Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
tys, -vvøJtvC-vvaX <5 4£.
jrJJj2i«v 4** -iXz^Ovv^ ' 19Z0,
DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1 .-2.S 40 II 8°
1 1 40 2 8 01821 5
P . L A U R I T S E N
EN NATIONAL SYDGRÆNSE
ELLER
EN NY SLESVIGSK KRIG?
E T A D V A R E N D E O R D
'• !
O D E N S E
MILO'SKE BOGHANDELS FORLAG 1920
P . L A U R I T S E N
EN NATIONAL SYDGRÆNSE
ELLER
EN NY SLESVIGSK KRIG?
E T A D V A R E N D E O R D
O D E N S E
MILO SKE BOGHANDELS FORLAG
M I L O ' S K E B O G T R Y K K E R I
1920
u svulmer Danmarks store Haab, nu stunder Dagen til,
der tone skal af Fryderaab og Sang og Strengespil.
Nu grønnes Danmarks gyldne Vaar med Himlen høj og blaa,
nu læges Landets aabne Saar, som ondt og blodigt laa.
Nu nærmer sig den Time skøn, hvorom vor Sjæl har drømt og længselsfuldt i Tro og Bøn har skælvet varmt og ømt,
den fagre Stund, da samlet staar vort Folk fra Syd til Nord, naar endt er alle Trængselsaar og frelst den danske Jord.
Da jubler Danmark, rødt og hvidt det staar fra Strand til Strand, og selv hos den, der mest har lidt, er Sindet tændt i Brand.
Vær stille, Hjerte, tving din Lyst, slaa ej saa stærke Slag,
husk paa, hvad fylde skal mit Bryst den store Gensynsdag.
»Nordslesvig skilles fra Sydslesvig og genforenes med Danmark. Dette blev den lige Linie i Nordsles
vigernes Politik, som de ikke lod sig drage bort fra.«
GUSTAV JOHANNSEN
(i rHaandbog i det nordslesvigske Spørgmaals Historie.*)
S
ønderjylland er i denne Tid Genstand for vore lyseste Forhaabninger. Vi venter at se Sandhed og Retfærdighed løse dette vort nationale Hjertespørgs- maal. Den blotte Lyd af Aarstallet 1864 rummer endnu for danske Øren en vemodig Følelse af Sorg. Vor Folkesjæl har været delt. Den halve var i Sønderjylland. Nu venter vi at faa den samlet igen og finde den fulde Folkelykke. Vidunderligt er det, at vi nu staar overfor Opfyldelsen af det Haab, hvormed mange af den ældre Slægt gik i Graven uden at se det opfyldt og efterlod det til os, den unge Slægt, der bærer det som en hellig Ild i vor Sjæl og som noget af det dyre
ste i vor Livsdrøm. Hvor mange Bønner er ikke steget mod Himlen siden hint Smertensaar, da vi mistede det skønne Stykke af vort ældgamle Fædreland, hvor mange dybe Længsler har Savnet ikke affødt, hvor megen Troskab og Udholdenhed, og se — intet af det var forgæves. Nu tindrer Lønnen som et forjættende Morgengry over vor Fremtid.
Derfor er der noget vist pinligt i at se det stigende Haab medføre en indre Strid i Folket om den forven
tede nye Grænselinie mod Syd. Naturligvis rummer det sønderjydske Spørgsmaal vanskelige Enkeltheder paa Grund af hele den historiske Udvikling og Tysker
nes Tvangsregimente med dets mange brutale Forskyd
ninger i Tilstanden, men det danske Folks Glæde over vore fraskilte Landsmænds Tilbagekomst til Moderlan
det burde dog i nogen Grad kunne krystallisere i visse Former, der er naturlige Udtryk for alle Danskes Følelser. Modsætningerne maa i nogen Maade kunne finde en modus vivendi, en samlende Grundstemning.
Og vi kommer utvivlsomt vore fælles danske Følelser nærmere, naar vi i Stedet for at gaa ud fra Begrebet vor Ret drager vore Slutninger ud fra Genforenings- haabet, der er selve vor Sjæls levende Længsel. Der
ved kommer der noget mere hjerteligt i Tonen, noget varmere i Argumenterne. Vi finder lettere Sangbund hos hinanden, smelter mere sammen. Dybest set gæl
6
der det Genforeningshaab, der lurer i vort Indre, efter hele sit Væsen og sin Art ikke en Landerobring, men en hjertelig Genforening med alle vore undertrykte Landsmænd. Vor Længsel gælder det levende Folk, vor halve Sjæl. Giv os den — og vor Sjæl er atter hel.
At Ej deren, der danner Skillelinien mellem Holsten og Sønderjylland, helt fra Oldtiden har været Dan
marks sydlige Rigsgrænse, er en historisk Kendsger
ning, hvorom der ikke er Strid mellem Danske. Men i Sønderjylland dækker det historiske og det nationale ikke hinanden. Hvis de to Ting faldt sammen, var Sagen saare let at ordne. Da havde vi ikke haft de mange fortidige Brydninger og vilde ikke have de mange Vanskeligheder i Øjeblikket.
Sønderjydernes første Rigsdagsmand Krüger udtalte en Gang: »Jeg vilde ønske, at der laa et dybt Hav mel
lem Tyskland og Danmark i Stedet for Holsten.« Fra Forbindelsen med dette tyske Hertugdømme stammer Sønderjyllands nationale Ulykke, som skiftende danske Regeringer gennem Tiderne ikke blot forsømte at af
værge, men med en ubegribelig Blindhed og Letsindig
hed endogsaa i høj Grad begunstigede. Det var selv
følgelig ikke Tyskheden som saadan, de vilde fremme.
Flere af dem var udpræget nationale med stærke Be
stræbelser for at hævde Danmarks Ret til Sønderjyl
land og holde det fast under Kronen, men de brugte desværre kun ydre Midler i Stedet for indre og aande- lige. Derfor undergravedes Danskheden i Tidernes Løb, og Tyskheden rykkede frem.
Navnlig blev det skæbnesvangert, at man fra dansk Side ligefrem paatvang Sønderjylland det tyske Sprog.
Allerede under Grev Gert blev det Regeringssprog og senere opretholdt som saadant, det blev Retssprog, overvejende Skolesprog og i udstrakt Grad Kirkesprog.
Den eneste Undskyldning er, at man simpelthen ikke forstod, hvad man gjorde, men Følgerne blev skæbne
svangre. I Ly og Læ af det tyske Sprog, der i plattysk Form ogsaa tilsidst blev Talesprog, fulgte selve Tysk
heden. Saa megen sjælelig Magt ligger i et Sprog. Be
folkningen omnationaliseredes, langsomt, men desværre sikkert, indtil omtrent den sydlige Halvdel indtil Flens
borgegnene var tabt for Danskheden.
Her maa vi sørgeligt nok høste Følgerne af Fortidens
7
Skyld og Forsømmelighed — Befolkningens Overgang er fuldt bevidst. At sætte Kikkerten for det blinde Øje for ikke at se Forholdenes Alvor og Virkelighed vil kun bringe os nye Fremtidsulykker. Vi maa se Sand
heden lige i Øjnene og da rejse vort Krav. Saa staar vi paa fast Grund og kan trods alt glæde os over, at vi endnu har Udsigt til en Grænselinie, indenfor hvil
ken der ogsaa er Mulighed for at vinde Flensborg.
Den historiske Ret skal der ikke tales ilde om. Meget i vor Følelse gribes af den. Den har en Forbundsfælle inden i os allesammen. Men den er dog alligevel den gamle Ret, som ikke er mere, fordi Tidens Udvikling har skabt en anden — nemlig den nationale. Den natio
nale er den Ret, som bunder i de nuværende Forhold, det er selve Livets Ret, som vokser ud af Folkesindet og Folkeviljen. Og af den historiske og den nationale Ret bliver den sidste altid deri stærkeste — ogsaa selv om den undertrykkes og holdes nede. Da rejser den sig blot igen senere og kræver sin Opfyldelse ud fra selve Livets Væsen og Vilkaar. Det har netop de dan
ske Sønderjyder vist under Fremmedherredømmet siden 1864.
Derfor er det farligt og uretfærdigt at handle imod den. Det er ogsaa vor historiske Erfaring. Og vi ser i Øjeblikket, hvordan det mange Steder i Europa er en af de mest truende Farer, at man vil gribe ud over de nationale Grænser. Her skal Danmark staa paa Livets Grund for at bygge sin Fremtid sikkert.
Jeg har hørt den Udtalelse fremsat, at Gud har fra Oldtiden sat Ejderen som Danmarks Grænse, og der
for maa og skal vi forlange den. Og nu er det vel en dyb Sandhed for en religiøs Livsbetragtning, at »da den Højeste uddelte Arv blandt Folkene og adskilte Men
neskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker«
og »gav dem forordnede Tider og visse Grænser for deres Bolig« (Moses og Paulus). Der ligger noget evigt og uforgængeligt i Nationalitetsbegrebet, en af Skabe
ren i Menneskeheden nedlagt Livsværdi, men et Folk kan ved Forsømmelse tilsætte sin Arv.
Det har Danmark gjort overfor Sydslesvig, som i ældre Tid er bleven fortysket under dansk Regerings letsindige Tankeløshed. Hvis Sydslesvig var bleven tysk gennem Tryk og Tvang siden 1864, var Sagen en
8
ganske anden. Da kunde vi nu med Rette kræve Græn
sen ved Ej deren eller Dannevirke igen. Men Forholdet skyldes dansk Forsømmelse, dansk Folkesynd, hvis Resultater vi nu føler og bittert maa beklage. Carl Rosenberg, et af de smukkeste Navne i vor patriotiske Historie, udtalte som gammel Mand 1883, at Danmarks Skæbne 1864 var i Sandhed tragisk, fordi det ved sin Kamp for en gammel Ret, Statsretten, den historiske Ret, forsyndede sig imod en ny Ret, Folkenes Ret, den virkelige nationale Tilstand. Man vilde værge Lan
dets Grænse, men glemte, at det jo dog er Indbyggerne, som giver Landet dets Værdi og Præg, og at de ikke maa stilles lige med Besætningen paa en Gaard.
Der er noget vemodigt i at miste gammel dansk Jord paa Grund af Fædrenes Forsømmelse, men Tidens Hjul lader sig ikke dreje tilbage. Med lige saa stor Ret som vi kan forlange den gamle Sydgrænse, kan vi kræve Skaane, Halland og Blekinge, der danner Dan
marks østlige Grænse fra Oldtiden, men det tænker dog vist intet Menneske paa. Disse Provinsers Be
boere er nu forsvenskede og maa blive ved Sverige. En lignende Deling, som nu ventes i Sønderjylland, skete 1839 i Luxemburg og har vist sig god og gavnlig.
Vi tror Tidens Fylde inde til, at det danske Søn
derjylland, som vi tabte 1864 sammen med det tyske Slesvig, vil komme tilbage igen — takket være de dan
ske Sønderjyders trofaste Nationalitetskamp siden Adskillelsen. Vi har ingen guddommelig Ret til at kræve, hvad der nu hører andet Steds til, men vi haa- ber, at den nationale Selvbestemmelsesret vil give os en retfærdig Deling saa sydlig som mulig. Det er den Grænselinie, som menneskelige og guddommelige Sandhedslove giver os Adkomst til.
Før 1864 havde Danmark tre Sydgrænser, der alle dannedes af Floder. Det danske Monarki gik til Elben, det danske Rige til Ej deren, det danske Kongerige til Kongeaaen.
Men ingen af disse Grænser var nationale — kun statsmæssige og historiske. Derfor var det skæbne
svangert, at alle Forfatningsbestræbelser under de for
skellige Former tog Sigte paa disse ældgamle Linier uden alvorligt at fæste sig ved selve den nationale Mod
sætning, som Tidernes Udvikling havde skabt i Folke-
9 fl sindet. En Deling paa dette dybe Grundlag var den
naturligste Løsning og vilde have sparet meget Blod og mange Taarer. Det er almindeligt, at man betragter vor afvisende Stilling paa Londonkonferencen 1864 som vor egentlige Forsyndelse mod Delingstanken. Det er ikke helt rigtigt. Vor grundlæggende Forsømmelse paa dette Omraade ligger længere tilbage — i 1848.
I det Aar kom Delingstanken første Gang klart og bevidst frem. Da var der en vis Overgang, hvor vi efter al Sandsynlighed kunde have opnaaet en god og ret
færdig national Grænse. Blandt de slesvigholstenske Førere var der nogen Lydhørhed for Tanken, der ogsaa havde Forstaaelse hos flere af de danske Statsmænd som Orla Lehmann, Monrad og Tscherning — senere Madvig og H. N. Clausen. Men da det rygtedes ude i Befolkningen, at man i Regeringskredse syslede med Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, rejste der sig en sand Folkestorm mod en saadan Løsning. Det strøm
mede ind med Adresser og Protester fra Kongeriget og Nordslesvig. Saa stærk blev denne Bevægelse, at det saakaldte Martsministerium, der ellers bestod af Mænd, £om stod højt i iden offentlige Bevidsthed, maatte gaa af i November 1848 netop paa Delings- spørgsmaalet.
Følgende Eksempel viser den ophidsede Stemning.
Pastor H. W. Hertel, en af Sønderjydernes ledende Mænd, besøgte en Dag Monrad, der paa et lille Bord havde anbragt et Sønderjyllandskort, hvor en tænkt Delingslinie var angivet ved smaa Naale med røde og hvide Flag. Monrad bad ham se nærmere paa denne Delingslinie, men han udbrød: »Jeg gider ikke se, hvorledes man vil stikke Knappenaale i det danske Folks Hjerte.« Han slog i sin Ivrighed ud med Haan- den, saa Bordet væltede, og Kort og Naale fløj henad Gulvet, mens Monrad godmodigt sagde: »De maa vir
kelig ikke være saa hidsig.« Optrinet illustrerer, at man i den nationale Lidenskab ikke engang i det mind
ste vilde overveje de Grunde, der gav Forudsætninger for en Deling. Den nationale Ensidighed tog Magten.
Den 18. September 1848 holdt Frederik den 7. Revu over de danske Tropper paa Lerbæk Mark ved Vejle.
Ved Festlighederne blev afsunget en Sang af H. P.
Holst til Kongen om ikke at dele:
10
»Giv intet bort, thi vid, før du skal miste en Fodsbred Jord af dine Fædres Land, før vil vi alle kæmpe til det sidste, før vil vi alle falde som én Mand.«
Da Sangen var sunget, rejste Kongen sig og sagde højt og klart de Ord: Det skal ej ske! — altsaa at Søn
derjylland skulde blive delt. Man jublede fra den store Menneskeskare, og Begejstringen forplantede sig ud over Landet. Men hvor smukke og ædle nationale Følelser, der end laa bagved denne Stemning, var det alligevel en Stemning, der var fejl i sit Grundsyn paa dette Omraade og faktisk medvirkende til at skaffe os de slesvigske Krige og Sønderjyderne over et halvt Aarhundredes Fremmedherredømme. De ædleste Be
væggrunde frembragte de sørgeligste Resultater, fordi man ikke tog Hensyn til Sønderjyllands to Nationali
teter og satte Grænsen derefter. Man vurderede ikke Virkeligheden tilstrækkeligt.
Og det maa bebrejdes vore daværende Statsmænd, hvor ypperlige Personligheder mange af dem end var, at de efterhaanden bøjede sig mere og mere for Folke
stemningen i Stedet for at retlede og vejlede den. Der
for valgte vi atter forkert i 1864 paa Grundlag af hele den forudgaaende Bevægelse.
Nu staar det danske Folk atter overfor Valget mel
lem det historiske og det nationale. Denne Gang skal vor Erfaring lære os at vælge det sidste som den eneste varige Afgørelse af dette tusindaarige Spørgsmaal.
Vi har ført to slesvigske Krige, men den tredie ligger desværre ikke saa fjernt, som mange tror, fordi de ikke tilstrækkeligt har lært af den historiske Erfaring.
Hvorfor førte vi nemlig de tidligere Krige? Dybest set fordi vi indenfor Rigets Grænser havde en tysk Befolkningsdel, som under alle Forhold viste sig frem
med og fjendtlig overfor dansk Folkeliv. Deres Sind og Væsen var anderledes end vort og følte sig bestan
dig draget Syd paa, hvor de havde deres aandelige Jordbund.
Ligesom mange Kredse nu har tidligere Slægtled i Danmark drømt stolte Drømme om at forene de to Na
tionaliteter. Først tumlede man mec^Helstaten — For
søget paa ud fra Kronens Arveretsgrundlag at samle
1 1
alle Statsdelene til et organisk Hele. »Lad én Stænder- sal omslutte Holstens, Slesvigs, Jyllands og Østifternes folkekaarne Mænd,« skrev Monrad 1840 i sine »Fly
vende politiske Blade« og udtalte efter Hjemkomsten fra Ny Zeeland 1869 i »Politiske Drømmerier«, at han følte »ikke liden Sympati« med de »gamle trofaste Mænd, paa hvem Elbens Vande udøver den samme fortryllende Indflydelse som Zion paa Israels Børn, da de sad og græd ved Babylons Floder.« Som gam
mel Mand skrev han 1877 i »Politiske Breve«: »De er fældede, de stolte Ungdomsforhaabninger, gennem Frihed at føre de forskellige Nationaliteter til et frede
ligt Samliv.«
Saa samlede man sig om Ejclertanken, Kravet om den gamle historiske Grænse og Sønderjylland løst fra enhver Forbindelse med de to andre Hertugdømmer, men aet var rent nationalt ikke en Væsensforskel, kun en Gradsforskel fra Helstatsbegrebet. I begge Tilfælde beholdt vi et bevidst tysk Folkeelement uden Hjem
følelse i Danskheden, og derfor mislykkedes baade Helstaten og Ejderprogrammet, fordi de manglede Fæste i Virkeligheden. De i og for sig ædle Hensigter medvirkede desværre kun til Krig og Ulykke.
Nu skal vi ikke paany lade os beruse af skønne Drømme, der kun gav Skuffelse og Smerte, men ubøn
hørligt lære af Historiens Alvor og forene os i den langt højere Opgave blot at samle alle Danske i et virkeligt dansk Folkesamfund. Da faar vi Velsignelse over vor Fremtid.
Men — indvender man — der er dog ingen Grund til at tro, at Tyskland for overskuelige Tider bliver saa stærkt, at det igen kan øve nogen dragende Magt over sine fraskilte Sønner eller tage dem tilbage med Vaaben.
Her gaar man atter kortsynet uden om Historien.
Det er kun et Aarhundrede siden, at Tyskland laa knust og splittet under Napoleons Erobrervilje — et Tidsrum, der af tyske historiske Forfattere kaldes den dybe Skændsels Tid, Tyskland var ligefrem udstyk
ket, Prøjsen indskrænket til det halve Omraade, Finan
serne fuldstændig ødelagte gennem vældige Udskriv
ninger, og Hæren paa Napoleons Bud formindsket til et Minimum uden praktisk Betydning. Men det varede
12
kun syv Aar, før Folket rejste sig paany og var med til at slaa Undertrykkeren. Det tog sine fraskilte Dele tilbage og blev efterhaanden mægtigere end nogensinde.
Ulykken blev dengang en Genfødelse for det tyske Folk og styrkede dets indre Vilje. Da var det f. Eks., at den berømte »Turnvater« Jahn midt i Fornedrelsen begyndte at samle Ungdommen til Legemsøvelser i fri Luft for derigennem at rejse dens Fædrelandsfølelse, og derved dannedes paa en ny Maade Grundlaget for en Hær, der var rede i den afgørende Stund. Maaske er Tyskland i dette Øjeblik i Færd med en lignende skjult Nyordning. Naar et Folk selv vil, er der ingen Grænse for dets Genrejsningsevne.
Derfor peger alle folkepsykologiske Grunde mod en ny Krig, hvis vi ikke nu faar en virkelig national Grænse. Det vilde være frygteligt, om vore Børn eller Børnebørn skulde bløde en Gang, fordi vi ikke i Øje
blikket havde kunnet styre vore Stemninger og histori
ske Følelser.
En Præst udtalte nylig, at kan vi ikke faa Sønder
jylland tilbage lige til Ej deren, maa Tyskerne gerne beholde Resten, som vi da slet ikke ønsker. Han troede at sige noget meget patriotisk, men viste i Virkelig
heden kun sin Mangel paa Følelse og Forstaaelse over
for Spørgsmaalet.
Det er hjerteløst at sige saadan.
Det vilde jo praktisk betyde: Lad blot de danske Sønderjyder fremdeles blive under Tvangsherredøm- met med dets sjælelige og sociale Lidelser, naar et for
ældet historisk Begreb ikke kan genoprettes. Det dan
ske Folk bestaar ikke af Pengesække og Hartkorn, men af levende Menneskesjæle, sagde Carl Ploug. Det er først og fremmest disse levende Sjæle, som skal for
enes med deres Moderland. Her maa alle Teorier vige for Livets Ret. Saadan maa det sande nationale Sind føle.
Men Ytringen er ogsaa tankeløs. Det er nemlig af alle Grunde en dyb Sandhed, at Slesvig bør deles.
Først fordi Sønderjydernes Flertal ønsker det. I det store Værk »Haandbog i det nordslesvigske Spørgs- maals Historie« skriver Gustav Johannsen, at 1864 hos Sønderjyderne »fremkaldte den stærkeste Længsel efter at gaa helt op i Moderlandet, et Ønske, som kun
13
kunde opnaas ved, at det gamle danske Kronland blev delt efter Nationaliteterne, De danske Sønderjyders politiske Maal maatte nødvendigvis blive: Nordslesvig skilles fra Sydslesvig og genforenes med Danmark.
Dette blev den lige Linie i Nordslesvigernes Politik, som de ikke lod sig drage bort fra.« Dette er rigtigt og sagt med en Førers Autoritet. Aldrig har de kæm
pet for andet, og Flertallet ønsker stadig ikke andet.
Dernæst bør Slesvig deles for ikke at øve Tvang mod den sydlige tyske Befolkning, som sk^l høre til det Rige, den selv gennem Aarene har valgt. Nu skal den tusindaarige Strid endes saa vidt menneskelig Ret
færdighed rækker. Vi vil ikke have en ny National
kamp dernede. Den gamle har kostet Blod og Taarer nok.
Endelig viser >den historiske Udvikling Delingens Nødvendighed. Havde vi taget en god sydlig Deling i 1848, da Muligheden var der, var Krigene og vort Lands Lemlæstelse maaske undgaaet. Derfor skrev en Mand, som Orla Lehmann allerede 1865: »Den største af alle Hindringer for en fornuftig Ordning var Slesvi
gernes sneverhjertede Mening om deres Provins' Selv
stændighed og deraf følgende Udelelighed. Den har først den seneste ulykkelige Krig besejret. Det er først den, som har gjort de dansktalende Slesvigere til Dan
ske. Kun vort Nederlag har givet os den Berettigelse, som vi hidtil har savnet, men Berettigelsen maa gaa forud for Opfyldelsen.«
»Den Fædrelandskærlighed, der var vakt i mig som ung, fik i 1864 sin Smertes Daab,« skrev en Gang den afdøde nationale Forkæmper Pastor Johannes Clausen, der var med som Feltpræst i vor sidste Krig. Paa den Maade har Folkesorgen over den smertelige Spaltning af den danske Folkestamme virket lutrende og kal
dende paa mange Danske og i store Kredse, Der kan fremdrages smukke Eksempler paa Mænd, som ikke af hint Smertensaar lod sig nedtrykke til sløv Selv
opgivelse, men lod sig vække og modne under Sorgen til at bryde nye Baner for Danmarks Opkomst og give nye Impulser i dansk Aandsliv,
Blandt disse nationale Høvdinger staar Sønderjyden A. D. Jørgensen som en af vore ypperste Historie
skrivere med ligefrem geniale Evner som historisk
14
Gransker. I hele sin betydningsfulde Virksomhed blev han drevet af sin store Fædrelandskærlighed, der af ham selv betegnedes som en »lidenskabelig Kærlig
hed til Folk og Fædreland ikke den Kærlig
hed, som er en Ild, men den, som er et Instinkt, en Længsel og en dyb Lykke.« »Hvorfor blev jeg Histori
ker?« spørger han sig selv i sin Redegørelse for sit Liv og sit Forfatterskab, og Svaret lyder: »Fordi jeg oplevede 1864.« Vort sørgelige Tab af Sønderjylland indviede ham til Historiker, og den sønderjydske Sag blev Grundnerven i hans Forskning. Alle hans værdi
fulde Værker staar som lige saa mange Vidnesbyrd om Dybden og Varmen i hans danske Sindelag.
Denne Mand, for hvem det var et dybt og bevidst Formaal at udrede Aarsagerne til Danmarks Ulykke i Nutiden, har i sin fortrinlige Folkebog »40 Fortæl
linger af Fædrelandets Historie« nedlagt Resultatet af sine Undersøgelser. Han slutter Værket saaledes:
»Freden i Wien 1864 danner et Vendepunkt i det danske Folks Historie At der fra vore Stats
mænds Side i Aarenes Løb var begaaet Fejl, vil van
skellig kunne nægtes. Den største var dog utvivlsomt den, at vor forskellige Adkomst til de omstridte Lande, den politiske Modsætning mellem Holsten og Sønder
jylland, den nationale mellem Syd- og Nordslesvig aldrig var bleven klaret fuldstændig, hverken overfor Udlandet eller for det danske Folk, hvis Ve og Vel denne Sag saa umiddelbart berørte.«
Guds Veje er uransagelige. Den tunge Tilskikkelse, han sendte det danske Folk, har til visse i mange Maa- der været til Styrkelse og Vækkelse, til Inderliggørelse i Kærlighed til Fædrelandet, til Styrkelse af Folkets bløde og svage Sind og til Udvikling af dets rige aan- delige Evner. Tiderne skifter og Menneskenes Sind forandres. Vi kan ikke slippe det Haab, at det danske Sønderjyllands ulykkelige Skæbne en Gang vil formil
des, at den Afgørelse, som mislykkedes 1864, endnu vil kunne opnaas som en endelig Afslutning af dette Lands omskiftelige Historie. Den bør da kunne blive et Pant paa varig Fred og god Forstaaelse mellem de beslægtede Folk mod Nord og Syd for den nationale Grænse, der er sat af Aarhundreders Udvikling, og som det ikke er vor Sag nu at gaa i Rette med.«
15
Det er da altsaa A. D, Jørgensens nationale Testa
mente, at aer efter Folkesindet bør sættes en national Grænse mellem Dansk og Tysk, fordi det har vist sig som en historisk uløselig Opgave at rumme to Nationa
liteter indenfor vor Rigsgrænse. Det er en Opgave, der efter sit Væsen er naturstridig og umulig at gennem
føre. Tillige peger han paa det betydningsfulde Frem- tidsgrundlag at skabe et fredeligt og gensidigt befrug
tende Forhold mellem den danske og tyske Nation.
Det er et sundt og værdifuldt Maal, der er betinget af en virkelig national Grænse og betrygger vor Fremtid meget bedre end alle ydre Foranstaltninger.
A. D. Jørgensen har været et Bannermærke for søn- derjydske interesserede Kredse Nord og Syd for Kon
geaaen. Maatte de nu i denne skæbnesvangre Time mindes hans indsigtsfulde Erkendelse.
Da jeg i 1912 var paa Rejse til England, stiftede jeg om Bord paa Damperen Bekendtskab med en Tysker, en Ingeniør, en dannet og intelligent Mand, med hvem jeg drøftede mange Spørgsmaal, ogsaa det sønderjyd- ske, hvor han, der tilhørte det yderste frisindede Fol
keparti, ikke forfægtede det altyske Standpunkt, men alligevel var langt fra min Opfattelse. Jeg mærkede dog at flere af de Grunde, jeg fremførte, gjorde et stærkt Indtryk paa ham, ukendt som han var med dem, og den Dag, vi gik fra Borde, skete der noget ejendom
meligt. Han skulde videre med Skibet op til Island og jeg havde allerede sagt Farvel til ham og andre!
som ikke skulde med i Land, da jeg saa ham komme hen imod mig igen. Halvvejs vendte han halvt om, stod lidt og overvejede tøvende, tog saa en rask Beslutning og kom helt hen til mig. Jeg havde sat Foden paa Landgangsbroen, da han tog mig i Armen og hviskede til mig: »Jeg vil dog sige Dem, inden vi skilles, at jeg synes ogsaa, at Nordslesvig bør tilbage til Danmark.«
• jUn ^ senc^e ham et glad og overrasket Buk, inden Menneskestrømmen bar mig med over Landgangsbroen, men det var de Ord, der genlød i mit Øre og mit Sind, da jeg første Gang satte Foden paa Lnglands Jord — symbolsk ligefrem, fordi det var
16
dette England, som skulde blive den Magt, der skaf
fede os Sønderjylland igen.
Men den Betragtning havde ligget bag den tyske Ingeniørs Samtaler og laa nu ogsaa bag hans sidste Ord, at trods alle fromme Ønsker fik vi det alligevel aldrig, fordi den herskende tyske Magtfølelse ikke vilde give Slip paa det. Og her var han meget forundret over mit Genforeningshaab. Der ansaa han mig sim
pelthen for overspændt — særlig naar jeg hævdede Guds Almagt eller Verdensretfærdighedens Sejr.
Bismarck udtalte som prøjsisk Statsminister, at Tidens store Spørgsmaal løses ikke ved Taler og Parla
mentsbeslutninger, men kun ved Jern og Blod. Og hans brutale Ord blev gentaget og varieret af en Række tyske Militærforfattere, som efterhaanden blændede Folket med falske Ideer, Krigen er skøn, skrev de ligeud, den højeste og herligste Udfoldelse af Menne
skehedens Kraft. Derfor ligger i en vis Forstand Be
gyndelsen til Verdenskrigen gemt i Overfaldet paa Danmark 1864. Det var nemlig det første Udslag af den raa Magtpolitik, som skred videre og videre frem i Tyskland indtil Forsøget paa at tilrive sig Verdens
herredømmet og erobre mere og mere. Bismarck støt
tede tilsyneladende Slesvig-Holstenernes Krav om en særlig Stat under Hertugerne af Augustenborg, men ved en Optræden, der søger sin Lige i kløgtig Underfundig
hed og brutal Magtbenyttelse, lagde han tilsidst Her
tugdømmerne ind under Prøjsen. I 55 Aar har den gamle tyske Jernhaand, den pansrede Næve, hvilet tungt paa en Del af det danske Folk. Den slog haardt og skarpt, den ramte lige i Folkets Hjerte, da ogsaa det danske Sønderjylland blev skilt fra Moderlandet.
Sønderjyderne indsendte den ene Protestadresse efter den anden til den prøjsiske Konge og Regering — de vandrede ubesvaret i Papirkurven. Hvad den prøjsiske Ørn havde slaaet sin Klo i, agtede den ikke at slippe, selv om det var taget med Uret. Hvad brød den sig om saadanne Ting som Retfærdighed og Folkefrihed, Modersmaal og Sindelag. »Det maa vi have,« sagde Bismarck som bekendt, selv om han skulde trampe paa et Folks dyreste Rettigheder. Og havde Prøjserne endda tilstaaet Sønderjyderne alle nationale Friheder i Retning af Sprog og Kultur, var Udviklingen selv
17
følgelig bleven mindre trykkende, men det, der gjorde den saa ond og streng, var den Maade, hvorpaa Prøj
serne ubarmhjertigt Skridt for Skridt søgte at kvæle det danske ved at jage Sproget ud af Skole, Kirke og Retssal og tilegne sig Jorden. Men Ære være Sønder
jyderne — de gav ikke tabt. De kæmpede folkeligt set for Livet og holdt Stillingen — de byggede det aande- lige Dannevirke. Der er mere bevidst Danskhed nu i Sønderjylland, end Historien nogensinde har kendt.
Under deres Kamp har de udviklet nogle af vor Folke
stammes bedste og mandigste Egenskaber, saa vi kan sige om dem, hvad der staar paa deres Rigsdagsmand Jens Peter Junggreens Gravsten i Aabenraa: Lykke
ligt det Folk, som fostrer saadanne Sønner. Sønder
jyderne har altid været et lovlydigt Folk under den Hersker og de Landegrænser, de blev underlagt, men netop i Kraft af deres Lovlydighed har de formaaet til det yderste at udnytte alle Muligheder, som Lovene og Forholdene gav dem til at hævde deres Danskhed.
Siden 1864 har det danske Folk ligesom levet i Skyggen. Naar vi samledes paa Folkets Festdage, var det altid vemodigt, at en Del af det var i fremmed Vold. Det var som mørke Rande om Flaget, naar det vajede over os. Vor Glæde var aldrig udelt. Og nu kom de frygtelige Krigsaar over Verden med næsten ufattelige Lidelser og Rædsler. Hvis alle de Faldne kunde vandre forbi os i en eneste lang Række, én i Sekundet, 3600 i Timen, 90,000 i Døgnet, vilde de kunne vedblive at vandre Døgn efter Døgn, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned, og det vilde vare mange Maaneder, før Rækken var kommen os forbi. Det er Blomsten af Europas Ungdom, ofret paa Krigens Alter.
Vi gruer over denne frygtelige Hærgen af Ungdom, men mellem dem alle vilde vi særlig fæste vort Blik paa 6000 brede, blonde Bondesønner fra Nordslesvig, fordi det er vore egne. Saa meget dansk Blod er run
det, fordi Sønderjyderne kom under Prøjsernes Tvangs- herredømme. Og der har været og er bestandig Sorg og Lidelser i de tusinde danske Hjem dernede. Vi har følt med dem og hjulpet i den ydre Nød, hvor vi kunde.
Men midt i Tvangen og midt i Sorgen skete det overvældende, det befriende, det næsten ubegribelige:
Jernkolossen, Jern- og Blodpolitikens Tyranni styrtede 2
18
i Verdensorkanen, og ud over Jorden lød andre Raab end Jern og Blod — der lød Ord om Retfærdighed og Folkefrihed, om en ny Morgenrøde, hvor Ret og Sandhed lyser.
Dette Morgengry stiger ogsaa over vore egne natio
nale Forhaabninger, over vore fraskilte Landsmænd mod Syd. Nu maa Jernhaanden slippe sit Tag, nu kan de røre sig frit, nu skal deres Udlændighed være forbi.
Og der gaar som en Bølge af Glæde gennem dem og gennem os, gennem hele det danske Folk. Forventnin
gen og Glæden knytter os trods alt sammen i en Fæl- lesfølelse. Der kommer undertiden saadanne Stunder, hvor vi først og fremmest føler os som Danske. Vi mindes de bevægede Augustdage 1914 ved Verdens
krigens Udbrud. Da skjalv vi alle ved Tanken om, at Krigens blodige Stormflod skulde overskylle ogsaa vort lille Land, og gennem denne Skælven følte vi, at trods alle store Forskelligheder var vi dog Danske, der satte Pris paa vort Land og ikke vilde miste det. Paa Gader og Rejser talte vildfremmede Folk sammen som vel
kendte, Skrankerne faldt, det inderste i Folkefølelsen kom frem. Der laa for os i de Dage ligesom en gylden Glorie om Danmark og dets Navn. Vi forstod, at vi elskede det. Vi var ét — fra den laveste til den høje
ste. Det sønderjydske Spørgsmaals Løsning har noget af en lignende Virkning paa os. Vi er Danske, der føler sammen.
En Dag i Aarene lige før Krigen stod jeg i en af Nørrejyllands sydøstligste Kystbyer og ventede sam
men med en af de unge sønderjydske Førere paa en Skare unge Sønderjyder paa Besøg fra Als. Og lidt efter kom de — sejlende paa tre Dampere, 800 præg
tige Unge, stærke, glade og sunde. Det var et stolt og løftende Syn. Se, sagde han til mig, det er Blomsten af Ungdommen fra Als, de er saa kernedanske, som de kan blive, og taler et saa uforfalsket dansk Maal som tales kan. Og der var noget i os, der svulmede af Glæde og Stolthed ved at vide, at efter et halvt Aar- hundredes Fremmedherredømme fandtes der en saa- dan Ungdom og bag den en saadan Slægt dernede, saa der faktisk aldrig før har været en saa bevidst Dansk
hed som nu.
Genforeningshaabst døde aldrig i Sønderjylland.
19
De gamle bar det og gav det i Arv til den unge Slægt, som bar det videre. Vi kommer tilbage en Gang, sagde de bestandig. Den enkelte kunde maaske ikke altid sige hvorfor, de ejede Haabet i Sammenknytning med saa meget af det dybeste og inderste i deres Hjerte.
Nogle knyttede det til deres alvorlige Gudsfrygt, deres Tro paa en levende almægtig Gud, der dog tilsidst slynger Verdens Traade efter sin Vilje. Andre vilde rent nationalt knytte det til de folkelige Retfærdigheds- krav, der rejste sig med stadig større Styrke blandt Nationerne og tilsidst maatte føres til Sejr af alle indre Grunde. Sønderjyderne har ikke ført deres Kamp af Had til Tyskerne, men af Kærlighed til det danske.
Det var den dybe Kraft i deres Stilling.
Biskop Monrad, der som Førsteminister stod i Spid
sen for Regeringen, da vi mistede Sønderjylland, har skrevet et Sted: Sorgen og Glæden er Tvillingsøstre
— den ene rækker den anden Haand. Skal ret du kende Glæden, da maa først du kende Sorgen.
Hvis det Ord er sandt, og Erfaringen stadfæster det, da har det danske Folk dybe, smertelige Forudsætnin
ger for i Sandhed at opleve den Glædens Folkesom
mer, vi nu stunder til, den Sangens Tid, der dæmrer os i Møde. Det var Sorgens Tid for det danske Folk 1864, en af de tungeste Folkesorger i vor Historie. Monrad selv faldt fuldstændig sammen af Sorg og Fortvivlelse over Fædrelandets ulykkelige Skæbne og drog i fire Aar i frivillig Landflygtighed til Ny Zeeland. Danmark blev lemlæstet som ingen Sinde før.
Det er ikke let for et dansk Hjerte at erkende Nød
vendigheden af dette haarde Slag, men dog maa vi naa til at se ogsaa det som et Led i Guds Kærlighedstanke med det danske Folk. Da Israels Folk førtes i det babyloniske Fangenskab, var det Guds retfærdige og barmhjertige Haand, der ledede Folkets Skæbne, fordi gennem Ydmygelsen gik Vejen til Oprejsning. Naar vi, der tror paa den levende Gud og ser hans Finger trække den røde Traad gennem Historien, betragter Danmarks aabne Saar, da skal vi og kan vi ogsaa der se Guds retfærdige og tro paa hans barmhjertige aaand. Først efter 1864 fik den Erkendelse Raade- rum, at en Deling af Sønderjylland er den rette Løs
ning. For os som Kristne er Guds inderste Tanke med
20
den smertelige Spaltning af den danske Folkestamme sikkert den, at den bitre Sorg skal modne og uddybe Folkets Hjertelag. Sorgen skal ikke virke sløvende eller selvopgivende, men inderliggørende. Og den Be
tydning, 1864 saaledes har haft for Fædrelandskær
ligheden baade nord og syd for Grænsen, skal vanske
lig kunne maales. Paa den Maade har selve Ulykken og de deraf følgende Trængsler været med til at for
berede Fremtiden og grundlægge Oprejsningen. Og Folkepsykologer vil kunne se og erkende en sjælelig Forbindelse mellem Sorgens Alvor og den religiøse Livsbølge gennem Kirke, Højskoler og Ungdomsbe
vægelser. Gennem Folkesorgen er der Sammenhæng med de aandelige Forudsætninger for den stærke Indre Missionsbevægelse, en af de største og dybestgaaende Livsstrømninger i Danmark, der ikke alene rigt har gavnet Kirken, men ogsaa derigennem været af blivende Betydning for Folkepræget, som uden denne Bevæ
gelse havde været baade fattigere og mindre karak
teristisk.
Sorgens Tid blev tillige for de danske Sønderjyder en Lidelsens Tid. Det glemmer vi dem aldrig. De maatte i Virkeligheden lide for os alle, skønt ogsaa her Sorgen og Lidelsen virkede uddybende og udvik
lende, saa det fylder os med Taknemlighed og Beun
dring. De sidste 5 Aar ofrede de i Sandhed indtil Blodet.
Nu høres de brændende Bønner, nu kroner Opfyldel
sen de mange Længsler og Savn. Jo større Sorg, des inderligere Glæde. Det stadfæstes ogsaa her. Maatte det danske Folk give Gud Æren og modnes gennem Glæden som mange i de to sidste Slægtled blev det gennem Sorgen. Den, der ikke i den sønderjydske Sag ser en guddommelig Linie bag de bølgende Enkelthe
der, har ikke den fulde Forstaaelse af den Glædens og Sangens Tid, der nu bryder frem.
Midt i Glæden har vi faaet den triste indre Grænse
strid, der viser, hvorledes visse gamle historiske Be
tragtninger trods Nederlagene gennem Erfaringens kolde og barske Virkelighed dog blusser op og sætter Folket i samme skæbnesvangre Svingninger som tidli
gere. Vi gennemlever en Tid som i Efteraaret 1848 og forud for 1864, hvor en national Stemningsbølge griber
21
mange, saa de mister Fodfæstet overfor selve Kends
gerningerne.
Den Ejderbevægelse, der dannede sig straks efter Tysklands Sammenbrud, er gennem den offentlige For
handling gaaet over til at blive et Krav om en Danne
virkelinie og har derved faaet en ret stor Tilslutning, fordi der for Sindet er noget berusende i Treklangen Danmark, Dannebrog og Dannevirke, saa man derudfra ikke nøgternt vurderer, om nu ogsaa Forholdene svarer til Ønskerne, men lægger Forgyldning over Tilstan
den for at faa den til at passe.
Der er det ejendommelige, at Dannevirke bevægel
sen ikke stammer fra selve Befolkningen i Angel og Dannevirkeegnene, men er Resultatet af en ihærdig Agitation nordfra. Det viser dens nationale Rodløshed i de virkelige Forhold dernede. Da Danskheden rejste sig i Nordslesvig for tre Slægtled siden gennem Tredi
verne og Fyrrerne var det netop bemærkelsesværdigt, at den paa en dyb naturlig Maade groede ud af det jævne Folk i de Tusind Hjem dernede og derved viste sin indre Berettigelse og Styrke.
Bevægelsens egentlige Kerne er efter Motiverne smuk og ædel nok. Udfra de oprigtigste Hensigter, med stor Følelsesbegejstring og historisk Stemning vil man vove Forsøget paa at udvide Danmark til vor gamle Grænsevold. Man trodser Historiens Advarsel og Befolkningens Tyskhed i et ubestemmeligt Haab om, at denne Gang gaar det nok bedre. Man vil ikke se den Sandhed lige i Øjnene, at Opgaven paa Forhaand er dømt til at mislykkes.
Men Bevægelsen har faaet Tilhæng, der altfor ofte fører det store Ord og larmer højest op. Det er dels mange af dem, der tidligere ikke viste Gnist af Inter
esse for den sønderjydske Sag, men nu med en pludse
lig psykologisk Frontforandring kaster sig lige over i en historisk Betragtning, fordi de ikke har noget andet eller vægtigere at holde sig til. Og dels er det en Del af den Slags naive Mennesker, som tror, at jo mere de forlanger og jo mere de raaber op om Dannebrog paa Dannevirke, des større Patrioter er de. Med en rørende Enfoldighed frakender de alle andre den rette Fædre
landskærlighed og synes blottede for alt Begreb om Sagens mere indgaaende og vigtigste Side. Hele dette
22
Tilhæng er bleven et modigt Element siden Tysklands Sammenbrud. Nu risikerer de ikke noget. Før saa man ikke noget til dem i det sønderjydske Arbejde, skønt da tiltrængtes det mest.
Hvis Dannevirkebevægelsen sejrer, kommer vi til at staa som for et lille Aarhundrede siden paa Trods af den mellemliggende dyrekøbte Erfaring. Et Dan
mark, der ogsaa omfatter tredie Zone, er nemlig et helt andet Danmark end det, der kun medtager første og anden. Med tredie Zone bliver det atter et Monarki, der skal opbygges paa to Nationaliteter, hvorimod det ellers bliver et nationalt Folkesamfund af alle Danske.
Og netop dette har været vor store Længsel siden 1864.
Overfor dem, der for Tiden falder i Rørelse over Angelboernes og Sydslesvigernes Tilnærmelser til Dan
mark som Udtryk for noget nyt og glædeligt, kan det være af Betydning at fremdrage det ejendommelige Kapitel i Sønderjyllands Historie, der af Tyskerne spottende kaldes: Hansen-Grumbys Dänenfahrt.
Som før nævnt narrede Bismarck efter Krigen 1864 i høj Grad Slesvig-Holstenerne, hvis Plan om en særlig tysk Forbundsstat under Hertugerne af Augustenborg han tilsyneladende havde støttet, idet han lagde alle tre Hertugdømmer direkte ind under Prøjsen — hans egentlige Tanke med hele Krigen.
En af Slesvig-Holstenernes Førere var Gaarde jer Andreas Hansen fra Grumby i Angel. Han havde væ
ret en af Danskernes mest fanatiske Modstandere ved enhver Lejlighed og en ivrig Talsmand for Hertugen af Augustenborg. Denne danskfjendtlige og ikke prøj
siske, men til sit inderste Væsen gennemtyske Mand, der lige havde støttet det væbnede Overfald paa Dan
mark, foretog nu i December 1865 et besynderligt Skridt, idet han søgte Forbindelse med de Danske i Nordslesvig for at fremkalde en Fællesoptræden mod Prøjsen.
Hvad var Meningen? Kom han som den angerfulde, der var gaaet i sig selv og havde fortrudt sin hidtidige tyske Stilling? Ikke i fjerneste Maade. Nej — han var kun fortrydelig over, at den tyske Befolkning der
nede ikke havde naaet det politiske Maal, den tragtede efter, og derfor vilde de prøve at opnaa en Forbedring ved Hjælp af Danskerne. Han foreslog nemlig, at man
23
skulde glemme den nationale Modsætning og i For
ening virke mod Prøjserne for at gøre Slesvig-Holsten selvstændigt under den augustenborgske Hertug. Dan
skerne skulde til Gengæld have forskellige Indrøm
melser, som dog viste sig meget luftige og ubestemme
lige. Andreas Hansen havde i Aabenraa og Flensborg et Par Sammenkomster med de ledende danske Mænd, som dog ganske afgjort afviste ham, da de blev klar over hans virkelige Hensigt. Blandt den danske Be
folkning var der stor Misstemning med hele Foreta
gendet.
Den hele Episode fik ingen praktisk Betydning paa Grund af Danskernes nationale Fasthed og Hjertelag, der smertelig havde lært, at nu skulde der netop en national Adskillelse mellem Dansk og Tysk uden noget som helst politisk Skakspil eller Drømmerier om en Fremtidsforbindelse mellem to væsensforskellige Ret
ninger.
Men Begivenheden kan være lærerig overfor de Be
stræbelser, der i Øjeblikket udfoldes for at forene de tyske Angelboere og Sydslesvigere med Danmark. De kommer heller ikke som de bodfærdige, der dybt angrer Fortiden og beder om Tilgivelse for deres dansk
fjendtlige Arbejde. De beklager ikke deres Tilslutning til det tyske Tvangsherredømme i Nordslesvig. De vil kun i ydre Henseende paa Grund af Tysklands Sam
menbrud forsøge at finde en bedre og mere betryggende Fremtid ved Hjælp af Danmark, men deres Væsen og Sind har stadig mere Rodfæste mod Syd. At indlemme dem er kun paany at lukke den nationale Modsætning ind i Danmark og derved lægge Grunden til en ny Krig en Gang i Fremtiden.
Udtrykket Mellemslesvig bruges i den offentlige Grænsedebat i dobbelt Betydning, hvad der desværre giver Anledning til store Misforstaaelser og vildleder mange af de kongerigske Danskes Opfattelse af de nationale Forhold dernede.
Rent geografisk omfatter Mellemslesvig det omtrent 5 Mil dybe Bælte fra Tønder og Flensborg til Husum og Dannevirke — en halv Snes Mil i Bredden fra Vesterhav til Østersø. Den østlige Del paa højre Side af Hovedlandevejen er Angel, den vestligste Del er Frisland, beboet af Friserne, en særlig Folkestamme.
24
Hele denne store Landsdel er beboet af en ublandet tysksindet Befolkning undtagen et mindre Stykke mod Nord, særlig i Midten, hvor de nationalt blandede Egne skærer sig ned som en bred Tunge, der omfatter Flensborg mod Øst og Egnen lige Syd for samt Land
distrikterne ud mod Vest — en halv Snes Sogne som f. Eks. Oversø, Hanved, Valsbøl, Ladelund, Brarup med flere.
Nu er der fra Flensborgbevægelsens Side sket det uheldige, hvis Følger man i Begyndelsen ikke tænkte over, at man uden Tilføjelse kalder dette nordlige blan
dede Omraade for Mellemslesvig, mens det burde hedde den nordligste Del af Mellemslesvig. Mangfol
dige Mennesker har nemlig derved faaet den Opfat
telse, at naar man taler om Danskheden og dens For
poster i Mellemslesvig, skal dette forstaas om hele den geografiske Landsdel. Dette er en forvirrende Mis- forstaaelse. Syd for dette nordligste Omraade findes
praktisk talt ingen bevidst Danskhed, men en afgjort Tyskhed, der til Dels er udpræget danskfjendtlig.
Angelboerne hørte til de mest fanatiske Oprørere i de slesvigske Krige. Der kan findes en enkelt virkelig dansk Mand som f. Eks. P. Lassen fra Strukstrup, men det er uden nævneværdig Helhedsbetydning. Som Massebefolkning er den helt tysksindet.
Naar dette gaar op for Folk, begynder de bedre at fatte Dannevirkekravets Uklogskab og Uretfærdighed rent nationalt. Dets Opfyldelse vil skabe os en stadig urovækkende Folkebrydning indenfor Rigsgrænsen, hvorom den historiske Erfaring truende advarer. Man kan i Virkeligheden ikke bygge en Landegrænse varigt paa ydre Magt eller strategiske Foranstaltninger, men den skal dybest set grundes paa Folkesind og Folke
vilje. Da først holder den i Længden uden at skabe nye Konflikter og nye Krige.
Hvis hele det geografiske Mellemslesvig hørte til de blandede Egne, saa Danskheden skraanede svagere og tyndere helt ned til Dannevirke, var Sagen saare van
skelig at ordne. Vi er saa heldigt stillede, at vi kan faa en nogenlunde ren national Grænselinie i den nordlig
ste Del.
De enkelte Tilkendegivelser, der fremkommer fra Mellem- og Sydslesvig om en mulig Tilknytning til
25
Danmark, er simpelthen ikke andet end gamle slesvig
holstenske Tilbøjeligheder, der dukker op igen — eller i visse Tilfælde den slesvigske Side af den slesvig-hol- stenske Opfattelse, idet nogle paany kræver baade Slesvig og Holsten forenet, men andre kun et udelt Slesvig. Det er med andre Ord ikke danske, men tyske Tilkendegivelser, der spørger om Vilkaarene under dansk Styre for derved at slippe for de haarde For
hold i det fremtidige Tyskland.
Man prøve f. Eks. med dyb Eftertanke at læse føl
gende Udtalelser i et Skrift af den bekendte Gaardejer Cornelius Petersen:
»For os Tyskere vil en Grænse langt mod Syd have følgende Fordele: Vi vil danne en Masse, som man vil være nødt til at regne med. Man vilde ikke kunne afvise os, fordi vi var for faa. Det vilde være nødven
dig at anvende Tvesprogethed i Forvaltning og Kirke, nogle Steder vilde Tysk endog være helt herskende (Frisland, Ejdersted, Angel). Der vilde dannes en tysk Kulturkreds (tyske Seminarier og tyske Lærestole ved det senere Universitet i Flensborg). Saadan har det været tidligere, og jeg kan ikke tro, at Danmark nu vil være mere reaktionært end for 60 Aar siden, eftersom Udviklingen dog gaar i modsat Retning.«
Hvordan mon den Udvikling vil ende? I hvert Fald ikke saadan, at vi fra alvorlig dansk Side skal ønske den iværksat. Historien løfter sig truende og adva
rende. Kun en national Grænse efter Folkesindet giver Tryghed og Velsignelse.
Cornelius Petersen bringer i et senere Skrift det Ud
tryk: »Jeg er Tysk-Slesviger. Som saadan føler jeg mig folkeligt tilhørende Norden og vil høre til Danmark, for
di den slesvigske Ejendommelighed gaar til Grunde under det fremmede Folk.« Her har vi hele Spørgsmaa- let i en Nøddeskal. Cornelius Petersens Følgeslutning er
ganske selvmodsigende og naturstridig. Han og lige
sindede dernede er — som de selv siger — tyske Sles
vigere, men netop derfor hører de ikke Danmark til.
Det fælles Racepræg overskygger ikke den nationale Modsætning, som er det dybest skillende. De er ikke Prøjsere, og det fremhæves ofte, at Sydslesvigerne hader Prøjserne, men det gør Bayrerne jo ogsaa og er dog alligevel fanatiske Tyskere. Tyskheden har mange
26
Variationer, men dens nationale Samhørighed forener alle Led til en folkelig Helhed, Ogsaa Sydslesvigerne, hvis Overgang til Tyskheden i sin Tid skete frivillig og bevidst. At de nu vil til Danmark for at frelse deres politiske Idealer her efter Prøjsens Nederlag forandrer ikke Sagen. De vil nemlig ikke være Danske.
I Danmark vil vi kun have dem, der har eller ønsker Dansk til Modersmaal. Vi skal ikke i Danmark have to Slags Modersmaal, saa Tysk bliver ligeberettiget med Dansk, men Tysk skal kun læres som et frem
med Sprog i Lighed med Engelsk og Fransk. Men Sydslesvigerne, Angelboerne og Friserne kræver deres tyske Sprog respekteret og bibeholdt. Det har de Lov til, kun hører de da ikke hjemme hos os. Et Sprog er ikke blot ydre Lyde paa vore Læber, men der ligger noget dybere bag Ordene, der ligger noget sjæleligt bag Sproget, der ligger en Folkesjæl bag et Folkesprog.
I Danmark skal vi alle være fælles om det samme danske Modersmaal og de sjælelige Kræfter og Virk
ninger, der ligger gemt i Sproget.
At danne et Folkesamfund med to Sprog og to Natio
naliteter blev med glødende Begejstring forsøgt i Ejder- politikens Glansperiode, men førte kun til blodige Krige og Nordslesvigs Undertrykkelse. Nu skal der sættes en virkelig national Grænse, saa hvert Folk kommer der, hvor det efter Sprog og Sindelag hører hjemme.
Et Ja for Danmark gælder ikke blot et ydre Tilhørs
forhold, men maa tilkendegive en afgjort Væsensfor- bindelse med det danske Folk og et hjerteligt Ønske om i enhver Henseende at gaa helt ind under dansk Sprog og Styre med Dansk i Skole og Kirke, i Retssal og Rigsdag. Et saadant Ja kan tredie Zones Befolk
ning ikke afgive med Sandhed. Deres Ønsker gaar overhovedet ikke i den Retning.
Sandt og rigtigt efter Forholdene er Sønderjylland til Dannevirke nu overfor Genforeningen bleven delt i tre Zoner med Afstemning som Helhed i første, sogne
vis i anden og nu efter Sagens Udvikling slet ikke i tredie, fordi der faktisk ingen Danskhed findes der
nede, saa der ikke er noget nationalt at stemme om.
Det nationale Skel i Sønderjylland ligger ikke mel
lem første og anden Zone, hvad mange er tilbøjelige til at tro, fordi den saakaldte Clausenske Linie — første
27
Zones Sydgrænse — forvirrer dem. Denne Linie er nemlig ikke at betragte som en absolut Grænselinie, men som den absolut nordligste Grænselinie. Nord for den maa Grænsen under ingen Omstædigheder sættes.
Alt Nord for den danner et ubrydeligt dansk Hele, som der ikke maa røres ved. Deri ligger en Styrke for dette Nordslesvig, hvoraf Betydningen træder stærkt frem, naar man tænker paa, hvorledes Tyskerne nu efter den store og glædelige danske Afstemningssejr søger at gribe ind i Ringen med Hensyn til Tønder og Omegn med det stærke tyske Præg. Vor Berettigelse til at fastholde denne Egn under første Zone er blandt andet dette, at Sproget hos de tysksindede for en stor Del er Dansk. Derfor har ogsaa med Rette hele første Zone stemt som en Helhed. Der ligger et genialt Træk i denne Bestemmelse, som H. P. Hanssen har Æren for.
Men det er stadig erkendt og forudsat fra dansk Side, at der ogsaa er Danskhed syd for første Zone. Her kommer vi ned i de blandede Egne, hvor Dansk og Tysk mødes i større Slyngninger, som skal udredes gennem Afstemningen, der derfor her er sognevis, saa det natio
nale Skel kan findes. Der er kun en Gradsforskel paa første og anden Zone — den Forskel, som ligger i, at Danskheden er ganske overvejende i første Zone, men stærkt blandet i anden.
Derimod er der i høj Grad en Væsensforskel paa anden og tredie Zone, fordi anden rummer en bevidst Danskhed, hvad ikke er Tilfældet i tredie. I denne sid
ste Zone drejer det sig om en Befolkning, hvorom det i bedste Fald kan siges, at den efter at have faaet sine politiske Idealer knust under Prøjsen nu søger at rejse dem under Danmark, men dette statspolitiske Forsøg ligger uden for det nationale som saadant.
I anden Zone findes en virkelig dansk Basis at bygge Fremtiden paa. Her er i Mellemslesvig den nationale Grænse. Her kæmper Danskhedens sydligste Forpo
ster for at hævde sig mod det tyske Embedsmaskineri, der støtter sig til alle ydre Fordele. Tyskland har en vældig Overlegenhed i Kraft af sin stadige Regerings
myndighed, der dog er bortfalden i Afstemningstiden.
Dertil kommer den meget uheldige Bestemmelse om Stemmeret til alle, der er fødte i Afstemningsomraadet før 1. Januar 1900, hvad der i Flensborg vil give mange
28
Tusinder af tyske Stemmer fra Tyskland og kun en Brøkdel deraf af danske fra Kongeriget. Bestemmel
sen er fremkommen mod H. P. Hanssens udtrykkelige Advarsel, og nu maa Danskheden bære Følgerne. Imid
lertid kan den ikke ændres, men bidrager end stær
kere til at paakalde Hjælpen til Danskheden i anden Zone, naar nu Danmarks Riges Grænse skal sættes for Aarhundreder saa langt mod Syd, at alt, hvad der i Aand og Sandhed er dansk, kommer hjem til Moder
landet efter Udlændighedens lange og tunge Aar.
Det vanskelige Punkt er Flensborg, hvis Flertal — om end ikke særlig stort — stemte dansk ved Rigs- dagsvalget 1867, men Byen har senere skiftet Karakter ved den stærke tyske Indvandring og tendentiøse Fore
tagsomhed. Herved er dannet en overvejende tysk Overflade, som imidlertid ikke uden videre kan være bestemmende for Byens nationale Fremtidsskæbne.
Det skal prøves, om der ikke i Bunden af det egent
lige Borgerskab og den faste Arbejderstand gemmes større danske Tilbøjeligheder end det ydre Præg giver Indtryk af. Her bliver Afgørelsen ikke let. Problemet i en saadan Grænseby kan næsten aldrig løses helt efter et enkelt Princip. Navne som Fiume og Danzig viser Vanskelighederne. Man kan spørge, om ikke det er betænkeligt at indlemme et tysk Kulturcentrum som Flensborg under dansk Rigsgrænse, hvorved den spredte Tyskhed i Nordslesvig faar en ikke ringe Basis at støtte sig til, men man kan ogsaa spørge, om det samme Kulturcentrum ikke vil være lige saa farligt eller farligere umiddelbart sydfor Grænsen, da vi jo dog ikke vil indføre Grænsespærring. Man kan »hævde, at Afgørelsen skal træffes efter det nationale Flertals- præg ved Erobringen, fordi det mellemliggende Herre
dømme ikke skal komme Erobrerne tilgode, men man kan ogsaa hævde, at for at undgaa Fremtidsulykker for Danmark maa der regnes med den nuværende Tilstand.
Der er her Alvor og Sandhed paa begge Sider. Paa mange Maader mødes i Flensborg baade Historiens og Livets Ret.
Problemet Flensborg rummer det alvorsfulde Spørgs- maal, som det vil være letsindigt at vige tilbage for at tænke igennem: Staar vore sydligste Forposter paa en saa omfattende national Basis, at de kan komme med
29
til Danmark uden en ny slesvigsk Krig som den sikre Følge?
Man kan svare Ja eller Nej til Spørgsmaalet, men det vil være mere end overfladisk at gaa uden om det.
Det vil være en Forbrydelse. Man kan ikke som Strud
sen stikke Hovedet i Busken og benytte sig af vor over
legne Stilling i Øjeblikket. Der kommer en Dag, hvor Tyskland vil rejse sig til Revanche mod de sejrende Magter eller enkelte af dem. Da vé os, om vi ikke staar fuldtud paa Rettens og Sandhedens Grund. Kun paa det Grundlag ejer man den gode Samvittighed overfor Faren og kan værge sig iTillid til sin Sags Retfærdighed.
Og kun da kan man haabe at undgaa Ulykken. Der er en Angst, som sømmer sig for alvorlige Mennesker. Det er Angsten for i Øjeblikkets Stemning og Medgang at handle saadan, at det ikke kan forsvares overfor de dybeste Sandhedslove og derfor engang før eller senere vil nedkalde et skæbnesvangert Tilbageslag for de kommende Slægter.
Personlig har jeg i sin Tid overfor Flensborg stillet mig i Tilslutning til den saakaldte Flensborgresolution, der blev vedtaget ved store Møder rundt i Kongeriget:
»Vi udtaler det bestemte Ønske, at der gives Flensborg By Lejlighed til at udøve Selvbestem
melsesretten under Vilkaar, der godkendes af de dansksindede Flensborgere som fuldt ud betryg
gende.
Er dette ikke gennemførligt, kræver vi af Hen
syn til Byens gamle Betydning som Danskhedens Grænsevagt og paa Grund af disse Dages danske Tilkendegivelser, at vor Regering og Rigsdag aner
kender Forpligtelsen til at sikre dens Genforening med Danmark.«
Paa et stort Folkemøde i Aalborg forelagde jeg den med den udtrykkelige Begrundelse, at første Halvdel viser dens bestemte Formaal, dens egentlige og afgø
rende Tyngdepunkt, for hvilket den anden Halvdel kun er en yderligere fremtvingende Tilskyndelse. Paa dette Grundlag blev den enstemmigt vedtaget. Menin
gen var den, at vi absolut ønskede Selvbestemmelses
retten gennemført ved en Afstemning, men hvis dette blev nægtet trods alle Forlangender, turde vi ikke over
30
høre vore flensborgske Landsmænds Nødraab. Saa kunde det blive nødvendigt at tage dem med i Følge den indre sjælelige Trang, den Hjertets Stemme, hvor
efter man ikke kan se sine Nærmeste i Nød uden at sætte noget ind paa at hjælpe dem, naar de kalder. Jeg har nøje spurgt mig selv, om dette er imod Selvbestem
melsen og maatte efter alvorlig Overvejelse svare Nej
— i hvert Fald er det kun tilsyneladende imod, ikke i Realiteten. Ellers bliver Selvbestemmelsen for nega
tiv. Den maa efter sit Væsen være saa positiv, at den støtter ethvert berettiget Krav fra dem, der vil løses af fremmed Vold, men ikke kan faa Lov at give deres Mening til Kende. De skal dog ikke lide for andres Uretfærdighed.
I
saa vanskelige Grænseproblemer som Flensborg er det ikke let for de interesserede Parter selv at afgøre Sagen uhildet. Derfor er det en saare heldig Bestemmelse, at den internationale Kommission skal træffe Afgørelsen paa Fredstraktatens Grund efter Afstem
ningsresultatet og de geografiske og økonomiske Hen
syn. Efter alt dette skal Kommissionen skønne, om der er en saa stærk dansk Folkevilje, at den ret og sandt kan bære en Overdragelse til Danmark, eller om der er en saa udpræget tysk Folkevilje, at Overgangen til Danmark ikke skønnes raadelig og rigtig. Men det skal udtrykkelig siges, at saa langt mod Syd, som der var overvejende Danskhed, da Landet blev røvet fra os (og her ihar vi Rigsdagsvalget 1867 til Rettesnor), synes det for dansk Folkefølelse unødvendigt at kræve absolut Flertal for Tilslutning til Danmark — aller
mindst i Betragtning af de mange Tusinder tilrejsende tyske Stemmer fra Tyskland. Her maa Danmark dog have et Forspring for ikke uretfærdigt at lide under de mange Aars Tvangsfortyskning og den uheldige Af
stemningsregel. Under alle Omstændigheder synes det urigtigt at give de tilrejsende tyske Stemmer lige Ret med de andre — de skyldes dog kun tysk Erobrerherre
dømme og ikke nogen naturlig Udvikling.
Foreløbig maa alt samles i Haab og Støtte for Dansk
heden i anden Zone, men med bestemt Front mod tredie Zones Tyskhed. Deri ser jeg personlig det Maal.
som jeg fra min første Ungdom har været med til at virke for i hele min sønderjydske Virksomhed, og det
31
vilde for mig være et brutalt Slag mod alle nationale Livsidealer, om nu Slesvigs sydlige tyske Befolkning skal slæbes med til Danmark og paany danne en frem
med Stat i Staten med alle tidligere Ulykker om igen.
Tillige vil det jo være meningsløst, at det danske Folk skal bære de økonomiske Byrder for disse fremmed- sindede og ofte danskfjendtlige Mennesker — Stats
gæld, Understøttelser, Valutaomküstninger o. s. v.
Ikke mange Slægter oplever, at et fraskilt Stykke Land og en fraskilt Befolkning vender tilbage til Mo
derlandet, uden at dette har været i Krig. De skal blive vel modtagne, naar de kommer. Det bedste orf inderligste i vore Følelser skal slaa dem i Møde. De fortjener det. Udlændigheden var lang og haard og blodig. Nu er det Hjemkomstens gyldne Time.
TIL SØNDERJYDERNE
ved Nytaar 1920.
Endnu et Aar i Ørnens Klo, et Aar med lænket Fod,
endnu et Aar, hvor Haab og Tro den sidste Prøve stod.
Et Aar, hvor Hjertets Længsel steg som Skrig mod Morgenrød,
men hvor bestandig Dagen veg og ud i Taager flød.
I Aarets Gry var Himlen lys.
Og Tiden trøstig skred,
skønt stadig Nattens Kuldegys i Sindets Dybder sved.
Men Skyer kom og alt blev kun til Skygge klam og kold,
og Landet er til denne Stund endnu i Ørnens Vold.
32
Var ikke nok der blødt og stridt, var fyldt ej Smertens Maal?
Har ikke tusind Sjæle lidt og tømt den bitre Skaal?
Har ikke Hjerter skælvet nok i navnløs Sorg og Ve?
Hvor rig var ej den Ungdomsflok, der Døden maatte se?
Maaske vi trods det dyre Blod var ikke lutret ret,
maaske vi ikke modnet stod til Haabets store Dræt.
Maaske vi ikke Æren gav til Himlens høje Gud,
skønt han er den, hvis Kongestav behersker Skæbnens Bud.
Du danske Folk, i Støvet ned for Verdensløbets Drot, da lyse skal hans Herlighed, der styrer sandt og godt.
Hans Almagt gaar sin dybe Gang i Tidens Smil og Graad.
Naar Vejen mest var lang og trang, er størst hans Sejersdaad.
Jo større Sorg, des større Fryd paa Frelsens store Dag,
naar gennem Taar er Sangens Lyd skal krone Haabets Sag.
1 strenge Tider Sæden gror med Kerne stærk og sund, i Nød og Trængsler Styrken bor, der bærer Sejrens Stund.
Af P. Lauritsen udkom tidligere:
Læsning og Litteratur. Et Foredrag.
Vor Fædrelandskærlighed og dens Opgave. Et manende Ord.
Lykkens Alter. En agitatorisk Nutidsbetragtning i Novelleform.
Den største Dag. Et Folkebillede i Ramme.
En Ungdoms Historie. Fortælling.
Danske Billeder. Skildringer.
Den hellige Gral. Romantisk Sagnfortælling.
Gyldendalske Forlag og danske Litteraturforhold.
Vort Fædreland. Nationale Sange og Digte.
Georg Brandes og det danske Folk.
Danske Strenge. Digte. 2det Oplag.
DANSKE MÆND
Skrifter for Ungdommen.
1) Ambrosius Stub.
2) Jens Peter Junggreen.
3) Carl Ploug.
4) Herluf Trolle.
5) Chr. Richardt.
6) Frederik Barfod.
7) Gustav Johannsen.
8) Johannes Clausen.
9) D, G, Monrad.
10) Carl Frederik Tietgen.
11) Den unge Grundtvig.
12) Vilhelm Birkedal.
13) Mads Jepsen.
14) Hans Tavsen.
M I L O ' S K E B O G T R Y K K E R I
• . \ . *
