»Overtro og trolddom« - Selskabet for Psykisk Forskning 1905-1930

»Overtro og trolddom«

Selskabet for Psykisk Forskning 1905-1930

Jesper Vaczy Kragh

F ortid og N u tid, september 2003, s. 163-185

I slutningen af 1800-tallet opstod en ny og m eget omdiskuteret videnskab i England. Under navnet psykisk forskning blev særlige m entale fænome­

ner, som ikke blev forklaret af andre videnskaber, genstand for omfattende undersøgelser. Den psykiske forskning bredte sig til resten af Europa og kom således også til Danmark, hvor foreningen Selskabet for Psykisk Forskning blev dannet i 1905 i København. Selskabets historie viser, at der var en stor interesse for den psykiske forskning i perioden frem til 1930’erne. Mange fremtrædende videnskabsmænd var medlemmer af sel­

skabet, og forskningen fik ofte en positiv dækning i pressen. Med udgangs­

punkt i kildem ateriale fra Selskabet for Psykisk Forsknings bibliotek og arkiv beskrives bla. grundlæggelsen a f selskabet, hvem der blev medlem­

mer og de mange konflikter, som til sidst kom til at svække den psykiske forskning.

Jesper Vaczy Kragh, f. 1968, cand. mag. i historie og dansk fra Roskilde Universitetscenter, forskningsrådsstipendiat ved Afdeling for Medicinhi­

storie - Medicinsk-Historisk Museum, Københavns Universitet. Har bla.

skrevet: »En anden verden. Strejftog i spiritism ens seancer og ritualer«, Ulrik Langen (red): R itualer i europæisk historie (2002); »Mellem religion og videnskab. Spiritism en i Norden i 1800 og 1900-tallet«, Scandia, 1, (2002) samt flere bidrag til Politikens bog om det alternative (2002).

Den psykiske forsknings frem kom st var forbundet med den spiritistiske bevægelse, som opstod i USA i 1850’er- ne.1 S piritisterne skabte på dette tid s­

pu n k t stor opm ærksom hed med deres påstande om, a t det v ar m uligt a t kom m unikere med de døde. S piritisti­

ske medier, der fungerede som m el­

lemled i kontak ten med ånderne, op­

trå d te ved offentlige og private sean­

cer over det m este a f kontinentet. Nog­

le m edier m ente, a t de ved hjælp af klarsyn (clairvoyance) kunne se og høre ånderne, m ens andre m edier hævdede, a t ånderne kunne tale gen­

nem dem, n å r de v ar i trance. Der gik også talrige historier om medier, der kunne levere spektakulæ re beviser for åndernes eksistens, og deltagere ved

de spiritistiske seancer fortalte bla.

om m ystiske bankelyde, om svævende borde og om hvide åndeskikkelser, der kom til syne i seancelokalerne.

F ra USA bredte spiritism en sig h a ­ stigt til de europæiske lande. Isæ r i S torbritannien fik spiritism en et stort gennem brud og opnåede tilslutning i de fleste sam fundslag.2 Også blandt vi- denskabsm æ ndene og adelen vandt spiritism en indpas, specielt på grund a f m ediet Daniel Home, der i 1860’er- ne skabte sensation med sine opsigts­

vækkende seancer. Daniel Home op­

trå d te ikke blot i Storbritannien, men rejste ru n d t i det m este af Europa, hvor h a n gav seancer for bla. kejser Napoleon 3. og den russiske zar Alex­

ander 2.3

En kvindelig ån d er du k­

ket op under en seance med det britiske m edie E lisa ­

beth d ’Espérance (1849- 1918) til højre i billedet.

M edier som d ’Espérance, der kunne få ånderne til at åbenbare sig, interesserede flere videnskabsm æ nd, der i den sidste del a f 1800-tal- let begyndte a t undersøge spiritism en. E lisabeth d ’Espérance rejste ru ndt i Europa, hvor hun m edvir­

kede ved talrige sp iritisti­

ske seancer. Hun optrådte også i D anm ark, Sverige og Norge, hvor hun skabte stor opmærksomhed. (Foto fra M artin Liljeblad: Å n ­ deverdenen er virkelighed).

I Storbritannien formåede Home a t overbevise den berøm te fysiker sir Wil­

liam Crookes. D arw ins sam arbejds­

p a rtn e r og m edudvikler af evolutions­

teorien, Alfred Russel Wallace, blev også vundet for sagen. Ligesom Croo­

kes eksperim enterede Wallace med spiritistiske m edier og skrev desuden en ræ kke bøger om spiritism en.4 An­

dre videnskabsm æ nd begyndte heref­

te r a t tage spiritism en op til overvejel­

se; og i Tyskland blev professor i astro ­ nomi, Jo h an n Zolner, overbevist, i F ran k rig astronom en Camille Flam- m arion, og i Italien blev den berøm te - og senere så berygtede - læge Cesare Lombrosso spiritist. I de britiske u n i­

versitetsm iljøer blev der i 1870’erne stiftet foreninger, der havde til formål a t undersøge de spiritistiske fænome­

ner, og som udgav rapporter, der talte til fordel for spiritism en.

164

E fter disse første tilløb blev The So­

ciety for Psychical Research dannet i London i 1882.5 Form ålet med det b ri­

tiske selskab for psykisk forskning var a t samle en ræ kke begavede viden- skabsm æ nd om kring en fordomsfri u n ­ dersøgelse a f spiritism en og andre be­

slægtede fænomener. Både sp iritister og videnskabsm æ nd blev m edlem m er a f selskabet efter dets dannelse; og m edlem skab var hverken i akadem isk eller politisk henseende kom prom itte­

rende. Den britiske prem ierm inister, William Gladstone, blev således æ res­

medlem i 1887 og betegnede den psy­

kiske forskning som »det vigtigste ar­

bejde, som bliver foretaget i verden.

Langt det vigtigste«.6 Den senere pre­

m ierm inister, A rth u r Balfour, ind­

m eldte sig i 1882 og blev præ sident for selskabet i 1893. N obelpristagere som J. J. Thomson, lord Rayleigh og Wil­

liam Ram say var medlemmer, ligesom de franske nobelpristagere C harles Richet, M arie Curie og H enri Berg- son.7 V erdenskendte forskere som Wil­

liam Jam es, Pierre J a n e t og Freud var korresponderende medlemmer. Talrige frem træ dende videnskabsm æ nd var engageret i den psykiske forskning, som i tiden frem mod 1. Verdenskrig langt fra havde noget dårligt ry.

Forskerne i det britiske selskab gik grundigt til værks, og i deres u n d er­

søgelser a f spiritistiske m edier v ar der ofte tale om årelange forsøg. Hovedpar­

ten af de anerkendte videnskabsm æ nd forblev dog tvivlende overfor spiritis­

men, men velrenom m erede forskere som fysikerne Oliver Lodge og William B arret blev ligesom William Crookes og Alfred Wallace overbevist om, a t de spiritistiske fænom ener v ar ægte.

Tidlig dansk forskning

Danske videnskabsm æ nd blev også optaget af de spiritistiske fænomener, og nogle forskere lod sig omvende efter

a t have deltaget ved seancer. Spiritis- ^ m en kom allerede til D anm ark i 1850’erne, m en fik først for alvor fod­

fæ ste i 1890’erne, hvor de første store spiritistiske foreninger blev dan n et.8 1 denne periode begyndte spiritism en også a t blive et diskussionsem ne, og kendte videnskabsm æ nd og k u ltu rd e­

b attø rer tog stilling til den nye be­

vægelse i flere a f landets store aviser. I Politiken bekrigede Georg Brandes spi­

ritism en, som h an betragtede som den væ rste overtro. En stor diskussion mellem flere d ebattører udspillede sig også i Politiken i 1893, og i Berlingske Tidende v ar der ligeledes flere artik ler om em net.9 Det skabte desuden op­

m ærksom hed, a t spiritism en havde fået sin første opponent fra den etable­

rede videnskab. Psykologen Alfred Le- hm ann havde i et årelangt studie u n ­ dersøgt spiritism en og dens historiske forløbere, og udgav i 1893-96 et fire- bindsvæ rk med titlen Overtro og Trolddom. Som titlen antyder, var bo­

gens konklusion ikke til spiritism ens fordel: De spiritistiske fænom ener skyldtes bedrag, iagttagelsesfejl og m anglende kontrol med seancerne. Al­

fred Lehm ann skulle høste megen a n ­ erkendelse både i D anm ark og i u d lan ­ det, hvor bogen udkom i flere oplag.10 Spiritisterne, der havde n æ ret en del forhåbninger til Lehm ann, v ar der­

imod skuffede. For spiritisterne blev Lehm ann en a f de m est ildesete perso­

n er fra den etablerede videnskabs ræ kker; en inkarn atio n af den ensidi­

ge m aterialistiske holdning, som de m ente prægede dansk videnskab.

Men hvorfor havde Alfred Lehm ann viet så mange k ræ fter på spiritism en?

Hvorfor havde h an givet sig i k a st med disse årelange studier, som også om­

fattede et sto rt historisk arbejde? Leh­

m ann skulle senere blive medlem af Selskabet for Psykisk Forskning, men h an syntes ikke - i m odsætning til mange a f m edlem m erne - a t have haft forhåbninger om a t finde beviser for

liv efter døden. H an v ar optaget af filo­

sofiske spørgsm ål, m en ikke a f teologi­

ske problem stillinger eller spekulativ filosofi, som h an ved flere lejligheder tog afstand fra. H an v ar heller ikke en m odstander a f m aterialism en, men v ar - som m ange af tidens videnskabs­

m æ nd - dybt påvirket a f n atu rv id en ­ skaben og havde gennem ført en poly­

teknisk kandidateksam en, før h an fik interesse for psykologien.11

E fter a t have b estået eksam en i an ­ vendt naturvidenskab ved Polyteknisk L æ rean stalt i 1882, blev Lehm ann op­

tag et a f psykofysikken. H an studerede i årene 1885-86 i Leipzig under psykofy- sikkens bannerfører, Wilhelm Wundt; og in sp ireret a f W undt oprettede h a n efter hjem kom sten fra Tyskland det første psykofysiske laboratorium i D anm ark.

Psykofysikken blev Lehm anns s tå ­ sted inden for psykologien, m en h an var dog også åben overfor andre om rå­

der, der kunne bidrage til psykologiens udvikling. Således havde h an i tiden um iddelbart før arbejdet med Overtro og Trolddom beskæ ftiget sig indgåen­

de med hypnosen, som syntes a t have væ ret en a f årsagerne til, at h a n havde tag et spiritism en op til overvejelse. En anden grund v ar Lehm anns ønske om a t give spiritism en et modspil.

U dgangspunktet for Overtro og Trold­

dom v ar kritisk. Allerede i 1889 havde Alfred Lehm ann y tre t sig negativt om spiritism en; og det frem gik også af den første artikel, h a n skrev om em net i tid ssk riftet Naturen og Mennesket i

1891.12 Men om end Lehm ann fra be­

gyndelsen havde forholdt sig skeptisk, v ar h an ikke på forhånd afvisende, og h an v ar villig til selv a t skaffe sig syn for sagn ved a t overvære seancer. Og selvom h a n anfægtede spiritism en og eksperim enter foretaget a f udenland­

ske psykiske forskere, v ar h an i dialog med forskere som William Jam es, der var imødekommende overfor kritikken og interesseret i L ehm anns u n d er­

søgelser.13

I årene før Overtro og Trolddom ud­

kom, v ar Alfred Lehm ann heller ikke ildeset af de danske spiritister. Det vakte således glæde, da h an under sit arbejde med bogen henvendte sig til det spiritistiske tidsskrift Lysets Ban­

ner. Lehm ann ville gerne foretage en k ritisk undersøgelse af de danske spi­

ritistiske m edier under kontrollerede forhold i sit eget laboratorium . Som følge a f Lehm anns henvendelse kunne Lysets Banner med begejstring m edde­

le sine læsere, a t spiritism en i D an­

m ark nu ville få en af sine første pro­

m inente proselytter - Lehm ann m åtte naturligvis blive overbevist om spiri­

tism ens sandhed, m ente bladet. Sam ­ me holdning delte de spiritister, som Lehm ann personligt satte sig i forbin­

delse med under arbejdet med bogen.14 Som sagt skulle spiritisternes for­

håbninger til Alfred Lehm ann ikke bli­

ve indfriet. Spiritism en var overtro, hævdede Lehm ann. »Overtro« bestem ­ te h a n i første omgang som »Vildfarel­

ser, Antagelser, som ingen Hjemmel have hverken i Religionen eller i Viden­

skaben«. Men h an v ar også k lar over, a t der lå en »Relativitet i Overtroens Væsen«.15 Hvad der v ar videnskab i en periode a f historien, kunne være over­

tro i en anden. Og hvad der v ar et reli­

giøst dogme i en bestem t religion, k u n ­ ne med tiden blive forkastet af samme trosretning. Overtro som begreb m åtte ses ud fra en historisk betragtning:

»Overtro kan kun bedømmes i Forhold til den aandelige Udvikling paa et g i­

vet Tidspunkt«, fastslog han. D ertil føjede han, a t overtroen m åtte v u r­

deres ud fra en k u ltu rel synsvinkel.

Hvad der for eksempel v ar religion i en prim itiv k u ltu r skulle respekteres som en sådan. Definitionen m åtte udvides:

»Overtro er enhver almen Antagelse, som enten ingen Hjemmel har i en be­

stemt Religion eller er i Strid med den Videnskabelige Naturopfattelse til en given Tid«, konkluderede h a n .16

Der v ar et grundlag for a t bedømme 166

En m an dlig ån d kommer til syne under en sp iriti­

stisk seance m ed det fran­

ske medie M arthe Beraud (1886-1943). Den franske fysiolog og nobelpristager Charles Richet deltog ved seancen og betragtede foto­

grafiet som et afgørende bevis. Andre videnskabs­

mænd som den danske psykolog A lfred Lehmann

mente, at Richet var blevet ført bag lyset, og det var mediet, der selv spillede ånd. (Foto fra A lfred Leh­

mann: Overtro og Trold­

dom).

antagelser som overtro, m ente Leh­

m ann - til trods for den relativitet, der v ar forbundet med begrebet. M åle­

stokken m åtte væ re nutidens stan d ­ p u n k t inden for religion og videnskab.

Ifølge Lehm ann viste historien, at m ennesket opnåede højere indsigt ved at afvise gamle anskuelser. Denne højere indsigt m åtte ses som udtryk for de foreløbigt m est fuldkomne fore­

stillinger. Hvis m an faldt tilbage til tidligere tiders vildfarelser, v ar det at betegne som overtro. Spiritism en var et eksempel herpå. Den var, som Leh­

m ann forklarede, »udsprungen a f den

europæiske middelalderlige Overtro, kun lempet efter den moderne naturvi­

denskabelige Opfattelse«.17 Den histo­

riske del af Overtro og Trolddom, som om fattede væ rkets bind 1-3, skulle påvise dette. Det v ar første led i Leh­

m anns studie.

At bestem m e spiritism en som over­

tro, v ar ikke det eneste sigte med Leh­

m anns arbejde. »Hovedsagen« var, som h an understregede, »den psykofysiske Undersøgelse a f de Fænomener, som den historiske Fremstilling har lært os at kende«}s Selvom Lehm ann b etrag ­ tede de spiritistiske fænom ener som

vildfarelser, frakendte h a n dem ikke en vis re a lite t - folk oplevede noget un d er de spiritistiske seancer. Da h an ikke m ente, det v ar ånder, der v ar på spil un d er seancerne, m åtte der findes en n atu rlig grund til, a t folk alligevel erfarede noget.

For Lehm ann gav stu d iet a f sp iritis­

m en en væ sentlig indsigt i psykologi­

ske forhold, hvis m an søgte forklarin­

gerne hos m ennesket selv og ikke i hy­

poteser om m ystiske k ræ fter eller ån ­ der. Denne psykologiske redegørelse om fattede Overtro og Trolddoms bind 4. Det v ar an det led i Lehm anns stu ­ die.

Alfred Lehm anns stu d ier førte ham til nye om råder inden for psykologien;

og gennem arbejdet med spiritism en kom h a n i berøring med flere a f psyko­

analysens forskningsom råder, før den overhovedet v ar kendt i D anm ark - og å rtie r før den skulle blive accepteret.19 H an kom til a t beskæftige sig med det ubevidste, med drømme og suggestio­

nens betydning. Lehm ann v ar ikke ene om a t følge dette spor, og andre vi­

denskabsm æ nd fandt også, a t sp iritis­

m en v ar en undersøgelse værd.

Psykiatere og psykologer

Udover Lehm ann tiltra k Selskabet for Psykisk Forskning flere forskere inden for dansk psykologi og psykiatri. Isæ r v ar m ange a f landets prom inente psy­

kiatere rep ræ sen teret i selskabet i pe­

rioden fra 1905 til m idten af 1920’er- ne. Psykiateren dr. med. Alexander Friedenreich indskrev sig således som medlem i 1905. Friedenreich havde, i k raft a f sin stilling som overlæge ved K om m unehospitalets 6. Afdeling, en dom inerende position inden for dansk psykiatri. Som em bedets indehaver bestred h an landets eneste universi­

tæ re læ restol i faget og havde desuden sæde i en ræ kke vigtige kom m issioner og råd .20 Også Friedenreichs afløser på

K om m unehospitalets 6. Afdeling og professor i psykiatri fra 1920, dr. med.

A ugust Wimmer, blev senere medlem af selskabet. M edlem m er blev også dr.

med. Knud Krabbe, der arbejdede som reservelæge under W immer på 6. Af­

deling i 1920’erne, og Kort Kortsen, der i 1916 blev dr. phil. på afhandlin­

gen De psykiske Spaltninger. Et Studie over sygt Sjæleliv. De næ vnte forskere spillede alle en aktiv rolle i selskabet, hvor både Lehm ann, Friedenreich, Wimmer, K ortsen og Krabbe i en å r­

ræ kke v ar bestyrelsesm edlem m er el­

ler præ sidenter. E ndnu to frem træ ­ dende forskere blev bestyrelsesm ed­

lemmer: Dr. med. F rederik Hallager, der fra 1901 v ar overlæge ved sindssy­

gean stalten i A arhus (Jyske Asyl), og dr. med. Niels C hristian Borberg fra Set. H ans Hospital. Selskabet tiltra k ikke blot danske, m en også de to sven­

ske psykologer dr. med. Paul Bjerre og dr. phil. Axel H errlin, der begge ind­

m eldte sig i 1905. Både H errlin og Bjerre var aktive i det danske selskab, hvor de holdt flere foredrag. H errlin blev valgt ind i bestyrelsen i 1907.21

G ruppen a f videnskabsm æ nd kom til a t udgøre en k ritisk fløj inden for selskabet. De fleste af forskerne for­

holdt sig ikke positivt til de sp iritisti­

ske hypoteser. Selvom de ikke ville af­

vise, a t der kunne findes ukendte k ræ fter i n atu ren , m ente de ikke, a t de spiritistiske fænom ener v ar videnska­

belige beviser for et liv efter døden.

Men sam tidig v ar spiritism en på ingen måde et irrelevant studium for dem.

Selvom psykologer som Axel H errlin ved flere lejligheder tog afstand fra spiritism en, betragtede h an det som

»en latterlig Fordom, at det skulde være en Forsker uværdigt at give sig a f med den Slags Studier«. Psykiateren Frederik H allager m ente ligeledes, a t

»den spiritistiske Bevægelse« i høj grad v ar »værdig til at blive Genstand for vi­

denskabelige Undersøgelser. Selv om det slet ikke er andet end en Vildfarel­

168

se, saa tror jeg, man maa sige, at det er en a f de interessanteste, ligesom det er en a f de mest udbredte psykiske Epide­

mier, der kendes«, forklarede H alla­

ger.22

Studiet a f spiritism en kunne give indsigt i områder, som havde relation til forskernes beskæftigelse med psy­

k ia tri og psykologi. Hvad der isæ r in ­ teresserede dem, v ar spiritistiske fæ­

nom ener som autom atskrift og clair­

voyance. Gennem m ediernes m undtli­

ge eller skriftlige beretninger kunne m an få et indblik i skjulte sider a f m enneskets personlighed, som viden­

skaben først i de senere å r var begyndt a t undersøge. For forskere som Axel H errlin gav det viden om oversete em­

n er inden for psykologien; og på bag­

grund a f sit arbejde med spiritism en skrev H errlin den første svenske af­

handling om Det ubevidste sjæleliv (1901).23

Det ubevidste

Spørgsm ålet om det »ubevidste« kom isæ r til a t spille en central rolle i psy­

kologernes undersøgelser af sp iritis­

men: »De sidste Aartiers psykologisk Forskning har godtgjort, hvor stor en vægt, der maa lægges paa det ubevid­

stes Indgriben i Bevidsthedslivet«, for­

klarede allerede Alfred Lehm ann i Overtro og Trolddom.24 I forhold til psykiatere som Alexander Frieden- reich og F rederik Hallager, som over­

vejende v ar interesseret i de patologi­

ske aspekter ved spiritism en, som de bla. betragtede som beslæ gtet med til­

stande som hysteri, havde Lehm ann en bredere tilgang til spørgsm ålet.

H an m ente, a t det ubevidste ikke p ri­

m æ rt v ar u d try k for unorm ale sjæleli­

ge tilstande. Lehm ann havde gennem sine lange historiske studier kun n et konstatere, a t overtroen v ar en sejlivet og udbredt størrelse - det var ikke kun sygelige personer, der troede på ånder.

G runden til, a t folk blev ved med a t tro på ånder og m agiske kræ fter, m åtte have en m ere generel psykologisk å r­

sag. For Lehm ann var teorier om det ubevidste en forklaring. Selvom h an var k lar over, a t studierne af det ube­

vidste befandt sig »paa et første fam ­ lende Stadium«, m ente han, a t »den nyere Tids Forskning over det ubevid­

stes Mekanik kan føre til en Forstaael- se a f de magiske Fænomener«.25

Relationen mellem det ubevidste og overtro sporede h a n inden for om råder som drømme, sansning, hallucinatio­

n er og hypnose. Isæ r drømme, som udenlandske psykologer v ar begyndt a t udforske, udgjorde en central årsag til overtro. Troen på ånder v ar forbun­

det med drømme, forklarede Leh­

m ann: »I Drømme se vi og tale vi med for længst afdøde, vi forfølges a f fanta­

stiske Uhyrer, vi besøge fjærne ukendte Egne; alt dette staar for os som fuld Virkelighed«.26 M ennesket kunne ople­

ve de fleste af de spiritistiske fænome­

n er i drømme. Sjælen kunne forlade kroppen, m an kunne se døde personer, eller skue frem eller tilbage i tiden.

G ræ nsen mellem drøm og virkelighed v ar ofte flydende; og ubevidste elem en­

te r fra drømm ene spillede jæ vnligt ind i det bevidste liv. N år disse ubevidste elem enter, som ofte repræ senterede m enneskets dybe ønsker og lyster, dukkede op i bevidstheden, v ar m an tilbøjelig til a t tillægge det betydning.

»Naar der dukker Forestillinger op, som hverken skyldes Sansning eller staa i nogen paaviselig Forbindelse med Individets hele bevidste Forestil­

lingskreds, saa føres man let til at an­

tage, at der har været Kræfter medvir­

kende, som ikke almindeligvis ere Mennesket iboende«, ræ sonnerede L ehm ann.27

U nder de trancetilstande, som ken ­ detegnede både spiritism en og hypno­

sen, kunne m ennesker opleve det, som om de skrev beskeder om ukendte em ­ ner, at de fik m ystiske sanseindtryk,

D anm arks første professor i psykologi Alfred Lehm ann (1858-1921) studerede indgående sp i­

ritism en og var m edlem a f Selskabet for Psykisk Forskning, hvor han indtog en kritisk holdning.

Lehm ann undersøgte bl.a., hvordan spiritisterne forfalskede fotografier. På billedet har han ved hjælp a f dobbelteksponering fået en »ånd« til at dukke op p å fotografiet. (Foto: Privateje, Ole Lei- mand).

og fremm ede personer talte gennem dem. Ifølge Lehm ann kunne de viden­

skabelige eksperim enter med hypnose forklare m ange a f spiritism ens fæno­

mener. U nder hypnose skete der bl.a.

en skæ rpelse a f hukom m elsen (hy- perm nesi) og sanserne (hyperæstesi).

M ennesket fik adgang til inform atio­

ner, som ikke v ar tilgængelige under de norm ale bevidsthedstilstande. E ks­

p erim enter med hypnose viste des­

uden, a t p atien tern e kunne opleve per­

sonlighedsforandringer, hvor de kunne have flere forskellige personligheder.

Frem for a t tilskrive de spiritistiske fænom ener ånder, v ar det m ere n æ r­

liggende a t forstå dem ud fra forsknin­

gen i hypnosen og forhold som »Hy-

permnesi«, »Hyperæstesi« og »Person­

lighedsforandringer«, konkluderede Lehm ann.28

Alfred Lehm anns Overtro og Trold­

dom blev det m est udførlige, kritiske væ rk om spiritism en, som blev skrevet a f selskabets skeptiske fløj. M ange af selskabets videnskabsm æ nd kunne bi­

falde Lehm anns kritik. Ligesom Leh­

m ann m ente de, a t der ikke v ar grund til a t antage en fan tastisk forklaring, hvis fænom enerne kunne begrundes ud fra almindelige psykologiske. M an skulle vælge den m est simple hypote­

se, som passede på kendsgerningerne.

S piritisterne v ar altid forfaldne til det m odsatte. Som Lehm ann forklarede, så greb spiritisterne hellere til »at an­

tage en eller anden magisk Kraft, der kan have alle mulige og umulige Virk­

ninger, frem for i hvert enkelt Tilfælde at opsøge de kendte Kræfter i Naturen og Sjælelivet, som kunne have frem ­ kaldt Fænomenet«.29

De udenlandske videnskabsm æ nds eksperim enter med spiritism en, som spiritisterne ofte anførte som afgøren­

de beviser, tillagde flere af de danske forskere ikke stor værdi. Selvom spiri­

tistern e hævdede, a t berøm theder som Alfred Wallace, William Crookes og Jo h an n Zolner - i deres egenskab af naturvidenskabsm æ nd - m åtte være em inente iagttagere, betvivlede for­

skere som Lehm ann, a t dette v ar til­

fældet. »Disse Mænd ere ganske vist fortrinlige Forskere hver paa sit særli­

ge Omraade«, forklarede Lehm ann,

»men de have aldrig aflagt Beviser paa, at de vare særlig hjemme i de Vi­

denskaber, som man først og fremmest maa kende for at være en god Iagttager a f mediumistiske Fænomener, nemlig Psykologi og ’højere Magi’, d.v.s. Ta- skenspillerkunst«.30 I sine studier af spiritism en skulle Lehm ann selv få hjælp fra denne kant. U nder arbejdet med Overtro og Trolddom indledte h an et lan g t sam arbejde med try llek u n st­

neren F au stin u s Pedersen.31 Lehm ann

og F austin u s Pedersen holdt offentlige opvisninger i, hvordan de spiritistiske fænom ener kunne frem bringes ved hjælp af tryllekunst. Ligesom Leh­

m ann blev F au stin u s særdeles upopu­

læ r blandt sp iritister og et af de m est om stridte m edlem m er a f Selskabet for Psykisk Forskning, hvor h an indtog en rolle som skeptisk undersøger af spiri­

tism en.

Ideen om et selskab

Den kritiske gruppe af forskere kom til a t præge Selskabet for Psykisk Forsk­

ning, da det blev dannet i 1905. Men in itiativ et til selskabet kom dog ikke herfra. Og selvom tryllekunstneren F au stin u s ved senere lejligheder tog æ ren for stiftelsen af selskabet og for­

klarede, a t han, Alfred Lehm ann, Alex­

ander Friedenreich og direktøren for Zoologisk Have, Ju liu s Schiøtt, var grundlæggerne, havde det ikke hold i virkeligheden.32 Tilbage i 1905 var der også usikkerhed om, hvem der egent­

lig v ar kom m et på tan k en om selska­

bet. To navne dukkede op: cand. mag.

Sigurd Triers og farm aceuten M arx Jantzens. Begge blev frem hæ vet som ophavsm ænd i de notitser, som om tal­

te selskabet før dets dannelse; men selve ideen m å dog tilskrives M arx Jan tzen . De to initiativtagere u n d er­

stregede det begge. Sigurd Trier noget modvilligt og M arx Jan tz e n med slet skjult stolthed.33

Ideen om et selskab for psykisk forsk­

ning v ar M arx Jan tz e n kom m et på i foråret 1905. H an havde forelagt ideen for Sigurd Trier og udviklet den n æ r­

mere ved flere besøg i Triers hjem i H ellerup i efteråret 1905. Sigurd Trier havde udform et en liste over personer, som h an m ente ville indtræ de i selska­

bet, og M arx Jan tz e n begyndte heref­

te r a t kontakte de mulige in teressere­

de. Ja n tz e n modtog flere positive tilb a­

gem eldinger og gik i gang med a t lede

efter et lokale, hvor det første offentli­

ge møde kunne afholdes. Da Jan tzen var i pekuniæ re vanskeligheder, faldt valget på et »taaleligt Lokale« i Læsø­

gade 4. Om aftenen den 25. november 1905 blev det konstituerende møde af­

holdt. P å mødet, der blev ledet af Fol­

ketingets formand, H erm an Trier, blev forslaget om et selskab vel modtaget, og det blev besluttet, a t en generalfor­

sam ling skulle afholdes ugen efter. Ved generalforsam lingen den 2. december blev lovene for selskabet vedtaget, og medlem m erne kunne herefter indteg­

ne sig.34

Initiativtagerne

Sigurd Trier var den kendteste af de to igangsæ ttere. H an var søn af H erm an Trier og landets m est om talte spiritist.

H an v ar medlem a f foreningen Spiriti­

stisk Broderskab, og havde siden sin omvendelse til spiritism en gentagne gange væ ret i pressens søgelys. I avi­

serne skabte h an opmærksomhed med sine m ange foredrag, møder og a rtik ­ ler om spiritism en, og med sine be­

m ærkelsesvæ rdige udtalelser om sam ­ ta le r med Napoleon, M arsk Stig og m ange andre kendte afdøde. For de h i­

storiekyndige som K ristian Erslev, der fandt disse sam taler højest utrovæ rdi­

ge, var Trier et håbløst tilfælde.35 For spiritisterne v ar h an derimod en for- gangsm and og lysbringer: »En prægtig lysende Meteor paa den nordiske spiri­

tistiske Himmel paa en Tid, da den saa graa og fattig ud«, som en sp iritist m a­

lende beskrev det.36 Trier v ar forfatter og redaktør af det spiritistiske tid s­

skrift Sandhedssøgeren og v ar ikke kun kendt a f danske, m en også af udenlandske spiritister. Da Sigurd Trier i 1905 gik ind i arbejdet med den psykiske forskning, fulgte m ange af m edlem m erne fra de forskellige spiri­

tistiske foreninger med ham ind i sel­

skabet. Sam m en med Trier kom de til

at danne en sp iritistisk m odpart til den kritisk e fløj a f videnskabsm ænd.

I forhold til Sigurd Trier havde M arx Ja n tz e n ført en m indre synlig tilvæ rel­

se i tiden før stiftelsen a f selskabet.

H an v ar farm aceut og levede et noget forhutlet liv, hvor h an havde svæ rt ved a t skaffe sig til dagen og vejen.37 H an v ar ikke som Trier kendt for a t have spiritistiske sym patier, m en h a n hørte heller ikke til blan d t de k ritiske for­

skere, som bekæm pede spiritism en. I forhold til spiritister og skeptikere ind­

tog h a n en mellemposition. H an anså den videnskabelige, kritiske holdning som en nødvendighed i den psykiske forskning, m en h an m ente, a t skepti­

kerne v ar for tilbøjelige til a t afvise alt som bedrag. Om vendt kunne h an ikke tilslu tte sig de spiritister, der lod sig

»nøje med troen paa Fænomenernes Eksistens og derved glider ud i Religio­

nerne«. Spiritism en v ar for Jan tz e n

»en underlig Blanding a f Tro og Ekspe­

riment«, som ikke kunne leve op til vi­

denskabens krav om kontrollerede for­

søg.38 Men sam tidig v ar spiritism en den eneste måde, hvorpå m an m ulig­

vis kunne få svar på spørgsm ålet om liv efter døden, m ente Jan tzen . Selvom h a n tvivlede på, a t den psykiske forsk­

ning ville n å naturvidenskabernes ek­

sakthed, m åtte den prøve a t frem brin­

ge eventuelle beviser ved hjæ lp af spi­

ritism en.

En m idtergruppe

E n stor del a f selskabets m edlem m er indtog en lignende holdning, som Marx Jan tz e n gav ud try k for. De kom til a t udgøre en m oderat fløj, som forsøgte a t mægle mellem de kritiske videnskabs­

m æ nd og de troende spiritister. Mange a f denne fløjs m edlem m er havde en frem træ dende position i offentlighe­

den. Folk med en doktorgrad, som dr.

phil. A nna Hude, sam t kendte perso­

n er som ingeniøren Severin L auritzen

og forfatteren K arl von Kohl, tilhørte denne gruppe.39 Deres holdning til den psykiske forskning repræ senterede en bestræ belse på a t m ediere mellem reli­

giøs spiritism e og em pirisk videnskab.

M edlemmer som K arl von Kohl håbe­

de på, a t m an med udgangspunkt i spi­

ritism en kunne finde en mellemvej.

Som h a n forklarede, v ar der »i vores Kundskab om Menneskets halvbevid­

ste eller rettere underbevidste Liv store Huller, som maaske engang kan udfyl­

des. Og hvem ved, om det ikke engang vil vise sig, at det er ved Studiet a f de spiritistiske, de psykiske Fænomener, at Løsningen a f Livets og Menneske­

sjælens Gaade vil findes«.40

Ligesom K arl von Kohl ønskede in ­ geniøren Severin L auritzen a t finde positive beviser i den psykiske forsk­

ning. V idenskaben led ifølge L auritzen af »Horror Novi« - a f skræ k for det nye. P å samm e måde som videnska­

ben havde h aft vanskeligt ved a t ac­

ceptere Galileis astronom iske opdagel­

ser og Harveys teorier om blodets kredsløb, havde den nu indvendinger overfor det britiske selskab for psykisk forsknings resultater, som L auritzen tillagde stor værdi. De britiske ekspe­

rim en ter havde overbevist L auritzen om, at der kunne frem bringes viden­

skabelige beviser for et liv efter døden.

Men den religiøse spiritism e kunne h an dog ikke tilslu tte sig. S piritisterne var, som h an forklarede i et brev til et a f selskabets medlemmer, »begejstrede for al Mystik og bliver et Offer der­

for«}1 H an betragtede de spiritistiske fænom ener som kendsgerninger, men uden a t give dem en religiøs betyd­

ning.

Severin L auritzen stod også ved sin tro i offentligheden og v ar m eget aktiv med foredrag, oversæ ttelser og a rtik ­ ler om psykisk forskning. Men h an blev dog ikke a f den grund b etrag tet som en fa n ta st i pressen. N år h an blev næ vnt i landets aviser, v ar om talen sjæ ldent negativ, og h ans store bog om 172

em net, Overtro contra Videnskaben, Kirken og Graven, som udkom på Gyl­

dendal i 1902, fik positive ord med på vejen.42 Også historikeren A nna Hude, som v ar gift med K ristian Erslev, ved­

kendte sig offentligt en tro på æ gt­

heden a f de spiritistiske fænomener.

Anna Hude, der blev D anm arks første kvindelige dr. phil., v ar m eget engage­

re t i den psykiske forskning og med sine fire store bøger om em net det m est skrivende medlem fra selskabets m oderate fløj. H eller ikke Anna Hude blev betegnet som godtroende, selvom h u n talte til fordel for de spiritistiske hypoteser, og hendes bøger og foredrag fik ofte en positiv modtagelse i pres­

sen.43

M edlemmerne af den m oderate fløj kom på m ange m åder til a t stå mellem religion og videnskab - både i forhold til fraktionerne inden for selskabet, m en også på et m ere generelt plan.

For mange a f m edlem m erne v ar den psykiske forskning et altern ativ i for­

hold til Folkekirkens version a f k ri­

stendom m en og den videnskabelige m aterialism e. De kunne ikke tilslu tte sig kirkens religion, m en heller ikke en naturvidenskabelig livsanskuelse, der ikke havde plads til forestillinger om Gud, sjælen eller et liv efter døden.

De stod sp littet mellem en k risten tro, som de ikke helt kunne opgive, og vi­

denskabens krav om em piriske bevi­

ser, som de fandt nødvendige. Mange a f m edlem m erne v ar søgende og prø­

vede at bruge den psykiske forskning til a t finde et nyt standpunkt. Anna Hude v ar en a f de forskere, der a n ­ vendte forskningen til dette formål, og i den selvbiografiske Vejen Jeg gik (1920) og bogen Gennem Døden (1926) forsøgte h u n a t finde frem til en ny re­

ligiøs tro.44

Andre m edlem m er fra den m oderate fløj endte ikke som A nna Hude i om­

fattende religiøse spekulationer. Flere ville fastholde den psykiske forskning som en videnskab, der skulle være

centreret om kring em piriske studier a f åndelige k ræ fter eller liv efter dø­

den. De kunne ikke godtage skeptiker­

nes m aterialistiske forklaringer, og de søgte efter beviser på, a t tilvæ relsen ikke alene kunne forklares ud fra m a­

terien. Men sam tidig havde de ligeså svæ rt ved a t acceptere de religiøse spi­

ritister, der så ånder alle vegne. N år det drejede sig om eksperim enter med medier, m åtte de tage p arti for skepti­

kerne frem for spiritisterne. Det skulle vise sig a t være en u d sat stilling.

Selskabet

Da den første generalforsam ling blev afholdt 2. december 1905, blev re t­

ningslinjerne for selskabets virksom ­ hed fastlagt og nedfæ ldet i en ræ kke love. Hovedopgaven var, som den før­

ste p a ra g raf i lovene sagde, »at under­

søge de saakaldte oversanselige Fæno­

mener paa fordomsfri eksperimentel­

kritisk Vis«. Den syvende p arag raf fast­

satte, hvorledes disse undersøgelser skulle forløbe. Selskabet skulle organi­

seres i en ræ kke sektioner, som hver skulle beskæftige sig med eksperi­

m ental forskning af »de oversanselige Spørgsmaal« og mødes m indst en gang om ugen. Med hensyn til de »oversan­

selige Spørgsmaal« havde selskabet, som lovenes p a ra g raf to fastslog, »intet videnskabeligt Standpunkt. De enkelte Medlemmers personlige Standpunkt overfor de oversanselige Spørgsmaal er Selskabet som saadant uvedkommen­

de«.45

Trods lovenes ordlyd var personlige stan d p u n k ter langt fra »uvedkommen­

de« for m edlem m erne, og det v ar en kilde til evig strid i de følgende år. Da en bestyrelse for selskabet skulle ned­

sæ ttes i 1905, spillede de personlige holdninger en afgørende rolle for sam ­ m ensæ tningen, som afspejlede et kom­

promis mellem de forskellige fløje. Be­

styrelsen kom til a t bestå af otte m ed­

lem m er og en præ sident. Zoologisk Haves direktør, Ju liu s Schiøtt, der for­

holdt sig n e u tra l i forhold til de for­

skellige fløje, blev valgt som præ si­

dent, m ens de resterende otte poster blev fordelt med to til den skeptiske fløj, to til den spiritistiske og fire til m idtergruppen. Den skeptiske fløj blev rep ræ sen teret ved Alfred Leh­

m ann og A lexander Friedenreich. Den spiritistiske a f Sigurd Trier og m edar­

bejderen ved Triers tidsskrift Sand­

hedssøgeren, boghandler E jn ar Møller.

F ra m idtergruppen blev M arx J a n ­ tzen, Severin Lauritzen, K arl von Kohl og red ak tø r for ugebladet Hjemmet, Valborg A ndersen, valgt. Redaktionen af det tidsskrift, som selskabet be­

gyndte a t udgive kort tid efter stiftel­

sen, blev tildelt den m oderate fløj i skikkelse a f Severin Lauritzen, Marx J a n tz e n og K arl von Kohl. Med dette erhverv i hæ nde skulle gruppen kom­

me til a t agere stødpude mellem skep­

tikere og spiritister.

M edlem m erne af Selskabet for Psy­

kisk Forskning var fra sta rte n en sam ­ m en sat skare. E fter generalforsam lin­

gen havde ikke m indre end 163 perso­

n er indm eldt sig. I begyndelsen af 1906 v ar a n tallet steget til 205, hvor­

efter det v ar faldet en anelse, og i 1907 havde selskabet 193 medlemmer: 121 m æ nd og 72 kvinder.46 Udover a t m ed­

lem m erne havde forskellige holdnin­

ger til den psykiske forskning, havde de også forskellig baggrund. M edlem­

m er fra arbejderklasse og lavere m id­

delklasse v ar rep ræ sen teret, ligesom folk med adelstitler, folketingsm ænd og ansete professorer. Selskabet v ar i de første år præ get a f en stor gruppe m ennesker med en læ ngerevarende uddannelse. Ud af de 193 m edlem m er fandtes tre professorer og 11 personer med en doktorgrad og ca. en fjerdedel havde en universitetsuddannelse. Med­

lem m erne kom også typisk fra det bed­

re borgerskab og havde gennem gående erhverv som direktør, fabrikant, sag­

fører, grosserer, ingeniør, redaktør og læge. Ud a f de ca. 125 personer, der udgjorde den erhvervsaktive del, h av­

de over en tredjedel et af disse er­

hverv.47

Den kritiske fløj a f højtuddannede forskere kom til a t præge billedet i de første år. De foredrag, der blev afholdt i selskabet i perioden 1906-1908, stod den skeptiske fløj helt overvejende for.

Denne overvægt a f kritiske indlæg faldt ikke i alles smag, og spiritisten Sigurd Trier v ar i sit tidsskrift S and­

hedssøgeren stæ rk t ophidset over, a t spiritistiske foredrag blev vraget til fordel for antispiritisternes, og at be­

styrelsen lod »en Niv eau fordærv er og Auraforpester som Hr. Faustinus tale i sin Kreds«.48 Ifølge Trier v ar de mode­

ra te m edlem m er af bestyrelsen kom ­ m et un d er påvirkning a f skeptikerne, der også fik alt for megen spalteplads i selskabets tidsskrift.

Tidsskriftet var, som Sigurd Trier hævdede, præ get a f skeptikerne, men desuden af m edlem m er fra den mode­

ra te fløj. De to grupper skrev om trent lige m eget i tidsskriftet. Spiritistiske a rtik ler v ar derimod svagt rep ræ sen ­ teret, og kun to korte indlæ g fra spiri­

tistern e blev optaget i bladet i perio­

den 1906-1908.49 F ra redaktionens side v ar der tale om et bevidst valg. Seve­

rin L auritzen forsøgte ved flere lejlig­

heder a t forklare de utilfredse sp iriti­

ster overvejelserne om kring bladet.

Severin L auritzen erkendte, a t selska­

bet stod delt mellem de skeptiske vi­

denskabsm ænd, spiritisterne og til­

hæ ngerne a f en m idterposition, som Lauritzen selv forfægtede og betegne­

de som »metapsykisk«. Men i forhold til skeptikere og sp iritister m åtte re ­ daktionen være »Stødpude« og lade skeptikerne komme m est til orde. »Da metapsykisk Forskning trænger mere til Professorer end omvendt, saa maa metapsykiske Forskere og Spiritister være de taalmodigste og toleranteste«, forklarede L auritzen.50

174

M ediet Einer Nielsen (1883-1965) var kendt for a t kunne frembringe et sæ rligt h vid t sto f kaldet

»teleplasma«, h voraf ånde­

skikkelser kunne dannes.

Teleplasma blev som regel beskrevet som et gazelig- nende stof, der strømmede fra mediernes mund, næse eller fingre. Flere viden­

skabsm ænd undersøgte Einer Nielsens præ statio­

ner. På billedet er det den norske professor Oscar Jæger (til venstre) og den islandske dr. theol. Haral- du r Nielsson (til højre), der kontrollerer N ielsens de­

m onstration a f teleplasm a under en seance i Køben­

havn i 1921. (Foto fra M artin Liljeblad: Å ndever­

denen er virkelighed).

Splittelse

Severin L auritzens form aninger h av­

de dog svære betingelser i et selskab, hvor skeptikerne og spiritisterne alle­

rede fra begyndelsen var kom m et i k a ­ rambolage med hinanden. Isæ r de eks­

perim enter, som m edlem m erne tog del i, blev anledning til splid og splittelse.

Allerede i ja n u a r 1906 brød konflikter­

ne ud, da tryllekunstneren F au stin u s og Sigurd Trier rejste til De britiske Øer for a t undersøge et kendt medie, C harles Eldred. I S torbritannien var Trier blevet overbevist om, a t h an hav­

de væ ret i kon tak t med både sin afdø­

de mor og Napoleon, m ens Faustinus m ente, a t m ediet Eldred kort og godt var en bedrager. F austinus, der havde indgået en aftale med Politiken om at skrive om rejsen, gav efter hjem kom ­ sten sin version i bladet. E n stæ rk t fortørnet Trier tog til genm æle i for­

skellige aviser og i tid ssk riftet Sand­

hedssøgeren. S triden mellem de to rej­

sekam m erater blev kort tid efter ført ind i selskabet, da begge i begyndelsen af ja n u a r holdt foredrag om begiven­

hederne i S torbritannien for selska­

bets m edlemmer.51

E fter foredragene kom sp iritister og skeptikere til a t stå stejlt overfor h in ­ anden. Alfred Lehm ann m eddelte kort tid efter Sigurd Triers foredrag, a t h an ikke læ ngere ville sidde i bestyrelsen med Trier, der ifølge Lehm ann b elaste­

de den psykiske forskning. Trier tra k sig efterfølgende fra bestyrelsen, m en videreførte sam m en med sine tilh æ n ­ gere kam pen mod kritikerne. En om­

fattende polemik udspillede sig i la n ­ dets aviser i de følgende m åneder, ind­

til der i m arts kom nyt fra S to rb ritan ­ nien. M ediet Eldred v ar blevet afsløret a f to britiske spiritister.52

Stridighederne mellem Sigurd Trier og skeptikerne fortsatte i den følgende tid. Trier foretog nye ekspeditioner til De britiske Øer, hvad der igen medfør­

te kontroverser. Lignende konflikter kom til a t udspille sig om kring selska­

bets undersøgelser a f andre medier.

En vis træ th e d begyndte efterhånden a t melde sig; og eksperim enterne med danske m edier blev indstillet. Med­

lem m erne begyndte a t falde fra. Øko­

nomien v ar dårlig, og i begyndelsen af 1908 gik selskabets tid ssk rift ind. Det v ar betegnende, a t tre a f hovedperso­

nerne fra hver sin fløj tog afsked med selskabet. Alfred Lehm ann og M arx Ja n tz e n m eldte sig ud i 1908. Sigurd Trier, forlod ikke blot selskabet samm e år, m en også D anm ark for a t bosætte sig i Italien. F ra 1908 og frem oplevede selskabet en nedgangsperiode, som først begyndte a t vende i tiden efter 1.

Verdenskrig.

En ny tid

Både den psykiske forskning og spiri­

tism en fik en opblom string i årene lige efter 1. Verdenskrig. Frem gangen for de to bevægelser kunne ikke blot spo­

res i D anm ark, m en i det m este a f E u ­ ropa. Verdenskrigen og »den spanske Syge« (influenza), som efterfølgende ram te Europa, havde kostet m illioner

a f m enneskeliv og syntes isæ r a t have skabt en større interesse for spiritis­

men. Stribevis af bøger om spiritism en udkom i tiden efter verdenskrigen.

Mange havde im plicit krigen som tem a. Den berøm te britiske fysiker og psykiske forsker sir Oliver Lodge var blevet overbevist spiritist. U nder k ri­

gen havde h a n m istet sin eneste søn, Raymond, som v ar faldet i Flandern.

Gennem forskellige spiritistiske m edi­

er v ar Lodge igen kom m et i forbindel­

se med sønnen, hvad h an beskrev i den populære bog Raymond, der blev oversat til dansk i 1918, og som sam ­ me å r udkom i 5. oplag. En lignende bog, Rupert Lever, af den britiske præ st W alter Wynn, der også havde m istet sin søn under krigen, blev ligeledes genstand for interesse og diskussion i D anm ark.

Men hvad der vakte endnu større sensation, var, da den kendte danske forfatter Ju liu s M agnussen blev spiri­

tist. H an udgav i 1920 en selvbiogra­

fisk rom an Guds Sm il. Bogen skildre­

de en person, der på baggrund a f k ri­

gen havde opgivet sin tidligere livsan­

skuelse og i stedet fundet svar i spiri­

tism en. En heftig debat om bogen ud ­ spillede sig i landets aviser, hvor J u li­

us M agnussen cem enterede sin nye tro på spiritism en. Bogen udkom i 10. op­

lag i 1922. Perioden fra 1920-1922 re ­ præ senterede i det hele tag et et højde­

p u n k t for den spiritistiske litteratu r.

Over 40 bøger om em net — hvoraf flere blev udgivet på ansete forlag - og 11 spiritistiske tid ssk rifter udkom i den­

ne tid .53

»Spiritismen gaar sin Sejrsgang over Jorden«, skrev tid ssk riftet »Illustreret Tidende« i 1919, »i en mægtig Bølge skyller den ud over hele den civilisere­

de Verden, omvendende Læg og Lærd, fattig og rig, religiøs og irreligiøs, Folk a f begge Køn og Samfundslag. Spiritis­

men proklameres som den nye Religi­

on«, forklarede tidsskriftet, »Og hvem ved om den ikke er det«.54

176

Ligesom spiritism en blev der lagt m æ rke til den psykiske forskning, som også blev genstand for intens interesse i tiden efter 1. Verdenskrig. Selskabet skulle opleve den m est tu rb u len te pe­

riode i dets historie i årene lige efter krigen. Landets aviser flød over med artik ler om den psykiske forskning, og selv i udlandet skabte det danske sel­

skab opmærksomhed.

Intermezzo

Men i tiden 1908-1918 v ar selskabet k n ap t så iøjnefaldende og levede en stille tilværelse. Der var ved a t komme orden i økonomien, og m an fik igen m idler til a t udgive et tidsskrift i 1914.

A m bitionsniveauet v ar m oderat. Som den nye bestyrelse bem ærkede, havde m an erfaret »den gamle Regel, at Bar­

net maa lære at krybe, før det kan gaa«.55 Selskabet satsede på a t etable­

re et bibliotek, a t afholde foredrag og holde det nye tidsskrift gående. E k s­

perim enter med spiritistiske m edier var foreløbig blevet indstillet. Med­

lem stallet gav heller ikke anledning til store forhåbninger. I 1914 talte m ed­

lem sskaren 84 personer: 49 m æ nd og 35 kvinder.56

Der herskede ingen euforisk stem ­ ning blandt m edlem m erne i 1914. I foreningens nye tidsskrift så sp iriti­

sten cand. mag. Aage Nording tilbage på selskabets første år; og h an m åtte medgive, a t resu ltatern e havde væ ret magre. E ksperim enterne med sp iriti­

stiske m edier havde væ ret en fiasko, og de videnskabelige beviser for et liv efter døden, som Nording selv næ rede forhåbninger om, v ar udeblevet. En del af skylden for de m anglende resu l­

ta te r lagde Nording på de anerkendte videnskabsm æ nd, som h an m ente h u r­

tigt var faldet fra. Da resu ltatern e ikke v ar kommet, havde forskerne ikke vil­

let afsæ tte mere tid og m eldt sig ud, hævdede h an .57

At der havde væ ret et større frafald, havde Aage N ording uden tvivl re t i - siden 1907 havde lan g t over halvdelen af m edlem m erne m eldt sig ud. Men a t det v ar videnskabsm æ ndene, der h av­

de forladt selskabet, v ar dog en sand­

hed med modifikationer. F ak tisk var hovedparten af de kendte forskere sta ­ dig medlemmer. I 1914 var selskabet i udpræ get grad præ get a f folk med en lang akadem isk uddannelse. Af sel­

skabets 84 m edlem m er kunne ni såle­

des smykke sig m ed en doktorgrad. Og disse forskere havde alle væ ret med fra begyndelsen. Frem for videnskabs­

m æ ndene v ar det i langt højere grad folk fra den lavere m iddelklasse, der v ar faldet fra.

Selskabet v ar i 1914 helt dom ineret af folk fra det bedre borgerskab, og m edlem m erne v ar typisk fabrikanter, direktører, grosserere, sagførere, læger eller ingeniører. Ud af de ca. 60 m ed­

lemmer, som udgjorde den erhvervsak- tive del, havde lidt over halvdelen et af disse erhverv. Folk fra arbejderklassen eller lavere m iddelklasse v ar der n æ ­ sten ingen af. E n enkelt u rtek ræ m ­ mer, en cigarhandler og nogle lotteri- kollektricer figurerede i m edlem sli­

sterne; m en det v ar u ndtagelser fra re ­ gelen.

Selskabet v ar stadigvæk delt m el­

lem tre fløje, m en i m odsætning til tid ­ ligere var det spiritisterne og de mode­

ra te medlemmer, der v ar dom ineren­

de. De kritiske m edlem m er som Frie- denreich, F au stin u s og H errlin gjorde ikke m eget væ sen af sig. H ovedparten a f de foredrag, der blev arran g eret i selskabet i perioden om kring 1914, blev holdt af spiritisterne. Det nye tidsskrift v ar også præ get af sp iriti­

sterne og de m oderate medlemmer. I perioden 1914-1919 v ar der ikke et eneste indlæ g fra den skeptiske fløj i bladet. Stoffet bestod af oversæ ttelser a f a rtik ler fra udenlandske psykiske forskere som H enri Bergson, Oliver Lodge og William Crookes, der for­

holdt sig positivt til spiritism en, og af a rtik ler fra Severin L auritzen og for­

skellige danske spiritister. Tidsskriftet blev sty ret a f Aage Nording og Severin Lauritzen, der udvalgte a rtik le r til bladet, og det v ar Nording, der beslu t­

tede, hvad der skulle trykkes.58

Berømmelse og bedrag

Selskabet skulle dog ikke blive en ren sp iritistisk forening, hvad der isæ r skyldtes en ny tilgang a f m edlem m er i tiden efter 1914. Flere frem træ dende videnskabsm æ nd indm eldte sig og kom til a t præge foreningen i de føl­

gende år. Dr. phil. Kort K ortsen og dr.

med. K nud Krabbe v ar to a f de nytil- komne. Andre kendte an sig ter v ar reli- gionshistorikeren Vilhelm Grønbech og professor C h ristian W inther. Disse nye m edlem m er v ar alle aktive og en­

gageret i selskabet. Grønbech, K ortsen og Krabbe blev således form ænd i peri­

oden 1917-1922 og W inther i tiden 1922-1940.59 De fik en central rolle i den storm fulde tid i årene efter ver­

denskrigen.

Selskabet for Psykisk Forskning kom for alvor i offentlighedens søgelys i slutningen a f 1921, hvor selskabet arrangerede den første internationale kongres for psykisk forskning i Køben­

havn. Stribevis a f anerkendte navne inden for dansk videnskab v ar forbun­

det med forskningen i denne tid og fi­

gurerede på indbydelsen til kongres­

sen, der sam lede psykiske forskere fra 16 forskellige nationer i dagene 26. a u ­ gust til 2. septem ber.60 Pressen bragte dagligt referater fra kongressen, og stem ningen v ar ikke til u g unst for den psykiske forskning. S piritisterne, der også v ar rep ræ sen teret på kongressen, fik som regel hårde ord eller ironiske kom m entarer med på vejen, m en det v ar de fæ rreste journalister, der afvi­

ste den psykiske forskning. Flere var endda m eget positive. B.T.’s lederskri­

bent betegnede således den psykiske forskning som en ny videnskab, der

»en Dag vil bringe overraskende Resul­

tater. Resultater, der vil kuldkaste me­

get a f det, vi i vor indbildte og overfla­

diske Viden hidtil har anset for usvige­

ligt sikkert«. Og selv journalister, som den m eget kritiske redaktør på Politi­

ken, Viggo C avling, anerkendte, a t den psykiske forskning havde leveret bevi­

ser for fænom ener som tankeover­

føring (telepati).61

Mens Viggo Cavling og flere viden­

skabsm æ nd forholdt sig positivt til te ­ lepati, v ar tonen m ere k ritisk overfor de spiritistiske medier. Og Cavling og m ange forskere i Selskabet for Psykisk Forskning stillede sig isæ r afvisende overfor det danske medie E iner N iel­

sen, der fik en hovedrolle på kongres­

sen.

E iner Nielsen var D anm arks m est om talte medie. H an begyndte sin k a r­

riere i 1912 i Roskilde M etapsykiske Forening og havde allerede dengang væ ret i fokus i pressen.62 S piritisterne stod noget splittede med hensyn til Ei­

n er Nielsen. For m ange v ar h an et vid­

under, mens andre betragtede ham som en bedrager.63 Også blandt de psy­

kiske forskere v ar m eningerne delte. I 1915 havde nogle af selskabets m ed­

lem m er foretaget en undersøgelse af E iner N ielsens seancer, som var endt med, a t selskabets bestyrelse havde fundet »det rigtigst at indberette Sagen til Politiet«. E iner N ielsen blev a n ­ holdt, m en undgik dog a t blive tilta lt for bedrageri.64

Men E iner Nielsen havde også flere tilhæ ngere inden for selskabet og frem træ dende stø tter blandt viden­

skabsm ænd. Forskere som dr. phil.

Villads C hristensen hørte til blandt de troende, ligesom professor Vilhelm Heiberg, der i 1920 sagde god for E iner Nielsen i pressen.65 H eiberg v ar blevet overbevist efter a t have deltaget hos en kreds af selskabets spiritistiske medlemmer, der jæ vnligt holdt sean- 178

Under en seance er det lyk­

kes Einer Nielsen at frem ­ bringe en lille hvidklæ dt ånd. Efter skandalen i Norge i 1922 indstillede Einer Nielsen for en kort periode sit arbejde som me­

die. Senere i 1920’erne, da skriverierne i pressen var blevet indstillet, genoptog han sin virksom hed og var et meget populæ rt m edie i flere spiritistiske forenin­

ger. Trods afsløringen i Norge m istede han heller ikke videnskabens be­

vågenhed, og han blev se­

nere undersøgt a f både franske, tyske og islandske forskere. I de to erindrings- bøger - Vejen mellem h im ­ mel og Jord fra 1933 og Mennesker og A nder fra 1957 - beskrev han sine oplevelser m ed spiritister og videnskabsmænd. (Foto fra M artin Liljeblad: Å n ­ deverdenen er virkelighed).

cer med Nielsen. U nder kongressen i 1921 blev flere a f de udenlandske for­

skere indbudt til disse seancer, der fore­

gik hos grosserer H. E. Bonne i Helle­

rup.

M ange af forskerne m ente efter se­

ancerne, a t E iner N ielsen havde frem ­ b rag t fænomener, som ikke kunne til­

skrives bedrag. Den norske professor Oscar Jæger, der om talte seancerne i avisen Aftenposten, v ar overbevist om, at Nielsen v ar et ægte medie.66 En an ­

den a f deltagerne, tyskeren Fritz Gru- newald, v ar også im poneret og stæ rk t in teresseret i yderligere eksperim en­

te r med N ielsen.67

P å baggrund af seancerne med E i­

ner Nielsen blev G runew ald i D an­

m ark, efter kongressen v ar slut. H an fik arran g eret nogle nye undersøgel­

ser, og de to danske forskere C hristian W inther og Knud Krabbe blev udpeget til a t b istå Grunewald. De nye seancer, som var det danske selskabs hidtil

m est om fattende undersøgelser, fore­

gik i e fteråret og vinteren 1921 og va­

rede tre m åneder. Den 20. december 1921 blev der i landets aviser offentlig­

gjort en erklæ ring fra de tre forskere, der fastslog, a t E iner Nielsen v ar »et ægte Trancemedie, og at der i Forbin­

delse med hans Legeme kan optræde hvide Stofmasser paa en Maade, som foreløbig ikke nærmere kan forklares, men i hvert Fald ikke beror paa Ta- skenspillerkunster«.68

E rklæ ringen skabte røre blan d t jo u r­

n alistern e og selskabets k ritiske m ed­

lemmer. Og begivenheden vakte også opm ærksom hed i Norge, hvor E iner N ielsen blev indbudt til nye u n d er­

søgelser a f Oscar Jæger. E fter a t N iel­

sen havde givet sit tilsagn, blev der n ed sat en komité fra u n iv ersitetet i K ristiania, der skulle stå for eksperi­

m enterne. U niversitetskom iteen op­

gav h u rtig t undersøgelserne, efter a t E iner Nielsen havde k ritise re t den om­

fattende kontrol, h a n blev u d sat for.

Det norske selskab for psykisk forsk­

ning anført a f Oscar Jæ g e r overtog h e r­

efter de videre eksperim enter. Det nor­

ske selskab, der havde væ ret meget po­

sitive overfor E iner Nielsen, indstille­

de dog allerede efter den sjette seance undersøgelserne a f Nielsen, som de nu anklagede for bedrageri. Den 11. m arts 1922 offentliggjorde det norske selskab en om fattende rapport, som beskrev af­

sløringen. R apporten vakte opsigt i både den norske og danske presse, som havde store a rtik ler om sagen.69

Efterspil

Den positive holdning til den psykiske forskning, som havde v æ ret tilstede i den danske presse under kongressen, kunne i m arts 1922 ligge på et lille sted. De anerkendte videnskabsm æ nd i selskabet v ar også ved a t bakke ud, og flere tog i aviserne stæ rk e forbehold over for de tidligere danske eksperi­

m enter med E iner N ielsen.70 Den 27.

m arts blev der indkaldt til et møde i selskabet, hvor W inther, Krabbe og G runew ald blev stillet til an sv ar for deres tillidserklæ ring til Nielsen.

Pressen bragte indgående referater og vurderinger a f m ødet den følgende dag, hvor selskabets m edlem m er v ar i åben strid med hinanden: »Intet har gjort den psykiske Forskning her i Landet større Skade end Einer Nielsen og den Klike, der har opdyrket ham«, m ente psykiateren N. C. Borberg. M an skulle aldrig have undersøgt E iner Nielsen, som havde kom prom itteret det danske selskab fuldstæ ndigt, u n ­ derstregede Borberg. De tre im plicere­

de forskere havde hver deres udlæ g­

ning a f eksperim enterne med Nielsen.

Knud Krabbe havde tag et den norske k ritik til efterretning og indset, a t u n ­ der eksperim enterne i D anm ark, h av­

de »kontrollen ikke været tilstrække­

lig«. C hristian W inther m ente der­

imod, a t de danske eksperim enter s ta ­ dig stod ved m agt, selvom h a n erkend­

te, a t Nielsen var blevet afsløret i Nor­

ge. Fritz G runew ald troede derimod stadig fuldt ud på Nielsen. Til pres­

sens forbavselse m ente h an ikke, a t forsøgene i Norge havde afsløret E iner N ielsen.71

I 1920’erne herskede der splid mel­

lem selskabets medlemmer. De k riti­

ske rø ster i pressen v ar også blevet fle­

re. I et tilbageblik på selskabets virk­

somhed, erkendte C hristian W inther, a t den sidste del a f 1920’erne havde væ ret en nedgangsperiode: »Den inte­

resse, som Efterkrigstiden havde vakt og Kongressen forøget, blev vendt til sin Modsætning. Virkningen mærkes den Dag i Dag«, skrev W inther i 1930.

»Aarene fra 1921-30 har været en haard Kamp mod Uvidenhed, Ufor­

stand og Latterliggørelse«.72

De uheldige eksperim enter med E i­

ner Nielsen havde dog ikke afskræk- k et C hristian W inther, der kort tid ef­

te r undersøgte et nyt medie, Anna 180