• Ingen resultater fundet

Digitaliseret af | Digitised by

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Digitaliseret af | Digitised by"

Copied!
57
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Fibiger, Elfride.; fortalt af Elfride Fibiger.

Titel | Title: En Magdalenehistorie, en virkelig Begivenhed

Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Oplag.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Th. Mathiesens Boghandel, 1877 Fysiske størrelse | Physical extent: 46 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

(2)

%

0

) E. Fibiger.

En

Magdalenehistorie 2 Opl.

1877.

(3)
(4)
(5)
(6)

^ - , ■» *>_ :

En Magdalenehistorie

en virkelig B egivenhed

fortalt

E L F R I D E F I B I G E R ,

Andet Oplag.

Nettoindtægten tilfalder „Magdalenestiftelsen“

K jø b en h a v n .

Tli. M ichaelsens B oghandel.

(7)
(8)

Ei) Magdaleneliistorie,

en v ir k e lig B e g iv e n h e d .

Æif I sT

? S i

(9)
(10)

: ______

K jøbenhavn, M arts 1877,

Kjære F ru e ! Det glæder mig, at De er veltilfreds med de Indkjøb, jeg har besørget for Dem. Det er mig altid en Glæde at kunne vise Dem en Tjeneste, thi De er saa let at gjøre tilpas, og jeg beder Dem henvende Dem til mig, naar De igjen har Noget, som De ønsker udrettet herinde i Byen. Dog, Deres sidste Brev indeholder et Par Spørgs- maal, som jeg føler stor Lyst og Trang til at besvare strax og udtale mig om. De skriver, at der i mit sidste Brev staar, „jeg har naturligvis, saaledes som De ønskede, tilstillet den indre Mission Deres Gave til den paatænkte

„Magdalenestiftelse“ . De spørger, kjære Frue, om denne Sætning, som synes Dem at være af- maalt og koldt formet, tvertimod min vanlige

(11)

Maade at skrive og udtrykke mig paa, om den er begrundet i, at jeg ingen Tro bar paa eller intet Haab om Nytten af en saadan Stiftelse?

Om jeg ingen Glæde føler ved Tanken om dette Sjæleanliggende, eller om det i sin Helhed er mig imod, og om jeg af den Grund gaar udenom det, ligesom man uvilkaarlig gaar uden om en sort, dyndet Yandpøl, idet man løf­

ter sin Kjole op? Nej, Frue! Intet af Alt dette! Tværtimod, jeg tror, det er en svær Op­

gave for Alle dem, der tage denne Sag i deres Haand, og mit Hjerte banker i pinlig Bekym­

ring for dem; thi min Mening om dette Fore­

havende staar i Forbindelse med en oplevet Be­

givenhed, om hvilken jeg skal fortælle Dem, som enGjerning af usigelig Betydning, og som det maa- ske ikke er givet Alle og Enhver at kunne opfatte Dybden og Inderligheden af. Jeg deler altsaa i fuldeste Maal Deres Interesse og Yarme for denne Sag, Frue, og jeg gaar aldrig nogen Aftenstund forbi en af disse, næsten alle ung­

dommelige, Skikkelser, der gaa frem og tilbage langs Gadens Fortov, friserede, pyntede saale- des som Nutidens ærbare Kvinder, uden at det

(12)

Ønske kommer frem kos mig: „Blot jeg turde gaa hen og tale til hende! Blot jeg turde tage hendes Haand, og stille og kjærlig bede hende engang prøve paa, at følge hjem med mig.“

Det er ikke Frygt for en skraldende Latter, et næsvist Svar, et spodsk Blik, eller uforskam­

mede Talemaader, der lukker min Mund og standser min Fod. Gud være mit Yidne, at aldrig har mit Øje — og jeg har ofte set ind i disse undertiden smukke Ansigter — mødt som Svar paa mit Blik Andet end et halv sløvt, forundret, overrasket Udtryk. Men hvad der holder mig tilbage, det er de Spørgsmaal, som jeg gjør mig selv, og som hver eneste Gang stille sig op Side om Side med min dybe Medlidenhed og Sorg. „Sæt,“ tænker jeg, ,,sæt, athun nu tager Dig paa Ordet, følger med Dig hjem, bort fra denne regnvaade, kolde Gade, hvor den bidende Blæst kommer farende ned og hvirvler om Hjørnet, og hun kommer ind i Din lyse, varme Stue, hvad da? Sæt, at hun uopfordret, frivilligt, tager sin Hat, sin Kaabe eller sit Overstykke af og begynder at græde. Du ser, hvorledes hendes stakkels forpinte Hjerte kommer tillive

(13)

og begynder at banke hurtigt og haabløst! Hvad saa? Beholder Du hende, eller gaar hun den næste Morgen ? Men Du kan og bør ikke beholde hende, selv om hun vilde blive, thi Du kan ikke vaage og værne om hende. Derfor maa Du helst lade hende gaa. Muligt, at hun da kommer engang til Dig af sig selv, maaske allerede næste Aften og dette er allerede et stort Skridt fremad.

Thi gaar hun strax efter engang at have været hos Dig, naar kommer hun saa igjen ? Vistnok al­

drig !“ — E r dette ikke gyseligt at tænke paa?

Ak, Frue! derfor har jeg opgivet det og er gaaet dybt nedslaaet og bedrøvet hjem. Dog, ifald der kom istand et Hjem til Disse, et Ly, om hvilket man kunde tale til dem og sige: „kom, min Søster! jeg vil følge Dig derhen, og jeg vil komme og besøge Dig der!(‘ Ja saa turde man dog maaske vove paa Sligt. Jeg var ikke bange for at prøve derpaa, thi ethvert Hjerte, det være nok saa overgroet af alskens Ukrudt, er modta­

geligt forKjærlighed, og den kan lukke op for det mest forhærdede Sind og skaffe sig Indpas der, om saa Døren er tillukket med Syndens syvfoldige Laas.

(14)

Og nu skal jeg, kjære F ru e ! fortælle Dem den Begivenhed, som er hændet mig og som siden dengang den indtraf, ofte er runden mig ihu og har beskæftiget mine Tanker.

Det var i de Dage, da jeg havde mit lyse, lykkelige Hjem, en solklar Midsommer­

dag henad Eftermiddagen, at det ringede svagt ude paa Entrédøren. Jeg var ene hjemme, thi min Mand var kjørt paa Landet for at se til en Syg, og Børnene vare ude med Barnepigen, saa jeg lukkede selv op. Der stod en ganske ung, blond Pige, hvid og skjær at se til, uden for Døren. Urolig og halv forskræk­

ket saa hun mig med et Par store, lyseblaa Øjne ind i Ansigtet og sagde dæmpet, men med en forunderlig Usikkerhed og Hast: „Frue! jeg har hørt, at Deres Kokkepige er bleven syg og idag bleven sendt hjem. Vil De ikke nok være saa god at tage mig i hendes Sted, blot saalænge indtil hun atter bliver rask? — Maa jeg ikke blive i Deres Hus? Jeg kan arbejde, jeg har tjent før. Jeg har været Kammerpige paa R. Tag mig det ikke ilde op, Frue!u bad hun og foldede sine Hænder og hævede dem

(15)

10

imod mig med en fuldstændig naturlig, men gratiøs Bevægelse. „Alle sige,“ vedblev hun,

„at De er god og venlig og rettænkende, saa at enhver Pige kan være hos Dem og have det godt, naar hun blot selv vil; og jeg kan og vil arbejde. Jeg kan lave Mad,“ skyndte hun sig at tilføje, medens ufrivilligt et lille let­

tende Suk undslap hendes efter den lange Tale endnu halvt aabne Læber.

„Hvorledes kommer De hertil Byen?“

spurgte jeg og saa’ overrasket paa hende, frap­

peret over hendes Væsen og Maade at tale og være paa, men i Grunden mest tilbøjelig til at bortvise hende og atter lukke Døren, thi hun saa’ højst aparte ud i sin Paaklædning, der gjorde Indtrykket af den fuldstændigste Tankesløvhed. Dog havde hun øjensynlig lige rettet paa sin Hat og pyntet paa det røde Baand, hun havde bundet om Halsen, men al­

ligevel var der noget saa vildt i hele den Maade, paa hvilken hun bar sin Klædedragt, der hverken var smudsig, forreven eller strengt taget kunde kaldes sjusket, som aldeles forvir­

rede mig.

(16)

„Jeg kommer fra Viborg," svarede hun og slog Øjnene ned.

Uvilkaarlig tænkte jeg paa Tugthuset der.

Billedet af et nyfødt Barn, Erindringer om disse sørgelige Beretninger, man læser saa ofte, giede som et Lyn forbi mit indre Øje, og uvil- kaarligt traadte jeg et Skridt tilbage, idet jeg aabnede Døren højere og med en Bevægelse af min Haand bød Staklen indenfor.

Men hun vedblev, idet hun traadte over Tærsklen; „Jeg rejste derop, fordi jeg troede at kunne faa en Kondition, thi der var bleven mig en Plads tilbudt der, men da jeg kom, var den besat. Jeg kan vise Fruen, det er Sandhed jeg siger," tilføjede hun og greb ned i sin Lomme,

„jeg har Brevet bos mig."

„Har De ingen Skudsmaalsbog ? Naar De har tjent hos Herskaber, saa plejer et bekjendt Navn at være en god Anbefaling,"

bemærkede jeg.

„Nej, jeg liar Ingen med mig, men," til­

føjede hun ivrigt, „jeg kunde maaske kjøbe mig en ny Bog, naar jeg først havde faaet en Kondition."

(17)

12

„Siig mig," spurgte jeg, „hvoraf veed De, at min Pige er syg og er kommen hjem ?“

„Jeg hørte det her henne paa Gaden og inde kos Værtshusholder L .,“ svarede hun rask og øjensynligen lettet. „Fruen gik forhi for lidt siden, og saa talte de om Fruen, og hvil­

ken god Plads her var, og hvilket godt Hus at komme i for en Pige og saa gik jeg herhen.

Aa, Frue!" vedblev hun inderligt og bønligt, „lad mig ikke gaa igjen, tag Dem af mig! forsøg det med m ig! Jeg skal være lydig, underdanig og tro, jeg skal gjøre Alt, hvad Fruen ønsker og befaler."

Jeg havde opfordret hende til at følge med ind i Spisestuen, og der stod hun med Taarer i Øjnene, og med sit unge kjønne Ansigt og et halvt forpint og angstfuldt Udtryk i Blikket som svævede ud i det Frie over de solbeskinnede Marker og hen til de langt bortliggende Skove, medens hun ubevidst foldede og atter aabnede sine Hænder med urolig Hast, og medens Lyset faldt skarpt paa hende, og jeg selv stod i Skygge med Byggen imod Vinduet.

„Hvor gammel er De ?“ spurgte jeg nølende.

(18)

„To og Tyve Aar.“

„Hvad hedder De, og hvor har De hjem­

me ?“ spurgte jeg atter.

„Jeg hedder Birgitte Larsen og hører hjemme i S. nede ved Grændsen,“ svarede hun og foer sig med Haanden over Panden.

„Giv mig Arbejde, “ bad hun atter bønligt, „nægt mig ikke min Bøn! forsøg det blot med mig i nogle Dage !“

En underlig Smerte greb mig, en usigelig Angst kom over mig, og halv fortvivlet svarede jeg: „Følg da med mig, men jeg kan og tør Intet love Dem, førend min Mand kommer hjem, og jeg hører hans Raad.“ Og saa viste jeg hende ned i Strygestuen, hvor der stod en stor Kurv Kulletøj, viste hende, hvor hun skulde hente Brændsel for at kunne gjøre Ild, og da begynde at stryge. En, To, Tre kom Hatten og Trøjen af og saa den blegrøde uldne Nederdel og det hvide Bluseliv, men til min Forbauselse havde hun under denne Dragt en lysegul, ulden Kjole, besat med sort Fløjel.

„Jeg har ikke mere Tøj med mig,“ sagde hun undskyldende og rød i Hovedet.

(19)

„Vil De ikke først have Noget at spise, er De ikke sulten?" spurgte jeg og saa med et vist Velbehag, hvor behændigt og flinkt, hun forstod at bruge sine smaa hvide Hænder.

„Nej Tak, Frue," svarede hun mildt, „jeger ikke sulten."

Langsomt forlod jeg Kjælderetagen og steg

højt op fra den store Stue, hvor hun opholdt sig. Tankefuld blev jeg en Tid lang staaende inde i Spisestuen, utilfreds med mig selv, der havde ladet hende blive ensom dernede, fremmed og ulykkelig, som hun udentvivl var, og dog havde jeg ikke heller Lyst til at gaa ned til hende igjen. Jeg gik derfor ind i der og havde faaet mit Arbejde i Haanden, førend mig, at Anders Hansens Kone var nede i Kjøkkenet og bad om at tale med Fruen i Enrum.

„Lad hende komme op i Spisestuen," sagde jeg, idet jeg rejste mig, og gik atter derind.

(20)

„Frue“ begyndte Konen strax, da hun kom ind, og skred hastigt lige hen til mig, „jeg gik

dette Øjeblik forbi Yinduet nede i Strygestuen, og der saa jeg den unge Pige, som nu gik ud af Døren, staa og stryge. Jeg blev helt forskrækket. Hvor bar Fruen dog faaet fat ikende? Og veed Fruen, hvem hun er? Jeg skylder Fruen at sige Dem det,“ vedblev hun idet hun forsigtig saa sig om, som var hun bange for, at Kogen skulde høre hende, „hun kom i Middags fra Yiborg med Soldaterne, der

holde Rast her i Nat.“

„Hvorledes, Karen?" spurgte jeg, „hvad mener D e?“ Jeg kjendte Konen, og vidste, at hun varen meget skikkelig og respektabel Per­

son, hvis Ord stod til Troende.

„Jeg mener," svarede hun, „at hun er en snavs Tøs. Hun og en Ånden kom nok saa frejdig bag efter Bataillonen ved Siden af Mar­

ketendervognen. Jeg saa’ hende med mine egne Øjne, og vi skammede os Allesammen, Yæver Jørgensens Kone og Maren Sørensen, jeg og flere Andre, der stode og saa’, da de kom mar-

i

r J r

(21)

a n e

16

cherende, over disse to unge Tøse, saaledes som de lo og fjantede."

„Fulgtes de da med nogen af Soldaterne ?"

„Ja vel! De kom tilsidst tilligemed alle Efter­

nølerne, Frue! De maa ikke beholde hende, eller lade hende røre ved Deres Tøj! Lad hende endelig gaa strax! Jeg skal gjerne stryge Tøjet færdigt for Dem kjæ reFrue! jeg har nok hørt, at Hanne er hommen hjem idag. Men hvor har Fruen dog faaet fat paa hende?" udhrød hun nysgjærrig.

„Tys, Karen!" sagde jeg, og fortalte hende Alt, hvad der var passeret. „Lov mig, Karen,"

vedblev jeg og tog hendes Haand, „at De ikke omtaler det til en eneste Sjæl, De har jo selv Børn, husk paa det," tilføjede jeg beklemt.

„Naar min Mand kommer hjem, vil jeg lade ham bestemme, hvad der skal ske."

„Herregud! Herregud!" jamrede Karen og satte sig aldeles betaget ned paa en Stol,

„Fruen kan stole paa mig. Jeg skal, saa sandt min Frelser lever, ikke tale til noget Menneske om det. Hun løber nok sin Vej igjen, maaske allerede inat eller imorgen, naar Soldaterne

' ' ' ... “

(22)

marchere bort. Men skal jeg ikke gaa ud i Byen og se, hvor den Anden er bleven af?44

„Jo Tak,44 svarede jeg halvt uvis og nø­

lende, „det var maaske klogt nok, men vær endelig taus og forsigtig!'4

Og saa gik Karen og kom lidt efter til­

bage og fortalte, at den Anden var kjørt til Horsens med Marketenderen.

Hvor jeg længtes efter min Mands Komme!

Og dog var jeg saa betaget, saa undselig og saa skamfuld baade paa den unge Piges og mine egne Vegne, Endelig kom ban, og jeg- fortalte ham, medens ban tog sin Hat og Frakke af og hængte det op ude paa Klæderækken i Entreen, Ord til andet hvad der var passeret imellem hende og mig.

Først lo ban og sagde muntert: „det lader jo til at være en ganske fiffig Person, der veed at belægge sine Ord vel. Kan Du bruge hende, saa behold hende, til Hanne kommer tilbage;

men det kan Du bedst selv bedømme.44

„Du misforstaar mig,44 svarede jeg lige ved at græde, „jeg er kun saa betaget over

(23)

denne Hændelse og ikke over de smukke Ord, hun sagde mig, fordi jeg tror, hun er meget ulykkelig, og der er noget rent Galt ivejen med hende. “

Han saa nu opmærksomt paa mig og sagde eftertænksom: „Ja saa, det forandrer Sagen.

Men jeg vil alligevel ikke blande mig deri, og det fornuftigste er, at Du selv ordner det."

Saa fortalte jeg ham, hvad Karen Hansen havde fortalt mig. „Din lille Stakkel!“ sagde han kjærligt, „nu kan jeg forstaa, at det har været lidt strengt for Dig, inden jeg kom. Under ingen Omstændigheder skal hun bort idag.

Lad os saa se, hvad Dagen imorgen bringer.

Det vil sige, ifald hun ikke løber sin Yej inat eller imorgen tidlig,“ tilføjede han.

„Tror Du,“ udbrød jeg ubeskrivelig for­

færdet og slog Hænderne sammen, „det samme sagde ogsaa Karen for lidt siden.“

„Jeg veed det ikke," svarede han alvorligt,

„men der er stor Sandsynlighed for det."

„Hvad skal jeg da gjøre? skal jeg sige Noget til hende?" spurgte jeg ivrigt.

„Nej, det er vist ikke raadeligt. Men

(24)

,

j

-*

so b

« H E 3

kan Du holde hende her imorgen over, saa stille Udsigterne sig allerede bedre, dog kan jeg ingen Mening have derom. Det kan ikke nytte, Du lukker hende inde, thi vil hun gaa, saa gaar hun, om det saa skal være ud af Yinduet. “

„Men jeg kan jo lægge hende inde i Bar­

nekammeret, hvor Jette Barnepige ligger ? “

„Det er ikke værdt,“ svarede min Mand, efter et Øjeblik at have betænkt sig, „det er en vanskelig Historie, men hun maa selv ville blive, ellers kan Du Intet opnaa,“ tilføjede han bedrøvet.

Jeg gik saa ned til Birgitte og sagde hende, at Herren havde tilladt, hun maatte blive. Hun blev ganske rød i Hovedet, svarede Intet, men bøjede sig kun dybere ned over sit Arbejde, dog blev hun øjensynligen glad. Jeg stod lidt og saa’ paa hende, hvor flink og adræt hun bar sig ad med sin Gjerning og forbausedes over, hvor Meget hun allerede havde faaet udrettet. Saa sagde jeg hende yderligere Besked om Aftens­

bordet og gik fra hende. Da vi sad ved Af­

tensbordet, ringede jeg efter Aftale med min Mand, og bad hende bringe os mere Brød.

- A J - * T . . . , ^

(25)

20

Jeg mindes saa tydeligt, hvorledes hun foer tilbage og næsten vild saa hen til mig, da han ved hendes Indtrædelse i Stuen, rolig vendte Ansigtet imod hende og fæstede et ganske kort, dog hverken strengt eller uvenligt, men ganske vist alvorligt og undersøgende Blik paa hende.

— Hun kom ikke igjen med Brødet, og lidt efter rejste jeg mig, og da jeg kom ud af Spisestuedøren, sad hun nede paa det neder- ste Trin af Trappen, der førte ned til Gan­

gen uden for Kjøkkenet og Strygestuen, med Armene støttede til Knæerne og skjulende Ansigtet. Hun hørte mig ikke, men ligbleg med stirrende Øjne og aabne Læber sprang hun op, da jeg lagde min Haand paa hendes Skulder og venligt spurgte: „er Du syg? Du blev jo borte med Brødet!“

„Nej, Frue !“ svarede hun halvt fraværende,

„men jeg er saa træt. Jeg skal vel ikke gaa min Y ej?“ spurgte hun tonløst og vendte Ho=

vedet bort.

„Yist e j! hvor kan sligt falde Dig ind.

Nej, Du skal gaa i din Seng, min Pige, naar Du nu har taget af Bordet og selv spist. Lov

(26)

mig, Du staar op imorgen i god Tid og hjæl­

per mig, jeg har Meget, jeg gjerne vilde have ordnet, som er blevet forsømt, fordi Pigen har været lidende i flere Dage. Men følg Du nu med ovenpaa, saa skal jeg med det samme give Dig rene Lagner til din Seng. God Nat, Birgitte!“ tilføjede jeg, da jeg havde lagt Lagnerne paa hendes Arm, og rakte Haanden ud imod hende, „lad mig se, Du sover sundt

og sødt!“

Tøvende lagde hun et Øjeblik sin Haand i min, medens et hurtigt usikkert Blik strej­

fede mit Ansigt, og med et dæmpet: „Ja, og mange Tak!“ gik hun fra mig.

Inden jeg selv gik iseng, var jeg nede i Kammeret hos hende, og to Gange i Løbet a Natten, da min lille Pige vækkede mig, stod jeg sagte op, og listede mig atter derned,- men hvergang laa hun og sov trygt og fredeligt som et Barn. Men jeg fik dog ingen rolig Søvn, thi enhver Lyd paa Gaden, Hanens Ga­

len i Gaarden, Hestene, der bleve urolige hos Naboens, Alt skræmmede mig op af min halv- vaagne Slummer, for da spændt at lytte efter

(27)

22

og nrolig tænke paa, om det skulde være Birgitte, der gik eller vilde gaa sin Vej. Neppe kastede Solen sine første Straaler igjennem Per­

siennerne, førend jeg hørte hende komme ind ved Siden af i Kabinettet, og med et vistnok glad og taknemmeligt Ansigt gjengjældte jeg hendes alvorlige Morgenhilsen, da jeg kom derind, skjøndt det forekom mig, at hun tillige saa’ paa mig med et studsende, ligesom mistænkeligt Blik;

men jeg var i Virkeligheden saa usigelig lykkelig ved atter at se hende, thi nu laa jo den lyse lange Dag foran, og jeg haabede med Guds Hjælp at faa den vel anvendt.

Dagen gik ogsaa godt. For at faa Tiden udfyldt, lod jeg hende bage Kager og pudse Sølvtøj, thi at lade hende være uden Beskæf­

tigelse, det havde min Mand advaret mig imod, og ligeledes imod at lade hende besørge Æ rin­

der, i det Hele taget komme paa Gaden. Imedens jeg af og til færdedes med hende omkring i Kjøkken og Spisekammer, fik jeg hende til at fortælle mig om hendes Moder, at denne var gift anden Gang, og at de beboede et lille Hus, som var deres Ejendom, og at hun havde

(28)

...~

to Brødre og desuden flere Halvsøskende, der vare ganske smaa; selv var hun den Ældste.

Hun talte godt for sig, udtrykte sig klart, endog smukt, og der var en Belevenhed i hendes Yæsen, der røbede, at hun havde levet baade blandt fornemme og dannede Folk, men da hun ikke uden ganske løseligt omtalte sine Tyendeforhold, vilde jeg ikke trænge ind paa hende. — Hen paa Eftermiddagen lød pludse­

lig klare Toner op til mig, det var Birgitte, der sang, medens hun polerede paa Murstens­

gulvet i Kjøkkenet, thi ogsaa denne Lyd trængte sig samtidigt op til mig, der var ene hjemme, fordi jeg ikke turde vove at forlade mit Hus og lade hende blive alene tilbage, endskjøndt det mest bedaarende Solskin lokkede saa ind­

bydende til at komme udenfor o g , forinden Solen gik ned, nyde den skjønne Dag nede i den nære Lund, hvor Træernes nedhængende Grene bøjede sig ud over Indsøens blinkende Flade, af hvilken vi kunde skimte en liden Del fra vore Yinduer. Men saa, ligesom naar der brister en Streng paa en Yioloncel, brød der paa en Gang en høj skrigende Tone

(29)

24

frem i den smukke Sang, og trængte jam­

rende op til mig, og derpaa blev Alt stille igjen, og Intet hvad der lignede Liv eller Be­

vægelse var at høre. Aandeløs havde jeg ly ttet; men nu skyndte jeg mig ned ad Trap­

pen og traadte hurtigt ind i Kjøkkenet. Alle Vinduer vare slaaede op, og Solen skinnede ind ad dem, hen over de hvidskurede paa langs med dem løbende Borde, og spillede paa den blanke Talerkenrække, medens Vinløvet, der snoede sig op ad Husets udvendige Side, hang i viftende Guir­

lander ned omkring de aabne Vinduer tegnende bevægelige Skygger i Sollyset, der ligesom nysgjerrig kiggede ind til den paa Gulvet knæ­

lende Pige, medens Spurve og Vipstjerter førte en kvidrende Passiar ude i de smukke løvfulde Ahorntræer og Bævrepopler, der omgav Ha­

ven og Gaardpladsen som Læbelte.

Den unge Kvinde havde strøget Ærmerne af sin Kjole højt op, og paa hendes blottede hvide, men temmelig magre Arme traadte det blaalige Aarenet frem igjennem den fine bløde Hud, medens hendes lange lyse Haar var faldet ned og i hele opløste Fletninger hang ned ad Ryg­

(30)

gen og omkring det unge blussende Ansigt.

I hver Haand holdt hun en stor porøs Mursten, men hun var standset midt i sit Arbejde, ikke som var hun legemlig træt eller overanstrengt, men som led hun og var overvældet af et sjæle­

ligt Onde. Hun beholdt sin knælende Stilling, men vendte sit Ansigt med et saa ubeskrivelig forfærdet Udtryk om imod mig, at. jeg opskræm- met hurtigt saa’ mig omkring, næsten overbevist om, at en dæmonisk Magt havde sneget sig hid og lurende holdt sit onde Øje fæstet paa hende.

„Er Hu syg, Birgitte ?“ spurgte jeg, „hvad er der ivejen?44

„Nej, jeg er ikke,“ svarede hun kort og trak Yejret dybt og tungt.

„Hvor her er rentog blankt overalt,14 til­

føjede jeg opmuntrende, „det maa jeg tilstaa, Du har Æ re af D it Arbejde og forstaar Dine Ting.“ Uden at svare havde hun atter bøjet sig ned og begyndt at polere Gulvet.

„Jeg vilde gjerne, ifald Du mener at kunne blive saa tidlig færdig,41 vedblev jeg efter et Øjebliks Eftertanke, „at Du vilde komme ud til mig i Haven. Jeg tror det vilde være ganske

(31)

fornuftigt, om vi plukkede de modne Solbær af, og naar vi-To hjælpes ad, kunne vi nok naa det idag, og saa kan Du sylte dem for mig imorgen.u

„Som Fruen ønsker og befaler, jeg skal hurtigt gjøre mig færdig,1“ svarede hun paa sin belevne Maade. Hun kom ogsaa snart ud til mig i Haven, med Haaret opfæstet tæk­

keligt og blankt. Yexlende af og til nogle almindelige Bemærkninger skyndte vi os Begge med at faa Bærrene afplukkede, inden det lak­

kede mod Thetid. Men ved hver Lyd, der hør­

tes nær eller fjærn, en Vogns Rumlen ude paa Graden, de Fprbigaaendes Tale eller Latter, selv Duerne, naar de susende kredsede omkring i Luften, saa’ Birgitte sig omkring med et sky usikkert Blik, som undergivet en urolig nervøs Indflydelse.

Ogsaa den næste Dag gik godt paa det nær, at hun sov for længe om Morgenen, og at Barnepigen, som laa ovenpaa i Børnestuen, havde ondt ved at faa hende vaagen, da hun kom op. Desuagtet fandt jeg hende to Gange i Løbet af Formiddagen liggende sovende fuldt

26

(32)

paaklædt paa sin Seng; jeg kaldte ikke paa hende, derimod ringede jeg, og saa kom hun ogsaa strax op til mig, og jeg gav hende liver- gang en lille Befaling at udrette, som hun da udførte hurtigt og behændigt.

En Del af Kjælderetagen ud imod Porten var indrettet til Beboelse for en lille Familie, og her boede en ældre Mand, tilligemed sin heller ikke unge Kone. Han var Fyrbøder paa Gasværket, og da han nærede stoi Afsky foi Yand og derfor sjældent eller aldrig toede sig, var han altid lige saa sort som Kullene, han havde med at gjøre, hvorfor han, der hed Peer Nielsen, aldrig blev kaldt andet end „sorte Peer“.

Hans Kone, som hed Ane, havde i mange Aar tjent hos min Moders Søster og kjendt mig fra Barn. Hun var min første Pige, da jeg blev gift, og blev hos mig et Par Aar, indtil hun selv indtraadte i den hellige Ægtestand, med sin Peer, der var Enkemand. De fik fri Bolig hos os imod at feje Gade og Gaardplads, save vort Brænde og passe vor Have. Ane havde sin egen Mening og var ikke altid ganske god at komme ud af det med, men flittig, stræbsom og

(33)

fl

i il Il ■

1 il

S

ti

' ? r ~ — :- o ~ i

veltænkende. Henad Aften gik jeg ned til hende og bad, om Birgitte ikke nok maatte være lidt nede hos hende indtil Sengetid, da hun var saa fremmed, og Barnepigen var hos Børnene.

Det blev allernaadigst bevilliget, og Ane fulgte tilbage med mig og inviterede hende til at komme senere ind til sig. Men efter et Par Timers Forløb hørte j-eg et forfærdeligt Skæn­

deri lyde op til os, og lidt efter bankede Ane paa Døren, kom ind og meldte mig med gni­

strende Øjne, at hun havde vist Birgitte bort, thi hun var en uforskammet Tøs, der havde ,,gjort Øjne“ til hendes Peer.

„Hvad er det for et Udtryk, Du bruger, Ane? Jegforstaar ikke ganske, hvad Du mener,“

sagde jeg, ude af Stand til at lade være at le, thi saa komisk fremstillede Billedet af Peer sig for mig, der var saa sort, at endog det hvide i hans Øjne saa’ mørkladent ud.

„Fruen plejer nok at kunne forstaa, hvad De vil-forstaa,“ svarede Ane i en piqveret Tone og fæstede alvorligt sine sorte Øjne, der alde­

les saa ud som et Par store Steenkulsperler, paa mit Ansigt, idet hun samtidigt, saaledes som det al­

: - 4 L . •*

(34)

2 9

tid var hendes Yane, naar hun talte, ivrigt snoede det ene Hjørne af sit Tvistesforklæde omkring en Finger.

,,Det interesserer mig sæ rligt/4 svarede jeg,

„at Du taler tydeligt og forklarer Dig nøjag­

tigt, husk jeg kjender jo saa lidt til Pigen.

Kom Du og hun op at skændes

„Næ!44 — svarede Ane langtrukken, „det var Peer og mig. 44

„Og Birgitte, hvad foretog hun sig imid­

lertid ?“

„Hun lo saaledes, at hun var lige ved at kvæles, og saa gav hun sig bagefter til at græ de/4

„Ja saa. Hun lo altsaa, fordi Du og Peer blev Uvenner; hvorover kom I da op at trættes ?44

„Han gav mig knortede Ord, fordi jeg spurgte, hvorledes det kom, at han just iaften vadskede sit Ansigt og sine Hænder, om det var, fordi vi havde Fremmede.44

„Men det var jo ogsaa en stor Fejl af Dig, som ellers altid trættes med ham, fordi han ikke bryder sig om, hvorledes han ser ud.44

„Saamænd,44 svarede Ane kort og lavede sig til at gaa. „Men jeg vil dog sige Fruen,44 ud-

(35)

w — ^ ' — v r ti

brød hun og slap atter Dørlaasen, hun havde lagt Haanden paa, ,,det er ingen Pige, der passer for dette Hus. Jeg vilde ikke have hende om mig, og endnu mindre, hvis jeg var Fruen, og i hvert Fald ikke, før hun havde bevist, at hun er en ordentlig og anstændig Pige, lige meget hvor flink og dygtig hun end er til sin Gjer- ning. “

„Hør nu, Ane!“ sagde jeg, idet jeg rejste mig og gik hen til hende, „ lad os To nu tale sam­

men; thi saa er jeg vis paa, at Hu som den ældre og fornuftigere Kone vil give mig Ret og indse, at det gaar med de menneskelige Skrøbeligheder og Fejl, saaledes som det gaar med Ukrudtet ude i Haven mellem Blomsterne.

Det groer der og det staar der, skjønt det helst burde og skulde bort, men tager Du for haardt fat, farer Du ikke med Lempe, da ru­

sker Du kun den synlige Plante, de grønne Blade og Stilken op, men Roden bliver i Jor­

den, og den spirer op paany.“ Ane slog Øj­

nene ned og hørte i Taushed paa hvad jeg sagde, og det lykkedes mig tilsidst at faa hende beroliget og til villigt at indrømme, at

(36)

^»sacggar

ogsaa hun havde havt Uret, og endog maaske havde gjort Birgitte Uret. Men jeg var glad, da hun var gaaet, at jeg ikke, saaledes som det fra først af havde været min Hensigt, havde indviet Ane i Birgittes Forhold, for at lade hende hjælpe mig med at værne o’m hende.

Lidt efter gik jeg nedfor at se, hvor Bir­

gitte var flygtet hen. Hun laa i Sengen, men kun halvt afklædt, og lod, som om hun sov, medens Lampen stod og brændte henne paa Bordet. Jeg bøjede mig over hende og tvang hende varligt, men ganske roligt til at se paa mig, idet jeg gav hende nogle Ordre til den næste Dag. Pludselig rejste hun sig op, og idet hun støttede sit Legeme paa sine Arme, saa’ hun stift paa mig, men fløj da ud af Sen­

gen, og satte sig ned paa Kanten af den, idet hun knugede sine Hænder i hinanden og stir­

rede ned paa disse, men sagde ikke et Ord.

Jeg lod, som om jeg ikke bemærkede hendes Opførsel, fordi jeg havde en Følelse af, at hun vilde blive forfærdelig at høre og se paa, ifald hun ikke betvang sig. Blidt, men alvorligt sagde jeg hende „God Nat!u og gik. Dog,

(37)

3 2

lyttende stod jeg en lille Stund uden for Dø­

ren paa Gangen, men der var dødstille inde i Kammeret, og da gik jeg bort med et dybt Suk og tungt Sind, ulykkelig tilmode. I Grun­

den vilde jeg helst have talt til hende, som man taler til et lille Barn, eller som til en Syg; men dette kunde ikke gaa an, thi deri laa Frelsen for hende, at hun gjennem sig selv lærte at beherske sig. Jeg vovede ikke at meddele min Mand mine Bekymringer, eller at spørge ham om noget Raad; men urolig og forknyt gik jeg til Ro, sov næsten ikke hele Natten, vaagnede flere Gange efter en kort Slummer, lyttende, om jeg kunde høre nogen Lyd, thi det forekom mig bestandigt, at der var Noget paafærde, og flere Gange tændte jeg Lys for at se, hvad Klokken var.

Tidligt stod jeg op, men Birgitte var alle­

rede oppe og paaklædt. Febrilsk fløj hun af­

sted for at hente, hvad der hørte til Thebordet, som hun ordnede, men undgik at se paa mig, og ligesaa at jeg kom til at tale til hende, idet hun altid hurtigt fjærnede sig. Jeg mær­

kede, at hun iagttog mit Ansigt skarpt, uaar

# ' . . J K O

(38)

hun troede sig ubemærket. Tilfældigt kom vi til at spise tidligere til Middag, end vi plejede, men indtil den Tid var hun rastløst optaget af at skure, polere Yinduer o. s. v., Beskæfti­

gelser, som hun uden min Opfordring tog fat paa, og udførte hurtigt og akkurat. Hen paa Eftermiddagen, paa samme Tid da hun for 3 Døgn siden havde ringet paa Entrédøren, kom hun pludselig, uden at banke paa Døren, hvilket hun ellers aldrig havde forsømt, ind i Daglig­

stuen til mig, iført den røde Kjole, ovenpaa den gule Kjole, og Hat og Trøje.

„Nu gaar jeg, Frue,“ sagde hun haardt.

,,Hvorhen ?“ spurgte jeg overrasket og usi­

gelig beklemt.

,,Bort. Jettes Forklæde, som hun har laant mig, har jeg lagt ind i Barnekammeret.

Alting er istand til Aftenbordet,u svarede hun hurtigt og skarpt.

Jeg reiste mig hurtig og gik hen og tog hendes modstræbende Haand, og forsøgte at møde hendes Blik, thi hun vred sig som en Orm, for ikke at komme til at se paa mig.

Om jeg bliver hundrede Aar og kommer til at

(39)

3 4

opleve, føle og tænke nok saa Meget, glemmer jeg aldrig, livad jeg nu oplevede.

„Du kommer ikke herfra, Birgitte!“ sagde jeg rolig og bestemt, „førend Du taler og for­

klarer Dig for mig." Men hun stod nu sløv med nedbøjet Hoved uden at svare, idet hun, ligesom den første Gang, hun stod foran mig og bønfaldt mig, urolig foldede og aabnede sine Hænder. Tilsidst bønfaldt jeg hende indtræn­

gende om at svare, men hun forblev taus, kun hendes Blik fløj uroligt omkring som et Dyrs, der er ængstet tildøde. Endelig brød hun ud i et Skrig; kastende sig ned foran mig, klamrede hun sig til mig. „Lad mig gaa! lad mig gaa!

kjære, velsignede Frue!" jamrede hun, „jeg er fortabt, jeg kan ikke frelses. Hvor tør jeg vove at berøre Dem?" raabte hun vildt.

„Siig mig blot, Birgitte," bad jeg og bøjede mig over hende, idet jeg atter greb begge hendes Hænder og holdt dem fast inden i mine, „hvor vil Du gaa hen ?“

„Det veed jeg ikke, men jeg maa ud og møde Nogle af dem, der bryde sig om mig."

„Hvem da? hvad mener Du? hvem vil

(40)

Du mødes med ?“ spurgte jeg opmærksom og umistænkelig, „om hvem taler D u?“

„Om Mandfolk,“ svarede hun haanligt og rej­

ste sig. „Ja,“ vedblev hun, idet hun med et Ryk trak sine Hænder ud af mine, og knyttede dem, idet hun gik lige tæt ind paa mig, der næsten var tumlet tilbage: „hvorfor vedbliver De at spørge ? jeg siger Dem, at kun i deres Nærhed føler jeg, at jeg ikke er et Spøgelse.

Kun da bortsvinder den mørke, tause Skikkelse, som ellers altid staar bagved mig og peger med sin udstrakte Finger paa mig. Bevis!

Bevis! hvisker det da rundt omkring mig.

Bevis! sukker, jamrer, stønner, ler og græder den, og det gjør mig gal tilsidst. Hvor skal jeg ellers blive af med dette, overalt mødende

Bevis, uden i øjeblikkelig Grlemsel?“

,,Her hos mig.“ svarede jeg mildt og dæm­

pet.

,,Nej“, raahte hun højt og heftigt, „umuligt!

Man vilde kun komme til Dem og lade Dem høre dette græsselige Ord, idet man vilde sige:

„har hun virkelig givet Dem noget Bevis, der staar til Troende? Ifald De saa selv kom

(41)

og vilde spørge mig og jeg ogsaa skulde børe det fra Deres Læber, der vilde ikke komme noget Godt ud deraf. O! Gud i Himlen!

Frue! tilgiv!“ og hun brast ud i Hulken og vred sine Hænder. „Jeg gaar, fordi jeg ikke til Tak, fordi De tog imod mig og for hvad De har gjort imod mig, vil besmitte dette Hjem. Ikke engang i Tankerne, og dem kan jeg ikke forjage eller blive færdig med, thi ideligt komme de myldrende frem, baade de onde og de gode Tanker, hver især omslutte de mig som en Mur, jeg ikke maa og ikke kan komme udenfor. Men De kan ikke for- staa mig,“ tilføjede hun i en let henkastet Tone, der formeligt skar sig ind i mit Hjerte.

„Jeg kan, Birgitte, jeg kan forstaa Dig, og det igjennem de Ord, som han, der er Gud, Yor Fader i Himlens, enbaarne Søn lærte os, da han vandrede hernede paa Jorden, idet han sagde: „elsker hverandre som Brødre og Søstre, thi I ere Alle Børn af een Fader, han som er Livets og Dødens Herre, Jordens og Himlens, almægtige Skaber. “ Og derfor skal Du vide

(42)

at jeg dømmer aldrig noget Menneske, derpaa kan Du forlade Dig.“

,,Ja,“ stønnede hun, „ja, jeg holder saa Meget af Dem, Frue, men det nytter Altsammen In tet!“

„Og saa vil Du alligevel gaa, og ikke betro Dig, blot endnu et Par Dage til min gode Vilje?“ spurgte jeg.

,,Frue!“ svarede hun med klar Stemme og saa’ mig fast ind i Øjnene, „jeg kan ikke taale at se Dem tale med Deres Mand, saa kommer strax min Skændsel og stiller sig lige op foran mig, ser mig stift ind i Ansigtet, og det er græsseligt at se sig selv og at blive forfær­

det over, hvad der staar at læse i Trækkene og kommer tilsyne i Udtrykket, og Intet, Intet kan mere forandres eller .udslettes. Nej, saa heller u d i den Verden, hvor jeg hører hjemme, og hvor jeg føler, at jeg lever endnu og er med, og hvor der er nok, som ville dandse, synge og le med mig. Der træffer jeg kun mit eget, mit egentlige Jeg, og der, i den Verden, der ere vi Alle Lige, der findes ikke noget Bevis for, at der er Forskjel paa os. Jeg er gaaet

(43)

- .r

wwT w

"

s

hele Natten omkring her paa Gaderne og ud ad Landevejen. Jeg havde været tilfals for Enhver, som havde mødt mig, og talt til mig, men jeg traf Ingen. Saa gik jeg ind derovre paa Kirkegaarden,“ og hun rakte sin Haand ud, thi den laa skraas for vore Vinduer paa den anden Side af Véjen, „og var fast bestemt paa at ville have en Ende derpaa. Jeg havde løst mit Strømpebaand og bundet det om min Hals. Da saa' jeg herover mod Huset, ogi det Samme blev der tændt Lys inde i Sovekam­

meret. Nu er den lille Pige vaagnet, tænkte jeg, og faar lidt at drikke. Atter blev Lyset slukket, men mine Tanker vare bievne bort- dragne fra mig selv, og saa havde jeg mistet mit Mod og løste Baandet af."

„Ulyksalige, forvildede Pige!" udbrød jeg forfærdet, „hvor tør Du komme og føre slig Tale til mig? Tag øjeblikkelig Din Hat af,“

bød jeg. Lydigt tog hun den af, men holdende fast i det ene Hagebaand lod hun den uvilkaar- ligt svinge frem og tilbage.

„Du vilde altsaa prøve paa atvende hjem til Ham, der altid vejer Verdens Nød og Men-

(44)

neskenes Kræfter paa sin Kjærligheds Yægt- skaal?" spurgte jeg.

Stiltiende bøjede hun Hovedet, men holdt bestandigt Hatten ud foran sig og vedblev at svinge med den. „Du bar for saavidt Ret, Bir­

gitte ! tbi han lukker ikke sin Favn, naar det trætte, forsagte, nedbøjede Barn kommer og beder om Hvile. Har altsaa Din Sjæl, der bar vandret hernede ad Livets trange, vild­

somme Yej, i denne Nat gjennem en ny Synd vil­

let søge Guds usigelige Barmhjertighed, tror Du da ikke, at Du kunde naa op til ham, naar Du samlede alt Dit Mod, Din Yilje og for­

søgte at holde ud; naa op til ham igjennem Dit bankende Hjerte, uden først ukaldet af ham at stige ned i Gravens Mørke?"

Hun rystede paa Hovedet og stod og læ­

nede sig med nedhængende Arme mod Dørstol­

pen uden at se paa mig.

„Birgitte!" vedblev jeg og lagde sagte min Haand paa hendes Skulder, „kan Du huske, at Du i forgaars fortalte mig om Din afdøde Fader? hvor højt han havde elsket Dig og Dine to smaa Brødre. Du fortalte mig jo,

(45)

S I T S

hvorledes Du en Juleaften havde staaet ude med ham i det klare Frostvejr og hjulpet ham med at faa det lille Skib, han havde snittet og tiltaklet og hvortil Du i Smug- havde sømmet Sejlene, befæstet paa Enden af den høje Flagstang, han vilde rejse tæt ved Gravlen af Eders Hus. Flagstangen var lavet af den ilanddrevne Mast af den gamle Skude, som først havde tilhørt hans Fa­

der og som han fra Dreng af havde sejlet ud med paa Fjorden og hentet Sand i, indtil han kæntrede med den under et Tordenvejr og den gik tilbunds, og det Eneste af den, som nogen­

sinde kom tilsyne, var Masten, der drev iland paa den anden Side af Fjorden ligeover for, hvor Eders Hus laa. Ivrigt arbejdede han, og Du hjalp ham troligt, saa godt som Du kunde, skjøndt Tænderne klapprede i Munden og Dine Fingre vare ufølsomme af Kulden, men Du holdt ud og lod Dig ikke mærke med Noget, thi Du vidste, at han vilde saa gjerne være færdig i denne Aften for at kunne glæde sine Smaadrenge Julemorgen. Siig mig engang, Birgitte, hvorledes troer Du, at Din Fader,

4, -nmnr

(46)

I

om hvem Du ved, at da han levede, da elskede han sin lille Datter saare højt, vilde have været tilmode, om Du i denne Nat havde hanket paa Himlens Dør, og den ikke havde kunnet aabne sig for Dig, uden paa Klem?"

„Han vilde være kommen ud til mig,“

mumlede hun utydelig med tykt Mæle.

„Jeg troer det med," svarede jeg, seende hende stift ind i Øjnene, „han vilde, ifald han kunde, have forladt sin lyse Himmelsal, for at gaa uden for til sin elendige, sin fejge Datter, der nu ikke kunde eller turde vove at hæve sit Aasyn imod Ham, der for sin eenbaarne Søn Jesu Christi Skyld har tilsagt os vore Syn­

ders Forladelse."

„Jeg tænkte, jeg tænkte slet ikke paa min Fader," hulkede hun og slog Hænderne for An­

sigtet, „jeg tænker aldrig paa ham. Jeg veed ikke, hvordan det kom sig, at jeg kom til at tale til Dem om ham. Jeg tænkte inat,"

vedblev hun stille grædende som et uartigt Barn, der lige har faaet Skænd, „hvor ulykkelig og forgrædt De vilde se ud

i

(47)

* - --- ~ '-t,T S

baaren lier forbi Vinduerne, og De hørte, hvor­

ledes jeg havde baaret mig ad.“

I navnløs Angst pressede jeg mine Hæn­

der imod mit Bryst. Eet stod klart for mig, og det var den forfærdelige Sandhed, at jeg havde ikke Magt, Gaver eller Evner til at

s

frelse hende, og dog vilde jeg saa nødig lade hende gaa, thi hun maatte og kunde frelses, ifald hun kom paa rette Sted og under pas­

sende Forhold, og maaske gives tilbage til Sam­

fundet, muligt endog sandere og ydmygere af Sind og Hjerte end Mangen, paa hvem der efter menneskelig Mening og Dom ikke hvilede nogen Brøst eller Plet.

„Birgitte«, sagde jeg, „inat skal Du flytte op i Barnekammeret, eller ifald Du hellere vil, kan Jette flytte ned til Dig. Hun er en æl­

dre Pige, vel sandt, noget mut og taus, men hun er ikke ond og har ikke døjet saa lidt selv.

Har hun eller Ane sagt Noget til Dig, som har saaret Dig, nuvel, saa glem det, og hold Dig kun til mig.“

Hun rystede paa Hovedet og tørrede sine Øjne med Snippen af Hattehaandet.

(48)

„Jeg forlanger blot, at Du skal blive endnu et Par Dage hos mig, ikke gaa icfag,“ vedblev jeg. „Jeg skal sørge for, at Du kommer bort herfra, til gode Mennesker, Du fanger nok Ro.

Kom,“ sagde jeg og tog Hatten ud af Haan­

den paa hende og lagde den paa en Stol. „Og- saa Din Dragt skal Du lægge bort; sæt Dig ned, saa skal jeg gaa og hente en af mine Kjoler til Dig. Du maa vistnok kunne passe den, i hvert Fald vil Du med lidt Ulejlighed kunne forandre den, Du har jo lært Skræder- syning.“

Jeg vendte mig bort og gik henimod Dø­

ren for at hente Kjolen, men med en lynsnar Bevægelse snappede bun Hatten, styrtede forbi mig ud af Stuen, løb ned ad Trappen og ud af Porten, inden jeg kunde besinde mig. For- gjæves spejdede jeg efter hende ned ad Ga­

den, ud paa Vejen, overalt! Hun var borte som sunken i Jorden. — Jeg saa5 hende aldrig siden, og ser hende rimeligvis aldrig mere i dette Liv. Derfor skuer jeg saa spejdende ind i hine Kvindeansigter, thi ofte tænker jeg:

,,mon hun der gaar ikke skulde være Birgitte ?“

(49)

4 4

?!

Ak! jeg kjender hende vist neppe igjen; dog, hun vilde gjenkjende mig, derom tvivler jeg ikke. Hvem veed! maaske naar engang en Magdalenestiftelse har reist sit Tag og aabnet sin Favn ior hine Ulykkelige, men dog ikke alle fortabte, maaske jeg da engang endnu kan mødes med hende. Jeg har engang drømt, jeg stod ved hendes Dødsleje, hun holdt fast paa min Haand, og saa paa mig med et lyst, kjærligt Smil i sit næsten udslukte Blik, og jeg følte mig saa rolig og saa vel tilmode, fordi jeg vidste og saa', at Han, som kjender Hjeiterne og ransager dem, han havde allerede forladt hende hendes Vildfarelser og Synd.

Birgitte Larsen er intet Fantasi-Billede, lige saa lidt som hvad jeg her har fortalt Dem, kjære Frue, er Digtning. Det er Sandhed, gribende Sandhed! Havde der, dengang hun kom til os, existeret en Magdalenestiftelse, da havde vi ikke opgivet hende. Ved Breve og Telegrammer var hendes Spor blevet fulgt;

der havde nok været dem, som vilde have hjulpet os og hende. Thi kun derinde er det muligt, at en saadan anlagt og udviklet Kvinde

(50)

kan fange Ro, kun derinde i de stille Sale med deres stille Tale og stille Fred, hvor ingen Trækvind farer ind ad Dør og Port og vifter den svage Flamme hid og did, kan et saadant dunkelt, halvt udslukt Sjælelys komme til at hrænde roligere og lysne op igjen. Yel lyde ogsaa den dybe, inderlige og harmoniske Kj ærligheds bløde, klokkerene Toner igjennem hele Menneskelivets urolige og higende Færd til dem, som kunne og ville høre; men derude suser den kolde, skarpe Blæst, der kommer den vilde, tøjlesløse Storm i al sin Magt og Vælde og hvirvler ubarmhjertig omkring imellem de faldne, visne Blade og fører dem rastløst fra Sted til Sted. Men efter Nattens dybe Mørke kommer Morgengry, og alle Jordens Slægter, hvad Tungemaal de tale, og hvad de end tro og vide om Vorherre, de jorde altid dem, som ere døde, med det blege Ansigt imod Østens gyldne Port, lad os vel huske dette. — Ihke sandt? nu kan De nok forstaa, at jeg baade med stor Interesse og Spænding ønsker og følger en Magdalene- stiftelses Oprettelse, fordi jeg er saa optaget

(51)

4 6

og opfyldt af dens uomtvistelige Berettigelse og absolute Nødvendighed.

Et Par Aar efter den ulykkelige Piges Forsvinden kom jeg en Dag til den Landsby, som bun havde opgivet at være hendes Barn­

domshiem. Jeg erkyndigede mig i Stilhed om hende. Ingen vidste, hvor hun var, men Alt, hvad hun havde fortalt mig om sine Forhold, var Sandhed, saavidt jeg kunde skjønne. Jeg beholdt min Yiden om hende hos mig selv;

men jeg har aldrig glemt hende, det stakkels unge Yæsen. Kun har jeg trøstet mig med, at Herren husker paa Alle, og at han maaske allerede har taget hende i sin Favn. — Og nu vil jeg slutte mit lange Brev og sige Dem, kjære Frue, Farvel for denne Gang , og bede Dem tænke med Yenlighed paa Deres hengivne

E. F.

--- - -

(52)

P a a m it F o r l a g e r u d k o m m e t:

C h riste lig e F o r m a n in g e r

fra en Præst

t i l l i a n s u n g e Sø n .

20 Øre.

L e g e n d e r

fo rta lte af R A N D T . A n d a n U d g a v e . 2 K ron er.

I an tik t Bind m ed rø d t Snit 3 Kr. 50 Øre.

Th. Michaelsen,

G am m elstrand 30.

(53)
(54)

I II » r i t _

flfc

.

. *

*

' ' M - af *

.

-

...

-S-

_____

t v^Gtyy^i^^hiiai

.

(55)
(56)
(57)

p ? f % * * . • * , *. <- * i ~ j i S i

i ® V

j t « |

s ø l p ®

« w f ( ,

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

I&#34;Ivorledes fandt nu Pengeomsætningen Sted i Vestjylland, saa længe der endnu ingen Banker var? Ja, det er næsten ikke til for Nutidsmennesker at forstaa, saa faa

Naar han saa’ paa dem, huskede han maaske, hvorledes han som yngre havde været »saa stor en Mester i at svømme, at han i sin tunge Brynje ej blot sagtens holdt sig selv oven Vande,

glædet mig meget. Han havde gjort alt for at faa mig først paa Listen, men Sogneraadet vilde ikke høre ham. Jeg blev og er saa spændt ved Efterretningen, at jeg

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk... Digitaliseret af /

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk... Digitaliseret af /

Forandringen baade i hans Skikkelse og i hans Ansigt, mindes han uvilkaarligt, hvor forsagt dette Ansigt saa ud forrige Gang, og hvor nær det var ved, at han i sit

Jeg mindes ikke, at der var andre emigrerede Fransk- mænd, som i en længere Aarrække havde blivende Ophold i min Fødeby. Det var paa hin Tid ikke saa let for de med

vindelse, der hørte til for at give sig ind iblandt Mennesker. Og naar han saa gik ind iblandt dem, ja, saa foldede hans Væsens Rigdom sig af sig selv ud imod dem,