Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.

Slægtsforskernes Bibliotek:

http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:

www.slaegtogdata.dk

Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.

Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.

Anders Sandøe Ørsteds Betydning

for

den danske og norske Reisvidenskabs Udvikling

af

C. Goos. J. Nellemann. H. ©Ilgaard.

Kjøbenhavn.

H. H a g e r u p s F o r l a g . Triers Bogtrykkeri (H. J. Schou).

1885.

Mænd sig om, paa Hundredaarsdagen efter A. S. Ø r s te d s Fødsel at udsætte en Prisbelønning, for derved at fremkalde en fyldig Fremstilling af hans Betydning for den danske og norske Retsvidenskabs Udvikling, eller, dersom det ikke lykkedes ad denne Vej at fremkalde et saadant Skrift, da at søge det tilvejebragt ved at overdrage Udarbejdelsen af det til en eller flere.

Da den udsatte Prisopgave ikke er bl even forsøgt besva­

ret, og det ikke antages, at den vilde blive det, om den udsattes paany, har B e s t y r e l s e n for d e t A n d e rs -S a n d ø e - Ø r- s te d s k e P r i s m e d a i l le l e g a t , til hvem Forvaltningen af de ved Subscriptionen i 1878 indsamlede Midler er overgaaet, overdraget os undertegnede at udarbejde et saadant Skrift, idet man er gaaet ud fra, at der vanskelig vilde findes nogen enkelt Mand, som kunde eller vilde paatage sig hele Arbejdet, men at det lettere vil lykkes at tilvejebringe det, naar de enkelte Dele deraf overdrages Mænd, hvis sær­

lige Studier have medført, at de ere i Besiddelse af et ud­

strakt Kjendskab til Ørsteds Skrifter og den Tids Literatur for det Fags Vedkommende, som de paatage sig at be­

handle.

Vi have derfor delt Arbejdet saaledes imellem os, at nær­

værende Skrift, hvis Opgave er at give en f y ld ig F re m ­ s t i l l i n g a f A. S. Ø r s te d s B e ty d n in g fo r d en d a n s k e og n o r s k e R e t s v i d e n s k a b s U d v ik lin g , vil udkomme i tre Afdelinger, af hvilke den første, som er forfattet af med­

undertegnede N e ll em an n, indeholder — foruden en almin­

P r o c e s r e t t e n s Udvikling, den anden Afdeling, som bliver forfattet af medundertegnede Ø llg a a r d , vil behandle Æmnet for C i v il r e tt e n s Vedkommende, og den tredie Afdeling, som vil blive udarbejdet af medundertegnede G-oos, skal behandle Æmnet for C r i m i n a l r e t t e n s Vedkommende. Vi haabe, at anden og tredje Afdeling ville kunne følge i Løbet af det kommende Aar.

Kjøbenhavn, den 8 December 1884.

O. Goos. J. Nellemann. H. Øllgaard.

I.

F

orud for den speciellere Undersøgelse a f A n ­ d e r s S a n d ø e Ø r s t e d ’s Betydning for den danske og norske Retsvidenskab bør der skikkes en k o rt almin­

delig Skildring af hans Forfattervirksom hed og i For­

bindelse dermed e t Overblik over hans ydre Livsbane.

Hermed er det ikke Hensigten a t give en Biographi af ham eller en almindelig literairhistorisk Studie over ham, end mindre en Vurdering af hans offent­

lige Virksomhed som Embedsmand eller Politiker.

Nærværende Skrift har derimod til Opgave a t frem ­ stille hans Betydning for den danske og norske R ets­

videnskab, vel ikke ved en Opregning af alle de en­

kelte Bidrag har har ydet hertil, men dog ved en nærmere Paavisning a f den Del, han har h a v t i Ud­

viklingen af de vigtigste Grene a f den. I disse Ind­

ledningsord er det derfor kun H ensigten a t om tale hans alm indelige’Aandsudvikling og de forskjellige Stadier, gjennem hvilke den bevægede sig, i Forbindelse med hans udvortes Virksomhed som Embedsmand, forsaa- vidt som dette er nødvendigt for a t forstaae den nøie Forbindelse, hvori disse Forhold s ta a med hans For­

fattervirksom hed; th i det giælder om ham m ere end

om de fleste andre juridiske Forfattere, a t baade hans personlige Aandsudvikling i Forholdet til det Ethiske og Religieuse og hans ydre Livsvirksomhed som s tæ rk t beskæftiget Embedsmand i høi Grad indvirkede paa hans Skrifter og bidrog til a t give dem det eien­

dommelige Præg og den Retning, de fik. I Fortalen til tredie Bind a f Abhandlungen aus dem Gebiete der Moral­

und Gesetzgebungs-Philosophi p. X I udtaler ørsted som sin videnskabelige Troesbekjendelse „Eben dess- wegen ist auch der blosz logische Talent keines­

wegs hinlänglich, um in den W issenschaften, insbe­

sondere den moralischen (im weitesten Sinne des W or­

tes) etw as Tüchtiges zu leisten; wohingegen Reinheit der Gesinnung und Reife des Geistes Bedingungen sind, ohne welche aller Scharfsinn und alle Conseqvents nur Einseitigkeit und V erwirrung hervorbringen“.

Da Ørsted optraadte som juridisk Forfatter fore­

fandt han den danske og norske Retsvidenskab i en sørgelig Forfatning, baade i og for sig betragtet, og sam m enlignet med Retsvidenskabens almindelige Ud­

viklingstrin i Slutningen a f forrige Aarhundrede. Den daværende L iteratur tilfredsstillede ikke engang den re n t udvortes Fordring til Retsvidenskaben a t give en saadan Bearbeidelse af det i Lovene og de andre R etskilder foreliggende Stof, a t Retsudøvelsen deri kunde have e t brugbart Hjælpemiddel. H verken i Henseende til de enkelte Lovbuds rette Opfattelse og deies indbyrdes Forbindelse og Sammenhæng eller i Henseende til Paavisningen a f de i dem indeholdte almindelige G rundsætninger var der ydet det Arbeide, som behøvedes for a t tilfredsstille endog m eget lavt stillede Fordringer til Theorien. Og det, der forelaa, manglede den videnskabelige Aand, uden hvilken den juridiske L iteratu r synker ned til en haandværks-

mæssig B rugsanvisning1). Der m aatte begyndes for fra, naar en virkelig dansk og norsk Retsvidenskab skulde grundlægges. Den næ rm est liggende Opgave m aatte blive a t skabe en sammenhængende og ud­

tømmende Fremstilling a f den danske og norske Ret, og herved m aa tte det blive nødvendigt ikke blot a t revidere alle de ældre Fortolkninger a f de enkelte Lovbud, men ogsaa a t fremdrage mange nye og frem ­ for alt gjennem Anvendelsen a f Lov- og Retsanalogi a t udfylde de mange og store Lacuner i de daværende

J) En Recensent over Supplementet til Nørregaard og Jur.

Arch, i Lærde Efterretn. f. 1810 S. 786 (Sibbern) dømmer træffende saaledes om den danske Lovkyndighed førend Ø.s Tid. „Imedens L o v g iv n in g e n i en Række af Aar i mange af sine Dele modtog velgjørende Reformer og i Særdeleshed nød det Held, at en Mand af fortrinlig Duelig­

hed beklædte det Embede, til hvis Pligter det hører, ved Forslag at virke til, at nye hensigtsmæssige og alminde­

lige Anordninger sættes i Stedet for en Mængde specielle og upassende ældre, fristede L o v k y n d ig h e d e n længe den synderligste Skjebne. De, der fremfor andre med tilstrækkelig Kundskab forbandt de fornødne Aands­

gaver, berigede vor juridiske Literatur enten med aldeles intet eller kun med saa meget, som der netop behøvedes for at vække en ikke ringe Forventning om sig (herved skal være sigtet til Jac. Edv. Colbjørnsen og blandt de dengang yngre Lassen og Collin, jfr. Dansk Folkekalender f. 1848 S. 20 Anm.). Og dog, hvad var det for Værker, der imidlertid vedbleve at være de eneste omfattende Skrifter over den almindelige Lovkyndighed, de eneste, der kunde vente at erholde og tildels i høi Grad erholdt en betydelig Indflydelse paa Praxis? Det var Værker, forfattede af Mænd, der af alle fornødne Egenskaber mest synes at have savnet den, man mindst burde savne, en videnskabelig Aand. Men endelig fandt da vor Videnskab i Forf. (ørsted) en Skribent, udrustet baade med Lyst og med Evne til at begynde og at fuldføre den Revision»

hvortil den saa høfligen trængte.“

Haand- og Lærebøger. Dette umaadelige Arbeide har 0.

udført i Realiteten, om end ikke i Formen. Thi skjøndt hans Bidrag til Skabelsen a f den nyere danske R ets­

videnskab kun for en mindre Del frem træder som sammenhængende Behandlinger a f hele Videnskabs­

grene, men m est dels som Afhandlinger over enkelte Æ mner a f større eller mindre Udstrækning, deels som berigtigende og udfyldende Bemærkninger til andre Forfatteres Skrifter (navnlig N ørregaards og H urtig­

karls Haandbøger), dels endelig som . Besvarelser af enkelte Retstilfælde, i hvilken Henseende der kan henvises til den umaadelige Masse a f Domme og Cancelliskrivelser, som ere affattede af ham i hans forskjellige Em bedsegenskaber, har han behandlet næ sten alle Spørgsmaal i den dagjældende danske og norske R et og derved leveret de fuldfærdige Materi- alier til senere Forfatteres system atiske Fremstillinger a f de enkelte Videnskabsfag.

Spørger m an nu, hvilke de Hjælpemidler vare, som han betjente sig af til dette uhyre Arbeide, hvor­

ledes han fandt Grunden bearbeidet og forberedt til Opførelsen af sin mægtige Bygning, m aa det, som bemærkes, siges, a t vor egen Retsvidenskab og dens L iteratu r befandt sig i en saa daarlig Forfatning, a t han ikke kunde høste noget videre U dbytte ved theo- retiske Studier af den, men i det høieste i den kunde finde et ren t udvortes Udgangspunct for eller Motiv til de kritiske Overveielser af gængse Doctriner, hvor­

med han saa ofte begyndte sine Afhandlinger. Der­

imod søgte og fandt han sine væsentligste Kilder til Belæring og Aandsbefrugtning dels i den udenlandske videnskabelige L iteratu r dels i vor egen Praxis.

I denne Henseende fortjener det a t erindres, at den tydske Retsvidenskab i Slutningen a f forrige Aar- hundrede havde tag e t et hidtil ukjendt Opsving. Navn-

lig havde en mere philosophisk, for almindelige legislative Synspuncter v a k t Aand gjort sig gjældende i Stedet for en ældre Tids aandløse forretningsmæssige Detail. Ganske vist var denne Retning i sig en Ensidighed, der førte paa mange Vildspor og træ ngte til en retshistorisk Baggrund, som først senere tilveiehragtes, men den gav unægtelig Datidens udenlandske R etsliteratu r en Almeeninteresse, som en følgende Tids paa en stræn- gere historisk Methode hvilende Behandlinger af den positive R et ingenlunde i samm e Grad besad. Det var netop e t Tidspunkt, hvor U d b yttet a f den tydske R ets­

videnskabs Forskninger var sæ rligt sk ik k et til a t kunne benyttes i almindeligere videnskabelige Øjemed. Der­

for er det in te t U nder, a t 0 . vender Blikket til den Side og med en Iver, der stikk er stæ rk t a f mod den Ligegyldighed for den fremmede R etsvidenskabs Be­

vægelser, som ellers var almindelig her tillands, kastede sig over fremmed Literatur. Og her støde vi paa et Moment, der ikke m aa tabes a f Sigte ved Vurderingen af Ø.’s Forfattervirksomhed. Ligesom enhver anden Videnskabsmand m aa han sees i Forbindelse med sin Fortid og Sam tid; men hertil er det ikke tilstræ kkeligt a t sammenligne ham med vore egne Forfattere fra den Periode. Vilde man betragte a lt det, som 0 . har indført i vor Retsvidenskab og som ikke findes hos dem, endog kun i Antydninger, som n y t og originalt, som udsprun­

get af hans geniale Syn paa R etten og Livet i deres gjensidige Forhold, vilde m an opskrue ham til en Høide og en Storhed, som ikke længere vilde være m enneske­

lig. Det forringer ikke hans Betydning, a t han har seet og tilegnet sig, hvad hans Tids hele aandelige Udvikling frem bød, og a t han h ar b y g g e t'p a a den Grundvold, den almindelige evropæiske Retsvidenskab afgav. Det skal derfor være en af Opgaverne for den følgende Fremstilling a t paavise Ø.’s Forbindelse med

hans .Sam tids navnlig tyske Literatur. Om det end h eraf vil fremgaae, a t han ikke i alle sine videnskabe­

lige Synsm aader var Autochton i den Grad, som mange m aaskee forestille sig, vil dog hans høie Værd som Skaber af den nyere danske Retsvidenskab ikke blive form indsket derved. Thi in tet er ham fjernere end en m echanisk Overførelse a f andetsteds forefundne Theorier og Meninger. Han benytter kun, hvad der h ar udholdt hans egen skarpe K ritiks og omskuende Bedømmelses Ildprøve, og han skyder in tet ind, hvor det ikke behøves eller vilde staae som noget Fremmed i vor Retsudvikling. H ans Brug a f Udlandets rigere og mere frem skredne L iteratur berøver ham intet a f den Selvstændighed, den Originalitet, som netop er et Særpræg for ham. H an benytter kun andre paa samme Maade som enhver skabende Aand, der søger sit Stof, hvor den finder d et, men derefter i Sandhed gjør det til sin egen aandelige Ejendom.

Medens 0. m aatte søge Grundlaget for sin theore- tiske Uddannelse andensteds og in tet væsentligt Bidrag kunde finde hertil paa Fædrelandets Jordbund, fandt han derimod i vore egne Domstoles og vor egen Ad­

m inistrations Praxis en ganske anderledes frugtbar Kilde til Belæring end i den Tids fattige Theori. Det gik her, som sædvanligt, saaledes, a t den ureflecterede sunde R etssands hos dem, der daglig sysle med visse Retsanliggender, skaber rigtige Afgjørelser a f de en­

kelte Tilfælde, u ag tet der ikke staaer nogen udviklet R etsvidenskab bag ved, eller u ag tet de Almeensætnin- ger, som gaa og gjælde i Theorien, ere ufuldstændige eller feilagtige. Ligesom Ørsted derfor n æ vner1) som Uddannelsesm idler, paa hvilke han i sin første Ung­

dom sa tte særlig P riis, dels Øvelserne i det dengang ) Af mit. Livs og min Tids Hist. I. S. 180—81.

nylig stiftede ljuridisk practiske Selskab, dels Læsning i de faa daværende Samlinger a f Domme og Facultets- responsa, men fremfor alt i Stam pes Erklæringer, saa- ledes omtaler han idelig med Forkjærlighed den Kilde til Belæring, som han paa hele sin følgende F orfatter­

bane fandt i de forskjellige practiske Em bedsvirksom ­ heder, hvortil han tidlig blev kaldet, og han -tilskriver denne en væsentlig Deel a f Æ ren for, hvad han har u d rettet i Retsvidenskabens T jeneste1). Thi Syssel-

J) Her kan bl. a. peges paa, hvad han yttrer i Fortalen til Haandbogen over den danske og norske Lovkyndighed 1. B. p. V III.—IX. (skrevet 1822): „Ligesom alt, hvad jeg har arbeidet for Lovkyndigheden, størstedels er opstaaet under et virksomt Forretningsliv, saaledes har og min Embedsvirksomhed givet min videnskabelige Virksomhed sin rigeligste Næring. Ved den har jeg nemlig faaet Lei- lighed til at erhverve en klarere og mere levende Indsigt i mangfoldige Retsforholds Natur, end den blotte Efter- tænkning kunde give mig o. s. v.“ Udførligst kommer 0.

tilbage til dette Æmne, hvor han i sin høie Alderdom skuer tilbage paa sin første Ansættelse i Dommer­

virksomhed, jfr. Af mit Livs og min Tids Hist. I. S. 189 (skrevet i 1850), ved hvilken Ledighed han yttrer: „Saa- snart jeg var kommen noget ind i den practiske Virksom­

hed, fornam jeg, hvorledes jeg derved fik et dybere og mere omfattende Blik over Retsforholdene, end den blot videnskabelige Betragtning kunde give mig . .. Saafremt jeg har udrettet noget for Retsvidenskabens Udvikling i mit Fædreland, saa er det fornemlig skeet derved, at jeg stedse har befrugtet Eftertænkningen ved den Erfaring, mit Embedsliv gav mig. Paa den anden Side turde den Omstændighed, at jeg stedse ved Behandlingen af de en­

kelte Retssager havde de almindelige videnskabelige Op­

gaver for Øje, som dermed kom i stundom endog fjern Berørelse, have givet mig nogen Ledighed til at faae en gavnlig Indflydelse paa Retsudøvelsen, og navnlig bringe adskilligt af, hvad rigtig Sands allerede havde indført i Rettergang, til en almindelig og klar bevidst Erkjendelse“.

sæ ttelse med de mangfoldige i Livet forekommende Retstilfælde udviklede hos ham det, der endnu mere end hans dialectiske Skarpsindighed og u dstrak te Lærdom var hans eiendommelige F o rtrin , nemlig det skarpe umiddelbare Blik for den re tte Løsning a f Problemerne,

„den levende R etsanskuelse, der i de concrete For­

hold ved e t genialt Blik næsten altid lader ham finde det R esultat, som den omhyggeligste videnskabelige Undersøgelse tillige m aa tte erkjende for det re tte “ 1).

En gjennemgaaende Eiendommelighed i Ø.’s For­

fattervirksom hed er derfor, a t han hæver Praxis til en Betydning for Retsvidenskaben, som paa hin Tid endnu ingen tillagde den. H an b enytter enhver Leilighed til a t ind­

skærpe Nødvendigheden af en nøie Forbindelse og idelig Vexelvirkning mellem Theori og Praxis, skjøndt dette ikke var almindelig anerkjendt, hverken her eller andensteds, og endnu mindre fulgt som en virksom Grundsætning i den videnskabelige Behandlingsmaade.

H an hævdede paa den ene Side, a t P raxis ikke kan undvære Videnskaben, idet han gjør gjældende, a t det

„er en yderst urigtig, skjøndt m aaskee temmelig her­

skende Forestilling, a t de videnskabelige Retsforsknin- ger skulde gjøre Retspleien mindre fast og sikker, end den vilde have væ ret, naar Videnskaben ikke blandede sig deri“, og han tilføier, a t „der, saafrem t ingen viden­

skabelig Lovkyndighed gaves, vilde blive en ubegrænd- set Leilighed for den vilkaarlige, paa Lykke og Fromme grebne Menen, hvorved al R et vilde vakle“ , hvorimod

„en efter en stræ ng Methode fremskridende Videnskab

’) F. C. B o rn e m a n n s Ord i Indledningsforedrag til Fore­

læsninger over Retsvidenskaben i Saml. Skr. 5. B. S. 1, hvormed kan sammenholdes den overensstemmende Dom af F. C. S ib b e r n i Patr. Intelligentsblade f. 1836. S. 27.

kan ene forjage denne vilkaarlige Menen“ 1). Men paa den anden Side frem hæver han med lige saa stor Styrke, a t Theorien ikke kan undvære den stadige Forbindelse med og Befrugtning a f P rax is, og om sig selv siger han, som ovenfor er vist, a t han i sin prac- tiske Embedsvirksomhed har fundet de vigtigste Im ­ pulser til nye Tanker og den sikkreste Prøvesten for Theorierne. I denne Forbindelse kan h id sæ ttes, hvad han y ttre r i Fortalen til Eunomia 2 B. p. X II (fra 1817): „Derimod holder jeg mig sikker for, a t m an ikke imod mig som imod Feuerbach vil komme frem med det bekjendte Mundheld: det kan være re t i Theorien, men duer ikke for Praxis. En Sentents, der han have sin gode Betydning, naar den betragtes som en Ad­

varsel imod a t sæ tte sindrige og med Grundigheds Præg frem trædende, men endnu ikke tilstræ kkeligt prøvede Theorier i Udøvelse, men misbruges, n aar den forstaaes, som om der virkelig var Forskjel mellem den sande Theori og den rigtige Praxis. En Theori an- gaaende de menneskelige Forhold, der ikke passer til disse, kan umulig være rigtig, th i det er jo disse For­

holds V æ sen, den skulde lære os a t kjende. Den er maaskee ikke i e t og a lt urigtig, men der m aa dog mangle de nærm ere Betingelser og Bestemmelser, dens Sætninger behøve . . . Det bør erkjendes, a t ingen nok saa dybsindig Granskning kan være nok for grundigen a t kjende og viseligen a t lede de menneskelige Anlig­

gender og ordne de forviklede Forhold i Livet. Men ogsaa bør det tilstaaes, a t det heller ikke er tilstræ k ­ keligt a t have oplevet m eget og sam let mange enkelte Bemærkninger, uden a t have gransket over de mø­

dende Forholds Væsen og henført disse til almindelige Love o. s. V.“

1 See Fortalen til Hdba. l B. d. XV.

Denne stadige H ensyntagen til og Benyttelse af P raxis, som gaaer igjennem hele Ø.’s Forfatter­

virksom hed1) — i al Fald naar undtages hans første Ungdomsarbeider — er den naturlige Grund til, a t han har øvet en saa umaadelig Indflydelse paa R etsanven­

delsen og i Forbindelse dermed en opdragende Ind­

flydelse paa den danske og norske Embedsstand, hvis Betydning ikke kan vurderes høit nok. Det kan uden Overdrivelse siges, a t denne ene Mands Indvirkning i saa Henseende i en lang Række a f A ar var meget større end U niversiteternes, og a t det for den væ sent­

ligste Del m aa tilskrives ham alene, a t den juridiske Em bedsstand i Danm ark og Norge gjennem den første Halvdel af dette A arhundrede har kunnet indtage en hæderlig Plads i Henseende til almindelig rets- videnskabelig Dannelse og Intelligents ved Siden af andre Landes.

Man har undertiden h ørt beklage, a t 0 . ikke blev U niversitetslærer, og set om talt som e t Uheld for R ets­

videnskaben, a t han ikke seirede ved den Concurrence om en A djunctpost i det juridiske Facultet, hvori han deltog i A aret 1799. Det er sandsynligt, a t hans Navn i saa Fald vilde have spredt Glands over det juridiske Facultet ved Kjøbenhavns Universitet, som ellers i en

') Jfr. hans egne Yttringer i Fortalen til Hdbg. 1 B. 2 H. p.

V. Betegnende i denne Henseende er ogsaa, at han i Fortalen til første Bind af Abhandl. aus dem Gebiete der Moral- und Gesetzgebungs-Philosophi p. XVII siger om sig selv overfor det tydske Publicum, at „der Verfasser kein eigentlich Gelehrter, sondern ein Geschäftsmann ist, welcher neben zahlreichen Amtsgeschäften, soweit es Zeit und Vermögen erlaubten, die Bekanntschaft mit der Wissen­

schaft sich zu erhalten und die Resultate seines grössten- theils durch practische Arbeiten veranlaszten Nachdenkens mitzutheilen gesucht hat“.

lang Periode førte en tem melig upaaagtet og a lt andet end glimrende Tilværelse, og det er muligt, a t han selv vilde have opnaaet evropæisk Navnkundighed som Vi­

denskabsmand i m eget høiere Grad, end Tilfældet blev.

Men for den danske Retsvidenskab og dens Udvikling var det et Held, a t 0 . kom ind paa den practiske Embedsbane og ikke indskrænkedes til Studerekam ­ m erets Stilhed og hans egen Tankeverden. Vel havde 0., dersom han var bleven U niversitetslæ rer, efter al Sandsynlighed efterladt os en sammenhængende syste­

m atisk Fremstilling a f hele den danske Ret, i al Fald Civilretten, Strafferetten og Processen1), og der kan ingen Tvivl være om, a t e t saad ant Arbeide fra hans H aand vilde have h a v t en stor In te resse 2); men det er dog vistnok en afgjort Sag, a t netop den Om stæn­

dighed, a t en u d stra k t og paa Erfaringer rig Embeds­

virksomhed kom til a t frembyde sig for hans frugtbare og gjennemtrængende G ranskerblik, h ar bragt hans eiendommelige Begavelse til a t udvikle sig i den R et­

ning, som var den naturligste for den, nemlig den al­

sidige og dybtgaaende Reflection over de enkelte Rets- spørgsmaal og den kritiske Betragtning a f de Almeen- sæ tninger, som i Theorien opstilles for deres Behand­

ling. H ans V irtuositet gik mere i Retningen a f det Dialectiske og det K ritiske end i Retningen a f det Sy­

stem atiske. Derfor faldt det n atu rligt for ham a t a r­

beide netop paa den Maade og under de Vilkaar, hvor­

under han kom til det. Om det end derfor i Begyn- ') Af nogle Yttringer i Fortalen til Supplementet til Nørre-

gaard (fra Aaret 1804) sees det . at 0. havde samlet Ma- terialier til et saadant Arbeide i det Haab, at han som Universitetetslærer vilde faae Tid og Ledighed til at skrive det.

3) Jfr. A a g e s e n s Bemærkninger i Indledningen til den danske Formueret 101.

delsen m aaskee er frem traadt for ham som en Skuffelse og en besynderlig Miskjendelse af hans deciderede Lærer­

talent, a t han blev tilsidesat for den vistnok skarp­

sindige og tænksomm e, m en lidet productive Med­

beiler, der blev ham foretrukken, finder m an dog in tet Spor til, a t han paa senere Stadier a f sit Liv, hvor han roligt og m odent overskuede dettes Gang, har be­

klaget, a t han blev stæ n gt ude fra U niversitetet, hvor han heller ikke senere gjorde noget Forsøg paa a t komme ind, men han synes selv a t have anseet det som den for hans Udvikling lykkeligste Løsning, a t han kom ind paa den practiske Embedsbane.

II.

Som mange a f den Tids udmærkede Rets- lærde begyndte 0 . med philosophiske Studier og Skrifter; fø rst senere kom han mere og mere over til de reent juridiske F a g 1). Det v ar over-

’) En interessant Parallel frembyder A n s e lm v. F e u e r ­ b a c h , f. 1775, d. 1833. Han begyndte ogsaa med den Kantske Philosophi, og hans første selvstændige Skrifter søgte at hævde dennes Ideer om naturlige Rettigheder og at opstille et selvstændigt Princip for Retslæren, for- skjelligt fra og uafhængigt af Moralen („Kritik des natür­

lichen Rechts“ 1796 og „Antihobbes“ 1798). Kun ugjeme og tvungen af ydre Hensyn gik F. over fra det philoso­

phiske til det juridiske Studium, hvori han snart skulde indtage en saa fremragende Plads som Datidens største Criminalist. Hans betydelige Arbeider over Strafferetten fulgte nu hurtigt efter hverandre. Hans „Revision der Grundsätze und Grundbegriffe des peinl. Rechts“ udkom 1799—1800, „über die Strafe als Sicherungsmittel“ 1800.

Derefter fulgte allerede i 1801 hans meest bekjendte og udbredte Værk „Lehrbuch des gemeinen in Deustchland gültigen peinl. Rechts“, der senere er udkommet i mang­

foldige Udgaver. I 1807 og 1810 fulgte „Entwurf des

hovedet en Eiendommelighed ved de videnskabelige Tilstande og Forhold i Slutningen af forrige A arhun­

drede, a t Philosophien spillede en saa fremtrædende Rolle i Retsvidenskaben og især i S trafferetten 1).

Strafgesetzbuches f. Baiern“ og i 1813 udkom den baierske Straffelov, som i det Væsentlige er Feuerbachs Værk.

Samtidigt hermed udgaves hans „Betrachtungen über Geschwornengerichte“ 1813, og nogle A ar derefter det med Rette berømte Skrift „Ueber Oeffentlichkeit und Mündlichkeit der Gerichtspflege“ 1821, hvoraf et Par Aar efter udkom en anden Deel. indeholdende en Fremstilling af den franske Rettergang. Senere udgav F. en meget læst og paaskjønnet Bog, kaldet „Äctenmässige Darstellung merkwürdiger Verbrechen“, 2 Dele, 1828 —29. Hans sidste Værk, der udkom Aaret før hans Død, dreiede jeg om en da opsigtvækkende Begivenhed og hed „Kaspar Hauser, Beispiel eines Verbrechen am Seelenleben des Menschen.“

F.’ ydre Livs Gang svarer til Vexlingerne i hans Forfatter- virksomhed. Han begyndte som Professor ved flere tydske Universiteter (Jena, Kiel, Landshut 1801 — 1805), derefter blev han kaldet til München og udnævntes til Geheime- referendar i Justitsministeriet og Geheimeraad, i hvilke Egenskaber han navnlig virkede i legislativ Retning fra 1806

— 14; forskjellige Forhold medførte imidlertid, at F.’ Stil­

ling i München blev uholdbar, og han forsattes da i 1814 til Bamberg som anden Præsident ved Appellationsretten og senere i 1817 til Ansbach som første Præsident i den derværende Appellationsret. Om F.’ aandelige Udviklings­

historie og personlige Liv haves Meddelelser, navnlig ud­

dragne af hans egne Breve, i et høist underholdende Skrift af hans Søn, Philosophen Ludvig F., betitlet „A.

Ritter v. Feuerbachs Leben und Wirken. Leipzig 1852“ to Bind. I nyere Tider har den tydske Literatur atter be- skjæftiget sig med at fremdrage Billedet af F. og Mindet om hans Fortjenester, see f. Ex. Deutsche Rundschau 10 B.

S. 465 ff, Glaser Gesamml. kl. Sehr. I. S. 21, Allgem. deutsche Biographie VI. S. 731.

‘) Her kan erindres Bemærkning i „Af mit Livs og min Tids Hist.“ I. S. 22 om, at dengang Juristerne langt mere

Dette Phænomen v ar i Virkeligheden en naturlig Følge a f den hele store Om væltning, der dengang rystede Verden, og som paa Statslivets Omraade kom til Udbrud i den fra» Frankrig udgaaede politiske og sociale Revolution, i A andslivet derimod fandt Ud­

try k i den kritiske Philosophi og den deraf udgaaede subjective Idealism e (K ant og Fichte), og som m an har betegnet som den frie Tankes Standpunct og den endelige Seir over Middelalderens aandelige Ufrihed, hvis R ester endnu skjøde ud i alle Livsforhold. Gjen- nem træ ngt a f en Begeistring for den K antske og den Fichteske Philosophi, hvorom m an neppe nu gjør sig nogen Forestilling, vendte den u n g e S læ g t1) blandt Juri­

sterne sig mod de nedarvede Anskuelser og Ord­

ninger paa R etten s og Statens Omraade, og næsten eth v ert godt Hoved troede sig med Ungdommens glade Selvtillid kaldet til a t omstøbe Samfundet i K raft af den nye Fornuftlæ re2). Bestræbelserne vare

end Theologerne beskjæftigedo sig med philosophiske Studier, et Forhold, som senere (i den Hegelske Periode) vendtes om.

]) Om hiin Tids theoretiske Radicalism e kan henvises til 0 / Yttringer „Af mit Livs og min Tids Historie“ I. S. 13 ff og fl. St.

2) R. L o e n in g gjør i Zeitsehr. f. die gesammte Strafrechts­

wissenschaft III. 1883. S. 250 og 321 opmærksom paa, at det Ungdommelige i hele denne Bevægelse — som han ret træffende betegner det — ogsaa gav sig tilkjende i de le­

dende Forfatteres Alder. G r o ll m an n skrev sine „Grund­

sätze“ i 22 Aars Alderen, F e u e r b a c h udgav i en Alder af 2O1.;2 Aar sin „Kritik des natürlichen Rechts“, i en Al­

der af 24 Aar sin „Revision der Grundbegriffe“, T i t t m ann udvikler sine Grundsætninger for Strafferettens Behand­

ling, ved hvilke han senere blev staaende, i en Alder af 23 Aar, og H e n k e gjør det samme i en Alder af 24 Aar.

Senioren iblandt dem synes af have været S tube 1, der

især rettede paa Udfindelsen og Opstillingen a f et al­

mindeligt Hovedprincip eller, som man kaldte det, et

„øverste Princip“ saavel i Retslæren som i Moralen, ud af hvilket hele Videnskabens øvrige Indhold lod sig udvikle blot ved Iagttagelse og Anvendelse a f lo­

gisk Conseqvents, og i Forbindelse hermed tillige paa Fastsæ ttelsen af det rette Forhold mellem Moralen og Retslæren og de for disse gjældende Principer. H er­

ved m ente man a t naae til e t System for disse to Videnskaber, som under Forudsætning af, a t det op­

stillede øverste Princip var rigtigt — og a t e t saadant kunde udfindes, derom tvivlede m an ikke — vilde være hæ vet over enhver Indvending og kunde betragtes som den menneskelige Fornufts sidste Ord i den Sag, der m aatte staae urokkeligt til alle Tider og hos alle Folk. Forsaavidt den virkelige R etstilstand i S taten ikke stemmede hermed, m aatte den betragtes som til-

dog forst forfattede sit System, da han var 30 Aar. Ikke u vittigt fortsætter Loening 1. c. „bei solchen Verhältnisse, wo jeder knapp nach Beendigung der Studienjahre bereits als Lehrer und weltbewegender Reformator auftrat, schien der Vorschlag Kleins (Archiv des Criminalrechts IV. 3 Stück. S. 3 ff) nicht ungerechtfertigt „dass niemand zum Lehramte der Rechtswissenschaft zugelassen werden solle, der nicht vorher schon die juristische Praxis betrie­

ben hätte“. „Dann würden wir gewiss mit unbrauchbaren Theorien verschont werden, und es würde den wirklich guten Köpfen unmöglich sein, ihre Scharfsinn zu Para­

doxien zu missbrauchen.“ Dog fortjener at mærkes, at en iøinefaldende Undtagelse danner Læreren-og Mesteren selv; thi K a n t, som ganske vist allerede da havde skre­

vet en Del, udgav dog først i en Alder af 57 Aar sit epokegjørende Værk „Kritik der reinen Vernunft (1781)“, og de andre berømte Skrifter, hvori hans System udvikles i alle Retninger, vare yngre, og faldt altsaa alle i hans Ol­

dingealder.

hørende e t tilbagelagt Stadium, der ikke havde Krav paa Interesse for Tænkeren og Videnskabsmanden.

Juridisk Erfaring og Kjendskab til R etslivets Mang­

foldighed, grundigt historisk Studium a f den gjældende R et og dens Oprindelse blev fra dette Standpunct an- seet for noget overflødigt eller i al Fald underordnet, hvorpaa der kun sa tte s ringe Priis. 0 . reves med af denne Tidens Retning, hvilken saa godt som in tet op­

v a k t Hoved m odstod, og han kastede sig med ung­

dommelig Ild og Energi over Studiet a f den K antske Philosophi. I en m eget ung Alder optraadte han som philosophisk F o rfa tte rx), idet han i A aret 1798 — altsaa kun 20 A ar gammel — udgav sit første Skrift „Om Dydelærens og R etslæ rens Princip“ 2), i hvilket han sø­

ger a t løse Opgaven efter den K antske Philosophis P iincip er, om hvis urokkelige Sikkerhed han — efter s it eget Udsagn — dengang var fast overbevist. Skjøndt han sn a rt forlod dette Standpunct, bevarede han dog i sin høie Alderdom dette Ungdomsarbeide i velvillig E rindring3), og med R ette, th i ingen kan læse det uden a t blive slaaet a f den Dygtighed og den logiske K lar­

hed og Skarphed, som Forfatteren trods sin Ungdom lægger for Dagen deri, isæ r i det P arti deraf, hvori han gjennemgaaer og kritiserer de forskjellige dengang opstillede skeptiske og eudaimonistiske Moralsystemer, e t Parti, som endnu kan læses med Fornøielse. Sam­

tidigt med de philosophiske Studier arbeidede 0 . saa flittigt i Retsvidenskaben, a t han i Januar 1799 kunde underkaste sig juridisk Embedsexamen med Udmær-

*) 0. kalder det selv sin „noget for tidlige Fremtræden i Literaturen“, jfr. Af mit Livs og min Tids Hist 3 B. S- 324.

2) Det er en udførligere Bearbeidelse af en Besvarelse af Universitetets Prismedaille i Philosophien, udsat til Kong Christian den 7de’s Fødselsdag den 29de Januar 1797.

3) Af mit Livs og min Tids Historie I. S. 26.

kelse. Jævnsides med Exam ensstudiet og Manuductions- arbeidet fortsatte han sin philosophiske Forfattervirk­

somhed i K antisk Aand ved forskiellige Afhandlinger, som optoges i Rahbeks Minerva og Kjøbenhavnske Lærde Efterretninger. Det stem mede ikke med ø .’s kritiske og dialectiske N atur a t slaae sig til Ro ved e t System I samme Grad, som han gjennem trængte d e t, bleve ogsaa dets svage Sider ham indlysende.

H an gjorde derfor hurtigt S kridtet videre fra K ant til Fichte. Allerede da han i Sommeren 1799 indstil­

lede sig til én Concurrence om en A djunctpost i det juridiske Facultet, forlod han i en Prøvefore­

læ sning1) angaaende det Spørgsmaal „hvorpaa er Strafferetten grundet“ det K antske Standpunct og op- traad te som Tilhænger af Fichte, som han selv siger,

„ikke blot med Hensyn til hans Straffetheori, men ogsaa med Hensyn til hans Grundbegreb om R ets­

læren“ 2). H an bestred nu den Retstheori og den Be­

tragtning a f Forholdet mellem Retslæ ren og Moralen, som han i sit Prisskrift havde antaget, og han kom her­

ved i Modsætningsforhold til U niversitetets dengang toneangivende Retsphilosoph, Prof. J. F. W . S c h l e g e l 3), der havde væ ret Ø.’s Lærer og fra først a f bidraget til a t vække hans Interesse for K ant. Denne Omstæn­

dighed — i Forbindelse med et Sygdomstilfælde, som ram te ham um iddelbart førend Concurrencens Afhol­

delse — virkede efter hans Mening4) til, a t han ikke

’) Trykt i Rahbeks Minerva f. Sept. 1800 S. 257—298.

2) En kort Fremstilling af Kants og Fichtes Lære og det indbyrdes Forhold imellem dem haves paa Dansk i F C.

Bornemanns Forelæsninger over den nyere Retsphilosophies Historie (1842 - 43), trykt i hans Saml. Skr. 5 B. S 481 fif.

:l) Død i Aaret 1836 som Conferentsraad og ældste Professor i det juridiske Facultet.

4) Af mit Livs og min Tids Hist- I. S. 36.

A. S. Ørsteds Betydning. 2

seirede ved denne Ledighed, idet M. H. B o r n e m a n n 1) blev ham foretrukken. Efter denne Concurrence ind­

skrænkede 0 . sin Forfattervirksom hed noget — tildels som en Følge a f nerveuse Sygdomstilfælde, hvoraf han dengang led en Deel — men han skrev dog ikke faa Re­

censioner i Lærde Efterretninger for 1799 og 1800, hvori han optraadte som udpræget Tilhænger af Fichte. Blandt disse kan nævnes en udførlig Recension over Schlegels N a tu rre t2), hvori han fra Fichtes Standpunct med Skarp­

hed og B estem thed, men dog med Agtelse kritiserer dette i K antisk Aand affattede Skrift, en Recension, som i Korthed sæ tter Læseren ind i alle hin Tids vigtigste, nu forglemte, Controverser paa den alminde­

lige Retslæ res Omraade og tillige viser den unge Re­

censents mærkelige aandelige Overlegenhed og Skarp­

hed i Tanken. Fremdeles meddelte han en Recension over J. Collins Oversættelse af Fichtes Skrift om den Lærdes B estem m else8), en Anmeldelse af første Deel a f Schlegels A stræ a, hvori bl. a. en K ritik a f en Af­

handling af denne F orfatter „om den kritiske Philoso­

phies nærværende Tilstand og om Grundsætningerne i Prof. Fichtes W issenschaftslehre og N aturrecht“ 4).

K ort efter begyndte Ø.’s Interesse for Philosophien

— som han beretter A f m it Livs og min Tids Hist.

I. S. 39 •- a t slappes. Aarsagen hertil søger han selv dels i legemlig Svagelighed, m aaskee paadraget ved aandelig Overanstrængelse, dels i, a t han efterhaan- den tab te Troen paa „gjennem Speculationen a t komme til den sikkre og klare Erkiendelse af de høieste Sand-

J) Døde 1840 som Conferentsraad og ældste Medlem af det - juridiske Facultet.

Y Lærde Efterretn. f. 1799 S. 366 ff.

3) Lærde Efterretn. f. 1799 S. 145 ff 4) Lærde Efterretn. f. 1800 S. 209 ff

heder, som han deri havde søg t“. Skjøndt Fichtes W issenschaftslehre havde tilta lt ham m eget, v ar det ham dog k la rt, a t den ingenlunde i den Skikkelse, hvori den først frem traadte, indeholdt en tilstræ kkelig Løsning a f dens Opgave, og han ventede forgiæves paa, a t F. i nye Bearbeidelser skulde opklare Dunkel­

hederne og udfylde Hullerne i. System et. Tvertimod forekom det ham — siger han 1. c. —, a t R esultatet af F.’s senere Forfattervirksom hed blev, a t hans Lære i Stedet for, som han selv tidligere havde forkyndt, a t skulle forklare den hele indvortes og udvortes Verden af et enkelt Princip, dog omsider ikke med Hensyn til Forholdet mellem Erkjendelsen og Virkeligheden bragte os videre end K ant. Flere andre Omstændigheder, som det vilde føre for vidt her a t komme ind paa, bidroge endvidere til, a t den k ritiske Philosophies Anseelse paa den Tid mere og mere dalede. F ra d ette Tids- punct af tra k 0 . sig tilbage fra „det speculative S tu­

dium“ , som han udtrykker sig, og paa det Hegelske System har han aldrig indladt sig nærm ere; han siger kun derom, a t „det, han deraf fik a t kjende, ikke re t kunde tiltale ham “, og han tilføier, a t „det for Resten i den senere Tid ei blot h ar h a v t de forrige System ers Skjæbne, men endog en m eget sørgeligere, idet sam ­ mes Tilhængere efter Stifterens Død forvanskede deres M esters Lære saaledes, a t den førte til Opløsning af al sædelig og borgerlig O rden1)“. Derimod hengav 0 .

‘) Herved har den Tanke sikkert foresvævet 0 ., at medens den Hegelske Philosophis Videreførelse endte i Nedbry­

delsen af al sædelig og religiøs Auctoritet, efterlod derimod Kants og Fichtes Philosophi, selv efter at deres Systemer vare forladte, en i moralsk Henseende vækkende og styr­

kende Indflydelse paa Samtiden, jfr. Af mit Livs og min Tids Hist. I. S. 35.

sig fra denne Tid af, altsaa fra Aarhundredets første Aar, til andre Studier, om hvilke han selv siger, a t de bleve m ere frugtbringende for den Bane, han dels som Skribent dels som Embedsmand skulde betræde. Som saadanne nævner han (1. c. S. 40) Studiet a f „Lovgiv­

ningsfaget i Almindelighed“ saavelsom a f „enkelte Grene deraf, navnlig Strafferetten og Statsøkonom ien“. Lige­

ledes gjorde kan sig nøiere bekjendt „med de for Rets- granskeren frugtbareste P artier af den romerske R et“

saavelsom med „forskjellige fremmede S taters Love“.

H an begyndte altsaa nu, i Stedet for a t offre sig til Spe- culationen, a t indsamle den umaadelig om fattende Kund­

skab til fremmed R et og udenlandsk juridisk L iteratur

— ikke m indst de legislative Arbeider, med hvilke Da­

tiden sysselsatte sig — hvorved han udmærkede sig fremfor hele sin S am tid , og hvorved han tildrog sig Udlandets Opmærksomhed mere end nogen anden dansk Retskyndig før eller efter ham.

Som det Skrift, hvori han først frigjorde sig for det Fichteske System , nævner 0 . selv det i Februar 1801D udkomne „Forsøg til en rigtig Fortolkning og Bedømmelse a f Forordningen om Trykkefrihedens Grænd- ser a f 27de September 1799“ 2). Fichtes i A aret 1800 udkomne mærkelige Skrift „Der geschlossene Handels­

sta a t, ein philosophischer Versuch als Anfang zur Rechts­

lehre und Probe einer künftig zu liefernden Politik“ , hvori System ets Conseqvenser ere førte ud til de yderste Grændser, saa a t de til Opretholdelsen af alles Frihed

*) 0 havde altsaa allerede ophørt at kunne henregnes til Fichtes Tilhængere, da denne, fordreven ved Krigsbegiven­

hederne i Tydskland, i Sommeren 1807 opholdt sig i nogen Tid i Kbhvn, og traadte i personlig venskabelig Berøring med Brødrene Ørsted og med Oehlenschlæger.

’) Af mit Livs os min Tids Hist. I. S. 90.

udtæ nkte Foranstaltninger ende i næsten fuldstændig Ophævelse af den enkelte Borgers Frihed, betegner 0 . som Anledningen til, a t han vendte sig bort fra den Fichteske Retning. I den korte Udvikling a f Retslæ rens første Grunde, som han meddelte i hiint Skrift S. 75 ff, har han derfor hverken holdt sig til F.’s eller noget andet System, og skjøndt han ikke endnu directe vendte sig imod Fichte med en udtrykkelig Gjendrivelse, lod det nævnte Skrift dog skim te, a t han havde opgivet de Begreber om Ethik og N atu rret og disses indbyrdes Forhold, der gik gjennem hans ældre Skrifter. Navnlig frem traadte han fra nu af som en Modstander a f den for Fichte og hans Tilhængere eiendommelige Opfat­

telse, a t Retssphæren paa den ene Side og den m oralsk­

religiøse Sphære paa den anden Side ere a t betragte som tvende aldeles adskilte, i ingen Forbindelse med hinanden staaende, ved forskiellige Grundprinciper sty ­ rede Verdener, hvorimod han i sit følgende Liv ved enhver Ledighed fremhæver, a t Retsordenen helt igjen- nem m aa træde i Forhold til og stø tte sig til Moralen og Religionen, ligesom han opgiver som en Vildfarelse Troen p aa, a t Sædelighedens og R ettens hele Indhold ved simpel Anvendelse af Logikens Love kan udledes af et enkelt saakaldet øverste Princip. Som det vig­

tigste Vidnesbyrd om denne hans forandrede Aands­

retning nævner 0 . selv tre A fhandlinger, om hvilke han siger, a t de indeholde G rundanskuelser om Rets- og Statsvæsenet, der have h av t en betydende, skjøndt sieldent um iddelbart fremtrædende, Indflydelse paa hans hele Virken som F orfatter og som Statstiener. Af disse Afhandlinger angaaer den første „Regieringens R et til a t ophæve eller forandre Stiftelser, som private Mænd have o p rettet“, hvilken Afhandling blev oplæst i Selskabet for Sandhed i A aret 1801, og er indført i dette Selskabs Skrifter, hvorfra den senere er gaaet

over i Eunomia ls te B.; den anden, der behandler

„Forholdet mellem Religionen og S taten “, blev i A aret 1807 oplæst i det skandinaviske Literatur-Selskab og optoges i dettes Skrifter, hvorfra den ligeledes er gaaet over i Eunomia ls te B.; den tredie omhandler „Forhol­

det mellem Theori og Praxis i Sædelæren“ og blev i A aret 1811 forelæst i det skandinaviske Literatur- Selskab og indført i dettes Skrifter, hvorfra den ogsaa er optaget i Eunomia ls te B.

I den første a f disse Afhandlinger frem stiller 0. sin Op­

fattelse af, hvorledes Eiendomsretten bør begrundes, sam t hvorledes dens Indhold ifølge h eraf bør nærm ere bestem­

m es og begrændses. H an bekjæmper den ældre N aturrets Begrundelse, hvorefter Eiendomsretten alene udledes af den menneskelige Villies absolute Berettigelse, der kun indskrænkes ved den lige eller bedre Ret, som m aatte tilkomme andres Villie, en Sætning, hvoraf sluttes, a t den, der først tilegner sig en Ting førend nogen anden *), alene paa Grund heraf er bleven Eier, og som saadan kan udøve en uindskræ nket R et over Tingen, og denne Enkeltvilliens Berettigelse betragtes som en i N atur­

standen given R e t, der følger allerede a f Menneskets E xistens, og som det derfor kun er Retssam fundets Sag a t sikkre og opretholde. I Modsætning hertil søger 0 . Eiendom srettens Begrundelse i, a t „Samfundets T arv“

’) Hvad der skulde fordres til slig Tilegnelse, om den blotte Erklæring af Villien til at bemægtige sig Tingen er nok, eller om det, som Kant mente, endvidere maatte fordres, at Occupanten tog Tingen i sin Besiddelse, eller om det, som andre mente, endog maatte kræves, at han havde anvendt Arbeide paa den, den saakaldte Formationstheori, derom var der Strid mellem Naturretslærerne. 0. anser alle disse Meninger forsaavidt for lige ugrundede, som han ikke vil tillægge den enkeltes ensidige Villie en selv­

stændig retstiftende Betydning.

kræver en „Ordning a f Adgangen til Formuesgoderne, hvorved der gives den enkelte e t eget Stof, hvorpaa han kan regne som Gjenstand for sin frie Virksomhed og som Middel til a t opnaae sine fornuftige H ensigter“.

Som en Følge heraf bestrider han de P aastande om Eiendomsrettens absolute Charakteer, som med logisk Conseqvents følge a f den æ ldre.B egrundelse, og hæv­

der, a t den m aa være de Indskrænkninger underkastet, som Samfundet gjennem dets Love m aatte finde for­

nødne, for a t dets Formaal kan naaes. Saavel i denne Af­

handling som i det samtidige Skrift om Forordningen af 27de September 1799 slu tter 0 . sig forsaavidt til Fichte, som han med denne nægter, a t der overhovedet gives R et udenfor Statssam fundet, og derfor er enig i a t be­

trag te Eiendom sinstitutet som Samfundsforbindelsens første og væsentligste Frugt. I Skriftet om Forordningen a f 1799 S. 87 siger han saaledes: „Af disse Bemærknin­

ger vil m an indsee, a t Retsloven i N aturstanden m ang­

ler baade practisk Gyldighed og theoretisk Bestem thed, og der altsaa in tet Retsforhold gives i denne Stand.

F ø rst i Staten faaer Retsbegrebet Bestem thed og V irk­

somhed . . . F ørst herved bliver e t Retsforhold stiftet, som ingenlunde fandt Sted i N aturen. Staten og dens Indretninger er altsaa Kilden til al udvortes R e t“.

Sammesteds y ttre r han sig S. 82 særlig om Eiendoms­

retten , ganske overensstemmende med her nævnte Afhandling, idet han hævder, a t „Naturen i det høieste kan siges a t give enhver hans eget Legeme som ude­

lukkende Gjenstand for hans Raaden, men in te t vi­

dere.“ „Af de øvrige G jenstande, som dog udfordres, for a t Friheden kan have noget a t virke paa i Sandse- verdenen, har N aturen ingenlunde tildelt enhver sin bestem te Del. Der gives aldeles ingen i n d v o r t e s n a t u r l i g Grund, hvorfor en vis udvortes Gjenstand skal tilhøre denne og ingen anden.“ Denne Opfattelse

hvorefter Eiendom sretten ikke stø tte s paa Personligheds- principet, men derpaa, a t det er den Ordning af Ad­

gangen til Formuesgoderne, som Samfundsfornødenheden k ræ v e r1), fastholdt 0 . bestandig, om end Begrundelsen efterhaanden tab te det Tatidens philosophiske Tilsnit, hvormed den først o p tra a d te 2). lø v rig t v ak te denne hans Begrundelse a f Eiendom sretten i sin Tid Betænke­

lighed hos m ange; han siger selv, a t den gjorde et ugunstigt In dtryk paa flere „alvorlige, tildels høit- staaende Mænd“ ; m an frygtede for, a t en saadan De­

duction a f Eiendom sretten gav Slip paa det sikkre Fod­

fæ ste, som den paa Læren om Villiens absolute Be­

rettigelse byggede Begrundelse gav, og aabnede Døren for de vilkaarligste og letsindigste Indgreb fra Lov­

givningens og Regjeringens Side i Eiendomsretten og i P riv ates Dispositioner over deres eg et3). Fra det mere practiske Synspunct spurgtes der, hvorledes da Grændsen skulde drages for de Indgreb, som Lovgiv­

ningen kunde gjøre i Eiendom sretten, og da 0 . ikke herpaa gav eller efter sin Synsmaade kunde give andet Svar, end a t den næ vnte Grændse ikke lod sig drage ved faste, in te t Skjøn udelukkende, Regler, men a t en alsidig Afveielse a f de forskiellige Samfundsinteresser m aatte bestem m e den, frygtede mange, a t Statens R et

') I Korthed fremstillet igjen i Skriftet om Tyveri S. 32 ff.

2) Jfr. hans i 1849 udkomne Prøvelse af Udkast til Grundlov og Valglov S. 30 o. IT. „Eiendomsretten er en for at give Friheden et sikkert Stof for dens Virksomhed og for at aabne Midler til Menneskeslægtens Underholdning og Vel­

være nødvendig Samfunds-Indretning“-

’) At den Lære, at Eiendomsretten var en Statsindretning, dengang ogsaa andetsteds ansaaes for et juridisk Kjæt- teri, jfr. Feuerbachs Yttringer herom N. jur. Arch. 4 B.

178 Note.

da let kunde tilintetgjøre den private E iendom sret‘).

Iøvrigt fandt 0 . i sin senere Virksomhed som Kgl.

Commissarius ved Stænderforsamlingerne oftere Ledig­

hed til a t komme tilbage til disse Grændsespørgsm aal og værge sig mod Beskyldningen for letsindigen a t vide gribe ind i Eiendomsretten, idet han fordetm este befandt sig paa deres Side, som i saa Henseende holdt igjen, og det faldt da ofte i hans Lod a t m aatte frem­

hæve, sa t Samfundets Vel kræver, a t enhver try g t kan stole paa u a n ta ste t a t beholde sin Eiendom, der i sidste In stan ts vil sige Frugterne a f hans Flid og A r­

beide, og a t dette ogsaa m aa indbefatte R etten til a t raade over sin Eiendom ved Overdragelse til a n d re 2).

Den anden Afhandling om Forholdet mellem S taten og Religionen indeholder efter 0 .’ egne Udtalelser hans

„vigtigste Udvikling a f de Grunde, der havde bestem t ham til a t opgive den fra den Bearbeidelse af N atur­

retten efter K antske Grundsætninger, som i saa m ange A ar havde beskjæftiget de Philosopherende, udgaaede og siden a f K an t selv dog i en anden Skikkelse vedkjendte, men a f Fichte re t i sin Yderlighed gjennemførte Tanke om en afsondret Videnskab, der a priori og u afhæ n­

gig af Moral og Politik skulde give nøiagtigt bestem te Regler for et Tvangssystem, hvorved den udvortes Retsorden mellem samlevende Mennesker skulde op­

retholdes.“ Overfor denne Opfattelse, hvorefter m an indskrænker Retsordenen og dens Organ Staten til Betryggelsen a f eth v ert Enkeltvæsens Frihed, b etragtet blot fra den negative Side, hævder 0., a t alt, hvad der hører til a t begrunde e t væ rdigt og lykkeligt ind­

byrdes Samliv mellem Menneskene, bør optages i

]) Saaledes Schlegel, hvis Indsigelse omtales i Hdbg 3 B.

S. 518.

2) Jfr. Skriftet om Udkastet til Grundlov og Valglov 1. c.

Retsordenens Virksomhed, forsaavidt det er gjørligt at sørge derfor ved en a f en almindelig K raft ledet Sam­

fundsvirksomhed, og a t derfor hverken det, der uden­

for Sikkerheden hører til fælleds Lyksalighed, og heller ikke M enneskets høiere Øiemed, altsaa ikke Sædelig­

hed og Religion, hvis indbyrdes uadskillelige Forbindelse med stor S tyrke paavises, derfra bør udelukkes. Den før­

ste og vigtigste Grund hertil er, a t selv detForm aal, hvor­

til hine Lærebygninger indskrænke Retsordenen, ikke lader sig gjennemføre ved det Middel, som er det eneste, de kiende, nemlig physisk eller psychologisk Tvang. I denne Henseende kritiserer 0 . den Fichteske Forestilling, a t S taten kan tilstræ kkeligt garantere Retsordenen blot ved e t vel u dtæ nk t System a f Straffe- og Politiforholds­

regler, og a t der i saa Henseende ikke behøves nogen m oralsk eller religiøs Forudsætning hos den enkelte Statsborger. Navnlig blev det for Strafferettens Ved­

kommende, dog mere af visse a f Fichtes Tilhængere end a f ham se lv 1), gjort gjældende, a t der kun udfor- dredes det ene som Grundlag for en Straffetheori, at ingen ifølge Egennyttens Princip vil skade sig selv, idet der da kan bygges paa, a t naar der for enhver Lovovertrædelse bestem m es e t Straffeonde, som op- veier den sandselige Tilfredsstillelse eller Fordel ved a t overtræde Loven, og naar der gjennem gode Politi- og R etsindretninger tilveiebringes fuld Sikker­

hed for, a t ingen Lovovertrædelse hengaaer ustraffet, vil der faaes en a f al M oralitet uafhængig, mathema- tisk Vished for, a t Loven ikke bliver overtraadt.

Imod hele denne Opfattelse indvender 0., a t selv om

’) Det prægnanteste Exempel i saa Henseende afgiver v.

A lm e n d in g e n , jfr. Eun. 2 B. Fortalen p. IX og X, Af mit Livs og min Tids Hist. I. S. 138; men ogsaa F e u e r ­ b a c h hører herhen.

det var m uligt a t gjennemføre e t saadant mechanisk Tvangssystem, — hvad der naturligvis er en aldeles upractisk Tanke — vilde det ikke kunne hvile paa sig selv alene, men kun kunne ud rette noget for sit For- maal under den Forudsætning, a t Moral og Religion har Magt over dem, som skulle m edvirke til dets Gjennemførelse, hvoraf følger,. a t S taten ikke kan undvære disse Factorer, naar den skal løse sin første og simpleste Opgave, nemlig a t hævde Retten. Dette paavises nærm ere ved bl. a. a t udvikle, hvorledes den paalidelige Oplysning, hvorpaa øvrighedernes og R et­

ternes Afgjørelser i civile og criminelle Sager bør byg­

ges, ikke kan skaffes tilveie, dersom der ikke kan stoles paa deres Sanddruhed og Respect for Edens Hellighed, der som Vidner, Skjønsmænd eller P arter skulle forklare i Sagen, sam t hvorledes man ikke kan undgaae a t forlade sig paa deres Samvittighedsfuldhed og redelige Villie, som skulle afgjøre Sagen, være sig som Øvrigheder, Dommere, Edsvorne eller i hvilken- somhelst anden Egenskab. H er kommer 0 . ind paa et Punct, nemlig Forholdet mellem Almeensætningerne og de concrete Tilfælde, hvorpaa de skulle anvendes, hvortil han oftere i sine Skrifter vender tilbage, idet han nærmere udfører den Betragtning, a t det ved Bedømmelsen saavel af, om juridisk Beviis for e t vist Factum er tilstede, som af, om Betingelserne for Lo­

venes Anvendelse paa visse givne factiske Forhold foreligge, ikke er muligt a t opstille saa bindende Lov­

regler, a t det rigtige Udfald a f Sagen kan fremgaae af en simpel og utvivlsom Anvendelse a f dem, men a t det m este m aa komme til a t beroe paa e t sam vit­

tighedsfuldt og kyndigt Skjøn hos dem, i hvis H æ n­

der Afgjørelsen ligger, og a t det derfor ikke kan und- gaaes, a t man ved de enkelte Tilfældes Behandling og Afgjørelse i det Væsentlige m aa stole paa den mo-

ralske G aranti, som disse Mænds Personligheder afgive, jfr.

Jur. Arch. 13 B. S. 180 og Arch. f. Retsvidensk. 6B. S. 211.

Om den heromhandlede Afhandling, som 0 . selv tillæg­

ger en stor Betydning som Vidnesbyrd om den Aands­

retning, han nu v ar slaaet ind paa, y ttre r han iøvrigt med den ham egne Beskedenhed (S. 141 nederst), a t hans „hele Fortjeneste, hvis der er nogen, bestaaer deri, a t han havde Mod til a t afk aste e t herskende System s Tvang og ved en flersidig Overveielse af de virkelige Forhold sam let hine i sig selv simple Be­

m ærkninger og nøiagtig udviklet deres Betydning for Spørgsm aalet.“

Det blev nu mere og mere det frem træ ­ dende Træk i 0 .’ A andsretning a t udmaale og be­

dømme de philosophiske System ers Værd efter deres Evne til a t løse de retlige og ethiske Problemer paa en for det virkelige Livs Fordringer og den sunde mo­

ralske Bevidsthed tilfredsstillende Maade. H ans prac- tiske N atur m aa tte lede ham til a t bedømme Lær­

dommen efter dens Frugter. Førte en speculativ Op­

fattelse til R esultater, der for den naturlige Rets- og Sædelighedsfølelse og den sunde Forstands Prøvelse vare aabenbart uantagelige, kunde den ikke være rig­

t i g 1)- Ligesom 0 ., som ovenfor bemærket, fik Impul­

sen til a t bryde med Fichtes System, fordi det blev ham klart, a t den mechaniske Tvangsordning til Fri­

hedens Opretholdelse, som System ets Conseqvens fordrede, i sine V irkninger førte til den personlige Fri­

heds Undergang, saaledes finder han aabenbart en Hovedgrund til ikke a t interessere sig for det Hegel- ske System deri, a t dets Videreførelse ledede til Re-

') Her maa erindres om de ovenfor citerede Ord i Fortalen til Eun. II p. XII „En Theori angaaende de menneskelige Forhold, der ikke passer sig til disse Forhold, kan umulig være rigtig o. s. v.“

sultater, hvori han ikke kunde see andet end Opløs­

ningen a f al sædelig og borgerlig Orden. Efter a t være bleven færdig med sine Ungdomsbestræbelser under den transcendentale Idealismes Banner førtes 0. efterhaanden mere og mere over i den positive Christendom 1), og en paa denne bygget Livsanskuelse blev for ham den underforstaaede eller stiltiende for­

udsatte Grundopfattelse, ud fra hvilken han betragtede de ethiske og retlige Problemer. Han gjorde ikke mere noget Forsøg paa a t danne sig e t speculativt System paa philosophisk Grundlag. D ette opgav han, dels fordi han ikke længere havde Troen paa, a t den Opgave overhovedet lod sig lø se 2), dels fordi han i al Fald ikke følte Kald hos sig i den R etnin g 3). Uden ganske a t ophøre med a t sysselsæ tte sig med philoso- phiske Spørgsmaal og a t følge Udviklingen i Al­

mindelighed, deltog 0. herefter kun mere leiligheds- viis i den philosophiske Debat. Det vigtigste i saa Henseende er hans Indlæg i den ved en Afhand­

ling af Proft H o w i t z i A aret 1824 v ak te Strid om Vilhens Frihed4). I den mere eclectiske Retning,

') Jfr. hermed Af mit Livs og min Tids Historie 3 B. S.

303 ff.

’) „Troen paa Systemerne havde tabt sig, navnlig hos dem, der til hin Tid her i Landet sysselsatte sig med philoso­

phiske Studier,“ hvorved han sigter dels til N. Tre- sc h o w og S ib b e rn , dels til M y n ste r, H. C. Ø rste d , og P o u l M øller, jfr. Af mit Livs og min Tids Historie 3 B S. 324.

3) „Jeg vil ellers gjerne troe, at der af Anlæg for Philoso­

phien kun har været givet mig det logiske og moralske Element, men ikke det egentlig speculative,“ jfr. 1 c.

1 B. S. 40, jfr. S. 117.

4) See Jur. Tdskr. 8B. a. S -118 ff, 10 B. a. S. 1 ff. Om denne Strid vil det Nærmere være at bemærke under Ørsteds Fortjenester af Strafferettens Udvikling.

hvori 0 . slog ind, laa for ham baade en Begrændsning og en Styrke. En Begrændsning, forsaavidt som det m aa føles som en Nødvendighed a f den, der vil philosophisk begrunde Retsinstitutionerne og ikke blot tage dem som historiske Kjendsgieminger — og 0 . vilde ikke give Afkald paa en philosophisk Be­

grundelse f.Ex. afS trafferetten og Eiendomsretten — a t gaae ud ffa en Totalopfattelse, ud a f hvilken de en­

kelte Sætninger deduceres og til hvilken alle vundne R esultater pege tilb ag e1); en Styrke, forsaavidt som de enkelte Undersøgelser og Reflectioner, der hvile i den sunde M enneskeforstands Opfattelse af Livsforhol­

dene og ere prægede a f en fin Tact og Sands for det R ette og skarp Dialectik i det enkelte, altid ville faae en Værdi i sig selv, der ikke staaer og falder med et speculativt System, som forkastes a f den næste Slægt og for den har ta b t al overbevisende. Kraft. Det turde derfor være, a t netop den Omstændighed, a t 0 . i sin egentlige juridiske Forfattervirksom hed ikke stod under Indflydelse a f noget bestem t philosophisk Sy­

stem , er en vigtig A arsag til, a t hans Behandling a f de retlige Problemer har et saa sto rt blivende Værd og en bestandig vedvarende Brugbarhed for Retsviden­

skaben.

A t 0. hele sit følgende Liv igjennem blev staa- ende paa det her skildrede Standpunct, hvorefter det ledende Princip i Retslæ ren ikke skal søges i noget speculativt System , men i den udviklede og oplyste Forstands frie Reflection over de menneskelige For-

') Her kan henvises til F. U. Bornemanns Kritik af Ørsteds Straffetheori i Saml. Skr. 8 B. Tillæg I. p. XXXI, ved hvilken dog den historiske Bemærkning maa gjøres, a tø . ikke kunde siges længere at være gjennemtrængt af den transcendentale Idealisme, da han fremsatte sin Straffe- theori.

hold og den moralske og religiøse Bevidstheds Be­

dømmelse af de historisk givne Institutioner, frem- gaaer paa det klareste, naar m an sammenligner saavel de i ovennævnte tre Afhandlinger udtalte A nskuelser som hans i andet Bind a f Eunomia udviklede Straffetheori (fra A aret 1817) med den Skildring, han i sin Alder­

dom giver af den Methode, der. efter hans Overbevis­

ning bør følges i Retsphilosophiens Behandling1). Man vil da finde, a t Grundtanken er den samme. „En saadan Retsphilosophi, som jeg tæ n k er m ig ,u — siger han 1. c. — „skulde behandle alle de vigtig­

ste Retsforhold, saaledes som de fornuftigvis bør ord­

nes, saavel af Hensyn til a t sikkre alle Individers Fri­

hed og Personlighed, som til Befordring a f Sam fundets fremskridende Velbefindende, og det ikke blot sand- selig taget, men og forsaavidt det bestaaer i de høiere Livsgoder. Den havde ikke blot a t befatte sig med det, der ved Lov bliver a t anordne med Hensyn til det indbyrdes Forhold mellem de enkelte, men den skulde og fremstille den re tte Ordning a f de Indret­

ninger, hvorved Sam fundet skal forskaffe enhver en tilbørlig og sikkret R etstilstand. . . .V e d enhver Ma­

teries Behandling burde det Almengyldige udhæves, og det saaledes, a t det gaaer foran det, som med Hensyn til de forskiellige Tilstande og Forhold kan blive a t bestemme paa forskiellig Maade. Men til det Almengyldige vilde ikke blot høre det Lidet, som kan siges a t være nøie bestem t ved en ren Fornuft- nødvendighed, men ogsaa alt, hvad der under den Civilisationsgrad, der hersker i alle nogenlunde udvik­

lede Stater, m aa gjælde overalt . . . En Retsphilosophi, som den, jeg tæ nker mig, vilde i en nogenlunde grun­

dig Behandling, vistnok paa en ganske anden Maade ') Af mit Livs og min Tids Historie 1 B. S. 146 ff.

føre ind i de virkelige Retsforhold og danne til sund og frugtbar E ftertanke over disses Befæstelse og Foræd­

ling end den sædvanlige N aturret. Hvor fattig er denne ikk e, n aar den indskrænkes til d e t, der med noget Slags Skin han ved Analyse udbringes af det opstillede øverste Retsprincip. Man tæ nke sig, a t N aturretten skulde give det tilbage, som den h ar laan t a f den ro­

m erske R et og de System er, der a f denne have dan­

n et sig . . . Endvidere er det ofte Betragtninger over, hvad Sam fundets moralske og sociale Tarv fordrer, hvormed N aturretslæ rerne udfylde de ledige Pladser, efter a t de først udførligt have v ist, a t den egentlige N a tu rre t in te t lærer os om visse dog høist vigtige For­

hold (saaledes navnlig i A fsnittene om Æ gteskab og det faderlige Selskab, ligesom ogsaa Læren om A rv og Testam enter sam t om Hævd her kan erindres)“.

Den tredie a f de hernæ vnte Af handlinger om Forholdet mellem Theori og Praxis i Sædelæren angaaer ikke egentlig Retsvidenskaben, men de Betragtninger, den indeholder, s ta a i næ rt Slægtskab med dem, som træ de osi Møde i Af­

handlingen om Forholdet mellem Staten og Religionen.

Den gaaer ud paa a t hævde og nærm ere udvikle, at Ethiken — saavel som Retslæren — ikke er i Stand til a t træ k k e en saa skarp Grændselinie mellem det Befalede og Forbudne, a t rigtig Indsigt i dens Grund­

sætninger i Forbindelse med god Villie er nok, for -at m an aldrig skal forfeile den re tte Vei, men a t der og­

saa her, mellem det almindelige Begreb, hvortil dens Bud slu tter sig, og det virkelige Tilfælde, der skal be­

handles efter sam m e, ligger e t Rum , som alene en sund m oralsk Døm m ekraft kan udfylde. Men herved erkiendes dog, a t den m oralske Dømmekraft eller den sædelige Tact ikke under alle Omstændigheder er til­

stræ kkelig til a t afhiælpe Ufuldstændigheder i vor ethiske Viden, og a t det derfor ikke er os m uligt at