Jensen & Stampe : en fabrik under forvandling

Jensen & Stampe

En

fabrik under forvandling

Af Ulla Thyrring

Siden 1967 har Herning Museum hafttrikotagefabriken Jensen & Stampepå

Hammerum hovedgade under observation. Vi har aflagt tilbagevendende be¬

søg på fabriken, noteret og fotograferet, hvis der var indtrådt ændringer af

deneneeller anden artogtagetmed af de ting, som derved blev overflødige.

Nogen egentlig undersøgelse har der ikke været tale om, men en række iagt¬

tagelser for hvilke der her skalgøresrede i billedform.

Når vifremlæggerdisse iagttagelser,^erdetfordi vitror, atde kanværemed

til at nuancerebegrebet industriundersøgelser,som nu gørsiggældende i ord, bøger og handling. Historikere, kunsthistorikere, arkitekter og etnologer har opmærksomheden henvendt på objektet. Imangetilfældenærmer mansig det

med prøvede metoder til dets undersøgelse og udvinder dermed måske ikke

den nyviden^ogerfaring, ^somnetop dette område tilbyder. En forsigtig iagt¬

tagelse af omstændighederne kan derfor have sin berettigelse og måske føre

til erkendelse af hændelsesforløb _ogomstændigheder, som ikke bør forbigåes

ved en undersøgelse af industrialiseringenog dens virkninger.

Herning-Hammerum-Ikastområdeterdomineret afenenkeltindustri, teks¬

tilindustrien, tidligere overvejende i form af fremstilling af trikotagevarer.

Udviklingen af denneindustri må formodes at hængenært sammenmed den

tradition for strikkeri^som binæring, der tidligere karakteriseredeområdet.

I 1960 fik dette erhverv sitmuseum, et trikotagemuseum, som byggedes på Herning Museum. Som forbillede havde museumsbygningen Jensen & Stam¬

pes gamlefabriksbygning i Hammerumfra 1890erne, ^som angiveligterområ¬

dets ældste, bevaredefabriksbygning. I sit anlæg fjernede trikotagemuseet sig

imidlertidmegetfraforbilledet,etlilletoetages,nifags murstenshus,ogdet har

sidenværetpå tale atflyttedennefabriksbygning til frilandsmuseet i Herning,

eller at opføre ^enkopi af den der, såledesatden kan anskues isammenhæng

med denbindestue, somallerede findes der, _ogde maskiner,som istort antal

forefindes på Trikotagemuseet. At hjemtage en bygning som museumsgen¬

stand erimidlertid en alvorlig sag,som naturligt førertil overvejelse af, hvor væsentligenfaktorbevaring af bygningener, tilforståelse af den virksomhed,

der harudfoldetsig indenfor dens rammer. Vi begyndte derfor atkigge nær-

mere på fabriken Jensen & Stampe, som dengang ^gennem lang tid havde

væreti densammefamilieseje.

Fabriksbygningerne

Imarts 1973 blev den gamle fabriksbygning målt op med henblik på et øko¬

nomiskoverslagover en evt. kopiering eller flytning af bygningen, hvis dette pludselig skulle blive aktuelt ved gadeudvidelse eller omlægning af fabriken.

Dennebygningerikke den første på stedet. Ved siden af lå et enetages,fem¬

fags hus fra slutningen af 1870erne, som veg pladsen for en ny tilbygning i

1916, vinkelretpå fabriksbygningen fra 1890erne.

I den ældste, bevarede fabriksbygning er stueetagen delt midt over på langs,og i den forreste del, som var 3 m bred og 10 m lang, varder systue.

Ovenpå låvævestuen i hele bygningens bredde, ^og loftet blev brugt til lager.

Maskinerneblev trukket medhånden, indtil Hammerumi 1905fikelektrici¬

tetsværk.

Davi kompå fabriken i 1967, låvævestuen på 1. sal i bygningen fra 1916.

I dennes stueetages eneside var systuen, i den anden side lå tilskærerstuen. I

dengamlefabriksbygningvar dernupakkeri oglager.

I 1969blev fabrikensolgtog skiftede ledelse,^og hermed indtraf^en del for¬

andringer, som også fik konsekvenser for bygningerne. I 1973 blev væveriet

således nedlagt, og virksomheden fremstiller nu udelukkende konfektion. En

hel etageligger ubenyttet hen, ogdet effektive fabriksanlægerikke længere i overensstemmelse med den synlige fabriksbygning.

Fabriken Jensen &Stampe før 1916.

Fabriken med tilbygningen fra 1916, hvisøverste etage nu står ubenyttet hen.

22.6.1971.

Vævestuen 1918-20, da derskulle mennesker tilatpasse maskinerne.

På billedet efteroplys¬

ningværkfører Ernst Bareuther, væver Elias Jensen,somstårog strikkerpatentbukser,

væverNielsAndersen, derboedelige ved

siden affabriken,

væver NielsOlsen,

»han kunne da_passe

enmaskine«, »Stramme Mette«, »hungikså

ret«, væverKresten Lund_{og væver}Ring¬

stedFløe. De boede alle i Hammerum.

Vævestuen 22.6.1971 daen mandkunne klare det hele.

Vævestuen5.4.1974. Alligevelkunne det ikke betalesig. Maskinerneer dæk¬

ket over med plastik, afdelingen står ubenyttet hen, væveren har fået andet arbejde. De gamle maskiner kunne ikke lave hensigtsmæssige størrelser. En rækkekarakteristiskelydeerforvundet frafabriken.

22.6.1971. Når manspørgeren affabrikens ældstemedarbejdere, Karen Sø¬

rensen om, hvilke forandringer hun anserfor destørstei hendestid på fabri¬

ken, siger hun indførelsen afskærebordet i tilskærerstuen ^ognedtagningen af

systammen i systuen. Systammen blev indførtog nedtaget i Karen Sørensens

tid. Den forløb somlange borde med en transportgrøft imidten igennem hele

systuen. Ved den sadsyerskerne side om sideogarbejdede. Maskinerne blev

drevetsamtidig vedhjælp afakseltræk.

5.4.1974. I 1971 blev systammen nedtaget

ogsyerskerne kom til

atsidde ved borde hverfor sigog med maskiner,somdrives individuelt. Transpor¬

ten foregår inetkurve.

22.6.1971. Den gamle og den ny tilskærer, Karen Sørensen, 76 år, ansat i 1921,ogAstrid Elisabeth Nielsen,25 år, ansati1971.

Karen Sørensen holdt_op med at klippe kort efter at fru Nielsen var tiltrådt.

Ien alderaf 76 år klippede hun alt hvadsystuenskulle bruge med saks, hvil¬

ketresulterede i, athun tilsidst måttearbejde til kl. 8 om aftenen for atfølge

med. Skæremaskinen blev introduceret med den _nye tilskærer og Karen Sø¬

rensen kom tilatbundte færdigvarer. Nuarbejderhunikkemere på fabriken.

22.6.1971. KarenSørensen varselvlært. Hendes mønstreblev lavet i samråd med fabrikant^ogrepræsentanterog blev skåret ud i krydsfiner hos den sted¬

lige tømrer.

5.4.1974. Astrid Nielsen udarbejdede fabrikens ^nye snitmønstre. Hun er ud¬

dannetdirektrice. Nuer hunrejstvidere til en anden stilling, og en nytilskæ¬

rerarbejderefter hendesmønstre.

Varerproduceretpå fabriken indtilnovem¬

ber 1970,nu udstillet på Herning Museum.

Karen Sørensens møn¬

strevartilnatkjoler,

underbukser _og under¬

kjoleriprinsessefacon aftrådogsilke,samt korseletter _og underliv

mrk. »garanteret ægte

maco.Sundhedsunder- beklcedning«.. Til slut solgteskun nogle få

omugen, meniettids¬

rumhar derdogværet

etmarkedfordisse

varer, somfirmaet imødekom. Firmaets specialeogstørste produktion liggeri fremstillingenaf hospitalstøj.

5.4.1974. Varerprodu¬

ceretpå fabrikeni 1974, herreundertøjaf trevira med muligheder påeksportmarkedet.

Selvom markedetfor hospitalstøjer nogen¬

lundesikkert,turde den_ny ledelse ikke nøjes med at støttesig

til eet marked.Man skønnededetderfor fornuftigt med herre¬

undertøjetogsåat satse

på eksportmarkedet.

Som et resultat af de fremlagte iagttagelser af fabriken Jensen & Stampe

melder sig følgende refleksioner: I Herning-Hammerum-Ikast området kan

der være grund til at drøfte, hvad en fabriksbygning overhovedet er, og om

en registrering af egentlige fabriksbygninger i dette område vil sige væsentlige ting om den industri, der harkarakteriseret området. En fabrik kan som hos

Jensen &Stampevære enrække bygninger, skabt af veldefinerede behov,men derefter udnyttet udover deres bestemmelse til imødekommelse af andre be¬

hov. En villamed strikkeri ikælderetagen kanvære en fabrik. I ethusi Dal¬

gasgade 45, som tidligere blev brugt til hakkelsesskæreri, er flere af områdets betydelige virksomhederstartet,forsidenatflytte ud til andre forhold. Triko¬

tageindustrien, ^som den har udviklet sig, forekommer, hvis ^man skal have

fatomdetvæsentlige, mere atvære et spørgsmålom menneskerogmaskiner.

Ved at registrere dem, finder man fabrikerne, industriens omfang og lokali¬

sering. På en fabrik somJensen & Stampe er en række maskiner^og et antal

mennesker samletom atudføreenrækkeopgaver, og somsådan kan detvære interessant atbetragteden.

Specialisering

NårJensen &Stampe nedlagde sit væveri,svarer det tilen specialisering, som

igennem nogle år har fundet sted indenfor tekstilindustrien her, idet man væl¬

gerenten at fremstillemetervarer eller atforarbejde dem. I lang tid var det

sådan,atselv enlille mand medto strikkemaskinerogså havdeto symaskiner,

så han selv kunne sysineærmer i. Med specialiseringen forsvinderden gamle fabrikstype med både væveri ^og systue, og en sådan forenkling præger på afgørendevis virksomheden. Hos Jensen & Stampe, hvor manvalgte konfek¬

tion som speciale, forsvandt et, i alle tilfælde tidligere, markant islæt af mandlig arbejdskraft, idet mændene var knyttet til vævestuen. En tidligere

udbredtarbejdsdeling på køn inden for sammevirksomhed i et arbejdsfælles¬

skab, om hvis karakter derganske vist intet foreliggerpå tryk, men som dog

må formodesathaveeksisteret, erhermed ophørt.

Ivævestuen stårnu et antal sammenbragtemaskiner uden lyd. Hvor de ^er fremstillet, hvornår de kom til fabriken, hvor de tidligere har stået, ^og hvad

de der har fremstillet, er endnu ikke undersøgt, men er et spørgsmål af in¬

teresse, som besvaret vil give ^mange informationer. På trikotagemuseet står

for eksempel en rundvæv, fremstillet i Tyskland i 1885 og brugt der indtil 1935,derefter2 år i Københavnogfra 1937til 1960 brugt hos Brd. Hansen i

Ikast.

Udenlandske

specialister

Mangemaskinerkom tilområdet fra Tyskland, ogmed dem fulgteen eksper¬

tise i form af brugsanvisninger, forslag til mønstreog kyndige mennesker til

hjælp ved opstilling af maskinerne. Flere tyskere kom på dennemåde til om¬

rådet, f. eks. værkfører JohannesWagner, somkom til Herningi 1919. For sit

firma havde han sat maskiner _op i hele Europa, men af forskellige årsager

blev hanpå Truelsens fabrik i Herning ogblev imange henseenderen nøgle¬

person til forståelse af udviklingen. Det var således ham, der først henledte

museets opmærksomhed på Jensen & Stampes fabrik.

I et område, hvor en stor fabrikant fra Ikast og mange med ham kunne sige: »A er kommen lige fra æ plow a«, kunne han med sin faguddannelse sige: »Du,det skal du laveom,det der, det går forkert«. Som fagmand kunne

han_repareremaskiner, lavemønstrepå dem^ogstille dem^omtil^nyemønstre.

I sin tid hos Truelsen lavede han ogsåmønstre til andre virksomheder. »Jeg

havde to svenskefirmaer, jeg lavede mønstretil, etnorsk firma, to østrigske,

ogtoitalienske. Det kunne jeg jo lave dernede, nårdet passede mig, materiale

havdejeg, maskinerne havde jeg, jeg havde hovedet.«

Maskinerrummer også andre informationer, som det ville væreværdifuldt

at fastholde. Nuervævestuensmaskiner tavse, meni deresbestemte sammen¬

stilling afgav de i driftenkarakteristisk lyd, sometantal menneskerfærdedes

i ogtilpassede sig^-og om hvis støjniveau, dererlovgivet. Fladstrikkemaski¬

nerne og rundstrikkemaskinerne lyder vidt forskelligt. I nogle rum på fabri¬

ker må man slet ikke opholde sig på grund af støjen. Museet i Herning har forsøgsvis optaget lydbånd på områdets fabriker, og netop i et sådant rum

på en fabrik oplyste en kvindelig medarbejder til mig, at de mødtes med mandfolkene,forderkomikke_nogen. Optagelse aflydbånd med maskinlyde,

somdokumentation forfabriksmiljøet, synesatværerelevant.

I systuenhos Jensen& Stampe indstillede det gamle personale sig påen ny

placering, nyt bordog nymaskiner. Det drejede sigom 10 kvinder, hvoraf 4

varfra 1900-10, 3 fra 1910-20, 3 fra 1920-30, og hvoraf 2 ^varansat i 1920- 30, 2 i 1930-40, 4 i 1960-70 og2 i 1970-80. Alle bosiddende i Hammerum.

Ensystamme somden, dernu ernedtaget hos Jensen & Stampe, erforlængst

kommetpå Trikotagemuseetog står der somudtryk for, hvorledes etprincip

som akseltræk binder opstillingen af maskiner. Det binder dermed også pla¬

ceringen af medarbejderne, og det ville være interessant, her hvor dette for¬

hold er ophørt, at undersøge, hvad placeringen ved systammen overhovedet

harbetydetfor de implicerede.

Modernisering

I tilskærerstuen hos Jensen & Stampe introduceredes skærebordet og den ny direktrice samtidig, og på et ønske fra den ^ny ledelse ^om at satse på et nyt marked, udarbejdedesnyemønstre. Tidligerevar trikotageindustrien ikke^no¬

gen egentlig modeindustri. Den var snarere præget af fremstillingen af enkle brugsvarersomdevarer,derindtil 1970blev fremstillethos Jensen & Stampe.

Om udviklingen siger Johannes Wagner, at fabrikanterne rejstetil Køben¬

havn, Wien, Paris og Tyskland for at få ideer til nye modeller og mønstre.

»Til at udarbejde mønstrene, når de kom hjem, havde de efterhånden fået piger, der varlidt vakse. De blev lært op som direktricer, kaldte de sig, men devar ikke udlært. Det hele var jo så primitivt, der varjo ingen tradition.«

»Send jeres drenge til udlandet, og lad være med at blive ved med at lave underbukser«, sagde han. Det gjorde de, »og der er mange, der er kommet hjem og arbejder på faderens fabrik.« Flere fabrikanter begyndte også at sende deres direktricer til udlandet. Det havde ikkeværetalmindeligttidligere.

Karen Sørensens løbebane(sebilledteksterne) siger nogetomdenne udvik¬

lingfra fremstilling af brugsvarer til modevarer, omde krav, der stilledes, ^og

som var forenelige med hendes færdigheder og formåen, og om de kræfter,

der fikindflydelse på hendes arbejdsfelt.

Området savnede ganske rigtigt tradition for udvikling af tekstiler. Hvad

det havde, vartradition for fremstilling af brugsvarer i form af strømper og underbukser. Denvartil stedeknyttet til den gamle husflid. Hervar detblot

et forholdsvis simpelt og overkommeligt spørgsmål om, at enkle maskiner

overtog håndens bevægelser. »Der skulle ingen særlige kundskaber til. Bare

dengikrundt,ogdekunne lægge tråden rigtigt ogsætte en nynål i, nården giki stykker«. Det forekommersom om der ikke kan haveværet noget egent¬

ligt skel ved overgangenfra håndarbejde til maskinarbejde. Maskinerne med¬

førtenaturligvisen omorganisering af kræfterne,^mendet ^vardet samme, man lavede. Det ^var endnu ikke et spørgsmål om bestandigt at få nye ideer. Om viljetilat overleve som industri, da det kom dertil, må et studium af tekstil¬

messerneog ideerne bagved kunnegive rig information.

Engammelfabriksbygning førteostilen gammeldags fabrik,somforandre¬

des, mens vi iagttog den. På Jensen & Stampes fabrik fik Herning Museum

fat i halen af en udvikling, som mange fabriker her i området har gennem¬

gået, og der er ingen tvivl ^om, at en nærmere undersøgelse af denne fabrik

ogde forhold, der her er omtalt, i høj gradvil uddybe vort kendskab til for¬

holdeneomkring brugen af de maskiner, somvi forvalterpå Trikotagemuseet.

Det, man blot må være opmærksom på ved en sådan undersøgelse, er årsa¬

gernetil, atdennefabrikeksisterede uforandret endnu i 1971.

Deiartiklenbragtecitatererfra interviewsmed værkfører Johannes Wagner, Herning,

f. 22.7.1890,d.30.1.1974.

Tilartiklenharmedoplysninger bidraget Karen Sørensen,tidligere tilskærer hos Jensen

& Stampe,f. 14.12.1895.

Fabrikant J. Lyngestrup takkesfor den velvilje, hvormed han mødermuseets kommen

oggåenpåfabriken.

Artiklensbillederertagetaf forfatteren.

Summary

Jensen & Stampe

A textile

factory

change

TheHerning-Hammerum-Ikast area is dominated by ^a single industry, nainely textiles.

Formerly this mainly took the form of hosiery manufacture. The development of this industry mustbe supposedtohavea close connection with the traditionfor knittingas

asecondary livelihood which formerly characterized thearea.In 1960aHosiery Museum

wasopened at Herning Museum.

There has been talk ofmoving the oldest hosiery factory which is still preserved to the openairmuseumat Herning, andin 1967 the museumbegan anobservation of the Jensen and Stampe factory in Herning, in which this old factory buildingnow serves

as awarehouse.

Specialization has meantthat in mostcases factories no longer knit their own cloth for thegarments they make; in other words,theynolonger have bothaweaving room and a sewing room. This is also the case for Jensen and Stampe, who now only sew.

This has meant the disappearance of the male workers, who were traditionally the

weavers, as well as the cessation of many characteristic sounds from the knitting

machines and the desertion of theweavingroom, which is, however. still standing. On the other hand, the sewing ^room has been, improved. The old stationary machinery, which drove the machinesbya central axel, has been replaced by individual machines which canbeinterchanged freely in theroom. The production has beenchanged from

very traditional underclothing to very modish men's underclothing, while the main product of the factory is still hospital clothing, a comparatively stable and unchanging market

This article recøunts, through pictures and commentary, the changes the factory has undergane. The thought has been that a local museum has an exceptionally good possibility for careful observation of the circumstances surrounding these changes, and thatthesitudy maylead toan awarenessofeventsand circumstanceswhich shouldnot be overlooked inaninvestigation of industrialization and its effects.

UllaThyrring; museumsdirektør, mag.art.

Herning Museum.

DK-7400Herning.