BRUXELLES - EU mangler toppolitikere med viljen og evnen til at udvise det lederskab, som det europæiske samarbejde har brug for. Ikke alene savner Unionen dét samlende projekt, der kan afløse østudvidelsen som den store fælles vision for EU-landene. Den mangler også i alarmerende grad politikere, der vil være i stand til at fastholde og sikre, at en sådan vision gennemføres. Ingen af toppolitikerne i de nuværende 15 EU-lande har hidtil udvist de egenskaber, der kunne gøre dem i stand til at stille sig i spidsen for et fælles europæisk projekt.
Det er konklusionen på Ugebrevets samtaler med en række danske og udenlandske diplomater, eksper- ter, pressefolk og politikere, der alle peger på behovet for et nyt europæisk lederskab - og fraværet af politi- ske ledere, der umiddelbart kan indfri det. På bag- grund af deres vurderinger kan man opstille følgende liste af personlige forudsætninger, som det er afgøren- de for fremtidens europæiske leder at være i besiddel- se af:
•
EEuurrooppææiisskk vviissiioonn.. Klare langsigtede tanker om, hvor EU-samarbejdet skal bevæge sig hen er en cen- tral forudsætning for at udøve europæisk lederskab.Tidligere eksempler på klare visioner er etablerin- gen af det indre marked, den økonomiske og mo- netære union og udvidelsen mod øst.
•
EEuurrooppææiisskk iinnddssiiggtt.. Indgående kendskab til de poli- tiske og økonomiske forhold i EU og medlemslan- dene er en forudsætning for at sikre, at visionerne er realistiske og kan samle opbakning, og for at finde den rigtige timing til at gennemføre dem. Her er det afgørende med et velfungerende og velinfor-meret embedsapparat samt et personligt politisk netværk. Offentlige informationer er utilstrækkeli- ge som baggrund for at bedømme de politiske for- hold i andre lande.
•
EEuurrooppææiisskk ttrroovvæærrddiigghheedd.. En europæisk leder skal være troværdig, både blandt de nationale politiske ledere, i europæiske medier og i befolkningerne.Det omfatter bl.a. troen på, at lederen varetager hele Europas interesser og ikke kun nationale. En europæisk politisk leder skal have modet, viljen og manøvrerummet til at ignorere den hjemlige inden- rigspolitiske dagsorden.
•
EEuurrooppææiisskk kkoommmmuunniikkaattiioonn.. En europæisk leder skal være i stand til at kommunikere på flere ni- veauer. Ikke bare over for de øvrige stats- og rege- ringschefer, men også over for den europæiske be- folkning. Ledende europæiske politikere optræder stadig oftere i den europæiske presse og må kom- munikere på en måde, så budskaber og visioner kommer frem i alle medlemslande. Samtidig skal der kommunikeres nationalt, sådan at budskaberne trænger igennem på lederens nationale scene.Vurderingen blandt politikere, eksperter og medie- folk, der beskæftiger sig med europæiske forhold, er, at sådanne europæiske ledere er en mangelvare i da- gens EU. Siden den tyske forbundskansler Helmut Kohls afgang fra den europæiske scene 1998 har der ikke i EU været en klar politisk leder, der lever op til alle fire ovennævnte kriterier.
Et nærliggende bud kunne ellers være statsminister Anders Fogh Rasmussen, der som leder af det danske Mandagmorgen
Europæisk lederskab er en mangelvare
Politiske ledere
Tomrum. Fraværet af politisk lederskab kan udvilkle sig til en krise for EU - Efter udvidelsen mangler Unio- nen den samlende vision og personerne til at føre den ud i livet - Ingen af Europas nuværende politiske le- dere besidder alle de fornødne kompetencer - Iagttagere i tvivl om muligheden for ny stærk EU-ledelse
40| Nr. 1 | 6. januar 2003
formandskab har forhandlet østudvidelsen hjem. Men en bemærkelsesværdig vurdering, der går igen, er, at Foghs håndtering af udvidelsen må karakteriseres som superprofessionelt håndværk snarere end leder- skab. Udvidelsesopgaven var så bunden, og manøvre- mulighederne så snævre, at det i højere grad stillede krav om forhandlingsteknik end lederskab. Fogh Rasmussen gennemførte en vision, som blev fastlagt af Schlüter-regeringen, og som Nyrup-regeringen sik- rede forudsætningerne for.
Til gengæld kan statsministerens effektive og foku- serede arbejde med udvidelsen bane vejen for, at han kan blive en af EUs ledende og dagsordensættende toppolitikere, hvis han bygger videre på det funda- ment, der er skabt, lyder vurderingen.
Ingen vision efter udvidelsen
EUs mest presserende behov er en ny vision for det eu- ropæiske samarbejde. De seneste par år har EU brugt stort set alle sine kræfter på at få gennemført udvidel- sen mod øst.
Den optagelse af 10 nye medlemslande, som virke- de naturlig og indlysende ved topmødet i København i december, var for blot få år siden genstand for et al- vorligt politisk slagsmål. I sommeren 1997, umiddel- bart efter forhandlingerne om Amsterdam-traktaten, var det Europa-Kommissionen og flere EU-landes ind- stilling, at der kun skulle indledes forhandlinger med Polen, Tjekkiet og Ungarn. Det førte i løbet af efteråret til et kraftigt pres, især fra dansk side, for at mindst et baltisk land kom med i første forhandlingsrunde.
Det var den danske EU-ambassadør, Poul Skytte Christoffersen, der udviklede en model for, hvordan alle 12 kandidatlande kunne involveres og klargøres til EU-medlemskab, mens Niels Helveg Petersen og Poul Nyrup Rasmussen efterfølgende skulle forankre ideen blandt de øvrige medlemslande. Opgaven var uhyre vanskelig, og den daværende britiske udenrigsmini- ster, Robin Cook, beskyldte f.eks. Helveg for at bringe hele udvidelsesprojektet i fare. Ved EU-topmødet i København bemærkede flere erfarne EU-diplomater, at hvis ikke Danmark allerede i 1997 havde kæmpet for den brede udvidelse, så havde det været et væsentligt lavere antal lande, som statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne udvide EU med.
Forløbet er et eksempel på, hvordan skiftende dan- ske regeringer har fastholdt og forankret en vision om en stor udvidelse af Europa og derefter kæmpet for at få de øvrige EU-lande til at acceptere visionen med ar- gumenter om, at den var til gavn for alle.
Efter afslutningen af udvidelsesforhandlingerne er sådanne store visioner trådt i baggrunden til fordel for mere praktiske problemer. En vigtig opgave bliver at få EU-samarbejdet til at fungere med 25 medlemslande.
Mange EU-ledere, inklusive statsminister Anders Fogh Rasmussen, mener, at det udvidede EU skal være lettere at forstå, og at der i fremtiden skal være en kla- rere arbejdsdeling mellem Unionen og medlemslan- dene. I statsministerens nytårstale var dét Foghs Euro- pa-vision: “I et EU med 25 lande er der brug for en ny EU-traktat, som både sikrer effektivitet og respekt for den nationale identitet. Arbejdet med en sådan ny trak- tat er i gang. Vi skal fra dansk side påvirke dette arbej- de aktivt,” sagde han.
Hidtil ser det ud til, at også arbejdet med en euro- pæisk forfatning mest har været fokuseret på, hvordan EU-samarbejdet skal fungere - ikke på fælles målsæt- ninger for det europæiske samarbejde.
Flere af de EU-projekter, der kunne fungere som fælles vision, er præget af principiel enighed om mål- sætningerne, mens de modarbejdes i praksis.
Det gælder bl.a. arbejdet med at udvikle et euro- pæisk samarbejde på forsvarsområdet - et projekt, som er sat i gang af den britiske premierminister, Tony Blair. Og det gælder det nye græske formandskabs ønske om klarere EU-visioner for en fælles europæisk udlændingepolitik. På begge områder mangler der ikke personlige bud på visioner. Men det er ikke lykke- des at opstille visioner, som kan engagere alle med- lemslande. Når det gælder en fælles udlændingepoli- tik, mistænker Danmark eksempelvis Grækenland for en skjult dagsorden om at flytte problemer på udlænd- ingeområdet fra syd til nord.
Et af EUs mest ambitiøse projekter er den såkaldte Lissabon-proces, der gennem benchmarking og erfa- ringsudveksling mellem EU-landene skal gøre Europa til verdens ledende region inden for vidensøkonomi- en. Visionen er klar, men de hidtidige resultater er sparsomme. Processen bygger på et frivillighedsprin- cip, og den økonomiske afmatning har bremset mange landes indsats på området.
Stor indsigt, lav troværdighed
Den lederkompetence, hvor dagens nationale politiske ledere synes bedst rustet, er indsigt i andre EU-landes økonomiske og politiske forhold. Uden opdateret viden om, hvad der sker i de andre EU-lande og EUs in- stitutioner, er lederskab på europæisk niveau umuligt, og stort set samtlige EU-lande har styrket deres intelli- gence-funktioner.
Toppolitikerne er generelt gode til at forstå og re- spektere, når en kollega fra et andet land har alvorlige problemer med konkrete EU-initiativer. Et af de sene- ste eksempler var forhandlingerne med Polen under EU-topmødet i København. Her havde EU-landene forståelse for, at den polske premierminister, Leszek Miller, havde reelle problemer med det lille koalitions- parti i regeringen, og at det polske ønske om yderlige- re penge fra EU skyldtes et reelt indenrigspolitisk pro- blem og ikke en krise opfundet af forhandlingstekni- ske årsager. Under formandskabet viste statsminister Anders Fogh Rasmussen gode lederevner på dette om- råde.
Mens de europæiske lederes indsigt generelt må siges at blive stadigt bedre, står det sløjere til med tro- værdigheden. Især er de politiske ledere i de store EU- lande, som traditionelt har påtaget sig det europæiske lederskab, belastet af deres tidligere handlinger på den europapolitiske scene.
Det gælder bl.a. den franske præsident, Jacques Chirac, der ved flere lejligheder har vist sig først og fremmest at varetage franske nationale interesser og dermed skadet sin europæiske troværdighed. De fran- ske atomprøvesprængninger, hvor Frankrig gik euro- pæisk enegang, er et eksempel. Chiracs ensidige foku- sering på, at Frankrig institutionelt skal være ligestillet med Tyskland, er et andet. Og forhandlingerne om Nice-traktaten, hvor den franske præsident som EU- formand var den største forhindring for en fornuftig og sammenhængende traktat, har for altid slået skår i Chiracs europæiske image.
Tilsvarende har den tyske forbundskansler, Ger- hard Schröder, og den italienske formand for Europa- Kommissionen, Romano Prodi, skadet deres euro- pæiske troværdighed ved den måde, de har håndteret diskussionen om vækst- og stabilitetspagten. Både Schröder og Prodi har erklæret, at pagten ikke funge- rer - men ingen af dem har præsenteret et alternativ.
Især for den tyske kansler er en sådan optræden kata- strofal for troværdigheden i forhold til de øvrige EU- lande. Udtalelserne fra Schröder viser tydeligt, at de udelukkende er baseret på at løse et nationalt tysk pro- blem.
Den spanske premierminister José Maria Aznar er et andet eksempel på en leder, som ofte anvender det europæiske samarbejde til at opnå nye fordele for sit eget land, men aldrig kommer med forslag, der har til formål at gavne hele Europa. Det viser eksempelvis den spanske optræden i forhandlingerne om EUs fi- skeripolitik.
Blandt lederne af de store EU-lande er den britiske premierminister, Tony Blair, på dette område det nær- meste EU i øjeblikket kommer en leder, som viser le- derskab. Et konkret eksempel er hans håndtering af de fransk-tyske tanker om, at EU-udvidelsen kunne fi- nansieres ved at afskaffe den britiske rabat på betalin- gerne til EU-kassen. Indenrigspolitisk ville det have været oplagt for Blair at afvise det fransk-tyske forslag med store armbevægelser. I stedet valgte han at komme med en gestus i form af en langsigtet er- klæring, der giver mulighed for en omfattende euro- papolitisk reform af EUs finanser i 2006.
Kommunikation er nødvendig
Måske går vejen til større troværdighed gennem en bedre og mere klar kommunikation. Heller ikke her er det generelle billede, at EU-lederne er klædt på til op- gaven.
Anders Fogh Rasmussens optræden på pressekon- ferencen om Tyrkiet ved EU-topmødet i København var et eksempel på, hvordan dårlig kommunikation kan ødelægge et europæisk perspektiv og skade den euro- pæiske troværdighed. Efter stærkt tyrkisk pres for at få fastsat en startdato for optagelsesforhandlingerne blev stats- og regeringscheferne enige om en er- klæring, som var tvetydig. Derfor var det afgørende, at EU-formanden udlagde teksten klart på pressekonfe- rencen. Men her var Anders Fogh Rasmussen tydeligt splittet mellem sit ansvar som EU-formand og hensy- net til den indenrigspolitiske situation, hvor et stort flertal af danskerne er modstandere af et tyrkisk EU- medlemskab.
Med andre ord skulle Fogh som EU-formand sælge budskabet om, at Tyrkiet nu var rykket nærmere et EU- medlemskab, men som dansk statsminister give ind- tryk af, at han ikke havde taget noget stort skridt i den retning. Pressekonferencen blev lige så tvetydig som teksten, og det skabte alvorlige europapolitiske van- skeligheder - især for den tyrkiske regering, der blev udsat for de mange ubesvarede spørgsmål, som den danske statsministers pressekonference efterlod.
Her blev statsministerens evne til at kommunikere ødelagt af hans manglende evne til at abstrahere fra den indenrigspolitiske dagsorden.
Ledere efterlyses
Europæiske iagttagere har interesseret fulgt den ud- vikling, der begyndte i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles i oktober, hvor Frankrig og Tyskland igen for første gang i adskillige år kom med et fælles udspil.
Mandagmorgen
42| Nr. 1 | 6. januar 2003
Frankrig og Tyskland har traditionelt været motoren i det europæiske samarbejde. Men historisk har det været tydeligt, at når de to lande havde politiske lede- re, som ikke besad egenskaberne for stort europapoli- tisk lederskab, har den fransk-tyske indflydelse været begrænset. Og ser man på det fælles udspil til EU-top- mødet i oktober, begrænsede de to landes enighed sig stort set til, at næsten ingen forandring i EUs støtte- ordninger var acceptable - trods en udvidelse med 10 forholdsvis fattige lande.
I især fransk presse blev den fransk-tyske optræden i Bruxelles i oktober udlagt som et bevis på, at der igen er fart på den fransk-tyske motor. Den formodning be- kræftes af, at det er annonceret, at de to lande senere på måneden kommer med et fælles udspil til den eu- ropæiske forfatning inden for Konventet om Europas fremtid. Men selvom de to lande er på vej med et sådant udspil, tror få på Schröder og Chirac som Eu- ropas fremtidige lederpar.
“De gode perioder i EU er, når der er et lederskab, der bæres af 1-2 lande, sådan som det tidligere var med Helmut Kohl og François Mitterrand, der opererede sammen med den daværende formand for Europa- Kommissionen, Jacques Delors. For øjeblikket mang- ler der et sådant visionært europæisk politisk leder- skab,” siger Poul Nyrup Rasmussen, der som dansk statsminister var en del af den europæiske politiske elite i ti år.
Vurderingen får opbakning af både eksperter og di- plomater med indsigt i europæiske forhold. Heather Grabbe, der er EU-ekspert ved den London-baserede europæiske tænketank Centre for European Reform, mener, at tiden for tidligere tiders europæisk leder- skab er væk, og at perioden hvor enkelte politikere kan sætte dagsordenen - sådan som en tysk kansler og en fransk præsident tidligere har gjort i fællesskab - er ovre. Hun spår, at lederskabet i fremtidens udvidede EU vil udgøres af forskellige politikere på forskellige områder. Den britiske premierminister vil være en eu- ropæisk leder på forsvarsområdet, andre kan være det på det økonomiske osv.
Modsat mener den Bruxelles-baserede tænketank The European Policy Center, der ledes af den mange- årige EU-korrespondent for The Guardian John Pal- mer, at der er behov for et europæisk lederskab baseret på én person. En europæisk leder valgt direkte af fol- ket vil have troværdighed og legitimitet til at udvise det nødvendige lederskab. Tænketanken pointerer, at be- hovet for lederskab ikke er blevet mindre efter udvidel- sen af EU, og at Europa-Kommissionen siden Jacques Delors afgang som formand er blevet konstant svæk- ket og har efterladt et ledelsestomrum, som det er nødvendigt at udfylde.
Spørgsmålet om en mere eller mindre direkte valgt EU-præsident er oppe i de igangværende diskussioner om en europæisk forfatning, men forudsætningen er en radikal ændring af dagens nuværende EU-systemer.
Indtil videre er udgangspunktet for hele EU-samarbej- dets indretning, at stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd skal fungere som en slags kollektivt lederskab. I EU-Traktatens artikel fire står der: “Det Europæiske Råd tilføjer Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling, og fastlægger de over- ordnede politiske retningslinier herfor.” Men hvis ikke en eller flere politikere træder frem som ledere i Rådet, bevæger EU-samarbejdet sig ikke fremad.
Ingen af de nuværende EU-ledere opfylder alle fire kriterier for europæisk lederskab. Men blandt toppoli- tikerne har den britiske premierminister Tony Blair gradvis udviklet sig til en potentiel leder. Hans mulig- heder for at udøve lederskab svækkes af den inden- rigspolitiske situation i Storbritannien, hvor befolk- ningen og medierne er meget euro-skeptiske. Men i Bruxelles vokser spekulationerne om, hvorvidt Blair forlader britisk politik efter en ØMU-afstemning og i stedet indtager posten som formand for Europa-Kom- missionen, når den skal genbesættes i november 2004. Fra en sådan post uafhængig af britisk inden- rigspolitik vil Blair kunne vise sig som Europas første sande politiske leder i 10 år.
Ole Vigant Ryborg | or@mm.dk
Mandagmorgen
44| Nr. 1 | 6. januar 2003
