Casebeskrivelser om konkretiseringer af Det Udviklende Arbejde på virksomhed x i Rudkøbing, af dannelsen af en fornuftig sikkerhedsorganisation på en boreplatform i Nordsøen, af de dialogformer der gør sig gældende når kvinder forsøger at få fod- fæste i en mandedomineret teknisk afdeling i en norsk fylkeforvaltning, kan være utro- ligt spændende at læse og give en masse indsigt. Jeg kan også selv godt lide at skrive sådanne cases, eksempelvis for at formidle nuancer i en participatorisk udvikling og implementering af produktionsgrupper el- ler for at beskrive et lovende samspil mel- lem virksomhedsintern og ekstern læring.
Casebeskrivelser på virksomhedsniveau er for mig en nødvendig del af en kvalitativ orienteret arbejdslivsforskning.
Men, men, men. Jeg savner i den grad, at arbejdslivsforskningen også beskæftiger sig med samfundet, at den forbinder virk- somhedsniveauet med samfundsniveauet.
Jeg har fået indtryk af, at samfundet i de sidste år er blevet væk i forskernes iver for at beskæftige sig med den enkelte virksom-
hed og med det enkelte menneske. Det er nu cirka et år siden, at jeg deltog i den nor- diske arbejdslivskonference i Stavanger.
Jeg antager, at der sådan et sted præsenteres
‘the state of the art’– selv om et par af ho- vedtalerne havde forvekslet seancen med et introduktionsseminar for første års stude- rende. Hvis denne antagelse holder, danner arbejdspladscases så afgjort krumtappen for arbejdslivsforskningen i Norden for ti- den.
Selvfølgelig var der undtagelser: Et par danske og finske arbejdsmarkedsforskere havde ladet sig lokke ind i arbejdspladsbe- skrivelsernes mekka. Men det blev til en omgang ‘go’daw-mand-økseskaft’, når de – med deres præsentation af i og for sig me- get interessante sammenlignende studier af eksempelvis udbredelsen af deltidsarbejde – mødtes med mestrene i indsigt i virksom- hedsinterne mekanismer. Når de to tilgange bliver ved med at arbejde hver for sig, får de ikke gavn af hinanden.
Siden Stavanger konferencen har jeg i nogle ledige stunder grublet over hvorfor
Bruno Clematide
Hvor er samfundet blevet af i arbejdslivsforskningen?
DEBATARTIKEL
mikro-niveauet er så dominerende, og hvorfor interessen for sammenhængen med samfundsmæssige mekanismer tilsynela- dende er dalet så meget. Ikke fordi jeg i ren nostalgi ønsker mig 80ernes ‘industrisocio- logiske tesediskussioner’ om polarisering, dekvalificering og rekvalificering, eller om taylorismens død eller stædige dominans, tilbage. De hørte den tid til. Men fordi jeg synes, at arbejdslivsforskningen bliver for tam, hvis den går udenom et samfundskri- tisk ekko af moderne arbejdspladsudviklin- ger.
Er det fordi, man i ‘modernitetsforsknin- gens’ tegn har bekræftet hinanden så meget i, at Den Store Fortællings tid er forbi og derfor er blevet blind for de store fortællin- ger, der vitterligt ligger lige for?
Tag eksempelvis den fantastiske kapital- koncentration, som på globalt plan foregår så tydeligt, at enhver, der for 20 år siden un- derviste i introduktionen til Kapitalens før- ste bind, posthumt bliver grøn af misundel- se over aktuelt illustrationsmateriale.
Tag udviklingen i informationsteknolo- gien, som for alvor binder brikkerne i de globale virksomheder og virksomhedsnet- værk sammen.
Er de to faktorer i sammenhæng ikke så væsentlige, at de burde præge arbejdslivs- forskningen i langt højere grad; også den del, der beskæftiger sig med arbejdsplad- sniveauet?
Nogle vil hævde, at koncepter som Det Udviklende Arbejde, som megen arbejds- livsforskning beskæftiger sig med, i teori og praksis har gjort virksomheden til arena for demokratisering af arbejdslivet – og dermed af samfundet. Det kan der ligge en kerne af sandhed i. Men alligevel: Kritiske røster om udstødnings- og polariseringsrisi- ci i forbindelse med den type udvikling er der ikke så forfærdeligt mange af, og de bygger mig bekendt kun sjældent på større
undersøgelser. Tænk hvilket kæmpemæs- sigt forskningsgrundlag virksomhederne i det nationale norske program BU-2000, i det finske ditto, eller de snesevis af virk- somheder, der har deltaget i det danske pro- gram »For et bedre arbejdsliv og øget vækst«, ville have udgjort, hvis de mange virksomhedsprojekter og de involverede forskere havde været forpligtet til at stille data til rådighed for en analyse af vindere og tabere af mønstre for involvering og marginalisering, af sammenhænge mellem nye arbejdstidsmodeller og muligheder for børnepasning osv.!
For at komme tilbage til Stavanger. Jeg synes, det er forstemmende, at repræsentan- ten for den norske arbejdsgiverforening var den eneste på podiet, der formulerede eks- plicit samfundsinteresse, da det norske pro- gram blev præsenteret ved at understrege behovet for, at programmet skulle bidrage til at styrke den norske økonomis konkur- rencekraft. Mens arbejdslivsforskningsgur- uen og faderen til dialogbaseret virksom- hedsudvikling nærmest fornærmet formule- rede, at han skam var demokrat, da han blev spurgt, om virksomhedsprojekterne nu også sikrede en demokratisk deltagelse af alle, og på ingen måde viste interessere i at åbne for kritiske, samfundsmæssige overvejelser i den forbindelse.
Der er nok heller ingen tvivl om, at den megen fokus, der med rette er på læring for tiden, bidrager til at mikroperspektivet er så dominerende. Ikke mindst når der mere og mere lægges vægt på læring på arbejdsplad- sen. Denne interesse for arbejdsbaseret læ- ring er efter min mening absolut påkrævet, fordi vi bestemt ved alt for lidt om, hvordan man lærer i sit daglige arbejde. Igen, denne fokus på den enkelte arbejdsplads og den- nes samspil med det enkelte individ er yderst relevant, men bliver efter min me- ning et problem, hvis næsten alle arbejds-
livsforskere nu kaster sig over dette emne uden at skele til et overordnet, samfunds- mæssigt perspektiv.
Zygmunt Baumann, som jo er ganske ofte citeret i de sidste år, når talen falder på globaliseringstemaet, bringer megen god forståelse for relevante mekanismer, når ka- pitalkoncentration og IT gør globalisering til et forhold, man ikke kan komme uden- om, heller ikke når det gælder udviklingen på arbejdspladserne. Når de tvungent loka- liserede for eksempel udvikler deres ar- bejdsplads ud fra tanker om Det Udviklen- de Arbejde og pludselig står overfor beslut- ninger fra en næsten anonym beslutningsta- ger et eller andet sted i det globale beslut- ningsunivers.
Er jeg i mit pessimistiske hjørne, så tror jeg, at de arbejdspladsorienterede arbejds- livsforskere ‘gemmer’ sig på mikroni- veauet, fordi samfundsniveauet er blevet så umådeligt komplekst. Det omfatter ikke bare industrielle relationer på nationalt plan, men så komplicerede emner som mangfoldige interessesammenfald og inter- essemodsætninger, der er meget mere ind- viklede end den klassiske lønarbejder-kapi- tal modsætning.
For en tidssvarende aktionsforskning
Skandinavien har en lang og god tradition for aktionsforskning. Den har i årtier ud- gjort en betydelig del af arbejdslivsforsk- ningen. Selv om amerikanske mainstream- forskere, som bliver bestilt til at evaluere skandinaviske forskningsmiljøer, måtte be- handle aktionsforskningen ud fra en ud- gangspræmis »just don’t call it science«, kan der efter min mening ikke herske tvivl om, at aktionsforskning er yderst værdifuld.
Når den er bedst, har den kunnet bidrage til konkrete udviklinger i demokratisk retning
og har samtidig kunnet tage et skridt på di- stance for at bidrage til teoriudviklingen på feltet. Jeg vil mene, at der bør bygges vide- re på disse traditioner, men jeg er også overbevist om, at det er nødvendigt med en videre udvikling. Der bør satses på metode- udvikling og praktisk aktionsforskning, der magter at arbejde på flere niveauer end den enkelte arbejdsplads. Samfundet skal med.
Og da det arbejdslivsrelevante samfund i dag er globalt, bør aktionsforskningen også være det. Det kræver transnationalt, tvær- fagligt samarbejde mellem forskere og mel- lem lokale arbejdspladser, der hænger sam- men i de komplekse produktions- og for- brugskæder i den moderne verden.
Vil man eksempelvis bedrive aktions- forskning omkring bæredygtig produk- tionsudvikling – både miljømæssigt og so- cialt bæredygtig – kan man ikke komme udenom. Så skal som minimum samfunds- videnskabelige og naturvidenskabelige di- scipliner gå sammen med lægfolk, der gen- nem moderne produktions- og forbrugskæ- der er linket sammen i et umiddelbart svært gennemskueligt transnationalt net, hvor no- get kan se lovende ud miljømæssigt og so- cialt bæredygtigt et sted i nettet, mens det samme ‘noget’ kan score såvel miljømæs- sigt som socialt uholdbart dårligt et andet sted på kloden.
Hvis man ikke skal overlade bæredygtig- hedsscenen helt til naturvidenskabelige eksperter, men er overbevist om, at det er et samfundsmæssigt anliggende, der kræver aktiv participation simultant på mange lo- kaliteter i verden, må arbejdslivsforsknin- gen og herunder ikke mindst aktionsforsk- ningen derfor turde tage det analoge skridt.
Der er uden tvivl masser af metodiske og praktiske udfordringer, hvis man ønsker at fastholde aktionsforskningens gode, fast- tømrede princip om, at forskerviden ikke er overlegen lægfolks praksisviden, og når
man samtidig ved, at udviklingen af social bæredygtighed i den globale verden kræver samspil af mangfoldig forskerviden og mangfoldig lægfolksviden fra mange do- mæner og lokaliteter. Det er bestemt ikke noget let foretagende, men jeg kan ikke se, hvordan aktionsforskningen ellers kan und- gå i bedste fald at ende i udviklingen af løs- revne eksempler af endog meget lokale suc- cesser.
Aktionsforskning i den retning kan kun være realistisk, hvis den bliver slået stort op. Det kan ikke klares af enkeltforskeres engagement alene, men kræver store natio- nale programmer, der spiller sammen med overnationale og/eller andre landes pro- grammer. Og selv om jeg har en vis mistan- ke om, at tiltroen blandt skandinaviske ak- tionsforskere til, hvad EU-forskningspro- grammer kan bruges til, kan ligge på et lille sted, så kan det ikke nytte noget at lade sig afskrække af det tunge bureaukrati omkring EU-research. Jeg tror, at påvirkningen af kommende rammeprogrammer for forsk- ning er nødvendig for at gøre den type glo- bal aktionsforskning mulig – og selvfølge- lig også programmer, der går langt ud over EU’s område. EU eller ej, uanset hvordan og hvorfra den fremtidige, samfundsorien- terede arbejdslivsforskning finansieres, er en tværvidenskabelig og tværnational til- gang nødvendig, hvis den eksempelvis skal bidrage til teoretisk erkendelse og praktisk implementering af miljø- og socialt bære- dygtig produktion, der samtidig er konkur- rencedygtig. Det tværnationale og tværvi- denskabelige er påkrævet, fordi der er tale om så komplekse udviklinger med mange usikkerheder og paradokser.
Den type aktionsforskning vil kunne bli- ve kvalificeret, hvis den kunne bygge på en anden slags tværvidenskabelig arbejdslivs- forskning, eksempelvis på modelbyggere, der er i stand til at udvikle gennemskuelige
modeller, der kan illustrere miljømæssig og social bæredygtighed på forskellige lokale, regionale og nationale samfundsniveauer, og som samtidig kan gøre rede for konkur- renceevne for enkeltvirksomheder og for komplekse producentnetværk. Sådanne mo- deller kunne blive rigtigt spændende, hvis de kunne indfange spændinger og paradok- ser ved at tydeliggøre forskellige resultater af en og samme udvikling på forskellige lo- kaliteter. Hvis man eksempelvis kunne syn- liggøre ‘regnskaber’ af den danske eventy- rfortælling om vindmølleproduktionen på forskellige lokaliteter. Umiddelbart ser sådan et regnskab formodentlig meget for- nuftig ud. Den danske vindmølleindustri står stærkt på verdensmarkedet. Den produ- cerer et produkt, der fremmer miljømæssig bæredygtige energiformer. Den scorer for- modentlig ganske fint på den sociale bære- dygtighed i Danmark ved at beskæftige an- satte med meget forskellige uddannelsesni- veauer – fra datalogen, der udvikler de sofi- stikerede styringssystemer, til specialarbej- deren, der producerer vingerne, og det oven i købet i geografiske udkantsområder, som ellers har lidt under nedgangen af traditio- nel fremstillingsindustri. Ingen udstødning, tværtimod gode muligheder også for et seg- ment på arbejdsmarkedet, der ellers er tem- melig truet. Men modellerne skulle også in- deholde miljøbelastningen ved transporten af møllerne til alle verdens vindblæste hjør- ner og den sociale bæredygtighed i bruger- lokaliteter, der relaterer sig til brugen af vindmøllerne.
Et kæmpe skridt ganske vist fra fordybel- sen i enkelte arbejdspladser og enkeltindi- vider, men et nødvendigt et, hvis arbejds- livsforskningen også fremover skal bidrage til udvikling af samfundsrelevant praksis og teori om arbejdsliv og skal kunne rumme udviklingen af demokratiske arbejdsvilkår for både de tvungent lokaliserede og de fri-
villigt mobile. Det udviklende arbejde og bæredygtig produktion skal kunne rumme
konkrete arbejdspladsudviklinger bundet ind i det globale samfund.
Bruno Clematideer konsulent i Kubix.
Email: bruno.clematide@kubix.dk
