2014 SOCIAL ÅRSRAPPORT

(1)

SOCIAL

ÅRSRAPPORT

SOCIAL ÅRSRAPPORT 2014

SOCIALE YDELSER OG ULIGHED

2017 2016

2015 2014

2013 2012

2011 2010

2016 2016

(2)

SOCIAL ÅRSRAPPORT 2014

SOCIALPOLITISK FORENING OG

CENTER FOR ALTERNATIV SAMFUNDSANALYSE (CASA)

(3)

Grafisk Produktion: Eks-Skolens Trykkeri ApS Udgivet af Socialpolitisk Forening

ISBN 978-87-7504-158-9 ISSN 1600-4493

Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. th.

1401 København K Tlf.: 4023 4320

www.socialpolitisk-forening.dk CASA

Vesterbrogade 124 B, 3 th.

1620 København V Tlf.: 5337 2937 www.casa-analyse.dk

(4)

SOCIAL ÅRSRAPPORT

Sociale ydelser og ulighed

Dette er 15. udgave af Social Årsrapport. Siden 1999 har vi beskrevet og belyst væ- sentlige sociale problemer og sat kritisk fokus på socialpolitikken. Der er to centrale problemstillinger, som har været gennemgående i alle årene. Det ene er, at stille skarpt på andelen af personer og familier som på grund af arbejdsløshed, sygdom, nedsat erhvervsevne eller ramt af sociale begivenheder ikke har kunnet forsørge sig selv og belyse deres livsvilkår Det andet at sætte fokus på de økonomiske og sociale uligheder i samfundet.

Det er fortsat to problemstillinger, som er helt aktuelle.

Inden for de seneste år er der gennemført reformer, som omfatter stort set alle ind- komstoverførsler – det gælder efterløn, SU, kontanthjælp, dagpenge og førtidspen- sion. Der er tale om reformer, som vil ændre de sociale vilkår og indsatser, og får konsekvenser for dem, der bliver arbejdsløse, syge, eller ramt af sociale begivenheder. Selv om de nye reformer kun har virket i kort tid, vil vi i dette års Social Årsrapport analy- sere og vurdere konsekvenserne af de mange reformer. Vil de bidrage til, at borgerne kommer tættere på arbejdsmarkedet, skabe klarhed om borgernes sociale situation og rettigheder, forbedre indsatsen i forhold til de svageste uden for arbejdsmarkedet eller vil de bidrage til sværere livsvilkår for dem, som er arbejdsløse og syge?

I foråret udkom den franske økonom Thomas Pikettys bog ”Kapitalen i det 21.år- hundrede” som viser, at den økonomiske ulighed siden 70’erne er steget i mange vestlige velfærdssamfund. Bogen er baseret på omfattende historiske undersøgelser, og analyserer de mekanismer, der ligger bag uligheden, og hvad man kan gøre for at begrænse den. Bogen har sat den økonomiske ulighed på dagsordenen. Hvilken betydning har den økonomiske ulighed for de enkelte velfærdssamfund? Hvad betyder formuerne og globaliseringen for ulighederne, og indebærer det nye perspektiver på ulighed?

Social Årsrapport har i mange år sat fokus på uligheden i det danske samfund. Med de sidste 20 års stigende ulighed og de seneste reformer har vi ønsket og set behovet for at vurdere, hvilken betydning reformerne har for uligheden? Bidrager de til, at for- mindske ulighederne? Vi sætter fokus på reformerne, og ser på konsekvenserne i et lighedsperspektiv.

(5)

Landsforbund og BUPL.

Redaktionsgruppen, som har det faglige ansvar for Social Årsrapport, består af:

Finn Kenneth Hansen, cand.polit., forskningsleder i CASA.

Peter Abrahamson, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Rikke Posborg, socialrådgiver.

Mette Grostøl, cand.scient.soc., afdelingsleder i SL.

Anne Petersen, socialrådgiver, Settlementet Vesterbros Rådgivning.

Niels Rasmussen, cand.polit.

Line Askgaard, cand.scient.adm.

Heidi Sørensen, cand.scient.soc.

Henning Hansen, cand.polit., konsulent i CASA.

Den dokumenterede statistiske del af rapporten er udarbejdet af Henning Hansen og Finn Kenneth Hansen, CASA, som begge har bidraget med flere artikler.

Redaktionen vil takke dem, som har bidraget med artikler til dette års Social Årsrap- port.

Redaktionen er afsluttet 10. november 2014.

Den tekniske udførelse og layout af årsrapporten samt forside er udført af Eks-Skolens Trykkeri ApS.

November 2014 Redaktionsgruppen

(6)

INDHOLD

Redaktionel note

De sociale reformer og uligheden . . . . 7

Tema: Sociale ydelser og ulighed Jon Kvist: Velfærdsturisme – achilleshælen i vores universelle, skattefinansierede velfærdsmodel? . . . . 11

Finn Kenneth Hansen og Anne Dahl Pedersen: De aktuelle reformer af de sociale ydelser og deres konsekvenser . . . . 17

Dorte Caswell, Tanja Dall og Mikkel Bo Madsen: Et pendulsving med udfordringer . . . . . 25

Frank Ebsen og Idamarie Leth Svendsen: Udsatte børn og unge – lovregler og virkelighed . . . . 33

Finn Kenneth Hansen: Fattigdom – status efter fattigdomsredegørelsen . . . . 41

Niels Christian Rasmussen: Uligheden historisk og perspektiver for fremtiden . . . . 49

Søren Geckler og Henning Hansen: Ulighed i behandling . . . . 57

Den aktuelle situation Henning Hansen: De sociale ydelser . . . . 63

Finn Kenneth Hansen: Den økonomiske ulighed . . . . 69

Henning Hansen: Arbejdsmarkedet . . . . 79

Finn Kenneth Hansen: Kontanthjælp – det sociale sikkerhedsnet . . . . 89

Finn Kenneth Hansen: Den ny førtidspensionsreform . . . . 99

(7)

DE SOCIALE REFORMER OG ULIGHEDEN

De sociale reformer

Inden for de seneste år er der gennemført en række reformer, som stort set dækker hele spektret af indkomstoverførsler, og som påvirker det sociale område og socialpolitikken.

Det gælder tilbagetrækningsreformen, som afkorter efterlønsperioden til tre år, og en dagpengereform som betyder, at varigheden for modtagelse af arbejdsløshedsdag- penge nedsættes fra 4 år til 2 år.

Det gælder en reform af førtidspension og fleksjobordningen, som betyder at personer under 40 år, som udgangspunkt ikke skal på førtidspension, men i stedet skal have en individuel og helhedsorienteret indsats i ressourceforløb, samtidig med at fleksjobordningen målrettes til dem, der har størst behov. En kontanthjælpsreform som indebærer, at kontanthjælp til alle unge under 30 år uden uddannelse bliver afskaffet og erstattet af uddannelseshjælp, at reformindsatsen skal være med til at sikre at unge får en uddannelse, og at alle kontanthjælpsmodtagere bliver mødt med klare krav og forventninger, så flere får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet. Og en sygedagpengereform der afskaffer varighedsbegrænsningen på sygedagpenge til gengæld for en lavere økonomisk ydelse, og med en individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats skal hjælpe den enkelte syge tilbage til arbejdsmarkedet.

Der er tale om reformer, som på den ene side skal understøtte, at syge, marginalise- rede og udsatte kommer tilbage på arbejdsmarkedet, og på anden side er gennemført med henblik på at nedbringe de offentlige sociale udgifter. Selv om reformerne kun har haft kort løbetid, er det hensigten i dette års sociale rapport, at give et billede og vurdere forskellige konsekvenser af reformerne. Hvad vil de betyde for den enkelte, som har mistet muligheden for selvforsørgelse, og hvad vil de betyde for det sociale arbejde og socialpolitikken?

Flere ydelser

Det danske velfærdssamfund er karakteriseret ved en bred vifte af indkomstoverførs- ler. Der er tale om universelle ydelser, og et forsørgelsessystem som overordnet frem- står som et simpelt system – bestående af dagpenge, kontanthjælp og pensioner, men

(8)

REDAKTIONEL NOTE

som har udviklet sig med nye ydelser og forskellige vægtninger af sociale indsatser, og ændringer i takt med karakteren af sociale problemer, demografiske ændringer og økonomiske konjunkturer.

De mange nye reformer peger samlet set på, at det socialpolitiske område hvad angår indkomstoverførslerne er under forandring med indførelse af nye ydelser, som lukker nogle huller i det finmaskede net af ydelser. Med finansloven for 2015 har regeringen sammen med SF og Enhedslisten forsøgt at lukke endnu et hul ved at indføre en så- kaldt kontantydelse, der skal sikre, at alle – uafhængigt af formue og ægtefælles indkomst – kan modtage ydelser i tre år. Det bliver formentlig den sidste lap på det stærkt reformerede ydelsessystem.

Andre nye ydelser – fx arbejdsmarkedsydelsen og ressourceforløbsydelsen – følger samme mønster, er lavere men uafhængige af formue og ægtefælles indkomst. Der er tale om ydelser, som lukker for de tidligere fattigdomslommer, hvor en person, som fx faldt for dagpengegrænsen ville overgå til at modtage kontanthjælp. Men i de til- fælde hvor vedkommende havde formue eller ens ægtefælde havde en indkomst, kunne vedkommende ikke modtage kontanthjælp. Der er med de nye ydelser nu mulighed for at modtage en lavere ydelse (60 % af dagpengene for ikke-forsørgere og 80 % af dagpengene for forsørgere) som altså er uafhængig af formue og ægtefælle og samlevers indkomst.

En samlet konsekvens af de nye reformer er, at der bliver tale om endnu flere ydelser og en større differentiering af indkomstoverførslerne. Det gælder fx nye indkomst- overførsler som uddannelseshjælp, arbejdsmarkedsydelse, ressourceforløbsydelse, kontantydelse m.v. Forsørgelsesvinklen, som har været grundlæggende for indkomst- overførslerne, er blevet afløst af en uddannelses- og arbejdsmarkedsvinkel kombineret med en incitamentsvinkel.

Lavere sociale ydelser

Der er ikke blot tale om flere ydelser, men også tale om afkortning af de højeste ydelser fx efterløn og dagpenge og indførelse af lavere ydelser.

Den rettighed arbejdsløse og syge har haft til et leveniveau på dagpengenes højeste sats, er med de nye ydelser ved at blive udhulet. De omtalte reformer indebærer en nedgang i ydelserne for langvarigt arbejdsløse og syge. Til gengæld for de lavere satser tilbydes ledige uddannelse, og syge i ressourceforløb tilbydes en rehabiliterende indsats, der skal forsøge om at bringe pågældende tilbage på arbejdsmarkedet

Kontanthjælp og uddannelseshjælp er det nederste sikkerhedsnet. For unge erstattes kontanthjælpen af uddannelseshjælpen, som er på SU-niveau. Det vil sige, at unge som er udsat for en social begivenhed og ikke kan forsørge sig selv, fremover skal for- sørge sig selv ved en ydelse på SU-niveau. På den måde har SU-niveauet sneget sig ind, som om at SU har været en fuld forsørgelsesydelse. SU har aldrig været tænkt som sådan, men som en ydelse til supplering af studerendes indtægter ved lønarbejde og optagelse af gunstige statsstøttede lån.

(9)

En tilbagevenden til socialt arbejde?

Den overordnede socialpolitiske trend har siden 00’erne været indsatser rettet mod den hurtigste og mest direkte vej til job og beskæftigelse og mindre fokus på socialt arbejde.

Med reformerne kan man se konturerne af en noget ændret tilgang. I forhold til de udsatte ledige rummer reformerne af førtidspension og fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge flere tiltag, der indikerer en vending fra aktivlinje hen mod en mere social og helhedsorienteret tilgang, når det handler om mennesker med problemer ud over det, at de mangler et arbejde.

I reformerne understreges behovet for socialfaglige, tværfaglige og helhedsorienterede indsatser for de ledige, der har problemer ud over ledighed. I førtidspensions- og fleksjobreformen er indført de såkaldte ressourcefor-løb, der muliggør langvarige (op til fem år) og sammensatte indsatser for de borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet, og kontanthjælpsreformen understreger behovet for tværfaglige og individuelt tilpassede indsatser for udsatte ledige. Det samme gælder sygedagpengereformen, som ope- rerer med individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats, der skal hjælpe den enkelte syge tilbage til arbejdsmarkedet. Med kontanthjælpsreformen er der endvidere kommet et tydeligt fokus på uddannelse – især for de under 30 årige.

Med reformerne kan man sige, at forståelsen af de manges forskellige forsørgelsespro- blemer igen ser ud til at anerkende og omfatte sociale og sundhedsmæssige problemer, og der kaldes igen på socialfaglige kompetencer hos de professionelle.

Selvom reformerne rummer ansatser, der trækker i retning af socialfagligt baseret pro- blemforståelse og helhedsorienterede tilgange for de mest udsatte ledige, så er reformerne fortsat præget af aktivlinjens grundlæggende logik med brug af incitamenter, lave ydelser og sanktioner. Brugen af sanktioner såvel som brugen af økonomiske incitamenter i det hele taget peger på en fastholdelse af en individualiserende og øko- nomisk-rationel forståelse af ledighed.

De gode intentioner om social helhedsorientering står over for betydelige udfordringer, når social faglighed og helhedsorientering skal forenes med økonomiske sparekrav og sanktionstænkning.

De sociale reformer og ulighed

For de reformer som er trådt i kraft, kan det konstateres, at der er en bevægelse af langvarigt ledige og syge fra de to områder dagpenge og førtidspension mod kontant- hjælpsområdet, en bevægelse som fremover vil præge ydelsessystemet med mindre, der kommer gang i økonomien og beskæftigelsen stiger. Det betyder samtidig, at der tale om en bevægelse fra det højere dagpengeniveau til det lavere kontanthjælpsni- veau for personer, som har en manglende forsørgelse grundet arbejdsløshed og sygdom. Det andet er, at der er risiko for, at en del af dem (særlig unge) der er på kon- tanthjælp, vil modtage ydelser som er på SU-niveau – et niveau som ligger langt under den kritiske indkomstgrænse for fattigdom.

(10)

REDAKTIONEL NOTE

Virkningerne af de samlede reformer vil først slå fuldt ud i løbet af de kommende år, og det vil derfor være hensigtsmæssigt at skelne mellem konsekvenserne på kort sigt og længere sigt. På kort sigt – det vil sige inden for de kommende 5 år – vil der sand- synligvis fortsat være nogenlunde samme andel på indkomstoverførsler på grund af afventende økonomiske konjunkturer. Der vil derfor fortsat være mange modtagere af indkomstoverførsler, men sammensætningen på ydelserne vil ændre sig. Der vil komme flere på kontanthjælp, og flere vil være på de nye lave ydelser.

Samtidig er der i forbindelse med vedtagelsen af skattereform 2012 frem mod år 2020 vedtaget at ændre på reguleringen af de forskellige indkomstoverførsler. Fra 2014 og frem mod 2020 vil indkomstoverførslerne alene blive reguleret med priserne. Tid- ligere blev indkomstoverførslerne reguleret med lønningerne på det danske arbejdsmarked, dog på den måde at der ved lønstigninger på 3,3 pct. eller mere kun skete en regulering på 3 pct., idet de 0,3 pct. i stedet indgik i satspuljen. Ved lønstigninger op til 3 pct. skete der fuld regulering af indkomstoverførslerne.

Når uligheden i Danmark i mange år har været relativt mindre end i mange andre lande, skyldes det ikke mindst de universelle ydelser og det brede net af ydelser, som karakteriserer vores indkomstoverførselssystem. Med reformerne er der både på kort og lang sigt risiko for at uligheden vil blive forøget – skellet mellem de rige og fattige vil blive større. Med hvilken styrke er svært at sige, netop fordi reformerne implementeres over de kommende år. Uligheden i Danmark er stigende og har været det de seneste tyve år. Der er ikke noget, der tyder på, at reformerne i sig selv vil rette op på denne skæve udvikling.

(11)

VELFÆRDSTURISME

– ACHILLESHÆLEN I VORES UNIVERSELLE,

SKATTEFINANSIEREDE VELFÆRDSMODEL?

Af Jon Kvist, professor, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.

Velfærdsturisme kan blive achilleshælen i den danske velfærdsmodel.

»Velfærdsturisme« dækker over frygten, for at EU-borgere spekulerer i forskelle i lan- denes velfærdssystemer. Frygten går på, at personer tager fra lande med dårlige systemer til lande, hvor de kan modtage mest muligt og skal bidrage mindst muligt. Nemt tilgængelige, generøse ydelser tiltrækker som magneter borgere fra andre EU-lande, og EU-borgernes træk på ydelserne underminerer det økonomiske og politiske grundlag for velfærden, lyder frygten. For at undgå magnetisme og træk på velfærden må vi, siger flere danske politikere, gøre ydelserne mindre tilgængelige og mindre gene- røse. Når Sverige eller Norge gør det samme, reducerer vi yderligere, og så er kapløbet mod bunden i gang. Selvom bunden ikke nås, ender landene med væsensforskellige andre velfærdssystemer, end de ville have haft uden frygten for velfærdsturisme.

Organiseret omkring 10 spørgsmål belyser denne artikel centrale forhold omkring velfærdsturisme.

1. Øger EU-udvidelser forskelle mellem EU-landes velstand og systemer og dermed også antallet af EU-borgere, der potentielt kan spekulere i forskelle på velfærd og skatter?

Ja, især EU’s seneste udvidelse mod øst - i 2004 og 2007 og Kroatien i 2013 – har øget velstandsforskellene mellem lande. De nye EU-lande havde i gennemsnit ved deres indtræden et bruttonationalprodukt per indbygger på 26,1 procent af de gamle EU- landes (Kvist, 2004).

(12)

TEMA: SOCIALE YDELSER OG ULIGHED

I 2014 er der 512,9 millioner EU- og EØS-borgere:

• 105,3 millioner EU 11 borgere (Baltiske lande, Bulgarien, Cypern, Kroatien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, og Ungarn)

• 402,1 millioner EU 17 borgere (Benelux-landene, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Irland, Luxembourg, Portugal, Spanien, Storbritan- nien, Sverige, Tyskland, og Østrig)

• 5,5 millioner øvrige EØS borgere (Island, Lichtenstein, og Norge)

I Danmark boede der i 2012 86.862 personer fra EU 17 og EØS (Europæiske Økono- miske Samarbejde, dvs. Island, Lichtenstein og Norge) og 53.705 personer fra EU 10 i Danmark (Kvist 2014a, 2014b). Om få år vil der måske bo flere fra de nye EU-lande end de gamle EU-lande i Danmark. Fra 2008 til 2012 blev der nemlig 25.780 flere borgere fra de nye lande og 14.944 borgere færre fra de gamle lande i Danmark.

2. Får stadig flere EU-borgere adgang til danske velfærdsydelser på grund af domme afsagt ved EU-Domstolen?

Ja, EU-Domstolens domspraksis er hovedårsag til, at der bliver ved med at dukke sa- ger op. I februar 2013 var det SU’ens tur. Sagen handlede om en EU-borger, der havde søgt optagelse på Handelshøjskolen i marts 2009. I juni 2009 tog han til Danmark og arbejdede på fuldtid. Da han i august 2009 startede på studiet, gik han på deltid og søgte om SU. Det nægtede SU styrelsen at give ham med henvisning til, at han var kommet til Danmark for at studere. Den studerende klagede. Ankenævnet for Uddan- nelsesstøtte spurgte derefter EU-Domstolen om Danmark ikke var i sin gode ret til at afvise den studerende SU al den stund, at Opholdsdirektivet siger, at værtslande ikke er forpligtet til at yde studiestøtte til EU-borgere, som ikke er arbejdstagere eller arbejdstageres familiemedlemmer. Men den gik ikke. EU-Domstolen dømte at EU-borgere, der studerer i Danmark og samtidig arbejder, ikke må nægtes SU. Arbejdet behø- ver ikke være fuldtid, ligesom det ikke kan tillægges betydning, hvilken bevæggrund, der var for at søge arbejde i Danmark.

I øjeblikket verserer en finsk sag om arbejdskrav i værtsland, som skal for EU-Domsto- len. Afgørelsen kan få betydning for det danske krav om 298 timers arbejde indenfor tre måneder i Danmark før en tilrejsende EU-borger kan blive berettiget til dagpenge.

Hvis Finlands arbejdskrav bliver fundet ulovligt, er Danmarks det også.

3. Hvor mange EU-borgere modtager danske velfærdsydelser?

Der er endnu ikke mange EU-borgere, der modtager danske velfærdsydelser. I 2012 var der 4.411 kontanthjælpsmodtagere (helårsmodtagere) fra EU/EØS – heraf 1.157 fra de nye EU-lande (Kvist, 2014a). Foreløbige tal siger, at der i 2013 var 5.258 dagpengemodtagere (helårsmodtagere) fra EU/EØS – heraf 2.688 fra de nye EU-lande.

Samme år var der 11.189 SU-støttemodtagere (helårsmodtagere) fra EU/EØS, heraf 4.229 fra de nye EU-lande. Og i 2012 var der 8.986 folkepensionister (helårsmodta- gere) fra EU /EØS - heraf 335 fra de nye lande. Det er meget små tal i forhold til antal

(13)

danske modtagere, men der er på samtlige ordninger en kraftig vækst i antal modtagere og størst for personer fra de nye EU-lande. Således steg antallet af modtagere af arbejdsløshedsdagpenge fra de nye lande fra 223 personer i 2008 til 2.045 personer i 2012. Med andre ord er der grund til fortsat at holde øje med udviklingen i antal modtagere.

4. Er frygten for velfærdsmagnetisme begrundet?

Nej, historisk er der ikke tegn på, at EU-borgere rejser fra lande med dårlige velfærds- systemer til lande med bedre velfærdssystemer. Økonomi, sprog og netværk er vigtige faktorer. Nogle EU-borgere rejser fra lande med høj arbejdsløshed til lande med lav ar- bejdsløshed. Sprog og jobs kan være med til at forklare at England, og især London, har modtaget mange borgere fra de nye EU-lande. Det har Irland også, hvilket først kunne forklares ved en »magnetisk god« irsk økonomi og efter det økonomiske kol- laps ved et stort netværk for polakker.

5. Er den velfærdsmodel med universelle og skattefinansierede ydelser særlig sårbar overfor velfærdsturisme?

I obligatoriske socialforsikringsordninger kobles indbetalte bidrag med rettigheder til ydelser. I universelle, skattefinansierede ordninger kobles skattebetaling og ret til ydelse ikke. Flere danske politikere tror, at afkoblede ydelser er mere sårbare overfor velfærdsturisme end koblede. De argumenterer derfor for længere optjeningsperioder i form af forudgående bopæl, arbejde, medlemskab eller bidragsbetaling. Det er imidlertid ineffektivt. Ved koordinering af vandrende arbejdstageres sociale rettigheder skal man nemlig lægge optjeningsperioder i forskellige lande sammen. Man må ikke diskriminere og sige, at det kun er bopæl, arbejde, medlemskab eller bidragsbetaling i værtslandet, der tæller. Derfor blev danske børnefamilieydelsers optjeningskrav og krav om bopæl i Danmark anset for ulovligt og skulle sidestille forudgående bopæl i andre EU-lande med bopæl i Danmark, hvilket ville gøre reglen ineffektiv.

EU’s retspraksis gør, at koblede ydelser er ligeså sårbare som afkoblede ydelser. Det skyldes, at der stilles stadig mindre krav til at blive kvalificeret som arbejdstager med heraf følgende adgang til nationale ydelser (fx som i den danske SU-dom), at stadig flere persongrupper og ydelser bliver opfattet som hørende under EU-lovgivning, og at eventuelle optjeningsperioder i forskellige lande skal lægges sammen (fx bopælspe- rioder for børnefamilieydelsen).

6. Kan vi lave værnsforanstaltninger som optjeningsperioder?

Ikke mange. Som beskrevet er optjeningskrav specifikt knyttet til værtsland ulovlige og generelle optjeningskrav om længere forsikring, arbejde, eller bopæl mindre effek- tive. Det er således ikke blot afkoblede skattefinansierede, universelle ydelser, som er potentielt sårbare overfor velfærdsturisme, men også bidragsfinansierede, selektive ydelser i de obligatoriske socialforsikringsordninger for arbejdstagere.

7. Underminerer velfærdsturisme det økonomiske grundlag for vor velfærd?

Nej - og så dog. Udgifterne til andre EU-borgeres børnefamilieydelser, kontanthjælp og dagpenge er stadig begrænsede. Men disse udgifter er i markant vækst, og hvis ud-

(14)

TEMA: SOCIALE YDELSER OG ULIGHED

gifterne fortsætter med at stige, vil de blive langt højere end for den gennemsnitlige dansker og det kan blive et problem.

Et andet usikkerhedspunkt handler om brugen af serviceydelser. Indtil videre har de fleste undersøgelser kun set på brug af overførselsindkomster, mens servicesiden på grund af mangel på oplysninger ikke er blevet kortlagt. Da personer, der har taget fra ét land til andet, generelt er yngre og mere ressourcestærke end gennemsnittet i deres hjemland, er sandsynligheden for at de på mellemlangt sigt trækker mere på service til pasning af børn og egen videreuddannelse og mindre på hospitaler og ældrepleje.

Og disse udgifter til børnepasning og uddannelse kan vi også betragte som investerin- ger, da sprog, evnen til at lære og kvalifikationer i bred forstand forebygger senere sociale problemer og sikrer morgendagens skaffedyr.

8. Underminerer velfærdsturisme opbakningen til vores velfærdsmodel?

Ja, denne fare er reel. Selvom vores velfærdsmodel ikke er økonomisk udfordret, i hvert fald endnu, kan selv opfattelsen af at vores velfærdssystem bliver brugt på en måde vi ikke havde regnet med, fremprovokere forandringer af vort system (Kvist 2004). En polsk dovne-Robert er sikkert alt, hvad der skal til for at skabe politisk enig- hed på Christiansborg om stramninger af sociale ydelser, hvor børnefamilieydelser og kontanthjælp står først for nedskæringer og folkepension sidst.

9. Vil det hjælpe at gå ud af EU?

Nej, reglerne, som forbyder diskrimination, og som koordinerer vandrende arbejdstagere, gælder også for Norge, Island og Lichtenstein der sammen med de EU 28 lande er i det europæiske økonomiske samarbejde (EØS). Vi skulle derfor gå ud af EØS sam- arbejdet, og det er nok politisk utænkeligt.

10. Hvad kan vi gøre og hvad bør vi gøre?

Nationalt kan vi behandle de sociale turister, der måtte finde vej hertil, som vi behandler andre grupper, hvori vi mistænker nogle for at have problemer med motivationen, nemlig ved aktivering. På EU-plan kan vi politisk arbejde på at ændre noget af den lovgivning, som koordinerer vandrende arbejdstageres sociale rettigheder, fx princippet om afledte og eksportable rettigheder, der hører en svunden mandlig hovedforsørgers tid til.

En achilleshæl er et svagt punkt i en ellers stærk helhed. Den danske velfærdsmodel er en sådan stærk helhed. Den omfatter serviceydelser for børn, unge og ældre der bidrager til kønslig ligestilling, social lighed og at stort set alle kan deltage på arbejdsmarkedet uafhængig af familietype. Det er en styrke. I hele den industrialiserede verden uddanner flere kvinder sig længere og mange af dem får ikke så mange børn som tidligere på grund af vanskeligheder med at forene karrieren med familieliv. Danmark kan prøve at tiltrække sådanne kvinder – enlige og i familier – fra andre lande, der ønsker at vælge både karriere og børn til. Den danske models serviceside kan blive en velfærdsmagnet på den type af arbejdskraft, som alle lande gerne vil have i lyset af aldrende befolkninger og kommende mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og på sigt vil det bidrage til at finansiere morgendagens velfærdssamfund gennem flere på arbejdsmarkedet.

(15)

Litteratur

Kvist, J. (2004) Does EU enlargement lead to a race to the bottom? Strategic interaction among EU member sta- tes, Journal of European Social Policy, 14(3): 301-318.

Kvist, J. (2014a) Velfærdsturisme og afkobling af ret og pligt, i Christiansen, N.F., J. Kvist, N. Kærgaard og K. Pe- tersen (red.) På kryds og tværs i velfærdsstaten: Festskrift for Jørn Henrik Petersen. Odense: Syddansk Universi- tetsforlag, s. 177-195.

Kvist, Jon (2014b) Velfærdsturisme: Frygt, fakta og fremtid, Socialpolitik, nr. 2, s. 5-11.

(16)

DE AKTUELLE REFORMER AF DE SOCIALE YDELSER OG DERES KONSEKVENSER

Af Anne Dahl Pedersen, Settlementet Vesterbros rådgivning og Finn Kenneth Hansen, CASA Siden 2009 har skiftende regeringer gennemført en række reformer, som stort set dækker hele spektret af de danske indkomstoverførsler. Reformerne er præsenteret i relation til den danske 2020-plan og motiveret af forskellige hensyn: Det gælder hensynet til balancen i de offentlige budgetter og hensynet til at øge udbuddet af arbejdskraft, idet det forventes at skabe øget beskæftigelse. Et tredje er hensynet til at for- mindske antallet af personer i de erhvervsaktive aldersgrupper, der modtager offentlige indkomstoverførsler. Som vist i Social Årsrapport har det samlede antal personer i den erhvervsaktive alder, som modtager offentlige indkomstoverførsler været stort set konstant i mange år – omkring 800.000 omregnet til fuldtidspersoner eller tæt på en fjerdedel af de 18 – 64 årige i befolkningen.

For at nå disse målsætninger er der gennemført seks forskellige reformer:

Folketinget har vedtaget en tilbagetrækningsreform, som bl.a. betyder at efterlønsalde- ren er blevet rykket, således at man først kan få efterløn, når man er 62 år (tidligere 60 år), ligesom tiden for efterløn er blevet afkortet til tre år (tidligere fem år), hvilket især ud- fordrer de ældre grupper på arbejdsmarkedet, som har det mest belastende arbejdsmiljø.

Folketinget har vedtaget en dagpengereform, som bl.a. betyder at varigheden af at kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge nedsættes fra 4 år til 2 år. Regeringen har la- vet aftaler om en indsats for de mennesker, der står over for at opbruge den 2-årige ret til dagpenge. I 2013 blev der indført en særlig uddannelsesydelse, som personer kan modtage, når de har ret til uddannelses forløb, virksomhedspraktik eller løntil- skud under den særlige uddannelses ordning.

Denne ordning blev efterfulgt af indførelsen af en midlertidig arbejdsmarkeds- ydelse i 2014, så de mennesker, der i de kommende år opbruger retten til dagpenge, er sikret et forsørgelsesgrundlag i form af en midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Når

TEMA: SOCIALE YDELSER OG ULIGHED

(17)

retten til at modtage særlig uddannelsesydelse udløber, er der således i stedet mulighed for at modtage midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Den samlede periode med dagpenge, særlig uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse er maksi- malt fire år. Alle på den midlertidige arbejdsmarkedsydelse skal have aktiv indsats.

Den særlige uddannelsesydelse som den nye midlertidige arbejdsmarkedsydelse udgør 60 procent af højeste dagpengesats for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere.

Ydelsen svarer til kontanthjælpssatserne, men er i modsætning til kontanthjælpen ikke afhængig af familie- eller formueindkomst. Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse omfatter ledige, der opbruger retten til uddannelsesordningen i 1. halvår 2014, og ledige, der opbruger dagpengeretten i 1. halvår 2014 og frem til udgangen af 1.

halvår 2016.

Folketinget har vedtaget en reform af førtidspension og fleksjobordningen. Refor- men trådte i kraft 1. januar 2013 og er en grundlæggende reform af hele førtidspensi- ons- og fleksjobområdet. Reformen betyder, at unge under 40 år som udgangspunkt ikke skal på førtidspension, men i stedet skal have en individuel og helhedsorienteret indsats i ressourceforløb, der tager udgangspunkt i den enkeltes muligheder og behov.

Samtidig målrettes fleksjobordningen til dem, der har størst behov.

Det er målsætningen med reformen, at de mest udsatte borgere får en helt ny indsats og hjælp til at komme videre i livet. Rehabiliteringsteam i kommunerne og ressource- forløb målrettet den enkelte borger er kernen i den nye indsats. Samtidig bliver fleksjobordningen målrettet personer med en meget begrænset arbejdsevne.

Personer, som bevilges et ressourceforløb med henblik på en koordineret helhedsorienteret rehabiliterende indsats, overgår til en ydelse på henholdsvis 60 og 80 % af dagpengenes højeste sats svarende til kontanthjælpssatserne dog uden hensyn til formue eller ægtefælle/samleverens indtægt. Det er personer, som ikke er arbejdsdygtige og derfor ude af stand til at påtage sig indtægtsgivende arbejde,

Folketinget har vedtaget en kontanthjælpsreform, som trådte i kraft d. 1.januar 2014. Kontanthjælpsreformen skal være med til at sikre, at unge får en uddannelse, og at alle mennesker bliver mødt med klare krav og forventninger, så flere får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet. Reformen indebærer, at kontanthjælp til alle unge under 30 år uden uddannelse bliver afskaffet og erstattet af uddannelses- hjælp. Uddannelseshjælpen er på niveau med SU. Kommunerne visiterer de unge uden uddannelse i en af 2 grupper: de uddannelsesparate og de aktivitetsparate. Akti- vitetsparate unge, er unge, som ikke kan påbegynde en uddannelse, hvorfor de får et aktivitetstillæg oveni uddannelseshjælpen.

For at modtage kontanthjælp og uddannelseshjælp er det en grundlæggende betin- gelse, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor indebærer reformen, at jobparate kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for deres kontanthjælp, ligesom der skal sanktioners ved manglende rådighed, og der sættes nyt fokus på aktiv og realistisk jobsøgning. Voksne kontanthjælpsmodtagere over 30 år får kontanthjælp som i dag.

(18)

Folketinget har vedtaget en ny sygedagpengemodel. Det nye i denne er, at man afskaffer varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, så ingen sygemeldte risikerer at stå helt uden forsørgelse. Samtidig skal sygemeldte have en hurtigere og bedre indsats end i dag.

Den nye sygedagpengemodel betyder, at sygemeldte, der i dag ikke opfylder betingel- serne for at få forlænget deres sygedagpenge, bliver sikret en ressourceforløbsydelse efter 5 måneders sygdom. En ydelse, der i niveau svarer til arbejdsmarkedsydelsen–

altså 60 procent af højeste dagpengesats for ikke-forsørgere og 80 procent for forsør- gere og som ikke afhænger af formue eller ægtefællens indkomst. Samtidig skal de have en individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats, der skal hjælpe den enkelte tilbage til arbejdsmarkedet. Derudover vil mennesker med en livstruende sygdom blive sikret sygedagpenge under hele sygdomsforløbet.

Samtidig er der i forbindelse med vedtagelsen af skattereform 2012 frem mod år 2020 vedtaget at ændre på reguleringen af de forskellige indkomstoverførsler. Fra 2014 og frem mod 2020 vil indkomstoverførslerne alene blive reguleret med priserne. Tid- ligere blev indkomstoverførslerne reguleret med lønningerne på det danske arbejdsmarked, dog på den måde at der ved lønstigninger på 3,3 pct. eller mere kun skete en regulering på 3 pct., idet de 0,3 pct. i stedet indgik i satspuljen. Ved lønstigninger op til 3 pct. skete der fuld regulering af indkomstoverførslerne.

Konsekvenser af reformerne

Der er flere konsekvenser af reformerne. Hvad angår tildelings- og udmålingskriterier for det samlede sæt af indkomstoverførsler, og indsatser, er der tale om følgende ko- onsekvenser

• Kontanthjælp bliver afskaffet og erstattet af en lavere uddannelseshjælp til unge under 30 år uden uddannelse.

• Principielt ingen førtidspension til borgere under 40 år (bortset fra borgerne, som helt åbenbart ikke har nogen arbejdsevne)

• Med ændringer af efterløn og førtidspension bliver der tale om senere tilbagetræk- ning fra arbejdsmarkedet

• I forhold til alle modtagere af indkomstoverførsler bliver der lagt vægt på tidlige indsatser i forhold til deres problemstillinger til gengæld for lavere ydelser

• Der lægges fortsat vægt på incitamenter og pålæg

• Hvad angår indsatser – er de differentieret og individuelle. Der er tale om indsatser som uddannelse, koordinerende sagsbehandler, nyttejobs og rehabilitering

• Der stilles krav i forhold til modtagelse af de forskellige indkomstoverførsler og op- fyldes kravene ikke opereres med sanktioner

DE AKTUELLE REFORMER AF DE SOCIALE YDELSER OG DERES KONSEKVENSER

(19)

Et ydelsessystem med mange forskellige ydelser

Det danske ydelsessystem bestod engang af et simpelt system - bestående af dagpenge, kontanthjælp og pensioner. Hvor dagpengene var knyttet til a-kasserne og hvor man var forsikret mod arbejdsløshed og sygdom. Pensioner var statslige og skattefinansierede udbetalt enten ved varig nedsat erhvervsevne – som førtidspension eller ved aldersgrænsen for folkepension. Kontanthjælpen udgør det sociale sikkerhedsnet. Man modtager kontanthjælp, når man er udsat for en social begivenhed og ikke er dækket af øvrige ydelser.

Dette simple forsørgelsessystem har udviklet sig med nye ydelser fx efterlønnen og ændringer i takt med karakteren af sociale problemer, demografiske ændringer og økonomiske konjunkturer. Alligevel kan man tale om en fastholdt tredeling dog med ændringer i tildelings- og udmålingskriterierne. I perioden op til 2001 var der en tendens til at arbejde sig hen imod et ensartet niveau, som svarer til dagpengeniveauet.

Dette er dog klart ændret i perioden fra 2001, hvor der fx har været en klar tendens til svækkelse af det sociale sikkerhedsnet i form af indførelsen af nye lave sociale ydelse så som starthjælp, kontanthjælpsloft m.v., som dog blev afskaffet som noget af det første af den nye regering i 2012.

En af konsekvenserne af de mange nye reformer, hvad angår indkomstoverførslerne, er imidlertid, at der bliver tale om endnu flere ydelser og en større differentiering af indkomstoverførslerne. Forsørgelsesvinklen, som har været grundlæggende for ind- komstoverførslerne, er blevet afløst af en uddannelses- og arbejdsmarkedsvinkel kombineret med en incitamentsvinkel. Med de seneste reformer er der fx tale om nye ind- komstoverførsler som:

• Uddannelsesydelsen for ledige (2013)

• Arbejdsmarkedsydelsen (2014)

• Uddannelseshjælp (SU- 2014)

• Ressourceforløbsydelse Minimumsydelse (2013)

• Ledighedsydelse for ledige fleksjobbere (2013)

• Ressourceforløbsydelse til tidligere sygedagpengemodtagere

Til illustration af de mange ydelser kan man se på kontanthjælpsområdet, som i forvejen har udviklet sig til et kludetæppe. For kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, erstattes kontanthjælpen af uddannelseshjælp på SU-niveau med det formål at unge, som skønnes i stand til det, skal i uddannelse. Når den unge påbegynder en uddannelse stopper uddannelses- hjælpen. Unge, som ikke kan påbegynde en uddannelse indenfor et år, kaldes for aktivitetsparate og kan få et tillæg oveni SU-satsen.

(20)

Uddannelseshjælp og kontanthjælp udgør et ganske kompliceret regelsæt med afledte forskellige ydelsesniveauer, således at der skelnes mellem forskellige satser afhængig af, om du er over eller under 30 år, om du har en erhvervskompetencegivende uddannelse, om du har børn, om du er gift eller samlevende, om du er hjemme- eller ude- boende, om du har en psykiatrisk diagnose osv. Udfordringen for de kommunale sagsbehandlere med at finde rundt i alle disse ydelsesniveauer og ikke mindst under rådgivningen at forklare og begrunde ydelsesniveauet for borgeren, er stor også selv for erfarne sagsbehandlere. Det er tvivlsomt, hvordan borgeren kan gennemskue re- gelsættet, hvorfor borgerens retsfølelse kan blive svækket.

Lavere sociale ydelser

Der er ikke blot tale om flere ydelser, men også tale om nye lave ydelser, som for den enkelte er uafhængig af formue og ægtefælles indkomst. Det gælder:

• Arbejdsmarkedsydelsen (dagpengemodtagere fra a-kassen)

• Ressourceforløbsydelsen (under 40 år/ikke førtidspension samt tidligere syge- dagpengemodtagere)

• Ledighedsydelse (ledige fleksjobbere)

Der er tale om ydelser som lukker for de tidligere fattigdomslommer, hvor en person, som fx faldt for dagpengegrænsen ville overgå til at modtage kontanthjælp. Men i de tilfælde, hvor vedkommende havde formue eller ægtefælde havde en indkomst, kunne vedkommende ikke modtage kontanthjælp. Der er med de nye ydelser nu mulighed for at modtage en lavere ydelse (60% af dagpengene for ikke-forsørgere og 80%

af dagpengene for forsørgere) som altså er uafhængig af formue og ægtefælle og samlevers indkomst.

De omtalte reformer indebærer nedgang i ydelserne. Sikringsydelserne i form af dagpenge til arbejdsløse a-kassemedlemmer og sygedagpengemodtagere har hidtil bestået i faste ydelser, uanset om man har børn eller ej. Dagpengenes maksimum kr 17.658 mdl. (2014) har været det beløb, som den arbejdsløse eller sygemeldte højest kunne modtage, og det har været et økonomisk niveau, som gennem årene har været et ac- ceptabelt niveau. Denne rettighed til et leveniveau på dagpengenes højeste sats, er med de nye ydelser ved at blive udhulet. Til gengæld for de lave satser tilbydes ledige uddannelse, og syge i ressourceforløb tilbydes en rehabiliterende indsats, der skal for- søge om at bringe pågældende tilbage på arbejdsmarkedet

Kontanthjælp og uddannelseshjælp er det nederste sikkerhedsnet. Hvis borgeren har andre indtægter eller formue, eller hvis ægtefællen eller samlevende har indtægt eller formue, så er kontanthjælpen og uddannelseshjælpen sekundær. For unge erstattes kontanthjælpen af uddannelseshjælpen som er på SU-niveau. Det vil sige, at unge som er udsat for en social begivenhed og ikke kan forsørge sig selv fremover skal for- sørge sig selv ved en meget lille ydelse nemlig på SU-niveau. På den måde har SU-niveauet sneget sig ind, som om at SU har været en forsørgelsesydelse. SU har aldrig

DE AKTUELLE REFORMER AF DE SOCIALE YDELSER OG DERES KONSEKVENSER

(21)

været en forsørgelsesydelse, men en supplerende ydelse, når man studerede, Det vil sige, man kunne modtage hjælp fra forældre og arbejde ved siden af op til et vist be- løb, uden at det betød noget for SU´en.

Unge helt op til 30 års alderen, som søger om kontanthjælp, fordi de er udsat for en social begivenhed, skal fremover kunne klare sig og betale husleje for en SU- lignende ydelser – en ydelse som ligger under den kritiske fattigdomsgrænse. Uddannelseshjæl- pen, som udgør kr 5.857 mdl. skal ses i forhold til, at Folketinget har vedtaget en fat- tigdomsgrænse på kr 8.600 mdl. (Ekspertudvalget, 2013)

Modsat rækken af de nye ydelser, som er på kontanthjælpsniveau men ikke afhængig af ægtefældes indkomst og formue, har man på kontanthjælpsområdet udvidet af- hængigheden ved at udvide den gensidige forsørgerpligt til også at gælde for samlevende, hvor begge er fyldt 25 år. Det betyder, at kærestepar eller unge som bor sammen kan opleve, at den ene ikke kan modtage kontanthjælp, hvis den anden har en indkomst af en vis størrelse – og altså bliver opfattet som forsørger – uden at have de samme rettigheder som gifte.

Uafhængigt af at der argumenteres for at dette vil ligestille samboende med gifte par er der tale om en håbløs gammeldags tankegang, som slet ikke lever op til det mo- derne samfund bestående af selvstændige mennesker som er økonomisk uafhængige.

Incitamenter

Fra politisk side tales der om økonomiske incitamenter, som skal styre udgifterne til overførselsindkomsterne. Spørgsmålet er, om det er kommunerne eller borgeren, som styres af økonomiske incitamenter, når det er kommunen, der har retten til at skønne ydelsesniveauet.

Ved kontanthjælpsreformens ikrafttræden viste det sig, at kommunerne havde meget forskellig praksis i forhold til, om de unge var uddannelsesparate eller aktivitetsparate. Da det er økonomisk fordelagtigt for kommunerne at have fleste unge på uddan- nelseshjælp, er der stor risiko for at det kan foranledige, at kommunerne af økonomi- ske grunde spekulerer i at få flest mulige unge visiteret som uddannelsesparate.

Princippet om lavere ydelser til gengæld for en koordinerende og helhedsorienteret indsats, som skal bringe den syge tilbage til arbejdsmarkedet, er også gældende i den nye sygedagpengemodel. Det er indsatser, som kræver både socialfaglig viden og ressourcer af kommunerne, som i forvejen har problemer med at få budgetterne til at hænge sammen.

Borgere, der sættes ned i ydelser, uanset om det gælder uddannelseshjælp på SU-niveau eller ydelser på 60 eller 80 % af dagpengesatserne, udsættes for et eksperiment.

Der er ikke overbevisende forskning, der viser, at syge eller personer med en lille arbejdsevne vil genskabe arbejdsevnen og blive selvforsørgende ved at blive truet på økonomien. Det samme gælder de nye rehabiliterende ressourceforløb til sygemeldte eller unge, der ikke kan tilkendes førtidspension. Der er ingen dokumenteret sikker-

(22)

hed for, at de bliver så raske, at de kan komme ud på det aktive arbejdsmarked med eller uden skånehensyn.

Før den nye sygedagpengemodel blev vedtaget, har folketinget afsat midler til for- søgsprojektet Tilbage til Arbejdsmarkedet (TTA) i flere kommuner. Under TTA-forsø- get fik den sygemeldte borger tilbudt en tidlig og koordinerende indsats. Men på trods heraf viser forsøget, at kun i ganske få kommuner blev sygefraværet forkortet.

Derudover er langtidsvirkningerne af forsøget endnu ikke evalueret

Såfremt hverken de nedsatte ydelser eller den nye rehabiliterende indsats øger ar- bejdsmarkedstilknytningen, risikerer vi i stedet at øge fattigdommen for personer, som hverken socialt eller helbredsmæssigt kan leve op til kravene på arbejdsmarkedet. Den nyeste forskning omkring konsekvenserne af lave sociale ydelser viser, at økonomiske incitamenter virker, hvis modtageren af ydelserne kan reagerer på incita- menterne. Kan de ikke det fx på grund af dårligt helbred, betyder det, at de i flere år må leve med udsigten til ringe økonomiske og sociale vilkår (Larsen, m. fl., 2014).

Den samme risiko foreligger for de unge, som kommunerne af hensyn til de kommunale udgifter har vurderet uddannelsesparate, uden at de unge er i stand til at gen- nemføre et uddannelsesforløb. De bliver i stedet fattige unge, som ikke får den nød- vendige socialfaglige indsats.

I skrivende stund er der indgået en finanslovsaftale for 2015, som indebærer, at kon- tanthjælpen og uddannelseshjælpen bliver forhøjet, men uddannelseshjælpen ligger fortsat under fattigdomsgrænsen. Derudover bliver reglen om, at samlevere skal for- sørge hinanden udfaset fra 1.1.2016.

Vurdering af reformerne

Det er naturligvis for tidligt at vurdere effekterne af alle reformerne. De første trådte i kraft i 2012 og andre fx kontanthjælpsreformen er først trådt i kraft i 2014. For de reformer som er trådt i kraft, kan det konstateres, at der er en bevægelse fra de to områ- der dagpenge og førtidspension mod kontanthjælpsområdet. Det betyder samtidig at der en bevægelse fra dagpengeniveauet til kontanthjælpsniveauet for personer, som er udsat for arbejdsløshed og sygdom. Det andet er at der er risiko for at en del af dem (særlig unge) der er på kontanthjælp vil modtage ydelser som er på SU-niveau – et niveau som ligger langt under den kritiske indkomstgrænse for fattigdom.

Analyser fremlagt før dagpengereformen pegede på, at en forkortelse af dagpengeperi- oden ville betyde, at flere ville forlade dagpengesystemet og komme i arbejde. Opgø- relse af den efterfølgende forsørgelsesstatus for dem, der har mistet dagpengeretten i 2013, viser, at cirka hver femte står helt uden indkomst. Konsekvenserne er således, at en lille del får tilknytning til arbejdsmarkedet, men en meget stor del bliver eksklude- ret og henvist til et langt lavere økonomisk leveniveau. (Social Årsrapport, 2013) For de samlede reformer kan vi skelne mellem konsekvensene på kort sigt og længere sigt- På kort sigt det vil sige inden for de kommende 5 år, vil der imidlertid fortsat være nogenlunde samme andel på indkomstoverførsler på grund af den økonomiske DE AKTUELLE REFORMER AF DE SOCIALE YDELSER OG DERES KONSEKVENSER

(23)

krise. Kun hvis det lykkes at hæve beskæftigelsesfrekvensen vil det påvirke antallet og andelen af voksne på indkomstoverførsler. Der vil derfor fortsat være mange på ind- komstoverførsler, men sammensætningen på ydelserne vil ændre sig. Der vil komme flere på kontanthjælp og flere vil være på de nye lave ydelser.

Både på kort og lang sigt er der stor risiko for at uligheden vil blive forøget – skellet mellem de rige og fattige vil blive større. Med hvilken styrke er svært at sige, netop fordi reformerne implementeres over de kommende år.

(24)

ET PENDULSVING MED UDFORDRINGER

Af Dorte Caswell, Tanja Dall, Mikkel Bo Madsen, Aalborg Universitet, Institut for sociologi og socialt arbejde og Professionshøjskolen Metropol, Institut for socialt arbejde

Gennem de seneste to årtier er en betragtelig del af Socialministeriets tidligere ar- bejdsområder blevet flyttet til Beskæftigelsesministeriet. Store dele af den sociale poli- tik har dermed fået tilføjet eller er blevet underlagt et beskæftigelsessigte. Parallelt med flytningen af opgaver mellem ministerierne, har beskæftigelsespolitikken selv undergået en gradvis forandring i retning af et stadig mere kontant fokus på beskæfti- gelse og aktivering. Med fare for at forsimple en relativt kompleks udvikling af dansk social- og beskæftigelsespolitik kan man sige, at pendulet gennem mange år har svin- get i den samme retning: mere fokus på den hurtigste og mest direkte vej til job og beskæftigelse, mindre fokus på socialt arbejde. Denne bevægelse har været omdisku- teret, men særligt for mennesker med omfattende problemer ud over ledighed – så- kaldt udsatte ledige – har det været svært at se, at politikken har givet positive resultater.

Noget tyder på, at en besindelse er ved at indfinde sig. I forhold til netop de udsatte ledige, rummer de seneste reformer af førtidspension og fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge i 2013 og 2014 flere tiltag, der indikerer en vending fra 00ernes aktivlinje hen mod en mere social og helhedsorienteret tilgang, når det handler om mennesker med problemer ud over det, at de mangler et arbejde. Udviklingen er dog på ingen måde hverken sikker eller entydig, og reformerne indføres på måder, der medfører en række udfordringer i forhold til at virkeliggøre en mere helhedsorienteret og socialt funderet beskæftigelsespolitisk indsats. I artiklen diskuterer vi det potentielle pendulsving og ser nærmere på nogle af de seneste reformtiltag i lyset af de seneste årtiers historiske udvikling på området. Som illustration af det potentielle pendulsving og dets udfordringer foretager vi i det følgende to konkrete nedslag. For det første diskuterer vi reformernes (re-)introduktion af en investeringstankegang, der skal leve side om side med en overordnet besparelsesmålsætning i reformerne; for det andet diskuterer vi idealet om øget helhedsorientering i indsatserne, der ledsages af en forstærket brug af sanktioner for udsatte ledige. Forud for de to nedslag giver vi en kortfattet op- summering af aktivlinjens udvikling frem til de aktuelle reformer.

TEMA: SOCIALE YDELSER OG ULIGHED

(25)

Aktivlinjen – et kort historisk rids

I 1998 blev bistandsloven fra 1976 erstattet af retssikkerhedsloven, serviceloven og aktivloven. Denne såkaldt »lille socialreform« markerer en adskillelse af hhv. sociale og beskæftigelsesrettede indsatser. Den markerer også en voksende skepsis over for noget, der opfattes som en problemfokuseret, socialfaglig omklamring af mennesker, der måske bare skal have et job. Adskillelsen af sociale og beskæftigelsesrettede indsatser udvikles sammen med aktivlinjen løbende gennem 1990’erne og skærpes gennem 00’erne. Ledighed bliver i stadig højere grad betragtet som adskilt fra en persons (eventuelle) sociale problemer, og der kommer øget fokus på selve ledigheden (passi- viteten) som problematisk. Tidligere var det følgerne af ledighed – særligt de forsør- gelsesmæssige – der blev betragtet som problematiske (Caswell & Dall 2015; Dall 2015). Omfattende sociale problemer er i aktivlinjens forståelse ikke noget, der i sig selv behøver at stå i vejen for beskæftigelse, tværtimod ses beskæftigelse som en mulig løftestang ud af de sociale problemer, og som minimum kan sociale indsatser ske samtidigt med, at en person er i beskæftigelse.

Med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 og kontanthjælps- og sygedagpen- gereformerne i 2014 er der noget, der tyder på, at pendulet begynder at svinge den anden vej. I disse reformer understreges behovet for socialfaglige, tværfaglige og helhedsorienterede indsatser for de ledige, der har problemer ud over ledighed (Beskæfti- gelsesministeriet 2012; 2013a; 2013b; 2014). Med reformerne udvides problemforstå- elsen til igen at omfatte sociale problemer, og der kaldes igen på socialfaglige kompetencer hos de professionelle. Det sidste eksemplificeres bl.a. ved afsættelse af midler til efteruddannelse af jobcentersagsbehandlere.

Investeringstankegang i et besparelsesærinde

I forbindelse med de seneste reformer på beskæftigelsesområdet har vi set en marke- ret politisk retorik, der betoner en ressource- og investeringsorienteret linje. Tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skrev i en facebookopdatering i forbindelse med udgivelsen af Rambølls evaluering af »Ny chance til alle« at »Vi skal investere i vo- res sårbare kontanthjælpsmodtagere. De har krav på en nænsom og helhedsorienteret ind- sats, der kan hjælpe dem videre i livet«. Vi ser det udmøntet konkret i bl.a. førtidspensi- ons- og fleksjobreformen, der indfører de såkaldte ressourceforløb, der muliggør langvarige (op til fem år) og sammensatte indsatser for de borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet. Eller når kontanthjælpsreformen understreger behovet for tværfaglige og individuelt tilpassede indsatser for udsatte ledige. Der er altså belæg for at pege på, at pendulet, som beskrevet ovenfor, er i bevægelse. Parallelt med investeringstanke- gangen rummer reformerne dog også omfattende besparelser på de offentlige udgif- ter. I aftaleteksten til kontanthjælpsreformen kan man læse at »Initiativerne i kontant- hjælpsreformen vil medføre en offentlig budgetforbedring på godt ½ mia. kr. i 2014, ca. 1,1 mia. kr. i 2015, ca. 1 mia. kr. i 2016, godt 1,1 mia. kr. i 2017 og ca. 1,2 mia. kr. i 2020«

(Beskæftigelsesministeriet 2013a, s. 15). Tilsvarende var der i ministerens forslag til førtidspensions og fleksjobreformen forventninger om omfattende besparelser i de offentlige udgifter (Beskæftigelsesministeriet, 2012, s. 9). De seneste tal fra Ankestyrel- sen bekræfter disse besparelsesforventninger. Der er sket et drastisk fald i antallet af tilkendte førtidspensioner på 65 % fra 3.kvartal 2012 til 3. kvartal 2013 (Ankestyrel-

(26)

ET PENDULSVING MED UDFORDRINGER

sen 2013). Samtidig har kommunerne haft svært ved at leve op til de forventninger om iværksættelse af ressourceforløb, der træder i stedet for førtidspensionen. Arbejds- markedsstyrelsen forventede, at der i 2013 kunne oprettes 14.600 ressourceforløb, men tal fra jobindsats.dk viser, at kun 2.158 personer fik et ressourceforløb i 2013.

Der synes således foreløbig at være store udfordringer forbundet med at realisere po- tentialet i den investeringstankegang, der er blevet fremhævet i disse politiske reformer.

Uddannelse udgør historisk set et centralt element i den danske model med et højt niveau for efteruddannelse og livslang læring, der styrker human kapitalen hos de borgere, der midlertidigt befinder sig uden for arbejdsmarkedet (Bredgaard m.fl.

2009). Uddannelse har imidlertid været nedtonet i beskæftigelsesindsatsen i en år- række til fordel for en ambition om, at finde »den hurtigste og mest direkte vej til et job« for den ledige (Regeringen 2002, s. 11). Med Kontanthjælpsreformen er der igen kommet et tydeligt fokus på uddannelse – især for de under 30 årige. Det genoplivede uddannelsesfokus er et element i den investeringstankegang, der træder frem i de seneste reformer på beskæftigelsesområdet. Forskellen til tidligere indikeres sprogligt ved, at man i kontanthjælpsreformen betoner, at indsatsen skal bidrage til, at den en- kelte arbejdsløse kommer »hurtigst muligt i varig beskæftigelse« (Beskæftigelsesmini- steriet, 2013a, 2014). Det skal stadig gå hurtigt, forstår man, men nu er der tid til at vente på et uddannelsesforløb, hvis uddannelse kan bidrag til en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Den øgede brug af uddannelse er imidlertid også knyttet sammen med forskellige former for økonomisk stramning. Kontanthjælpsreformen afskaffer kontanthjælp for unge ledige til fordel for en ny lavere uddannelsesydelse på niveau med SU (5.857 kr. om måneden mod 6.889 kr. på kontanthjælp). Tanke- gangen er, at den lavere ydelse vil fjerne et incitament for nogle unge til at forblive i ledighedssystemet frem for at starte uddannelse. I reformen på kontanthjælpsområ- det bringes økonomiske incitamenter på den måde i anvendelse i bestræbelsen på at få flere unge ledige i uddannelse eller beskæftigelse.

Empirisk forskning om effekterne af økonomiske incitamenter er begrænset, men peger i retning af tvivlsomme eller små effekter af økonomiske incitamenter for ikke-ar- bejdsmarkedsparate (se bl.a. Clement & Andersen 2006). Økonomiske incitamenter ser generelt ud til at fungere mest effektivt over for mennesker, der har tilstrækkelige andre ressourcer end økonomiske til at reagere på en presset økonomisk situation.

Mennesker, der mangler disse ressourcer, har større risiko for at reagere med opgi- velse, magtesløshed eller trods. Vi må derfor forvente forskellige resultater for forskellige grupper. Det forekommer mest sandsynligt, at helt unge med gode ressourcer bedst vil være i stand til at respondere i overensstemmelse med de politiske intentioner. Det vil sige at påbegynde og forhåbentlig gennemføre en uddannelse. For den knap så unge, måske 28-årige, der er i forpligtende familierelationer, og som måske har en ærgerlig skolegang eller en karriere af afbrudte uddannelsesforløb bag sig, er det mere tvivlsomt, om de økonomiske incitamenter vil give de ønskede resultater.

I kontanthjælpsreformen betones det, at der skal tages hensyn til den enkeltes forud- sætninger, men at ingen unge er fritaget for uddannelse, og indsatsen omlægges »til

(27)

at have entydigt fokus på at hjælpe den enkelte [unge under 30 år] i uddannelse« (Beskæfti- gelsesministeriet, 2013a, s. 2). Dette perspektiv på uddannelse er interessant i lyset af den rapport, der kom i år fra Carsten Koch-udvalget om de forsikrede ledige. I rappor- ten understreges følgende: »Ledige, der ikke har lyst [til at gå i gang med et uddannelses- forløb] skal ikke forpligtes til at tage en uddannelse (…) Det er et spild af penge og af den le- diges tid« (Ekspertgruppen 2014; 185). På baggrund af eksisterende viden på området vurderer Koch-udvalget, at uddannelse fungerer bedre som gulerod – eller i hvert fald som en åben valgmulighed – end som pisk. Ikke desto mindre følges uddannelses- og investeringsperspektivet i kontanthjælpsreformen til dørs af pisk i form af rådigheds- krav og økonomiske incitamenter. Spørgsmålet er, om det er de mest hensigtsmæssige betingelser for at virkeliggøre reformens potentialer?

Helhedsorienteret problemforståelse og økonomiske sanktioner

I kontanthjælpsreformen bliver det fremhævet, at udsatte ledige eller aktivitetsparate, som den nye visitationskategori hedder, ofte har komplekse problemer, der kan handle om beskæftigelse såvel som sociale og sundhedsmæssige forhold. For disse borgere er der behov for en helhedsorienteret og koordineret indsats (Beskæftigelses- ministeriet 2013a, s. 10). Begreberne »helhedsorienteret« og »koordineret« er bæ- rende i teksten og optræder adskillige gange. I forhold til de forudgående år med et stigende fokus på »den hurtigste og mest direkte vej til et job« er der på nogle måder tale om en reel ny- eller re-orientering.

Når man i kontanthjælpsreformen lægger vægt på, at udsatte ledige kan have behov for en helhedsorienteret indsats, indikerer det en åbenhed for at anlægge et bredt funderet socialfagligt perspektiv på de udsatte lediges situation. Det kan være nød- vendigt også at sætte ind over for fx sociale problemer, når udsatte ledige skal bringes i arbejde. Denne besindelse repræsenterer en markant korrektion af den problemfor- ståelse, der blev understreget gennem 00erne af daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Han lagde afstand til det, han opfattede som en misforstået social omklamring fra socialrådgivere, der ved at fokusere på borgeres problemer medvirkede til at fratage dem initiativ og fastholde dem i passivitet (Hjort Frederik- sen, 2003). Den aktuelle åbning af problemforståelsen kan ses som en erkendelse af, at nogle mennesker har behov for andet og mere end et tydeligt økonomisk incita- ment og et håndfast krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Erkendelsen af et behov for en socialfaglig tilgang i beskæftigelsesindsatsen for nogle mennesker er formentlig en naturlig følge af, at sociale problemer over årene i stigende grad er flyttet ind i beskæftigelsesindsatsen, hvor de tidligere har haft hjemme i socialforvaltnin- gerne (Baadsgaard m.fl. 2012). Det er som om den sociale virkelighed på denne måde har indhentet beskæftigelsesindsatsen.

Førtidspensionsreformen

Den nye åbenhed over for at tale om komplekse og sammensatte problemer og helhedsorienterede og koordinerede indsatser genfindes også i reformen af førtidspen- sion og fleksjob fra 2013. Denne reform peger, med indførelsen af tværfaglige rehabiliteringsteam og muligheden for at etablere individuelt tilrettelagte og ofte langvarige ressourceforløb, i retning af en mere åben og i nogen udstrækning socialfagligt orien-

(28)

teret problemforståelse. Selvom der i de nævnte reformer er ansatser til en fornyet åbenhed over for socialfaglige problemforståelser i beskæftigelsespolitikken, skal det ikke forveksles med en omfavnelse af Hjort Frederiksens karikatur af en slap og passi- viserende omklamring. Den helhedsorienterede og koordinerede opblødning af pro- blemforståelsen i forhold til udsatte grupper står ikke alene, men modsvares af en række tiltag og markeringer, der står i direkte forlængelse af 00ernes kontante »direkte i job-diskurs« baseret på økonomiske incitamenter og rådighedskrav.

De mere kontante sider af de aktuelle reformer ses bl.a. sprogligt, når visitationskate- gorierne uddannelsesparat, jobparat og aktivitetsparat erstatter de tidligere kategorier jobklar, aktivitetsklar og midlertidigt passiv (matchkategori 1-3). Med fjernelsen af ka- tegorien »midlertidig passiv« bliver alle ledige nu kendetegnet som »-parate«. Alle er parate til noget: Job, uddannelse eller aktivitet. Ændringen begrundes i reformteksten med ønsket om at undgå passive forløb, men får også betydning for de krav, der stilles til borgeren, og ikke mindst for hvilke handlemåder, der anses for legitime. Det kan man bl.a. se i forhold til brug af sanktioner. Forpligtelsen til aktivitet betyder blandt andet at kommunerne pt. arbejder intenst med at oversætte aktivitetskravet til noget som er lad-sig-gørligt for de allermest udsatte kontanthjælpsmodtagere. En måde dette gøres på er ved i udstrakt grad at bruge mentorer. Dette virkemiddel ser dog flere steder ud til at blive anvendt på begrænsede og marginale måder, eksempelvis ved at en mentor har ansvaret for en meget stor gruppe kontanthjælpsmodtagere eller at formen for kontakt mellem mentor og mentee består af ugentlige korte tele- fonsamtaler.

Vi har ovenfor fremhævet brugen af begreberne helhedsorienteret og koordineret som bærende i aftaleteksten fra kontanthjælpsreformen, og tager denne sprogbrug som udtryk for et muligt pendulsving i beskæftigelsespolitikken og i hvert fald for en genetableret åbenhed over for socialfaglige problemforståelser og perspektiver i indsatsen for udsatte ledige. Denne tendens i aftalen er reel, men står ikke alene. Endnu mere bærende i aftaleteksten er brugen af begreberne sanktion, pligt, og rådighed. Og en helt gennemgående argumentation handler om, at ledige – også udsatte ledige – skal mødes med økonomiske sanktioner, hvis de ikke står til rådighed. I aftaleteksten hedder det fx, at »kontanthjælpssystemet skal bygge på klare rettigheder og pligter«, og at

»sanktionsreglerne anvendes effektivt og på en måde, så det er tydeligt for den enkelte, at der er et klart rådighedskrav forbundet med at modtage kontanthjælp. For udsatte kontant- hjælpsmodtagere skal sanktionerne anvendes på en måde, der tager højde for, at de ikke altid har mulighed for at leve op til de krav, der stilles.« (Beskæftigelsesministeriet 2013a, s.

6–7). Selvom der med den sidste formulering lægges op til hensyn til særlige situatio- ner for udsatte ledige, understreger formuleringerne, at økonomiske sanktioner skal benyttes aktivt i bestræbelsen på at få ledige til at leve op til deres forpligtelser. Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at sanktioner bruges markant of- tere over for kontanthjælpsmodtagere end dagpengemodtagere, og blandt kontant- hjælpsmodtagere sanktioneres der mere blandt jobparate end blandt de mere udsatte borgere (aktivitetsparate), der dog til gengæld får lidt flere sanktioner pr. sanktioneret ledig end de jobparate (jobindsats.dk). I praksis medfører sanktionspolitikken fx, at udbetalingen af kontanthjælp reduceres eller tilbageholdes for en borger med alko-

(29)

holproblemer, der ikke møder op som aftalt i et aktiveringsforløb på Kofoeds Skole.

Brugen af sanktioner såvel som brugen af økonomiske incitamenter i det hele taget peger på en fastholdelse af en individualiserende og økonomisk-rationel forståelse af ledighed. Selvom reformerne altså rummer ansatser, der trækker i retning af socialfagligt baseret problemforståelse og helhedsorienterede tilgange for de mest udsatte ledige, så er der på nuværende tidspunkt ikke tale om en egentlig afvigelse fra aktivlinjens grundlæggende logik. For udsatte og langvarigt ledige med omfattende problemer ud over ledighed kan brug af sanktioner, lave ydelser og andre incitamentsret- tede redskaber være problematiske (Caswell m.fl. 2011). Studier tyder på, at sådanne redskaber i højere grad medfører »øget fattiggørelse« end beskæftigelse (Jørgensen 2013, s.130). Ejrnæs, Hansen & Larsen (2010) har dokumenteret de negative effekter af lave ydelser, og de individ- og sanktionsorienterede dele af beskæftigelsespolitikken risiker således at bringe de i forvejen udsatte grupper nærmere social eksklusion end inklusion på arbejdsmarkedet (Jørgensen 2013).

Diskussion

Som vi har påpeget gennem artiklen åbner de seneste reformer på beskæftigelsesom- rådet op for et bredere fokus på udsatte lediges hele livssituation og for en anerken- delse af, at en stor gruppe af de ledige har komplekse sociale problemer ud over ledighed. Betoningen af helhedsorienterede indsatser i forbindelse med eksempelvis res- sourceforløb og koordinerede indsatser peger i retning af en mere klassisk socialfaglig tilgang, en faglighed baseret på bl.a. helhedssyn og fokus på bagvedliggende årsager til sociale problemer. Den mere åbne problemforståelse ledsages imidlertid af et fastholdt, om ikke strammet fokus på økonomiske incitamenter og sanktioner. Der synes snarere at være tale om en bredere forståelse af beskæftigelsespolitikkens opgaver end om en tilbagevenden til en egentlig socialpolitisk tilgang til de komplekse problema- tikker, der ofte gør sig gældende for den gruppe af borgere, der er længst fra arbejds- markedet. I pendul-metaforen er der således ikke tale om at pendulet er svunget til- bage fra en snævert beskæftigelses- og incitamentsorienteret pol til en mere social- og helhedsorienterede pol, men måske snarere, at det befinder sig lige i ’vendingen’ med den utydelighed og de modsætninger det medfører. Hertil kommer, at helhedsorienteret praksis ikke er gjort med politisk retorik alene. De gode intentioner om social helhedsorientering i beskæftigelsesindsatsen har således opbakning fra både forskning og praksis, men som ovenstående analyse viser, er der også betydelige udfordringer, når helhedsorientering og investeringstanke skal forenes med sparekrav og sank- tionstænkning. Pendulet er måske nok på vej tilbage, men det kræver nye tilgange og arbejdsformer, hvis den socialfaglige helhedsorientering skal udmøntes fuldt – en proces der er i fuld gang i kommunerne, og hvis udkomme vi først kender til over de kommende år.

(30)

Referencer

Ankestyrelsen (2013) Tendenser for førtidspensioner 2013:3 http://ast.dk/publikationer/tendenser-for-fortidspensi- oner-2013-3

Baadsggard, Kelvin; Henning Jørgensen, Iben Nørup & Søren Peter Olesen (2012): »Fra klientorienteret arbejde til administrativt arbejde - ændringer i den faglige praksis og kvalificering på det beskæftigelsespolitiske om- råde«. Tidsskrift for arbejdsliv 14(4): 30-46

Beskæftigelsesministeriet (2012): Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob. Aftale mellem regeringen (So- cialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre) og Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. 30. juni 2012, København

Beskæftigelsesministeriet. (2013a). Aftale om en reform af kontanthjælpssystemet – flere i uddannelse og job. Aftale mellem Regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folke- parti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. København.

Beksæftigelsesministeriet (2013b) Forlig om en reform af sygedagpengesystemet – Økonomisk sikkerhed for syge- meldte samt en tidligere og bedre indsats. Forlig mellem Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Køben- havn

Beskæftigelsesministeriet. (2014). Vejen til varig beskæftigelse – den enkelte i centrum. Reform af beskæftigelsesind- satsen. København

Bredgaard, Thomas, Flemming Larsen, Per Kongshøj Madsen & Stine Rasmussen (2009) Flexicurity på Dansk.

Carma Research paper 2009:2. Centre for Labour Market Research. Aalborg University

Caswell, Dorte; Henrik Lindegaard Andersen; Matilde Høybye-Mortensen; Anna May Markussen & Sille Lundfos Thuesen (2011) Når kassen smækkes i: Analyser af økonomiske sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere. Kø- benhavn, AKF

Caswell, Dorte & Tanja Dall (2015/under udgivelse): »Arbejdsledighed: Forståelser af arbejdsløshed og arbejds- løse«. I: M. Appel Nissen & M. Harder, Socialt arbejde – Integration, magt og refleksion i en foranderlig verden.

København, Akademisk Forlag

Clement Sanne Lund & Jørgen Goul Andersen (2006) Ledighed og incitamentseffekter: hvad ved vi? En forsknings- oversigt. Aalborg Universitet CCWS http://www.dps.aau.dk/fileadmin/user_upload/ime/CCWS/researchnotes/

Delrapport_5.pdf

Dall, Tanja (2015/under udgivelse) »Langtidsledighed«. I: P.Bundesen, A.B. Christensen & T. Rasmussen, Sociale Problemer – En grundbog (arbejdstitel). København, Hans Reitzels Forlag

Ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats (2014) Veje til job – en arbejdsmarkedsindsats med mening. Carsten Koch Udvalget, februar 2014

Hjort Frederiksen, Claus (2003) Det talte ord gælder. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens tale til So- cialrådgiverdage 2003.

Regeringen (2002) Flere i arbejde. København