Clusters, ressourceområder, og kompetenceklynger
Talen om klynger (»clusters«) er ikke ny. Økonomer har beskrevet funktionelt sammenhængende, og til tider også geografisk sammenklumpede, økonomi- ske aktiviteter mindst siden Marshall (1891). Gen- nem de seneste år er dette begreb imidlertid kom- met til at spille en ny og vigtig rolle, i såvel interna- tionale organisationer som OECD eller FN, som på nationalt og regionalt politisk plan. Klyngeperspek- tiver har også sneget sig ind på den danske er- hvervs- og uddannelsespolitiske agenda, i fordansk- ede former: Ressourceområder, og senest kompe- tenceklynger (Erhvervsfremme Styrelsen 2001).
Sidstnævnte er mindre og mere homogene end res- sourceområderne, idet de omfatter færre økonomi- ske aktiviteter (brancher) og aktører (virksomheder, organisationer, og myndigheder). Udenlandske eks- empler på kompetenceklynger er Silicon Valley i USA; håndværksdistrikterne i Norditalien, eller me- talklyngerne i tyske Baden-Württemberg. Danske eksempler på kompetenceklynger er IT og mobil- telefoni i Nordjylland; beklædning i Herning-områ- det, og møbelproduktion i Salling-området omkring Skive. Hovedstads- eller Øresundsregionerne eller det jyske Trekantsområde kan ikke kaldes kompe- tenceklynger – de rummer for mange forskellige og urelaterede aktiviteter. Derimod er det sandsynligt, at forskellige klynger eksisterer inden for rammerne af disse regioner, og måske ligefrem drager nytte af visse fælles regionale ressourcer.
Kompetenceklyngers betydning for erhvervsudviklingen
Kompetenceklynger kan anses for vigtige, fordi er- hvervsvirksomheder, som indgår i klynger, ofte har større konkurrenceevne (aflæses ofte i høj eksport- grad) end virksomheder inden for samme branche, som ikke gør det. Gennem de seneste år ser det ud til, at dette faktum har øget kompetenceklyngernes
Kompetenceklyngeperspektivet og udfordringen for erhvervs-
og uddannelsespolitikken 1
Perspektivet om kompetenceklynger nævnes i stadig flere sammenhænge, senest i den danske erhvervs- og uddannelsespolitiske debat. Denne artikel klargør teorien bag kompetenceklynger, med særlig vægt på positive virksomhedseksternaliteter og den regionale læringsdynamik i kompetenceudvikling. Derefter påpeges nogle udfordrin- ger for danske politikområder, som i særlig grad må antages at blive påvirket af kom- petenceklyngeperspektivet.
Mark Lorenzen
Institut for Industriøkonomi og Virksomhedsstrategi Handelshøjskolen i København
relative betydning for de nationale økonomier såvel som verdenshandelen: I større og større grad kom- mer de enkelte landes eksport fra virksomheder, som er samlet i kompetenceklynger. Inden for visse brancher er det således, at selvom det selvfølgelig grundlæggende er enkeltvirksomheder, som produ- cerer og konkurrerer, kan man også tale om klynger, der konkurrerer mod hinanden (f.eks. danske mø- belklynger mod italienske; eller engelske IT-klyn- ger mod nordamerikanske). Et land, som styrker si- ne kompetenceklynger, styrker dermed både sine enkeltvirksomheder og sin handelsbalance.
Kompetenceklyngers positive effekt for konkur- renceevnen samt øgede betydning for eksporten skyldes, at kompetenceklynger har med viden (kompetence) og læring at gøre (Maskell 1997). Vi- den er i voksende grad en værdifuld ressource for erhvervsvirksomheder på grund af globaliseringen.
Nye handelspolitikker, samt en kraftig udvikling af transport- og kommunikationsteknologier, har givet virksomheder verden over adgang til de samme ba- sale produktionsteknologier, kapital, samt internati- onale eksportmuligheder. Det betyder nye mulig- heder – men også nye udfordringer. Der er forskel- lige typer virksomheder, som drager fordel af mu- lighederne i globaliseringen. En stærkt voksende gruppe er virksomheder i en række 3. Verdens lan- de, som især udnytter deres lave lønudgifter til at overtage dele af vestlige virksomheders traditionel- le hjemmemarkeder. En anden succesrig gruppe er imidlertid virksomheder, ofte i lande med høje løn- udgifter, så som Danmark, som ikke konkurrerer på pris, men på viden.
Der er forskellige typer viden, som kan give kon- kurrenceevne. For det første er der den viden, som i stigende grad er tilgængelig for virksomheder over- alt i verden. Denne viden består af arbejdskraftens formelle kvalifikationer, samt moderne produkti- ons- og markedsføringsteknikker, formaliseret og nedskrevet i databaser, bøger, patenter, standarder, software, og så videre. Denne type viden kan hand- les, og er tilgængelig på arbejdsmarkedet og på markedet for service-, IT-, og konsulentydelser. Der er et stærkt stigende antal virksomheder, som lever udelukkende af at levere viden i form af ydelser el- ler at formidle højtuddannet arbejdskraft. Denne vi- den kan imidlertid også imiteres af konkurrerende virksomheder eller »flygte« til dem. Mange virk- somheder søger derfor at beholde den viden, deres arbejdskraft besidder, gennem særlige ansættelses-
kontakter og konkurrenceklausuler, og at beskytte deres teknikker og designs gennem hemmelighol- delse og/eller mønsterbeskyttelse.
Ovennævnte viden er helt nødvendig for virk- somheder, men netop fordi den kan købes og i sid- ste ende imiteres, er den i sig selv ikke tilstrækkelig til at give varige konkurrencevnefordele: Hvad alle har eller kan købe, kan ikke gøre forskellen (Dier- ickx og Cool 1989). Vidensøkonomien handler ikke først og fremmest om højteknologi, universitetsud- dannet arbejdskraft, eller virksomheder som lever af at handle med viden. Derimod handler den om at de mest succesfulde virksomheder i alle brancher, også de helt traditionelle, udover ovennævnte formalise- rede viden også besidder en viden, der er helt unik og ikke tilgængelig for andre (Lundvall og Maskell 2000). Den viden, som skaber succes for bestemte virksomheder, består af virksomhedernes komplek- se mønster af daglige arbejdsrutiner og praksisser.
Sådanne daglige rutiner og praksisser er oftest op- stået gennem en årelang læreproces, hvor en virk- somhed eksperimenterer med produkt- og proces- udvikling, stimuleret og inspireret af sine kunder, leverandører, og konkurrenter. Kompleksiteten af den viden, som gennem en årrække er opbygget af en virksomhed, gør, at den ikke kan sættes på for- mel (ofte ikke engang af den pågældende virksom- hed selv) og langt mindre købes eller sælges. Det vil sige, at succesfulde virksomheder er succesful- de, fordi de gennem en periode (ofte mange år, men af og til betydeligt kortere) har været bedre end de- res konkurrenter til at lære effektive processer og praksisser. Her er det, at kompetenceklynger er af betydning: Hvis en virksomhed er en del af en klyn- ge, lærer den typisk mere effektivt. Ydermere har den ofte inden for klyngen adgang til leverandører, som også har været yderst effektive til at lære inden for deres felt, og som dermed er mere kvalificerede end potentielle leverandører uden for klyngen. Og endelig findes der ofte i en klynge en særlig kvalifi- ceret arbejdsstyrke, som også lærer og omstiller sig yderst effektivt.
Kompetenceklyngers struktur
En kompetenceklynge er basalt set en fortætning af koordineret økonomisk kompetence og aktivitet.
Mere konkret består en kompetenceklynge af en gruppe virksomheder, som er tæt koblet i leveran- dørnetværk (samt eventuelt andre typer af netværk), den tilhørende arbejdskraft, samt de private og of-
fentlige institutioner, som er særligt målrettet un- derstøtningen af virksomhedernes aktivitet og ar- bejdsstyrkens kvalifikationer: Branche- og arbejds- giverforeninger; fagforeninger; arbejdsformidlinger;
uddannelsesinstitutioner; offentlig forskning; tekno- logisk service; erhvervsfremme, og så videre. For at elementerne i en kompetenceklynge kan spille sam- men, kræves det, at de ligger forholdsvist tæt i geo- grafisk forstand. Det er dog afhængigt af branche- og virksomhedsforhold, hvad »tæt« betyder. Så- ledes er nogle danske klynger lokaliseret inden for et område på nogle få kommuner, mens andre er spredt over hele landet (hvilket, i international måle- stok, stadig er »tæt«). En geografisk afgrænsning af offentlige institutioners samt organisationers aktivi- teter er som regel givet på forhånd. Derfor er det mere bemærkelsesværdigt, at også klyngernes virk- somheder og arbejdskraft synes at være relativt kraftigt afgrænsede fra deres omverden: Virksom- hederne og arbejdskraften foretrækker i stor ud- strækning simpelthen at forblive lokaliseret inden for klyngen og beholde hovedparten af ansættelses- forhold samt specialiserede leverancer og service- ydelser hér. En høj eksportgrad understøttes således af en høj grad af lokal forankring (»glokalisering«).
I en kompetenceklynge har virksomhederne hver især deres kompetencer, arbejdskraften sin, og de private og offentlige institutioner deres. Disse spe- cialiserede kompetencer kan kaldes know-how (vi- den om hvordan visse processer skal udføres). Men en kompetenceklynge udmærker sig ved, at disse videnselementer koordineres – de arbejder effektivt sammen. Denne koordinering sker kun i få tilfælde gennem planlagt styring af en eller få centrale ak- tører, for eksempel når klyngen er anlagt af en do- minerende aftagervirksomhed eller af staten som led i en erhvervspolitik. I de fleste tilfælde er sådan- ne planlagte klynger meget ineffektive. De mest ef- fektive klynger er i modsætning hertil opstået af sig selv, og koordineres »bottom-up«: Med tiden (ofte årtier) har virksomheder og institutioner i kraft af deres ofte daglige møder og samarbejder i nærom- rådet lært, hvorledes såvel leverandørsamarbejder, branchesamarbejder, samarbejder mellem arbejds- markedets parter, samt samarbejder mellem det of- fentlige og det private, fungerer mest effektivt og med færrest gnidninger. Disse rutiner og procedurer (hvortil alle klyngeaktører bidrager og er parthave- re) omkring hvorledes systemet virker og bedst koordineres, udgør en slags kollektiv kompetence i
klyngen – en koordineringsviden (Lorenzen og Foss 2002). Denne koordineringsviden kan også kaldes know-who (viden om hvilke samarbejdspartnere, der har en know-how, som man selv savner, og hvordan man bedst kan få samarbejdet med disse partnere til at fungere). Denne koordineringsviden er altså et eksempel på social kapital (se Woolcock 1998). Inden for en kompetenceklynge med meget know-how såvel som koordineringsviden kommer store dele af det professionelle, såvel som det priva- te, liv til at dreje sig om bestemte og specialiserede aktiviteter. I Silicon Valley handler »alt« om IT, mens Sallingområdet i Vestjylland er »møbelland«.
Der er altså »something in the air« (Marshall 1891) i en kompetenceklynge, som ikke foregår uden for den eller det foregår i hvert fald på en me- re fortættet og anderledes måde. Dette er svært at leve op til uden for klyngerne. Det er svært for virk- somheder uden for klyngerne at finde ligeså gode leverandør- og markedsmuligheder og arbejdskraft, og svært for myndigheder at tilbyde ligeså målrette- de serviceydelser og uddannelsesaktiviteter. Det er imidlertid også svært for en klynge at efterligne en anden, fordi alle klynger er udviklet gennem mange år, hver klynge på sin unikke måde. Dermed udgør nogle klyngers kollektive kompetence også en vi- den, som er unik, og som kan give dem en varig konkurrenceevne i forhold til andre klynger (Foss 1996).
Kompetenceklyngers dynamik
Kompetenceklynger fungerer i kraft af den positive effekt af at samle en stor mængde beslægtede akti- viteter og kompetencer – en lokal synergieffekt.
Denne effekt kan kaldes positive eksternaliteter, hvilket udtrykker at en aktørs aktiviteter har en po- sitivt afsmittende effekt på nogle andre aktører. Der kan være positive eksternaliteter i en klynge for bå- de aktører, som leverer varer eller ydelser til hinan- den, og for aktører, som sameksisterer uden direkte handel eller interaktion (Schmitz 1999).
De vigtigste fordele ved, at virksomheder indgår i tætte leverandør/aftager-relationer (vertikale relati- oner) inden for en kompetenceklynge, består i læring. For det første kan en virksomhed med gode muligheder for at finde leverandører og kunder spe- cialisere sig i stadig større grad. Ved at koncentrere sig om færre processer opnår den en større indsigt – en større kompetence – i disse processer. Resultatet er typisk en opgradering af arbejdskraftens kvalifi-
kationer (gennem intern tillæring, men også ved at virksomhederne erkender behov for øget ekstern uddannelse), samt mere konkurrencedygtige pro- dukter. For det andet »trækker« og »skubber« virk- somheder, som leverer produkter eller ydelser til hinanden, ofte hinandens læringsprocesser (Lund- vall 1988). Inden for en klynge findes meget specia- liserede og dermed kritiske kunder, som gennem deres høje krav tvinger leverandører til at lære mere effektivt. Samtidig er leverandørerne så kvalificere- de, at deres feedback på deres kunders krav skubber kunderne til øget læring. Inden for en klynge for- bedres læring mellem kunder og leverandører yder- ligere af, at de ofte kender hinanden og har forstå- else for og tillid til hinanden, idet de har en fælles historie og omgås ofte. En yderligere positiv faktor for læringen er også den korte afstand, og dermed lave transporttid, mellem virksomhederne i en klyn- ge.
Virksomheder, som ikke direkte leverer til hinan- den, oplever også fordele i en kompetenceklynge.
For det første kan en kraftig lokal konkurrence om kunderne mellem beslægtede virksomheder (virk- somheder som er i et horisontalt forhold til hinan- den) tvinge hver enkelt til at lære mere effektivt.
Dette ses dog relativt sjældent, idet de fleste virk- somheder eksporterer, mens de, der udelukkende fungerer som underleverandører til lokale virksom- heder, ofte er så specialiserede, at de ikke har egent- lige lokale konkurrenter. En anden læringsfordel er derfor mere hyppig: Virksomheder lærer af beslæg- tede virksomheder, ved enten at observere deres ak- tiviteter (hvilket lettes af at man sameksisterer in- den for samme geografiske område) eller ved direk- te at få råd og vejledning af hinanden. Dette kan ske formidlet gennem ERFA-grupper eller lokale bran- che- eller arbejdsgiverforeninger, men også af og til bilateralt mellem virksomheder, eller uforpligtende mellem virksomhedsledere, som er naboer og om- gås socialt. Som en følge heraf ses også af og til horisontale samarbejder mellem virksomheder om produktion, design eller markedsføring.
Der er også andre fordele ved at samle aktiviteter som er meget tæt beslægtede, nemlig »stordriftsfor- dele« ved at samle en masse små virksomheder. En mængde virksomheder af samme art kan i samlet flok oprette fælles organisationer eller faciliteter til glæde for alle, eksempelvis markedsførings- eller forskningsprojekter eller -centre. I samlet flok kan virksomheder også påvirke lokale myndigheder til
at betjene netop de typer af erhvervsaktivitet, som er overrepræsenteret inden for klyngen, bedst mu- ligt. Inden for klynger ses det ofte, at offentlig sags- behandling, erhvervsservice, byggepolitik, bolig- og socialpolitik i en vis grad tilpasses eller ligefrem målrettes at gøre livet lettere for de dominerende ty- per af erhvervsaktivitet – når det lokale erhvervsliv er parat til at indgå i en dialog med myndighederne.
Samtidig repræsenterer en samling af beslægtede virksomheder et større marked for specialiserede serviceydelser, offentlige såvel som private. Et ofte anvendt eksempel er universitetsforskning, som kan spille en stor rolle for erhvervslivets konkurrence- evne ved at målrette sig dets behov. I Danmark er aktuelle eksempler netværket af Teknologiske In- formationscentre (drevet af Erhvervsministeriet, amter og kommuner); de 11 Godkendte Teknolo- giske Serviceinstitutter (private specialiserede vi- densinstitutioner i samarbejde med Erhvervsmini- steriet), samt regionale vækst- og innovationsmiljø- initiativer. Dette kræver imidlertid, at virksom- hederne selv er velorienterede om de offentlige forskningsaktiviteter, og er parate til at formidle de- res behov til universiteter og andre serviceudbydere samt til at indgå i fælles initiativer.
Universiteter er mindre vigtige hvad angår ud- dannelse af lokal arbejdskraft, idet højtuddannet ar- bejdskraft ofte er meget mobil og ikke ansættes in- den for lokalområdet. Generelt spiller universiteter (og forskning på universitetsniveau) kun en rolle for ganske få kompetenceklynger. Hvad imidlertid er af afgørende betydning for alle kompetenceklynger, er uddannelsen og træningen af faglært og tillært ar- bejdskraft, såvel i og uden for virksomhederne. En række beslægtede virksomheder samlet inden for et nært område fungerer ofte som særdels kritiske kunder til lokale uddannelsesinstitutioner, samtidig med at de kan levere ny viden til uddannelsesinsti- tutionerne gennem praktik, virksomhedsbesøg for lærere, og dialog. I klynger er udbuddet af faglige uddannelser og efteruddannelseskurser dermed ofte meget specialiseret, og kvaliteten høj. Samtidig ses det, at nogle virksomheder indgår udvekslingsord- ninger, således at lærlinge får en varieret praktiktid ved at opholde sig på forskellige virksomheder. Der er også positive eksternaliteter ved den uddannelse af arbejdskraft som sker internt på lokale virksom- heder, hvis arbejdskraften flyder mellem virksom- hederne. De fleste virksomheder i kompetenceklyn- ger søger som virksomheder overalt at beholde den
arbejdskraft, de har tillært og måske ofret eksterne kurser på, og mister den nødig til konkurrenter.
Imidlertid er der ofte et relativt større flow mellem virksomheder inden for en klynge – ikke fordi om- sætningen i sig selv er større, men fordi arbejds- kraften ofte er meget lidt mobil, og i tilfælde af job- skifte naturligt finder ansættelse inden for klyngen og dermed lokalområdet. Dette finder den enkelte virksomhed pinagtigt, men for klyngen er det posi- tivt, fordi arbejdskraftens kvalifikationer bliver gradvist højere.
I visse tilfælde koordineres arbejdsmarkedets parter også mere effektivt inden for klynger end på nationalt plan. Idet lokale fagforeninger gennem de- res medlemmer og en lokal dialog med virksom- hederne ofte får en betydelig indsigt i markedsvil- kårene og udviklingen inden for klyngens domine- rende brancher, ses ofte en høj effektivitet i for- handlinger om løn eller dispensationer fra overens- komster, i de tilfælde det er til fordel for både ar- bejdsgivere såvel som arbejdstagere.
Nogle af ovennævnte fordele opstår spontant som følge af samlingen af virksomheder, andre kræver fælles handling. Sidstnævnte stiller krav til at der findes social kapital, samt tillid og forståelse mellem virksomhedslederne internt, og mellem virksomhedslederne og andre lokale aktører. Dette er naturligvis nemmest i de tilfælde, hvor alle virk- somhederne eksporterer og altså ikke konkurrerer direkte, men det ser ud til at selv konkurrerende virksomheder i mange kompetenceklynger kan enes om noget fælles handlen til gensidig gavn. I nogle klynger ses det, at lokale institutioner og offentlige myndigheder spiller en aktiv, positiv rolle for koor- dineringen, mens de i andre klynger er mindre akti- ve eller ligefrem hæmmer nye koordinerede aktivi- teter.
Den erhvervs-
og uddannelsespolitiske udfordring
Hvis man vil fremme de positive effekter, som blev beskrevet ovenfor, inden for kompetenceklynger el- ler i en vis udstrækning også uden for egentlige klynger, må erhvervs-, uddannelses- og regionalpo- litik ikke alene fokusere på viden og kompetence (som efterhånden er blevet modeord), den må også være fleksibel og gerne skræddersyet til specifikke behov, og der må være beredvillighed til at koordi- nere på tværs af traditionelle administrative og geo- grafiske barrierer (Lorenzen 2001). Regioner eller
industrier som er specialiserede, idet de er domine- ret af bestemte brancher og kvalifikationstyper, er netop baggrunden for kompetenceklyngers dyna- mik. Specialisering er altså ikke nødvendigvis en ulempe. Naturligvis er visse brancher mere givtige end andre, og det kan være uheldigt at være specia- liseret inden for stærkt stagnerende brancher. Hvis der imidlertid er en kraftig læringsdynamik i en klynge, kan virksomheder være i stand til at kon- kurrere og vokse selv inden for lavvækstbrancher (OECD 1999). Den danske møbelbranche er eks- empelvis en af vores største eksportsucceser, også i nyere tid. Klynger er altså – til en vis grænse – selv medvirkende til at afgøre om deres specialiserede erhvervsudvikling er et problem eller en fordel. I et klyngeperspektiv er det ikke nødvendigt at sprede eller diversificere aktiviteter. Dette går stik imod traditionel dansk visdom om at undgå »ensidig« er- hvervsudvikling – samt gældende regionalpolitik (og praksis inden for mange organisationer) om at alle danske områder skal være lige begunstiget med alle ressourcer. Hvad er nødvendigt, er imidlertid at hjælpe de regioner og industrier, som er meget spe- cialiserede, til at drage fordel heraf, og at modvirke ulemperne (Rosenfeld 1995). Klyngeperspektivet betyder altså, at politik gerne må »satse på vindere«
– men med den vigtige forskel fra tidligere tiders erhvervspolitik, at det ikke på forhånd kan afgøres hvilke produkter, industrier, teknologier, eller kom- petencer, som er vindere. Store dele af erhvervs- og uddannelsespolitikken (her indregnes de forskellige interesseorganisationers aktiviteter) bør i dette per- spektiv specialiseres og skræddersyes til klynger og de geografiske områder, der svarer til klyngernes aktiviteter. Dette er naturligvis en udfordring, idet politikken for nærværende i stedet er udarbejdet til at korrespondere med brancher, professioner, og ad- ministrative geografiske områder som kommuner.
Betydningen af højt specialiseret arbejdskraft i klynger antyder, at generelle uddannelser bør sup- pleres med meget specialiserede uddannelses- og efteruddannelsestilbud, udviklet i samspil med de virksomheder, som er deres direkte aftagere. For at opnå højst mulig kompetence inden for et eller få beslægtede felter, må mange uddannelsesinstitutio- ner til gengæld være nødt til at begrænse bredden af deres udbud.
Alt skal imidlertid ikke skræddersys til kompe- tenceklynger. Der vil fortsat være en række ressour- cer – også vidensressourcer – som ikke kan leveres
internt i den enkelte kompetenceklynge. Dette kan være, fordi en høj grad af specialisering af klynger- nes virksomheder og institutioner gør det umuligt.
Eksempelvis vil uddannelsestilbud som ovenfor nævnt måske blive snævrere på de enkelte uddan- nelsesinstitutioner. En dialog mellem lokale uddan- nelsesinstitutioner og virksomheder kan ydermere resultere i, at indholdet af nogle lokalt specialisere- de kurser vil være af høj kvalitet, men relativt kort- sigtet fokuseret, på bekostning af kvalifikationer, som på længere sigt vil være nødvendige. Nogen lokal arbejdskraft vil altså være nødsaget til at rejse ud, for eksempel til andre klynger, for at erhverve sig andre typer kvalifikationer. Der er altså en vigtig politisk opgave at sørge for at der på nationalt ni- veau udbydes fag og kurser som forsømmes på klyngeniveau, samt at koordinere en udveksling af arbejdskraft mellem de specialiserede uddannelser, der udbydes i de enkelte klynger. Som hidtil vil na- tionalt fastsatte standarder for visse uddannelsesty- per også spille en rolle internt i klyngerne, for at sikre, at der leveres specialiseret uddannelse, sam- tidig med at det høje danske generelle uddannelses- niveau ikke falder. Mange ressourcer og servicey- delser er også simpelthen for dyre til at kunne ud- bydes på klyngeniveau. Eksempelvis universitets- forskning og -uddannelse kræver så store økonomi- ske ressourcer, at der ofte kun findes ganske få ud- bydere på nationalt plan – inden for visse højtekno- logiske områder endog på verdensplan.
Kompetenceklyngeperspektivet rejser problemer for det traditionelle danske økonomiske forsknings- fokus og politiske fokus på enten enkeltvirksom- heder eller nationalt plan. Der er store målingspro- blemer ved at arbejde med klynger: Hvor findes de, hvilke aktører og aktiviteter skal regnes med til den enkelte klynge, og hvordan skal dens grænser træk- kes (de flytter sig ofte løbende)? Idet eksisterende statistisk måleværktøj er tilpasset enten virksom- heds- eller nationalt plan (eller, til nød, kommuner eller amter), er det også vanskeligt at finde doku- mentation om en klynge, når den nu går på tværs af brancher, professioner, og administrative geografi- ske områder. Kompetenceklyngeperspektivet er ty- deligvis på kant med traditionel »kassetænkning«.
Eksempelvis viser statistikken, at virksomheder in- den for nogle danske klynger har en relativt kort levetid. Dette kunne med et traditionelt fokus på en- keltvirksomheden tolkes som et krisetegn (se eks- empelvis Erhvervsfremme Styrelsens Ressource-
område-analyser). Ser man imidlertid på en kompe- tenceklynge som helhed, afsløres det ofte, at det samlede antal virksomheder samt beskæftigelsen er steget i samme periode. Antallet af nyopstartede virksomheder er altså højere end antallet af krakke- de. Krakkede virksomhedsledere og løs arbejdskraft fortsætter hurtigt deres aktiviteter i nye virksom- heder, og at der er en stor omsætning af virksomhe- der hvad der ligner fiasko på virksomhedsniveau – skal altså ses som en omstilling og fleksibilitet på klyngeniveau, som kan give succes i det lange løb.
Et andet eksempel er arbejdskraftmobiliteten inden for en klynge: Den enkelte virksomhed lider i det korte løb under at medarbejdere forlader virksom- heden for at arbejde i en anden lokal virksomhed.
Hvis man imidlertid anlægger en klyngebetragtning i stedet for at fokusere på enkeltvirksomheder, ses det, at klyngearbejdsstyrkens samlede kompetence- niveau øges på den måde, og det har virksomheder- ne gavn af i det lange løb. Ressourcerne givet ud til uddannelse går ikke spildt, når en medarbejder skif- ter arbejdsplads – de bliver inden for klyngen.
International erfaring viser at det er umådeligt svært politisk at skabe kompetenceklynger. De suc- cesrige klynger er næsten alle vokset frem af sig selv, gennem mange år, og har temmeligt forskel- lige udviklingshistorier. Det er dermed svært at sæt- te på formel, hvordan en klynge bedst kan udvikles.
De succesrige kompetenceklynger er imidlertid alle karakteriseret af, at de er yderst effektive til at efter- leve markedssignaler og at omstille sig til de nyeste krav – og dette afspejles hos de fleste af klyngens aktører. Klyngernes udseende og funktion er vokset frem nedefra, og er i en høj grad bestemt af hvad der er effektivt på markedet. Hvis en national er- hvervs- og uddannelsespolitik skal efterligne denne dynamik hos kompetenceklyngerne, er det altså feedback’en fra markedet og koordineringen mel- lem flere aktører – private som offentlige – som er central. Hvad klyngerne kan, er at skabe en tæt dia- log mellem det offentlige, organisationerne, og er- hvervslivet, og afdække erhvervslivets løbende be- hov for uddannelse og service. Det er denne dialog, og denne koordinering, der er den centrale lektie at lære af kompetenceklyngerne (OECD 2001).
Afsluttende bemærkninger
Vidensøkonomien er meget mere end højteknologi.
Relativt få lande på verdensplan lever mest af høj- teknologi, og Danmark er ikke og bliver næppe
nogensinde eet af dem. Dette er ikke noget pro- blem, så længe vi kan leve godt af vores høje vi- densniveau, som har skabt betydelige danske eks- portsucceser inden for vidt forskellige brancher.
Hvad er vigtigt er netop »viden« og ikke kun »ud- dannelse«. Værdifuld viden fremkommer gennem læring, både i hovedet på det enkelte individ, på ud- dannelsesinstitutionerne, i den enkelte virksomhed, i samspillet mellem virksomhederne, og i samspillet mellem virksomhederne og udbydere af service- ydelser og forskning.
At læring foregår i alle disse forskellige sam- menhænge er ikke unikt for Danmark. Alle lande – selv de fattigste 3. Verdens lande – er efterhånden i besiddelse af højtuddannet arbejdskraft, og investe- rer store summer i forskning og udviklingsaktivite- ter i udvalgte virksomheder. At alle disse store inve- steringer i enkelte læringsaktiviteter alligevel ikke resulterer i store og varige eksportsuccesser, skyl- des, at det afgørende er, hvor effektivt de enkelte læringsformer koordineres. Det er derfor helt kor- rekt, når iagttagere fremfører, at Danmark i lyset af vidensøkonomien bør investere meget i uddannelse – for eksempel på universitetsniveau – men dette er ikke tilstrækkeligt for at gøre en varig positiv for- skel. Høj uddannelse og avanceret teknologi har de fleste lande, og i hvert fald alle de EU-lande, vi di- rekte konkurrerer med. Uddannelse på institutioner- ne og investeringer i teknologi må sammentænkes med den læring – og den uddannelse – der foregår i virksomhederne, og dialog er det mest effektive middel til koordinering. Kompetenceklynger er kommet på den politiske og forskningsmæssige agenda, fordi de repræsenterer en form for særlig effektiv sådan koordinering, og derfor trækkes de danske kompetenceklynger nu frem som særlige positive eksempler på en positiv erhvervs- og læ- ringsdynamik. Dansk erhvervs- og uddannelsespoli- tik kan naturligvis fokusere på at styrke de eksiste- rende danske kompetenceklynger, men dette er kun en lille del af de muligheder, kompetenceklyngeper- spektivet åbner. Klyngerne kan nemlig lære os vig- tigheden af at understøtte de processer, som mest tydeligt kan observeres i klyngerne, men som med fordel kan stimuleres overalt: Koordineringen og dialogen mellem virksomhederne, arbejdskraften, organisationerne, og myndighederne. Hvor det ikke på forhånd kan siges, hvilke brancher og hvilke kompetencer der vil kunne tjenes penge på, er een bestemt type viden altid værdifuld: Koordinerings-
viden – den som gør, at aktører kan koordinere vi- denselementer (selv de elementer som ikke er unikt konkurrenceevneskabende i sig selv) på en særlig effektiv måde, og dermed skabe en unik, konkur- renceevneskabende, dynamik.
Danmark har et relativt højt nationalt niveau af koordineringsviden. Vores organisations-, forhand- lings-, uddannelses- og ledelsestraditioner (samt de- res lov- og regelmæssige fundament) befordrer dia- log og koordinering. Ydermere er landet så lille, at ledere og andre økonomiske beslutningstagere ofte har et personligt kendskab til hinanden – gennem deres studietid, bestyrelsesposter og ansættelsesfor- hold, medlemsskab af organisationer, eller fælles bekendte – som letter tilllidsopbygning. De danske kompetenceklynger repræsenterer i virkeligheden blot en lokal fortætning af dette generelle nationale træk. Dermed står Danmark i en gunstig indgangpo- sition til vidensøkonomien, i forhold til mange an- dre lande, som er mere heterogene kulturelt, poli- tisk, og geografisk. Denne position kan udmøntes i øget læring, konkurrenceevne, og eksport, hvis dansk erhvervs- og uddannelsespolitik tilrettelæg- ges til ikke blot at øge kvalitet og viden inden for enkelte sammenhænge (såsom brancher, professio- ner, eller kommuner), men at koordinere viden mel- lem disse sammenhænge. Netværksprogrammer til fremme af samarbejdet mellem virksomheder og til opstart af nye specialiserede virksomheder, forsk- ningssamarbejder mellem universiteter og virksom- heder, regionale samarbejder mellem kommuner el- ler ligefrem landsdele om f.eks. erhvervs- og ud- dannelsespolitik, samt aktiv – og forpligtende – ind- dragelse af virksomhederne i uddannelsesinstitutio- nernes arbejde, er blot en begyndelse.
Referencer
Dierickx, I og K Cool (1989): Asset stock accumulation and sustainability of competitive advantage, Management Science 35: 1504-1511.
Erhvervsfremme Styrelsen (2001): Kompetenceklynger i dansk erhvervsliv: En ny brik i erhvervspolitikken, Køben- havn: Erhvervsfremme Styrelsen.
Foss, N J (1996): Higher-order industrial capabilities and competitive advantage, Journal of Industry Studies 3/1: 1-20.
Lorenzen, M (2001) Localized learning and policy: Academic advice on enhancing regional competitiveness through learn- ing, European Planning Studies, 9: 163-185.
Lorenzen, M. og N.J. Foss (2002): Cognitive coordination, institutions, and regional clusters: An exploratory discussion, i The influence of co-operations, networks and institutions on regional innovation systems, T. Brenner (red.) Cheltenham:
Edward Elgar.
Lundvall, B-Å (1988): Innovation as an interactive process:
From user-producer interaction to the national system of in- novation, i Technical change and economic theory, G Dosi et al (red), London: Pinter.
Lundvall, B-Å og Maskell, P (2000): National States and Economic Development: from National Systems of Producti- on to National Systems of Knowledge Creation and Learning, i Handbook in Economic Geography, G L Clark et al (red), Oxford: Oxford University Press.
Marshall, A (1891): Principles of Economics, London:
MacMillan.
Maskell, P (1997): Ressourcebaseret regionalteori: Om kom- petence og læring som basis for lokal og regional udvikling, Byplan (4): 154-160.
OECD (1999): Boosting innovation: The cluster approach, Conference proceedings, Paris: OECD.
OECD (2001): Cities and Regions in the New Learning Econ- omy, Paris: OECD.
Rosenfeld, S A (1995): Industrial-strength strategies: Regio- nal business clusters and public policy, Washington: The Aspen Institute.
Schmitz, H (1999): Collective efficiency and increasing re- turns, Cambridge Journal of Economics, 23, 465-483.
Woolcock, M (1998): Social capital and economic develop- ment: Toward a theoretical synthesis and policy framework, Theory and Society 27: 151-208.
Note
1. Tak til for Landsorganisationen i Danmark for økonomisk støtte til udarbejdelsen af denne artikel.
