Skolen og mig

Skolen _og mig

Af

Olsen

med

indledning af Agnete Engberg

Som i næsten alle små købstæder findes i Frederikssund en privat¬

skole,oprettet i 1889. Og denerblevet 100 år.

Privatskoleniprovinsbyen indgår iet mønstersammenmedborger¬

foreningen, skydebroderselskabet eller andre logelignende sammen¬

slutninger for mænd, ligesom fruerne samledes i velgørende kredse,

derforarbejdede håndarbejder til den årlige bazar.

Vi kender miljøet fra Lise Nørgaards Matador, fra Gustav Wieds

Livsens ondskab, det er let at karikere og hænge ud til latter. Mere

nænsomterdetbehandletaf HermanBangi Vedvejen.Privatskolerne

og de andre af borgerskabets institutioner og vaner har utvivlsomt

væretkulturbærende_ogbevaretafde små byers stræben efteratholde

etniveau,en livsstil, ogudviklekvaliteter og egenidentitetsombåde

de»førende«_ogde »forpligtede«.

Alt dette ^er på en rørende måde indfanget ^- nærmest kun som en duft ^- i den humoristiske _og hjertevarme beskrivelse af en drengs

væksttilyngling, mand ogtil sidst aldrende herre ogbedstefar.

»A-B-C-D-Livetatse«hedenpopulær lillesangafMogens Lorent¬

zen, ogetheltlivsforløb erpåsamme måde vundet ^{som en}krans ^om

engammel skole, deri anledning af 100-års jubilæet ^ersat i centrum.

Detbegynder med den 5-åriges stræben efteratblivestorogkomme

iskole, hansoverlegneforagtoverfor klassekammeratenBrittaogda¬

melærerneskifter til ivrig appetit efteratlære ogefterat tagefat på li¬

vetselv, hvorBritta pludselig begynderatfå facon på denmestforuro¬

ligende måde, værdat betragte i smugi klassen.

Og udaf skolen med realeksamen. Pludseliger man10-års-jubilarog påvej til sit første barn. Livetgår, børnene voksertil, dererværdier,

man ikke harøjnet før: »Dusku' seetrosenbed, vi har«, siger 25-års jubilaren til sin gamle klassekammerat. Næste generation går også i skolen, ogsånu erderenpigeatdrilleogkigge efter... pludseliger man farfaroghenter sit barnebarn ved skolens port. Nu er det hansturtil

medivrig stemme ogrødekinderatfortælle omden klassespigekam¬

merat.

Der er en livsens genkendelighed over den upretentiøse lille tale,

somdefleste vil kunnespejle sig selv i. En enkel visdomogtilfredshed med, at slægt følger slægters gang. At man ældes og ser de nye kuld

gro op.

Nutidsdanskerne_ogefterkrigsgenerationen især harværetprægetaf

stor mobilitet, søskendeflokke er spredt ^over hele landet ^og ud ^over

grænserne. Få er de, som gennem generationer har kunnet fortsætte

medat sættebørnisammeskole, med denssærlige duft, atmosfæreog traditioner.

Genkendeligheden i tilværelsen ^er uhyre central for et menneske.

Manbliverstressetogrodløs af altidatskulle møde det nye. Identite¬

ten og personlighedsudviklingen styrkes ved faste milepæle. Bliver

tilværelsen derimod for statisk, stillestående, kan livet gå i stå. Men

deterdernuikke storrisiko for ivoromskiftelige tid.

En gammel skole, et hus med lærere, som år efter årmodtagernye små børn, sender nye hold unge mennesker ud på egenboldgade, er nok værd atfeste for.

Ogmanforstår inderlig godt,^atdeteranledning til ballade i den^sto¬

restil, hvergangpolitikere vil nedlægge^enskole. Jamendetkan de da

bare ikke, der harmin Lise og Ole gået og måske også jeg selv ^- det føles som enpersonlig fornærmelseoget angreb påens egen historie.

Så kommerunderskriftsindsamlingerne i^{gang, og}folkrystessammen.

Rørikke vedvoresskole. Der eretpudsigt modsætningsforhold i den

form for trofasthed _{og egne} tidligere angreb på »slaveanstalten«.

Skolenforlivet, kannogle skoler kaldesig, sommidtpunkt eller rød

tråd. Andre skoler er desværre kun en parentes, hvor barndomsår

ødes.

AgneteEngberg

5 år

»Mo-ar, hvorformåjeg ikke komme i skole?«

»Ti stille«

»Jamen, nårnu Michael går?«

»Han erjo ældre end dig. Tilnæste år skal du.«

»På denprivate li'som Michael?«

»Selvfølgelig. Du blev meldt ind, allerede da du blev født.«

»Hvad sagdepolitiet, mor?«

»Politiet ?????«

»Ja, - - da du meldtemig.«

»Det varikke til politiet, vi meldte dig. Du blev meldt ind i skolen.«

»Nå,ja, men alligevel...«

6år

»Hurra- -jeggåri børnehaveklasse.

Men det ernogetrigtigt snyd, er det. Vi leger bare.

Jegvil ha' rigtige bøgerog skriveog regne og så'n.

Jegglædermig til næste år. Så skaljegoverpå den rigtige skoleoggå

i 1. klasse.

Britta erdum. Hunriver altid sit papir i stykker.«

7år

»Jeg går i b^-første altså- med bøger^også'n.

Vi har bar damelærere.

Deerbedst til småbørn,sigerfar.

Han erfra Lolland.

Vi har matematik^nu.

Det er ikke tilatforstå, sigermor.

Hun har også gået i skole her.

Mormor hentermiggernefra skole.

Såfårjeg kakao^- detergodt-og enhistorie -det kan hun ikke.

Farhar fundetmor i enhøstak, si'r han.

Hun har nok siddet_og syet, for han fandt først nåle, si'r han.

Nu harvi en elektrisk.

Britta er dum. Hun skriver 6-tallerne omvendt, og så skal hun altid

tisse i timerne.«

10 år

»4. klasse. Jegkan godt li' geografi.

Nu vedjeg, hvor Lolland ^er.De harmange roer.

Nu harvi flere lærere, der^ermænd.

Det erbåde godtogskidt.

Deto af dem harskæg.

Brittaerdum. Hunsidder,som omhun kørerpåkuglelejer, sigervores klasselærer.

Og så»niver« hun altid, Britta altså.«

13 år

»Til næste år skaljeg i 8. klasseog vælge kursus ogvalgfag og alt det

der.

Far _{og mor} forstår ikkeret meget af det, siger de.

Det varmeget nemmere, dadegik i skole.

Datog manbareen realeksamen, hvis manaltså ku'.

Jeg vil helst ha' alle de valgfag, derer.

Så skaljeg nok gå i skole i mange timer hver dag.

Britta erdum- - til matematik altså.

Hunergo' til gymnastik, siger de andre piger.

Hunerbegyndtatligneendame^{- -} ikkesomLene,der bareersådan ligeop ogned som etbræt.«

15 år

»9. klasse. Det er møgsygt det hele. Jeg gider ikke gåi skole. Jeg har droppet alle valgfag.^{- -} Jeggider ikke.

Dovenskabsbevis, siger skolebestyreren, når han snakker om det pa¬

pir, jeg skal ha' efter 9.

Jegerdaligeglad.

Jegerikke doven^—bare skoletræt.

Gymnasiet, siger du?

Ikke hos mig. Jegerfærdig med skole^{- -} dødtræt.

Britta eregentligmeget sød, sådan da.«

16 år

»10. klasse. Jegeralligevel ikke færdig med skolen.

Degamle tvangmig^{- -} godt det samme.

Jeg harfået lyst igen.

Det kangodtvære,jeg søgergymnasietnu efter10.

Britta erherogså.

Hun erstadigvæk dum til matematik.

Men hunergo'til engelsk ^{- -} skriver afog til mine stile.

Enførsteklassesgorgonzola, sagdeFlemmingfra 2.g.forledenomhen¬

de _oggrinede.

Jegkanikke li' Flemming.

Han kommer hver dag med bus^{- -} fra Stenløse.

Jegvil ikke mereha' skoleost på maden.

Den _smager af for lidt.«

18 år

»Godt _ogvel etår siden, atman forlod »slaveanstalten«.

Nå, slet så slem, som mangjorde den til, varden nu ikke.

Længes tilbage, siger du? Ikke et sekund.

Men deter numeget skægtat smuttehen om ogkikke.

Det erikke allelærere, der kan huske, hvem ^{man er.}

Men deterder ikkenoget at sige til ^— med skægogsådan.

Jegserafogtil Britta.

Hun er—ja hvad sigerman - -lige i øjet.

Flemming forsøgte selvfølgelig at charme sig ind.

Det fortalte Lisbethmig ^--hunerjo veninde med Britta.

Uden held —gudskelov.

Ingen mandfolk til mig, siger Britta ^{- -} ifølge Lisbeth.

Pokkers til sjov.«

26 år

1O-års-jubilar.

Tænk... erdet 10 årsiden,jeg gik ud af skolen?

Maninviteres til novemberfest.

Jeg må med^{- -} hilse på de gamle^{- -} se skolen,indvendig altså.

Forjeg kommer tit forbi den.

Nostalgi, siger du^--javist- - menhvad gørdet?

Hej, hvordan erdetgået dig? Jegku' næstenikke kende dig.

Familie, si'r du^{- -} ogbørn ^{- -}hvormange?

Jovisterjegfærdig med min uddannelse, menkun lige.

Jo,jeg^erheldig ^oghararbejde.

Økonomien, si'r du? Kunsådanlige med rumpeni vandskorpen.

Voresgamle skole??

Ja,egentligvar den ganske god, selv omvi bandede den derhen, hvor peberetgror.

Den lærtemig i hvert fald at bestillenoget.

Britta, si'r du? Hun er alle tiders - - står derhenne og snakker med

Helle —vi bor sammen.

Gift?Nej, ikke endnu.

Menkan du holde tætmeden hemmelighed?

Dumt spørgsmål^- selvfølgelig kan du det, somgod kammerat.

Hun ergravid, du ^... i 3. måned.

Jegerhamrendelykkelig.

41 år

25-års-jubilar.

Kan detværerigtigt? Erjeg virkelig så gammel?

Maninviteres tilårsafslutning^—er enaf dem, der skal^opatstå,^mens

hele salenglor på én.

Man har enmærkelig fornemmelse i maven ^{- -} føler sig som en lille skoledreng, selvom skolen for mig ikkeernoget fremmedogfjernt.

Du ved^—ham Britta ventede sig, davivartil10-årsjubilæum,er nu snart 15 oggåri 9. ^—hedder Marianne.

Det blev altså^enhun ^{- -}ligner i øvrigt Britta.

Håberforhende, hunfinder ^en fyr, dererlige så go' sommig.

Vores 2 andre går også på skolen ^{- -} selvfølgelig ^{- -} når vi nu bor i byen oghar rådtil det.

Hvor, spørger du? Borgmestervænget.

Du sku' se et rosenbed, vi har.

Vi klunserom at slågræsplænen.

Det lærerjeg aldrig^- at klunse altså. Pokkers.

Voresmindste, Ulrik, går i 2. klasse.

Mormor henter ham hverdag fra skole.

Hunhartid, ogvi arbejder begge ^-fulltime.

Mormor kanli' det. Hunhar selvgået der.

Denerforstornu- skolen - siger hun.

Ulrik laver vrøvlover, at han kun har mænd somlærere.

Han vil_gerneha' énsom mor, siger han.

Mariaerdum _og driller, fortæller han os.

Mariaer en pige iklassen.

56 år

40-års-jubilar.

Grå manke ^- topmave-rødlignæse-rynker^-hængemås.

Hej med dig, du gamle.

Erdet ikke sjovt atse det heleigen?

Nå,ja -for mig erdetikke sånyt.

Jeg kommer her hverfredag ^oghenter Jacob.

Det ermit barnebarn - -Mariannes altså.

Hun bor udei Marbæk sammen med Thomas.

Han er en finfyr, og de knokler derudad.

Derfor må Britta_ogjeg skiftevis hente Jacob.

Brittaerpå deltid.

Men om fredagen har jeg tidligt fri,og såfår jeg lov.

NuerdetBritta ellermig, der står udenforog venter, nårJacob kom¬

merstormende.

VistsågårJacob på den private.

Det bestemte både Marianne_og Britta ogjeg.

Og Thomas accepterede.

Han spiller fodbold.

Ulrik-voresyngste-snakkermegetom en pige der hedder Maria.

Et rigtigt gåsebryst, sigerhan.

Hun skal besøgeosi morgen, fortæller Britta.

Bare til^en_gangfrikadeller.

Jegtror,jeg knapper etparflasker rødvinop.

Hun ervistén, Ulrik har gået i klasse med.

Jacob snakkerså megetom enpige i hans klasse.

Hun hedder Jeanette.

Hun erdum, siger han.

66år

50-års-jubilar.

Davs-jeg ku' næstenikke kende dig igen.

Harduikke slanket dig?

Hva' siger du? Om ikkeogsåjeg har?

Næ, du. Jeghar godt nokprøvet mange gange.

Men nårman nukanli' etlilleglas oglidt god mad, så^erdet sør'me

svært.

Menjeg slipper da for rynkerne- der^erikke plads tildem.

Og så^erjeg holdtopmed at ryge,du.

For 6 årsiden.

Mindermig ikke ^{- -} haraldrig haft det så godt.

Pensioneres, siger du?

Ikke endnu^{- -} ikke med mit helbred.

Hvad siger du?

Jovist erderrøget etparstykkeri svinget siden sidst.

Det erdaogså 10 årsiden, atvi sidst mødtes her.

Har dusetErik?

Han sers'gu' nogetsmathaset ud.

Og Grethe?

Hold da ferie foren maskine.

Hun kan da kunsidde i en sofa.

Britta, siger du?

Ja, hun erstadigen smart pige.

Hunhar det ogsågodt ^{- -} meden mandsom mig, ikke?

Jegglædermig tilatkomme^enturrundt på skolen^-sidde på min^gam¬

leplads ^- drømme tilbage, du ved.

Jeghåberikke, de har lavet alt formeget om.

Jegerellers blevet farfar.

Ulrik borsammenmedMaria-hende hangik i klasse med. De haren

pige på 3 år^nu- Louise hedder hun.

Jegkanikke li' det der med,atmanhar børnogikke^ergift. Men det^er

nokmig, der^eroldnordisk, som Ulrik siger, nårjeg strejferemnet.

Nå - - Maria^ergod nok, ogLouise ersmaddersød.

Iøvrigt varJacob - duved Mariannes dreng^-påbesøg igåraftes.

Hangår i gymnasiet.

Hanhavde en pige med,som hangåri klasse med.

De gik også sammenpå realskolen.

Jeanette hedderhun.

Hun ermegetcharmerendeog vistnok dygtig.

76år

60-års-jubilar.

Nu errynkerneder, så detbatter.

Hvidt hår^{- -}humperlidt.

Dav, dugamle.

Detertyndet lidt ud i rækkerne.

Men en delervi daigen.

Det var en stærkårgang^- vores.

Vist viljeg da^gerne rundt på skolen.

Men formiger detnumest sjovtattræffe jer.

Helbredet,siger du?

Jeg harlidt vrøvl med benene.

Ogmin ^{mave er}heller ikke, hvad^{en mave}burde^være.

Britta, siger du?

Hun kører bare derudad.

Hun klarer simpelthen dethele.

Omjeg har børnebørn på skolen, siger du?

Detharjeg^- hele 2 ^-begge Ulriks børn.

Denældste, Louise^-gåri 7. klasse.

Hun kan bare det hele.

Hun kommertit hos os.

Hun snakker megetom en dreng der hedder Claus.

Jeghåber ikke, det udvikler sig til noget.

Forhan erfra Stenløse.

Jegharaldrig kunnet lide drenge fra Stenløse.

Denyngste^- Nina^- gåri 2. klasse.

Hunsnakker megetom en dreng, der hedderNiels.

Han erdum, siger hun, og så skal hanaltid tisse i timerne.