Træk fra min mors barndoms- og ungdomstid

Træk fra min

barndoms- og ungdomstid

Af ValdemarDalgårdJensen

Min morblevfødt 1.juli 1862. Veddåbenfik

hun navnet Hansine Ane Marie Pedersen.

Hendes far hedPederPedersenog varejer af Gammeltoftgård i Henne sogn. Fra gården,

derlåmednogle af sine jordtilliggender ned

modFiilsø,varderenstorslåetudsigt^oversø¬

en, bag hvilken de ærværdige gamle klitter

stod igravitetiskrotil tider spejlende sig isø¬

ensblanke flade.

Megetaf det, derefterhåndenvil kommepå

defølgende sider, har morfar fortaltmor, un¬

dertiden ude ved stuehusetsvestgavl, hvor de

tooftesøgtehen foratnydesolnedgangenen smuk sommeraften efter endt arbejde. Det

har sikkert nokmest væreteftermormorsdød 17-8-1872, da holdtmor,der danyligvarfyldt

10år,sig særlig til sin far.-Når han kom indpå

atfortælle om sin sømandsfærd, sendte han ofte en tak op til ham, der råderoverliv ^og død, fordi han_oghans kammeratervarkom¬

metlevende i land ien orkanved den engel¬

ske kyst, hvilket jegsenere skal komme nær¬

mere indpå.

Nogetaf nærværende stof harmorsikkert også hørt, når husets beboere^ogmåske nogle

naboeren vinteraften sad ogbandt hoserog fortalte historier for hverandre om varsler, strandingero.s.v., menstørvenebuldrede i bi¬

læggeren, ogtællelysené blafrede istagerne Men ladosbegynde med den første af slæg¬

ten, som vi med bestemthed ved nogetom.

Determin morsfarfar, der hed Peder Peder¬

sen, ligesom min morfar kom til at hedde.

Hanstammede fraenvelhavendegårdmands-

familie iNørreTarp, Lunde sogn. Hans fød¬

selsdato harjeg ikke kunnet fa, da kirkebogen

for Lunde sogn ikke har fødsler medsålangt tilbageMenden 21. april 1805 blev han kon¬

firmereti Lunde kirke.

Hanvarmed ikrigen modEngland 1807- 14nogleårsomordonnanshusar.Efter krigen

kom hanhjem,ca.24årgi.,ogfikstorarvud¬

betalt ienbunkepengesedler medet stortpå¬

lydende, men devar på grund af statsbanke¬

rotteni 1813sågodt^somværdiløse. Nufik han ingen gård med hestespand, som han havde

drømt^om_ogglædetsigtil. Senerekom han til

atkendeenenke,der havdeethusmandssted iGammeltoft, Hennesogn.Dekom tilatsynes

godtom hinanden ogblev gift 13. okt. 1821.

Enken hedGrethe Lauridsdatter og var37 år

oghavdeenlille pige, Karen, dervaretparår gi.. Peder Pedersenvar 31 år. Men foreløbig

kunnehanikke,somhan havdeværet vanttil, fareomkringpåhesteryg.

Påejendommen vardertre køerogto stu¬

de. Men sometgammelt ord siger: Den, der

kører medstude, kommerogsåmed,kom og¬

såtilatpasseher. Detgikfremad med bedrif¬

ten, ogden tid kom, dade fikhesteforspand på gården.Deneneaf spandetvar enrapfodet gul hest,somden forhenværendeordonnans¬

husartogmange ogundertiden langeridetu¬

repå, f.eks. når han besøgte sin svigerdatters familie, der boede iNæsbjergøstfor Varde.

Der kunne fortælles flere historier _om, hvorledes enkeltestorbønder reagerede, når

denfattige mand, Peder Pedersen,på sin gule hoppe overhalede deres flotte ekvipager. Jeg tageri korthedeteksempel: En dag Peder Pe¬

dersenerudepåen rideturpå sin gule hest,

nærmer han sigen storbonde, der kører ret 145

hurtigt i sin flotte landauer. Men deter ikke hurtigt nok forP. P., der overhaler.Ogsom om det var en stor provokation, hæver manden

sin pisk og rammer oldefar på skulderen.

Mod denneuretfærdighedgørP.Pedersen det modtræk,athan vender hesten_ogfarer forbi køretøjet forfra for derefter igen atoverhale bagfra. Deter nuhansmådeathævne den yd¬

mygelse, han føler, han harværet ude for. -

Men vi måvidere.

Min oldefar Peder denFørste ogMargrethe

fik d. 9. dec. 1825ensøn,somfør omtaltogså

kom tilathedde Peder Pedersen-altsåPeder den Anden. Hanvar 6år_yngreend sin halv¬

søsterKaren,_ogder blev ikke flere børn iæg¬

teskabet.

Peder den Anden voksede op i et fattigt,

men godt hjem, hvor der i alt fald var god pladsatrøresigpåi denstorslåedenatur.Vest

forejendommenlå denstore sømed klitterne

i baggrunden,ogden lille Peder har sikkert

mange gangeundret sig^overslottet i vesterled

med deguldtakkede klittoppeogrosenskyer¬

ne, som Ingemann så smukt ^{synger om.} Og

denstoresø, somnæstenlålige udenfor deres dør, har han sikkert haftmegen fornøjelse af,

han levedejo hele sin barndoms^{-og en stor}

del af sin ungdomstid, mens Fiilsø var i sin

størsteudstrækning. Mens jegvarbarn, fortal¬

temormig,atdenstoresøhavdeværet7 mil

i omkreds^-altsåover50km, hvilketmåske for noglesyneshelt overdrevet,mendet skal nok

Gammeltoftgårdsomdenså ud før den brændte den 2810.1928.

Træk fra minmorsbarndoms- ogungdomstid havesin rigtighed. Den strakte sig med sine

udvækster ogindsnævringergennemOutrup, Henne, Alogjanderupsogne.Minmorhavde ikkeselvsetFiilsø i densstorhedstid. Den blev tappet for kaskaderaf vand i 1852, ti år før hun blevfødt.Ved den delviseudtørring afsø¬

en fiklodsejernemerejord, idet deres jord¬

lodder blevforlænget med 300alen modvest ud modsøen.

Mens morfarvardrengogi den førstedel af

sinungdomstid, hjalp hansinfarpåejendom¬

men. Men forat rettelidt op på økonomien

kom han ind ietbådelav,der drevkystfiskeri.

Senere blev han sømand ogsejlede på engel¬

ske, franskeognederlandskehavne med flere.

Han havdemangeoplevelser. Engang, da han

lå i havn iReykjavik, gik hanog endel af dean¬

dresømænd ud foratsedevarmekilderøst forbyen, bl. andre DenstoreGeysir. De havde tagetægmed,demputtede de ietparlomme¬

tørklæder,somde bandtpåstokke^ogstak ned

idet_varme,boblende vand,og5 minutter ef¬

terhavde dedejlige nykogteægtil deres med¬

bragte klemmer.

Men detvarikkebareidylatværesømand.

Engang i nærheden afdenengelske kyst, hav¬

de han sit livs skrappeste tørn. Det blev en brandstorm,_ogden lille danskeskude blev ka¬

stet hid og did af de voldsommebølger. De hejsede nødflag og signaliserede efter lods,

men det ^var umuligt for det engelske red¬

ningsvæsenatgå ud med redningsbåden.De prøvede med raketter,men det lykkedes ikke

atfaforbindelsemed detdanskeskib. Lidt ef¬

terkomen storengelsk damper, der selv for¬

søgte at nå havn efter at have faet afslag på lodshjælp. Da besætningen på den danske

skonnertopdagede det, ville de gå ind bag ef¬

terdamperen, men blev desværre slåetud af kurs.Skipperen råbtedagennemstormen,at

roret skullelægges hårdtom, så skuden ikke

skulleløbe modklipperneogknuses.Detske¬

tei sidsteøjeblik,ogderved kom skibet igen

ud irum sømed sine forrevnesejl.

Iovertodøgn kæmpede de tapresømænd

mod elementernesrasen.Gangpåganglagde

skuden sigpå siden medsejlene i vandet.Og

gangpå gangfik de den på retkøl igen ved ihærdigt arbejde.På^eneller andenmåde slap

både mad ogdrikkeop,måskevardet skyllet

overbord. I hvert fald måtteheltene kæmpe

uden mad ogdrikke de sidstepardøgn, devar

ombord. Vi vedjo ellers nok,atuden madog drikke duer helten ikke. Men hervardet no¬

getandet, detvarselvopholdelsesdriften, der

fik dem tilatyde indtil det yderste af deresres¬

sourcer.Detsårigtignokhåbløst ud.Menhel¬

digvis løjedestormenaf,ogde slap endelig i

land med deres medtagne skonnertoglivet i

behold.

I havnen blev de modtaget ^som helte med

mangeæresbevisningerbåde af det engelske redningsvæsen^ogaf^mangesømænd, der ikke

havde _{troet, at} de ville komme til atsederes danskekolleger i livemere.

Efter nogle års forløb forlod morfar sø¬

mandslivet, hangik i land foratblive hjemme

oghjælpe sin far med driften af gården,som hansenereovertog,også blev det faderen, der

kom til athjælpesønnen, ogda hanvarrask

ogrørig,blev han ved med detnæstenlige til

handøde d. 30.jan.1877 ienalder afca.88år.

Hanhavde bevaret alle sine tænderlige til det

sidste.

Morfar, Peder den Anden,^varmed ikrigen

1848 - 50 sommarinesoldat- ogigen i 1864,

hvor hanvarmed pådenhæderkronede fre¬

gattenJylland i det ærefulde slag ved Helgo¬

land.•Hanernokblevetgift i begyndelsen af

1850erne. Hans ældstebarn,Margrethe, blev

født 1856. Seksår efter blev minmorfødt,og

igen efter seks års forløb så min morbroder dagens lys 3. juli 1868. Det blev så Peder den

Tredie. Han voksede op ogblevenbegavetog 147

ogungdomstid

I

li

VillumBalleby Jensen, lærer ved Dyreby skole, V. Dals¬

gårdJensensfar.

hjælpsom dreng,ogda folk kaldte hansfar Pe¬

der Gammeltoft, blev han kaldt lille Peder Gammeltoft. Da han blev voksen, købte han navnet,så Gammeltoftharlovformeligtværet

slægtsnavnetsiden.

Mormorogmorfar kunne have haft 7 børn,

mende 4varentendødfødte eller dødesom

ganskesmå, derfor blevder den storealders¬

forskel mellem detrelevedygtige børn. -Mar¬

grethevarsærdelesgodt begavetbåde i ånds- fagene^ogtil praktisk arbejde, så dettogikke lang tid for hendeatfa lærtatlæse, skriveog regne m.m.. Men desværre kom derkedelige

mørkeskyer ind i hendes ellerså gode udsig¬

terfor tilværelsen. 110 -11årsalderenbegynd¬

tehun atblive tunghør,^ogetårstideftervar hun, trodslægernes tilsyn med hende, blevet ganske døv. Men dermedvarhendes lidelser

ikke til ende. Synet begyndte atblive dårligt på deteneøje,ogefterhånden blev det klart,

atdet ikke kunne reddes. Det andet øje, der ogsåvarbegyndtatblivedårligt,mentelæger¬

nekunne reddes vedoperation. Menoperati¬

onenmislykkedesdesværre,og nu varMargre¬

thebådedøv_ogblind. Detvaret megetslemt handicap for ^ensåungpigeogethårdt slag

for hele familien. Men Margrethe tabte ikke modet, der blevgjortmegetfor,athun kunne

få såtåleligen tilværelsesommuligt. Fra blin¬

deinstituttet iKøbenhavn blev der skaffet bø¬

ger med ophøjede bogstaverhjem til hende Ogsomden begavede pigehunvar,varede det

ikkelænge, før hun kunne tilegne sigstoffet

gennem følesansen i fingrene, der efterhån¬

den,som hun blevmereøvet, løb raskere _og

raskere henoverbogstaverneogderigennem bragte hendemangeglæderogsamtidig udvi¬

dede hendesåndelige horisont.

Med hensyn til de manuelle færdigheder

varhun heller ikke heltslået ud.Hunkunne

hjælpe medmangeting^-f.eks. selvvaske^opog

sættedet ind i skabet. Kom derfamiliefrem¬

mede, kunne hun for det meste kende dem ved at føle på dem; skulle det knibe, tog de

hendeshånd_ogskrevmed den deresnavn op i luften. Var derandet,nogenville sigehende,

togdeomhendeshåndoglod hendesfingre

skrive meddelelsenpåbordpladen,så forstod

hun, glippede det en sjælden gang kunne

hun barebedeomatfå detgentaget,for talens brug havde hun da heldigvis.Vedspisebordet

håndterede hun spisegrejerne retsikkert, så

trods hendesmegetkedelige tab afbåde høre-

og synssansen, kunne hun leve ret tåleligt i kærlige omgivelser. Envigtigfaktor til detvar

hendes fars kærlige omsorg for hende Han

var i det hele taget en brav og venlig mand

med hjertet på detrette sted. Jeg har det fra

min_mor,dernaturligvis har fortalt migmeget

omham. Manså hansgode hjerte, når hanen¬

gang imellem hentede et helt læs fisk enten vedHoustrup strand eller Nymindegab, han

komsjældent hjemmedmereendethalvt læs,

for de fattige på hans vej skulle have deres

part.

Foruden saltvandsfisk: Torsk, hvilling og fladfisk, fik beboernepå Gammeltoftgårdog¬

så mange ferskvandsfisk: Aborrer, brasen og ål.Fiskepladsen lå jonæstenlige uden for dø¬

ren-nemlig Fiilsø, for selvomsøenvarblevet meget formindsket ved udtørringen i 1852,

vardetalligevelenstoranseeligsø.Derblev fi¬

sketsærligmangebrasen: En storvelsmagen¬

de fisk afkarpefamilien, der kunne vejeoptil

enhalv snes pund stk.. Men de fleste af dem, jeg harværetmed tilatspise, har haftenvægt på 3-4 pund stk.. Om foråret i brasernes lege¬

tid blev der fisket særligmange. Og det var nemt nokatkonstatere,når braserne legede,

for da stak hannerne altid etpartommer af

halen op overvandoverfladen. Hvisenafgår¬

densbeboere ellermåskeenflink naboopda¬

gede det og fortalte det på gården, blev der

travlhed. Voddet blev fundet frem ogbåden gjort klar, hvorefter mandskabet roede ud til ynglepladsen. De tog noget gammelt tøj på,

fornogle af demmåttegerneud isøenforat ordnevoddet,sådet effektivt kunneomringe

fiskene for derefterat slæbe dem iland, ^un¬

dertiden kunne derværeflere snesebrasen.

Ensådanportionkunnemanjo umuligtnåat spise i'fersk tilstand. Men dengang forstod

manatsalteogtørrefisken,såden kunne hol¬

desig ifleremåneder, ogdet gjaldtbåde for

ferskvands- ogsaltvandsfisk, dergennemden¬

neprocesstadigvar envelsmagende spise.

Da minfarvarkommet tilegnen somlærer

Træk fra minmorsbarndoms- ogungdomstid

Hansine Ane MariePedersen, V.DalsgårdJensensmor.

iDyreby skole,oghan ^ogmin mor varblevet godevenner,prøvede han også brasenfiskeri¬

et fra Gammeltoft. Senere hen, dajeg var

dreng, fiskedemanikkemerefraGammeltoft på den eller andremåder,for davaral fiskeri

i Fiilsø forbudt.Dogvar der en gårdejer på

Fiilsø, der havde fiskeret, hos ham kunne vi købe brasen. Han kom endda^enenkelt_gang selv medetpargode eksemplarerogforærede

far, derhavdeværethans lærer.

Fiilsøvarogså rigpå ål, som manheleåret

rundt kunnekøbe, der hvordengamle berøm¬

teHennevandmølle havdeligget,mendetvar 149

ungdomstid

PeterGammeltofts hustruJørgine.

særligt i efterårstiden, når ålen begyndte sin vandring ud mod havet, at man fangedeho¬

vedmængden. Nat efter nat skæppede det godt iålekisten,og maneksporterede hvertår

formange pengetil udlandet.

Mens vierved datidens fødemidler, må vi også have hjemmeslagtningen med. På mors

fødegårdslagtedemanbåde far, griseogkalve.

Men detgik med kødetsom med fisken, det

mestekom isaltkarret, hvoraf nogetblevrøget i letsaltet tilstand. Ind imellem fikman også

fersk kød i form affjerkræ-ogijagttidenbåde fuglevildtogharer.Jeg viltro,der altid harvæ¬

retenjæger blandt de mandligebeboerepå

Gammeltoftgård. I hvert fald ved jeg, at min

morbroder Peder den Tredievarendygtigjæ¬

ger.Dervarmegetvildtomkring på gårdens

arealer, som varvoksetbetydeligt både i min

morfarstid,menendnumerei min morbrors.

Han fortæller selv: I mangeår skødjegendel

harer ogagerhøns, samt enkelte ænder og gæs.Det højeste, jegnåedeetår, var125ager¬

høns. Det lyder unægtelig overdrevet. Men

han havdestorearealeratjagepå,da der den¬

gangvarfri jagtpåFiilsø-områderne. At han

ikkeskød så mangeænderog gæs kom af,at han ikkehavde helbred tilatsiddeogventepå

aftentrækketvedsøensbred.

Detstørste bytte han har nedskudt, vil jeg

tro,er en svane.Detvar en frostklardag hen

under aften i hans heltungedage. Jordenvar dækket medetgodt lag^sne.Han vidste,atsva¬

ner varsky fugle, derfor camoufleredehansig

vedattrækkeenhvidnatskjorteoversit tøj.På

dennemådekom hanenfloksvanerpåskud¬

hold,og enaf dem gik ned. Men dermedvar sagenikke slut,såsnarthannærmedesig den

storefugl, baskede den af sted, hurtigere end

han kunnefølge med i sinetungetræskostøv¬

ler. Hanskød såigen,ogendelig fik han den aflivet,menden havdenærknækket hansene armmed sinraskevinge. Detvar en sangsvane

på28 pund. Hantogdenomhovedet,ogmed

svanehalsenhængendeoverskulderennåede halefjerene næstenjorden. Sådan kom han hjem med sit bytte i sin hvide skjorte lignende

etspøgelse,så han havdenærforskrækketsin familie -Han sigerselv,at svanerikke havde

nogen handelsværdi, men det var en sports- bedriftatnedskydeensåstorfugl. Og tileget brugvarder værdi i dens fjerogdun, dervar afgod kvalitet, og brystet, der blev saltet og røget,var endelikatesse til smørrebrød.

Mensjegerved jagten, vil jeg ligenævne,at P. Gammeltofts _søn, Ejnar, ogsåvar en habil jæger. Engang tog han bøssen med, da han

Trækfru minmorsbarndoms-ogungdomstid

W

skulle ned og setil kvæget,der gikoggræssede

i nærhedenafsøen.Ogmenshan gikmellem

kreaturerne og vargodt camoufleretaf dem,

komenflok ænder henoverhovedetpå han.

Han skød to skud, _og seks ænder drattede

ned. En syvende, der ikke kunne følge med flokken,måtteogsålade livet, for da Ejnarså

den sakke agterud, fik han hurtigten ny pa¬

troni bøssen_ogskød, ogdermedgjorde han

enbarmhjertighedsgerningmod densyvende

and, der sikkertvarblevet såret i første ^om¬

gang.

Jegvilgerne sluttejagthistoriernemed én,

somminmorbrorengangfortalte,om en ung, ny deltager i Fiilsø-jagtselskabet, ^{som var}

klædt i en ualmindelig flotjagtudrustning.

Hanfortalteuafbrudt^omsine_egnebedrifter.

Hans pral faldtmangeaf de ældre jægerefor brystet. Men det lettede, da ^en afselskabet,

henvendt til en anden, med tydelig stemme

sagde: Havde hans overskægså enddaværet nogetstørre!Så brød latteren løs. Men næste dagfik hanetendnu størrevingeskud.

Enaf destedligejægere, JørgenKrummes,

blev vejleder for den nye unge, flotte jæger.

Mens de går langs søen, kommer den ^unge

manduheldigvisud inogetmoradsogsynker

i tilknæene.Nu erhaningen storkarl længe¬

re, men råber og skriger om hjælp. Jørgen

Krummesomer enlunfyr,^erstraksklarover situationen,menforhastersig ikke.

Red mig! Red mig! råberden uheldige jæ¬

ger.

Menmedenmegetalvorlig mine sigerJør¬

genKrummes:Nej,redde dig, detkan aet, så synkervi begge. Men a kan lin dig din pine.

Derefterlægger hanbøssen til kindenogsig¬

terpå denungemand, der^trordeteralvorog kastersignu i sinskræk fremad med bøssen

foransig,derefterarbejder han sigudenstør¬

re besvær ind på fast grund, men hans fine jagtudstyr! Føjendda! hvordetså ud.

PeterGammeltoft, V:DalgårdJensensmorbror.

MenJørgen Krummes rosteham ogsagde

medetlunt smil i øjenkrogene,athan havde båretsig helt rigtigt ad, andrekunnenemtha¬

ve satlivet til i den situation. Om den unge mandsådet lunesmil, melderhistorien intet

om.Han skyndtesig slukørethjem til kroen,

hvor hanstøj blevrenset.Og da hansmodog

lyst til jagten rent var forsvundet, _tog han hjem næstedag med første rejseforbindelse

Vi må tilbage til min mor igen. Hun har ikke fortalt ret meget om sin egen mor, der

stammede fraNæsbjerg, hvortil, somførom¬

talt, hendessvigerfartogmangeturepå heste¬

rygforatbesøge hendes familie.

Årsagen

ogungdomstid

min mor ikke havde så mange minder om hende,er,athun døde megettidligt, nemlig i

sommeren 1872, da min mor for nylig var

fyldt 10år.Morfarmåtteså havehusbestyrer¬

inder.Og deterjo nokmestderesfortjeneste,

atmorfik^engod oplæring i alle de færdighe¬

derengårdmandskonemåtteværeibesiddel¬

seafdengang.F.eks. kærnesmør,laveost,bage

både grovbrød ogfintbrød, brygge øl, slagte

mindredyr, karte, spindeogtvindegarn o.s.v..

I begyndelsen af nuværende århundrede,

dajeg begyndteatkunne skønne-sådanom¬

kring 1906 ^- så jeg hende ofte siddende ved spinderokken; var hun alene, sad hun tit og

nynnedetilrokkehjuletssnurren.Men detva¬

rede ikkesålænge ind i detnyeårhundrede,

før rokken blevsattilside,og mankøbtegarn iforretningertil strømpestrikningm.m..Men

mod slutningen af 1. verdenskrig kneb det

medatfå udenlandskuldoggarn,derved fik spinderokkenen renæssance,særlig hos dem,

der havdefår,menogså hos dem,somkunne

skaffesig uld. Såda kom^morsrok frem igen.

Vihopper lidtlængeretilbage i tiden. I det

årmorblev 13oghendes lillebror, Peder, 7 år,

kom pengeombytningen. Det var i 1875, og børnene var meget spændte på at se de nye penge: Kroner og ører. Og de opdagede jo

snart, atdetvarmegetnemmereat regnemed

dem i stedet for med daler, markogskilling,

som dejo før havde haft. 16 skilling til en mark og 6 mark til en daler, detpassede jo

ikkesammenogvaretbesværligtsystem atar¬

bejde med. Men med denyepenge,der benyt¬

tedetitalsystemet, gik detsomfod i hose

Minmorfikogsålærtatsy.Hunoghendes

far blevenigeom,atdet skulleskepåensystue i Varde. Hanhjalp hende såmedatlejeetvæ¬

relseibyen,ogi det halveår,hunvarder, lærte

hunkjolesyning^m.m..Hun kunneogsåsyher¬

rebukser, men det brød hun sig ikke meget

om.Jeg husker dogen gang athun syede^et

ValdemarDalgårdJensen, Ansager, født 1902, død I98&

parbukser til mig de var megetgode, mine

skolekammerater troede, at jeg havde fået

demsyethos skrædderen.

Denneuddannelsevaretgodtplustil hen¬

desøvrigefærdigheder,såhunvargodtrustet tilarbejdet ietgårdmandshjem.Hunblevnu ikke gårdmandskone, ^men gift med min far

lærer V. B.Jensen1', der havde levetsom ung¬

karl iDyrebyskole i 5år.Iforlovelsestidenvar hendes søster Margrethe med oppe i skolen

foratsehendesfremtidige hjem. Ja,sekunne

hunjoikke^ogheller ikke høre,menaf hendes

kommentarerfremgik det,athun nokkunne

bedømme situationen i detfattige ungkarle¬

hjem. Hun sagde nemlig til sinsøsterunder fi¬

reøjne efterathave føltpåmøblerogandet

bohave:Ja,deterjo simpelt,menhan^erjo da

seminarist.Dengangfandtes der nemlig-sær¬

lig i Vestjylland-desåkaldte vinterlærere, der

ikke havde nogen eksamen, men prøve,eller på anden mådevarkvalificeret tilatblive vin¬

terlærer eller helårs pogelærer. Men min far

blevaltsåaccepteretafmosterMargrethe, for¬

di hanvarseminarist.

Detvarmeningen,atbrylluppet skulle have

stået noget før, end det fandt sted. Men på grund af langsom ekspedition afattesterog andrepapirer, trak det ud,sådet blev indun¬

derjul, før formaliteternevari orden.Menda

det kunne ladesig gøre,ville de giftes inden jul. Og det blevsåden 23. december i det Her¬

rensår 1886.

Men allerede en lille månedstid efter sin datters bryllup, fik morfar lungebetændelse

ogdøde d. 18.jan. 1887.Hanblev begravet ved

siden af sin hustrupåHennekirkegård. Deres

gravefindes endnu ietlillepæntanlæg umid¬

delbartsyd for kirken, hvorman kan læse de¬

res navneogdatoer -nulangt over 100årsi¬

den - i alt fald for mormors vedkommende, dersomførnævnt døde 17. aug. 1872.

Da morfardøde efterlod han sigtrebørn:

Margrethepå30år,derpågrund af sit handi¬

capikke kunne klare sig selv, min ^morpå24 år, dersomsagtfor nyligvarblevet giftogflyt¬

tettilDyreby skole,ogdenyngstePederpå 18 år,som nu i såung en alderskulle til atvære

selvstændiggårdejer.Men han kendte jo for¬

holdenegodtoghavde modpåarbejdet.

Ved skiftet blev detbestemt,atmor somsin arvedel skulle have2000,-kr. udbetalt. Førgif¬

termålethavde hendes far ellers stillet hende 3000,- kr. iudsigt i^arveller medgift. Men der hørtejoendel behæftelser med ved overtagel¬

senafgården, såde mænd, der behandledesa-

Træk fra minmorsbarndoms■ ogungdomstid

gen,blev enigeom2000,-kr., hvilketjo daogså

var enslagspengedengang i1887.Da Margre¬

the noget senerebesøgte sin søster iDyreby skole, kunnehun vedhjælp af følesansen glæ¬

de sigover de pæne nye møbler, der nu var kommet i detførsåfattigeungkarlehjem.

Minmorbror Peders arvedelvarsågården,

somdenfremtrådtemed deplusserogminus¬

ser,der forefandtes. Blandtbehæftelsernevar, at Peder skulle sørge for to kvinders under¬

hold på gården. Den enekvindevarjohans

storesøster, Margrethe, som han selvfølgelig

gernevilleværegod imod,såhuntil trods for

sinmangelpåsyn oghørelse kunne faenså tå¬

lelig tilværelsesommuligt. Denanden kvinde

var hans fars halvsøster, Karen, der boede i østfløjen, hvor der senere hen, da jeg var

dreng, var karlekamre, medens Margrethe

havdeetværelse i stuehuset.

Jeghar ikke kendtnogen af de to kvinder,

somvisøskendevari familiemed. Men mine

treældstesøskende har fortaltomdem fra de¬

resbørnetid.Når mosterMargrethevari be¬

søg i Dyrebyskole, måttemin storebror eller

ældstesøsterlede hendevedhånden både in¬

de i husetogudenfor. Hun villegernebesøge

sin søster,oghun kunne godtbliveiflere dage,

noksærlig efterathendes bror, Peder,^varble¬

vetgift, ^ogdet blev han alleredesom 19årig

med naboenspige, Jørgine-kaldet Gine-som

hurtigt efteratværekommet i tjeneste påna¬

bogården, blev forelsket i den ranke unge

gårdejer, som hun ofte så arbejde i marken

med hestene. At hendes følelser blev _gen¬

gældt,vidnede brylluppet joom, der stoden tid efter. Iægteskabet blev dersyvbørn: 3søn¬

nerog4 døtre, somvarså nogenlundepå al¬

der medmorsogfars seks børn i Dyreby skole.

Nårminesøskende islutningenaf 1800-tal-

letogbegyndelsen afdetnyeårhundrede^var på besøg i Gammeltoft,^vardeogsåaltid inde

atsetilmosterGretheogfaster Karen,somde

153

ungdomstid

kaldte hende Men ellerslegedede med deres

fætre ogkusiner. -de tokvinder døde begge omkring århundredskiftet, ^moster Grethe i

en ungalder omkring de 45, medens faster

Karen blevgammel efter datidens forholdog nåede ^enalder afomkring 80 år.

Engang ville faster Karen være rigtig god

ved lillefemårigesøsterMaja,dervarinde at

besøge hende, og gav hende en stor snaps brændevinmedsirup i,såhun kom syngende

ogdinglende hjem.^•Nå, jeg blev nok fristet til

atpyntepårealiteterne, forsådan sagde Maja

nuikke, da hun forentid sidenerindredeepi¬

soden: Hun var blot blevet lidt svimmel og havde kastet op. Men det tyder dapå, athun

havde fået for meget spiritus. Men dengang

vardetjosådan,atmanbrugte brændevinen megetflittigt-ikke blot tilatkurere tandpine

ogandre sygdomme med, men ogsåsom en

ingrediens i den daglige kost.

Jeg regnede med ^at slutte min lille beret¬

ning omkring ved århundredskiftet. Men

nævnerlige til slut de sidste ejere af Gammel¬

toftgård:Tredie generation •min morbror P.

Gammeltoft efterlodsigenbetydelig forbed¬

retgård til sinyngstesønEjnar, der i 1926 blev gift med Katrine, som var datter afgårdejer

FrandsChristensen,Kastkjær, Lunde De drev

sådenstoregård til foråret 1962, da Ejnar dø¬

de Dereftergik gården over til deres yngste

sønFrands. Den ældste sønPeder havde alle¬

rede dengangværetingeniør i England i flere

år. Frands blev gift med Krista, hvis far var

gårdejerPeder Carstensen,Horne^-Sidst,jeg

talte medFrands,varder 53 malkekøerpå går¬

den + mangeflere ungkreaturerogkalve,så

detgår stadig fremad. I ægteskabeterdertre

sønner:Arne,EjnarogPeder, der alleerkon¬

firmerede.

Vi håber,aten af dem vil _overtagegården

ogdrive den videre i forfædrenes åndogfod¬

sportilgavn ogglædebådefor dem selvogfa¬

milien.

Note

1. VillumBalleby Jensen, lærer ved Dyreby skole,erbe¬

skrevet ienartikeli »Fra Ribe Amt« 1982s.371-386.

ValdemarDalgård Jensen, Ansager, født 1902, død1986.

Overlærer.