Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Michelsen, J.; af J. Michelsen.
Titel | Title: Fra Højskolen : Foredrag
Udgivet år og sted | Publication time and place: Aarhus : Aarhus Amts Folkeblad's Bogtrykkeri, Fysiske størrelse | Physical extent: 1900172 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
DET KONGELIGE BIBLIOTEK ^ DA 1 .-2.S 52 8°
1 1 52.0 8 04335 8
,
l i • :
TI.
V >
\f
►i
ir
Foredrag
af
Højskoleforstander J. M i c h e l s e n , Mellerup.
Aarhus.
»Aarhus Amts Folkehlad»s Bogtrykkeri.
1900.
i
fe
F o r o r d .
I de fem Aar, jeg; nu har været Forstander for Højskolen i Mellerup, kar jeg haft Lejlighed til at holde mange Foredrag omkring i Landet. Det er et lille Udvalg af disse Foredrag, jeg her har ladet trykke. Og jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at
Foredragene udelukkende har Ærinde til mine Til-- hørere omkring i Landet og til Skolens Elever.
Foredragene kommer ikke med nogen som helst . Fordring paa at være noget særligt. Jeg ønsker dem betragtet som Breve til Venner af Skolen og Gerningen ker, Breve, der opfrisker nyt og gammelt. Og’ jeg sender dem ud i det Haab, at de maa knytte gamle Vennebaand fastere 0 2C5 O o’øre dem — stærkere.
Foredragene kommer ikke i Boghandelen, men faas hos mig ved at indsende 1 Kr. 54 Øre pr. Post
anvisning:.
Mellerup Folkehøjskole, i Marts 1910.
J. Michelsen.
I n d h o l d .
Menneske! betænk dit Livs Vilkaar... Side i 1.
At v æ lg e ... — 29.
En Overvejelse... — 65.
To Vækstlove... — 100.
En Side af Jonas Lies Sjæleliv... — 131.
Menneske! Betænk dit Livs Yilkaar.
Naar Højskolen indbyder Mennesker til et 5 eller 3 Maaneders Besøg er det jo naturligt, den begynder med at fortælle dem noget om, hvad den ønsker disse Maaneder brugt til. Og idet jeg nu byder jer velkommen, vil jeg ogsaa først sige noget om, hvorfor vi holder Højskole.
Der skal en Gang have været en gammel Skole*
forskrift, hvorpaa der stod: »Menneske! Betænk dit Livs Yilkaar!« Jeg har tit ønsket at kende Manden, der har faaet dette sat som Skoleforskrift, idet jeg tror, at der, hvor Elevernes Trang til at faa Besked om Livets Yilkaar, og Lærernes Evne til at give Besked, hvor de to mødes, der har al Skole i Verden sin Gerning. Det, vi vil her i alt Eald kan jeg straks kortest udtrykke saaledes: Vi vil
— atter og atter — sige til vore Elever: »Menneske!
Betænk dit Livs Yilkaar!« Ligesom der overalt
— inderst inde — i den engelske Marines Tovværk findes en rød Traad, hvorom alle andre Traade i Tovværket er spundet, hvoraf man — overalt i
Verden — kan se, at det hører den engelske Krone til, saaledes skal der jo ogsaa helst i et Menneskes Gerning findes en Traad, hvorom al hans Tale og Færd, alle hans Handlinger samles, og hvoraf det
kan skønnes, hvor han hører hjemme. Og Traaden i Gerningen her vil jeg udtrykke ved dette :
»Menneske! Betænk dit Livs Vilkaar!«
Men Spørgsmaalet bliver jo da straks: Hvor
dan vil vi bære os. ad med det? Hvordan vil vi til hver enkelt faa sagt dette: »Menneske! Betænk
dit Livs Vilkaar«, faa sagt det saaledes, at det bliver fulgt? Herpaa svarer jeg: Skal et Menneske komme til at betænke sit Livs Vilkaar, maa der allerførst i Sjælen tændes en Trang til Lys over Livets Vilkaar i Almindelighed. Der maa inde i Sjælen komme til at lyde noget af dette: Lys over Landet
— Menneskelivets Land — det er det, jeg vil.
Denne Trang er nemlig Skaberen af al begyndende Bevægelse her, og den er Kraftkilden til al fortsat Bevægelse. Og deraf følger saa, at hos dem af jer, i hvis Sjæl denne Trang endnu maaske kun ulmer ganske svagt, hos jer vil vi prøve at puste den op i lys Lue; og hos dem af jer, i hvis Sjæl Trangen alle
rede brænder, hos jer vil vi lægge Ved til.
Men af dette følger saa igen to Spørgsmaal:
j Hvorved vil vi puste de ulm ende Emmer i Lue?
i Og: Hvad vil vi bruge som Ved til Næring for Flammen, til Næring for Lystrangen og Lyslængs-
| . len i jer Sjæl?
j
Paa det første Spørgsmaal vil jeg’ svare:Vi vil prøve at skaffe Luft og Lys bedre og let
tere Adgang til jer Sjæl, end de maaske før har l haft. I ved nok, at gennem Tiderne har Luften og I Lyset — de to Kræfter, der betinger saa meget —
I?1
S haft ulige god Adgang til Menneskets Bohger.
il ____
| Til at begynde med maatte de se at finde Vej ij gennem en eller anden tilfældig .Revne i Muren eller
!j Aabning i Taget. Saa kom der en lille Træluge,
i 'i
\ \
Iy\
77.
I•i
i$
saa en Tarmrude og endelig en Rude af Glas, Ru
der, der dog har været — er ogsaa i vore Dage — ulige store. Men det samme har gældt og gælder om det Aandslys, der er faldet og falder ind over Menneskesjælene. Ogsaa det har fundet og finder ulige let Adgang til de forskellige. — Vi vilde nu gerne først gøre Lysaabningen ind til jer Sjæl stor og god, saa stor og god, at Lyset naaede Sjælens dunkle, mørke Kroge, og kalde paa nogle af de mange Spørgsmaal, der sikkert sidder derinde og venter, fordi Lyset endnu ikke har naaet dem, Spørgsmaal der kan samles i dette: Hvor kommer jeg fra ? Hvad har jeg at gøre her i Verden, og hvor rejser jeg hen herfra?
Paa det andet Spørgsmaal: Hvad vil vi bruge som Yed til Lystrangens og Lyslængslens Næring, vil jeg svare: Vi vil begynde med at lægge det Ved til, der hentes af Kendskab til de Mænds Tan
ker, der ærligt og alvorligt har søgt at give Livets Vilkaar Udtryk. Vi vil prøve at tegne for jer nogle af de Mænd, inde i hvis Sjæl den sandhedskærlige
og ydmyge Lystrang brændte saa stærkt, at den drev dem til at tænke — og tænke dybt — over Livets Vilkaar og give disse Vilkaar Udtryk.
Men — naar vi nu tegner nogle af disse Mænd for jer, da vil I snart skønne, at det Lys, der fra de forskellige Billeder falder ind over Sjælen, — er saare' forskelligt. Livets Vilkaar er forekommet deO forskellige saa forskelligt.
Stiller vi et Folkeviseomkvæd som dette:
»Det falmer — og falder ned —- Løvet over alle grønne Skove!« —
over for et Omkvæd som det:
»Springer ud! Løv i Lunde — alt saa vide!«
ser vi, at for en har Dagen været som en lys, lang Maj morgen efter en mild Natteregn; for en anden blev Dagen som den mørke, kolde Oktobernat.
Og stiller vi J. P. Jacobsens Linjer:
»Har Dagen sanket al sin Sorg og grædt den ud i Dug,
saa aabner Natten Himlens Borg med evigt Tungsinds tavse Sorg.
Og en for en og to for to
gaa fjærne Verd ners Genier frem af Himmeldybets dunkle Gem.«
over for Ingemanns:
»Snart ruller ud den stille Nat sit Skyggeflor over Himlen,
men den, som sidder mest forladt, ser op imod Stjernevrimlen.
Og gennem Himmelsløret ud der skinner Øjne fuldklare;
mildt ser den kære, store Gud herned med sin Stjærneskare.
Han ser til sine Børn da vist, han ser til høje og ringe,
selv til den lille Fugl paa Kvist med Hovedet under sinlVinge.
Til dem, som sove, ser han hen, han vugger Fuglenes Grene;
og den, som har slet ingen Ven, han lader ej sidde ene.
o Nej:
Selv vanger liele Verdens Gud ved Skabningens store Vugge.«
Ja, saa kan vi se, at Natten kan falde forskel
ligt over Thisted og Sorø. To Mennesker, der ser ud i den samme Nat, kan se noget uhyre forskelligt.
Og lige saa forskelligt, som Dag og Nat har vist sig for de forskellige Mennesker, lige saa for
skellige har ogsaa de Sange været, som Mennesker har sunget over Dag og Nat — over Livet.
Tænk f. Eks. paa Linjer som disse:
»—- Nætter og Dage summe over Jorden, Aarstider skifte som Farver paa Kind,
Slægter paa Slægt i lange, mørke Bølger rulle over Jord,
rulle og forgaa,
medens langsomt Tiden dør.
Hvorfor Livet?
Hvorfor Døden?
Hvorfor leve, naar vi dog skal dø?
Hvorfor kæmpe, naar vi ved, at Sværdet dog skal vristes af vor Haand en Gang?
Hvortil disse Baal af Kval og S mærte:
Tusend Timers Liv i langsom Liden,
langsom Løben ud i Dødens Liden? — —
Og stil saa her over for en Sang som følgende :
»Fortæl mig det ej, Du blege Tænker, at Livet skal som en Drøm forgaa.
Din Sjæl synes død, naar Søvn den lænker, alt er dog ej sandt, hvad synes saa.
Livet kan ikke sig selv opgive,
ikke det fængsles paa Gravens Fjæl,
at Du er Stør og til Støv skal blive Blev dog ej sagt om Menneskets Sjæl.
Ikke vi skabtes til Rov for Sorgen, heller ej til en evig Vaar,
handle vi skal, saa den Dag i Morgen ej ser os der, hvor vi stod i Gaar.
Kunsten er lang, og kort er Livet, Hjærterne slaa, skønt de ved det ej,
lig Trommernes Kor, med Slør omgivet, Dødningemarchen paa Gravens Vej.
Men naar de mægtige Kræfter vælde frem paa den brede Val til Slag,
lad Dig da ej som Kvæget fælde,
staa som en Helt paa Kampens Dag!
Stol ej paa Fremtids Haab og Smiger!
Glem ej Din Gerning ved Fortids Barm!
Grib det Nu, der af Døgnet stiger, tro mod Din Gud, med dristig A rm ! Lær af de Mænd, hvis store Minder aldrig slukkes i Tidens Strøm,
at Du kan skænke den Stund, der svinder, en Glans, der er mer end en flygtig Drøm;
en Glans, der i Nattens Mørke luer høj og klar over Sorgens Sø,
En skibbruden Broder, som Døden truer, maaske den fører til Frelsens 0.
Saa lad da til Daad Din Hu sig vende, Med Hjærtet højt mod Skæbnens Slag!
Lær at gaa frem og lær at fuldende!
Lær at vente til Høstens Dag!
Ja, saa kan man faa et Indtryk af, livor for
skelligt »Livets Kvad« kan komme til at lyde. — Og — lige saa forskelligt som Livet har visto O “ sig for de forskellige Mennesker, lige saa forskelligt er naturligvis ogsaa Rejsen gennem Livet kommen til at staa for dem. Som Havet, Vejret og Skibet er, saaledes bliver jo i mangt og meget Rejsen. — Goldschmidt sad en Dag som Dreng uden for sin Faders Dør nede i Vordingborg og saa en Mand gaa op ad Trappen til Apoteket deroverfor. Manden stod et Øjeblik deroppe paa Trappens Platform og gik saa ganske langsomt nedad paa den modsatte
Side. Og Goldschmidt tænkte: Ja, saaledes er jo Livets Rejse! Først opad, Trin for Trin, indtil vi en Dag staar paa det højeste og ligesom betænker os lidt, før vi begynder at vandre nedad mod det nederste Trin, der danner Tærskelen ind til Dødens Port. — Stil over for dette to Linjer af Ingemann :
»Jeg rejser med Glædens det evige Bud!
Jeg dør kun for evigt at leve!«
— to Linjer, som vel kun den kan skrive, der føler, at han altid gaar opad, — og vi har Forskellen igen.
Og endnu dette: Dødens Vilkaar er forekom
met Mennesker lige saa forskellige som Livets.
Tænk bare paa de tit citerede Linjer af J. P. Ja
cobsen :
»Saa stansed og der den Blodets Strøm, som før var vant at rinde.
Saa dirred ogsaa de Nerver til Ro, og Sanserne alle blev blinde.
Og Hjærtet og Hjernen virker ej mer.
du er kun Støv nu og livløst Ler.
Lad længes, lad grædes med Evigheds-Savn, der er kun en Stofhob, en Daad og et Navn.«
Jeg tænker mig Jacobsen staaende ved en kær Vens Dødsleje — vemodig, med bøjet Boved
— og med sin bløde, dæmpede Stemme sige disse Linjer ind over sin døde Yen. —
Og se saa Grundtvig staa en Sommeraften bag Præstegaardshavens Pilehegn, se mod den synkende Sol, og saa forlige sig med Døden i dejlige, sælland- ske Billeder.
»Som Sol gaar ned bag Lunden i Havet lyseblaat,
i Sommer-Aftenstunden, mens Fugle kvidre smaat,
saa gaar den Sjæl til Hvile, i Færd med sødt at smile, som føler i sit Ord
hos os Vor Herre bor.«
Underligt nok, at Livsbelvsning-en har vist sigo ’ r i n saa forskellig . for Mennesker paa den samme Jord, under den samme Sol. Og alligevel: det er ikke saa underligt endda, thi den Belysning, hver enkelt af os faar over Liv og Død, den er ikke blot afhæn
gig af det Lys, der falder ind udefra, men den er først og fremmest afhængig af vort eget Hjærtes Belysning. Og: »Som Hjærtet sidder, Hjærtetslaar.«
Tanken om Liv og Død vil til Dagenes Ende kaldeO o forskellige Toner frem i Menneskehjærter, Munch har Eet, naar han synger:
»Der gaar igennem Livet en sælsom Dobbeltklang af Glæde og af Smerte — af Døds- og Jubelsang.«
OO g: ban har Eet, fordi:7
»Der sattes om vor Pande en dobbelt Levnedskrans af Eoser og af Torne — af Smærte og at Glans.«" /1i
Men — sporger I vel — hvorledes kan dette, at vi faar disse forskellige Toner at høre, disse for
skellige Billeder at se, hvorledes kan det give Lys- længslens Ild Næring i vor Sjæl? —
Lad mig først sige, hvorledes det ikke bliver til Næring. Det bliver det ikke, hvis I prøver at lære en eller anden af de Toner, som I i Øjeblikket synes lyder kønt, er populær maaske, hvis I prøver at lære den udenad og saa giver jer til at synge den som jeres egen. Eller: Hvis I vælger et eller andet af Billederne, som 1 maaske ved, Folk synes er særlig kønt, og I saa prøver at bilde Folk ind at dette Billede er jeres eget. Og her ligger em uhyre Fare! Det har jo været enhver aandelig Stormands sørgelige Lod at faa sine dybeste, reneste .og fineste Tanker oversavlet af Fuskere. De Tanke- perler han tit i Dødsens Angst — lig Perledykkeren
— har hentet op fra Sjælens dybeste Havdybder, hentet derude og dernede, hvor kun de faa har Mod til at komme — dem er der tit raabt med som med Rejer paa Gaden. De Toner, som Liv og Død — tit i vældig Kamp — i ensomme Stunder har aflok
ket hans Sjæls Strængeleg, dem har Flokke af aande- lige Lirekassemænd taget, puttet dem i Kassen og aflivet paa Gadehjørner til Publikums Tidsfordriv.
Dette gælder om en Kristen Kold og en Ernst
t i
;;;
t .
1. '
•i.-
£»V I!L
r
■r,i;'-
fi-*,
i ‘ F| :
. • ;
. t
O
Trier, om en Grundtvig’ og’ en Søren Kirkegaard, om en J. P. Jacobsen og en Charles Darwin. — Ja, ligesom Dykkeren maa finde sig i, at de Perler, han henter fra Havets Bund, tit blinker paa en Skøges Bryst, saaledes m^a Dykkeren paa Menneskelivets Hav tit hente Tanker op til lignende Kaar. — Men vi kan være visse paa, at Lystrangen brænder ikke mere i deres Sjæl, der tager Tankerne paa den Maade. Det, der kunde have bragt Liv — taget paa rette Maade • — det har bragt Død. En Livsan
skuelse — en Mening* om Livsvilkaarene — den kan hverken arves eller laanes. Det er lige saa umuligt at faa en Livsanskuelse »paa anden Haand«, som det er umuligt at være forelsket »paa anden Haand.« — Saa det, vi nødigst af alt vilde, det er, at Kendska
bet til de forskellige Toner og Billeder skulde faa jer til at mene, at I kunde tage en af dem efter Forgodtbefindende og rejse rundt med. —
Men hvorledes bliver der da Næring’ i Tan
kerne? Yed at man stiller sig i Forhold til disse Tanker paa samme Maade, som Træerne stiller sig i Forhold til Jordens og Luftens Kræfter, indoptager dem i sig, bearbejder dem saaledes og saaiænge, at de bliver Hjærtets personlige Eje, og ved, at hver eneste virkelig aandelig Stormaud siger til sin Læ
ser : Indlad dig som enkelt med Livet, thi kun det, der vindes ad den Vej, hjælper dig. Og dette bli
ver saa Næring, bliver Yed til Lyslængslens hellige Ild, idet det frembringer i Sjælen »denne evige Hi
gen, der aldrig faar Fred«, den Higen, som ikke blot er »Fodrejsens dybeste Hemmelighed«, men Menne
skelivets dybeste Hemmelighed, den Higen, der al
drig maa stanse, før hver enkelt faar stillet sig
11
selv det Spørgsmaal: Hvordan er Livs Vilkaar?
og fundet et Svar, hvori Sjselen kan hvile.
Og det er det, vi vilde prøve at naa paa Vejen. Om muligt paa hver enkelt af jer til per
sonligt at spørge sig selv; Hvordan er mit Livs Vilkaar? Brænde dette Spørgsmaal saaledes ind i jer Sjæl, at det ikke gav jer Hvile, før I fandt det Svar, hvori jert Hjærte kunde hvile.
Og naar dette Spørgsmaal da er kommen til at brænde, naar jer Sjæl er bleven som »den bævende Due«, der ingen Steder kan finde Hvile, da er Tiden inde til at tale om, hvorledes vi opfatter Livets Vil- kaar, og da bliver det dette, der for en Overgang brin
ger Ved til Ilden.
Men — naar et Menneske nu stiller sig selv Spørgsmaalet: Hvordan er mit Livs Vilkaar? vil
det jo snart midt i alt det ubestemmelige og for
anderlige finde en Ting, som er sikker, og det er, at Mennesket skal dø. Døden staar fast midt i alt det omskiftelige. Og Spørgsmaalet bliver saa for hver enkelt: Kan jeg taale at ende med Døden?
Kan jeg se paa disse gamle Kalkmalerier omkring i Kirkerne, hvorpaa »Dødningedansen« opføres, hvor Døden ses dansende af Sted med Folk i alle Aldere, i alle Stillinger, med Barn og Olding, Ung og Gam
mel, med Stodder og Konge, kan jeg se paa dette uden at grue ved Tanken om, at jeg selv en Gang maa til at træde den samme Dans — som den sid
ste? Der er jo nogen, der siger ja. Der er sagt:
»Det er godtgjort, der findes Mennesker, der kan leve Livet i det sandes og godes Tjeneste uden at føle Trang til et Liv udover dette.« Jeg tror ikke, det er sandt. Og jeg kunde have Lyst til at sige
til Mennesker, der taler saadan: I skulde have Lov til en Tid at staa som de Færgemænd, der skulde tage Mennesker om Bord derude ved Dødens mørke Strand. Og naar I saa spurgte liver enkelt: Øn
sker du at blive herude, eller vil Du i Land naa den anden Side, prøv saa, hvad Svai I vil faa!
Prøv saa, om I ikke hos hver eneste vil møde den bævende Bøn : Lad mig naa Land. c l En og andenn kom maaske uden Tro paa, at der var Land derovre, men saa I saa, rigtig efter, fandt I inde i hans Øje det bævende Spøgsmaal: »Ak, vidste jeg dog, der
bag Havet var Land! Og derfor: Vær varsom med at fortælle jer selv og andre, at der ingenting tindes derovre! I har jo da aldrig selv været
der. —
Nej Strindberg har nok Ret i, at »det kunde gaa altsammen, naar det ikke var denne knugende Angst paa Bunden af Menneskehjærtet«. Angsten for hvad? Angsten for Døden, den Angst, som jo heller ikke har kunnet give en Strindberg Hvile, før han nu i Kristendommen har faaet Tro paa, at
ikke er det sidste. Ja, denne dybe Trang til at finde et Fristed for Døden, det er netop Menneskets evige Mærke, det liar været en Evighedens Drivkraft gennem Tider og Slægter; Kamp mod Døden og Trang til Livet, det er Guldfloden, der er strømmet gennem M en neskekj ærter og Slægter mod det evige flav. — Da David Liyingstone rejser inde i Central-Afrika, faar han af to unge Høvdingsønner disse Spørgs- maal: Dør Folk ogsaa i dit Land? Hvor gaar
Menneskene hen efter Døden? Kender du ikke noget Tryllemiddel mod Døden? Disse Spørgsmaal
har aldrig villet forstumme.
Da jeg i Sommer for første Gang stod ude paa Skagens Gren, derude, hvor Vesterhav og Kat
tegat mødes, tænkte jeg: Saaledes har Mennesker staaet, saa længe der har været Synd paa Jorden.
Bølgeslaget fra Endelighedens og Evighedens Hav har mødtes i Sjælene siden hin Stund, — snart svagt og blødt, saa de to Have ligesom umærkeligt er gledet over i hinanden, snart vældigt og stærkt, saa det mærkedes, der var to Kræfter, der stredes om Herredømmet.
Af dette følger nu, at det er blevet Menne
skets Lod i sin Sjæl at huse en Længsel, som aldrig her helt kan blive tilfredsstillet. For vaagne Menne
sker vil der altid her i Verden være Modsætning mellem Ønske og Evne, Maal og Middel, Ideal og Afstand. Søren Kierkegaard har nemlig ikke Ret, naar han i et Billede, — som vi dog ikke maa tage som det egentlige Udtryk for hans Opfattelse af Menneskelivets Vilkaar — siger saadan: »Tænk en fyrstelig Slægt til Straf for en Forbrydelse de
graderet til Trælle, — tænk det 10de Slægtled fra hint første, saa altsaa 9 eller 8 Slægtled før det nulevende havde level som Trælle, Sønnen ligesom hans Fader — saa vil Resultatet formodentligen være blevet, at det 10de Slægtled er meget godt fornøjet med sit Livs Vilkaar, føler sig paa sin Plads som hvad han er født til, hvad hans Fader var før ham, og Bedstefaderen før ham o.’ s. v. — og
%
hvis En kom og vilde forklare dette 10de Slægtled, at det var af fyrsteligt Blod, saa vilde han vel blive udgrint og finde, at de rette Vedkommende var de, der allermindst brød sig derom, ja, som vel endog blev forbitrede over, at nogen vilde forstyrre dem i
deres Tummerumme. hvor de nu længst havde levet tilfreds, Sønnen som Faderen og denne som Bedste
faderen o. s. v . « --- Nej, Mennesket har netop aldrig helt kunnet glemme, at »det var af fyrsteligt Blod.« Lad være, det var faa, der vilde høre, da Manden kom, der talte om Menneskelivets høje Be
stemmelse, 'og sagde; Værer saa fuldkomne lige
som jeres Fader i Himlen er fuldkommen!« Lad være, at Mennesker ikke blot kunde udgrine den Mand, men dømme ham til Døden, der var dog* — skønt der var gaaet meg*et mere end 10 Slægtled — enkelte, som vilde høre. Og da saa den lille Flok,
»svag og bly og bange nok«, gik ud og bragte Me
sterens Tale videre, blev der flere og flere, der lyt
tede. Tankerne, der til at begynde raed var som den lille Strøm, hvorved kun faa Nybyggere vilde slaa ned, disse Tanker er gennem Tiderne, efter
som Mennesker er kommet til at forstaa dem, vokset til den brede Flod, til hvis Bredder de mange Mil
lioner er strømmet med Følelsen af, at der var en Tørst i Sjælen, som kun den Flods Vande kunde slukke. Og at det er gaaet saaledes, det er vel det stærkeste Vidnesbyrd, der kan gives, om, at det var
»Livets Brød«, der blev bragt.
Johannes Evald har derfor ramt Livsvilkaarene bedre end Søren Kierkegaard, naar han siger i sit Digt »Til Sjælen«, at det gik den — Sjælen — ved Syndefaldet, som det gik den Ørneunge, der havde sit Hjem der højt oppe paa Bjergets Top, den, der en Dag glemte sin Moders Røst, nysgerrigt vovede sig ud paa Redens Kant og styrtede i »kolde Skyg
ger« ved Fjældets Fod, den Ørneunge, som dog al
drig kunde glemme sit oprindelige Hjem, men blev ved at føle sig som Ørn, blev ved at hige og længes.
Ja, Mennesket er den endnu ikke udvoksede Ørneunge, Ørneungen, hvis Vingefang ikke endnu kan bære den op paa Hjemlandets Højder, og som der
for maa længes og hige. —
Og denne Længsel — denne Følelse af Mod
sætningerne i Livet, først og fremmest Modsæt
ningen : Liv og Død — den er det saa, som driver alle voksne Mennesker til Kamp. Livets Vilkaar bliver Strid.
Søren Kierkegaard fandt en Dag paa er vejr
bidt . Kirkegaard en gammel, sammensunken Grav, hvorpaa der laa en mosgroet Sten, og paa den Sten stod der:
»Mand, du har stridt.«
Jeg kan forstaa, at S. K. har optegnet denne Ind
skrift, thi det er et stort Eftermæle. Og »Mand, du har stridt«, det kunde staa paa alle Grave i Verden, i alt Fald paa alle deres, der er blevet sig Livets Vilkaar bevidst. Og vi vilde gerne bidrage til, at 1 kunde faa noget af den samme Lov, naar I ikke er mere, gøre jer fortrolige med, at.
»Kæmpe vi maa i den løbende Tid. — Livet herneden er Strid.
Kun om den saaredes sejrende Tinde Palmer og Evighedsblomster sig vinde.«
Kold traf en Gaug en Bondekarl, der tænkte at tage over paa Hindholm Højskole for at blive uddannet til Skolelærer. Kold sagde saa til Karlen, at han skulde ikke tage til Hindholm, men over til ham, og da Karlen siden spurgte Kold hvorfor, svarede Kold: »Vi har, som De ved, tre Højskoler,
t ':
r! •
•i?
I '
£ r*■:
T "
liP:p ;
I
r i
r
,•* ■ K':
i-'
I
K.
^ **•
V’
i' •.-
! •'
t
<i i
\
j . ;r
; •
i':.
Rødding, Hindholm og min. — — Rødding kom først. Det er egenlig et Værn mod den frem- brjdende Tyskhed, grundlagt for at udvikle Kæm
per til at byde den Spidsen og muligen give den sit Knæk.
Dernæst kom Hindholm paa Sjælland, Adels
vældens Hjemstavn, grundlagt af Bondevennerne for at danne Kæmper til den Strid, de har optaget med Herremændene, for hvad de selv kalder Frihed og Lighed. Foruden dette særlige lægger de sig begge Steder efter nogle andre Kundskaber som Biting.
Min Skole derimod er grundlagt for Livet.
Den Skole danner Kæmper i den altid standende Strid mellem Liv og Død, den Strid, der aldrig vil blive endt, fordi den udgaar fra Livet og Døden selv, ikke som de andre to, der udgaar fra forskel
lige af Dødens Virkninger.
Disse Virkninger vil tabe sig tilsidst som Bølge
slaget, der fremkommer, naar en Sten kastes midt i en Dam med rolig Overflade; Bølgeslaget ud
vider sig i større JKredse, støder mod Bredderne, taber sig, og Overfladen er atter klar. Kraften var kun et Tidens Tryk.
Den Kamp, jeg vil danne Kæmper til, er der
imod standende, i det mindste Tiden ud, fordi Liv og Død er Arvefjender, og de bor hinanden saa nær, meget nærmere end Dansken og lysken, meget nær
mere end Herremanden og Bonden. De bor sam
men i samme Bryst.« —
Disse Ord af Kristen Kold — man kunde v e l.
gerne kalde det hans Program tale — kan jeg fuldt ud skrive under paa, og jeg vil gerne — efter Evne
— gøre dem til mine.
Longfellow har skrevet et Digt, der hedder:
»Excelsior«. Excelsior betyder: Højere op! Hau fortæller deri om en Yngling, der en Aften gaar
gennem en Alpelandsby, bærende et Banner i sin Baand med den sælsomme Indskrift: »Excelsior«.
Ynglingen ser Arnens Ild lyse varmt og straalende ud fra de lykkelige Hjem, og hans Pande bliver sorrig- fuld, da han ser opover, hvor de skinnende, spøgel- seagtige Isbræer truer, men han gaar trofast frem under sin Fane. »Nærm dig ikke Kløften!« siger en
gammel Bonde. »Uvejret truer mørkt fra oven, og den brusende Strøm er dyb og bred.« En ung Pige hvisker til ham: »O, bliv her og hvil dit trætte Hoved ved dette Bryst.« En Taare ses i hans klare, blaa Øjne; men han aar, bærende sin Fane. Tilsidst hører han en Bondes sidste Hilsen : »Vogt dig for
Fyrretræets visne Grene og de forfærdelige Sne-
•skred!« men fjernt oppe lyder en sølvklar Stemme
»Excelsior!«--- og han følger. — --- Morgenen efter finder St. Bernhardshuudene en Rejsende i -Sneen paa Bjergene. Munkene kommer derud, og det er Ynglingen, som ligger der i den kolde, graa Dagning, livløs, men smuk, som smilede ban i Dø
den; og i Haanden holder lian Fanen, trofast som før. Og da Munkene bøjer sig ned over den døde Vandrer, synker — som et Stjerneskud — en Stemme oppe fra den fjerne, klare Himmel, og Stemmen kalder: »Excelsior! «
Skulde der sættes en Indskrift over Livet, som var værd at følge, vilde jeg foreslaa dette: Excel
sior ! Højere op! Gid 1, der maaske allerede gaar under den Fane, maa blive mere og mere trofaste mod den, og gid I, der endnu ikke har meldt jer i:
r
i:
t
?
h
Is'ii
I
5
t .4
<
► )
y>
*. #
<
i. •
’t ,
. - O :*
i-
>i Vi
*
* ! • » . .»
i-:’.' i*
t'
! -
! I
V
i • '
r
f - . i i
i
»
Rækkerne, maa faa et Stød der hen imod. Ja, gid vi, naar vi siden møder jer ude i Verden, maa finde jer som kampglade Mennesker med Løsenet: Højere
op! —
Jeg liar læst, at der mellem Vildgaasen og de tamme Gæs, hvor forskellige de end er, er en Art Forstaaelse. Naar Vildgæssenes Træk høres i Luf
ten, og der er tamme Gæs nede paa Jorden, mærker disse sidste straks, de til en vis Grad forstaar, livad dette betyder; derfor letter de ogsaa, slaar med Vin
gerne og flyver i forvirret, uskøn Uorden et Stykke langs med Jorden, men — dermed er det saa ogsaa forbi. —
Nu var der en Gang en Vildgaas, som ved Ef- teraarstide — henimod Afskedstrækket — blev op
mærksom paa nogle af de tamme Gæs og fattede Kærlighed til dem; den syntes, det var Synd at flyve fra dem; in aaske kunde den vinde dem for sit, saa de kunde beslutte sig til at følge med, naar Træk
ket kom. Af den Grund indlod den sig paa enhver Maade med dem, søgte at lokke dem til at stige lidt højere — og saa igen lidt højere i Flugten, for at de om muligt kunde følge med i Trækket, frelste fra dette usle, middelmaadige Liv at vralte henad Jorden som respektable, tamme Gæs.
I Begyndelsen syntes nu de tamme Gæs, at det var ganske morsomt; de holdt af den Vildgaas.
Men snart blev de alligevel kede af den; og tilsidst gav de knubbede Ord fra sig og irettesatte den som en fantastisk Nar uden Erfaring, uden Visdom. Og
— da »Trækket« gik, maatte Vildgaasen følge — alene. —
Vi vil haabe, det ikke skal komme til at gaa
1 . K .
jer yg os saaledes, at I ikke bare en kort Stund skal komme til at slaa med Yingerne og flyve lidt henad Jorden, men at der, den Dag, 1 rejser herfra, inde i jer Sjæl er kommet til at lyde et: Afsted! Af
sted med Trækket!
Men— kunde I sige — hvad hjælper det, at Trang
en til at stige højere og højere, at den vækkes, og at vi prøver at følge den, vi stiger jo dog aldrig saa højt, at Dødens Pil ikke naar os. Hvad nytter det at komme afsted med Trækket, vi naar jo aldrig Lan
det, hvortil Døden ikke kan komme. Hver enkelt af os maa jo en Gang dale fra Flokken som den vingeskudte Fugl. Det bliver jo enhvers Lod en
gang at ligge som den ensomme Trækfugl i Mosen
— vingeskudt af Døden — mens »Trækket« drager videre sydpaa. — Dertil svarer jeg saa: Yi skal med i Trækket, vi skal stige, fordi det er vort Livs
Bestemmelse. Det er sandt, naar der paa Minde
stenen over Jens Bek staar: »Det er Menneskets Kald at stile mod høje Maal!« Og vi synder mod det, som Carsten Hauch kalder »Aanden i vort Indre«, hvis vi ikke følger dette Kald. — Men vi skal stige af en Grund til. Viskal stige for at faa Mod til at dale. Selma Lagerlof fortæller, at engang, da Vor
herre og St. Peder vandrede om hernede paa J o r den, havde det været saa elendigt for dem, at St.
Peder syntes, han kunde ikke udholde det længer- Vor Herre tog saa St. Peder med sig »og be
gyndte at vandre op ad et højt Bjerg uden at sige ham, hvad de skulde derop for.
De var vandret forbi Byerne, der laa ved Fo
den af Bjerget^ og Sletten, der laa højere oppe. De var gaaet forbi Bøndergaardene og Sæterhytterne,
og de liavde lagt den sidste Brændehuggers Sten- grotte langt bag sig.
De var endelig naaet op der, hvor Bjerget stod nøgent uden Træer og Urter, og hvor en Eremit havde bygget sig en Hytte for at hjælpe vejfarende i Nød.
Derpaa var de gaaet over Snemarker, hvor Murmeldyrene sov, og naaet op til vilde Isblokke, der var kastet saaledes hulter til bulter, at næppe Stengeden kunde komme frem.
Der oppe havde Vorherre fundet en lille, graa og rød Eugl, der laa ih j elf rossen paa Isen, og han havde puttet den lille Dompap i sin Lomme.
St. Peder huskede, at han havde tænkt ved sig selv, om den lille Eugl skulde være deres Middags
mad.
Endnu en lang Tid var de vandret afsted paa de glatte Isblokke, og St. Peder havde syntes, at han aldrig havde været Dødsriget nærmere, ti en døds- mørk Taage indhyllede dem, og en dødskold Vind omsusede dem, og saavidt han kunde skønne, fand
tes der ikke noget levende Væsen. Og dog var de ikke kommet højere end midt paa Bjerget.
Da bad han Vorherre, om de maatte vende om.
»Endnu ikke«, sagde Vorherre, »ti jeg vil vise dig noget, der kan give dig Mod til al bære alle
Sorger.«
Og da var de vandret videre gennem Taage >g Kulde, indtil de kom til en umaadelig høj Mur, d:r spærrede Vejen for dem.
»Denne Mur gaar rundt om hele Bjerget«, sagde Vorherre, »og du kan ikke komme over den nogensteds. Heller ikke kan noget Menneske faa at
se, hvad der er bag Muren, ti her bor de salige Aan
der lige op til Bjergets Top.«
Da kunde St. Peder ikke lade være at se van
tro ud. «Derinde er der ikke Mørke og Kulde som her«, sagde Vorherre, »der er grøn Sommer, og Sol og Stjerner lyser klart!« Men det havde St. Peder ikke kunnet faa sig selv til at tro paa.
Da tog Vorherre den lille Fugl, han havde fundet paa Ismarken, bøjede sig tilbage og kastede den over Muren, saa den faldt ned i Paradiset.
Straks efter hørte St. Peder en jublende, glad Kvid
ren. Han kendte Dompappens Sang og blev høj- ligen forbavset.
Da vendte han sig til Vorherre og sagde:
»Lad os atter gaa ned til Jorden og udholde alt, hvad der er at udholde, ti nu ser jeg, at du har talt Sandhed, og at der findes et Sted, hvor Livet overvinder Løden.«
Ja, Modet, man f'aar til at dale, det er af
hængigt af Evnen, man har vundet, til at stige. Og spørger I : Men hvor skal vi dog faa Mod til at dale saa dybt, at Døden kan naa os? svarer jeg:
Ved, at 1 har faaet Evne til at stige saa højt, at Gud kan naa jer, og I ham; thi saa følger Gud med. Og saa kan vi vel taale at dale som den vingeskudte Fugl, mens »Trækket« drager videre, thi saa faar vi det, som Søren Kierkegaard siger: »Naar Dødens Leje er redt for dig, naar du er gaaet til
Sengs for aldrig mere at staa op, og der kun ven
tes, at du skal vende dig om paa den anden Side for at dø, og Stilheden vokser omkring dig — naar da efterhaanden de nærmere gaar bort, og Stilhe
den vokser, fordi kun de nærmeste bliver tilbasre,o •
medens Døden kommer dig’ nærmere; naar saa de nærmeste gaar sagte bort, og Stilheden vokser, fordi kun de allernærmeste bliver tilbage ; og naar saa den sidste har bøjet sig sidste Gang over dig og vender sig til den anden Side, thi du vender dig nu til Dødens Side: der bliver dog endnu een til
bage paa hin Side, han, den sidste ved Dødslejet, han, der var den første, Gud, den levende Gud, — dersom ellers dit Hjerte var rent, hvad det kun blev ved at elske h am ,» --- Ja, det er jo i og for sig*
ikke det forfærdelige, at vi maa dale en Gang, men det forfærdelige er, hvis vi skulde dale alene.
Det, der — i alt Fald for mig — gør et Liv uden for Kristendommen uudholdeligt, det er det, at er
man der uden for, saa bliver man alene med Dø
den. Men tør man tro paa Kristendommen, saa faar man det evige Pant paa, at man aldrig skal blive helt alene. Selv om man blev det sidste Men
neske paa den vide Jord, vilde man alligevel have en hos sig i den sidste Nattevagt. — Det vilde vi saa ogsaa gerne tilsidst hjælpe jer til en begyndende Forstaaelse af, prøve at faa jer til at se, at det er med en sand Erkendelse og Forstaaelse af Livets
Vilkaar, Hauch har sunget:
»Og jeg har forsket rundt i mangen Bog, og jeg har siddet ved de Vises. Side,
trods deres Ord dog blev jeg lige klog paa det, som allerhelst jeg vilde vide.
Thi Jordens Kløgt ej give kan Besked
om hvad der skimtes gennem Gravens Rifter, og hvad enfoldig Fromhed her ej ved.
det ses ej heller i de Vises Skrifter.
Dog var der Een, hvis Øje længer saa,
hvis Ord skal staa, naar Jordens Kløgt [forsvinder,
»Hvo ikke blier som en af disse Smaa«, saa talte han, »ej Himlens Veje finder.«
At I saa ogsaa kunde komme til at bede som han, naar han siger:
»Du Frelsens Aand, forlad da Du mig ej!
Og tag den Kundskab bort, der mig forvilder!
Udslet min Synd og led Du mig paa Vej,- igennem Dødens Nat til Livets Kilder!« —
Ja, den Erkendelse af Livets Vilkaar, vi gerne vilde føre jer til tilsidst, vil jeg’ samle i et Billede.
Tænk en Araber, der har søgt viden om ud over Ørkenen for at finde en Kilde, der kunde g*ive ham og hele hans Hjord Vand nok at drikke. Længe har han søgt, mange Brønde har han gravet, men tit gravede han uden at finde, og selv de bedste tørrede ud, da Regntiden hørte op. En Aften kom
mer han saa træt hjem og ved ikke, hvor han skal finde Vand for den næste Dag, og da opdager han, at der vælder en Kilde inde i hans eget Telt; af den giver han sig til at øse og opdager, at den randt aldrig tom. Den gav ikke blot ham og hans Hjord Vand i Overflod, men den gav saa meget, at han kunde begynde at lede en Del ud over Ørkensandet omkring sit Telt — det vældede ustandseligt dernede fra, det var næsten, som strømmede det stærkere til, jo mere han brugte, enhver af Kildens Kluk var som en Bøn: Øs! Øs! — Snart var saa en lille Oase skabt med Græs og Blomster og Palmer, og snart var den lille blevet til en stor! Hvedemarker, Græs
sletter og Palmelunde vekslede i broget Blanding.
Kilden gav nu ikke blot ham og hans Hjord Vand nok, men den gav ham og hans Hjord alt. — En saadan Mand vil jo blive glad, og hans Glæde vil være djb og stor i samme Maal. som han har prø
vet at tørste og lede. — Men det gælder ogsaa det Menneske, der religiøst har søgt viden om efter
Kildevæld, naar det opdager den Kilde, der sprin
ger i Kristendommen, ja at den springer inde i dets egen Sjæl og ikke et eller andet Sted derude i Ørkenen,.
Kilden dannes af dette at komme hjem til Gud' og føle sig hjemme. Det Menneske vil saa heller aldrig mere komme til at tørste; alt i Sjælens Land vil grønnes, eftersom han faar Kildens Vand ledt ud derover. — Ja, naar den Opdagelse — religiøst talt — er gjort, »da er Sorgen slukket, da er Per
len fundet — Paradis oplukket, — Døden overvundet.«
Da er der opdaget en Yerden, der staar, naar alle andre Verdener falder. Indtil den er gjort, da har Mennesket det som Jakob, der kæmper i Natten ved Jaboks Vadested. Naar den er gjort, er han.
kommen over Floden. Solen er staaet op! Eller:
Livets Moses, der stod paa Nebos Top og over Jordans Flod — den Flod, der randt mod det døde
l
Hav — skuede ind mod det forjættede Land, er bleven forvandlet til Livets Josva: Vi er kommen ind i Landet. — Ja, Sjælen har da ikke blot fundet et Punkt, hvor den altid er uden for Skudvidde, hvor alle giftige Pile maa falde saarløse ned, men den har fundet et Sted, hvor den kan hvile ud hver Aften, naar den er træt af at vaage og arbejde, og hvor den kan øse Mod og Kraft til den Dag, der kommer. Ja, ikke blot det! Men har dadetTabor
begyndt at rejse sig i Sjælens Land, fra hvis Top Sjælen i Dødsnattens Mørke skal kunne taale at begive sig udpaa Dødens mørke Hav, fordi den igennem Døds- nattens Mørke øj ner Fyret, der blinker paa Ararats Top paa den anden Side Havet; hvis Sjælen da — efter Opdagelsen — stadigt har søgt ind til dette Punkt, saa den, der maaske første Gang kom med en vildfarende Vandrers ustadige Skridt, har lært at komme med den hjemmevante Fugls sikre Flugt. —■
Og naar denne »mageløse« Opdagelse er gjort, da bliver Livets Vilkaar ikke blot taalelige, men dejlige, thi man tør da tro, Jesaja har Ret, naar han siger, der er den Forskel paa Hedningers og Jøders Gudsforhold, at Hedningerne bærer deres Gu
der, men Jehova bærer sit Folk. —
Et Skib blev engang stærkt omtumlet af Stor
men paa et oprørt flav. Selv de mest prøvede Ma
troser grebes af B’rygt under deres Bestræbelser for at redde Skibet i den overhængende Fare. Kun Kaptajnens otteaarige Søn, Jakob, var ganske rolig.
Og da en spurgte ham : »Er du ikke bange, Jakob?«
svarede han: »Nej, Fader staar jo til Rorsi« — Vi siger som han. —
Ja, vi vil sige til jer: det at 1 er Mennesker, det betyder, at I ejer en Sjæl med en Fordring, der er uendelig, en Fordring, som derfor kun kan indfries af Gud.
Og vi tror, at, naar I har set det, da har I be
gyndt at lære jer selv og Gud at kende.
Og saa vil vi ønske, at, hvis Vejen mod Evig
heden for jer skulde falde over »Sukkenes Bro«, I da maa kunne tro saa inderligt, at Gangen ikke skal blive for tung; at I maa erfare, naar Bølgerne
maaske tumler liaardt med jeres Baad, at Troen bærer Mennesker, som det grønne Blad bærer Aa- kanden. — Yi vil ønske, at livis det Hus, hvori I skal bo, kommer til at ligge paa Grænsen af det øde og det lykkelige Arabien, I da maa eje saa lyst og stort et Haab, at Udsigten til det lykkelige Ara
bien altid holdes aaben; at I maa bo ved Livets Strøm, som den Edderkop, der boede ved Bækken, den, hvorom Kaalund fortæller, at den trofast gen
nem Nætter og Dage sad og spandt det Traadnet, der en Gang skulde blive til en Bro over Bækken, ad hvilken den kunde naa den modsatte Bred. Til- sidst er Nettet færdigt, og Edderkoppen sidder og*
venter paa den Aftenluftning, der skal knytte det fast til en Gren paa den modsatte Side. En Van
dringsmand, der gaar forbi, spotter Edderkoppens Haab om, at den paa den Maade mener at kunne slaa Bro over Strømmen; men Edderkoppen svarer:
»Tys, Vandringsmand! Hvor ej Flid forslaar, man ofte ved Taalmod Maalet naar!« I det samme kom
mer den sagte Aftenvind; Spindet knyttes til en Kvist paa den modsatte Bred. Edderkoppen fandt Vej over. — >;Den havde jo ventet saa ufortrøden«, nu sad den derovre i Aftenrøden«. Og — slutter
K aalun d :
»Saa sidder du selv ved Tidens Strøm, o Menneskebarn med din Fremtidsdrøm!
Dit Haab, det er den flagrende Traad, som du har vædet med Længsels Graad.
Forsag kun ikke, det kan vel lykkes;
Paa Himlens Hjælp kan der meget bygges.«
Gid I altid maa kunne sige dette:
»Forsag kun ikke, det kan vel lykkes;
paa Himlens Hjælp kan der meget bygges.«
Og vi vil ønske, at, hvis Sorgens og Bekym
ringens tætte Taager til Tider skulde lægge sig over jer Sjæl, I da i Bønnen maa faa Evne til at sende Taagerne opad, for at Taagen som bønhørt kan vende tilbage som Hug over de slagne Enge. Og først og fremmest vil vi ønske, I maa komme til at elske saaledes, at det giver jer Følelsen af, I er i en uendelig Gæld, den Følelse, som ikke blot ta
ger Kraft, men giver Kraft, fordi den øser af selve Livets Kilde. — —
Og vi vil ønske endnu et, ønske, at hvis Bøn
nens og Haabets, Troens og Kærlighedens Kræfter kommer til at ebbe i jer Sjæl, I da maa søge hen til det Bord, hvor Kraften kan hentes til, at de eb
ben de Bølger kan vende tilbage som stigende, hvor det lyder: »den, som drikker af det Yand, som jeg vil give ham, vil aldrig tørste til evig Tid, men Vandet, jeg vil give ham, skal blive i ham en Vand
kilde, som springer til evigt L iv.«---
Der er et lille russisk Folkesagn, der lyder saa- dan : Ude paa Marken laa en skudt Falk, og ved Siden af den sad tre andre Falke: dens Brud, dens Søster og dens Moder. Bruden græd som Duggen falder, Søsteren græd, som Bækken rinder, Moderen græd, som Yolga flyder. Solen tørrer Duggen væk;
Bækken tørres i varme Somre; Volga rinder aldrig
■tom. — Maa tte I altid huske, at ved Nadverbordet springer den »evige Kilde for Kræfternes Elv.«
Der staar han, der har overvundet Døden, oar siarer
»Kom alle I, der arbejder og er besværede, I skal
finde Hvile!« Kom, alle I mødige Stridsmaend, alle I trætte Ørkenvandrere og hent nye, friske Kræfter!
Kom alle I, hos hvem »Yolga« vil rinde tom, og den skal atter strømme dyb og bred. —
Og saa endnu dette:
I Selma Lagerldfs Bog »Antikristens Mirakler«, siger den gamle Pave til Pastor Gondo: »Lad mig fortælle en siciliansk Historie. Dengang Vorherre var i Færd med at skabe Verden, vilde han vide, om han endnu havde meget tilbage af sit Arbejde. Der
for sendte han St, Peder ud at se, om Jorden var- færdig.
Da St. Peder kom tilbage, sagde han: »Alle græde og hulke og klage.«
»Da er Verden ikke færdig«, sagde Vorherre og han arbejdede videre.
Tre Dage efter sendte Vorherre atter St. Peder til Jorden.
»Alle le og juble og glæde sig«, sagde St. Pe
der, da han kom igen.
»Da er Verden ikke færdig«, sagde Vorherre,, og han arbejdede videre.
For tredje Gang blev St. Peder sendt ud.
»Nogle græde, og andre le« sagde han, da han
kom tilbage.
»Da er Verden færdig«, sagde Vorherre.
»Og saaledes skal det være og forblive«, føjer- den gamle Pave til: »Ingen kan fri Menneskene
for Sorger, men den, der giver dem nyt Mod til at bære dem, ham skal meget forlades.«
Maatte disse Ord lyse over Gerningen her, og- t
-maattte.de tænde i jeres Sjæl. —
Oppe i Norge findes et Bjærgparti, der hedder Ronderne; dette Bjærgparti har Henrik Ibsen gjort til Skuepladsen for den berømte Scene mellem Peer Gynt og Dovregubben. Peer Gynt staar foran Dovre- gubben derinde i Fjældets Kongshal og forlanger hans Datter til Ægte og »Riget i Medgift«, og Dovregubben svarer: Du kan godt faa begge Dele.
»Det halve faar du, imens jeg lever, og det andet halve, naar jeg engang falder fra«, hvis du vil gaa ind paa visse Betingelser. »For det første« — siger Dovregubben — »maa du love, at du aldrig ændser, hvad der ligger udenfor Rondernes Grænser: Dag skal du sky og Daad og hver lysbar Plet,« — »Ja,
faar jeg kaldes Konge, saa holdes det let«, svarer Peer Gynt. — Dovregubben, der hidtil har siddet paa sin Kongestol med Kronen og Spiret, gaar hen imod Peer Gynt og siger: »Hvad er Forskellen
mellem Trold og Mand?« — »Der er ingen Forskel, saa vidt jeg ser«, svarer Peer Gynt. — »Stortrold vil stege, og Smaatrold vil klore; — ligesaa hos os, hvis bare de turde.« »Sandt nok« — siger Dovregub-
ben; »vi er ens i det og mer. Men. Morgen er Mor
gen, og Kvæld er i Kvæld, saa Forskel biir der nu lige vel. Nu skal du høre, hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende Hvælv mellem Mænd det hedder: »Mand vær dig selv!« Herinde hos os mellem Troldenes Flok det hedder: »Trold vær dig selv — nok!« »Øjner du Dybden?« spørger en af Hof
troldene Peer Gynt, og han svarer: »Nej, det tykkes inig taaget.« Men Dovregubben gentager: »Nok«, min Søn, det kløvende stærke Ord maa staa i dit Vaabenmærke, skal du her være Herre!« — Peer Gynt kløer sig bag Øret og føler, det er et skæbne
svangert Forlangende, men tilsidst gaar han indpaa det. »Skidt; lad gaa!« siger han. — »Dernæst«, fort
sætter Dovregubben, »maa du lære at sætte Pris paa vor jævne, hjemlige Levevis. Koen giver Ka
ger, og Studen Mjød; spørg ej, om den smager sur eller sød; Hovedsagen er, det faar du aldrig glemme, den er brygget herhjemme.« — Under denne Replik er to Trolde med Svinehoveder og hvide Nathuer kommen ind. De har sat Mad og Drikke hen foran Peer Gynt, men da han ser Sagerne, skyder han dem fra sig i Væmmelse og udbryder: »Fanden med eders hjemlige Drik! Jeg vænner mig’ aldrig til Landsens Skik.« — »Ja, men »Bollen følger med«, siger Dovregubben, »og den er af Guld. Hvo Guld
bollen ejer, ham er Datter min huld.« »Ja« — tænker Peer G ynt,— »der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; — og i Længden falder Drikken vel mindre s u r.» --- Han spytter saa og siger: »Man faar haabe paa Vanens Magt«; og saa tager han for sig af Troldretterne. — Derefter faar Dovregubben ham til at afføre sig sine Kristenmands-Klæder, binder
ham sin Søndagshale paa med brandgul Sløjfe yderst paa Spidsen, og Peer Gynt spørger nu, om han ikke skal af med sin Kristenmands-Tro'ogsaa. Dertil,
svarer Dovergubben: »Nej, Troen gaar fri; den lægges ingen Told paa; det er Skorpen og Snittet, en skal kende en Trold paa. Bare vi er ens i La
der og Klædsel, kan du gerne kalde Tro, hvad vi andre kalder Rædsel;« og han fortsætter: »Nu er endt Gildets alvorlige Del; nu vil vi Ører og Øjne fryde. Spillemø, frem: Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens Fjæl!« — Saa bliver der Spil og Dans. Peer Gynts Fæstemø dan-
• __
ser, hendes Søster spiller, Peer Gynt staar og ser paa det, og Dovregubben spørger ham: »Hvad ser du?« — Peer Gynt svarer: »Noget ustyggelig stygt!
Med Kloven slaar en Bjældeko et tarmstrænget Spil.
I Stunthoser tripper en Purke dertil.« Troldene bli
ver rasende over dette Udbrud og vil æde ham, men Dovregubben siger: »Husk, han har Menneskesan
ser!« og saa henter han nogle skarpe Redskaber, som han lægger paa Bordet foran Peer Gynt. Da Peer Gynt ser dem, spørger han: »Hvad vil du gøre?« og Dovregub
ben svarer: »I venstre Øjet jeg risper dig lidt, saa ser du skævt; men alt det, du ser, tykkes gildt og
gævt. Og saa skærer vi ud den højre Ruden.« »Og naar det er sket,« føjer Dovregubben til, »da vil du skønne, hun er dejlig, Bruden, — og aldrig vil Sy
net dig kverves, som før, af trippende Purke og Bjældekøer.« Vel, siger Peer Gynt, sig mig blot en.
Ting, før Snittet gøres: »Naar heles saa Synet igen til Menneskesyn?« — Ja, »Ingensinde, min Yen«, svarer Dovregubben, og Peer Gynt træder saa tilbage, idet han udbryder:
»Naa, saa! Ja, saa siger jeg Tak for mig.
Tor en Brud og et velskøttet Rige paa Købet kan jeg finde mig i, at noget gaar i Løbet.
Men alting i Verden er der Maade paa,
Halen har jeg ta g e t,— det er ganske sandt;
men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt;
Frakken har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen faa den paa mig knappet, og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden
for denne dovriske Levemanden.
Men dette, at vide, at en aldrig kan fri sig, at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø, at gaa som en Bjærgtrold alle sine Dage, — dette her, at en aldrig kan træde tilbage,
som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;
men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.«
Nu bliver Dovregubben rasende og siger: »Hiv ham i Knas mod Bjærgvæggen, Børn!« og i det Peer Gynt er ved at blive begravet i Trolddyngen, raaber han: »Hjælp, Moer, jeg døer!« — I det samme rin
ger Kirkeklokkerne langt borte; Troldene forsvinder, og Peer Gynt bliver fri. —
I skønner nok, at Peer Gynt her har været stillet overfor et alvorligt Valg. Han har haft Valget imellem, om han vilde vinde Dovregubbens 'Datter og saa tabe sig selv, eller han vilde opgive at eje hende og saa bevare sig selv. Det, Dovre-
•gubben hele Tiden stræber henimod, er netop det, at Mennesket Peer Gynt kan blive til Trolden Peer Gynt. Men hvad vil det sige Havde det været saa forfærdeligt, om Peer Gynt havde gjort Skridtet helt ud: var bleven Trold i stedetfor Mand? Ja, læg Mærke til, hvad Forskellen mellem Trold og Mand siges at være:
»Derude, under det skinnende Hvælv
mellem Mænd det hedder: »Mand, vær dig selv!«
Herinde hos os mellem Troldenes Flok
det hedder: »Trold, vær di«1 selv — 7 C / nok!«
Ja havde Dovregubben faaet Magten — helt — over Peer Gynt, var Grundloven for hans Liv bleven forandret fra dette: »Jeg vil være mig selv!« til dette: »Jegvil være mig selv nok!« Men hvad vil saa det sige? Hvad er Forskellen paa at være sig selv og sig selv nok? Der er vist en Forskel paa det, der er saa stor, at vi kun dunkelt kan ane, hvori den bestaar.
Ingen naar her i Verden til fuldtud at være sig selv, ingen til fuldtud at være sig selv nok. Vi kan kun angive Retningen mod Maalet. Jeg' vil sige saaledes: Vi gaar i Retning af at være os selv hvert Øjeblik, vi lader Sandheden og Kærligheden gennemtrænge og bære vort Liv saaledes, at vi tror og føler: det største paa Jorden er at tjene, og Livets Lvkke o«’ Maal er at blive et med Sandheden%* c 5 og Kærligheden. Og vi gaar i Retning af at være os selv nok hvert Øjeblik, vi lader Løgnen og Egen
kærligheden gennemtrænge os saaledes, at vi mener, det største paa Jorden skulde være at lade sig tjene, og Livets Maal og Lykke at blive et med Løgnen og Egenkærligheden. Det, at »være sig- selv». og det, at »være sig selv nok» er som to store Fællesnæv
nere, hvori alle Livets mangfoldige Størrelser engang vil gaa op, hvis man da ikke tør haveden »Vidunder- Tro«, at hele Guds Skabning engang skal naa frem til at »være sig selv«, saa der slet ingen, — ikke en eneste, — skal blive af dem, der vil »være sig selv nok«.
Over Indgangen til Guds Rige staar: Her kommerCT O c3
ingen ind, der ikke vil »være sig selv!« Over Ind
gangen til det Ondes: Her kommer ingen ind, der ikke
»vil være sig selv nok». Ja, det, at »være sig selv«, og det, at »være sig selv nok», er to lige saa store Modsætninger som Modsætningen: Liv og Død. Er det samme, sagt med andre Ord. — Og da jeg gerne vilde, at denne Forskel ikke blot skulde have en Slags almindelig Forklaring, men at den skulde have fat i Sindene, lad mig saa prøve at anskueliggøre den ved følgende. Da den store italienske Maler Leonardi da Vinci malede sit berømte Billede:
Jesus og hans tolv Apostle omkring Nadverbordet, tog han Mennesker, han havde mødt i det virkelige
Liv, og malede som de forskellige Skikkelser paa sit Billede. Paa den Maade fik han temmelig hurtigt de elleve Apostle malet, men derefter kom Billedet til i lang Tid at staa ufuldendt. Det manglede sin Jesus og sin Judas. Leonardi havde nemlig aldrio*
mødt et Menneske, der var rent nok til at males som Jesus, og heller aldrig' nog'et, der var hæslig't nok til at males som Judas. — Aar gaar, og Bille
det staar ufuldendt. Leonardi gaar en Dag genn u nem Gaderne og møder en Mand, der var noget af det reneste og dejligste, han nogensinde havde set, og taknemlig, glad gaar han hjem og' maler Manden som Jesus-Skikkelsen paa sit Billede. Aar gaar igen. Billedet staar og venter sin Judas. Leonardin o gaar atter en Dag gennem Gaderne og møder saa et Menneske, der var noget af det hæsligste, han nogensinde havde set; der var ligesom ikke en eneste ren Linje at finde i Ansigtstrækkene. Nedbøjet og tung gaar Leonardi hjem og fæstner det Menneske paa Lærredet som Judas. Og saa — fortælles der —-
faar lian at vide, at det Menneske, han for faa Aar siden havde malet som Jesus, var det samme, der nu havde staaet Model til Judas. Aarene, der laa imellem, havde frembragt den store Forandring.
— Lad nu være, at dette kun er et Sagn, — det var vel ikke godt, om det var mere —, saa indehol
der det jo alligevel en alvorlig Prædiken over den Sandhed, at Mennesket er Indehaver af de store Muligheder. Muligheden i vor Sjæl til at ligne Jesus fra Nazaretli ligger Side om Side med Muligheden til at ligne Judas ; og som vi lever vort Liv, saale.
des vokser eller aftager Muligheden hos os. Og hver Gang vi nu staar overfor et Valg —, hvis vi da vælger rigtigt, bliver vi gennem Valget os selv fuldere, end vi var før; og det vil sige: Vi faar større Lighed med Jesus af Nazareth; — vælger vi galt, bliver vi os »selv nok« mere, end vi var før, —•
faar større Lighed med Judas. Vorherre er jo selv det fuldkomne Billede paa det at »være sig selv;« og mon ikke Judas er det Menneske, der af alle her paa Jorden har været nærmest ved at blive »sig selv nok?« — Og derfor: Havde Peer Gynt i det afgø
rende Øjeblik valgt at blive hos Dovregubben, saa var hans Liv bleven ført ind paa den Banelinje; der fører frem mod Judas-Ligheden, og maaske havde han naaet en Station, der ligger endnufj-ærnere ude;
idet han kommer ud, redder han Muligheden til at komme ind paa Banelinjen, der fører til Gud; om han end inaa køre tilbage, før han atter kan køre frem! thi det maa vist ethvert Menneske, der, — om
end kun et Øjeblik — har været inde i Troldenes Rige.
— Naar vi staar overfor et Valg, kan vi jo med et lidt grovt Billede sige, at der lige forrfn os løberO r 3 ' o
