Danish University Colleges
Deltagelse gennem legens sprog
en social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber Bernstorff, Benedicte
Publication date:
2021
Document Version
Også kaldet Forlagets PDF Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Bernstorff, B. (2021). Deltagelse gennem legens sprog: en social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber. Forskerskolen i Livslang Læring, Roskilde Universitetscenter.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal
Download policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
Download date: 24. Mar. 2022
Afhandlingen ”Deltagelse gennem legens sprog. En social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber” er optaget af, hvordan børnehavebørn forhandler og fastholder deres deltagelse i legefællesskaber uden pædagogers deltagelse, og hvordan de gør det i samspil med børnehavens institutionelle rammer. Problemstillingen udspringer af, at der i de politiske forståelser ses et fremtidsrettet fokus på børns deltagelse, der fokuserer på børns sprog som deltagelsesforudsætning og pædagogen som den betydningsfulde for, at børn kan gøre sig til deltagere. Afhandlingen beskæftiger sig med børns deltagelse med ønsket om at bidrage med viden, der udfolder og udvider blikket for, hvad der bidrager til børns deltagelse, ved at have fokus på det børnene i deres legefællesskaber udtrykker som betydningsfuldt.
Teoretisk tager afhandlingen afsæt i praxeologien og dens forståelse af relationelle sammenhænge mellem det objektive og det subjektive. Undersøgelsens design er længevarende ikke-deltagende observationsstudier i to børnehaver kombineret med situerede interviews, hvor børns selvorganiserede legefællesskaber er undersøgt feltanalytisk som sociale rum. Feltanalyserne af de selvorganiserede legefællesskaber peger på, at deltagelsesmuligheder ikke alene forudsætter børns interesse i at bevare legefællesskabet og fælles udvikle legen, men også børns muligheder herfor i de institutionelle rammer.
De selvorganiserede legefællesskaber indkredses i afhandlingen som et konsensussøgende felt, hvor samværskapital er eftertragtet. Ligeledes viser legens sprog sig i analyserne at være et socialt sprog, hvor såvel verbal som ordløs kommunikation, børns indbyrdes afstemninger, deres situationelle- og venskabsrelationer, artefakter og børns mulighed for at etablere egne rum til leg i de voksenskabte fysiske rammer er i og på spil som deltagelsesforudsætninger.
Samtidig viser det sig, at børns deltagelse må ses som en fleksibel deltagelseslyst, og at deltagelse derfor ikke kan ses uafhængig af børns mulighed for at opnå deltagelsespauser i det institutionelle hverdagsliv. En deltagelsesforståelse der synes under pres i de politiske forventninger til, hvordan alle skal deltage i fællesskabet.
Afhandlingen inspirerer til diskussion om deltagelse i et bredere perspektiv, hvor fokus rettes mod, at også legemiljøet tildeles politisk og pædagogisk opmærksomhed. Børns deltagelse afhænger ikke alene af pædagogerne som de betydningsfulde, men også af børns indbyrdes samvær, hvorfor afhandlingen argumenterer for, at der med det udvidede blik for deltagelse også fokuseres på, at børn har tid og plads til deltagelse i selvorganiseret leg.
Deltagelse gennem legens spr og
- en ph.d.-afhandling fra Ph.d.-skolen for Mennesker og TeknologiISBN 978-87-91362-01-9
Benedicte Bernstorff Benedicte Bernstorff
Deltagelse gennem legens sprog
En social analyse af børns deltagelse i den
selvorganiserede legs legefællesskaber
Benedicte Bernstorff
Deltagelse gennem legens sprog
En social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber
Vejleder: Tomas Ellegaard, RUC Bi-vejleder: Line Togsverd, UC SYD
Ph.d.-afhandling
Ph.d.-programmet Læring, Arbejdsliv og Social innovation Ph.d.-skolen for Mennesker og Teknologi
Institut for Mennesker og Teknologi Roskilde Universitet
Juni 2021
Benedicte Bernstorff:
Deltagelse gennem legens sprog: En social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber
En udgivelse i serien Afhandlinger fra Ph.d.-skolen for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet
1. udgave 2021
© Ph.d.-skolen for Mennesker og Teknologi og forfatteren Omslag: Nierls Hilfling Nielsen
Sats: Benedicte Bernstorff
Tegning omslag: Amalie Bernstorff Jakobsen Tryk: Prinfo Paritas Digital Service
Forhandles hos Academic Books på RUC Bygning 26
Universitetsvej 1 4000 Roskilde
Telefon: +45 44 22 38 30 E-mail: ruc@academicbooks.dk ISBN: 978-87-91362-01-9
Udgivet af: Ph.d.-skolen for Mennesker og Teknologi Institut for Mennesker og Teknologi
Roskilde Universitet Bygning 02, Postboks 260 4000 Roskilde
E-mail: forskerskolen@ruc.dk
Website: https://ruc.dk/phdskolen-mennesker-og-teknologi
Alle rettigheder forbeholdes.
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.
III
Forskerskolens forord
Det er med stor glæde, at vi præsenterer Benedicte Schønemann Bernstorff Jakob- sens ph.d.-afhandling.
Afhandlingen bærer titlen Deltagelse gennem legens sprog: En social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber.
Fokus i Benedicte Bernstorffs afhandling og genstanden for hendes ph.d.-projekts undersøgelse er det liv, som børn lever i dagens danske daginstitutioner. Når man – og dette ’man’ er jo stort set altid voksne – beskæftiger sig med børn i pædagogiske institu- tioner, er fokus for det meste på, hvad pædagogerne betyder for børnene. Dette er blevet forstærket af de seneste 20 års fokus på læring og læreplaner. Men hvad der i den forbin- delse synes at glide i baggrunden er børnenes indbyrdes sociale liv. Dette til trods for, at det er her børnene tilbringer langt hovedparten af deres hverdagsliv.
Dette råder nærværende afhandling bod på. For fokus for afhandlingen er børne- havebørnenes indbyrdes interaktion. Benedicte Bernstorff tager os med ind i det som en nylig tv-udsendelse kaldte for børnenes hemmelige verden. Men som måske ikke er så hemmelig endda – men bare sjældent har voksnes opmærksomhed. Bernstorff har i hvert fald fået adgang. Hun har igennem længere tid fulgt børn i et par børnehaver, og igennem afhandlingen præsenterer hun en lang række prægnante og rige skildringer af børnenes liv her.
En ph.d.-afhandling er ”et selvstændigt forskningsarbejde under vejledning” -som det siges i Bekendtgørelsen om forskeruddannelse. Ph.d.-afhandlingerne er at betragte som videnskabelige udviklings-arbejder, der yder hver deres forskningsmæssige bidrag - både i relation til deres konkrete problemstilling og i forhold til at aftegne nye forskningsområder.
Primært baseret på Bourdieus praxeologiske tilgang har Benedicte Bernstorff un- dersøgt børnenes indbyrdes interaktion i en lang række situationer, hvor de er uden de voksne. Arbejdet fokuserer på deltagelse, men indeholdes også analyser af andre meget væsentlige forhold i børnehavebørns hverdagsliv. Således har Bernstorff også omfat- tende undersøgelse og analyser af en række andre forhold af betydning for børns del- tagelse: børns sproglige kompetencer, deres indbyrdes relationer – herunder hvad der i børnehaven forstås ved at være venner -, børns brug af genstande og måder som rum inviterer børn til at bruge dem.
Bernstorff viser, hvordan børnenes indbyrdes sociale liv er rammesat af det, hun be- tegner den institutionelle koreografi. Herved forstår hun: ”en pædagogisk rammesætning og en vurdering af børns handlinger [, der] er forankret i policy-dokumenter, forældreøn- sker og krav, børnehavens materialitet og fysiske rammer samt en lokal social koreografi,
IV
som pædagogerne afstemmer ud fra de fysiske rammer, policy-dokumenterne og deres teoretiske viden, praktiske erfaring og den aktuelle børnegruppe.” (s. 20)
Men hun viser ikke mindst, hvordan børnenes egne handlinger og interaktion opret- holder og producerer en social verden og en social orden. Og samtidig viser hun, hvordan Bourdieus tilgang kan bruges til at forstå dette som en kamp om deltagelse i den selvorga- niserede leg. Det er ikke bare et rosenrødt eller idylliserende billede, afhandlingen tegner af denne selvorganiserede leg.
Et væsentligt fund i Bernstorffs undersøgelse er, at selvom stort set alle børn er opta- gede i at deltage i et fællesskab, ja så kan der også ind i mellem iagttages perioder hvor en- kelte børn holder pause fra legen – noget som Bernstorff betegner som deltagelsespause.
Hun viser også, hvordan børn i vidt omfang – og i hvert fald klart mere end de voksne – tager hensyn til andre børn, når de signalerer ønske om en sådan deltagelsespause.
Dette fund er også en eksemplarisk illustration af noget, der løber som en rød tråd igennem hele afhandlingen: Nemlig at børnenes selvorganiserede leg er helt central og skal respekteres af både det pædagogiske personale – men i endnu højere grad af de po- litikere og administratorer som de sidste mange år har haft fokus på, hvad de voksne skal lære børnene. Bernstorffs afhandling viser, hvor vigtigt det, børnene lærer af hinanden, er.
Dette er en opridsning af nogle af afhandlingens væsentligste pointer. En afhandling som er både omfattende og giver mange fine beskrivelser af situationer og væsentlige analyser.
Læseren inviteres hermed til selv at læse undersøgelse, argumenter og diskussion.
God læselyst!
Tomas Ellegaard, lektor
Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universiet Juni 2021
V
Forord
Dette ph.d.-projekt er udført i en tid med megen fokus på dagtilbud. Den ’nye’ dag- tilbudslovgivning blev debatteret og vedtaget under feltarbejdet. Ligeledes foregik der en forældreprotest i form af demonstrationer til fordel for bedre normeringer, pædagoger og forældre delte fortællinger på Facebook om problematiske arbejdsforhold for opfyl- delse af omsorgsarbejdet, og dokumentarprogrammer viste forhold for børn i dagtilbud, som et sted for offentligt omsorgssvigt. Forhold i dagtilbud blev samtaleemne også uden for pædagogiske kredse. Ikke mindst debatten om minimumsnormeringer fik politisk opmærksomhed op til folketingsvalget grundlovsdag 2019 og efterfølgende. Til trods for mange forskellige vinklinger kan en fællesnævner beskrives som, at børn ikke blot skal passes, for at forældrene kan arbejde. De skal heller ikke kun lære noget, de skal også have det godt, mens de er i dagtilbuddet. Med samfundsnedlukning, langsom genåbning og forskellige restriktioner grundet Covid19 har debatterne om normering, organisering og indhold fået en ny dimension, der synliggør, at børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber ikke kan ses uafhængig af forholdene i dagtilbud og samfundet i øvrigt.
Jeg vil rette en stor tak til Fredericia Kommune og de medvirkende børnehavers per- sonale for at give mig mulighed for at udføre min forskning, men allerstørst tak skal ret- tes til børnene, der tog mig så beredvilligt med som observatør. Med indblikket i deres forståelser af, hvad der er betydningsfuldt for deltagelse i den selvorganiserede legs lege- fællesskaber, kan ph.d.-projektet levere et vidensbidrag om børns deltagelse og mulighed herfor i de institutionelle rammer. Et vidensbidrag, der også kan bidrage til det arbejde, der foregår i Fredericia Kommune med at bringe FN’s Verdensmål i børnehøjde: ”Børne- nes Verdensmål i Fredericia” (Fredericia Kommune, 2019, særligt mål 3 og 16).
Arbejdet med ph.d.-projektet har for mig været en rejse i nye netværk og inspirations- kilder. Jeg vil her sende en glad tak til Ane, Annegrethe, Bettan, Dorrit, Fina, Henriette, Karen, Kira, Line, Pernille, Søs, Tomas, Trine og Unni. Tak for gode inspirerende drøf- telser. Tak til NTNUs Bulkis forskningsgruppe og Maria Øksnes i Trondheim, og Tema BARN programmet og Asta Cekaite på Linköping Universitet. To inspirerende ophold jeg er meget glad for lod sig gøre. Ligeledes skal Ulla og Lisbeth fra UC SYD have en varm tak. I har sammen med min familie bidraget til at bevare min jordforbindelse.
Endelig en stor tak til UC SYD og Center for Daginstitutionsforskning, RUC for muligheden og for inspirerende samarbejde i forskningsgrupperne CEDIF og CEBUFF.
Jeg glæder mig til fortsat at bidrage til dette samarbejde.
Benedicte Bernstorff, Juni 2021
VI
Resumé
Denne afhandling handler om børns deltagelsesmuligheder i legefællesskaber i den selvorganiserede leg i børnehaven og er gennemført som et observationsstudie i to bør- nehaver.
Med forskningsspørgsmålet ”Hvordan opnår og fastholder børnehavebørn deres del- tagelse i legefællesskaber i den selvorganiserede leg, samt hvordan bidrager børnenes sprogbrug til deltagelse?” er jeg optaget af børns deltagelse i de fællesskaber, de selv skaber sig adgang til inden for de institutionelle rammer. Jeg er ligeledes optaget af børns indbyrdes sprogbrug, dets betydning for deltagelse og fastholdelse af deltagelse, når del- tagelsen ikke faciliteres af pædagogerne. Undersøgelsesblikket er ikke forankret i børns sprogbrug alene, men er åbnet mod andre aspekter, der i feltobservationerne har vist sig som betydningsfulde for børns deltagelse.
Forskningsprojektet indskriver sig i en kritisk forskningstradition, hvor der viden- skabsteoretisk og metodisk trækkes på Pierre Bourdieus refleksive sociologi og praxeo- logi (Bourdieu, 2004, 2005, 2008, Bourdieu, Chamboredon, & Passeron, 1991; Bourdieu
& Passeron, 2006; Bourdieu & Wacquant, 2004). Med inspirationen fra Bourdieu er der fokuseret på sammenhænge mellem de objektive strukturer og de subjektive praktikker.
De objektive strukturer ses i sammenhæng med børns mulighedsrum, begrebssat som en institutionel koreografi, forankret i nationale og kommunale policy-dokumenter, de fysi- ske rammer og den lokale sociale koreografi. Blikket på de subjektive praktikker er med afsæt i den nye børneforskningstradition, hvor undersøgelse af børns perspektiver er ret- tet mod børns egne forståelser heraf (Corsaro, 2002; James m.fl., 1999; Qvortrup, 2003, 2009; Warming, 2011). De subjektive praktikker er såvel børnenes som det pædagogiske personales, som de opfattes i børnenes forståelse.
Forskningsprojektet består af feltobservationer. Undersøgelsesdesignet for feltobser- vationerne er fænomenologisk og etnografisk inspireret (Adorno, 1998; G. Spindler &
Spindler, 1992; Zahavi, 2017, 2018).
Analysen af feltobservationerne falder i en hovedanalyse og fire afledte analyser. I hovedanalysen er empirien analyseret ud fra, hvordan børns sprogbrug er medvirkende til at skabe deltagelse (Cekaite, Blum-Kulka, Grøver, & Teubal, 2014; Garvey, 1974; C.
Goodwin & Goodwin, 2004; M. H. Goodwin, 1980, 1990; Hymes, 2008). Hovedanalysen viser, hvordan børns deltagelse oftest forhandles uafhængigt af børns sproglige kompe- tencer, hvilket danner baggrund for tre efterfølgende analyser af andre forhold, der har betydning for børns deltagelse, nemlig børns indbyrdes relationer, artefakter og rums invitationer. Hovedanalysen peger endvidere på, at deltagelse ikke kan ses uafhængigt af manglende deltagelseslyst. Analysen af den manglende deltagelseslyst er forskningspro- jektets sidste analyse.
VII Analyserne af relationelle forskelle fokuserer på, hvordan deltagelse afgøres på bag- grund heraf (Corsaro, 1979; Frønes, 1994, 2018; Greve, 2015; Øksnes, 2015). Analyserne viser, at børnene handler som deltagere i børnefællesskabet, og at de drager omsorg for hinanden i dette fællesskab, men at de ikke ser sig som venner, blot fordi de leger sam- men. Venskaber forhandles derimod og bekræftes og tydeliggøres over for udenforståen- de. I børnefællesskabet er der således mulighed for at indgå i legefællesskaber uafhængig af venskabsrelationer. Børns forståelse af en venskabsrelation kommer til udtryk ved, at deltagelse i mindre grad forhandles, når børnene opfatter den indbyrdes relation som en venskabsrelation. Fastholdelse af deltagelse fremstår derved lettere, når børnene har en venskabsrelation. Der er deltagelsesmuligheder i den selvorganiserede legs legefælles- skaber, både når der er etableret venskabsrelationer, og når samværet er forankret i bør- nefællesskabets relationer, men ved uenigheder i legen har de etablerede relationer oftest forrang for legesamværets egendynamik. Ligeledes fastholdes legefællesskabet, selv om legen forandres væsentlig.
Af analyserne fremgår det, hvordan deltagelse og afvisninger forhandles gennem arte- fakter (Franck, 2018; Gibson, 2015; Nome, 2017). Analyserne viser, at regler for artefak- ter kan være en udfordring for børnene, det være sig såvel de private som børnehavens, fordi det er den institutionelle koreografi, der er bestemmende for, hvordan artefakterne kan værditilskrives og anvendes som forhandlingsgrundlag.
I analyserne fremstår der en sammenhæng mellem børns sprogbrug, de tilgænge- lige rums invitationer og deltagelse i legefællesskaber (Bourdieu, 2009; Rasmussen, 2004, 2006, 2009, 2014, 2015). Analyserne viser, at børnene initierer deres egne rum til leg.
Børnenes egne rum er fremanalyseret i fem fremtrædelsesformer, der er begrebssat som et hensyntagende, et skrøbeligt, et konfliktfyldt, et privat og et vandrende rum, hvor børnenes sprogbrug fremstår som svar på de voksenskabte mulighedsrum. Deltagelse og gennemførelse af leg afhænger af det børneinitierede rum.
Hovedanalysen viser, at børn ikke har konstant deltagelseslyst, men at børn også ud- viser deltagelsesmodstand. Deltagelsesmodstanden er ikke rettet mod børnefællesskabet, men mod at være i et legefællesskab. Deltagelsesmodstanden er et udtrykt behov for at kunne have alene-tid til selvvalgt leg. Et behov, der er vanskeligt for børnene selv at få opfyldt i den nuværende organisering af børnehavens hverdagsliv og -praksisser. På den baggrund har jeg begrebssat deltagelsespauser og efterlyser dem som en del af den insti- tutionelle koreografi, så det er muligt for børn ikke at være konstant deltagende.
Analyserne viser, at børnekulturelle forståelser oftest ikke kommer til pædagoger- nes kendskab. Børnekulturelle forståelser, som har betydning for børnenes forståelser af sammenhænge for deltagelse. At det ikke kommer til pædagogernes kendskab hænger også sammen med, at børnene synes at undgå de voksnes indblanding, når de i deres selvinitierede samvær bevidst fraviger den institutionelle koreografi.
Deltagelse i legefællesskaber i den selvorganiserede leg kan på baggrund af feltblik- ket i analyserne forstås som afhængig af et andet ’sprogbrug’, nemlig det i afhandlingen
VIII
begrebssatte legens sociale sprog. I legens sociale sprog er de subjektive praktikker rettet mod forståelse af hinanden og nedtoning af positionskampe i samværet. Dermed ind- kredser afhandlingen, hvordan der, parallelt i det prækonstruerede børnehavefelt båret af voksenlogikker, eksisterer et institutionelt børnefelt båret af sine egne logikker. Børnefel- tets egne logikker viser en specifik kapitalform, en samværskapital. Samværskapitalen er forankret i legens sociale sprog og praktiseres gennem sprogbrug, relationelle tilgange og artefakter i samspil med de voksenskabte mulighedsrum. Samværskapitalen retter sig ikke mod et oprør i feltet, hvor der inviteres til positioneringskampe, men til at samarbejde for at sikre den selvorganiserede leg og legefællesskabets fastholdelse. Børns deltagelses- muligheder i legefællesskaber øges derfor, når de bidrager til legefællesskabets bevarelse og udvikling. Den selvorganiserede leg kan derfor ses som et felt, hvor en uegennyttig indstilling anerkendes og belønnes.
IX
Abstract
The dissertation is about opportunities to participate in self-organized play communi- ties’ in kindergartens and has been carried out as an observational field study undertaken in two kindergartens.
With the research question being “How do children in kindergartens achieve access to and maintain participation access to play communities of self-organized play, and how does their language contribute to participation?”, my research interest is children’s participation in these communities which result from the children’s own interactions and how institutional frameworks enable access for the individual child to such self-organized communities. Children’s discourse in these communities play a part: language usage and resources impact on how children achieve and maintain participation access when ac- cess is not facilitated by the childcare professionals of the kindergarten, and therefore language and resources are also a research interest of mine. The research is not only concerned with language usage, though, being open-minded regarding other aspects of importance to children’s participation, which also emerges in the fieldwork studies.
The dissertation falls within the critical research tradition and draws scientifically- theoretically and methodically on Pierre Bourdieu’s reflexive sociology and praxeology (Bourdieu, 2004, 2005, 2008, Bourdieu, Chamboredon, & Passeron, 1991; Bourdieu &
Passeron, 2006; Bourdieu & Wacquant, 2004). Inspired by Bourdieu, the focus of the thesis is coherence between objective structures and subjective doings. The coherence between objective structures and children’s options and opportunities is conceptualized as an institutional choreography, linked to national and municipal policy papers, physical surroundings and a local social choreography. The understanding of the subjective do- ings falls within the new childhood research tradition’s understanding, viz. that research in children’s perspectives addresses children’s own understanding (Corsaro, 2002; James m.fl., 1999; Qvortrup, 2003, 2009; Warming, 2011). The subjective doings are both those of the children and of childcare professionals from the vantage point of the chil-dren’s understandings.
The research of the dissertation comprises an analysis based on empirical field-study observations. The empirical research design has a phenomenological orientation and is also inspired by ethnography (Adorno, 1998; G. Spindler & Spindler, 1992; Zahavi, 2017, 2018).
The analysis of the field-study observations is organized into a core analysis and four corollary analyses derived from it. The main analysis discusses the impact of language usage on participation in communities (Cekaite, Blum-Kulka, Grøver, & Teubal, 2014;
Garvey, 1974; C. Goodwin & Goodwin, 2004; M. H. Goodwin, 1980, 1990; Hymes, 2008). The main analysis shows that children’s participation is frequently negotiated in- dependently of their linguistic competences. Based on this, three different aspects have
X
been identified to be of relevance for children’s participation and are subsequently ana- lyzed. These aspects consist of children’s relations, artefacts and invitations in the sur- roundings. The main analysis also points to the correlation between participation and missing inclination to participate, which is analyzed in the last analysis.
The analysis of relations focusses on how participation is settled as a result of (inter- personal) relations (Corsaro, 1979; Frønes, 1994, 2018; Greve, 2015; Øksnes, 2015). The analysis indicates that children take care of each other as participants in an institutional child community, but that playing together does not automatically translate into a fri- endship between participants. Friendships are by contrast negotiated: the children mu- tually confirm friendships, and they show their friendships to their surroundings. In the institutional child community, it is possible to be part of play communities independent of friendship, but (enabling) participation is associated with less negotiation when the children see each other as friends. As a possible consequence, maintenance of a play community seems easier when children see each other as friends. Participation in play communities and self-organized play is enabled as well when the children share friend- ships and when they see themselves related to each other in the institutional child com- munity, but in the case of a dispute, relations previously establish take precedence even though the playing activity has to change significantly to maintain the play community.
From the analysis it appears how artefacts are used to negotiate participation and re- fusal (Franck, 2018; Gibson, 2015; Nome, 2017). The analysis shows that institutional rules of artefacts can be a challenge for children, private artefacts as well as those of the nursery because the values of the artefacts are framed by the institutional choreography and form the basis of negotiation possibilities.
From the analysis appear a correlation between children’s language usage, the physi- cal surroundings’ invitations and participation in play communities (Bourdieu, 2009; Ras- mussen, 2004, 2006, 2009, 2014, 2015). The analysis shows that children initiate their own room for play. The child-initiated spaces are analyzed as five appearances, concep- tualized as a considerate, a vulnerable, a conflictual, a private and a wandering space, in which the children’s language usage appear as an answer to the surroundings created by the child-care professionals. Participation and possibility to make the play function de- pend on the child-initiated spaces.
The main analysis indicates children’s missing inclination to participate and shows how they show resistance to participate. Resistance to participate is not a resistance ad-dressed to the institutional child community, but a resistance to participate in play communities.
Resistance to participate appears as the child’s need for time being on their own so as to e.g. engage in an individual solitary activity. A need it seems difficult to satisfy in the or- ganization of institutional daily life. On the basis of this, I have conceptualized the idea of participation breaks and advocate that these be part of the institutional choreography to give children the opportunity to avoid having to engage in constant play participation.
XI The analysis shows that generally children do not share their cultural understandings with the childcare professionals. The children’s cultural understandings are, however, sig- nificant as regards their understanding of participation. It seems as if the children do not share their understandings with the childcare professionals to avoid their inter- ference as, in their self-organized play, the children themselves intentionally swerve from the institutional choreography.
From the understandings emerging from my analyses, participation in play communi- ties appears to depend on a special register and language usage, which in the dissertation is conceptualized as the social language in play. The social language in play is the subjec- tive doings adjusted for children to understand each other and reduce tension in fights over positions when being together. In the light of this, the dissertation identifies how there exist both a preconstructed institutional nursery field specified by adults and a pa- rallel institutional children’s community field specified by the children’s own logics. Emer- ging from this field’s own logics is specific being-together capital. The being-together capital is closely linked to the social language in play and is practiced by way of child- ren’s language usage/discourse, relational understandings and artefacts in an inter- action with the opportunities preconstructed by the childcare professionals. This being- together capital is not used instigate rebellion in the field of the children’s community, nor is it an invitation to fight over positions in the self-organized play communities. In contra-distinction, it is used to buttress collaboration and maintain cohesion in the children’s play community. Children’s opportunities to participate in play communities grow when they contribute to maintain and develop the play community. The self- organized play and its play communities can therefore be seen as a field in which a selfless behavior is acknowledged and rewarded.
1
Indholdsfortegnelse
Del I: Etablering af forskningskontekst metodisk og teoretisk 5
Kapitel 1: Forskningsprojektets baggrund, problemstilling og vidensambition ... 5
1.1 Børnehaven er ikke bare for sjov, den skal også føre til noget ... 7
1.2 Deltagelse – en institutionel ret eller… ... 11
1.3 Fra problemstilling til forskningsspørgsmål og vidensambition ... 13
1.4 Litteratur til inspiration for problemstillingen ... 14
1.5 Afhandlingens opbygning ... 15
Kapitel 2: Videnskabsteoretiske og metodologiske baggrunde for forskningsdesignet og dets teoretiske forankring ... 17
2.1 At nærme sig sit forskningsfelt gennem objektkonstruktion og det dobbelte brud ... 17
2.2 Den praxeologiske viden og feltets magtforhold ... 19
2.3 Fravalgte forståelser og begreber ... 23
2.4 Udfordringer ved at overføre feltforståelsen til børnelegefællesskaber ... 25
2.5 Fænomenologien som vej til et børneperspektiv ... 27
2.6 Den nye barndomsforsknings betydning - fokus på børns hverdagsliv ... 29
Kapitel 3: Undersøgelsesdesignets teoretiske tilgange ... 31
3.1 Teoretisk indramning af den selvorganiserede leg ... 31
3.2 Den selvorganiserede leg som underfelt ... 35
3.3 Observationsstudiet som metode for tydeliggørelse af børneperspektiver ... 36
3.4 Den fænomenologiske tilgang i et etnografisk feltstudie ... 39
Kapitel 4: Forskningsprojektets empiri og metodiske afstemninger i mødet med praksis ... 41
4.1 Det empiriske materiale – en oversigt ... 41
4.2 Adgang til og samarbejde med forskningsfeltet ... 43
4.3 Forskningsetiske overvejelser over børnenes position i forskningsprojektet . 51 4.4 Forskningsetiske refleksioner over forskningsprojektets værdi for de deltagende ... 53
4.5 Genovervejelser om undersøgelsesdesignet ... 55
4.6 Forskningsprojektets videnskabelige placering ... 58
4.7 Litteratursøgning ... 59
Kapitel 5: Den institutionelle koreografi og den selvorganiserede leg i praksis ... 61
5.1 Den institutionelle koreografi i børnehaven ... 61
5.2 Den selvorganiserede leg som genstandsfelt i praksis ... 64
Kapitel 6: Positioner i forbindelse med min forskning ... 69
6.1 Den anden voksne, forskeren og børnene ... 70
6.2 Udfordringer som forsker, når positionen forstyrres ... 72
Del II: Analyse af forskningsprojektets empiri ... 75
Kapitel 7: Introduktion til analysekapitlerne ... 75
7.1 Observationskapitlernes analytiske sammenhænge ... 75
Kapitel 8: Børns differentierede dialogformer ... 79
8.1 Sprogbrug som deltagelsesadgang ... 80
8.2 Hverdagslivets sprogbrug ... 87
8.3 Den selvorganiserede legs sprogbrug ... 97
8.4 Sammenfatning og diskussion af kapitlets analytiske perspektiver på deltagelse og sprogbrug ... 132
Kapitel 9: Venskabers betydning for deltagelse ... 139
9.1 Deltagelsesmuligheder og institutionelle venskaber... 141
9.2 Venskabsrelationers betydning for legens udvikling og fastholdelse af deltagelse ... 146
9.3 Sammenfatning og diskussion af kapitlets analytiske perspektiver på deltagelse og venskab ... 154
Kapitel 10: Deltagelse forhandlet via artefakter ... 157
10.1 Artefakters betydning for deltagelse ... 159
10.2 Sammenfatning og diskussion af kapitlets analytiske perspektiver på deltagelse og artefakter ... 167
Kapitel 11: Rums betydning for deltagelse ... 171
11.1 Institutionaliserede rum til børn ... 171
11.2 Situationelle børneinitierede rum i rummene ... 175
11.3 Børns rum i rummene ... 183
11.4 Sammenfatning og diskussion af kapitlets analytiske perspektiver på deltagelse og rum ... 202
3
Kapitel 12: Deltagelse i børnefællesskabet, pause fra legefællesskaber ... 211
12.1 Deltagelsesmodstand og deltagelseslyst ... 212
12.2 Sammenfatning og diskussion af kapitlets analytiske perspektiver på deltagelse og deltagelsesmodstand samt deltagelsespause ... 220
Del III: Undersøgelsens vidensbidrag om veje til deltagelse 223
Kapitel 13: Undersøgelsens vidensbidrag om deltagelsessammenhænge i dagtilbud ... 22313.1 Feltanalyse som indgang til et børneperspektiv på deltagelse ... 223
13.2 Retrospektiv diskussion af relevansen af forskningsprojektet ... 228
Kapitel 14: Konkluderende afslutning på deltagelse gennem legens (sociale) sprog 229 14.1 Deltagelse – et sammensat fænomen ... 230
14.2 Legens sociale sprog ... 231
14.3 En feltforståelse tilrettet børnefeltet ... 237
14.4 Forskningsprojektets afledte fremadrettede spørgsmål og relevans ... 238
Kapitel 15: Perspektiverende afrunding ... 241
15.1 Inspiration til drøftelse i og om pædagogisk praksis ... 241
15.2 Policy-dokumenter og børns deltagelse i selvorganiserede leg ... 244
Referencer ... 249
Bilag A: Oversigt over observationernes placering i afhandlingen ... 258
5
Del I: Etablering af forsknings- kontekst metodisk og teoretisk
Kapitel 1: Forskningsprojektets baggrund, problemstilling og vidensambition
I nærværende forskningsprojekt har jeg undersøgt 3-5 årige børnehavebørns mulighe- der for og veje til deltagelse i legefællesskaber i selvorganiseret leg i børnehavens institutionelle rammer. Her har jeg været optaget af, hvordan det jeg vil kalde legens sprog udfolder sig i børns sociale og sproglige interaktioner, og af hvilke aspekter i legens sprog der bi- drager til deltagelse. Legens sprog har i forskningsprojektet vist sig som et ”legens so- ciale sprog” (se afsnit 8.4.4), der omfatter såvel ordløs kommunikation som sproglige interaktioner, børns indbyrdes relationer samt deres samspil i og med rum og materiali- tet. Det har ligeledes vist sig, at det ’at beherske legens sociale sprog’ har betydning for, hvordan deltagelse opnås i de selvorganiserede legefællesskaber, og for hvordan delta- gelsen fastholdes. Undersøgelsen er foregået som et længerevarende feltstudie i to bør- nehaver, hvor mit blik har været rettet mod børns deltagelse, ud fra hvordan børn age- rede i relation til hinanden og til det institutionelle hverdagsliv.
Interessen for forskelle i deltagelsesmuligheder har fulgt mig fra min første ansættelse som ung, nyuddannet socialpædagog i en aldersintegreret daginstitution kombineret med et samværstilbud til alle småbørnsfamilier i området omkring Istedgade1. Jeg har siden forfulgt denne interesse også i forbindelse med mit kandidatstudie, hvor jeg i flere studieopgaver beskæftigede mig med dagtilbuds forebyggende funktion i forhold til eksklusion fra deltagelse. I ét projekt undersøgte jeg, hvordan motoriske vanskeligheder kan ses at påvirke børns relationelle position i dagpleje, børnehave og udskoling. Pro- jektet pegede på, at børn, der ikke havde de aldersforventede motoriske færdigheder, medvirkede til at marginalisere sig selv. Jo ældre børnene blev, jo mere beskrev de den manglende deltagelse som deres eget valg. Den selvvalgte marginalisering sås reprodu- ceret, uagtet at børnene havde opnået aldersforventede motoriske færdigheder ved hjælp af træning. Dog kunne børnene undgå marginalisering, hvis de kunne kompense- re for deres motoriske vanskeligheder gennem kommunikation og sprogfærdigheder2. Min interesse for deltagelse omfatter også det social- og specialpædagogiske område, hvor mulighed for at have indflydelse på deltagelsesmuligheder i eget liv er et kontinu-
1 Istedgade blev på daværende tidspunkt anset som et meget udsat boligområde på Vesterbro i København grundet prostitution og kriminalitet.
2Bernstorff Jakobsen, Benedicte S. (2009). Hvordan kan motoriske vanskeligheder ses påvirke et barns relationelle position? – en undersøgelse i Bourdieus optik. Ikke offentliggjort, egen skriftlig opgave til modul: Individ, modernitet og samfund (DPU, AU).
erligt omdrejningspunkt3. Uanset om det er begrundet i alder og forældrebehov, handi- cap eller sociale udfordringer, at forskellige grupper er afhængige af pædagogisk perso- nale, er der én fællesnævner for deres mulighed for deltagelse: institutioner har stor ind- flydelse på, hvilke former for deltagelse der bliver understøttet og derfor mulige. Lige- ledes er det en fællesnævner, at pædagogerne medvirker til at skabe deltagelsesmuligheder, som jeg har såvel egne som genfortalte erfaringer med, ikke nødvendigvis kan opnås eller fastholdes uden pædagogers mellemkomst. At deltagelsesmuligheder forsvinder kan være begrundet i mange forskellige årsager, men det ’at de kan forsvinde’ peger på relevansen af at undersøge, hvad der er betydningsfuldt for børns deltagelse i de legefællesskaber, børn organiserer uden pædagogers deltagelse. Til undersøgelse heraf har jeg, inspireret af Pierre Bourdieus feltforståelse, indkredset ”den selvorganiserede leg”, som et felt (se afsnit 2.2).
Børns tidligere erfaring med deltagelse og afvisning synes ikke kun i mine kandidat- studieopgaver at have betydning for deres senere forståelse af deltagelse, uanset om be- tingelserne herfor er ændret. Også i Femke van der Wilt m.fl.’s undersøgelse af forhol- det mellem deltagelsesafvisning og -accept (van der Wilt, van Kruistum, van der Veen,
& van Oers, 2016) ses der en sammenhæng. Ifølge Femke van der Wilt m.fl. er der en kønsspecifik sammenhæng i deltagelsesafvisninger og aggressiv adfærd. De har set en sammenhæng mellem kommunikative kompetencer4 og deltagelsesaccept, men har ikke kunnet se sammenhæng mellem kommunikative kompetencer og afvisning. I undersø- gelsen kan det ses, hvordan deltagelsesafvisninger får betydning for adfærd generelt, idet 4-5 årige drenge, der dagligt blev afvist af kammeraterne, udviste en aggressiv ad- færd og uprovokeret aggression, en adfærd der fortsatte igennem deres skoleforløb.
Van der Wilt m.fl. foreslår derfor en pædagogisk opmærksomhed på børns kommuni- kative kompetencer som vej til at styrke deltagelse.
I Danmark er der lovgivningsmæssigt krav til en sådan pædagogisk opmærksomhed med læreplanstemaet ”Kommunikation og sprog” (“Dagtilbudsloven”, 2019)5, der sam- tidig kan ses som en politisk toning af den pædagogiske tilgang. En toning, jeg finder, kan være ensidig i sit fokus på børns sproglige og kommunikative udvikling som forud-
3 I samarbejde med UC SYD kolleger har jeg undersøgt deltagelsesmuligheder for borgere på bosteder og unge på STU-uddannelser i projekterne ”Delagtighed i eget liv” og
”Sundhedsfremme for unge med nedsat funktionsevne i et STU-forløb i forhold til deres fritids- liv og livskvalitet” (Bossen & Bernstorff, 2014; Larsen & Bernstorff, 2016; Bernstorff, Larsen, &
Mundt, 2019).
4 Ifølge Bent Madsen er kompetencebegrebet blevet indført som et formaliseret normalitetsbe- greb via Dagtilbudslovens læreplansmål. Begrebet kan ses problematisk at anvende, fordi det kan fungere som en eksklusionsmekanisme i forhold til uformelle normalitetsforestillinger (Madsen, 2009). Kompetencebegrebet ser jeg relevant at anvende i afhandlingen med fornøden opmærk- somhed rettet herpå, også fordi det er et fælles operationelt begreb i pædagogisk praksis.
5 Dagtilbudsloven er under ph.d.-projektet ændret løbende. Jeg har i analyserne anvendt LBK nr 176 af 25/02/2019, som var gældende, ved feltarbejdets afslutning.
7 sætning for deltagelse i fremtidig uddannelse og samfundsliv, mens børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber ikke tildeles tilsvarende opmærksomhed.
For at forstå børns deltagelse finder jeg det relevant at rette opmærksomhed mod børns institutionelle mulighedsrum. Inspireret af Bourdieus praxeologiske tilgang, er det nødvendigt at være opmærksom på de relationelle sammenhænge en given praksis, - her børns deltagelse, indgår i (se afsnittene 2.2-2.4). Den politiske rammesætning af dagtil- bud sætter en retning for, hvad der prioriteres som betydningsfuldt, og samtidig nedto- nes andre forholds betydning. Selv om mit forskningsprojekt retter sig mod børns del- tagelse i deres selvorganiserede lege, finder jeg det vigtigt at skitsere disse sammenhæn- ge. Det hænger sammen med, at den politiske og den pædagogiske rammesætning får en retningsvisende funktion for, hvordan børns deltagelse lader sig gøre. En retningsvi- sende funktion, der med den styrkede pædagogiske læreplan (Børne- og Socialministeriet, 2017a, 2017b; “Dagtilbudsloven”, 2019) sætter den viden om børns deltagelse, jeg efterspørger med forskningsprojektet, under pres. En viden jeg efter- spørger uden at tage stilling til effekterne af læreplanerne. Dog finder jeg den vigtig at få belyst med afsæt i den nye barndomsforsknings blik for det dualistiske forhold mellem
”barndommens tid” og ”barnets tid”; hvor ”barndommens tid” ses som en livsperiode tilrettelagt ud fra samfundsmæssige forventninger, og ”barnets tid” som den tid, barnet selv har et råderum i (se afsnit 2.6).
1.1 Børnehaven er ikke bare for sjov, den skal også føre til noget
I det følgende vil jeg indkredse relationelle sammenhænge mellem den politiske ramme- sætning af børnehaver og den pædagogiske rammesætning af det institutionelle hver- dagsliv, der, som jeg ser det, har betydning for at forstå børns deltagelse i den selvorga- niserede legs legefællesskaber. Sammenhænge, der optager mig i forhold til børns delta- gelse i selvorganiserede legefællesskaber uden pædagogers deltagelse, fordi det i forskning allerede er påvist, at legen som et fælles socialt rum har indflydelse på børns generelle trivsel i børnehaven og for deres forståelser af egne deltagelsemuligheder og agens senere i livet (fx Gilliam & Gulløv, 2012; Højholt, Larsen, & Stanek, 2014; Jen- sen, 2005; Warming Nielsen, 2000; Warming 2001). Omend det ikke er disse rammer, der er den egentlige genstand for min undersøgelse, finder jeg, de udgør en afgørende ramme. Samtidig er de en vigtig bevæggrund for, at jeg finder det nødvendigt at beskæf- tige mig med børns deltagelse i deres selvorganiserede leg og udføre forskning, der viser betydningen af og måder hvorpå, denne leg foregår.
1.1.1 Den pædagogiske relation
Historisk har der i pædagogisk praksis været skiftende tilgange til formålet med og rammesætningen af børns ophold i dagtilbud. Tilgange der i vid udstrækning kan ses følge samfundsudviklingen, dog altid med hensigt om at fremme børns udviklingsmu- ligheder, og at børn skulle socialiseres til fremtiden (Fischer & Henriksen, 2002),
ligesom der har været fokus på at løse forældres behov for pasning til deres børn. Siden indførelse af læreplaner i 2004 (“Lov om ændring af lov om social service (historisk)”, 2004) har den intenderede læring og tilrettelæggelse af det pædagogiske miljø, som ideal, været fokuseret ud fra seks læreplanstemaer, herunder børns sproglige udvikling. Ifølge BUPL6 kom der med læreplanernes indførelse en forandret tilgang til det pædagogiske arbejde. Læreplanestemaerne medførte, at Mange daginstitutioner er [gik] i gang med at afsøge deres praksis for læring. Pædagoger undersøger, hvordan, hvornår og hvad børn lærer af det, der foregår i vuggestuen og børnehaven (Jensen, 2004, uden sidetal), hvilket afspejler, hvordan det pæda- gogiske fokus blev rettet mod læringsmuligheder som mål for den pædagogiske praksis.
Lovændringen kan samtidig ses som starten på en anderledes styring af, hvad der skal foregå i børnehaven, fordi Socialministeriet forud for lovens ikrafttræden igangsatte projekter7 med fokus på læring i småbørnsinstitutioner. I projekterne har fokusset væ- ret, at læring er en udviklende proces, der medfører forandring. Vejen til udvikling og forandring er forankret i pædagogens indsats, fordi forståelsen i projekterne er, at Rela- tionen mellem den voksne og barnet er central (Jensen, 2004, uden sidetal), hvilket implicit kan ses som en nedprioritering af børns gensidige samvær. En forståelse, der ses såvel i det daværende som nuværende inspirationsmateriale, der publiceres til pædagogisk praksis, hvori relationen mellem børn og pædagoger ligeledes er i fokus. At pædagogen blev og bliver vægtet som helt central for børns udvikling, mens relationen mellem børnene er tilbøjelig til at være upåagtet, er som sådan ikke en ny tilgang. Dog sker der med lære- planslovgivningens forventninger til pædagogerne en politisk synliggørelse og forstærk- ning af, at det er på dette grundlag, pædagogisk praksis organiseres. En vægtning, jeg mener, medfører en risiko for, at legen udgrænses som en relevant aktivitet for børn, eftersom børns legefællesskaber har fået en anden prioritering med de seneste 20 års fokus på læring. Risikoen ser jeg med baggrund i, at der ifølge Tomas Ellegaard (i inter- view med BUPL) er sket en bevægelse, der har ført legen væk fra børnene, hvilket har bevirket, at børnenes råderum til selv at bestemme i institutionerne er blevet indskrænket (Løntoft, 2015, s. 5). Det betyder, at børns tid til deltagelse i selvorganiserede lege og mulighed for at forfølge egne eller legefællesskabers optagethed er mindsket. At legen udgrænses kan have betydning både for børns deltagelse og for deres indbyrdes kommunikation.
Ifølge Ivar Frønes (Frønes, 1994, 2018) mindskes et vigtigt rum for børns mulighed for at tilegne sig kommunikationens kompleksitet på den måde, som leg og samvær med ligeværdige udgør, og det mener jeg sætter børns selvorganiserede legefællesskaber un- der pres.
Med den nye dagtilbudslov (Børne- og Socialministeriet, 2017b; Dagtilbudsloven, 2019) er blikket for voksen-barn relationen som den centrale fastholdt, og relationen
6 BUPL er pædagogernes fagforening.
7 Bl.a. KID-projektet. KID står for Kvalitet i Dagtilbud og er udført af Learning Lab Denmark (Jensen, 2004). KID-projekterne blev både forud og efterfølgende udgivet som inspirationsma- teriale til pædagogers tilrettelæggelse af det pædagogiske arbejde i henholdsvis Sølv- og Guld- guiden (Kjær, Nørgaard, & Jensen, 2003; Olesen & Kjær, 2005).
9 beskrives som vej til at understøtte børns initiativer og deltagelse i fællesskaber. I publi- kationen ”Den styrkede pædagogiske læreplan: Rammer og Indhold” uddybes det, hvordan pædagoger forventes at arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan og etablering af læringsmiljøet, så den intenderede pædagogik er til stede hele dagen og i alle aktivite- ter, rutiner med børnene mv. (Børne- og Socialministeriet, 2018, s. 10). I tillæg hertil er der udarbejdet tematiske materialer til at understøtte pædagogerne i at indfri intentionerne om et styrket læringsmiljø ud fra 12 fastsatte mål. Dette ser jeg som en øget styring af det pædagogiske arbejde8, der får indflydelse på forståelsen af børn og deres liv og kan medføre yderligere indskrænkelse af børns råderum og dermed et øget pres på børns selvorganiserede legefællesskaber.
Med den politiske vægtning af voksen-barn relationen ser jeg en fokusering på børns deltagelse i pædagoginitierede fællesskaber, mens børns deltagelse i selvorganiserede le- gefællesskaber fremstår indskrænket. En indskrænkning, jeg samtidig ser, positionerer pædagogen som den betydningsfulde for, at børn kan gøre sig til deltager. Herved på- virkes børns mulighed for at gøre sig egne erfaringer med selv at etablere adgang og fastholde deltagelse i selvorganiseret legs legefællesskaber. Erfaringer jeg anser som nødvendige for, at børn selvstændigt kan etablere deltagelsesmuligheder såvel i børne- haven som senere i livet. På den baggrund ønsker jeg implicit at problematisere forståelsen af voksen-barn relationens forrang, idet jeg ser, forståelsen bidrager til at mindske opmærksomheden på barn-barn relationer og usynliggøre betydningen af disse, uden dermed at indikere at pædagoger ikke har en betydningsfuld rolle for børns deltagelse.
1.1.2 Sprog som deltagelsesforudsætning
Den politiske rammesætning af børnehaven som først og fremmest et læringsmiljø har indflydelse på, hvad der ses som deltagelsesforudsætninger. I den politiske forståelse af og forventning til dagtilbuds pædagogiske praksis fremhæves sprog som adgangsgiven- de for deltagelse. I Dagtilbudslovens seks læreplanstemaer fremstår ”kommunikation og sprog” som centralt ved, at det som det eneste læreplanstema uddybes i et efterfølgende selvstændigt afsnit i loven. Her beskrives, hvordan børns sprogfærdigheder skal vurde- res og understøttes med sprogstimulering i tilfælde af behov for sprogunderstøttende aktiviteter9 (”Dagtilbudsloven”, 2019, henholdsvis §8 stk. 4 samt §§11 og 12). Fokus ligger på, hvad børn kan (og skal) lære af de voksne. At det er af og med pædagogerne, sprogtilegnelse foregår, forstærkes af, at sprogstimuleringen i praksis ofte forstås som noget, der foregår løsrevet fra legemiljøet og med udgangspunkt i materialer og meto-
8 Den øgede politiske styring af det pædagogiske arbejde er ikke en ny problematik (se fx Elle- gaard, 2016; Togsverd, 2015) men med den styrkede læreplan, finder jeg, den udgør en tættere relationel sammenhæng til børns institutionelle mulighedsrum.
9 Den politiske befæstning forstærkes af de beskrevne repressalier over for forældre. Sprogvur- deringen omfatter også børn uden for dagtilbud, og forældre kan fratages deres børneydelse, så- fremt de ikke følger de lovpligtige anbefalinger for børns sprogstimulering.
der, der understøtter, at børn sprogligt udvikler sig på passende måder for deres fremti- dige viden og kunnen frem for mod børns initiativer i leg. Tilgangen til sprogstimule- ring ses ligeledes politisk befæstet i de kommunale indsatser for sprogarbejdet i dagtil- bud10.
Sprogstimulering er som sådan ikke en ny opgave for pædagogisk praksis, men den har ændret karakter, idet der siden 1997 lovgivningsmæssigt er beskrevet en sprogpæda- gogisk opgave, der fra 2007 også har omfattet en rammesætning af den pædagogiske vurdering af, hvornår børn skal sprogvurderes. Indholdet i sprogvurderingen kan ses som en udpegning af, hvilket sprogbrug der skal stimuleres og understøttes. Ifølge Lars Holm er en sproglig evaluering hverken en neutral eller objektiv måling, men derimod en samfundsmæssig og institutionel praksis, der fremhæver bestemte normer og værdier for børns sproglige udvikling. I praksis, som en tendens til at kategorisere børns sprog- lige formåen i forhold til den indlejrede forståelse i evalueringsmaterialet. Holm peger på, at en evalueringsforståelse med en forestilling om et fælles, dansk barneliv og et kundskabs- syn, hvor det værdsættes, at børn møder nogenlunde de samme ting i deres verden, og derfor tilegner sig nogenlunde de samme ord (Holm, 2009, s. 117) ikke værdsætter børns mindre generaliserba- re ordforråd. Dermed er der en risiko for, at der såvel politisk som pædagogisk bliver rettet mindre opmærksomhed på børns indbyrdes sprogbrug i leg, og de praktiserede norm- og værdisættelser ikke er fokuseret på, hvordan de understøtter børns deltagelse i den selvorganiserede leg. Det, finder jeg, er en såvel reduceret som reducerende tilgang til at forstå børns deltagelse, der peger på, at en undersøgelse af børns deltagelse må omfatte andet end børns verbale færdigheder for at få viden om, hvordan de interagerer og bruger sprog i en bred forstand, når de forhandler deltagelse i deres selvorganiserede legs legefællesskaber.
Min forskningsinteresse kan på ovennævnte baggrunde indkredses til en interesse for børns deltagelse, undersøgt ud fra, hvordan børn anvender de institutionelle muligheds- rum, og hvilke aspekter i børns sociale og sproglige interaktioner der fremstår som be- tydningsfulde for deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber. Hermed åbner jeg for min ovenfor nævnte forståelse af, at børns selvorganiserede leg kan have sit eget
’sprog’, et legens sprog, der ikke beror alene på børns verbale sprog. Et sprog med be- tydning for, hvordan deltagelse opnås og fastholdes; et sprog der ikke kan findes i poli- cy-dokumenter eller i voksen-barn relationen, men som må udforskes empirisk i det felt, hvor deltagelsen er på spil og med fokus på de deltagendes praktikker. Min ambiti-
10 I eksempelvis Fredericia Kommune, hvor dette forskningsprojekts empiri er produceret, er indsatsen beskrevet i henholdsvis ”Literacy” og ”Kvalitetsrapport DAGTILBUD 2014” (Frede- ricia Kommune, u.å.; Fredericia Kommune, 2015). Indsatserne er rettet mod såvel sproglige som skriftsproglige færdigheder, hvilket for dagtilbuddene har betydet følgende strategi om, at læ- ringsmiljøerne omkring pædagogiske læreplaner bør [derfor] udvikles med fokus på sprog og kommunikation som nøglen til at forstå verden (Fredericia Kommune, u.å., s. 6), og med et erklæret mål om, at Fra sprog- vurdering i 3 års alderen til sprogvurdering i indskolingen skal andelen af børn med et aldersvarende sprog være steget markant (Fredericia Kommune, 2015, s. 12).
11 on med forskningsprojektet er at løfte denne viden frem og derigennem udvide blikket for, hvad der bidrager til børns deltagelse.
1.2 Deltagelse – en institutionel ret eller…
I det følgende vil jeg indkredse den forståelse af deltagelse, jeg tilstræber at undersøge i forskningsprojektet for at kunne indfri ambitionen om at udvide blikket for børns del- tagelse.
Børns deltagelsesrettigheder fremgår ikke alene af den danske dagtilbudslovgivning, men også af FN’s Børnekonvention (“FN’s Børnekonvention”, 1992). I policy- dokumenterne synliggøres, hvordan den formelle ret til deltagelse er sat i relation til et fremtidsrettet medborgerskab. Når deltagelse retter sig mod fremtiden, får det betyd- ning for, hvordan der arbejdes med deltagelse og deltagelsesmuligheder i dagtilbud. Jens Qvortrup beskriver, at det fremtidsrettede perspektiv kan ses som et historisk paradoks, og at der er blevet en større interesse for, hvad børns fremtidsliv skal være frem for en interesse og bekymring for børns krop og sjæl. Fokusering på børns fremtid har samti- dig medført en større optagethed af opvækstforhold, og det har betydning for børns erfaring med beskyttelse og ikke-beskyttelse, fordi børn nu opholder sig i afgrænsede beskyttede tilbud, hvor de befinder sig parallelt med samfundet. Denne udvikling af barndommen har ifølge Qvortrup foregået under dække af, at det er til barnets bedste, hvorved barndommen er blevet instrumentaliseret for formål, som ikke helt og fuldt har været dens egne. Det har medført, at børns mulighed for at deltage i netværk er gået fra at være komplekse og aldersblandede mønstre til mere simple og aldersstandardise- rede. Ændringerne har ikke alene medført en større aldersdifferentiering i børnefælles- skaber i børns opvækst, men også en adskillelse af børn og voksnes liv, hvilket medvir- ker til, at børns opvækstbetingelser nærmere indrettes mod, at børn skal blive en del af voksensamfundet end mod et fælles samfund (Qvortrup, 2009).
Ved dette forskningsprojekts begyndelse var deltagelsesfokusset i dagtilbudslovgiv- ningen rettet mod dagtilbuds forpligtelse til at forebygge negativ social arv og eksklusi- on samt fremme barnets læring, sproglige udvikling og adgang i dagtilbuddets og sam- fundets fællesskaber (“Dagtilbudsloven (historisk)”, 2016, §1 stk. 3 og kapitel 2 §§7- 12). Fokus var her rettet mod udligning af den såkaldte læringsulighed11 for derigennem at styrke alle børns deltagelse (Rådet for Børns Læring, 2016, 2017). Med ændringen af Dagtilbudsloven i 2017 fremskrives vigtigheden af børns deltagelse (Børne- og Socialministeriet, 2017a, 2017b) ud fra en forståelse af, at Alle børn har ret til en god barn- dom og til at være en del af fællesskabet (Børne- og Socialministeriet, 2017a, s. 5, min
11 Læringsulighed er, i lighed med kompetencebegrebet et policybegreb, der er problematisk.
Som begreb bidrager det til at lægge en formaliseret læringsforståelse ned over børns læring og til at usynliggøre relationelle sammenhænge med andre forhold af betydning for manglende del- tagelsesmuligheder.
fremhævning). Til trods for, at ”alle skal med”, finder jeg, at børnehavebørns risiko for at miste eller være udfordret i deres deltagelse i fællesskabet(er) er øget, fordi den inten- derede læring har fået forrang også uden for de planlagte aktiviteter (Børne- og Socialministeriet, 2017a; Ministeriet for Børn Undervisning og Ligestilling, 2016). Der- ved risikerer børns egne initiativer at blive afbrudt og overset, også i deres selvorganise- rede leg, hvilket har betydning for børns mulighed for selv at forhandle deltagelse.
Med Qvortrups blik på udviklingen kan forståelserne i policy-dokumenterne ses ret- tet mod et aldersdifferentieret fællesskab, der også i praksis er formaliseret i børneha- vens gruppedelinger. De tilbud, de aldersdifferentierede børnegrupper får, er organise- ret af det pædagogiske personale ud fra en kompleksitetsreducerende tilgang, så det passer til børnegruppens sammensætning. Dermed er den institutionelle kontekst og styring ikke nødvendigvis rettet mod børnehavebørns mulighed for deltagelseserfaring til det aktuelle hverdagsliv uden for børnehaven, fordi børnene her forventeligt vil del- tage i samvær, hvor aldersspredningen er større. Hvordan børn kan inddrage deres erfa- ringer herfra i børnehaven vil afhænge af, hvordan det enkelte barn kan afstemme sine forskellige arenaer.
Ifølge Bent Madsen handler fællesskaber om at være i fællesskab om noget, hvor det er sociale normer, der er bestemmende for, hvordan der skabes plads til hinanden (Madsen, 2009). Derfor vil der være individuelle børneforståelser af, hvad der i situatio- nen opleves vigtig af børnehavebørnene, for at de enkeltvis oplever sig anerkendt og værdsat i et fællesskab. Børns erfaring med at være vigtig, synlig, anerkendt, inddraget etc. sammen med andre børn opnås sammen med ligeværdige, fordi børn her selv skal skabe adgang til fællesskabet, mens børn i samværet med den voksne inddrages uanset børnenes handlinger (jf. Frønes, 1994, 2018). Forståelsen af, at der skal være noget at være fælles om, ses også i William Corsaros definition: Peer cultures are ”a stable set of activi- ties or routines, artifacts, values, and concerns that children produce and share in interaction with peers”
(gengivet i Kyratzis, 2004, s. 627). I Corsaros definition ses det, hvordan fællesskaber omhandler børnene selv og det, de er fælles om. Samtidig er den pædagogiske organise- ring betydende for, hvordan børnene kan organisere, hvorfor der ikke kan ses ensidigt på, hvad der bidrager til deltagelse.
Børns forståelser af det, de er fælles om får betydning for, hvordan sprog bidrager til børns deltagelse. Med afsæt i Charles og Marjorie Goodwins beskrivelse af, at The term participation refers to actions demonstrating forms of involvement performed by parties within evol- ving structures of talk (C. Goodwin & Goodwin, 2004, s. 222) er sammenhængen mellem handlinger og samtale vigtig for deltagelse, men samtalen kan ikke stå alene, da den ud- springer af konteksten. Samtale og kontekst må ses som et samlet hele for at se betyd- ningen i interaktionen. Denne forståelse henter Goodwin & Goodwin fra Erving Goffman. Goffman beskriver, at social interaktion er forankret i et behov for at tilhøre et fællesskab, hvorfor den enkelte efterstræber tilhørsforhold og deltagelse (Goffman, 2004, 2010). Deltagelse forankret i stræben efter tilhørsforhold kan forstås som, at der i børn er indlejret, hvad jeg begrebssætter som en deltagelseslyst, så de altid vil ønske at del-
13 tage sammen med andre. Deres interaktioner vil på baggrund af deltagelseslysten typisk blive båret af, at de tilretter sig andres forståelser for at opnå anerkendelse, mens de, der ikke forsøger at indpasse sig til et fællesskabs forståelser, ifølge Goffman underlægges sanktioner. Derfor kan den institutionelle ret til deltagelse ikke overføres på de børne- initierede legefællesskaber, da deltagelse ikke er en rettighed i legefællesskabet. Med del- tagelseslysten følger risikoen for ikke at blive accepteret som deltager (fx Frønes, 1994, 2018; Goffman, 2004, 2010; van der Wilt m.fl., 2016). Derfor retter min empiriske inte- resse sig mod en anden form for deltagelseslyst; som noget der ikke er konstant til ste- de. I stedet retter jeg deltagelsesperspektivet mod, hvordan der i børnehavens legefæl- lesskaber opnås en tryghed for, at muligheden for deltagelse er fortløbende til stede. Forsk- ningsprojektets deltagelsesdefinition indkredses derved til at være en fleksibel deltagelseslyst og en erkendelsesinteresse i, hvordan børn i deres interaktioner får og giver plads til hin- andens deltagelse, så Alle børn har mulighed for at kunne deltage i et legefællesskab, når de gerne selv vil. Det vil sige, at deltagelse ikke kun er, hvis barnet deltager, men også at børn kan fravælge samvær, hvis de gerne vil lege selv, uden at de mister muligheden for at deltage i legefællesskaber, når de igen har deltagelseslyst. For forskningsprojektets forståelse af deltagelse gælder det, at den anlagte definition trækker på et deltagelsesperspektiv, der omhandler børns interaktioner og deres anerkendelse af hinandens forskellighed i lege- fællesskaber i det institutionelle hverdagsliv.
1.3 Fra problemstilling til forskningsspørgsmål og vidensambition
De foregående problemidentifikationer og indkredsninger af centrale aspekter for un- dersøgelsen har ledt mig frem til en afgrænsning af min empiriske interesse for deltagel- se, der udmønter sig i følgende forskningsspørgsmål:
Hvordan opnår og fastholder børnehavebørn deres deltagelse i legefællesskaber i den selvorganiserede leg, samt hvordan bidrager børnenes sprogbrug til delta- gelse?
Hermed forfølger jeg, at børnehavebørns deltagelse i den selvorganiserede leg fremstår overset politisk i forhold til, hvad der er vigtigt for at opnå og fastholde deltagelse i selvorganiserede legefællesskaber i en institutionel kontekst. Med afsæt i henholdsvis en politisk, en teoretisk og en empirisk forståelse af deltagelse indkredser forsknings- spørgsmålet sproglige interaktioner som indgang til undersøgelsen af deltagelsesmulig- heder. Dette gør jeg ved at sætte sprogets interaktionelle brugsværdi for børnene i for- grunden i sammenhæng med andre aspekter, der viser sig betydningsfulde for børns deltagelse. Til undersøgelse heraf har jeg konstrueret følgende åbne arbejdsspørgsmål:
- Hvordan opnår børn deltagelse i et legefællesskab, og hvordan fasthol- des deres deltagelse?
- Hvordan forhindrer og udelukker børn hinanden fra legefællesskaber?
- Hvordan bidrager børns sprogbrug til deltagelse i relation til øvrige aspekter?
Arbejdsspørgsmålene har bidraget til at konkretisere og operationalisere min erkendel- sesinteresse, også når jeg har skullet forklare for andre, at mit projekts problemstilling hverken retter sig mod et læringsorienteret eller lingvistisk fokus på sprog og ordforråd, et funktionsrettet fokus på legens læringspotentiale eller et ulighedsfokus forankret i børnenes familiære baggrund. Arbejdsspørgsmålene har ligeledes fungeret som ud- gangspunkt for kategorisering og analyse af empirien ud fra, hvordan børnehavebørn opnår deltagelse uden de voksnes mellemkomst. En prioritering, der er begrundet i, at børns deltagelse forandres ved pædagogers tilstedeværelse, og at jeg ser deltagelse uden voks- nes mellemkomst som betydningsfuld for, at børn opnår erfaringer med deltagelsesad- gang og fastholdelse heraf som erfaringer, der kan bringes i spil uden for de institutio- nelle beskyttende rammer.
Forskningsprojektets ambition om at levere et vidensbidrag, der udvider blikket for, hvad der bidrager til børns deltagelse er dermed: at levere et vidensbidrag om børns delta- gelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber ud fra børns perspektiver på deres hverdagsliv, og om hvordan de agerer på baggrund heraf over for hinanden, når de ’forhandler’ del- tagelsesadgange og afvisninger i deres egne fællesskaber.
1.4 Litteratur til inspiration for problemstillingen
Med min forskningsinteresse for børns deltagelse er der især fire arbejder, der på for- skellig vis har bestyrket og inspireret mig i min tilgang til det anlagte forskningsdesign.
De fire arbejder har på følgende vis fået betydning for min forståelse af, at det er i børns interaktioner i selvorganiserede legefællesskaber, der empirisk kan opsøges viden om børns deltagelse og perspektiver på deltagelse:
Martha Sif Karrebæks ph.d.-afhandling ”At blive et børnehavebarn – En minoritets- drengs sprog, interaktion og deltagelse i børnefællesskabet” (Karrebæk, 2011). Afhand- lingen kombinerer etnografi, sprogvidenskab og samtaleanalyse med henblik på at give et empirisk belagt indblik i de faktorer, der har, får eller gives betydning i et enkelt barns levede liv, og i nogle af de almene sproglige og sociale mekanismer, der er på spil i danske børnehaver (Karrebæk, 2011, s. 11).
Karrebæks observationer er af en dreng af anden etnicitet end dansk, der lærer dansk og får sværere ved at opretholde deltagelse i leg med andre børn i takt med, at han sprog- ligt kan være i dialog og forhandle på dansk. Denne sammenhæng har styrket min for- ståelse af, at et stort ordforråd ikke nødvendigvis fører til deltagelse, og at der kan være andre forventninger til hinanden i legens sprog, end i sproglige interaktioner uden for den selvorganiserede leg, som har betydning for deltagelse.
Maria Øksnes’ ”Legens flertydighed” (Øksnes, 2012). Værket har med sin deklarati- on om, at Det er mit håb, at denne bog kan bidrage til en vis åbenhed over for noget andet end det, vi
15 er vant til at høre om børns leg – over for legens flertydighed og alt det, der endnu ikke er sagt eller skrevet om leg (Øksnes, 2012, s. 19) været inspiration for min konstruktion af ”den selv- organiserede leg” som et felt (se afsnit 2.2). I Øksnes’ beskrivelser har jeg kunnet følge min egen interesse for at se legen som en væren frem for en kunnen, så fokus ikke er på, hvad der kan opnås gennem leg, men på hvad der er betydningsfuldt for deltagelse, når børn interagerer i legefællesskaber. Værket har ligeledes dannet baggrund for mit miljø- skifte hos Maria Øksnes.
Eva Gulløvs ”Betydningsdannelse blandt børn” (Gulløv, 1999) er en bearbejdning af Gulløvs ph.d.-afhandling ”Børn i fokus. Et antropologisk studie af betydningsdannelse blandt børnehavebørn”. Gulløv beskriver dominansforhold og kulturelle afstemninger i børns samvær med udgangspunkt i Bourdieus teori. Afhandlingen har inspireret til at forstå deltagelse ved at anlægge en analytisk feltforståelse på børnehavebørns sociale og sproglige interaktioner i den selvorganiserede leg.
Charlotte Palludans ”Børnehaven gør en forskel” (Palludan, 2008) er ligeledes en ph.d.-afhandling om et antropologisk hverdagslivsstudie. Her er fokus på pædagogers differentieringsprocesser i deres sproglige interaktioner med børnene. Afhandlingen har inspireret til min indkredsning af, at deltagelse ikke kan ses uafhængig af de relationelle sammenhænge og til min begrebsgørelse af disse sammenhænge som ”den institutionel- le koreografi” (se afsnit 2.2).
1.5 Afhandlingens opbygning
Afhandlingen falder i tre dele. Del I omfatter kapitlerne 1-6. Disse omhandler etable- ring af en forskningskontekst, hvor kapitel 2 belyser de vidensskabsteoretiske og teore- tiske tilgange i forskningsprojektet. Kapitel 3 omhandler den teoretiske forankring og etablering af genstandsfeltet. Kapitel 4 beskriver kontakten til dagtilbudsfeltet, de forskningsetiske refleksioner over forskningsprojektets gennemførelse samt retrospek- tive refleksioner over undersøgelsesdesignet. Kapitel 5 belyser forskningsdesignet i mø- det med dagtilbudsfeltet. Kapitel 6 belyser positioner i forskningsprocessen.
Del II er afhandlingens analyser opdelt i kapitlerne 7-12, hvor kapitel 7 er en intro- duktion til analysekapitlerne. Kapitel 8 er afhandlingens indledende analyse af børns sproglige interaktioner med pædagoger efterfulgt af afhandlingens hovedanalyse af sammenhænge mellem deltagelse og sprogbrug i legefællesskaber. Kapitlerne 9-12 er analyser afledt af hovedanalysen i forhold til venskabers betydning for deltagelse i lege- fællesskaber i kapitel 9, artefakters betydning for deltagelsesforhandlinger i kapitel 10, og rums betydning for deltagelse og rums indvirkning på sprogbrug i selvorganiseret leg i kapitel 11. Kapitel 12 omhandler deltagelse som et foranderligt fænomen, der også in- deholder temporær deltagelsesmodstand. Præsentationsformen følger den eksplorative tilgang, der er anlagt i forskningsprocessen i forhold til, hvad der er i og på spil i den selvorganiserede leg.
Del III afrunder afhandlingen med kapitlerne 13-15. Kapitel 13 er en drøftelse af un- dersøgelsesmetodens betydning for vidensbidragene. Kapitel 14 er afhandlingens kon- kluderende afslutning, mens kapitel 15 er en perspektiverende afrunding, der inviterer til drøftelse om forandring af forhold, der på baggrund af vidensbidragene fremstår som en udfordring for børns deltagelse.
