Digitaliseret af | Digitised byForfatter(e) | Author(s):Borchsenius, Betty.Titel | Title:Situationer.Udgivet år og sted | Publication time and place:Kjøbenhavn : Schubothe, 1884Fysiske størrelse | Physical extent:72 s.

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Borchsenius, Betty.

Titel | Title: Situationer.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Schubothe, 1884 Fysiske størrelse | Physical extent: 72 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

S I T U A T I O N E R .

*

eB etty c&ozchieniws.

S I T U A T I O N E R .

«En B og, D u læ se r, vil m ed V e rd e u D ig b e rø re , E n B og, D u sk riv e r, vil D ig u d i V erd en føre.

H e ld D ig , om V e rd e n sm u k in d til D ig k om m e m a a , O g om D u altid sm u k k a n u d i V e rd e n n a a ’ !«

F r. R i i c k e r t .

K J Ø B E N H A V N .

^ O R L A G T A F J. f i . j S C H U B O T H E S } 3 0 G H A N D E L .

G R Æ B E S B O G T R Y K K E R I . •

« S aa ofte h a r j e g tæ n k t, o g den T a n k e er tu n g , a t L e d e fo r L iv e t k a n k om m e a lt som u n g . D e t er S y n d , d e t b riste r, d ét vi h a a b e r o g t r o ’r, o g sa a r ’a a t k a n d e t ské v ed saa l i l l e e t O r d .»

vorfor jeg har skrevet de Linier under Billedet?«

«Og hvem den unge Mand er?»

«De rører ved en H jertestreng, min Ven, der trods Bristen kan give Lyd en d n u .»

«Sé ikke saa forskrækket paa mig, det er jo naturligt, De spørger, og jeg skal gerne svare. — — De har saa ofte undret Dem over det tunge, træ tte, der ligesom kunde sænke sig ned over mig, maaské faa’r De nu Forklaring derpaa — men ryk deres Stol nærm ere, der er dét i Verden, man kun taler dæ m pet om, ligesom man lægger Klæde over den Dødes Ansigt, — af Æ rbødighed for M indet.»

6

«Lad mig fortælle Dem det, saadan som det er g aa’t til, — og jeg skal ikke udsm ykke det, ikke paa nogen mulig Maade. D et var bare et lille Ord bestaaende af tre Bogstaver, — én Vokal og to Konsonnanter, — dét der afstak mit Livssyn, dét der med ét Slag gjorde mig fra en ung, livsglad Lige — næsten et Barn — til en moden, bittert-reflekterende Kvinde.

D er var Klubbal i den lille Garnisonsby, hvor Tilfældet havde kastet mig hen, og jeg var med og blev feiret som saa ofte før, fordi jeg var køn og livlig.

Jeg saa’ ualmindelig sød ud den Aften, —- nu da jeg er gammel, kan jeg godt sige det, med store Opofrelser var en ny, en splinterny hvid Mulls Kjole anskaffet garneret med Sted­

m oder-B lom ster, der jo altid har været mine Yndlinge, — og efter Datidens Mode var Slæbet endog ret anseligt.

Jeg var henrykt og gjorde som sagt Lykke.

H errerne flokkedes om mig som sæ d­

vanlig — og sagde alle disse d in g , — som sæ dvanlig — , og jeg lo og morede mig — som sædvanlig.

Men saa, — lige paa éngang saa’ jeg ham

7

det velsignede kære Menneske, som jeg vil elske til min Dødsdag, saa vist som han er den eneste, jeg nogensinde har elsket. Han gik op og ned ad Gulvet, der var netop Pavse mellem Dansene, med en Ven under Arm en, og han saa’ hen paa mig, hver Gang de dreiede om udfor Gruppen, hvis Centrum jeg var.

Aa, — de Øine, de store, vidunderlige Ø in e ! Og den hele elegante Skikkelse, saa køn, saa slank, saa ung! D et var mig ikke mulig at faa’ Øinene fra den.

I halv Vanvid lovede jeg en Bunke Danse b o rt, som ti Balkort ikke vilde kunne have rummet og spurgte, saa hurtig det lod sig gøre, om hans Navn.

«Han vil gerne presenteres for Frøkenen. >.

«Nei, nei, han sér saa utaalelig vigtig ud, det er formodentlig, fordi han er G reve.»

Og mit H jerte ham rede omkap med Cham ­ pagne-Galoppen, O rkestret nu spillede.

Saa kom L anciers, og vi blev vis å vis stadig uden P resentation, han bukkede let for mig, — rolig og høflig, — men de Øine, jeg aldrig kan glemme, var’ som fastlimede til mine,

— og saa sagde den Stemm e, der lyder i mine

8

Øren endnu denne Dag som fjern Klokkeklang, som noget fra en anden V erden:

«Frøkenen tillader maaské?»

K un de simple Ord.

Og saa gik Dansen for sig, — vore H ænder og Øine mødtes, saa ofte det lod sig gøre, hvad U nder da, at hans Fødder forvildede sig i mit Slæb, — Øjnene var alt fastgroede i min Sjæl, og saa tram pede han det itu for at komme løs, — A aret efter trampedes mit H jerte itu, — og da han sønderrev min lange, hvide, jomfruelige Kjole, fik jeg — trods Bal-Salens mange Lys og stirrende Blikke — T aarer i Øinene. D et var, som Luften var svanger med Anelser om, at jeg efter Tids Forløb skulde faa’ sønderrevet Resten af Livet for hans Skyld, — han, — der var saa kæ r og saa køn, og som uden egen Skyld voldte og har voldet mig hele mit Livs F o rlis!

Vi blev forlovede. — Den flængede Kjole var Introduktionen. — A t han ødelagde min hvide J o m fiu -D ra g t, tilgav jeg ham , den kære, — Tilgivelse for, at han endte med at ødelægge mine U ngdom s - D røm m e, behøver han ikke.

Saa kom jeg bort fra Byen.

Korrespondancen gik livlig mellem os, — men Ingen, — Ingen anede noget, han var jo anderledes stillet i Samfundet end jeg, og trods vor store Ungdom var’ vi begge fornuftige nok til at indsé, her m aatte ties og bies.

E ngang hørte jeg ikke fra ham i otte Dage.

Lidt urolig var jeg nok, men at den kæ re D reng ikke havde glem t mig, vidste je g jo. Saa trøstede jeg mig med at sé paa hans P ortræ t, og jeg kyssede de skønne T ræ k paa Billedet næsten hele Glasuren af, — je g satte mig hen og glemte baade 1 id og Sted for at mindes vore Ture langs Aaen, naar det var halvm ørkt, og Blæsten dryssede Sneen fra T ræ erne ned i H ovedet paa os, saa vi blev helt overpuddrede, — og je g huskede paa, — — men hvad er det værd a t fortælle alt d ét, jeg tæ nkte og mindedes! — Enhver, der har elsket, — elsket ungt, skønt, rént, véd og kender det,

Saa var jeg i Selskab en Aften hos Mennesker,, der kendte ham. — Vi sad omkring i Stuen og kédede os saa jæ vnt, — saa gik det jo ud over Albums som sædvanlig, og jeg strandede over ét, hvori netop h a n s Billede sad, saa sødt, saa

IO

straalende - u n g t, det var ikke mulig at vende Blikket derfra.

«De sér nok paa Povel S tjernholm ?» sagde H erren i Huset. — Ja, det er tungt, han v a r et ra rt M enneske.»

Album, — Bord, — Selskab og hele Verden dreiede sig rundt for mig i samme Nu, — men rolig — en Dødsdømts Afm agt lignende Ro — spurgte jeg:

«V a r ? »

«Ja, véd De ikke dét? Han er d ø d for et Par D age siden, jeg husker sg u ikke, hvad det var, han feilede, der var en, der fortalte mig det tilfældig paa Gaden i g a a r , --- naa, er Maden endelig paa Bordet? Gudskelov! Lille Frøken m aa jeg h a’ den Æ re? Ja, det er sørgeligt, han v a r en elskværdig -Fyr og saa køn, og saa ung,

— ja, D e kendte ham jo ogsaa rigtig godt.»

Jo — o jeg kendte ham!

Gud naade mit unge L iv, min Nutid og Frem tid, — jeg k e n d t e ham! — Og nu v a r det forbi, han v a r død, mit kæreste Haab v a r bristet.

V a r !

H vor jeg hader det Ord, der fødte Tom heden

i mit Liv og i Fødsels-Stunden gjorde mig til den, jeg er: en Tvivler paa A lt og om Alle.

H ænderne klemte om Servietten, og jeg bad en Slags vanvittig Bøn til en Gud, jeg ikke mere vride tro paa, b a d at blot h a n s Navn ikke oftere m aatte blive nævnet den Aften, det Navn jeg forgudede, fordi det var h a n s , og som jeg senere aldrig har kunnet høre uden at føle Uvillie mod dem, der udtalte, dem, der bar det.

Jeg blev skaanet.

D et unge Liv, der nu tilhørte Ormene, og som tog et andet Livs L ykke med sig i Tilintetgørelsen, var disse Mennesker saa rasende ligegyldigt.

Ligtalen v a r holdt, og saa tog man fat paa Maden.

Mange, mange A ar efter, læste jeg nogle Ord, en berøm t F orfatter, der skildrer en ung Pige, der skal dø, men som forstiller sig for sine Foræ ldre, lader sin Heltinde sige til en V en:

Aa, hvor de maa ha’e det godt, der kan dø i Ro, — i en K rog, — med Hovedet mod V æ g g e n ,>

og jeg følte en sviende Fornemmelse i Øine og H jerte.

Ja, d é r var U dtrykket for min Følelse i det Nu, hvor Tom heden og Livsleden brast ind over

12

m ig, — saa r a a t , — saa d u m t, midt i et Selskab af støiende, ligegyldige Mennesker, — blandende sig i Duften af Mad og Klirren af Glas.

«Man dør ikke af K æ rlig h ed ,» siger det gamle Ord, — aa — nei, — som Regel ikke, — men det bedste i mangen Sjæl myrdes m aaské, og hvad der er dødt staar ikke op igen, — F ugl Fønix er en M y th e.»

«Ja, det er en simpel Historie, min Ven, jeg har den fælles med tusinder, og Digterens O rd, at hvem den overgaar, brister H jertet paa, holder vel ikke altid S tik, men h é r blev det Sandhed, og jeg kom m er tilbage til:

«at det er Synd, det brister, det vi haa b er og tror, og at saa r a a t det kan ské ved saa l i l l e et Ord.«

« U de a f Ø ie, u d e a f S in d !»

egnen strømmede n e d , — det var lidt over M idnat, — de Gaslygter, som endnu bræ ndte, saa’ ud, som de ærgrede sig over U veiret og de der trodsede det paa denne T i d , — og derfor ikke vilde lyse rigtig.

Gaden var en eneste Søle, imorges havde der ligget Sne — temmelig høi endog, — og nu behagede det at regne.

De var ogsaa fa a , de der vovede sig ud i denneN attetim e. — En eller anden stakkels Tøs, der havde væ ret med til at varte op ved en bedre Middag, jagede gennem Gaderne for at naa Kvisthullet i den fjerne Forstad, — en fuld Mand vilde efter hende, men tørnede mod en af L y g ­ terne, — den saa’ endnu mere gnaven ud ved

II.

Mennesker,

14

denne Forstyrrelse. — Nogle fine H errer — tem ­ melig oprøm te — diskuterede Dagens Spørgsmaal, som om L andets Skæbne beroede paa dem. En af dem, der var folkelig stem t den Aften, — til daglig var han konservativ og ministeriel E m beds­

mand, — lettede ironisk paa H atten, hver Gang K ongens Navn blev nævnet, — saa stødte ogsaa han mod en L ygtepæ l, og H atten kom lidt mere af end de andre Gange. Han standsede pludselig.

«Pu—uh! D et gjorde s’gu godt ovenpaa al den Vin og Snakken, — det skulde I probere, — det er ligesaa godt som et Styrtebad, — og det kom m er da høit nok fra.»

De A ndre fandt, det var en god Idé og prøvede den i Praxis, >■— kun en Olding ved de tredive huskede paa sit tynde H aar og paa Gigten.

Saa vaklede de videre, snakkende om Mad, Vin og Pigebørn, — den høie Stem ning havde lagt sig efter Douchen.

Gaden blev ganske øde et Øieblik — ikke en L yd uden den plaskende R eg n , — Gasøiet blinkede søvnigt og truede med at udslukkes hélt.

Saa lukkedes en Gadedør op.

«F a rv e l» og «G odnat» i det uendelige, —

i5

og — »hvilket Veir» — «løft Kjolen godt høit, ellers faa’r Du den ø d elag t,» — «laan mig en Naal», — «Gudskelov, vi ikke skal la n g t.» —

«Ja, da skal jeg det ved Gud», sagde en ung­

dommelig Stemme hél fornøiet, — — «fortryder De ikke, K andidat Holm, at De har lovet at følge mig?»

F ra et K or af Stem m er lød: «aa— aa, han fortryder det saamæn ikke,» — og K andidaten mumlede noget om «en L y k k e » og — «altid kæ rt.» — —

«Ja, De er jo rigtignok ved flere Ledigheder gaa’t i Ilden for mig, — men har De egentlig Lyst ogsaa at prøve en Vandgang for min Skyld ?»

Leen og Snakken og «Farvel, Søde, — K æ re,» — «Tak for iaften,» — «kom snart igen,» — s< G odnat» — «Godnat?» —

Saa skiltes det glade Selskab, — det havde dannet et hélt Paraply-Optog.

Tre kom sammen ned ad Gaden.

Kandidaten og Damen snakkede fornøiet under én Paraply, — den anden Pierre gik med opsmøgede Buxer og PVakkekraven høit om Ørene

— hél sammenkrøben under sin.

«Det er rigtig rare Mennesker at komme til,

det har De megen R et i,» — svarede den unge Pige sin H erre, «men der er noget forceret ved deres Omgang.»

«Hvorledes mener Frøkenen ?»

«Jo, de forlanger, man altid skal være op ­ lagt, — og det kan man da ikke.»

«Nei, ikke a ltid ,» — lød det fra F ra k k e­

kraven .

«K om m andantens Støtte faa’r Mæle! Jeg véd ikke, hvad De synes, Holm? Bloch k a n tale endnu, — jeg begyndte virkelig at blive ganske angst, for at vi aldrig mere skulde høre deres herlige Røst. — Nei, D e har saamæn ikke væ ret oplagt iaften!»

«Nei ikke rig tig ,» — fra Frakkekraven.

«Du er en D rønnert, Bloch! Man kan være mere eller mindre op lag t, som Frøkenen siger, men derfor skal man ikke spille Murmeldyr, naar man er ude, man kan jo lade være at tage mod Invitationen og begrave sig i sin Hule, dér for­

næ rm er man Ingen uden sig selv, — og den A rt af Injurier falder ind under dem, der ikke skader Pms gode Navn og R y g te .»

«Hør Ju riste n !» lo den unge Pige; — «men det er nu sandt, De var utilladelig iaften, og De

16

har ærlig fortjent baade Drillerierne, De m aatte døie deroppe, og det lille F oredrag om Selskabe­

lighed, Holm og jeg er saa venlige at spilde paa Dem nu. - Hvad g aa’r der dog af Dem? De er jo ellers en af de livligste, — Sjælen i det héle, — er De syg ? Eller hvad er der iveien ? De kan da godt sige det til o s , Holm er jo deres bedste Ven og hvad mig angaa’r, saa véd De ogsaa nok, hvorm eget j e g holder af Dem.»

«Ja, jeg vil tro det.»

«Nei hør, véd De hvad, Bloch, nu fortjente De, jeg ikke spildte et Ord mere paa Dem — at sige iaften, — naar vi næste Gang sés, — husk det er paa Lørdag hjemme hos mig, —- saa har Skyerne nok fordélt sig. — D et er bestem t Veiret, der er Skyld i deres- daarlige Hum ør, — tro ’r De ikke?»

U tydelig Mumlen.

«Hvad siger De ?»

«At det var Satan til Regn!»

«Ja—a, tæ nkte jeg det ikke nok, det er d e n , der er Skyld i det; — den har ogsaa øde­

lagt det kønne Syn, jeg havde imorges fra mine Vinduer med Sneen op ad V old-Skrænten og paa T ræ erne; — der var allerede grim t i Middags,

i8

da jeg gik, imorgen vil der naturligvis være aldeles utaaleligt.»

«Aa,» — sagde K andidaten, — «man maa ikke lade V eiret faa’ Indflydelse paa Hum øret, — vi har jo V æ rn mod N aturm agterne. — For Kulden lukker vi i, — for Varm en op, — Blæ­

sten bøier man Hovedet for og svøber Tørklæ de om Munden, — og Regnen — »

«Ja, T ak, deres Veltalenhed, hvad vi gør Fn­

at m odstaa d e n , derpaa afgiver vi tre levende Billeder. — Se bare paa Bloch, han er saa her­

metisk forskandset som en Hum m er i Daase, —- og jeg, — nei Du gode G ud, hvor sér jeg dog ud, — ja, det er Følgen af Konversation i Regn- veir og hvide Skørter om Vinteren, — men jeg troede, vi skulde danse som ellers. — Ja, der sér De nu, hvor deres Theori tager sig ynkelig ud i P raxis, nei jeg holder med Bloch, — det er en, — var det ikke «Satans» R egn, De sagde?

Man kunde næsten gaa og blive ganske gnaven i saadan et Veir.»

Og hun saa’ lidt surmulende ud, den unge, friske Pige med de store, fornøiede Øine.

«Det maa De ikke, Frøken K a re n ,» — sagde Holm, — «skøndt det klæ der Dem forresten godt.»

19

Og han saa’ ind i det A nsigt, der var saa nær hans, — og som han elskede saa høit.

«Jeg er saa glad iaften , — og jeg vilde ønske, Alle vare ligesaa g la d e,» — — tilføiede han med et straalende Smil, da han saa’, det lyste op i Øinene ved Siden af.

«Ja, D u er lykkelig,» --- blev der mumlet ud fra Frakkekraven.

«Jeg er lykkelig, — D u er lykkelig, — h a n er lykkelig.» — deklinerede K aren overgiven, —

«det synes jeg passer paa o s , — hvorfor stille Holm op som særlig lykkelig, det er vi jo Alle tre.»

«Nei, ikke j e g , Frøken K aren —- —-»

Kraven gled ned med et R yk, og et smukt, ligblegt A nsigt med et Par kærlige, mørke Øine vendte sig mod hende.

«ikke j e g , — -— men — hér skilles vore Veie, — og — det — vist for længere Tid. Jeg kan ikke komme paa L ø r d a g --- undskyld mig hos deres Forældre, — jeg — reiser til F y n imorgen, — en Slægtning er bleven syg, — jeg maa varetage hans Interesser imens. — — Lev vel og T ak for al deres V e n lig h e d ,--- det var Synd, om jeg vilde tvivle paa deres Venskab,

2 0

— — det er jo netop — — V e n s k a b , — De nærer for mig. — — Saa vil jeg som deres -—- V e n — ønske alt Godt for deres F r e m t i d ,--- gid Solen vil skinne imorgen og tørre Gaderne, og Sneen maa falde og dække de nøgne T ræ r udfor deres Jomfrubur med sine hvide Blomster, --- og — — væ r saa ikke vred, fordi jeg har væ ret saa —- tavs og — sær i a f t e n ,--- jeg er

— syg — hjertesyg, — men Livets Virken vil nok helbrede mig. — — Farvel H olm , — ja, Du hører fra m i g ; --- Du er lykkelig, — gid Du maa blive v e d at være det.»

Han gik b o rt i T aagen, som Skylregnen dannede. De saa’ ham dukkende ned i F ra k k e ­ kraven, sammenkrøben under Paraplyen, — og saa var han forsvunden.

De gik tavse lidt, saa mumlede H olm :

<<Han ogsaa.»

Hun opfangede Ordene.

««Han ogsaa», hvad mener De med det?»

«Aa, Ingenting, — jeg tæ nkte bare høit.»

«Hvor dog Bloch var besynderlig, — denne Reise han ikke har nævnet et Ord om før, — og den tagen Afsked som var det for hele L ivet;

— kunde De blive klog paa ham, Holm?>;

2 1

«Maaské nok, men lad os tale om det en anden Gang; nu er der noget, jeg saa gerne vilde sige Dem.»

«Aa, — De vil da vel ikke fri til mig for tyvende Gang?» — lo hun, — «De pleier rigtig­

nok at gøre det om trent hveranden Gang, De følger mig h je m , — og sidst kunde De ikke komme til, fordi Bloch var med hele Veien, — aa nei, lad være med det, — i det rædsomme V eir, — tæ nk — hvor det vil tage sig ud , — saa dyngvaade vi er.»

«Det er ligegyldigt, hvordan det vil tage sig ud, nu m a a De høre paa mig. — Vil De ikke nok være min Hustru? Jeg skal blive den bedste, den omhyggeligste Æ gtem and, — tvivler De vel, Karen ?»

Han stirrede beruset ind i de skælmske Øine og traadte med det samme i en halv-opløst Sne­

bunke, saa V and-Sjappet sprøitede op ad dem.

«Det var en lovende Begyndelse i O m hygge­

lighed — drillede hun.

«Nei, De bringer mig ikke ud af Fatning denne Gang, — jeg har læ rt af Bloch, hvordan en Mand kan gennemføre en Beslutning.»

«Hvilken Beslutning har h a n da gennem ført?»

2 2

«Ja, det kan vi ogsaa tale om en anden G ang; svar mig nu blot, K aren, kæ re K aren, vil De blive min Hustru? — De siger, jeg har friet tyve Gange! N e i, h v e r Gang vi har væ ret sammen, har hele mit Væsen beilet til Dem, — D e maa ikke længere holde mig i Uvished, men svare mig bestem t, — jeg f o r l a n g e r det ligefrem af Dem, og jeg har R e t til at forlange det.»

Hun saa’ forbavset paa ham. D en faste Stemm e og det hele myndige U dtryk! V ar det den bløde, vage F y r, hun saa ofte havde spottet, fordi han ingen anden Villie havde end hendes?

H a n , der altid løb hende i Hælene og gjorde sig lidt latterlig derved overfor Vennerne?

Han gæ ttede hendes Tanke.

« jo , det er virkelig m ig, der taler, — jeg skal sige Dem, der er noget, der er modnet i mig i de sidste Øieblikke, saa hvad jeg før har b e d t om , det f o r d r e r jeg nu. — D e er to og tyve A ar, K aren, og bevidst nok til at tage en Beslutning selv — uden først at spørge F a er og M o’er til Raads, — tag den saa, — sig nei eller ja, — men s v a r mig, det er dét, jeg forlanger.»

De store Øine saa hél forvildede op paa ham.

Hun havde egentlig aldrig tæ nkt alvorlig

over det, de var jo saa mange, de der sværmede om og for hende, — hun kaldte dem Alle: Venner.

Holm var den m ést udholdende i sin O p­

mærksom hed, saa sluttede hun sig m ést til h a m ,

— og saa kunde hun jo gøre med ham , hvad hun vilde, — det var saa morsomt! — Men n u ,

— den bestem te O ptræ den ? Hun stod altsaa virkelig overfor en Afgørelse? Spørge Foræ ldrene til R aads, — nei, det kunde aldrig falde hende ind, — F a ’er vilde vist klappe hende paa Kinden og sige: «Hvad mener Stum pen selv?» O g Mo'er vilde naturligvis sæ tte sig til at g r æ d e , --- og saa var det, hun hævede Oinene bedende og raadvilde op mod d e n , der netop nu mindst af Alle kunde raade.

Han havde næsten Medlidenhed med hende,

— men det m a a tte være, — nu eller aldrig!

«Kan De huske, Karen, engang De talte om en Venindes Giftermaal og udtrykte deres Afsky for hendes vulgære Mand ? — Saa sagde De, —

— og jeg har aldrig glemt de O r d , --- «hvis je g nogensinde skulde gifte m ig, da m aatte det

være enten med Holm eller Bloch, — de forstaa’r mig og jeg dem, — vi er saa rart K am m erater,»

husker De det?«

24 Hun bøiede tavs Hovedet.

«Saa stillede vi os begge spøgende til D is­

position, — og hvad svarede De s a a , mindes De ikke ogsaa d et?»

«Jo, — jo ,» — — sagde hun anstræ ngt,

— — «jeg sagde, at jeg aldrig vilde være istand til at vælge mellem Dem og ham, — jeg holdt lige m eget af begge — hver paa sin Vis — — medmindre — medmindre — — »

«Medmindre den ene af os f o r s v a n d t, for saa v a r der Ingen at vælge im ellem .»

«Og hvad saa?>.

H un hviskede det med sæ nket Hoved.

«Ja, saa tæ nker jeg, min lille Brud har intet V alg læ ngere, — — Bloch er jo forsvunden.«

Ja, Bloch var forsvunden.

Hun følte igen de bedrøvede, kærlige Øine hvile paa sig, — hun saa’ det sm ukke, blege A nsigt og den sammensunkne Skikkelse, der gik ind i R e g n -T a a g e n ,--- en knugende Tvivl greb hende, — — men saa stod de ved Gadedøren.

Han lukkede op med en seirssikker Mine, der egentlig irriterede hende, men da han tog hendes Haand og bad:

«Træ k Handsken af, lille H ustru, at jeg kan kysse din H aa n d ,» saa vendte hun sit søde A n ­ sigt mod ham og sagde:

«Kys mig hellere paa Munden og kom saa op imorgen.»

Bloch v a r jo borte.

1

!;

E n tb e h re n so list D u , s o l i s t en tb e h re n .«

jamilien boede paa en elendig Gaard ude paa Engen og havde dér ind­

re tte t et større Vadskeri. — Den havde kendt bedre Dage, som det hedder, men det hørte der nu ikke saa m eget til, de nuværende var grumme daarlige, det er der­

for heldigere at sige, at den havde kendt rigtig gode Dage, udm æ rket gode D age endog, og at dens bedste Dage nu var — N æ tterne, — det vil sige de N æ tter, hvor man sov.

Til Husets Besætning hørte — foruden F o r­

ældrene, der som Genskin af tidligere Herlighed benævnedes Papa og Mama, — noget der tog sig ganske underligt ud i disse Omgivelser, men derimod ikke stødte E n, naar man saa næim ere

27

paa de kønne, zarte Børneskikkelser, der udtalte disse Navne, — nogle K oner og Piger, der kom ved Solens O pgang og forlod Gaarden ved samme Klodes Forsvinden, og som ik k e fik K osten — og saa en stadig tiltagende Børneflok i alle Aldre og den s k u ld e have K osten, hvordan det saa gik, i den R etning lod der sig ikke akkordere.

Og de havde en velsignet A ppetit, disse søde Børn, der færdedes paa Engen hele Dagen, — og der var saa mange af dem, at selv Papa og Mama undertiden fo’r vild og forvexlede N av­

nene; for Sikkerheds Skyld inddélte de dem saa i fire Hold: De Største og de Større, — de Min­

dre og de Mindste, —- Kønnene ufortalte, — og ligesom Papa var lille, ilter og mørkøiet og Mama høi, rolig med Madonna-Øine, saaledes delte ogsaa Børnene sig i to bestem te G rupper eller Racer, hvad man nu vil kalde det.

D et var som sagt ikke gode Dage, man havde paa «Lille Enggaard,» dette fortvivlede Brød-Spørgsmaal, der har undergravet saa mange Existentser, var ogsaa her Skelettet i Huset. — Naar alle disse Smaa, hvis Munde blev saa store som Stære-Ungers Næb, naar de skulde have Mad, stod om Bordet, forsvandt den obligate Mælkog-

2 8

brød, der fabrikeredes af Rugbrøds-Stum per i Mælke vand, som D ug for Solen, og Fedtebrøds- H um plerne gik samme Vei med samme overra­

skende H urtighed. — Og trods den friske Luft blev’ de Mindre og Mindste, Større og Største ved at være lige blege og spinkle.

«De maa ha’e dygtig Kød og saa Æ g ,» — sagde Læ gen en D ag, han saa’ til et af de halv- voxne Pigebørn, der havde Blegsot, — «giv hende og de A ndre ogsaa Skinke h v e r D ag, — Skinke er sundt, — Flæ sk i det hele taget, — og det er let fordøieligt, •=— det nærer uden at afsætte overflødigt F edt, som man troede i gamle Dage, __ saa skal De sé, saa kom m er der nok Kulør i Kinderne og Sul paa K noklerne.»

Papa og Mama saa’ forlegne paa hinanden, de Største følte en vellystig Gysen fare igennem sig, idet de mindedes de deilige, styrkende Ret- ter i fordums D age, — de to M ellem-Størrelser spærrede Øinene op af Forbavselse over alle disse tildéls ukendte Læ kkerheder, der stilledes i U d­

sigt, — og de Mindste brølede i K or af A ngst for den fremmede Mand.

Saa fik Familien uventet en Leverance paa at vadske Læ rreds-Trøier til de T ropper, der

29

skulde i Leiren, — det hjalp for en kort Tid paa Finantserne, og saa lød Feltraabet paa Eng- gaarden en skøn Dag:

«Paa Søndag, Skinke og Langkaal!»

S k in k e o g L a n g k a a l!

Du gode Gud, hvor de smaa H jerter b an ­ kede! De Mindre spurgte: «Hvad det var?» og forledede derved de Større til at begaa’ forskel­

lige fantastiske Overdrivelser. En af de livligste, der slægtede Papa paa, skildrede det endog som et stort D yr med Guldhorn og Guldhale, medens Langkaalen erklæredes for ti Gange sødere end Puddersukker, — men saa imødegik de Største denne frie Pantasi, — og de Mindre levede vi­

dere i en vis Peber-Tilstand ikke hél utilbøielige til at tro paa de forgyldte Horn og den dito Hale.

Saa kom Dagen, hvor den stakkels, magre

«Brune» spændtes for Vognen, der bragte Vadske- tøiet til Byen. — Papa satte sig paa Agebræd- tet, og under lydelig Jubel fra hele Besætningens Side rullede eller rettere knirkede Vognen ud af Gaarden. — Stakkels «B rune,» der følte sig op ­ livet ved denne uvante L ystighed, slog op med Halen og gjorde endog et Forsøg paa at vrinske,

men dette hævnede sig ved en asthm atisk Hoste, der vedvarede længe efter, at Gaarden var af Syne.

Tilstanden paa «Lille Enggaard» den D ag var ubeskrivelig. — D et var Lørdag, og de Største af begge K øn var beskæftigede med at hjælpe Mama, — T yendet skulde have Ugeløn udbetalt, R egnskabet opgøres, og rent skulde der være til Søndag — til Middagen.

Saa overdroges det da som saa ofte før de Større at passe de Mindre og de Mindste; men idag var en saadan Ordning absolut uheldig. De Mindre var livlige og spørgelystne, de Større længselsfulde og vripne, — den lille, der slæ g­

tede Papa paa, opfandt nogle Rædsler, der fik de Mindre til at skrige, de Mindste, der slet ikke blev passede, hylede med, og Roligheden blev først genoprettet, da en af de Største — et sikert og gesvindt Pigebarn med gode A rm kræ fter, tog sig over at prygle hele Forsamlingen.

D e t hjalp.

Og saa kom Papa hjem.

Selv om de Mindre følte sig lidt skuffede ved Synet af dette S tykke Svinekød, — en hél Skinke var der ikke Raad til, — det saa’ jo ud,

som det de saa ofte havde sét i Høkerens V in­

duer, — saa begyndte dog behagelige A nelser at stige op i dem, da Mama satte Maden over Ilden, og Duften efterhaanden fyldte K økkenet og deres smaa Næser.

De gik den Aften i Seng en Time før ellers og uden Knurren, — desto hurtigere fik de jo H ast paa Tiden og kom Maalet, Søndag Middag, nærmere.

E n d elig !

Nu var der kun tilbage at dække Bordet.

D et havde knebet utroligt at holde Børnene borte fra Spisekammeret, hvor de løftede Sværen iveiret og kikkede paa det kolde Stykke Skinke, -— saa blev de fedtede om Fingrene, men det slikkede man af, det sm agte dog altid af noget og forøgede Længselen og — A ppetiten.

Men — hvad var det dernede paa Veien,

— det mørke dér, der bevægede sig fremad lig en truende Sky?

Mennesker! En hél Folkevandring saa’ det ud til. Hvad var dog det? Og hvor skulde de hen? —

En Mængde smaa Næser trykkedes flade mod Ruderne, for at de tilsvarende Øine kunde

32

nyde dette sjældne Skue, — her kom jo aldrig fremmede Mennesker i denne A fkrog, skøndt man kun var en knap halv Mil fra Byen.

Saa slog en af de Største H ænderne sam ­ men og raabte:

«Det er T ante Gusta, hende der gaa r for­

rest !»

T ak Skæbne! Ja saa var det ikke vanske­

ligt at gæ tte, hvem den lille Skare bestod af-, det var foruden T ante Gusta selv hendes to Søstre, hvoraf den ene var E nke med fire voxne D øtre, der alle var med paa denne Udflugt. De boede sammen i en stor Leilighed inde i Byen, og naar de gik ud «i sluttet R æ k k e ,» som et vittigt Hoved i Familien kaldte det, og standsede for at tale med mødende Bekendte eller for at sé ind ad Butiksvinduerne, vakte de altid den T ro til Live hos de Forbigaaende, at der var Opløb, — thi da de alle var rene Kolosser af K ød og F e d t — de unge Piger med, — saa de ud, som de var dobbelt saa mange.

Mama blev hentet ind fra K økkenet med Langkaals-Sleven i Haanden, og meddélt den truende Begivenhed.))

«H vad gør vi nu!» var hendes forskrækkede

33

Ord, og Oinene søgte Bordet, hvor Dugen lige var lagt paa.

«Tag Dugen af i en Fart,» — foreslog En.

«Det kan ikke nytte n o g e t,» — sagde en grædefærdig Stemme, «T ante Gusta har S trikke­

posen med, de bliver her hele D ag en .»

Almindelig Bestyrtelse.

«Og der var ikke Skinke mere end lige til os og det endda med dygtig Brød til;» — suk­

kede stakkels Mama, medens Papa maalte Gulvet med lange Skridt og fløitede lydelig. N oget der hos ham bebudede ondt Lune.

Imidlertid seilede den mørke Sky nærm ere

— henimod Huset, — om faa Øieblikke vilde Uveiret bryde løs .i Skikkelse a f T anter og K u ­ siner.

«Ja, hvad S a t a n gør vi nu!» — sagde saa Papa som et Supplem ent til Mamas første U d­

brud og standsede sin Storm-Marsch og den der­

til hørende Musik.

«Vi maa lade d e m spise det,» — sagde saa Mama næsten hviskende, og lod som hun viftede en Flue bort fra Panden for at skjule et Par tunge Taarer, der glimrede i de blide, resignerede Øine.

3

3 4

E t Rædselskrig lød med en Applom b, som om der var givet Signal til det, — men i sam ­ me Nu slog L ynet ned i Gaarden i Form af T an te Gustas vældige Person, — og en dyb, forstenende Tavshed bem ægtigede sig hele Børne­

flokken.

Mama forsvandt et Øieblik og viste sig saa uden K økken-Forklæ de og Langkaals-Slev, — og saa aabnede man D øren for denne Familie- Skare, der kun kom et Par Gange om A aret inspicerende Tilstandene paa «Lille-Enggaatd» for saa bagefter ved Theen hos Slægtninge og V en­

ner at kunne berette, «hvorledes de Stakler to g sig i det», — og — «hvorledes de nu havde glem t at være hovne, som dengang de slog stort paa det.»

«Naa, vi kom m er jo tilpas, Bordet er nok lige dæ kket, — det var virkelig deiligt, vi er baade træ tte og sultne. T æ nk, gaa’t hele Veien ligefra Runddelen — og det er ved Gud et godt S tykke paa den forkerte Side af Valby, at I b o ’r.»

Og T ante Gusta tørrede Sveden af sit fede, rødmussede A nsigt og sank om paa en af de gamle Rørstole, saa det knagede i den.

✓

35

«Nei, vi har saamæn lige spist og var ved at tage af B o rd et;» — skyndte Mama sig at sige, -— «det var rart, I kom, Maden er vist varm en d n u ;» og hun hastede ud i K økkenet for at rette an. Stakkel!

Kaalen burde have sm agt Jer bittert, I Ubudne derinde, thi mangen Taare trillede vist ned i den, medens hun kom den op i Fadet.

Men nu Børnene?

D e Mindre blev øieblikkelig uartige og m aatte anbringes i K økkenet, der laa fjernest fra det Værelse, Gæsterne opholdt sig i, og hvor de i afmægtigt Raseri overværede Synet af Lang- kaalen og Skinken, der bares duftende, féd og giindsende ind til de Frem m ede. D e Mindste skreg med for Selskabs Skyld og blev paa Ordre kørte ud paa Engen af de Større, der melan­

kolske halede af med disse paa Grund af deres Uvidenhed mere lykkelig stillede Søskende, — de Største viste Gæsterne et smilende A nsigt, — konverserede dem livligt og søgte ved bøiede og forandrede Stillinger sam t støiende Latterudbrud over Ingenting at skjule den uhyggelig rullende Lyd, som Tomheden i deres Mave frembragte.

Og saa satte den «sluttede R æ k k e» sig til Bords og tog for sig af Retterne, medens der baade i K økkenet og paa E ngen trakteredes med Fedtebrød, der saltedes med T aarer og blev sun­

k et afbrudt af Hulken, —- og Mama gik ud og ind, — skændende og formanende derude, —- smilende og gæstevenlig inde.»

Saa sagde en lille femaars Sjæl med Kineser- Øine, og som lød det historiske Navn «Kamma»:

«Mama maa vi blot gaa’ ind og s é paa, at de spiser Skinken, saa skal vi være saa artige, saa a rtig e .»

E n Bifaldsmumlen bekræ ftede hendes Ord.

Mamas H jerte krym pede sig under Børne­

nes Bøn.

«Vil I da saa være gode Børn og ikke tale om, at I ingen Middagsmad har faa’t? Selv om T ante Gusta fritter Jer, m a a I ikke sige det, — I skal sige, ligesom Papa og Mama sagde før, — vil I det ?»

«Ja— a— a!» i Kor.

K un en otteaars Dreng, der var lidt mere religiøs anlagt og maaske lidt mindre sulten end de A ndre, vovede ét:

«Saa lyver vi jo M am a.»

37

Men han blev energisk imødegaaet af den lille historiske med Kineser-Øinene, hun knyttede H æ nderne mod ham og skreg:

«Papa og Mama lyver aldrig!»

Velsignede Barnetro paa dine Foræ ldres Uan- gribelighed, — Du vil faa’ dit K næ k en Gang i Tiden, Du vil komme til at lide værre Illusions- Forlis end dét med Skinken!

'Saa kom de da ind til Rædsel for de Største, der ventede nye Optøier, — de kom ind vad­

skede og rensede for de sidste Rester af F ed te­

brødets efterladte Krum m er, -— de svarede høf­

ligt paa Gæsternes forskellige Spørgsm aal og blev’

kælede for, medens Øinene var’ som fastnaglede til Tallerkenernes Indhold, og Næserne begærlig indsugede Duften.*

Og saa gik- de omkring lidt forsagte men rigtig artige, — og for hvert Stykke, der lagdes paa en af Tallerkenerne, kom V andet dem i Munden, — og da det sidste, — det allersidste, som de alle havde haabet skulde blive levnet, — ogsaa gik med, saa tror jeg nok, V andet steg sviende op i Øinene paa de smaa Stakler, — og en lille blond Pige med blide, melankolske T ræ k hviskede forknyt til en ældre Broder:

38

«Aa, hvor det smager dem, Du! men det er vist ogsåa deiligt.»

H vorpaa Broderen mumlede noget om: at han vilde h a d e T ante Gusta til sin D ø d s d a g , fordi hun havde taget fire S tykker Skinke og fem Gange Langkaal.

«Vi maa ikke hade,» — sagde den religiøse otteaars.

«Jo-o, — det har vi Lov til, Du!» ivrede den lille historiske ret ulogisk. — Trods hendes beskedne Ønske om kun at «sé til», er det høist tæ nkeligt, at hun dog havde næ ret et hem meligt H aab om, at en eller anden Bid skulde forvilde sig ind mellem hendes smaa M usetænder.

Saa fik da disse Tantalus-Kvaler ogsaa en Gang Ende.

Man reiste sig fra Bordet m æ tte og vel til­

mode, — det vil sige, de der havde faa’t noget, — og gik ud i Haven, ud paa Engen. Man p lu k ­ kede Blomster, —- lo, — sang, talte om hvor friskt og landligt Familien bo ’de, og hvor sundt det m aatte være for Børnene saadan at tumle sig i den frie Luft fra Morgen til Aften.

«Og sikken velsignet A ppetit det maa give

3 9

Jer, Sm aaputter,» — henkastede T ante Gusta temmelig uheldigt, «jeg m æ rkede saamæn paa mig selv ved Bordet, at det er Sandhed, at Luf­

ten tæ re r.»

Ulykkelige T ante Gusta!

E t helt Geled af Øine gjorde ved disse Ord F ro n t mod hende, og dræbende Blikke baade fra smaa, rasende Kineser-Øine og store blaa, blidt bebreidende gav Ild i samme Nu.

Og saa var D agen forbi, — Gæsterne borte,

— Familien alene.

Børnene fik den lokale R et: Mælkevand med Rugbrød, og kom saa i Seng. Foræ ldrene sad lidt, saa brød Papa ud i noget, der ikke lignede en Velsignelse og endte med det U draab:

« A t de nu netop ogsaa skulde komme i d a g !»

H vorpaa Mama bem ærkede: at det var dog en Lykke, de var kom m et en D ag, hvor der var lidt i Huset.

«Ja-a, det er ogsaa sandt! Ja lad os saa gaa til R o ; for v o r t Vedkomm ende kan det jo være ligegyldigt, — de stakkels U n g e r!»

Saa sukkede de begge og prøvede paa at sove.

Henne fra Børnenes Senge lød hviskende Stemmer og af og til lidt Snøften, men efter-

4 0

%

haanden døde det hen. — Saa hørte man tilsidst kun den lille religiøse, der læste Fadervor og den ældre, der vilde «hade T anten til sin D øds­

dag », og halvt i Søvne og som Brudstykker lød det:

«Giv os idag vort daglige Brød — »

«Hun kunde ogsaa gerne h a’e levnet lidt, jeg tilgiver hende det aldrig i Evighed — »

«Forlad os vor. Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere — »

« F ire S tykker Skinke og fem Gange Lang- k a a l.»

IV.

«S tak k els M u tte r J a n s e n !»

snhøi Sne, — bidende Vind, — Sne- fnog tunge og vaade, — pidskende Hagl, — en lang, øde, halv-m ørk Landevei — M arker paa begge Sider,

— intet L y, — intet V ærn, — nogle forkrøblede T ræ r, — med lange Mellemrum Huse, — det er A l t !

Mennesker vover sig ikke ud, — det pid­

skende Veir vilde hindre dem fra at se Lysene, der blinker søvnigt gennem de smaa, tilføgede Ruder, de kunde falde i de dybe, snefyldte Grøfter istedetfor gaa’ paa Landeveien.

Læ nkehunden véd det og kryber sammen i Tønden eller Hullet i Muren, der er ingen F are paa en Dag som denne.

Og dog vader E n gennem Sneføret, —

42

trodser U veiret, trodser det i hullede Strøm per og et Par Galosker uden Hæle, hvor Sneen siver ind, — en ussel, tyndslidt Kjole under den Intet, der kan holde Kulden ude, — maaské en Særk,

— et Skørt, — Bénklæder neppe. Om Hovedet et uldent Tørklæ de slynget fast, — blot Hovedet er beskyttet, — Fattigfolks underlige Vane.

Saa aser hun afsted, Galoskerne bliver hvert Øieblik stikkende i Snedriverne, de er altfor store.

H un sankede dem op udenfor et Herskabshus sidste F lyttedag, det var Herrens.

Blændet, forvirret, tumlende, men ikke en K lage, kun videre, bestandig videre paa den øde, hæslige Vei, der drager til Cellefængslet.

Idag bliver Sønnen fri, — den eneste, — det er anden Gang, han er her, men, Stakkel, han er jo ung og Fristelserne mange mellem de vilde K am m erater. — D ennegang var det dog lidt slemt, -— otte Maaneder, hun har ikke sét ham i otte lange Maaneder, «sin store, præ gtige D re n g !»

Og H jertet ham rer i hende, Blodet skyder op i K inderne, hun m æ rker Intet til Uveiret.

B læ ndet, tum lende, med den tynde Kjole fygende ind mellem de halvnøgne Bén, — bare videre, videre, endelig ikke komme for sild e !

43

Hun maa være den første, den allerførste, han sér, og som sér ham.

D et er mange Timer, hun har væ ret under- veis. D er er langt fra København til Vridsløse- lille, og hun er gaat hele Veien. N aar Drengen kommer hjem, skal han h a’e det lidt godt, til han faa’r Arbeide, ellers gaar det galt, saa løber han igen fra M utter og paa Værtshusene.

«Aa, nei, dennegang er han nok god !»

Og hun tæ nker paa det stakkels, usle V æ ­ relse, hvor der hverken er Lys eller Luft, men som er h e n d e s V erden, hun tæ nker paa den Smule Gardin, hun har hikket sammen, som dog laaner det et Skær af H ygge, — og saa Brændet hun lagde tilrette i Kakkelovnen, før hun gik hjemmefra imorges, — og Kartoflerne og Flæ sket,

— hans Yndlingsret.

«Aa, jo, V alde’ bli’er nok hos M utter denne­

gang !» Ravende og tumlende i U veiret og Glædes-Rusen støder hun mod Porten.

«Allerede, hvor det dog er gaat h u r tig t!»

Hun famler ind men finder Vei strax, — hun kender den saa godt. L yset skinner varm t og indbydende fra Overlærerens V induer, hun bankede gerne paa, det er venlige Mennesker,

4 4

hun véd det fra sidst, men Drengen kunde komme imens, — nei, n e i ! Hun lister hen og stiller sig udenfor den store Fæ ngsels-Port, dér hvor han kom m er fra.

L ysskæ ret brydes paa Snetæ ppet, der er saa skinnende hvidt, og som snart skal tram pes til Smuds under en Forbryders Fodtrin.

«Hvor mon han sid d er?»

Hun kryber sammen og skotter til de smalle, tilgitrede Vinduer.

«Mon Præ sten nu taler for ham, inden han bli’er sendt afsted ?» Plun synes at m indes, han snakkede om det sidst og grinede af d et, —

«V alde’ har altid væ ret saa ly stig .»

Vinden hyler og rusker hende næsten over­

ende, — Hagien pidsker i A nsigtet, som T ø r­

klæ det er trukket halvt fra for at Øiet bedre kan sé, — og den faldende Sné gør hende til en uformelig Bunke, men hun føler Intet.

Saa, nu aabnes Porten, hun styrter frem. —

«Ikke ham !»

D et er Overlæreren, ham hun husker saa godt fra sidst, der talte de milde O rd til hende.

«Jeg er M utter Jansen,» siger hun lidt for­

knyt, — «Valdemar Jansens M o’er, — ham de

V

4 5

kalder «Slave-Valde’», — det sidste lidt tøvende, -— «kom m er han ikke snart ?»

«Naa, er det Dem, Madam Jansen, De er bleven gammel siden sidst, jeg kendte Dem ikke,

— nei det varer lidt endnu, før han bliver løs, men kom over med i K økkenet og faa lidt varmt,

— De sér jo ren forkommen ud.»

«Jeg er gaat hele Veien, ligefra K øbenhavn,»

og hun ryster over hele K roppen, Skuffelsen lader hende føle den legemlige Lidelse under

*

Uveirets Rasen.

«Det er saa dy rt at køre til Glostrup, og V interen har væ ret streng for os F attigfolk.»

«Gaat hele Veien ! Men saa kom dog, kom med, stakkels G am le.»

E n efter En kommer Familien ud i K økkenet for at sé M utter Jansen, der sidder varm og m æt ved Skorstenen. T ørklæ det er nu borte, og det stakkels, indfaldne A nsigt sér helt fornøiet ud.

D et er længe siden, hun har væ ret saa varm, saa m æ t og saa — lykkelig. Glæden gør hende veltalende, — naturligvis taler hun om sin Dreng,

— «Slave-Valde», — hun fortæller om ham , ligefra han blev født.

Han havde nær kostet hende Livet, —■ han

46

var saa stor, — «ti Pund, Frue, og selv er jeg jo saadan en lille spinkel En.» D et er efter F a ’eren, han har det, forklarer hun, han var ogsaa saadan en deilig stor Mand, ganske som V alde’ nu, — «aa, Herre, det har da ikke ta ’et paa ham, disse otte Maaneder?»

«Nei, saamæn har det ikke, væ r De rolig lille M adam .»

Og han tæ nker paa den store, bredskuldrede F y r med de smaa, onde Øine og den frække og dog krybende O ptræden. — D a han kom herind nu for anden Gang med kun faa’ Maaneders Mellemrum, og Fængsels-Inspektøren gjorde sin sædvanlige Ronde, sagde han smilende fræ kt:

«Goddag H r. Inspektør ! D et glæ der mig at sé Dem igen, hvordan har De havt det siden sidst ?»

O g han vidskede Brixen af med Æ rm et, og bød med en flot Haand-Bevægelse Inspektøren tage Plads. Men denne, en stor, resolut Mand med gode K ræ fter, vant som han var til at behandle den Slags F yre, langede ham i samme Nu en paa Siden af H ovedet, der kastede Slave-Valde henad Gulvet.

«Sæt Dig selv først din Æ sel!»

F ra den D ag var Fangen krybende mod In ­

47

spektøren, men Øinene lurede paa ham saa onde,

— saa onde.

«Det første, den K æ ltring g ø r, naar han kommer løs, er at myrde mig eller en af mine,»

— sagde Inspektøren.

«Det er et forvorpent A fsk u m !»

M utter Jansen snakker videre, og Ilden lyser over hendes graalige Hud, saa den bliver næsten frisk og livlig, — Øinene er hél klare ved Tanken om Sønnen, — den eneste.

«Lidt vild har han jo altid været, han béd V orten halvt af Brystet paa m ig, engang der ikke var nok til ham, — dengang var han kun lidt over et halvt A ar men saa farlig ustyrlig, han baade béd og rev, og slog mig i A nsigtet, og sparkede, og hvinede, naar han ikke strax fik sin V illie.»

«Saa fik han den.»

«Hvad skulde jeg gøre? F atter var jø paa Arbeide om Dagen, og om A ftenen naar han kom hjem, var Valde’ stille og lydig, —- aa, — han har altid væ ret saa klog ! — Sige noget til F atter kunde ikke gaa an, — han var saa hidsig,

— saa havde han slaat Valde’, og det var Synd,

for han var dog saadan et velsignet Barn alligevel.»

Og Ilden blusser henover det stakkels, for­

græm m ede A nsigt og svider i de rødkantede Øine, hvor Graaden over Sønnen har svedet i saa lange Tider.

«.Der var en Gang, han slog Nabokonens lille Pige i H o’edet med F atters Spade, — hun kom aldrig rigtig til Forstandens Brug, — han var kun ti A ar den Gang, — tæ nk Dem, kære H erre, — kun ti A ar! Men sé m ig har han nu altid væ ret god im od! — D er v a r jo nok den Gang, han blev konfirmeret, — —

— L idt Larm lyder ovre fra P'ængslet, -—

Trin, — Stemm er, — men M utter Jansen hører Intet, — hun lever n u kun i Mindet om Sønnens Bedrifter.

Ilden kaster sit glødende L ys over dem.

«jeg kunde ikke skaffe ham U hr, og det kræ nkede jo D rengen, saa kastede han en bræ ndende Fyrrepind i Øiet paa mig, — men han ménte det nu ikke saa slem t,' og den ram ­ mede mig heller ikke, — skøndt det var ligeved,

— jeg har da A rret endnu, her skal Fruen sé, lige i Ø ienkrogen; — men det var jo ogsaa

48

4 9

kedeligt for ham overfor Kam m eraterne, naar han nu havde pralet af det, — og V alde’ har altid væ ret saa æ rekæ r !»

«Men hvad skulde jeg gøre? F atter var død den Gang, og det gik smaat med F o rre t­

ningen, jeg drev, — det var Rulle, go’e Frue, og kogte Kartofler, — Rødsten og andet Pilleri,

— senere hen blev det værre for os, da Valde' b lev v o x en , og dét skete med Nabokonens Marie,

— hende Valde’ slog i H o’edet med S paden.»

«H erre Jem eni, hvor Madam Riehl gjorde Vrøvl om det!»

«Vi m aatte betale til Barnet og til Marie m e d ! D et kunde ikke nytte, vi forklarede, at hun var skørho’edet og m aatte falde i med den første, der vilde h a’e det. Heldigvis døde da Barnet, og senere er Pigen bleven hél udsvæ­

vende, saa nu har vi jo ikke mere noget Ansvar i den Retning.«

«Men nu er jeg gammel og kan ikke rigtig drive Forretningen mere, — og — desuden __

naar V alde’ er borte fra mig, saa synker jeg hél sam m en.»

«Nu er Deres Søn vist fri, lille Madam

4

50

Jansen, — tror jeg nok,» — sagde Fruen med taarefyldte Øine, — «vil De ikke ud til ham?»

«Aa, Gud, min V alde’, min D reng, — aa,

— H erren velsigne Dem for al deres Godhed mod mig, fattige Sjæl, — undskyld, — T ak — aa min V alde’!»

H un styrtede ud i Gaarden hen mod Gruppen i Fæ ngsels-Porten, hvor P'angen stod i Midten.

Man ordnede sig til at tage afsted.

H aaret fløi i Tjavser for Vinden, — Hoved- K læ det var glem t oppe i K økkenet, — A lt var glem t, — A lt, — A lt, — undtagen Valde , hendes «store, præ gtige D re n g ,» der stod skulende med onde Glimt i Øinene.

«A a, V alde’ min V alde’ ! Lad mig sé ham, lad mig sé ham !»

Men T aarer og Snefnog blæ nder hende, saa hun stanser forvirret, — bedøvet.

«Hva’ Satan er’et? H va’ vil den Kælling?

N aa er’et Dig Gamle? Du sér s’gu net ud!

H vorfor render din Rallike efter mig, som jeg var en Pattegris ? H vad’ F a ’en i hede Helvede ska’ det til? N aar jeg kom m er, saa kommer jeg, k a ’ Du forstaa dét, hva’ ? Jeg ka’s’gu nok hitte Vei af mig selv. — Skrup af med den

5 i

Snøften, — Du driver jo , saa man k u ’ faa’

Snue af at sé paa Dig. — D et var s’gu bedre, Du blev hjemme og passede Geschaften istedetfor at ligge og føite om paa Landeveien i saadan et forbandet Veir!»

«Stakkels M utter JansenD

4 *

V.

« N aar d u fa a ’r h a rv e t, h v a d j e g h a r p lø iet, sa a fa a ’r d u a t v id e , h v a d je g h a r d ø ie t.»

un sad med Panden presset mod Ruden og stirrede paa Vrimlen der­

ude, — hun saa’ Verden og V en­

nerne drage forbi, — selv havde hun stæ ngt sig inde i ulidelig Kum m er, for hvad der var levet og tabt.

H vor det bølgede og bruste, det der hed Livet og M enneskene! Herinde var stille, dødsstille, men Fred?

A a Gud nei! Mon ikke Freden snarere var at søge derude, hvor det skreg og larmede, hvor man tabte sig i Mængden, hvor man glemte sig selv for de Andre?

Spørge, spørge, altid spørge, naar fik man Svar?

M ørket faldt, A lt gled ud i det utydelige.

53

Uer var noget, der slørede Ø iet, var det Mørke eller Taarer?

Og Sløret sænkede sig for Nuet, og Tanken gled mod M inderne, — U lykkens Foraars- Blomster.

Saa glid da hen, Du tavse Tilværelse, glid hen ad Mindernes Strøm , — lev om igen, hvad Du husker n u , lev o m , hvad der speiler sig klarest i din Taare.

«Jeg vil helst være hos Dig, Onkel A nthony) en lillebitte, blød, varm H aand lister sig ind i den stakkels magre, der hviler kraftløs paa K næet.

«Gaa ind til de A ndre, lille A nne M argrethe, det er jo m eget m orsom m ere.»

«Jeg vil helst være hos Dig, Onkel Anthon,»

gentager hun med et Barns hele Stædighed.

«Ja, men nu kommer K randsekagen paa Bordet, sér Du?»

Den lille Haand begynder at slippe T aget, men kun et Nu, saa klemmer den atter fast og,

«Jeg vil helst blive hos Dig, Onkel A nthon,»

lyder atter fra den lille trodsige Barnemund.

5 4

«Naa saa bliv da, min Lille, Onkel sidder her heller ikke saa længe endnu.»

« Hvorfor ?»

«Onkel reiser bort.»

«H vornaar ?»

«Om ikke ret læ n g e.»

«Hvorhen ?»

«Ja— a — vidste vi d é t!»

D et indfaldne A nsigt med Brystsygens for­

klarede U dtryk i de store, kloge Øine sér trøstes­

løst ud i Rum m et.

Inde fra Salen lyder Summen af glade Stem m er, Raslen med T allerkener, K nallerter træ kkes af, — Ø nsker ved Vinglasset for det lykkelige Hjem.

D et er et æ gte gammeldags H us, —- ret som man tæ nker sig dem i F ru Gyllembourgs Noveller. — Store Værelser, men lavt til Loftet, Vinduerne med smaabitte Ruder, K arm ene lavere ved Gulvet end Sæderne paa Stolene, der staa’r ved dem. I D agligstuen er den bageste Del skilt fra med en spansk V æg, midt paa den et stort Sky de-Vindue, paa den ene Side en Glasdør, herinde bagved har Bedstefa’er og Bedstemo’ci­

deres Soveværelse. L yset kommer til det gennem

55

V induet og D øren fra Dagligstuen. Indenfor i Soveværelset staa’r B ordet, hvor Theen bliver skænket, naar der er Frem m ede, — saa rækkes den ind gennem Vinduet, det sér saa morsomt og hyggeligt ud. I Dagligstuen staa’r den vældige, gammeldags Sofa, som der godt kan sidde fire i, midt paa den lange V æ g ved Kakkelovnen, de store, runde A rm puder er lille A nne M argrethes bedste D ukker, de er akkurat ligesaa store som hun selv, det er en hel A nstrængelse at slæbe dem, — men det er just deiligt.

Moderfølelsens F røkorn spirer i den Tanke.

De maa ha’e et Navn, saa kalder hun dem

«Salmoni», T anterne lér og spørger, hvorfor de skal hedde dét, A nne M argrethe véd det ikke, men de s k a l hedde «Salmoni», og da hun er ældste og i mange A ar eneste Barnebarn, er hun selvfølgelig absolut M agthaver; — og O rdet g aa’r i dén Grad over i Husets Bevidsthed, at T anterne beder deres K æ rester ræ kke sig en Salmoni, naar de ønsker en Pude at læne sig til, og Bedstefa1 er spørger i fuldt Alvor, hvor Salmonien er henne, dersom han ikke finder den paa sin Plads om Middagen, naar han sæ tter sig i Sofa-Hjørnet.

Ligeoverfor paa Væggen ind til Salen er

56

Chatollet med alle de smaa Skuffer og hemmelige Rum, men det er sjældent det bliver lukket op, det er Bedstefa’ers Allerhelligste. Ovenpaa det staar A nne M argrethes Ideal af denne Verdens D eilighed: en stor, firkantet Glaskasse, der dæ kker over den bizarreste Sammensætning som tæ nkes kan.

E t nøgent M iniatur-Træ bærer en halv Snes udstoppede Fugle i tropiske Farver, der er en skrigende rød og en nydelig himmelblaa, der er en Kolibri, hvis Fjedre skinner i Solen og en anden, hvis lange Hale dirrer saa p u d sig t, naar man banker paa Glaskassen, der er en hvid og sort med opspilede V inger og Næb, den er ligesaa stor som hele T ræ et og bibringer altid Barnet den Forestilling, at den vil sluge de andre Fugle, saa kalder hun den «D rag en » i ubestemt R æ dsel, hentet fra Eventyrene. U nder T ræ et staar et lillebitte Hus, saa lille at selv Kolibrien vilde være en K æ m pe-Fugl sat paa det, det er saa nydeligt lavet med rigtige Glasruder og Mos paa T aget, og en lille Bænk, og en Brænde- Stabel udenfor, det er kun Skade, man slet ikke kan sé derind.

T anterne forsikrer, at der er baade Møbler

57

og Mennesker derinde, smaabitte, fine Mennesker, A lt, hvad A nne M argrethe spørger o m , er i det Hus, og hun finder stadig paa nye Ting, nye Spørgsmaal, men det er der A ltsam m en, — hun tvivler intet Øieblik, kedeligt er det kun, man ikke kan sé det.

Ved Siden af Chatollet op mod V induet staa’r Bornholmer-Uhret af sortbrunt M ahognitræ.

A nne M argrethe hader det Uhr, vildt, — uforsonligt, — ret saadan et uræsonnerende Barnehad.

Hun husker jo nok den Aften, hun stod der i Skammekrogen i mange Tim er klem t inde mellem Vinduet og Mahognikassen, medens de A ndre spillede Halvtolv og spiste Valdnødder med Ribsgelé.

A nne M argrethe havde væ ret uartig, -—- hun nægtede bestem t at sige Goddag til en Herre, der var der første Gang den A fte n , og som prøvede A lt optæ nkeligt for at vinde den lille Stivnakke, der førte det store Ord i Huset, —

— Anne M argrethe var urokkelig, hun v ild e ikke, men dennegang overvurderede hun sin Magt.

Bedstefa’er holdt dog ikke af, at Frem m ede saa’

Barnebarnets Opsætsighed overfor hans egen Villie,

58

og saa blev A nne M argrethe sat i Skammekrogen og betydet, at hun ikke kom ud derfra, ikke fik Mad eller Godter, før hun havde bøiet sig.

Saa stod hun derinde i stivnet Halsstarrighed,

— hun stod der i tre Tim er ret op og ned, uden at give en Lyd fra sig trods de talrige Spørgsm aal, om hun havde betæ nkt sig, trods Sulten og T ræ theden, og Fristelserne med F ru g t og Syltetøi, — men hun hadede Bornholm eren, der dikkede saa afmaalt og ligegyldigt, og som satte sin tø rre, ensformigt-oprørende Melodi til alle de trodsige Tanker, der sydede gennem den lille Hjerne.

Saa trak de hende omsider frem , ligbleg med opspilede Øine og knyttede H æ nder, hél uhyggelig at sé, — hun blev ved at tie og vilde ingen Mad have.

«Lad hende komme iseng!»

sagde Bedstefa’er strengt, men mon det dog ikke dirrede i ham? Mon han ikke med Gru kendte sin egen og Slægtens ubøielige Stivsind i dette?

Da Bedstem o’er Dagen efter lokkede for hende for at faa’ Grunden til hendes M odstand at vide, svarede hun kun, at den H erre s k e l e d e , derfor kunde hun ikke lide ham.

59

Hun blev tilgivet og glemte den Sorg, — men Bornholmeren hadede hun.

D et var et livligt Hus, Bedstefa’rs, Sønnerne og D øtrene var’ unge og m untre og meget musikalske, et Par af dem havde endog ualmindelig god Sangstemme.

Saa ofte der var Fremmede, blev der sunget og spillet, de holdt meget af at lege Ordsprogsleg, men naar Bedstefa’er saa", de gjorde Forsøg paa at klæde sig ud og give Legen en mere dramatisk Form , tordnede han fra W histbordet:

« In g e n K o m e d i a n t e n h e r i H u s e t !»

og Legen tog en brat Ende.

Lille Anne Margrethe kunde ikke forstaa det,

— det var dog saa morsomt, og Bedstem o’er havde jo sin Plads i T h eatret hver U ge, og havde lovet at tage hende med, naar hun blev lidt større, saa der kunde da ikke være noget ondt i d et, men naar hun spurgte Tanterne, tyssede de paa hende og læ rte hende i Smug om Form iddagen, naar Bedstefa’er var paa sin Skole, at danse Cachucha ovre i deres Værelse paa den anden Side K økkenet. K astagnetterne blev lavet af Valdnøddeskaller, og da hun, der var en lille graciøs En, var bleven rigtig flink,

m aatte hun gentage Forestillingen ude i K økkenet for Pigen og Bedstemo’er, der til Belønning lavede Pandekager, altsammen medens Bedstefa’er vidstes i Sikkerhed ovre paa Skolen.

Saa blev Døren lukket lidt op ind til Onkel A nthons Værelse, og man skimtede hans udtæ rede Skikkelse.

Han saa’ smilende paa Barnet, der knælede med O verkroppen bøiet tilbage og H ænderne høit i Luften, efterlignende en Danserindes vuggende Bevægelser, medens de smaa Fingre satte Pindene paa Valdnøddeskallerne i Bevægelse i T ak t til Melodien, T anterne sang, — men da Dansen var endt, og den Lille stod i en sm ægtende A ttitude, sagde han stille:

«I skulde ikke lære Barnet saadan noget, hvad fører det til? Kom ind til mig, A nne M argrethe, og sé paa Billeder, det har Du bedre a f.»

I Onkel A nthons Værelse var der Bøger overalt; Bøger fra Loft til Gulv. D er sad han D ag ud og D ag ind, A ar ud og A ar ind og læste eller skrev.

D er var luftigt og godt ud til den store Skolegaard med de grønne T ræ r, der var livligt nok, naar Børnene tumlede sig nede paa Pladsen,