Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Ny direktør og ny styrelse
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
magasinet Humaniora
2 2 0 06
n u m m e r 2 m a j 2 0 0 6
Er humanistisk videnskab parat til at bidrage til udforskningen af stadig mere globale problemstillinger? Svaret afhænger i høj grad af, hvem man spørger.
EU’s forskningsrådgivende udvalg EURAB (European Research Advisory Board) udgav i december sidste år en rapport, der vedrører humanioras og samfundsvidenskabs stilling i forhold til EU’s nye syvende rammeprogram. I rapporten beskrives Europas humanistiske miljøer som små, ofte indadsku- ende og marginaliserede i forhold til øvrige videnskaber. Hvis den beskrivelse er korrekt, er svaret et klart nej. Men er beskrivelsen korrekt?
Ja, beskrivelsen kan nok delvis genkendes også af danske humanistiske forskere. Målt med dele af sundhedsvidenskab og naturvidenskab er de hu- manistiske miljøer små. Der har også været en tradition for, at humaniora har defineret sig som noget ganske særligt, hvilket kan føre til marginalisering og måske en vis indadvendthed i forhold til det øvrige forskersamfund.
Alligevel passer EURAB’s karakteristik ikke generelt på dansk humaniora i dag.
De mange ansøgninger, FKK modtager fra enkeltforskere og forskningsmiljøer, giver snarere et billede af humanistisk videnskab som selvfornyende og med en vilje og evne til at arbejde på tværs både af etablerede faggrænser og lan- degrænser. Ud fra det billede må man svare ja til, at humaniora er parat til at bidrage til udforskningen af globale problemstillinger.
Og det er vel egentlig ikke så underligt. For humanioras forskningsobjekter har i vidt omfang altid krydset grænser. Forståelsen af den menneskelige psyke, af kulturelle og religiøse forskelle og ligheder og af mediernes betydning i folks dagligdag er blot nogle af eksemplerne på, at humanistisk videnskab bedst ud- vikles i tæt samarbejde med forskere i andre lande og fra andre videnskabelige områder.
Naturligvis har dansk humaniora også fagområder, hvis forskningsobjekter
i særlig grad knytter sig til nationale perspektiver og nationale (uddannelses) institutioner – det gælder eksempelvis dansk litteratur og dansk historie. Men også her er måden, hvorpå man kan undersøge disse områder systematisk, dybt afhængig af udenlandske fagfællers forståelser af, hvorledes de definerer deres nationale særtræk. Et af de tydeligste eksempler på disse relationer er vel det forhold, at man på stort set samme tid blev optaget i hele Europa af det særligt nationale. Så også forskningsfelter, der tilsyneladende kan ”tillade” sig at være indadskuende, må samarbejde med andre for at forklare og forstå det særlige.
Når forskningsfaglige organer vurderer humaniora så forskelligt, hænger det måske ikke så meget sammen med humanistisk videnskabs indhold som med humanioras ganske forskellige organisationsformer. Sammenlignet med en del lande i Sydeuropa, Asien og USA er dansk – og nordisk – humanistisk forskning generelt bredere sammensat og har en længere tradition for flerfagligt samar- bejde.
Det er derfor vigtigt, at vi er nuancerede og konkrete i vurderingen af hu- manioras muligheder og udfordringer i forhold til internationale problemstill- inger. Det er ligeledes vigtigt, at vi ikke ligestiller det internationale perspektiv med Europa. Humanistisk forskning er som nævnt i vidt omfang globalt i sit indhold, og det kan humanistiske forskere udnytte endnu bedre og bredere, end det gøres i dag. Endelig er det vigtigt, at vi ikke overdriver humanioras særart – humanister deler mange problemstillinger og de fleste forståelser af, hvad videnskabelighed er, med andre videnskabelige områder. Også i de videnskabelige samfund lever vi i en fælles verden, selv når den opleves ad- skilt.
ER HUMANIORA GLOBAL?
Af Kirsten Drotner, formand for FKK
Postbefordret blad (0900 KHC)
Humaniora og EU Muligheder og udfordringer
Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation
T E M A H U M A N I O R A O G E U
MULIGHEDER OG UDFORDRINGER 4 Giv os en grænse Af Kirsten Drotner
Der rokkes ved vores forestillinger om, hvad dansk humaniora er.
Det er tid at nydefi nere vores felt og vores samarbejdstraditioner.
8 Et meget større rum Af Helga Nowotny
Betydningen af et europæisk forskningsråd er meget større end den, der ligger i midlerne i sig selv.
12 Humaniora skal ikke have særstatus Af Alain Peyraube
Tanker om humanioras status og rolle i det europæiske forskningsrum.
16 Culture matters! Af Ib Bondebjerg
Det er også gået op for de nationale og europæiske beslutningstagere:
Der er nok at tage fat på for humanistiske forskere.
ERFARINGER
20 En åbning for europæisk humaniora
Med etableringen af et europæisk forskningsråd åbner der sig nye muligheder for humaniora. Men forskeren skal måske tænke lidt større end normalt.
22 Lidt fl ere formaliteter
Som bedømmer på de store EU-ansøgninger får man en enestående fornemmelse af, hvad der rører sig i den europæiske forskningsverden.
Desværre kan danskerne være svære at få øje på.
23 Vi har måske været lidt lukkede om os selv
For en ærkehumanist er der fl ere udfordringer, der skal tages op, når man første gang søger EU-penge. Men det kan betale sig.
24 Man skal vide, hvad man går ind til
At indgå i et internationalt projekt er også at arbejde med andre kultu- rer og forskellige roller.
26 Besværet værd
Det kan være omstændeligt at arbejde med EU-systemet, men til gen- gæld udvider det ens horisont på en helt anden måde, end hvis man
i n d h o l d nummer 2 maj 2006 21. årgang
S I D E 8
S I D E 1 6
S I D E 3 6
RÅDGIVNING
28 Det europæiske forskningslandskab set fra FKK
Det europæiske forskningslandskab er vanskeligt at overskue, men her er et bud.
30 Vejen til EU går over Tåstrup
EuroCenter tilbyder vejledning og rådgivning til danske forskere og virksomheder, som vil have adgang til EU’s forskningskasser.
31 Hvad afholder danske forskere fra at søge?
En interviewundersøgelse afslører, hvad der kan afholde danske for- skere fra at deltage i EU’s 6. rammeprogram.
32 Bedre rådgivning i fremtiden
Den danske rådgivningsindsats skal styrkes. Bl.a. med en informations- og rådgivningsenhed i Bruxelles.
A N D E T
34 Ny direktør og ny styrelse
Inge Mærkedahl var kun direktør i en uge for Forskningsstyrelsen, før den var under afvikling. I stedet er opstået Forsknings- og Innovations- styrelsen.
36 Planchernes tid er ovre
Forskningsmiljøprisen gik i 2005 til CAVI ved Aarhus Universitet, der brugte de medfølgende 100.000 kr. på et formidlingsprojekt for gym- nasieelever.
F A S T S T O F
38 Bevillinger
40 Publikationsoversigt 42 Kort nyt
43 Rådsmedlemmer 44 Leder
R Å D S M E D L E M M E R
Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation
MERETE AHNFELDT-MOLLERUP (f. 1963) er ph.d. og lektor ved Center for Designforskning, Kunstakademiets Arkitektskole. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: merete.ahnfeldt@karch.dk
ANNE MARIE BÜLOW-MØLLER (f. 1949) er ph.d. og professor ved Center for Kommunikation, Copenhagen Business School. Medlem af FKK fra 2004. E-mail: amb.kom@cbs.dk
KIRSTEN DROTNER (f. 1951) er dr. phil. og professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet, Odense. Medlem af FKK fra 2003. Formand fra 2005. E-mail: drotner@litcul.sdu.dk
ESTHER FIHL (f. 1953) er dr. phil. og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Medlem af FKK fra 2002. E-mail: efi hl@hum.ku.dk
HANS FINK (f. 1944) er mag. art., D. Phil. og docent ved Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. Medlem af FKK fra 2002. Næstformand fra 2005. E-mail: fi lhf@hum.au.dk
LARS HEM (f. 1945) er Fil.dr. og lektor ved Psykologisk Institut, Aarhus Universi- tet. Medlem af FKK fra 2004. E-mail: larsh@psy.au.dk
KURT VILLADS JENSEN (f. 1957) er ph.d. og lektor ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: kvj@hist.sdu.dk
SVEND ERIK LARSEN (f. 1946) er dr. phil. og professor ved Institut for Æste- tiske Fag, Afdeling for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: litsel@hum.au.dk
ANNE LØKKE (f. 1957) er dr. phil. og lektor ved Saxo-Instituttet, Historie, Københavns Universitet. Medlem af FKK fra 2002. E-mail: al@hum.ku.dk
VIGGO MORTENSEN (f. 1942) er dr. theol., professor og leder af Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet. Medlem af FKK siden 2003. E-mail: vm@teo.au.dk
PEDER KAJ PEDERSEN (f. 1948) er lektor ved Institut for Sprog, Kultur og Æstetik, Aalborg Universitet. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: pkp@hum.aau.dk
HANNE RUUS (f. 1943) er dr. phil. og professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: haru@hum.ku.dk
KAREN SKOVGAARD-PETERSEN (f. 1962) er seniorforsker og dr. philos. ved Forskningsafdelingen ved Det kongelige Bibliotek. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: ksp@kb.dkh
INGOLF THUESEN (f. 1952) er lektor og institutleder ved Carsten Niebuhr Insti- tuttet, Københavns Universitet. Medlem af FKK fra 2005. E-mail: it@hum.ku.dk
KIRSTEN WEBER (f. 1951) er ph.d. og professor ved Institut for Uddannelses- forskning, Roskilde Universitetscenter. Medlem af FKK fra 2000.
E-mail: kirstenw@ruc.dk
Sekretariatet for Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation: Chefkonsulent: Grete M. Kladakis.
Fuldmægtige: Lotte Bennedsgaard Olesen, Wenche Marit Quist og Sune Kaur-Pedersen.
’KULTURSPÆNDINGER’
SOM VISIONÆRT FORSKNINGSOMRÅDE
Det Frie Forskningsråds bestyrelse søsatte i foråret 2005 initiativet ’Visionære områder’, der skal være med til at opdage og støtte vigtige nybrud i den frie forskning. I år har bestyrelsen valgt at afsætte 10 mio. kr. til området ’Kultur- spændinger: globaliseringens aftryk og modtryk’, der indarbejdes i Forsk- ningsrådet for Kultur og Kommunikations opslag for næste ansøgningsrunde med frist den 1. september.
Der er håb om mange gode ansøgninger til området. Allerede sidste år modtog FKK en række ansøgninger, der fokuserede på fl ere af de begreber, som kan samles under overskriften ’globalisering’ og ’kulturarv’. Det er ikke et udtryk for en midlertidig interesse, men for at samfundet befi nder sig i en betydelig kulturel forandring. Der er derfor grund til at tro, at et specifi kt fokus på kulturarvens relation til globaliseringsprocesserne udgør en vigtig og tiltrængt vision i den nationale forskning.
Med forbehold for godkendelse af fi nansloven for 2007 har bestyrelsen reserveret yderligere 5 mio. kr. til området til uddeling i foråret 2007.
magasinet Humaniora
Magasinet Humaniora udgives af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.
Rådet støtter ny forskning og rådgiver offentlige myndigheder om humanistisk forskning i Danmark. FKK er et af de fem statslige forskningsråd under Det Frie Forskningsråd, der sekretariatsbetjenes af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Magasinet Humaniora udkommer fi re gange om året.
Næste nummer i september 2006.
Redaktionens adresse Magasinet Humaniora
Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation Artillerivej 88
2300 København S
Ansvarshavende redaktør Steen Bruun Jensen Telefon: 35 44 63 64 E-mail: sbj@forsk.dk
Abonnement
Henvendelse til redaktøren
Pris: 150,- kr. for private og 200,- kr. for institutioner.
FKK’s informationsudvalg Professor, dr.phil. Kirsten Drotner Professor, ph.d. Anne Marie Bülow-Møller Docent, D.Phil. Hans Fink
Lektor, dr.phil. Anne Løkke
Grafi sk design: Marianne Dunker Jensen Tryk: Clichéfa Tryk AS
Forsidefoto: Scanpix
Trykt på svanemærket papir
Oplag: 1400 ISSN: 0903-2401
Dette og tidligere numre kan læses på www.forsk.dk/fkk/humaniora
HIDTIL HAR EU’S RAMMEPROGRAMMER ikke haft man- ge tilbud til danske humanistiske forskere. Programmernes strategiske satsninger har fortrinsvis været rettet mod mere håndfaste videnskaber, der bedre har kunnet argumentere for at understøtte udviklingen af fællesskabets politikker og styrke Europas konkurrenceevne.
Rammeprogrammernes prioriteringer har nok skabt en vis forsigtighed blandt de danske humanister, når det gælder om at give sig i kast med de store EU-projekter. Hertil kommer en ikke helt uberettiget fordom om, at det kan være meget svært at fi nde rundt i systemet. Men der er måske også en vis nervøsitet over at krydse både landets og egne faglige grænser.
Under alle omstændigheder vil tilbageholdenhed ikke blive belønnet hverken fagligt eller økonomisk i de kommende år, hvor bl.a. et nyt europæisk forskningsråd vil blive etableret som en del af det 7. rammeprogram. Rådet udbyder en stor pulje penge i fri konkurrence uden den tematiske styring, som man hidtil har set. Dermed får humanister en ny chance for at kom- me til at spille en større rolle i det europæiske forskningsrum, end det er tilfældet i dag.
Der er mange gode argumenter for at tænke større og tænke internationalt, når fremtidige ideer og projekter skal formuleres.
Nogle af dem kan man læse om i dette nummer af Magasinet
Humaniora, der delvis bygger på indlæg holdt på den årlige
temadag i Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, som i
år satte fokus på ’Humaniora og EU’.
Giv os en g
rænse
Der rokkes ved vores forestillinger om, hvad dansk humanior a er.
Det er tid at nydefi
nere vores felt og vores samarbejdstr
aditioner .
Af Kirsten Drotner
”Giv os en grænse, og vi vil bryde den”. Sådan lød et punk-slogan fra 1970’erne. Sådan lyder opfordringen i dag til forskerne. Et europæisk forskningsråd er på vej, et nyt rammeprogram i EU ser dagens lys næste år, og alle taler om at internationalisere forskningen i lyset af en stigende globalisering. Hvad er humanioras plads i det europæiske forskningsrum? Hvilke nye muligheder får humaniora med en øget internationalisering af forskningen? Hvilke udfordringer står vi overfor? At besvare disse spørgsmål forudsætter, at man indkredser, hvad der er humanioras grænser.
Umiddelbart er sloganet ”giv os en grænse”
et simpelt løfte om, at man vil udvide sit råderum. Men i løftet ligger også et ønske om at kende sit eksisterende handlerum: man må vide, at man har en grænse for at kunne bryde den. Sloganet udtrykker derfor den klas- siske indsigt, at man kun kan defi nere noget i forhold til noget andet. Sådan er det naturligvis også med forskning. Det giver kun mening at tale om dansk humanistisk videnskab ved at se den i forhold til ikke-dansk humanistisk videnskab og til ikke-humanistisk videnskab.
At forholde sig til disse grænser har stor forskningspolitisk betydning, fordi forsknings- politikken stadig udfoldes i forhold til institutio- nelle rammer, hvor humaniora udgør et særligt område. Midler tildeles, forskningsprogrammer tilrettelægges, og personer ansættes i vidt omfang i forhold til disse rammer både her- hjemme og i udlandet.
At forholde sig til disse grænser har lige- ledes stor betydning for humanioras faglige udvikling, fordi videnskabens institutionelle rammer medvirker til at fremme bestemte traditioner og opfattelser og hæmme andre.
Både forskningspolitisk og indholdsmæs-
sigt er det derfor afgørende, at humaniora forholder sig til disse grænser, og det gælder både individuelle forskere, forskningsmiljøer, ledelserne på forskningsinstitutionerne og forskningspolitikerne.
Men hvad er så de grænser, dansk huma- niora må forholde sig til i forhold til andre landes og regioners humaniora og i forhold til andre videnskabelige områder?
Gamle problemstillinger, nye grænser De spørgsmål er af relativt ny dato set i historiens lange perspektiv. For det er for alvor med den videnskabelige specialisering i 1900-tallet og
’nationaliseringen’ af store dele af kulturfagene, at dansk humaniora fremstår som en særlig kategori. Tidligere var latin videnskabens lingua franca, og forskere bevægede sig mellem vidensområder uden institutionelle stopklod- ser. Både institutionelt og indholdsmæssigt er humanioras grænser altså foranderlige, omend forandringerne ofte sker ganske langsomt. Det, vi i dag defi nerer som klassiske discipliner og fag, var engang fl erfaglige områder, skønt beteg- nelsen fl erfaglig naturligvis ikke gav mening for en H. C. Ørsted eller en David Hume.
Når man i dag diskuterer, hvorledes huma- niora skal internationaliseres, så sker det altså på baggrund af de sidste hundrede års nationalisering og specialisering af humanistisk videnskab i Europa og Nordamerika. Natio- naliseringen implicerer, at vi stiller spørgsmål om dansk humanioras grænser, og speciali- seringen implicererer, at vi stiller spørgsmål til dansk humanioras grænser. Begge spørgsmål rummer nye muligheder og nye udfordringer for det humaniora, vi kender i dag.
Humanioras nye muligheder Også inden for de seneste 100 år har enkeltforskere natur- ligvis krydset grænser, fordi videnskab handler om at bryde med det vante, stille skæve spørgsmål, sammenligne med det, vi ved, og fi nde systematiske svar. På internationale kon- ferencer kan danske forskere komme i direkte, videnskabelig dialog med andre; og publicerer man sine forskningsresultater på engelsk, er man i indirekte dialog med fagfæller.
Alligevel står dansk humaniora med nye muligheder. De handler i høj grad om skala og kritisk masse. Barcelonamålsætningen, om at 1 % af BNP anvendes til offentlig forsk- ning, forventes også at give et løft til de frie forskningsråd og dermed til den forskerdrevne humanistiske videnskab. Flere penge vil give mulighed for større og længerevarende pro- jekter med volumen, til mere kontinuerligt at tiltrække udenlandske forskere og til, at danske forskere mere systematisk interagerer med udenlandske forskningsmiljøer. En økonomisk saltvandsindsprøjtning til dansk humaniora er derfor afgørende for, at vi kan udvikle og styrke de miljøer, der kan være vores internationale gesandter.
Det nye europæiske forskningsråd har ambitioner om at støtte, hvad man kalder frontforskning, idet man altså undgår en opde- ling mellem grundforskning og strategisk forsk- ning. Denne type forskning kendetegnes ved at være ”en risikofyldt proces, hvor forskerne forfølger spørgsmål uden at skele til etable- rede faglige og geografi ske grænser” (EURAB 2005: 13). Der lægges op til forskning, hvor både forskningsspørgsmål og -svar skal fi ndes i krydsfeltet mellem kendte områder. Danske humanistiske forskere får her en enestående chance for at være med til at defi nere, hvori
denne front består, og hvor den går, og gøre det i samarbejde med andre europæiske forskere. Og humanistiske forskere uanset geografi sk placering får gode muligheder for at skabe forskningsprojekter i samarbejde med sundhedsvidenskab, naturvidenskab og samfundsvidenskab.
Det europæiske forskningsråd fi nansieres under EU’s 7. rammeprogram. Det er det første rammeprogram, der ekspliciterer huma- nioras rolle som ressource i det europæiske forskningsrum, og der lægges op til at øge bevillingerne en smule til humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. I 6. ram- meprogram er kun 0,8% af midlerne gået til de to områder, der tilsammen repræsenterer næsten en tredjedel af Europas forskere.
Dette enorme misforhold skyldes naturligvis ikke, at humanister og samfundsforskere er dårligere til at skrive ansøgninger eller opnå støtte end andre videnskabelige områders for- skere. Det beror på, at rammeprogrammerne hidtil har rummet meget få humanistiske og samfundsvidenskabelige problemområder og forskningsfelter. Der skal være noget at søge, for at man kan få succes.
Nye udfordringer HERA (Humanities in the European Research Area) er en ny europæisk samarbejdsfl ade for humaniora fi nansieret af EU. I første række medvirker HERA til at afdække videnskabelige felter, der muliggør og nødvendiggør humanistisk forskning på europæisk plan. På længere sigt vil denne afdækning åbne for egentlige, videnskabelige projekter udført af humanistiske forskergrup- per fra forskellige europæiske lande.
Både det europæiske forskningsråd og HERA er nye organisationer, der muliggør
støtte til egentlige forskningsprojekter inden for humaniora. De udgør derfor en vigtig udvidelse af fokus i forhold til NOS-HS (Nor- disk Samarbejdsnævn for Humaniora og Samfundsvidenskab) og til European Science Foundation, som primært støtter netværk.
Endelig er der tegn på, at globaliseringens mantra også indebærer et stærkere forsk- ningspolitisk samarbejde med universiteter og forskningsrådgivende instanser uden for Europa. Det er centralt, at humaniora også her udnytter og styrker sine historiske muligheder for interkulturel, videnskabelig dialog ud over det europæiske forskningsrum.
Som bekendt ledsages nye muligheder i reglen af nye krav og problemer. Det gælder både for individuelle humanistiske forskere, for de videnskabelige institutioner og for det forskningsrådgivende system.
For den enkelte humanistiske forsker rum- mer det nye og større forskningslandskab primært to udfordringer: vi skal evne selv at defi nere og formulere videnskabelige problemstillinger, der rækker ud over vores egne traditoner og indsigter; og – affødt heraf – skal vi kunne og ville samarbejde i større enheder og på et sprog, alle deltagere forstår nogenlunde. Disse enheder kan både fi ndes inden for andre humanistiske discipliner og uden for humaniora.
Det er vigtigt at understrege, at samarbejde ikke indebærer, at man opgiver sit eget. Men det indebærer, at man er villig til stille sig selv og sin egen faglighed til rådighed for andre positioner og optikker. Det skulle til gengæld gerne indebære, at man bringer sine nye ind- sigter tilbage til sin egen faglighed og herved styrker den. Dialogen går begge veje.
Vi skal ligeledes kunne kommunikere fagligt på engelsk. Igen er det vigtigt at være reali- stisk. Danske humanister skal ikke opgive at
Dette enorme misforhold sk yldes
og samfundsforskere er dårligere til naturligvis ikke, at humanister
at skrive ansøgninger eller opnå støtte end andre vid enskabelige områder
.
hidtil har rummet meget få humanistiske Det beror på, at rammeprogrammerne
Der skal være noget at søge, og samfundsvidensk
abelige
problemområder og forskningsfelter .
for at man kan få succes.
kommunikere videnskabeligt på dansk. En vig- tig del af vores interaktion med omverdenen er stadig at bidrage til den danske offentlig- hed, til danske uddannelser og læremidler og til en national hukommelse. Men international fagkommunikation foregår ikke på dansk.
Udvidelsen af vores mulige forskningsrum indebærer derfor øgede krav til vores samlede kommunikationsformåen.
Den virkelige udfordring i forhold til engelsk som videnskabssprog ligger måske ikke så meget i, at vi nu alle kan misforstå hinanden på et andet sprog end vores modersmål.
Udfordringen ligger måske snarere i, at denne kommunikation i stigende grad kommercia- liseres via få anglo-amerikanske forlag, der eksempelvis fastlægger abonnementspriser for elektroniske tidsskrifter. Den udfordring kan imidlertid kun løses på institutionelt plan.
De videnskabelige institutioner står nemlig også med nye udfordringer. For det er jo ikke blot humaniora, der får nye muligheder for overnational fi nansiering af projekter frem for netværk, og som får nye muligheder for at arbejde på tværs af etablerede faglige og geo- grafi ske grænser. For at kunne støtte denne udvikling må institutionerne opruste deres internationale, videnskabelige infrastruktur:
forskerne skal kunne få hjælp til fx EU-ansøg- ninger og til lettere end i dag at fi nde vej til bilaterale aftaler med enkelte lande og/eller udenlandske forskningsinstitutioner og fonde uden for Europa.
I EU’s 6. rammeprogram kommer 40%
af projektlederne fra Storbritannien. Det skyldes ikke blot, at englænderne er rigtig gode til at skrive ansøgninger på engelsk. Det skyldes også, at store engelske universiteter har ressourcer til seriøst at medvirke i større ansøgningsprocesser. Det tager en halv dag at skrive den videnskabelige præambel til en
EU-ansøgning, men fl ere måneder at lære sig den særlige sprogbrug og de komplekse ansøgningsprocedurer. Institutionel støtte til større ansøgninger kræver organisatorisk indsigt, administrativ gennemsigtighed og klar kommunikation af relevant information i forhold til aktive forskere. Disse elementer har mange danske universiteter allerede styrket inden for de senere år i forhold til den inter- nationale uddannelsesdimension. Nu er der brug for, at det tilsvarende sker i forhold til den videnskabelige dimension.
Også det danske forskningsrådgivende system kan støtte forskernes muligheder for at udnytte den videnskabelige internationalise- rings muligheder. Det kan det bl.a. gøre gen- nem bedre samarbejde, større gennemsig- tighed og klarere kommunikation til relevante forskningsmiljøer. Hertil kommer, at de faglige råd og programkomitéer kan berede forskerne til frontforskning og fl erfaglige muligheder ved at give bedre muligheder for den slags forskning på nationalt plan. Det nationale forskningsrum er jo et eksperimentarium og et øvelokale, som det er afgørende for forsk- ningsmiljøerne at have, inden de begiver sig videre ud i verden og konkurrencen der.
Dansk humanioras position Humanistisk forskning i Danmark har gode muligheder for at udnytte og medvirke til at udvikle de nye og udvidede forskningsrum. Det skyldes vores defi nition af humaniora og vores samarbejds- traditioner.
Set i forhold til eksempelvis Sydeuropa har dansk humaniora en bred portefølje i det forskningsrådgivende system. Fag som psyko- logi, antropologi og medievidenskab defi neres således i mange andre lande som samfunds-
videnskab. Det giver dansk humanistisk forsk- ning en særdeles gunstig udgangsposition til at udvikle det, som det europæiske forsk- ningsråd betegner som frontforskning, altså problembaseret forskning, der defi neres af forskerne selv. Vi har simpelt hen en bredere base til at defi nere problemstillingerne, hvilket fremmer kvalifi ceret analyse og nuanceret for- ståelse.
Dansk humanistisk forskning har ligeledes en relativ lang tradition for ikke udelukkende at arbejde individuelt, men tillige at arbejde i netværk og ofte på tværs af etablerede discipliner. Det styrker vores muligheder for at indgå i nye netværk, der rækker ud over humanioras egne rækker, hvilket ofte vil være afgørende for at kunne indgå i EU’s ramme- programmer.
Samlet set medvirker de nye overnationale forskningsrum til at rokke ved vores vante defi nitioner af, hvad dansk humaniora er, fordi vi mere systematisk kan samarbejde med forskere i andre lande. Ligeledes medvirker udviklingen til at rokke ved vores forestillinger om, hvad dansk humaniora er, fordi humani- ster udfordres ved mere intensiv interaktion med andre fagligheder. Begge dele handler om at lære sine grænser at kende, idet de defi neres af andre; og det handler om at fl ytte sine grænser, idet de udfordres gennem denne defi nitionsproces. Vi får grænser, når vi giver dem.
European Research Advisory Board (2005) The Social Sciences and the Humanities in the 7th Framework Programme, Euro- pean Commission: Directorate-General for Research. Se: www.heranet.info/Files/Filer/
Rapporter%20HERA/eurab2005_reprec_
ssh_7fp_en.pdf.
■ KIRSTEN DROTNER er formand for Forskningsrådet for Kultur og Kom-
munikation, professor, dr.phil. ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet. Medlem af European Science Foundations’ (ESF) Standing Committee for the Humanities og medlem af Network Board for Humanities in the European Research Area (HERA).
Et meget større rum
Påstanden om, at forskerens perspektiv pr.
defi nition er bottom-up, hviler på en omfat- tende akademisk territorialisme. Allerede for mange år siden beskrev Tony Becher akade- mikere som organiserede i stammer, der hver især forsøger at forsvare deres territorium mod udefrakommende. De, der tilhører natur- videnskabernes stammer, holder som regel til i tætbefolkede områder, hvor ejendomspriser- ne drives i vejret, og hvor intens konkurrence er normen.
Samfundsvidenskaberne og i særdeleshed humaniora holder på den anden side til i et landskab, der har et landligt præg. Hvis nabo- erne rykker for tæt på, kan forskerne let fl ytte sig og slå sig ned i en nærliggende dal. Det gør det let at undgå både kommunikation og konkurrence. Det landlige liv skaber en anden form for individualisme end by-livet; det hele bliver en smule mageligt, og prisen er frag- mentering og lav vækst.
Becher interesserede sig for topografi en i det akademiske landskab - altså det horisonta- le perspektiv. Min interesse er her primært det
vertikale perspektiv, forholdet mellem dem, der tager det hårde slæb i det akademiske landskab, og dem, der skaffer dem midlerne til det. I de senere år har forventningerne ændret sig på begge sider. Der forventes et større afkast af investeringerne, og forskerne har måttet lære sig, at de står til ansvar over for samfundet. Det har ikke gjort dagligdagen lettere, men samtidig må det understreges, at mulighederne for at bedrive forskning er blevet umådeligt meget bedre.
Forskningsområdets ekspansion skyldes først og fremmest den succes, naturvidenska- ben og teknologien har haft med at fremme den økonomiske vækst, produktivitetsforøgel- sen og den igangværende globaliseringspro- ces. Humanisterne har set på denne ekspan- sion med en blanding af frygt og en forvirret erkendelse af, at hvis man ikke holder sig til, bliver man sat af. Men hvad de ofte overser er, at de i høj grad er implicerede og involve- rede i den vækst i kulturindustrien, som for længst har fået en global og globaliserende karakter.
Nye muligheder i et forskningsråd Opret- telsen af et europæisk forskningsråd med det eksplicitte formål at fi nansiere grundforskning af højeste kvalitet på EU-niveau, og med en reel konkurrence om midlerne, er et stærkt signal til alle dem, der ønsker at benytte sig af de muligheder, der fi ndes, når man går ud over landegrænserne. Betydningen er meget større end den, der ligger i de ekstra midler i sig selv – det giver en mulighed for at bevæ- ge sig ud i et langt større europæisk rum.
For humaniora er dette også et helt ny- defi neret rum - måske for første gang uden de restriktioner og skyklapper, som fagene har været pålagt af de nationalstater, som de i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede er vokset frem i skyggen af.
Hvis humaniora ikke har gjort sig dette meget klart, risikerer man, at et europæisk forskningsråd vil komme til at spille en meget lille rolle for de humanistiske fag. Forsknin- gens europæiseringsproces vil gå uden om humaniora, som fortsat må holde sig til sine nicher. Et europæisk forskningsråd har de
Betydningen af et europæisk forskningsråd er meget større end den, der ligger i midlerne i sig selv.
Af Helga Nowotny
veje og broer, der vil forbinde de fjerne dale, og gøre det muligt for dem at handle, sam- arbejde og udveksle og producere kultur i allerbredeste forstand.
Et europæisk forskningsråd, der inviterer humaniora til at deltage på lige fod med andre områder, må undgå at havne i en dobbelt fælde ved på den ene side at følge en vanlig bottom-up forskertilgang, ved at formode at denne uden videre kan overfø- res fra nationalt plan til EU-niveau, på den anden side ved at påtage sig en top-down tilgang med på forhånd defi nerede tema- tiske områder. Mange ting må gentænkes, nye fremgangsmåder og krav må på banen.
Hvis jeg sætter mig selv i en europæisk humanistisk forskers sted, ser jeg med disse begrænsninger in mente fem muligheder for et europæisk forskningsråd, der arbejder for fremragende forskning i et system med fuld konkurrence om midlerne:
For det første: Det ville være udmærket, hvis man kunne dyrke og videreføre de bed- ste traditioner, der knytter sig til forskningsfi - nansieringen inden for humaniora. Disse er pr. defi nition og tradition først og fremmest nationale. Men der må efter min mening ske en ændring, når projekterne naturligt på alle måder kommer op i en anden størrelse. Det
kunne blive en ambition om at inkorporere eller konfrontere andre landes traditioner på de samme eller relaterede områder. Dermed ville humaniora fi nde nyt fæste i en tænkning, der baserer sig på europæiske præmisser.
Og da Europa ikke kan tænkes uafhængigt af resten verden, er der også åbnet for et mere globalt perspektiv. Det vil ikke betyde, at man skal gøre emner, der relaterer sig til europæisk kultur eller identitet, til indsatsområder. Tværti- mod vil bottom-up tilgangen være fremher- skende, men konkurrencekriterierne vil være præget af højere standarder end dem, der hidtil har gjort sig gældende på nationalt plan, og det vil give humaniora et skub fremad.
Retfærdig konkurrence Den anden mulig- hed består i at satse på visse institutionelle innovationer, som tidligere har vist deres evne til at bringe forskere fra forskellige områder sammen med et godt resultat. Her kan man først og fremmest tænke på centrene for avancerede studier, men også på samarbejder med folk fra kulturverdenen eller den kreative industri. Samtidig kunne man forestille sig vis- se nationale ordninger overført til europæisk niveau, hvis konkurrencen hermed skærpes.
Professor HELGA NOWOTNY er leder af EUs rådgivende komité for forskning (EURAB). Hun er i juli 2005 udpeget som medlem Det Europæi- ske Forskningsråd. Artiklen er en forkortet version af hendes artikel ’Huma- nities in European Research’, der blev bragt i nyhedsbrevet ved Institut für die Wissenschaften vom Menschen (Wien) sommeren 2005. Artiklen er skrevet, før hun blev medlem Det Europæiske Forskningsråd.
For det tredje: Kan et europæisk forsk- ningsråd være med til at producere mere god teori? Jeg er klar over, at ingen af de så beundrede fyrtårne på dette område vil skrue en ansøgning sammen til sådan noget som et europæisk forskningsråd (og jeg skal her afholde mig fra at spekulere i, hvorvidt en eventuel ansøgning ville have klaret en fagfæl- levurdering). Alligevel kan man godt gøre sig nogle overvejelser over fremtiden: Kunne vi oprette en række eksklusive og fremragende europæiske ph.d.-programmer, der opfanger noget af det bedste, som europæisk viden- skab har at byde på?
Når jeg nu skal diskutere den fjerde mulig- hed, vil jeg gerne vende tilbage til begyndel- sen – billedet af humaniora, der holder til i et landligt akademisk landskab, hvor det er meget let at undgå uværdige kolleger ved at fl ytte til den næste ubeboede dal. Jeg ville gerne lukke disse fl ugtruter og i stedet lave en ægte og retfærdig konkurrence mellem os. Du kan ikke lide din kollegas arbejde og synes, at det er værdiløst? Så lad os se, hvor langt du når med dit eget. Vi har alle vores begræns- ninger, og måske giver vi ikke de samme svar, fordi det er forskellige spørgsmål, der stilles.
Men selvom vi aldrig når til enighed, er vi for- pligtede til at fi nde ud af, hvor vi er enige om
at være uenige – og hvorfor. Jeg vil vove at påstå, at det vil være et enormt skridt fremad for humaniora.
Så meget at bidrage med Mit femte forslag har sit udspring i, at alt hvad vi gør inden for humaniora, er parasitært. Praktisk talt ingen af os er beskæftigede med at producere pri- mærlitteratur, -kunst eller -kultur, men mange af os er sekundære producenter – vi skriver kommentarer til kommentarer, tolkninger af tolkninger, lægger nye kilder til de eksiste- rende og kommer med nye indspil til kritikken af den samtidige kulturelle produktion. Alt dette er ærværdige, værdifulde og legitime beskæftigelser. Samtidig anerkender vi vores intellektuelle gæld til Shakespeare, Leonardo da Vinci og Mozart, så det er der ikke noget galt i. Problemet opstår først, når kunstnerne er vores samtidige og – med få undtagelser – ikke har den tryghed i ansættelsen, som vi andre har.
Jeg har ikke her til hensigt at advokere for en mere retfærdig fordelingspolitik, men det var måske værd at overveje nye former for samarbejder mellem de primære og sekun- dære kulturproducenter? Mens man inden for
”... humaniora holder til i et landligt akademisk landskab, hvor det er meget let at undgå uværdige kolleger ved at fl ytte til den næste ubeboede dal.”
naturvidenskaben er gået foran i at undersøge berøringsfl aderne mellem kunst og videnskab, så har vi inden for humaniora intet gjort for at tilnærme os kunsten. Men kunstnere tilskrives ofte en følsomhed i forhold til at forudse og reagere på større ændringer i samfundet.
I stedet for at vente på deres kanonisering kunne vi måske involvere dem i at under- søge forskellige former for fortolkninger af de fascinerende, frastødende, opmuntrende og forvirrende forandringer, der sker omkring os i denne hastigt globaliserende verden?
Her har jeg nået det punkt, hvor jeg endelig har dekonstrueret mig selv. Jeg er ikke huma- nistisk forsker. Jeg har bare for argumenternes skyld og for at provokere til debat ladet, som om jeg er. Faktisk er jeg samfundsvidenskabs- kvinde, der har brugt det meste af min kar- riere på at observere og analysere udviklingen i naturvidenskaben og dens samspil med samfundet. Dog føler jeg en dyb sympati for humaniora, som jeg ønsker vil blive en del af det europæiske forskningsråd og deltage i udviklingen af et Europa, hvis identitet og rolle i verden humaniora har så meget at bidrage til.
■
Humaniora skal ikke have særstatus
Tanker om humanioras status og rolle i det europæiske forskningsrum. Af Alain Peyraube
★ ★ ★ ★ ★ ★ ★ ★
Med bl.a. to repræsentanter i det videnskabe- lige råd er det tydeligt, at humaniora i høj grad er blevet en integreret del af Det Europæiske Forskningsråd. Som medlem vil jeg arbejde for, at humaniora betragtes som en central del af forskningsrådet på linje med naturvidenska- ben, hvad angår værdighed og berettigelse til støtte på egne præmisser, uanset den umid- delbare relevans eller nyttehensyn.
Humaniora bør ikke betragtes som en underordnet videnskab eller en hjælpeviden- skab, der kun er til for at løse de samfunds- problemer, som videnskabelige landvindinger inden for fysik eller medicin, f.eks. nanoteknik eller bioteknologi, har givet anledning til. Som den østrigske historiker Walter Pohl har sagt, ligger Europa allerede på linje med USA, hvad angår humaniora, mens den sædvanlige kritik af utilstrækkelig videnskabelig disciplin inden for humaniora er aftagende, selv om det bliver sværere og sværere at give en god defi nition af, hvad humaniora er.
Strukturmangler Situationen skal ikke desto mindre konsolideres. Der er stadig fare for, at humaniora igen vil begå den barnagtige
fejltagelse at insistere på sin særstatus og sine egne teoretiske og metodologiske rammer, som i sidste ende fører til isolation. Det er blevet almindeligt inden for humaniora regel- mæssigt at overveje, hvad humaniora dækker, at udarbejde nye notater om notater, at nyfor- tolke fortolkninger og hele tiden bære ved til kritikbålet. Det er uden tvivl en erhvervsrisiko, der skyldes, at ”vi ikke kun studerer kulturen, men vi er også en del af kulturen,” som Jür- gen Mittelstrass, formand for Academia Euro- pea, har understreget.
Som Helga Nowotny bemærker om litte- ratur, kunst og kultur generelt, så deltager for- skere inden for humaniora ikke i den primære produktion, men i den sekundære. Hun udtrykker et ønske om, at vi skal udtænke nye strukturer for samarbejdet mellem primære og sekundære kulturproducenter.
Ja, det er rigtigt, at humaniora lider af visse strukturmæssige mangler, som sandsynligvis ene og alene skyldes det pågældende emne- område. Det er blevet nævnt igen og igen, at der inden for humaniora er organisatoriske problemer, at der er en uheldig tendens til at isolere sig og til at falde tilbage på et enkelt fag, og at der desuden hyppigt forekommer paradigmeskift. Disse mangler skal vi gøre
noget ved, hvis vi skal gøre os håb om at spille en central rolle i Det Europæiske Forsk- ningsråd.
Vi skal holde op med hele tiden at ændre status for og omdefi nere emner, der sætter gang i tankeprocessen inden for humaniora.
Det gælder f.eks. opfattelsen af kulturarv og identitetsdannelse, begreber med udefi neret ontologisk status som ideologi, religion, tro, offer, myter, værdier, sprog og/eller dialekter, europæisk kulturarv og identitet. Det betyder bestemt ikke, at forskning i disse emner ikke har sin berettigelse. Det har den – af samme grund som forskning i ideer om frihed, lighed, selvstændighed, universalitet, tolerance og fornuft, der kan betragtes som ”europæiske opfi ndelser eller opdagelser, ... der alle er en del af Europas identitet” (Jürgen Mittlestrass).
Forskning i disse emner skal dog sandsynligvis indgå i en tværfaglig og multikulturel kontekst.
Behovet for flerfaglig tilgang Vi skal også holde op med hele tiden at disku- tere begrænsningerne ved anvendelse af bibliometriske indikatorer til evaluering af forskningsaktiviteter. I stedet for skal de klare
★ ★ ★ ★ ★ ★ ★
★ ★ ★ ★ ★ ★
fordele ved sådanne indikatorer styrkes, hvor det overhovedet er muligt. Forsøgene på at indføre en mere eller mindre naturvidenska- belig struktur i visse discipliner eller under- discipliner inden for humaniora bør opmun- tres. Som Walter Pohl understregede sidste år,
”skal humaniora spille samme spil som natur- videnskaben og derfor ikke søge særlige ind- rømmelser eller gå tiggergang, men derimod udvikle målesystemer, der svarer til andre discipliners systemer, f.eks. bibliometriske indikatorer”. Det samme gælder anvendelse af peer review som en metode til evaluering af forskning. Vi bør kombinere bibliometriske indikatorer med andre indikatorer som f.eks.
peer review, så de klare fordele ved begge metoder inkorporeres optimalt i et evalu- eringssystem, og ulemperne neutraliseres.
Kort sagt, hvis humaniora skal spille en afgørende rolle i Det Europæiske Forsknings- råd, skal vi i størst muligt omfang udjævne forskellene mellem humaniora og naturvi- denskab, og desuden skal vi holde op med at opfatte humanioras mission som det eksklusi- ve studium af kultur- og samfundsforhold, der kan have en direkte indvirkning på politiske beslutningstagere, ledere og den offentlige mening. Humaniora og naturvidenskab har ikke vidt forskellige fokusområder eller vidt forskellige metodologier. Vi er nødt til at åbne op for humaniora og skabe egentlige tvær- faglige programmer med disse videnskaber.
Denne proces startede for mindst 10 år siden, og fremskridtene siden da viser, hvor stor en fordel en fl erfaglig tilgang er.
I den forbindelse vil jeg hurtigt nævne en række eksempler. For det første vil jeg nævne ESF-programmet EUROCORES om menne- skets, sprogets og sprogs oprindelse, der var det første EUROCORES, som ESF oprettede i 2000, og som samlede forskere fra fl ere fagområder: genetik, arkæologi, lingvistik, neurovidenskab, kunstig intelligens, model- lering af komplekse adaptive systemer, palæo- demografi og dyrekommunikation. Der er nu kommet nye data og nye fortolkninger frem vedrørende det grundlæggende spørgsmål om anatomisk moderne menneskers opståen og de beslægtede emner om tale og sproge- nes oprindelse.
Nye løsninger Et andet eksempel er de mange projekter, der er dukket op alle vegne i de seneste år, vedrørende komplekse syste- mer inden for humaniora. Noget forenklet karakteriserer komplekse adaptive systemer biologiske organismers adfærd, men også deres dermed forbundne sociale og kognitive organisation og strukturer, herunder politiske systemer, fi nansielle markeder, tankevirk- somhed, læring og sprog. De kan opfattes som kollektive enheder, der fungerer ved at
tilpasse sig erfaringer for at kunne fungere og klare sig i verden. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at komplekse adaptive systemer i sig selv har evnen til at øge kompleksiteten (se Gell-Mann 1994). Vigtige begreber inden for humaniora, f.eks. sprog, opfattelsesevne, samvittighed, evnen til at ræsonnere, hukom- melse og handling, betragtes nu alle som tilhørende forskellige niveauer, f.eks. det biologiske, det psykologiske, det algoritmiske eller datalogiske, det formelle eller det fysisk- matematiske. Visse globale mønstre kan være fremkommet som følge af mere lokale systemers kompleksitet, så derfor kan de ikke nødvendigvis reduceres til deres input på en transparent måde.
Et konkret eksempel er det forskningsom- råde, der kaldes videnrepræsentation, hvor ræsonneringsaktiviteterne ikke udelukkende er semantisk motiverede, men også kan forklares datalogisk. I mange tilfælde har det været muligt at rekonstruere tilnærmelser, begrænsninger og plausible afvigelser ved hjælp af inferensmodeller baseret på klassisk logik. Faktisk fi ndes der videnbaserede syste- mer, som er konstrueret omkring reducerede former for logisk eller probabilistisk inferens:
minimal rationalitet (se Cherniaks værker), datasyn osv.
Et sidste eksempel vedrører mere nøjagtigt emnet læreerfaringer med projekter, som på tilsvarende måde har forsøgt at fjerne bar-
★ ★ ★ ★ ★ ★ ★ ★
ALAIN PEYRAUBE er medlem af Det Europæiske Forskningsråd, forsk- ningsdirektør i det franske forskningsråd - Centre National de la Recherche Scientifi que (CNRS), tidligere medlem af Standing Committee i European Science Foundation (ESF) og professor i kinesisk lingvistik ved Ecole des Hautes Études en Sciences Sociales (EHESS) i Paris.
riererne mellem en hel serie forskningsplaner, der blev iværksat inden for separate fagom- råder og dermed stort set ikke var forbundet med hinanden: datalogi (formelle neuronale netværk, matematisk logik (evolutionsteori om spil), epistemologi (videnteori), kognitiv lingvi- stik, kognitiv psykologi og kognitiv antropologi.
Det er gode eksempler på de nye holdnin- ger inden for humaniora, hvor faggrænserne ikke længere eksisterer eller i det mindste er blevet udvisket, og hvor omdrejningspunk- terne er de kognitive videnskaber og kom- pleksitetsvidenskaberne. De nye holdninger er ikke blevet udviklet på grundlag af empiriske opdagelser og har heller ikke givet anledning til væsentlige opdagelser. Den eneste inno- vation af betydning er brugen af computer- simuleringer, som langt fra er udbredte eller påkrævede i alle sektorer. Disse videnskaber bidrager ikke desto mindre med bud på nye løsninger på humanioras gamle centrale pro- blem, nemlig forholdet mellem krop og sjæl, eller som det ofte omtales i dag, mellem ånd og materie.
Endelig vil disse nye holdninger utvivlsomt stå i forreste række, når det gælder om at del- tage i den epistemologiske revolution, NBIC for tiden gennemgår, og de er sandsynligvis de eneste, som kan føre til synergi mellem det 21. århundredes fi re store teknologier:
N for nanovidenskab og nanoteknologi, B for biologi og bioteknologi, I for information
(datalogi og information, kommunikationsvi- denskab og -teknologier) og K for kognition.
Europa én blandt mange regioner Trans- kulturalismen repræsenterer også en fremtidig udfordring for humaniora. Og multikulturalis- mens udfordring for det nationale kulturarvs- koncept bør ikke være begrænset til Europa.
Vi skal ikke alene udarbejde konceptuelle og metodologiske rammer for overnationale studier, men også for overkontinentale studier, for at kunne udforske de krydsvirkninger og udvekslinger, der fi nder sted eller allerede har fundet sted inden for forskellige områder:
videnskab, medicin, politik, teknikker, religio- ner, kultur osv. Sigtet er at decentralisere den eurocentriske holdning. Europa vil i fremtiden kun være en relevant horisont for et begræn- set antal problemer. Vi kan kun behandle Europa som en blandt mange andre regioner.
En sådan decentralisering kræver, at humanioras perspektiv i høj grad fl yttes mod andre regioner. Her tænker jeg på områder som Indien og Kina, men ikke kun på dem.
Faktisk sættes problemerne tydeligere i relief af de aktuelle forhold i verden og inden for humaniora, idet der på den ene side er uni- versalismen, hvor de forskellige discipliner defi neres som fuldstændig grænseløse, og på den anden side den kulturalistiske fristelse,
der kun ligger og venter på tilgange til såkaldte kulturområder, som ofte er fastlåst inden for deres respektive grænser. Vi må se at komme af med denne reduktive dikotomi.
Inden for humaniora vinder multikompa- rativismen mere og mere terræn som princip for konstruktion af objekter. De europæiske tankemønstre frigøres i stigende grad fra forsk- ningspraksis uden for Europa, navnlig inden for historie. Og det er positivt. Vi må hellere vænne os til, at Europa, når det kommer til stykket, kun er en provins, som Dipesh Cha- krabarty fremhævede i sin bog Provincializing Europe: Postcolonial Thought and Historical Difference (Princeton University Press, 2003).
Nativismen kan bestemt ikke være et færdig- syet svar på eurocentrismen. De universaler, der blev udviklet af Europa i Oplysningstiden, er stadig uundværlige inden for samfundskritik for at kunne forstå fortiden og i forsøget på at imødegå de aktuelle problemer i lande som Indien og Kina, men disse begreber er ikke nok. Vi kan ikke forklare alting med vores europæiske kategorier og koncepter.
Disse to udfordringer, blandt mange andre, som humaniora vil stå over for i fremtiden, dvs. på den ene side udfordringen fra trans- kulturalisme og decentralisering af Europa, og på den anden side den nødvendige fl erfaglige tilgang, er ikke komplementære.
■
★ ★ ★ ★
Vi humanister har vidst det længe, og i takt med at informations- og netværkssamfundets nye dagsordener er begyndt at tikke ind på den politiske bevidsthed, så er det også gået op for de nationale og europæiske beslutningstagere: Der er nok at tage fat på som humanistiske forskere i det europæiske forskningsrum. Af Ib Bondebjerg
Culture matters!
I 2001 udsendte Samuel P. Huntington og Lawrence E. Harrison antologien ’Culture Mat- ters. How Values Shape Human Progress’.
Antologien forsøger via en række komparative globale cases at inddrage kulturbegrebet som en fundamental dimension, hvis man skal for- stå politisk, social, teknologisk og økonomisk udvikling og naturligvis også globale, kulturelle konfl ikter. Man behøver ikke at være tilhæn- ger af Huntingtons omdiskuterede teori om
’clash of civilizations’ for at se, at de seneste måneders Muhammed-krise bekræfter tesen om det kulturelles betydning i en globalise- ret, medialiseret og multikulturel virkelighed.
Nationalstaterne og de nationale kulturer er i dag mere end nogensinde under påvirkning fra globale medier og forskellige kulturer i det globale rum.
En kosmopolitisk vision for Europa Den- ne udvikling fører ikke altid til en ny åbenhed i de nationale rum. En af reaktionerne mod globaliseringen fra visse grupper og politiske kræfter er forsøg på styrkelse af egen regional og national kultur og xenofobisk afgrænsning mod det fremmede. Men når det drejer sig om specielt den europæiske kultur og det europæiske unionsprojekt, som nu har stået på siden 1950’erne, så er det måske værd at notere sig både Huntingtons tese om kultu- rens centrale betydning i alle integrations- og udviklingsprocesser og sociologen Ulrich Bechs politiske og kulturpolitiske budskab til EU om at satse på en ny kosmopolitisk real- politik.
I sin nye bog ’Cosmopolitan vision’ (2006) defi nerer Bech sin forestilling om et kos-
mopolitisk Europa som en modsætning til nationalstaternes Europa: Europa er ”først og fremmest et forskellighedernes Europa med udøvede, anerkendte nationale særheder.
Denne mangfoldighed – det gælder sprog, erhvervsliv, de politiske kulturer og demokra- tiformer – er set i et kosmopolitisk perspektiv frem for alt en uudtømmelig kilde (...) til Europas kosmopolitiske selvbevidsthed” (citat fra Ulrich Bech: ’Kosmopolitik’, Politiken, 5/6 2005). Man kan altså godt, ifølge Bech, fore- stille sig en europæisk kultur og offentlighed, hvor fl ernationalitet og transnationale former for politik og kultur er selve grundlaget for en føderal, europæisk stat. Europa er ikke muligt som resultat af integration af homogene, nationale kulturer, men kun som resultat af en kosmopolitisk vision, som på den ene side
... den kulturelle dimension. Mødre betragter Ron Muecks skulptur ’Pregnant Woman’. Scanpix
hævder de universelle menneskerettigheder og samtidig sikrer kulturel mangfoldighed.
Kultur som politisk og forskningsmæs- sigt felt Lige fra starten af det europæiske unionsprojekt har kultur spillet en rolle, også selvom projektet i starten var defi neret som et primært økonomisk, teknologisk og mar- kedsorienteret projekt. Men den kulturelle dimension var længe om at dukke op til den politiske overfl ade og den politiske dagsorden.
Det var først med Maastricht-traktaten i 1992, at den kulturelle dimension eksplicit blev en del af europæisk politik og samarbejde. Men som allerede Peter Duelund har påpeget i
’Kunstens vilkår – Om de kulturpolitiske ten- denser i Danmark og Europa’ (1994), så blev det hurtigt klart for især EU-kommissionen, at økonomisk politik og kulturpolitik ikke helt kunne adskilles, bl.a. og især på medie- og fi lmområdet, hvor modsætningen mellem frie markedskræfter og kulturel pluralisme var meget synlig.
De første spæde initiativer inden for kultur- politik går tilbage til 1970’erne, men det var først i 1987, EU vedtog sin første mere forma- liserede kulturpolitiske målsætning: ’Fremstød på det kulturelle område i det europæiske
fællesskab’. Her tales der stærkt om en euro- pæisk identitet, de fælles kulturværdier og den fælles kulturarv, om støtte til europæiske værker og om fri bevægelighed og kommuni- kation hen over grænserne. Der foreslås også konkrete, tværgående udvekslingsprogram- mer af kulturel art og tales om oprettelsen af institutioner som Europafonden og Det Europæiske Universitetsinstitut. Kulturen ses som en afgørende faktor i udviklingen af et moderne europæisk samfund, og i forhold til Bechs kosmopolitiske vision kan man notere sig, at henvisningen til enhed og homogenitet i den europæiske kultur på dette tidspunkt er stærkere end henvisningen til mangfoldighed, globalisering og det multikulturelle.
Siden 1987 er samarbejdet på det kultu- relle område og i forhold til kommunikation og medier vokset både i ord, initiativer og penge. Der eksisterer i dag et hav af teknolo- giske, kommunikative og kulturelle initiativer inden for nye medier, tv, fi lm, kulturarv osv.
Men ganske ofte uden at den kulturelle dimension er tænkt klart igennem, eller sådan at der opstår en lang række konfl ikter imellem økonomiske, markedsmæssige og teknolo- giske interesser på den ene side og kulturen på den anden. Det har man også set meget stærkt i udviklingen af EU’s forskningsmæs- sige initiativer og programmer, som frem til og med 5. rammeprogram stort set hverken
havde tænkt den sociale, samfundsmæssige dimension eller den kulturelle og humanisti- ske dimension med. Det har jo ikke forhindret initiativer, netværk og samarbejde på begge de to områder og tværfagligt imellem dem i denne periode: man har dels kunnet støtte sig til andre samarbejdsplatforme (nogen endda inden for EU-området), netværk og forskerforeninger på europæisk plan og andre forskningsrådslignende organer, som f.eks.
European Science Foundation (ESF).
Men det synes nu omsider at være gået op for EU, at kulturen spiller en rolle for den europæiske integrationsproces og for den politiske proces med at udvikle Europas øko- nomi og demokrati. Kulturen er dog ikke bare den dimension, som binder os sammen, men også i sig selv en meget central og økono- misk betydningsfuld vækstsektor i nutidens globaliserede og medialiserede samfund.
Det gælder både den mere kunstneriske og institutionaliserede kultur og den kultur, som kommer til udtryk i hverdagskulturen. Det er værd at huske nu afdøde Raymond Wil- liams defi nition af kultur som ”a whole way of living”. Med John B. Thompsons tredeling fra 1990 kan man i forlængelse af Williams forstå kultur ud fra i hvert fald tre positioner:
den klassiske (kultur som civilisation og dan- nelse), den antropologiske (kultur som grup- pers kollektive vaner, normer og ideer) og den symbolske (kultur som kunst, kommunikation og symbolske former).
Nu er døren åben I kommissionens, eller rettere European Research Advisory Board’s (EURAB) udspil fra 2005 om ’The Social Sciences and The Humanities in the 7th Framework Programme’ er humaniora- IB BONDEBJERG er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og
formidling, Afd. for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet. Han var medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd (1991-1997) og for- mand (1994-1996).
dimensionen især knyttet til tema 8 om ’The Citizen in the EU’. Man kan ironisere over, at det har taget seks rammeprogrammer for EU at nå frem til, at borgerne i EU er vigtige, og man kan så konstatere, at der stadig er et godt stykke igen, til at den kulturelle dimen- sion, som allerede er dybt integreret i EU’s kulturpolitik, faktisk også afspejler sig i den forskning, man peger på. Og der er et stykke endnu, til bredden i kulturbegrebet afspejler sig i forslagene. Men man bør vel også notere sig, at nu er døren åben, og der peges på forskning i: forståelse og skabelse af kulturel identitet, oprindelsen og betydningen af nationale grænser, betingelserne for kulturel bevægelse og kommunikation inden for og på tværs af nationale og europæiske grænser, den kontinuerte genopdagelse og tilpasning af kulturarven, effekten af at engelsk bliver
’lingua franca’ og den kulturelle produktions bidrag til økonomisk styrke, f.eks. inden for de kreative kunstarter, design og medier.
Punkterne her dækker slet ikke humanioras potentiale i sin helhed og slet ikke de forsk- ningsfelter, som EU burde satse på, for at den europæiske humaniora-forskning kunne yde et strategisk bidrag til at forstå de udfordringer, som EU står overfor. Det gælder internt med udvidelsen af EU til at opfatte både det gamle Østeuropa og på længere sigt også Tyrkiet, men også EU’s rolle i det globale perspektiv over for f.eks. USA, den arabiske verden og de nye supermagter Japan, Kina og Indien. Hele denne proces kalder netop på den kosmo- politiske vision og realisme, som Ulrich Bech peger på, at EU har brug for. Det globale er ikke bare uden for vores nationale og euro- pæiske grænser, det er allerede langt inde i Europa i kraft af indvandring og fl erheden af kulturen i hverdag og medier.
Humaniora er endnu ikke stærkt inde i de
andre temaer, som systematisk undervurderer det tværvidenskabelige perspektiv, og som stadig er præget af en vis snæverhed i sit videnskabs- og teknologibegreb. Men man kan med nogen ret sige, at der hele tiden bliver slået lidt hul i muren. Området IT og læring har haft en plads siden 5. ramme- program, og især fra 6. rammeprogram kom der en samfundsvidenskabelig demokrati- og medieforskning i gang, som trækker tvær- videnskabelige, humanistiske og kulturelle dimensioner med sig. Faktisk arbejder en ræk- ke europæiske og skandinaviske samfunds- og medieforskere i disse år på at udforske betingelserne for en europæisk offentlighed, dvs. den politiske og kulturelle dialog hen over de nationale grænser, som bl.a. vores medier er med til at skabe – eller undertrykke.
Humaniora i offensiven Hvad man kan konstatere er, at vores medier stadig er meget nationale, og at EU-emner stadigvæk fylder utrolig lidt i medierne og i øvrigt er rubriceret under udlands-stof. Vi har i virkeligheden brug for en grænseoverskridende journali- stik og mere grænseoverskridende medier, hvis medievirkeligheden skal afspejle den europæiske og globale virkelighed. Her er forskerne altså inde på problemer, som på én gang er videnskabeligt udfordrende og politisk og kulturelt særdeles aktuelle og strategisk anvendelige. Et af de store projekter, som blev indsendt af humaniora og samfundsvidenskab i fællesskab til 6. rammeprogram, men som blev valgt fra i sidste omgang, retter sig netop mod dette forhold og stiller to overordnede spørgsmål: 1) hvordan kan vi forstå forholdet mellem det kulturelle og det politiske i en demokratisk offentlighed, og 2) hvilke konklu-
sioner kan vi nå frem til med hensyn til poli- tiske tiltag, der skal øge den europæiske bor- gers opmærksomhed omkring og deltagelse i EU demokratisk-politiske processer.
Projektet er interessant, fordi det meget tydeligt rejser den kulturelle dimension på en relativt direkte måde som en central del af politik og demokrati. Projektet insisterer på humanioras centrale rolle til at forstå en række af de centrale mekanismer og processer, der styrer ikke bare vores bevidsthed og mentale forventningshorisont, men også økonomi, politik, teknologiudvikling og kommunikation.
Projektet vægter kulturen som en central faktor for vores sociale sammenhængskraft og for vores status og engagement som borgere i regioner, nationer, det europæiske fællesskab og som tilskuere og deltagere i den globale kulturs konfl ikter og kommunikationsstrømme.
”Culture matters” – siger Huntington, kos- mopolitiske visioner er påkrævet, siger Ulrich Beck. Vi humanister har vidst det længe, og i takt med at informations- og netværks- samfundets nye dagsordener er begyndt at tikke ind på den politiske bevidsthed, så er det også gået op for de nationale og euro- pæiske beslutningstagere. Sidst har så EU’s forskningsprogrammer opdaget kulturens og borgerens centrale plads i demokratiet. Der er nok at tage fat på som humanistiske forskere i det europæiske forskningsrum. Det kræver bare, at vi gør os vores eget potentiale klart, og at vi arbejder tværfagligt.
■
En stor pulje penge i fri konkurrence, ingen tematisk styring, kun forskernes egne ideer og med videnskabelig kvalitet som eneste kriterium. Det er, hvad der er lagt op til med oprettelsen af et nyt europæisk forskningsråd, der forventes at blive vedtaget som en del af det 7. rammeprogram inden for de kom- mende måneder.
Men før man kommer for godt i gang med at give alle sine mange opsparede ideer frit løb i en stribe ansøgninger til det nye forsk- ningsråd, så er der lige nogle ting, man måske skal notere sig:
”Hvis man ikke vil have 10.000 ansøgnin- ger, så må der nok formuleres nogle opslag, der lægger nogle begrænsninger for, hvad man kan søge om”, siger chefkonsulent Hol- ger Rasmussen, Videnskabsministeriet, der har deltaget i forberedelsen af de beslutninger, der ligger til grund for det 7. rammeprogram.
”Hvis man ikke indlægger nogle begræns- ninger, inden for hvilke man kunne tænke sig at modtage ansøgninger, så får man et ustyr- ligt system”, siger han.
Men hvordan systemet så skal styres, er endnu ikke fastlagt. Sommeren 2005 blev der udpeget et videnskabeligt råd, der er blevet bedt om at komme med forslag til, hvordan et europæisk forskningsråd kan organiseres.
Dette videnskabelige råd vil få ansvaret for udvælgelsen af de projekter, der indstilles til fi nansiering, men indtil videre har Kommissio-
nen den formelle, endelige afgørelse.
Mange af de hidtidige diskussioner om et nyt europæisk forskningsråd har gået på, hvor uafhængigt rådet skal være af Kommissionen, som har argumenteret for, at det er den, der skal tage de endelige afgørelser efter indstil- linger fra Det Europæiske Forskningsråd. En række lande, og heriblandt Danmark, vil have et mere uafhængigt forskningsråd, som ikke alene laver indstillinger til Kommissionen, men også træffer mere defi nitive afgørelser om, hvordan pengene skal fordeles.
Foreløbig model ”Kommissionen har gen- tagne gange understreget, at den vil følge de indstillinger, den får fra rådet, men det er den, der har ansvaret for rammeprogrammets implementering og dermed den endelige afgørelse - både om hvordan arbejdsprogram- met ser ud, og om hvordan pengene skal for- deles. Helt nede på enkeltprojekt-niveau. Det er Kommissionen, der kommer til at udmønte beslutningerne. Kommissærerne har garante- ret, at de ikke vil blande sig i detaljerne, men vi ser gerne dette udtrykt i en klar juridisk tekst”, siger Holger Rasmussen.
Indtil videre er er der indgået kompromis om en model, hvor der oprettes en admini- stration, der er under Kommissionens kontrol.
Samtidig er det aftalt, at man i løbet af en kor-
tere årrække skal tage organiseringen op igen med henblik på at få en mere selvstændig administration..
”Så selvom et europæisk forskningsråd i princippet vedtages samtidigt med rammepro- grammet, bliver et helt uafhængigt europæisk forskningsråd, som vi har forestillet os, først en realitet i 2010-11, alt efter hvor hurtigt pro- cessen med at lave et nyt lovforslag foregår”, siger Holger Rasmussen, der meget realistisk forudser, at også til den tid vil politikerne – i form af Ministerrådet og Europaparlamentet - have en vis snor i, hvordan pengene bruges.
Holger Rasmussen forventer ikke, at de nationale forskningsråd bliver spurgt om, hvordan de forestiller sig, at fremtiden for et europæisk forskningsråd skal se ud, men han anbefaler, at de nationale forskningsråd selv gør, hvad de kan for at gøre deres indfl ydelse gældende:
Et råd for større forskningsprojekter ”En af forudsætningerne, for at et europæisk forskningsråd kan fungere, er selvfølgelig, at det har en god kontakt til den videnskabelige verden. De danske forskningsråd kan fx få indfl ydelse igennem de mange steder, hvor forskerne mødes i øjeblikket, hvor der er god grund til at diskutere den slags spørgsmål.
Man er velkommen til at sende sine syns-
En åbning for europæisk humaniora
Med etableringen af et europæisk forskningsråd åbner der sig nye muligheder for humaniora. Men forskeren skal måske tænke lidt større end normalt. Af Steen Bruun Jensen
Holger Rasmussen
punkter til Det Europæiske Forskningsråd og på den måde få gjort opmærksom på sig selv.
Og før man er nået så langt som til at lave indkaldelser, så kan et dansk forskningsråd overveje nogle temaer med en europæisk dimension, sende dem til et passende sted i systemet og dermed inspirere det europæiske forskningsråd til et arbejdsprogram, der fører til nogle interessante ting, som dansk huma- nistisk forskning kunne have en mulighed for at deltage i. Hvis forskningsrådene bare sidder og venter, så sker der ingenting; der vil ikke nødvendigvis komme nogen og spørge dem.
Hvis man har nogle synspunkter, som man ønsker skal fremmes, så er det bare om at få afl everet dem på de rigtige tidspunkter”, siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt humaniora har grund til at se optimistisk på et europæisk forskningsråd, svarer han:
”Rammeprogrammerne har ikke været designet til humanister. Det er målsætningen
for det europæiske samarbejde, der dikterer, hvad der kan forskes i, og projekterne skal enten kunne styrke Europas konkurrenceevne eller understøtte udviklingen af fællesskabets politikker på en række områder. Da vi ikke har fx en fælles kulturpolitik, har humaniora haft det svært. Men det europæiske forsk- ningsråd åbner en ny dimension: Nu satser vi på vidensopbygning. Vi vil give forskerne større indfl ydelse på, hvad der forskes i, for på forhånd er der ikke noget, der skal opfylde nogen bestemt konkurrencemålsætning eller andet. Men jeg tror, at det gælder om at fore- slå nogle emner eller temaer af videnskabelig interesse i et europæisk perspektiv. Emner af mere universel karakter og af en vis størrelse - større end normalt i et nationalt forskningsråd.
Jeg tror, at nogle opgaver egner sig bedst til en national fi nansiering, og så er der andre, der egner sig til det europæiske forsknings- råd”, siger Holger Rasmussen.
■
European Research Council Oprettelsen af et European Research Council (ERC) forventes endelig besluttet i slutningen af maj måned. Budgettet er foreslået at være på ca. 1 mia. euro per år i syvårsperioden 2007-2013.
I juli 2005 blev der udnævnt et Scientifi c Council bestående af 22 anerkendte forskere fra forskellige forskningsområder. Strukturen og organiseringen og graden af tilknytning til Kommis- sionen er endnu ikke fastlagt, men et sekretariat er i gang med at lægge de nærmere juridiske rammer for ERC.
Der kan læses mere om ERC på HYPERLINK ”http://europa.eu.int/comm/research/future/
basic_research/erc_sci_council_en.htm
