Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Rørdam, Valdemar.; af Valdemar Rørdam.

Titel | Title: Sol og Sky : Digte

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Jul. Gjellerup, 1895 Fysiske størrelse | Physical extent: 96 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

H k

% m

■

'i

i' • '•

* ■ 'V - ' "

.

• / * f q g r ' f ^ * •■'•*• ø i t .

' p J P . i.X; '4# ^ .

,o "hH E - ' N V ' •»•j p

> * io - m ; « T a ' J ’

’ .* j r . * ,1 v J j j : V J .

• T r - - f f V j T r ■

* . o * ?tE 3 P

« • z . ' ^

i»a P k / W « ? _ ^ å n P lK .. |lBjr....

- t 3 j y * & v ? y j a

■ ■.

. .

'Æ m

■

n p

V r ( ® H R , . * f w a J g -

« " i pj .flFf, •

*

> . • ) >.• •; j .. * * t

T # V-—f ^JÉÉ» •*' ** » • _

• a ' - P P ! ® ' - '' . m r ' M b . * - * WMmø9 0 ,-sÆf wå

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA1.-2.S 54 8°

1 1 54 0 8 00370 0

.

- ■-'v-V.'-'-"-:

I I

; ^ ■ I

.

I

•: - ^ : .!

i

i ,

SOL OG SKY

SOL OG SKY

D IG T E

AF

VALDEMAR RØRDAM

K J Ø B E N H A V N

J U L . G J E L L E R U P S F O R L A G FR. G. KNUDTZONS BOGTRYKKERI

1895

m ir

— 5 “

I.

'P'vanmarks Datter,

J L ^ solvarmt er dit Blod, Sang din Latter,

let i Dans og fast i Gang din Fod.

D it Øje straaler

blankt lig dybe Vande.

Friske Strande

blæste Havets Sundhed til din Pande.

Du kun maaler

gylden Lykke, som er mig den sande, med de hvide Hænders Vejeskaaler!

1P

Ha

'w æ S å & ^ M

6 ^—

H

II.

vor er d it Øre fint og sødt, hvor formfuldendt og lille med Labyrinther snilde,

hvis Gange slynges linieblødt!

I skærest H vidt og Rosenrødt m it B lik v il sig forvilde.

M in Sang maa vugge varligt frem sin Vove mod dit Øre.

Den har en Fragt at føre,

som bag dets blomsterbløde Bræm v il søge sig et yndigt Hjem

af ingen Storm at røre.

— 1 ^-

III.

D IN SANG.

T ^ n snehvid, snehvid Due

JL / mod Himlens mørkblaa Bue!

Den leger med sin lette Fart, snart stiger den og daler snart.

Fra Jordens dunkle Lande den lofter sig med bløde Slag til Leg paa Lysets Bølgedrag ved Solens gyldne Strande.

■‘W - l

IV .

Ti Æ'ørk Aurikel, Abildbloster, snehvid Marguerite, I V i- alt, hvad dejligt disse ejer, det er ogsaa dit.

Dunkelt som Auriklens Fløjel ser jeg dine Øjnes Blaa;

dine Kinder leger Abildblostrets klare Farver paa.

— 9 ^—

V.

'["'em Stedmodersblomster lig sorten Kul 1 med smaabitte Hjærter af skinnende Guld, fem snehvide Roser, nys aabnede let,

en flygtende Stjærne har over dem grædt.

Jeg sanked de sjældneste Blomster, jeg saa.

Saa bandt jeg dem sammen med silkeblødt Straa.

Nu lægger jeg dem ved Kirkesti,

maaske hun dem ser, naar hun vandrer forbi.

Og ser hun dem, nænner hun vistnok ej at lade dem visne ved alfare Vej.

I Bæltet hun fæster den sorthvide Pragt

og drømmer om den, der har Blomsterne lagt.

TV Tu svømmer Solen ud paa Dybet l i og dukker til sit Perleslot langt under Himmelhavets Vande, hvor fjærnt de gynger gyldenblaat.

Naar dybt er dukket den klare Sol, og Dagen fra Jorden vendes,

spring ud, m in duftende Natviol!

For dig og mig

da Stjærnernes Fakler tændes.

Nu skares alle sorte Fugle

med hæse Skrig i Skovens Træer, hvor tungt de slaar med brede Vinger og basker sig til Hvile dér.

.

— I I —

V IL

y ^ e t dufter af Poplernes brunlige Løv,

1 det danser med Sol, det bølger med Lys, over grønnende Rug, over Landevejsstøv,

over Bøgenes festlige Banner, og Slaaentjørn Markerne rander

med brusende Hvidt, med blomstrende Skum, hvor Sommerfuglsnekkerne strander.

Din Stemme mig naar som en blød Melodi, en Rigdom af Sang, en tonende Fryd,

og den følger mig frem ad en leende Sti gennem hjemlige, straalende Lande. —- D it Smil er som glitrende Vande, min dansende Sol, m it duftende Løv, med Tusendfrydskrans om din Pande!

— 12

V III.

T Tvor er den frejdige Glæde sød, 1 1 der kommer, inden jeg kalder, og lig en Bølge af Solskinsglød med ét ned over mig falder!

Den spørger aldrig hvorfor og hvad, beregner ej sine Veje,

men gør m ig jublende frisk og glad kun over Livet at eje.

Den glider frem i en flygtig Duft, et Brus i Storbøgens Krone,

en snehvid Sky mod den højblaa Luft, en lethenklingende Tone.

Den vaagner gylden og stærk især, naar blot m in flyvende Tanke

har strejfet hende, som er mig kær, — i Dans m it Hjærte maa banke.

Hvor er den frejdige Glæde sod, som ingen Tyngsel kan dræbe!

Den lysner Øjet, gør Kinden rød og lægger Sang paa min Læbe.

Jeg gaar som gennem en Solskinssky ud over de blomstrende Vange

og hilser Dagen en Gang paany med hundred lystige Sange!

i PI; '

f I ;

■

i j■i I i-;

I1$

i

j ^ u løfte dig, m in Sang,

lig en hvasoddet P il, der fra Buestrængen sprang Stig højt, og glød dit Staal

til Sejrskraftens Hærdning i Solens Flammebaal!

Saa dale du, m in Sang,

naar de fredsæle Klokker til Aftenbønnen klang!

Dal fast og let lig Pilen, lig Rosenbladet blødt, indsvøbt i Aftenduften, du har paa Vejen mødt!

Du skal naa hendes Øre og nynne dig derind, mens blomsterblød du strejfer den unge Pigekind.

Men mindes vel dit Maal:

i Hjærtet sænke dybt du min Villies Pilestaal!

I

f

_ _ _ _ _ i

* 9*

A P R IL B U K E T .

T^irdelte Kløverblad!

A Hvis m i n Haand brød dig, turde jeg kun tvivle, du blev mig givet, og jeg tro r dig glad.

Aurikel, lille Øre!

Din klare Farve og din rene Form betyder, du vil kun det gode høre.

Vaarlyse Bøgeløv!

E r du mon mindre frisk, fordi din Frænde blev stormbegravet i Oktoberstøv?

Du, tro Kærminde,

er ikke blot et Skær af det, der svandt.

Som Haabets Fakkel ved jeg du kan skinne.

T ^ø rst nys de lystige Haner gol,

A saa jeg af en knugende Drøm blev vaagen.

Nu gaar jeg frem mod den blanke Sol, der løfter sig mægtig af Morgentaagen.

Dugen driver af alle Straa, og tusende travle Tene

har virket Tæpper af Silken graa, der bølger svajende sagte paa de blomstrende Rosengrene.

Jorden svulmer af dristig Saft og rødmer i livsvarm Glæde.

Faurest Morgen, m it L iv har haft!

Stolt jeg føler m in unge Kraft, og spændigt min Fod maa træde.

Dér højt paa Banken en Jomfru staar, og Sollyset gløder paa hendes Kinder;

det stænker Guld i det brune Haar, saa Straalerne næsten m it Øje blinder.

»Ræk mig Haanden, min Hjærtenskær,

»og giv mig de friske Læber!

»Frem i solgyldent Morgenskær

»mod Dagens Arbejd og dens Besvær

»vi frejdige sammen stræber.

»Stærke Sol, du hvis varme Brand

»os Hjærternes Lue tændte!

»Lys vor Vej, som vi ved, du kan,

»til Livets taagede, fjærne Strand!

»Velsignet din Magt vi kendte!«

J j .

■i

O yngende Lyd af den svævende, O legende Myggesværm —

Duft fra det sagtelig bævende Hyldetræs Blomsterskærm, — Nymaanens Guldsnekke flyder nu ned over Himlens Flod —

Sommernatsluftningen gyder nu Ild i dit Ungdomsblod:

»Vaagn ved m in Sang, du, som blunder derinde!

Lad ikke Natten i Drømme henrinde, sov ikke Sommerens Dejlighed bort!

Solen de levende Blomster kun fryder, Kærligheds Ildrose Ungdom kun bryder. —

Bryd den da! — Tiden er kort.

Hundrede Kys dig paa Læberne gløder, — gemmer du paa dem, til Døden dig møder knoklet og klam under ligkolde Lin?

T ro r du, hans Favntag med Fryd dig beruser r T ro r du, hans Elskov i Møde dig bruser

livskraftig, mægtig, som min?

Luften er mild, og det dufter fra Hylden, Nymaanen sejler paa Himmelen gylden, — véd du, om Somre der venter dig fler?

Har du maaské taget Skæbnen i Hænde?

Véd du, naar Maanen sig atter vil tænde, om da dit Øje den sér? — «

B L O M S T E R O R D .

t Tør Blaaklokkerne, hvor sødt de nynne:

O »Skønhed! Hvad er Skønhed uden Ynde?«

Kongelyset løfter højt sin Flamme:

»Ædel Stolthed, det er Skønheds Ramme!« — Gærderosen tier, men den tænker:

»Kærligheden begge Dele skænker!« —

21

X IV .

X Tatten sin blaahvide Kjortel op 1 N med skinnende Sølvbaand hefter.

Jeg sidder alene paa grønne Vold og længes, — véd du hvorefter?

Efter at have min Kærest her, siddende ved min Side,

og for hendes Fødder i Græsset ned at lade mig sagte glide, —

Hælde m it Hoved mod hendes Knæ, den legende Haand at fange,

føre den blidelig til min Mund og kysse den hundred Gange.

— 2 2 —

X V .

p v u Solskin over mine Drømmes Vover!

U * Din Vælde varmer deres kolde Vande, din Lysning ler paa sortest Bølgepande, — de Bølgedale, som du danser over,

faar gyldne Rande, —

din Glans gør straalende de fjærne Strande, du Solskin over mine Drømmes Vover.

— 23 —

X V I.

r \ u tvinger min Tunge til gode Ord, din Renhed renser m it Sind.

En daglys Fred i m it Hjærte bor, som du har baaret derind.

X V II.

T Ti ruller frem over Østerveje,

V

Solflammer lyser paa fjærne Ruder og rødner lyngbrune Højes Rande;

et Slør af sitrende Guld de slaar ud over Agren, hvor Rugen staar;

de glider frem som en Flod af Roser i dybe, dampende Ellemoser.

Med Solens Øje jeg Drømmer stirre r saa langvejs ud over Strand og Vove og finder Dalsøens blanke Vande, der skinner op af de mørke Skove.

Jeg ser en glidende Baad derpaa;

om kring den danser de Bølger smaa.

Jeg ser en Jomfru paa Baadens Tofte mod Solen retter hun Blikket ofte.

Og Solen ser hende dybt i Øjet at forske Sjælen bag Irisbue.

Den glædes over, hvad Blikket dølger:

en Sjæl, saa klar som dens egen Lue,

« ^

saa varm og frejdig og lys og god til Vaar at løfte, hvor V in te r stod, til Baand at løsne for islagt Kilde og frede hvad som i Storm for ilde. — Nu leged Solen sig under Lide

og frem vi ruller ad Dæmringsveje ved mørkblaa Banker og hvide Moser, hvor Taagen lægger sig træt i Leje.

Nu tier Lærkernes Aftensang,

nu dufter Blomster og Korn fra Vang.

Mod Nord den dvælende Solglans viger, i Øst en straalende Stjærne stiger.

Jeg Drømmer skimter med Aftenstjærnen hin fjærne Skovsø, hvor Baaden glider.

En Sang jeg nynner, der sagte klinger i Vandets Skvulpen om Baadens Sider.

Den blandes blødt i den svage V ind, hvis Aande stryger en Rosenkind.

Med Poplers Frødun og Fnugg af Pile for Pigefoden den gaar til Hvile.

____

26 ^—

I

D

X V III.

.et er Morgengry; Vinterens første Sne

falder ned, saa vidunderlig hvid at se.

Hvor den svøber sig varligt om hvert et Straa,

som den vaagnende Vinterdag lyser paa!

H er paa Heden, langt borte fra Hus og By,

er der Æventyrstilhed i aarie Gry. — — Mine Tanker nedfalder som Sne paa dig, falder tyst, falder blødt over al din Vej.

X IX .

'P 'vet er en Vintermorgenstund, L - J jeg sidder paa m it Kammer

og fryser ind til Marv og Ben trods Ovnens Buldreflammer og stirrer paa den Blomsteris, der Vinduesruden dækker, ordnet paa Soldatervis i stive Rækker.

Hvert Liniedrag er trist og koldt i disse rimgraa Blade;

ak, Juniroser, hvor dog I var yndefulde, glade! —

Da sker der en Forvandling lig til Sommerfugl fra Larve:

hver graakold Isens Blomsterflig blev blod, tog Farve!

Fortryllet ser jeg lige ind i Paradisets Lunde,

ser Palmetræer med Purpurløv og Liliers Luemunde,

sølvglinsende Olivenkrat

mod Kløfters mørkblaa Dunkle, ser Fjederplantens Blomsterhat som Gnister funkle.

For det var Solen, der stod op og straalede til Live

den nattefrosne Blomsteris, hvis Skud var dodsens-stive. —

Jelisaveta, gætter du, hvad Tanker dette føder?

hvem der m it L iv, som før, saa ildfarver, gløder?

— 29 —

X X . E N D R Ø M .

p v e r duftede Tjørn og Syrener,

der flammede Sol gennem Løvet, der fløjtede Irisk og Finke, —

men jeg var urolig, bedrøvet.

Ud under de brede Kastanier og sagtelig svajende Linde

gled Orgelets mægtige Strømme af Toner fra Kirken derinde.

De vælted som svulmende, sorte, tungtbølgende Stormfloders Vande hen mod mig og knuged om Brystet og skvulpede koldt om min Pande.

Angst vilde hurtig jeg flygte,

men stod som en Sten i det samme:

Dig saa jeg — om Kinderne hvidnet, med Øjet i skælvende Flamme!

Du nærmed dig tiende, lydløst;

m in Fod var urøriigen bundet.

Et Kys paa m in Pande du aanded, — saa var du i Kirken forsvundet.

Da falmede Solen og Løvet,

og Blomsterne dryssed paa Mulde.

M it Legeme stivned i Smerte, der tog mig en isnende Kulde.

Men Orgelets vældige Stormflod

slog sammen om kring mig og vugged mig død i tungtbølgende Vover,

som over m it Hoved sig lukked.

— 3 0 ^—

— 3 1

X X I.

T angvejs herfra

JL/ i et fremmed Land dér har Lykken til Huse

i en perlebygt Borg paa den hvide Strand bag det mørke Vand,

hvor tungsindige Storme bruse. — Langt, langt herfra

gled min Baad en Gang over skvulpende Vover

sagte vuggende hen, medens Sejlet hang slapt mod Mast og Stang.

Aftenskæret laa rødt derover.

Langt, langt herfra — stille Baaden laa;

Aftenstjærnen alt brændte.

Højt paa Kysten en perlebygt Borg jeg saa blank mod Himlen staa;

ej m it Øje derfra jeg vendte.

— 32 Langt, langt herfra — til m it Øre bar

Luftens lysende Strømme

en udødelig Sang, himmelsk liflig, klar, og da blev jeg vår,

hvad tilfo rn jeg kun saa i Drømme.

Langt, langt herfra saa jeg Lykken selv, hendes Sange jeg hørte.

Øjet lyste som Dagen paa Himlens Hvælv, Haarets gyldne Elv

let for legende V in d sig rørte. — Langvejs herfra

Uvejr steg i N ord;

Storm var Skyernes Vinge,

med m in Baad over Havet med Vold den for, aldrig mer, jeg tror,

v il min Baad mig til Lykken bringe.

..

~ 33 —

X X II.

TTxen grønne Vold, den grønne Vold, L J den kan jeg aldrig glemme.

Den grønne Vold med Pilehegn, som gav os L y mod Tordenregn og vilde trygt os gemme, — hvor skulde jeg vel glemme den ? Der saa jeg sidst m it Hjærtes Ven og hørte hendes Stemme.

Den grønne Vold, den grønne Vold, den v il jeg altid huske, —

hver Snoning af den smalle Sti, den blanke Bæk, som løb forbi de mørke Ellebuske,

og Regnens Fald mod Blades Næt, og Vindens Lyd, der suste let i Sivets bløde Duske.

3

— 34 —

Den grønne Vold, den grønne V old m in Fod skal aldrig finde,

og aldrig mere skal jeg der imellem Hegnets Piletræer se Bækkens Bølger skinne.

A k, jeg har hørt for sidste Gang den Stemme, der mig liflig klang;

den naar mig ingensinde!

- 35 ~

X X III.

Teg vandred i et fremmed Land alt ved den blanke Flod

og tænkte paa den Jomfru fin, som fordum var mig god. —

Glemsels U rt med Glædens Blomst, hvor er vel den at finde?

Jeg vandred langs den blanke Flod henad den grønne Sti;

der gik jeg mod en fremmed Mø, hun vilde mig forbi.

»Du Jomfru, som jeg før ej saa, stands her en stakket Stund!

Og syng for mig den Sang, jeg ser i Smilet om din Mund!«

»Du Svend, som aldrig før mig saa, for dristig er din Bøn.

Dog synger jeg den Sang, du vil, for Sorg du bær i Løn.«

Hun sang for m ig den Sang, der lo paa hendes Læbe rød.

Dybt i mig dobbelt mægtig steg en Strøm af Længsels Nød. — Glemsels U rt med Glædens Blomst, hvor er vel den at finde?

»Hav Tak for Sangen, du mig gav!

Sæt nu dig hos mig her,

og lad mig se din friske Kind, d it klare Øje nær!«

»Min Fader og m in Moder staar og ser ud efter mig;

men for en lønlig Sorg du bær, vil jeg dog føje dig.«

Hun sad hos mig, og nær jeg saa den ungdomsfriske Kind

og forsked Øjets klare Dyb, men sorgfuldt var m it Sind. — Glemsels U rt med Glædens Blomst, hvor er vel den at finde?

»Aa, favn mig som din Hjærtenskær, din allerbedste Ven!

I Morgen er jeg langt herfra, vi mødes ej igen.«

— 37 —

»Ifald jeg føjer dig din Bøn, da følger Anger svar.

Dog faar du hvile i m in Favn, for lønlig Sorg du har.»

V i tog hinanden fast i Favn;

hun var saa favr og ung.

Ved Daggry var jeg langt derfra med Sorgen dobbelt tung. —

Glemsels U rt med Glædens Blomst, hvor er vel den at finde?

X X IV .

T ^e n Gang, ak ja, én Gang -L* for længe, længe siden.

Det Aar, der bar m in Lykke,

blev skyllet bort af Tiden.

En snart usynlig Bølge,

en Stribe som af Rav end lyser langt, langt ude

paa Tidens brede Hav.

Een Gang har jeg elsket,

jeg elsker ingen mer.

Det sidste G lim t af Dagen

jeg fjærnt paa Havet ser.

Natten er om kring mig,

dens Mørke tynger haardt.

Nattens T id er sorgtung,

og Dagen dvæled kort.

Der lyser langt, langt ude

paa Tidens brede Hav en snart usynlig Bølge,

en Stribe som af Rav.

Een Gang var jeg elsket,

ja, hun var til en Gang, hvis Navn alene fyldte

m in Sjæl med Lys og Sang, hvis Elskov var min Styrke,

m it Livsens Brød og Vin, for jeg var hendes egen,

og hun var ene min. — Den Vældige, som hersker,

han tænker tunge Raad:

til Ensomhed i Mørket

Stormenglen slog min Baad.

— 4 0 —

X X V .

Y~"vet er i den maaneskinslysende Nat, og Skygger af snehvide Skyer stiger og blegner og dolger sig brat bag andre, der kommer og flyer.

En flyvende Glans i et flygtigt Sekund féagtigt straalende vugges.

Det ger i m it Hjærte saa skærende ondt, naar hastig den sløres og slukkes.

Jeg skimter i Skyernes Maaneskinsleg et Ansigt — og kender det nøje;

men grubler, hver Gang det i Skyggerne veg:

Hvis var dog den Mund og det Øje?

Den Mund har jeg kysset; det B lik har jeg set en Solhimmel over mig hvælve.

Men Navnet! Hvad hed hun? Og hvad er der sket, at hæftigt m it Hjærte maa skælve?

H vi slukned hint solstraaletindrende Syn?

Hvad stivned de Læber saa kolde? — Ned i m in Sjæl slaar et svidende L yn : V a r det dig, der det voved at trolde? —

— 43 —

S E P T E M B E R A F T E N I T H Y .

^ " ^ k to b e r er i Yente: Stormtid, Regntid!

Endnu er dog den kære Soltid inde, — saa Bogen henad Bordet, Døren op, Septemberfriskhed ind i mine Lunger!

Der blinker Dug i Markens gule Græs, den hænger tindrende paa Spindelvævet, som travle Edderkoppers Flok har spundet paa Kryds og Tværs om alle blege Straa, og jeg maa vare Foden for de stærke, tæt tornbesatte Brombærbuskes Ranker;

de slynger sig lavt løftede fra Jorden med farVedybe, kobberbrune Blade og hist og her et sortblaat, sildigt Bær.

Jeg kommer ned paa Engen langs med Fjorden, og dér er Græsset kort, men grønt og saftigt, som et elastisk Tæppe for m in Fod.

Og dér er Blomster; ingen Sommerflora med sollysmætte, glade Purpurfarver.

— 4 4 —

Nej, de er blege, gemmer ingen Duft,

men dog det fryder mig at se dem staa der.

Dér er den spæde gyldne Potentil:

den lyser som en lille sorgfuld Stjærne imellem sine spredte røde Blade.

Dér staar den slanke lila Skabiosa:

den ligner en vemodig gammel Jomfru, som tænker paa sin Ungdoms Elskovsdrøm.

En Moseurt jeg ser, hvis lette Stængel fra Bladenes Roset et Blomster løfter med fine, runde, lilliehvide Flige, stribede svagt af dunkelgrønne Linier.

M in Y ndling er der ogsaa, Margueriten, hin stolte D ronning over Markens Blomster.

Men bøjet staar den, paa dens Sølverkrone tynger Draaber af den kolde Dug. —

Jeg sanker en Buket af disse Blomster, med Nænsomhed jeg samler dem i Haanden og forsker nøje hver en enkelts Ynde,

fordi jeg tænker, tænker det med Smerte, det er de sidste førend Vintren kommer. -—

Da Sol gaar ned bag Hedens brune Høje, som bølger mørke langs med Horizonten i skarp Kontur imod den klare Himmel, da stiger jeg tilvejrs paa Kæmpegraven og kaster mig og nyder Lysets Skønhed:

— 45 —

Længst nede over Hedens mørke Strøg, dér lyser Himlen i et Hav af Luer

og derfra buer den sig op mod Zenith igennem Straalepurpur og orange og gullighvidt og violet og grønt.

Højt, højt i Himlens ætherklare Egne svæver en lille Sky paa gyldne Vinger.

Hvor længe dvæler jeg? M in T id staar stille, in d til en Kuldegysning slaar m it Legem.

Saa rejser jeg mig hurtig op til Hjemvej og vader nedad i den vaade Lyng.

Hvor alt er mørkt! Paa tunge Skyggevinger den lille Sky nu glider over Himlen.

Langt borte skimter jeg en A rm af Fjorden;

den blinker som en blaalig, sleben Klinge.

Sort ligger Heden; over Horizonten er Himlen af sælsom grønlig Lød.

Iskold er Luften, alle Vinde sove.

En uforklarlig tung, fortvivlet Stemning stjæler sig Husly inde i m it Hjærte:

Det synes mig, at jeg saa sikkert ved, nu er m in sidste Sommertid forbi, foran mig er der kun en evig Vinter, og jeg er angst for Vintrens lange Nætter,

- 4 6 -

at mine onde Tanker de skal vaagne

og tale til mig, snart med Stormens Tunge, naar den om Natten slaar imod m in Rude, og snart med Tavsheds frygtelige Stemme. — Hjemad jeg vandrer, bange og bedrøvet,

mens Himlens sidste, svage Lysning slukkes, og Stjærner tændes paa den øde Hvælving.

90kÉ P **

— 47 —

S K Y E R .

T ^ n mælkeblaa Himmel med blaahvide Skyer, -L* vinterligt snetunge, langs Horizonten, i Former som Oldtidens sælsomme Dyr, Lindormen, Griffen og Ms odonten.

De kravler sig frem over Kimmingens Rand med uldne Vinger og laadne Rygge,

med blinde Øjne i blodsprængt Brand, med Kloer eller ligkolde Labber stygge.

Da Somren var her med Blomster og Sol, da laa de i Dvale i Vinterens Huler,

men nys, da Novemberstormfuglen gol, de vaagned og slikked sig om deres Muler.

* Bugen var slunken; nu gaa, de paa Rov, lister sig graadige frem, naar det kvælder, lurer bag Banker, lusker i Skov, —

ud over Nætterne Rædselen vælder.

— 4 8 —

Du vaagner en Nat ved skingrende Skrig, rasende Brølen og ræddelig Tuden, —

du fryser i Sengen, — der lugter af Lig, — klirrende, brusende slaar det mod Ruden.

Gem dig! T h i det er Rædselens Dyr, Lindorme, Griffe og lede Drager,

som stiger af Oldtidens Æ ventyr og levende hen over Landene jager!

49 —

;■

§

V IN T E R N A T .

l^ v e n hvide Sne og den brune Hede,

• E / den susende Vinterstormvinds Vrede, Den hvidblaa Himmel, den gule Maane, de Klitter, jeg ser langt borte blaane, — M in egen Skygge mod Maaneskæret, Vildgæssenes Skrig fra Mosekæret, — Ensomheden, hvori jeg vanker,

m it Hjærte, der sært uroligt banker, — Det gør mig sorgfuld og gør mig bange;

jeg er den vejvilde Vinters Fange.

Jeg skulde fremad de mange Mile, men lagde heller mig her til Hvile, Og lod den susende Stormvinds Vrede i Blund mig synge paa vilden Hede.

4

M IL D N A T I A P R IL .

'N T u i Nat

I l jeg føler ret,

at V in tren Jorden har forladt.

De blanke Stjærner sløres let af hvide Taagers F lo r;

det m ildner ogsaa Maanens Skær, som ligger sølvblegt over Jord og blinker paa det mørke Kær.

Jeg aander glad den lette, lune Brise, der bølger mig i Møde fra Dagens Solskinsbad.

Den er m it Sind til Lise, den vækker M inder søde om Blomsterflor, som døde forlængst og spredtes ad.

— 5 i -

Jeg har den kær, den unge Yaar,

før endnu Bøgen Blade faar, og Blomster Havens Æbletræer.

Dens Luft er som en syrlig Y in , dens Ynde er saa frisk og fin.

Kun simpel er dens Dragt af brunlig-gult og lysegrønt, helt uden broget Pragt, •—

men klæder den saa kønt.

Den har en Skønhed inde fremfor den fulde, rige Yaar, som Jomfruen paa sexten Aar fremfor den modne Kvinde.

Det er ej Farve eller Form af nogen fastsat Skønhedsnorm;

det fattes ej med blot Fornuft, det er en egen Skønheds d u ft, jeg føler med et m ildt Behag, saa krydret-fin, saa drømmesvag.

Den minder om en Kærlighed, der findes, som jeg sikkert ved:

en Ungdomselskov, tryg og blid, ukendt med Vildhed, Skam og Strid.

4*

— 5 2 —

H vor er den skøn! den korte T id , da sammen Haand i Haand at gaa i Tavshed paa en skovgemt Sti er Maal for hedeste Attraa.

Besiddelsens Begær

end hviler i et Drømmeblund bag Kindens lette Rødme, bag Øjets fugtig-blanke Skær, og lægger Længsels Sødme

i Smil om Ungdoms bløde Mund, Op fra de røde Rosers Flor, som i det skjulte mægtig gror, begynder Duft at stige,

endnu at aande langvejs fra lig Duften af en Prim ula paa Skovens grønne Dige.

— 53 —

M A J N A T .

T~>ven krydret-søde, stærke Duft af Blomsterfylden hvid og skær i Havens unge Abildtræer

ombølger i den lune Luft og vælder ad m it Vindu ind med Foraarsnattens bløde Vind.

Den aander Uro i m it Sind, den lokker som et Elskovsbud, den søde, stærke Blomsterduft:

jeg maa derud

i Foraarsnattens milde Luft.

I dæmpet Lysning kan jeg se de brede Grenes Blomstersne.

Mon ikke selve Vaarens Fe i slig en dejlig Hvælving bor?

De fugtig-bløde Ganges Jord opfanger lydløst Fodens Spor.

Jeg stiger over Havens Hegn og faar et Bad af Aftnens Regn, der gemte sig for Muld og Støv

i Poplens fine, friske Løv.

— 54 ^—

M in Fod er vaad af kølig Dugg;

jeg vandrer i det unge Korn

og ser mod Maanens gyldne H orn og hører Gøgens fjærne Kuk

fra Tørveskærets Ellekrat.

Den kukker al den korte Nat til Morgengry, fra Dag er død.

Mod N ord er Himmelranden rød og røde Luftens lette Skyer, thi langt herfra ej Solen flyer:

den møder kun en stakket Stund

den mørke Bølges køle Mund, — saa staar den op

og straaler over Klittens Top

til Lyst og L iv for Blomst og Blad, som løfter sig imod den glad,

forfrisket under Duggens Bad, fra Nattens blege Himmelhvælv, — ja, frisk og modig, som jeg selv, v il hilse Dagens lyse Gry

naar Nattens blide Drøm maa fly.

■■

— 55 —

S E P T E M B E R .

T"'ven friske, sunde Kampleg

jL J med Septembers køle Blæst fordobler mig min Styrke,

giver Frejdighed dernæst, og let som ellers aldrig

gaar min Vandring gennem Landet, som Skyens over Himlen,

som en Ilin g over Vandet.

Jeg kommer ud paa Marken just ved Solnedgangens T id og kaster mig i Græsset under Tjørnebusken strid.

Dér ligger jeg og lader som en Svale Blikket flagre højt op i Himmelglansen, lavt henover dunkle Agre.

De hvide Margueriter i det mørkebrune Græs, det flammerøde Solbaal bag det høje, sorte Næs,

den ranke, stolte Raabuk

med sin H jord af lette H inder paa Vandring ned mod Kæret, hvor som Guld Smaabølger skinner, Septembers fine Skønhed

i den gyldne Straaledragt med sorte Skyggers Islæt under alle Banker lagt, den elsker jeg fra fordum, den v il i Sang jeg prise, paa Blæstens Vinger løfter sig min Septembervise.

For Aftensolens Drotstol knæler ned den sorte Sky;

jeg bøjer mig med Hilsen for den Soltid, der vil fly.

Jeg kysser dine Hænder,

skønne Høst, for sidste Gang;

dybt af dit Øje drikker jeg Mod til Vintersang.

— 57 —

SANG.

T ^a a den blege, blaa Himmel 1 straaler Fuldmaanen klart, medens hvide, smaa Skyer gaar i sejlende Fart

gennemsigtige over Maanens ubrudte Rand og forsvinder bag Himlens fjærne, vestlige Strand.

Som en Fe’s lette Vinger er de drivende Skyer.

Endnu lettere bliver deres Skygger, der flyer henad Markernes Flade, hvor den nyfaldne Sne er i Fuldmaaneskæret lig et Sølvhav at se.

- 5 » -

Ja, et Hav, hvor ej Blæsten kan faa Bølgerne vakt, ligger tindrende Sneen over Jordmulden lagt.

Lutter lysende Hvidhed, kølig straalende Glans lige til Horizontens mørke skovklædte Krans!

— 59 —

L E T T E V E S T E N V IN D E .

T ette Vestenvinde glide JL^-j over Anemoners hvide, dugbesprængte Blomsterbølger.

Med den friske Luftning følger Duften hid fra Gærdets Side, hvor den blaa V io l sig dølger.

Brune Humlebier summer sammen i et lystigt Møde mellem Pilens Blomster søde.

Bregnen sine Blade krummer ud til smukke, grønne Kummer, dannede af V ifter bløde.

Haslen løfter sine Rakler, Hanekammens lyse Fakler tændes rundt i Krat og Skove.

— 6 o —

Krøben ud af sin Alkove Sommerfuglen Vingen takler, Vaaren gladelig at love.

Længe Sorg m it Sind holdt bundet lig en lysberøvet Fange.

Nu har jeg m in Vaarsejr vundet.

Og som Længslen har tilstundet, bryder jeg m it Bur, det trange, jubler glade Løvspringssange.

F O R A A R S S O L .

T Tejda, hvor det skyller ned med Solskin idag!

1 1 Alle Markens Græsstraa er ganske ellevilde, tættere og tættere de mylrer sig i Lag:

»Vintermørke, Vinternød, vi kender dem ej nu, —

»nu skal vi til Foraarsfest, Guldsolen holder Gilde, —

»skynd Jer dog, saa skynd Jer dog! V i kommer altfor silde!« — Hasseldiget inde under Højskovens Bryn skinner af de glade Anemoners hvide Sole,

Raklestøvet gnistrer, og af Duggen slaar der L y n ! — Skyggende med Haanden over solblændet Syn ligger der et Pigebarn med purpurrøde Kinder;

Jomfrubrystet spænder mod den lette, sorte Kjole.

Alle hendes Porer suger ind det hede Lys,

glødende med Blodet det til Hjærtet hende vælder;

sit unge Legem strækker hun i vellystigt Gys, føler Jorden under sig som sitrende Ild :

»Jeg venter dig, du Kongegud, hvis Flammebud dig melder

»og mine gamle Guder med Lynildsklinge fælder!«

—

T ^ n Aften i Maj

1 -/ efter Dagens forfriskende Regn gaar jeg ud mellem Vinrosers Hegn, hvor det nysprungne Lov,

nu befriet for Støv,

vælter Bølger af Duft paa m in Vej, vælter drivende Bølger af Duft i den milde, kærtegnende Luft en Aften i Maj. —

I Vesterled staar

der en matgylden Lysning af Dag over Storskovens mørknende Drag.

Ingen Larm — ingen Lyd — i hengivende Fryd

møder Jorden den favnende Vaar.

Selv den skælvende Poppel er stum;

i det dæmrende, duftende Rum Vaardrømmene gaar.

J U N I-N A T .

T Tidt strejfer jeg om i den køle Nat,

V

Hver pinefuld Tanke mig har forladt, jeg sér kun, hvor Jorden er lys og skøn, hvor Himlen er straalende rød og grøn om Nymaanens Klinge, der glimter mat. — Det falder med ét mig ind

at nynne en gammel Vise mod Vesterleds lette Brise, der stryger mig blødt om Kind.

Imorgen er Glæde og Fred forbi,

saa tynger mig atter min Lænkes Tvang, — men nu er lig Barnet jeg glad og fri,

Fred faldt paa min Sjæl som en Dugg paa Vang, og stille jeg nynner den Aftensang,

mens langsomt jeg træder min grønne Sti:

»Sov sødelig, sov biødelig,

»luk dine Øjne til!

»Gud Fader udi Him m erig

»din Vogter være vil.«

»Sov sødelig« — en mægtig Hær af Minder bølger frem.

H vor var m in Moder m ild og kær, hvor lyst m it Barndomshjem!

»Sov sødelig« — m in Moder sang med Stemmen klar og blød.

F or sidste Gang det længst mig klang, thi hun forlængst er død.

Sov sødelig, m in egen M or!

M ørkt er vel Gravens Gem, dog fast jeg tror, i Lys du bor, din Sjæl var Lysets Hjem. — — En Æblerose paa m in Vej

der dufter sødt mod Regn!

M in Hjærtensven, jeg mindes dig, — den var vort Elskovstegn.

Sov sødelig, min Hjærtensven, den lyse Nattestund,

sov biødelig, og vaagn igen

med Smil om kring din Mund! —

11 " M t

;

- 65 -

Bortkastet har jeg og forglemt al Bitterhed, alt Had,

som Hjærteklangen gør forstemt og skiller Venner ad.

I Juni-Nattens dybe Ro jeg glemmer, hvad jeg led.

I Mindet om de kære to m it Sind jeg sænker ned.

Jeg nynner ganske sagtelig, som jeg nu kan det bedst:

»Sov sødelig, sov biødelig, I to, der stod mig næst!«

5

.

— 6 6 —

S O M M E R N A T S L Æ N G S E L .

T Tidaabent silde m it V indu staar; saa flyver min

V Længsel ud,

flyver derud en Sommerfugl lig i den sommerlig lyse Nat.

Dens Flugt er saa let, som Svalernes er, der lystig leger Tagfat, de fineste, smalle Vinger den har, som Skyggen

farvede blaa, som Aarernes blaalige Trolddomstegn paa m in

Elskedes T in d in g staa.

Saa d irrer den bløde Dæmring svagt for dens sitrende Vingeslag, den dirrer ogsaa af tusend L yd , som kendes ej

ved Dag.

Gøgen kukker i Skovens Dyb saa inderlig dybt og blødt;

han har nok nylig sin Magefugl under viftende Blade mødt.

Ravnen hvæser i Egens T op ; hun vogter de sovende Unger.

Frøerne støjer i Kær og Eng med muntert smæl­

dende Tunger.

Alferne sejler tyst forbi paa Bølger af Maaneskin;

efter dem glider Spindelvævsbaand og svajer i Blomstervind.

Graahvid af Dugg, som var det Rim, er den fro­

dige unge Havre.

Hér springer Mikkel nu frækt om kring; han gem­

mer sig nok før Davre!

Agerhønsene skriger skarpt i Grøfternes Gyvel og Revling;

ind gennem Krattet trasker tungt en langhaaret, klodset Grævling.

Bag Løvet hænger Smaabiller skjult og hviler med lukte Vinger, men vaagner og snurrer forfærdet bort, naar L illie -

konvallerne ringer.

De ringer med Klokker af hviden Sølv til Varsel om Vold og Fare.

Hvem skulde vel ellers de sovende smaa mod snigende Rovdyr vare?

— 6 8 —

Rokkende sidder paa visne Gren den vagtsomme, barske Ugle;

hun følger Musen med Øjne som Ild og snapper ham ved hans Hule. — — M in Længsel mærked en Blomsterduft, var ikke

af Løg eller L illie ; at søge den K a lk, hvor Duften steg, er nu dens

higende V illie.

Den flyver hastig af Skoven ud og henover Engenes Slette.

Hér leger Elverpigernes F lok, de træder i Danse lette.

De bøjer sig ud, de bøjer sig ind, som Spindel Kjortlerne bølger;

den ringeste Skiften af Dansens Takt de let og legende følger.

Musikken besørger den gamle Dværg fra Ellens frønnede Bul;

han spiller med Kunst en buet Luth, af sælsomme Toner fuld.

De risler og klukker og græder og ler som Kildens blanke Væld, der springer imellem Urter og Træer Sankt-Hans

fortryllede Kvæld.

Dronningen blandt de Elvermøer hun løfter sig højt paa Taa og rækker efter min Længselsfugl, om hun den

vel kan naa:

»Kom hid, du sjældne Sommerfugl, som flyver i Natten ud!

»Lyster det ikke din dunede Fod at træde min Jomfruhud?«

Lidet hjælper de lokkende Ord og Stemmens T rolddomsklang, min Længsel ænser aleneste hin Duft, som vælder

ad Vang.

Den følger stadig mer sødt berust ad slyngede, svage Spor de Veje, hvor gennem den tusmørke Nat hin milde

L uftning for, til daaret og døvet den daler ned i en B irk med

lysende Grene, som midt paa en Plæne løfter sig slank og drøm­

mende, tavs, alene.

Da ser den et Vindu som aabent staar trods sil­

dige Nattetide, i Vindvet hin unge, hvide Blomst, hvis Duft er

draget saa vide.

En Kvinde staar der og stirrer ud, en attenaars Jomfru fin, som kun har dækket sin varme Hud med natlige,

lette Lin.

Did tumler m in Længsel i svimmel Lyst og klynger sig, mens den bæver, til Jomfruens ene, fine Bryst, som blødt sig af

Linet hæver.

Hun rører sig ikke; m in Længsel kan dog mærke hvor stærkt hun skælver, hvor Blodet brænder i hedere Brand, hvor Brystet

sig højere hvælver.

T ilsid st hun bøjer sit Hoved ned og rører blidt med Munden sin natlige Gæst, hvis Vej hun ved, og — ventede

sikkert i Grunden.

— 73

A R T E M IS .

Otormvindsflængede Skyer der jager i Flok over

O Himlen,

Natten er maaneskinshvid med urolige, sortnende Skygger.

Angst jeg strejfer omkring, er vejvild i fremmede Skove, vaad af den nylige Regn og kold af den farende

Stormvind.

Ældgamle, mægtige Træer, de svajer lig Siv under Blæsten, Løvet er truende sort med sære, hvidtlysende

Strimer.

Grene der styrter til Jord, og fjorgamle Blade der hvirvler, Raslen og bragende Larm, og Hvinen og Brusen

i Luften, K lirren af dryppende Vand, og Skrig af de flak­

sende Fugle!

Ingen kan høre m it Raab, det øger alene min Rædsel.

— 74 —

Se! Hvad var det, der for som et L yn gennem Mulmet forbi mig?

rapt, saa det blænded m it Syn, og hvidt som et kvindeligt Legem.

Jo! Det var hende, dér staar hun højt paa en stormfældet Stamme, nøgen, skinnende hvid, og slank med flyvende

Lokker, løfter sin kraftige A rm og spænder den svajede Bue:

klingende Staalpilen sprang og fælded den flygtende K ro n h jo rt!

Artem is, Artemis er det! den jagtvilde Jomfru­

gudinde.

Hej, hun er liflig at se! Ohej, hun var faur at favne! — A k , om jeg dog nu var blind! Jeg burde med

jærnhaarde Fingre flænge mig Øjnene løs og slænge dem bort ud i

Mørket. — Artemis! Hed som en Ild og vildet af Attraa jeg

springer brat mod den Herlige hen og hæver de rystende

Arme, tro r allerede jeg har i Favn hendes smidige Midie, brænder med flammende Kys den Urørtes iskolde

Bryster:

— 75 “

Ve mig! Den dræbende P il staar dirrende fast, hvor den skulde!

Dybt i m it Hjærte den fløj, alt isner mig Aarernes Ildflod.

Fjærnt mellem Stammer og Løv jeg skimter et skinnende Legem farende bort som et L y n , og jeg hører en spot­

tende Latter. — Rundt omkring mig i Kreds sig samler de sort­

nende Skygger.

Natten bliver saa tyst. — A k, Artemis, A rt emis var det. —

- 7 6 -

D U S T Æ R K E , V A R M E K Æ R L IG H E D !

r \ u stærke, varme Kærlighed,

\ ~ J der lysner, selv i Livets Høst!

O, lad dit Solskin bringe Trøst til alle dem, der længe led, og send din gode Livsens-Flod hen over deres Hjærterod, som alle deres Dage

ét Bud har kendt, én Lov har lydt:

forsage kun, forsage! — Du Livets rige Solskinsvæld!

Lad in g e n saa elendig gaa i Mørket bort, at ej han saa dit Lys ved Morgen eller Kvæld!

Lad ingen dø, som intet véd om dig, du stærke Kærlighed!

H vor du ej kom til Stede,

blev Livets Vej mer tung og mørk end Dødens at betræde.

— 77 —

D Ø D O G L IV .

T ^ver vælter Lys fra Solen JL>/ ned til den grønne Jord, og Somrens glade Blomster de skinner paa m it Bord.

Den røde, vilde Rose, den gyldne Kaprifol,

og den med sødest Vellugt, den brune Natviol.

Ind under disse Blomster en hvidgul Hjærneskal, der fanger Rosens Blade i deres bløde Fald.

Hvor sært at finde sammen det fine Blomsterløv

og Kraniets Dødningbæger med Spindelvæv og Støv.

I Skallens tomme H ulning jeg ser de dybe Veje,

hvor mange Aarers vilde Blodstrømme havde Leje.

Ja, hvor har Blodet bruset i stride Floder dér

med flammepisket Smerte, med jagende Begær!

Og overmodigt Livet har tumlet sig dér inde, som evned ingen Lænke dets friske Kraft at binde.

Men nu: en nøgen Benskal, en livløs, tom R u in !

En Skaal, som Døden tømte for Livets hede V in ! — De røde, vilde Roser, der hilser Morgnen glade, men alt ved Solsætstide har fældet deres Blade, De maner: Hast at nyde din Ungdoms korte Dag, før Sjæl og Legem slynges mod Dødens Kyst som Vrag!

— 79 — Det gule Dødninghoved tilsummer mig en Sang:

Som du, jeg leved Livet og led derved en Gang.

Som jeg er skal du vorde om nogle korte Aar, —

thi trods og tving din Kvide, til snarlig den forgaar!

- 8o —

J U A N T I L C L A R A .

T - x in Mund var som en Alterskaal for Talens V in , den klare;

dit Øje som et slebet Staal;

det bød: Tag dig i Vare! — Men mig forfærder ingen Fare, naar jeg har sat m in Kamp et Maal!

Du var saa overlegen, klog, saa selvbehersket rolig.

Du var mig en arabisk Bog, en lukt og laaset Bolig. —

Men jeg er med den Kunst fortrolig, at tyde gaadefulde Sprog!

Nu ved jeg, ingen hellig V in din Læbes Bæger skænked.

Du for m it Øjes Kaarde din tilsidst besejret sænked. —

Din stolte V illie har jeg lænket, og som en Træl den lyder m in!

- 8i —

Nu kender jeg din Tankes Vej ad snævert snoede Gange.

Dit Hjærtes Bolig forsked jeg, hvor var dets Rum dog trange! — A f Gaader har jeg tydet mange, men ingen kedelig som dig.

6

O, D U B L U S S E N D E — !

/ ^ v , du blussende Ungdomsild!

v _ y Hvor, hvor er du dog hen ner Brændte m ild, eller flammed vild tilfo rn , tilfo rn

hos Jomfruer hvide, blide og stride,

og hos de dristige Svende.

Nødig vilde vi tro dig død.

V is, du endnu kan tænde Baal af Nød og af Jubel sød hos os, hos os,

vi Jomfruer hvide, blide og stride,

og unge, dristige Svende!

O, du mægtige Lynilds-Sværd, giv os klarlig tilkende:

Livets Færd mer end Død er værd!

Slaa ned, slaa ned i Jomfruer hvide, blide og stride

og alle dristige Svende!

PINSE.

Q agtelig Sneen over Græsset daler,

O Sneen af bløde, hvide Blomsterblade!

Lilliernes solskinsgyldne Sølvpokaler fylder med Sødme dybe Bregnefade. —

Duftende Stunder, Livet mig under,

drag Jer aldrig fra m it Favntag bort!

Taal ej Skygge, tag ej mod Forandring, dvæl hos mig bestandig saa!

Agende let i blanke Straalekarme kommer Skærsomrens Genier i Skare.

Luften er lutter Lys og Duft og Varme, Jorden berust af Sol og Safter klare.

Glans over Støvet,

Sang gennem Løvet! —

Solglans, venter der vel dig en Nat?

Safter, skal en Gang Jert Flodløb stæmmes?

Sommer, er din Grænse maalt?

— 8 4 —

Flammende Attraa stærkt og blødt at favne jager igennem Ungersvendens Aare.

Løst paa hans Tunge ligger ømme Navne, kalder paa den, hans Længsel v il sig kaare.

Jomfruen dølger Brysternes Bølger. —

Ungdoms Ildhu, byder T id du Trods?

Ængstes aldrig, Flamme, du for Regnfald?

Tænker evig du din Brand?

Blide Skærsommer, hvide Pinsedage, Abildetræer, der Haven blomstertjælde, syngende Stilhed, bliv hos mig tilbage! — Ak, intet magter Kamp mod Dødens Vælde.

Snart jeg kun finder skælvende M inder:

Ungdomsflammen slukker Tidens Regn, al Skærsomrens Blomsterskønhed falmer,

Solen selv en Gang forgaar!

— 8 5 —

JÆ G E R S A N G .

T Tar Elskov eller Fattigdom

i- 1

er Guldmedallien bleven slidt og viser sig af T in ,

har Verden skiftet Sind

og møder dig lid t mindre blidt:

Blæs ad det hele! Geværet paa Skulder!

Ud, hvor den stormslagne Havbølge ruller!

Knald der i Flugten Havlitten og Maagen, saa skal du se,

Stormen og Jagten gør frisk dig og vaagen.

Snart vil du lystig ad Modgangen le ligesom Solen ad Taagen!

Har Oldtidens Filosofi og nye Tiders Kløgt

du sporet op ad støvet Sti og kunstig Visdom søgt, —

- 8 6 —

har du for Livets Lov tilsidst dets Jubelbud forglemt,

blev Aarens Flodløb stæmt, og Hjærtelaget tungt og trist:

Blæs ad det hele! Giv Bøgerne Pokker!

Se, hvor Geværløbet blinker og lokker!

Jag dig en Raabuk i Højskovens Haller hurtigt og støt!

Fæld ham paa Engen, mens Tusmørket falder, giv ham saa Fangsten! Oheja, hvor sødt, naar han i Dødskampen raller!

En Jægers L iv gør Sindet karsk og Kroppen stærk og rank.

Han trodser Vinterstormen barsk og ler, naar Sol er blank.

Hans Sang ved Løvfald klinger kækt, hans Drøm er sød i Vaar.

Slet ingen Sorg formaar

hans Mod at knuse med sin Vægt. — Jæger, det skulde sig underligt føje,

maatte du savne en Blomst i din Trøje, — fik du dig ikke ved Juletidsgilde

sagtens en Dans, —

traf du ej siden en Sommernat silde Pigen, hvis Øjnes undsélige Glans loved dig alt, hvad du vilde!

F R IH E D .

T ^ j med Jærnbaand Frihed bindes, L-s ej med Sværdstaal Frihed vindes, og den dobes ej med Blod.

Ingen Lov kan Frihed krænke, ingen Lov kan Frihed skænke, Mængdens Magt er ej dens Rod.

Hver for sig maa Frihed fange, kæmpe sig den til i lange

Tiders faste Villietugt.

Friheds Kraft i Sjælen sankes, Frihed er den klare Tankes øg det stærke Hjærtes Frugt.

— 8 8 -

F A R L IG E L E G !

ærne jeg fægted med Landsknægts Staal, v _ > red over Jorden i Blod og Baal,

hærged og brændte og hugged og stak, skaaned Skønjomfru, fik Favntag til Tak, sang, mens af Altarets gyldne Skaal V inen jeg drak!

Ak, nu er Landsernes T id forbi,

stensat og jærnlagt er Stridsmands Sti!

Stum er nu Landsknægtens lystige Sang, smuldret han selv under græsgroet Vang. — Fordum, ja fordum var Hvermand fri,

frejdig hans Gang! —

Endnu gaar Legen dog kæk og vild, Sværd der end svinges, der flammer Ild.

Ordet er Klingen af smidige Staal, Blikket optænder de blussende Baal.

E r deres Mester vel mindre gild, ringe hans Maal?

Farligt at lege med Ild og Sværd!

Midt under Legen er A lvo r nær.

Brat kan den blussende Kind vorde bleg, dirrende Angst under dansende Leg!

Derfor, ja derfor den er mig kær, — farlige Leg!

p^ U

— 9 0 —

N Y T A A R S N A T .

■pxen sidste Dag i det gamle Aar l —' er sagtelig gangen til Ende.

Det ny bag Natten og Mørket staar, dets Veje kan sietingen kende.

Maaske de løber i Lys og Lyst, i Mulmet de tøver, kan hænde, — men selv har vi Magt til at vende os mod dem frejdigt og trøst.

Vær hilset, ukendte Nytaarstid, der følger det Aar, som er omme!

Vær hilset stræng, og vær hilset blid, vær hilset, som du nu v il komme!

Jeg frygter ikke din skjulte Dag, jeg skælver ej for dine Domme, — fo r den maa de blive til Fromme, som gaar med Sang imod Slag.

— 9 1 -

M IN M O D E R E R D Ø D .

Ti yrin Moder er død for længe siden, IV A imens jeg endnu var ganske liden.

Om hende jeg drømte nu i Nat;

det tog mig om Hjærtet sælsomt fat.

Det vakte de gamle, stærke Minder:

jeg saa hendes blege, magre Kinder.

Jeg saa hende ligge, smertebøjet, det underlig milde B lik i Øjet.

Hun trøstede mig, mens selv hun led;

jeg kastede mig for Sengen ned.

Jeg var, som jeg er nu, voxen, stor, Men hun var min Barndoms egen Mor.

Jeg kasted mig ned og græd og bad:

Sødeste M or! Gør mig god og glad!

— 92 — Du var jo borte mange A ar;

jeg er bleven voxen, vild og haard.

M or! Du maa ikke do igen!

B liv hos mig, du eneste, kære V en!

Hun tog mig om Haanden, streg mig Panden;

jeg laa og græd imod Sengeranden. — — — Dagningen bragte Sorg og Ned:

jeg er alene, M or er død.

— 93 —

E T T E G N .

T ^ n duggfrisk Vej fra hvedegyldne Agre

JL-/

Folk drog i Marken; lystig Skæmt jeg hørte, og højt mod Himlen saa jeg Duer flagre.

En Hytte var med blaa Lavendel hegnet og Stokrosernes røde Blomsterstige.

Dér stod paa bare Ben en lille Pige

og lo mod Solen, rundkindet, brun og fregnet. — Aar gik, og jeg for vide rundt i Verden.

Da hændte det, at jeg en Dag ved Gry paa Hjemvej stiled mod den samme By med Kæp i Haand og Randsel over Hærden.

Men Sorg mig slog, som alt var tungt forandret:

udyrket, tidselgroet den rige Jord, og Byen én Ruin med sorte Spor,

hvor vilde Flammer graadigt havde vandret!

— 94 —

Jeg skelned ingen Lyd, ej L iv jeg saa.

Rundt om kring af sværtet Grus og Sten stak hvide Knokler frem, en Arm , et Ben;

og hist en Hjærneskal blindtstirrende laa. —- Da følte jeg med ét m it Hjærte giode:

fra Skallens H ulning pipped Fugletunger, en Redefuld af .nøgne Spurveunger,

som rakte Hals, fo r dér var M or med Fode!

— 95 “

ALPEVIOL.

A lpeviol!

x V Du, hvis Aande paa Fjæld er et duftende Væld

mod den skyfrie Sol;

iblandt Blomsternes tusende Skud har jeg kaaret dig ud

til m it Mærke, m it Blomstersymbol, Alpeviol!

Ængsteligt Mod

staar med Blylemmer op, og paa Hojfjældets Top fæster aldrig det Fod,

plukker dovent det solkælne Flor, som ved Alfarvej gror,

gaar imede til Vinduets Karm Drømmerens Arm.

Den, hvis Attraa har en fjærnere Flugt

mod den Blomst at faa plukt, som ej alle kan naa, —

— 9 6 —

han maa vandre en byrdefuld Sti, gaa forbi, gaa forbi

hver en Dør, hvor han lokkes til H vil, fristes af Smil.

Pinefuld Gang

over skærende Sten, der gør Vandringen sen, maa han træde med Sang.

Bjærgvejs Møje og Dagens Besvær, det, som tynger især:

Ensomhedens og Tavshedens Last, knuger ham fast.

Ungt er m it Mod,

ej for Fjældstigning ræd, — lad saa Dagen gaa med, naar ved Aften min Fod

kun staar fast paa den maalsatte T ind , og m it Bryst aander ind

al din Duft i den dalende Sol, A lp e vio l!

V

iI Irf

I I

I

l

f

14W