Hvor aktiv var du inden du blev syg?
Før jeg fik konstateret brystkræft trænede jeg ca. fire gange om ugen. På daværende tidspunkt, bestod min træning af to gange løbetræning, to gange yoga og noget styrketræning lagt ind imellem.
Hvordan var det pludselig ikke at kunne træne?
Da jeg som person altid har været meget aktiv med sport, var det en meget stor begrænsning for mig, ikke bare at kunne fortsætte med at træne som jeg plejede, da jeg blev syg.
Dog trænede jeg som altid helt op til min operation d. 27. april 2011, for jeg havde følelsen af, at i jo bedre form jeg var, jo hurtigere ville jeg komme mig over
operationen.
Jeg har altid følt, at jeg var i meget bedre kontakt med hele min krop, når jeg havde trænet. Især når jeg var stresset og udkørt tilførte det mig ny energi, da hjernen på den måde kunne blive tømt for tanker, og kroppen kunne mærkes igen - på den gode måde.
Hvordan gik det med at træne under din kemobehandling? Hvad betød det for dig at komme lidt i gang igen?
Inden jeg startede på min kemobehandling i juni 2011, var jeg så småt begyndt med træningen igen efter min operation. Jeg var dog begrænset i forhold til indgrebet, og jeg fik hele tiden af vide, at jeg i det første stykke tid ikke måtte løbe, men kun gå på løbebåndet, at jeg ikke måtte løfte for tungt, når jeg trænede eller i det hele taget.
Dette var jo selvfølgelig for at skåne mit ar på brystet så meget som muligt – så resultatet skulle blive og forblive pænt. Jeg har fået en brystbevarende operation, så jeg ville jo selvfølgelig gøre, hvad jeg kunne/kan for at mit bryst stadigt er pænt.
Men i den halvanden måned der gik før jeg startede på kemobehandling, nåede jeg at komme i luntetempo på løbebåndet, og træne efter et specielt træningsprogram for brystkræftsopererede kvinder.
Min første kemo blev skudt ind i årene medio juni 2011. Jeg blev ramt ret hårdt af bivirkningerne, men jeg vidste, at jeg - så vidt det var muligt - skulle holde mig fysisk i gang. Det er videnskabeligt bevist, at man under kemobehandling kan mindske sine bivirkninger ved motion, og den ubeskrivelige træthed medicinen medfører, ja den kan man også få lidt på afstand, når man dyrker motion.
Jeg prøvede derfor at holde det niveau jeg var kommet op på før kemoen. Jeg kunne mærke, at når jeg havde trænet, ja så følte jeg mig som et normalt menneske uden
sygdom og kemo i kroppen. Blot det at kunne tage sit sportstøj på, og gå ned i det lokale træningscenter var et energi kick i al den elendighed jeg stod midt i.
Men for mig lå der alligevel også en smule angst, når jeg trænede, for hvor meget kunne min krop holde til, med den gift jeg havde i kroppen? Jeg har altid presset mig selv til det yderste når jeg trænede, og gav den nok altid lige til grænsen. Det kunne jeg mærke, at det turde jeg ikke med kemo i kroppen, for jeg følte ikke jeg havde den sammen kontrol som jeg normalt har over min krop.
Men i august måned kom min redning. Jeg blev tilbudt og deltage i et projekt på rigshospitalet, hvor kræftpatienter, der er i kemobehandling, kan deltage i et forløb over 6 uger - Projekt Krop & Kræft - her trænede vi fire gange om ugen.
Træningen lå fra kl. 8.30 til 11.30, dagene var med vekslende form for motion. Dels var der styrketræning på maskiner, dels var der forskellige former for boldspil, og tre dage hver uge havde vi pulstræning på cykel.
Konceptet er bygget op med en fysioterapeut og en sygeplejerske, der hver dag er til stede under træningen. Hver dag inden træningen fik man målt sin temperatur og blodtryk, samt lige vendt sin daglige tilstand.
Det at træne under ”sikrede” forhold gjorde, at jeg igen turde presse kroppen som jeg gjorde før jeg blev syg. Selvfølgelig var min form langt fra min normale, da jeg startede, men efter de seks ugers forløb var den noget forbedret.
Projektet gav mig så meget energi, at jeg hver morgen kunne stå op, tage mit sportstøj på, og gå ud af døren sammen med resten af familien, for jeg vidste jeg skulle noget godt. De eneste dage jeg ikke deltog i træningen, var hvis jeg skulle til behandling eller undersøgelse på hospitalet.
Det var én ting, at motionen var vigtig for mig i forløbet, en anden ligeså væsentlig ting var det fællesskab, man fik med de andre deltagere. Der er en helt speciel forståelse kræftpatienter i mellem - et lige så naturligt og åbent forhold skal man normalt lede længe efter. Her var plads til grin, gråd, angst, vrede, sorg, ja alle
følelser var tilladte og man skulle ikke undskylde eller forklare noget som helst, man var der bare.
Så når træningen var overstået ja så var man altid fyldt op med en fantastisk energi, der gjorde at man bedre kunne håndtere al det skidt, der følger med kemo og
strålebehandling.
Efter endt forløb, fik man mulighed for at træne gratis i en periode på tre måneder i Charlottehaven i Nordhavn. Her var vi en del fra holdet, der et par gange om ugen
fast mødtes og fortsatte den gode træning. Jeg kunne mærke for hver uge der gik at min form blev bedre og bedre, til min sidste kemo i september måned 2011.
Det tager rigtig lang tid før al kemoen er ude af kroppen, og derfor er det sindssygt vigtigt - synes jeg - at få trænet så meget som muligt, dels for at hjælpe kroppen med at afgifte, men helt klart også for at få det daglig skud af energi som motionen giver.
Efter kemo kom strålebehandlingen som var 33 behandlinger, hver dag i 1½ måned.
Dét at skulle på hospitalet hver eneste dag, minder dig om, at du har været syg af kræft og du bliver konstant mindet om, at det skidt kan jo komme igen. Så det, at jeg kunne træne hver dag gjorde, at jeg fik det hele lidt på afstand.
Ud over min daglige træning har jeg været meget opmærksom på min kost, levet efter syre/base princippet, altså sørget for at spise mad med så meget basisk indhold som muligt ca. 20/80 i forhold. Jeg har også undgået for meget sukker, tilsætningsstoffer og alkohol. Det supplerede jeg med diverse mineraler og vitaminer og gør stadig for at opbygge min krop igen.
Jeg har altid mediteret, men i mit sygdomsforløb startede jeg op med at gøre det dagligt, det gav og giver mig stadig en ro og en klarhed, der gjorde, at jeg kunne se mere klart igennem hele forløbet. En sidegevinst ved meditationen er også, at man får et ordentligt skud energi.
Hvordan går det med dig nu? (I forhold til sygdommen og træningen?) Hvordan ville du have haft det uden din træning?
Jeg er i dag på den anden side af min kemo og strålebehandling. Min krop føles næsten helt som sin egen igen sådan rent fysisk. Jeg træner stort set hverdag, nogen dage blot ½ time andre dage et par timer.
Jeg har meldt mig en i en idrætsforening for tidligere kræftpatienter, der hedder PACT. Disse findes der to: PACT for personer over 40, og Proof of life for personer mellem 18 – 40. Her møder jeg ligesindede, og det fællesskab er helt ubeskriveligt, da alle er lige og intet skal forklares. Her er der plads til alle følelser, og vi har det rigtig sjovt sammen, man får også lidt en sarkastisk humor efter døden lige pludselig har stået og banket på din dør, og det er fedt at kunne dele den med andre der ved, hvor man er.
I maj måned deltog jeg i en tur til Lasanta, som hedder ”Mod nye ressourcer”, denne er arrangeret netop af disse idrætsforeninger. Det var en helt igennem fantastiks
tur, hvor der var tilrettelagt et godt varieret program for os hele ugen. Hver deltager kunne deltage i det omfang man nu engang formåede og igen var det sociale
fællesskab især i højsædet. Det var en uge som har gjort en stor forskel for mig i min vej gennem mit kræftforløb. (I år deltog TV2 på denne tur, hvor de netop vil lave et indslag med ”Bubber ifølge Danmark”, om hvad motion kan gøre for kræftpatienter.
Dette bliver vist sendt til oktober måned)
Jeg er i dag et meget lykkeligere menneske end før jeg blev syg, min form er næsten tilbage hvor den var. Mit energiniveau er også på rette vej - nemlig opadgående.
Alle jeg møder og som ser mig igen, er overrasket over, hvor meget glæde og energi jeg bringer med mig.
Jeg er selvfølgelig stadig påvirket af nogle af bivirkningerne fra behandlingen - jeg har svært ved at koncentrere mig, og have fokus samme sted længere tid af gangen.
Min hukommelse er ikke hvad den har været.
Og så er der hele den psykiske del. Jeg har bl.a. fået en ekstra lille ven på min skulder, som hedder angst. Angsten for, at jeg bliver syg igen. Den angst skal man lære at have med sig resten af livet uden, at lade dit liv styre af den. Og ja her er det så de berømte ord kommer ind: ”Lev i nuet”. Det lærer man i allerhøjeste grad at gøre.
Men jeg har mit liv, jeg er helbredt og jeg er lykkelig.
Alle de andre ting skal nok komme tilbage, det tager blot den tid det nu tager.
Hvad er dit råd til andre kræftramte? (i forhold til at få mere overskud).
Min anbefaling til andre mennesker som kommer ud for en sådan en livskrise som en kræftdiagnose er, vil helt klart være at komme i så tæt kontakt med din krop som overhoved muligt. Jeg gjorde det ved at acceptere min tilstand, kigge på alle de følelser, der unægtelig vil komme op. Jeg turde gå ind i dem, kigge på dem og se på hvad de ville fortælle mig.
Som jeg plejer at sige, jeg har aldrig nogen sinde grædt så mange tårer, som jeg har gjort igennem det sidste år. Men måden jeg kom igennem det hele på, var netop at dyrke motion, også selvom jeg nogle dage kunne stå på løbebåndet med tårerne løbende ned af kinderne, vidste jeg, at når jeg brugte min krop igennem motion, ja så ville jeg tilføre den energi og styrke, og dermed også en tro på, at jeg ville blive helbredt og komme ud på den anden side igen med et styrket sind.
Jeg har været så heldig, at jeg har kunnet træne igennem hele mit kræftforløb, nogen gange i mindre omfang pga. bivirkningerne fra min behandling.
Med det mener jeg, at det vigtigste er, at man finder en motionsform som man har det godt med, at man er tro mod sig selv, om det bliver en gåtur på 10 min. et par gange om dagen, en cykeltur eller noget helt tredje, ja så fyld din dag med noget du kan mærke bringer energi ind i livet. For netop energi er noget af det bedste man kan få ind i sit liv, når man er midt i en kræftbehandling, som også fører så mange psykiske reaktioner med sig som den gør.
En anden vigtig ting som jeg varmt vil anbefale, er at skabe et netværk med andre kræftpatienter, fx som jeg gjorde gennem ”Krop og kræft”. Vil man være med skal man henvises fra det hospital, hvor man bliver behandlet i Københavns området.
Man kan også tage kontakt til de patientforeninger, der findes inden for Kræftens Bekæmpelse. Næsten hvert kræftområde har frivillige tidligere kræftpatienter som man kan tale med. Det giver en så meget at tale med et menneske, der har været igennem det samme, som man selv står midt i. Dét at tale med et menneske, der er kommet ud på den anden side af behandlingen fylder en med en tro og et håb på at man overlever.
Udover den lægelige behandling af min kræft, har jeg brugt lidt fra den alternative verden også. Jeg fik akupunktur gennem hele forløbet, det hjalp på bivirkningerne.
Jeg er selv uddannet healer, og brugte derfor også dette som en naturlig del igennem mit forløb.
I forhold til kost, mineraler og vitaminer fik jeg hjælp af et fantastisk menneske, der gennem en årrække har hjulpet en masse andre mennesker med at skabe balance i deres krop gennem kost og tilskud.
Alt dette sammen med motionen har været de redskaber som jeg brugte og stadig bruger for at passe på min krop og give den et dagligt skud af vidunderligt energi.
Hvad har du lært om dig selv og din krop i alt dette?
Jeg har igennem mit kræftforløb, lært en masse omkring mig selv og min krop.
Jeg er min krop dybt taknemlig for, at den kæmpede kræftkampen sammen med mig, og at vi vandt over sygdommen.
Da jeg var i kemo og strålebehandling, kom der tider, hvor jeg kunne tænke, at nu kan kroppe ikke klare mere. Jeg har været helt nede at vende og set døden dybt i
øjnene, og er blevet nødt til at face den angst det helt naturligt medfører. Men det at få det hele så tæt på, gjorde også det for mig, at når jeg vågnede om morgnen til en ny dag, følte jeg en taknemlighed som aldrig har før. Fx når det regner. Før hen kunne jeg sige, åhhhh hvor er det trist. I dag vender jeg den om og siger, hvor er du heldig Anett, du får lov at opleve det, du har din frie bevægelighed og kan gøre lige hvad du ønsker. De eneste begrænsninger jeg har, det er dem jeg selv siger jeg har.
Når jeg så flot før min sygdom sagde, at jeg var god til at leve i nuet, ja så må jeg jo erkende i dag, det gjorde jeg ikke helt. Jeg er desværre et af de mennesker, der skulle helt ud over kanten før jeg kunne se, hvad det vil sige at leve i nuet.
I dag har det fået en helt anden betydning for mig, jeg udsætter ikke det jeg gerne vil, jeg lever efter mine drømme og jeg ønsker - for i morgen kan det være slut.
Jeg tror på det bedste i andre mennesker, og kan nu for første gang i mit liv se, at ved at vise min glæde og mit positive sind, ja så er det så fantastisk at mærke, at de mennesker som værdsætter det, beriger mit liv med ligeså meget glæde og positiv energi. Så ja - glæde skaber glæde.
Jeg har lært at lytte til min krops signaler, stoppe op og se på, hvilken retning jeg er på vej i livet. Nogen gange skal jeg bruge lidt tid på at se lidt dybere på tingene, og måske justere mine valg en anelse for at opnå det bedste.
Det at være tro mod mig selv, har givet mit liv den styrke og glæde jeg har manglet før.
Så ja, jeg er også en af de kræftpatienter, der nu med stor glæde kan sige, at jeg er lykkeligere i dag, end før jeg blev syg.
