Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Vandpibekulturen blandt danske

teenagere

Hvorfor er vandpiben blevet så

populær, og hvordan kan vandpibe- rygning forebygges?

Poul Dengsøe Jensen og Ann-Britt Kvernrød

hvordan kan vandpiberygning forebygges?

Poul Dengsøe Jensen Ann-Britt Kvernrød Redigering:

Ida Nymand Ammundsen Grafisk tilrettelæggelse:

Helle Træholt Wang Fotos:

Annett Bruhn

Lene Winther Ringgaard Helle Træholt Wang Polfoto

Kræftens Bekæmpelse 2008 Forebyggelse og dokumentation Projekt Børn, Unge & Rygning Strandboulevarden 49

2100 København Ø Telefon 35 25 75 00 www.rygning.com www.liv.dk www.xhale.dk www.cancer.dk Omslag og tryk:

Erhvervsskolernes Forlag ISBN: 978-87-7082-028-8

Rapporten kan købes ved henvendelse til Kræftens Bekæmpelse.

Copyright 2008 © af Kræftens Bekæmpel- se. Alle rettigheder forbeholdes.

Indhold

Forord 7

Sammenfatning 9

Vandpibens udbredelse til Danmark 15

Mellemøstens vandpibekultur 33

Vandpibekulturen blandt danske teenagere 43 Anbefalinger til kommunikationsindsatser 63

Summary 67

Bilag 1 Metode til kvalitativ analyse 75

er folk, der ryger cigaretter, mens vandpiben er hygge”

Fie 15 år

Forord

Denne rapport vurderer, hvorfor vandpiberygning er blevet så populært blandt danske teenagere, og hvad der kræves for at forebygge dette nye fænomen.

Kræftens Bekæmpelse har tidligere udgivet en temarapport om skade- virkninger og afhængighed af vandpiberygning. Konklusionen var, at stofferne i vandpiberøgen er den samme som i røgen fra cigaretter, og at vandpiberygning nedsætter lungefunktionen, påvirker hjertet og dets kredsløb samt øger risikoen for lungekræft. Dog konkluderes det, at der mangler den nødvendige evidens til samlet at kunne dokumentere, at risikoen for skadevirkninger er den samme som ved cigaretrygning.

Alligevel mener Kræftens Bekæmpelse, at den tilgængelige viden, kombi- neret med at hyppig vandpiberygning kan føre til et mere varigt cigaretforbrug, er tilstrækkelig til, at det er nødvendigt at advare børn og unge mod vandpiberyg- ning. Derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse bl.a. en national kommunikations- indsats over for danske teenagere (13 – 16 år) og deres forældre om skadelighed og vanedannelse ved vandpiberygning.

Rapporten opstiller anbefalinger til en sådan indsats og giver med sine analyser en dybere forståelse af vandpibens brug og betydning blandt danske teenagere samt ikke mindst nogle bud på vandpiberygningens pludselige popu- laritet blandt helt unge danskere. I den sammenhæng anvendes talmateriale om vandpiberygningens udbredelse i Danmark, en undersøgelse af vandpibetobak- kens tilgængelighed på det danske marked, et antropologisk studie af vandpibe- kulturen i Mellemøsten samt en kvalitativ analyse af danske teenageres vandpi- berygning.

God læselyst

Per Kim Nielsen, projektchef Kræftens Bekæmpelse

Projekt Børn, Unge & Rygning 2008

Sammenfatning

Overordnede konklusioner

• Vandpiberygning i Danmark er et ungdomsfænomen, da vandpiben pri- mært ryges af unge i aldersgruppen 15 – 19 år, men også børn helt ned til 13-års alderen. Rygeformens appel til helt unge og relativt uerfarne tobaks- rygere skyldes ikke mindst vandpibetobakkens søde smag og vandpibens sociale element

• Vandpiben har ikke mærket samme modkultur som cigaretten, og sker det ikke, vurderes det, at vandpiben i fremtiden vil blive fast installeret som rygeinstrument i danske børn og unges tobakseksperimenterende fase

• Frygten er, at den tobakseksperimenterende fase for børn og unge vil be- gynde tidligere, at flere prøver at ryge tobak, fordi de nu også ryger vand- pibe, samt at vandpiben øger risikoen for, at børn og unge bliver regelmæs- sige cigaretrygere

• Det antages, at vandpibens udbredelse til Danmark især hænger sammen med et produktfremstød fra den danske tobaksvirksomhed, Mac Baren Tobacco Company A/S, og en effektiv distribution af vandpiber og vand- pibetobak via detailhandlen og servicestationsbranchen. Fra en situation med stort set intet salg før 2002 (da Mac Baren introducerede deres vand- pibeprodukter), sælges vandpibetobak i dag bredt på det danske marked inklusiv på nettet, i kiosker og hos grønthandlere

• Danske teenagere prøver vandpiberygning pga. en højere tilgængelighed til produktet end før, en højere social accept i forhold til cigaretter både blandt forældre og unge, myter om den uskadelige røg (at den ikke er sundhedsskadelig eller afhængighedsskabende), vandpiberøgens lokkende søde duft og vandpibens orientalske æstetik, der gør den både spændende og mystisk

• Vandpiben er for de danske teenagere meget andet end et rygeredskab.

Som i Mellemøsten handler det også om at tage sig god tid, slappe af, lege med røgen, samtale rundt om piben og pleje de sociale relationer i gruppen

• Danske teenageres vandpibekultur er ikke kun en ‘kopikultur’ af praksis- sen i Mellemøsten. De danske teenagere går også ind og skaber deres egne praksisser, f.eks. ved at transformere vandpiben til et ‘festobjekt’, dvs. ind- drage vandpiben i festsammenhænge, hvilket bryder med den traditionelle vandpibekulturs fokus på tid, ro og nærvær

• Pga. sin massive udbredelse blandt helt unge samt et generelt lavt vidensni- veau om skadevirkninger og afhængighed er der et akut behov for målrettet og vedvarende oplysning på området

• Ikke kun de unge, men især forældre virker oplagte som målgruppe for en kommunikationsindsats. Dels fordi ikke alle forældre sidestiller vandpibe- rygning med cigaretrygning, dels fordi forældres kommunikation om tobak smitter af på børn og unges rygevaner, og endelig fordi forældre indtager en naturlig rolle som dem, der snakker med deres børn om rygning og udstikker rammer

• Det vurderes dog, at en kommunikationsindsats ikke kan stå alene, hvis målet er en kraftig reduktion i antallet af unge, der ryger vandpibe. Indsat- sen bør suppleres med politiske tiltag som f.eks. forbud mod/reguleringer af mængden af smags- og tilsætningsstoffer i vandpibetobak, og et generelt rygeforbud der forhindrer en yderligere eskalering i antallet af organiserede vandpibeetablissementer som f.eks. vandpibecaféer

Omkring hver anden danske skoleelev i 9. klasse har prøvet at ryge vandpibe.

Denne rygeforekomst er på niveau med antallet i samme aldersgruppe, der har prøvet at ryge cigaretter. Dermed er vandpiben på ganske kort tid gået fra at stå helt uden for dansk tobakskultur til i dag at være en del af den fase, hvor danske børn og unge eksperimenterer med tobak.

I forhold til Mellemøsten og andre steder med årelange traditioner for vandpibe- rygning, er det for Danmark ikke bare den eksplosive vækst der er speciel, men også det forhold at der med vandpiberygning er tale om en ungdomskultur. Dvs.

vandpiben er blevet ‘opdaget’ af teenagere og de lidt ældre unge, og det er dem, som i dag typisk ryger vandpibe. I Mellemøsten har vandpiberygning traditionelt set altid været en voksenkultur.

Der nævnes i litteraturen flere årsager til, at vandpiben er kommet til vestlige lan- de som Danmark: Globaliseringen har nedbrudt kulturgrænser, så fjerne tradi- tioner nemmere adapteres, en årelang modkultur i Vesten mod cigaretten afsted- kommer en boomerangeffekt over for nye tobaksprodukter, så f.eks. vandpiben forekommer mere sund og accepteret end cigaretten, en øget individualisme i det moderne samfund får os til at opsøge nye fællesskabsformer etc. På baggrund af den tilgængelige viden der er om salg af vandpibetobak i Danmark antages det dog, at vandpibens massive udbredelse i Danmark med stor sandsynlighed aldrig ville have fundet sted, hvis ikke den danske pibetobaksfabrikant, Mac Baren To- bacco Company A/S, valgte at massedistribuere vandpibetobak og vandpiber via detailhandlen og de større servicestationskæder, dvs. salgssteder som føtex, Shell, fakta og Kvickly. I dag sælges det således meget bredt, så det kan købes i selv mindre provinsbyer. Det er derfor denne rapports klare hypotese, at vandpibens udbredelse i Danmark primært er en kommercielt skabt udvikling, mere end den er samfundsskabt f.eks. pga. en øget individualisme i det moderne samfund, der

får os til at opsøge nye fællesskabsformer. F.eks. begynder Mac Baren sit salg i Danmark i 2002, og to år efter har omkring hver anden 16 – 20-årig prøvet at ryge vandpibe. Nøglen til denne kommercielle succes er den samme som i Mel- lemøsten, hvor tobaksindustrien i 1990’erne udvikler et nyt og sødt smagende vandpibetobaksprodukt, ‘tabamel’, som supplement til den oprindelige ‘skarpe’

vandpibetobak ‘tumbak’. Især kvinder og unge i Mellemøsten bliver fristet af denne nye kemiskfremstillede vandpibetobak, og samme tendens, især blandt de helt unge, viser sig lynhurtigt også i Danmark, godt hjulpet på vej af butikkernes velvilje til at sælge produktet.

Vandpiberygning i Danmark er dog ikke installeret i hverdagslivet på samme måde som i Mellemøsten, hvor det er mere udbredt og synligt i gadebilledet.

Afgørende er ikke mindst vandpibecaféerne, der tilbyder ydelser organiseret om- kring vandpiben, og som indgår som synlige etablissementer i den sociale organi- sering af det arabisk-islamiske bysamfund. En så central rolle vil det begrænsede antal vandpibecaféer, der er skudt op i Danmark, aldrig få og slet ikke med de til- tagende rygerestriktioner, som netop nu opleves. Vandpiben har dog ikke i Dan- mark mærket samme modkultur som cigaretten, og sker det ikke, kan vandpiben meget vel blive forankret i danske børn og unges tobakseksperimenterende faser, så den ikke længere kan regnes for blot et forbigående modefænomen. Vandpi- bens potentielle installation i danske teenageres ungdomsliv hænger ikke sammen med synligheden i gadebilledet og antallet af vandpibecaféer som i Mellemøsten.

For danske teenagere er det mere afgørende, at vandpiben og vandpibetobakken i dag er kommet inden for deres hverdagslige rækkevidde, dvs. er tilgængelige i form af antal butikker, der sælger det, hvor mange i omgangskredsen der ejer en vandpibe, og om det må ryges i hjemmet, til fester osv.

Ses alene på hvorfor danske teenagere prøver at tage det første sug af en vand- pibe, peger rapporten både på betydningen af denne høje tilgængelighed, men også en social accept af vandpiben blandt forældre. En accept, der er meget større end med cigaretter, og som gør forældrekommunikationen om vandpi- ben mere ‘løs’ med færre regler og blødere holdninger. Flere af respondenterne nævner eksempler på venner, som har fået foræret en vandpibe af deres forældre i fødselsdagsgave og om forældre, som tillader ‘vandpibehygge’ på teenageværel- set. Disse episoder hænger ikke mindst sammen med myterne om vandpibens uskadelige røg, der også florerer blandt de unge selv.

Børn og unge, som ryger vandpibe for første gang, erfarer en sød og nedkølet røg, der smager og dufter dejligt, og som ikke kradser i halsen. Dette er lige mod- sat teenagernes første erfaringer med cigaretrøgen, der føles varm, kradser i hal- sen, og som ikke smager godt. For især uerfarne rygere (som ikke ryger cigaretter jævnligt) opleves vandpiberøgen derfor langt mere blid og sød i sin smag. Des-

tillokkende på de unge. De unge, som senere køber en vandpibe, har den f.eks.

ofte stående hjemme på teenageværelset som samleobjekt eller pyntegenstand.

Vandpibens udbredelse skyldes også vandpibens tiltrækkende og fascinerende praksis. Da vi til denne rapport interviewede en gruppe 14 – 17-årige om deres erfaringer med vandpiberygning, nævnte de alle “hyggen” og “det sociale” som pri- mære årsager til, hvorfor de røg vandpibe. Det sociale eller fællesskabet om piben rummer hos de danske teenagere tre elementer: tiden, legen og ordet (samtalen).

Tiden handler om at tage sig god tid, rette opmærksomheden mod vandpiben for en stund gerne mere end ½ time. Deltagerne oplever et rumligt nærvær rundt om piben og et tidsligt nærvær, hvor de sammen glemmer den normale kvantificer- bare ydre tid målt i dage, timer, minutter osv. til fordel for et samtidigt nærvær.

Legen indgår her som et sjovt og kreativt element, hvor de unge leger med den tykke, massive vandpiberøg: De laver røgringe, puster røg i hovedet på hinanden og opfinder sjove selskabslege. Samtalen opstår med den tætte kontakt, hvor man sidder i et tæt broderligt sammenhold, hvor piben rituelt deles mellem deltagerne.

Med sit nærvær giver vandpiben både anledning til at tale og lytte, og de sociale relationer plejes og måske forbedres. Således er vandpiben for de danske teen- agere meget andet end blot et rygeredskab. Den giver dem også tid og ro og er et sjovt og kreativt instrument, der giver anledning til en dybere samtale. På den måde er vandpiben, i en tid hvor der tales om, at unge oplever en mere stresset og hektisk hverdag, en oase i hverdagen, en slags social helle, hvor de for et øjeblik kan glemme tiden, slappe af og dyrke de sociale relationer.

Vandpiberygning er dog ikke en generel praksis for de danske teenagere, men dyrkes på mange forskellige måder afhængig af den sociale kontekst. Denne rap- port indfanger to vandpibearenaer: det åbne rum og det lukkede rum. I det åbne rum er de sociale relationer lidt ‘løsere’ end i det lukkede rum. I det åbne rum kender man ikke nødvendigvis dem, man ryger sammen med, der er mange men- nesker til stede, f.eks. til en fest, og vandpiberygning er ikke nødvendigvis anled- ningen til, at man er samlet. Til en fest har vandpiben status af et festobjekt på samme måde som alkoholen og musikken, og da folk går til og fra piben, er det svært at opnå den nødvendige tid og ro til at opleve et rumligt og tidsligt nærvær.

Derimod egner vandpibens sociale lege og samtalen sig godt til det åbne rums støj og uro. I det lukkede rum inviteres oftest de nærmeste venner, det foregår privat, man sætter tid af, og alle er indstillede på at ryge, da vandpiberygning er selve anledningen til at mødes. Modsat det åbne rum dyrkes alle vandpibens so- ciale elementer i det lukkede rum dvs. tiden, legen og ordet.

Vandpiberygere blandt teenagere deles i rapporten op i to typer. De hardcore vandpiberygere ryger vandpibe regelmæssigt, i nogle perioder dagligt. Ofte er vandpiben et supplement til et regelmæssigt forbrug af cigaretter. De hardcore vandpiberygere ejer selv en vandpibe, de ved, hvordan den skal tændes, og det er dem, der medbringer den, hvis der skal ryges. Seancen skal helst foregå med de

nærmeste venner i ‘det lukkede rum’ f.eks. på teenageværelset eller et udendørs sted, hvor de kan være i fred, men enkelte er også begyndt at orientere sig imod mere velorganiserede vandpibeetablissementer som vandpibecaféerne i de større byer. De eksperimenterende vandpiberygere har prøvet at ryge vandpibe flere gange, men det kan sagtens være ½ år siden, de sidst prøvede. Deres forbrug afhænger meget af omstændighederne, f.eks. om de kommer til en fest, hvor der tilfældigvis også ryges vandpibe. De ejer ikke selv en vandpibe, og det er da heller ikke dem, som organiserer rygeseancerne eller tænder piben. De eksperimente- rende rygere kommer oftest i ‘det åbne rum’. Endelig findes også novicerne – de som kun få gange eller aldrig har prøvet vandpibe. Novicerne indgår dog ikke i rapportens analyse.

Overordnet konkluderer rapporten, at forudsætningen for at ændre risikoadfærd (at man betragter sin adfærd som problematisk) ikke er til stede hos de unge vandpiberygere og slet ikke de hardcore vandpiberygere. Dette skyldes primært, at vandpiben forbindes med noget positivt, de unge mener, de kan kontrollere deres forbrug, røgen virker mere sund (dufter og smager bedre), ligesom hyg- gen og det sociale element er langt mere til stede end med cigaretter. Flere af disse forhold, f.eks. den søde smag og det sociale, er rent kommunikativt svære at argumentere imod, da de hænger sammen med nogle faktuelle forhold: Vand- piberøgen er sød, og rygeseancerne finder typisk sted under hyggelige omstæn- digheder. Således er der nogle indiskutable, attraktive forhold forbundet med vandpiberygning, som klart komplicerer sandsynligheden for adfærdsforandring.

F.eks. var det helt tydeligt blandt de hardcore vandpiberygere, at de ville opleve et klart tab, hvis de ikke længere kunne ryge vandpibe, ikke mindst pga. roen omkring vandpiben.

Anderledes står det til med respondenternes fejlslutninger og misforståelser om sundhedsskader og afhængighed. Her giver en informationskløft imellem de ung- es viden og videnskaben basis for at informere teenagere om de reelle risici ved vandpiberygning. En sådan indsats bør være opmærksom på kommunikations- barrierer i form af de unges oplevelse af personlig relevans, hvor de unge spørg- er sig selv “kan det overhovedet ske for mig?”. F.eks. var nogle respondenter enige i, at vandpiberygning kunne føre til cigaretrygning, men troede ikke på, at det kunne ske for dem, da de mente, de sagtens kunne styre deres forbrug. Ligeledes vir- kede oplysninger om, at vandpiberygningens skadevirkninger er de samme som cigaretrygningens, heller ikke relevante for de unge, da de ryger vandpibe langt sjældnere end cigaretter.

Pga. det lave vidensniveau om skadevirkninger og afhængighed ved vandpibe- rygning er der et akut behov for oplysning på området både over for de unge og deres forældre. Især forældregruppen virker oplagt som målgruppe for en kom-

at deres barn ikke ryger. Blandt de unge anbefales de eksperimenterende og no- vicerne som målgruppe, da de er mere på afstand af kulturen og derfor ikke vil mærke samme ‘tab’ som de hardcore vandpiberygere ved at droppe vandpiben.

Det handler konkret om i kommunikationsindsatsen at give de eksperimente- rende og novicerne nogle personlige argumenter, der går imod den positive dis- kurs om vandpiberygning og gøre dem i stand til at tage et mere reflekteret og personligt valg.

Supplerende politiske tiltag er dog også nødvendige, hvis målet er, at vandpibe- rygning skal begrænses markant. En naturlig anbefaling er en regulering af indu- striens muligheder for at producere og sælge tobak med så høje doser smags- og tilsætningsstoffer, som det er tilfældet med vandpibetobakken.

1

Vandpibens udbredelse til Danmark

1

Vandpiberygning under Roskilde Festival 2006

1

Vandpiberygning er en flere hundrede år gammel tradition, der især associeres med Kina, Pakistan, Indien og Mellemøsten (Gupta, Murti, and Bhonsle, 1996, 183-198;Jaleel and others, 2001, 34-36;Lubin and others, 1992, 390-395;Maziak, Ward, and Eissenberg, 2004, 101-106). Det vurderes, at omkring 100 millioner mennesker i dag ryger vandpibe, men sådan har det ikke altid været (Wolfram and others, 2003, 47-53). Frem mod 1990’erne skete der et fald i antallet af vand- piberygere, ikke mindst i Mellemøsten, hvor nye generationer ikke påskønnede vandpiben i samme omfang som de ældre (Kandela, 2000, 1175;Shafagoj and Mohammed, 2002, 953-958). Men siden 1990’erne er der sket en uventet op- blomstring, da kvinder og unge, som ind til da kun i begrænset omfang havde vist interesse for denne ældre og traditionsbundne rygeform, også begyndte at fatte interesse for den (Kandela, 1997, 1460;Kandela, 2000, 1175). F.eks. i Syrien, hvor omkring halvdelen af de universitetsstuderende svarede, at de havde prøvet at ryge vandpibe, og omkring hver fjerde mandlig studerende røg det mere eller mindre regelmæssigt (Maziak and others, 2004, 882-889). Samme tendens blev observeret blandt unge i Libanon: 30 % mænd og 23 % kvinder svarede, at de røg vandpibe ugentligt, og selv blandt teenagere så man en stigende tendens (Tamim and others, 2003, 933-939). I en egyptisk undersøgelse af teenageres rygevaner (gennemsnitsalderen 15 år) havde 19 % prøvet at ryge vandpibe (Gadalla and others, 2003, 1031-1050). Blandt en endnu yngre gruppe, de 13 – 15-årige, viste en undersøgelse i fem arabiske lande, at hver tiende havde prøvet at ryge andre tobaksprodukter end cigaretter - fortrinsvis vandpibe (The Global youth tobacco survey collaborative group, 2002, 252-270).

Vandpiben kommer til Vesten

Informationer som disse tegner et bekymrende billede af en ny ‘tobaksepidemi’

i den Mellemøstlige region, hvor nye grupper tilsyneladende ‘opdager’ denne gamle rygetradition, der ellers tidligere var forbeholdt midaldrende og ældre mænd. Inden for de senere år er det tillige kommet frem, at vandpiberygning har spredt sig til dele af Vesten med vandpibecaféer i metropoler som Paris, London og New York (Frey, 2002;Kandela, 2000, 1175;McNicoll, 2002;Werde, 2003). Og med det lader det til, at unge er begyndt at afprøve denne – set med vestlige øjne – eksotiske rygetradition, selvom nationale undersøgelser på om- rådet endnu er begrænsede. Således er ingen europæiske studier om udbredelsen af vandpiberygning endnu dukket frem i videnskabelige tidsskrifter. Dog indike- rer europæiske undersøgelser, at vandpiben er begyndt også at sprede sig til det

det i Sydsverige gjaldt omkring hver anden af gymnasieelverne i 2. g (drenge 59

%, piger 49 %) (Orth B., 2007;Stafström, 2007). En tilsvarende undersøgelser i 2006 blandt danske 16 – 20-årige bekræfter samme tendens (drenge 69 %, piger 62 %) (Rheinländer, 2008).

Der nævnes flere årsager til denne pludselige popularitet i Vesten: Globalise- ringen har nedbrudt kulturgrænser, så fjerne traditioner nemmere adapteres, en årelang modkultur i Vesten mod cigaretten afstedkommer en boomerangeffekt over for nye tobaksprodukter, så f.eks. vandpiben forekommer mere sund og ac- cepteret end cigaretten, en øget individualisme i det moderne samfund får os til at opsøge nye fællesskabsformer etc. (Chaouachi, 2007). Men uanset hvad forkla- ringen er, ville vandpibens udbredelse med stor sandsynlighed ikke have fundet sted, hvis ikke tobaksindustrien havde valgt at udvide deres produktsortiment.

Vandpibetobak var nemlig oprindeligt noget ganske andet end den søde og milde frugttobak, som man i dag kender fra tobakshylderne i flere danske butikker.

‘Tumbak’ – den ægte vandpibetobak

Den oprindelige mellemøstlige vandpibetobak, kaldet ‘tumbak’, er en ren tobak, der oprindeligt blev røget af indianere for at opnå en kontrolleret rus (Chaoua- chi, 2007). Under forarbejdningen kommes den rå tobak i vand, bliver presset flere gange i hånden for dernæst at blive tørret, renset og til sidst presset sammen i vandpibens brænder. Denne type behandling forlænger konsumeringen og mo- dificerer tobakkens indhold af nikotin dog ikke mere end at indholdet af alka- loider (nikotin) fortsat er højt. En kender af processen beskriver den således:

“På skænken står der bakker helt fyldt med lys tobak fra Tyrkiet. Når man stille gennem- væder den med vand, udskiller den en mild duft af Orienten. Rygeren skal tilberede tobakken ved at tage et lille kvantum i sin hånd, som han ruller, til det bliver en fugtig kugle. Derefter tager han en stærk nål af stål, og stikker den forsigtigt gennem kuglen, så røgen kan trænge igennem. Til sidst pakkes kuglen ind i et ubehandlet tobaksblad, så det ikke går i opløsning i varmen. Således placeres kuglen, der er transformeret til en slags rund cigar, i vandpibens brænder” (Chaouachi, 2007)

1

Den oprindelige vandpibetobak ’tumbak’ er ren tobak, der kommes i vand, presses, tørres og renses, inden det kommes i vandpibens brænder.

Smagen af tumbak betegnes som ‘skarp’ og er i dag typisk en tobaksvariant, der ryges af ældre mænd. Pga. sin historie forbindes den flere steder i Mellemøsten med den ‘ægte’ og ‘originale’ vandpibetobak.

‘Tabamel’ – den nye vandpibetobak

Blandingen ‘tabamel’, den nye vandpibetobak, adskiller sig væsentligt fra tumbak, da det er en kemisk blandet vandpibetobak, der med sin søde smag klart distan- cerer sig fra tumbakkens skarphed (Chaouachi, 2007).

Tabamel er en kemisk blandet vandpibetobak, der består af melase/honning, glycerol, tobak og smagsessens f.eks. æble, jordbær, mynte osv.

Vandpibetobak sælges i Danmark i farverige indpakninger, der med frugt og arabisk skrift signalerer sundhed og Orienten. Myndighedernes krav om en sundhedsadvarsel på fronten giver dog et andet indtryk.

I dag udgør den en stor del af den samlede vandpibetobakproduktion i Mel-

1

lemøsten. Præcist hvor stor produktionen er vides ikke med sikkerhed, men det formodes, at alene Kuwait producerer op mod 400 tons om året (Chaouachi, 2007). Tabamel eller ‘mu’essel’, som på arabisk betyder honningsød, kaldes så- dan, fordi den er lavet på basis af melasse (et biprodukt fra sukkerproduktionen) eller honning, der bruges som klæbemiddel i produktet. Blandingen tobak og melasse/honning sker i forholdet 1:2½ og tilsættes desuden glycerol (sødestoffer som fugtgiver) samt forskellige essenser. Sidstnævnte giver de meget forskellige smagsvarianter og dufte til tobakken (æble, jordbær, mynte osv.). Tobaksformen antændes ikke direkte, men opvarmes ved hjælp af et stykke kul, der placeres oven på vandpiben i en kulrist/ovenpå staniol.

Kulrist Pakning

Slange

Pakning

Kop/pibehoved

Mundstykke

Askebakke

Pibe

Glas

Vandpibens opbygning. Tobakken i koppen antændes ikke men opvarmes vha. et stykke kul placeret øverst på piben.

En tredje og sidste form for vandpibetobak, som kaldes ‘jurak’, kommer oftest fra Indien og er en mellemting mellem tumbak og tabamel. Jurak er mest udbredt på den arabiske halvø.

Indholdet i vandpiberøgen

Det er ikke denne rapports opgave at gå nærmere ind i vandpiberøgens indholds- stoffer og skadevirkninger. I stedet henvises til Kræftens Bekæmpelses temarap- port om emnet (Mårtensson and Nielsen, 2006). Dog er det værd at bemærke, at Chaouachi nævner røgens kulilteindhold blandt de største risici sammen med den store mængde af røg fra vandpiben (Chaouachi, 2007). Kullet, tobakken, melassen og vandpibens størrelse medvirker til at producere kulilte, en gas som især opstår ved en langsom eller ukomplet forbrænding. Mængden af kulilte målt i udåndingsluften varierer enormt fra 10 ppm til 60 ppm (parts per million) af- hængig af ventilation og frem for alt forskellige måder at ryge på, især hvor dybt man inhalerer¹. Det påpeges, at de nye selvantændende kul, der kan være nok så praktiske og især bruges af unge brugere, sandsynligvis er mere skadelige end det, man oprindeligt brugte (Chaouachi, 2007). Kullet kan producere mere kulilte, og man kender ikke nok til kullenes tilsætningsstoffer. Chaouachi nævner to tilfælde af forgiftninger i Toulouse i Frankrig, hvor en ung kvinde mistede bevidstheden efter at have røget tre vandpiber lige efter hinanden. En anden, der ikke selv røg, men arbejdede med at tænde vandpiberne i en orientalsk café, fik kronisk hovedpine og kastede op (Chaouachi, 2007).

Vandpibens udbredelse til Danmark

Det har ikke været muligt at kunne angive præcist, hvornår vandpiben kom til Danmark, da indvandrerbutikker længe har solgt vandpiber importeret fra ind- vandrernes respektive hjemlande (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005). Men skal man finde et årstal, der radikalt ændrede det danske vandpibemarked og var an- ledning til den udbredelse, vi ser i dag, regnes 2002 som et afgørende år. Den danske tobaksproducent, Mac Baren Tobacco Company A/S, der igennem ge- nerationer ind til da mest var kendt for sin traditionelle pibetobak, var begyndt at vise interesse for vandpibetobak og vandpiber. De så her muligheden for en nicheindtjening på det globale marked, og Danmark blev udpeget som et af test- markederne (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005).

I stedet for selv at producere vandpibetobak og vandpiber på fabrikken i Svend- borg blev der indgået aftaler med mellemøstlige producenter om at levere den søde tabameltobak og nogle orientalske vandpiber, som Mac Baren ville distribu-

1 Dette er relativt høje ppm værdier set i forhold til cigaretrygning. En storryger, dvs. en der ryger mere end 14 cigaretter per dag, vil typisk have ppm værdier omkring 15 – 30 ppm i sin udåndingsluft og kun sjældent over 40 ppm.

1

ere på det danske marked (Jensen, 2004;www.mac-baren-info.com, 2008). Såvel tobakken som piberne fik navnet ‘Habibi’, der på arabisk betyder min ven, og planen for det danske salg var, at både vandpiber og vandpibetobak skulle sælges

‘bredt’, dvs. ude i så mange større butikker som muligt. Dette kunne formentligt lade sig gøre, da Mac Baren i forvejen havde flere af de store danske detailkæder og landsdækkende servicestationer som kunder. Og på kort tid var vandpiben ikke længere en rejsesouvenir, som danske turister kun kunne købe på ferien i Marokko, men også et produkt de kunne finde på hylderne i selv mindre danske provinsbyer.

Med sit massive distributionsnet i ryggen steg salget af Habibi produkter hurtigt for Mac Baren, der fra sommeren 2003 til slutningen af 2004 egenhændigt solgte 30.000 vandpiber og vandpibetobak til omkring 350.000 vandpibestop alene i Danmark. Tobakssalget kunne endda, ifølge Mac Baren selv, have været endnu større, hvis det ikke havde været for den hårde konkurrence fra kiosker og grønt- handlere, som de mente – mere eller mindre åbenlyst – solgte indsmuglet tobak udenom afgifterne. Alligevel havde Mac Baren svært ved at skjule deres begej- string, da de i december 2004 blev spurgt om den aktuelle salgsstatistik: “Det er gået over al forventning. Vi havde slet ikke regnet med så stor interesse (…) Vi var på forhånd lidt forsigtige, fordi det er et helt ukendt fænomen for danskerne. Så vi havde faktisk kun bud- getteret med en tiendedel af det salg, der nu har vist sig” (Jensen, 2004). Det har til denne rapport ikke været muligt at indhente mere præcise salgstal fra Mac Baren for pe- rioden 2002 – 2008 andet end de her angivne tal. I et telefoninterview med Mac Baren udtaler marketingschefen Erik Mønster dog, at “vandpibetobakssalget har lig- get på et stabilt niveau de sidste tre til fire år”. Det må derfor antages, at førnævnte niveau også nogenlunde dækker salget i 2005 - 2008. Mac Baren regnes da også i dag uden sammenligning for Danmarks største importør af vandpibetobak og altså som det firma med størst indflydelse på salg og distribution af produktet i landet. Af andre tobaksmærker er det kun den egyptiske ‘Nakhla’ tobak, der også menes at blive solgt i større mængder i Danmark, og som bl.a. importeres af firmaet Pleasure Smoking Denmark. Ligesom Mac Baren ønskede Pleasure Smoking Denmark heller ikke at oplyse deres salgstal til denne rapport.

Vandpibetobakkens tilgængelighed

Selvom vandpibetobakken i dag findes på flere af de danske butikshylder, ved vi ikke præcist, hvor tilgængeligt produktet er, dvs. hvor mange butikker der sæl- ger det². Markedet har ry for at være lidt mere ‘gråt’ end cigaretmarkedet, fordi nogle produkter importeres til landet udenom afgiftssystemet, og vandpibetobak sælges bl.a. i mindre kiosker, grønthandlere og over internettet. Det vil derfor i

en rapport som denne være umuligt at vide, præcist hvor mange salgssteder der sælger det.

Men for at få en pejling af tilgængeligheden af vandpibetobak i Danmark kon- taktede Kræftens Bekæmpelse i foråret 2008 nogle af de største supermarkeds-³ og servicestationskæder⁴ samt landsdækkende kiosker for at høre, om de førte vandpibetobak, hvilke mærker de solgte, og hvor mange af deres butikker der førte produktet. Desuden blev der lavet en søgning på internettet over dansk- ejede internetsalgssteder samt foretaget en stikprøve blandt tilfældigt udvalgte aviskiosker og grønthandlere i det centrale København.

Detailhandlen: I detailhandlen blev COOP Danmark A/S, Dagrofa A/S, Dansk Supermarked Gruppen og EDEKA Danmark A/S kontaktet. Tre af disse be- kræftede, at de førte vandpibetobak i nogle af deres butikker. En fjerde ønskede ikke at oplyse det. Af de tre detailkæder, som indvilgede i at deltage, ville kun COOP Danmark A/S oplyse, hvor mange af deres butikker der førte produktet, og hvor mange pakker de solgte på landsplan⁵. De øvrige firmaer afviste at give yderligere oplysninger med den begrundelse, at salgstallene var en forretnings- hemmelighed, eller at tallene ikke kunne fremskaffes. Dog ville de gerne oplyse, at de alle startede med at sælge vandpibetobak i 2002 eller 2003, og at de primært sælger vandpibetobak af mærket Habibi.

COOP oplyste, at de kun sælger Habibi vandpibetobak og har gjort det lige si- den, produktet kom frem på det danske marked i 2002. I 2005 blev Mac Baren tobakken distribueret til stort set alle COOP butikker landet over, mens det i 2007 blev ført i 441 butikker, hvilket svarer til godt halvdelen af COOPs salgs- steder. Det nedadgående antal salgssteder er måske årsagen til et dalende salg, der gik fra 6.072 solgte pakker i 2005 til 5.560 pakker i 2007.

Servicestationer: Blandt landets største servicestationskæder blev Dansk Shell, Statoil A/S, XY Energi A/S og Q8 Kuwait Petroleum A/S kontaktet. Alle fire bekræftede, at de førte vandpibetobak i flere af deres butikker. Blandt dem ville to, hvis de blev anonymiseret, oplyse, hvor mange butikker der reelt solgte vand- pibetobak, og hvor mange pakker der cirka sælges årligt. Som i detailhandlen skyldtes hemmeligholdelsen, at der var tale om fortrolige salgsdata.

I de to deltagende servicestationskæder sælges kun Habibi tobak - den ene har gjort det siden, produktet blev introduceret af Mac Baren i 2002, mens den an- den kæde har solgt det siden 2005. Det var ikke muligt at få præcise tal, der kunne

3 COOP, Dagrofa, Dansk Supermarked Gruppen og EDEKA.

4 Shell, Statoil, XY og Q8.

5 COOP Danmark A/S dækker Super-, Lokal- og Daglig Brugsen, Kvickly, Kvickly xtra, fakta, Irma og Irma City.

1

vise en stigning eller fald i antal butikker, der solgte vandpibetobak, men i 2007 kunne det samlet set købes på 182 servicestationer ud af i alt 330 servicesta- tioner med tilgængelige salgstal. Dvs. på mere end hver anden af de to kæders servicestationer (55 %), hvor salgstallene var tilgængelige. Tilsammen solgte de to servicestationskæder i 2007 omkring 16.000 pakker vandpibetobak. Ifølge en kategorichef ligger det gennemsnitlige salg per butik højere ude i landzonerne sammenlignet med byzonerne.

Landsdækkende kiosker: To landsdækkende kioskkæder, DSB Kiosker og 7 Eleven, blev også kontaktet. Førstnævnte forhandlede ikke vandpibetobak, mens 7 Eleven vurderede, at cirka hver femte af deres kiosker førte vandpibetobak.

Konkrete salgsoplysninger ville de dog ikke oplyse, andet end at salget var meget begrænset, og at de kun førte Mac Barens Habibi tobak.

Internetsalgssteder: Der blev søgt på hhv. ‘vandpibetobak’ og ‘vandpibetobak køb’ på www.google.dk. Kun danske on-line salgssteder indgik i opgørelsen, og i alt blev seks danskejede internetbutikker fundet. Fire af de seks førte Nakhla tobak, en solgte også Habibi tobak, mens de to andre solgte mindre kendte mær- ker.

Aviskiosker/grønthandlere i København: I alt 22 aviskiosker/grønthandlere i det centrale København blev besøgt og spurgt, om de solgte vandpibetobak. Ud af dem kunne det købes i seks butikker altså i mere end hver fjerde butik. Nakhla vandpibetobak var det mest udbredte produkt (fire af seks butikker solgte det), mens to solgte Habibi tobak eller ukendte arabiske mærker.

Som forventet har rundspørgen ikke kunnet give et komplet billede af ud- bredelsen af vandpibetobak i Danmark, men kun nogle pejlinger. Overordnet viser rundspørgen dog, at vandpibetobak kan købes via mange forskellige salgs- steder: landets største detail- og servicestationskæder, flere internetsalgssteder samt i kiosker og grønthandlere. Der er altså på kort tid sket et boom i antallet af vandpibetobakssalgssteder, og derved er produktet blevet langt mere tilgængeligt sammenlignet med for blot 6 – 7 år siden. Med få undtagelser kostede Habibi tobakken 40 kr. hos de undersøgte salgssteder, mens Nakhla vandpibetobakken kostede omkring 50 kr. Dvs. markedet har relativt ensartede priser for de større vandpibetobaksmærker.

Salget i detailhandlen og i servicestationsbranchen virker til at være meget kon- centreret omkring Mac Barens Habibi produkt, mens mere specialiserede mærker som Nakhla typisk er tilgængelige i mindre butikker eller på nettet. Men som stikprøven også viste, kræver det som vandpiberyger lidt research at vide, præcis hvor man kan købe vandpibetobak, da det langt fra sælges i alle butikker.

Endelig skal det nævnes, at vandpibetobak som rekreativt nydelsesmiddel også er blevet mere tilgængeligt med de flere serveringssteder – restauranter og caféer – der har vandpiberygning på menukortet. Det nøjagtige antal kendes ikke, men alene i København henviser hjemmesiden www.aok.dk til 8 af sådanne etablis- sementer. Det er dog typisk ældre unge, ikke teenagere, der frekventerer disse ste- der, hvorfor kendskabet til udbredelsen af vandpibeserveringssteder ikke umid- delbart synes nær så relevant for denne rapport. Man kan da også forestille sig, at den nye lov om rygning på offentlige steder besværliggør eksistensgrundlaget for disse vandpibeetablissementer, da indendørs rygning i serveringslokaler på over 40 m2 kun må foregå i ventilerede rygerum. Dog viser en gennemlæsning af mediernes omtale af vandpiberygning, at emnet ofte tager udgangspunkt i netop disse etablissementer – og på den måde positionerer vandpiberygning i en

‘trendy’ og fashionabel ramme med storbyernes hippe restaurant- og cafémiljø som setting.

Omtalen i den danske presse

Den journalistiske vinkel på vandpiberygning som trendy var den samme ukritiske vinkel, der blev den dominerende i den danske presse, da historien om vandpiben ramte de danske medier i 2003/2004. I marts 2004 bragte Jyllands-Posten f.eks.

to artikler, der omtaler vandpibens ankomst som et eksotisk nyt modefænomen, der for alvor havde fået fat i de unge: “Hver eneste dag køber dusinvis af danskere sig en vandpibe. Det er populært blandt især unge studerende at samle sig omkring en lystigt boblende vandpibe og fylde lungerne med den mildt smagende røg, når de mødes med venner og bekendte. Rundt om i natte- og cafélivet finder man piberne som en næsten lige så integreret del af inventaret som cafe latte, Carls Special og Caines cigaretter” (Jensen and Arnth, 2004).

Dertil kom, at flere journalister fejlagtigt udlagde vandpiben som et mere sundt rygeredskab, som de unge problemfrit kunne benytte. I februar 2004 kunne man f.eks. i Berlingske Tidende læse denne omtale af en vandpibecafé, Café The à la Menthe, i det centrale København: “Her kan du flyde ud, mens du deler en pibe æble- tobak på vandpiben med en du godt kan lide. Modsat almindelig tobak er tobakken, som du får i vandpiben mild (0,05 procent nikotin og slet ingen tjære). Den smager sødt, f.eks. af æble eller lakrids, alt efter hvilken smagsvariant du vælger” (Bjørn, 2004).

Men 2004 var også det år, hvor der virkelig kom skred i pressedækningen på vandpibeområdet med en mere kritisk vinkel, der fremlagde en ny sundhedsvin- kel – at det både var skadeligt og afhængighedsskabende (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005). Pludselig opstod en situation med to konkurrerende udsagn i me- diediskursen: Den positive, der slog på det fascinerende i at adaptere et eksotisk element fra en fremmed kultur vs. den negative, der prøvede at nedtone fascinati- onen pga. sundhedsfarerne. Vandpiben gik dermed fra at være et blødt kultur- og livsstilsemne til et mere nyhedsbærende konfliktstof – og med det steg omtalen fra 55 avisartikler i 2001 til 261 i 2005 (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005).

1

Siden er omtalen af vandpiben faldet, sikkert fordi fascinationen af vandpiben har lagt sig, og advarslerne om vandpibens skadevirkninger er blevet gentaget så mange gange, at nyhedsmomentet i dag er mere ‘lunkent’. Vandpibetemaet synes dog ikke helt uinteressant for pressen. Det lader mere til, at området mang- ler nye vinkler og historier, f.eks. videnskabelig dokumentation, der kan skabe mere vidensbaserede historier om skadevirkninger, afhængighed og unges brug af vandpiben.

Danskernes vandpibevaner

I takt med vandpibens indtog i den danske offentlighed blev det – også for to- baksforebyggelsesfolk – mere og mere åbenlyst, at især danske unge havde taget vandpiben til sig. Cigaretten var fortsat klart det foretrukne tobaksprodukt, men vandpiben var det nye og alternative, der blev afprøvet flere og flere steder. Hver 10. dansker over 12 år svarede således i 2006, at de inden for det sidste år havde prøvet at ryge vandpibe (PLS Rambøl, 2006). Ud fra besvarelserne at bedømme, var der dog ikke tale om et vedvarende forbrug, men en ganske kortvarig ‘vand- pibeflirt’. Kun 1,2 % svarede, at de røg det en gang om måneden eller oftere.

Undersøgelsen understreger også, at danskernes adaption af vandpiberygning ikke er et generelt fænomen, men et ungdomsfænomen. For mens 6 % af de 30 – 39-årige, 4 % af de 40 – 49-årige og kun 2 % af de 50 – 59-årige i 2006 prøvede at ryge vandpibe var forekomsten 31 % blandt de 20 – 29-årige og hele 48 % i den yngre aldersgruppe, de 15 – 19-årige. Se Figur 1.

Figur 1. Har prøvet vandpiberygning i 2006 (Monitorering af danskernes rygevaner 2006, PLS Rambøl)

Netop de 15 – 19-årige er ikke kun den gruppe, som oftest prøver at ryge vand- pibe, det er også den der ryger det langt hyppigere end alle andre aldersgrupper.

I alt 14 % havde således prøvet vandpibe flere gange inden for det seneste år, 7

% røg det mindst en gang om måneden, og 2 % røg det mindst en gang om ugen (PLS Rambøl, 2006). Se Figur 2.

Figur 2. 15 – 19-åriges vandpibeforbrug i 2006 (Monitorering af danskernes rygevaner 2006, PLS Rambøl)

1

Det er to til tre gange hyppigere, end hvad man ser i aldersgruppen 20-29 år, mens de øvrige aldersgrupper stort set ikke er repræsenteret i opgørelsen.

Teenageres vandpiberygning

Hvor denne monitorering af hele befolkningens vandpibeerfaringer klart pla- cerer vandpiberygning i Danmark som et ungdomsfænomen, belyser en anden undersøgelse forekomsten af vandpiberygning blandt danske teenagere. Den in- ternetbaserede kohorteundersøgelse ‘Ungeshverdag.dk’, fra Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Syddansk Universitet, følger omkring 3.000 folke- skoleelever og deres sundhedsvaner fra 7. – 9. klasse. Den første måling finder sted i 2005 i 7. klasse og den sidste i 2007, hvor eleverne går i 9. klasse.

I 7. klasse har omkring hver fjerde af drengene prøvet vandpibe (25 %), mens pigerne endnu er mere afventende (16 %) (Hansson and Vinther-Larsen, 2008). I 8. klasse ses en klar stigning blandt pigerne (31 %), hvilket fortsætter med næsten samme styrke frem mod 9. klasse (43 %). Hos drengene ses også en klar stigning med alderen, da mere end hver anden dreng i 9. klasse svarer, han har prøvet at ryge vandpibe (51 %) (Hansson and Vinther-Larsen, 2008). Se Figur 3.

Figur 3. 7. – 9. klasseelevers vandpiberygning (særkørsel fra ungeshverdag.dk undersøgelsen, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet)

Mere forskning om unges vandpiberygning

Pga. vandpibens eksplosive fremgang i Danmark, de høje rygeforekomster især blandt børn og unge og den generelt begrænsede viden er der et åbenlyst behov for mere forskning på området. Ny forskning burde ikke kun kigge på sundheds- konsekvenserne af vandpiberygning, men også hvilken betydning vandpiberyg- ning har fået for danske børns og unges generelle tobaksadfærd i dag, f.eks. om den tobakseksperimenterende fase begynder tidligere end før, om generelt flere unge prøver at ryge tobak, fordi de nu også ryger vandpibe, og om det på sigt øger danske unges risiko for at blive regelmæssige cigaretrygere. Ligeledes virker det oplagt, at kommende monitoreringer af børns og unges rygevaner som stan- dard medtager vandpiberygning som tema. Til dette formål er der behov for ud- vikling af mere validerede standardspørgsmål, så fundene er sammenlignelige.

Referencer

1. Bjørn, E. MYSTIK: Læs her om hvor du kan finde dit eget 1001 Nats eventyr i København. Berlingske Tidende . 2004.

Ref Type: Newspaper

2. Chaouachi, K., 2007, Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et santé.

3. Frey, C. The Hookah habit. Los Angeles Times . 29-5-2002.

Ref Type: Newspaper

4. Gadalla, S., boul-Fotouh, A., El-Setouhy, M., Mikhail, N., bdel-Aziz, F., Mohamed, M. K., Kamal, A. A., and Israel, E., 2003, Prevalence of smo- king among rural secondary school students in Qualyobia governorate:

J.Egypt.Soc.Parasitol., v. 33, p. 1031-1050.

5. Gupta, P. C., Murti, P. R., and Bhonsle, R. B., 1996, Epidemiology of can- cer by tobacco products and the significance of TSNA: Crit Rev.Toxicol., v.

26, p. 183-198.

6. Hansson, LN and Vinther-Larsen, M. Ungeshverdag.dk undersøgelsen.

2008.

Ref Type: Report

7. Hornbeck, JL, Kay, K, and Wenzel, K. Ikke bare det rene vand - formid- lingsetisk analyse af Kræftens Bekæmpelses kommunikation om vandpibe- rygning. 2005.

Ref Type: Report

8. Jaleel, M. A., Noreen, R., Hameed, A., Hussain, A., Rauf, S., Ali, L., and Tanoli, T., 2001, An epidemological study of smoking at Abbottabad:

J.Ayub.Med.Coll.Abbottabad., v. 13, p. 34-36.

9. Jensen, BH and Arnth, L. Trend: Et sug af Østens mystik. Jyllands-Posten . 2004.

Ref Type: Newspaper

10. Jensen, E. Vandpibe-succes i vintermørket. Fyns Amts Avis . 2004.

1460.

12. Kandela, P., 2000, Nargile smoking keeps Arabs in Wonderland: Lancet, v.

356, p. 1175.

13. Lubin, J. H., Li, J. Y., Xuan, X. Z., Cai, S. K., Luo, Q. S., Yang, L. F., Wang, J. Z., Yang, L., and Blot, W. J., 1992, Risk of lung cancer among cigarette and pipe smokers in southern China: Int.J.Cancer, v. 51, p. 390-395.

14. Mårtensson, S and Nielsen, PK. Vandpiberygning: Udbredelse og skades- virkninger (Water pipe smoking; prevalence and harmful effects). 2006.

Copenhagen, Danish Cancer Society.

Ref Type: Report

15. Maziak, W., Fouad, F. M., Asfar, T., Hammal, F., Bachir, E. M., Rastam, S., Eissenberg, T., and Ward, K. D., 2004, Prevalence and characteristics of narghile smoking among university students in Syria: Int.J.Tuberc.Lung Dis., v. 8, p. 882-889.

16. Maziak, W., Ward, K. D., and Eissenberg, T., 2004, Factors related to frequency of narghile (waterpipe) use: the first insights on tobacco depen- dence in narghile users: Drug Alcohol Depend., v. 76, p. 101-106.

17. McNicoll, T. A new generation of young smokers pass the peace pipe.

Newsweek International . 4-11-2002.

Ref Type: Newspaper

18. Orth B., Töppich J. Förderung des Nichtrauchens bei Jugendlichen 2007 (Nonsmoking promotion among youth 2007). 1-5-2007. Köln, Bundes- zentrale für gesundheitliche Aufklärung.

Ref Type: Report

19. PLS Rambøl. Monitorering af rygevaner 2006. 2006.

Ref Type: Report

20. Rheinländer, T. Nielsen GA. Unges livsstil og dagligdag 2006 (Lifestyle and everyday life of young adults 2006). 2008. Danish Cancer Society and Danish National Board of Health.

Ref Type: Report

21. Shafagoj, Y. A. and Mohammed, F. I., 2002, Levels of maximum end-ex- piratory carbon monoxide and certain cardiovascular parameters following hubble-bubble smoking: Saudi.Med.J., v. 23, p. 953-958.

22. Stafström, S. Skolungdomars drogvanor 2007 in Skåne (School youths drughabits 2007 in Skåne). 2007. Malmö, The University Hospital MAS.

Ref Type: Report

23. Tamim, H., Terro, A., Kassem, H., Ghazi, A., Khamis, T. A., Hay, M. M., and Musharrafieh, U., 2003, Tobacco use by university students, Lebanon, 2001: Addiction, v. 98, p. 933-939.

24. The Global youth tobacco survey collaborative group, 2002, Tobacco use

25. Werde, B. A sad ballad for the water pipe Cafes of Astoria. The New York Times . 23-2-2003.

Ref Type: Newspaper

26. Wolfram, R. M., Chehne, F., Oguogho, A., and Sinzinger, H., 2003, Narg- hile (water pipe) smoking influences platelet function and (iso-)eicosanoids:

Life Sci., v. 74, p. 47-53.

27. www.mac-baren-info.com. Habibi vandpibetobak. 2008.

Ref Type: Internet Communication

2

Mellemøstens

vandpibekultur

2

Vandpiberyger på vandpibecafé i Qatar

2

Selvom vi i dag ved, at flere danskere, især unge, har prøvet at ryge vandpibe, så er vandpiben dog langt mere allestedsnærværende og synlig i den arabisk- muslimske kultur end i den danske. Alligevel findes der stort set ingen sociologi- ske, etnologiske eller antropologiske studier om vandpiberygning i Mellemøsten.

Vandpiberygning som isoleret forskningsfelt begrænser sig til få videnskabelige artikler om dens skadevirkninger og udbredelse, mens undersøgelser om dens brug og anvendelse som et kulturelt fænomen glimrer ved deres fravær (Chaoua- chi, 2007;Mårtensson and Nielsen, 2006, 1-52).

Eneste undtagelse, som vi har kendskab til, er bidraget Tout savoir sur le narguilé (På dansk: Få alt at vide om vandpiben) (Chaouachi, 2007), der bl.a. opridser interessante antropologiske analyser af Mellemøstens brug af vandpibe før og nu. Udvalgte passager fra bogen vil her blive gennemgået, da vi antager, at ‘vandpibens prak- sis’ blandt danske teenagere har Mellemøsten som primær reference, samt at det derfor i vid udstrækning er den reference, de danske unge søger inspiration fra, når de danner et vandpibefællesskab. Derfor vil et begrebsapparat hentet fra et studie af den mellemøstlige brug af vandpibe med fordel kunne anvendes som teoretisk afsæt for en senere analyse af danske teenageres vandpiberygning (se Kapitel 3). Det formodes dog også, at de danske unge – foruden at blive inspi- reret af den mellemøstlige vandpibekultur – selv aktivt går ind og skaber deres egen praksis på området, og at de på den måde adskiller sig fra den dominerende kultur i Mellemøsten. Og måske ligefrem (på afstand) udfordrer den?

Brugen af vandpibe i Mellemøsten

Når man skal forsøge at opridse hovedtrækkene ved vandpibekulturen i Mel- lemøsten, er det vigtigt at slå fast, at vandpiben ikke overraskende er langt mere udbredt i lande som Syrien og Libanon end i Danmark (Chaouachi, 2007;Maziak and others, 2004, 646-654;Tamim and others, 2003, 933-939). Derfor er vandpi- ben også meget mere synlig i gadebilledet, ikke kun i de specialiserede boder, men også i f.eks. Jordans moderne supermarkeder, hvor den ikke længere betragtes som et forældet objekt forbeholdt ældre mænd, men også opfattes som de unges og kvindernes rygeredskab. Her betragtes vandpiben – modsat i Vesten – ikke som et eksotisk og fjernt objekt, men mere som en naturlig del af hverdagslivet.

Et eksempel ses i denne observation:

“I Mellemøsten ser man ofte vandpiber langs vejene, som fx vejen mellem Damas og Homs, i en

lemøstlige byer eller stoppe i en af de specialiserede boder i Aden eller andre byer i Yemen, i Sy- rien eller i den egyptiske hovedstad. Disse steder kan man kende på deres udstillinger af tobak og tabamel, af forskellige slags, af forskellig oprindelse fra Indien over Tunis og Iran. Deres butiksvinduer bugner af utallige mængder af tilbehør: tænger, propper, og sammenføjninger i gummi. Kulbækkener, trækul, brændere af brændt ler og metal etc. Bundter af slanger hænger ned fra loftet, som var de bundter af rigtige levende slanger. I huler i dunkle butikker findes dusinvis af vandpiber lavet af glas, træ, kobber og aluminium, sat op som soldater på vagt, der byder velkommen til den besøgende. Man bør også skridte rækkerne i de moderne supermarke- der i Jordans hovedstad af, for at se scener, som godt ville kunne overraske dem, som for nogle år tilbage hurtigt “begravede” vandpiben som et forældet objekt, eller som var sure over en sådan genkomst af brugen af vandpibe. Dér diskuterer både unge og lidt ældre kvinder de forskellige slanger, deres udseende, kvaliteten af forskellige slags kul, beholderens finish, for endelig at beslutte sig og tage den vandpibe med, som de har valgt” (Chaouachi, 2007, p. 12).

Chaouachi beskriver videre, hvordan vandpiben nydes ikke kun på de oriental- ske, men nu også på neo-orientalske caféer, hvor caféindehaverne i f.eks. Yemen åbner dørene og tilbyder ydelser organiseret omkring vandpiben. “Deres kunder, særligt de unge, foretrækker vandpibens convivialitet, i fri luft og tobakken, der er mild og parfumeret” (Ibid., p. 14). Vandpiben indgår som et strategisk objekt til at tiltrække kunder til disse cafeer, der som etablissementer, ifølge Chaouachi, udgør et væ- sentligt element i den sociale organisering af “den arabisk-islamiske by” (Ibid., p.

17). Som objekt spiller vandpiben på den måde en central og synlig rolle i Mel- lemøstens bysamfund.

2

Flotte vandpiber klar til brug på en vandpibecafé i Dubai.

Vandpiben skal dog ikke betragtes som et stationært rygeinstrument, der kun hører til på caféer, men også som et transportabelt element, man kan tage med hjem, bruge i vejsiden, i skoven, på stranden osv. Som rekreativt redskab indgår den på den måde blandt de ting, som mange familier tager med sig, når de skal på picnic (Ibid., p. 12). Og som det her antydes, er vandpiberygning noget, man gør med andre, selvom mange også ryger den alene. Men ifølge Chaouachi sidder selv den, der ryger alene, og venter på, at der kommer en og sætter sig og lytter og deler (Ibid., p. 76).

Rygesituationen

Selve rygeseancen foregår som regel på en stol eller et tæppe med benene over kors, ofte samtidig med at der spises frugt. Mens røgen indtages, manipulerer rygeren de forskellige dele af udstyret, så vandpiben bliver vedligeholdt i timevis:

Specielle tænger anvendes til at tage det glødende trækul, en vifte bruges til at få ilden til at gløde, slange og mundstykke for at inhalere røgen osv. Samtidig drikker man kaffe eller te, hører musik og lytter til vandets blide mumlen, ser på røgen, der i spiraler snor sig op i luften, mens samtalen begynder. Kort sagt beruser man sig i alle fem sanser: Synet, vandpiben er en genstand, et udtryk for et håndværk,

kullet etc., smagen og duften, ved indtagelsen af den duftende og krydrede røg og hørelsen, vandets mumlen i vandbeholderen og ikke mindst samtalen.

Fordi vandpiberygning forbindes med en positiv og kollektiv handling, hviler den automatisk på en forestilling om, at det sker på tværs af samfundslag og religion, og dermed et samfund ‘uden klasser’. Et samfund, hvor prinsen kan ryge med tiggeren. Men i dag er dette ifølge Chaouachi mere en illusion end en realitet pga. ændrede socioøkonomiske betingelser og nye fritidsvaner. I dag går bedsteborgeren (bourgeoisen) f.eks. ikke på café for at blive adspredt, få infor- mation og seneste nyt, men anvender i stedet de nye teknologiske tiltag som TV og internettet til at få de nødvendige informationer. Chaouachi mener derfor, at det som fra en sociologisk synsvinkel er mest interessant at observere er måden, man ryger vandpibe på. Der er mere eller mindre hygiejniske måder at ryge på:

Der er den fattiges og den riges. En vandpibe serveres og præsenteres således forskelligt afhængig af, om man frekventerer en café i Yemen eller en coffee-shop i den jordanske hovedstad Amman. På førstnævnte sted skiftes vandet ikke syste- matisk, kullet stilles som en masse på brænderen, og nye mundstykker er der slet ikke tale om. På den anden type café bliver vandpiberne gjort rent regelmæssigt, kunden får et mundstykke i plastik forseglet i en emballage, tobakken tilberedes omhyggeligt, og gløderne bliver lagt til rette og udskiftet med jævne mellemrum (Ibid., p. 83). På den måde demonstrerer Chaouachis feltstudier en social opde- ling/distinktion af vandpiberygere i relation til hygiejne og vandpiberygningens eksklusivitet.

Vandpibens symbolik og modstand

I Vesten er vandpiben ifølge Chaouachi per tradition blevet opfattet som noget eksotisk og fjernt, der fremmaner tanker om Orienten, drømme og orientalske malerier (Ibid., p. 22). Ofte fremtoner den på forsider af bøger om Mellemøsten, uanset om det er romaner eller faglitteratur, der er tale om, og Chaouachi spør- ger retorisk, om vandpiben ikke bliver Vestens billede på orientalismen eller en fordømmelse af denne set ud fra en snæver synet betragtning (Ibid., p. 51)? Men enkelte vestlige bogudgivelser gør den også nærværende og velkendt i Vesten.

Chaouachi nævner den engelske forfatter Lewis Carroll, som, mener han, har for- ankret vandpiben i den vestlige erindring gennem kålormen fra Alice i Eventyr- land. En kålorm, der sidder på et blad og ryger vandpibe – den eneste i historien, som Alice siger ‘De’ til, og den eneste i historien som ryger (Ibid.). Mere alment forholder det sig i Mellemøsten, hvor vandpiben med sin centrale position er et kendetegn for flere mellemøstlige samfund. Den er en del af den nationale iden- titet, som den f.eks. præsenteres i turistbrochurer fra Tyrkiet og modereportager fra Libanon (Ibid., p. 95).

Chaouachi beskriver videre, hvordan der i Mellemøsten er en stærk symbolik om- kring vandpiben og dens brug, og han udleder tre bestanddele: æstetisk, mys-tisk

2

og ‘irénique’. Æstetikken kommer til udtryk i litteraturen og kunsten, hvor vand- piben ofte har en central placering f.eks. i malerier. Chaouachi nævner et maleri af Jean-Auguste Dominique Ingres, hvor en smuk og yppig haremskvinde ligger afklædt i sengen med en vandpibe placeret diskret til højre for sig, hvilket er med til at give motivet en atmosfære af dovenskab og Orienten. Den mystiske symbo- lik omkring vandpiben ligger derimod i, at vandpiben er noget, man skal initieres til, altså indvies i, for at kunne bruge. Der er røret, der minder om en slange, der er vandet, der bobler alvorligt og klangfuldt, og der er den duftende røg – alt det- te kan minde om ceremonier af mere mystisk art (Ibid., p. 55). Men vandpiben er også et symbol på fred, samtidig med at den vidner om det modsætningsfyldte i samfundet: tradition vs. modernitet, fællesskab vs. individualisme, dovenskab vs. tid, poesi vs. produktion. Denne symbolik udfordres lige nu af opfindelsen af nye betydninger i de højere sociale lag, hvor vandpiben i stigende grad bliver ringeagtet som noget tilbagestående og gammeldags. I lande som Egypten og Tunesien er vandpiben blevet et symbol på de dovne og hårde typer, og der her- sker i det hele taget en modkultur imod brugen af vandpibe i disse lande. Dette kan naturligvis være udtryk for Chaouachis egne holdninger (der er båret af en afstandstagen fra det, han kalder “vandpibens dæmonisering” - dvs. de forskere der entydigt forbinder den med noget sundhedsskadeligt), men ser man på ryge- lovgivningen i flere arabiske lande, understøtter de hans påstand. F.eks. blev det i Tunesien i begyndelsen af 1990’erne forbudt at ryge vandpibe på caféterrasser, der vendte direkte ud mod gaden, og på restauranter og caféer i Dubai er det ikke længere tilladt for unge under 20 år at ryge vandpibe. Ligeledes overvejer De Forenede Arabiske Emirater lige nu et generelt vandpibeforbud i lukkede rum og på offentlige steder (Chaouachi, 2007;Gram, 2008;Muslim, 2008). Denne modstand, mener han, kan sammenlignes med den modkultur, man har set mod cigaretter. På trods af stigende modstand har vandpiben dog overlevet gennem århundreder, har bredt sig, og er nu paradoksalt nok blevet mere universel.

Vandpibens fire dimensioner

Vandpibens opblomstring, ikke kun i Mellemøsten, men også i Vesten (jf. Kapitel 1), skyldes ifølge Chaouachi flere forhold, men ikke mindst vandpibens tiltræk- kende og fascinerende praksis. Denne kan ifølge ham indfanges ved hjælp af fire dimensioner:

• Den sociokulturelle etos: Den moralske grundindstilling over for vandpi- ben i det omgivende samfund – den sociale accept

• Vandpibens ‘convivialité’: Vandpibens sociale funktion – det fællesskab den danner – baseret på triaden: tid, leg og ord

• Historien/myten om vandpibens oprindelse: Vandpibens ukendte oprindelse omgiver den med en hel del mystik, der virker fascinerende

Den sociokulturelle etos: Chaouachi påpeger, at vandpiben i vid udstrækning er socialt accepteret. Han kommer dog ikke ind på, om denne tolerance kun gælder for Mellemøsten eller også for resten af verden, men da de fire dimensio- ner indgår som forklaringer på vandpibens udbredelse, må han mene generelt.

Denne tolerance kan delvis forklares ved tabamels karakteristika (jf. Kapitel 1), der med sin honningsødme giver vandpiben en positiv, nærmest guddommelig betydning. Samme overbærenhed ses ikke over for cigaretten, der betragtes som noget, der reduceres til ild og ikke er tilsat honningens sødme. Ind til tabamels ankomst havde vandpiben svært ved at brede sig nord for ‘sine naturlige græn- ser’, men også af historiske årsager. F.eks. har vandpiben i Vesten været opfattet som et fjendeobjekt, som et symbol på det orientalske, og relateres desuden til indtagelse af narkotika. Endelig taler den megen tid, man bruger på vandpiberyg- ning, imod en udbredelse i samfund, der er gennemsyrede af et arbejdsdogme, som mange af Vestens samfund er. Først på det seneste er der sket en åbning og udvikling med orientalske te-saloner – eller neo-orientalske caféer – så en reel praksis omkring vandpiben i dag er installeret i både Europa og på det amerikan- ske kontinent og ikke længere er et kunstigt modefænomen.

Vandpibens ‘convivialité’ (fællesskab): Vandpiberygning består ifølge Cha- ouachi af en tredobbelt særegenhed: tiden, ordet og legen/spillet. I det 21. år- hundrede berører tiden ikke mindst det økonomiske aspekt, hvor det handler om at vinde tid. I den sammenhæng repræsenterer vandpiberygning en helt anden opfattelse. Her handler det om at turde vove at tabe tid, en anarkistisk tilgang til tiden, hvor man ryger i timevis, dyrker den sociale tid og dovenskaben. Det andet element drejer sig om samtalen, som fødes mellem de rygere, der deltager i seancen. Man taler og lytter meget, på en måde som det kendes fra psyko- analysen: kur og helbredelse gennem ordet (Ibid., p. 104). Vandpiben bliver et påskud for at samtale: Den kan fremkalde, vedligeholde og nære samtalerne. Og modsat cigaretrygere søger vandpiberygere ikke generelt at tilfredsstille en fysisk afhængighed eller dulme en uro eller ængstelse. De søger snarere at tage sig tid til at tale sammen, lytte til hinanden og dele vandpiben – i tur og i orden – bro- derligt, rituelt og symbolsk. Hele denne iscenesættelse omkring et bestemt objekt er i grunden kun en undskyldning for at få ordene til at springe frem, privat, offentligt og befriende. I den sammenhæng observerer Chaouachi også et brud på traditionerne, når de orientalske caféer opsætter tv-apparater, der forstyrrer freden og roen til at samtale. Chaouachi nævner et eksempel fra en café i Istan- bul, hvor man har to sale – den ene med TV, hvor fodboldtilhængerne samles og ryger vandpibe, når der er kamp. Og i den tilstødende sal, hvor ældre mænd på traditionel vis sidder og ryger vandpibe i ophøjet ro og fred. På den måde opstår nye rygepraksisser, hvor de gamle traditioner udfordres og stilles til forhandling.

Et andet eksempel er migranterne i Europa, når de f.eks. sidder på caféerne i Paris og ryger vandpibe. Chaouachi fortæller, hvordan mobiltelefonen diskret integrerer sig harmonisk i traditionen med vandpiben, og hvordan telefonens oralitet fint harmonerer med vandpibens talende funktion: Man ringer til hin-

2

anden, man inviterer hinanden, og man laver aftaler for at videreføre samtalen.

På den måde bekræfter den aktuelle brug af vandpiben, at populærkulturen yder modstand mod den oprindelige praksis, og nye praksisser opstår. Tredje og sidste variabel inden for vandpibens ‘convivialité’ handler om legen eller spillet med pi- ben. Vandpiberygeren leger som et barn, mens han ryger f.eks. ved at lave bobler i vandet og give piben videre til sidemanden.

Historien/myten om vandpibens oprindelse: Vandpibens oprindelse er fa- scinerende og mystisk, slår Chaouachi fast. Hypoteser peger på en sydafrikansk, etiopisk eller persisk oprindelse, men også på at vandpiben måske stammer fra Indien. I et tidsskrift om medicinsk historie beskrives det, hvordan lægen Abdul- Fath (1556-1605), der stammede fra Persien, tilbød mogulen i Indien at gøre røgen mindre skadelig ved at lade den passere gennem en vandbeholder. Andre eksperter peger på Afrika som ophavskontinent, fordi Hottentotternes ‘dakka’

– en pibe med vand – vurderes som stamfaderen til vandpiben. Hvis det er tilfæl- det, stammer vandpiben altså hverken fra Indien eller Persien, men fra lande som Kenya og Tanzania. Disse mange historier eller myter om vandpibens oprindelse er med til at give vandpiben et mystisk skær.

Vandpiben og sundhed: Vandpibens popularitet og udbredelse hænger ifølge Chaouachi også sammen med den generelle overbevisning i befolkningen om, at vandpiben er sundere end cigaretten. Flere mener, at røgen vaskes/renses i van- det, og informationsniveauet om vandpiberygningens skadevirkninger har været alt for dårlig sammenlignet med informationsniveauet om cigaretten. Dermed kan der være opstået en boomerangeffekt af den information, der har været imod cigaretter, hvor vandpiben ikke får samme spalteplads og dermed mister sin

‘risikostatus’. Chaouachi kritiserer i den sammenhæng også evidensen på området for at være for mangelfuld til at komme med klare budskaber om skadevirkninger ikke mindst pga. en alt for løs metodik i undersøgelserne.

Unges vandpibepraksis som forskningsfelt

Når man som i denne rapport ønsker at kigge på danske teenageres vandpibe- praksis kan flere af de fire dimensioner, som Chaouachi finder i Mellemøsten (den sociokulturelle etos, vandpibens ‘convivialité’, historien/myten om vandpi- bens oprindelse samt vandpiben og sundhed), indgå som en del af forklaringen på vandpibens popularitet også i en dansk sammenhæng. Chaouachi nævner selv unge fra Syrien som et eksempel på en ung befolkningsgruppe, der sætter pris på vandpiben og atmosfæren omkring den. Med vandpiben har de fundet en socialt accepteret måde at tilbringe tiden på samt et alternativ til cigaretten, da cigaret- ten med tiden er blevet mere stigmatiseret i samfundet også blandt de unge.

Og især pigerne i Mellemøsten kan opleve en modernitet ved at bryde med et

hyggen. De føler sig godt tilpas og fortæller ‘vi har det godt omkring vandpiben’ (Ibid., p. 182). Målet er altså ikke at ryge for at tilfredsstille en fysisk afhængighed eller virke beroligende, “målet er at tage sig tid til at tale, lytte og dele, i tur og orden, at give piben videre broderligt, rituelt og symbolsk. Hele denne iscenesættelse har alene som formål at skabe en situation i ordets sociologiske betydning (Erving Goffman), men også legende (Johan Huizinga), kunstnerisk og anarkistisk (Guy Debord)” (Ibid., p. 182).

Chaouachi slår fast, at “udviklingen af denne type etablissementer i Europa (f.eks. caféer og restauranter hvor der serveres vandpibe, red.) og andre steder, og den omplantede praksis, helt sikkert fortjener sociologernes opmærksomhed. De har her et “eksotisk” forsk- ningsområde midt i deres egne samfund. Der er tale om et sandt nyt pust udefra, der kan medvirke til at forny denne disciplin” (Ibid., p. 182).

Det er netop samme tendens inden for teenageres adaptation af den mellemøst- lige vandpibekultur, vi finder i Danmark. Danske skoleelever på f.eks. 14 – 16 år kopierer praksissen, men danner også deres egne, nye former for etablissementer og omformede vandpibepraksisser, som denne rapport vil kigge nærmere på.

Referencer

1. Chaouachi, K., 2007, Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et santé.

2. Gram, S. Ingen vandpibe til unge under 20 år. Jyllands-Posten . 2008.

Ref Type: Newspaper

3. Mårtensson, S and Nielsen, PK. Vandpiberygning: Udbredelse og skades- virkninger (Water pipe smoking; prevalence and harmful effects). Wiuff Kruse, M. 1-52. 2006. Copenhagen, Danish Cancer Society.

Ref Type: Report

4. Maziak, W., Eissenberg, T., Rastam, S., Hammal, F., Asfar, T., Bachir, M. E., Fouad, M. F., and Ward, K. D., 2004, Beliefs and attitudes related to narghi- le (waterpipe) smoking among university students in Syria: Ann.Epidemiol., v. 14, p. 646-654.

5. Muslim, N. UEA ministry plans to ban smoking shisha and midwakh in public. gulfnews.com . 2008.

Ref Type: Newspaper

6. Tamim, H., Terro, A., Kassem, H., Ghazi, A., Khamis, T. A., Hay, M. M., and Musharrafieh, U., 2003, Tobacco use by university students, Lebanon, 2001: Addiction, v. 98, p. 933-939.

3

Vandpibekulturen blandt danske

teenagere

3

Danske unge samlet om vandpiben