den hvide Klitrække, for en Del bevokset med Marehalm, der gav den et svagt blaaliggrønt Anstrøg. Denne Marehalm blev fredet
som et Middel mod Sandflugten, og den Mand, der
førte Opsyn med dette Arbejde, benævnedes „Helm- kongen", da Marehalmen kaldtes „Helm".
Post gik der daglig frem og tilbage mellem Byerne;
men den var gaaende hveranden Dag, og naar man altsaa fik Pakker fra Fastlandet til Sønderho, maatte de under Tiden ligge i Nordby til næste Dag. Man
sendte altid selv Bud paa Posthuset efter sin Post,
baade Breve, Aviser og Pakker, men ofte kom Budet
hjem med den Besked, at der kun var ,æLerre" — den
tomme Postsæk, — hvilket jo ikke var nogen opli¬
vende Meddelelse. Var man saa heldig at faa større Pakker, blev de altid „hjulede" hjem, og en Trillebør
—en „Bahr" —var et uundværligt Køretøj, som Kvin¬
derne haandterede med stor Flothed.
Mændene paa Fanø var næsten alle søfarende og havde deres egne Skibe, med hvilke de drog.ud om Foraaret i Fragtfart og vendte tilbage for at »lægge op" om Vinteren, da de saa boede hver i sit Hus, aldrig større end til én Familie. Foruden disse Skip¬
pere var der kun i hver By en Præst, en Degn og Skolelærer, en Toldembedsmand, en Krovært, et Par Købmænd og nogle Haandværkere samt desuden i Nordby: en Birkedommer, en Læge, en Apoteker, et
Par Lærere ved Navigationsskolen, en Grosserer og
Konsul, og en Snedker, der gjaldt for et stort Geni,
da han tillige var Fotograf. At Haandværkerne, der
oftest hørte til Øens almindelige Befolkning, beskæf¬
tigede sig med flere Slags Arbejder, var meget brugt,
da de mente derved bedre at kunne tilfredsstille alle;
men at det ikke altid lykkedes, bevistes en Gang af
en Snedker, da han skulde opsætte en Kakkelovn
hos en tilrejsende Familie. Det var en af de da bru¬
gelige Ovne med mange Etager, og den naaede, i den
lave Stue, næsten fra Gulv til Loft. Men da han en¬
delig havde fuldendt dette Kunstværk, for første Gang
i sit Liv, viste det sig, at der ikke kunde fyres i Ov¬
nen, fordi den var vendt paa Hovedet, saa den maatte tages ned og vendes først, hvilket han imidlertid fandt
saa ganske i sin Orden, at han dristig præsenterede
en Regning paa: at opsætte, „nerbrække" og igen op¬
sætte en Kakkelovn med alt Tilbehør.
124 SINE OODSKESEN
Foruden Distriktslægen i Nordby var der nu ogsaa
en Læge i Sønderho, men det var en af de gamle ty¬
ske Barberer, og han regnedes kun med i et Par spe¬
cielle Fag, hvori han sagdes at være dygtig; og da
han var gift med en Fanø Pige, var han som en af
Landets egne. Forøvrigt var han paa en Maade forud
for sin Tid, thi han paastod, at alle Sygdomme kom
„fra de smaa Wurmer", og den Teori havde ellers
endnu ingen hørt om — derfor betragtedes den ogsaa
som en fiks Idé af Manden, hvilken man velvillig holdt
ham til Gode.
Kun meget faa Huse afveg fra den almindelige Type, som i Nordby Kirken og Præstegaarden samt
enkelte af Embedsmændenes Privatboliger; i Sønderho
laa derimod alene Kroen som en Idyl i Ensformighe¬
den, midt i en blomstrende Have, helt op over Taget omslynget af Grønt og Roser, saa det var en Fryd for Øjet at dvæle ved denne Plet. Kirken derimod var jo
nok lidt større end et af Husene, hvorimod den ikke
udmærkede sig ved nogensomhelst Skønhed. Den var
ganske lav og havde intet Taarn; Taget var fra den
ene Gavl til den anden delt i to Dele, saa hver Gavl
havde to Tage. Dette havde dog heller ikke tilfreds¬
stillet Befolkningen, saa de havde allerede i 1779 faaet optaget Synsforretning over deres Kirke og deraf faaet
at vide, at hvis den skulde helt nedrives og opbygges igen, vilde det koste „den Sum" af 2502 Rdl. 4 #
12 p, og hvis den bedste Del fik Lov at blive staa- ende, vilde Udgiften blive 1766 Rdl. 1# 13 /?. Denne Opgørelse viser jo, hvor nøjsomme og smaaligt be¬
regnende Fanøboerne var, og man vil forstaa, hvor umaadelig den Sum maatte være for dem, hvorfor de
ogsaa i en Ansøgning „sukker og beder" Kongen om
125 at ville bidrage noget dertil „af høj kongelig Naade"
og „allernaadigt" selv bestemme, om Arbejdet skulde
gøres helt eller til Dels; dog tillader de sig „i al Yd¬
myghed" at formene, at det helst burde blive helt, da
„Gulvet er i Jorden og omtrent et Par Alen dybere
end Kjerkegaarden," hvorved, særdeles om Vinteren,
„naar Tøebrøde indfalder, Kjerkegulvet er overflødt medVand, der undertiden er saa høit, at der maa leg¬
ges Bredder at gaa paa; ja, det som endnu er det
allerværste, er, at naar Guds Tiennesten forrettes, og
Kjerken er fuld af Folk, dripper saa meget Vand fra heele Loftet," — vel nok for en Del paa Grund af
Tagets Bygning — „at Præsten og Menigheden bliver vaade, hvorved isærdeleshed Præsten og de som Gaa til Alters, og maa være der fra først til sidst, er fær¬
dig at tilsætte deres Helbred, da og Messeklæderne og Bøgerne idelig fordærves, hvortil kommer, at man mangen Gang kuns kan høre lidt af Prædiken, saasom Kjerkens Lavhed og megen fugt og Damp af Folk,
stæmmer Præstens Mæle og Udtale, ligesom ogsaa den idelige Drippen."
Det maa dog ikke have behaget Kongen i sin høje kongelige Naade, at Kirken helt skulde nedrives, thi henved 100 Aar derefter havde den endnu deto Tage,
hvilket dog senere er forandret.
De smaa Beboelseshuse lignede alle hinanden; de
var kun enetages og med Straatag og et lille Kvist¬
værelse i Gavlen under Taget, og de laa alle i én Ret¬
ning for Vind og Vejrs Skyld. De havde mest deres
Indgangsdør paa Midten. Paa den ene Side af denne laa en eller et Par Stuer, og paa den anden Side og¬
saa nogle mindre Stuer og det saakaldte „Frammers",
et mindre Køkken, hvori der ikke blev lavet Mad,
126 SINE GODSKESEN
skønt der var Komfur, og en Masse Kobber- og Mes- sing-Husgeraad anbragt dels paa Komfuret, dels paa
Vægge og Hylder; Væggene var beklædte med hol¬
landske Fliser, saa det skinnede i Øjnene fra alle Kan¬
ter. Bagved dette Køkken laa et andet, hvor der blev kogt og stegt, og gennem det kom man til det Sted,
hvor Mælken blev behandlet. Naar man gik fra Stuen
derud til sit Arbejde, kaldtes det „at gaa fram".
Maden lavedes ikke paa Komfur, men paa en aaben Skorsten, hvor der blev fyret paa den murede Bund
eller i en Ildgryde, over hvilken den kogende Gryde
stod paa en Trefod eller hang i en Jærnkæde, og ved
Siden af Skorstenen laa den store Ovn, hvori Bagnin¬
gen foregik, efteråt Ovnen var lyst varm med Lyng og de saakaldte „Lysklyne". Tørv var det vigtigste Var¬
memiddel. I Stuerne fik man Varme, naar en Bilæg¬
gerovn kunde stilles i Forbindelse med Fyrstedet, fra
hvilket der saa fyredes i den — kunde dette ikke ske,
maatte man enten faa opsat en Vindovn, hvilket var
en stor Luksus, eller nære sig uden Varme. Men man opholdt sig ogsaa om Vinteren kun i én Stue, hvor
der saa i Væggen var en eller flere Alkover med Gar¬
diner for. Staldene var som oftest i samme Bygning
som Opholdsrummene.
De fornemste Stuer havde tit Fliser paa Væggene,
og paa én Væg var ofte anbragt et fast malet Chatol
med Klap og Skabe og Skuffer; i mange Tilfælde var der ogsaa paa Væggen lige overfor sat et lignende Møbel, men kun en Attrap uden Indhold, for Symme¬
triens Skyld. Af samme Grund kunde der, ligeoverfor
et Klædeskab inde i Væggen, være anbragt en tilsva¬
rende fast Dør uden Skab. Mellem Vinduerne hang
der et Spejl, og under dette stod det Bord, hvorved
man sad, med en Slagbænk, nogle Stolesamt en Spin¬
derok og sligt. Paä Væggen hang for det meste Bil¬
leder af Husfaderens Skib — ofte malet af en indfødt Kunstner— og andre Prydelser af Kobber og Messing,
som Sengevarmere, ogpaa smaa Hylder Lysestager og Tallerkener, ligesom der ogsaa paa Bilæggerovnen var Plads baade for Kedel og Kaffekande. Alle saadanne Ting holdtes skinnende blanke. Ved Ovnen stod for
det meste en Lænestol med flettet Halmsæde, hvor en Bedstefader, hvis der var en saadan i Huset, havde
sin Plads med sin Strikkestrømpe. For Vinduerne var
der smaa Kappegardiner, og der saa man ogsaa Blom¬
ster i Urtepotter, saa der kunde være ret hyggeligt i
en saadan Stue.
Til hvert Hus hørte en lille Have, hvor der dyr¬
kedes Urter, lidt Blomster samt Ribs og Stikkelsbær;
kun enkelte Steder havde grønklædte Mure og større
Haver med gamle Frugttræer og mange Blomster — som Krohaven i Sønderho — men de hørte ganske til Undtagelserne.
Havevæsenet varjo ogsaa en megetvanskelig Ting,
da Jordbunden var det bare Sand; der fordredes man¬
ge Aars Arbejde for at skaffe sig en Have, man kun¬
de faa Gavn og Glæde af, og det havde Kvinderne
paa Øen i Reglen ikke Taalmodighed til. Deres dag¬
lige Arbejde optog dem ganske, ved Siden af den daglige Omgang, der var meget intim og fortrolig, da
de levede saa nær op ad hinanden, skønt hver Familie
i sit Hus, og de fleste havde kendt hinanden hele de¬
res Liv. Tjenestefolk var der ingen af, da hver gjorde
sit Arbejde, saa dervar ingen Standsforskel. De eneste Undtagelserherfravarde faa Embedsfamilier, hvis Boliger og Haverogsaa var noget anderledes end de indfødtes.
128 SINE GODSKESEN
Naar Foraaret nærmede sig, begyndte Mændene at
tænke paa Udfarten; og deres Skibe, for saa vidt de
havde ligget hjemme om Vinteren, hvilket ikke altid
var Tilfældet, maatte sættes i Vandet og gøres rede.
Herved hjalp de forskellige Familier hinanden og var forenede i saakaldte „Grandelag", der havde gensidig Forpligtelse til at møde til saadanne Arbejder, naar der blev kaldt paa dem; dette var nu næsten alle sær¬
deles villige til, da der altid serveredes Kaffe bagefter,
hvor Passiaren gik meget livlig. Saasnart Raabene hørtes, forlod alle, der kunde det, deres Hus og det Arbejde, de der havde for, og begav sig til Mødeste¬
det. Naar et saadant Skib skulde i Vandet, blev det anbragt paa Ruller og halet ud med lange Tov, som i hele deres Længde blev trukket af Mænd og Kvin¬
der, den ene ved Siden af den anden, tit med Sang
og altid ,med Spøg og Lystighed, i Forventning om
den varme Kaffe efter Anstrengelsen. Lignende Sam¬
menkomster fandt ogsaa Sted, naar man i et Hus fik Klyne eller sligt, og Grandelaget havde stor Betydning,
men var en frivillig Sag. En anden Ting maatte man derimod gøre efter Anordning af Øvrigheden og efter Tur, og det var Nattevagt — mest for Ildebrand —,
der næsten udelukkende besørgedes af Konerne. De tilsagdes, hver Gang deres Tur kom, og bragte saa hver noget Mad med, men bødes gerne hos en eller
anden af de vaagende ind til Kaffe. Der sagdes, at
man altid kunde høre, hvor Vagten var, paa den me¬
gen Lystighed, saa for Tyve kunde det ikke være, og
Mændene vilde som oftest ikke deltage i den Sikker¬
hedsforanstaltning.
Ellers gik Livet sin jævne Gang, uden stor Afveks¬
ling. Om Vinteren, naarMændene var hjemme, gik de
ældre hver Aften i Kroen, hvor de traf det sædvanlige
Selskab og med det forhandlede Dagens Begivenheder
samt fik sig et Slag Kort — ikke om Penge, det holdt
de sig for gode til — men om en Kaffepunch, deres Nationaldrik, der holdtes for langt hæderligere end en
„kold Snaps", hvilken de foragtede. løvrigt var de me¬
get maadeholdne i alle deres Nydelser, ligesom deres Fordringer i enhver Henseende var meget beskedne.
Om Vinteren var der hver Søndag en Dansestue, hvor
deyngre morede sig med at danse efter en meget tar¬
velig Musik og drak koldt Vand, naar de vartørstige.
Ellers var de unges daglige Fornøjelse det saakaldte
„Raad".
De unge Mennesker kom næsten altid ud i Farten,
naar de lige efter Konfirmationen havde uddannet sig
paa Navigationsskolen; og da Skikken var, at de gif¬
tede sig ret tidligt, maatte de benytte de første Vintre
til at søge sig en Brud, der ofte blev valgt af deres
Præstekammerater. I alle de Huse, hvor der saaledes
var unge, giftefærdige Døtre, samledes da hver Dag
efter Middag nogle unge Karle — hver Dag de sam¬
me paa hvert Sted. De benævnedes „Raadskarle", og
de unge Piger sagdes „at have dem i Raad". Det var
meget velset at have mange og lidt graverende ingen
at have. — De medbragte deres Strikketøj og sad saa
og passiarede med Husets Døtre til Kl. 3, da der sæd¬
vanlig blev drukket Kaffe; saa gik de hjem og nød
dette Maaltid, hvorefter de kom igen og fortsatte Un¬
derholdningen til Kl. 7 omtrent, da de atter gik hjem
for at spise, men derefter vendte de endnu en Gang tilbage til et lille Aftenbesøg. Saaledes fortsattes der
hver Dag. til endelig Valget var truffet, og der var
adskillige forlovede Par; saa blev disse Forbindelser
Fra Ribe Amt 5. 9
130 SINE OODSKESEN
gjort officielle ved, at hvert Par gik sammen omkring
til Slægt og Venner og drak Kaffe; og havde de først
„won te æ Kaffe*, da var alt i sin Orden, og der
kunde tænkes paa Bryllup, naar Mændene kom hjem
næste Gang.
Til denne Fest skulde der i Almindelighed ind¬
bydes mange, eftersom næsten alle paa Øen vargode
Bekendte og for en Del beslægtede med hinanden,
da Giftermaal med en Fastlandsperson hørte til Sjæl¬
denhederne. Disse selvskrevne Gæster fik den første
Antydning deraf en lille Tid før Brylluppet, idet Bru¬
den kom til dem og bad om „Dejnemælk" — Mælk
til at lægge Dej i — hvilket de fleste med Glæde tilsagde hende; dog til dem, der ingen Køer havde, gik hun alligevel, og Spørgsmaalet blev saa løst med
en lille Vits, thi alle vidste jo Besked. Men saa var Sagen paa det rene, og enhver sendte nu sin Brude¬
gave, der bestod i en Skinke eller en Specie (4 Kr.) efter eget Valg, og alle, baade Værter og Gæ¬
ster, ordnede sig til Festen og talte med hinanden
derom.
Ved Dragterne til Bryllup var ikke meget at ordne,
da de for Mændenes Vedkommende var de fineste, de havde, men af det sædvanlige Snit: Jakketøj eller
Frakke og Støvler — til daglig brugtes mest Træsko.
I Kvindernes Klæder var der mere Afveksling — dog
ikke i Snit, men i Farve. Skørterne var altid af ret
svært uldent Stof og lilla, røde eller grønne til defor¬
skellige Lejligheder. Den lilla Farve var den mindst estimerede, og et saadant Skørt bar Koner og Piger
baade Nat og Dag, saa det havde ikke megen Vidde.
Desuden brugtes der ogsaa om Natten en Trøje, der
sad ganske tæt om Figuren og var af lettere, ofte
Linned-Stof; dertil havde de om Hovedet et Tørklæde
af Bomuld, blaat med røde Terner. Naar de stod op
omMorgenen, iførte de sig endnu et Skørt, rødt, grønt
eller mørkeblaat, oven paa det, de havde sovet med,
men beholdt foreløbig Trøjen og Bomuldstørklædet
paa, indtil de, senere paa Dagen, gik ud. Da tog de
endnu et Skørt paa, videre end de andre, og skulde
de til Kaffe eller andet Besøg, kom endnu et til,
mens der ogsaa maatte en anden Trøje og et andet
Hovedklæde paa. Trøjerne var om Vinteren uldne og
om Sommeren ofte af Sirts eller andet Bomuldsstof;
de sluttede smukt om Figuren og lukkedes med to Rader større Knapper, ofte af Rav — hvilket der jo
fandtes en Del af ved Stranden — eller af Sølv. Ned
om den største Del af Skørtet faldt et Forklæde af
forskelligt lettere Tøj. Hovedklædet blev
bundet
fastom Hovedet, tilbage og frem igen paa en aparte Ma¬
nér — hver af Byerne havde sin —, som de holdt meget paa; man saa intet af Haaret, men de to Snip¬
per af Klædet, som sad oven paa Hovedet, maatte
helst sidde korrekt; desuden blev der om Vinteren,
naar man gik ud, bundet endnu etTørklæde oven paa det første, men fra Hagen op over Hovedet for at
skærme mod Blæsten. Gik man til Kirke om Sønda¬
gen, maatte der endnu et Skørt paa og paa de høje Helligdage endnu et. Det yderste og fineste var altid grønt, kantet med et bredt lysere grønt Silkebaand, og de andre havde ogsaa hver sin Kant. De yderste maatte jo være vide, da de vel var glatte et lille Stykke for¬
an, men bagpaa sammenholdtes om Livet i store Læg,
der blev lagt meget skarpt, og som ved Gangen maatte
slaa det rigtige Sving, saa man kunde se, der var mange Skørter paa. Naar disse Læg mistede noget af
9*
132 SINE OODSKESEN
deres oprindelige Skarphed, blev denne fornyet ved,
at Skørtet blev bundet sammen i en Rulle, hvorpaa
de varme Brød, naar de kom ud af Ovnen, blev lagt
som en Presse. Det rigtige Sving frembragtes saa ved,
at Kvinderne paa Øen altid gik saaledes, at de førte Armen og Benet paa samme Side frem samtidig. Man
skulde tro, at Piger og Koner, klædt i dette ret svære
Stof, maatte tage sig noget klodsede ud; men detvar
ingenlunde Tilfældet. Skikkelsen og Stoffet og Snittet passede til hinanden, og Kvindernes Bevægelser var raske og lette, saa de unge tog sig godt ud, og deres Hud, som skærmedes af Hovedklæderne, og desuden
om Sommeren, naar de i stærk Varme gik paa Mark¬
arbejde, ved sorte Masker — de saakaldte „Strud" —
beholdt længe sin oprindelige Blødhed og Friskhed.
Brudens Dragt var den eneste stærkt afvigende, og den var, paa en enkelt Undtagelse nær, meget smuk.
Baade Skørt og Trøje var af fint sort Klædeog Knap¬
perne ret store af Sølv-Filigranarbejde, et stort hvidt
Forklæde med Kniplinger eller Broderier holdtes sam¬
men om Livet af et bredt, sort Fløjlsbælte med en lang Sløjfe foran, hist og her besat med Sølvprydel¬
ser. Men saa kom jo Undtagelsen, og den var gru¬
som! det var Hovedsmykket — den saakaldte „Bore"
— et Diadem af Pap, fuldt besat med Prydelser af Tøjblomster og Glasperler og med et lille Spejl midt
over Panden. En saadan Bore var at faa til Leje i
Kroen. Den gjorde naturligvis ikke Bruden skønnere
og skaffede hende desuden en stor Ubehagelighed,
idet Boren ikke, som Hovedklædet ellers, skjulte Haa- ret, der maatte ses glat opstrøget nedenfor den. Haa- ret, der ellers altid blev meget stedmoderlig behandlet,
da det aldrigvar atse, maatte den Dag redes ordentlig
igennem, og det var nok svært at døje for Bruden,
der bogstavelig maatte lide for Stadsens Skyld.
Dagen før Brylluppet samledes en Del unge Mænd
og Piger og begav sig i Forening ud til alle de Huse,
hvis Beboere skulde med til Gildet „for at laane Tøj";
de gik ind hvert Sted og udtog alt det Husgeraad,
der kunde finde Anvendelse ved Festen, baade i Køk¬
ken og ved Bordet. Nogen Forklaring behøvedes ikke
— alle vidste, hvorfor de kom; og havde man enkelte Stykker, man fandt for gode til at udlevere ved denne Razzia, da maatte man holde dem under Laas og Luk' ke, thi alt passende blev taget og bortført.
Paa selve Bryllupsdagen, naar Brudeparret gik til Kirken, løb en ung Mand i Forvejen og raabte ved
hvert Hus: „Nu gaar de!" og Følget sluttede sig da
til. Der kørtes jo ikke, thi Vejen var ikke saa lang,
og Vogne og Heste var ikke saa talrige.
Bryllupsmaaltidet bestod i kogt, saltet ogrøgetSkin¬
ke og Kartofler, der anrettedes med Skallen paa, saa Selskabet selv maatte pille dem; dertil hørteen Sauce
af Fedt med Sirup i. Naar det var meget fint, blev
der til Dessert givet en eller anden stor Kage. Senere
blev der adskillige Gange drukket Kaffe og Kaffepunch
med Julekage og Smørrebrød af Sigtebrød. Imellem
disse Maaltider gik Brudeparret og Brudepigerne en Runde om i Byen og præsenterede sig for dem, der
var forhindrede i at komme med til Festen.
Blev der født et Barn, da maatte Moderen snarest muligt derefter igen indledes i Kirken; thi skønt den kirkelige Sans just ikke altid var saa stor, holdtes der strengt paa Formerne. I den Anledning kom hun en
Søndag, fulgt af en Del Koner, der i Forvejen havde
drukket Kaffe hos hende, til Kirken, hvor de stillede
134 SINE OODSKESEN
sig op i Vaabenhuset; Præsten kom da derned, og med Haanden paa Konens Hoved holdt han en lille Tale til hende, velsignende hendes Ankomst til Kirken igen. Uheldigvis bar denne Modtagelse Præg af at
være en tom Ceremoni.
Snart derefter blev Barnet døbt, og det gjaldt om, at det fik det rigtige Navn; dette skulde først,
hvis det var en Dreng, være Faderens Faders Navn
og derefter Morfaderens, og var disse nu tilfældigvis
det samme, fikogsaa Barnet det samme Navn to Gange
efter hinanden — ligesaa med Pigerne. — Det kunde
ogsaa hænde, at to eller tre i én Familie maatte have
det samme Navn, hvor man saa maatte hægte et an¬
del ved for at gøre Forskel.
I Anledning af Daaben var der stor Forsamling til Kaffe, hvor Barnet blev bragt ind til Bordet ogmaatte
gaa rundt fra Haand til Haand trods den Protest, det
under Tiden rejste derimod.
Det ses nu, at Fordringerne til Beværtningen ikke
var store; men saaledes var de ogsaa i det hele me¬
get beskedne. Kaffen indtog uimodsigelig den første Plads, baade til Fester og til daglig; ellers var det
Grød og Vælling, Kaal og Ærter og Flæsk. En natio¬
nal Yndlingsret var den saakaldte „Sakkuk", en Dej, kogt i en Pose, og dertil Flæsk med Sirupssauce. Fersk
Fisk spistes kun i Fiskeritiden, to Gange om Aaret,
naar Stimerne kom. Mændene drog ud paa Fiskeri
hver Dag, og Fangsten fordeltes; men der blev altid
saltet og tørret en Del til senereTider. Fersk Kød var
sædvanlig kun at faa, naar der i et Hus slagtedes en Ko, der ikke godt kunde taale at blive ældre; da blev
det udraabt i Byen, at Kødet kunde faaes, og Folk styrtede til.
Æbleskiver af hævet Dej var meget yndede og brugtes ogsaa til Kaffe, ligesom den saakaldte „Sæt¬
kage", der bagtes i et Lerfad inde i Ovnen sammen med baade Rug- og Sigtebrød, og ved Juletid forskel¬
lige Slags Kager. Til Kaffen, Kl. 3 om Eftermiddagen, spistes altid skaaret Sigtebrød og Sætkage eller Æble¬
skiver; men var man forlegen for noget af den Slags, hjalp man sig, da der dog var længe mellem Bagnin¬
gerne, ved, naar man havde kogt Middagsmaden, at feje den varme Skorstensbund ren og der sætte Dej
til en Kage paa en Blikplade med en Jydepotte over
— saa var Kagen bagt inden Kaffetid og serveredes gansk frisk og varm.
Enhver kunde godt tilfredsstille sine ret tarvelige
Ønsker i Henseende til Mad og Drikke, thi der var
en temmelig ligelig Velstand og meget faa Fattigfolk.
Flæsk var jo noget af det, der spistes mest, men det indslagtedes for en storDel om Efteraaret og saltedes
og røgedes. Den Tid, der blev slagtet, var en sjælden livlig Tid, da de Mænd, der var hjemme, var meget ivrige efter at sammenligne de slagtede Grise og se,
om ikke muligvis deres egen skulde være den bedste.
Dette var jo især en Forlystelse for dem, der ikke mere fo'r til Søs, og iblandt disse var endogsaa én, der gik omkring med en Tommestok og maalte de Grise, der
var ophængte efter Slagtningen. Af Høns og andre
Smaakreaturer fortæredes kun meget lidt.
Det var kun Bryllup og Barnedaab, som gav An¬
ledning til større indbudte Forsamlinger; men ellers
levede Fannikerne og Sønderhoningerne sammen som én Familie, der gik ud og ind hos hinanden og vidste
Besked om alt hos hinanden, men paa en gemytlig
og venskabelig Maade, uden nogen videre Splidagtig-
136 SINE GODSKESEN
hed, og tog frit for sig i Nabohuset, hvis de mang¬
lede noget, og netop ingen var tilstede der. De for¬
skellige Lejligheder, hvor de maatte hjælpe hinanden
ved deres Arbejde, gav dem jo Anledning til et næ¬
sten dagligt kammeratligt Samvær.
Mod de tilrejste Fastlandsfolk var de venlige og
hjælpsomme, skønt de i al Hemmelighed saa lidt ned
paa dem og fandt, at der manglede en Del i deres Udvikling.
Præsten betragtede de nu som levende af deres Naade og Barmhjertighed, da de jo skulde ofre til ham, men selv maatte bestemme Offerets Størrelse,
som derfor aldrig blev stort; desuden var han selv¬
skreven ved alle Bryllupper og Barselgilder samt Be¬
gravelser, hvilket altid blev regnet med — dog ikke
af Gnieragtighed —, det var kun en naturlig Følge af
deres egne beskedne Fordringer til Livet og smaalige Beregninger af alt, hvilket ogsaa, ved deres gamle Ansøgning angaaende Kirken, viser sig at være ned¬
arvet. Toldembedsmandenvarforholdsvis heldigere stil¬
let, da alt, hvad han skulde have af dem, var fastsat ved Lov, og desuden havde han saa indgaaende Kend¬
skab til alt Skibsfarten vedrørende, at han ofte kunde hjælpe dem udover det, han var pligtig til at gøre.
Derfor følte de sig ogsaa altid taknemmelige og beviste
det — naturligvis efter deres ejendommelige Syn paa
Tingene —, idet de én Gang, da han havde udrettet noget for dem, som var af blivende Værd, særlig for
de gamle Skippere, forærede ham: to ganske udmær ket fede, røgede Flyndere, som han aldrig havde smagt Mage til. Naar Skipperne kom hjem fra deres Rejser, lagde de ikke altid helt ind i Havnen, men laa med Skibet udenfor en Grund, kaldet „Kjeldsandet"; denne
Grund var ved Flodtiden overflydt med Vand, men laa ved Ebben tør, saa man kundegaa over den. Man
maatte saa se at kalde en Baad til for at blive roet
over det sidste Stykke mod Land, der aldrig blev tørt.
Det var en Venskabstjeneste, som enhver villig ydede,
naar de hørte Raabet, og den Vej benyttede Toldop¬
synet som oftest, naar det indklarerede de hjemkomne Skibe, — den Mulighed, at ingen hørte dem, saa de
maatte blive staaende Flodtiden over, hvilket var ret farligt, regnede man aldrig med. En Gang hørteTold¬
embedsmanden en ung Mand raabe efter Baad og
roede da over at hente ham; Dagen derefter kom hans
Moder med en lille nydelig Lerpotte med Fløde, der
var hældt i straks ved Kogningen, saa Skindet lukkede
fast over den — „fordi Kontroløren havde reddet hen¬
des Søns Liv". Det var ham imidlertid overraskende saaledes at have gjort sig fortjent til Medaillen for
druknendes Redning.
Naar Vind og Vejr var dertil, drev der ofte Rav
ind paa Kysten, under Tiden temmelig store Stykker, meget værdifulde; dog det havde alle og enhver ikke
Lov at tage, men kun de, der havde Retten dertil paa et bestemt Stykke af Stranden. Der var ogsaa en eller
et Par Mænd, som for en Del levede af at forarbejde
dette Stof og gjorde det meget fint ogsmukt til Knap¬
per, Naale og navnlig til nydelige Halskæder sammen¬
satte afRinge, vekselvis blanke og matte, og med ved¬
hængende Kors. Det var et ret indbringende Arbejde,
da alle tilrejsende maatte se disse Ting og gjorde
Indkøb deraf.
Saa rodfæstet Fanøboernes Kærlighed end var til
deres eget Land, strakte den sig heller ikke videre;
de følte sig ikke gennemgaaende hørende til den danske
138 LIVET PAA FANØ
Nation — saavidt da kunde mærkes udadtil, og ind i Hjerterne kan man jo ikke se. Dog ved Krigens Ud¬
brud 1864 viste de sig almindelig ganske ligegyldige
og kunde ikke rigtig forstaa, at Fastlandsfolkene snart sørgede og snart jublede; thi de mente nu, det var
underligt, at „da vi altid har det lige fredeligt oggodt
i vores lille Land, kan det jo dog være ligegyldigt,
hvem der regerer udenfor."
Den Tid var man jo mest tilbøjelig til at gnistre
af Harme ved at høre saadanne Udtalelser; dog nu, da man har dem mere paa Afstand, forstaar man nok bedre, at man ikke maa se paa dette under en for skarp Synsvinkel uden at tage Forholdene og hele
Livet paa den lille 0 med i Betragtning.
Har man lært disse Mennesker at kende som en
ærlig, retsindig, nøjsom og velvillig Befolkning, da vil
man huske dem saaledes og ønske for dem, at dette Sindelag maa bevares trods alle de Forandringer, som Tiden og de mange fremmede, de nu har lært at ken¬
de, kan have frembragt hos dem.
Hvis det maa lykkes for mig, at de, vel ikke mange,
som en Gang læser denne lille Skildring, der er skre¬
vet efter Selvsyn for saa. mange Aar tilbage, ville læg¬
ge den fra sig med lidt Deltagelse for den ubetyde¬
lige Vesterhavsø og dens jævne Befolkning, vil jeg
føle mig meget glad og taknemlig derfor.
