Den kloge kone, Sine i Stauskjær og hendes søn Store Hans i Outrup
AfOlga PedersenogAnne Marie Riber
Historien omStore Hans fra Outrup oghans
morSine fraStauskjær skalsespå baggrund af udviklingen inden for sygdomsbehandling i
Danmark. Det er en beretning om, hvordan
mennesker altid harforståetattage hånd om deproblemer deropstår. I mangel af uddannet lægehjælpsøgtesmennesker, der havde udvik¬
let ellervar født med specielle evnerfor syg¬
domsbehandling.
SineogHansvarfødt meden evnetilatkun¬
ne fornemme, hvor andre mennesker havde ondt. Deres følsomme hænder kunne føle hvorfra knuderog/eller spændinger, der vold¬
te deres klienter smerter, stammede. De var
begge personligheder, derpåbeskednemåder
sattederesprægpåhjemegnen. I Outrup kald¬
teman Hansforen særling, etdialekt talt ord
forensærligperson.
Efterhåndensomlæger blevenselvfølgelig¬
hed isamfundet, svandt behovet for de selvlær¬
tes behandlinger, troede man fra myndighe¬
dernes side. Dette vistesig dog ikkeatværetil¬
fældet.Store Hans iOutrupvar indtil 1970'er-
ne søgt af hundreder af klienter, og da han
standsede pågrund af alder,togandre hurtigt
over.
Udviklingen
Uddannede lægervarikkeen selvfølgepå lan¬
detførlangtopi1800'årene. Der havde da fra myndighedernes side, været arbejdet i flere
hundrede år på atforbedre folkesundheden,
uddanne flerelæger,ogfådem tilatslå sig ned
rundt i landet.
I 1526foreslog Frederik den I. på Herreda¬
gen iOdenseatder hentedesetparlæger fra
udlandet for at afhjælpe mangelen. Det var hansoverbevisning,atenideel fordeling af læ¬
gervilleværeatder blev nedsateni Jyllandog
en påFyn, mensSjælland villevære tjent med
delæger, dervarbosati Hovedstaden. Hvis der
blevgivet de fjerntboende, det vil sige de jyske
ogfynske,enform for statsunderstøttelse, skul¬
le de have gode mulighed for at ernære sig.
Der var absolut ikke flertal for forslaget, som derfor faldt tiljorden.1
Interessenvarheller ikke særligstorblandt
defålæger, der uddannedes i Danmark. Efter
at have hentet viden og erfaring i udlandet, slog de sigsomregel ned i København.
I 1917skrev Kristian Carøe i sinbog »Medi¬
cinalordningens historie«,atder1672vari alt
30læger i Danmark, ogde 13 afdissevarkon¬
genslivlæger.
Frederik den I. blevefterfulgtpåtronenaf
Chr. III (1536- 1559). Han tog emnet op og indførteenbestemmelseom,atder i hvert stift skullevære en »lærdogerfaren doctor udi læ¬
gekunsten, til hvilken man kunne søge i syg¬
domstilfælde, og som med sin kunsts hjælp
kunne beredeensitliv,omdetvarGudsvilje«.
Dennebestemmelse førtetilenlovregel, der påbød stifterne at ansætte en stiftfysikus, altså
en embedslæge, der ud overatvirke som så-
Denklogekone,SineiStauskjær
dan, skulle have overopsynet med apotekere, jordemødreoglæger. I Ribevarder blevetop¬
rettet etapotek allerede i 1611,men lægerog uddannedejordemødrefandtes ikke i landdi¬
strikterne i Ribe Amtføromkringtrehundre¬
de år senere, så arbejdet med at have opsyn med sådanne personerhar ikkeværet retbe¬
lastende forstiftfysikus'en. Først i 1875kunne
Ribe Amtmelde,atdernu var enlægeialle læ¬
gedistrikter.2 Epidemier
En voldsom syfilisepidemi rasede i Europa i
140CT tallet ogda denfrygtede sygdomattervis¬
te sig i 1700-tallet,kan det haveværet medvir¬
kendetil,atder blevsatkræfterigang foratfå
løstlægeproblemet.
I 1771 blev landet opdelt i lægedistrikter.
Det enkelte distrikt blev pålagt at ansætte en
læge. Denne skulle vederlagsfrit udføre kop¬
pevaccinationer, samt behandle sygdomme
blandtværnepligtigeogfattige. For disse arbej¬
der blev der udbetalt demenløn frastaten.Del i denne gratis behandling fik altså kun perso¬
ner,derikke selvvari standtilatbetale. Allean¬
dremåtteselv betale forlægehjælpen.
Detsidste faldt sikkert ikke alle forbrystet,
man havde altid været vant til at betale, når
man gik til behandlinghos bartskærere eller lignende.
Bartskærere
Bartskærere havde mankendt siden middelal¬
deren. De havdeenvis uddannelsebag sig. Da
KøbenhavnsBarberlaug stiftedes i 1506 indgik sårbehandling,åreladning,kopsætning,og an¬
bringelse af klyster i dentreårige uddannelse til
barber.3
Det var forbudt bartskærerne at anvende medicin, hvilketingen tognotits af, ogforbu¬
det bortfaldt daogså i pesttider, hvor defå læ¬
ger derfandtes, somoftestflygtede fra byerne
ogoverlod patienterne til bartskærerne.
Til hen i midten af1700-årene behandlede autoriserede bartskærere knoglebrud tandud¬
trækningogsyfilis,mensde havde forbud mod
atudføreegendige operationer.
Dennepraksis blev derfor overladt til de så¬
kaldtelandefarere, dersomoftestslogenbod
oppå markedspladseroglignende steder. Her påtog de sigatoperereforbrok ellerstær,og de foretog tandudtrækninger etc. Frasamme bod kunne der ofte købes forskellige medika¬
menter. Der kunnevære afsmeltet menneske¬
fedt ellerremmeafmenneskehud,særegnelæ¬
gemidler, der skaffedes fra bødlerne,somhav¬
deenstorvidenomdetmenneskelige legeme
og somogså ofte gavsig af med kirurgi. Men¬
neskehud ogfedt blev anvendtved vanskelige
fødsler, hvorjordemoderen indsmurte den fø¬
dende medfedtet, eller hun bandt remme af
menneskehudom hendes underliv forderved
atlettefødselen.
Kloge folk
Enlang rækkemereydmyge behandlere fand¬
tes imidlertid. Næsten ethvert sogn havde en
klog mand eller kone. Nogle helbredte med
større held end andre,men mangehavde fak¬
tisk meget gode resultater, enten detvar på grund af indlærtviden eller fordi behandlerne
varnaturtalenter.
IAastrup Sogn i Gørding Herred,vardet i slutningen af 1800-årene degnen, man søgte gode rådhos. Nogen egendig behandlinggav hansig ikke i kast med,menhanhavde læst sig
tilenvidenomhomøopatiskemidleroguddel¬
tedisse til folk isognetmodenbeskeden beta¬
ling. Det kunneværemidlermod f. eks halssy-
ge (difteritis), gigt eller andre former for led¬
smerter.
Da Ellen Andersen iGjettruphavde født sit
andet barn, fik hun en alvorlig betændelse i brystet, omdette skrevhendes mand, Poul An¬
dersen, i sindagbog den 12 april 1865: »Ellen
varsidste natmegetsygibrystet, somhun alt
harværet i mange dage. Vi fik nogetsalve af degnen tilatlæggepå,menførst skal der træk¬
kes hul medsvinegødning, derskalværeetpro- bat middel til slig onde«. Tilsyneladende har svinegødningen gjort sinvirkning, forallerede
todagesenere skrev Poul i sindagbogat »...i
aftengikhul på Ellens bryst,såhun blev lindret
forsmerten«.
Degnenshjælp slog dog ikke altid til. Da tje¬
nestedrengen Peder kom til skade, blev der
hentet enlæge i Eskelund i Brørup Sogn. Han
havdedog tilsyneladende ikkestort attilbyde.
Poul Andersen skrev herom i sindagbog for tirsdag den 22. maj 1866: »Ensørgelig dag.Pe¬
der, som i morges varraskog frisk, vari mid¬
dags ienelendig tilstand. Medens vi kørtemer¬
gel oghavde kørttrelæs, ville hangå ind mel¬
lem studene for atbinde nogetfast ved tøjet.
Studenegik da medvognen, han kompåjor¬
den, oghjulene påden ene side gikover ma¬
venpå ham. Såsomvognen varbelæssetog væg¬
tenstor, erdetbegribeligt, athan tog megen skade. Lægen fra Eskelund, der øjeblikkelig
blev hentet, ordinerede iglebid af tolv igler,
samt noget at tage ind Gud hjælpe ham,
han lider megenpine«.
Peder kom sig fakdsk, men om det skyldes lægens medicin, iglebiddene ellerPoul Ander¬
sensbøn tilGudersvært atafgøre.
Store Hans i Outrup og hans mor Sine i Stauskjær hørte til blandt de beskedne, ydmyge
behandlere. I stilhed, udennogensindeatagi¬
tere i aviser eller lign. behandlede de i mere endtomenneskealdre,mangehundredemen¬
nesker. Deresbehandlingsmetodervarselvlær¬
te eller, som de selv foretrak atbetegne dem,
medfødte. De brugte hverken lægeordineret
Denklogekone,SineiStauskjær
medicin eller naturmidler. Alligevel er der folk, der vilsværgepå,atde harsetmennesker
næstenkrybe ind ad deres dør,ogdereftergå
raske derfra igen efter fa minutters behand¬
ling.
Sine iStauskjær
Hansine blevfødt i Stauskjær i Horne Sogn i
1875.Hunvardatter afhusmandHansThom¬
senHansenoghustru Maren. Hunvoksedeop i små kår, idet forældrene, som så mange på
dentid, selvopdyrkede hede, hvorefter de ved
egen hjælp opførtebygningerne til deres hus¬
mandsted. I mellemtidenboede de ienudgra¬
vetgravhøj.
Denkloge kone, Sine i Stauskjær. Foto: Privat eje.
Denklogekone,SineiStausi^ær
Store Hans Larsen iOutrup. Den kloge mand, derimere endenmenneskealder kureredefolkihele Vestjylland. Foto:
Privateje.
I oktober 1900, daHansine var 25 årgam¬
mel, blev hungiftmed Knud Knudsen Larsen,
derligeledesvarfra Stauskjær,ogfik derved fo¬
den underegetbord.
Deteruklart,hvornår hunopdagede,athun havde, hvad hun selv ville have kaldtsærligeev¬
ner. Deterogsåuklart,omhunvarbegyndtat give behandling før hun blev gift, men det vi¬
des,atfolk allerede ibegyndelsen af 1900åre¬
ne, begyndte atsøge til Sine i Stauskjær, som
hun kaldtespåegnen,foratfå behandlingfor
en lang række sygdomme. Det kunne være
gigtsmerter, hekseskud eller lignende.
Behandlingen
Akupunktur er en ældgammel kinesisk be¬
handlingsmetode, der på flere måder kan
sammenlignes med massage, hvor behandle¬
ren ved tryk påvirker de samme punkter i kroppen,som enakupunktørgørmed finenå¬
le. Der findes ingen videnom,hvornår denne
form for behandling er begyndt i Danmark,
mensikkerterdet,atden harværetanvendt si¬
den middelalderen, ogsikkert er detogså, at den ofte blevudført afmennesker, der havde
en særlig medfødt fornemmelse for, hvordan legemet fungerede. Hansine Larsen i Stau¬
skjæroghendessønHansLarsen i Outrup hav¬
de denne medfødte evne. Den er senere be¬
skrevet afen af Hansines døtre, Katrinesom,
»en særlig kraft i hænderne til attrække syg¬
dommeogsmerterud af flok«.
Katrines broder, Hans, betegnede selv sine
evner som »ensjettesansi fingrene. Nårjeg fø¬
ler medminehænder, kanjegmærke, hvor det
ergalt. f.eks. kan jeg regulært mærke hvoren
nerve eri klemme. Deter enslags indbyggetra¬
dar. Kald det, hvad De vil.Jeg har aldrig lært det, deter enmedfødtevne.«
Klog kone
Sine iStauskjær nøjedesikke medatlade folk
komme tilsig, hun følteenforpligtelse tilatla¬
de andrefågavn ogglæde af de særligeevner, hun mente at have frafødselen og som hun
måske havde arvet fraet tidligere medlem af slægten, udenatdetteerbevist.
Afstandene i dettyndt befolkedeområdeog dedårlige veje betødatdet oftevarvanskeligt
for folkatkomme tilStauskjær. Sine spændte
derforen hestforvognen ogkørte ud til pati¬
enterne.
Efterhåndensomhun blev kendtpåegnen, voksede behovet helt afsigselv,oghun indret¬
tede konsultationer rundtomkring. I en lang
årrækkekunne folketpar gange ommåneden,
fåbehandlingpå Højskolehjemmet i Varde.
Børnene
Samtidig med,athun i sinhestevogn kørteeg¬
nentynd, foratbehandle folk herogderogal¬
levegne, fødte hun tolv børn, ni døtre og tre
sønner.
De mange ture i åben hestevogn i al slags vejrogdemangebørnefødsler,varmåskemed¬
virkendetilatSineikke blevnogengammel ko¬
ne. Hun døde i 1933, kun 55 år gammel og efterlod sig, foruden savnet hos familien, et
stortsavn blandt sine klienter, der fortvivlede kom til hendes familie for atfå råd og hjælp.
Detvarderformegetspændendeom nogenaf børnene, udoversønnenHans,havdearvetSi¬
nes evnertilathjælpe folk. Flere af døtrene for¬
søgte,uden heldathjælpenogenaf demange.
Det vistesighurtigt,atSinessærlige evnerkun
varovergået tilHans.
Store HansiOutrup
Hans Thomas Larsen blev født i Stauskjær i
1905 og som moderen blev han en markant
person som behandler afen lang række syg¬
domme, ikke blot iStauskjærogOutrupsogne,
men i hele landet,ja endog fra Amerika og Australien, kompatienterne. Detskal dog iret¬
færdighedensnavnsiges,atdet fradisse fjerne
verdensdele drejede sig om personer, dervar udvandret fra egnen, og somopsøgteHansnår
devarpå besøg i hjemlandet.
Han blev kendtpåegnenundernavnetSto¬
reHans. Hanvar overto meterhøj,megetskul¬
derbred og havde ualmindelig store hænder.
Foratkunnetransporteresig omkring, fik han,
deraldrig anskaffedesigenbilogetkørekort, byggetenspecielstorcykel.
DereruklarhedomhvornårHansbegyndte
sinløbebanesombehandler. I sinungdomvar hanusædvanliggenertogtilbageholdende,en
egenskab der tilenvisgrad fulgte ham livet ud.
Han var derforaldrig den, der vidt og bredt
Denklogekone,SineiSiaiskj.+r
ThueogOlepåhenholdsvis seksogfireårfremviser densto¬
recykel, hvorpå Hans kørteegnen tyndog somførteham
helt tilRejsbyiSønderjylland foratbehandlesøsterenKa¬
trine. Foto: Privateje.
fortalte om sine bedrifter, som han også anså
fordereneselvfølgeligheder.
Sine iStauskjærersikkert tidligt blevet klar
over, at hendes søn Hans varfødt med de ev¬
ner, hun selv havde og som datteren Katrine udtrykte somdet, »at trække sygdomme ud af
folk med hænderne«. En anden familieoplys¬
ning fortæller nemligatHansbegyndteatlære
kunsten af moderen, og at de begge gav be¬
handling i hjemmet før 1920,altså før Hansvar femtenår.
Detvardogførst efter Sinesdød, da destore efterspørgsler efter behandling blev et pro¬
blem forfamilien,atHans for alvor togsin livs- gerning op. Hidtil havde det ligesom ligget i luften,athan skulleværelandmandsomsinfar ogsine brødre. I nogleårboede han hossøste-
Huset iOutrup,hvor Hans Larsen boedeoghvor detfor den indtrædendesåudsomomdenstoremand bar sit lille huspå
nakken. Foto: Privateje.
Denklogekone,SineiStauskjær
renJenny i Dejrup. Her hjalp han til i bedrif¬
ten, men herbegyndte hans virksomhed med sygdomsbehandlingogså for alvor. Senere køb¬
te han hus iOutrupogblev, hvad han selvse¬
nerekaldte ...»en instition iVestjylland, især i Outrup, hvorman erganske godt fornøjet med
athaveenklog mand i byen...«.
Huset i Outrupvaregendig for lille til den
store mand. For atkunne bevæge sig rundt i
stuerneudenatstødehovedet imodbjælkerne,
måttehan gå duknakket omkring. Denne stil¬
ling,somHanshurtigt vænnede sig tilogikke
tænktenærmereover,fik folk iOutrup tilat ta¬
leom, atdetsåud,som omStore Hans bar sit lille huspå nakken.
Massøren
Hans kaldtesig selvmassør.Hansbehandlings¬
metode ville idag sikkertværeblevet kaldt aku¬
punktur, idet han med sinefølsomme hænder påvirkede de punkter i kroppen, derpåenel¬
ler andenmådevarbeskadigede. Sigrid Søren¬
senfra Lunde fiksom18-årigendiskusprolaps.
Hans behandlede hende ved at »begynde at trykke og massere punkter fra næseroden og nedad,jegforstod det slet ikke, detvarjo ikke der, detgjordeondt«,fortæller Sigrid idag.
En betingelse for at blive behandlet hos
Hans var, at man pr. telefon havde aftalt tid.
Glemte man dette risikerede man at blive af¬
vist. Dettevaretprincip,han ikkegernefraveg,
ogskulle det alligevel ske,vardetenfordel,om
man varafhunkøn.
Menvar manførst kommetindenfor i det lil¬
le hus iOutrup,vardet ligegyldigtom manled
afmigræne, gigt,diskusprolaps, ethekseskud,
ellerom man havde forstuveten ankel. Hans behandlede det hele. Heller ikke betalingen
varsærlig fastlagt, drejededet sigom enfami¬
lie, der ikke havderådtilatbetaleprisen,nøje¬
des Hansmedenbakke ægeller lignende.
Hans konsultationsværelse var dagligstuen,
og briksen hvorpå patienterne lå under be¬
handlingen, var en primitiv sofa eller divan.
Hansbefattedesig ikke medatlægge lagner el¬
lerlignende over lejet. Detvarbehandlingen,
detdrejede sigom.
Utallige er beretningerne om, hvad Store
Hans sådan lige ordnede. Den hyppigste li¬
delse, han kurerede, var rygsmerter. Hervar haneminent,ogder berettesomfolk dernæs¬
tenkravledeind,og somefter endtbehandling gik ud fra hans konsultation.
Lastoptagere fraEsbjerg Havn, derpå grund
af dethårdearbejde oftehavderygsmerter,var blandt hans klienter. Selv udtalte han ietinter¬
viewianledning af sin 65 årsfødselsdag: »Jeg
harhjulpetmangemennesker, der indirekteer blevet sendt ud til mig af læger, der har givet
op. Mange afsygeplejerskerne heriVarde har besøgt mig,og erblevet kureret for forskellige
lidelser. Sidstjegvarpå sygehuset, deterseksår
siden, kaldtelægerne mig for sygehusets mas¬
sør«.
Detforlyder,at enlæge fra Esbjerg kom til
Hansmedsindatter, dervarvådligger. Lægen
overværede behandlingen, der til den lærde
doktorsstoreoverraskelsehelbredte datteren.
Måske var det denne Esbjerglæge, derop¬
fordrede Hans tilatfå,hvad han kaldteenrig¬
tig uddannelse. Store Hans svarede herpå:
»Hvorfor skullejeg læse i fireår til noget,jeg
kan iforvejen«?
Deterikkesåunderligtathanendag fiket
Df.nklogekone,SineiStalskjær
brev fraendame iEsbjerg der bl.a. skrev: »Gid
dumåblive hundredeår..«.
Da Hansblevældre, tænkte han megetpå,
hvem derdog skulle hjælpenårhan ikke læng¬
ere varistand til det. Hangiftede sig aldrigog fikingen børn,der kunne havearvetevnerne efter ham.
NielsBjerrum Jensen
NielsBjerrum Jensenvarrejsende i tobaksvarer
ogstoden dag hos tobakshandler Gregersen i Outrup da Store Hans dervar en passioneret cigarryger,kom ind. Repræsentantentrådtetil
side for kunderne ogkomderved til atståtæt ved siden af Hans. »Enstærk elektriskstrømog
en mærkelig varme strømmede pludselig fra
denstoremandovermodmig,ogetøjeblik ef¬
terspurgte han mig, om vi ikke kunne få en samtaleunder fireøjne. Overenkop kaffe i ci¬
garhandlerens baglokale spurgte Hans mig,
omjegbrugte deevner ogden kraft, jeg besad.
Hankunneføle,atjeghavdeevnernetilathel¬
brede,ogopfordrede mig tilatudnytte dem«.
Derkomdog tilatgåenårrække,inden Ni¬
els Bjerrum Jensen fulgte opfordringen. Han
mødte kun Store Hansetpar gange, mentele¬
fonisk fik han enlisteover nogle af despørgs¬
mål, Hans altid stilledenyepatienter,førenbe¬
handling.
Niels Bjerrum Jensen udviklede sine evner vedatlæseomnaturhelbredelseognaturmedi¬
cin, med studier iakupunkturogkroppensre¬
aktioner på påvirkninger med tryk eller nåle.
Hvishanidag skal betegne Store Hansoghans virksomhed, kalder han ham for en healer.
»Hanvarhealer udenatvidedet«,sigerNiels i dag.
Selvbrugte Store Hans ikke dissefremmede
ord.Påsin65årsfødselsdagvarhan indlagtpå
VardeSygehusogfik i dagensanledning besøg
afenjournalist fra dagbladet Vestkysten. Her
Denklogekone,SineiStauskjær
satte denkloge mand fra Outrup, Store Hans Larsen, sit livogsin virksomhed i perspektivpå følgendemåde: »Jeg plejer ellersatkunne kla¬
remineegneskavanker, menfinder intet ned¬
værdigende i, atkommepåsygehuset. Jeg har
mine hændersomredskaber-her harman ma¬
skinerne,somjoogsåkanværeganske nyttige.
Jeg erikke nogenmirakeldoktor. Jeg har blot
ensjettesansi mine hænder«.
Store Hans Thomas Larsen, der i 43årvir¬
kedesomdenkloge mand i Outrup, døde den
24. december 1982. Hanvarmåske den sidste af deselvlærtemændogkvinder, der i tidligere
tider harbetydetsåmegetfor folkesundheden
i heleVestjylland.
Kilder
1.Gotfredsen, Edv.: Medicinens historie i Danmark. Kø¬
benhavn 1950
2. NickNyland: Vardestresygehuse. Esbjerg1987
3. Note 1.op.cit.s.l57ff.
Samtaler med familiemedlemmerogdiverse folkpåegnen
Olga Pedersen, født1935.Lokalhistoriker. Boldingvej 16, 6752 Glejbjerg. Har tidligere udgivet Aastrup Sognfra eneuælde til ud¬
skiftning. Aastrup Sogn fra udskiftning til andelsbevægelse,samt diverse artikler bl.a. iRA.
Anna MarieRiber,født1953. Sygehjælper, Bækhusevej 21, 6855 Outrup.
