Danish University Colleges
Pædagoguddannelsen som aktør i lokalsamfundet
Klausen, Bodil
Publication date:
2012
Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Klausen, B. (2012). Pædagoguddannelsen som aktør i lokalsamfundet.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal
Download policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
Bodil Klausen
Pædagoguddannelsen som aktør i lokalsamfundet
V
elfærdssamfundet er under pres og udfordret, og nedskæringer rammer ikke kun de pædagogiske arbejdspladser, men også uddannelserne.For at imødekomme udfordringerne skal der samarbejdes på tværs af offentlige, private og frivillige organisationer. Det kræver nye kompetencer, og studerende i velfærdsprofessionerne bør have mulighed for at arbejde tværprofessionelt og innovativt i deres studier. Derfor indgik Pædagoguddannelsen i Horsens, VIA UC i februar 2012 en samarbejdsaftale med to lokale boligforeninger – Beringsgaar- den og Odinsgaarden – der står bag Projektstedet Østbasen, der er et fritidstil- bud til børn og unge i Horsens.
Bogen har fokus på projektet og beskriver baggrunden for og udviklingen af dette innovative, tværprofessionelle samarbejde, hvor pædagogstuderende får mulighed for at indgå som aktører i et socialt udsat boligområde.
il K la us en P æ d ag o gu d d an n el se n s o m a k tø r i lo k al sa m fu n d et
Pædagoguddannelsen som
aktør i lokalsamfundet
Bagsidefotos: Mette Simmenæs, Upfront (ø.th.)
& Bodil Klausen Layout: Søren Kirkemann Tryk: Johnsen, Grenaa Printed in Denmark 2012 ISBN 978-87-995529-0-0
Bogen kan erhverves ved henvendelse til Bodil Klausen:
bok@viauc.dk
5 Forord 7 1. Indledning
7 Introduktion: Partnerskab mellem Pædagoguddannelsen og lokalsamfundet 8 Kontekst: Uddannelser & velfærdssamfundet
under pres 9 Tekstens opbygning 10 Ambition
11 DEL I
11 2. Opmærksomhedens retning og afgrænsning
11 Socialt partnerskab som opmærksomhedens vidensinteresse og retning
12 Afgrænsning af fire felter, der tilsammen udgør baggrunden for projektet 16 Visualisering af forgrund og baggrund 17 3. Tilgang, teori og metode 17 Tilgang
18 Effectuation logic som tilgang 20 Bricolage og improvisation
21 Kort introduktion til ABCD-metoden og 4D-modellen
23 Aktionsforskning
26 Praksisforskning og medforskere 29 Co-creation og medskabere 30 Interviews og deltagerobservation
31 Adgang til feltet: sociale netværk & gatekeepers 31 Sociale netværk og social kapital
35 Gatekeepers
37 4. Etiske overvejelser 41 DEL II
41 5. Hvad skete der undervejs i projektet?
42 Forudsætninger for udviklingsprojektet
43 Aktører
44 Pædagoguddannelsen: udviklingsprojektet som del af et undervisningsforløb 45 Innovation og foretagsomhed som en del af
didaktikken
46 Historien bag samarbejdet 48 Historien bag Projektstedet Østbasen 50 Kalejdoskopisk beskrivelse af stedet gennem
unge fra området 53 De unges beskrivelse af
Projektkoordinatorens rolle
55 Aktioner – interviews og deltagerobservation 55 Interviews
59 Deltagerobservationer – generelt 61 Deltagerobservation – ’hilseritualer’
65 De unges refleksioner over læring
74 Refleksioner med Projektkoordinatoren som medforsker
81 Refleksioner med andre aktører 85 6. Analyse
86 Øjebliksbillede af foreløbige resultater visualiseret i en SWOT-analyse 87 Pædagoguddannelsen og Projektstedet
Østbasen som praksisfællesskaber 91 7. Opsummering og
perspektivering
91 Foreløbige erfaringer og resultater af samarbejdet
93 8. Litteratur 1009. Bilag
101 Bilag 1: Samarbejdsaftale mellem Pædagog uddannelsen og Østbasen
104 Bilag 2: Program for Frivillighedsseminar 105Noter
Forord
Bogen præsenterer baggrunden for og udviklingen af et unikt samarbejde. Den er skrevet på baggrund af tre års samarbejde mellem Pædagoguddannelsen i Horsens, VIA UC og to lokale boligforeninger – Beringsgaarden og Odinsgaarden – der står bag Projektstedet Østbasen. Bogen repræsenterer et øjebliksbillede af projektet, der er work in progress.
Der er mange, der har bidraget til samarbejdet og tilblivelsen af denne bog – samarbejdspartnere, kolleger, studerende samt medarbejdere og unge fra
Projektstedet Østbasen – og jeg takker varmt herfor. Ansvaret for fejl og mangler i teksten er dog alene mit.
Jeg håber, at bogen kan være inspiration, og jeg modtager gerne feedback, da jeg betragter bogen som en form for råstof for mit videre arbejde med projektet.
Bodil Klausen, august 2012
1. Indledning
Introduktion: Partnerskab mellem Pædagoguddannelsen og lokalsamfundet Pædagoguddannelsen i Horsens VIA University College (VIA UC) indgik i februar 2012 en formel samarbejdsaftale med to lokale boligforeninger – Beringsgaarden og Odinsgaarden – der står bag Projektstedet Østbasen(se bilag 1). Forud for aftalen lig- ger tre års samarbejde, der er bygget op gennem uformelle og formelle kontakter, internt og eksternt samarbejde om undervisning, møder og projekter – suppleret med et konkret udviklingsprojekt i Videncenter for Socialpædagogik og Socialt Arbejde, der blandt andet havde fokus på at formalisere samarbejdet i en samarbejdsaftale. I kort form har formålet med udviklingsprojektet været:
1. at udvikle og formalisere et allerede eksisterende samarbejde i form af en konkret samarbejdsaftale mellem Pædagoguddannelsen og Projektstedet Østbasen samt de to boligforeninger bag stedet. Dette bl.a. med henblik på, at flere unge fra området søger ind på uddannelser
2. at udvikle rammer og metoder til, at pædagogstuderende kan indgå som aktører i socialt udsatte boligområder under deres uddannelse
Og det er samtidig i kort form også formålet med samarbejdsaftalen. Undervejs i pro- jektperioden opstod muligheden for at udvide samarbejdet til at omfatte andre uddannelser på Campus Horsens. Den endelige samarbejdsaftale er således mere omfattende og ambitiøs, hvad angår samarbejdspartnere, end oprindeligt planlagt.
Denne mulighed opstod bl.a. gennem en mere eller mindre tilfældig opdagelse af, at vi på to forskellige uddannelser havde fælles samarbejdspartner i en boligforening.
Men det er ikke tilfældigt, at vi handlede,så muligheden kunne udfolde sig. At gribe muligheder ved at iværksætte handlingerog dermed at være medskabere af en mulig fremtid er et væsentligt omdrejningspunkt for projektet. Det uddybes senere.
Kontekst: Uddannelser & velfærdssamfundet under pres
Professionsuddannelser, nærmere bestemt Pædagoguddannelsen, udgør den kontekst, som projektet udspringer af. I de senere år har vi på tæt hold oplevet, hvordan vel- færds-udfordringer og nedskæringer rammer ikke blot de pædagogiske arbejdsplad- ser, men også uddannelserne. Ugebrevet Mandag Morgen har beskrevet det således:
Vores velfærd er under pres. Derfor har vi brug for nye bud på, hvordan færre mennesker bliver ekskluderet af samfundet, med alt hvad det medfører af menneskelige og økonomiske omkostninger. Social eksklusion kan have mange årsager. Men vi ved, at forebyggelse på det sociale område bliver mest effektiv, når vi laver en koordineret og helhedsorienteret indsats. Derfor skal vi være bedre til at samarbejde på tværs af offentlige, private og frivillige organisationer.(Mandag Morgen 2011)
Vi er nødt til at forholde os til, hvilke løsninger der er ønskværdige, og hvordan vi som uddannelsesinstitution dels kan bidrage til at etablere samarbejde på tværs, dels hvordan vi kan kvalificere og inddrage de studerende i et sådant samarbejde.
På den anden side: Hvorfor egentlig gøre sig det besvær? Som flere andre sekto- rer oplever uddannelsessektoren massive nedskæringer, der alt andet lige betyder færre ressourcer til undervisning af de studerende. Det kan på den baggrund virke som halsløs gerning at opsøge ekstra udfordringer. Opbygning af bæredygtige sam- arbejder på tværs forudsætter etablering af netværksrelationer gennem personlige kontakter. Det er en langstrakt, ressourcekrævende proces, men en forudsætning for succesfulde og bæredygtige partnerskaber. Så man kan argumentere for, at vi skal mind our own businesssom uddannelsesinstitution og sørge for undervisning og for, at de studerende bliver gode pædagoger. Det rejser imidlertid spørgsmålet om, hvor- dan professionsuddannelser bedst tilrettelægges.
Pædagoguddannelsen i Horsens prioriterer jfr. studieordningen, at underviserne arbejder med særlige faglige indsatsområder. Og initiativer, der understøtter kontakt og dialog med praksisfeltet, prioriteres højt. Det samme gælder de studerendes per- sonlige udvikling, håndværksmæssige kunnen og professionsrettede viden. Det frem- går desuden af studieordningen, at vores ambition er, at de studerende:”… tilegner sig de helt rette forudsætninger for at løse aktuelle pædagogiske opgaver på et højt kvalifi- ceret niveau og bliver i stand til at bidrage med innovative løsninger på både kendte og kommende pædagogiske udfordringer.”(Studieordning 2011, s. 8)
For at leve op til disse ambitioner er der naturligvis fokus på, at de studerende udvikler en faglig identitet gennem kendte veje: undervisning, projekter, vejledning og praktikperioder. For at komplementere dette prioriterer vi, at nogle undervisere opbygger professionelle netværk, hvorigennem de studerende kan udfordres og tilby- des muligheder for deltagelse på tværs af forskellige praksisfællesskaber for at udvik- le deres professionelle handlekompetence (Nygren og Fauske 2010, s. 119).
Samarbejdsaftalen, der er omdrejningspunkt for denne tekst, er ét eksempel blandt mange på, hvordan vi på Pædagoguddannelsen har etableret et professionelt netværk, der kan understøtte de studerendes udvikling af en faglig identitet og professionelle handlekompetence.
I denne sammenhæng illustrerer jeg dette i Del II ved stort set kun at fokusere på et undervisningsforløb på 4. semester. Det er den såkaldte profilperiode,hvor over- skriften er Velfærdsinnovation og tværfaglige netværk, men jeg vil gerne understrege, at samspillet med praksis naturligvis også foregår i andre perioder af uddannelsen.
Tekstens opbygning
Teksten falder i to dele. Første del er en generel indføring i kontekst og afgrænsning og i hvilke tilgange, teorier og metoder, der er anvendt. Anden del består af en kon- kret beskrivelse af forudsætningerne for samarbejdet og en specifik redegørelse og analyse af udviklingsprojektet, hvor konklusionen peger på både lokale og generelle perspektiver i sociale partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og lokale aktø- rer i praksisfeltet. Teksten, der bevæger sig fra det generelle, til det specifikke og til- bage til det generelle niveau, består således af:
Første del, der redegør for:
• Kontekst og afgrænsning samt tilgang, teorier og metoder, der er anvendt i udviklingsprojektet
Anden del, der redegør for:
• Aktører, aktioner, data, analyse, resultater og konklusion
• Generelle perspektiver i sociale partnerskaber som dette for velfærdsprofessions- uddannelser
De to dele er skrevet som en sammenhængende helhed. Men da det samtidig har været en ambition, at de to dele skal kunne læses uafhængigt af hinanden, er der nød- vendigvis en del overlap og gentagelser de to dele imellem.
Ambition
Som nævnt står vi over for en række velfærdsudfordringer, hvor der er opbrud og brug for nyorientering for at imødegå social eksklusion. For at skabe mulighed for nytænkning – dels inden for tilrettelæggelse af undervisning i Pædagoguddannelsen, dels inden for socialpædagogisk arbejde – har udviklingsprojektet haft foretagsomhed og effectuation logicsom tilgang frem for en mere strømlinet og forudbestemt pro- jektplan. Ambitionen har med afsæt i aktionsforskning været at udvikle nye samar- bejdsformer gennem samarbejde og isamarbejde med de relevante parter, der kan skabe værdi for både Pædagoguddannelsen og lokalsamfundet. Teksten er et udtryk for den nødvendige opfølgning i form af eftertænksomhed, hvor fokus rettes mod begrebsliggørelse af de foreløbige resultater af projektet, og en udkrystallisering af hvilke potentialer, der kan være for det konkretesamarbejde i lokalområdet fremover samt hvilke generelle perspektiver og potentialer, der kan være for velfærdsprofes- sionsuddannelser i at indgå som aktører i socialt udsatte boligområder. Som nævnt er det en ambition, at tekstens to dele skal kunne læses meningsfuldt hver for sig, da der kan være læsere med meget forskellige interesser i projektet.
Jeg har valgt at skrive teksten i første person, da det er handlende og reflekteren- de subjekter, der står bag aktionerne i forløbet. I første omgang traf jeg valget, fordi det lettede skriveprocessen, og som udgangspunkt havde jeg planer om at omskrive teksten og derved forsøge at skabe en vis distance og akademisk legitimering via spro- get, inden teksten skulle videreformidles. Men jeg ændrede beslutning undervejs. Ved nærmere eftertanke er det jo netop en væsentlig pointe i formidlingen af projektet, at min og mine ’medforskeres’ positioner, kompetencer, refleksioner og handlemulighe- der eksplicit træder tydeligt frem.1 Og jeg håber, at erfaringerne fra projektet kan inspirere til diskussion og handling i nye projekter andre steder i landet til gavn for studerende og børn og unge i udsatte boligområder.
Del I
2. Opmærksomhedens retning og afgræns-
ninger i projektet
Det er en basal, men ikke desto mindre vigtig erkendelse, at man ikke kan undersø- ge alt på en gang. Derfor er man nødt til at vælge et perspektiv. Kirsten Hastrup udtrykker det på denne måde:
Ethvert perspektiv er udtryk for en selektiv opmærksomhed, som tillader én at se visse forhold klart, mens andet henvises til at stå i skyggen.
(Hastrup 2003, s. 399)
Citatet giver god mening i dette projekt, ikke mindst fordi dét, der må henvises til at
”stå i skyggen”, udgør en væsentlig baggrund for projektet. Projektets særlige karakter har dog betydet, at jeg i et vist omfang har måttet beskæftige mig med de forhold, der er henvist til at ”stå i skyggen”. Det har været vanskeligt at lægge et ’rent snit’ for det udvalgte perspektiv – mere herom i det følgende.
Socialt partnerskab som opmærksomhedens vidensinteresse og retning Formålet med projektet var – som det fremgår af det indledende afsnit – bredt og eks- plorativt, men det angav den specifikke vidensinteresse og dermed retning for opmærksomheden i udviklingsprojektet. Retningen var betinget af endnu et forhold, nemlig indretningen af de sammenhænge, der studeredes, og det samspil, der opstod undervejs. Et samspil mellem to store, komplekse organisationer: Pædagoguddannel- sen og Projektstedet Østbasen. Opmærksomheden i projektet har jfr. ovenstående
været rettet mod det fællesskab,der er opstået i kraft af det sociale partnerskab mel- lem Pædagoguddannelsen og Projektstedet Østbasen, og de potentialer for læring dette fællesskab har for pædagogstuderende og for børn og unge i området. Formålet har overordnet set været at undersøge, om der i det sociale partnerskab kan fremstå nye former for socialpædagogisk arbejde, der kan anvendes generelt i sociale partner- skaber mellem velfærdsprofessionsuddannelser og socialt udsatte boligområder.
Afgrænsning af fire felter, der tilsammen udgør baggrunden for projektet Der er således en række forhold, der i dette udviklingsprojekt jfr. ovenstående citat er sat i skyggen. Først og fremmest vil jeg understrege, at jeg vil undersøge, hvilke potentialer for læring der er i den specifikke kontekst og ikke i et generelt perspektiv.
Dernæst vil jeg fremhæve de fire væsentligste områder, der hver især kunne udgøre selvstændige projekter. I dette forløb udgør de fire områder baggrund for projektet, hvor forgrundenaltså er læring i det sociale partnerskab mellem Pædagoguddannelsen og Projektstedet Østbasen:
a) Interkulturelle problemstillinger
I det socialt udsatte boligområde er over halvdelen af beboerne indvandrere, og langt de fleste af de børn og unge, der bruger Projektstedet Østbasen, har indvandrerbag- grund. Det har stor betydning for Projektstedet Østbasen og dermed for udviklings- projektet. I udviklingsprojektet har det været et vilkår og ikke som sådan fokus for projektet. Jeg har viden om og erfaringer med børn og unge med indvandrerbag- grund, og det har været nødvendige forudsætninger i projektet i forhold til de sam- menhænge, som jeg er indgået i undervejs i forløbet (se fx Klausen 2010 og 2004).
Området har eksempelvis mange beboere med flygtningebaggrund (fx eks- Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Vietnam), som er bærere af primære eller sekundæ- re traumer, og det har naturligvis stor betydning for det socialpædagogiske arbejde i området. Det er også et vilkår, der er fremgået af mine samtaler og interviews. Mange af de unge bærer rundt på voldsomme oplevelser. Og det vidste jeg, inden jeg gik i gang med selve projektet. Mine erfaringer fra projektet har imidlertid skærpet min – i forvejen ret markante – holdning til nødvendigheden af, at vore studerende kvalifi- ceres til at arbejde med interkulturelle problemstillinger (se fx Klausen 2010 og 2004).
Aydin Soei (2011) har skrevet en tankevækkende bog om, hvordan unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund oplever at bo i udsatte boligområder fra slutningen af 1990’erne og frem: Vrede unge mænd. Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt
Danmark.Bogen giver et godt indblik i interkulturelle problemstillinger, og hvordan verden kan se ud, hvis det opleves ud fra de perspektiver, unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund kan have. Det er nødvendig viden at have i et projekt som dette, men det er som sådan ikke valgt som fokus i denne tekst.
b) Boligsocialt arbejde i almindelighed
En anden nødvendig forudsætning for at udføre dette projektarbejde har været gene- rel viden om boligsocialt arbejde(for en kort definition se fx Mazanti 2004, s. 11-12).
Det boligsociale arbejde havde oprindelig sit udspring i byfornyelse, hvor fokus først og fremmest var på fysisk fornyelse af nedslidte boligkvarterer (for et historisk over- blik se Højgaard Jensen m.fl. 2010). I de senere år er social bypolitik ifølge Mia Arp Fallow spundet ind i beskæftigelses- og integrationspolitikken (Fallow 2010, s. 28).
Det gælder også i Horsens Kommunes tværgående indsats for Sundparken for 2011- 2014. Organisatorisk er den forankret i Børn og Unge afdelingen2:
Sundparken er af den tidligere regering udpeget som et udsat boligområde, og derfor har Horsens Kommune indledt et strategisk samarbejde om Sundparken med regeringen. Det overordnede mål i dette arbejde er at sammenkæde
kommunens boligsociale indsats, Horsens Kommunes Integrationspolitik, Horsens Kommunes beskæftigelsespolitik og regeringens strategi for udsatte boligområder i Danmark. (Horsens Kommune 2012, s. 70)
Jeg har på lokalt plan i en årrække i forskellige sammenhænge3samarbejdet med den tidligere skoleleder fra Søndermarksskolen – blandt andet om undervisning af vore studerende. På den måde har jeg i mange år kunne følge det innovative, boligsociale arbejde på Sønderbroi Horsens. Siden 2008 har gæsteundervisere fra Sønderbroværet et fast element i perioden Velfærdsinnovation og tværfaglige netværkpå 4. semester.
Det har givet mig et afsæt til at kunne optræde som troværdig samarbejdspartner, hvor det har været nødvendigt at være opdateret inden for en række forhold vedrø- rende boligsocialt arbejde – både generelt og på lokalt plan.
Nødvendigt kendskab gælder ikke blot den nævnte generelle sammenkædning af boligsocialt arbejde og beskæftigelses- og integrationsindsatser. Det gælder også helt konkret den såkaldte ABCD-metode. ABCD er en forkortelse for Asset Based Community Development4, og den metode arbejdes der ud fra i Det Boligsociale Sekretariat Imagine Horsens, der blev etableret i 20115. Fra januar 2011 og fem år frem
er der afsat knap 22 millioner kr. til at arbejde med helhedsplanen for den boligsocia- le indsats i Horsens Kommune. De 15 millioner kommer fra Landsbyggefonden, mens de resterende penge kommer fra Horsens Kommune og de seks involverede boligselskaber, herunder de to der står bag Projektstedet Østbasen.
Helhedsplanen kunne have været valgt som genstand for et selvstændigt projekt.
Der er naturlige sammenfald, men det er ikke omdrejningspunktet for dette projekt.
Udviklingsprojektet og dermed bogen har ikke fokus på boligsocialt arbejde i alminde- lighed, men kun på den del, der er relevant for samarbejdet mellem Pædagoguddan- nelsen og Projektstedet Østbasen. Jeg vil således kun ganske kort komme ind på ABCD-metoden i afsnittet, der omhandler tilgang, teori og metoder i projektet.
c) Tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde
Tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde spiller i sagens natur en stor rolle i udviklingsprojektet og i samarbejdet i det hele taget. Jeg har undervejs i projektet del- taget i mange tværprofessionelle og tværsektorielle sammenhænge. Da jeg er tovhol- der for det tværprofessionelle element på Pædagoguddannelsen, har jeg normalt stort fokus på disse sammenhænge. Jeg vil i denne sammenhæng dog ikke analysere disse forhold nærmere, men fortrinsvis blot referere til, hvordan Projektstedet Østbasen indgår i tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde på et deskriptivt niveau. En samarbejdsaftale signalerer en form for alliance – ikke bare indadtil, men også udad- til – og det har været en udfordring som projektleder at navigere rundt mellem for- skellige parter som selvstændig og troværdig aktør. Det har ikke på noget tidspunkt været mit mål at være neutral. Aktionsforskning er forandrings- og handlingsorien- teret, og det er derfor ikke et mål at være værdifri og neutral. Målet er at forandre praksis gennem samarbejde mellem forskere og deltagere. Skabelsen af viden finder sted som en delt eller fælles erkendelse mellem forskere og praktikere (Nielsen &
Nielsen 2010, 99). Projektet er ganske vist ikke et forskningsprojekt, men jeg har haft aktionsforskning som inspirationsgrundlag, og derfor har jeg i positionen som pro- jektleder hverken kunnet eller villet være neutral. Jeg har derimod aktivt taget stilling i forhold til de forandringer, der har været omdrejningspunkt for udviklingsprojek- tet. Jeg har derfor nødvendigvis skullet reflektere over, hvilken betydning det har haft i forhold til samarbejdspartnere uden for selve projektet, at jeg har placeret mig i denne særlige position. Jeg vil vende tilbage til dette senere på et generelt plan med afsæt i aktions- og praksisforskning, men mine refleksioner i forhold til dette på det konkrete plan er ikke med i denne tekst.
d) Velfærdsprofessionsuddannelser, frivilligt socialt arbejde og civilsamfundet Frivilligt socialt arbejde og civilsamfundet spiller ligeledes en stor rolle i området og i samarbejdet. Jeg har siden 2008 opbygget et tæt samarbejde med Sund By Horsens6. Dette samarbejde indgår i min strategi for at sikre, at jeg er opdateret om relevante forhold i Kommunen. Introduktion til Sund By Butikken7er et fast element i profilpe- rioden på 4. semester Velfærdsinnovation og tværfaglige netværk,da vi vil sikre, at alle vore studerende har kendskab til denne mulighed for dels at holde sig opdateret, dels at finde samarbejdspartnere inden for den frivillige verden. Vi har i tråd med dette på Pædagoguddannelsen i april 2012 afholdt et frivillighedsseminar i samarbejde med Horsens Kommune (for Kommunens frivillighedspolitik, se Frivillighedspolitik 2011- 2014 på det sociale område). Temaet for seminaret var Samspil mellem frivillige, pro- fessionelle og studerende – hvorfor og hvordan?(se bilag 2). Projektstedet Østbasen indgik blandt andre aktører som en central samarbejdspartner i arrangementet. Jeg var tovholder for seminaret, og jeg ville ikke kunne arrangere et seminar af den karakter for så relativt få midler uden mit omfattende lokale kendskab og netværk.
Seminaret er et af flere eksempler på, hvordan samarbejdet mellem Pædagog- uddannelsen og Projektstedet Østbasen kan berige begge parter, og Samspil mellem frivillige, professionelle og studerendeer et indsatsområde, vi udvikler og samarbejder om løbende. Jeg vil kun diskutere og analysere dette i meget begrænset omfang i tek- sten, men i stedet henvise til en artikel, hvor jeg blev interviewet til fagbladet Børn &
Unge om tematikken (Hagemann 2011).
Visualisering af forgrund og baggrund i projektet
Nedenstående figur visualiserer det felt, udviklingsprojektet foregik i. Figuren er ikke udtryk for nogen form for prioritering af væsentlighed i tematikker frem for andre.
Tværtimod. Figuren skal illustrere kompleksiteten i feltet og opmærksomhedens ret- ning og afgrænsninger i projektet. På Pædagoguddannelsen og i samarbejdet med Projektstedet Østbasen har vi opmærksomheden rettet mod de andre tematikker løbende gennem forskellige undervisningsforløb og projektsammenhænge:
Figur 1: Forgrund og baggrund i projektet.
Boligsocialt arbejde i almindelighed
Tvær-professionelt og tværsektorielt samarbejde Interkulturelle
problem- stillinger
Professionsud- dannelser, frivilligt socialt arbejde og civilsamfund Samspil & Læring i Sociale partnerskaber
3. Tilgang, teori og metode
Projektet er på flere måder indlejret i Pædagoguddannelsen. Det gælder som nævnt især modulet på 4. semester, der sætter fokus på Velfærdsinnovation og tværfaglige netværk. Derfor har det været oplagt at anvende tilgange, teorier og metoder, som vi trækker på i tilrettelæggelsen af forløbet.
Tilgang
Jørgen Gleerup anvender begrebet emergenstil at pointere, at nye former for viden kan vokse frem gennem praktisk samspil mellem forskellige parter:
Med begrebet emergens sigtes der således til, at det nye, der opstår, indehol- der kvalitative elementer, som ikke på forhånd var til stede i de involverede parter eller deres forforståelser. Der er tale om en ny og anderledes virkelig- hed, der skabes eller træder frem via deres aktive sampil, og som bryder med deres hidtidige forståelser og derfor kalder en ny viden frem.
(Gleerup 2004, s. 206)
Ovenstående citat er i god overensstemmelse med den definition af sociale partner- skaber, som har været pejlemærke for dette projekt. Ugebrevet Mandag Morgen har i samarbejde med 52 nøgleaktører fra alle sektorer udarbejdet en Guide til fremtidens velfærdsalliancer, der kan bane vej for flere partnerskaber. Styregruppen iFremtidens velfærdsalliancer, som er nedsat af Mandag Morgen, definerer begrebet sociale part- nerskaber således:
Et struktureret, forpligtende, gensidigt fordelagtigt og dialogbaseret, frivilligt samarbejde mellem organisationer på tværs af sektorer, der ved at kombine- re deres ressourcer og kompetencer arbejder sammen for at udvikle løsninger på sociale problemstillinger. (Mandag Morgen 2011)
Formålet med at indgå i sociale partnerskaber er jfr. ovenstående at udvikle løsnin- ger på sociale udfordringer, og bagved ligger en forforståelse om, at det kan være gen- sidigt fordelagtigt at kombinere ressourcer og kompetencer mellem organisationer på tværs af sektorer, fordi der gennem dette samspil jfr. Gleerup kan opstå ny viden. Men det er ikke alle samspil, der pr. automatik fører til nye former for viden. Vi opfordrer de studerende til at anvende den såkaldte effectuation logic, når innovation er målet.
Derfor var det oplagt at vælge denne tilgang i dette projekt.
Effectuation logic som tilgang
Professor Saras D. Sarasvathy, Virginia University, har i nyere entreprenørskabsforsk- ning undersøgt, hvad der gør entreprenører entreprenante.Hun var interesseret i, om der er en særlig kerne af karakteristika, vaner og adfærd, som nye potentielle entre- prenører kan lære noget af. Med andre ord har Sarasvathy undersøgt, om der findes en særlig form for entreprenøriel tænkning. Hun har på baggrund af sine undersøgel- ser introduceret begreberne Causation- og effectuation logicsom udtryk for to mar- kant forskellige tilgange (Sarasvathy, 2001 & 2008).De to logikker adskiller sig ved at tage afsæt i to meget forskellige præmisser, når der skal træffes beslutninger om, hvad der kan og bør gøres i en entreprenøriel sammenhæng:
A casual logic is based on the premise: ’To the extent we can predict the future, we can control it.’ An effectual logic is based on the premise: ’To the extent we can control the future, we do not need to predict it.’(Sarasvathy 2008, s. 17)
Causationlogikken er kendetegnet ved en traditionel måde at ræsonnere på: Man begynder med at identificere et problem, og dernæst lægges planer for, hvordan man løser det og dermed når sit mål. Formålet er at gøre ideer, midler og mål så eksplicit- te som muligt og forsøge at forudsige forløbet og dermed foregribe eventuelle proble- mer. Formålet er med andre ord at beskrive, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan nå målet. Det lyder ganske fornuftigt, og det er også en tilgang, som studerende under- vises i over hele verden (Sarasvathy, 2001, s. 2). Og det er også den logik, der normalt ligger til grund for videncenter-projekter i VIA UC. Men det er som bekendt svært at forudsige, hvad der sker i fremtiden. Og ofte er ellers gennemanalyserede projekter kuldsejlet, ”blot” fordi fremtiden og samfundsudviklingen netop er ret uforudsigelig.
I modsætning til causation logik står effectuation logik, hvor entreprenørerne
ikke tager udgangspunkt i et specifikt mål, men i stedet tager udgangspunkt i tre typer af forhåndenværende midler: Hvem de er– deres personlighed, interesser og evner? Hvad de ved– deres uddannelse, træning, ekspertise og erfaring?8og Hvem de kender– socialt og professionelt netværk? (Sarasvathy, 2001, s. 3). Der tages således afsæt i deltagernes identitet, kundskaber og netværk, og målet bestemmes i høj grad af midlerne. Ved at tage udgangspunkt i midlerne frem for målet opnår man at kunne tage små skridt med fuld kontrol. Ifølge Sarasvathy er entreprenøriel ekspertise ken- detegnet ved en proces, der kort skitseret forløber således: Ekspertentreprenører tager afsæt i, hvem de er, hvad de ved, og hvem de kender, og de begynder med det samme at handlesammen med andre. De har fokus på, hvad de kansammen – frem- for hvad de bør gøre. Nye deltagere kommer til, fordi de bidrager til foretagendet. De nye deltagere betyder tilføjelse af nye midler og nye mål. Udvidelsen af midler og net- værk medfører samtidig begrænsninger i mulige forandringer i mål og begrænsnin- ger i, hvem der kan deltage. Det voksende netværk kan nu bryde sammen og falde fra hinanden eller konvergere i et nyt marked eller firma (Sarasvathy 2008, s. 15).
Partnerskaber med afsæt i effectuationlogik sigter kort sagt mod at skabeen ønsket fremtid frem for at forudsige den. Jeg vil senere trække paralleller til denne proces fra mine erfaringer med udviklingsprojektet og skal blot her fremhæve, at vi i undervis- ningsforløbet på 4. semester tilstræber, at de studerende gennemgår en lignende pro- ces kendetegnet ved divergensi begyndelsen og konvergens i afslutningen (Svendsen, Klausen og Hulgård 2011, s. 231).
Sarasvathy fremhæver fem principper, der knytter an til den beskrevne proces.
Alle principper er ifølge Sarasvathy kendetegnet ved, at de vender op og ned på en konventionel tilgang til at drive virksomhed:
1) ’Bird in the hand’
Princippet om at tage afsæt i midler frem for mål for derved at skabe noget nyt ud fra allerede eksisterende midler fremfor at afsøge nye veje til at opnå givne mål.
2) ’Affordable-loss’
Princippet om kun at investere ressourcer, man har råd til at miste, fremfor spekula- tioner i hvad man forventer at få ud af projektet.
3) ’Crazy-quilt’
Princippet indebærer en tilgang, hvor man fokuserer på at opbygge partnerskaber med dem, der ønsker at bidrage til projekter – fremfor på forhånd at bekymre sig om og gå op i analyse af mulige konkurrenter til projektet. Og princippet understreger samtidig, at deltagerne i projektet bestemmer målet – ikke omvendt.
4) ’Lemonade’
Princippet om at gribe tilfældigheder og uventede hændelser og vende dem fordelag- tigt i forhold til projektet. I stedet for at være optaget af at undgå fejl er fokus rettet mod at skabe succes. En erkendelse, der kendes fra det danske ordsprog: ’Hvor der handles, der spildes’.Sarasvathy bruger et citat fra en af de entrepreneurer, der indgik i undersøgelsen for at illustrere princippet:
I always live by the motto of Ready-fire-aim. I think if you spend too much time doing ready-aim-aim-aim-aim, you’re never gonna see all the good things that would happen if you start doing it and then aim. And find out where your target is.
(Sarasvathy 2001, s. 6).
5) ‘Pilot-in-the-plane’
Princippet er udtryk for en overbevisning om, at mennesker skaber muligheder og fremtiden fremfor blot at opdage, udnytte og satse på ydre faktorer som teknologiske og socioøkonomiske trends.
Alle fem principper har været anvendt i dette projekt, hvilket vil fremgå af Del II i teksten. Sarasvathys forskning stammer, som det fremgår, fra det private erhvervs- liv, og det er ikke en sædvanlig tilgang i professionshøjskoleregi9. Der er dog i uddan- nelsesverdenen i de seneste år kommet fokus på behovet for at supplere mere tradi- tionelle tilgange med mere foretagsommeog innovative (se fx Darsø 2011, Kirketerp
& Greve 2011 og Piihl & Philipsen 2011). Det gælder også inden for velfærdsprofes- sionerne – på grund af det store behov for social velfærdsinnovation.
Sarasvathy fremhæver gentagne gange betydningen af netværk og partnerskaber.
Jeg vil senere i teksten vende tilbage til begrebet netværk efter en yderligere uddyb- ning af tilgang og metode.
Bricolage og improvisation
Sarasvathy’s forskning er relativt ny, men Steffen Korsgaard kobler begrebet effectua- tion logic til to mere velkendte og ældre begreber, nemlig bricolage og improvisation (Korsgaard 2009). Begrebetbricolage stammer fra fransk, og det har tvetydig betyd- ning – dels noget negativt i retning af klamphuggeri og fusk, altså dårligt udført arbej- de, dels noget positivt i retning af kreativ anvendelse af ting uanset deres oprindelige formål. Leví-Strauss har inden for antropologien i bogen Den vilde tanke, 1969 (La
pensée sauvage, 1962) anvendt begrebet til at illustrere forskellen på to former for tan- kegange. Den ”vilde tankegang” i modsætning til moderne tænkning. Levi-Straus sammenlignede den ”vilde tankegang” med en bricoleur,en ’altmuligmand’, der bygger og skaber ud fra de forhåndenværende midler i modsætning til den moderne tanke- gang illustreret ved ingeniøren,der ud fra abstrakte tegn som fx matematikken selv skaber de materialer, han har brug for til planlagte konstruktioner. Pendanten til de to begreber – henholdsvis effectuation og causation logikken – er tydelig. Ted Baker og Reed E. Nelson undersøgte i 2005 udviklingen i 29 virksomheder, der som udgangs- punkt havde begrænsede ressourcer, og de bruger begrebet bricolageift. entreprenør- skab i en publikation med den tankevækkende og opmuntrende titel: Creating Something from Nothing: Resource Construction through Entrepreneurial Bricolage.
Improvisation er modpol til tankegangen om først at planlægge, dernæst udføre (Korsgaard 2009, s. 7). Improvisation kendetegner processer, hvor planlægning og udførelse sker samtidig under gensidig påvirkning. Det betyder således ikke, at proces- sen nødvendigvis foregår planløst, men derimod at man udnytter den synergieffekt, der kan opstå, hvis man tillader, at aktioner foregår som afprøvning af ideer og planer, som herefter kan ændres eller korrigeres. Improvisation kan være givtigt i en eksplora- tiv fase, fordi det giver mulighed for at reagere spontant på muligheder, der opstår, men som ikke var forudset i planlægningen. Improvisation knytter således an til Sarasvathy’s to principper – ’lemonade’ og ’pilot-in-the-plane’. Improvisation må i denne forbindelse ikke forveksles med manglende forberedelse og færdigheder – lige- som inden for musik, dans og teater, hvor improvisationer er anerkendt som arbejds- metode, forudsætter improvisationer i udviklingsprojekter, at man er velforberedt og har relevante kundskaber og færdigheder inden for det felt, der udforskes. Kundskaber og færdigheder, som man kan og tør sætte i spil i nye og ukendte sammenhænge med henblik på, at nye former for viden kan emergerejfr. citatet på side 17 af Jørgen Gleerup.
Kort om ABCD-metoden og 4D-modellen
I Horsens Kommunes helhedsplan for boligsocialt arbejde, der trådte i kraft i januar 2011, har man valgt at tage afsæt i ABCD-metoden, der er en ressourcebaseret tilgang til byudvikling. Steen Søgaard, der i forbindelse med handlingsplanens iværksættelse, blev ansat som leder af Det Boligsociale Sekretariat i Horsens har tidligere arbejdet med metoden i boligområdet Nørremarken i Vejle Kommune. Metoden er udviklet af John McKnight fra Northwestern University i Chicago, og forkortelsen ABCD stam- mer fra den engelske betegnelse for metoden Asset Based Community Development.
Kort fortalt er formålet med metoden at synliggøre styrker og succeser i lokalområdet som afsæt for udvikling – i stedet for at fokusere på problemer og mangler. Metoden bygger på en antagelse om, at det er i samspillet mellem ressourcerne i lokalområdet og de ressourcer, der tilføres udefra, at mulighederne for at skabe et blivende løft i området ligger. Grundlæggende er opfattelsen af, at et lokalsamfund kun kan opbyg- ges inde fra, hvis man tager udgangspunkt i egne styrker (se bl.a. Højgaard 2010, s. 35- 36, Agger og Hoffmann 2008). Metoden har særligt fokus på de ressourcer, der ligger indbygget i de sociale relationer, og der er på den måde en lang række paralleller til effectuation logic.Det gælder eksempelvis en af de grundlæggende ideer om at tage det bedste fra fortiden med ind i fremtiden, der kan ses som en parallel til at tage afsæt i de givne midler. Den anerkendende tilgang – Appreaciative Inquiry, AI– er den gen- nemgående tilgang i ABCD-metoden. Og det har høj prioritet at skabe og fokusere på positive historier, der har det formål at styrke de involveredes selvværd og forbedre deres muligheder for at udfolde potentielle ressourcer.
Det samme gælder den vision, som Projektkoordinatoren fra Projektstedet Østbasen og jeg har haft helt fra begyndelsen for en samarbejdsaftale mellem Projektstedet Østbasen og Pædagoguddannelsen. Vi har hele tiden haft fokus på, at vi vil være med til at skabe og videreformidle ’gode historier’ fra et boligområde, der sædvanligvis er præget af negative historier og fortællinger.
Vi introducerer den såkaldte 4D-modelfra Appreaciative Inquiry-tilgangen som en blandt flere procesmodeller for de studerende i den tværprofessionelle innova- tionsuge, der indgår i perioden Velfærdsinnovation og tværfaglige netværkpå 4. seme- ster. Derfor har det været nærliggende at inddrage den som procesmodel i denne beskrivelse af projektet.
Appreciative Inquiry betyder anerkendende og værdsættende udforskning, og til- gangen er dannet på grundlag af to inspirationskilder af Kurt Lewin og aktionsforsk- ning & Kenneth Gergen og socialkonstruktionisme. Appreaciative Inquiry-tilgangen møder ofte kritik på grund af sin insisteren på udelukkende at fokusere på det, der virker. Jeg mener, at kritikken er berettiget. Det er ikke nødvendigvis problematisk at italesætte problemer. Tværtimod kan det være en nødvendig og konstruktiv proces, når blot det overordnede formål er positivt og klart formuleret. Inden for den retning af aktionsforskning, der kalder sig kritisk-utopisk aktionsforskning, anvendes eksem- pelvis fremtidsværkstedersom metode, hvorved de forener kritik af forholdene, som de er i dag med utopier – ønskebilleder for fremtiden og ideer til virkeliggørelsei form af konkrete handlingsforslag (Nielsen & Nielsen 2010, s. 108).
Jeg vil ikke gå nærmere ind i en diskussion af Appreciative Inquiry, men i stedet henvise til en artikel af Thorkil Molly-Søholm (2011),hvor han analyserer og disku- terer Appreciative Inquiryud fra udvalgte læringsforståelser. Kort fortalt har jeg i denne forbindelse primært anvendt 4D-modellen som et procesværktøj.
4D-modellen er en procesmodel med fire faser: Discover, Dream, Design, Destiny (se fx Dall & Hansen, 2001), der i store træk stemmer overens med de faser, dette pro- jekt har gennemløbet. Nedenstående figur viser faserne i 4D-modellen10. Jeg har valgt at tilføje danske tekster, der er tilpasset dette projekt:
Figur 2: Model for faserne i 4D-modellen
En interessant detalje i denne forbindelse er, at VIA UC har valgt at kalde sin proces for fremtidig strategiudvikling for Imagine VIA 202011 – og Steen Søgaard har valgt at kalde Det Boligsociale Sekretariat i Horsens for Imagine Horsens.Jeg har i foråret 2011 delta- get i både en Imagine VIA workshop og en workshop arrangeret af Imagine Horsens.
Præsidenten for Imagine ChicagoBliss Browne var/er frontfigur for begge processer12. Aktionsforskning
Med valget af tilgang – effectuation logic, bricolageog improvisation– er det naturlig- vis vigtigt at vælge en metode, der tillader en sådan tilgang og lægger vægt på sam- spillet i den konkrete sammenhæng. Derfor var det naturligt at vælge aktionsforsk-
Destiny
What will be Implementering og vedligeholdelse
Discover The best of what is Værdsættelse af det, der er
Dream
What might be Forestille sig hvordan det kunne være
Design How can it be
Hvordan kommer vi dertil?
Co-creation
ning som overordnet metode. Aktionsforskning adskiller sig fra andre typer forsk- ning på især to områder: Deltagere fra praksis inddrages som ’medforskere’ i et nær- mere aftalt omfang. Og forskeren iværksætter og undersøger udviklingsprocesser, der inddrages i forskningsprocessen (se fx Kildedal, 2005). Aktionsforskning er hverken værdifri eller neutral, hvilket ellers traditionelt set ofte tilstræbes inden for forskning.
Det er en videnskabelig metode, der har til hensigt at producere anvendelsesoriente- ret og gyldig viden om, hvordan verden kan ændres. Og forskningens opgave ses som udvidelse af handlerummet for alle implicerede og ikke kun for forskeren og viden- skaben. I aktionsforskning indgår som regel flere forskellige traditionelle forsknings- metoder, fx interviews og deltagerobservationer.
Aktionsforskning – action research– opstod i USA og England lige efter 2. ver- denskrig. Begrebet stammer fra Kurt Lewin (1890-1947), og sigtet med denne hand- lingsforskningvar:
at forskerne i tæt kontakt med ”praktikerne” inden for et bestemt felt (fx soci- alarbejdere og lokale myndighedsrepræsentanter, men også de berørte borge- re selv) gennem analyser og eksperimenter i felten selv kunne bidrage til løs- ning af de sociale problemer, der var deres forsknings emne. Pointen var, at den relevante viden overhovedet først kunne skabes gennem en sådan prak- tisk involvering og lokalisering af forskningen.
(Nielsen & Nielsen 2010, s. 97)
Lewin var optaget af at skabe relevant viden for demokratiske samfundsforandringer, og han udbredte aktionsforskning i forhold til lokalsamfund, uddannelsesinstitutio- ner og organisationsudvikling (Nielsen & Nielsen 2010, s. 98). Målet bag forskning generelt er at skabe viden, og i aktionsforskning drejer det sig samtidig om at kvalifi- cere og skabe forandringer:
Det ideelle mål bag al forskning er kundskabsproduktion af almen og varig værdi. I aktionsforskningen bruges forskningen tillige som middel til at kva- lificere ændringsprocesser her og nu til at fremme medbestemmelse i grupper og organisationer. Byttehandlen er, at forskeren gennem sin direkte og aktive kontakt med forandring i naturlige omgivelser får enestående muligheder for at studere sociale fænomeners dynamik, ligesom han forsynes med empirisk evidens til det kundskabsproducerende arbejde. (Madsen 2003)
Aktionsforskning skal med andre ord gennem handlinger bidrage til problemløsning i praksis og derigennem udvikle den videnskabelige viden og udvikle kompetencer- ne hos de involverede i overensstemmelse med deres ønsker og behov i en cyklisk proces. Processen har fire faser: diagnosticering, planlægning af aktionen, udføre aktio- nen, evaluere aktionen, og der kan være flere gennemløb af processen i samme pro- jekt (Christiansen, Wellendorf og Vesth). Der findes mange varianter af aktionsforsk- ningstilgange i dag. Det er for omfattende og ikke specielt relevant at redegøre i detal- jer for ligheder og forskelle i denne sammenhæng. Jeg vil i stedet henvise til Nielsen
& Nielsen 2010, der opsummerer en analyse af de forskellige varianter således:
Men fælles for aktionsforskere er erkendelsesperspektivet om, at viden og læring i ”feltet” udvikles som en gensidig praksisorienteret proces.
Erkendelsesprocesserne er orienteret mod konkrete sociale forandringer, og Lewins antiautoritære undersøgelsesmetode er stadig noget sammenbinden- de for hele traditionen. (Nielsen & Nielsen 2010, s. 104)
Det er ikke mindst aktionsforskningens potentialer i forhold til at kvalificere ændringsprocesserved at fremme medbestemmelse,der gør metoden relevant i denne sammenhæng. Tilgangen til ændringsprocesser og videnskabelse som en gensidig praksisorienteret proces har stor værdi i pædagogisk arbejde, og jeg mener, at pæda- goger bør have kendskab til, hvordan man kan arbejde med den i praksis13.
Peter Jarvis, Professor for Continuing Education på University of Surrey, Storbritannien, har skrevet bogen: Praktiker-forskeren, der omhandler, hvordan det efterhånden er ved at være en anerkendt form for aktionsforskning, at praktikere udforsker egen praksis. Han fremhæver forskelle og ligheder samt dilemmaer og udfordringer. Eksempelvis at det er et problem at skulle spille flere roller på samme tid (Jarvis 2002, s. 103), og at dette også medfører etiske udfordringer. Og at det er vigtigt at forholde sig til, om det er i orden at bruge kolleger og studerende som gen- stande for forskning. Det er en problematik, der i høj grad gør sig gældende i dette projekt, og som jeg vil vende tilbage til i afsnittet om etik samt i Del II.
Jarvis refererer til en meget basal beskrivelse af aktionsforskning, der i al sin enkelhed matcher formål og ambitionsniveau med hensyn til de givne rammer i dette projekt:
Aktionsforskning er ganske enkelt en form for selvreflekterende undersøgelse, foretaget af deltagerne i sociale situationer for at forbedre rationaliteten og berettigelsen af deres egne praksis, deres forståelse af denne praksis og de situationer, hvori praksis udføres. (Jarvis 2002, s. 96)
Kritikere betegner aktionsforskning som ’uvidenskabelig’ og påpeger de begrænsede muligheder for generalisering, og at den fremkomne viden kun giver mening i den specifikke, lokale kontekst, hvor den er udviklet (Nielsen & Nielsen 2010, s. 100, Christiansen, Wellendorf og Vesth 2004, s. 196).
I de seneste ti år er det imidlertid blevet almindeligt at skelne mellem to former for videnskabelse – Modus 1 og Modus 2. Modus 1er kendetegnet ved at være viden- skabeligt orienteret, forskerdefineret, disciplinært organiseret og hierarkisk kanalise- ret, hvorimod Modus 2er kendetegnet ved at være anvendelsesorienteret, brugerde- fineret, tværvidenskabeligt organiseret og socialt distribueret (se fx Hjort 2011, Madsen 2003 og Christiansen, Wellendorf og Vesth 2004). Dette projekts formål, til- rettelæggelse og resultater stemmer meget godt overens med følgende beskrivelse af Modus 2:
Modus 2 videnproduktion er heterogen i den forstand, at den er sammensat, kompleks og mangfoldig. De færdigheder og den erfaring, folk bringer med, udgør en blanding af forskellige færdigheder. Netværk organiserer således videndeling, kreativitet og innovation.(Kristiansson 2006, s. 19)
Flere aktionsforskere kobler sig til Modus 2-tankegangen. Der er dog ikke enighed om, hvorvidt det er dækkende for alle former for aktionsforskning (Nielsen & Nielsen 2010). Professor Katrin Hjort fremhæver i en analyse af diskussionerne om Modus 1 og Modus 2, at disse begreber hverken skal opfattes som en realitet eller en utopi, men derimod som analytiske begreber, der kan hjælpe til at forstå de historiske forandrin- ger i vilkårene for vidensproduktion og vidensdistribution (Hjort 2011).14Jeg vender tilbage begreberne i min analyse i Del II.
Praksisforskning og medforskere
Som nævnt i det foregående afsnit vil jeg ikke diskutere forskellige tilgange inden for aktionsforskningen. Jeg vil dog fremhæve en af dem, da den har fået en særlig betyd- ning for projektet. Undervejs i forløbet blev jeg opmærksom på nogle bestemte møn-
stre i de unges udsagn. Det var i forbindelse med analysefasen i foråret 2012, hvor jeg fulgte op på den eksplorative delaf projektet med supplerende indsamling af data gen- nem kvalitative interviews. Jeg bemærkede, at de unge talte om læring og uddannel- se på særlige måder. Det medførte, at jeg fandt frem til og besluttede at inddrage Line Lerche Mørcks forskning i projektet som baggrund for min analyse af data. Jeg har således ikke fra begyndelsen anvendt hendes forskning som inspiration.
Mørck forsker i marginaliserede unge og voksnes hverdagsliv, læring og overskri- delse af marginalisering inden for uddannelse og sociale projekter. Hun arbejder med praksisforskning,der er en særlig variant af aktionsforskningen. Fælles for de to for- mer er målsætningen om at inddrage informanter som medforskere og derigennem bidrage til udviklingen af praksis. Praksisforskning bygger på en forståelse af, at forskning bedst produceres i samarbejde med og som en del af den praksis, den omhandler (Mørck 2006, s. 218). Praksisforskning er udviklet i en bestemt tradition, der tilhører den strømning, der i tysk og skandinavisk psykologi kaldes kritisk psyko- logi,og som siden 1980’erne har anvendt begrebet praksisforskning som metodeterm (Mørck og Nissen 2005). Den kritiske psykologi bygger kort fortalt videre på virksom- hedsteorien,der blev grundlagt af den sovjetrussiske humanist og psykolog Lev S.
Vygotsky (1896-1934). Praksisforskning kan ses som en fælles joint venture15(Mørck 2006, s. 220-221) mellem forskningsprojekt og udviklingsprojekt, hvor begge parter gør brug af samarbejdet på forskellig vis:
Praktikerne bidrager med deres erfaringer og tanker, mens forskerne bidra- ger med deres teorier (i form af systemer af begreber, de bruger til analyse) og viden fra andre områder. Både forskernes teorier og praktikernes erfarin- ger transformeres gennem samarbejdet. (Mørck 2006, s. 221)
Praksisforskningen er karakteriseret ved en ambition om at forene en teoretisk strin- gensmed praksisrelevans, og den er udsprunget af 1970’ernes aktivisme og studenter- oprør. En væsentlig diskussion er at argumentere for, at to tilsyneladende modsatret- tede størrelser, teoretisk stringensog praktisk relevans,kan forenes:
Umiddelbart står det at positionere de udforskede som medforskere i mod- sætning til at gøre (deres) praksisser til genstand, at objektivere dem, dvs. at betragte og håndtere dem udefra, over for bestemte standarder, altså kritisk.
(Mørck og Nissen 2005, s. 130)
Praksisforskning kan ikke afgrænses til en metode, der kun angår, hvordan forskeren taler med medforskerne,indsamler, behandler og analyserer data. Praksisforskningen ser også forskningeni sig selv som en praksis og ikke blot en neutral kanal for infor- mation. Ikke blot medforskerneshandlinger indgår i en motiveret praksis, forskeres handlinger er i lige så høj grad struktureret og motiveret af de praksissammenhænge og fællesskaber, som forskeren er en del af:
Informanter stiller sig ikke bare til rådighed, og forskere er ikke bare åbne. Vi vil noget: Og så er der den krølle på det, at forskningsaktiviteterne, fællesska- berne og deltagelsen på tværs heraf er med til at forme det, vi vil.
(Mørck og Nissen 2005, s. 153)
Mørck reflekterer i flere sammenhænge over dilemmaer såsom partitagenog oversoli- darisering ved praksisforskning med personer i marginale positioner. Hun fremhæver blandt andet, at valg af tema, medforskere og metodologisk tilgang i sig selv udgør en ideologisk og praktisk positionering og stillingtagen, uden at det dog betyder, at hun blindt tager parti for nogen (Mørck 2006, s. 234). Hun fremhæver også, at den solidari- ske tilgang har været betydningsfuld og en nødvendig forudsætning for forskningssam- arbejdet og forskningsresultaterne. Samtidig pointerer hun, at der er forskel på at soli- darisere sig om en fælles sag om at bidrage til læring og overskridelse af marginalise- ring og på at solidarisere sig blindt med konkrete personer. Og at hun (naturligvis) har bestræbt sig på at være i den førstnævnte position (Mørck 2006, s. 235). Men det korte af det lange er, at praksisforskning stiller krav til forskeren om at kunne balancere mel- lem, hvad Mørck og Nissen (2005) kalder mikrofonholderi og akademisk bedreviden.
Det er undervejs i projektet mere og mere gået op for mig, hvor mange udfor- dringer og dilemmaer der er ikke mindst i forhold til mine forskellige overlappende positioner som underviser og projektleder, men også i forhold til at navigere i samar- bejdet med andre aktører. Der er ingen tvivl om, at der er sket dét, som Mørck beskri- ver, nemlig at både min teoretiske tilgangog projektkoordinatorens erfaringerer blevet transformeret gennem vore fælles refleksioner i samarbejdet. Jeg har undervejs været bevidst om at holde fokus rettet mod mine mål, nemlig læring og overskridelse af marginalisering. Det har betydet, at jeg har skullet balancere for ikke at havne i ukri- tisk mikrofonholderi for Projektstedet Østbasen, der ville ødelægge projektets tro- værdighed, eller akademisk bedreviden, der ville medføre distancering fra de unge.
Mørcks forskning har været god inspiration til at finde den rette balance i forhold til
at forstå og håndtere de forskellige positioner, og den har siden foråret 2012 været en form for pejlemærke for at kunne navigere i forskellige fora og refleksionsprocesser i udviklingsprojektet.
Den primære grund til, at jeg fremhæver Mørcks praksisforskning frem for andre tilgange inden for aktionsforskning, er imidlertid hendes forståelse af fokus på læring og subjekters deltagelse i praksis:
Det er således en vigtig pointe at læring ikke bør forstås individualiseret men som en del af en social og samfundsmæssig praksis. En anden central pointe er, at subjektivering – dét at blive til som en person – er vævet ind i og ikke til at adskille fra læring, hvilket er grunden til at bogens analyser også hand- ler om, hvordan de lærende og deres fællesskaber og sammenhænge ændrer sig i nye retninger.(Mørck 2006, s. 12)
Denne forståelse med fokus på personer som subjekter er i tråd med min tilgang, og den giver god mening i forhold til at forstå, hvad der er sket undervejs i projektet, og hvordan det har påvirket de unges opfattelse af uddannelse og læring. Jeg vender til- bage til dette i analysen i Del II.
Co-creation og medskabere
Begrebet praksisforskning har en del til fælles med begrebet co-cration,der imidlertid ligesom begrebet effectuation logicstammer fra en helt anden verden, nemlig forret- ningsverdenen. Samarbejdspartere vil i denne sammenhæng ikke som ved praksis- forskning betegnes som medforskere,men som medskabere. Brugerdrevet innovation16 og co-creationhar som begreber vundet indpas i mange virksomheders forretnings- strategier. Her er formålet primært øget indtjening. Gennem co-creation– samskabel- se – udveksler og deler virksomheder på forskellig vis idéer med kunder og interessen- ter. Det kan skabe værdi for begge parter, og formålet er at bidrage positivt til forret- ningen blandt andet inden for produktudvikling. Co-creationer eksempelvis relevant i førnævnte effectuation logictilgang og kan også ses som et element i dette projekt.
Med en business terminologi kan projektets formål omskrives til at udvikle strategier for at forbedre produkter og aktiviteter i Pædagoguddannelsen og Projektstedet Østbasen gennem co-creativeaktiviteter med henblik på øget og forbedret omsætning.
Begrebet co-creationvinder frem inden for velfærdsprofessionerne17i innovative projekter. Her er det ikke kunder, men borgere, brugere, studerende, børn og unge
osv., der inddrages og involveres som medskaberei innovative processer. Tilgangen kan minde om projekter med empowerment i fokus, men med begrebet co-creation flyttes fokus fra en bestemt målgruppe til processen og de resultater, der kommer ud af projektet. Og i den forbindelse kan empowermentvære en naturlig positiv følge- virkning hos de involverede.
Interviews og deltagerobservation
Den overordnede metode i projektet er som nævnt aktionsforskning, og denne metode suppleres som oftest med flere forskellige traditionelle metoder. Det gælder også i dette projekt. Undervejs i projektet er således anvendt forskellige metoder som supplement, fx:
1. Eksplorative interviews af forskellige interessenter til indsamling af viden, ønsker og ideer til indholdet af samarbejdsaftalen.
2. Semistrukturerede kvalitative og narrative livshistoriske interviews til supplerende indsamling af viden om, hvordan samarbejdsaftalen opfattes blandt unge fra Projektstedet Østbasen: pædagogstuderende, pædagogisk assistentelever og unge frivillige.
3. Deltagerobservation i forbindelse med:
a) en lang række uformelle samtaler med professionelle og brugere af Projektstedet Østbasen, boligforeningerne samt undervisere, studerende fra Pædagoguddannelsen og elever fra den Pædagogiske Assistentuddannelse.
b) formelle tværfaglige møder, eksempelvis vedr. Sundparkindsatsen(se:
Strategisk samarbejde om Sundparken), Imagine Horsens-workshop, dialogmøde på Sønderbro, planlægningsmøder af lokale arrangementer i efteråret 2012 (Teater Opgang 2, Sønderbro, Uddannelsesbazaar i Sundparkhallen),
Frivillighedsseminar afholdt på Pædagoguddannelsen i april 2012 (se bilag 2).
c) relevante arrangementer afholdt af Sund By Horsens – eksempelvis vedr.
Horsens Kommunes Frivillighedspolitik.
d) relevante lokale arrangementer – eksempelvis indvielse af dagtilbuddet Rytterkilden.
e) besøg i dagtilbuddet Rytterkilden og Projektstedet Østbasen med amerikanske collegestuderende.
f) aktiviteter med EU-projekter (senior-mentorprojektet HEAR ME og Leonardoprojektet).
4. Refleksioner med projektkoordinatoren fra Projektstedet Østbasen, kolleger og studerende.
Adgang til feltet: Sociale netværk & gatekeepers
Netværk er en ressource. Ikke kun i entreprenante sammenhænge, som Sarasvathy gentagne gange fremhæver, men også i sociale udviklingsprocesser. Det gælder ikke mindst i boligsocialt arbejde:
Inddragelse af områdets beboere, institutioner, erhvervsliv og foreninger er som bekendt en af de største udfordringer for område- og byfornyelsesindsat- ser. Lige så bekendt er det, at denne inddragelse er en nødvendig forudsæt- ning for succesfulde og bæredygtige indsatser. Processen er langstrakt og res- sourcekrævende, men nødvendig.
Et flertal af evalueringer konstaterer, at den langtidsholdbare borgerinddra- gelse og empowerment typisk sker gennem personlige kontakter og netværks- relationer. (Velfærdsministeriet 2008, s. 5)
Som det fremgår af ovenstående citat, er det en generel erfaring, at bæredygtige ind- satser forudsætter langtidsholdbar borgerinddragelse, og at det typisk sker gennem personlige kontakter og netværksrelationer. Det samme gælder dette projekt.
Personlige kontakter og netværksrelationer er i høj grad blevet udbygget og forstærket i projektperioden, men grundlaget var som nævnt til stede allerede inden, da det var en forudsætning for overhovedet at kunne gå i gang med projektet med at formalise- re samarbejdet i et socialt partnerskab. I de senere år er der kommet stor fokus på net- værksteorier, og ofte relateres begrebet netværktil begrebet social kapital. Mens der er stor fokus på netværk, er der ikke tilsvarende fokus på, hvordan man får adgang til net- værk. Jeg har valgt i den forbindelse at knytte an til begrebet ’gatekeeper’.
Sociale netværk og social kapital
Sociale netværk dækker som begreb bredt set over formelle og uformelle forbindel- ser mellem mennesker, og det er blevet studeret indgående fra forskellige perspekti- ver. Fælles for flere af disse perspektiver er en grundlæggende præmis om, at sociale netværk har en værdi, og at de kan betragtes som en særlig form for kapital: social kapital.Der findes en række forskellige definitioner af begrebet social kapital. Trods store afvigelser mellem de forskellige teorier og definitioner er det et fælles træk, at begrebet social kapital opfattes som noget, der opstår i samspillet mellem mennesker, og at det er en form for produktiv kraft – en ressource – der kan række ud over fæl-
lesskabet mellem mennesker. Således beskrives social kapital også som havende betydning for sammenhængskraften i samfundet (Sara Lea Rosenmeier 2007).
Professor Lars Hulgård, RUC, definerer social kapital som ”en metafor for de ressour- cer, sociale entreprenører producerer, mobiliserer og opretholder via skabelse af net- værk.”(Hulgård 2007, s. 74). Det er en definition, jeg finder dækkende for dét, der sker i sociale partnerskaber. Jeg vil ikke gå ind i en redegørelse for forskelle og lighe- der i teorier om og definitioner af begrebet, men i stedet henvise til henholdsvis Lars Hulgård (2007) og Sara Lea Rosenmeier (2007). Det er bl.a. deres redegørelser, der ligger til grund for forståelsen af begreberne om netværk, der anvendes i denne tekst.
Netværksteorier kan give en forståelse af, hvilken karakter relationer mellem mennesker har, og hvilken betydning relationerne har for det enkelte menneskes handlemuligheder. I denne forbindelse er det væsentligt at skelne mellem forskellige former for netværk – bonding, bridgingog linking, der på dansk oversættes med for- skelligt valg af terminologi, der illustrerer betydningen af de forskellige former meget godt. Bridgingnetværk kan således uden problemer kan oversættes til brobyggende netværk. Jeg foretrækker imidlertid at bruge de engelske udtryk bonding og linking, da jeg mener, at konnotationerne bedre rammer betydningen end de danske oversæt- telser.
Bonding netværk kaldes på dansk sammenknyttende, afgrænsende, stærke og homogene netværk, og denne form for netværk består af de basale kontakter i hver- dagen mellem familie og venner. Mennesker, der ofte ligner en selv med hensyn til baggrund og status. Denne form for netværk afgrænser sig og styrker samspil mellem mennesker indadtil i netværket, og det kan implicere, at fællesskabet distancerer sig fra omverdenen. Tæt socialt netværk med dem, der ligner en selv, kan også skabe gro- bund for social kontrol. I forhold til grupper af etniske minoriteter kan det eksempel- vis handle om, hvad kvinder må, bør og skal, eller hvilke typer uddannelser unge bør vælge. Der er stor kraft i disse netværk, og det kan have positiv og negativ indflydel- se på deltagernes liv. Hulgård nævner den danske andelsbevægelse som et positivt eksempel på, hvad denne form for netværk kan skabe (Hulgård 2007, s. 76).
Bridging netværk, der på dansk kaldes brobyggende, svage og heterogenenetværk, er grundlæggende forskellige fra bonding netværk. Det drejer sig her om: ”at udvikle tillid, normer og netværk blandt mennesker, som i udgangspunktet ikke har kendskab til hinanden, endsige ligner hinanden.” (Hulgård, 2007, s. 76). Brobyggende netværk opstår ikke af sig selv så let som bonding netværk. Til gengæld har denne form for netværk ofte stor betydning, netop fordi det er netværk, der forbinder mennesker fra
forskellige sammenhænge med forskellig baggrund og status – og dermed forskellig viden, erfaringer og interesser. Sådanne former for forskellighed kan resultere i inno- vation. Det kræver dog, at man tør og vil udfordres af andre end ligesindede i ens bondingnetværk18.
Bonding netværk kan forstås som relationer i netværk og brobyggende netværk som relationer mellem forskellige bonding netværk. Det vil sige, at relationerne kan beskrives som horisontale.
Linking netværk kaldes på dansk for relaterendeog forbindendenetværk, og det føjer en ekstra dimension til de to andre former for netværk, nemlig koblingen til statslige aktører – politiske og administrative myndigheder – og dermed muligheden for at påvirke den offentlige politik på de områder, som netværkene repræsenterer.
Det kan opfattes som en særlig kategori af brobyggende netværk. De kaldes ofte begge med et populært udtryk for gode forbindelser, men det kan være en fordel i nogle sammenhænge at skelne, hvis man ønsker at undersøge, hvad adgang til magtfulde netværk kan betyde i en given sammenhæng. Relationen vil således skulle beskrives som vertikal og som en kobling til ressourcer eller positioner, som aktørerne ikke selv er i besiddelse af (Hulgård 2007, s. 77).
Endelig bør man være opmærksom på transnationale netværk(se eksempelvis Lene Kofoed Rasmussen 2006). Mange etniske minoriteter har betydende sociale relationer, der rækker ud over landets grænser. Det er også tilfældet for mange beboe- re i området ved Projektstedet Østbasen. Og det er da også fremgået af mine inter- views, at de transnationale netværk har stor betydning for de unges selvforståelse mm., men jeg har i denne sammenhæng afgrænset interkulturelle tematikker (se afsnittet Afgrænsning af fire felter, der tilsammen udgør baggrunden for projektet).
Det er blevet populært at tale om at netværke, der findes sågar bøger med manualer, der omhandler kunsten at netværke. Og der findes andre kategoriseringer end de ovenstående. Man kan skelne mellem analoge netværk, hvor man mødes face- to-faceog digitale netværk som eksempelvis sociale medier som Facebook. En anden måde at skelne på er personlige netværk og organiserede professionellenetværk.
Charlotte Junge definerer at netværke som: ”skabelse og udviklingen af relationer”
(Junge 2005, s. 12) i en bog med den sigende titel: Netværk dig til målet.Junge bruger polerne formelle & uformelle og interne & eksterne til at kategorisere forskellige for- mer for netværk:
