Valdemar Hansen og varieterevyen
- en
forfatter på de skrå brædder 1902-1927
AfAllan Røder
Enkøbenhavnskforestillingi 1909blev begyndelsen på det, derendnu i dag
er en af de almindeligste og mest afholdte danske scenegenrer - variete¬
revyen. Teksterne til revyen var leveret afde tre unge revyfolk Valdemar Hansen,AlfredKjærulfogG. Steen-Jensen.
Sammenkoblingen mellem varieteog revyhavdeværetlænge undervejs.
Deførste mangeår efter Erik Bøghs forestilling i 1849,der normaltreg¬
nesfor danskrevysbegyndelse, hørterevyennaturligt hjemmepåteatrene.
Her opførte man politiske og satiriske viser, monologer og sketcher, med
vekslende held. Mendasuccesenpå længere sigt udeblev, ophørteteatrene medatforsøge sig i dengenre(1).
Henimodslutningen af 1800-tallet nærmederevyensig så til varieteen. I
varieteenvar man ikke særligpolitisk engageret,til gengældvar der gøgl, klovner, akrobater,letpåklædte damerogvovede viser. Og dervaraldrigno¬
gen mangel på publikuminteresse og entréindtægter i en by som Køben¬
havn. Dette skyldtes bl.a. denstoreindvandring fraland til by, denstoreog
hurtigt voksende arbejderklasse, der begyndte at sætte sitprægpå de sam¬
lingssteder, hvorman kunne mødes efter fyraften, ogdet behov for under¬
holdning, dertil delsvar en følge af demange små, overfyldte lejligheder,
hvorrammerneudpå aftenen ofte kunne føleslovligtrange.
Et afde første steder, hvor de to genrer indgik i samme aftenprogram,
blevVennelyst Varieté på Amagerbro (2). Ved atkombinere de to stilarter
kunne den lille amagerscene nå ud til etstortpublikumog samtidig få lej¬
lighed til atkommentere denpolitiske situation.
Denslagskommentarervar der særlig interesse for blandtscenensfolk i Provisorie-tiden, 1885-1894. I den periode blev revyerne ofte talerør for nogle af Højre-regeringenspolitiske modstandere, dernubåde påvers ogi
prosabenyttede lejligheden tilatfremføre Venstresholdninger.
Efter forliget med Venstre i 1894 blev revyerne gennemgående mindre politisk engagerede, og denne tendens fortsatte ind i det følgende århun-
drede. I løbet af den sammeperiode rykkede de to genrer, revy ogvariete, stadigtætterepå hinandenogsmeltedesammeni den form, derhar fåetnav¬
netvarieterevyen (3).
Varieterevyen angreb som regel hverken Venstre eller Højre, var ikke specieltinteresseret i atopdrage, påvirke eller ændre folks synpå tingenes tilstand, havde ikke noget pædagogisk sigte, gik ikke til kamp mod for¬
domme eller konservatisme.Varieterevyen ønskede førstogfremmestatun¬
derholde og give folk engod aften, gerne v.h.a. flotte damer på scenen og
en vovet vise. Variete-revyen var et show, som folk helst skulle være til¬
fredse med.
Hvismanskal pegepåenbestemt forestilling,som mankanregnefor be¬
gyndelsen til den egentlige varieterevy, hvor elementerne fra de to genrer helt smeltede sammenien integreret enhed, må detværeTivoli-Varieteens forestilling, »Fra 'Maven'til 'Polen'«, i november 1909 (4).
Enafdem, der skrevrevyen, varValdemar Hansen, der ved den lejlighed samarbejdede med Alfred Kjærulfog Steen-Jensen. Tivoli-Varieteens fore¬
stilling det årvarValdemarHansensdebut inden forrevy, somhan ikkeop¬
gavlige med detsamme.Gennem defølgendeattenårvarhan med tilatud¬
forme genrenherhjemme.
Egentlig hed han Kristian Valdemar Hansenog var født 13. juli 1883 på
Christianshavn. Han varden yngste afen størrebørneflok i små kår. Fordi
hans svoger var musikdirektør på den ovenfor nævnte Vennelyst Varieté,
blevvarieteenpå Amagerbroetaf Valdemar Hansenstidlige tilholdssteder.
PåVennelystVarieté bød man på gøgl, komikere og sangerinder med dri¬
stige viser, ogmed den omfangsrige skuespiller Oscar Striboltsom enaf de
ledende kræfterbegyndtemani 1890'erneatvovesig stykkevis ind pårevy¬
ernes enemærker.
Et parårsenerebegyndte »Valde« som skuespiller påenaf Københavns
mere upåagtede scener, et lille etablissement, der blev kaldt Arbejdernes
Teater.Allerede i 1902 skrev han Tornerose, etdrama i fire akter, der blev opført på Arbejdernes Teater på Kløvermarksvej. Han spillede selv med i stykket, der var en meget dramatisk og dyster kærlighedshistorie. Social- Demokraten, dersomarbejdernes avis følteenvis forpligtigelse tilatfølge
med i tildragelserne på Kløvermarksvej, havde sin udsendte medarbejder
med vedpremieren. Medarbejderenvarikke begejstret.Mensomgod social¬
demokrat endte han med dennebetragtning: »For RestenerFolket selv den
retteDommer,ogFolketvarsærdeles tilfreds baade med Skuespilletogmed
Udførelsen: mange Fremkaldelser efter Tæppets Fald og tilsidst et længe
Levefor Forfatteren« (5).
Således opmuntretgik den 19-årige forfatter ogskuespiller straks i gang med sitnæsteværk. Det blevopført året efterogkom tilathedde »Hævnet«.
Valdemar Hansen (1883- 1928). Journalist og revy¬
forfatter. En uforbederlig bohéme, dervargodfor bå¬
de den vovedeogdensenti¬
mentale vise, ligesom han
mestrede det skcelmsk-un-
derfundige f.eks. i Dagmar
Hansens I seng kl. 11. Po¬
liti og censur varustandse¬
lig i hælene på ham. Foto¬
graf ukendt.
Det blev sat op i nogle provinsbyer oghavde en vis succes, hvorefter det
kom til Arbejdernes Teater, denne gang scenen på Enghavevej, hvor det
åbnede vintersæsonen i oktober 1903.Ligesomsin forgængervardetmeget dramatisk, handlede omkærlighedog vaktemere lykke hos publikum end
hosSocial-Demokratens anmelder(6).
»Hævnet«blev Valdemar Hansens sidste forsøg med dystre dramaer, og hans skuespillerkarriere erformodentlig også sluttetretkort tid efter. Men
i densammeperiode arbejdede Valdemar Hansen også med tingi helt andre
genrer. Hanflirtedeensmule med journalistikken (senere i livetkaldte han sig altid journalist, hvisnogenspurgte efter hans borgerlige erhverv), -og til Vennelyst Variété-Blad (som hans svoger varblevet redaktør for) skrev
handigte og vers.
Devers vardet, somhan til sidstvalgte at satsepå.
Og i 1909 fik Valde så kombineretversene med teatretpåenmåde, der
skulle vise sig atligge godt for ham. Enkelte af hans produktervar af den alvorligetype,-nogle af hansmereentusiastiske tilhængere kaldte hamse¬
nereendda for »den danske Søderberg« (7). Mende allerfleste af hansvers
varenkle ogmuntrehistorier. Hanfiknufire sange med i Tivoli-Varieteen (»Kisten«), dersenere-efter 1918-blev kendt somApolloteatret. De op¬
trædende her havde oprindelig mest været varietesangerinder, men en ny
leder,PeterWunsch, havdesørget for, athovedvægten efterhånden varble¬
vetlagt på detmere revyprægede.
I 1905 varskuespilleren Carl Fischer blevetansatpå stedet (8). Hanop¬
nåede efterhåndenenvældig popularitet, ogValdemarHansenblev forfatter
til mange af hanssange. Ved varieterevyens debut i Tivoli-Varieteen 1909,
»Fra 'Maven'til 'Polen'«, sang Fischer Valdes »Lattervise«, hvor der blev
fortalt om, hvordan prostitution kunne foregå under beskedne former for¬
skellige steder i Danmark:
Dereretrigtigt hyggeligt lilleTorvpaaVesterbro,
hvor derstaaretlilleHusmed knebent Plads tilto, detbelejreterhverDagafotteeller ni,
Dørenkatte lukkes, saa man serhvem dereri. (9)
Valdemar Hansen sådethverkensomsit ærindeatslå nedpå umoral ellerat gøre opmærksom på sociale skævhederogskabe forståelse for de prostitu¬
erede. Hans mål var at underholde. Den samme holdning havde hans to medforfattere i revyen,Alfred Kjærulfog Steen-Jensen, somleverede san¬
gen om »Nordpolens Opdagelse«. De tre forfattere slog gækken løs i det folkelige forum. Dervari deres tekster ingen påviselige forsøg på f.eks. at
flytte hegnspæle inden for politik eller sexualmoral. Det gjaldt simpelthen
om at fåen festlig aften ud af det, ogdet lykkedes. Med hjælp fraenfrem¬
synetrevydirektør,enpopulærsanger ogtreungeforfatterevarvarieterevy¬
enkommetgodt frastart.
Samarbejdet mellem ValdemarHansenogCarl Fischer fortsatte de kom¬
mende år med succeser som »Saa sku' De se ham komme op!« (Tivoli-
Varieteen i 1912) og »Brændt a'« (også kendt som»Saa var det hele øde¬
lagt«, fra Tivoli-Varieteen i 1915) (10).
Isærdensidstnævnte vise bleven succesogblevetgennembrud for Carl
Fischer.Visen »blev årets storelandeplage, blev solgt i titusindvis påpost¬
kort og somnoder i musikhandelerne, oghavdemanhaft grammofonerog
dansktop den gang, havde det været årets sikreste vinder« (11). Ud over Fischer harogså visesangerne HansW. Petersen ogErik Paaske siden haft
sangenpå deres repertoireogindspillet den på plade (12).
Denpopulære vise handlede, ligesom Valdemar Hansens tidlige teater¬
stykker,omkærlighedogde problemer,somden slags kan føretil;menselv
om der kan spores ligheder i emnevalg, er behandlingen af stoffet noget anderledes end i dramaerne:
Jegtil stævnemødevar satvedPeterLieps
hus, dernu erbrændt, ogbar
mit pænerøde slips,
menalligevel så ga' pigenmig sit nej,
det blevjegfortvivlet a',
såjeg gikog skreg:
Jegmig skyder med detsamme,
jeg til raseri erbragt,
mensåku'jegikkeramme såvardet hele ødelagt. (13)
Kærlighedvarogsåtemaet i»Saasku' De seham komme op!«, hvoretaf
versenelød:
Dengamle Madsen ikkevil
staaop, som el's han plejer,
menda hans Koneligge vil
oglave Narrestreger,
saa sku'De seham kommeop,
saasku' Deseham komme op,
lige saahøjt han ku' komme. (14)
Også den umådelig populære sangerinde Dagmar Hansen fremførte,
undertiden kun iført det allermestnødvendige, etparaf Valdemar Hansens viser, heriblandt »Jegskriger hvis han gør'etoghan ikke gør'et godt« (15)
og»Gaa i SengKl. 11« (16).
Det tog ikke Valdemar Hansen lang tidat etablere sig som en af tidens
merevovede forfattere. Allerede under»Lattervise« fra hans allerførsterevy kunnemanfindepåskriften: »EfterHenstilling fra Censorsynges2det Vers
ikke i Tivoli Varieté« (17). Hereftervardernoget atleve optil med de føl¬
gende viser, og op gennemårene fortsatte han medatgå ligetil stregen, og
noglegange lidtover.Politiog censurholdt altidetvågent øje med ham, og
en samtidig karakteristik lyder: »'Valde' har i Tidens Løb lagt Navn til en RækkeViser, somvilde kunne faaen Matrostil atrødme« (18).
Også ved Thalia-Revyen i 1920var flere af hans sange lige på grænsen
til detutilladelige (19). Menhan behøvedeikke at tage sig såmegetaf kri¬
tikken det år, fordi hannu-efter i altat have leveret viser tilgodt 25 for¬
skellige revyer, varieteer, syngestykker og komedier, som oftest Thalia,
Charlottenlund Revyen (= Over Stalden), Fønix Teatret,Vinterpaladset og White Star, - havde en ny slags aftager. Det var tidsskriftet Exlex, - et fællesnordisk satirisk organ, hvor han kom i selskab med forfattere som Hans Hartvig Seedorf, Tom Kristensen, Johannes Buchholtz, Johannes V Jensen, MartinAndersenNexø ogikke mindst Storm Petersen, der komtil
at sætte sitpersonlige prægpå tidsskriftet med sinekarakteristiske tegnin¬
ger ogfortællinger.
Til dette organleverede Valdemar Hanseni alt nitten upolitiske viserom
kærlighed, de fleste i foråretog sommeren 1920. Enaf demvar»Sømands¬
knuden«, dersenereblevtil »FruGrete«i Lystige viser(20).
Overhalvdelen af ValdemarHansensviser i Exlexerudformet somkorte
teaterstykker, med replikker og regibemærkninger. Som f.eks. i »Og saa vid're. Komedie i 3 smaaAkter«, hvor der førster enbeskrivelse af de tre medvirkende - en hotelvært, en værtinde og en rejsende - derefter, i be¬
gyndelsen af første akt, enbeskrivelse af situationen: hotelværten har faet telegram fra engammel ven ogrejsende, som bederom etværelse og lidt kvindeligt selskab (»og så videre«),-ogderefter dialog med værtinden, der
raser overden umoralskevenogforgæves forlanger, at værtengiver sinven
enoverhaling. Herfraslutningen af andet akt:
Fruen(i ædel Harme):
Naa,vilDuikke-saa skaljeg
- detmanglede da bare.
(iler op).
3.Akt.
Hotellet.VærtenstaarbagBuffeten, ængstelig
afventende Resultatet af sin Kones Sendefærd.
DenRejsende kommer ned, gladogoprømt, gaarstraalendehen til Værten.
Værten(beroliget):
Naa,Gudskelov Duej ervred, jeg frygtede, somFanden.
DenRejsende (forbavset):
Hvad-vred paaDig-det mangled' blot,
Duer somingen anden,
Duglemmer ej en gammelVen,
dettogmanaldrig fejl i,
(hemmelighedsfuldtogsmilende) dervarjo førstenMasseVrøvl,
mennæh, hvorvarhundejlig. (21)
Også i flere af »monologerne« erdet parforholdets udfordringer, dertages underbehandling. Enmandergået bankerot,menreddes af sin kone, der i
alhemmelighed har sikret demen reserve:
hvergang Dumig kyssede
Du gavmigtyveKroner.
Demgemtejeg,ogharnukvit
ogfrit treEjendomme, jegtænkte nok den gode Tid
maaske enGangvar omme-
(hoverende)
menhvis lidtmereFyrighed
Duhavde haftiRaden,
saakunde vi denDagiDag
ha'ejet hele Gaden-(22)
Få måneder senere udkom det sidste nummer af Exlex. Valdemar Hansen koncentreredesignuigenom revyerne, menbegyndte ogsåatsamlemate¬
riale tilenlillebog med nogle af hans bedste monologer. Den udkom i 1924
og indeholdt seks historier, hvoraf flere allerede havde været afprøvet på
scenen,-samtenparodi påetdigt af JeppeAakjær:
Jegslaar min Harpetil Rugvippens Sang,
tilHavrensklingende Bjælder,
dethar densammevemodige Klang
somKoensBrøl, naarden kæller.
Skønterdetat se, naarHøstaari Stak
ogFrøen den kvækker i Kæret,
og se, naarde Unge de liggeri Snak
i HøetmedBageni Vejret. (23)
I monologerne var kærlighedigen et af de gennemgående temaer. Detvar dog ikke ægteskabet, han reklamerede for. Hans kommentartil detvar:
KæreVenner,Ægteskabet, deter enskønInstitution,mendesværre viser
detsigsaasørgeligt, atde respektive MændogKonererderesrespektive
Koner og Mændutro. Og deterstygt,hvor behageligt detpaaden anden
Side ka'være-for det erdet, Fandenknage mig, det ka' der ikke være Tale om andet(24).
Religiøse skikke i det hele taget samtkirkenogdens forkynderehavde han
etnoget anstrengtforhold til. Han varblevet meldt ud af Folkekirken alle¬
rede i 1918, og i hans tekstererdet ikke vanskeligt at finde eksempler på
hans holdning.
hamTevelogen, hanvarheller itte rigtig klog: han vilde omvendeMaren
- voresPige-ved det, athan havde hørt,athun havdehaft lidt Kjæreste
ogFilm-menjeg trornok, atdet varhende der omvendte ham tilsidst,
for han sad ovre hos hende hele Natten, ogjeg tror itte de sang Salmer
hele Tiden(25).
Man skulle tro, atValdemar Hansenmåtte være en tilfreds mand ibegyn¬
delsen af 1920'erne. Forvarieterevyen trivedes og vari høj grad med tilat præge scenernesrepertoire. Og den blev videreudviklet af Frede Skaarup,
hvisberømtescene,Scala,lavedeudstyrsrevyer, hvorscenenblev fyldt med talrige letpåklædte damer, med bil- ogtogattrapperogendda med levende
heste. Denne dyre og storstilede satsning foratgøre varieterevyen flottere
atsepå førte tilstorepublikumsucceser. Scalavarbestemt stedet, hvor det foregik i begyndelsen aftyverne, hvor mange folk havde penge mellem hænderne, efter den indbringende verdenskrig og før begyndelsen på den
økonomiske depression.
MenValdemar Hansen komikke gennemnåleøjet til Scalas herligheder.
Selvom Skaarup ikke havdenoget at indvende imod damermed korte kjo¬
ler og sange,der svarede til, brød han sig ikkeomsangskrivere, der beskæf¬
tigede sig formeget med underlivets funktionerog såoven i købet varpå
kant medpolitiet. Uheldigvis for Valdevarhannetop dentypesangskriver,
som Skaarup ikke brød sig om; flere andre afrevyernes ledere fulgte trop, ogden forsmåede tekstforfatter måtte ityverneudfolde sig pådemereupå¬
agtede scener,-det blev i de sidste år skiftevis ThaliaTeatretogVennelyst Varieté, dernu kaldtesig White Star.
Frarevydebuten i 1909 til 1923 havde mankunnet høre ValdemarHan¬
sen-teksterpå københavnskesceneromtrenthvertenesteår. Alene fra 1917
til -19,hvor detgik bedst,varhan med i tolv forskellige forestillinger. Men
efter 1923 blev deren længerepause. Først i 1927 stod hans navnigen på plakaten; men det blev hanssidste forestilling. Den gikoverbrædderne på
White Star,men vakte ingen særlig opmærksomhed.
I 1927vardet ikke dengamleamagerscene, der trak detstorepublikum.
Liva Weeloptrådte på Scala,ogLudvig BrandstrupsogMogens Damssom¬
merrevy,med co-optimisterneogmed musik af KaiNormannAndersen, gik
overbræddernepå AlléTeatret. Nuvardet dér, det foregik.
Af detremedforfattere vedvarieterevyens debutblev det Alfred Kjærulf,
der kom til atklare sig bedst i det lange løb. Selv da den første P.H.-revy
sidst i 1920'erne løb afstabelen, var Kjærulf-på Frede Skaarups opfor¬
dring - med på holdet, »som repræsentant for den gamle prøvede revy-
skole« (26). Kjærulfvar også svær at komme uden om: han var en af de
mestproduktive revyforfattere nogen sinde, ledede flere forskellige revy¬
teatreog varstifter af Revyforfatternes Forbund,ogmangekendte viserstam¬
merfrahans hånd.
Detvar, som omder ikkerigtigvarplads til ValdemarHansenogden stil,
somhan skrev i.Nogle syntes,athanvarfor fræk,andre måske, athan ikke rigtig havde andetatbyde på endenvældig interesse for jordelivetsgoder.
Detmå daogså indrømmes, athan gik ind for atnyde livet i fulde drag,
især måskekærligheden. Men derudover havde han ogsåsans for andre be¬
hageligheder,-deriblandt cigarer. Man så ham sjældent uden.Også påpor¬
trætter, hvor hanskulletage sig ud, kom cigaren med; den blevnærmestet
varemærke for ham (27). Hanvar også en tilhænger af bordets glæderog
blev med tiden temmelig omfangsrig. Og endelig blev han kendt for at drikkepåenmåde,der skatfede ham tilnavnet »Druk-Valde« på halsen (28).
Hvilkenindflydelse hans energiske livsførelse havde på ham,ersvært at sige. Menfaktumer, athan døde i april 1928, i enalder af kun 44 år.
Og 1928 blev et år, der huskes i dansk revyhistorie. Ikke så meget på grund af Valdemar Hansens død, - for den gik temmelig upåagtet hen, - menpå grund afet nytnavninden for branchen, nemlig Poul Henningsen.
P.H. offentliggjorde i oktober samme år sin artikel, »Varieterevyen«, i
KritiskRevy. Idenartikel beklagede han »den satiriske RevysForfald« (29)
og satte et stortspørgsmålstegn ved hele den revyform, somValdemarHan¬
senhavdeværetmed tilatintroducere.P.H.ville haveenrevy,der villenoget,
der kunneoplyse folk, få dem tilatfå øjneneopfor nogle ting, indgive dem
nye holdninger. En varieterevy, der så det somsit højeste og enestemål at give folk enhyggelig aften, uden noget forsøg på atrokke ved holdninger
ellerfordomme,varefter P.H.smening ikke vejen frem.
Denførste afP.H.s egne revyerblev stablet på benene året efterogblev jo sombekendt med tiden fulgt afmange andre.
Menvarieterevyen blev på ingen måde afviklet i 1928. Den fortsatte ufor¬
trødent ogkunne i senere sæsonerbyde pånavne somStig Lommer, Kjeld
Petersen ogDirchPasser. Også i dagerden stadigenmegetvelkendtogal¬
mindelig formogtiltrækkeret stortpublikum, der førstogfremmest kræver god underholdning.
Varieterevyen overlevede Poul Henningsens misbilligelse, ligesom den
siden hen har overlevet så mange andres. Og selv om den sikkert også i
fremtidennu ogda vil blive mødt med kritik, tyder alt på, atden vil holde
mangeår endnu.
1 JohnVilly Olsen: Teaterrevyer & revyknejper(TeaterforlagetDrama,1987), side 38. 2 Emil
Marott:Danskrevy(Borgen,1991), bind 1, side 37. i Emil Marott,bind1,side37.-John Villy Olsen, side15, 76. 4 Ifølge Alfred Kjærulfvardet »omkring 1910 i Tivolis varieté«, ietsam¬
arbejde med Valdemar HansenogSteen-Jensen (Marott, bind 1,side37-38),-etsamarbejde, der på Tivoli Varieté i denperiode kun fandtstedi1909 (Marott,bind 3, side 376, 779). 5 Social- Demokraten, 28/12 1902, side 2. 6 Social-Demokraten, 6/101903,side 2. 7 Vore Herrer,7/3 1918, »Vore kære Venner Revyforfatterne - uden Retouche«, side 18. 8 Bent Zinglersen:
Københavnerliv- der blev borte(Forlaget Børge Binderup, 1973), side 81-82. 9 »Originale Københavnerviser«,fra Aug. Halck's Musikhandel,nummer14. Revy-ogmorskabsmuseet. 10 BentZinglersenogLystige viser, bind 6(red. af Else LarsenogBo Bramsen,Politikens Forlag, 1985),erenigeom 1910; menEmil Marott(bind3,side 128)pegerentydigtogmereveldoku¬
menteretpå 1915. Jvf. Den Store Danske Encyklopædi, bind 6 (Danmarks Nationalleksikon, 1996),omCarl Fischer,ogErik Hvidt: Politikens Revyhistorie (Politiken, 1981), side 131. 11
BentZinglersen, side 82. 12 Emil Marott, bind 3, side 128. 13 Efter Lystige viser,bind6, side 32. 14 »Originale Københavnerviser«, fra Aug. Halck's Musikhandel,nummer79. Revy- ogmorskabsmuseet. 15 »Originale Københavnerviser«, fra Aug. Halck's Musikhandel,num¬
mer 101. Revy- og morskabsmuseet. 16 Emil Marott, bind 2, side 646. 17 »Originale Københavnerviser«, fraAug.Halck's Musikhandel,nummer14. Revy-ogmorskabsmuseet. 18 EmilMarott,bind 1, side 240, 320. Bind 2, side 646.-Vore Herrer,7/3 1918, »Vore kære Venner Revyforfatterne-uden Retouche«, side 18. 19 Emil Marott,bind 2, side 618-619. Bind 3, side 188-189. 20 Exlex, 13/3 1920, side 122. 21 Exlex, 10/4 1920,side 172. 22 Exlex, 3/7 1920,side321. 23 ValdemarHansen:Niels Pinds komiske ForedragogHistorier (J. L.Wulff's Forlag, 1924), side 32. 24 Valdemar Hansen, side 30. 25 Valdemar Hansen, side 19. 26 Erik Hvidt: PolitikensRevyhistorie (Politiken, 1981), side 146. 27 Emil Marott,bind2, side 645-646. 28 Chr. Glatved: Provinsenssommerrevyer(Berlingske Forlag, 1979), side 148. 29 PoulHenningsen: Kulturkritik (Rhodos, 1973), bind 1, »Varieterevyen«, side 123.
Summary
ValdemarHansen and the
variety
revueThesubject of this article is the 'variety revue' (varieterevyen) andoneof its early representatives, Kristian Valdemar Hansen.
Towards the end of the 19thcentury,mainlyas aresult of the unusual political situation under thegovernmentof Prime Minister Estrup, the politicai element in Danishrevuestendedtobecome increasingly dominant. Later, after the Estrupera,therevuetosomeextentlost its functionasthe unofficialmouthpiece of the politicai opposition, and the politicalrevue waschallenged bya new kind, the 'variety revue', in which therewere fewattempts to getmessages across, politicalor otherwise-theobjectwas nowsimplytoentertain, and chorus girls in skimpy dresses and risqué
songs cameto the fore. One of the pioneers of thisnew stylewasKristian Valdemar Hansen, a
revuewriter born in 1883. Hebegan hiscareer as aplaywright, butsoonturnedtowritingsongs which,atthe time,wereconsideredmore orless indecent. Inspite of continual trouble withcen¬
sorsand thepolice hewasmuch in demand from 1909 until the beginning of the 1920s. Hissongs Noter:
wereperformedonstageby,amongothers, Carl Fischer and Dagmar Hansen, andwereprinted in Exlex- amagazine that hadmanyleading writers of the timeamongits contributors-and ina bookof hisownpublished in 1924. His death fouryearslater coincided with Poul Henningsen's attackonthe wholeconceptof the 'variety revue'. Poul Henningsen believed thatagoodrevue should makeanefforttoenlighten the audience-for example by attacking bigotry,pompousness
orprejudice. Arevue song,hefelt, shouldnotsimplytry tomake people feel happyoratease.
However, this didnotmeanthat PoulHenningsen eradicated the varietyrevueof which Valdemar
Hansenhad beenoneof thepioneers. Thoughmostof thesongsthat Valdemar Hansenwroteare
nowforgotten,the varietyrevuethat he promoted hadcometo stay.
