At skyde gråspurve med kanoner
Af Christian Albrekt Larsen, 1. januar 1997, 2. års samfundsfagsstuderende AUC.
Denne kronik handler om arbejdsløshedsproblemet. Det er nok kun den mest utrættelige læser, der ikke får lyst til at bladre videre til næste side i avisen. En forståelige menneskelig reaktion, der uheldigvis også har vundet indpas i det politiske system. På trods af
arbejdsløshedens utallige negative konsekvenser "bladrer man videre". Ja, nationen har endog bildt hinanden ind, at det er udtryk for ansvarlighed.
Den offentlige debat har de sidste år handlet om at rydde op i velfærdsstaten. Samtlige partier med undtagelse af den yderste venstrefløj samles under parolen om, at man skal nedbryde det såkaldte forsøgersamfund og den der til hørende forsøgerkultur. Med Økonomiminister Marianne Jelved i spidsen har det Radikale Venstre ligefrem gjort det til partiets mission.
Denne overordnet politiske målsætninger - der bl.a. blev besværget i Statsministerens åbningstale - har først og fremmest betydet ændringer for de arbejdsløse f.eks. øget krav for at blive optaget i en A-kasse, større kontrol, halv dagpenge til unge uden uddannelse, osv. Den meget simple
bagvedliggende tankegang er, at de arbejdsløse pga. forsørgersamfundets overførselsindkomster ikke har incitamenter nok til at arbejde. Parallelt med de politiske tiltag har den
samfundsvidenskabelige forskning også sat fokus på de arbejdsløses lyst til at arbejde, men indtil videre har man ikke kunnet vise en sammenhæng mellem arbejdsvilje og størrelsen af
overførselsindkomsterne .
Denne politiske mission har fået utallige støtteerklæringer fra min generation. Vi bliver i medierne betragtet som fremadskuende jomfruelige politiske deltagere, der endnu ikke er blevet mærket af
"velfærdssumpens" hykleri og uansvarlighed. Jeg er absolut heller ikke modstander af kampen mod forsørgersamfundet. Det er udmærket, at man tvinger den brøkdel af de arbejdsløse, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet til at søge arbejde. Oprydningen i velfærdsstatens utallige
støtteordninger til den del af befolkningen, som klarer sig godt i forvejen er også udmærket.
Problemet er blot, at man kun løser et marginalt problem.
Det reelle problem i alle de europæiske lande er arbejdsløsheden. Vi kender alle arbejdsløshedens negative konsekvenser så godt, at vi efterhånden ikke længere tænker over dem. Eller rettere på de 250.000 danskere, der hver dag vågner op til endnu en dag med arbejdsløshed. Fra en økonomisk synsvinkel koster arbejdsløshed en masse penge og de ledige ressourcer kunne ligeså godt blive brugt til at producere. Fra en social synsvinkel bevirker arbejdsløsheden en uønsket polarisering af samfundet og det enkelte individ oplever ofte en række psykologiske problemer. En masse
problemer, som vi brugt utallige forskerkroner på at få klarlagt.
Når man tager alle arbejdsløshedens veldokumenterede konsekvenser i betragtning, virker det paradoksalt, at politikerne er så optaget af at løse et mere tvivlsomt marginalt problem. Jeg mener, at årsagen skal findes i de sidste 20 års magtesløshed over arbejdsløsheden. I stedet for at forsætte kampen fortrænger man det reelle problem til fordel for et lille let overskueligt problem. Det svarer til at man sigter på gråspurven i stedet for bjørnen. Det har den virkning, at politikerne kommer til at fremstå, som mægtige ledere, der løser problemer og har styr på tingene. En klar nødvendighed, hvis man skal vælges næste gang. Det forklarer også meget godt, hvorfor politikerne ligefrem
kappes om at løse det marginale problem. De mindst velformulerede politikere formår dog ikke helt at fortrænge det paradoksale i situationen. Heldigvis er forklaringen nærliggende. Man
argumenterer simpelthen for, at det marginale problem er skyld i det reelle problem. Dermed er paradokset jo logisk set ophævet. Desuden er de dovne arbejdsløse blevet gjort ansvarlig i stedet for landets ledere og deres økonomiske rådgivere. Meget bekvemmeligt for politikeren og nemt at forstå for befolkningen. Man kan næsten mærke en hel euforisk stemning når de beslutsomme politikere og befolkningen går til angreb på samfundets snyltere. Det hele bliver endnu mere ideelt af, at de arbejdsløse tilsyneladende uden nogen større modstand påtager sig ansvaret. Måske fordi de også er blevet overbevist af de mange politiske taler. I et stille øjeblik må man dog spørge sig selv om tingene virkeligt hænger så firkantet sammen.
Svaret er nej. Selvom vi tvinger samtlige arbejdsløse til at kontakte hundredvis af virksomheder om dagen, vil der ikke være arbejde til alle. Årsagen til arbejdsløsheden kan kun findes i makro-
økonomiske strukturer. Men det er jo langt mindre interessant og sværere at forstå for journaliser og vælgere i forhold til historien om de dovne arbejdsløse.
Efter den (for) ekspansive økonomiske politik i 1960’erne skiftede de europæiske lande strategi i midten af 1970’erne. Den nye økonomiske politik er baseret på såkaldte monetaristisk og neo- klassisk teori. I grove træk går det ud på, at det offentlige skal sikre prisstabilitet via en stram pengepolitik og balance på statsbudget, hvilket også nødvendiggør en stram finanspolitik. I teorien er columbusægget derimod strukturpolitikken, der skal sikre et fleksibelt og såkaldt velfungerende arbejdsmarked. Ellers skal man overlade økonomi til sig selv, hvilket i teorien fører til en situation med fuldbeskæftigelse. Den arbejdsløshed, der alligevel måtte eksistere kaldes den naturlige eller frivillige arbejdsløshed. Denne økonomiske strategi er i mere eller mindre ekstrem grad blevet ført i næsten samtlige europæiske lande inklusiv Danmark, bl.a. pga. anbefalinger fra de økonomiske eksperter. De aller helligste nationaløkonomiske institutter i Danmark med støtte fra OECD i Paris er enige om, at de sidste 20 års økonomiske politik er rigtig. Strategien har for øvrigt fået
betegnelsen fornuftig og ansvarlig. Ja, nutidens politikere kalder det endog visionært at følge den samme økonomiske kurs. Med denne konsensus måtte man næsten formode, at fagfolkene havde fundet en universel økonomisk sandhed. Der findes dog det ubehagelige faktum, at arbejdsløsheden både i og udenfor Danmark har været stigende i hele perioden.
De økonomiske rådgivere forklarer den stigende arbejdsløshed med, at deres anvisninger nok ikke er blevet fulgt godt nok. Hvis bare man gennemfører en endnu mere konsekvent økonomiske politik i næste periode skal arbejdsløsheden nok begynde at forsvinde om et par år (nu er der gået 20 år!!). En central del af strategien har været at gennemføre en mængde strukturreformer på arbejdsmarkedet, hvilket i Danmark bl.a. har medført faldende realværdi af dagpengene, reduktion af de marginale skattesatser, decentral lønfastsættelse, mere fleksibel arbejdstider, flere
arbejdsmarkedsuddannelser osv. Men lige lidt synes det hele at hjælpe. I euforien over den seneste højkonjunktur vil mange dog juble over, at den danske arbejdsløshed i 1996 kun var på 250.000 personer. Det er lykkes at knække den berømte kurve, men selv med finansministeriets mest optimistiske fremskrivninger vil arbejdsløsheden i de kommende år ikke komme under niveauet fra midten af firserne. Dengang var alle også enige om, at arbejdsløsheden var et kæmpe
samfundsmæssigt problem.
Man kunne derfor stadig have de kloge økonomer mistænkt for - ligesom politikkerne - at vælge den letteste udvej. Det er jo ikke helt godt for økonomernes hellige aura, hvis man bliver nødsaget til at indrømme, at de sidste 20 år økonomiske politik har slået fejl. I øjeblikket har de ledende
økonomerne og politikkerne dog fået en joker på hånden. Løsningen er simpelthen, at de
europæiske lande via ØMU’en gennemfører den hidtidige økonomiske politik i ekstrem grad. At løsningen på arbejdsløsheden skulle være at fortsætte den hidtidige kurs i større målestok virker ikke specielt nærliggende. Visionært kan det i hvert tilfælde ikke kaldes.
Det historiske alternativ til den førte økonomisk politik er en mere keynesiansk politik, som man førte perioden fra krigens afslutning frem til skiftet i midten af 1970’erne. Den keynesianske strategi var netop et opgør med en økonomisk politik, der ikke kunne forhindre en vedvarende arbejdsløshed i mellemkrigstiden.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvilken slags økonomisk politik, der historisk set har vist de bedste resultater. Men man behøver ikke at være vismand for at se, at den hidtidige strategi ikke har formået at løse samfundets akutte problem. Derfor er det næsten indlysende, at de økonomiske rådgivere må revidere det hidtidige teoretiske grundlag og begynde med lidt nytænkning.
Astronomien måtte ligeledes revidere den hidtidige teori, da det ikke stemte overens med
virkeligheden, at jorden for universets centrum. Det er vel netop åbenhed og omstillingsevne, der adskiller videnskab fra tro, dogmer og politik.
De økonomiske og politiske ledere har tilsyneladende store problemer med selv at fostre nye løsninger. I en sådan situation kan man vel i det mindste forlange, at beslutningstagerne - i
erkendelse af deres magtesløshed overfor problemet - er åbne overfor alle nye forslag. At dette ikke er tilfældet var modtagelsen af skraldemandsmodellen et glimrende eksempel på. Man havde knap fået præsenteret modellen, før den blev forkastet. Man havde jo en kurs, der ikke skulle fraviges!!
Derfor er det yderst bedrøveligt, at de ungdomspolitiske organisationer også er gået i bakgear.
Disse organisationer kunne være et sidste fristed for seriøs diskussion om nye løsninger på
problemet. Det manglende initiativ er måske endnu et eksempel på ungdommens afmagtsfølelse og manglende tro på samfundsmæssig forandring.
Alt dette er selvfølgelig ikke et argument for, at man ikke skal løse det marginale problem. Den såkaldte oprydning i velfærdsstaten rummer mange gode politiske initiativer, hvis man blot
betragter problemets omfang i de rette dimensioner. Selvom det viser politisk handlekraft og giver god medieomtale er det synd at skyde gråspurve med kanoner. Desuden er det spild af krudt, det er svært at ramme og det sviner.
