Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Falbe-Hansen, V.; af V. Falbe-Hansen.

Titel | Title: Vore Sparekasser og deres Virkemaade

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : i Kommission hos G. E. C. Gad, Fysiske størrelse | Physical extent: 187848 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

a

dj.'m r's,lhf) x m m n ,

Vore Sparekasser,

Q 1 1 34 2 8 00583 6

C T --- _— ---)

M

VORE SPAREKASSER

OG DERES VIRKEM ÅDE.

V. FALBE-HANSEN,

PROFESSOR I NATIONALOEKONOMI.

KJØBENHAVN.

I K O M M I S S I O N HOS G. E. C. GAD.

TRYKT HOS J. JØRGENSEN & OO.

V ed Udgangen af Aaret 1876 fandtes der i Danmark omtrent 400 Sparekasser, i hvilke der paa Interessen­

ternes Konti indestod et Beløb af over 220 Millioner Kroner.

Den Kapital, der er anbragt ber, er betydelig større end samtlige vore Bankers Aktiekapital, Indlaan og Folio- penge tilsammen, den er større end Danmarks samlede indenlandske og udenlandske Statsgjæld og flere Gange større end det hele Beløb af møntede Penge, der cir­

kulerer her i Landet. Det er altsaa efter vore Forhold en overordentlig stor Sum. Tænktes den fordelt ligeligt mellem hele Befolkningen, vilde der komme mellem 5 og 600 Kroner paa hver Familie. Det er naturligvis meget langt fra, at en saadan ligelig Fordeling er til­

stede; men dog er Sparekasserne en af de økonomiske Institutioner ber i Landet, som i bøiest Grad har vunden Indgang i Befolkningen, i hvilken det største Antal Men­

nesker er direkte interesseret; dette fremgaaer tilstrække­

ligt af det Faktum alene, at der i Dznmark findes ligesaa mange Sparekassebøger, som der findes Familier. Spare- kassespørgsmaalet har derfor ikke alene stor national­

økonomisk, men ogsaa stor social Betydning, og det er af saa stor Vigtighed for Landet, at det vel fortjener den største Opmærksomhed. Ogsaa den Omstændighed

S S ■sj*4mr _

J

4

maa bidrage til at henlede Opmærksomheden paa vore Sparekasser, at i intet andet europæisk Land har denne Institution faaet en saa stor Udvikling, som i Danmark;

kun Schweitz og Kongeriget Sachsen nærme sig i denne Henseende til Danmark, men alle andre europæiske Stater staa langt tilbage for os. Sparekassemidlerne i Danmark ere i Forhold til Befolkningens Størrelse f. Ex. over 3 Gange saa stor som i Preussen eller som i Storbritannien og Irland, og omtrent 10 Gange saa stor som i Frankrig. Ogsaa Antallet af Spare­

kasser ere i Forhold til Befolkningen større her end i noget andet europæisk Land.

Denne eiendommelig stærke Udvikling af Spare­

kasserne i Danmark er i og for sig glædelig, men den opfordrer tillige til at undersøge, om ikke Udvidelsen ud ad er vunden paa Soliditetens Bekostning, om det

A n m . De i Sparekasserne indestaaende M idler udgjorde pr.

Individ af Befolkningen:

i D anm ark . . . . . . (1874) . . 105 - Norge ... (1873) . . 53 - Sverige . . . . ... (1874) . . 29 - F i n l a n d ... ... (1872) . . 3 - Preussen . . . ... (1874) . . 36 - Sachsen ... ... (1872) . . 81 - B aiern . . . . ... (1869) . . 9 - W urtem berg . ,... (1874) . . 27 - B aden ... ... (1874) . . 51 - Schweitz . . . ... (1872) • . 78 - N ederlandene ,... (1872) . . 6

- Belgien . . . . . 8

- S torbritannien og Irlan d (1874) . . 36 - F ra n k rig . . . ... (1871) . . 11 - I t a l i e n ... ... (1876) . . 14 - Ø sterrig . . . ,... (1874) . . 45 - U ngarn . . . . ,... (1873) . . 18

Grundlag, hvorpaa Institutionen fra først af blev lagt, er tilstrækkeligt til at bære den i dens nuværende saa usædvanlige Omfang. Vi see jo, at i det eneste Land, hvor Sparekasseinstitutionen har naaet et ligesaa stort eller endnu større Omfang som i Danmark, Nordame­

rika, dér har det sidste Aars Erfaring paa en sørgelig Maade godtgjort, at det vundne Resultat ingenlunde var ønskværdigt. Og der er for Danmarks Vedkom­

mende saa meget mere Anledning til at overveje denne Sag, fordi Sparekasserne her i højere Grad end i de fleste andre Lande har udviklet sig aldeles frit og ukontrolleret. Det eneste Baand Staten hid­

til har lagt paa Sparekasserne er en, nu halv- forglemt, Kancelliskrivelse af 1827, hvorved det paa­

lægges enhver Sparekasse ved Trykken at offentliggjøre sit Regnskab. Først i de senere Aar er der ved Til- staaelsen af Stempelbegunstigelse til de ny oprettede Kasser paalagt disse enkelte andre Forpligtelser, saa- ledes, at de skulle indsende deres Love og en Beretning om deres Virksomhed til det statistiske Bureau, og til­

dels, at de ikke maa anlægge deres Kapitaler i uden­

landske Papirer. Denne Frihed har været et Gode for Sparekasserne; thi den har tilladt dem at rette deres Virksomhed efter Tidernes og de lokale Forholds vex- lende Krav, og det er sandsynligt, at dette har været en medvirkende Grund til, at Sparekasserne i en saa mærkelig Grad har vunden Indgang i Befolkningens store Masse; det er neppe heller ganske tilfældigt, at i andre Lande har Fremgangen i Sparekasserne været størst der, hvor Reguleringen fra oven har været mindst.

Men denne Frihed har ved Siden heraf tilladt Spare­

kasserne at brede sig ud over Omraader, hvor det

6

synes, at disse efter Sagens Natur ikke høre hjemme, og dette har saa meget lettere kunnet ske, som den altid nødvendige Forudsætning for Friheden, Midlet til at forhindre dennes Misbrug, nemlig Offentlighed og derigjennem Publikums Kontrol, det Princip, der ved Kane. Skr. af 1827 netop var anerkjendt som Grund­

laget for Sparekassefriheden, ikke er bleven hævdet af Regjeringen, saaledes som det burde være det.

Vi skulle i korte Træk angive Udviklingen af Spare­

kasserne i Danmark.

Det er omtrent 100 Aar siden, at man begyndte at oprette Sparekasser omkring i Europa, og det er omtrent 70 Aar siden, at den første Sparekasse oprettedes i Danmark. Det Formaal, man den Gang tilsigtede med Oprettelsen af disse Kasser, var at udbrede og befæste en klog og forsynlig Sparsommelighedsaand blandt Al­

muen; at modtage de mange Smaabeløb, Arbejderen kunde afse fra det daglige Forbrug, og som enkeltvis forbrugte forsvinde uden nogen varig Nytte, men som, naar de opsamledes og forrentedes, kunde voxe op til en lille Kapital, der kunde forhjælpe Spareren eller hans Børn til en selvstændigere Stilling og være en Støtte i vanskelige Tider. Formaalet var saaledes rent filantropisk. Tildels udgik ogsaa de første Sparekasser her i Landet fra velgjørende Foreninger, ligesom de i dette Øiemed understøttedes af det Offentlige.

I Begyndelsen gik det meget langsomt frem med Sparekasserne. Uagtet Midlerne bestyredes med klog Forsigtighed af Mænd, hvis ansete Navne vare en Borgen for Paalidelighed, mødte Kasserne en Del Mistillid hos Almuen, af hvilken den Gang Bønderne udgjorde den største D e l; Tiderne vare desuden

7

trange, og de Summer, der kunde undværes fra det daglige Forbrug, kun smaa og lidet talrige. I den Menneskealder, der hengik fra Oprettelsen af den første Sparekasse i Aaret 1810 og indtil Aaret 1847, havde Landet i Alt kun faaet 56 Sparekasser, og de i dem indsatte Summer beløb sig kun til 17y2 Miil. Kr.

Ved Udbrudet af Krigen i 1848 var Tilliden til Spare­

kasserne endnu ikke tilstrækkelig fæstnet hos Befolk­

ningen, og flere Steder opstod der Frygt for, at de ikke skulde kunne opfylde deres Forpligtelser; betyde­

lige Summer bleve udtagne, og Kassernes samlede Kapital formindskedes derved med i y 2 Miil. Kr. Men det synes som om denne Storm, hvilken Sparekasserne med tilsyne­

ladende Lethed o verstod, bidrog til at styrke Tilliden til dem blandt Befolkningen, og dette i Forbindelse med de i økonomisk Henseende gunstige Aar, der fulgte efter, bevirkede, at Indskudene begyndte at voxe stærkt.

Allerede i 1851 naaede Indskudskapitalen den samme Størrelse, som den havde havt før Krigen, og i de 6 Aar fra 1850 til 56 voxede de indskudte Summer til det tredobbelte, fra 16,o Mili. Kr. til 47,3 Mili. Kr.

Ogsaa Antallet af Sparekasser tiltog i disse Aar; i Gjennemsnit oprettedes der to nye Sparekasser om Aaret. Krisen i 1857, der med saa stor Voldsomhed angreb hele Landet, maatte naturligvis ogsaa være følelig for Sparekasserne, og i Stedet for den tid­

ligere stærke Tilvæxt indtraadte der i Aaret 1857 en Tilbagegang af ca. 3 Miil. Kr. eller ca. 1/16 af den hele Sparekassekapital, og først to Aar efter, i 1859, var dette Tab gjenoprettet. Det var altsaa atter en alvorlig Prøve for Sparekasserne; men da de alle bestode den godt og ikke en eneste svigtede Opfyldelsen af sine

Forpligtelser, bidrog den yderligrre til at styrke Institu­

tionen og Befolkningens Tillid til den. Sparekasserne var derfor vistnok den af Landets oekonomiske Insti­

tutioner, som hurtigst hævede sig efter Krisen, og fra 1858 til 1864 voxede Sparekassekapitalen med 31 MilL Kr. Hvor stor Befolkningens Tillid til Sparekasserne nu var bleven viste sig i Krigen 1864; thi i selve Krigsaaret voxede de dem betroede Summer med over 3 Miil. Kr.

I Tiden mellem de to slesvigske Krige var Antallet af Sparekasserne voxet fra 38 til 74 og disses Kapi­

taler voxet fra 16 Miil. Kr. til 72 Miil. K r.; den tidligere kloge, forsigtige Bestyrelse bar nu sin Frugt og Spare­

kasserne fik en rigelig Andel af Folkets forøgede Vel­

stand. Men i dette Tidsrum foregik tillige lidt efter lidt en ikke uvæsentlig Forandring i den hele Institu­

tions Karakter. Tidligere havde Sparekasserne holdt sig nær til deres oprindelige Formaal; Opsparing, navnligen for „Almuen“, var Hovedsagen; Udlaanet stod i 2den Række; det betragtedes nærmest kun som Middel til at forskaffe de nødvendige Renter af Ind­

skudene, næsten som et nødvendigt Onde og ikke som noget selvstændigt Form aal; man søgte derfor kun uden andre Bihensigter at anbringe Midlerne saa solidt og likvid som muligt, og dette var saa meget lettere som Indskudsrenten da var forholdsvis lavere end nu (den almindelige Indskudsrente var i Halvtredserne 3 pCt., kun nogle enkelte Sparekasser gav indtil 4 pCt.

og ikke en eneste Sparekassse gav over 4 pCt. i Ind­

skudsrente). Udlaanet til Private var den Gang mindre end nu, medens Anbringelsen i solide Banker, navnlig Nationalbanken og i Statskassen samt den kontante

Beholdnieg var langt større end nu. Men efterhaanden forandrede dette sig. Man fik Øiet op for, at ogsaa Udlaanet var en Virksomhed, hvorved der, naar den lededes paa rette Maade, kunde stiftes megen Gavn, og hvorved tillige Sparekassen kunde skaffe sig en betydelig Magtstilling i de lokale Forhold og vinde baade Ære og Fordel. Man begyndte derfor at lægge mere Vægt paa Udlaanet, navnlig det stedlige, og snart udviklede dette sig hen til, at Udlaanet næsten blev Maalet og Ind­

skudene kun Midlet til at kunne foretage hint. At der saaledes nu blev lagt mere Vægt paa at virke gjennem Udlaanet for derigjennem at gavne Byen og Egnen, var vistnok i og for sig et Gode; men det medførte tillige den Ulempe, at Sparekasserne af den stadige Trang til Udlaan æggedes til at forcere deres Virk­

somhed, til stærkt at formindske deres disponible eller let realisable Beholdninger for derved at kunne forøge Udlaanet til Egnens Beboere, og til ved forskjellige Midler, nemlig ved at sætte Indskudsrenten op, at arbejde paa at forøge Indskudene. En Omstændighed, der ved denne Tid bidrog til at forøge Sparekasseind- skudene var, at Befolkningen nu begyndte at foretrække de indirekte Udlaan fremfor de direkte; man foretrak at anbringe sine Kapitaler i Sparekasser eller Obligationer fremfor at laane dem ud direkte mod Pant i faste Ejendomme, og Ejendomsbesidderne foretrak at søge Laanene gjennem Kreditforeninger eller Sparekasser i Stedet for fra private Kapitalister. Sparekassernes Kapitaler forøgedes paa Grund heraf ikke alene ved de forøgede Opsparinger af ny Kapital, men ogsaa ved, at de allerede bestaaende Kapitaler i stor Udstræk­

ning toges bort fra deres tidligere Anvendelse for at

-ÉL________ - N 7 " ^{' % ■} i / ^' i ) " ^V

10

indsættes i Sparekasserne. Ogsaa den Omstændighed, at Sparekasserne gjennem deres Udlaansvirksomhed nu kom i nærmere Forbindelse med de mere velstaaende Samfundsklasser, bidrog til at udvide Kredsen af deres Sparere og derved til at forøge Indskudene. Alle disse Forhold bidrog til yderligere at forstærke den allerede tilstedeværende Fremvæxt af Sparekassserne, og fra 1864 til 69 tiltog derfor Sparekassemidlerne endnu stærkere end fø r; de voxede i disse 5 Aar méd 37 Miil. Kr. fra 75 Mili. Kr. til 1121/s Miil. Kr.

Men den glimrende Fremgang, som Sparekasserne saa- ledes havde, vækkede Concurrencen. Overalt i Kjøb- stæderne oprettedes der nye Sparekasser for at con- currere med de allerede bestaaende, og Bankerne, som saae den Tryllekraft, der laa i Navnet Sparekasse, den blinde Tillid, Befolkningen havde hertil, begyndte nu at indrette saakaldte Sparekasseafdelinger, i hvilke de modtoge Penge paa „Sparekassevilkaar“. Men det var dog navnlig fra Landet, at den stærkeste Concurrence kom. Landboerne saa med Misundelse paa det mæg­

tige Opsving, som Kjøbstædernes Sparekasser tog for­

nemlig ved Landboernes Penge. De mente, og flere Steder maaske med Bette, at Landboernes Interesse ved Udlaanet tilsidesattes noget ved den bestaaende Ordning; man saae den Gavn, vedkommende Egn kunde have navnlig af Udlaanet, den Indflydelse og Fordel, der kunde vindes herved. Der begyndte derfor rundt omkring paa Landet en sand Mani for at oprette Spare­

kasser. I de 5 A ar f r a 1869 t i l 1874 o p r e t t e d e s i k k e m i n d r e end 219 nye S p a r e k a s s e r (heri ikke indbefattet Bankernes Sparekasseafdelinger), og i A a r e t 1873 a l e n e o p r e t t e d e s 83 nye Sp a r e -

11

k a s s e r , altsaa 1 å 2 om Ugen, medens det forhen var 1 å 2 om Aaret. Ogsaa de indskudte Summer steg meget stærkt, og en væsentlig Grund hertil var netop denne stærke Concurrence mellem Sparekasserne.

De talrige nye Sparekasser maatte jo nemlig søge snarest muligt at skaffe sig et Beløb at virke med, og de gamle Sparekasser maatte arbejde paa at modstaa Concurrencen fra de ny oprettede og fra Bankerne;

i de 5 Aar fra 1869 til 1874 voxede derfor Sparekasse­

kapitalen med 84 Miil. Kr., fra 112,5 Miil. til 196,8 Mili Kr., og atter i de næste to Aar voxede Kapitalen trods de mindre gode Tider med ca. 26 Miil. Kr. og naaede ved Udgangen af 1876 op til ca. 223 Mili. Kr. Det var altsaa tilsyneladende et glimrende Resultat; men hvorledes var det opnaaet? Dreven af Concurrencen og af gjensidig Jalousi stræbte man blot efter at forøge Indskudskapitalen og Virksomheden. Man satte Indskudsrenten højere op og modtog alle mulige Ka­

pitaler, løse og faste, store og smaa, uden Hensyn til, om de passede for Sparekassernes Indretning og Virke- maade; man trængte ind paa Bankernes Omraade og modtog de mange løse Penge, der efter deres Natur burde anbringes paa Folio bos Bankerne. Til Gjengjæld begyndte Bankerne at concurrere med Sparekasserne, og satte Renten for Indlaan op. Den højere Rente, Sparekasserne nu maatte give af Indskudene, tvang dem atter til at sætte Renten for Udlaan op, og til at slaa af paa Sikkerheden; man begyndte at spekulere, kjøbte usikre og ukjendte Spekulations-Papirer, rus­

siske, tyrkiske og italienske Stats-Papirer, Aktier o. L., diskonterede i stor Udstrækning o. s. v. Kort sagt, S p a r e k a s s e r n e n æ r m e d e sig t i l at b l i v e l i ge-

„

f r e m B a n k e r , k u n me d den F o r s k j e l , at de m a n g l e d e d i s s e s S i k k e r h e d , A k t i e k a p i t a l e n .

Paa den anden Side var der mange Sparekasser, navnlig paa Landet, der ved deres Udlaan gik den modsatte Vej; de anbragte alle de Midler, de kunde faa fat paa, mod Pant i faste Ejendomme. I Stedet for direkte at laane sine Penge ud i faste Ejendomme, satte Bønderne dem i Sparekasserne i den Forudsæt­

ning, at de af disse anbragtes i Egnens faste Ejen­

domme, ikke sjældent med den udtrykkelige Betingelse, at den eller den navngivne Person skulde have de indskudte Penge til Laans. D e n n e A r t S p a r e k a s s e r b l e v e s a a l e d e s b l o t t e M e l l e m m æ n d , en Sl ags K a u t i o n s a n s t a l t e r f or U d l a a n i f a s t e E j e n ­ d o mme og n æ r m e d e sig i d e n n e H e n s e e n d e t i l H y p o t h e k b a n k e r og K r e d i t f o r e n i n g e r , k u n a t de m a n g l e d e di s s es S o l i d i t e t ; t h i de a n b r a g t e a l l e M i d l e r f a s t , me n v a r e f o r p l i g t e d e t i l at b e t a l e d e m t i l b a g e p a a A n f o r d r i n g .

Alt dette kunde gaa, medens Tiderne vare gode og opadgaaende; men saasnart Fremgangen standsede, begyndte der at rejse sig Vanskeligheder. I Aaret 1877 og tildels allerede i 1876 begyndte Interessen­

terne at tage deres Penge ud, og uagtet Tilbagegangen, i det Mindste endnu, var forholdsvis langt mindre end i 1848 og i 1857, nødtes Sparekasserne til i stor Udstrækning at sige Prioriteter op og maatte søge midlertidig Hjælp hos Nationalbanken og andre Steder.

Det var ikke ganske med Urette, at man nu bebrejdede Sparekasserne, at en væsentlig Del af de vanskelige Pengeforhold maatte tilskrives dem, fordi de ved at sætte Landets flydende Kapitaler i faste Prioriteter

havde bidraget til at fremkalde et unaturligt Opsving i de gode Aar og nu i de daarlige Tider bragte Ejendoms­

besidderne i Forlegenhed ved at opsige Penge, hvilke disse havde betragtet som faste. I Pressen og tone­

angivende Kredse førtes stærke Angreb mod Spare­

kasserne, man udtalte, at de burde tvinges tilbage indenfor deres oprindelige Formaal som blot kapital- opsamlende for Almuen, al Virksomhed derudover var et uberettiget Overgreb paa Bankernes eller Kredit­

foreningernes Omraade; hvis Sparekasserne ikke selv i Tide bragte deres Virksomhed indenfor de naturlige Grændser, burde Staten med sin tvingende Magt træde til.

Sparekasserne havde selv en Fornemmelse af, at de vare begyndte at komme ind paa en urigtig Vej;

de frygtede de Farer, som Fremtiden kunde bringe;

men de havde tillige en bestemt Følelse af, at Spare­

kasseinstitutionen havde en vigtig og en berettiget Plads i Landets oekonomiske Liv, og at de, naar de nuværende Vanskeligheder vare overvundne, ogsaa vare i Stand til at udfylde denne Plads. Man følte Trang til fælleds Overvejelse og til Sammenslutning; og det var dette der gav Anledning til Sparekassemødet i Aarhus den 17de og 18de Januar d. A., ved hvilket man havde anmodet Etatsraad Nationalbankdirektør Levy og nær­

værende Forfatter om at være tilstede. Formaalet med dette Møde var at tage under Overvejelse, hvilke der vare de rette Grændser for Sparekassernes Virk­

somhed, og efter hvilke Regler Forretningen burde ledes indenfor disse Grændser: Som Grundlag for Diskus­

sionen forelaa et af Etatsraad Levy udarbejdet Forslag, der i sine Hovedtræk blev vedtaget.

14

Det første Spørgsmaal, der maatte frembyde sig til Overvejelse, var: h v i l k e M i d l e r b ø r S p a r e k a s s e r n e m o d t a g e , og h v o r l e d e s b ø r d i s s e f o r r e n t e s ?

Det maa ved Besvarelsen af dette Spørgsmaal først og fremmest fastholdes, a t S p a r e k a s s e r n e i k k e k u n n e d r i v e e g e n t l i g e F o r r e t n i n g e r me d P e n g e , de ere i k k e F o r r e t n i n g s - I n s t i t u t e r , d e r e s h e l e O r g a n i s a t i o n er b e r e g n e t p a a en vis r o l i g , s o l i d og e n s a r t e t V i r k s o m h e d ; de f o r v a l t e og a n b r i n g e P e n g e , me n de s p e k u l e r e i kke. Det følger heraf, at de mange løse, let bevæge­

lige Kapitaler, der ere bestemte til at anvendes som Forretningernes Driftskapital, men som jevnligen af en eller anden Grund kortvarigen ere uden Anvendelse, bør Sparekasserne ikke modtage; de høre hjemme paa Folio i Bankerne. Bankerne kunne modtage disse Penge fordi deres hele Virksomhed er indrettet derpaa; de laane ud paa kort Tid, kunne altid med Lethed skaffe Midler tilveje, de ere nøje kjendte med alle personlige Forhold i Forretningsverdenen, og som Garanti for de mulige Tab have de deres Aktiekapital. Bankerne kunne derfor bære den Risico, der er forbunden med at frugtbargjøre denne Art Midler; men Sparekasserne, som ere helt anderledes stillede, som ingen Aktiekapital have, som arbejde mere roligt og anbringe deres Midler mere fast og solidt, de kunne ikke indlade sig herpaa;

den mindste Forandring i de vexlende Konjuncturer kan aldeles pludselig og uventet bevirke, at disse

„Foliopenge“ i stort Omfang uddrages, og navnlig vil dette altid ske under vanskelige Pengeforhold, og Spare­

kasserne ville derved blive nødte til store Udbetalinger paa den for dem ubelejligste Tid og nødes til enten

w . . \ t. ^{A * n ' %}

med store Omkostninger for dem selv at gjøre Laan eller til at opsige Prioriteter og derved bringe Laan- tagerne i Forlegenhed eller til at realisere Papirer paa en Tid, da disses Kurs i Almindelighed er lav. Bankerne kunne bedre holde paa disse Midler, dels paa Grund af det nærmere Forhold, hvori de staa til Forretnings- mændene, for hvem det er magtpaaliggende vedblivende at staa i Forhold til Bankerne, dels fordi de have et Middel ^fil at holde paa Pengene, som Sparekasserne haanden som Pengene blive knappere. Sparekasserne, der anbringe deres Penge til en fast Rentefod, de maa ogsaa giveen fast Rente af Indlaanene; at variere med Renten fører uundgaaelig Sparekasserne over til Bankvirk­

somheden, og den kunne de ikke magte. Desværre er der desuagtet ikke faa Sparekasser, der i den senere Tid har benyttet denne Udvej. — Heller ikke i gode Tider ere disse løse Penge egnede for Sparekasserne;

de ville, naar Bankrenten er lav, ofte strømme til i stor Mængde, og Kassen vil da blive overfyldt paa Ti­

der, hvor det er vanskeligt at anbringe Penge fordel­

agtigt; de nøde desuden Sparekasserne til at have en meget større Kassebeholdning og til at holde større Midler disponible, end ellers vilde være nødvendigt.

'Det maa af disse Grunde anses for absolut nød­

vendigt, at Sparekasserne ved hensigtssvarende Be­

stemmelser i deres Vedtægter holde disse løse, let bevægelige Forretningskapitaler borte. De M i d ­ l er , d e r h ø r e h j e m m e i S p a r e k a s s e r n e , e r e de f a s t e M i d l e r , de f o r s k j e l l i g e A r t e r a f G r u n d k a p i t a l , d e r søge en m e r e f a s t R e n t e - A n b r i n g e l s e , og d e r n æ s t de s t a d i g e Op s p a -

sætte Indskudsrenten op, efter-

!LM /•“V " '% ■

s

ningen, de altid uundgaaelige Tab og desuden danne en Reservefond; alt dette kan neppe bestrides med mindre end 3/4 pCt. af den indsatte Kapital. Der bør altsaa være omtrent 3/4 pCt. eller idetmindste x/2 pCt.

Forskjel mellem Indskudsrenten og den Rente, Spare­

kasserne kunne vente at faa af deres Udlaan. For Øjeblikket kan man ganske vist faa ca. 5 pCt. eller mere p. a. for første Klasses Sikkerhed; men det er ikke det Sædvanlige. Under almindelige Forhold kan man neppe gjøre Regning paa større Renteudbytte end 4V2 å 43/4 pCt. p. a. Det bedste Bevis herfor er, at det kun er et Par Aar siden, at kgl. 4 pCt. Obligationer stod i over 90 og altsaa gav mindre end 4x/2 pCt. i Rente; ogsaa Renten for gode 1ste Prioriteter i faste Ejendomme var den Gang paa ingen Maade højere end 4x/2 pCt. Der har noget længere tilbage været Tids­

punkter, da 4 pCt. kgl. Obligationer stod over pari og da 4 pCt. var en meget god Rente. Det maa ved Bestemmelsen af, hvor stort et Udbytte Sparekassen kan gjøre Regning paa i Gjennemsnit at have af sine Kapitaler, heller ikke oversees, at Sparekasserne faa de de fleste Indskud, den største Forøgelse i deres Kapital paa de Tider, da der er mange dis­

ponible Kapitaler i Landet og altsaa Rentefoden lav og Papirernes Kurs h ø j, medens de omvendt tvinges til at sælge deres Effekter, naar disses Kurs er lav. Det kan derfor paa ingen Maade ventes, at Sparekasserne, naar deres Midler skulle anbringes aldeles solidt og der ikke skal spekuleres med dem, i Længden kan have større Udbytte af dem end i Gjennem­

snit 43/4 pCt., og naar Forskjellen paa Udlaans- og Ind- laansrenten skal være x/2 å 3/4 pCt., saa følger heraf,

at Indlaansrenten i en solid Sparekasse ikke bør sættes højere end 4 pCt. p. a. Dette er ogsaa en tilstrækkelig høj Rente til, at Interessenterne kunne være fornøjede med den. Ganske vist kunne de faa lidt større Rente ved at anbringe Pengene i gode offentlige Papirer, men de har da ikke Midlerne i en saa bekvem Form som i Sparekasserne, de udsætte sig for Tab og Om­

kostninger, naar de skulle realisere Obligationerne og kunne ikke som i Sparekasserne efterhaanden tage Smaasummer ud eller forøge Kapitalen ved Indsættelse af smaa opsparede Beløb. Den Omstændighed, at Til- væxten i Sparekassemidlerne har været saa overordentlig stærk, selv da Indskudsrenten saa godt som aldrig var over 4 pCt., og at Tilvæxten i de Egne af Landet, hvor Indskudsrenten er under 4 pCt., er mindst lige saa stærk som der, hvor den er 5 pCt., er ogsaa et Bevis paa, at Befolkningen er fuldkommen tilfreds med 4 pCt.

En Ejendommelighed ved de i de danske Spare­

kasser indestaaende Kapitaler er det, at saa stor en Andel deraf er forholdsvis store Summer; endog hele store Kapitaler paa 50, 60 ja 70,000 Kroner indestaa paa enkelt Konto. Af Sparekassernes 400,000 Interessenter ejede de 380,000 kun Halvdelen af Indskudskapitalerne, me­

dens den anden Halvdel var fordelt paa kun 20,000 Interessenter. Det er utvivlsomt, at der heri ligger en stor Fare for Sparekasserne; thi 1 af disse store Inter­

essenter vil ved at udtage sit Indskud bringe Spare­

kassen i lige saa stor Forlegenhed, som naar 20 af de smaa Interessenter forlange deres Indskud tilbage, og det er netop de store Summer, der snarest fordres til­

bage i vanskelige Tider. Ved den sjællandske Bonde­

stands Sparekasse, der i Fjor maatte udbetale et Beløb 2*

af 37a Miil. Kr., har det vist sig, at da den opsagde en betydelig Mængde Prioriteter, blev der til samme Tid som Indbetalingerne af dem skulde ske, forlangt udbetalt en stor Mængde af Sparekassens største Konti, og man kunde heraf slutte, at det var de Mænd, hvis Prioriteter vare opsagte, som havde 'foranlediget deres Venner og Bekjendte, der vare Interessenter for større Summer, til at tage deres Indskud ud og at overtage de opsagte Prioriteter. Paa samme Tid altsaa som Sparekassen nødtes til at anstrænge sig for at skaffe Penge ved Opsigelsen af Prioriteter, voxede de For­

dringer, der stilledes til den, i en tilsvarende Grad.

De smaa Intesessenter derimod havde ikke den samme Opfordring til at tage deres Penge ud, da deres Summer vare for smaa til med Lethed at kunne anbringes paa anden Maade. En rigtig Anerkjendelse af, at de store Summer ikke passe saaledes for Sparekassernes Forhold som de smaa, ligger deri, at det flere Steder i Udlandet ved Lov er forbudt Sparekasserne at modtage større Summer (i Frankrig f. Ex. 1000 Frcs., i de engelske Postsparekasser 200 Lstr. osv.), og selv hvor et saadant udtrykkeligt Paalæg ikke er givet, er det almindeligt, at Sparekasserne negte at modtage Summer udover en vis Størrelse. I Danmark er det derimod almindeligt, at selv de største Summer modtages, og Faren herved er saa- meget større, som der i de senere Aar har vist sig en stadig Aftagen i Tallet paa de smaa Interessenter og en stadig Tiltagen i Antallet af de store Interessenter.

Den rigtigste Fremgangsmaade vilde vistnok være om Sparekasserne ligefrem negtede at modtage større Summer paa en enkelt Konto end f. Ex. 3000 Kr.

Det maa imidlertid indrømmes, at en saa bestemt Optræden ogsaa har sine Ulemper. Det er vistnok navnlig Gaardmandsstanden, der udgjør den overvejende Del af de større Interessenter, og ved at negte Summer paa 3000 Kr. og derover Optagelse i Sparekasserne, vilde man ofte bringe de til denne Samfundsklasse hørende Interessenter i Forlegenhed. Vor Landbostand holder ikke af offentlige Papirer og det med R ette; thi kun altfor ofte lider den Tab ved disse, fordi den ikkeforstaar sig paa denne Art af Værdier, og det har ogsaa vist sig, at netop Bønderne af mindre samvittighedsfulde Agenter let forledes til atind- kjøbe usolide Papirer, der tilsyneladende give et stort Udbytte; ogsaa en forholdsvis stor Mængde af usolide Aktier, af rumænske, italienske og lignende Statsobli­

gationer siges at have fundet Vej til vore Bønder. Ud- laan mod Prioritet i faste Ejendomme er heller ikke altid en passende Anbringelse af de heromhandlede Midler; thi dels foretrækker man mere og mere det indirekte Udlaan, hvorved mange Ubehageligheder undgaaes (at skulle opsige sin Prioritet hos en Ven, Slægtning t. Ex., eller at Ens Formue bliver mere be- bekjendt for Offentlighed og derved maaske foranlediger, at man bliver sat i højere Skat o. L.), dels forudsætter Anbringelsen i faste Ejendomme, at Midlerne kunne undværes i længere T id, hvad jo ikke altid kan vides forud. Det kan saaledes neppe nægtes, at denne Adgang til at indsætte større Summer i Sparekasserne af Befolkningen betragtes som et Gode, hvad jo ogsaa den store Anvendelse heraf viser; og paa den anden Side er det utvivlsomt, at denne Ret i høj Grad forøger Sparekassernes Kapitalmagt og altsaa, hvis man med os anser Sparekasserne og deres Virksomhed for et

22

Gode, derved gavner Samfundet. Overses maa det heller ikke, at Forbudet mod at indsætte større Summer let kan omgaaes, og at ved en saadan jevnlig Omgaaen af Bestemmelserne svækkes Følelsen af det moralske Ansvar i Forholdet til Sparekasserne. Kan man derfor finde et Middel, hvorved det bliver Sparekasserne muligt vedblivende at modtage de større Summer og dog sikre sig mod den deri liggende Fare, saa synes dette os at ville være et utvivlsomt Gode.

I dette Øjemed blev der paa Aarhusmødet af Agent Levy stillet det Forslag, at Sparekasserne skulde have Bet til vedblivende at modtage Indskud af enhver Størrelse, men at de til Udbetaling af Summer paa 2000 Kr. og derover skulde forbeholde sig 6 Maaneders Opsigelse. Under regelmæssige Forhold skulde Spare­

kasserne, som sædvanligt, paa Anfordring udbetale ethvert Beløb, men de skulde forbeholde sig en Eet til at forlange 6 Maaneders Opsigelse for i Tilfælde af Misbrug eller under urolige Forhold, naar alskens mer eller mindre ubegrundede Rygter svækkede Krediten og fremkaldte en Panik, da at have et Middel, hvorved de kunde standse de store Udbetalinger, indtil Penge kunde skaffes tilveje og Sindene vare beroligede. Om- gaaelse af denne Ret til at forlange 6 Maaneders Op­

sigelse for Summer paa 2000 Kr. og derover, t. Ex. ved, at der hver Dag udtoges 1999 Kr., kunde man let sikkre sig mod ved hensigtsmæssige Bestemmelser i Vedtægterne. Det forekommer os, at man ved en saa­

dan Bestemmelse vil opnaa at fjerne den væsentligste Fare ved de store Konti og dog bevare den med den nuværende Ordning forbundne Fordel for Sparekasserne og for Befolkningen. At Interessenterne ved denne Be-

stemmelse ere udsatte for i vanskelige Tider ikke strax at kunne faa deres Penge udbetalte, som det undei sædvanlige Forhold er Tilfældet, og som de derfor have have gjort Regning paa, kan der ikke tillægges nogen større Betydning; thi Interessenterne kjendte forud eller burde idetmindste kjende de Betingelser, de have ind­

ladt sig paa, og hvis det endelig er af Vigtighed for dem strax at faae Pengene, ville de altid igjennem en Bank kunne faa Beløbet strax udbetalt uden store Om­

kostninger.

Vi have nu omtalt den ene Side af Sparekassernes Virksomhed, Indlaanet, og skulle derefter betragte TJdl aanet .

H o v e d r e g l e n ved T J d l a a n e t er, a t M i d l e r n e s k u l l e a n b r i n g e s s o l i d t , og at v e d S i d e n d e r a f m a a en s a a s t o r De l af M i d l e r n e a n b r i n g e s p a a l e t di s p o n i b e l Ma a d e , s om d e t u n d e r n o g e n i k k e a l d e l e s e x t r a o r d i n æ r O m s t æ n d i g h e d k a n t æ n k e s , a t I n t e r e s s e n t e r n e v i l l e f o r l a n g e u d ­ b e t a l t . — Det vigtigste er naturligvis Soliditeten, og det maa med Hensyn til denne vel mærkes, at Sparekasserne ved deres Udlaan ingenlunde kan nøjes med den Sikkerhed, som Bankerne maa være til­

fredse med; thi Bankerne have en secundær Sikkerhed i deres store Actiekapital, som først maa gaa tabt, inden deres Kreditorer lide noget Tab, men Sparekasserne have i Stedet for Actiekapitalen kun en lille Reserve­

fond, i Almindelighed kun et Par Procent af den hele Kapital, og dernæst er Forholdet mellem Sparekassen og dens Interessenter et Tillidsforhold, men Forholdet mellem Banken og dens Kreditorer et rent Forretnings­

forhold, Bankernes Kunder ere Forretningsfolk, der for-

7/*d >^V

staa sig paa Penge og Omsætning, som selv kunne danne sig en begrundet Mening om den Sikkerhed, Banken yder, den Bisico, de løbe, og som derfor* maa tage Skade for Hjemgjæld, hvis de lide noget Tab;

men Sparekassernes Kunder ere for største Delen Per­

soner og Klasser, der ikke selv kunne danne sig en be­

grundet Mening om vedkommende Kasses Soliditet, men i blind Tillid betro den deres Midler, en saadan Tillid fordrer en mere end sædvanlig Forsigtighed med Midlerne fra den anden Side; Sparekasserne optræde her som en Art Formyndere for Personer, der i Penge­

sager ere umyndige, og Midlerne maa anbringes med lignende Forsigtighed som Overformynderiets.

Vi skulle gjennemgaa de forskjellige Maader, hvor^

paa Sparekasserne pleje at anbringe deres Midler, og undersøge, hvorvidt de ere hensigtsmæssige.

Den almindeligste Maade at anbringe Sparekasse­

midlerne paa e r U d l a a n mo d P r i o r i t e t i f a s t e E j e n ­ domme . Naar denne Anbringelse sker med fornøden Forsigtighed, maa den betragtes som fuldstændig solid.

At vore Sparekassers Udlaan i faste Ejendomme i de allerfleste Tilfælde have været solide, er vistnok utvivl­

somt; men der er dog ikke faa Tilfælde, om hvilke dette vistnok ikke ganske gjælder; det er derfor neppe overflødigt at indskærpe Sparekasserne Anvendelsen af visse almindelige Forsigtighedsregler ved disse Udlaan, og det vilde desuden styrke Publikums Tillid til, at der ikke blev begaaet Fejlgreb paa dette saa vigtige Punkt, om Sparekasserne kunde enes om at benytte saadanne f æl l e d s R e g l e r for Udlaanet, som a f Al l e m a a t t e a n e r k j e n d e s for sol i de. Som saadanne Regler enedes man paa Sparekassemødet i Aarhus om

24

Følgende, der vistnok maa ansees for fuldt betryggende og hensigtsmæssige:

,,a) Til Bevilgeisen af Udiaan i faste Ejendomme for­

dres i Reglen, at Laanebegjæringerne ere ledsagede af paalidelige Taxationsforretninger, og bevilges Laanene ikkun indenfor de Grændser, som gjælder for Anbringelse af Umyndiges eller offentige Mid­

ler; Laan i Kjøbstadejendomme maa ikke over­

stige Halvdelen af Taxåtionssummen. For at et Laan kan bevilges, udkræves Samtykke af mindst 2/ 3 af Bestyrelsens Medlemsantal,

b) Afdrag og Forrentning af Prioritetslaan. Ved Be­

vilgeisen af Prioritetslaan, der stedse skulle kunne opsiges med 3/é Aars Varsel, bliver at stipulere et aarligt Afdrag af mindst V² pCt., som i Forbin­

delse med Renten bliver at betale i tvende halv- aarlige Terminer. Saa vel Renter som Kapital­

afdrag svares stedse af Laanets oprindelige Stør­

relse. “

Ved Bestemmelsen om Laanets Tilbagebetaling ved aarlige Afdrag opnaaes ikke alene, at Sparekasserne faaer større Midler til Disposition, som de kunne an­

vende, efter som Omstændighederne kræve det, enten til nye Prioritetslaan eller paa anden Maade, men der opnaaes tillige, at Laanene blive sikrere. Især i de mindre frugtbare Egne af Landet beroer en Ejendoms Værdi i høj Grad paa dens øjeblikkelige Kulturstand- punkt, og Værdien kan derfor under en forsømmelig Ejer let i meget høj Grad formindskes; ved de aarlige Afdrag haves da et godt Middel til at sikre sig mod de Tab, der kunde flyde heraf. Ogsaa for Laantageren maa en saadan Amortisation i Regelen ansees for hen-

26

sigtsmæssig, da lian derved ligesom tvinges til at betale sin Gjæld ved stadige smaa Opsparinger og lidt efter lidt næsten umærkeligt bliver gjældfri. Et Afdrag som det foreslaaede vil betale den hele Gjæld tilbage i 50 Aar.

Paa Aarhusmødet blev det tillige vedtaget, at ved nye Prioritetslaan saavelsom ved Ejerskifte skulde Rente- terminerne bestemmes til 11 Marts og 11 Septbr. Man tilsigtede ved denne Bestemmelse at formindske den nuværende Sammenpressen af Pengeomsætninger til de sædvanlige Terminer 11 Juni og 11 Decbr., hvorved der saa ofte forvoldes baade Omkostninger og andre Vanskeligheder for Pengeinstituterne, og hvorved man tillige udsættes for, at der, naar andre uheldige For­

hold skulde indtræffe samtidig, kunde skabes farlige Situationer. Ved paa den angivne Maade at henlægge en vigtig Del af Omsætningerne til andre Tider ville Sparekasserne gavne sig selv og støtte Staten i dens Bestræbelser efter at fordele Pengeomsætningerne mere jevnt over de forskjellige Tider af Aaret. Heller ikke for Laantagerne kan den omtalte Bestemmelse antages i nogen Henseende at forvolde Ulemper.

Naar Sparekassens Midler anbringes mod Pant i faste Ejendomme efter de her angivne Kegler, maa det siges at være en særdeles solid Anbringelse, der sikrer mod Tab og kan give et godt Udbytte, og det er til­

lige en Laaneform, hvorved Sparekasserne kunne stifte megen Gavn i vedkommende Egn og navnlig være en god Støtte for Landets Hovederhverv, Landbruget. Men l i g e saa g a v n l i g s om d e n n e L a a n e f o r m er, n a a r d e n b r u g e s me d Ma a d e , l i g e s a a s k a d e l i g , j a f o r d æ r v e l i g er den, n a a r d e n a n v e n d e s

i for s t o r t e t Omf a ng; og det er desværre utvivlsomt, at en Mængde af vore Sparekasser liave gjort sig skyldige i denne Fejl og derved ikke alene bragt sig selv i en vanskelig Stilling, men ska­

det Laantagerne endnu mere. Hvor stor en Del af deres Kapital tør da Sparekasserne anbringe i faste Ejen­

domme? D er b ø r i k k e a n b r i n g e s m e r e p a a d e n n e Ma a d e , e nd S p a r e k a s s e r n e k u n n e v ær e s i k r e p a a u n d e r al l e, sel v m e g e t v a n s k e l i g e O m s t æ n d i g h e d e r , a t k u n n e l a d e f o r b l i v e i n d e - s t a a e n d e . Naar, som det i de senere Aar har været Tilfældet, den langt overvejende Del eller undertiden saa godt som hele Sparekassens Kapital anbringes i faste Ejendomme, og der da som nu kommer knappere Tider og Interessenterne i større Omfang forlange deres Indskud tilbage, saa nødes Sparekasserne til at sige deres Prioriteter op; thi Laan paa Panteobligationerne kan under saadanne Forhold kun give en kortvarig Udsættelse, ingen vedvarende Hjælp; men hvor for­

dærvelig og skadelig er ikke saadanne Opsigelser af Prioriteter i vanskelige Tider? Ejendomsbesidderne, der i Forvejen ere trykkede af Forholdene, faa opsagt Penge, som de betragtede som sikre og factisk uop­

sigelige; de skulle i Tider, hvor Ingen have Penge og Mistilliden til selv de bedste Sikkerheder er svækket, skaffe ofte store Summer til Veje; dette vil altid være vanskeligt og kostbart for dem, ikke sjeldent ligefrem fordærveligt, og den almindelige Pengetrang og Mis­

tillid vil blive yderligere forøget derved. Man har et nærliggende og advarende Exempel herpaa i „den sjæl­

landske Bondestands Sparekasse“, der i Fjor maatte opsige Prioriteter til Beløb af flere Millioner Kroner;

det var kim ved en energisk og extraordinær Under­

støttelse fra Statskassen, fra flere offentlige Stiftelser og fra mange private Rigmænd, at det opnaaedes at redde ulykkelige Laantagere, for hvem Sparekassen havde opsagt Prioriteter, fra herafflydende Kalamiteter.

Og hvad der er sket med denne Sparekasse i det Store, er sket i det Mindre med flere smaa Spare­

kasser omkring i Landet. Det er neppe formeget, naar man har sagt, at en væsentlig Del af de nuværende vanskelige Pengeforhold for Ejendomsbesidderne skyldes den Omstændighed, at Sparekasserne i for stort Omfang have udlaant deres Midler i Prioriteter. Der er ikke faa Sparekasser, der, da Kravene paa Tilbagebetaling af Indskudene voxede, i Stedet for at sige Prioriteterne op, have valgt den Udvej at sætte Indlaansrenten op for derved at holde paa Pengene. Men denne Fremgangs- maade har kun bragt dem fra Scylla til Karybdis. De har derved bidraget til forhøje Rentefoden i Almindelig­

hed og derved trykket Ejendomsværdierne, de har for­

øget deres Udgifter uden strax at kunne i samme Grad forøge deres Indtægter, og navnlig har Midlet neppe i noget større Omfang kunnet opnaa det tilsigtede Øjemed at holde paa Pengene. D e t e n e s t e r i g t i g e Mi d d e l mo d s a a d a n n e V a n s k e l i g h e d e r er, at S p a r e k a s s e r n e h a r en t i l s t r æ k k e l i g s t o r B e ­ h o l d n i n g a f l e t r e a l i s a b l e V æ r d i e r . Naar en saa- dan haves, kan de forlangte Tilbagebetalinger effectueres med Lethed og Ro uden at frembringe nogen Forstyrrelse i Egnens Ejendomsforhold og uden at behøve at an- raabe Staten eller Nationalbanken om Hjælp. De fleste Sparekasser har ogsaa i Erkjendelse heraf tilveje­

bragt en saadan let realisabel Fond ; men i de fleste

29

Tilfælde er denne for lille. DenDel afLandets Sparekasse- midler (de to kjøbenhavnske Sparekasser undtagne), som bar været anbragt paa let realisabel Maade, i offen- lige Papirer, indsatte i Banker eller været tilstede i Kontanter, bar varieret fra V4 til Vs; men efter Erfa­

ringerne fra de sidste to Terminer maa det siges, at dette ikke er tilstrækkeligt; ogsaa Erfaringerne fra Krisen .1857 og fra Krigen i 1848 viser det Samme.

Man maa højere op, omtrent til en Tredjedel af den samlede Sparekassekapital. Denne Tredjedel bør da anbringes i solide, rentebærende, indenlandske Effecter, eller som Indlaan i vel funderede Banker, og en Del bør haves liggende i Kontanter som Kassebeholdning.

A k t i e r b ø r S p a r e k a s s e r n e s o m R e g e l i k k e have, thi de bør undgaa alt, hvad der hedder Spekulation, og de sidste Aars Erfaringer have vist, hvor usikker en An­

bringelse de fleste Aktier ere, hvormeget selv de so­

lide Aktiers Kurs paavirkes af vanskelige Pengeforhold, og hvor vanskelige de da ere at realisere til antagelige Priser. U d e n l a n d s k e P a p i r e r b ø r S p a r e k a s s e r n e h e l l e r i k k e k j ø b e ; thi dels ere de ikke altid sikre, dels er det ofte vanskeligt for Sparekasserne med Sikkerhed at bestemme saavel deres virkelige Værdi som deres Kurs, og desuden bør det være en Pligt for Spare­

kasserne saavidt mulig at lade Landets Penge komme Landet selv tilgode. En Undtagelse kan dog i denne Hen­

seende gjøres med s v e n s k e og n o r s k e S t a t s p a p i r e r (ikke svenske og norske Hypothekobligationer eller andre halvt private Papirer); thi disse Papirers Sikkerhed er almindelig anerkjendt som ubetinget god og deres virkelige Værdi let at konstatere, da de noteres paa Kjøbenhavns Børs. Der er ogsaa den Fordel forbunden

s%.

30

med svenske og norske Statspapirer, at de ofte paa Tider, hvor danske Papirer staa lavt, holde sig bedre i Kurs og t. Ex. paa Hamborgs Børs kunne realiseres i store Mængder til gode Priser og uden at trykke Kursen kjendeligt.

E t Papir, som det maa anses som særdeles heldigt for Sparekasserne at anbringe en større Del af deres Kapi­

taler i, er K r e d i t f o r e n i n g s o b l i g a t i o n e r n e ; thi det er særdeles gode Papirer, og desuden kan Spare­

kasserne ved at opkjøbe, navnlig de lokale Kredit­

foreningers Obligationer, hæve disses Kurs og derved bidrage til at skaffe Egnens Ejendomsbesiddere billigere Laan og paa denne Maade ad indirekte Vej lade en stor Del af den Kapital komme Ejendomsbesidderne til gode, som man ikke har turdet udlaane til dem direkte; man vilde ogsaa herved opnaa, at Sparekasse- kapitalen kom hele Egnen i Almindelighed til gode i Stedet for de Enkelte, der ellers havde kunnet faa Laan.

Naar man altsaa efter det her Udviklede maa gaa ud fra, at ordentligvis 1/3 af Sparekassens Kapital skal anbringes i gode Papirer eller paa anden let realisabel Maade, saa følger deraf, at højst 2/s en Sparekasses Kapital maa anbringes mod Pant i faste Ejendomme;

men ofte vil det ikke en Gang være rigtigt at anbringe saa stor en Del i faste Ejendomme. Det vil saaledes hyppigt være ret hensigtsmæssigt at udlaane mindre Summer m od K a u t i o n e l l e r h a a n d f a a e t P a n t ; ganske vist egne denne Slags Laan sig navnlig for Banker, hvis hele Bestyrelse og Indretning er beregnet paa denne Art [af Laan; men Sparekasserne kunne i mange Tilfælde stifte megen Gavn ved saadanne Laan, saaledes paa cle Steder, hvor ingen Banker findes, og

i i\

„ x m -

.~

navnlig ogsaa ved at give Laan til Smaafolk paa rime­

lige Betingelser; det maa ikke glemmes, at Spare­

kassernes Formaal er filantropisk, isser at gavne de lavere Samfundsklasser, og for de til disse kørende Personer kan et lille Laan givet i rette Tid og paa rette Maade ofte være til meget stor Gavn. Det er derfor neppe rigtigt kelt at udelukke denne Art af personlige Laan, kun maa de gives med stor Forsigtig- ked og i indskrænket Omfang. Paa Mødet i Aarkus blev det derfor ogsaa med stor Majoritet vedtaget, at Beløbet af Udlaan mod Kaution ikke bør overstige Vs af den i Sparekassen indestaaende Kapital. Og med Hensyn til Udlaan mod kaandfaaet Pant vedtoges det, at kun solide Obligationer (ikke Aktier) burde tages som Haandpant, og at Laanet ikke maatte overstige

2 / 3 af disses Salgsværdi.

Der er dog en Klasse af Sparekasser, som i større Omfang end ker anført knnne og vistnok ogsaa bør an­

vende denne Art Udlaan i større Udstrækning, det er mange af de saakaldte S o g n e s p a r e k a s s e r og en­

kelte af de smaa Sparekasser i Byerne. Saadanne smaa Sparekasser, som ere oprettede i et udpræget filantropisk Formaal, og som stadig kolde dette i Hævd, idet de tilsigte at kjælpe de arbejdende Klasser ved at vænne dem til Sparsommeligked og ved at støtte dem med Laan i paakommende knappe Tider, disse kunne i Almindeligked bedre end store Spare­

kasser gjøre personlige Udlaan; tki deres Bestyrelser, der lever i nær Forbindelse med Arbejdsklassen, og ofte selv kenkører til denne, kar i Almindeligked nøje Kjendskab til de personlige Forkold og kan bedømme de moralske Garantier kos Laantageren, kvorpaa

32

Sikkerheden, naar Alt kommer til Alt, dog væsentligst beror. Erfaringen har ogsaa vist, at disse Udlaan, naar det personlige Kjendskab er tilsteds og den fornødne Forsigtighed iagttages, meget sjældent forvolde Tab;

navnlig gjælder dette, naar Kassens Midler ere tilveje­

bragte ved Opsparinger fra Arbejderne selv, og Be­

styrelsen idetmindste tildels ligeledes bestaar af Ar­

bejdere; den kammeratlige Følelse og den gjensidige Kontrol er da et fortrinligt Sikringsmiddel mod Tab ved Udlaanene. Det vilde ogsaa være meget beklage­

ligt om de smaa Sparekasser skulde standse med disse Udlaan til Arbejdsklassen og andre Smaafolk; thi baade stiftes der ofte overordentlig megen Gavn ved saadanne Laan, og ved at standse med dem vilde Sogne­

sparekasserne svigte et af deFormaal, i hvilket de ere bievne oprettede. Noget andet er det, at Sognespare­

kasserne ofte ere mindre godt indrettede og bestyrede og paa en mindre heldig Maade sammenblande den store og den lille Sparekasses Formaal og Virkemaade;

ofte er det ogsaa Tilfældet, at en Sognesparekasse er op­

rettet og virker ikke i Arbejdsklassens, men i Gaard- mandsklassens Interesse, at den udlaaner og virker al­

deles som en stor Sparekasse og ikke har andet til­

fælles med de egentlige Sognesparekasser end at den kun har smaa Midler at virke med og et snevert be­

grænset Opland; men en saadan Sparekasse er en Uting, der i Almindelighed gjør mere Skade end Gavn.

Foruden de to Hovedspørgsmaal, In diaanet og de indkomne Midlers Anbringelse, er der endnu forskjel- lige andre ikke uvæsentlige Punkter, som bleve dis­

kuterede paa Aarhusmødet, og som vi ogsaa her skulle omtale.

%

Som vi have set maa det anses for nødvendigt, at Sparekassernes Midler anbringes i solide Papirer, og det blev paa Mødet fra flere Sider med Rette frem­

hævet, at dette var en ligefrem Livssag for Sparekasse­

institutionen; thi det er nødvendigt, at alle Udbetalinger ske med Lethed og prompte. Saasnart det rygtes, at Sparekassen maa gjøre extraordinaire Anstrængelser for at skaffe Penge, laane hos andre Pengeinstituter eller sige Prioriteter op, og det er umuligt at holde noget saadant skjult, saa vil øjeblikkelig Tilliden til Spare­

kassen svækkes, og Faren for et almindeligt „Run“ voxe.

Det gaar med en Sparekasse som med en ung Kvinde;

jo mindre man hører om dem, jo bedre er det, men er der først kommen den mindste Plet paa deres Rygte, saa er det ude med dem. Forudsætningen for et saa­

dant stille, tilbagetrukket og uafhængigt Liv, som er saa vigtigt for Sparekassens Kredit, er en stor Behold­

ning af solide Papirer Ogsaa for Sparekassens Debi­

torers Skyld er det rigtigt at have en saadan Behold- ning, thi først ved Hjælp af en saadan kunne Spare­

kassens Laan i faste Ejendomme blive, hvad de anses for og hvad de bør være, men hvad de nu ikke ere, nemlig .i Virkeligheden lige saa faste og uopsigelige som offentlige Midler eller Kreditforeningspenge.

Imidlertid, hvor nødvendigt end et saadant Fond af gode Papirer er, saa er der paa den anden Side den Ulempe forbunden dermed, at de let, naar de skulle realiseres kunne forvolde Sparekassen et Tab paa Kursen. Ganske vist kunne Forholdene ogsaa stille sig omvendt, saa at Sparekasserne vinde paa Kursen, men i Almindelighed vil der dog maaske nok være en noget større Sandsynlighed for Tab end for Gevinst ved

Kursens Svingninger; thi det er jo i de daarlige Tider, naar Papirernes Kurs i Almindelighed er lav, at Spare­

kasserne maa realisere af deres Beholdninger for at betale de Indskud tilbage, som Interessenterne forlange, og omvendt er det navnlig i de gode Tider, naar der strømmer mange Penge ind i Kassen, at man vil gjøre Indkjøb af Papirer, men da staa i Almindelighed deres Kurs højt. Og selv om en Kasse i knappe Tider ikke nødes til at realisere af sine Værdipapirer og derved lide Tab, saa vil det dog ofte være nødvendigt i saadanne Tider i den aarlige Balance at afskrive Beløb, der svare til Kursfaldet i Beholdningen. Ogsaa ved Spare­

kassens øvrige Udlaan eller ved tilfældigt indtræffende Uheld kan paa forskjellig Maade foraarsages Tab, selv om man iagttager den største Forsigtighed. Til at dække alle saadanne Tab maa Sparekassen have et K e s e r v e f o n d . Allerede nu have de allerfleste Spare­

kasser et Reservefond, men i Almindelighed er dette for lille. Samtlige Sparekassers egen Formue udgjorde i 1874 ikke mere end ca. 4 pCt. af den samlede Indskuds­

sum, og heraf var endda en ikke ringe Del anbragt i Sparekasse-Bygningerne, altsaa i en meget urealisabel Form; naar det nu erindres, at adskillige Sparekasser have et betydeligt større Reservefond, og de andre alt­

saa saameget mindre, saa maa det indrømmes, at dette ikke er meget. Lad os sætte, at Sparekassernes Be­

holdning af Papirer synker ca. 1 0 pCt. i Kurs — saa stærkt et Fald har der jo i de sidste Aar været i flere solide Papirer —-, da vil derved meget let helt kunne op­

sluges et Reservefond af et Par Procent, og naar saa Balancen gjøres op, og det i denne maaske offentlig maa fortælles Publikum, at Sparekassen ikke ejer saameget

35

som den skylder sine Interessenter, at den altsaa paa en Maade er insolvent; mon det da vil styrke dens Kredit? eller er det forsvarligt at bestyre sine Inter­

essenters Penge paa en saadan Maade?

Det er desværre ikke usandsynligt, at for Øje­

blikket adskillige Sparekasser ere i en saadan Stilling, og at de, hvis deres Bo nu opgjordes efter Dagens Kurser, ikke vilde kunne svare enhver Sit. Det er ogsaa utvivlsomt, at det forløbne Aars Vanskeligheder have formindsket de fleste Sparekassers Reservefond, og at der, hvis man nu opgjorde Sparekassernes Status ligesom i 1874, vilde vise sig en ikke rige Tilbagegang.

Hvor stor en solid Sparekasses Reservefond bør være er ikke let at afgjøre, men fra indsigtsfuld Side er det gjort gjældende, at det burde udgjøre mindst lOpCt. af den indskudte Kapital, og i ethvert Tilfælde er det ind­

lysende, at det Reservefond, som Sparekasserne nu have, er for lille, og at der bør arbejdes alvorligt for at for­

øge det. M i d l e r n e til at opnaa dette er at opretholde en passende Forskjel mellem Indlaans- og Udlaansrenten, at være sparsommelig med Administrationsudgifterne og saavidt mulig indskrænke Sparekassens Bidrag til Formaal, der ikke direkte vedrøre dens Virksomhed.

Sparekasserne have udvist og udvise overordentlig meget godt ved af deres Overskud at støtte velgjørende Formaal og ved Uddeling af milde Gaver; men hvis disse Udgifter afholdes ved at angribe og formindske den tilbørlige Sikkerhed for de Sparekassen anbetroede Penge, da ere de uberettigede og skadelige; thi Spare­

kassernes første Pligt er at sørge for en ubetinget Sikkerhed for Interessenternes Kapitaler. Sparekassernes andre Formaal: Udlaansvirksomheden og Godgjøren-

8*

- j ■ . v ^ '-’h

36

lieden komme først i 2den Række. Det bør derfor være Sparekasserne magtpaaliggende i Fremtiden ved Uddelingen af Gaver og Understøttelser at være saa nøjeseende som mnligt, indtil Reservefondet har naaet en passende Størrelse. Paa en Gang fuldstændig at afbryde disse Udgifter vilde dog være mindre hel­

digt, fordi ofte de understøttede Stiftelser eller Per­

soner have gjort bestemt Regning paa den tilsagte Hjælp; den Resolution som med Hensyn til dette Punkt vedtoges paa Aarhusmødet maa vistnok siges at iagt­

tage et tilbørligt Hensyn til begge Sider — Interes­

senternes Sikkerhed ved den hurtigst mulige Dannelse af et passende Reservefond, og saa lille et Afbræk som muligt i Sparekassernes humane og velgjørende Virken.

Den lyder saaledes: „Af det aarlige Overskud dannes et Reservefond; til andre Formaal end saadanne som direkte vedrøre Kassen maa ikke anvendes udover 2 pCt.

p. a. af Reservefonden og medmindre tidligere For­

pligtelser udkræve en større Sum.

De danske Sparekasser have udviklet sig frit; men F r i ­ h e d e n f o r u d s æ t t e r O f f e n t l i g h e d . Sparekasserne kontrolleres ikke af Staten; den eneste, men ogsaa be­

rettigede og nødvendige Kontrol er Publikums, men denne forudsætter fuldstændig Offenlighed. Det er derfor nød­

vendigt, at Sparekasseree saa hurtigt som muligt offentliggjøre deres Regnskab, og at dette paa en for Almenheden let fattelig Maade meddeler alle Oplys­

ninger, der ere nødvendige for at faa et klart Overblik over Kassens Status. I Virkeligheden er dette ogsaa i Sparekassens egen Interesse; der er Intet der mere end fuld Offentlighed afvæbner Skumlerier i Krogene og styrker Krediten, der er Intet der mere svækker Kre-

37

diten og giver Stof til Bagvaskelse end Hemmeligheds­

kræmmeri.

Et nødvendigt Supplement til Offenliggjøreisen af Regnskabet er en p a a l i d e l i g Re v i s i o n . Ikke en blot Talrevision men en kritisk Revision, og denne maa ved sin Sammensætning afgive en Garanti overfor Publikum.

En Bestemmelse der blev vedtagen paa Aarhus- mødet og som tilsyneladende er uden nogen større Be­

tydning er det, at B e s t y r e l s e s m e d l e m m e r n e s P o s t e r s k u l l e v æ r e u l ø n n e d e undtagen for de Med­

lemmer, der fungere som Forretningsførere; i Virkelig­

heden er denne Bestemmelse af ikke ringe principiel Be­

tydning; thi det hører til Sparekassernes Natur som filan­

tropiske Institutioner, hvis Formaal er at gjøre vel ikke at tjene Penge. Bestyrelsesposterne bør være Æres- og Til­

lidsposter ikke Midlet til at skaffe Venner og Bekjendte en Indtægt uden Arbejde. Noget Lignende gjælder om den Bestemmelse at S p a r e k a s s e n s B e s t y r e l s e og Be s t i l l i n g s m æ n d i k k e k u n n e f a a L a a n af S p a r e k a s s e n (Prioritetslaan naturligvis undtågne);

det er tillige en Bestemmelse, der, naar Alt kommer til Alt, er mest til disse Personers eget Gavn.

Det blev paa Aarhusmødet som Slutsten paa For­

handlingerne vedtaget, at indbyde til Dannelsen af en S p a r e k a s s e f o r e n i n g f o r D a n m a r k . Det at være Medlem af denne Forening skulde være det ydre Tegn paa, at man akcepterede de paa Mødet tagne Beslutninger, og Foreningen selv være det Organ ved hvilket der førtes Kontrol med, at de for Bestyrelsen fastsatte Regler bleve overholdte. Ligeoverfor Publikum vilde det at være Medlem af Sparekasseforeningen være en Garanti for,

38

V 'Tf ^

at Sparekassen ved sin Forretningsførelse følger solide og forstandige Regler, og at den af Sparekassevirksom- heden har andet end det blotte Navn. En saadan Sammenslutning af Sparekasser til gjensidig Støtte og Kontrol er naturlig; thi Sparekasserne have Interesser tilfælleds. Det er to Menneskealderes forsigtige, kloge og filantropiske Bestyrelse, der hos den danske Befolk­

ning har skabt den ubetingede Tillid, som har været Aarsagen til Sparekassernes kraftige Udvikling, som er Grundvolden for den hele Institutions Fremtid. Denne Tillid er et Fællesgods for Sparekasserne, der ligesom det er erhvervet ved fælles Anstrængelse saaledes ogsaa maa vogtes i Fællesskab; thi Ulykker, som maatte ramme en enkelt eller enkelte Sparekasser som Følge af usolid Forretningsførelse, vil ikke blot berøre den alene, men kompromittere den hele Institution, og derved mere eller mindre ramme dem alle; og det maa i saa Henseende vel mærkes, at Faren for saadanne Ulykker nu er langt større end fø r; thi Forretningsførelsen er nu i Alminde­

lighed mindre solid end tidligere, en stor Del af Spare­

kasserne ere ny oprettede og have derfor endnu ikke vundet fornøden Fasthed, og endelig bevirker naturligvis selve den Omstændighed, at Antallet af Sparekasser er langt større end før, at tillige Chancen for at en Ulykke vil træffe nogen af dem ogsaa er langt større. Det turde under saadanne Forhold være naturligt og ønske­

ligt, at Sparekasserne i en Sammenslutning søge et Værn mod, at Navnefællers uforsigtige Fremgangsmaade skal sætte en Plet paa de solide og forsigtige Kassers Rygte, og derved skade ogsaa deres Kredit. At en saadan Sparekasseforening ogsaa paa anden Maade kunde støtte Sparekasserne, ikke blot moralsk ved at

r o #

Sis-

v-

. -mm.,

styrke Krediten overfor Publikum og overfor andre Pengeinstituter, men at Sparekasserne ogsaa gjennem den kunde yde hinanden en materiel Støtte, skal her blot antydes.

Vi nære den faste Overbevisning, at naar Spare­

kasserne i deres Virksomhed følge de her angivne Kegler, der i alt væsenligt stemme overens med de paa Aarbusmødet tagne Beslutninger, og naar Reformen gjennem den paatænkte Sparekasseforening faar den for­

nødne Fasthed og Sammenhold, da ville Sparekasserne ved­

blivende fortjene den Tillid, de hidtil have nydt og i Fremtiden vise den samme Levedygtighed som hidtil.

Men der er rejst det Spørgsmaal: Fortjene de at leve?

Er der Trang til dem? Er der i Nationens økonomiske Liv en berettiget Tlads for denne Institution at ud­

fylde? At Sparekassen i sin oprindelige Form som blot opsamlende Smaasummer for Almuen er berettiget og gavnlig, derom nærer Ingen Tvivl; men Tvivlen rejser sig med Hensyn til den nuværende Form, hvor Spare­

kasserne sidde inde med store Kapitaler og drive en udstrakt Laanevirksomhed. Man har ment, at disse Sparekasser vare overflødige og skadelige, at de burde trykkes ned til deres oprindelige mere beskedne Virk­

somhed og iøvrigt erstattes af Banker og Kreditfor­

eninger, eller at de bestaaende Sparekasser selv burde forandre deres Organisation og gaa over til at blive virkelige Banker. Vi ere ikke ganske enige med disse Betragtninger. Vi tro, at der er en virkelig Trang netop til den Art af Laanevirksomhed, som Spare­

kasserne udøve, og at de i denne ikke kunne erstattes af Kreditforeningerne og Bankerne. Hvad nu først K r e d i t f o r e n i n g e r n e angaa, da skal Ingen være mere