Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Principper for økonomiske genopretning og
finanspolitisk rekonstruktion fra progressive økonomer
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
En artikel fra KRITISK DEBAT
Principper for økonomiske genopretning og finanspolitisk rekonstruktion fra progressive økonomer
Skrevet af: dollarsandsense.org | Offentliggjort: 02. maj 2009
Forbemærkning
Den globale økonomiske krise bliver hurtigt uddybet mens den nye regering under præsident Obama arbejder intensivt på at udvikle økonomiske planer, der kan forebygge en økonomisk katastrofe. I en atmosfære præget af håb og enorm usikkerhed mødtes en gruppe af progressive økonomer den 21.
november 2008 på New School for Social Research i New York til en diskussion sponseret af Political Economy Research Institute og New School's Schwartz Center for Economic Policy Analysis og med økonomisk støtte fra Ford Foundation. Mødets mål var at udvikle makroøkonomiske og finansielle politiker for en økonomisk genopretning, der kan adressere den kortsigtede krise og hjælpe økonomien med at betræde en bæredygtig vej til fremtidig og bedre fordelt velstand. Det principprogram, der udsprang af diskussionen, er gengivet herunder.
Principperne
I December måned 2008 står bade USA og resten af verden ansigt til ansigt med en økonomisk katastrofe, der ikke har set sin lige siden den store depression I 30'erne. Hurtig og samordnet handling fra præsident Obamas regering og andre regeringer rundt om i verden samt de internationale, finansielle institutioner kan dog holde krisen stangen, hvis handlingerne rettes direkte imod at tage vare på den folkelige og nationale situation snarere end at rette sig imod at beskytte fallerede institutioner og fortidens fejltagelser, der var med til at skabe krisen.
Indtil december 2008 har forhenværende præsident Bush og kongressen brugt over 1 billion dollar på at beskytte banksektoren og kreditmarkedet i det håb, at disse midler ville sive videre ud i samfundet og gavne resten af økonomien. Dette har været et forsøg på at genstarte økonomien og genskabe det økonomiske momentum fra før krisen ramte. Men politikken har slået fejl, fordi de større finansielle institutioner har lagt beslag på store dele af pengene og brugt dem til at fortsætte deres langstrakte politik med at overtage andre banker og udbetale enorme lønninger og
bonusbeløb.
Obamas regering har udsendt signaler om, at man ønsker at handle hurtigt og at gøre, hvad det måtte være nødvendigt for at genskabe en sund økonomi. Vi støtter mange af de foreslåede politiske initiativer. Men skal Obamas politiske indgreb blive en succes, så er det nødt til at skifte
grundlæggende retning og afvise finanspolitiske redningsaktioner. I stedet bør familieøkonomien og overgangen til en grøn økonomi udgøre kernen i initiativerne. Den økonomipolitiske sammenhæng bør sigte mod at gøre op med tendensen til fald i indkomsterne, uddybning af uligheden og den vokssende usikkerhed og bevæge økonomien bort væksten i det gældsfinansierede forbrug, der har præget den seneste snes år. Kun hvis det sker, kan man forvente en vækst i den bæredygtige velstand og en spredning af rigdommen.
Vi afviser opfordringerne til præsident Obama om at udsætte sine planer om at omlægge helbredsforsikringen, reducere den amerikanske afhængighed af fossile brændsler, og hæve minimumslønnen samtidig med at han forbedrer mulighederne for arbejderne til at organisere sig i fagforeninger. Til trods for at vi som økonomer forstår, at der ganske ofte må gives køb på de ideelle fordringer, når der skal indgås aftaler, så tror vi, at det, at man indbygger disse langsigtede mål
også i initiativerne for på kort sigt at genrejse økonomien, ikke blot vil gøre det mere sandsynligt, at de langsigtede mål nås, men også i vidt omfang vil forbedre mulighederne for at nå de kortsigtede mål. En plan for kriseløsning eller økonomisk genrejsning, der ignorerer størsteparten af
befolkningen er hverken sund økonomi eller fornuftig politik.
Mange eksempler kan underbygge denne påstand. Det at hæve minimumslønnen vil gøre det muligt for flere husholdninger at købe varer uden at forøge deres gæld. Investeringer i grøn teknologi har større beskæftigelseseffekt end andre typer af makroøkonomiske tiltag så som skattenedsættelser.
Og det dramatisk at reducere udgifterne til sundhedsområdet vil bidrage til at reducere for eksempel bilindustriens udgifter og derved gøre bilindustrien mere konkurrencedygtig, således at den både kan overleve den aktuelle krise og sikre sig en bedre konkurrencesituation på langt sigt.
Ikke alene vil det, at udsætte den økonomiske forandring, gøre kriseindsatsen mindre effektiv. Den vil også underminere muligheden for den nødvendige omlægning i det hele taget. I sidste ende vil regeringen være nødt til at tilpasse mængden af de midler, som den bruger på de nødvendige programmer til størrelsen af økonomien. Hvis de første midler ikke bliver brugt på at etablere en grøn økonomi, på at skabe menneskeværdige jobs, på at skabe et sikkerhedsnet for både børn og familier og på at investere i den nødvendige infrastruktur, så vil budgetproblemer kunne risikere at forhindre, at pengene i det hele taget bliver brugt. Af denne årsag er det nødvendigt, at
nøgleinvesteringerne og de institutionelle forandringer bliver en del af genopretningen lige fra begyndelsen.
Den økonomiske politik må sigte på:
at afslutte den nedadgående, økonomiske spiral og skabe økonomisk genopretning gennem
●
massive, målrettede investeringer, der retter sig mod jobskabelse.
at sikre at jobs skabt gennem den økonomiske genopretningspakke er kvalitetsjobs, der giver en
●
acceptable og tilstrækkelig løn, således at arbejderne kan underholde deres familier, og disse jobs må inkludere ekstra timer med løn der gør det muligt for lønmodtagerne at tage vare på sig selv og deres familier
sikre en styrkelse af de automatiske stabilisatorer i økonomien så som
●
arbejdsløshedsunderstøttelse og bistand til jobskifter
at sørge for, at familierne kan blive I deres hjem ved at indføre en ordning, der gør det muligt at
●
udsætte tvangsauktioner for derefter at tilbyde familierne derefter at leje deres bolig hellere end at gå på tvangsauktion med dem samt at skabe nye kreditinstitutioner i stil med Home Ownership Loan Corporation1 med henblik på en omlæggelse af kreditforeningsgælden.
at stille finansiering til rådighed for enkeltstatslige og lokale styrer, således at de kan bevare
●
beskæftigelsen og fortsætte med at tilbyde de helt basale ydelser i relation til familierne så som uddannelse, politiarbejde og brandvæsen samt til at kunne bevare den lokale infrastruktur.
at skabe nye jobs gennem investering i en grøn økonomi.
●
at skabe en landsdækkende sundhedsforsikring, der kan hjælpe familierne med at skabe et godt liv
●
og virksomhederne med at skabe øget konkurrenceevne.
at sikre en acceptabel og helt grundlæggende sund levestandard for alle børn.
●
at bruge regeringsmagten og situationen til at skabe et stabilt og effektivt finansielt system, der er
●
rettet imod menneskers behov, mod samfundet og mod virksomhederne i stedet for et system, der sikrer mulighederne for spekulation, bedrag og misbrug og som gør de få rige, mens det
ødelægger økonomien
at genskabe muligheden for at få lønindkomst, økonomisk handlekraft og sikkerhed for det store
●
flertal af befolkningen - de lavest placerede 80 % - der er blevet behandlet så urimeligt i den seneste snes års uretfærdige og ineffektive økonomiske politik, samt at støtte gennemførelsen af Employee Free Choice Act2.
at genopbygge nationens infrastruktur gennem omfattende offentlige beskæftigelsesprojekter
●
sigte imod at formidle økonomisk samarbejde, koordineret global ekspansion og hjælp til de fattige
●
lande, der vil komme til at lide mest ved krisen og hvis fremgang kan medvirke til at genskabe en sund, langtidsholdbar vækst i den globale økonomi
Hvordan styrer man finanssektoren - omlægning af hjælpearbejdet og nyorientering af kontrollen med finansmarkederne
Regeringen må udnytte muligheden og sine reguleringsmidler som den i øjeblikket betaler dyrt for at etablere til at omstrukturere finanssektoren således at den tjener samfundets behov og den virkelige økonomi. Reprivatisering af kreditinstitutioner som Fannie Mae og Freddie Mac3) bør ikke være det første valg. At fastholde den offentlige ejerandel og at udøve øget offentlig kontrol kan meget vel være det bedste alternativ, hvis man ønsker at sikre, at alle finansieringsvirksomheder arbejder i samfundets interesse,
Global koordination og en reform af de internationale finansinstitutioner
Den orden, hvorefter USA fungerer som køber i sidste instans og hvor resten af verden fungerer som først og fremmest som den instans, der ophober eller opsparer dollars kan ikke længere fungere som grundlag for dynamikken i verdensøkonomien. Under den økonomiske krise vil implementeringen af en kriseplan i USA medføre, at underskuddet på de offentlige budgetter forbliver stort eller endda vokser - selvom et sådant program kun kan blive en succes, hvis der sker en global koordination af de skattemæssige incitamenter. Men på langt sigt er det hverken holdbart eller ønskeligt for resten af verden, at USA spiller denne rolle.
Dette betyder at:
lande med overskudsøkonomier som Kina, Japan og Tyskland må spille en større rolle som
●
leverandør af den globale efterspørgsel
den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og i det hele taget den globale indsats
●
overfor udviklingslandene må ændres helt grundlæggende. Vi må bevæge os væk fra de stramme krav, eksportorienteringen og kravene om kapitalens frie bevægelighed, der rummes i den
nyliberalistiske filosofi og frem imod en strategi, der giver udviklingslandene mere frihed rent politisk og flere ressourcer til at imødekomme den indenlandske efterspørgsel og
produktionskapacitet
Obamas regering og andre partnere må indlede en dialog med henblik på at gennemføre en
●
omfattende reform af de globale institutioner og politiker med henblik på at tilpasse sig forandringerne i verden
Gennemførelse af høringer vedrørende årsagen til den aktuelle krise og reformbestræbelserne
At gennemføre disse komplekse og store ændringer i reguleringen og strukturen af økonomien kræver en seriøs og struktureret, offentlig debat. Til at varetage ansvaret for den bør kongressen starte en serie af dybtgående høringer og nedsætte en speciel komite, der kan organisere
undersøgelsen for eksempel med samme model som de Stock Exchange Practices Hearings, der blev gennemført mellem 1932 og 1934 af Senatets Bankudvalg. Almindeligt kendt som Pecora-høringerne efter den specialrådgiver ved navn Ferdinand Pecora, der bistod senatsudvalget. Denne proces så nærmere på den del af finansmarkedet, der bidrog substantielt til at udløse den store depression og dokumenterede processerne - ligesom den fungerede som forum for den offentlige oplysning, uden hvilken man ikke havde været i stand til at etablere grundlaget for en øget kontrol og regulering af finanssektoren, således som det skete under New Deal.
Disse høringer skal adressere nogle af de langsigtede problemer i relation til reguleringen og styringen inklusive følgende emner:
Skal bankerne reguleres på linje med andre offentlige institutioner for at sikre, at der er det
●
nødvendige fokus på udførelsen af de nøglefunktioner, som offentligheden forventer leveret fra bankernes side?
Skal de finansielle konglomerater opsplittes i funktionelle underorganisationer, som det er lettere
●
at overvåge og regulere?
Skal staten fortsat spille en afgørende rolle i de institutioner, som er blevet reddet med offentlige
●
midler?
Skal nogle af disse institutioner fuldt ud nationaliseres?
●
Denne liste rummer kun de allerførste spørgsmål, som vi er nødt til at få besvaret for at komme til bunds i vort finansielle systems ødelæggende mangler og som vi skal have besvaret for at kunne levere grundlaget for et system, der vil være langt mere effektivt, stabilt og retfærdigt.
Adressen er underskrevet af:
Eileen Appelbaum, Rutgers University
Michael Ash, University of Massachusetts, Amherst Dean Baker, Center for Economic Policy Research Radhika Balakrishnan, Marymount Manhattan College Elissa Braunstein, Colorado State University
Nilufer Cagatay, University of Utah Al Campbell, University of Utah
James Crotty, University of Massachusetts, Amherst William Darity, Duke University
Edwin Dickens, St. Peter's College Diane Elson, University of Essex
Gerald Epstein, University of Massachusetts, Amherst Thomas Ferguson, University of Massachusetts, Boston Maria Floro, American University
Teresa Ghilarducci, The New School Schwartz Center for Economic Policy Analysis Jo Marie Greisgraber, New Rules for Global Finance Coalition
Stephany Griffith-Jones, Columbia University Caren Grown, American University
Robert Guttmann, Hofstra University
Arjun Jayadev, University of Massachusetts, Boston Anush Kapadia, Columbia University
David Kotz, University of Massachusetts, Amherst Michael Meeropol, Western New England College William Milberg, New School for Social Research Fred Moseley, Mount Holyoke College
Thomas Palley, Economics for Democratic and Open Societies Robert Pollin, University of Massachusetts, Amherst
Jose Antonio Ocampo, Columbia University
Malcolm Sawyer, Leeds University Business School Stephanie Seguino, University of Vermont
Martin Wolfson, University of Notre Dame L. Randall Wray, University of Missouri
Jerome Levy Economics Institute of Bard College
Noter
1En institution der blev etableret i forbindelse med New Deal under 30'ernes krise med henblik på at give bæredygtige lån til mindrebemidlede, men solide huskøbere og husejere, som blev ramt af krisen.
2Kreditinstitutioner rettet navnlig imod boligområdet der blev overtaget af staten for at forhindre nedsmeltning
3Et lovkompleks der skal sikre enhver lønarbejders ret til frit at tilslutte sig en faglig organisation uden at blive udsat for trusler eller pression.