Rygterne om velfærdsstatens snarlige død er stærkt overdrevne. Trods udsigterne til stigende ældrebyrde og øget globalisering har den nye regering bedre for- udsætninger end nogensinde for at produktudvikle den danske velfærdsmodel. De økonomiske frem- skrivninger viser dog, at råderummet er begrænset.
Derfor bliver politikernes største opgave at skabe for- ståelse for de værdier, som velfærdsstaten hviler på - og på det grundlag gå i dialog med befolkningen om en skarpere prioritering af, hvad det offentlige yderli- gere skal påtage sig af opgaver.
Det stiller ikke bare krav til politikerne om at for- mulere en sammenhængende vision, som danskerne kan forholde sig til. Det stiller også krav til befolknin- gen om at diskutere velfærdsstaten på en anden måde end tidligere, hvor skiftevis betalingsbalancen, stats- gælden, fødselstallet, indvandringen, EU, globalise- ringen, skattetrykket, ældrebyrden mv. er blevet brugt som skræmmebilleder til at begrunde, at denne eller hin velfærdsordning var i fare. For trods 20 års politi- ske indgreb for at beskytte den mod alle disse ydre trusler, er den danske velfærdsstat fortsat karakterise- ret ved at være forholdsvis generøs over for sine borge- re og hovedsageligt skattefinansieret. At det overhove- det har kunnet lade sig gøre, må i sig selv betragtes som et lille mirakel.
Den største trussel mod velfærdsstaten er først og fremmest politisk: På den ene side bør politikerne være varsomme med at udstede udgiftskrævende løf- ter, som vælgerne og medierne efterfølgende vil hænge dem op på. På den anden side bør de ikke over- drive problemernes størrelse, da det kan sætte yderli- gere gang i en folkelig bekymringskultur, der kan un- dergrave velfærdsstaten indefra. I en tid, hvor alle po-
litiske partier kæmper om at være de bedste forvaltere af velfærdsstaten, er dét formentlig hårde krav.
Sygehusområdet er et godt eksempel på begge fald- gruber: Selvom der for langt de fleste operationers vedkommende findes et offentligt hospital i Danmark, hvor der stort set ikke er ventetid, har både den gamle og den nye regering gjort ventelisterne til et centralt samfundsproblem - og hældt milliarder af kroner i projektet uden synderlig virkning. Se figur 1.
Samtidig har fornemmelsen af et dårligt fungeren- de sygehusvæsen spredt sig til borgerne, der i stadigt stigende tal tegner forsikringer for at kunne springe ventelisterne over. Risikoen er, at det på sigt vil under- minere viljen til at fastholde den solidariske skattefi- nansiering, fordi man ikke vil betale to gange for den samme ydelse. En risiko, der ikke er blevet mindre af regeringens forslag om at gøre de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer skattefrie.
Forudsætningerne har aldrig været bedre
For ti år siden var den danske velfærdsstats udvikling alt andet end opmuntrende. Den var klemt mellem et økonomisk pres fra den ene side og et stadigt voksen- de forventningspres fra den anden. Mest alvorligt var det, at langt hovedparten af udgiftsstigningen siden midten af 70’erne ikke var gået til velfærdsservice, men til at forsørge flere og flere borgere i den arbejdsdueli- ge alder. Med et af de højeste skattetryk i Europa og en betydelig offentlig gæld var yderligere finansierings- muligheder svære at få øje på. Selvom en af Schlüter- regeringernes hovedmålsætninger var at få styr på de offentlige udgifter, lykkedes det kun delvis. De offent- lige udgifter blev holdt på nogenlunde samme andel af BNP, men blev ikke reduceret.
8| Nr. 19 | 21. maj 2002
Mandagmorgen
Politikerne er den største trussel mod velfærdsstaten
Velfærdsfælden
Overlevelse. Den danske velfærdsstat har trods alle trusler vist sig meget robust - De økonomiske nøgle- tal giver den nye regering det bedst mulige udgangspunkt for at bevare og videreudvikle den - Den største trussel mod velfærdsstaten er, at politikerne forsømmer diskussionen om, hvad vi vil med den
I dag er situationen nærmest omvendt. Hvor det i 80’erne var overførslerne, der var dynamo for udgifter- ne, er pengene i 90’erne hovedsagelig blevet brugt til øget velfærdsservice. Fra 1992-99 voksede de offentli- ge udgifter med 58 milliarder kr. i faste priser. Langt størstedelen af denne vækst, i alt 52 milliarder kr., blev anvendt på serviceområderne. Sagt på en anden måde har vælgerne i bred forstand fået valuta for pengene.
Det er vel at mærke sket i så behersket tempo, at si- tuationen - modsat manges opfattelse - langtfra har været ude af kontrol. Stigningen i de offentlige udgif- ter har i hele perioden været mindre end stigningen i BNP, og udgiftstrykket er faldet med 7,6 procentpoint.
Se figur 2. Det er oven i købet sket i en periode, hvor den offentlige udgiftsstyring nok var stram, men ikke nær så stram som i store dele af Schlüter-regeringer- nes tid. Bortset fra efterlønsreformen og beskæringer- ne i boligydelsen i finanslovsforliget i november 1998 samt de løbende stramninger af arbejdsmarkedspoli-
tikken kan perioden siden 1993 næppe beskrives som en nedskæringstid.
Når det budskab ikke har fået større gennemslags- kraft, skyldes det formentlig, at skattetrykket i samme periode stort set har været konstant. Overskuddet på de offentlige budgetter har været brugt til at nedbringe statsgælden og dermed renteudgifterne - hvis fald over hele perioden dog især kan tilskrives et faldende ren- teniveau. Det er med andre ord lykkedes at skabe en si- tuation, hvor man med et pænt årligt overskud sikkert og roligt gnaver af på den gæld, der blev opbygget i de forrige tiår. Og holder man tempoet, vil renteudgifter- ne i løbet af de næste årtier være nedbragt så meget, at man uden nye store politiske beslutninger vil være i stand til at forsørge det stærkt stigende antal ældre.
Det kan oven i købet ske på en måde, så den fremtidi- ge store generation af pensionister når at være med til selv at betale for den nødvendige gældsafvikling. Reg- ningen overlades ikke udelukkende til efterkommer- ne.
Regningens størrelse varierer med befolkningspro- gnoserne, udgangsår og detaljer i regneforudsæt- ningerne, men der synes at være en rimelig grad af enighed om, at hovedlinierne om 30-40 år er følgende:
•
Merudgifter til offentlige pensioner og andre over- førsler på ca. 1,5 pct. af BNP.•
Merudgifter til sundhed og ældrepleje på ca. 2,5 pct. af BNP.Med andre ord hænger den offentlige økonomi sam- men, hvis nettorenteudgifterne sænkes med ca. 4 pct.
af BNP. Det svarer til, at den offentlige gæld skal afvik- les helt.
Sammenlignet med andre vestlige lande ligger Dan- mark faktisk ret lunt i svinget - også selvom antallet af erhvervsaktive pr. ældre vil falde fra 4,3 i dag til ca. 2,8 i 2040, hvor ældreandelen når sit maksimum. En anden måde at udtrykke udfordringen på er den såkaldte ældrebrøk, der viser forholdet mellem antal- let af pensionister og erhvervsaktive i procent. Befolk- ningsfremskrivninger fra FN viser, at Danmark, både hvad angår ændring i ældrebrøken og dens absolutte størrelse, er bedre stillet end hovedparten af de andre OECD-lande. Se figur 3.
Dertil kommer, at de offentlige pensionsudgifter i Danmark er blandt de laveste i EU. Med den store vægt på private pensionsordninger regner OECD med en of- fentlig pensionsudgift i Danmark på under 9 pct. af
10| Nr. 19 | 21. maj 2002
Mandagmorgen
Ingen ventetid
Ventetid i uger for 25 operationer, marts 2001
Figur 1: For hovedparten af de 25 operationer i Sundheds- ministeriets ventetidsinformationssystem er det muligt at vælge et offentligt sygehus i Danmark med en ventetid på under 3 uger.
Kilde: Sundhedsministeriet.
0 20 60 100 140 180
Livmoderhalskræft Lungekræft Tyktarmskræft Brystkræft Endetarmskræft Grå stær Nyresten: operation Hjerte: ballonudvidelse Diskusprolaps Nyresten: knusning Udlevering af høreapparat Fjernelse af mandler Hjerte: by-pass Fjernelse af livmoder Prostata Nedsunken livmoder Sterilisation, kvinder Meniskoperation Galdesten Kunstigt knæ Kunstig hofte Åreknuder Brok Sterilisation, mænd Ledbåndsrekonstruktion i knæ
Min. - maks. ventetid Gennemsnit
BNP i 2050 - mod 16-17 pct. i Frankrig og Tyskland og 11 pct. i Sverige. I EU ligger kun Storbritannien lavere end Danmark. Og selvom den dyre danske efterløn ikke er med i opgørelsen, ændrer det ikke ved rangordningen. Til gengæld forventes de danske ud- gifter til ældrepleje og sundhedsvæsen at stige nogen- lunde som i de andre lande.
Det danske jobmirakel
Det er i sig selv ikke nogen overraskelse, at udgifterne til indkomstoverførsler faldt i 90’erne. Forklaringen er først og fremmest det kraftige fald i ledigheden, fra knap 350.000 personer i 1993 til godt 150.000 i 2000.
Dertil kommer, at Danmark i lighed med andre euro- pæiske lande har været i en usædvanlig gunstig demo- grafisk situation, hvor der har været små årgange af ældre, børn og unge.
Ser man på debatten for ti år siden, er der ikke desto mindre tale om et lille mirakel. Det var dengang, man talte om en strukturledighed på omkring 10 pct., der ikke kunne reduceres uden voldsomme strukturrefor- mer, fordi de overflødiggjorte havde en så ringe til- knytning til arbejdsmarkedet eller været så længe væk, at deres muligheder for tilbagevenden i bedste fald var marginale - i værste fald ikke-eksisterende.
Det var ikke mindst i den forbindelse, at globalise- ringen blev udnævnt som en trussel. Den voksende in-
ternationale arbejdsdeling ville bl.a. sætte det danske skattesystem under pres - og dermed yderligere for- ringe mulighederne for at finansiere de forholdsvis gavmilde danske velfærdsydelser, der hverken er målrettet mod de særligt svage eller forsikringsfinan- sierede, men som hovedregel er baseret på, at man alene ved at være borger har ret til sociale ydelser.
Formodningen har vist sig korrekt på selskabsskat- tens område. Men da den kun bidrager beskedent til det samlede skatteprovenu, har det ikke været den store trussel. Vareskatterne kan give anledning til for- øget grænsehandel mellem nabolande, men synes med mindre justeringer ikke at være under større pres.
Andre skatter, f.eks. indkomstskatten, har ingen enty- dig effekt på hverken konkurrenceevne eller investe- ringer - og arbejdskraftens mobilitet over Europas lan- degrænser er stadig meget lav.
Også den høje danske mindsteløn er blevet ud- nævnt til et mål for denne trussel. Men den har tilsyne- ladende ikke været nogen hindring for 90’ernes be- skæftigelsesboom. Således havde Danmark i år 2000 en ualmindelig høj beskæftigelsesandel (76,4 pct.) blandt de 15-64-årige - højere end f.eks. i USA (74,1 pct.). Se figur 4. Forklaringen er ikke bare kvindernes Udgifter under kontrol
Udgifts- og skattetryk 1993-2000, pct. af BNP
Figur 2: Målt i forhold til BNP faldt udgiftstrykket i 90'erne med 7,6 procentpoint på trods af, at perioden ikke kan betegnes som en nedskæringstid - slet ikke for serviceudgifterne, der stod for hovedparten af stigningen i de offentlige udgifter.
Kilde: Finansministeriet.
10 20 30 40 50 60 70
1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 Udgiftstryk
Offentlig service
Skattetryk Overførsler
Danmark ligger lunt i svinget
Ældrebrøken i udvalgte OECD-lande i 2000 og 2040
Figur 3: Danmark er bedre stillet end hovedparten af de andre vestlige lande - både hvad angår ældrebyrdens størrelse og dens vækst.
Kilde: FN og Danmarks Statistik.
2000 2040
0 10 20 30 40 50 60 70 80
Italien
Japan
Tyskland Sverige
Frankrig Storbritannien OECD
USA Danmark Pct.
fortsatte indtog på arbejdsmarkedet, men også en særlig dansk tradition for omfattende erhvervsarbejde blandt uddannelsessøgende. Derudover skal man også huske, at uanset debatten om efterlønnen, så er 61,9 pct. af de danske mænd mellem 55 og 64 år i arbejde, mens tallet for f.eks. Belgien kun er 35,1 pct. Overra- skende er det også, at Danmark - trods den ringe løn- spredning - har en lavere ledighed for lavtuddannede end de fleste andre vestlige lande. Det viser sig tilmed, at forskellen mellem lavtuddannedes og højtuddanne- des ledighed er mindre i de europæiske velfærdsstater end i USA. Se figur 5. Kort sagt: Lave lønninger og dårlig social sikring er ingen garanti for høj beskæfti- gelse.
Hvad forklaringen så er, svæver lidt i det uvisse.
Meget tyder på, at den danske kombination af et højt dagpengeniveau og ringe ansættelsestryghed virker til fordel for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er også værd at bemærke, at de økonomiske incitamenter i mange tilfælde er så små, at det ikke kan være forkla- ringen på at gå fra ledighed til arbejde. Det peger i ret- ning af, at danskernes lyst til arbejde måske især skyl- des ønsker om selvrealisering, social kontakt og kon-
formitet. Kunststykket er gjort før
Problemet med den forestående ældrebyrde er, at 90’ernes mirakel ikke umiddelbart kan gentages, fordi der trods alt er grænser for, hvor høj beskæftigelsen kan blive. Det er den vurdering, der er grundlaget for diskussionen om, hvorvidt regeringen frem til 2010 har mulighed for at øge beskæftigelsen med de 87.000, der er en af forudsætningerne for, at gældsaf- viklingen kan fortsætte i samme tempo som nu. Som udgangspunkt kan man pege på, at beskæftigelsen bør være høj i et land som Danmark, hvor det er samfundet og ikke familien, der løser hovedparten af opgaven med pasning og pleje af børn og ældre. På den anden side har adskillige af de lande, vi plejer at sammenlig- ne os med (f.eks. Sverige og Norge) en klart højere be- skæftigelse blandt de 55-64-årige, så i den gruppe burde der være plads til forbedringer. Det samme gæl- der ikke-vestlige indvandrere, hvis tilknytning til ar- bejdsmarkedet er langt lavere end danskernes.
Til gengæld er der næppe grund til at hæfte sig ved, at arbejdsstyrken - trods højkonjunktur - faldt i det meste af 90’erne. Årsagen var tydeligvis den store til- gang til ordninger som overgangsydelse og orlov, der nu er under afvikling eller strammet betydeligt op.
Samtidig er der gennemført både en efterløns- og førtidspensionsreform, hvis fulde gennemslag først realiseres på et senere tidspunkt. Ifølge Finansmini-
12| Nr. 19 | 21. maj 2002
Mandagmorgen
Velfærd ingen hindring
Arbejdsløshed opdelt efter uddannelse i udvalgte OECD-lande, 1999, pct.
Lav Mellem Høj Lav/høj
ratio
Figur 5: Trods den ringe lønspredning har de europæiske velfærdsstater mindre polarisering i ledigheden mellem højt- og lavtuddannede end USA.
Kilde: OECD.
Danmark Norge Sverige Finland Holland Belgien Tyskland Frankrig Italien Storbritannien EU15 USA
7,0 2,9 9,0 13,1 6,7 12,0 15,8 15,3 10,6 10,0 11,5 7,7
4,1 2,4 6,5 9,5 3,6 6,6 8,8 9,2 8,0 4,7 7,2 3,7
3,0 1,5 3,9 4,7 2,1 3,1 4,9 6,2 6,9 2,7 5,1 2,1
2,3 1,9 2,3 2,8 3,2 3,9 3,2 2,5 1,5 3,7 2,3 3,7
Det danske jobmirakel
Beskæftigelses- og erhvervsfrekvens for udvalgte grupper 2000, pct.
Beskæftigelsesfrekvens1
Alle
15-64 år 15-24 år 55-64 år 15-64 år
Mænd Mænd Kvinder
Erhvervs- frekvens2
Figur 4: På trods af den høje danske mindsteløn havde Danmark ved afslutningen af 90'erne en højere beskæftigelsesandel end f.eks. USA. Det skyldes især kvinderne og de unge.
Note 1: Antallet af beskæftigede i pct. af hele den pågældende befolkningsgruppe.
Note 2: Arbejdsstyrken i pct. af hele den pågældende befolkningsgruppe.
Kilde: OECD.
Danmark Norge Sverige Finland Holland Belgien Tyskland Frankrig Italien Storbritannien EU15 USA
76,4 77,8 74,2 67,0 72,9 60,9 66,3 61,1 53,4 72,4 63,6 74,1
70,3 60,2 46,7 39,8 69,9 33,7 52,5 26,7 30,2 63,9 44,8 62,0
61,9 73,1 67,8 43,7 49,9 35,1 48,2 38,4 40,3 59,8 48,9 65,6
75,9 76,5 76,4 72,0 65,7 56,6 63,2 61,7 46,2 68,9 59,8 70,8
steriets beregninger vil man allerede med de nuværen- de realiserede tilbagetrækningsmønstre have klaret så stor en del af opgaven, at den egentlige udfordring for den nuværende regering drejer sig om at øge arbejds- styrken med ca. 50.000 personer.
En anden afgørende forudsætning er, at stignings- takten i de offentlige serviceudgifter reduceres til 1 pct.
frem til 2005 og 0,5 pct. frem til 2010. Det kan umid- delbart virke urealistisk, men erfaringerne fra 80’erne viser i hvert fald, at det ikke er umuligt. Metoden be- stod dengang i en blanding af en stram styring af kom- munerne, en stor kommunal selvdisciplin og en bety- delig krisebevidsthed i befolkningen. En af hovedårsa- gerne til, at det som helhed ikke lykkedes at få styr på de offentlige udgifter, var, at Schlüter efter valget i 1987 var henvist til at skaffe sig opbakning til finans- loven hos Socialdemokratiet, der havde travlt med at spille på regeringens asociale image.
Under alle omstændigheder dementerede det fakti- ske forløb en meget udbredt forestilling: At det i et moderne velfærdssamfund er sværere at holde service- udgifterne i ro end overførselsindkomsterne. Hvor de sidste er lovbundne og centralt fastsatte, styres de første i en mere atomiseret beslutningsproces, som in- volverer både Folketing og kommuner. Dertil kom- mer, at borgere og offentligt ansatte er mere velorga- niserede pressionsgrupper end modtagere af overfør- selsindkomster. De kan være svære at sige nej til for politikere, der f.eks. beskæftiger sig med skolepolitik og identificerer sig positivt med området.
Regeringen mangler værktøjer
Den nye regering har dog ikke gjort projektet lettere:
Den har netop bebudet forbedringer på serviceområ- det, mens den på overførselsområdet kun har lovet status quo. Den helt uberegnelige faktor i den forbin- delse er regeringens nærmeste samarbejdspartner, Dansk Folkeparti, der har gjort det til en mærkesag at overbevise offentligheden om, at det er nutidens svar på tidligere tiders socialdemokrati. Heller ikke det vil lette projektet i forhold til befolkningen. Og skrider udgiftspolitikken, er der ikke mange brugbare knap- per at trykke på.
•
SSkkaatttteeppoolliittiikkkkeenn er lagt fast, og selvom provenuet delvis vil stige i takt med beskatningsgrundlaget, har krone-loftet over ejendomsværdibeskatningen og punktafgifterne allerede fjernet den reserve, som den tidligere regering havde lagt ind i sit 2010-reg- nestykke.•
BBrruuggeerrbbeettaalliinngg for eksisterende serviceydelser fremføres lejlighedsvis som forslag fra kommunal- politikere og økonomiske vismænd, men er stort set fraværende i den politiske debat på Christians- borg.•
UUddbbuudd oogg uuddlliicciitteerriinngg som middel til at bringe ud- gifterne ned er en politisk hjertesag for begge regeringspartier, men enhver nøgtern analyse af be- sparelsespotentialet vil vise, at der selv i det mest gunstige tilfælde ikke vil være større summer at hente på det område. Udliciteringsgraden for de kommunale driftsbudgetter har ikke flyttet sig i de sidste 10 år, og det er stadigvæk mest et emne, som politikerne snakker om. I bedste fald er det noget, som tager tid, men regeringen er ikke hidtil kom- met med et initiativ, der virker overbevisende. Se Ugebrevet nr. 18, 2002.Der er selvfølgelig en række andre værktøjer til at øge kvaliteten i den offentlige sektor: benchmarking, an- vendelse af ny teknologi, bedre sammenhæng mellem mål, aktiviteter og resultater mv. Men ser man på de tidligere erfaringer, opnås egentlige besparelser kun ved at skære ned. Alene af den grund burde alle politi- kere tænke sig ekstra godt om, før de udsteder nye løf- ter om forbedringer. Spørgsmålet er i hvert fald, om det ikke snarere er deres løfter end borgernes util- fredshed med den offentlige sektor, der driver udgif- terne i vejret. I de hidtidige brugerundersøgelser er det i hvert fald påfaldende, at brugerne af de pågældende serviceydelser generelt er meget mere tilfredse end de borgere, der ikke bruger dem.
Bekymring kan underminere værdigrundlaget Diskussionen om sygehusenes ventelister er et godt eksempel på politikernes kattepine. Nyrup-regerin- gernes mange milliarder er ikke faldet i noget “sort hul”: Aktiviteten på landets sygehuse har ubestrideligt været stigende. Når det alligevel ikke har haft en effekt på ventelisterne, skyldes det, at begrebet ventelister er et mere kompliceret fænomen, end man umiddelbart skulle tro. Forklaringen er bl.a., at ventelisterne inde- holder personer, som er i behandling andre steder, som ikke er aktivt ventende, men måske selv har bedt om udsættelse, eller som ikke har fået stillet en ende- lig diagnose. Dertil kommer, at hele behandlingssy- stemet bygger på, at de mest alvorlige tilfælde behand- les før de mindre alvorlige, og at nogle partienter der- for risikerer at stå længe på venteliste, selvom aktivi-
tetsniveauet er højt. Flere andre faktorer har betydning for tilgangen til ventelisterne: f.eks. nye undersøgel- ses- og behandlingsmetoder, patienternes egne grænser for, hvad de vil affinde sig med af gener, samt de henvisende lægers tilbøjelighed til at øge antallet af henvisninger, når ventetiden falder.
Opgørelser fra Sundhedsministeriet viser tilmed, at det frie valg mellem offentlige sygehuse, der har eksi- steret siden 1993, stort set ikke benyttes af borgerne.
Og at det for hovedparten af patienterne ville være mu- ligt at finde et offentligt sygehus i Danmark med en ventetid mellem 0 og 3 uger på en given behandling.
Sundhedsministeriets landsdækkende patienttilfreds- hedsundersøgelse fra 2000 viser da også, at for næsten halvdelen af de patienter, der selv valgte sygehus, var det sygehusets placering nærmest bopælen, der af- gjorde valget. Under en tredjedel af partienterne angav ventetiden som årsag.
Alligevel har den evindelige debat om ventelister sat en bekymringsspiral i gang. Mest markant har den ud- møntet sig i, at op mod 70.000 mennesker har tegnet en forsikring, der giver dem mulighed for at springe køen over og blive behandlet på et privathospital. Man kan i det hele taget konstatere, at de sidste par årtiers megen debat om velfærdsstatens fremtid har skabt stor bekymring om, hvorvidt en række at velfærdssta- tens kerneområder vil overleve på længere sigt. Se figur 6. Det gælder selv noget så grundlæggende som folkepensionen - selvom politikernes løfter kun stræk- ker sig til, at det beskedne grundbeløb på godt 4.000 kr. om måneden vil blive bevaret for alle, og det vil næppe slå bunden ud af statskassen. Set i forhold til samfundsøkonomiens udvikling har udgifterne til det område faktisk været faldende gennem de sidste 30 år.
Risikoen på sygehusområdet er naturligvis, at det stigende antal forsikringer på længere sigt undermi- nerer hele velfærdsstatens værdigrundlag. På den ene side vil de forsikrede på et tidspunkt begynde at spør- ge sig selv, hvorfor de skal betale to gange for den samme ydelse - over skatten og via forsikringen. På den anden side vil borgere uden forsikring spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at de skal udgøre et B- hold, der må tage til takke med en dårligere service end A-holdet. Og det kan skabe grundlag for krav om
flere bevillinger.
Foreløbig er der intet, der tyder på, at danskernes begejstring for den universelle velfærdsmodel er for nedadgående. Og det står heller ikke ganske klart, hvorfor sundhedsforsikringerne er blevet så populære.
En undersøgelse, ACNielsen AIM foretog for Ugebre- vet sidste år, viste ingen sammenhæng mellem et posi- tivt syn på sygeforsikringer og et negativt syn på det of- fentlige sygehusvæsen. Se Ugebrevet nr. 23, 2001.
Holdningen var lige så positiv hos dem, der synes, at sygehusene fungerer udmærket, som hos de mest kri- tiske.
Poul Albret | pal@mm.dk
Referencer:
- Finansministeriet: Budgetredegørelse 2000/2001.
- Jørgen Goul Andersen: “Velfærd uden skatter”, i Politica nr. 1, 2002.
- Christoffer Green-Pedersen: “Den danske velfærdsstat fra afgrundens rand til efterlønsreform”, i Politica nr. 1, 2002.
- Christoffer Green-Pedersen: “Hvorfor holdt asymmetri-tesen ikke stik?”, i Økono- mi og Politik nr. 2, 1998.
- Per Callesen: “Har vi råd til velfærdsstaten?”, i: Social Forskning nr. 4, 2001.
- Regeringen: En holdbar fremtid - Danmark 2010, januar 2001.
- Regeringen: Et bæredygtigt pensionssystem, januar 2000.
- Mandag Morgen: Fra velfærdsstat til medborgersamfund, 2000.
- Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi - Forår 1998.
14| Nr. 19 | 21. maj 2002
Mandagmorgen
Danskerne er bekymrede Syn på velfærdsstatens fremtid
Figur 6: De sidste par årtiers debat om velfærdsstatens fremtid har skabt stor bekymring om, hvorvidt helt centrale kerneområder vil kunne overleve på længere sigt.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen og ACNielsen AIM.
0 10 20 30 40 50 60 På længere sigt er der ikke
råd til at opretholde velfærds- staten, som vi kender den i dag
Overførselsindkomsterne er ved at vokse os over hovedet Man kan ikke regne med, at folkepensionen vil bestå fremover Man kan ikke regne med behandling for alle på sygehusene fremover
Helt eller delvis enig Helt eller delvis uenig Pct.
