DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden

Danish University Colleges

DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden

Johansen, John Steen

Publication date:

2007

Document Version

Tidlig version også kaldet pre-print Link to publication

Citation for pulished version (APA):

Johansen, J. S. (red.) (2007). DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden. (2007 udg.).

General rights

Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.

• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.

• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal

Download policy

If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.

DEMOS

DEMOS

En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden

John Steen Johansen (red.)

Redaktör: John Steen Johansen

Redaktionsgrupp: Ove Korsgård, Erik Amnå, Björn Wallén, John Steen Johansen Layout: Markku Böök

Översättningar av sammandragen: Hafida Bouylud, Saara Kurkela

Ansvariga utgivare: Nordiskt nätverk för vuxnas lärande NVL och Demos sekretariat Tryckeri: Oriveden kirjapaino, Orivesi, Finland 2007

ISBN: 978-952-92-2203-2 (tryckt version) 978-952-92-2204-9 (PDF) DEMOS processen har genomförts tack vare ett stort engagemang från folkbildnings- och forskningsmiljöer i Norden och med stöd av Nordiska Ministerrådets strategiska medel via NVL.

Innehåll

Forord ...

7

Kap. 1: Från reaktivt till proaktivt medborgarskap

- utmaningar för vuxnas lärande i Norden ...

11 Björn Wallén

Kap. 2: Et kosmopolitisk demos ...

18 Ove Korsgaard

Kap. 3: Vårt vanskelige demokrati ...

30 Arthur Danielsen

Kap. 4: Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor ...

36 Bengt Göransson

Kap. 5: Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab ...

43 (Oversættelse af The Nordic Way of Educating Social Capital

and Citizenship: Grundtvig and others.

Article in Lifelong Learning in Europe LLinE 1/2003) Seppo Niemelä

K

ap. 6: Tankesmedjor och folkbildning ...

50 Jorma Turunen

Kap. 7: Demokratisk fornyelse i Norden

- en mobilisering for bærekraft? ...

57 12 veier til fremme av den folkelige deltakelsen

Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby

Kap. 8: Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv ...

70 Rasmus Kolby Rahbek

Kap. 9: Flexibelt lärande som stöd för demokrati och

medborgerlig bildning på 2000-talet ...

79 Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson

Kap. 10: Multilayered Democracy - er det muligt? ...

87 Jakob Erle

Kap. 11: Folkhögskolorna och demokratifostran - en räddningskrans i den globaliserade världen

eller ett tidsfördriv för de redan frälsta och bildade? ...

97 Henrik von Pfaler

Policy rekommendationer fra de nordiske folkeoplysningssamråd...

104

Forord

DEMOS 2006 - En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden.

M

ed DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006 begyndte en bredt diskuterende og inkluderende proces for de mange organisationer, der blev involveret i DEMOS projektet. En proces som fortsatte via lokale debatter, Round Tables, seminarer og konferencer og i november 2006 nåede frem til konferencen om Demokratiets dimensioner, folkeoplysningens betydning i Stockholm.

Ambitionen med DEMOS var, at skabe en nordisk tænketank som i politik og praksis koblede vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokrati- udredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence.

På startkonferencen holdt Ove Korsgaard og Erik Amnå to centrale oplæg, der på mange måder blev retningsgivende for projektet.

Ove Korsgaard talte om medborgerskab og mangfoldighed -Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv og om hvilke konsekvenser, det har for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan, europæisk plan og globalt plan.

Den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebet folk. Uden et sådan mister ordet sin mening. Ordet folk er et komplekst begreb med mange forskellige betydninger, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning.

Man må ikke glemme, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængigt af både universelle principper og partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres.

Begrebet folk er ikke uproblematisk. Ofte bruges det på måder, det kan være vanskeligt at identificere sig med. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, vil det derfor være bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning.

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk.

Folkeoplysning er heller ikke et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er

Erik Amnå talte på åbningskonferencen om Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet og pointerede, at en stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen ikke har med politik at gøre, men i form og substans udgør en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet.

Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund.

Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske og folkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identiteten formuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet.

Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningens paraplyorganisationer hævder, at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt.

Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er dog ofte meget vanskeligt at præcisere, hvad dette særlige består i.

Mange andre uddannelses- og kulturinstitutioner og andre aktører kan med god ret sige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne?

Måske er det på tide at møde de nutidige udfordringer og justere selvforståelsen.

Folkeoplysningens særpræg er ikke meget bevendt, hvis det blot er retten til vedvarende at påberåbe en egenart uden at være i stand til at eksplicitere denne. For ikke at tale om at omsætte den i handling.

I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud.

Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering er ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a.

være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab, livslang læring og bæredygtig udvikling.

Det er imidlertid de færreste af folkeoplysningens deltagere som går til demokrati. De går til sprogundervisning, foredrag - og meget andet. Gennem de senere år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtige aktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer.

Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning.

Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed?

I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen, udover at være forretning også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning og folkeoplysning.

Hvis folkeoplysningen fortsat skal medvirke til også at styrke den sociale kapital og dermed den grundlæggende tillid i samfundet skal den vedvarende definere og profilere sig. Folkeoplysningen må hele tiden problematisere egen rolle og forholde sig kritisk til

egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. Hvis ikke vi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder.

Antologien DEMOS 2006 forelå først som en Pre Print Version i forbindelse med Demokratikonferencen i Stockholm og var med sine mange inspirerende bidrag en invitation til den enkelte læser, foreninger og organisationer om at involvere sig og bidrage til den vigtige demokratiske proces med det elementære demokratiske brændstof: oplysning og samtale.

Ambitionerne med projektet er endnu ikke indfriet. DEMOS er stadig på vej som folkeoplysende proces og tænketank og vil med den foreliggende antologi opfordre folkeoplysende organisationer i Norden til lokalt at fortsætte arbejdet med at styrke den sociale kapital og udvikle debatformer og metoder til at øge det aktive medborgerskab.

Hvad skal der ske? Du står måske med antologien i hånden for første gang og har læst et par af de inspirerende artikler og overvejer hvordan de kan omsættes til debat og handling i lokalområdet i den lokale folkeoplysning. Kort sagt hvor de kan blive til noget levende i den vedvarende debat om aktivt medborgerskab magt og demokrati.

Antologien er ligetil at anvende som grundlag for en studiecirkel. De enkelte afsnit er ambitiøse i indhold og omfang og kan alle danne grundlag for generelle overvejelser og debat i relation til deres emne.

I DEMOS glæder vi os til denne mere omfattende og udvidede dialog som forhåbentlig følger efter denne bog og de mange studiecirkler i Norden.

I løbet af DEMOS 2006 blev der afholdt tre konferencer, suppleret med skriftlige indlæg og tilskyndelse til de nationale debatter i form af oplæg til Round Tables (se bilag 1) Round Tables samt de nationale projekter om demokrati og folkeoplysning var medvirkende til at levendegøre og udbrede processen.

Som produkt af denne delproces foreligger de nationale indspil om policy. Forslag til hvordan folkeoplysningen og demokratiet i Norden kan styrkes.

Der findes vigtige referencer til forskning, der er foregået indenfor demokrati i de sen- este ti år på www.nordvux.net. Desuden er der mulighed for at læse om, hvordan andre har ladet sig inspirere og formidle egne erfaringer.

DEMOS er i sig selv en opfordring til debat og aktivitet. Kort sagt: anvend materialet i organisationerne, på højskolerne og i studiecirklerne. Inviter til Round Tables og lokale

arrangere folkeoplysende debat dage i tilknytning til demokratiske mærkedage. Gør dem til folkeoplysningens mærkedage - DEMOS dage.

I de gode nationale forslag til Policy er der megen inspiration at hente. Der er ingen grund til at afvente flere nationale kommentarer. Diskuter lokalt - Er det noget der også kan anvendes eller tilpasses lokalt?

DEMOS 2006 viste også undervejs hvor megen inspiration, der er at hente i den nordiske udveksling, nordiske nytte.

Det er vores håb, at antologien som den nu foreligger opleves som en inspirerende brugsbog i mange folkeoplysende sammenhænge og bliver afsæt for livlig og produktiv debat.

Forfatterne og folkene bag DEMOS ønsker alle læsere god fornøjelse og velkommen som aktive bidragsydere i DEMOS processen og tænketanken.

På vegne af redaktionsgruppe og styregruppe John Steen Johansen

DEMOS Sekretariatet, april, 2007

DEMOS processen støttes af Nordisk Ministerråd's strategiske midler via Nordiskt nätverk för vuxnas lärande, NVL.

Kap. 1

Från reaktivt till proaktivt medborgarskap - utmaningar för vuxnas lärande i Norden

Björn Wallén

“...here is one of the tasks of democratic popular education, of the pedagogy of hope; that of enabling the popular classes to develop their own language: not the authoritarian, sectarian gobbledygook of “educators”, but their own language...

as a route to the invention of citizenship.”

Paulo Freire, Pedagogy of Hope

Demokratins alfabetisering

I begynnelsen var språket. Inte språket bara som en rad av ord, men som mening och tolkning i en given kontext. Paulo Freires frigörande insikt om språket som en rutt till att uppfinna medborgarskapet träffar direkt på den nordiska folkbildningens puls; utan språk för demokrati, inget lärande till demokrati.

Detta spår kan följas bakåt i den nordiska historien åtminstone till reformationens katekeser och biblar på folkmål, kompletterat senare med upplysningstidens kantianska credo: “Ha mod att bruka ditt eget förstånd - sapere aude!” Folkmål, bondförnuft, arbetarengagemang och upplyst borgarskap visar alla på en proaktiv hållning till medborgarskap i historisk blixtbelysning.

1800-talets nationalromantik i blandning med upplysning/bildning gav en grogrund för uppkomsten av en rad ideella folkrörelser som under 1900-talet arbetade för det allmänna bästa med folkeoplysning , studiecirklar och andra former av upplysande folklig verksamhet,som även inkluderade politisk partiverksamhet. Polyhistorn Ove Korsgaard har överygande påvisat hur de olika betydelserna av prefixet folk varit en starkt demokratiskt präglad kraft inom nordisk folkeoplysning och folkbildning: Folk som politisk (demos), kulturell (ethnos)och social (plethos) kategori, speglande samtidigt den ideologiska spännvidden innanför de ideologiska utgångspunkterna. Folkbildande insatser har därmed - genom att nå en mångfald av målgrupper - starkt bidragit till en sorts demokratins alfabetisering i Norden.

I det begynnande 2000-talet lever vi i en ny era av alfabetisering. Det gamla alfabetet

läras, i livslånga och livsvida lärande processer, inom och utanför institutionerna, vars politiska och pedagogiska roll successivt minskar.

Ett nytt folkbildande alfabetiseringsprojekt behövs, annars hotar demokratin att övergå till meritokrati.

Demokrati handlar om fördelningar av makt, eller medel för makt. En ökad mångfald innebär dock inte automatiskt att valmöjligheterna ökar. Den danska Magtutredningen (2003) talar om maktförståelse i temer av centrum-periferi, över- och underdanmark, folk-elit etc. men påpekar samtidigt att ökad ekonomisk globalisering, överföring av beslutsmakt till EU och stärkt massmedial exponering inte ökat de reella valmöjligheterna i politiska beslut: “Pluralismen er ikke så omfattende, som vi nogle gange vil göre den til.”

I ett mångkulturellt, globaliserat sammanhang har nationalspråkens monolitiska ställning förändrats. Den norska maktutredningen (2003) brukar ett starkt begrepp - kolonial språkhierarki - för att visa hur det norska språket lever under press från stark angloamerikansk dominans. Minoritetsspråken är dubbelt utsatta: “I forhold til innvandrerbefolkningen er det en vanskelig avveining mellom støtte til morsmål på den ene side og skolering i norsk som nøkkel til deltakelse, integrering og posisjoner i det norske samfunnet på den andre. Alle minoritetsspråk befinner seg i spenningen mellom språklig identitet og majoritetsspråket som døråpner i storsamfunnet.”

De flesta kurser för invandrare och minoriteter startar med språkstudier och samfundskunskap, en sorts ABC i demokrati, men dock definierad på majoritetsbefolkningens villkor. Var finns den freireska insikten om ett vuxenlärande genom det egna språket, som en utvecklare av demokratiska hållningar? För invandrare och språkliga minoriteter har detta en särskild betydelse i förhållande till deras självbild som medborgare i förhållande till landets majoritetsbefolkning och -kultur.

Forskare talar om politisk, social, ekonomisk och kulturell läs- och skrivkunnighet (literacy) som en del av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap. Läs- och skrivkunnighet handlar här om att kunna förstå offentlighetens fenomen, demokratins dynamik och politikens komplikationer, att lära sig översätta och tolka kulturella/språkliga koder, och agera på basis av de kunskaperna. Den amerikanska forskaren James A. Banks presenterar begreppet multikulturell läskunnighet och konstaterar att det inte räcker med baskunskaper och färdigheter i en etniskt, språkligt och religiöst differentierad värld:

“Literate citizens in a diverse democratic society should be reflective, moral and active citizens in an interconnected global world.”

En aktuell illustration på bristen av multikulturell läskunnighet är den löpeld av protester som utlöstes efter danska Jyllands-Postens publicering av en serie karrikatyrer över profeten Muhammed. De muslimska samfundens fatwa över en av den västerländska demokratins grundprinciper - yttrandefriheten - visar hur skör denna variant av demokrati är i en globaliserad och medialiserad värld. Samtidigt pekar exemplet på att reaktiva mönster ligger närmare till hands än proaktiva hållningar när medborgare mobiliserar sig.

Från reaktivt till proaktivt medborgarskap

Politikforskaren Erik Amnå konstaterar i en analys över 14-åringar i Sverige, att “..det är glesare med medborgare som på förhand, proaktivt, utvecklar politiska projekt.” Men även om reaktiva förhållningssätt dominerar, är det en myt att svenska ungdomar skulle vara politiskt passiva soffliggare. Genom att konstruera sex olika medborgartyper - väljaren, trotjänaren, sjapparen, främlingen, aktivisten och förgöraren - nyanserar Amnå den stereotypa skalan aktiv-passiv och visar att medborgarna utvecklar olika differentierade strategier för medborgerligt engagemang.

Det populära och omtvistade begreppet aktivt medborgarskap bör alltså inte beskrivas statiskt i form av konstruerade motsatspar (aktivt/passivt), utan i stället kan man approchera begreppet på ett dynamiskt sätt, som pendelrörelser mellan reaktions- och aktionsmönster, mellan medborgarnas reaktiva och proaktiva hållningar i relation till demokratiskt deltagande, inflytande och engagemang. Gemensamt för båda hållningarna är att medborgaren tar sitt eget liv och öde i egna händer. I en demokratiutredning beställd av det finska Politikprogrammet förmedborgarinflytande har Aaro Harju (2004) en fyndig definition på aktivt medborgarskap: “...människan överskrider sin totala själviskhet, stiger ut ur sitt hem, blir sitt eget livs arkitekt och tar någon form av ansvar för sina egna samfunds framtid.”

I en numera klassisk uppsats definierar B. Crick (2000) aktiva medborgare som “...villiga, kunniga och färdiga att utöva inflytande i det offentliga livet och med kritisk förmåga att bedöma saker före de talar och agerar” (förf. kursiv). Detta kunde i sig duga som en definition på proaktivitet, men låt oss utvidga resonemanget en del.

Begreppsparet reaktiv-proaktiv är lånat från juridisk organisationsteori och praxis, knutet till spörsmålet om rättvisa.. En reaktiv innehållsteori innebär att folk reagerar på upplevda orättvisor genom att visa och agera ut negativa känslor (hat, förbittring, besvikelse etc.) och därefter ställa krav på kompensation av något slag. Ett reaktivt mönster utgår oftast från en civil strategi att reagera på samhällsförändringar och -fenomen, och kan fungera konserverande, populistiskt, eller t.om. radikalt omstörtande. Reaktiva mönster hämtar sin kraft ur subjektiva, individuella och kollektiva hotbilder, faktorer som genom hela demokratins historia verkat mobiliserande och aktiverande på medborgare, och rentav skapat folkrörelser. Att protestera, säga NEJ, har alltid varit en mäktig medborgarkraft.

En proaktiv innehållsteori beskriver hur folk aktivt strävar efter att skipa rättvisa genom att vädja till gemensamma värden och fördela resurserna i enlighet med olika strategier (konkurrens, jämlikhet, enhet etc.) med en rimlig framförhållning. En proaktiv hållning är affirmativ - bejakande - till sin karaktär. Om vi överför resonemanget till en demokratidiskurs, handlar proaktivitet om att väcka framtidsorienterade initiativ, som sedan underställs demokratiskt behandling före eventuella beslut. Inom demokratiteori är begreppet förknippat med möjligheterna till demokratisk autonomi - politisk, ekonomisk och social rättvisa- för möjligast många medborgare.

Det ovanstående betyder inte att reaktiva uttryck för medborgarskap skulle vara mindre värda eller betydelsefulla än proaktiva uttryck. Den viktigaste dimensionen gäller medborgarskapets ethos - i vilken mån medborgarna i sitt agerande respekterar demokratiska spelregler och universella humana värderingar. Och, vilket Habermas m.fl.

deliberativa tänkare skulle tillägga: Til syvende og sidst är det avgörande kriteriet i reaktiva-proaktiva hållningar i vilken mån dessa uttrycker graden av rationalitet i handling och viljebildning.

Utmaningar för vuxnas lärande i Norden

Vuxnas lärande lever alltså i en föränderlig kontext i Norden under det begynnande 21.århundradet. Europeiseringen, den stegrande individualismen, multikulturalismen och en ökad global medvetenhet ställer högre etiska krav på lärandets innehåll än tidigare. Detta flyttar fokus till åtminstone följande tre tendenser:

- juridifiering; ökad fokus på rättighetstänkande och konstitutionella processer.

Medborgarskapets status är under omprövning, medan de demokratiska institutionerna försvagas. I Europa söker man efter en konstitutionell infrastruktur som kunde “bära”

ett europeiskt medborgarskap, medan mänskliga rättigheter vinner terräng i jakten på globalt medborgarskap. Kan institutionell dekonstruktion ersättas av konstitutionell rekonstruktion inom Europa/Norden? Hur öka medborgarnas insikter om deras rättigheter/skyldigheter?

- inklusion och diversifiering; ökad fokus på lärande av gemensamma demokratiska värden samtidigt som kraven på beaktande av kulturella särdrag ökat. Vuxnas lärande till demokrati har i denna process transformerats från specifika ämnesstudier (civic education) till demokratisk generalia (citizenship education) om medborgarskapets villkor i en dynamisk, livsvid lärande kontext. Vilka pedagogiska och politiska satsningar krävs för att alla medborgargrupper, också de som hotas av marginalisering, inkluderas till fullvärdigt och jämlikt medborgarskap? Hur arbeta med mångfald i pedagogisk praxis?

- deliberation; ökad fokus på dialogiska kvaliteter i medborgarnas engagemang i demokratin. Olika fomer av rådslag, sociala forum och hörande-tillfällen lyfts fram som komplement till den representativa demokratins institutioner och röstförfaranden.

Kommissionär Margot Wallströms initiativ, Plan D (som i Demokrati, Dialog och Debatt), är ett försök att aktivera kommunikationen mellan EU:s institutioner och medborgarna - ett gigantiskt projekt som kräver bättre folklig förankring och fler genuina mötesplatser för att kunna lyckas bland misstrogna EU-medborgare. Hur kan folkbildningen matcha det ökade behovet av mötesplatser för deliberativa samtal?

Rektor Björn Wallén efterlyser ett nytt proaktivt folkbildningsprojekt som går utöver de institutionella ramarna och arbetar med frågeställningar och problemlösningar som 2000-talets nordbor kan identifiera sig med. Under titeln JA till medborgarskap framförs bl.a. följande observationer och erfarenheter:

• beakta medborgarskapets kontextuella och konstitutionella faktorer i länken mellan pedagogisk praxis och politiska beslut

• observera att demokrati lärs genom en levande växelverkan mellan teoretiska (kunskap, förståelse), etiska (värdekonflikter) och praktiska (färdigheter) kompetenser

• dimensionera och anpassa folkbildningens metodik på basis av verkningsgraden på kort, mellanlång och lång sikt

Den nordiska folkeoplysningen/folkbildningen har ett självskrivet uppdrag att gestalta demokratin som livsform och stöda demokratin som styrelseform. I denna tradition finns dock en oförlöst problembild som gäller självförståelsen i demokratiuppdraget.

Problembilden utgår från den tänkbara anakronismen att folkbildningen som demokratins banérförare ändå til syvende og sidst producerar relativt få demokratirelaterade kurser och studieprojekt. I Finland har man inom Politikprogrammet för medborgarinflytande gjort en kalkylering som visar att endast 8 % av folkbildningens kursutbud gäller aktivt och demokratiskt medborgarskap (Turunen 2005).

En möjlig lösning på folkbildningens demokratiska dilemma erbjuder Robert Putnams teori om socialt kapital (se kapitel 5), som skapas i förtroendeskapande, ömsesidiga sociala normer och nätverk för medborgerligt engagemang (Putnam 1993).

Argumentationen lyder i stort sett enligt följande: Också de kurser som gäller t.ex. sång och musik, hälsa och livsstil befrämjar på sikt ett aktivt medborgarskap via det sociala kapital som genereras i processen.

Ovanstående bör naturligtvis underställas en kritisk diskussion. Den nordiska folkbildningen både kan och vill göra mer målmedvetna satsningar på vuxnas lärande till demokrati, men spörsmålet är hur detta skall genomföras i tider av institutionella försvagningstendenser, mindre resurstilldelning till folkbildningen, förskjutningar i medborgarnas engagemang och en utvecklad informationsteknologi som möjliggör nya, alternativa forum för direkt inflytande utanför institutionerna.

De skandinaviska makt- och demokratiutredningarna från de senaste åren (Danmark, Norge och Sverige 1998-2003) ger olika tidsdiagnoser. European Social Survey ger en del jämförelsematerial om medborgerligt engagemang, medan en rad forskningsprojekt och -nätverk kring bl.a. civilsamhället och demokratin fungerar inom och utanför Nor- den. OECD, UNESCO, EU-kommissionen och Europarådet har utgivit en rad rapporter som betonar vikten av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap.Nordiska Ministerrådets demokratiutskott rekommenderar en forskningsbaserad demokratistrategi, som i en jämförande belysning beskriver demokratins tillstånd i de nordiska länderna och självstyrelseområdena: “I detta sammanhang har skolan, vuxenutbildningen och folkbildningen en viktig roll.”

Nu är tiden att på basis av den samlade kunskapen utveckla proaktiva hållningar för folkbildningen.både som policy-aktör och praxis-skapare. Det svenska Folkbildningsrådets uppmaning i Folkbildningens Framsyn (2004) kan fungera som ett riktmärke: “I ett framtidsperspektiv är det också viktigt att folkbildningens organisationer ställer sig frågan

REFERENSER:

Amnå, Erik: Medborgarskapets dynamik.Reflektioner kring 2006 års förstagångsväljare.

Castells, Manuel; Flecha, Ramón; Freire, Paulo; Giroux, Henry A.; Macedo, Donaldo;

och Willis, Paul. Critical Education in the New Information Age. (1999) Maryland and Oxford: Rowman and Littlefield Publishers Inc.

Banks, James A.: Teaching for Social Justice, Diversity, and Citizenship in a Global World.

The Educational Forum 2004:Vol 68, sid. 289-298.

Cecchini, Michele: Adult Learning and Active Citizenship. Lifelong Learning and Active Citizenship. EAEA-konferens 2003, Cypern

Coetzee, Marielle: The Fairness of Affirmative Action: An Organizational Justice Perspective. University of Pretoria 2005.

Communication from the Commission: Plan D for Democracy, Dialogue and Debate Bryssel COM 2005: final

Crick, Bernard: Essays on Citizenship. Continuum Publishing Company 2000.

Demokratiudvalget, Nordisk Ministerråd: Demokrati i Norden. ANP 2005:701 En uthållig demokrati! Politik för folkstyrelse på 2000-talet SOU 2000:1.

EDC 2005: European Year of Citizenship through Education. På http://www.coe.int/T/

E/Cultural_Co-operation/education/E.D.C/

Folkbildningsrådet: Folkbildningens Framsyn. Framtidens folkbildning, roll och uppgifter.

2004.

Freire, Paulo: Pedagogy of Hope. Continuum Publishing Company 1994.

Habermas, Jürgen: Between Facts and Norms.Constributions to a Discourse Theory of Law and Democracy. 1996. The MIT Press (övers. William Rehg).

Harju, Aaro: Aktiivisten kansalaisten Suomi. (De aktiva medborgarnas Finland).

Justitieministeriet 2004:11 Politikprogrammet för medborgarinflytande

Held, David: Demokratimodeller. Från klassisk demokrati till demokratisk autonomi.

2002.Daidalos, 2 uppl.(övers. Stefan Jordebrandt, Annika Persson, Tore Winqvist) Korsgaard, Ove: Kampen om folket. I Korsgaard, Ove (red.): Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads Forlag 2001, sid.15-27.

Korsgaard, Ove: The Struggle Regarding Citizenship. I Korsgaard, Ove, Randi Andersen

& Shirley Walters (red) Learning for Democratic Citizenship.AWE 2001

Magt og Demokrati. Slutrapport fra Makt- og demokratiutredningen. NOU 2003:19 Magt og demokrati i Danmark - hovedresultater fra magtutredningen. 2003. Aarhus Universitetsforlag. (Lise Togeby et al.)

Putnam, Robert D.: Den fungerande demokratin. Medborgarandans rötter i Italien.

SNS Förlag. (övers. Margareta Eklöf) 1996. Orig. Making Democracy Work. Civic Traditions in Modern Italy.PrincetonUniversity Press 1993.

Turunen, Jorma: Think-tankit ja poliittiset säätiöt Euroopassa. Esityksiä suomalaisista toteuttamismalleista. (Think-tanks och politiska stiftelser i Europa. Förslag till finska modeller för förverkligande.) Justitieministeriet 2005:4 Politikprogrammet för medborgarinflytande

Wallén, Björn: Nordiska initiativ för aktivt medborgarskap utgående från principen om livslångt lärande. Justitieministeriet 2005:1. Politikprogrammet för medborgarinflytande.

Wallén, Björn: Kyllä kansalaisuudelle (JA till medborgarskap). Kansanvalistusseura (Folkupplysningssällskapet) 2005.

Kap. 2

Et kosmopolitisk demos

Ove Korsgaard

A

t Grundtvig i digtet Folkeligt skal alt nu være fra 1848 rejste spørgsmålet: Folk! Hvad er vel folk i grunden? er forståeligt. Men giver det mening at rejse det samme spørgsmål i begyndelsen af det 21. århundrede? Kan ordet folk overhovedet bruges til at bestemme oplysningens karakter i en nutid, der ofte karakteriseres ved hjælp af slagord som globalisering, europæisering, multikulturalisering og individualisering? Er det ikke nødvendigt at lade dette hæderkronede begreb glide ud i sprogets periferi? Er ordet ikke blevet så altmodis og umoderne, at det må ofres på historiens alter?

Inden en sådan offergerning søges gennemført, er der grund til at overveje, om man kan have demokrati uden et folk. Det græske ord demokrati er sammensat af to ord:

demos og krati, hvilket betyder ‘folk’ og ‘styre’. Demokrati er med andre ord folkestyre.

Man kan således ikke tale om demokrati uden at ordet folk indgår. Men hvad menes der med ‘et folk’? Hvem udgør ‘et folk’? Ifølge den amerikanske demokratiteoretiker Robert A. Dahl findes der inden for politisk filosofi intet problem, der er så vanskeligt at håndtere, som dette uskyldige spørgsmål.¹

Folkeoplysning og folkbildning er ligeledes sammensat af to ord, nemlig folk og oplysning, folk og bildning. Der er ikke kun tale om oplysning i al almindelighed, men om folke- oplysning og folk-bildning. Men hvem udgør folket i denne tradition for oplysning? At svare på dette spørgsmål er langt fra så ligetil, som skåltalerne giver indtryk af.

I denne artikel vil jeg først indkredse forskellige betydninger af begrebet folk; dernæst vil jeg sætte disse betydninger i relation til begrebet folkeoplysning, for så at slutte af med et forsvar for begrebet folk.

Det klassiske Grækenland

Ordet folk er et af sprogets mest komplekse og konfliktfyldte begreber. Det er komplekst, fordi det rummer en række forskellige betydninger; det er konfliktfyldt, fordi flere af disse betydninger står i et antagonistisk forhold til hinanden. I de nordiske sprog har begrebet folk indoptaget så mange betydninger, at det tenderer mod en overbelastning af ordet. I det græske sprog har man undgået en sådan overbelastning ved at bruge tre ord om begrebet folk, nemlig demos, ethnos og pléthos. Demos refererer til en politisk forståelse af begrebet folk, ethnos til en etnisk og pléthos til en social forståelse. Pléthos betyder mængde, hvis mening genfindes i de latinske afledte ord plebs og plebejer.

1 Robert A. Dahl: Demokratin och dess antagonister. Stockholm 1999:132.

Demos (politisk)

Folk Ethnos (kulturel)

Pléthos (social)

I det gamle Grækenland sondrede man mellem ethnos og demos. Selv om alle grækere betragtede sig som hellenere - et særskilt folkeslag med sit eget sprog og egen historie - betragtede hellenerne sig ikke som folk i den politiske betydning, at de udgjorde en samling mennesker med ret til selvstyre i en fælles demokratisk enhed. Det græske demokrati var i sit udgangspunkt ikke græsk, rammen var byen, polis. Athenienserne, spartanerne, korinterne og indbyggerne i de andre bystater udgjorde hver især et folk i politisk forstand.

Polis bestod imidlertid ikke primært af borgere, men af huse. I indledningen til sin Statslære fremhæver Aristoteles, at ‘polis består af oikai’. Direkte oversat betyder det, at ‘byen består af huse’. Oikos er det græske ord for husstand. Hver husstand havde en husherre og hver husherre havde et husfolk bestående af tjenestefolk og slaver, samt børn og øvrige slægtsmedlemmer. Det var kun husherren, der indgik i demos - hvis ellers der var indført demokrati i polis.

I Grækenland og Rom var der folk, der ikke kun betragtede sig som borgere i polis, men også i kosmos. En kosmopolit levede således ikke kun som by- og statsborger, men også som verdensborger. Stoikerne betragtede det kosmos, der var gennemstrømmet af logos, som deres hjemland, et land som alle mennesker, frie og slaver, hellenere og orientalere havde del i. Alle kosmopolitter er borgere i to riger, statsborgere og verdensborgere. De hører hjemme i polis såvel som i kosmos, sagt med et ord - i ‘kosmopolis’.²

Det før-moderne Europa

I Nudansk ordbog defineres folk og nation som synonyme begreber. Nation betyder folk, det danske folk, flere europæiske folk. I det før-moderne Europa havde ordet folk i Norden imidlertid en anden betydning end i dag. Det fremgår med stor tydelighed af Ordbog over Det gamle norske Sprog, hvor folk bruges om “husfolk, de mennesker, som ere i ens hus, høre til ens husholdning,” samt om “beslægtede Mennesker, personer som tilhøre ens slægt eller ætt”. I ordbog til Det ældre danske Sprog gives der ligeledes eksempler på betydningsforbindelsen mellem folk, husstand og slægt. Hvad der i dag springer i øjnene er, at begrebet folk ikke forbindes med begrebet nation og demokrati, men med slægt og husstand. Denne forståelse knytter sig til det græske begreb for husstand, dvs. oikos.

Ordet folk blev brugt som betegnelse for husets folk, hvad enten der er tale om et skrædderhus, et kongehus eller Guds hus. Til hvert hus var der knyttet en husherre, og

Intet hus uden en herre; og ingen herre uden et folk. Skrædderen havde sit folk, Kongen havde sit folk, og Gud Herren havde sig folk, Guds folk. Folket var undersåtter, hvilket kommer til udtryk i en lang række danske ord som for eksempel folkestue, folkebord, folkeseng. Disse ord indikerer, at der findes en anden stue, et andet køkken og en anden seng, nemlig en herskabsstue, et herskabsbord og en herskabsseng.

Det moderne Europa

I løbet af 1700-tallet og videre frem indoptager begrebet folk nye betydninger. Den gamle definition - folk som slægt og husstand - fortsatte med at figurere i ordbøgerne gennem 1800-tallet, men samtidig fik begrebet folk tilført nye betydningslag, der udkrystalliserede sig i tre hovedkategorier:

• Folk som politisk suveræn

• Folk som kulturel suveræn

• Folk som massen og underklassen

Rousseau italesatte begrebet folk som en politisk suverænitetskategori. Demokratiet forudsætter et suverænt folk; uden et folk intet folkestyre. Demokratiet som idé var således med til at fremtvinge en ny forståelse af begrebet folk. Der skete en forskydning i brugen af ordet: fra folk som undersåt til folk som suveræn. Et demokrati bliver til, når folket indgår en pagt - en samfundspagt som Rousseau sagde. Det afgørende skift kom med den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Her bliver folket italesat som suverænitetsbegreb i en ny politisk og statslig struktur. Den norske grundlov fra 1814 og den danske fra 1849 kan betragtes som samfundspagter;

og det norske storting samt det danske folketing som udtryk for henholdsvis det norske og det danske samfunds folkevilje. Samfundspagten bygger på, at folket er sin egen lovgiver. At være sin egen lovgiver er det samme som at være autonom; (auto =selv, nomos=lov).

Herder italesatte begrebet folk som en kulturel suverænitetskategori. Det hele begyndte med ordet “folkeviser”, som Herder selv skabte, og som han brugte som titel på en bog, han udgav i 1778. Folket var ifølge Herder ikke kun en samling autonome individer, men udgjorde en organisk helhed, der gennem sprog, historie og kultur var bundet sammen af en overindividuel folkeånd. Ifølge Herder respekterede das Volk, det nationale fællesskab, ikke statsgrænser; nationens grænser var sammenfaldende med moders- målets, som er det eneste fælles, man får i vuggegave, hvad enten man vil det eller ej.

Kernen i den kulturelle nationsopfattelse er, at den kollektive identitet er en dybtliggende førsproglig og sproglig realitet uafhængig af subjektiv vilje og tilslutning. Dog er det vigtigt at erindre, at folk som ethnos repræsenterer en skala af indbyrdes forskellige definitioner, rammet ind af to yderpositioner: til den ene side et biologisk-kulturelt fællesskab (‘blod og byrd’), til den anden et kulturelt fællesskab, som mennesker har muligheder for at vælge og følgelig fravælge.

Marx og Engels italesatte begrebet folk som en underklassekategori. Dog var denne forståelse af begrebet virksom længe før de udgav Det kommunistiske Manifest i1848.

Helt fra starten af demokratiets og nationalstatens etableringsfase har fortolkningen af

folk som underklasse spillet en afgørende rolle for identitetsdannelsen. Selv om denne fortolkning lå i direkte forlængelse af den gamle opfattelse: folk som undersåt, var der alligevel den afgørende forskel, at folk som undersåt indordner sig under de herskende magtforhold, mens folk som underklasse søger at forandre disse forhold. Underklassen søger med andre ord at blive suveræn. Hvorvidt kampen for at ændre på underklassens position i samfundet søges gennemført ved hjælp af demokratiske eller ikke- demokratiske midler, vender jeg tilbage til.

I de mange ordbøger, der bliver udgivet i 1800-tallet, kan man følge, hvordan den gamle betydning af ordet folk taber terræn til fordel for folk som politisk suveræn, som kulturel suveræn og som underklasse. Denne udvikling afspejler sig også i det forhold, at en stribe ‘folke’-ord begynder at glide ud i hverdagssprogets periferi. Det gælder en række ‘mandskabsord’ som for eksempel krigsfolk, hoffolk, bådsfolk, landfolk, bønderfolk, høstfolk, sognefolk, tjenestefolk, osv. Enkelte bruges dog stadig, for eksempel brandfolk og søfolk. Noget tilsvarende sker med en række ord, hvor folk bruges i betydningen stand. Det gælder for eksempel: folkehold, folkeløn, folkestue, folkekøkken og folkebord. Skiftet fra husstand og slægt til nation afspejler således også en social og erhvervsøkonomisk udvikling.

Men der sker ikke kun det, at en række gamle ord glider ud af sproget, nye vinder også ind. Disse ord deler sig i to grupper med hver sin betydning: en politisk og en kulturel.

Den politiske betydning kommer frem i ord som: folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre, folketing, folkeafstemning osv. Den kulturelle betydning kommer til udtryk i ord som:

folkevise, folkeeventyr, folkedragt, folkedans, folkeånd og folkesjæl.

Folk som stand Folk som ‘skare’

Folkekøkken krigsfolk

folkemad husfolk

folkebord søfolk

folkestue bådsfolk

folkelagen høstfolk

folkeseng brandfolk

folkehold hoffolk

folkeskat sognefolk

folkeløn bønderfolk

Folk som ethnos Folk som demos

Folkeviser Folkevilje

Folkesang Folkesuverænitet

Folkeeventyr Folkeafstemning

Folkesprog Folketing

Folkeminder Folkestyre

Folkedans Folkeparti

Gennem Europas nyere historie har de to forståelser af begrebet folk både understøttet og modarbejdet hinanden. Den dominerende opfattelse i Norden har været, at et funktionsdygtigt demos skulle understøttes af et stærkt ethnos. Med andre ord:

demokrati fungerer bedst, hvis der er sammenfald mellem politisk og kulturel identitet.

Men demos og ethnos har også været i konflikter med hinanden, til tider i en sådan grad at demokratiet er gået til grunde. Den nazistiske ideologi, der bygger på, at folk og race er synonyme begreber, bidrog således stærkt til demokratiets kollaps i mellemkrigstidens Tyskland.

Det antidemokratiske Europa

Lige siden demokratiets indførelse kan der i europæisk tænkning spores et betydeligt ubehag ved at identificere begrebet folk med demokrati. Her skal kort henvises til Le- nin, Heidegger og Hitler, der alle eksplicit fortolker begrebet folk i modsætning til den forståelse af begrebet, der er udgangspunktet for den amerikanske uafhængig- hedserklæring og den franske revolution, dvs. folk som demos.

Ifølge Lenin var forudsætningen for at komme i gang med det kommunistiske samfunds første fase en ophævelse af borgerbegrebet. I Staten og Revolutionen fra 1917 skrev han: “Alle borgere forvandles her til lønnede funktionærer i staten, der består af de bevæbnede arbejdere. Alle borgere bliver funktionærer og arbejdere i et statssyndikat’, der omfatter hele folket”.³ Ifølge Lenin har folket imidlertid brug for en fortrop.

Udviklingen mod kommunisme gik derfor over proletariatets diktatur. “Med proletariatets diktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formål at holde udbytterne nede, kan ikke simpelt hen nøjes med at udvide demokratiet.

Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første gang bliver et demokrati for de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige, medfører proletariatets diktatur en række undtagelser fra friheden, hvad undertrykkerne, udbytterne og kapitalisterne angår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra lønslaveri, deres modstand må brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der findes undertrykkelse og tvang, er der ingen frihed, intet demokrati”.⁴ Med andre ord: For at opnå et ‘egentligt’ demokrati, må de demokratiske frihedsrettigheder suspenderes til fordel for en fortrop, der skal frigøre folket, dvs. underklassen, fra undertrykkerne.

Martin Heidegger knytter en intim forbindelse mellem fører og folk. I sin berømte og berygtede ‘rektortale’ i 1933 udlægger Heidegger forholdet mellem fører og folk på følgende måde. “Føreren har at gøre med folkeviljen, der ikke er summen af enkeltviljer, men derimod er en helhed af en oprindelig særegenhed. Spørgsmålet om fællesskabets viljesbevidsthed er et af problemerne i alle demokratier, som imidlertid først kan blive frugtbart, når førerviljen og folkeviljen erkendes i deres væsenshed. I dag gælder det om at indrette grundforholdet for vores fælles væren på denne folkets og førerens virkelighed, hvorved de to som én virkelighed bliver uadskillelige”.⁵ Denne forestilling

3 Lenin: Staten og Revolutionen. Gyldendal: København 1967:117.

4 Lenin: Staten og revolutionen, 1967:103.

5 Cf. Frederik Stjernfelt: “Fører-rektoren” Weekend-avisen 22.-28. juli 2005.

om fører og folk som et uadskilleligt tvillingepar understøtter den nazistiske grundidé, at der er en mystisk identitet mellem folk og fører. “Førerviljen omskaber allerførst de andre til et følgeskab, hvoraf fællesskabet springer. Fra denne levende forbundethed springer deres offer og tjeneste, ikke fra institutionernes tvang og adlyden”.⁶ Føreren har ikke fået tildelt sin autoritet af folket, men folket har anerkendt den magt, som føreren inkarnerer. Føreren er nærmest at betragte som en inkarnation af folkets idé, hans vilje er identisk med folkets vilje, og noget modsætningsforhold mellem fører og folk er således ikke tænkeligt. Med denne forståelse af begrebet folk kappes den forbindelse mellem folk og demokrati, der er kernen i Rousseaus politiske filosofi.

For Hitler er folk og race to sider af samme sag. Nationalitet beror ikke “på sproget, men ligger i blodet”.⁷ Den nationale stats primære opgave er at sikre, at racen holdes ren. I den henseende er det tyske folkelegeme ifølge Hitler heldigt stillet, idet det ikke er blevet blandet så voldsomt som andre legemer. Det betyder, “at vi nu i vort tyske folkelegeme har store ublandede bestanddele af nordisk-germanske mennesker, som vi har lov at regne for vor fremtids værdifuldeste skat”.⁸ Og denne skat skal der værnes om, inden det er for sent. Mens begrebet ‘folkelegemet’ hos Herder og Fichte primært skal forstås som et sprogligt legeme, skal det hos Hitler forstås som et biologisk legeme.

Den nationale stat skal ifølge Hitler sikre racens fremtid, “over for hvilken den enkeltes ønske, og egoisme ikke skal gælde de ringeste og kun har at bøje sig”.⁹ I Hitlers verdensanskuelse er begrebet folk identisk med begrebet race.

De nordiske socialdemokratier

Det er værd at erindre sig, at den sovjetiske kommunisme, den italienske fascisme og den tyske nationalsocialisme havde klare velfærdsstatslige idéer i deres politiske programmer. Men i modsætning til disse antidemokratiske ideologier knyttede man i de nordiske socialdemokratier en ubrydelig forbindelse mellem social oprustning og demokrati. Det kan tydeliggøres ved at henvise til den strategi, som disse partier fulgte i mellemkrigstiden. Et væsentligt element i denne strategi var at forvandle arbejder- partierne fra at være klassepartier til at blive folkepartier. Med demokratiske midler skulle der gennemføres sociale reformer med det mål at skabe “plads for dem alle, plads for alle, der vil Danmark for folket” - som det hedder i den danske arbejder- bevægelses slagsang Snart dages det brødre - fra 1934.

I det danske socialdemokratis partiprogram Danmark for Folket fra samme år hedder det: “Vi vender os absolut imod forsøg på at berøve folkets dets medbestemmelsesret.

Vi bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunismen, og vi bekæmper de forskellige former for fascisme, som nu også dukker op i landet....vi vil tilstræbe fortsat samarbejde med nationer, der står på demokratiets grund, og i første række med de nordiske folk, hvis sociale og politiske opfattelse falder sammen med det danske folks traditioner, anskuelser og vilje”.¹⁰

6 Cf. Frederik Stjernfelt: “Fører-rektoren” Weekend-avisen 22.-28. juli 2005.

7 Hitler Min kamp. Paludans Forlag: København, bd. 2, 1966:17.

Sammenkoblingen af det demokratiske og det sociale er kerneelementer i den folke- og nationsopfattelse, som socialdemokratierne gradvis udviklede i mellemkrigstiden.

Og den betød i virkeligheden, at demokrati havde forrang for ‘socialisme’. Det folkebegreb, som socialdemokraterne udviklede, havde et andet indhold end det nazistiske og kommunistiske. For socialdemokratierne var folket primært et socialt og et demokratisk begreb. Folkebegrebets kompleksitet gjorde det muligt at tale om folket som det arbejdende folk, hvis interesser partiet i særlig grad varetog, og samtidig tale på demokratiets og hele nationens vegne. Ifølge den socialdemokratiske tolkning af nationen og det nationale fællesskab er man ikke automatisk født ind i et nationalt fællesskab, men i et socialt fællesskab. Men demokrati giver muligheder for at knytte en forbindelse mellem det sociale og det nationale fællesskab.¹¹

De forskellige betydninger af ordet folk kan opsummeres på følgende måde:

Hus og slægt (oikos) Almue og pøbel (pléthos) Politisk suveræn (demos) Sprog og kultur (ethnos) Folk

Underklasse (Pléthos)

Følge (Führer und Gefolgscharft) Race (Volksgemeinschaft)

Er folkeoplysning bare folkeoplysning?

Som vist bruges begrebet folk på forskellige vis. Hvad med ordet folkeoplysning? Er folkeoplysning bare godt? Jo mer’ jo bedre? Eller er folkeoplysning et lige så komplekst fænomen som begrebet folk? Findes der i virkeligheden ligeså mange definitioner på folkeoplysning som på begrebet folk? Ja, uden tvivl. Over for tvivlere bør det være nok at minde om, at Goebbels’ propagandaministerium hed “Rigsministerium for folkeoplysning og propaganda”. Set i historisk perspektiv er der en klar sammenhæng mellem de sociale, kulturelle, biologiske og politiske betydninger, som begrebet folk tillægges, og de idealer, som folkeoplysning tilskrives. Her er det kun muligt at antyde en sådan sammenhæng.

Folk som undersåt

Fra det sekstende århundredes lutherdom har vi arvet den forestilling, at præsten skulle oplyse folket - primært ved hjælp af Den lille Katekismus - om de moralnormer og myndighedsrelationer, der gjorde sig gældende. Typisk i så henseende er sognepræsten

11 Jf. Niels Finn Christiansen: “Socialdemokratiets fællesskabstænkning i 1930erne”. In Cecilie Felicia Stock- holm Banke (red.): Folk og fællesskab,. Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier 2001:88.

E. Mau, der i en prædiken i 1841 henvendte sig direkte til tyendet og spurgte: “har du stedse været din Huusbonde eller Madmoder hørig og lydig; har du altid gjort dig Umage for at opfylde dine Pligter uden Vrantenhed og Fortrydelse, men med Taalmodighed og Selvfornegtelse, ogsaa da, naar man synes at være noget ubillig eller urimelig imod dig?”.¹² Præsten forkyndte ikke bare den rette tro, men også den rette livsførelse for folket.

Folk som politisk suveræn

Fra det attende århundredes oplysningstradition har vi arvet en forestilling om, at folket kan styre sig selv og samfundet ved hjælp af fornuften. Folkeoplysningens opgave er ifølge Kant at udvikle det kim, som alle mennesker er født med, “nemlig hangen og kaldet til fri tænkning”. En sådan form for oplysning vil efterhånden virke “tilbage på folkets sindelag (hvorved folket lidt efter lidt bliver bedre skikket til handlefrihed)”.¹³ Målet med folkeoplysning er, at alle lærer at bruge deres forstand, at skabe myndige borgere samt at udvikle fornuften gennem en offentlig samtale. At slutte sig sammen politisk er en kunst, og folkeoplysning skal fremme denne kunstart.

Folk som kulturel suveræn

Fra det nittende århundredes nationalromantiske forestillingsverden har vi arvet en forestilling om folket som et sprogligt og kulturelt begreb. Folk og sprog er som nævnt hos Herder synonyme begreber. Ifølge Herder finder man ikke ind til folket kerne ved at fokusere på folkets politiske historie, men ved at studere folkets sange og viser, dets poesi. Folket eksisterer som en poetisk virkelighed, uafhængig af den politiske virkelighed.

Folkeoplysningens opgave var da at oplyse om folkets kultur, om dets sprog, historie, traditioner og mentalitet. Folkesang, folkeviser og folkeeventyr vidner om et folk med en helt særegn karakter. Folkesang kan siges at udgøre den ypperste form for folkeoplysning, fordi den i særlig grad kan fremme den forestilling, at folket i sidste instans er et poetisk begreb.

Folk som underklasse, der kæmper for at blive suveræn

Fra det nittende århundredes socialistiske forestillingsverden har vi arvet en forestilling om folk som underklasse, der kæmper for at blive den ledende klasse. Mens den kommunistiske bevægelse kapper forbindelsen knytter den socialdemokratiske arbejderbevægelse en tæt forbindelse mellem den sociale kamp og den demokratiske kamp, en forbindelse som tydeliggøres med skiftet fra arbejderoplysning til folkeoplysning. Folkeoplysningens opgave er at styrke arbejderklassen i kampen for større social lighed uden at sætte friheden over styr.

Folk som følge

Fra det tyvende århundredes nazistiske forestillingsverden har vi arvet om forestilling om, at folkeoplysning, propaganda og agitation er tre sider af samme sag. I Min kamp skriver Hitler: “Efter min indtrædelse i Det tyske Arbejderparti (i 1921) overtog jeg straks ledelsen af propagandaen. Jeg regnede dette fag for langt det vigtigste”. For at bibringe “det brede lag en idé, må en agitator være mere end demagog, han må være

psykolog. En agitator, der har indsigt i massens psykologi. “At føre vil sig det samme som: at kunne bevæge masser”.¹⁴ Ifølge Hitler er alle verdensomvæltende begivenheder ikke sat i gang af det skrevne ord, men af det talte ord. Forfatteren har ikke de samme muligheder for at tune sig ind på massen som taleren: “Han vil altid lade sig bære af den store masse, således at han følelsesmæssigt vælger netop de ord, som skal til for at tale sine skiftende tilhørere til hjerte. Hvis han blot griber en smule forkert, har han stadig den levende kritik foran sig”.¹⁵

Folk som race

Folk som race udgør som nævnt det konstituerende princip i nationalsocialismens verdensanskuelse. Denne fokusering på biologien betyder blandt andet, at fysisk opdragelse tillægges overordentlig stor betydning. “Når man anerkender opretholdelse, pleje og udvikling af de bedste racemæssige elementer som statens første opgave” så er det ifølge Hitler naturligt at lægge hovedvægten på at fremme den legemlige sundhed.

“Den nationale stat skal i erkendelse heraf ikke først og fremmest indstille hele sit opdragelsesarbejde på indterpning af den blotte viden, men på at fremme kernesunde legemer. Først i anden række kommer uddannelsen af de åndelige evner”.¹⁶

Den nordiske tradition for folkeoplysning

Hvordan er begrebet folk blevet forstået i den nordiske tradition for folkeoplysning?

Det kan der langt fra gives et entydigt svar på. Det har ændret sig over tid, ligesom det har varieret fra land til land. Men alle de nævnte former for folkeoplysning har gjort sig gældende i bestemte perioder, om end med meget forskellig styrke. Den lutherske form for folkeoplysning har været totalt dominerende fra reformationen og frem til slutningen af 1700-tallet i alle de nordiske lande. Herefter bliver folkeoplysning gradvist knyttet sammen med politisk-demokratiske, national-kulturelle og socialistiske ideer.

Den svenske folkbildningstradition har i særlig grad betonet det demokratiske og sociale perspektiv, mens den danske og den norske folkeoplysningstradition i perioder stærkt har fremhævet de national-kulturelle perspektiver. Disse forskelligheder må dog ikke overbetones, idet folkeoplysning i alle de nordiske lande har bidraget til transformationen af begrebet folk - fra undersåt til suveræn i såvel politisk som kulturel og klassemæssig forstand.

Den nordiske tradition for folkeoplysning har i altovervejende grad også betonet en anden forståelse af folk og folkeoplysning end den nazistiske. Den danske grundtvigforsker Flemming Lundgreen-Nielsen fremhæver således med rette - om end lidt forenklet - at selv om den grundtvigske tradition for folkeoplysning tydeligvis er inspireret af nationalromantiske ideer udviklet i Tyskland, så udviklede det sig anderledes i Danmark: “alt det, der i Tyskland fører fra Herder og Fichte til katastroferne under Wilhelm 2. og Hitler, bliver i Danmark til folkehøjskole, andelsbevægelse og parlamentarisk og folkelig kultur bygget på samtale og kompromiser - ideelt set altid med respekt for mindretal”.¹⁷ På tilsvarende vis konkluderer den norske historiker Rune

14 Hitler: Min kamp. Jørgen Paludans Forlag 1966, bd. 2, s. 140 15 Hitler: Min kamp 1966, bd. 2, s. 71

16 Hitler: Min kamp 1966, bd. s.30

17 Flemming Lundgreen-Nielsen: “Grundtvig og danskhed” i Dansk Identitetshistorie III. Hans Retizels Forlag.

København 1992:173

Slagstad i sin analyse af den norske folkeoplysningstradition, at det substantielle i det norske begreb ‘folkelighet’ og det tyske ‘Volkstum’ er fundamentalt forskellige. “Det folkelige ble ikke i det norske tilfelle mobiliseret for diktaturets befestning, men til demokratiets udvidelse”.¹⁸

I en tale ved åbningen af Nordens Folkelige Akademi i 1968 definerede den daværende undervisningsminister Olof Palme Sverige som et demokrati, der var bygget op af tusindvis af studiecirkler.¹⁹ Ifølge den franske litteraturteoretiker Jean-Francois Battail er dette udsagn ikke bare tom retorik. Han ser den nordiske tradition for folkeoplysning og folkelige bevægelser som en vigtig kilde til forståelse af de skandinaviske landes samfundsudvikling. Når der i Norden ikke findes samme brede kløft mellem ‘eliten’ og

‘folket’, som i mange andre lande, peger Jean-François Battail på folkeoplysning og folkbildning som forklaring.

Folkeoplysning og folkbildning blev i Norden en klart demokratisk prægende kraft. Det afspejler sig i pædagogikken, der blev stærkt inspireret af en kommunikativ tankegang.

Begreber som vekselvirkning og samarbejde, diskussion og dialog kom til at spille en stor rolle i traditionens selvforståelse. Folkeoplysning blev ikke kun set som en individuel proces, men også som en social proces. Specielt i Sverige blev studiecirklen betragtet som folkebildningens særlige kendetegn.²⁰ Pædagogisk bygger studiecirklen på deltagernes fælles indsats. Arbejdsformen skal være sådan, at den giver virkelig træning i demokratisk tænkning og handling. Dette indebærer, at arbejdet i studiecirklen skal bygge på aktiv deltagelse og fælles søgen efter kundskaber. Cirklen skal være en arbejdsform for fortsat kundskabssøgning, som alle tager ansvaret for. Prøver, eksamener og individuelle præstationer betragtes som en ulempe og bør ikke forekomme i cirkelarbejdet. Samtale og dialog betragtes som nøglebegreber i arbejdet. Det er gennem samtale og dialog man får forøget sine kundskaber samt får træning i at tage stilling og træffe en beslutning.

Det er forståeligt, at folkeoplysning og folkbildning er blevet fortolket som en særlig pædagogisk metode. En sådan synes nemlig at bygge på et velfunderet grundlag. Men ved alene at gøre folkeoplysning til et spørgsmål om metode, forsvinder folket som dét begreb, der udgør oplysningens horisont. I de første årtier efter 2. verdenskrig har forskydningen fra idé til metode ikke udgjort noget større problem for folkeoplysningen, idet begrebet har været omgæret af konsensus. Men denne konsensus er muligvis ved at blive udfordret. I hvert fald er der stemmer i den offentlige debat, som tyder på det.

I det følgende skal jeg kort henvise til en aktuel diskussion om begrebet folk.

Menneske, mængde og folk

Den danske journalist Jacob Andersen argumenterer i bogen Fra folkestyre til fællesstyre (1998) for helt at forkaste begrebet folk. Bogen kan læses som en kritik af den måde, den danske præst og politiker Søren Krarup - og andre med ham - bruger begrebet

18 Rune Slagstad, De nationale strateger. Pax Forlag: Oslo 1998:130.

19 Jean-François Battail, “The Nordic Identity - an external view”: In Nordic Identity - seen from without, 2000:10.

folk, nemlig om en stamme, der er bundet sammen af et nationalt-religiøst fællesskab.

Denne folkeforståelse har ifølge Jacob Andersen betydet, at demos er blevet så etnificeret, at det er blevet perverteret. Demokrati er blevet til etnokrati, der bygger på forestillingen om en folkesjæl. Men hverken folkesjæl eller folkevilje er ifølge Jacob Andersen længere brugbare begreber. I dag er den forestilling, at folket “kan danne en fælles folkevilje helt ude af trit med både folks aktivitetsmønstre og den måde, som magten udøves på”.²¹ Han stiller således ikke folk som demos op som alternativ til folk som ethnos, men udskifter demos og ethnos med homo, det vil sige med begrebet menneske. Det politiske fællesskab vil han ikke længere kalde demokrati, forstået som folkestyre, men homokrati, som betyder menneskestyre. Homokrati er så at sige folkestyre uden ‘folk’.

I bestselleren Empire fra 2000 vil Michael Hardt og Anthony Negri ikke udskifte ‘folk’

med ‘menneske’, men med ‘mængde’ - som er en oversættelse af det engelske begreb multitude, der betyder mængde, mangfoldighed og masse. De forholder sig kritisk - for ikke at sige kættersk - til den oplysningstradition, der ser det som opgaven at forvandle mængden og almuen til et folk ved hjælp af folkeoplysning og folkbildning - en tradition der afspejler sig i slagordet: “fra almue til folk”. Denne oplysnings- og dannelsestradition beskriver Hardt og Negri ikke som en solstrålehistorie, men snarere som en forfaldshistorie. Hardt og Negri vil udskifte folket med mængden som demokratiets kernebegreb.

Fra folk til mængde er den fanfare, der lyder gennem Empire. Den forståelse af begrebet folk, der har domineret gennem mere end 200 år, bygger på to præmisser. For det første, at folket er én enhed, en opfattelse der går tilbage til Thomas Hobbes´

suverænitetsbegreb, og som videreføres af Rousseau. Folket kan kun være suverænt, hvis folket udgør en enhed. For det andet, at nøglen til konstruktionen af folket, er repræsentation. Det er repræsentationsmekanismen, der skaber identitet ud af den empirisk konstaterbare befolkning. Men når national suverænitet svækkes af den nye transnationale magt, Imperiet, svækkes også repræsentationsmekanismen. Det betyder ifølge Hardt og Negri, at “den folkelige repræsentation undermineres på en mere grundlæggende og principiel måde”.²² Hvad de på ingen måde beklager. Det repræsentative demokrati, baseret på forestillingen om ét folk, er aldrig blevet realiseret fuld ud i nationalstaten. Og vil i deres optik heller ikke blive det i Imperiet. Tværtimod.

Kernen i Hardt og Negris vision er, at demokratiet vil frigøre sig fra såvel nationen som folket. Det vil ikke ske uden sværdslag. Men eros vil sikre, siger de i et højstemt sprog, at det bryder igennem. “Hinsides vort urealiserede demokrati findes der et ønske om realiseringen af et fælles liv. Vi kan muligvis - ved at blande kroppen og intellektet i mangfoldigheden - udvikle en ny menneskehedens ungdom gennem kærlighedens vældige magt”.²³ Deres pinsevision bygger på, at mængden erstatter folket som demokratiets subjekt.

Argumentationen er besnærende og suger næring af en - forståelig - utilpashed ved begrebet folk. Mange vil - som Jacob Andersen, Michael Hardt og Anthony Negri -

23 Hardt og Negri: “Globalization and Democracy”, 2002:336.

21 Jacob Andersen: Fra folkestyre til fællesstyre. Gyldendal: København 1998:157.

22 Hardt og Negri: “Globalization and Democracy”. I Okwui Enwezor m.fl. (red.): Democracy Unrealized. Dokumenta 11_Platform 1, 2002:326.

hævde, at begrebet folk er blevet forældet, fordi samfundsudviklingen i stadig stigende grad præges af globalisering, migration og en mangfoldigheden af kulturelle livsformer, etniske grupper, religiøse konfessioner og verdensanskuelser. Det synspunkt deler jeg dog ikke. Jeg forholder mig kritisk til den påstand, at større kulturel mangfoldighed i sig selv skulle gøre det umuligt at tale om et dansk folk. Det skyldes først og fremmest, at man ikke kan have demokrati uden en forestilling om et ‘vi’, som vi har tradition for at kalde et folk. I hvert fald har jeg hverken hos Jacob Andersen eller Michael Hardt og Anthony Negri - eller for den sags skyld hos andre - fundet et bare tilnærmelsesvis tilfredsstillende svar på, hvad der skal erstatte denne forestilling. Frem for at udskifte demos med homo eller mængde finder jeg det mere attraktivt - som den engelske politolog David Held gør - at tale om et kosmopolitisk demokrati.²⁴ Et kosmopolitisk syn på begrebet folk betyder ikke, at folket forsvinder, men bliver udgangspunkt for en rodfæstet kosmopolisme.

At opretholde forestillingen om et folk, udgør ikke en hindring for udvikling af et flerkulturelt samfund, idet folket som demos overskrider alle etniske, kulturelle, religiøse og klassemæssige grænser. Et flerkulturelt samfund fordrer tværtimod, at borgerne ser sig selv om en del af demos. Uden en sådan forestilling kan et flerkulturelt samfund ikke fungere - på demokratiske præmisser. (Malaysia - for eksempel - har indført multikulturalisme som statsformen, men ikke demokrati som styreform)²⁵. Hvad der i dag må opgives er ikke begrebet folk, men den forestilling, at national-kulturel homogenitet er et nødvendigt grundlag for samfundets politiske legitimitet, samt at et (dansk) folk i politisk forstand er identisk med et (dansk) folk i kulturel forstand. Den nationale flertalskultur må acceptere, at den historisk begrundede fusion mellem ethnos og demos ikke kan opretholdes.

At opretholde forestillingen om et (dansk) folk udelukker heller ikke forestillingen om et europæisk folk. At skabe et europæisk folk som en imaginær enhed forudsætter imidlertid to ting. For det første, at vi er i stand til at opgive den idé, at man kun kan være medlem af ét folk - og i stedet ser det som noget attraktivt at være med i såvel et nationalt demos som et europæisk demos. For det andet, at vi er i stand til at differentiere mellem demos og ethnos, mellem politisk identitet og kulturel identitet, idet det sikkert er umuligt og ej heller ønskeligt at skabe et europæisk ethnos. Ved at skelne er det ikke udelukket, at der kan skabes - ja, er ved at blive skabt - et europæisk demos.

Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, hvilket sikkert også er halsløs gerning, er det efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning, der kan frigøre kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende eller ligefrem uhyrlige - opfattelser af begrebet.

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk.

Tværtimod udgør folkeoplysning en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slås for en kosmopolitisk forståelse af demos.

Kap. 3

Vårt vanskelige demokrati

Arthur Danielsen

F

ør det norske stortingsvalget i 2005 ble valgordningen endret på en slik måte at det ble et større proporsjonalt samsvar mellom antall stemmer og antall mandat i nasjonalforsamlingen. En av konsekvensene av denne reformen ble at partiet Venstre fikk en representant fra Finnmark med kun 826 finnmarksstemmer, mens Høyre, som fikk 3439 stemmer i Norges mest vidstrakte valgkrets, ikke ble representert i det hele tatt.

Det er helt klart en betydelig pedagogisk utfordring å forklare at dette tilfellet i valgkretsen Finnmark er både riktig og mer rettferdig enn før. Jeg skal ikke gjøre det, men kun kort presisere at omleggingen av valgordningen innebar at antall utjevningsmandater i Stortinget økte fra 8 til 19, antallet fylkesmandater ble redusert fra 157 til 150, og at det samlede antallet representanter i Stortinget økte fra 165 til totalt 169.

Utjevningsmandater er for øvrig noe man regner ut ved først å se på hele landet som ett valgdistrikt, for så å kompensere for stemmer til overs med utjevningsmandater til underrepresenterte partier. Det er på denne måten at en representant fra Venstre i Finnmark fikk plass på Stortinget.

Dersom det er slik at en reform som er ment å gjøre valgordningen mer demokratisk blir oppfattet å være det stikk motsatte - er det da en reform?

Den norske makt- og demokratiutredningen engasjerte i årene fra 1998 til 2003 et par hundre forskere til å studere ulike temaer rundt begrepene makt og demokrati. Den produserte 77 rapporter og 51 bøker inkludert sluttboken, rundt 25 000 sider i alt.

Demokratiet er avhengig av å bli forstått; det er faktisk en bærebjelke i forestillingen om at demokratiet er et system for samtale og deltakelse. Leser vi i den norske makt- og demokratiutredningen er det et truende bilde vi ser: Nasjonalstaten er svekket, makt er forflyttet til internasjonale organisasjoner og nettverk, samtidig som statens aktiviteter er satt ut på anbud, med fragmentering, forvitring - og fremmedgjøring som resultat.

Utredningen vakte noe debatt i akademiske kretser i de årene utredningen pågikk, og svært liten debatt etterpå. Det ble blant annet opprettet en alternativ maktutredning -

“Makt og globaliseringsutredningen”, og bare i navnet signaliseres en kritikk i